Vi har aldrig været individer!

Transkript

1 Vi har aldrig været individer! Et speciale af Oliver Maurice Adams Vejleder: Simo Køppe Institut for Psykologi Københavns Universitet Marts 2001

2 INDHOLDSFORTEGNELSE PROGRAMERKLÆRING:...2 NARRATIVITET:...4 MENING OG ORDEN...5 HVAD ER NARRATIVITET?...7 FIKTIONELT FAKTA OG FAKTIONELT FIKTION...7 NARRATIVETS KENDETEGN...9 NARRATIVET; DRAMATIK OG FOLKEPSYKOLOGI...10 HVORDAN OPSTÅR NARRATIVER?...12 SOCIAL RESPONSIVITET...13 LEVENDE SYSTEMER OG STRUKTURELLE KOBLINGER...14 NARRATIV OPLÆRING...17 VI HAR ALDRIG VÆRET INDIVIDER I...21 SOCIAL INTERAKTION...22 BASIS FOR SOCIAL INTERAKTION...22 OBJEKTIVERING...24 VANER & INSTITUTIONER...26 LEGITIMITET...29 SUBJEKTIV VIRKELIGHED...34 MEAD...38 VI HAR ALDRIG VÆRET INDIVIDER II...42 SPROG...42 WHORF...43 Forsikringer og sproget...43 Tid, rum og Hopi...45 Determinist?...47 METAFORER...48 Experientalism...49 Grounding I...50 Strukturering af metaforer...51 Grounding II...54 Relationer...55 Definition...57 Rosch og kategorisering...59 SPROGSPIL...62 VI HAR ALDRIG VÆRET INDIVIDER III...66 DISKURS...67 HVAD ER DISKURSER?...67 Straffesystemet...68 Magtens mekanismer...70 STANDARDER...73 SELVET SOM DISKURS...76 NARRATIV VS DISKURS...78 VI HAR ALDRIG VÆRET INDIVIDER IV...79 METASNAK...80 AFSLUTTENDE KOMMENTARER...84 ENGLISH SUMMARY: WE HAVE NEVER BEEN INDIVIDUALS LITTERATUR:

3 Programerklæring: The conclusion would be that the political, ethical, social, philosophical problem of our days is not to try and liberate the individual from the state, and from the state s institutions, but to liberate us both from the state and from the type of individualization which is linked to the state. We have to promote new forms of subjectivity through the refusal of this kind of individuality which has been imposed on us for several centuries Michel Foucault 1 Nogle vil måske genkende titlen på dette speciale. Jeg indrømmer blankt at det er lånt fra Latours We Have Never Been Modern. Grunden til dette gemene tyveri er, at jeg er inspireret af Latours måde at analysere på, og har tænkt mig at overføre denne til min problematisering af individ-begrebet. Og det er jo det, det skal handle om. Det, jeg er inspireret af, er hans måde at analysere de teknikker eller procedurer som opretholder/skaber et bestemt begreb eller diskurs. Det kan være svært at læse, fordi Latour ikke altid direkte skriver om begrebet, men i stedet om de fænomener, som han mener spiller en rolle i opretholdelsen af begrebet. På samme måde vil langt største delen af dette speciale ikke direkte beskæftige sig med individbegrebet, men i stedet om fire områder, som jeg mener spiller en afgørende rolle i, at vi opfatter os selv og hinanden som individer. De fire områder er narrativitet, social interaktion, sprog og diskurs. Hvert område er i sig selv et videnskabeligt område, så afsnittene skal ikke ses som en fyldestgørende redegørelse for hvad disse områder indeholder, men nærmere mit forsøg på at belyse individ begrebet fra forskellige vinkler. Strategien er todelt. Jeg vil for det første forsøge at vise at vi ikke er særligt individuelle, når det kommer til stykket. Dette vil jeg forsøge at vise især i afsnittene om narrativitet, social interaktion og til dels i sprog afsnittet. For det andet vil jeg forsøge at vise hvordan individ-begrebet er en del af vores sprog, og at sproget ikke beskriver en objektiv virkelighed, men nærmere er udtryk for en bestemt historisk og kulturel tolkning af denne virkelighed. Derfor er tanken om, at vi er individer, en historisk og kulturel konstruktion, som ikke nødvendigvis er den mest hensigtsmæssige måde at forstå 1 (Foucault, 1982; s. 216) 2

4 mennesker på. Denne del af strategien kommer til udtryk dels i afsnittet om social interaktion, men især i sprog og diskurs afsnittet. Men hvad mener jeg egentlig når jeg taler om et individ? Jeg har taget udgangspunkt i følgende tre begreber som indgår i definitionen på individ: Single, Particular og Seperate 2. De er taget fra en ordbogsdefinition af Individ. Derfor kan man også se det løbende tema i denne opgave som et forsøg på at vise at vi hverken er enkeltstående (single), særlige (particular) eller adskilte (separate). Nu kan man så indvende at man alligevel ikke tænker om mennesker på den måde i det moderne samfund eller indefor videnskaben, men jeg mener, at selv om der eksisterer andre bud på hvordan man kan tænke mennesker som mere sociale eller hvad man nu vil kalde det, så er individ begrebet så grundlæggende og underforstået i vores omgang med verden og hinanden, at vi er fastlåst. Men hvorfor tage mit ord for det? Foucault udtrykker det meget mere koncist i det ovenstående citat. Det er det problem felt han skitserer, som jeg vil forsøge at bevæge min analyse indenfor. Problemet med at skrive et speciale er som regel omfanget. Det har det også været i dette tilfælde. Derfor vil jeg advare om at dette speciale i høj grad er teoretisk. Jeg vil ikke forsøge at analysere individ begrebet i praksis eller individets historiske udvikling. Det ville kræve endnu et par specialer at analysere disse aspekter af individet fyldestgørende. Derfor er det måske også nødvendigt at jeg på nuværende tidspunkt gør rede for min opfattelse af individ begrebet. Det er ikke en nem opgave, da jeg mener at meget af den måde vi bruger, tænker, taler og agerer individ på er underforstået. Derfor handler det også om at gøre os selv opmærksomme på det vi normalt tager for givet. Det er grundlaget for mit valg af analyse metode, og det er grundlaget for at jeg beskæftiger mig med teoretikere og vidensområder, som ikke nødvendigvis virker psykologiske. Men lad mig forsøge at vise et par af de områder hvor jeg mener vores brug af individ begrebet kommer til syne: Terapi er et af de områder. Forskellen ses tydeligst i forskellen mellem f.eks. en systemisk og en personligheds psykologisk tilgang til terapi. Hvor den sidste helst vil lokalisere og afgrænse problemet til individet, og gøre det til et intrapsykisk problem, forsøger man i det systemiske at fokusere på det system af relationer som personen indgår i, og er et resultat af. Nogen vil måske 3

5 opponere mod denne fremstilling af personligheds psykologien ved at hævde at man også her fokuserer på relationer. Det gør man uden tvivl, men kun i det omfang at de relationer kan forklare personligheds strukturen i individet. Eller sagt på en anden måde. Relationerne er med til at forme et individs personligheds struktur. Men når cementen er tør, så står strukturerne fast. I systemisk vil man hævde at uden de konstante relationer vil personens struktur bryde sammen: Cementen størkner aldrig. I forhold til de begreber som indgår i ordbogsdefinitionen på individ, kan man sige at forskellen er at mens man i den traditionelle personligheds psykologi accepterer at mennesker er adskilte og enkeltstående, kan man ikke tænke sådan om mennesker i systemisk terapi. Det særlige vil de nok være mere enige om. Et andet område kunne være en skole klasse. Her har vi lille Peter som tydeligvis har store problemer med at koncentrere sig og man finder ud af at han har det, man kan kalde en DAMP problematik. Det er et individuelt problem. Eller er det nu også det? Hvad nu hvis Peter DAMPer fordi der er problemer derhjemme? Eller fordi Peter og hans lærer ikke går godt i spænd sammen? Eller fordi de andre i klassen mobber ham? Eller fordi Peters forældre ikke bryder sig om læreren? Er det så stadigvæk et individuelt problem, eller er det bare vores måde at anskue problemet på der gør det individuelt. Forskellen ligger i om man mener problemet skyldes relationerne, eller om det er f.eks. noget indre eller biologisk. Som sagt ville en praksis udforskning af individ begrebet kræve endnu et speciale, men jeg håber at jeg med ovenstående eksempler har formet et billede af hvad jeg mener når jeg taler om individ begrebet. Narrativitet: Mit forsøg på at aflive myten om individet starter i det narrative. Hvis der er et begreb som går igen i mange psykologiske retninger så er det narrativitet (Bruner, 1990; Gergen, 1994; Schafer, 1996; Polkinghorne, 1988; Mattingly, 1998). Misforstå mig ikke! Der er så sandelig ikke enighed om hvordan narrativitet skal defineres, hvad det indeholder eller hvordan det skal bruges, men der er enighed om at det på en eller anden måde er et centralt begreb i psykologien. Narrativitets-begrebet er selvfølgelig 2 Taget fra: American College Dictionary 4

6 ikke kun begrænset til psykologien, men jeg vil i denne opgave beskæftige mig mest med den del af narrativitets-begrebet som beskæftiger sig med de personlige narrativer, også kaldet livshistorier. Vores livshistorie er vigtig for os. Den fortæller os og andre hvem vi er og hvad vi har oplevet. Den er unik for enhver af os. Selv i denne postmoderne tid står vores individuelle narrativer tilbage som en af de få ting vi må betragte som centralt (ja næsten essentielt) for det at være menneske. Dermed udgør den også en kernesten i det at være individ, og derfor må jeg selvfølgelig forsøge at rokke ved den. Mening og orden En af de basale antagelser bag narrativitet er den, at mennesket forsøger at skabe orden i sine omgivelser. Vi ordner de indtryk vi får fra vores omverden således at vi nemmere kan overskue den verden vi lever i. Denne orden skabes i høj grad vha. mening. Vi ordner altså verden efter et system der giver mening for os. Dette er ikke en ny opdagelse. Gregory Bateson beskriver hvordan man kan betragte både den kristne og andre skabelsesberetninger (han nævner Iamut indianernes), som måder hvorpå man forsøger at forklare verdens gåder i kraft af myter (Bateson, 1972). Man forsøger altså at skabe orden ved at forklare verden på en måde så den giver mening, og i dette tilfælde tager meningen form af et narrativ. Som jeg skal komme mere ind på senere er det slående hvor meget vi bruger netop den narrative form til at skabe mening på. Jerome Bruner er en af hovedtænkerne indenfor den psykologiske narrativitet. Og for ham er netop det med meningen et centralt aspekt ved mennesket (Bruner,1990). Det er der mange grunde til at han syntes det er. En af de grunde jeg finder mest interessant er den, at han mener den kognitive revolution er kørt af sporet. Det er den fordi den har fokuseret alt for meget på metaforen om mennesket som computer, og derved som informationsprocesser. Bruner mener at den nyere kognitive forskning er faldet tilbage til det den oprindeligt skulle gøre op med, nemlig den reduktionisme som behaviorismens ide om at mennesket er en maskine var udtryk for. For hvis mennesket bare processerer information, så er vi ikke meget bedre end maskiner. Vi kan ikke nøjes med at fokusere på det, at mennesket skaber orden gennem at processere information. Vi er nød til at fokusere på det aktive skabelses aspekt ved processen; det at vi forsøger at skabe mening i de informationer vi processerer. Vi 5

7 processerer ikke informationerne neutralt. Idet vi udvælger informationerne og bearbejder dem således at der skabes mening blive selve informationerne ændret. Dette aspekt ved mening kommer Donald Polkinghorne også ind på (Polkinghorne, 1988). Han beskriver det essentielle ved mening som det, at mening er en aktivitet og ikke et produkt af en aktivitet. Polkinghorne beskriver denne aktivitet som en ordning af vores perceptioner. Han beskriver 6 forskellige måder vi ordner vores perceptioner i den menings skabende aktivitet: 1) Vi differentierer mellem perceptioner. Vi ordner perceptioner efter om de er ens eller ej. Hvilket betyder at vi foreksempel kan genkende genstande eller ansigter osv. 2) Vi kan ordne perceptioner efter ligheder. D.v.s at vi lægger mærke til ligheder og uligheder mellem vores perceptioner. 3) Vores perceptioner kan indeles efter om de er instanser af andre perceptioner. Dette kræver lidt uddybning. Polkinghorne kommer med et eksempel: Vi ser ofte kun profiler af genstande, men er klar over at genstanden har sider vi ikke kan se. Derfor tænker vi alligevel genstanden som hel, selv om vi ikke kan percipere den hele. F.eks. tænker vi ikke over at vi kun ser forsiden af en vase. Vi tænker alligevel vasen som hel, og er klar over at forsiden er en instans af helheden. 4) Vi kan erstatte genstande med symboler. Dette betyder at vi kan benytte os af symboler i stedet for genstandene selv. Det bedste eksempel herpå er vores sprog. Forskellen kan eksemplificeres med forskellen på ordet hund og hunden som det væsen vi hentyder til når vi bruger ordet hund. 5) og 6) En perception som en del af en helhed, og en perception som årsag til en anden. De sidste to er essentielle for det narrative aspekt af mening. For at kunne fortælle (eller forstå) en historie må man kunne indse at det man overværer er en del af en helhed, og at denne del kan være årsagen til noget andet i helheden. Dette beskriver Polkinghorne med eksemplet: ømhed i mine ben, tre sæt tennis og ikke strække ud. Disse tre oplevelser kan, i kraft af de to sidstnævnte måder at ordne perceptioner på, stykkes sammen til historien: Jeg er øm i mine ben, fordi jeg glemte at strække ud før jeg spillede tennis. (Polkinghorne, 1988) Dette illustrere meget godt hvad jeg mener når jeg siger at en basal antagelse bag narrativitets begrebet er den at mennesker ordner verden meningsfuldt. 6

8 Hvad er narrativitet? Det simple svar på dette spørgsmål er at det er historier. Men hvad er så historier? Det er knap så simpelt. For det første skelner man i narrative kredse mellem fabula (fabel) og sjuzet (plot) (Østergaard, 1996). Fabula henviser til den rækkefølge af begivenheder historien omhandler, og er dermed den objektive historie. Plottet er så den del af historien som er blevet konstrueret. Det er fiktionen. Og her stikker jeg så hånden ind i en akademisk hvepserede. Derfor føler jeg mig forpligtiget til lige at bruge lidt tid på at forklare min egen holdning til problemstillingen mellem fakta og fiktion. Fiktionelt fakta og faktionelt fiktion Et vigtigt problem felt i forhold til narrativitet er dualismen mellem fiktion og fakta. Spørgsmålet om hvorvidt vores narrativer er sande eller ting vi har digtet. Det er en dualisme som er tæt forbundet med andre store filosofiske dualismer, f.eks. spørgsmålet om empiri/teori, objektivitet/relativitet og natur/kultur. Det vil være meget nemt at forsvinde ud i de filosofiske tåger i forsøget på at nå til bunds i en diskussion om denne dualisme. I forsøget på at fastholde perspektivet på det narrative og dets placering i forholdet til individ-problematiseringen, vil jeg i stedet forsøge at sætte mig ud over dualismen mellem fiktion og fakta. Hvordan i alverden vil jeg gøre det? Jeg vil benytte mig af en tankegang som Bruno Latour introducerede i hans bog We Have Never Been Modern. Bogen er en diskussion af natur/kultur dualismen. Latour argumenterer for at denne dualisme er en konstruktion, som skal adskille de moderne samfund fra de primitive. De moderne samfund hævder at de, som de eneste, kan skelne mellem kultur og natur. De kan nemlig isolere naturen i deres laboratorier og studere den videnskabeligt/objektivt. Hermed sætter de sig ud over deres kultur. Latours pointe er i midlertidigt at der ikke findes noget som er rent natur eller rent kultur. Hans antropologiske studier af videnskabelige laboratorier viser, ifølge Latour, at selv disse er inficeret af kultur i form af sociale forhandlinger. Latour mener at mens man i moderne samfund har forsøgt at 7

9 holde natur/kultur polerne rene, har man i praksis dyrket hybriderne mellem polerne. Hybriderne skal her forstås som de utallige sammenblandinger af natur/kultur som findes overalt i verden; heriblandt ikke mindst mennesket. Jeg vil tillade mig at overføre denne forståelse på fiktion/fakta dualismen. Jeg mener nemlig ikke at man kan tale om noget som rent fiktion eller rent fakta. Jeg mener derimod at man skal kigge på alle hybriderne mellem disse poler. Lad mig komme med et eksempel. Jerome Bruner beskriver i Acts of Meaning hvordan han har studeret den lille pige Emily s soliloquies (monologer). De beskrives som en måde hvorpå Emily får styr på dagens begivenheder, eller udtrykt på en anden måde hvordan hun skaber mening og konsistens i sine narrativer. Her skal konsistens forstås som konsistens mellem de ting hun havde gjort, hvad hun følte og hendes tro eller overbevisning. Bruner beskriver hvordan hun gør dette bl.a. gennem samtaler med sine tøjdyr. Dette er for mig at se et rigtigt godt eksempel på en fakta/fiktion hybrid. Det er det af flere årsager. For det første er det jo ikke muligt at tale med tøjdyr. Ikke desto mindre er det det Emily gør, og det har tydeligvis betydning for hendes narrativer at hun taler med dem. Derfor bliver det en blanding af fiktion (det at man kan tale med tøjdyr) og fakta (hun taler jo med dem). Så er der måske nogen der vil påstå at Emily ikke taler med sine tøjdyr, men til dem. Det mener jeg ikke er rigtigt. I og med Emily retter sin samtale mod tøjdyrene er de en del af samtalen, for samtalen ville rent sprogligt ikke kunne finde sted uden dem, hvilket jeg vender tilbage til senere i opgaven. Det interessante er så om tøjdyrene deltager aktivt. Altså om Emily giver dem stemmer i samtalen, men det fortæller Bruner desværre ikke noget om. For det andet ordner Emily sine faktuelle oplevelser i og med hendes soliloquies: Hun skaber mening i de faktuelle begivenheder (fabel) ved at genskabe dem i sit eget subjektive lys (plot). Og hvor meget af plottet så stemmer overens med fablen er ikke et enten/eller spørgsmål, men mere en gradbøjning (både/og). Især fordi jeg ikke mener det er muligt at genskabe fablen. Selv om vi optager hele Emily s dag på video og interviewer alle involverede, vil vores oplevelse af videoen og de svar vi får på vores spørgsmål alle være narrativer. Det tætteste vi kan komme fablen er det forhandlede narrativ vi når 8

10 frem til vha. at sammenholde videoen og vores interviews. Men er vores nye narrativ så fakta fordi vi er enige om det? Og her vil jeg så stoppe inden de føromtalte tåger sænker sig. Narrativets kendetegn Med det på plads vil jeg bevæge mig videre i hvad der egentlig er kendetegnende for et narrativ. Bruner taler om, at et narrativ er kendetegnet ved forskellige komponenter (Bruner,1990). Det første kendetegn er en unik sekvens af begivenheder hvori der indgår menneskelige karakterer eller aktører. Disse begivenheder giver ikke nødvendigvis mening hver for sig, men skal forstås i forhold til helheden, d.v.s narrativets plot. Hvis vi tager et eventyr som eksempel, så har vi en scene i eventyret hvor der indgår en helt, en sø og en gammel hat på bunden af søen. Scenen giver måske ikke mening i sig selv, idet man kan spørge sig selv om helten ikke kunne være ligeglad med den gamle hat? Men scenen giver mening i forhold til resten af eventyret, hvis vi ved at han skal fiske hatten op af søen som én opgave ud af tre. Og at han får prinsessen og det halve kongerige hvis han løser alle tre opgaver. Det er lidt mere kompliceret, hvorfra vi egentlig ved, at helten er interesseret i prinsessen og det halve kongerige, men det vender jeg tilbage til. Polkinghorne beskriver det således: Thus narratives are to be differentiated from chronicles, which simply list events according to their place on a time line. Narrative provides a symbolized account of actions that includes a temporal dimension. (Polkinghorne, 1988; s.18) Det næste kendetegn er, at sandhedsværdien af historien ikke har indflydelse på historiens gennemslagskraft, eller effekt om man vil. Det vigtige er, som før nævnt, den unikke og meningsfulde sekvens af begivenheder (plottet) og ikke om historien er sand eller falsk. Igen et eksempel fra eventyrets verden: Det er ligegyldigt om vi tror på den indbyggede metafysik (troldmænd og drager), så længe begivenhederne i eventyret giver mening, m.a.o. at helten overkommer prøverne og får sin belønning. Det er selvfølgelig ikke altid ligegyldigt om vi tror på troldmænd og drager. Der er en rimelig god sandsynlighed for at man indlægges på den lukkede hvis man bliver ved med at hævde at de eksisterer, men i forhold til den mening der ligger i eventyret er deres sandhedsværdi ubetydelig. 9

11 Det tredje kendetegn er narrativets rolle i at forklare afvigelser for normen. Dette er en ret væsentlig pointe hos Bruner. Narrativer bliver nemlig brugt til at forklare de situationer hvor uventede ting forekommer. Hvis folk handler uventet, bruger vi narrativet til at begrunde over for os selv eller andre hvorfor folk handler som de gør. Vi digter simpelthen en lille historie, som kan forklare den unormale situation på en måde således at den giver mening. Dette understreger yderligere den orden som vi skaber omkring os: Hvis folks handlinger ikke passer med den orden vi allerede har eller forventer, så laver vi et narrativ som kan forklare deres handlinger så vi får genskabt vores orden. Nu er der måske nogen der tænker: Jeg er en meget rummelig person og jeg har ikke behov for at forklare alle menneskers handlinger. Jeg accepterer dem bare for sådan er jeg nu engang!. Men er det ikke i sig selv et narrativ? Og forklarer man ikke alligevel situationen bare fra et andet perspektiv? Det fjerde aspekt ved det narrative er, at de altid fortælles med en stemme. D.v.s at et narrativ altid fortælles fra et perspektiv. Det kan ikke lade sig gøre at fortælle en historie uden at indtage en placering i forhold til historien. Selv om denne position så er en ikkeposition og dermed uden indflydelse på selve historiens forløb (Ibid.). Narrativet; dramatik og folkepsykologi Efter at have gennemgået visse karakteristika ved et narrativ, vil jeg i det følgende komme mere ind på hvilke komponenter der indgår i vores narrativer. Ifølge Bruner indeholder et narrativ en form for dramatisk komponent. Denne dramatik udgøres af : an Actor, an Action, a Goal, a Scene, and a Instrument plus Trouble (Bruner, 1990; s.50). Balladen skal her forstås som en eller anden problematik mellem to eller flere af de nævnte elementer. For eksempel kan man forestille sig at aktøren i en bestemt scene har et mål som ikke stemmer overens med scenens opbygning eller at aktøren ikke handler korrekt i forhold til målet. Bruner beskriver dette som narrativets moralske standpunkt: Idet narrativer beskæftiger sig med afvigelser fra det normale ( ovennævnte dramatiske ballade), må narrativet herigennem tage moralsk standpunkt. Dette er som regel underforstået, i og med at man ved at beskrive afvigelser fra normen, implicit beskriver normen. I narrativet er der altså både en implicit forståelse af hvad normen er og hvordan der afviges fra den, men også hvilke moralske konsekvenser denne afvigelse har. Narrativets funktion er så at give os mulighed for at skabe mening i denne afvigelse fra normen. At komme med en historie om afvigelsen, således at vi kan tage stilling til denne afvigelse (Bruner, 1990 & 1998). 10

12 Grunden til at Bruner beskæftiger sig så meget med normer og afvigelser fra disse er, at han mener at menneskets narrativer opstår ud fra en såkaldt folkepsykologi (Bruner,1990). Denne folkepsykologi er noget alle mennesker i en kultur har tilfælles. Det er kulturens beskrivelser af eller antagelser omkring hvad det vil sige at være menneske. Folkepsykologien er derfor, ifølge Bruner, fundamentet for at kunne tale om kultur. Det er ud fra dette fundament at vi konstruerer indholdet og formen af vores narrativer. I Bruner s terminologi består folkepsykologien af et sæt af institutionaliserede meningssæt eller begreber. Disse folkepsykologiske meningssæt udgør tilsammen et: institutional matrix that society constructs to enforce a particular version of what constitutes reality. They are cultural meanings that guide and control our individual acts. (Bruner,1990; s.38). Vores narrativer opstår, når der er noget der afviger fra folkepsykologiens antagelser eller normer. Et synspunkt som også blev fremstillet i forhold til narrativets dramatiske aspekt. Dette forklarer også hvorfor narrativerne er så vigtige i forhold til folkepsykologien. Vores narrativer lapper hele tiden på de undtagelser der opstår når folkepsykologiens antagelser brydes eller overskrides. Dermed opnår man den fleksibilitet som er nødvendig for udvikling af folkepsykologien. Samtidig er folkepsykologien det der former vores narrativer. Vi opbygger jo vores personlige narrativer ud fra folkepsykologiens rammer og normer. Set på denne måde er narrativet en forudsætning for at man kan tale om folkepsykologi, men samtidig er folkepsykologien en forudsætning for at skabe meningsfulde narrativer. De er begge dele af hinanden. Alt denne teoretisering skyldes det faktum, at Bruner vil have ændret vores tankegang omkring mennesket. Han formulerer det måske bedst selv: The reverse view I am proposing is that it is culture, not biology, that shapes human life and the human mind, that gives meaning to action by situating its underlying intentional states in an interpretive system. It does this by imposing the patterns inherent in the culture s symbolic systems it s language and discourse modes, the forms of logical and narrative explication, and the patterns of mutually dependent communal life (Bruner,1990; s.34). Bruner mener altså ikke at biologien er det der driver os til handling. Biologien er ikke handlingens årsag. Dette betyder, at Bruner ikke mener vi skal søge efter årsagen til at mennesket handler i biologien, men i 11

13 kulturen. Det er det meningsfællesskab en kultur består af som er basis for handling. Det er i dette fællesskab vi skal søge begrundelserne for handling. Bruner mener biologien er den ramme vi har at operere indenfor. Kulturen kan så sprænge, eller i hvert fald ændre den biologiske ramme. Således er vi, i kraft af vores kultur, i stand til at skabe objekter som hjælper os til at overskride de rent biologiske rammer vi er underlagt (Bruner,1990). Et eksempel på dette er, at vi rent biologisk ikke er i stand til at flyve, men vi har i stedet udviklet maskiner som sætter os i stand til dette Dette rejser uundgåeligt spørgsmålet omkring hvor grænsen mellem kultur og natur går. For hvad er det der gør os i stand til at fortælle narrativer? Er det også et produkt af kulturen, eller er det en medfødt evne? Hvordan opstår narrativer? Hvis vi bliver hos Bruner lidt endnu, så kæder han spørgsmålet om hvorvidt narrativitet er medfødt eller ej, sammen med det tilsvarende spørgsmål i forhold til sprog. Bruner mener at sprog tilegnelsen hos børn er meget afhængig af social interaktion. Han gør op med den ide, som først og fremmest bliver sat i forbindelse med Chomsky, at barnet har en form for grammatisk parathed. Bruner mener ikke at barnet har en medfødt sproglige evne 3 som stemmer overens med en: postuleret dyb struktur karakteristisk for alle menneskelige sprog (Bruner,1990; s.70. Min oversættelse). Hvilket er det Chomsky mener ifølge Bruner. Bruner hævder derimod at det er det funktionelle der driver sprogtilegnelses processen hos børn. Det er det at børn vil interagere der gør det nødvendigt for dem at lære sprog. Bruner antager at der er ikke nogen medfødt evne for sprog, men derimod en medfødt rettedhed mod mening. Mennesker bliver, ifølge Bruner, født med en eller anden form for opmærksomhed på mening. Denne karakteriserer han som en form for primitive mentale repræsentationer. Repræsentationerne bliver aktiveret når et barn deltager i sociale fællesskaber, hvor mening indgår. Deltager er et vigtigt ord i denne sammenhæng, idet Bruner mener det er nødvendigt at barnet deltager aktivt for at kunne tilegne sig sprog. Først efter at barnet har tilegnet sig noget sprog, kan det lærer mere sprog alene gennem observation. Det kan ikke lære sprog gennem kun at observere. 3 Eller universal grammatik, som det også kaldes. 12

14 (Bruner,1990). De mentale repræsentationer svarer til en meget primitiv form for folkepsykologi. Faktisk sammenligner Bruner dem med tidlige theory of minds : Det at børn har basale antagelser (jvf. folkepsykologien) omkring intentioner, handling og årsager. Kort fortalt er sprogtilegnelsen hos børn, i Bruners teori, et spørgsmål om en eller anden form for medfødt menings rettedhed, en parathed til at indgå i menings fællesskaber og derefter drives sprogtilegnelsen af de narrativer former, som de menings fællesskaber børnene indgår i, indeholder. Det problematiske ved denne teori, er for mig at se denne menings rettedhed. For hvad betyder det egentligt? Er vi præ-disponerede for mening? Hvordan kan det lade sig gøre, når nu mening er så kompliceret et begreb? og det har Bruner jo gjort meget ud af at forklare os at det er. Jeg er enig med Bruner i hans understregning af det sociale og kulturelle aspekt af menneskets tilegnelse af kultur, her i form af sprog eller narrativitet. Det er jo bl.a. derfor hans teori er med i en opgave som denne. Men jeg vil alligevel tillade mig, at komme med en anden mulig forklaring af menneskets tilegnelse af narrativitet. En forklaring som i endnu højere grad lægger vægt på den glidende overgang mellem det biologiske og kulturelle, som jeg mener eksisterer. Social responsivitet Denne forklaring kræver lidt af en omvej. For at læseren ikke skal miste tråden vil jeg kort forklare hvordan det følgende hænger sammen med det ovenstående. Jeg har indtil nu beskæftiget mig meget med hvad et narrativ er. Det har jeg gjort fordi, det er nødvendigt at forstå hvad et narrativ er, før man beskriver hvordan vi danner disse narrativer. Problemet med Bruner er, at han starter sin beskrivelse af hvordan dannelsen af narrativer forekommer med at hævde at vi er prædisponerede for dem. Dér er jeg uenig. Derfor må jeg forklare mit syn på narrativets opståen, og hermed også sammenhængen mellem biologi og kultur i mennesket. Når jeg har forklaret mit synspunkt på dette, er det nemmere at forklare mine synspunkter på hvordan vi danner narrativer. Det første jeg vil gøre er at ændre den basale analyse enhed. Dette gør jeg fordi, jeg er uenig med Bruner i at mennesket er biologisk disponeret for mening. At reducere mening til noget biologisk 13

15 udvander i mine øjne begrebet til det ubrugelige. Derfor mener jeg, at man hellere skal fokusere på en anden enhed som bindeleddet mellem natur og kultur. Jeg vil mene, at Johan Asplund i sin bog Det sociale livets elementäre former har et mere velegnet bud på den basale analyse enhed for mennesket. Dette har han i form af ideen om social responsivitet (Asplund, 1987). Det er et meget simpelt begreb, hvis betydning ligger i de ord begrebet består af. Ordet social, fordi Asplund mener, at vi fra naturens hånd er sociale væsener eller rettede mod det sociale. Ordet responsiv, fordi vi som mennesker forsøger at svare på de sociale sammenhænge (eller stimuli om man vil) som vi indgår i. Dette skal ikke forstås mekanistisk, i den forstand at vi instinktivt bare reagerer. Der er ikke tale om reflekser. Begrebet social responsivitet beskriver mere en basal rettedhed mod, og lyst til at deltage i, det sociale. Dette vender jeg tilbage til. Levende systemer og strukturelle koblinger Først vil jeg gennemgå en teori som jeg mener har nogle interessante perspektiver på de biologiske aspekter af det at være menneske. Teorien er udformet af Maturana og Varela i deres bog The Tree of Knowledge (Maturana et al, 1998). De to herrer mener, at levende væsener kan ses som systemer. Systemer er, hos Maturana & Varela karakteriseret ved to begreber: Organisation og struktur. Organization denotes those relations that must exist among the components of a system for it to be a member of a specific class. Structure denotes the components and relations that actually constitute a particular unity and make its organisation real (Ibid.; s.47). Et eksempel kunne være en bil. Biler har en generel organisering som består af en sammenhæng mellem døre, vinduer, sæder, hjul, motor osv. Det spiller ikke den store rolle hvilket mærke eller hvad bilen er lavet af. Vi kan stadig genkende den som et medlem af bilklassen. Den specifikke bils struktur består i modsætning hertil af en konkret blanding af dele og materialer, som gør at den kan køre. En Rolls-Royce og en Lada har derfor samme organisation (på bilniveau), men ikke samme struktur, da måden de er skruet sammen på er meget forskellige. Levende systemer er karakteriseret ved endnu et træk. De er nemlig autopoetisk organiseret. Dette vil basalt set sige at levende væsner kontinuerligt producerer sig selv. Maturana & Varela eksemplificerer dette med en celle: Cellen producerer gennem metabolisme visse produkter. Nogle af 14

16 disse produkter udgør det, der afgrænser cellen; også kaldet cellens membran. Og nu kommer det særprægede: Cellens membran kunne ikke eksistere uden disse produkter, men produkterne kunne ikke produceres uden membranen! Og som de understreger: Note that these are not sequential processes, but two different aspects of a unitary phenomenon (Ibid.; s.46). Det er altså ikke sådan at cellen først skaber produkterne og at membranen opstår ud fra dem. De to ting er uadskillelige. Processen og produktet er gensidig afhængige. Membran og metabolisme er hinandens forudsætninger. Det karakteristiske for levende systemer er altså at de er deres eget produkt. Gennem den proces det er at være et levende system, afgrænser man sig fra sine omgivelser (Ibid.). Disse systemer er i konstant interaktion med deres omgivelser. Omgivelserne determinerer ikke ændringer i systemernes struktur, med kan igangsætte ændringer. Ligeledes kan systemerne igangsætte ændringer i deres omgivelser. Det interessante er når vores system støder ind i et andet system. Disse to systemer kan nemlig opnå en form for gensidig interaktion som Maturana & Varela kalder en strukturel kobling: We speak of structurel coupling whenever there is a history of recurrent interactions leading to the structurel congruence between two (or more ) systems (Ibid., s.75). Dette forklarer overgangen mellem enkelte celler og flercellede organismer. En flercellet organisme består m.a.o. af et væld af celler som alle sammen indgår i strukturelle koblinger med andre celler. Dette kaldes også en meta cellulær enhed. Mennesket er et eksempel på en meget avanceret meta cellulær enhed. Meta cellulære enheder kan også indgå i strukturelle koblinger med hinanden. Dette kaldes tredje ordens strukturelle koblinger. Dette stadie er meget vigtigt. Alt det som kan kaldes kommunikation hos dyr og mennesker er nemlig tredje ordens strukturelle koblinger. D.v.s idet man etablere tredje ordens strukturelle koblinger, etableres også kommunikation og derved grundlaget for sociale systemer. Sociale systemer forekommer herved også hos dyr, idet det eneste der kræves for at opnå denne betegnelse er at der forekommer tredje ordens strukturelle koblinger (eller kommunikation) af en eller anden art. Kultur opstår i disse sociale systemer. Maturana & Varela definerer kultur som den adfærd der opstår ontogenetisk i kommunikationen i et socialt system, og som er stabilt over generationer. De nævner et eksempel med en abe som lærer at skylle de kartofler, der ligger på en strand, i havet for at undgå at få 15

17 sand i munden. Denne adfærd læres hurtigt af de unge aber og i løbet af kort tid har den spredt sig til hele den lokale abe koloni, samt de tilstødende kolonier (Maturana et al, 1998). Et andet fænomen som opstår side om side med kultur er lingvistik 4. Lingvistik defineres som en learned communicative behaviour (Ibid.; s.207) og må derfor betragtes som en del af kulturel adfærd. Eksemplet med aberne er altså en form for lingvistik, i Maturana & Varelas øjne. Lingvistikken er forløber for sproget. I lingvistikken handler det om at koordinere handlinger, men til forskel fra kommunikation, som kan være biologisk determineret, er lingvistikkens former skiftende eller flydende. Lad mig komme med et eksempel: Myrer kommunikerer via kemiske stoffer. Så vidt vi ved er disse stoffer biologisk determineret. D.v.s det er medfødte former for kommunikation. Derfor er de ikke lingvistiske. Derimod er abe eksemplet som nævnt lingvistik, da det lykkes aben at kommunikere det, den havde lært omkring kartoflerne videre til alle de andre aber. Herved koordineres abernes handlinger på en helt ny måde. En ting myrerne ville have svært ved (Ibid.). En helt anden historie er sproget: For Maturana & Varela er sprog lingvistisk koordinering af lingvistisk koordinering af handling. Dvs. hvor dyr er lingvistiske på den måde, at de gennem kommunikation koordinerer deres handlinger, så kan mennesker være lingvistiske omkring det at de koordinerer deres handlinger (refleksion). De kan kommunikere omkring deres egen kommunikation, og derved blive i det symbolske system. Dette gør også sproget til en proces frem for et produkt. Så vi burde egentlig derfor bruge ordet sprog som et verbum. Vi sproger. Jeg håber at læseren nu kan se hvorfor jeg har taget denne omvej. For disse tredje ordens strukturelle koblinger kan jo ses som det Asplund kalder social responsivitet. Denne rettedhed mod det sociale. Det gælder ikke kun for mennesker, men er udtalt eller mere avanceret hos os. Dette betyder, at det ikke er meningen, som vi er biologisk prædisponeret for. Det er den sociale rettedhed eller den sociale responsivitet. I Maturana og Varelas terminologi: Vi kobler os strukturelt på de allerede eksisterende menings fællesskaber som vores kultur er udgjort af. I Asplunds terminologi: Vi responderer på de sociale fællesskaber vi indgår i, og disse fællesskaber er meningsfulde. Overgangen fra natur til kultur 4 Dette begreb er ikke det samme som det begreb der betegner den videnskabelige tradition. Det er Maturana & Varelas eget begreb. Alle andre steder i denne opgave hvor jeg benytter begrebet lingvistik vil det være i den traditionelle forstand. 16

18 er altså glidende. Vores biologi gør os sociale, og vores socialitet er grundlæggende biologisk. Meningen ligger ikke i vores biologi, men læres i de fællesskaber vi fra fødslen er rettet mod. Vi lærer af og gennem historierne. Eller for at bruge Bruners ord: Vi lærer af og gennem narrativerne. Det næste spørgsmål er så hvordan vi lærer narrativerne. Men først lige en bemærkning. Det er et stykke tid siden jeg har draget en parallel mellem titlen og indholdet i dette speciale. Derfor vil jeg lige rette læserens opmærksomhed mod et spørgsmål som opstår i kølvandet på ovenstående afsnit. For hvor meget individer er vi egentlig hvis vi fra naturens hånd er sociale, og hvis hele vores overlevelse afhænger af denne socialitet? Narrativ oplæring Lad os vende tilbage til Bruner. Som jeg allerede har været inde på mener Bruner, at tilegnelsen af sprog, og dermed også narrativer, drives af det funktionelle. Det er altså fordi barnet vil interagere at det lærer sprog. For at interagere med andre må barnet deltage i de menings fællesskaber, som den kultur barnet lever i, består af. Ifølge Bruner lærer barnet disse menings fællesskaber at kende gennem de historier som det får fortalt, og ikke mindst de narrativer det selv skaber. Emilys monologer er et godt eksempel på hvordan barnet fortæller historier for at få styr på hverdagen. Ved at fortælle disse historier til andre lærer Emily, og andre børn, hvilke former narrativerne kan have og hvad de skal indeholde. Børnene lærer både herigennem kulturens narrative former, og dens normer at kende. Kulturens normer bliver meget hurtigt underforståede og børnenes narrativer handler mere og mere om at forklare ting som overskrider disse normer. Som Bruner udtrykker det: Four-year-olds may not know much about the culture, but they know what s canonical and are eager to provide a tale to account for what is not (Bruner, 1990; s.82f). Normerne bliver det grundlag verden forstås og forklares ud fra. Dette er også svaret på det spørgsmål, jeg rejste i forbindelse med mit eventyr eksempel: Hvor vi egentlig ved at helten er interesseret i prinsessen og det halve kongerige fra? Det ved vi fordi eventyret giver mening i forhold til den kulturelle kontekst. Ligesom prøvelserne i eventyret gav mening i forhold til det overordnede plot, giver eventyret mening i forhold til kulturens plot. Elementerne i eventyret stemmer overens med de 17

19 normer der ligger i den kultur eventyret er skabt i. Hvis jeg skal sætte det lidt hårdt op: Helten er en normal (læs: heteroseksuel) mand, og derfor er han selvfølgelig interesseret i prinsessen. Desuden er han jo interesseret i penge og magt (det er normale mænd jo), ergo vil han gerne have det halve kongerige. Det var et sidespring. Tilbage til plottet: Forskellen mellem at fortælle historier til sig selv og til andre er meget interessant. For hvor det at fortælle historier til sig selv, ofte kan være et forsøg på at ordne indtryk meningsfuldt, træder der helt andre perspektiver ind når historierne fortælles til andre. I familier eksisterer der mange forskellige narrativer, som ofte går på tværs af hinanden i og med at forskellige interesser og ønsker kolliderer. Derfor bliver narrativerne her et led i de forhandlinger der opstår når man skal få familiens forskellige narrativer til at passe sammen; et retorisk redskab til at løse problematiske situationer. Barnet må lære, ikke alene at fortælle narrativer, men at tilpasse disse narrativer til forhandlings situationen. Eller sagt på en anden måde: Barnet må lære at bruge og konstruere narrativer, der tjener dets mål i forhandlings situationer. Her understreges også hvor vigtigt børnenes kendskab til normer er. Hvis barnet skal forklare sig ud af en problematisk situation, er det nødvendigt at vide hvad der er acceptabelt, for at kunne få historien til at stemme overens med normen. Barnet må altså vide, dels hvad det har gjort forkert, og dels hvad for nogle formildende omstændigheder, der kan inddrages for at gøre situationen mere acceptabel. Ligeledes er det en vigtig pointe at barnet må kunne forstå andres narrativer og hvilke formål disse tjener, for at indgå i disse forhandlinger (Bruner,1990). Men nok om børn. En anden interessant vinkel på oplæring i narrativer kommer Dorte Marie Søndergaard med i artiklen Køn som metaprincip (Søndergaard,1994). Artiklen omhandler en kvinde ved navn Susanne. Susanne læser ved en akademisk institution og bliver i artiklen karakteriseret som en akademias drag. Det gør hun fordi hun samtidig med at være en superstuderende, overskrider normerne i det akademiske miljø ved ikke at nedspille sin kvindelighed. Hun går udfordrende klædt og har en offensiv seksuel stil. Det er i sig selv en meget interessant problematik. Endnu mere interessant, i forhold til denne opgave, er de forskellige narrative forklaringer som Søndergaard opstiller som eksempler på forskellige psykologiske skolers bud på hvad der er galt med Susanne: Nogle ville tænke i skæv animusintegration; uhensigtsmæssig balance mellem den indre 18

20 repræsentation af animus og anima i Susanne. Andre ville tænke i en tidlig narcissistisk skade, manglende kapacitet til at containe sig selv og overdrevent behov for at blive fyldt gennem omgivelsernes spejling af sig som noget særligt. Andre igen ville sende antennerne søgende i retning af en opvækst præget af en konfliktfyldt og umoden mor-datter relation, en stærk faderidentifikation bidragende til det, der ville blive beskrevet som en fallisk fremførelse af sig selv i såvel faglige kontekster som potentielt erotiske relationer. (Søndergaard,1994; s.13f). Ud over at være meget underholdende læsning er dette også et eksempel på, at den narrative oplæring er et livslangt projekt: Hvis Susanne opsøger en af disse retninger, vil den pågældende repræsentant for retningen, med sin tolkning af Susanne, tilbyde hende en ny måde at konstruere sit personlige narrativ på. Herigennem får Susanne på samme tid og som sidegevinsten en ny måde at forstå sine medmennesker på. Måske vil det narrativ endda fungere for hende. Under alle omstændigheder bliver Susanne i eksemplet konstant præsenteret for hvad der er kulturens norm. Idet hun overskrider den, er der mange som gerne vil forklare hende hvorfor hun overskrider den, og hjælpe hende med at finde ud af hvordan hun vender tilbage til normen på bedst mulig vis. Det samme sker for os alle sammen dagligt, men det er ikke ligeså tydeligt som i Susannes tilfælde. Søndergaard fremhæver, at alle de ovennævnte retninger peger på, at løsningen på Susannes problematik skal findes inde i hende selv. I stedet for at lægge mærke til hvad Susanne gør opmærksom på af underforståede normer i den akademiske kultur, peger man i stedet på Susanne som individ, og leder efter fejlen inde i hende. Det er hende der er noget galt med og ikke de akademiske normer. Dette er for mig at se et eksempel på hvordan individ begrebet spiller en stor rolle i de normer der ligger i vores kultur. Søndergaard eksemplet viser, hvordan man i en situation hvor normerne bliver overskredet søger svaret i individet. Individet kan således også ses som en kategori i vores narrativer som bliver brugt når der opstår afvigelser fra normen, som en forklaring på disse afvigelser. Et andet eksempel på hvordan vi konstruerer vores narrativer efter kulturelle former bliver præsenteret af Mary Gergen (Gergen, 1994). Hun beskriver hvordan narrativer bliver beskrevet forskelligt af mænd og kvinder, når de skal skrive deres selvbiografier. Hvis man sætter sig ud over problemerne med at selvbiografier er populær litterære fremstillinger, og at folk der skriver deres selvbiografier ofte 19

21 befinder sig i de højere samfundslag, er det interessant fordi det, om ikke andet, fortæller os hvad disse mennesker tror deres narrativer skal indeholde for at være underholdende. Gergen fokuserer på det aspekt, at narrativer kan ses som en form for social praksis, og hvad det kan fortælle os om kulturelle modeller for narrativer, frem for hvorvidt disse narrativer stemmer overens med det faktiske forløb (igen forskellen mellem fabel og plot). Ligesom Bruner, gør Gergen også en del ud af at fortælle om hvordan vi bliver oplært i disse kulturelt bestemte narrativer. Hun tilføjer dog en lang række af momenter i denne proces, som ikke er afhængige af direkte mellem-menneskelig interaktion. F.eks. fjernsyn, radio, blade, magasiner, tegneserier, bøger, film o.s.v. (Ibid.). Jeg vil mene at man også bør tilføje computer/konsol spil, internet og ikke mindst musik til listen. Dette gør den sociale praksis mere abstrakt, og gør den narrative overlevering uafhængig af direkte menneskelig kontakt. Hvilket også betyder at mulighederne for at udvide sin narrativer på nuværende tidspunkt er meget større end på noget andet tidspunkt i historien. Hvis man sammenholder dette med at man typisk vil blive konfronteret med flere og flere forskellige narrativer, jo ældre man bliver, giver det personer en rig mulighed for at konstruere deres eget unikke narrativ. Man kan jo kombinere de narrativer man støder ind i, på utallige nye måder. Kombinations mulighederne bliver nærmest uendelige eller gør de? For der er ikke nogen tvivl om at vi alle har vores egen personlige historie om os selv, men fordi den er personlig er den så sandelig ikke individuel. På trods af at vi har utallige kombinationer, fortæller vi stadig vores historier indenfor nogle bestemte kulturelle modeller. Gergen beskriver hvordan det centrale tema i mandlige selvbiografier er: the heroic figure ingaged in a quest og the individuality of the hero (Gergen,1994; s.27). Mændene fokuserer altså på at de som individer konfronterer vanskeligheder og forhindringer, og selvfølgelig at de overvinder disse til sidst. Kvinderne fokuserer ligeledes på glæden ved succes, men det kan ligeså vel være andres succes, som de så selv deltager i. Forskellen er også at mændene fokuserer ensidigt og er ligeglade med prisen på deres succes. Især hvis det er rivaler der betaler prisen. Kvinderne fokuserer på flere mål ad gangen og inkluderer som oftest også andre i deres succes. Selv rivalerne inkluderes i deres succes, hvis man da kan kalde dem det i kvindernes narrativer (Gergen, 1994). Dette er ekstremt interessant, fordi man her kan se at individualiteten træder frem som et vigtigt aspekt ved mændenes kulturelle narrativer, mens det for kvinderne ikke spiller så stor en rolle. Samt at 20

22 selv om selvbiografiernes indhold er meget forskellige, så er der tydelige kulturelle (her: køns) mønstre som de passer ind i. Dette afsnit har været et forsøg på at fremhæve to ting: For det første at vores narrativer viser sig at være kulturelt konstruerede, og de derfor næppe kan betegnes som individuelle. De er personlige i den forstand at kombinationen af elementer er knyttet til vores personlige oplevelser, men de er ikke individuelle, da dels formen og dels indholdet er resultat af sociale processer. For det andet, at selve det individuelle er et aspekt ved det narrative. Et element som vi (mænd) lærer, at vi skal bruge til at fortælle historier om os selv. Så ikke alene er vores narrativer socialt konstruerede, men vi lærer herigennem, at vi skal italesætte og tænke om os selv som individer. Man kan undre sig lidt over det paradoksale i at jo flere sociale interaktioner vi indgår i, jo flere kombinations muligheder får vi i vores narrativer. Hvilket igen sætter os i stand til at konstruere mere unikke narrativer, og dette understreger vores opfattelse af at vi er individer. Så flere sociale interaktioner fører til mere individualitet. Vi har aldrig været individer I Denne del af specialet har været et forsøg på at vise hvordan en af de mest centrale dele i menneskers forståelse af sig selv er social og kulturel i sin oprindelse. Selv om vores narrativer er særlige for hver enkelt af os i den forstand, at ingen af os har oplevet nøjagtig det samme, så er formen for hvordan vi fortæller os selv kulturel. D.v.s de ting som vi udvælger og den måde vi udvælger dem på er kulturelt og socialt formet. Ikke alene det, men fra naturens hånd er vi sociale. Vi fødes ind i sociale/kulturelle menings fællesskaber med en medfødt rettethed mod dem. En social responsivitet. Det vigtige i disse fælleskaber er meningsfuld kommunikation, og det er det der driver os til at fortælle vores historier om os selv, som personer og som mennesker. Og det er, paradoksalt nok, i kraft af disse sociale relationer, at vi lærer at italesætte os selv som individer. For hvor individuel kan man være når hele ens liv er baseret på socialitet? Og når ens selvforståelse skabes i, med og gennem kulturen? Det modsiger i alt fald at man er adskilt på nogen anden måde end rent kropsligt. Det næste afsnit vil tage fat på hvordan de sociale interaktioner, som jeg hele tiden omtaler, foregår og hvilke konsekvenser det har for os. Jeg vil forsøge at vise i langt større grad hvordan vi som personer, 21