Almen Sociologi II, sommereksamen 2014 Afleveringsdato: 3. juni 2014 kl. 12:00 Eksamensnummer: 3068

Transkript

1 Almen Sociologi II, sommereksamen 2014 Afleveringsdato: 3. juni 2014 kl. 12:00 Eksamensnummer: 3068 Opgavens omfang: tegn inkl. mellemrum Fodnoters omfang: 706 tegn inkl. mellemrum

2 Indholdsfortegnelse OBLIGATORISK OPGAVE: BAUMAN OG GIDDENS INDLEDNING ANTHONY GIDDENS Tid/rum-adskillelse og udlejringsmekanismer Identitet i den moderne tidsalder, usikkerhed og tvivl Refleksivitet og den dobbelte hermeneutik BAUMAN Flydende modernitet Det frie valg og individualitet DISKUSSION AF TENDENSERNE Udlejring og udvikling Individualisering og flydende modernitet Refleksivitet KONKLUSION LITTERATURLISTE VALGFRI OPGAVE B: BOLTANSKI OG BOURDIEU INDLEDNING BOURDIEU Habitus, doxa og det sociale rum Kritisk sociologi BOLTANSKI Retfærdiggørelsesregimer Sociologi om kritik, aktørernes evne til at udøve kritik Om videnskabens rotation DISKUSSION Doxa og grammatikker Nok struktur! To gange kritik Utopia og dystopia KONKLUSION LITTERATURLISTE Side 2 af 22

3 Obligatorisk opgave: Bauman og Giddens 1. Indledning Udviklingen indenfor en række områder af det moderne fik i slutningen af 1900-tallet flere sociologer op af stolen, i et forsøg på at forklare og forstå tendenser, de mente trådte i karakter særligt i den senere modernitet. Sociologerne der vil blive stillet skarpt på i denne opgave er Anthony Giddens og Zygmunt Bauman. Deres perspektiver på samtiden adskiller sig fra andre teoretikere, især pga. deres store fokus på individualisering. Fokus vil ligge på samtidsdiagnoserne, og der vil i den følgende redegørelse derfor ikke fokuseres på Giddens strukturationsteori. I stedet vil der gås i dybden med hans samtidsdiagnose. Samme overvejelse gælder for Baumans teori. Jeg vil i første del af opgaven redegøre for nogle af de tendenser, Bauman og Giddens mener gør sig gældende i den senere modernitet, for efterfølgende at diskutere hvorvidt disse tendenser nærmere ligger i forlængelse af moderniteten, end at de er et direkte opgør med denne. 2. Anthony Giddens I dette afsnit vil der blive gennemgået forskellige begreber fra Giddens univers i forhold til hans samtidsdiagnose. Først om tid-rum-adskillelsen og udlejringsmekanismer, dernæst om refleksivitet og identitet. 2.1 Tid/rum-adskillelse og udlejringsmekanismer I forsøget på at beskrive det moderne samfunds særlige karakter, tager Giddens udgangspunkt i adskillelsen af tid og rum, som han mener danner grundlaget for den særlige dynamik der findes i moderniteten. I før-moderne samfund have tidsaspektet en tilknytning til et rum- Side 3 af 22

4 aspekt 1. Vi har i det moderne samfund en universel tidsopfattelse, der ikke knytter sig til rummet, og desuden et rum der ikke knytter sig til en bestemt lokalitet (Giddens 2002:23). Kort sagt kan sociale relationer og anden organisering udspille sig over store afstande, på tværs af rum og tid, bl.a. muliggjort af teknologisk udvikling (Kaspersen 2013: ). Dette fører videre til Giddens begreb om udlejringsmekanismer. Han ser, at de sociale relationer, som nævnt ovenfor, flyttes ud af en lokal sammenhæng og rekonstrueres på tværs af tid-rum - en udlejring af sociale systemer, som Giddens benævner det (2002:26). Han skelner mellem to typer udlejringsmekanismer, de symbolske medier og ekspertsystemer, som gør udlejringen mulig: Symbolske medier er fx penge. Disse er et symbolsk medie der løber rundt mellem individer og institutioner, som fx stater og virksomheder. Tid bliver irrelevant, da penge løfter vareudvekslingen ud af en lokal transaktion, hvor pengene repræsenterer et andet middel (Kaspersen 2013:462; Giddens 2002:28-29). Dette forklarer også om den rumlige udstrækning. Penge har gjort det muligt at alle vareudvekslinger er upersonlige, og at de handlende kan foretage udvekslingen over stor afstand (Giddens 2002:28). Ekspertsystemerne henviser til alle de systemer individer og institutioner gør brug af, som er skabt vha. en eksperts viden. Det kan fx være et hus konstruktion - en ingeniørs arbejde; at færgen, jeg er om bord på, ikke synker bådebyggers arbejde. Giddens kalder dette en udstrækning af sociale relationer, idet den nærhed, der førhen var i sådanne forbindelser, helt fjernes i moderniteten (Ibid.:31-32). Disse to udlejringsmekanismer er kendetegnende for det moderne, og støtter op om tid-rumadskillelsen (Ibid.). Jeg vil nu gå videre til Giddens behandling af identitet i den refleksive modernitet. 2.2 Identitet i den moderne tidsalder, usikkerhed og tvivl Giddens mener, at den øgede refleksivitet i senmoderniteten påvirker individet i høj grad. Det har indflydelse på de valg, man tager, bl.a. fordi individet har opdaget, at den viden, der produ- 1 Fx vidste man reelt kun at det var nat, hvis man stod og så på månen. I moderne samfunds opfindelse af det mekaniske ur og standardisering af tid, opstår der en adskillelse fra rummet, idet man nu fx kunne se, at det var nat, fordi uret viste 02:00. Side 4 af 22

5 ceres indenfor videnskaberne, ikke er endegyldig. Der opstår altså en tvivl og usikkerhed hos individet, ansporet af videnskabens konstante forandring gennem nye undersøgelser. Det være sig både samfunds- og naturvidenskabeligt (Kaspersen 2013:463). Ovenstående refleksivitet medfører som sagt usikkerhed og tvivl, og tvinger individet til at foretage et afgørende valg i snart alle situationer. Dette er blevet karakteriserende for det senmoderne individ, der må foretage ansvarsbevidste valg, der alle er med til at forme dets selvidentitet, der førhen i højere grad var bestemt af familien og traditioner (Kaspersen 2013:464). Han taler her om det refleksive projekt, det bliver at forme sin selvidentitet i det senmoderne samfund. Grundet udlejringen af sociale systemer, er individet nu frisat til selv at vælge morale og livsfilosofi (Rasborg 2013:19). Han taler her om en valgtvang, og at der for individet ikke er andet valg end at vælge. Dette medfører også en fare for at vælge forkert, og dermed en stor usikkerhed hos individet (Ibid.). Dét får Giddens til at kalde den tid, vi lever i, den refleksive modernitet med henvisning til den radikale refleksivitet der gennemsyrer samfundet (Giddens 2002:129). 2.3 Refleksivitet og den dobbelte hermeneutik Giddens begreb om modernitetens refleksivitet knytter sig stærkt til selve sociologien som videnskab. Han siger at samfundsvidenskabens genstandsfelt har en evne til at akkumulere den udarbejdede viden og reflektere over den, idet det består af individer med en både reflekterende og kritisk evne (Giddens 2002:43-45). Vi har både at gøre med individets uovertrufne evne til at reflektere over sig selv og dets valg, men også det Giddens kalder den dobbelte hermeneutik. Her indoptages i sproget i den sociale verden, som samfundsvidenskaben undersøger, de begreber som videnskaben udviklede for at kunne beskrive selvsamme (Ibid.:21). Om dette skriver Giddens: Moderniteten er selv dybt og grundlæggende sociologisk. Meget af det, som synes problematisk for professionelle sociologer [ ] skyldes, at han eller hun allerhøjest er ét skridt foran dagligdagens oplyste udøvere af disciplinen. (Giddens 2002:43). Han beskriver her et vilkår for socialvidenskaberne, som han mener er fremkommet stærkest i moderniteten, grundet refleksiviteten. At den viden eksperterne fremstiller vender Side 5 af 22

6 tilbage til det observerede, altså individerne, og dermed forandrer det (Giddens 2002:45). Jeg vil nu fortsætte redegørelsen hos Bauman, der også lægger vægt på valgfriheden og dets konsekvenser for individet. 3. Bauman Zygmunt Baumans samtidsdiagnose tilslutter sig samme fokus på individets uundgåelige valg. Noget, han lægger vægt på ved det postmoderne er, at det er væsentlige mindre stringent og har en betydeligt større valgfrihed. Den nye periode er et opgør med den bureaukratisering, kontrol og orden som de sidste årtier er blevet kritiseret, og erstattes af åbenhed og uendelige muligheder. Dette mener Bauman dog ikke partout er et gode. Det vil i følgende redegørelse blive uddybet gennem forskellige aspekter af denne valgfrihed, der gennemsyrer samfundet (Jacobsen 2013:476). 3.1 Flydende modernitet Baggrunden for dette frie valg er den flydende modernitet, som Bauman benævner den tid, vi lever i, og derfor gennemgås denne først. Den flydende modernitet kendetegnes ved en enorm flygtighed og en manglende evne eller lyst hos individet til at fastholde en vedvarende identitet (Jacobsen 2013:483). Bauman fremsætter, at idet samfundet i den flydende modernitet har så flygtig en karakter, skal dette ikke være genstandsfelt for sociologiske undersøgelser. Hellere bør man undersøge socialiteten, som nærmere betegner de forskellige forbipasserende, retningsløse tilstande, samfundet befinder sig i (Ibid.:476). Individer i moderniteten havde et livsforløb, der havde et endemål, hvor postmoderne individer flakker hvileløst rundt mellem alle valgene, og skal have lidt af alting i livet. Han kalder denne tilstand af retningsløshed for en genesis-diskurs (Ibid.). 3.2 Det frie valg og individualitet Identitet, eller selvidentitet hvis vi bruger samme begreb som Giddens, er et individuelt projekt, man fortløbende må arbejde på, hævder Bauman (Jacobsen 2013:480; Bauman 2000:81- Side 6 af 22

7 82). Det er netop her Bauman sætter grænsen mellem det moderne og det flydende moderne, som han kalder samtiden. I den flydende modernitet sker der en moralsk forandring. Hvor det moralske regelsæt førhen blev dikteret af en højere magtinstans, som fx Kirken eller slægten, tvinges individet nu ud i selv at skulle definere dets moralske grundlag. Individet må selv træffe alle valg, og selv fastsætte rammerne for valgene. Denne valgfrihedsmoral er forankret i individets tab af moralske retningslinjer (Jacobsen 2013:477; Bauman 2000:81-82). Dermed står individet uden et højere mål, og er tvunget til at leve i evig uvished og angst individet står overfor et uendeligt antal mulige mål, og ikke ét af dem står som det mest rigtige. Individet må altså vedblive en shoppen-rundt mellem de forskellige muligheder, og aldrig stille sig tilfreds med en enkelt - ikke stoppe op, for tænk, hvad man kunne gå glip af! (Bauman 2000:82-83). Denne enorme valgfrihed, der umiddelbart kan klinge positivt, er ikke bare godt. Bauman skriver herom: Vælgerens liv er dog langtfra nogen dans på roser, selvom (eller måske snarere fordi) udbuddet af valgmuligheder er stort, og der tilsyneladende ikke er noget ende på de nye oplevelser, man kan give sig i kast med. [...] Uvisheden vil nødvendigvis altid gøre skår i den euforiske valgfrihed. (Bauman 2000:116). Han mener her, at det frie valg berører alle i samfundet, og det ekspliciteres hvordan det uundgåelige valg må afføde usikkerhed. Individets byrde af konstant moralsk rigtige valg, bliver desuden en ensomhedens vej, idet individet som før nævnt står alene med definitionen af det moralsk rigtige, men samtidig forsøger at vælge dét, som samfundet synes er det rigtige, selvom dette ikke udpeger en egentlig rette vej (Jacobsen 2013:477). Et eksempel på dette kunne være akademiker-barnet der får at vide af forældrene, at dette har et frit valg til at vælge en uddannelse, om så det er til glaskunstner eller læge, så længe barnet er lykkeligt. Dog ved barnet udmærket, at det moralsk rigtige valg er universitetet, hvis det skal leve op til forældrenes forventninger. På denne måde tynger det frie valg individet. Også identiteten går fra at være en tildelt størrelse, til i den flydende modernitet at være en tildelt opgave. Opgaven ligger i selv at foretage moralsk rigtige valg, og selv tage ansvar for de konsekvenser, der kommer deraf (Rasborg 2013:19). Individet må altså hele livet igen- Side 7 af 22

8 nem selv trække deres skæbnetråd og foretage valg, der former denne og identiteten (Ibid.:20). 4. Diskussion af tendenserne Jeg vil nu påbegynde en diskussion af hvorvidt disse tendenser, som beskrevet af Anthony Giddens og Zygmunt Bauman overhovedet er relevante at tale om som brud, og i så fald hvorledes de gør sig gældende. De er ikke selv højtproklamerende om, at der er tale om et brud med en tidligere modernitet, men man fornemmer dog en tilnærmelse hertil. 4.1 Udlejring og udvikling Jeg vil starte med de upersonlige relationer, Giddens taler om, som en konsekvens af den udlejring af sociale systemer tid-rum-adskillelsen har muliggjort. Selvom Giddens ikke specifikt beskriver fænomenet sociale medier, som fx Facebook og Skype 2 trækkes alligevel en tråd hertil. Heri ses netop den universelle tidsopfattelse i det moderne, og at rummet ikke længere er forankret fysisk lokalt, men nærmere bestemt i en psykisk tilstedeværelse. De upersonlige relationer kommer til udtryk i begrebet om ekspertsystemer. De ekspertsystemer, der har gjort det muligt at kommunikere med en næsten fysisk tilstedeværelse på tværs af Atlanten, er en mildest talt upersonlig relation. Når en person kommunikerer med sin mormor over Skype, skænke sandsynligvis ikke mange tanker til de webudviklere, der har skabt programmet, eller på de, der har opfundet computeren, mikrofoner, etc.! Derudover er det koordineringsarbejde, der ligger i en sådan samtale på en enorm afstand forenklet ved det modernes universelle tidsopfattelse. Giddens omtaler disse som moderne tendenser, snarere end senmoderne, og det er da også svært at se et egentligt brud her. Den tid-rumlige adskillelse er nok allermest eksplicit idet teknologien har sikret det, men samme tendenser fandtes under 2. 2 Facebook er et socialt medie på internettet hvor hver person har en profil tilpasset individet. Indholdet på profilen styres af individet selv, og man kan desuden kommunikere med og opretholde relationer, man selv vælger. Skype er en internet-telefon, hvor man under samtalen har videobillede af vedkommende man snakker med og af sig selv. Side 8 af 22

9 verdenskrig, fx. Her gjaldt det telegrafien, maskingeværer, m.m.. Her kan man endvidere argumentere for, at den stødt opadgående teknologiske udvikling ikke specielt er en senmoderne tendens, men blot den naturlige udvikling, som startede med de industrielle revolutioner. Man kan kalde det en eksponentiel udvikling, men et brud er der måske nok ikke direkte tale om. De upersonlige relationer ift. ekspertsystemer er ikke ligefrem et nybrud, men en moderne tendens, der blot kommer til udtryk indenfor flere områder, efterhånden som teknologien tillader det. 4.2 Individualisering og flydende modernitet De sociale medier er også medvirkende til at sætte individualiseringen i højsæde; Facebook er kommet til verden, selviscenesættelsens mest anvendte - og måske bedste, redskab; internetbloggere popper op alle vegne, der fører dagbog og deler billeder fra mit liv (Rasborg 2013:18). Der er en sandhed i, at individet gør meget ud af sin selvfremstilling disse dage, men Giddens modargumenterer her, at dette skyldes den valgtvang, individet udsættes for. At individet, grundet manglen på moralsk vejledning fra traditionelle fællesskaber, er tvunget ud i at reflektere over dets selvidentitet, og afsøge alle muligheder. Han modsætter sig altså en påstand om, at samfundets moralske grundlag er i forfald, og at individerne blot afsøger muligheder. Dette er et udtryk for optimisme hos Giddens, der nærer forhåbninger om at et nyt fællesskab vil erstatte den nuværende individualismetendens. Den skiftende socialitets betydning for individet er kernen i den flydende modernitet hos Bauman. Med identitetens forvandling fra en tildelt størrelse til en opgave, henvises individet til at få så mange aspekter med sig undervejs i livsforløbet. Med dette følger en angst for ikke at vælge rigtigt, og iflg. Bauman afføder dette også en angst for ikke at få afprøvet samtlige muligheder. Når et individ står alene i spørgsmålet om at skulle finde en moralsk korrekt sti at følge, må man antage, at denne vil søge vejledning andetsteds, nu hvor de traditionelle fællesskaber ikke længere gør det. Man kunne forestille sig, at individet forsøger at opfange andre individers moralitet som støttepunkt. Hvis der pludseligt indfinder sig en anden diskurs i samfundet, vil samfundets individer da ikke følge denne? På denne måde klinger begrebet om valgfrihed lidt hult, for hvem tager reelt valget? Er det måske ikke i højere grad individer, der i en vis udstrækning kopierer hinandens moralske grundlag, og at socialiteten dermed forandres Side 9 af 22

10 gennem små skred? Her kan man argumentere for, at Bauman glider lidt let henover et strukturperspektiv. Strukturers betydningsfulde rolle i den tendens, individualiseringen er, ville udgøre en udmærket forklaring. Også Giddens taler om valgtvang - at der ikke er andet valg end at vælge, men er valget ikke givet af naboen, også her? Man kan her pointere, at mennesker gennem alle perioder af historien har kopieret hinanden, for ellers ville enhver udvikling være gået i stå. Jeg mener dog ikke, at den udvikling, Giddens og Bauman taler om her, rykker samtiden så markant væk fra det moderne, at der er tale om et brud med denne. 4.3 Refleksivitet Giddens begreb om refleksivitet minder på mange punkter om Baumans frie valg. De er enige om, at individet i den senere modernitet funderer mere over hvem, de er, eller måske rettere, hvem, de ønsker, at andre opfatter dem som. Men er dette et direkte brud med moderniteten? Man kan hævde, at det er en naturlig forlængelse af moderniteten, og måske snarere blot et grundvilkår for det moderne menneske. At fundere over egen eksistens har været et karaktertræk ved mennesket siden filosofien fandt sin plads i verden. Man kan hævde, at de store teknologiske fremskridt netop har banet vejen for de omvæltninger i det sociale, sociologerne nu mener træder frem, med en dyrkelse af selvet og identiteten, som det finder sted i vores samtid. Giddens taler om den refleksive modernitet, og dennes indvirkning på samfundsvidenskaberne. Igen ligger dette måske allermest i forlængelse af det moderne, men anfægter også det strukturelle perspektiv, som en del sociologer i samtiden lægger op til. Det er interessant at så få sociologer i det moderne tillægger individet den kritiske evne, som bl.a. Giddens gør i den senere del af moderniteten, og måske er det netop dét, der bryder med moderniteten; at der opstår et perspektiv, der krediterer individet denne kritiske og reflekterende evne, omkring dets eksistens og virke. Side 10 af 22

11 5. Konklusion Giddens taler om den tid-rum-adskillelse, der har dannet fundamentet for udlejringen af sociale systemer, og dertil følgende upersonlige relationer. Et argument herimod er, at disse ikke er nye tendenser, men derimod er fremkommet pga. den teknologiske udviklings eksponentielle vækst. Bauman ser tendenser til en flydende modernitet, som individet skal forsøge at skabe en identitet indenfor. Her gælder for individet en konstant afsøgning af muligheder, samt et forsøg på at finde et moralsk grundlag, efter de traditionelle fællesskaber er forsvundet. Et diskussionspunkt her er, om individet ikke i høj grad så søger moralsk grundlag blandt samfundsfæller, og at disses dermed kommer til at ligne hverandre. Refleksiviteten, som Giddens krediterer individet, gælder både for individets egen situation, samt hvordan videnskaben skal forholde sig til sit genstandsfelt. Jeg vil her argumentere for, at der ikke er tale om en ny tidsalder, men måske en mindre brydning indenfor det moderne, hvor et perspektiv om individets kritiske evne finder plads. Dette er mere et brud indenfor socialvidenskaben, end det er en egentlig empirisk brydning, efter min personlige opfattelse. Opgavens omfang: tegn Fodnoters omfang: 590 tegn Side 11 af 22

12 6. Litteraturliste Bauman, Zygmunt 2000: Flydende Modernitet. København: Hans Reitzels Forlag. Giddens, Anthony 2002: Modernitetens konsekvenser. København: Hans Reitzels Forlag. På dansk ved Søren Schultz Jørgensen. Jacobsen, Michael Hviid 2013: Zygmunt Bauman, i Andersen, Heine et al. (red.): Klassisk og moderne samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag: ). Kaspersen, Lars Bo 2013: Anthony Giddens, i Andersen, Heine et al. (red.): Klassisk og moderne samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag: Rasborg, Klaus 2013: Individualisering og social differentiering i den refleksive modernitet. Dansk Sociologi, 24, nr. 4: Side 12 af 22

13 Valgfri opgave B: Boltanski og Bourdieu 1. Indledning Den pragmatiske sociologi repræsenteres af Luc Boltanski, Laurent Thevenót og Bruno Latour. De bryder med den dominerende diskurs indenfor samfundsvidenskaberne, der op til 1960 og 70 erne var præget af et strukturalistisk syn, bl.a. Pierre Bourdieu. De sætter fokus på handling og praktisk fornuft, og bryder et samarbejde med Bourdieu, grundet nogle uoverensstemmelser omkring individet og strukturers magt over dette (Blok 2013:529). Striden ligger i opfattelsen af, hvorvidt individet rummer en kritisk sans for dets virke, eller om der i stedet er tale om underliggende strukturer, individer er blinde for, og derfor domineres af. Jeg vil søge at afklare de to positioner i efterfølgende redegørelse, og til slut diskutere om fransk pragmatisme har grund til at anfægte Bourdieus opfattelse; om kritikken er relevant og rimelig. 2. Bourdieu Pierre Bourdieu må siges at være en meget anvendt sociolog i vores samtid, måske allermest på grund af hans teorier om kapitalformerne, der brød med den gængse opfattelse af økonomien som den eneste eksisterende kapital. I denne opgave vil jeg dog rette fokus på hans teoriers totale fravær af individualismeperspektivet, samt den kritik han udøvede mod samfundets underliggende dominansmekanismer (Järvinen 2013:365;373;382). Jeg vil starte med hans begreber habitus og doxa i forbindelse til det sociale rum og derefter om dét, han selv benævnte kritisk sociologi. 2.1 Habitus, doxa og det sociale rum Habitus er et helt grundlæggende begreb hos Bourdieu. Det omhandler de mentale strukturer, eller dispositioner, som agenter forstår den sociale verden ud fra, så at sige deres livsverden. Side 13 af 22

14 Denne er oftest for agenten uerkendt, men træder i kraft i alle tilfælde hvor en agent handler eller opfatter og vurderer andres handlen (Järvinen 2013:372; Bourdieu 1994:60). Habitus internaliseres gennem socialiseringsprocesser i barndommen, uddannelsessystemet, m.m. (Wilken 2011:46-47). Den er dermed et udtryk for agentens position i det sociale rum, som henviser til ens placering ift. andre agenter, på baggrund af den samlede mængde kapital og fordelingen af denne mellem kulturel og økonomisk kapital (Järvinen 2013:385). Agentens mentale strukturer, habitus, afspejler dermed de sociale strukturer, som agenten er blevet internaliseret i forståelsen af livsverdenen (Bourdieu 1994:60). Agenten vil opfatte verden, og dermed den legitimerede sociale orden som selvfølgelig, idet agenten er med til at reproducere de opfattelses- og vurderingsstrukturer som agenten er skabt ind i, det vil altså sige på baggrund af den internaliserede habitus (Järvinen 2013:373; Bourdieu 1994:64-65). I forlængelse af dette er det interessant at tale om begrebet doxa. Doxa er det agenterne, der har samme position i det sociale rum eller fungerer indenfor samme felt 3, er enige om, så at sige. Feltets involverede agenter vil oftest have mange lighedspunkter i habitus, og dette er med til at konstituere de forestillinger om rigtigt og forkert der eksisterer indenfor et felt. Det er dette regelsæt der kaldes doxa, og disse overensstemmelser vil oftest være ikkeerkendte eller usynlige, da de er dybt internaliseret i habitus (Järvinen 2013:378). Jeg vil i næste afsnit komme mere i dybden med, hvordan dette kan forstås ift. Bourdieus kritisk sociologi. 2.2 Kritisk sociologi Bourdieu anså sin teori som en kritisk sociologi. Han skriver om agenternes handling og verdensopfattelse: Agenterne har uden tvivl en aktiv forståelse af verden. Uden tvivl konstruerer de deres vision om verden. Men denne konstruktion udføres under strukturel tvang. (Bourdieu 1994:60). Her kommer det til udtryk, hvordan agenternes eventuelle kritik af den dominerende diskurs aldrig vil være forankret i en personlig opfattelse, men simpelthen et produkt af de 3 Et netværk konstitueret af de kapitalformer der er aktive på feltet, og har doxa som lov og ret (Järvinen 2013:378). Side 14 af 22

15 sociale strukturers internalisering af habitus (Bourdieu 1994:60). Bourdieus kritiske sociologi søger at afdække de underliggende, usynlige dominanser, der styrer agenterne. Således er hans agentbegreb udtalt forskellig fra et begreb om aktør, idet han ikke tillægger selvstændig, refleksiv handlekraft til individerne (Järvinen 2013:372). Fx er kvinderne i mandsdominerede samfund underlagt de sociale strukturer, der legitimerer maskulin dominans, og det er disse strukturer, der former deres mentale strukturer. Det er derfor en næsten umulig opgave for kvinderne at frigøre sig fra denne dominans, idet de gennem de sociale strukturers påvirkning af deres habitus, faktisk anser det som legitimt at være domineret (Ibid.:373). Agenterne opfatter altså sig selv gennem de dominerende gruppers opfattelse af dem (Ibid.:381). Afslutningsvist vil jeg blot opsummere, at i Bourdieus optik kan individerne ikke forandre strukturerne, fordi de er skabt ind i disse. Dette efterlader samfundsvidenskaben, og i højeste grad sociologien, som de eneste, der kan gennemskue de sociale strukturer og skjulte magtforhold, der dominerer agenterne. Heri findes årsagen også til, at han kalder sin sociologi for kritisk. Kritikken retter sig mod de strukturer, der sætter den dominerende diskurs, og det er disse, som iflg. Bourdieu, skal afsløres. Efter afklaring af Bourdieus perspektiv om kritisk sociologi, vil jeg nu rykke videre til en redegørelse for den pragmatiske sociologi, som kommer særligt til udtryk i Luc Boltanskis skriverier. 3. Boltanski Fælles for den franske pragmatiske sociologi er, at der fokuseres på aktørens refleksive og kritiske dømmekraft. Jeg vil dog holde Luc Boltanskis gren af pragmatisk sociologi i centrum. Boltanski og Thevenót skrev i starten af 1990 erne et værk, der blev grundlaget for det, som kaldes sociologien om kritik. Heri ligger en reference til Bourdieus kritisk sociologi, og det er da også et opgør med dennes skole (Blok 2013: ). Jeg vil i dette afsnit redegøre for sociologien om kritik, inklusive de forskellige begreber, der danner grundlaget for teorien. Side 15 af 22

16 3.1 Retfærdiggørelsesregimer Boltanski modstrider sig den struktur-sociologi, som iflg. ham ikke giver plads til det reflekterende individ. Han siger, at den sociale verden har en iboende heterogenitet - at individer ikke altid handler på samme måde, og at sociologien må følge individerne (Blok 2013: ; Held 2011:23). Han udvikler derfor et begreb om handlingsregimer, der omhandler de typer af handlinger, et individ kan foretage i givne situationer, hvor der opstår konflikt, uenighed eller kritik (Blok 2013:550; Held 2011:23;39). Retfærdiggørelsesregimet er et eksempel på et handlingsregime. Det henviser til den sociale ordens almengyldige værdier, om hvad der er godt eller retfærdigt (Held 2011:25-27). Retfærdiggørelsesregimer tager udgangspunkt i den opfattelse, at aktører har kapacitet til at anvende universelle retfærdighedsprincipper i hverdagslige situationer (Ibid.:9). Han gør her et forsøg hen mod at åbenbare dét, at mennesker kan leve sammen på baggrund af moralske regler, og at en kritik eller uenighed kan afgøres gennem principper for retfærdighed af enhver i det sociale fællesskab (Ibid.:38). Han stiller sig her modsat Bourdieu, der mildest talt ikke levner nogen særlig tiltro til individets mulighed for at reflektere over samfundets beskaffenhed. Retfærdiggørelsesregimerne er historisk skabte, og dermed internaliseret i stort set alle sammenhænge. Det være sig sproglige, materielle og institutionelle forhold, og dette giver altså aktørerne en form for common-sense-forståelse for retfærdighed (Blok 2013: ). Institutionelt kan det fx være lovgivning; Sprogligt fx at benytte sig af de rette termer, der passer til en situation det vil fx være malplaceret at tage ordet lokum i brug når man, til et mere formelt arrangement, vil henvise til toiletfaciliteterne; Materielt, fx ved et biluheld, at man i fællesskab kan nå til enighed om, hvor store skaderne er, ved at besigtige materielle forhold. Boltanski kalder henvisningen til sådanne retfærdighedsprincipper for civile grammatikker, der hjælper til, at en konflikt i en situation kan løses, eller, at forkert brug af grammatikkerne kan forværre konflikten (Ibid.:535). 3.2 Sociologi om kritik, aktørernes evne til at udøve kritik Boltanski anfægter Bourdieus opfattelse af usynlige magtdominanser, idet han mener det fjerner individets retfærdighedssans og moralske refleksion (Held 2011:17). Han mener også at videnskabsmanden, i Bourdieus opfattelse, ophøjes til at være den eneste med en moralsk Side 16 af 22

17 refleksion, og den eneste der kan se det sociales skjulte realitet (Ibid.:18). Boltanski sigter mod at kreditere almindelige mennesker for den moralske dømmekraft og bevidsthed, han mener de besidder. Han kalder det også aktørers kritiske kapaciteter (Blok 2013:529;Held 2011:19). Han skriver herom: [Det] handler [...] dog for sociologien om at [...] give fornyet status og en egentlig ontologisk vægt til almindelige menneskers moralske dømmekraft. Heri består skiftet fra en kritisk sociologi til en sociologi om kritik. (Held 2011:19). I ovenstående fremgår hans kritik af Bourdieu meget klart. Almindelige mennesker er ikke blevet tildelt nok kritisk sans indenfor de klassiske samfundsvidenskabelige teorier. Den manglende opfattelse af, at aktøren er i stand til at reflektere, at denne arbejder på at ændre omgivelserne, er for Boltanski det grundlæggende problem ved den kritiske sociologi (Held 2011:9). 3.3 Om videnskabens rotation Boltanski hævder, at sociologien først har sin egentlige nytteværdi, når det arbejde, den udfører, kan vende tilbage og forandre det offentlige rum og aktørerne. Det er desuden også her, sociologien, iflg. Boltanski, bliver egentlig kritisk, idet en kritik, der ikke involverer sig i dét, den kritiserer, vil være hemmeligholdt for altid, uden at forandre eller debattere (Held 2011:77). Dette fører også videre til Boltanskis opfattelse af, at sociologien behandles på samme måde af aktørerne, som sociologien behandler aktørerne, og at dette medfører en forandring i det genstandsfelt, sociologien behandler. Fx publiceres sociologisk arbejder ofte i medierne eller behandles af organisationer der har bestilt arbejdet, og almindelige mennesker begynder at trække på begreber fra disse arbejder. På denne måde kan man fx se, at brugen af ord, der først blev defineret af den moderne samfundsvidenskab, har nydt stor udbredelse i samfundet (Ibid. 2011:77;80). Der sker altså en forandring gennem videnskaben af dét, sociologien undersøger, som denne må forholde sig til. Jeg vil diskutere dette og andre forhold vedr. redegørelsen nærmere i næste afsnit. Side 17 af 22

18 4. Diskussion Både Bourdieu og Boltanski er kritikere, blot på vidt forskellig vis. Hvor Bourdieus sociologi kritiserer samfundets dominans af agenterne, kritiserer Boltanski det, iflg. ham, mangelfulde perspektiv på individet og dets kritiske kapaciteter. Jeg vil i disse følgende afsnit diskutere hvorvidt den kritik Boltanski retter mod Bourdieu er rimelig og relevant. 4.1 Doxa og grammatikker Først vil jeg udpege en påfaldende lighed ved deres teorier. Det gælder begreberne doxa og civile grammatikker. Jeg vil hævde, at de to begreber minder særdeles meget om hinanden: Hvor doxa beskriver koderne indenfor et felt, hvor overensstemmelser ift. ret og uret figurerer, beskriver de civile grammatikker indenfor et regime på samme måde de principper for retfærdighed, ret og uret, der eksisterer individer imellem. Man kan altså anskue det således, at begge begreber udtrykker de fælles koder der gør sig gældende individer imellem, som er usynlige og selvfølgelige for de involverede. Her kommer det til udtryk, hvordan Boltanski havde sin start i samme skole som Bourdieu, og ikke er helt fjern fra denne. Han tilslutter sig dermed nogle få punkter ved Bourdieus usynlige sociale strukturer, men med den store forskel, at han mener aktørerne er i stand til at reflektere over disse retfærdiggørelsesprincipper, og bryde de sociale strukturer, gennem deres reflekterende, kritiske kapacitet. Desuden argumenterer Boltanski for det sociales iboende heterogenitet - at individer ikke altid handler ens. Det er her, deres perspektiver kommer i karambolage. 4.2 Nok struktur! Bourdieus overbevisning omkring strukturers altoverskyggende betydning anfægtes ikke blot af Boltanski. Meget af den kritik der rettes mod Bourdieu i vores samtid sigter netop mod denne opfattelse, der ikke levner aktører muligheden og kapaciteten til at bryde dominerende strukturer. Man kan tilslutte sig, at meget i samfundet styres af strukturer, og dette giver da også en udmærket forklaring på hvorfor social ulighed kun meget trægt kan forandres, og at det i høj grad viser sig, at vi ikke er rykket langt fra et før-moderne samfund, hvor man havner det samme sted som ens forældre i det sociale rum. Iflg. Bourdieu ville det dog være vanskeligt overhovedet at flytte sig, da habitus vil styre individet mod at reproducere samfundsforhol- Side 18 af 22

19 dene, som de er, og dermed også individets kapitalmængde og -fordeling. Her kan det dog indvendes, at der rent empirisk er eksempler på brud i habitus, fx i uddannelsessystemet: Hvis et ikke-akademikerbarn kommer på universitetet, hvorfra har vedkommende så tillært sig de koder, som gælder på det akademiske felt? Habitus for dette individ er stadig internaliseret af forældre, der ikke kender de akademiske koder. Man kan have udviklet kompetencer, der har rykket habitus gennem en ungdomsuddannelse, men der er også flere eksempler på politikere, som fx Pia Kjærsgaard, der højest har fuldført en social- og sundhedshjælperuddannelse, og alligevel er havnet i et embede, som normalt udgøres af akademikeruddannede. Man kan her pointere, at selvom Bourdieu tror på, at habitus forandres gennem livet, så argumenterer han ikke ligefrem for at dette sker så sent, som efter en videregående uddannelse. Her ligger Boltanskis reflekterende og kritiske individ mere ligefor, at kunne forandre sin position. 4.3 To gange kritik Et centralt punkt er Boltanskis og Bourdieus forskelligartede opfattelse af individet. Denne opfattelse har indflydelse på andre aspekter, som jeg vil forsøge at belyse. Et første kritikpunkt fra Boltanski er sociologiens rolle. Hvor Bourdieu ser det som sociologiens opgave at afsløre dominanser for at befri agenterne, tror Boltanski på individets refleksion. Det ser man fx når Boltanski skriver: Forskningsrapporten har altså meget store chancer for selv at blive en del af sagsmappen, et bidrag til debatten, en ressource der kan mobiliseres for at understøtte givne argumenter, og som altså kan påvirke den sag, som aktørerne er involverede i [...] (Luc Boltanski i Held 2011:77). Han antager det syn, at idet aktørerne har en kritisk evne, ikke blot forbeholdt den videnskabelige forskningsverden, vil de forholde sig kritisk til den viden, der produceres af videnskabsfolkene. Her henviser han til, at aktørerne deltager aktivt i både samfundsdebatten, men også i vidensproduktionen. Han beskriver hvordan aktørerne indoptager samfundsvidenskabens begreber, som fx småborgerlig, interesse, magt, m.m., som ikke blev taget i brug af almindelige borgere før samfundsvidenskabens udbredelse (Held 2011:80). Selvom udtrykket ikke direkte tages i brug, vil jeg argumentere for, at denne til aktørerne tilbagevirkende proces, og aktørernes refleksivitet omkring den, minder overvejende meget om An- Side 19 af 22

20 thony Giddens dobbelte hermeneutik. Dette begreb henviser netop til hvordan den sociologiske viden påvirker genstandsfeltet, for derefter at påvirke sociologien tilbage igen (Giddens 2002:21). Genstanden for sociologiens undersøgelser ændrer sig altså i takt med, at der produceres viden om den. Samme overbevisning finder vi netop hos Boltanski med hans refleksive og kritiske aktører. Der er altså flere sociologer der modsætter sig Bourdieus temmelig deterministiske og pessimistiske syn på samfundet, og jeg vil på baggrund af dette hævde at det er en relevant kritik af Bourdieu, vi her har at gøre med. Jeg vil i næste afsnit diskutere de to forskellige syn på sociologiens samfundsrolle. 4.4 Utopia og dystopia At tage udgangspunkt i aktørens kritisk evne er også en optimistisk sociologi, som Boltanski belyser det. Hvis sociologien skal kunne gøre sig forhåbninger om at kunne forandre og gøre sig gældende i den virkelige verden, giver det rigtig god mening at følge aktørerne (Held 2011:39). Bourdieu er forholdsvis pessimistisk, i den forstand, at der som sådan ikke er noget at gøre ved, at den sociale orden defineres af dominerende magter. Hvis agenterne udelukkende reproducerer usynlige strukturer, der udøver symbolsk vold over dem, uden at de kan forandre disse strukturer, efterlader det menneskeheden i en form for dystopisk verden. Bourdieus meget deterministiske syn på samfundet, kan synes temmelig deprimerende, og det er da også pessimistisk at hele ansvaret for oplysning og hjælp til samfundets individer ligger hos samfundsforskerne. Her har Boltanski et andet syn på tingene, der i høj grad er optimistisk: En tro på at individerne i samfundet har de kapaciteter, det kræver at forandre forhold i samfundet, samt en kritisk sans for at afsløre dominans. Personligt synes jeg det sidste klinger mest forfriskende, og jeg vil da også påstå, at have familie og venner udenfor den samfundsvidenskabelige verden, der har deres kritiske sans i god behold. Jeg vil i næste afsnit konkludere på denne opgave. Side 20 af 22

21 5. Konklusion Habitus betydning i Pierre Bourdieus teoriretning kan ikke understreges nok. Det er i dette begreb hans påstand om samfundsstrukturers uigennemsigtighed og individets mangel på kritisk evne er funderet. Begrebet leder til doxa, som på mange punkter minder om Luc Boltanskis civile grammatikker. Det være sig de fælles referencepunkter mennesker finder indenfor disse to, der gør, at samfundet fungerer, som at disse koder er mere eller mindre uerkendte og usynlige. Hvor Bourdieu kun ser strukturers dominans, tillægger Boltanski stor kapacitet til aktører, og deres kritiske sans. Dette afspejler sig også i deres syn på sociologiens rolle, hvor Bourdieu ser opgaven i at befri individer fra strukturerne, og Boltanski at individerne reflekterer over sociologien og forandres gennem denne. Boltanski anlægger således et mere optimistisk syn på samfundet, end man finder hos Bourdieu. Opgavens omfang: tegn Fodnoters omfang: 116 tegn Side 21 af 22

22 6. Litteraturliste Bourdieu, Pierre 1994: Socialt rum og symbolsk magt i Bourdieu, Pierre: Centrale tekster indenfor sociologi og kulturteori. København: Hans Reitzels Forlag: s Giddens, Anthony 1994: Modernitetens konsekvenser. København: Hans Reitzels Forlag. På dansk ved Søren Schultz Jørgensen. Held, Lars (red.) 2011: Luc Boltanski. Pragmatisk sociologi. København: Hans Reitzels Forlag. Järvinen, Margaretha 2013: Pierre Bourdieu, i Andersen, Heine et al. (red.): Klassisk og moderne samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag: Wilken, Lisanne 2011: Bourdieu for begyndere. København: Hans Reitzels Forlag: Side 22 af 22