Aktivitetsudøvelse på de retspsykiatriske afdelinger

Transkript

1 Aktivitetsudøvelse på de retspsykiatriske afdelinger - Et kvalitativt projekt om ergoterapeuters oplevelser af patienternes aktivitetsudøvelse på de retspsykiatriske afdelinger. Ergoterapeutisk udviklingsarbejde og forskning, bachelor projekt Forfattere: Line Evi Holmlund, Sidse Evi Holmlund, Maria Sol Kim Strandgaard Hansen BA-gruppe 6 Uddannelse: Ergoterapeutuddannelsen, PH Metropol Hold: ErgE11 Vejleder: Annette Sørensen Faglig vejleder: Nanna Raunsø Tegn: Dette bachelorprojekt er udarbejdet af ergoterapeutstuderende ved Ergoterapeutuddannelsen København, PH Metropol. Det foreligger urettet og ukommenteret fra uddannelsens side og er således et udtryk for de studerende egne synspunkter Denne opgave er fortrolig og må ikke offentliggøres

2 Abstract Title: Occupational performance in forensic psychiatric units. Aim: To investigate the experiences of occupational therapists associated with the patients opportunities for occupational performance in forensic units. Further hedge their ideas for how a forensic unit might look, as it supports the forensic psychiatric patients abilities in occupational performance, and examine what they do to maintain the patients abilities in occupational performance during their stay in the forensic units. Theory: We have used the model of human occupation (MoHO), and the theory of occupational justice and science of activity in the discussion of the results. Method: A qualitative survey was made, including six semi structured interviews with occupational therapists from three forensic psychiatric centers. The interviews were based on an interview guide. The transcription was done then systematic text condensation was used for analysis. Results: The results gave four themes involving forensic psychiatric patients abilities in occupational performance in forensic psychiatric units. The themes were opportunities, barriers, ideas for how a forensic unit might look and occupational therapy interventions. Conclusion: The investigation showed that the informants see the activities in the units, as opportunities, while law, security, environment, diagnosis and abuse are barriers. The informants ideas include outdoor area, activities, physical environment and more occupational therapists. The informants perform work involving relation and motivation, create and organize activities, work in client-centered perspective and with meaningful activities, do examinations, perform skill training, and work with sensory integration. These interventions are individually and in teams. Keywords: Forensic psychiatry, occupational therapy, occupational performance, forensic psychiatric patients and environment. Impact:

3 Resume Titel: Aktivitetsudøvelse på de retspsykiatriske afdelinger. Formål: At undersøge ergoterapeuternes oplevelser i forbindelse med patienternes mulighed for udøvelse af aktiviteter på de retspsykiatriske afdelinger. Hertil afdække deres ideer til hvordan en retspsykiatrisk afdeling kan se ud, så den understøtter patienternes aktivitetsudøvelse samt belyse hvad de gør for at fastholde eller forbedre patienternes aktivitetsudøvelse mens de er indlagte. Teori: Vi har brugt modellen for menneskelig aktivitet (MoHO) samt teori om occupational justice og aktivitetsvidenskab i diskussionen af resultaterne. Metode: En kvalitativ undersøgelse blev foretaget med seks semistrukturerede interviews med ergoterapeuter fra tre retspsykiatriske centre. Interviewene blev foretaget ud fra en interviewguide, som var udarbejdet på baggrund af problemformuleringen. Transskribering blev foretaget, hvorefter systematisk tekstkondensering blev anvendt til databearbejdning. Resultater: Resultaterne viste fire temaer i forbindelse med patienternes aktivitetsudøvelse på de retspsykiatriske afdelinger. Temaerne var muligheder, barrierer, ideer til hvordan en retspsykiatrisk afdeling kan se ud samt ergoterapeutisk intervention. Konklusion: Undersøgelsen viste at informanterne ser aktivitetstilbuddene på afdelingerne, som værende muligheder, mens de retslige og sikkerhedsmæssige foranstaltninger, omgivelserne, sygdom og misbrug anses som barrierer. Informanternes ideer omfatter udeareal, aktivitetstilbud, de fysiske omgivelser og flere ergoterapeuter. Informanterne udfører relations- og motivationsarbejde, skaber og tilrettelægger aktiviteter, arbejder klientcentreret og ud fra meningsfulde aktiviteter, laver undersøgelser, udfører færdighedstræning og sanseintegration. Dette sker individuelt og på hold. Søgeord: Retspsykiatri, ergoterapi, aktivitetsudøvelse, retspsykiatriske patienter og omgivelser. Anslag:

4 Forord Vi har valgt at lave en tabel, som viser hvilke gruppemedlemmer, der er ansvarlige for de forskellige afsnit i projektet. Tabel 1 Ansvarsfordeling. 4

5 Indholdsfortegnelse Abstract...2 Resume...3 Forord Problembaggrund Ergoterapeutisk relevans Formål Problemformulering og begrebsafklaring Problemformulering Begrebsafklaring Teoriramme Modellen for menneskelig aktivitet Occupational Justice Aktivitetsvidenskab Design, informanter og metode Design Fænomenologi Forforståelse Informanter Metode Litteratursøgning Interviews Interviewguide Interviewsituationen Lydoptagelse Transskription Etik Analysemetode Resultater Muligheder Barrierer Ny retspsykiatri Ergoterapeutisk intervention

6 6.5 Opsamling Diskussion Resultatdiskussion Muligheder Barrierer Ny retspsykiatri Ergoterapeutisk intervention Nye aspekter Metodediskussion Semistrukturerede interviews Analysemetode Diskussion af teori og artikler Teorier Artikler Konklusion Perspektivering Formidlingsovervejelser Referenceliste Bilag Bilag 1- Samtykkeerklæring Bilag 2 Informationsbrev Ergoterapeutuddannelsen i København Bilag 3 Præsentation af informanter Bilag 4 PICO Bilag 5 Håndsøgning Bilag 6 Søgematrix Bilag 7 Interviewguide Bilag 8 Regler for transskription Bilag 9 Foreløbige temaer Bilag 10 Matrise

7 1. Problembaggrund I det følgende afsnit redegøres der for problemets omfang, den samfundsmæssige og ergoterapeutiske relevans samt hvilken betydning det har for mennesker at være i omgivelser, der begrænser ens aktivitetsmuligheder. Retspsykiatrien bliver jævnligt nævnt i medierne og området aktualiseres derfor både som fagligt og samfundsmæssigt relevant (Psykiatri-regionh, 2013). Der har i det seneste år været et stort fokus på retspsykiatrien, hvor der særligt er fokus på det økonomiske perspektiv på området. Tidligere har psykiatrien været økonomisk nødlidende, hvilket har resulteret i dårligere behandling og dermed øget risiko for kriminalitet (Schmidt, 2014). Over de seneste 20 år er antallet af retspsykiatriske patienter tredoblet fra 654 til personer (Danske Regioner, 2010). 42 % af de retspsykiatriske patienter bor i Region Hovedstaden, hvor befolkningstallet er på 1,6 millioner (Bjerborg, 2007). Langt størstedelen af de retspsykiatriske patienter er mænd, og udgør %. De fleste retspsykiatriske patienter er uden afsluttet folkeskole, og 40 % har anden etnisk baggrund end dansk (Ibid). Den største diagnosegruppe i retspsykiatrien er skizofreni og beslægtede tilstande, og udgør 64 % (Danske Regioner, 2010). Den næststørste patientgruppe lider af personlighedsforstyrrelser, og udgør cirka 10 %. Patienter med affektive lidelser udgør cirka 9 % (Ibid). Det er regionerne som står for varetagelsen af den psykiatriske behandling af de kriminelle, der af domstolene er idømt en psykiatrisk særforanstaltning (Retsinformation, 2005). Regionerne har lavet et udspil til forebyggelse, behandling og samarbejde om indsatsen overfor psykisk syge kriminelle, som skal sikre fortsat udvikling af retspsykiatrien (Lunding, 2014). Udspillet bygger på, at der i alle led ydes en faglig kompetent og sammenhængende indsats baseret på samarbejde og en klar opgave- og ansvarsfordeling mellem de involverede myndigheder; regioner, kommuner, politi og kriminalforsorgen (Ibid). Med satspuljeaftalen er der afsat 2,2 milliarder kroner til psykiatrien (Sundhedsstyrelsen, 2014). De 2,2 milliarder kroner skal bruges til en kapacitetsudbygning og modernisering af den regionale psykiatri, så man kan løfte behandlingskvaliteten og sikre en ligeværdig indsats for psykiatriske patienter (SUM, 2014). Dette skal blandt andet ske gennem øget aktivitet, såsom fysiske, kreative og hverdagsaktiviteter (Sundhedsstyrelsen, 2014). Derudover giver aftalen regionerne mulighed for at ansætte op 7

8 imod 500 flere medarbejdere i psykiatrien til hurtigere udredning og behandling (SUM, 2014). Dette indebærer blandt andet ansættelse af flere ergoterapeuter i retspsykiatrien (Bruun, 2014). De retspsykiatriske patienter er underlagt retslige foranstaltninger, hvilket betyder at de ikke er på afdelingerne frivilligt, og dermed ofte ikke er motiverede til at samarbejde om behandlingen (Danske Regioner, 2011). For en stor del af denne patientgruppe er der heller ikke mulighed for udgang. Kombinationen af den manglende bevægelsesfrihed og lange indlæggelsesforløb betyder, at muligheden for at deltage i meningsfulde og varierende aktiviteter er altafgørende for behandlings- og rehabiliteringsindsatsen. Muligheden for en meningsfuld aktivering, motion eller beskæftigelse af patienterne er derfor helt centralt i indsatsen (Ibid). Vi har valgt at drage paralleller til indsatte i fængsler da de, ligesom de retspsykiatriske patienter, er underlagt nogle retslige og sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der påvirker aktivitetsmulighederne (Danske Regioner, 2011). Hvis man ser på de danske fængsler er udbuddet af aktiviteter meget begrænset (Wyke, Davidsen & Ravnborg, 2008). Manglen på meningsfulde aktiviteter har stor betydning for de indsatte, og medfører symptomer såsom psykiske påvirkninger, resignation, identitetstab og aggressive handlinger samt at de indsatte går i stå og mangler motivation for udvikling. Uden mulighed for at afprøve deres forskellige færdigheder får de indsatte en urealistisk opfattelse af egen handleevne (Ibid). Dette er relevant i forhold til de retspsykiatriske patienter, idet både de retspsykiatriske patienter og de indsatte ikke har bevægelsesfrihed. Derfor er de afhængige af de aktivitetstilbud der er på stedet. Begge grupper kan opleve occupational injustice, da de ikke har samme muligheder for at deltage i meningsfulde aktiviteter på lige fod med andre (Jacobsen, Legarth & Sønnichsen, 2013). 1.1 Ergoterapeutisk relevans Det er relevant for ergoterapeuter at arbejde på en retspsykiatrisk afdeling, da ergoterapeuter har kompetencer i forhold til at planlægge en intervention, som er målrettet mod, at den sindslidende kan fastholde, genoprette eller etablere nye aktiviteter (Hansen, 2010). Dette er aktuelt på en retspsykiatrisk afdeling, da hovedparten af de indlagte er patienter med en skizofrenidiagnose, som typisk har et aktivitetsmønster præget af inaktivitet, hvilket kan resulterer i tab af færdigheder (Ibid). Mennesket har et biologisk behov for at udøve aktiviteter, som træner personlige evner til at muliggøre vedligeholdelse og udvikling af organismen (Clark, 2005). Ergoterapien 8

9 betragter mennesket som et aktivt individ, der gennem struktureret aktivitet udvikles i et komplekst samspil med sine omgivelser (Bendixen, 2005). På de retspsykiatriske afdelinger er der nogle omgivelsesmæssige muligheder og barrierer, som er afgørende for patienternes aktivitetsudøvelse (Kielhofner, 2010). Ergoterapi er optaget af betydningsfulde aktiviteter og deres rolle i sundhed og trivsel (Polatajko, Davis, Cantin, Amoroso, Purdie & Zimmerman, 2011). Ifølge Dunton er betydningsfulde aktiviteter lige så nødvendige for livet som mad og drikke, og alle mennesker bør derfor have aktiviteter, som de nyder. Derudover mener han, at syge sind, kroppe og sjæle helbredes gennem betydningsfulde aktiviteter (Ibid). Et kvalitativt studie viser, at sindslidende har lav tilfredshed med at udføre meningsløse daglige aktiviteter (Lindstedt, Söderlund, Stålenheim & Sjöden, 2004). Samtidig har de høj selvtillid, når de udfører aktiviteter i al almindelighed (Ibid). De mest dominerende aktiviteter i retspsykiatrien er egenomsorg og fritidsaktiviteter (Farnworth, Nikitin & Fossey, 2004). Begrænsede valg, ressourcer og plads i retspsykiatrien er med til at skabe barrierer i forbindelse med engagering i relevante og meningsfulde aktiviteter. Dette gjorde, at patienterne beskrev sig selv som værende tidsfordrivende (Ibid). Manglende mulighed for at deltage i meningsfulde aktiviteter kan blandt andet resultere i kedsomhed, depression, tab af færdigheder og tilbagefald (Rani & Mulholland, 2014). Et andet kvalitativt studie viser, at patienterne havde en fælles opfattelse af, at engagering i aktiviteter var vigtige for ens hverdag (Craik, Bryant, Ryan, Barclay, Brooke, Mason & Russell, 2010). Engagering i aktiviteter gjorde, at patienterne var i stand til at strukturere deres tid, bevare deres helbred i enhver forstand, og opfylde deres behov for at være aktive og produktive. Konklusionen var, at engagering i meningsfulde aktiviteter gav en følelse af præstation, og en følelse af at opretholde og fremme sundheden (Ibid). På baggrund af ovennævnte artikler ved vi, at de retspsykiatriske patienter oplever begrænsninger i udøvelsen af meningsfulde aktiviteter på grund af barrierer i omgivelserne, og at dette har indflydelse på deres oplevelse af tilfredshed heraf (Farnworth et al, 2004) (Rani & Mulholland, 2014). Manglende mulighed for udøvelse af meningsfulde aktiviteter kan blandt andet resultere i kedsomhed og tab af færdigheder (Ibid). Derudover har hovedparten af patienterne på de retspsykiatriske afdelinger en skizofrenidiagnose, og de har derfor typisk et aktivitetsmønster præget af inaktivitet, som kan føre til tab af færdigheder (Hansen, 2010). Alt dette kan have betydning for 9

10 patienternes mulighed for at udøve aktiviteter. Vi ser et problem i, at de retspsykiatriske patienters aktivitetsudøvelse kan dale mens de er indlagte. Vi har ingen viden om hvilke aktiviteter der er på de danske retspsykiatriske afdelinger, og hvilke muligheder og barrierer ergoterapeuterne oplever, at der er i forbindelse med udøvelse af meningsfulde aktiviteter. Endvidere ved vi ikke hvordan ergoterapeuterne oplever, at de omgivelsesmæssige muligheder og barrierer påvirker patienternes aktivitetsudøvelse samt hvordan ergoterapeuterne oplever, at de kan bidrage til fastholdelse eller forbedring af aktivitetsudøvelsen hos de retspsykiatriske patienter. Desuden har vi ingen viden om, hvordan man kan indrette en retspsykiatrisk afdeling, så omgivelserne faciliterer til fastholdelse eller forbedring af aktivitetsudøvelsen hos patienterne. Dette leder os videre til vores formål. 2. Formål Formålet med dette projekt er at undersøge ergoterapeuternes oplevelser i forbindelse med patienternes mulighed for udøvelse af aktiviteter på de danske retspsykiatriske afdelinger. Hertil vil vi afdække ergoterapeuternes ideer til hvordan en retspsykiatrisk afdeling kan se ud, så den understøtter patienternes aktivitetsudøvelse. Endvidere vil vi belyse ergoterapeuternes arbejde i forbindelse med fastholdelse eller forbedring af patienternes aktivitetsudøvelse. Projektets fokus vil derfor være på de enkelte ergoterapeuters erfaringer af ergoterapeutisk intervention vedrørende patienternes aktivitetsudøvelse samt deres viden om omgivelsernes betydning. 3. Problemformulering og begrebsafklaring I dette afsnit præsenteres vores problemformulering og en afklaring af de vigtigste begreber fra problemformuleringen. 3.1 Problemformulering Hvilke muligheder og barrierer oplever ergoterapeuterne i forbindelse med de retspsykiatriske patienters mulighed for udøvelse af aktiviteter, hvilke ideer har ergoterapeuterne til hvordan en retspsykiatrisk afdeling kan se ud, og hvilke ergoterapeutiske interventioner udfører de for at fastholde eller forbedre patienternes aktivitetsudøvelse? 10

11 3.2 Begrebsafklaring Muligheder og barrierer: Omgivelsesmæssige muligheder og barrierer på afdelingerne samt muligheder og barrierer der opstår i forbindelse med patienternes vilje, vane og udøvelseskapacitet (Kielhofner, 2010). Ergoterapeuter: Ergoterapeuter på en retspsykiatrisk afdeling med patientkontakt med minimum et års erfaring. Ergoterapeuter muliggøre aktivitet og deltagelse i hverdagslivet for det enkelte menneske og grupper af mennesker (Bevensee & Hove, 2013). Retspsykiatriske patienter: Psykiatriske patienter, som grundet kriminalitet er dømt til anbringelse og behandling (Holm, 2010). Aktiviteter: Ved aktiviteter forstås gøremål, der for den enkelte er meningsfulde eller nødvendige, og som relaterer sig til dagligdagen, arbejds- og fritidslivet samt involvering i samfundslivet (Bevensee & Hove, 2013). Med fritidsliv tænker vi, aktiviteter der indeholder kreative, fysiske eller sociale aspekter. Retspsykiatrisk afdeling: En afdeling hvor der modtages psykiatriske patienter med dom til psykiatrisk behandling (Region Sjælland, 2011). Ergoterapeutiske interventioner: Det grundlæggende i den ergoterapeutiske intervention i retspsykiatrien er at opbygge relationer, motivere til aktivitet, tilrettelægge og graduere aktiviteter samt vedligeholde, genoptræne og udvikle patienternes funktionsniveau inden for de restriktive fysiske og juridiske rammer (Hansen, 2010). Aktivitetsudøvelse: Aktivitetsudøvelse defineres som udøvelsen af en aktivitetsform. Udøvelsen påvirkes i høj grad af omgivelserne og vanedannelsen (Kielhofner, 2010). 11

12 4. Teoriramme I det følgende afsnit redegøres der for modellen for menneskelig aktivitet (MoHO), occupational justice og aktivitetsvidenskab samt hvordan disse teorier relaterer sig til vores problemformulering. Teorierne benyttes i diskussionen af resultaterne. 4.1 Modellen for menneskelig aktivitet Vi har valgt at benytte modellen for menneskelig aktivitet (MoHO), idet modellen beskriver hvordan omgivelserne samt menneskets tre sammenhængende komponenter; vilje, vane og udøvelseskapacitet, påvirker ens aktivitetsudøvelse (Kielhofner, 2010). Derudover er motivation et grundelement i MoHO, og vigtig for udøvelsen af aktiviteter. Omgivelser: Al aktivitet finder sted i forskellige omgivelser (Kielhofner, 2010). Omgivelser kan begrænse eller muliggøre menneskets aktivitetsudøvelse, og har derfor en afgørende påvirkning. Omgivelserne er i MoHO defineret som de særlige fysiske og sociale, kulturelle, økonomiske og politiske træk i de sammenhænge man indgår i. Disse træk påvirker motivationen for organisering og udøvelse af aktivitet (Ibid). På de retspsykiatriske afdelinger er der nogle omgivelsesmæssige muligheder og barrierer, som er afgørende for patienternes aktivitetsudøvelse. Fysisk befinder patienterne sig på en retspsykiatrisk afdeling, hvor der er nogle retslige og sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der påvirker hvordan omgivelser er indrettet. Eftersom at patienterne er idømt en behandlings- eller anbringelsesdom har de fleste udgangsforbud, hvilket betyder at de ikke længere har mulighed for at udøve aktiviteter såsom at købe ind og arbejde. Patienterne er derfor afhængige af, at de har mulighed for at udøve meningsfulde aktiviteter på afdelingen. Vilje: Vilje involverer tanke og følelse af handleevne, værdier og interesser (Kielhofner, 2010). Herunder de tanker og følelser et menneske har omkring en aktivitet, og glæden og værdien ved at udføre aktiviteten. Disse komponenter vælger, oplever og fortolker de aktiviteter man udfører. Hvis man ikke kan udføre de aktiviteter man er dybt interesseret i, kan det føre til, at man føler sig dårligt tilpas. Ved indlæggelse på en retspsykiatrisk afdeling påvirkes mennesket og de komponenter, det består af. Ens vilje kan være påvirket, 12

13 da der på en retspsykiatrisk afdeling er nogle barrierer der gør, at man kan være forhindret i at udføre ens interesser og meningsfulde aktiviteter. Selvom mennesker drives frem af en trang til handling, ønsker de at udføre aktiviteter de værdsætter, føler sig kompetente til at udføre, og finder tilfredsstillende (Ibid). Vane: Vanedannelse indebærer tillærte tendenser som vi reagerer og præsterer ud fra i velkendte omgivelser og situationer (Kielhofner, 2010). Eftersom at størstedelen af udøvelsen omfatter aspekter, der er en del af hverdagsrutinerne, har vanedannelsen en vigtig indflydelse på udøvelsen. Ligeledes indebærer vanedannelse roller, som den identitet vi har i en given kontekst. Ens vaner bliver påvirket, når man ikke længere kan udføre de meningsfulde aktiviteter, som ens hverdag består af. Dertil kan de meningsfulde aktiviteter ikke udføres på samme måde og i samme omgivelser, som man plejer. Desuden kan opfattelsen af roller påvirkes, da man ved indlæggelse på en retspsykiatrisk afdeling muligvis ikke er i stand til at udføre eller opretholde rollerne (Ibid). Udøvelseskapacitet: Udøvelseskapacitet defineres som evnen til at foretage sig ting... (Kielhofner, 2010). Udøvelseskapaciteten består både af en objektiv og subjektiv tilgang. Den objektive udøvelseskapacitet er afhængig af det muskuloskeletale system, nervesystemet, hjerte- og lungesystemet og andre kropslige systemer. Derudover afhænger dette også af kognitive evner (Ibid). Da størstedelen af patienterne har en diagnose inden for skizofreni spektret er deres mentale evner påvirket, idet de har forstyrrelser i tænkning og perception (WHO, 2012). Dette har betydning for deres evne til at udføre aktiviteter. Den subjektive udøvelseskapacitet er ligeledes med til at bestemme hvordan mennesker udfører en aktivitet (Kielhofner, 2010). De retspsykiatriske patienter har, grundet deres diagnose, en urealistisk oplevelse af deres udøvelseskapacitet (Lindtstedt, Grann & Söderlund, 2011). Subjektivt oplever patienterne, at deres udøvelseskapacitet er bedre end den egentlig er (Ibid). Dette skyldes formentlig deres psykiatriske lidelse, som kan give symptomer som forstyrrelser i tænkning og påvirkning af de kognitive funktioner (Fink-Jensen, 2010). Derudover får man en urealistisk opfattelse af egen handleevne, hvis man ikke har mulighed for at afprøve ens færdigheder (Wyke et al, 2008). 13

14 Opsamling: Omgivelserne har en stor betydning for patienternes aktivitetsudøvelse, idet de er idømt en behandlings- eller anbringelsesdom på en retspsykiatrisk afdeling, og har derfor ofte udgangsforbud. Derudover kan patienternes vilje, vanedannelse og udøvelseskapacitet være en mulighed eller barriere i forbindelse med udøvelse af forskellige aktiviteter. 4.2 Occupational Justice Occupational justice er relevant at benytte i vores projekt, idet den retspsykiatriske patient ikke har samme mulighed for at deltage i aktiviteter på lige fod med andre (Jacobsen et al, 2013). Dette skyldes at patienterne har udgangsforbud, hvilket betyder at de ikke har mulighed for at deltage i aktiviteter i samfundet, såsom arbejde. Occupational justice fokuserer på rettigheder, forpligtigelser og frihed i relation til aktivitet. Det er baseret på antagelser om, at mennesket er et aktivt væsen, som har behov for at være aktiv deltager i samfundslivet for at udvikle sig og trives. Nogle mennesker har, af forskellige grunde, ikke samme rettighed og mulighed for at deltage i meningsfulde aktiviteter som andre (Ibid). I occupational justice er adgangen til aktiviteter, der er meningsfulde for individet og som er socialt accepteret, en rettighed. Der er fire aktivitetsmæssige rettigheder; 1. At opleve aktiviteter som meningsfulde og berigende. 2. At udvikle sig gennem deltagelse i aktiviteter, som fremmer sundhed og er socialt inkluderende. 3. At udøve individuel eller befolkningsmæssig autonomi gennem valg af aktiviteter. 4. At nyde gavn af rimelige rettigheder for forskellig deltagelse i betydningsfulde aktiviteter (Polatajko, Molke, Baptiste, Doble, Santha, Kirsh, Beagan, Kumas-Tan, Iwama, Rudman, Thibeault & Stadnyk, 2007). De retspsykiatriske patienter kan som nævnt opleve occupational injustice, da de ikke har samme muligheder for at deltage i aktiviteter på lige fod med andre (Jacobsen et al, 2013). Dette kan medføre occupational imbalance, occupational deprivation, occupational marginalization og occupational alienation (Polatajko et al, 2007). Occupational imbalance handler om en personlig oplevelse af disharmoni i aktivitetsmønsteret, og når sammensætningen af aktivitetstyper formodes ikke at være fremmende for sundheden (Birk & Langdal, 2013). Her tales der om en ubalance i deltagelse i; fysisk, mental og 14

15 social aktivitet, valgt og nødvendig aktivitet samt afslappende og anstrengende aktivitet (Jacobsen et al, 2013). Dette kan føre til dårligt helbred (Townsend & Wilcock, 2004). Med occupational deprivation tales der om en tilstand af langvarig udelukkelse fra deltagelse i nødvendige og/eller meningsfulde aktiviteter, som skyldes faktorer der er uden for den enkeltes kontrol (Runge, 2005). Occupational deprivation kan føre til hæmmet vækst og dårligt helbred (Polatajko et al, 2007). Hvis patienterne ikke har mulighed for at udnytte deres kompetencer, mens de er indlagte på den retspsykiatriske afdeling, vil de kunne opleve dette som en trussel mod deres oplevelse af identitet og udvikling. Det kan føre til ulyst, kedsomhed og tristhed, og på længere sigt til forringet velbefindende, dårlig trivsel, og symptomer på stress og sygdom (Jacobsen et al, 2013). Occupational alienation opstår når ydre påvirkninger har indflydelse på valg af aktiviteter på en sådan måde, at de ikke længere stemmer overens med individets kompetencer eller forhåbninger (Polatajko et al, 2007). Dermed oplever man en mangel på kontrol over ens liv, og en oplevelse af meningsløshed eller formålsløshed. På det personlige plan fører occupational alienation til stress og en følelse af utilstrækkelighed eller tomhed, der med tiden kan medføre søvnløshed, vanedannende adfærd og depression (Ibid). Occupational marginalization handler om, at man som menneske har behov for at kunne træffe valg i hverdagen, og tage beslutninger om at deltage i aktiviteter (Townsend & Wilcock, 2004). Patienter på en retspsykiatrisk afdeling har ikke mulighed for selv, at kunne træffe valg i deres hverdag, eller tage beslutninger om deltagelse i aktiviteter, da der både er nogle retslige og sikkerhedsmæssige foranstaltninger samt begrænsninger i aktivitetsmuligheder. Opsamling: De retspsykiatriske patienter kan under indlæggelse på de retspsykiatriske afdelinger opleve occupational injustice, som kan påvirke dem i retning af kedsomhed, tristhed, forringet velbefindende, meningsløshed og følelse af utilstrækkelighed (Polatajko et al, 2007). Dette kan forekomme da patienterne kan opleve, at de ikke selv kan træffe beslutninger omhandlende betydningsfulde aktiviteter samt at de føler sig udelukket fra disse aktiviteter. Ergoterapeuterne på de retspsykiatriske afdelinger kan tage fat på de ovenstående virkninger af de aktivitetsmæssige uretfærdigheder ved at fremme forandring (Polatajko, Molke, Baptiste, Doble, Santha, Kirsh, Beagan, Kumas-Tan, Iwama, Rudman, Thibeault & Stadnyk, 2011). Det kan blandt andet ske gennem genoprettelse eller etablering af nye aktiviteter (Hansen, 2010). 15

16 4.3 Aktivitetsvidenskab Vi benytter aktivitetsvidenskab, da den beskriver studiet af menneskers aktivitetsorienterede natur, og hvordan de tilpasser sig udfordringer og oplevelser i deres omgivelser gennem brugen af betydningsfulde aktiviteter (Polatajko et al, 2011b). Ergoterapien har traditioner for at betragte mennesket som et aktivt individ, der gennem sammensat struktureret aktivitet udvikles i et komplekst samspil med sine omgivelser (Bendixen, 2005). Mennesket har et biologisk behov for at udøve aktiviteter, som træner personlige evner til at muliggøre vedligeholdelse og udvikling af organismen (Clark, 2005). Ergoterapi er optaget af betydningsfulde aktiviteter og deres rolle i sundhed og trivsel (Polatajko et al, 2011a). Ifølge Dunton er betydningsfulde aktiviteter lige så nødvendige for livet som mad og drikke, og alle mennesker bør have aktiviteter, som de nyder (Ibid). Patienterne på de retspsykiatriske afdelinger er begrænsede i forhold til muligheden for at udføre betydningsfulde aktiviteter grundet de retslige og sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der er på afdelingerne. Grundet manglende mulighed for deltagelse i meningsfulde aktiviteter er patienternes muligheder for at udvikle sig begrænsede, hvilket har indflydelse på deres sundhed og trivsel samt evnen til at vedligeholde organismen. Det er vigtigt for de retspsykiatriske patienter at deltage i meningsfulde aktiviteter, da de herigennem genskaber eller udvikler deres mulighed for at deltage i hverdagslivet (Birk & Langdal, 2013). 5. Design, informanter og metode I dette afsnit redegøres der for valg af design, informanter og metoder samt begrundelse for valg af dette. 5.1 Design Vores problemformulering handler om at få indsigt og forståelse for vores informanters oplevelser af muligheder og barrierer på retspsykiatriske afdelinger i forbindelse med udøvelse af aktiviteter, og hvilke ideer ergoterapeuterne har til hvordan en retspsykiatrisk afdeling kan se ud samt hvilke ergoterapeutiske interventioner, som de udfører for at fastholde eller forbedre patienternes aktivitetsudøvelse. Vi har af denne grund valgt, at lave et kvalitativt studie med et fænomenologisk videnskabssyn, da vi derved får informanternes egne perspektiver på vores problemformulering (Kvale & Brinkmann, 16

17 2009). Dette gør vi gennem individuelle semistrukturerede interviews af seks ergoterapeuter. Endvidere benytter vi en fænomenologisk tilgang i udarbejdelsen af analysen Fænomenologi Vi tilstræbte en fænomenologisk tilgang ved udarbejdelse af vores interviewguide, og ved interviews af informanter (Birkler, 2013). Dette skyldes, at vi gerne ville have at fænomenerne kunne træde frem for os, så uhindret som muligt. Derudover ville vi indfange informanternes erfaringer, som de viser sig i den konkrete livsverden. Med livsverden menes der den levede verden, som er udgangspunkt for enhver menneskelig aktivitet. I vores tilfælde drejede det sig om de erfaringer informanterne gør sig på de retspsykiatriske afdelinger. Dette skete kun ved, at vi havde et åbent sind og lagde vores forforståelse til side. Desuden bestræbte vi os på ikke at lade interviewguiden farves af vores forforståelse, idet vi dermed ville forurene informanternes oplevede erfaringer. Da vi vidste, at fordomme og teoretiske forforståelser kan bevirke, at der ikke kan erfares frit, havde vi lavet et afsnit, som beskrev vores forforståelse (Ibid). Endvidere benyttede vi en fænomenologisk tilgang i analysemetoden, hvor vi lagde vores forforståelse til side, så vi loyalt kunne genfortælle informanternes erfaringer og meningsindhold uden at lægge vores egen fortolkning som facit (Malterud, 2006) Forforståelse Vi havde både en personlig og en teoretisk forforståelse af, hvad en retspsykiatrisk afdeling er, hvilke patienter der typisk er indlagt på disse afdelinger, og hvordan omgivelserne kan påvirke patienternes aktivitetsudøvelse (Lindahl & Juhl, 2007). Vores teoretiske forforståelse var på baggrund af artikler, litteratur og teori, mens vores personlig forforståelse om emnet var på baggrund af klinisk undervisning i psykiatrien, familie, venner og medier. Vi forventede, at den største diagnosegruppe på en retspsykiatrisk afdeling er skizofreni og beslægtede tilstande, og at patienterne er inaktive (Hansen, 2010). Derudover havde vi en teoretisk forforståelse af, at de retspsykiatriske patienter har manglende mulighed for at udøve meningsfulde aktiviteter, hvilket betyder at patienterne kan opleve kedsomhed og tab af færdigheder, mens de er indlagte (Rani & Mulholland, 2014). 17

18 Vi havde en personlig forforståelse af, hvordan en retspsykiatrisk afdeling ser ud. Vi tænkte, at mange redskaber er låst inde i skabe eller separate rum, så patienterne ikke selv kan hente de redskaber de skal bruge, når de skal udføre forskellige aktiviteter. 5.2 Informanter Vores informanter var de ergoterapeuter, som vi interviewede i forbindelse med at anskaffe data, der kunne belyse vores problemformulering (Lindahl & Juhl, 2007). Udvælgelse af informanter: Vi fandt frem til vores informanter ved at søge på retspsykiatriske centre på internettet. Ved denne søgning fandt vi frem til fire retspsykiatriske centre på Sjælland. Herefter sendte vi en mail ud til dem. I mailen havde vi kort forklaret, hvad vores bachelorprojekt går ud på, hvad vi skulle bruge dem til, og hvornår interviewene ville finde sted (Andersen, 2013). Derudover havde vi vedhæftet samtykkeerklæringen (bilag 1) og informationsbrevet (bilag 2). Da informanterne ikke var tilfældigt udvalgte lavede vi nogle inklusions- og eksklusionskriterier i forhold til hvilke informanter, der ville være relevante at anvende i vores projekt (Lindahl & Juhl, 2007). Tabel 2 Inklusions- og eksklusionskriterier i udvælgelsen af informanter. Det var vigtigt i forhold til vores projekt, at de ergoterapeuter vi interviewede arbejder på en retspsykiatrisk afdeling og har patientkontakt, da ergoterapeuterne skal have viden om hvordan aktiviteterne påvirker patienterne, og hvordan patienternes aktivitetsudøvelse ser ud. Derudover var det også vigtigt, at ergoterapeuterne har erfaring med retspsykiatrien, og vi valgte derfor at de skulle have minimum et års erfaring. Endvidere valgte vi kun at 18

19 inkludere ergoterapeuter, der arbejder på en retspsykiatrisk afdeling på Sjælland, da projektets metoder krævede at vi fysisk skulle møde op på afdelingerne til interviews. Præsentation af informanterne: Dette projekt inkluderede seks informanter fra tre forskellige retspsykiatriske centre. Vi lavede en præsentation af informanterne (bilag 3), som alle er uddannede ergoterapeuter. Af hensyn til informanternes anonymitet valgte vi ikke at oplyse hvilke retspsykiatriske centre informanterne arbejder på. Endvidere valgte vi ikke at oplyse hvilket køn informanterne har, da dette ville medvirke til at nogle af informanterne ville være let genkendelige. Desuden valgte vi kun at oplyse hvilken aldersgruppe informanterne befinder sig i. Derudover kaldte vi informanterne ved deres forbogstav på deres fornavn. Dette gjorde vi for at bibeholde informanternes anonymitet. 5.3 Metode I dette afsnit beskrives de valgte metoder: Litteratursøgning, pilotinterview, semistrukturerede interviews, transskription og analysemetode. Endvidere vil afsnittet omhandle etiske overvejelser i forbindelse med anvendelse af de førnævnte metoder Litteratursøgning Ved projektets start foretog vi en systematisk litteratursøgning via databaserne; Cinahl og PubMed, for at afdække den eksisterende viden indenfor området. Hertil lavede vi en PICO-søgning (bilag 4), som indeholder person, intervention, comparison og outcome (Brandt & Winding, 2013). Vi søgte kun på person (P) og intervention (I), for ikke at begrænse os. Derfor lavede vi nogle in- og eksklusionskriterier (Ibid). 19

20 Tabel 3 Inklusions- og eksklusionskriterier i udvælgelsen af artikler. Derudover foretog vi en håndsøgning (bilag 5) i de ergoterapeutiske tidsskrifter; Occupational Therapy In Mental Health og Scandinavian Journal of Occupational Therapy. Endvidere lavede vi en søgematrix (bilag 6), som indeholdt hvilke databaser vi søgte i, hvor mange resultater vi fik ved at søge på person, intervention og udfald samt disse tre kombineret (Brandt & Winding, 2013) Interviews Vi havde inden selve interviewene foretaget et pilotinterview, da man ifølge Kvale lærer interviewet som håndværk gennem afprøvning (Kvale & Brinkmann, 2009). Tanken med pilotinterviewet var, at få erfaringer via en simuleret situation. Ud fra disse erfaringer kunne vi tilrette vores interviewguide, forud for de rigtige interviews (Ibid). Vi interviewede en ergoterapeut der arbejder på en intensiv psykiatrisk afdeling. Vi valgte denne informant, da hun har viden om hvordan omgivelser kan være en mulighed eller barriere i forbindelse med patienternes aktivitetsudøvelse, idet patienterne på en intensiv afdeling, ligesom de retspsykiatriske patienter, ikke har mulighed for at komme og gå fra afdelingen, som det passer dem. Gennem pilotinterviewet afprøvede vi rækkefølgen af spørgsmålene for at se om der var et naturligt flow. Desuden fandt vi ud af, at vi skulle stille nogle af spørgsmålene anderledes for at få et fyldestgørende svar. Ved at ændre på 20

21 spørgsmålene forbedrede vi kvaliteten af de rigtige interviews, og vi øgede dermed gyldigheden af de indsamlede data (Kvale & Brinkmann, 2009). Herefter udførte vi semistrukturerede individuelle interviews af seks ergoterapeuter fra tre retspsykiatriske centre, som alle opfyldte inklusionskriterierne (Kvale & Brinkmann, 2009). Vi valgte at udføre semistrukturerede interviews, da vi derved fik beskrivelser af vores informanters livsverden med henblik på senere fortolkning af betydningen af de beskrevne fænomener (Ibid). Fordelene ved interviews er, at de er brugbare i forhold til at udforske et bestemt emne i dybden (Etf, 1998). En af ulemperne er dog typen af de spørgsmål man stiller og måden de stilles på, da det kan begrænse informantens respons (Ibid) Interviewguide Vi udarbejdede en interviewguide (bilag 7) på baggrund af vores problembaggrund og problemformulering (Kvale & Brinkmann, 2009). Ud fra vores problembaggrund og problemformulering havde vi udvalgt de mest centrale emner, som vi omformulerede til nogle overordnede forskningsspørgsmål. For hvert overordnede forskningsspørgsmål udarbejdede vi konkrete udformede spørgsmål, da svarene skulle bruges til dataanalyse (Kvale & Brinkmann, 2009). Ved hvert forskningsspørgsmål startede interviewguiden med indledende spørgsmål, efterfulgt af henholdsvis sonderende, specificerende og direkte spørgsmål. Dette gav et nuanceret billede af vores problemformulering (Ibid). Vi benyttede ikke ergoterapifaglige ord i interviewguiden, såsom aktivitetsudøvelse og intervention, da informanternes forståelse af ordene kunne være forskellig fra vores. Dog benyttede vi ordet meningsfuld aktivitet, da alle vores informanter var ergoterapeuter. Eftersom at ergoterapi omhandler træning gennem meningsfulde aktiviteter, gik vi ud fra at alle vores informanter havde kendskab til dette begreb (Birk & Langdal, 2013) Interviewsituationen Interviewene blev udført på informanternes egne arbejdspladser, og tilrettelagt ud fra det tidsrum der passede den enkelte informant. Dette gjorde vi, da det gav informanterne tid og mulighed for at deltage i vores projekt samt at informanterne selv ønskede at interviewene fandt sted hos dem. 21

22 Vi afsatte en time til de enkelte interviews, da der også skulle være tid til briefing og debriefing (Kvale & Brinkmann, 2009). Vi valgte, at vi alle skulle interviewe to informanter hver. Dette gjorde vi, da interviewene var en stor del af vores projekt, og vi syntes derfor at det var vigtigt at alle var aktive i denne del. Endvidere valgte vi, at være to tilstede under hvert interview, som henholdsvis interviewer og co-interviewer. Dermed koncentrerede den ene sig om selve interviewet, mens den anden holdt overblikket over om spørgsmålene blev stillet, og besvaret tilstrækkeligt. Derudover var co-intervieweren tidsholder, og stod for lydoptagelsen samt notering af nonverbal data såsom stemmeføring og lyde, da dette kunne have indflydelse på den givne kontekst (Ibid). Vi startede interviewene med en briefing, hvor vi fortalte hvem, der havde hvilke roller, hvad vores projekt omhandlede, og en kort forklaring af, hvad der skulle ske. Derudover spurgte vi dem, om det var i orden, at vi optog interviewet samt fortalte dem, at de ville bliver anonymiserede, og at interviewet ville blive slettet efter aflevering af projektet (Kvale & Brinkmann, 2009). Til sidst underskrev informanterne samtykkeerklæringen, og vi fortalte informanten, at han/hun til enhver tid havde mulighed for at stoppe interviewet eller undlade at svare på spørgsmål (Ibid). Under selve interviewet forsøgte vi at forholde os åbne i forhold til informanternes udsagn, og lægge vores forforståelse til side (Brinkler, 2013). Dette gjorde vi ved at stille opfølgende spørgsmål til det de sagde (Kvale & Brinkmann, 2009). Desuden var vi opmærksomme på at holde små pauser imellem spørgsmålene, så informanterne fik mulighed for at reflektere. Vi afsluttede interviewet med en debriefing, hvor vi spurgte ind til om informanten havde nogle kommentarer eller spørgsmål til selve interviewet. Efter interviewene satte interviewer og co-interviewer sig sammen, og talte om hvad de havde hørt og observeret under interviewet. Dette gjorde vi for at tydeliggøre om interviewer og co-interviewer havde samme opfattelse af interviewets forløb (Ibid) Lydoptagelse Vi brugte lydoptagelse som metode, da det gav os frihed til at koncentrere os om interviewets emne og dynamik (Kvale & Brinkmann, 2009). Dog tog vi højde for at lydoptagelse kan hæmme, at informanterne taler frit, da de ved, at det de siger, bliver optaget, og de kan derfor være bange for at bruge nogle ord, som kan blive tolket forkert. Da vi valgte at bruge lydoptagelse af interviewene var det vigtigt, at interviewene foregik i et lukket lokale, så vi undgik baggrundsstøj, der kunne påvirke transskriptionen. Derudover 22

23 var vi også opmærksomme på, at tale højt og tydeligt samt at sørge for at informanten gjorde det samme (Ibid) Transskription Efter interviewene lavede vi en transskription af disse, da man ved transskription kan ændre den mundtlige kommunikation til skriftligt materiale, der egner sig til analyse (Kvale & Brinkmann, 2009). En ulempe ved transskription er dog, at den mundtlige kommunikation redigeres i den grad det er nødvendigt, så det forstås, som det var ment i den oprindelige kontekst (Glasdam, 2011). En anden ulempe ved transskription er, at man mister udtale, tone, kropslige attituder, stemmen og betydningen af disse forhold, som modificerer det verbale indhold (Ibid). Derfor valgte vi inden interviewene at lave retningslinjer for transskription (bilag 8) (Kvale & Brinkmann, 2009). Vi valgte blandt andet at sløre identiteten af vores informanter, steder og personer der omtales i interviewene, som let ville kunne genkendes. Desuden skrev vi transskriptionen i talesprog for ikke at miste betydningen af det sagte. Vi transskriberede ikke interviewerens anerkendende udtryk såsom ja, mmm osv, da det ikke havde nogen betydning for projektet. Desuden lavede vi nogle retningslinjer for hvordan, vi registrerede øh og latter. Derudover valgte vi, at halve sætninger ikke blev transskriberet medmindre, det havde en betydning for den samlede forståelse. Vi gjorde brug af linjenumre i transskriptionen, da dette gjorde det nemmere for os, når vi skulle benytte det i analysen og i præsentationen af resultaterne. Vi valgte at transskribere de interviews, hvor vi selv havde været interviewer. Dette gjorde vi, da man som interviewer kan genkalde sig nonverbale aspekter af interviewet (Ibid). Derudover kan man som interviewer huske øjeblikke i interviewet, som kan opklare uklarheder eller have en betydning for meningen af teksten (Malterud, 2006). Dette styrker gyldigheden af analysematerialet (Ibid). Vi valgte at co-intervieweren skulle fungere som en krydstjekperson. Det vil sige, at co-intervieweren læste transskriptionen igennem, og hørte båndet, hvis der var noget co-intervieweren ikke havde opfattet på samme måde. På denne måde sikrede vi en ensartet forståelse af det indhentede data Etik Nogle af vores etiske overvejelser var, at vi forinden interviewene skulle have en skriftlig samtykkeerklæring fra informanterne samt at give informanterne informeret samtykke i form af et informationsbrev (Kvale & Brinkmann, 2009). Informationsbrevet indeholdt 23

24 oplysninger om projektets overordnede formål, design samt mulige risici og fordele ved at deltage i projektet (Albert, Hovmand, Lund, Winkel & Sørensen, 2005). Derudover skulle deltagerne informeres om, at det var frivilligt at deltage, og at de til enhver tid havde ret til at trække sig ud af projektet. Desuden indeholdt informationsbrevet oplysning om hvem, der ville få adgang til interviewene (Ibid). Endvidere gjorde vi os nogle etiske overvejelser i forhold til, hvordan vi delte og gemte de transskriberede interviews, så der ikke var andre, der kunne se de data informanterne havde givet os. Hertil besluttede vi, at data vedrørende informanterne, herunder svar fra interviewene, skulle gemmes og deles via et usb-stik, som udelukkende blev brugt til bachelorprojektet. Vi tænkte at det var vigtigt, at der ikke kom data fra informanterne på internettet, der kan skade informanterne eller institutionen. Desuden slørede vi identiteten af informanter, steder og personer, for at bibeholde deres anonymitet. Da vi analyserede data fra interviewene tilstræbte vi at analysere data ens, og at beskrive hvordan vi havde analyseret data, så der var en gennemsigtighed i forhold til, hvordan vi var kommet fra lydoptagelse til resultaterne Analysemetode Da formålet med vores analyse var at få en beskrivelse af informanternes oplevelser var vores analyse på et beskrivende niveau (Malterud, 2006). Eftersom at vi tilstræbte at have en fænomenologisk tilgang i analysen, var vores analyse datastyret. Vi identificerede enheder i teksten, som dannede grundlag for udvikling af kategorier, der blev brugt til reorganisering af teksten. Til organisering af vores transskriberede data benyttede vi analysemetoden systematisk tekstkondensering. Vi valgte denne analysemetode, da den er egnet til deskriptiv tværgående analyse af fænomener, som beskrives i et materiale fra mange forskellige informanter, hvilket vores datamateriale er. Systematisk tekstkondensering egner sig til udvikling af beskrivelser, hvilket vores projekt sigter mod (Ibid). Systematisk tekstkondensering består af fire trin: 1. At få et helhedsindtryk. 2. At identificere meningsbærende enheder. 3. At inddele indholdet i de enkelte meningsbærende enheder. 4. At sammenfatte betydningen af dette (Malterud, 2006). 24

25 I første trin læste vi hver især alle de transskriberede interviews igennem (Malterud, 2006). Formålet med dette trin var, at vi skulle få et helhedsindtryk af de indsamlede data ved at lægge vores forforståelse og teoretiske referenceramme til side. Efter at vi havde læst alle de transskriberede interviews igennem inddelte vi vores datamateriale i foreløbige temaer (bilag 9). Dette gjorde vi individuelt for at højne gyldigheden og for at undgå en indbyrdes påvirkning (Ibid). I trin to inddelte vi transskriberingen i meningsbærende enheder, som kunne belyse vores problemformulering (Malterud, 2006). Samtidig mærkede vi de meningsbærende enheder i koder, som vi herefter satte ind i en matrise (bilag 10). Dette gjorde vi for at organisere vores materiale, og få et visuelt overblik over, hvor de forskellige tekststykker kom fra i interviewet og fra hvilken informant (Ibid). I trin tre inddelte vi de meningsbærende enheder i subgrupper med et kunstigt citat, der sammenfattede indholdet i enhederne (Malterud, 2006). Til slut drøftede vi subgruppernes relevans i forhold til vores problemformulering (Ibid). 25

26 Tabel 4 Kodegrupper og subgrupper. Tabel 4 giver et overblik over hvilke subgrupper der fremkom ud fra de forskellige hovedgrupper i analysetrin 3. I trin fire udarbejdede vi en genfortælling, i form af en indholdsbeskrivelse, af tekststykkerne ud fra de enkelte kodegrupper og subgrupper, en såkaldt rekontekstualisering (Malterud, 2006). Indholdsbeskrivelsen indeholdt en kort opsummering af hvad vores informanter fortalte om de forskellige sider af vores problemformulering. Det var vigtigt, at vi i dette trin var loyale mod informanternes stemmer og gav læseren indsigt i vores data. Derudover vurderede vi, hvorvidt resultaterne forsat gav en gyldig beskrivelse af den sammenhæng, som den oprindeligt var taget ud fra. Da indholdsbeskrivelserne var færdige, gik vi tilbage til de meningsbærende enheder for at udvælge citater, som beskrev indholdsbeskrivelsen bedst (Ibid). 26

27 6. Resultater I dette afsnit sammenfattes og formidles de mønstre, som fremkom gennem analysen af interviewene, som havde relevans for vores problemformulering (Malterud, 2006). De mønstre der fremkom gennem analysen af interviewene omhandlede muligheder, barrierer, ny retspsykiatri og ergoterapeutisk intervention. Sproget i citaterne blev korrigeret for læsbarheden skyld, og er derfor gengivet i skriftlig stil. Dog er meningerne i citaterne stadig den samme. 6.1 Muligheder Informanterne talte om, hvilke muligheder de så på de retspsykiatriske afdelinger i forbindelse med patienternes mulighed for at udføre aktiviteter. Her nævnte de fysiske, kreative og dagligdagsaktiviteter samt gårdareal og andre tilbud, som patienterne kan benytte sig af. Fysiske aktiviteter: Flere af informanterne nævnte, at de aktiviteter patienterne har mulighed for at udføre mens de er indlagte, oftest er fysiske aktiviteter. Dette skyldes at det er nemt at gå til, og at der er sociale elementer inde over. Derudover har Sundhedsstyrelsen foreslået, at patienterne i psykiatrien skal tilbydes en times træning om dagen, hvilket en af afdelingerne har taget udgangspunkt i. Af fysiske aktiviteter nævnte informanterne blandt andet, at patienterne kunne spille boldspil, styrketræne og træne på konditionstrænings maskiner. Dog er det forskelligt hvor mange timer, der er mulighed for dette på de forskellige afdelinger samt hvilken faggruppe, der varetager dette. På nogle af afdelingerne har patienterne mulighed for at træne flere gange om dagen, hvis de har lyst til det, mens der på andre afdelinger er to timers fast træning i form af styrketræning og boldspil. Meget af det der foregår, er fysiske aktiviteter. Det er jo det som vi kan tilbyde, da det er lavpraktisk. Det er nemt at gå til og folk ved hvad det er (E98). Kreative aktiviteter: Derudover har alle de retspsykiatriske afdelinger kreative aktiviteter, hvor der blandt andet er mulighed for at lave læderarbejde, sy, tegne, male, lave smykker, ler og lignende. 27