Indledning ! 4! ! 5! 2 Se eksempelvis Habermas (1997) og Foucault (1994b).!

Transkript

1 Abstract This project sets out to understand Jürgen Habermas and Michel Foucault s theories revolving around philosophy of language, method, subjectivity and social critique and the relations between these concepts, as they are portrayed in the analyses of Habermas and Foucault. An attempt is made to map out the differences between the two theorists while at the same time seeking common ground between them, so as to show how their theories can shed light on different aspects of the issues in which they share an interest. To gain an understanding of the two theorists work which makes it possible to draw a comparison between them, an extensive account of their philosophies is required. The resources necessary for this account have been acquired through reading of secondary and primary literature, amongst which has been several comparative analyses of their work. It has come to light that the debate between them has been somewhat obscure, as they have dissimilar strengths within related fields. This fact results in all debates falling to one or the other s advantage. This paper therefore explores the possibility of clarifying the debate from an impartial point of view through a comparative analysis focusing on the abovementioned points of confrontation, and thereby supplementing the ongoing debate. It is concluded that the two philosophers have conflicting views on most issues, owing, amongst other things, to their affiliation with a structuralist tradition on Foucault s part and a pragmatist view on Habermas. Nevertheless, they share a common interest in the emancipatory prospects of contemporary society. Due to their different views on this issue, new attempts to theorize emancipation can benefit from the employment of both their strategies as a way of targeting different issues of modernity. 1

2 Indholdsfortegnelse Abstract 1 Indledning 5 Problemfelt 6 Problemformulering 7 Metode 8 Dimensionsforankring 11 Jürgen Habermas Habermas projekt Habermas rationelitet og handling Forbindelse mellem sprog og handling De hermeneutiske forudsætninger for erkendelse Den rationelle rekonstruktion af handling Sprogbrugets to modi Talehandlinger og deres effekter Habermas og pragmatik Formalpragmatik Gyldighedskrav Teoretisk og praktisk diskurs Diskurs som socialt forankret Diskursetik Habermas opdeling af diskurs Herredømmefri dialog Verständigung Livsverden Systemernes kolonisering af livsverdenen Integrationsformer Kritik af det eksisterende demokrati Samfundsideal Borgerlig offentlighed 52 Michel Foucault Projekt Den sproglige vending 58 o 2.1 Opgøret med subjekt-objekt dualismen 58 o 2.2 Saussure og sproget 59 o 2.3 Foucault og sproget Discours 62 o 3.1 Alle udsagns generelle domæne 62 o 3.2 En vold vi gør på tingene 64 o 3.3 Menneskets død Épistémet 67 o 4.1. Et videnssystem 67 o 4.2 Épistémèskift 68 o 4.3 Diskontinuitet 69 o 4.4 Galskabens historie Discoursens orden 73 o 5.1 Magtbegrebet 73 o 5.2 De eksterne eksklusionsprocedurer 75 o 5.3 Viljen til sandhed og viljen til viden 77 o 5.4 Viden og magt 78 o 5.5 Biopolitik og den institutionelle magt 78 o 5.6. Disciplinærmagt og guvernementalitet 79 o 5.7 Pastoralmagt 80 o 5.8 De interne eksklusionsprocedurer

3 o 5.9 Det talende subjekt Analysestrategi 86 o 6.1 Arkæologi 86 o 6.2 Genealogi Parrhesia som modmagt Sammenfatning 93 Komparativ analyse Sprogfilosofi hos Habermas og Foucault 96 o 1.1 Strukturalisme og formalpragmatik 96 o 1.2 Hinsides sproget, mod historien Metode 103 o 2.1 Epistemologi 103 o 2.2 Metodologi Subjektivitet 111 o 3.1 Foucaults subjekt 111 o 3.2 Humanisme 112 o 3.3. Magt og subjekt Samfundskritik Et udblik: Filosofiens rolle 119 Konklusion 124 Refleksion 129 Progressionsfokus 130 Litteraturliste 131 Indledning "Her er der et besynderligt problem, der handler om manglende gensidig gennemslagskraft mellem to former for tænkning, som er så tæt på hinanden, og måske kan netop denne tæthed forklare den manglende gennemslagskraft. Intet skjuler et problemfællesskab så godt som to tilgange, der er så ens til at begynde med." (Foucault 1994c: 439) 1 Således udtaler den franske filosof og idéhistoriker, Michel Foucault, sig om sit forhold til Frankfurterskolen. En af de fremmeste tænkere i denne skole er filosoffen og sociologen Jürgen Habermas. Der har gennem tiden været en lang række konfrontationer imellem de to. Mens Foucault stadig levede, blev der forsøgt arrangeret en debat imellem de to. Som tema foreslog Habermas moderniteten, et emne Foucault, ikke ønskede at forholde sig til, da han havde svært ved at se, præcist hvilke problemer der var indeholdt i dette tema, modsat Habermas, hvis projekt blandt andet har været en ganske nøgtern, sociologisk redegørelse for modernitetens karakter. Den planlagte debat blev aldrig til noget, og disse modsatte syn på et emne, der betyder meget for dem begge 2, kan måske tjene til at antyde en vis inkompatibilitet imellem dem. 1 Egen oversættelse fra fransk: Il y a là un problème curieux de non-pénetration entre deux formes de pensée qui etaient très proches, et peut-être est-ce cette proximité même qui explique la nonpénetration. Rien ne cache plus une communauté de problème que deux façons assez voisines de l'aborder. I resten af nærværende tekst gengives citater så vidt muligt på originalsproget med oversættelse i fodnoter. 2 Se eksempelvis Habermas (1997) og Foucault (1994b). 4 5

4 Efter Foucaults død i 1984 er debatten mellem ham og Habermas fortsat i andres hænder og har udviklet sig i forskellige retninger. Det er svært at finde ét fælles diskussionsgrundlag, da de som antydet har forskellige syn på de problematikker, de har til fælles, og forskellige styrker indenfor de samme områder. Vi vil i dette projekt forsøge at udrede grundlaget for den igangværende debat, eksemplificeret med en række udvalgte konfrontationspunkter, og supplere debatten med en upartisk dimension. Problemfelt Vi gik ind i dette projekt med en interesse for filosofi og forholdet mellem subjekt og magtrelationer. Ud fra disse interessepunkter var det naturligt at beskæftige sig med Foucault og hans teorier om viden og magt. For at sætte Foucaults teorier i perspektiv var det oplagt at sammenligne ham med Habermas filosofi, idet de to behandler mange af de samme problematikker, men på vidt forskellige måder. De er begge moderne filosoffer fra slutningen af det 20. århundrede og deres teorier er centreret omkring det samfund vi lever i. At beskæftige sig med og analysere teorier om vores virkelighed, var en tanke som tiltalte os. For at forstå de tos respektive teorier til fulde har vi lavet en bred redegørelse over Foucaults og Habermas meget komplekse teorier, på baggrund af sekundær- samt primærlitteratur. Sekundærlitteraturen har blandt andet indeholdt komparative analyser over Foucaults og Habermas teorier, hvilket vi har benyttet i vores egen komparative analyse. Vi har blandt andre søgt inspiration herved fra Lars Albinus i Kommunikation, Magt og Religion, Bent Flyvbjerg i Thinkers for civil society? Ashenden, S & Owen, D i Foucault contra Habermas, Recasting the dialogue between Genealogy and Critical Theory. Gennem disse komparative analyser er det fremgået, hvor uklar debatten mellem de to er. Da begge teoretikere har omfattende teorier er det næsten umuligt at finde ét oplagt diskussionsgrundlag, som kan favne begge deres projekter, eftersom de har forskellige styrker inden for samme felter. Foucualt- Habermas-debatten har antaget en ganske usystematisk karakter, som her skal forsøges udredet ved systematisk at gennemgå de præmisser, hvorunder de to arbejder, den metodiske tilgang de tager i brug på baggrund heraf og de perspektiver, der hermed åbner sig for dem. Da de begge tager udgangspunkt i den sproglige vending i filosofien og beskæftiger sig med dennes konsekvenser for metode, subjektivitet og samfundskritik, er det disse emner, der her skal tages op. Problemformulering Vi ønsker at sammenligne Foucaults og Habermas' teorier om sprogfilosofi, metode, subjektivitet og samfundskritik for at belyse, hvordan deres anskuelse af disse emner divergerer, samt hvordan deres forskellige tilgange kan lægge op til en nuanceret analyse af eventuelle fællestræk imellem dem. 6 7

5 Metode Vores projekt er filosofisk med samfundsteoretiske elementer, og det vil primært basere sig på Foucault og Habermas teorier. Her har vi hovedsageligt haft fokus på sekundær litteratur, da en fyldestgørende indsigt i de væsentlige punkter i Foucault og Habermas teorier, udelukkende på baggrund af deres værker som primær litteratur, ville være et urealistisk mål, inden for den givende tidsramme. Vi vil i vores projekt blandt andet inddrage aspekter fra oplysningsfilosoffen Immanuel Kant og lingvisten Ferdinand de Saussures teorier, fordi Foucault og Habermas trækker på eller forholder sig til disse teoretikere på nogle af de punkter der bliver relevante for vores projekt. En del af projektet vil bestå af en bred redegørelse for udvalgte teorier af Habermas og Foucault, for at kunne anvende teorierne i en komparativ analyse, hvor vi forsøger at trække nogle linjer imellem forskelle, ligheder, hvordan deres teori kan komplimentere hinanden og hvor de kan lægge op til mulig debat. Den komparative analyse skal ses som et redskab til at besvare vores problemformulering, samt give os et indblik i Foucault og Habermas teoretiske univers. På basis af dette arbejder vi ud fra den hermeneutiske metode. Hermeneutik kommer fra det græske ord hermeneuein der betyder forstå, fortolke, tyde. Den videnskabsteoretiske hermeneutik er udviklet af Hans- George Gadamer og definerer, kort fortalt, den praktiske kunst i at fortolke og forstå fænomener der er lagt mening i. For eksempel tekst og tale, andre udtryksformer, handlinger samt eventuelt begivenheder og sagforhold. Inden for hermeneutikken er begrebet om den hermeneutiske cirkel central, og grundlæggende betyder det, at for at forstå en teksts betydning, må man selvsagt tage hensyn til tekstens helhed, men ligeså vigtigt opnår man kun den forståelse ved at tage hensyn til tekstens bestanddele, idet tekstens mening konstrueres ud fra enkeltord og sætningers betydning. Med den hermeneutiske cirkel vil fortolkningen skride fremad i et cirkulært samspil med de små dele og den store sammenhæng, og kan således ses som en forståelsescirkel, idet man opdager ny forståelse, foretager samspillet igen og opnår så igen en ny og bedre forståelse. Ydermere bygger hermeneutikken også på en forståelseshorisont, som ligeledes hænger sammen med den hermeneutiske cirkel. Forståelseshorisonten udspringer fra livserfaringer, fordomme og fremtidige forventninger en forhåndsforståelse. Sproget har en vigtig rolle, fordi det er ud fra sproget at vi skaber sammenhæng mellem vores egne erfaringer og selvforståelse, men ligeså vigtigt er det at vi, ved hjælp af sproget, tager del i andres erfaringer og dermed udvider vores forståelseshorisont, som på den måde også fungerer som en hermeneutisk cirkel. Dette kalder Gadamer for horisontsammensmeltning, og det vil sige at man tager den andens synspunkt, og den horisont som dette synspunkt udspringer af, alvorligt. Så vurderer man det og tager derefter stilling til det, som giver en ny og bedre forståelse (Jacobsen et al. 1999). I vores projekt har vi foretaget en sådan forståelsescirkel, idet vi har behandlet de enkelte bestanddele i Habermas og Foucaults teorier og sat disse i sammenhæng i forsøget på at opnå en større helhed og forståelse. Ligeledes har vi udvidet vores forståelseshorisont ved at veksle mellem sekundær og primær litteratur, for at inkorporere nye aspekter af samme teori til en større og bedre forståelse, dog med det forbehold at en komplet forståelse er umulig, set 8 9

6 i forhold til tiden og de omfattende teorier. Det er ud fra denne præmis at vi har forholdt os bredt og helhedsorienteret til arbejdet med teorierne. Dimensionsforankring Dette projekt er skrevet indenfor dimensionerne Videnskab og Filosofi, samt Subjektivitet og Læring. Filosofiske problemstillinger i forbindelse med det moderne samfund bliver behandlet i forbindelse med Jürgen Habermas og Michel Foucaults tænkning. I fokus er især sprogfilosofi, metode, subjektivitet og samfundskritik. Det filosofiske element i opgaven fremgår temmelig utvetydigt. Her skal der argumenteres for, at også viden indenfor dimensionen Subjektivitet og Læring har været uundværlig for vores proces. Dimensionen Subjektivitet og Læring beskæftiger sig med samspillet mellem individ og de sociale rammer det indgår i (Studiehåndbogen s. 19), og dette tema er gennemgående i opgaven. Ganske vist behandles emnet udpræget filosofisk, men det belyses også fra andre synsvinkler. Vi udnytter ikke kun Foucaults og Habermas' filosofiske perspektiver, men også Habermas status som sociolog og Foucaults indflydelse på institutionstænkning langt udenfor filosofiens domæne. Vi anvender dem således også set i lyset af sociologiske problemstillinger om eksempelvis samfund subjektivitet, subjektiveringsrammer og institutioner. Dette stemmer overens med bestemmelserne i Studiehåndbogen om, at dimensionen kan anvendes til belysning af et problem, som ikke direkte ligger inden for dimensionens område. Redegørelserne for de tos tanker behandler problemstillinger som kommunikation og interaktion, som afgørende for subjektets dannelse og institutioners rolle i det moderne samfund, og deres indflydelse på subjektet, kritik af samme. En væsentlig pointe, der måske i selve opgaveteksten kan forekomme en smule implicit er, at Habermas' trækken på Meads begreb om, den generaliserede anden er et eksempel på, hvordan hele hans teori arbejder i 10 11

7 en vekselvirkning mellem et empirisk-sociologisk og et teoretisk-filsofisk subjekt, uden at de to meningsfyldt kan adskilles. På baggrund af denne redegørelse for Habermas og Foucaults tænkning, munder opgaven ud i en komparativ analyse af centrale problemstillinger, herunder begges syn på subjektet, dets muligheder og status i det moderne samfund, og deres syn på humanisme og subjekters interaktion. Her er en væsentlig pointe, at de to er fælles om en idé om frigørelse; en frigørelse, der netop ikke retter sig imod det filsofiske subjekt, som Foucault end ikke tror på som andet end en épistémisk kontingent illusion. Tværtimod er det i høj grad mennesket som sociologisk aktør, der er objekt for denne frigørelse, og som sådan har deres teorier implikationer langt udover filosofien. Habermas' og Foucaults teorier kan ikke adskilles fra praksis, hvilket eksempelvis ses i Habermas' forsøg på at udforme procesuelle rammer for det deliberative demokrati, og Foucaults brug af begrebet parrhesia til at illlustrere en modmagt, der viser udover teoriens begrænsede erkendelsesfelt. JÜRGEN HABERMAS Kommunikation og sprog er helt grundlæggende begreber inden for Habermas projekt, og derfor er dette også en rød tråd inden for denne teoretiske redegørelse over Habermas og hans tankegods. Kommunikation vil først blive gennemgået fra en sprogfilosofisk vinkel med hermeneutik, talehandlinger og pragmatik til diskursbegrebet med dertilhørende diskursetik. Gennemgangen af de ovennævnte begreber munder ud i Habermas teori om herredømmefri dialog, som drejer sig om hvornår og hvordan kommunikation kan lykkes. Herredømmefri dialog er central for Habermas projekt som helhed, hvilket vi vil belyse med en redegørelse af livs- og systemverdenen, samt med en gennemgang af Habermas samfundskritik og samfundsideal

8 1. Habermas projekt 2. Habermas rationalitet og handling Habermas er vor tids måske fremmeste bannerfører for både Frankfurterskolens kritiske teori og det moderne oplysningsprojekt, der går forud herfor. Fra Oplysningstiden, især Kant, stammer hans tro på fremskridtet og dets emancipatoriske potentiale; mennesket kan ved at betjene sig af sin fornuft vriste sig løs af dominansforhold og uvidenhed, og skabe et retfærdigt, oplyst samfund. Fra sine forgængere i Frankfurt, heriblandt mest eksplicit Adorno og Horkheimer, arver han en kritisk stilling overfor fornuftsdyrkelse og dermed en bevidsthed om oplysningens dialektik imellem frigørelse og undertrykkelse. Men i modsætning til disse, insisterer han på en skelnen mellem to former for fornuft: kommunikativ og strategisk (Glebe-Møller 1996a: 12). Det er ved hjælp af denne skelnen, at han kan bevare troen på fremskridt og frigørelse, og stadig forblive fundamentalt kritisk. Og det er denne skelnen, der udgør grundvolden både i hans teoridannelse, hans praktiske udformning af en model for deliberativt demokrati og hans kritik af vort (vestlige) samfunds aktuelle tilstand. Disse tre projekter vil behandles i det nedenstående. Der hersker en bred konsensus om at det moderne menneskes liv i vid udstrækning er struktureret efter rationalitet, og denne tankegang er ofte dybt og ubestridigt forankret i folks bevidsthed. Dette beror sandsynligvis på en ide om, at de fleste erhverv i dag er funderet på en eller anden form for instrumentalitet, og som er med til at give folk mening. Det kunne påstås at denne form for mentalitet er folks modreaktion, eller en psykologisk forsvarsmekanisme, over for fremmedgørelsen over for deres arbejde. Det er denne kobling, rationalitet-instrumentalitet, der er med til at lede lægmand gennem det senmoderne kapitalistiske samfund. Spørges der derimod indtil begrebet rationalitet, så får man en meget bred debat, med mange forskellige diskurser. For hvad er rationalitet? Kan det måles? Og kan mennesket i det hele taget betragtes som rationelt? Den moderne rationalitetsopfattelse kan ofte spores tilbage til Weber, og hans antagelse om, at rationalismen både er vores velsignelse og forbandelse. En velsignelse fordi, den har været drivkraften bag det moderne samfunds udvikling, har øget vores videns grundlag og hævet vores levestandard. Samtidig er det en forbandelse fordi, den truer med at dehumanisere tilværelsen og lukke os inde i, hvad han kalder rationalitetens jernbur (Oddvar og Weigård 2003: 16). Hos Habermas er rationalitetsproblematikken stort set altid til stede, enten som et direkte tema eller underliggende præmis. Han er dog ikke direkte modstander af rationalismen, men han er kritisk, især overfor opfattelsen af rationalitet som udelukkende instrumentel, der præger det moderne samfund, og især dominere videnskaberne. Han mener, at der findes en alternativ tolkning af rationalismens og modernitetens ide, der er mere adækvat i både 14 15

9 videnskabsteoretisk og i politisk forstand. Det moderne er for ham et ufuldstændigt projekt, som er værd at stræbe efter at realisere, eftersom det er heri mennesket kan opnå emancipationen. Fejlen ved mange af de moderne videnskabers rationalitetsforståelse er, at de har lagt ensidig vægt på fornuften kognitive aspekter, og om et ensomt subjekt, der bruger sin fornuft til at tolke hændelser og fakta, i forsøget på at tilpasse sig en konstant skiftende ydre omverden. Det vil sige, at moderne rationalitet, ifølge Habermas, er baseret på en forældet subjekt-objekt filosofi, og som han betegner som bevidsthedsfilosofien. Han mener endvidere, at igennem sådan en rationalitets forståelse, reduceres mennesket til en rationelt kalkulerende entitet, der konstant forsøger at tilpasse sig eller manipulere sine omgivelser, for at realisere egne subjektive præferencer. Dette er hvad Habermas også kalder for en instrumentel rationalitetsforståelse, og det er heri grunden til at modernitetens fejlslagne projekt skal findes. Der bliver lagt en ensidig vægt på kontrol med naturen og menneskene, i stræben efter at fremstille materielle goder. Denne rationelle instrumentalistiske forståelse, beskriver Habermas, som formåls-rationaliteten i sit begreb om den strategiske handlen. Det er som en modsætning til den han konstruere det, som bliver hele kernen i hans projekt, den kommunikative handlen, som egentligt ikke er en modsætning til den strategiske handlen, men noget som går forud, og som er konstituerende for al menneskelig rationalitet og handlen. Her er rationaliteten ikke knyttet til subjekt-objekt relationen, men til en subjekt-subjekt relationen, hvor erkendelsen af verden sker gennem kommunikerende og interaktive individer (Oddvar og Weigård 2003: 17-19). 3. Forbindelse mellem sprog og handling Habermas' sprogfilosofi har som formål at bevise, hvorledes kommunikativ handlen altid går forud for strategisk handlen, hvorledes kommunikation altså altid er en forudsætning for handlen af enhver art ikke bare interaktiv handlen, men også individuel handlen, inklusive tænkning, hvorom det ikke normalt antages, at kommunikation er nødvendig. Vi anskuer her, i forlængelse af Albinus (2010), kommunikation som konstellation af tale og handling (ibid.: 92). I første omgang må vi - for overhovedet at forstå, hvorledes disse begreber knyttes sammen hos Habermas - beskæftige os med handlingsbegrebet anskuet separat. I sin redegørelse for talens og handlingens forudsætninger og forståelse, trækker Habermas især på Austin og Wittgenstein, men tillige på en hermeneutisk tradition fra Gadamer med rødder i Husserl. Hvad der også har indflydelse på hans senere beskrevne teori om, livsverdenen som modsætning til systemerne. Det er nødvendigt først at sige et par ord om dette. 4. De hermeneutiske forudsætninger for erkendelse Habermas overtager fra Husserl begrebet om en livsverden, der konstitueres af alt, hvad vi forud antager om verden. Der er tale om en kulturel kategori, hvori alt dét er indlejret, som vi i løbet af vor dannelseshistorie har erfaret og tilegnet os (Glebe-Møller 1996a: 58-59). Dette fænomenologiske begreb approprierer Habermas direkte fra Husserl, men han trækker også på Gadamers senere, fænomenologisk inspirerede hermeneutik, som han dog også kritiserer (se nedenfor). Den kvalitet ved hermeneutikken, som Habermas især fokuserer på, er dens insisteren på natursprogets (modsat formalsprogets) originære karakter

10 Hermed menes, at vi fra barnsben tilegner os et sprog, hvori vor erfaring og bevidsthed bindes. Det er således kun igennem dette modersmål (eller dets oversættelse til andre natursprog), at vi kan udtrykke mening (ibid.: 28). Hermed har vi også berørt det faktum, at vi tilegner os erfaring i en social, altså en intersubjektiv kontekst. Dette faktums grundlæggende karakter illustreres ved, at vor sprogtilegnelse ikke sker gennem tilegnelse af en abstrakt, symbolsk struktur, men derimod gennem imitation i sociale sammenhænge, hvorved en symbolsk struktur dannes (Albinus 2010: 95). Erkendelsesteoretisk har hermeneutikken ifølge Habermas haft fire væsentlige konsekvenser, som det er relevant at referere her. For åndsvidenskaberne (humaniora) medfører den et opgør med positivismen, det vil sige ideen om en objektivt tilgængelig virkelighed, idet vi på forhånd indskriver os i en sprogligt medieret tradition, som farver vort verdensbillede. For socialvidenskaben medfører den en bevidsthed om, at denne videnskabs kulturelle genstandsområde på forhånd er symbolsk struktureret, hvorfor det udelukkende er tilgængeligt igennem sproget. Og for naturvidenskaben medfører den, at forskere må tage stilling til, hvorledes deres forskningspraksis og metodologi er udformet på basis af et symbolsk ladet natursprog og på dettes præmisser, noget der ikke kan undgås gennem udformningen af kunstige formalsprog fordi natursproget altid vil gå forud for disse. Endelig pointerer Habermas, at bevidstheden om al videnskabs immanente forbindelse til et natursprog, gør det muligt at formidle (videnskabelig) erkendelse til livsverdenen, der som vist er konstitueret af dette sprog, en protodemokratisk pointe, der er central for Habermas' politisk-teoretiske virke (Glebe-Møller 1996a: 29-30). Vi skal i det nedenstående se på, hvorledes de hermeneutiske implikationer for erkendelsen relaterer sig til Habermas' teori om, den kommunikative handlens grundlæggende karakter. Habermas' kritik af hermeneutikken vender vi tilbage til. 5. Den rationelle rekonstruktion af handling Vores gennemgang af den kommunikative handlen vil kræve kendskab til, hvorledes handlen ifølge Habermas skal forstås. I forsøget på, at udlede en handlings bagvedliggende mening, må man skelne kategorisk mellem kausalitet på den ene side og praksis afhængighed af intersubjektivt konstituerede regler på den anden. Denne sondring vil forklares her. En kausal forklaring kan måske nok fortælle os, hvilke vilkår (biologiske, sociale, neurologiske e.l.), der sætter rammerne for handling, men ikke hvorfor vi vælger at handle, som vi gør, indenfor de rammer der er givne for os. For at en begivenhed kan opfattes som menneskelig handlen og ikke blot som instinktiv adfærd (et skel, vi ikke skal gå nærmere ind på her), forudsætter vi, at aktøren har en intention med handlingen. At fremanalysere en kausalitet er at foretage en naturalistisk reduktion (Albinus 2010: 94), hvorved menneskeligheden ved handlingen går tabt. Nu fremgår det af det hermeneutiske perspektiv, som Habermas trækker på, at vi - ikke som udenforstående analytikere - kan få direkte adgang til en aktørs oprindelige intention, idet vores analyse til enhver tid vil være farvet af vor egen hermeneutiske forforståelse. Aktøren selv har imidlertid også en sådan forforståelse, der ligger til grund for vedkommendes intention, og denne - såvel som vores stammer, som vist ovenfor fra sproget, som vi (eventuelt) har til fælles. Dette gør os, med Albinus' ord i forlængelse af Habermas, i stand til at anerkende en intentionel handling som sådan, som om det var os selv, der havde foretaget handlingen (ibid.: 101). I den forstand at vi identificerer 18 19

11 os med handlingen som en menneskelig, intentionel handling. At søge den oprindelige intention bag handlingen, der altså er upåvirket af den interaktive sammenhæng som den indgår i, og som dialektisk forandrer intentionen 3 er dog problematisk. Det er på sin vis analogt til interessen for en fiktiv naturtilstand hos eksempelvis Rousseau. Den relevante og virksomme intention bag en handling er altid den, der er følsom overfor forandringer i sin forforståelse gennem interaktionen med andre. Det ovenstående kan også med Habermas udlægges sådan, at vi forsøger at forstå, hvordan aktøren kan opfatte sin handling som rationel i lyset af en fælles forforståelse, der foreskriver, hvad der kan opfattes som rationelt (ibid.: 99). Disse forskrifter må - selvom de ikke er kausalt betingede - grunde sig på fælles regler, efter hvilke den symbolske udveksling i livsverdenen kan finde sted. Wittgenstein siger om regler for eksempelvis sprogbrug, at vi - for at forstå dem - også må følge dem. Det vil sige, at vi må indgå i den kommunikative praksis, som de er konstituerende for og konstituerede af (ibid. 70). I forbindelse med den igangværende argumentation er det værd at fokusere på sproget, som netop et sæt af regler. Det vil sige, at vi for at foretage en konstatering først må kende til de regler der styrer en sådan konstatering; regler, der kun kan kendes ved at indgå i den kommunikative sammenhæng, hvori de er gyldige. Således kan vi sammenfattende sige, at handlingers mening altså ikke kan udledes af kausale regelmæssigheder, men derimod af en regelstyret, kommunikativ praksis, som vi må indgå i for at forstå dem. 3Forenuddybningafdette,se Verständigung 6. Sprogbrugets to modi For nu at komme nærmere ind på Habermas' sprogopfattelse, kan vi i forlængelse af det ovenstående foretage et skel mellem to sprogbrugsmodi (ibid.: 96): På den ene side kan vi blot og bart udsige noget om verden. Dette kræver for så vidt ikke en kommunikativ situation (selvom vores sproglige kompetence i første omgang er konstitueret herindenfor). Vi kan, som Baudelaire, forestille os utrolige ting om en kvinde, vi passerer på gaden, uden nogensinde at konfrontere hende med disse fantasier, inden hun for altid forsvinder ud af vort liv igen. Vi taler her om en lokution (se eksempelvis Outhwaite 2009: 45). Det interessante ved dette blik, er netop udsigelsens indhold og dens referent, ikke udsigelsen selv og dens funktion. På den anden side, kan vi sige noget til nogen, som forstår det. Der er tale om en rent formal størrelse, og udsagnets semantiske indhold er for så vidt ligegyldigt. Men fra det øjeblik, et udsagn optræder i en kommunikativ kontekst, indtræder et yderst komplekst net af pragmatiske relationer. Disse kan anskues i forhold til deres illokutionære eller perlokutionære virkninger. Forskellen mellem disse vil blive uddybet nedenfor. Med definitionen af betydningsdannelse ovenfor burde det være klart, at den første modus ikke kan anvendes til at beskrive den anden. Stiller vi os udenfor en kommunikationssituation, hvori betydning opstår intersubjektivt, vil vi ikke have adgang til reglerne for denne betydningsdannelse, og derfor vil ethvert forsøg på objektiverende beskrivelse af den kommunikative sprogbrugsmodus resultere i en naturalistisk reduktion, som beskrevet ovenfor. Kommunikation kan altså ikke beskrives ikke-kommunikativt

12 Ihukommende disse distinktioner vil vi nu vende os mod talehandlingerne og Habermas' originale bidrag til teoretiseringen om disse. 7. Talehandlinger og deres effekter Den ovenfor refererede skelnen mellem et udsagns lokutionære, illokutionære og perlokutionære effekter stammer fra Austin. Habermas overtager denne, primært med den hensigt at bevise, at kommunikativ handlen, der stiler mod at definere fælles mål i kommunikationen er sprogets iboende telos. Modsætningen hertil er strategisk handlen, hvori målet eller succes-kriteriet ikke er til diskussion, men bestemt på forhånd, enten af aktøren selv (i værste fald kan der så være tale om manipulation) eller systemisk (målet for markedets aktører er eksempelvis altid profit) (ibid.: 44-45). Hvor et udsagns lokutionære indhold er dets mening eller reference, er dets illokutionære indhold det faktum, at man, blot ved at sige noget, også gør noget; at man i kraft af selve sit udsagn instituerer en forandring i verden. Med udsagnet, Jeg lover [dig] at være færdig inden deadline, har jeg ikke blot konstateret noget om mig selv (at jeg lover noget); selve udsagnet resulterer i en forandring i verden jeg lover noget, i kraft af, at jeg fremfører en talehandling med et illokutionært indhold. Heroverfor er et udsagns perlokutionære effekt den effekt, der ikke direkte fremkommer af talehandlingen, men som ikke desto mindre er et resultat af den forandring i verden, jeg har forårsaget med min talehandling. Hvis jeg lover at være færdig inden deadline, vil mit løftes fremkomst som realitet måske resultere i, at min chef giver mig en længere frokostpause, selvom jeg har en presserende opgave, der skal løses (ibid.: 45). På baggrund af dette opstiller Habermas et skel mellem lokutionære og illokutionære effekter på den ene side, og perlokutionære på den anden. Hans påstand er, at mens lokutioner og illokutioner er rent lingvistiske størrelser, kan perlokutionen ikke reduceres til en sådan; den er derimod bestemt af, hvad en aktørs intention med en talehandling er udover sproget. Således kan det ovenfor beskrevne eksempel beskrives rent sprogligt gennem dets reference og det løfte, der ekspliciteres og derfor opstår i kraft af dets udtalelse. Men herudover kan det tænkes, at jeg har haft den oprindelige intention at få forlænget min frokostpause. Som sådan har jeg haft et formål med min handling, der ikke indgår i den kommunikative sammenhæng. Jeg træder således ud af den kommunikative handlen og ind i den strategiske (Albinus 2010: 117). Hvis vi vender tilbage til den tidligere diskussion af forståelsen af mening i handlen, står det klart, at vi her har et eksempel, hvor den oprindelige intention med en handling ikke længere er så irrelevant som vi påstod det ovenfor. Hvordan kan vi redegøre for dette? Først og fremmest må vi afvise, at en sådan bagvedliggende intention skulle være definerende, også for den kommunikative handlen. Dette har vi for så vidt allerede gjort ovenfor; så længe interaktion sker på den kommunikative handlens præmisser, vil intentionen bag en handling være baseret på en forforståelse (eller indforståelse), der er opnået gennem kommunikation i overensstemmelse med de regler, der gælder for en given situation, og som til enhver tid er til debat. På samme måde vil den oprindelige intention, idet den indgår i denne kommunikative sammenhæng, omformes gennem den dialektiske interaktion i kommunikationsfællesskabet, i forsøget på at nå til indforståelse, eksempelvis om et fælles mål for handlen. I denne optik er den oprindelige intention gjort irrelevant. Som Albinus skriver: 22 23

13 Kommunikation er ikke, i Habermas' optik anlagt på en udveksling af subjektive betydningsindhold, men på den intersubjektive tilvejebringelse af betydning (ibid.: 118) I modsætning hertil ser vi i den strategiske handlen, at dette subjektive betydningsindhold kommer i spil, som determinerende for interaktionens udfald. Men skellet mellem talehandlingers illokutionære, sprogligt interne effekt og deres perlokutionære, sprogligt ekstern, ditto forbliver utilfredsstillende, så længe vi ikke kan forklare den kvalitative forskel mellem kommunikativ og strategisk handlen nøjere. Hvis vi igen anvender det ovennævnte eksempel, kunne vi forestille os, at min chef kender mig godt nok til at regne ud, at jeg lover at blive færdig til tiden for, at overtale ham til at give mig en længere pause. Vi kunne også forestille os, at han er klar over, at jeg arbejder mere effektivt, hvis jeg har tid til at indtage et tilfredsstillende måltid og at jeg ved at love at blive færdig, har været klar over, at han ved dette. Derfor giver han mig lov til at tage en halv times ekstra pause. Er jeg dermed skyldig i strategisk manipulation? Det ville Habermas næppe påstå den indforståelse, på baggrund af hvilken vores interaktion foregår, har ikke lidt skade. Habermas har da også senere nuanceret sin opdeling, til ikke at gælde alle perlokutionære effekter. Han siger således: I term those effects strategically intended which come about only if they are not declared or if they are caused by defective speech acts that merely pretend to be valid. (Habermas i Outhwaite 2009: 46) Vi må således være i stand til at præcisere, hvornår der er tale om defekte talehandlinger, hvornår kommunikationen mislykkes fordi, en af parterne handler strategisk frem for kommunikativt. Og det er lige præcis her, at Habermas' ovennævnte kritik af hermeneutikken sætter ind. Den går på, at det hermeneutiske perspektiv ikke er i stand til at tænke hinsides det normalt fungerende sprog, hvorved en reelt kritisk attitude bliver umulig. For at kunne præcisere, hvornår kommunikationen mislykkes, må man opstille et princip, der kan afgøre, hvornår den lykkes. Dette princip er for Habermas princippet om den herredømmefri dialog (Glebe-Møller 1996a: 32). 8. Habermas og pragmatik Herredømmefri dialog er Habermas teori om, hvordan kommunikation kan lykkes. Da pragmatik indgår i denne teori, må dette først forstås til fylde. Ordet pragmatik er afledt af det græske ord pragma og betyder, handling og filosofisk pragmatik omfavner i sin brede betydning studiet mellem tegn og sprogbrugere (Livingston 2003: 197). Habermas formalpragmatik (som han tidligere kaldte universalpragmatik) har dog endnu en inspirationskilde, idet han henter inspiration fra den amerikanske pragmatisme, især fra nøglepersonerne Peirce og Mead, der henholdsvis ses som pragmatismens og den symbolske interaktionisme grundlæggere (Oddvar og Weigård 2003: 62 og Andersen 2007: 375). Pragmatisme er et flygtigt begreb. Der er ligeså mange meninger om den, som der er filosoffer der har beskæftiget sig med den. Grundlæggende forsøges der dog, via pragmatismen, at forene erkendelse med praksis, samt med en nogenlunde konsensus om at videreføre arven efter Peirce. Peirce s pragmatisme bygger på en videnskabelig filosofi, som identificerer et begrebs mening med konsekvenserne for velovervejet, selvkontrolleret adfærd [ ] at bekræftelse eller benægtelse af det pågældende begreb (Livingston 2003: 197 og ). Som det senere forklares, er det tydeligt at se, at Habermas har hentet inspiration til sin egen formalpragmatik, lige netop ud fra denne antagelse. Habermas formalpragmatik er som en begrebslig rosettasten, der er 24 25

14 central placeret i hele Habermas store projekt. Det er især centralt for når flere subjekter indgår i interaktion med hinanden, så vil der som regel altid forståelsen af hans ideer om kommunikativ handlen, herredømmefri dialog, herske individuelle situationsdefinitioner. Formålet med kommunikationen er diskurs og diskursetik, som denne redegørelsen centrerer sig omkring. derfor, at kommunikationsdeltagerne skal forsøge at påvirke hinanden ved at fremsætte kritiserbare ytringer, og justere deres respektive fortolkninger på en sådan måde, at de eventuelt når frem til en situationsdefinition der er fælles for 9. Formalpragmatik alle, og som de hver især kan stå personligt inde for (Oddvar og Weigård 2003: 62). Habermas har med formalpragmatikken udviklet en teori om, hvad sproglig Overstående viser, hvorledes der er iboende formelle kvaliteter ved kommunikation er, hvis den forstås ud fra præmisserne for den fornuftige og sproget, som er med til at forpligte aktørerne i en handlingssituation, til argumenterende ideelle talesituation. Dermed får formalpragmatikken, som rationelt at optræde på en bestemt måde. Dermed opstår der ud fra tidligere nævnt, en central rolle i at etablere en kommunikationsteori, der kan kommunikationen ikke kun en handlingskoordinerende, men også en socialt afdække fornuftens muligheder i samtale, set i relation til livsverdenen. Ideen koordinerende funktion, og det er dette som er hovedindholdet ved er helt grundlæggende, at samtale er en form for social handling (Andersen formalpragmatikken. 2007: 375). For at en normal samtale skal kunne opfattes som meningsfuld, skal den Kommunikativ handlen tager udgangspunkt i interaktionen mellem mindst opfylde nogle implicitte gyldighedskrav, hvor Habermas sondrer mellem tre to sprog- og handlingskompetente subjekter; kommunikationsdeltagere. Disse former for gyldighedskrav: sandhed, rigtighed og sandfærdighed (Glebe-Møller søger at opnå gensidig forståelse i en foreliggende handlingssituation (også 1996a: 69), som vi lige straks vender tilbage til. Ikke nok med at en samtale kaldet talesituation, idet Habermas mener at handling og kommunikation går skal være meningsfuld, gyldigheden af det man siger, skal også kunne ud på et). Hver deltager har en forskellig situationsdefinition, og igennem begrundes rationelt. Det svarer til Habermas skel mellem konstative, sproglig kommunikation, må de forsøge at forstå den andens respektive regulative og ekspressive talehandlinger. fortolkninger af situationen, for dermed at kunne koordinere deres handlinger, Disse begreber er en videreførelse af Webers forståelse om rationalitet, hvormed handlingssituationen kan (for)løses. Kernen i enhver handlings- målmiddel-rationalitet, som i Habermas terminologi omformuleres til situation er kommunikation, da det er herigennem den gensidige enighed strategisk handlen. Habermas er dog af den overbevisning, at kommunikation opnås. givne går forud for handlen, og har derfor defineret andre begreber om rationel kommunikationsdeltagere, skal være kritiserbare ytringer. Det vil sige udsagn, handlen. 1) Teleologiske handlinger: Rationalitet måles på deres effektivitet, og som de andre kommunikationsdeltagere enten kan vælge at acceptere som indeholder empirisk indsamlet strategisk eller teknisk viden, og benævnt som gyldige, eller bestride gyldigheden af. Om udsagnet bliver accepteret eller ej, strategisk handlen. Herfra går Habermas over og definere de tre former for må det baseres på rationalitet. Det der menes med den kritiserbare ytring er, at kommunikativ handlen, som han som sagt mener, går forud for de strategiske. De respektive tolkninger, som fremsiges af de 26 27

15 2) Konstative handlinger: Viden italesættes og problematiseres, og fordre Type af hermed teorier eller omformuleringer af disse. 3) Regulative handlinger: talehandling Handlinger reguleres af normer og sammenhængene systemer af normregulerende handlinger danner rets- og moralforestillinger. 4) ekspressive handlinger: Disse giver udtryk for den handlendes subjektivitet, og er ofte forbundet med kunst (Glebe-Møller 1996a: 53). Habermas har hentet inspiration til disse talehandlinger hos selvsamme Konstativ Regulativ Ekspressiv Handlings- Forståelses Forståelses Forståelses orientering orienteret orienteret orienteret Virkeligheds- Objektiv Social verden Subjektiv område verden Gyldigheds- Sandhed Rigtighed Sandfærdighed verden krav Weber, der har en teori om, at det moderne samfund uddifferentieret i sfærerne Sprogets Fremstilling- Opretholdelse Udtryk af videnskab, moral og kunst, på en sådan måde at disse tre områder ikke længere funktion afsagsforhold af relationer oplevelser mellem påvirker samfundet som en helhed. (Glebe-Møller 1996a: 50-55) Denne personer antagelse bygger Habermas videre på i sin teori om koloniseringen af livsverdenen. Kilde: Andersen 2007: 375 Formalpragmatik og rene typer af talehandlinger Gyldighedskravene og talehandlingerne falder ydermere sammen med Habermas tre verdensopfattelser - nemlig den objektive, den sociale og den Selvom alle tre talehandlinger har indflydelse på, hvordan samtalen forløber og subjektive verden - der hver især har disse respektive rationalitetskriterier: de argumenter der fremsiges, så vil en af dem dog altid vægte mest. objektiv sandhed, normativ rigtighed og subjektiv sandfærdighed. Dermed ender man med at få en model der ser således ud: 10. Gyldighedskrav Under pragmatikken blev det nævnt, at formålet med kommunikation er en proces, hvor kommunikationsdeltagerne fremsiger kritiserbare ytringer, indtil de opnår en gensidig forståelse for handlingssituationen. Det er disse kritiserbare ytringer som afprøves i diskursen. Under selve talesituationen hævder Habermas, at kommunikationsdeltagerne igennem deres argumentationer automatisk vedkender sig nogle implicitte regler for, hvordan kommunikationen skal forløbe. Disse kalder han gyldighedskrav, som deltagerne både vedkender sig, når de ytrer et udsagn, og 28 29

16 samtidig forventes det, at udsagnsgiveren har baseret sine argumentationer på sproget er konstituerende for de kommunikative handlinger vi foretager os, og selv samme krav. Habermas har identificeret tre gyldighedskrav: kravet om det er igennem disse vi skal formå at skabe en herredømmefri dialog. Det er sandhed; at udsagnet er sandt. Kravet om rigtighed; at talehandlingen er også tydeligt at se, hvordan Habermas formalpragmatik og diskurs supplerer moralsk rigtig i forhold til den gældende normative kontekst. Og kravet om hinanden. sandfærdighed; at udsagnsgiveren er oprigtig og at hans intention er ment, Diskursen er en kommunikationsform, hvor deltagerne fremfører sådan som den er udtrykt. Ved at opdele argumentationen i disse krav, kan der argumenter for deres udsagn, eller for rigtigheden af de normer de hævdes at ikke kun sås tvivl om selve udsagnet, men også om udsagnsgiveren og de følge, og udsagnets sandhed eller falskhed afprøves i diskursen, hvor alle motiver han har. Derved øges mulighederne for, at en diskurs kan udvikles. kommunikationsdeltagere har ret til at fremføre deres argumenter utvungent, Habermas er af den overbevisning, at disse gyldighedskrav implicit er til stede og uden sociale påvirkninger, for eksempel status, magt eller pengemæssige i enhver talesituation, og netop fordi, udsagnsgiveren forventes at kunne indfri forhold. Diskursens egen logik kræver nemlig, at der ses bort fra alt andet en de dem gennem sin argumentation, påstår Habermas, at det er det der giver fremførte argumenter, hvis man vil nå frem til en Verständigung4. En vigtig sproget dets rationelle handlingskoordinerende kraft (Oddvar og Weigård 2003: pointe er, at Verständigung, bygger på konsensus, ikke på kompromisser ). Kompromis er resultatet af forhandlinger, der ofte vil have en strategisk karakter, og som er formidlet mellem stridende interesser, hvor netop sociale 11. Teoretisk og praktisk diskurs påvirkninger kan have en betydning. Konsensus er derimod argumenter baseret på kritiserbare ytringer, og som i princippet kan fremføres af alle Begrebet diskurs har rod i sprogfilosofien, og har som udgangspunkt derfor en kommunikationsdeltagerne (Glebe-Møller 1996a: 71). Dermed får konsensus ren sproglig betydning, men kan også tilskrives en mere omfattende betydning, en emancipatorisk funktion. især for diskursanalytikere, idet at der iboende i begrebet ligger nogle Det er denne emancipatoriske tankegang, der ligger til grund for diskurs, grundlæggende antagelser om virkeligheden og den videnskabelige erkendelse. og der skelnes mellem to typer: Den teoretiske diskurs; hvordan det forholder Sproget har den helt centrale rolle i diskursen, dels fordi, kun sproget kan sig med ting og fænomener i den objektive verden, og den praktiske diskurs; tilføje virkeligheden bestemte betydninger, som dermed kommer til udtryk i hvordan vi forholder os til hinanden i den sociale verden. Den teoretiske diskursen. Dels fordi det er igennem sproget vi erkender og forstår diskurs udspringer af den videnskabelige debat. I dette perspektiv hersker de virkeligheden. I gennem de iboende regler og konventioner skabes der en empirisk-analytiske diskurser, og vil for det mest altid relatere sig selv til gensidig solidaritet med sprogudøverne, som er med til at skabe en kollektiv virkeligheden, som en objektiv realitet. Den praktiske diskurs er derimod konstituerende for menneskelig interaktion (Oddvar og Wiegård 2003: 115 og forståelse (Thomsen 2007: 181). Som der blev redegjort for under 4 pragmatikken, så anerkender Habermas i høj grad også sprogets betydning, idet 30 Uddybessenereiafsnittet Verständigung. 31

17 122). 13. Diskursetik 12. Diskurs som socialt forankret Diskurs betyder egentlig bare tale eller samtale, men med den bibetydning, at talen, eller samtalen bygger på logiske slutninger og forklaringer af ord (Glebe- Habermas er, som tidligere nævnt, blandt andet inspireret af Mead, og hvad Møller 1996b: 5). En diskurs etik er altså en etik, der taler om, hvordan vi bør angår Habermas teori om diskursetik, så er det væsentligt at komme ind på handle. (ibid.: 6-10). Meads teori om den generaliserende anden. Han mener at den menneskelige Diskurs er altså forankret i kommunikation, eller rettere i den evne til at sætte sig i vore kommunikationsdeltageres sted, gør os i stand til at herredømmefri dialog. Det er igennem diskursen vi finder frem til sandheden udvikle et sæt sproglige symboler med et bestemt meningsindhold, og denne bag tingene, men hvad er sandhed? Det har filosofien haft mange bud på. Et af evne er konstituerende for at kunne sætte sig i den andens sted. Mead påstår at dem kommer fra faderen til den amerikanske pragmatisme Pierce, som sagde, det i høj grad er socialt forankret, og han argumenterer med, at vi i løbet af at sandhed er noget som vi alle må være enige om. Netop dette er vores hverdag påtager os forskellige roller i socialt samspil med andre. Først og hovedproblematikken i Habermas ide om en udpræget konsensus. For at fremmest påtager vi os vor egen rolle, men for at dette kan lade sig gøre, må vi imødegå dette, må Habermas tage udgangspunkt i moral, det vil sige det han kalkulere på, hvad vores rolle er i forhold til andres. Det vil sige, at vi skal kalder diskursetik, selvom det i ligeså høj grad handler om moral, herunder have i vor bevidsthed, de roller som udøves af de andre sociale aktører, og sandhedsbegrebet. Det der er værd at pointere, at Habermas påstand om at kunne konstruere forventninger om, hvad de vil gøre. Samtidig skal den moralsk rigtighed kan begrundes rationelt (Andersen 2007: 376 og Glebe- enkelte også have i sin bevidsthed, at de andre aktører også har forventninger Møller 1996a: 68). om, hvad den enkelte foretager sig, og afstemme sine handlinger med disse. Habermas benægter ikke, at der er vigtige forskelle mellem normer og Det er denne kollektive forventning, som Mead har defineret, som den fakta, men han hævder, at man også kan gøre normer og normative generaliserende anden (Oddvar og Weigård 2003: 89-90). problemstillinger til genstand for rationel vurdering og analyse (Oddvar og Ud fra vor foreløbige redegørelse om Habermas, er det i øjenfaldende at Weigård 2003: 88). Habermas introducerer derfor det han kalder se, hvordan Habermas kommunikative handlen baserer sig på Meads teori, idet sandhedsanaloge egenskaber, hvori han påstår, man kan teste om, en norm er han har udviklet sin teori på basis af at kommunikation går forud for al moralsk gyldig. Hermed kan han karakteriseres som kognitivist, i og med han handlen, og er baseret på den fortolkningsproces, der opstår i socialt samspil hævder, at vores normative vurderinger og standpunkter er baseret på et med andre. vidensgrundlag (Oddvar og Weigård 2003: 89). Det er under den kommunikative handling, at diskursen sætter ind, især under de sidste to gyldighedskrav om, rigtighed og sandfærdighed. For hvad 32 33

18 sker der, hvis vi har mistro til at udsagnet eller udsagnsgiveren taler usandt talehandlinger. Det vil sige om noget, der omhandler noget, i den objektive eller har usande motiver? Så vil der typisk ske det, i hvert fald i den ideelle verden. Når det derimod drejer sig om ting i den sociale verden, kan diskursen talesituation, hvor alle frit kan ytre sig, at en eller flere af kommunikations- skifte fra at være teoretisk til at være praktisk, og dermed går udsagnet fra at deltagerne vil drage hans udsagn i tvivl. Herefter har vi en ny talesituation, være assertorisk til at være normativ, der nu kan begrundes af normerne. Men hvor der er to udsagn, og her er det at den herredømmefri kommunikation igen da der findes mange sociale verdener og derfor mange former for moral, vil det træder i kræft, for det er nu op til kommunikations-deltagerne at argumentere være umuligt at finde én universal konsensus der er fælles for alle (Glebe- for hver deres diskurs, hvor alle har samme ret. Der ses principielt bort fra Møller 1996a: 77 80). social status, magt, penge og lignende. Diskursens logik kræver nemlig, at der Derfor har Habermas formuleret universaleringsgrundsætningen, (U), som ses bort fra alt andet end netop de fremførte argumenter for, at deltagerne er diskursetikkens krav om universel gyldighed: herigennem kan nå frem til en konsensus, hvilket som nævnt er hele kernen i Habermas livsprojekt. (Glebe-Møller 1996a: 69-71). (U) at de følger og bivirkninger, der (antageligt) bliver resultatet ved tilfredsstillelse af, hver enkeltes interesse, hvid den følges generelt, kan accepteres af alle berørte parter (og foretrækkes frem for følgerne af de 14. Habermas opdeling af diskurs kendte alternative reguleringsmuligheder). (Habermas i Oddvar og Weigård 2003: 111) Diskursen er en kommunikationsform, hvor deltagerne fremfører argumenter for deres påstande, eller for rigtigheden, af de normer de hævdes at følge. Her nærmer vi os kernen i Habermas diskursetik, som baserer sig på påstanden Habermas deler diskursen op i to typer, den teoretiske og den praktiske. om, at moralsk rigtighed kan begrundes rationelt, og som netop baserer sig på Habermas inddeler dog yderligere den praktiske diskurs op i tre: Den principperne om den etiske og moralske diskurs. Hensigten med både de pragmatiske; hvordan vi bedst når til et givent mål, den etiske; hvordan bør praktiske diskurser og (U) er, at hvis en norm eller moral skal have gyldighed, jeg/vi indretter så jeg/vi får et godt liv og den moralske; hvordan vi alle bør og ikke kun fremstilles og gøres gyldig af dem der har magten, så må alle handle, hvis alle skal være indforstået med at dette er den rette måde at handle kommunikationsdeltagere indgå i en herredømmefri kommunikation, og på. Det gode liv udspringer, som sagt, af etikken og er ikke universel for alle, dermed skabe fælles Verständigung, således at alle deltagerne går ind for da vi alle har forskellige normer og værdier. Moralen handler derimod om de moralen eller normens gyldighed, med de konsekvenser det har for dem selv normer som alle i hele verden er forpligtet til at gå ind under. Moralske (Glebe-Møller 1996a: 80). Således fungerer (U), som en uundgåelig sætninger er sandhedsanaloger, der dog ikke kan betegnes som objektive, men forudsætning for al kommunikation, der har til hensigt at fordre den heller ikke helt som subjektive. Udsagn kan derfor skelnes, som enten herredømmefri dialog. Iboende i dens logik, er nemlig den uundgåelige accept assertoriske eller normative. I assertoriske udsagn undsiger vi i konstative af andre som myndige og ligeværdige individer og kommunikationsdeltager, 34 35

19 som man argumentativt fremstiller sine holdninger og meninger overfor. Forsøger man at påtvinge sin mening med tvang, har man stadig anerkendt dem som myndige personer, men som man ikke argumentativt kan få over på sin side, og derfor må man ty til fysiske eller psykiske magtmidler i stedet. Hermed bliver (U) en forudsætning for al morals gyldighed, også selvom man ikke anerkender andres myndighed, og det er denne dobbelthed, som gør den universel. Dette indebærer en påstand om, at alle normative principper er relative i forhold til tid og rum, men at universaliseringen i sig selv, lægger grund for principper som er universelt gyldige. Det vil sige, at ud fra (U) behandles normative spørgsmål i diskursen - den praktiske diskurs - mellem kommunikationsdeltagerne, og at alle anerkendes som myndige og reflekterende individer (Oddvar og Weigård 2003: ). Det betyder at den faktiske normative argumentation er tæt forbundet med det, som foregår inden for rammerne af den enkelte historiske livsverdenskontekst. Kognitivisten Habermas er dog ikke radikalt overbevist om, at man kan lave en endelig universalisering af moral, han mener derimod at normative spørgsmål bør testes empirisk, og at vi principielt må holde alle muligheder åbne for moralsk argumentation. Det betyder ifølge ham selv, at der er en forenelighed mellem kognotovisterne og empiristerne, som dermed muliggør en kobling imellem videnskaberne (Oddvar og Weigård 2003: 117). Ovenstående viser, hvorledes diskursetikken i ligeså høj grad er socialt koordinerende, som den er handlingskoordinerede, da den stræber efter, at argumenterne er baseret på en indforstået normativ opfattelse af hvordan man taler. Dette kan således føres tilbage til formalpragmatikken, og har, som tidligere nævnt, en central rolle i at afdække fornuftens muligheder i samtale, set i relation til livsverdenen. 15. Herredømmefri dialog For at opnå konsensus må mennesket først indgå i den herredømmefri dialog. Alle talesituationer opstår i en konkret virkelighed og definerer menneskets hverdagsliv. Det sociale og det kommunikative er uadskillelige fra hinanden. Som tidligere nævnt, ser Habermas på menneskets kommunikation som en forudsætning for handlen. Habermas beskæftiger sig med at finde frem til, hvordan disse talehandlinger og derved samfundslivet skal baseres på fornuften. Begrundelserne for at den måde vi taler og handler, skal være bundet til rationalitet (Albinus 2010: ). Habermas kalder denne rationalitet for kommunikativ rationalitet og han beskriver det således: The communicative rationality recalls older ideas of logos, inasmuch as it brings along with it the connotations of a noncoercively unifying, consensus-building force of a discourse in which the participants overcome their at first subjectively based views in favor of a rationally motivated agreement (Habermas i Flyvbjerg 1997: 212). I Habermas arbejde med fornuftsbaseret samtale, trækker han på Hegel og Kant. Habermas henter fornuftens mulighed fra kommunikationen, frem for, som Kant, fra subjektet selv. Som Hegel arbejder Habermas med fornuften som noget der tilhører en transcendental og ahistorisk subjekt (Albinus 2010: 114). Fornuften kommer til udtryk og skal findes mennesker imellem og i menneskets forhold til verden. Fornuften er hos Habermas ikke en metafysisk størrelse, men noget alle sprogbrugere må benytte sig af for, at hæve sig over den konkrete historisk-kulturelle kontingens (ibid.: 114). Det vil sige, at 36 37

20 mennesket skal gøre sig fri af samfundets vilkårlige normsæt, ved at bruge fornuften, som er uafhængig af historie og kultur. Gennem samtale og interaktion kommer mennesker frem til en fælles forståelse af verden, hvilket giver os et fælles grundlag at handle ud fra. For at opnå dette grundlag skal vi argumentere for, hvorfor vi mener det vi gør. Dette argument skal baseres på rationalitet, hvor det mest fornuftige argument ender med at være den overbevisende. I forlængelse af den kommunikative rationalitet opstiller Habermas den rationelle diskurs (Gregersen 2009: 714). Dette er en samtale, hvor en række krav bliver opfyldt, således at der opstår den frie dialog. Kravene til fri dialog er, at: (a) alle berørte deltager ligeværdigt, (b) alle frit kan udtrykke deres synspunkter, (c) alle mener, hvad de siger, og (d) alle uden nogen form for tvang vurderer argumenterne med henblik på at nå til enighed (ibid.: 714) Disse krav kan forekommet noget utopiske, men den refererede samtalesituation skal blive brugt som et referencepunkt, som mennesket har en forventning om udtalelser kan leve op til, hvis de blev afprøvet i den rationelle diskurs (ibid.: 714). Inden for den rationelle diskurs skal vi handle efter de normer, som vi selv kan stå inde for. For at en ytring skal være sand, skal det ikke kun være gældende for en selv, men for alle mennesker. Her kommer Habermas formalpragmatik til udtryk, hvor kriteriet for en sand udtalelse er, at det er universaliserbart. Habermas trækker på Meads og hans teori om, den generaliserede anden som repræsenterer et abstrakt fællesskab (Juul 2010: 139). Det er ikke nok at indgå i dialog med en konkret anden, man må til enhver tid være ansvarlig over hele det potentielt berørte, kommunikative fællesskab, som en abstraktion af den konkrete samtalepartner. De ting mennesket siger skal ikke kun leve op til dets umiddelbare talesituation, men til den generaliserende anden og dets forventninger. Det væsentligste i handlingssituationer er, for Habermas, at selve kommunikationsprocessen bygger på en åben argumentation uden brug af ydre eller tilslørede former for tvang, altså på herredømmefri dialog. Denne skal, ifølge Habermas, fungere som udgangspunkt for den kommunikative proces, men som sjældent - hvis ikke aldrig - virkeliggøres fuldt ud. Den virkelige verden, hvori kommunikationen udspiller sig, består af skrøbelige og uklare situationsdefinitioner, som hele tiden må genfortolkes. Den gensidige forståelse opnås derfor kun i et øjeblik, og kan forsvinde igen på baggrund af misforståelser og magtbaseret imperativer (Oddvar og Weigård 2003: 64-65). 16. Verständigung Habermas har et formål med sin teori om herredømmefri dialog: Han ønsker at vise os, hvordan vi via kommunikativ handlen og tvangfri argumentation kan opnå konsensus, eller Verständigung som han senere har kaldt det. Med det begreb fik konsensus en bredere betydning. Med konsensus menes der den væsentlige del af hans projekt, der går ud på at afklare hvorledes en fornuftig konsensus mellem myndige frie borgere i moderne samfund kan tænkes (Andersen 2007: 369). Verständigung skal formodentlig ses som en udbygning af dette begreb, som inkluderer processen, igennem hvilken kommunikationsdeltagerne forsøger at opnå gensidig forståelse på basis af deres respektive udgangspunkt, som går forud for de omtalte tre gyldighedskrav. (ibid.: 369) Denne forståelsesproces stiler mod en indforståethed, som tilfredsstiller betingelserne for en rationelt motiveret 38 39