Kære venner. Vi klarede den!

Transkript

1 Kære venner. Vi klarede den! Netværksaktivisme som krisestrategi i Den Rytmiske Kulturinstitution MONO Ricco Andie Jensen Studienummer Vejleder: Winni Johansen Antal tegn uden mellemrum (Ekskl. Litteraturliste/produkt/bilag): Aarhus Universitet Business and Social Sciences Department of Business Communication Executive Master of Corporate Communication 3. Semester, Aflevering d. 3. Juni 2014.

2 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Problemformulering og interessefeltet Metodiske overvejelser Videnskabsteoretiske overvejelser Opgavens struktur Case: MONO - Rockens vækstlag bløder Krisekommunikation i en postmoderne kontekst Var det overhovedet en krise? Det moderne versus det postmoderne Public Relations i en postmoderne kontekst Kommunikatøren som aktivist MONO som issue-aktivist Den emergente organisation kommunikerer Kommunikation konstituerer organisationen Co-orientering og samtale Organisationel kompleksitet og den multivokale kriserespons Vi er alle MONO Terminologisk kontrol i arenaen Den retoriske arena MONO: The talk of the town Produkt: Kommentar til artiklen: Netværksaktivisme når krise kradser (Bilag 1) Konklusion og perspektiver Perspektiver i netværksaktivisme Litteraturliste: Materiale fra dataindsamling: Hjemmeside: Facebook: Bilagsliste:

3 1. Indledning Tidligt om morgenen fredag d. 20. september 2013 stod det klart at den rytmiske kulturinstitution MONO var uden reel finansiering for de kommende år. Nattens kommunale budgetforhandlinger endte med at forbigå MONO og behovet for et økonomisk indspark på ,- kr. MONO stod i reel fare for at måtte lukke ned for det 2400kvm store musikhus i Aarhus, gøre mere end 500 musikere hjemløse, og afslutte 12 års arbejde med at styrke byens rytmiske vækstlag, der havde genereret bands som Nephew, Veto, Spleen United, Under Byen og mange flere. Men kun en håndfuld mennesker var bekendt med den kritiske situation denne tidlige fredag morgen. Torsdag d. 10. oktober 2013 sidst på eftermiddagen, blev et samlet byråd enige om at godkende et dokument som tillæg til budgetforliget, hvor MONO bl.a. gives en 33 % reduktion i huslejen, et nyt økonomisk samarbejde med Børn & Unge om rytmisk musik i folkeskolen og politiske lovord om institutionens vitale betydning for byens status som musikby. Økonomisk betød det en fuld anerkendelse af de ,- kr., dertil en række samarbejder med andre større aktører i byen, støtte fra et samlet musik- og kulturmiljø i byen, et bredere kendskab til MONO blandt musikere og den bredere offentlighed, og ikke mindst, opmærksomhed og interesse fra en række landsdækkende organisationer. Den 10. oktober var MONO en forandret kulturinstitution. På 21 dage gik MONO fra at være stærkt lukningstruet til at indtage en fornyet og styrket position i det aarhusianske kulturliv. MONO udviklede sig som organisation og forandrede sig til noget bedre, ikke mindst set i bagklogskabens klare lys. Ser man derimod forløbet fra en position inde fra de 21 dage, så var MONO i krise. En krise forstået med den amerikanske organisationsteoretiker Karl E. Weicks ord, som en kosmologisk episode (Weick, 2001; Frandsen & Johansen, 2010: 306), hvor organisationens normale funktioner er sat ude af drift og hvor verden synes blottet for rationalitet og orden. Spoler man tiden tilbage til fredag d. 20. september om morgen, så faldt verden sammen for MONO - ikke mindst for ledelsen. 1 Hvad skulle næste træk være? Hvordan skulle strategien se ud? En væsentlig bevæggrund for denne opgave er bevidstheden om at de fleste organisationer af MONOs størrelse, med to-tre fastansatte, en række frivillige medhjælpere og en større eller mindre medlemsskare, er prisgivet i en situation hvor større issues belaster eller endda truer organisationens eksistens. Begrænsede menneskelige og økonomiske ressourcer, samt en kommunikativ praksis der ofte kredser om promotion af events og information i nyhedsbreve 2, betyder at sådanne organisationer 1 Med ledelsen i MONO tænkes den daglige leder (kommunikatøren) der også er kommunikationsansvarlig, samt bestyrelsen. Bestyrelsen består af fem personer, men fungerer i dette forløb blot ved formand og næstformand. 2 Jvf. Grung & Hunts (1984) fire modeller for public relations, hvor der her menes publicity og offentlig information. 2

4 mangler handlemuligheder. Min tese er dog, at en større refleksivitet 3 og sensivitet overfor kommunikationens muligheder, hvordan man forstår det interne og eksterne i forhold til organisationen, og hvordan relationer og betydningsdannelse (sensemaking) er afgørende for forståelsen af situationer, har indflydelse på organisationens gennemslagskraft. Med en styrket refleksivitet omkring disse forhold er tanken, at selv mindre organisationer kan slå kommunikative ringe i vandet der kan få supertankere til at vippe. Løsningen af krisen i MONO var en kommunikationsopgave. Det var en kommunikationsopgave baseret i den grundforståelse, at kommunikation ikke er noget vi gør alene, men noget der foregår mellem aktivt deltagende parter. Kommunikation skaber betydning i relationen mellem de kommunikerende parter og ikke som en kontrolhandling alene fra en dygtig kommunikatør. Dette tema udgør en central del i denne opgave, som jeg vil komme meget nærmere ind på. Som det fremgik ovenfor, så var det meget få som kendte til problematikken eller krisen tidligt fredag morgen d. 20. september. Fra den dato og til MONO var i samtlige af byrådets politikeres bevidsthed tre uger senere, var det en opgave der involverede mere end en centralt placeret kommunikatørs formidling til specifikke modtagere. Det var ikke en opgave hvis løsning garanteres af specifik videnskabelig planlægning og præskriptiv beslutningstagning (Gilpin & Murphy, 2008), men nærmere en anerkendelse af menneskelig, organisationel og samfundsmæssig kompleksitet, kommunikationens skabende rolle og forståelse for den sproglige ramme, der kan anslå debatten og forhandlingen i den offentlige arena. Det er netop disse forhold der skal være fokus på i denne opgave Problemformulering og interessefeltet Problemformuleringen for denne opgave lyder således: Denne opgave tager udgangspunkt i et casestudie af kriseforløbet i den rytmiske kulturinstitution MONO. Kriseforløbet analyseres med afsæt i en teoretisk refleksion på tre niveauer, der diskuterer og belyser kommunikationen, organisationen og sprogbrugen med udgangspunkt i dikotomien mellem det moderne og det postmoderne som kommunikationssociologisk kontekst. Formålet er at bidrage til refleksionen over de kommunikative handlemuligheder i MONO og lignende kulturinstitutioner. Endelig udarbejdes en artikel til Dansk Musiker Forbunds landsdækkende magasin Musikeren som produkt til opgaven, hvor opgavens hovedpointer vil blive journalistisk behandlet. 3 Med refleksivitet (eller refleksion) menes i denne opgave det at man må forholde sig eftertænksomt overvejende til et givent fænomen. Dette ikke mindst som individ i en kompleks og dynamisk verden. 3

5 There is nothing so practical as good theory, som Kurt Lewin skrev i 1951, er et ganske passende citat og må være grundtonen for denne opgave: En erfaring fra et kriseforløb der lykkedes udsat for teoretisk udforskning, for derved at bidrage til vidensdannelsen i egen og andre organisationer med lignende udfordringer. Sideløbende med dette tema, er det hensigten at udfordre temaer som effektivitet og kontrol omkring Public Relations som ledelsesfunktion, herunder krisekommunikation, specielt set i lyset af at Public Relations har haft en meget praksisnær udviklingshistorie (Cheney & Christensen, 2001) og at egentlig teoriudvikling på området er forholdsvis ny (Ihlen & van Ruler, 2007). Dette tema søger jeg belyst gennem en fremstilling af det moderne versus det postmoderne i en public relations og krisekommunikativ kontekst, som skal være med til at sætte en refleksiv frem for en funktionel dagsorden. Because a postmodern approach demands self-reflexivity (Tyler, 2005, s. 570), tvinger denne tilgang os til at reflektere over hvilken rolle kommunikationen spiller for organisationen, hvad organisationen består af og ikke mindst, hvilken rolle sprogbrugen har i kriseløsningen? 1.2. Metodiske overvejelser Når jeg i Kapitel 2 fremstiller casen om MONOs kriseforløb, bliver det med udgangspunkt i dokumentationsmateriale indsamlet i perioden fra d. 18. september 2013 til d. 10. oktober Datamaterialet består af artikler indsamlet fra Aarhus Stiftstidendes hjemmeside ( Musikeren ( facebookindlæg i gruppen MONORAMA 4, MONOs hjemmeside ( og -korrespondance mellem MONO og relevante parter. 5 Der vil også blive refereret til et stormøde i MONORAMA og telefonsamtaler, som desværre ikke er dokumenteret, men hvor indholdet af disse vil blive søgt vist via anden dokumentation (Via opfølgende s, indlæg på facebook eller i Stiften). Pressedækningen spredte sig i perioden til en række andre redaktionelle medier lokalt og nationalt, men da denne dækning hovedsagligt tog form som viderebringelse af Stiftens artikler, har jeg valgt ikke at medtage denne dækning i materialet. Som beskrevet i problemformuleringen er det hensigten at belyse casen med en teoretisk refleksion. Dette gøres ved at analysere elementer af casen ud fra tre teoretiske niveauer: Et socialteoretisk niveau, hvor public relations og krisekommunikation sættes i scene i en postmoderne kontekst. Et organisations- og kommunikationsteoretisk niveau, hvor organisationen belyses ud fra et CCOperspektiv (Communication is Constitutiv of Organizations). Og ikke mindst, på et tekstuelt niveau, hvor 4 Facebook inddeler kommunikationen under forskellige kategorier som f.eks. Sider, Grupper eller Events. MONORAMA er en gruppeside. 5 Herunder hører også indlæg til politikere fra forskellige parter, som er cc et til MONO. 4

6 selve krisen og kriseløsningen tager form via retoriske taktikker på kommunikationens mikroplan. Refleksionen over teorierne sættes i scene i en diskussion mellem det moderne og det postmoderne. Formålet er ikke at opstille en klar plan for krisekommunikationen i MONO og lignende kulturorganisationer, men at øge refleksionen over kommunikationens muligheder på forskellige niveauer, ikke mindst i en krisesituation. 6 Der er specielt to problematiske forhold, som jeg er meget bevidst om i udfærdigelsen af denne opgave: 1. At jeg som daglig leder/kommunikatør 7 for MONO er personligt involveret i kriseforløbet, og 2. At jeg som engageret i organisationen og som følge af retrospektiv sensemaking (jvf. Weick) 8, vil være tilbøjelig til at se den mening der blev skabt undervejs i forløbet og efterfølgende, som udslag af den strategi vi lagde for kommunikationen. Jeg søger dog at imødekomme disse faldgrupper ved at fremlægge og beskrive caseforløbet i streng overensstemmelse med kronologi og empirisk dokumentation, samt at udfordre forestillingen om den præskriptive strategiske planlægning ved det videnskabsteoretiske fundament jeg i denne opgave stiller mig på. 9 Man kan sige at refleksionen over strategien synes at give anledning til udtrykket it depends (Cancel et al., 1997), at vi mere sandsynligt træffer valg efter de givne omstændigheder, og at vi ikke fyldestgørende kan kontrollere situationen og de mange komplekse forhold der præger den, men at vi dygtigt kan lære at arbejde med den (Gilpin & Murphy, 2008). Netop dette skal være ledetråden for denne opgave. Som fundament for opgaven, skal det videnskabelige udgangspunkt dog først klargøres Videnskabsteoretiske overvejelser Det ontologiske og det epistemologiske, dvs. læren om det værende og hvordan dette værende erkendes, er begreber om det videnskabelige fundament, som er afgørende for hvilken tilgang man anvender når man ønsker at undersøge et emne. Opfatter man verden som en objektiv uafhængig størrelse, som man ved observation kan uddrage sikker viden af, så antager man en positivistisk tilgang (Klausen, 2005). Hvis man derimod ikke opfatter verden som genstand for objektiv sikker viden, men som en social konstruktion, som vi kun har adgang til gennem fortolkning, så er der tale om en socialkonstruktivistisk tilgang (Wenneberg, 2010). 6 Selv om denne opgave forholder sig til en emergent tilgang til strategi, er det stadig ledelsens ansvar at drive processen. 7 Jeg vil fremefter benytte udtrykket kommunikatør, hvilket i MONOs sammenhæng indbefatter både public relations-praktikeren og en del af ledelsen, da den kommunikationsansvarlige også er daglig leder. 8 Karl E. Weick kommer i fokus senere i opgaven (afsnit 4.1). Her skal blot nævnes at begrebet retrospektiv sensemaking beskriver den proces at vi skaber mening i en hændelse eller et forløb efterfølgende. 9 Dette vil blive fremstillet i afsnit 1.3 5

7 Denne opgave finder sit ståsted indenfor den socialkonstruktivistiske tilgang. Den socialkonstruktivistiske tilgang rummer dog en række specifikke positioner af mere eller mindre radikal karakter, i forhold til den genstand som skal udforskes. Wenneberg (2010) taler om en glidebane fra en kritisk position, over en sociologisk, en erkendelsesteoretisk til en ontologisk position, hvor sidstnævnte helt afviser eksistensen af en virkelighed uden menneskelig interaktion. Grundlæggende bygger socialkonstruktivismen dog på en opfattelse af sandhed der, i forlængelse af Nietzsche, kan anskues som, a mobile army of metaphors and metonyms (Nietzsche, 1967) 10, som fortolkning og sammenhænge. Viden konstrueres i en social sammenhæng på baggrund af fortolkninger af verden. Den er historisk specifik og kontekstafhængig. Jeg vil i denne opgave tage udgangspunkt i den sociologiske position, hvor den konstruerede samfundsmæssige virkelighed får tvingende karakter, hvor the product acts back on the producer and is experienced as something other than a human creation (Fairhurst & Putnam, 2004: 9). Som eksponenter for denne position står duoen Berger og Luckmann (1966), der netop ser relationen og interaktionen mellem mennesker som afgørende for de strukturer vi agerer inden for: When people interact a social structure will evolve that establish order and stability (Heide, 2009: 48). Den socialkonstruktivistiske tilgang åbner således op for at analysere de strukturer vi er en del af og som vi er tilbøjelige til at opfatte som objektive forhold. Virkeligheden skabes socialt gennem sprogbrug, i en proces hvor der opnås enighed om betydningen af f.eks. en krise. Kommunikation bliver i den forstand omdrejningspunktet for skabelsen af vores virkelighed (Hearit & Courtright, 2003). Det videnskabelig udgangspunkt er således socialkonstruktivistisk, men den positivistiske position bringes med ind i opgaven. Dikotomien mellem de to videnskabelige positioner går nemlig igen i de mere fagspecifikke grundopfattelser: funktionalisme og konstitutionalisme, som i opgaven vil tjene som baggrund for refleksionen over kommunikationens muligheder, over krisebegrebet, organisationen og sprogbrugen. Refleksionen og diskussionen iscenesættes med det moderne og det postmoderne som baggrund. 11 Da opgaven har et delvist teoretisk sigte, vil jeg komme nærmere ind på mere specifikke forhold undervejs og vil derfor ikke gå mere i dybden her Opgavens struktur Efter det indledende afsnit, tager opgaven form over fire hovedafsnit, hvorefter produktet til opgaven beskrives. Andet afsnit udgør case-fremstillingen. Casen skal først og fremmest skabe et blik ind i 10 i Barker, 2000: 11 Jeg kommer nærmere ind på forholdet mellem det moderne og postmoderne i Kap. 3. 6

8 maskinrummet hos MONO, for at komme nærmere på de kommunikative valg der blev truffet. Dette suppleres af en række markante nedslag i den debat, som kriseforløbet gav anledning til, gennem medierne, på facebook og via til og fra forskellige parter. I tredje hovedafsnit tager første del af den teoretiske refleksion form. Her handler det først og fremmest om at sætte public relations herunder krisekommunikation ind i en postmoderne kontekst. Den postmoderne kritik giver anledning til en refleksion over kommunikatørens rolle i processer, hvor budskaber tager form i en kompleks arena. Dette betyder at vi må genoverveje kommunikatørens rolle som afsender af færdigformede budskaber. I fjerde afsnit skal det handle om organisationens rolle i krisekommunikationen. Den postmoderne kritik peger her i retning af en refleksion, hvor vi bliver opmærksomme på organisationen som en åben størrelse, og hvor medlemmer træder i karakter som ressource for kriseløsningen. I femte, og sidste teoretisk analytiske, afsnit, træder vi ind i den retoriske arena. Her skal det handle om de retoriske processer på kommunikationens mikroplan, der kan hjælpe til refleksionen over, hvordan vi peger debatten og kriseløsningen den rette vej. Den teoretiske refleksion afsluttes i hvert af de tre hovedafsnit med en analyse af kriseforløbet, som fremstillet i casen. På denne måde skulle vi gerne blive en smule klogere på de processer og handlinger i MONOs kriseforløb, det pegede retning mod den positive kriseafslutning. I produktet til opgaven søger jeg at videregive denne erfaring, via en journalistisk fremstilling af opgavens hovedpointer. Beskrivelsen af produktet er målet for afsnit seks. God læselyst. 2. Case: MONO - Rockens vækstlag bløder Overskriften Rockens vækstlag bløder (bilag 6), var sammen med Iskold skulder til rockens vækstlag (bilag 4), Budgetforlig med mislyde (bilag 9), 500 musikere på vej ud i kulden (bilag 5) og lignende, ordlyden på tre hektiske uger for MONO i efteråret En uventet drejning i budgetforhandlingerne om natten torsdag d. 19. september, hvor bl.a. daværende Kulturrådmand, Marc Perera Christensen, forlader forhandlingerne, betød fredag morgen at MONO stod tilbage uden den - fra flere sider - ventede økonomiske redning. MONO havde ført sagen overfor kulturforvaltningen, udvalgte politikere og kulturudvalget siden starten af Umiddelbart en succesfuld proces, der havde sikret forbedringer af huset for mere end ,- kr. Der var en gryende opmærksomhed blandt politikerne og tilkendegivelser om at MONO ikke havde fået den fortjente opbakning til sit arbejde. Alligevel er det en bekymret ledelse i MONO som 7

9 afventer torsdagens budgetforhandlinger og går derfor i Stiften 12. Forinden har man kontaktet Kristian Riis, guitarist i Nephew, for at høre om han vil deltage med sit perspektiv på MONO og organisationens betydning for musikken i Aarhus. Artiklen 500 musikere risikerer at miste deres øvelokale (bilag 2) bliver således et sidste opråb til politikerne inden de går ind i forhandlingslokalet, men også et opråb til MONOs egne medlemmer og det brede netværk. Artiklen gengives på organisationens hjemmeside med en orientering om hvad der er på færde, hvorfra det lyder:.. sådan lyder overskriften på en artikel i dag i Stiften. Vi håber ikke det skræmmer jer, men tværtimod engagerer jer til at kæmpe for MONO, for billige og brugbare øvefaciliteter, og ja, at vækstlaget i den århusianske musik har politikernes opmærksomhed ( ) 13 Orienteringen slutter med opfordringen, Kære tidligere, nuværende og kommende brugere: Støt op på facebook, speak your mind, og lad os sammen tage kampen op for øvelokaler vi har råd til. Fredag d. 20. september står det klart at MONO er blevet forbigået i nattens budgetforhandlinger og organisationen er nu reelt truet på sin eksistens. MONO går ind i en hektisk arbejdsperiode, og inden et par dages tænkepause og arbejdsro hen over weekenden, meldes der ind på facebook, Det fremlagte budgetforlig er ikke til MONOs og det rytmiske vækstlags fordel. Men lad os sige det klart: Vi har IKKE smidt håndklædet i ringen!! (Jensen, Facebook, ). 14 Herefter går arbejdet på de indre linjer i gang med at få skabt røre i netværket. Der kommunikeres intensivt med den socialdemokratiske kontaktperson Tatiana Hjort Sørensen (bilag 30 og 31), netværket lokalt og nationalt kontaktes pr. telefon, der holdes møder ansigt til ansigt med centrale folk i medlemsgruppen for også at sprede budskabet by proxy 15, samtidig med at der holdes tæt kontakt med forvaltningen mht. handlingsmuligheder den vej. Der er dog ikke meget tillid til en løsning via embedsværket. Tirsdag d. 24. september er MONO klar med det forberedende arbejde. Der sendes en til journalist Thomas Nygaard på Stiften med en liste over kontaktpersoner i det lokale og nationale musikmiljø (bilag 27), som kan kontaktes for perspektiver på sagen, samt en udvalgt liste over MONO medlemmer. en indeholder også en pressemeddelelse 16 (bilag 22). Herefter meldes der ind med en status på arbejdet på facebook, med opmuntring om bred opbakning og en invitation til stormøde 12 Stiften tjener som obligatorisk læsning for byrådspolitikere i Aarhus og derfor et nødvendigt medie til kommuniktion overfor denne gruppe. 13 Den direkte reference er 14 Facebook referencer gives med navn og dato, og kan findes i gruppen: 15 Dvs. at en del medlemmer får besked via deres egne folk, sammen med nyhedsbrev, facebook og pressen. 16 Den første af kun to pressemeddelelser der sendes med MONO som afsender. 8

10 torsdag d. 26/9 (Jensen, Facebook, ). Torsdag d. 26. september bringer Stiften hele fem indslag, inklusiv forsiden og Lederen (bilag 4-9). I hovedartiklen får formand Lasse Dahl Christensen ordet, samt et par af medlemmerne fra huset. Det ene af medlemmerne, Kim Klejnstrup, slår et væsentligt tema an: For mig at se, er det fuldstændig forrykt at en by, der skal være kulturhovedstad i 2017, ikke kan finde plads i budgettet til ordentlige øvefaciliteter til musikkens vækstlag. Fy for satan!, mens han længere nede åbner for en mere aktivistisk indstilling, hvor musikere og instrumenter må indtage rådhuset, aktion occupy cityhall! (bilag 4). I en anden artikel samme dag træder det politiske spil frem i lyset. I artiklen, Det er rådmandens ansvar (bilag 8), bedyrer Rådmanden sit arbejde for at samle opbakning, men konfronteres også med en sen indsats af socialdemokraten Aage Nordentoft-Rais: De (musikerne) er blevet fanget af en rådmand, der har kendt til det her i flere år. Og som ikke har handlet på det (Ibid). Der er reel fare for at politikerne vasker hænder og sender skylden videre. På aftenens stormøde i MONORAMA 17 bliver situationen rullet ud for de fremmødte i en kort motivationstale, hvorefter en opstillet tavle bliver brugt til gule post-it s med forslag til handlemuligheder for medlemmer. En gruppe centrale medlemmer 18 tager initiativ til at samle ca. 50 musikere som vil søge foretræde for kultur- og/eller økonomiudvalget, der tages initiativ til læserbreve og direkte skrivelser til politikere. Sent samme aften fremgår et af initiativerne af facebookgruppen (Muldjord, Facebook, ), hvorfra det lyder: Vi ønsker at samle en bunke musikere, der alle medbringer deres respektive instrumenter. Dette vil vise vores støtte til Mono, og samtidig give os mulighed for at fremlægge vores tanker omkring Monorama og de uvurderlige værdier der er i at have et kulturhus af denne kaliber. MONO har nu efterhånden antaget en kraftfuld størrelse, med en del stemmer der taler sagen indbyrdes, på diverse facebooksider og grupper, i læserbreve, til politikere direkte og til avisen til citat. Flere markante aktører melder ind i avisen, bl.a. i artiklen Chok og hovedrysten over mulig lukning (bilag 7), men også i læserbreve fra prominente medlemmer, fra spillestederne og landsorganisationer (Se bilag 17, 12 og 6). På de indre linjer forbereder MONOs ledelse sig på et foretræde for økonomiudvalget og magistraten, som specielt har ønsket at se MONO på mandagens møde. 19 Efter mødet modtager MONO en mail fra kontaktpersonen i den socialdemokratiske gruppe (Bilag 31), som orienterer om tøbrud, men 17 Der er ikke dokumentation fra selve stormødet, men der henvises til det på facebookgruppen mellem d september. 18 Centrale medlemmer, betyder her socialt aktive medlemmer med kontakter til rigtig mange andre af husets brugere, og dermed centralt placeret i netværket (Jvf. Cynthia Stohl (1995) Connectedness in action). 19 Før mødet sendes en orientering til borgmesteren (bilag 23), samt øvrige mødedeltagere. 9

11 også en lille tvivl blandt centrale politikere om MONO har gjort sit arbejde ordentligt. Dette får MONOs ledelse til at sammenfatte en mail og et dokument (bilag 24) som kan illustrere de seneste års tiltag for at afhjælpe situationen. Mailen sendes først til borgmesteren og efterfølgende til samtlige politikere (bilag 25). Samtidig kontaktes Thomas Nygaard på Stiften, som informeres mundtligt og modtager samme mail. D. 4. oktober spiller MONO bolden helt over på politikernes halvdel i artiklen MONO holder vejret (bilag 10), hvor den daglige leder og formanden, samt formanden for økonomiudvalget, får taletid. Artiklen suppleres af en fyldig kronologi over forløbet. Temaer om vækstlaget, fødekæde, europæisk kulturhovedstad, talentudvikling, musikby, samarbejde på tværs og grobund fylder nu meget i den offentlige debat, temaer som tidligere på året blev anslået i kulturpolitikken og ikke mindst under titlen Aarhus for progress. 20 D. 4. oktober lidt over middag inviteres MONOs ledelse til møde hos Børn & Unge Rådmand, Kristian Würtz, hvorefter der udsendes en pressemeddelelse om et nyt samarbejde (Bilag 33) som følges op i Stiften d. 5. oktober. D. 8. oktober melder ledende politiske skikkelser sig i medierne. Thomas Medom, spydspids for SF i Aarhus, melder ind at, stedet er vigtigt for vækstlagene indenfor musikbranchen, og udgør en central del af den folkelige kultur i Aarhus (Bilag 14). I artiklen kommer han også med konkrete økonomiske bud på en løsning. Først den 10. oktober om morgenen lyder det på udmeldingerne i Stiften at en løsning er nær. Igen står det klart at Kulturådmanden Marc Perera må stå til ansvar for miseren, men at Socialdemokraterne og SF tager det på sig at løse problematikken. Aage Nordentoft-Rais (S) udtaler: Vi (kan) selvfølgelig ikke leve med, at byens musikmiljø og talenter skal betale prisen for en rådmand (Marc Perera Christensen (K), red.), der ikke handler (bilag 15). På aftenens byrådsmøde vedtages tillægget til budgetforliget (bilag 52). MONO kan melde ind på Facebook: Kære venner, vi klarede den (Jensen, Facebook, ) hvorefter jublen bryder ud. Blandt de mange udmeldinger på bl.a. facebook lyder det, fantastisk intet mindre. Tillykke til os alle! (Ibid), og peger på en proces, der bar præg af fællesskab og engagement. 3. Krisekommunikation i en postmoderne kontekst I opgavens tre følgende afsnit (Afsnit 3, 4 og 5) skal jeg anlægge tre perspektiver på kommunikationen, som baggrund for analysen af casen om MONO. I første afsnit konfronteres public relations-feltet med det postmoderne, som en måde at forstå den specifikke samfundsmæssige tilstand vi, ifølge Lyotard (1984), befinder os i. Påstanden vil være, i forlængelse af en række forskere, at Public Relations er dybt 20 Aarhus for progress var en del af den nye citybranding strategi, som bl.a. lagde vægt på samarbejde på tværs, innovation og talentudvikling. 10

12 præget af sit moderne udgangspunkt (Holtzhausen, 2002; 2009; Toth, 2002; Radford, 2012) og som sådan i tråd med den positivistiske forståelseshorisont. 21 Dette begrænser feltets blik for den kompleksitet der er på spil i krisen såvel som i mere generelle kommunikationssituationer. Dette tjener som baggrund for første skridt i analysen af casen om MONO, hvor kommunikatøren træder i karakter som aktivist. I afsnit fire skal det handle om organisationen, hvordan vi forstår denne, og hvordan vi kan tænke den ind i kommunikationsindsatsen. I femte afsnit tages skridtet ned på tekstniveau, for at se på mulighederne for at sættes den konceptuelle dagsorden i den offentlige arena, hvor krisen skal løses. Først skal det dog bestemmes, hvad der i opgaven forståes som en krise Var det overhovedet en krise? Indledningsvist skal spørgsmålet stilles, om det overhovedet giver mening at tale om krise i tilfældet MONO? Svaret afhænger af fra hvilket epistemologisk udgangspunkt man overhovedet opfatter begivenheder: som positive, objektive fænomener eller som sociale konstruktioner. Johansen & Frandsen (2010), fremstiller to tilgange som er i overensstemmelse med dette: En substantialistisk tilgang og en socialkonstruktivistisk tilgang. Den første tilgang vil hævde, at det altid er muligt at definere en krise ved dens væsen, at krisen altid har en række objektive træk og kendetegn, hvilket gør det muligt og befordrende at stille spørgsmålet: Hvad er en krise? At krisen har en klart defineret, objektiv karakter, leder således også til den antagelse, at der en korrekt måde at anskue krisen på. Den socialkonstruktivistiske tilgang hævder derimod at den klart definerede kriseforståelse ikke er mulig. Krisen forekommer ikke som en ydre og af mennesker uafhængig størrelse, men tager derimod i høj grad form af de aktiviteter som (krise)kommunikationen omfatter. Og ikke mindst at disse aktiviteter er resultat af fortolkninger. Det mere relevante spørgsmål i denne sammenhæng er derfor: Hvad opfattes som en krise? (Ibid, s. 104). Problemet ved den første tilgang er, at når kriser præcist kan bestemmes ved de samme træk og kendetegn, så leder det ofte til opfattelsen at de også kan håndteres med ensartede strategier og redskaber inden for krisekommunikation: Classification of any situation invites assumptions of similarity and predictability (Hearit & Courtright; 2003: 83). Dette betyder også at krisekommunikation ofte bærer præg af at være en genre, der fordrer en bestemt måde at kommunikere på i en krisesituation. Men, som Hearit & Courtright skriver, naming a situation a crisis does not dictate the term under which it may be solved (Ibid, s. 83). Termen krisekommunikation synes således at 21 Ifølge Holtzhausen (2009) er positivismen en hovedstrømning i den moderne vidensforsåelse. 11

13 indeholde en strategisk intention, der ikke nødvendigvis tager højde for kommunikationssituationens emergente karakter (King, 2010). 22 At den udløsende faktor for MONOs kriseforløb var forbigåelsen i budgetforliget natten til fredag d. 20. september og således kan siges at være an objective triggering event (Hearit & Courtright, 2003: 79), betinger, i den socialkonstruktivistiske forståelse, således hverken en bestemt krisetype eller en passende reaktion, og endda heller ikke at alle medvirkende præcist opfatter hvad krisen specifikt handler om. Der kan i stedet peges på at krisebevidstheden tog form og udviklede sig, som følge af en kommunikativ forhandling mellem mange forskellige deltagere. Når jeg i det følgende skal kigge nærmere på hvilken forståelseshorisont vi som organisationer skal kommunikere i omkring krisen, vil det være med kritikken af genren krisekommunikation som baggrund. Jeg vil derfor mere generelt forholde mig til Public Relations Det moderne versus det postmoderne Spørgsmålet om at forstå krisen i substantialistiske eller socialkonstruktivistiske termer, anslår et beslægtet tema, som er befordrende for udviklingen af refleksiviteten omkring hvordan vi kommunikativt agerer i en krise og hvilken betydning denne ageren har. Det handler om dikotomien mellem det moderne og det postmoderne. Som Holtzhausen (2009) anslår: Postmodern theories can help public relations scholars and practitioners understand their increasingly diverse society and come up with solutions to some of the problems they face (s. 95). Holtzhausens tese er, at Public Relations som felt og funktion er ude af trit med de forventninger, som udgør organisationens mangefacetterede interne og eksterne publics (Holtzhausen, 2000). Misforholdet fremstilles som en dikotomi mellem, PR s modernist principles and the public s postmodern expectations (Radford, 2012: 50). Grundlæggende kan man anskue det postmoderne som et brud med det moderne i afvisningen af en epistemologisk adgang til sandhed som en fast objektiv størrelse (Barker, 2000:21). Moderniteten er derimod kendetegnet ved sin tro på oplysningsprojektet, der sætter sin lid til den menneskelige fornufts mulighed for at erkende universelle sandheder, og ansporer således ideen om humanity s forward path to progress (Ibid: 140). En af de centrale kritikere af denne opfattelse er filosoffen Jean-Francis Lyotard, der mener at der er sket et brud med den moderne forestilling om kontinuitet og store fortællinger. Lyotard mener ikke at der findes et universelt sprog vi kan bruge til at beskrive viden med. Sandhed og betydning er konstitueret i forhold til deres plads i specifikke, lokale 22 Jeg vender tilbage tilbage til dette emne i Afsnit 4, hvor jeg skal se på organisationen rolle i kommunikationsindsatsen. 12

14 sprogspil. 23 Dette betyder at postmodernisme, i Lyotards opfattelse, in arguing that knowledge is specific to language-games, embrace local, plural and heterogeneous knowledges (Lyotard i Barker, 2000: 147). Således er modernitetens ideal om at kontrollere og ordne verden i meningsfulde enheder, gennem troen på fornuften og objektive informationer, udfordret af postmoderniteten: Without the universal point of reference, our notion of truth, objectivity and authority are constantly challenged by alternative interpretations and worldviews (Christensen et al. 2005: 158). Den traditionelle måde at formidle viden og informationer på - og borgernes relation til denne formidling - er fundamentalt forandret, ifølge Lyotard (1979). 24 At forstå dikotomien mellem det moderne og det postmoderne, animerer os først og fremmest til at være mere refleksive omkring vore handlinger, idet vi ikke har nogen sand viden at falde tilbage på. Vi må være bevidste om at vi skaber vores viden i en relation med andre, som en discourse about experience (Gergen i Barker, 2000: 71). At engagere os reflektivt er, at tage del i diskurser og relationer hvor vi hele tiden skaber nye diskurser (Barker, 2000:152). Vi tilvejebringer således løbende partielle sandheder, hvilket vi konstant må være bevidste om når vi kommunikerer i og omkring organisationen i forbindelse med krisen. Idet jeg i denne opgave følger postmodernitetens epistemologiske udgangspunkt og konsekvenser, skal opgaven i det følgende handle om at forstå organisationens kommunikation inden for disse betingelser Public Relations i en postmoderne kontekst At placere Public Relations-feltet i en postmoderne kontekst, er først og fremmest at sige noget specifikt om hvad Public Relations er. Søger man i de mange definitioner, synes feltet at brede sig over mange fokusområder. Merkelsen (2010) peger i sin introduktion til Public Relations-feltet endvidere på forskellige opfattelser af hvad public betyder i henholdsvis den europæiske og amerikanske tradition. Hvor den europæiske tradition forstår public som den offentlige sfære i en habermasiansk forstand 25, har man inden for den amerikanske tradition været mere optaget af, at der inden for den brede offentlighed kan opstå grupper (publics), defineret ved interessefællesskaber omkring en sag eller et 23 Med dette følger han Wittgensteins sprogforståelse, som handler om at sprog får og giver mening i konteksten af sociale relationer (jf. Wittgenstein, 1953) 24 Fra Radford, Her forstået som at den offentlige mening spiller en central rolle, som resultat af en fornuftsbaseret offentlig debat. 13

15 problem. 26 Skal man et skridt tættere på hvad Public Relations funktionen handler om, kan man tale om systemiske (Jvf. Grunig & Hunt, 1984) 27, relationsbaserede (Jvf. Ledingham, 2003) og retoriske tilgange (bl.a. Heath, 2005), som alle har deres specifikke fokus og tag på hvordan faget bør defineres. Der er således en mangfoldighed at forholde sig til, som bl.a. leder Robert L. Heath til at konkludere: no single definition of public relations exists (Heath i Radford, 2012: 680). Trods den manglende definition og præcise beskrivelse af feltet, står det klart at metadiskursen om Public Relations (Radford, 2012: 59), først og fremmest er vokset ud af en praktisk kontekst (Cheney & Christensen, 2001: 167), og at praktikerne inden for feltet gerne indoptager en hvilken som helst god teori, som har praktisk betydning (Toth, 2002). Dette betyder som Holtzhausen (2002) gør opmærksom på, at (m)ost existing public relations theories have been developed within the context of public relations as a management function (s. 251). Der hersker således en klar modernistisk opfattelse af organisationen og relationen til dens publics inden for feltet, which privileges a management discourse and emphasizes upper management s goals for the organization as given and legitimate (Ibid, s. 251). Et væsentligt problem ved denne orientering, er en public relations-praksis som er ude af trit med de postmoderne forventninger i organisationens omverden. I en postmoderne optik må der således først og fremmest gøres op med det priviligerede standpunkt, hvorfra organisationen - forstået som ledelsen - engagerer sig i en sag eller et problem 3.4. Kommunikatøren som aktivist Den modernistisk orienterede kommunikatør er udfordret af en vis modstand mod sine budskaber ikke mindst i en krisesituation. In the postmodern condition, the messages created and distributed by the PR practitioner are inevitable received and interpreted in the context of a broad array of competing messages, perspectives, ideologies, viewpoints, information sources and even other PR practioners representing competing interests (Radford, 2012: 60). Postmodernismens kaotiske og dynamiske forståelse af omverdenen fordrer os til at forstå manglerne i en stramt styret organisationskommunikation, ikke mindst i en så hektisk situation som under en krise. Som Johansen & Frandsen (2010) peger på i deres tredje skridt inden for krisekommunikation, så åbner 26 Denne opfattelse har rod i den amerikanske filosof John Dewey s, interesse for hvordan mennesket gennem fællesskaber og uddannelse får mulighed for at øve indflydelse på en stigende grad komplekse samfundsmæssige problemstillinger. 27 Grunig refererer til dette som: public relations as an organizational subsystem (Grunig & Hunt,1984: 9). 14

16 der sig en retorisk arena, hvor mange stemmer - mange afsendere og modtagere - kommunikerer til, med, mod, forbi eller om hinanden (s. 252). 28 Den såkaldte multivokale tilgang gør os opmærksom på, at hverken den asymmetriske eller symmetriske kommunikation forklarer til fulde den kompleksitet en kommunikation ofte rummer, ikke mindst i en situation hvor presset på organisationen er voldsomt. Den multivokale tilgang bygger på tankerne inden for kompleksitetsteori, som bl.a. PR-forskeren Priscilla Murphy har taget i anvendelse inden for kommunikationsforskningen. Kompleksitetsteorien handler om: The study of many individual actors who interact locally in an effort to adapt to their immediate situation (Gilpin & Murphy, 2010: 683), og at disse lokale handlinger akkumulerer, to form large-scale patterns that effect the greater society, often in ways that could not have been anticipated (Ibid: 283). En mindre sag kan således udvikle sig til at påvirke organisationen eller endda samfundet i større skala. De postmoderne forventninger i og omkring organisationen, samt en opmærksomhed på kompleksitetsteoriens pointer, peger således på en radikal anderledes kommunikationsindsats end de præskriptive strategiske og taktiske tilgange, som ofte kun tilgodeser ledelsen som afsender. Den komplekse postmoderne tilgang peger også på, at den strategiske kommunikationsindsats specifikt orienteret mod at skabe betydning i krisesituationer, ikke tager højde for betydningsskabelsens sociale og relationelle karakter. Ifølge Murphy (2011) betyder dette at organisationen må indtage en holistisk forståelse af the opinion arena hvor kommunikationen foregår, og at kommunikatøren må finde en måde to play a continuing role - not control, but role - in shaping their messages, so they can at least participate in issue arenas that determine public opinion (Murphy i Macnamara & Zerfass, 2011: 292). Holtzhausen (2002; 2009) går skridtet videre i at forstå kommunikatørens rolle i den offentlige arena og deltagelsen i udviklingen af meningsfyldte kommunikationsprocesser. Især med fokus på at sikre deltagelse, må kommunikatøren modstå organisationens tilbøjelighed til at sprede, det hun kalder, meaningless communication : The postmodern practitioner needs to be aware of this meaningless communication and should ensure that all publics are fully informed and participating in organizational debates. This can again be done by privileging the organization s publics in the communication process, thereby supporting the activist role of the public relations practitioner (Holtzhausen, 2002: 259). Kommunikatørens aktivistiske rolle sætter fokus på organisationens rolle i mikropolitiske processor, som understøtter et fællesskabs bestræbelser på at opnå et fælles mål. I tilfældet MONO, som jeg straks skal se nærmere på, så valgte kommunikatøren her at gøre de snævre strategiske bestræbelser på at sikre organisationens overlevelse, til en fællesskabets kamp - baseret på det netværk, som findes i 28 Den retoriske arena vil yderligere blive behandlet i afsnit 5. 15

17 organisationens indre og ydre omgivelser - om noget der er større end organisationen i sig selv. Som Holtzhausen skriver: This perspective opens the door for public relations practitioners to act as community activists, an approach that is not only radical but also ethical and desirable (Holtzhausen, 2009: 99) MONO som issue-aktivist Den aktivistiske rolle synes umiddelbart at ligge lige for i tilfældet MONO, men også i andre lignende kulturelle institutioner. Trods dette tænkes kommunikationens rolle, ifølge Holtzhausen (Ibid), selv i denne type organisationer, stadig som en ledelsesfunktion i tråd med den modernistiske logik. I casen om MONO indledes den aktivistiske proces allerede dagen inden det skæbnesvangre budgetforlig falder på plads. Med henvisning til en artikel i dagens Stiften og med tanke på at sætte ild til den såkaldte platform, skrives der på hjemmeside og facebook: Vi håber ikke det skræmmer jer, men tværtimod engagerer jer til at kæmpe for MONO, for billige og brugbare øvefaciliteter, og ja, at vækstlaget i den århusianske musik har politikernes opmærksomhed ( ; Facebook, Jensen, ). Krisekommunikationen indledes således i en aktivistisk tone. Indlægget slutter,...speak your mind, og lad os sammen tage kampen op for øvelokaler vi har råd til (bilag 53). Den konkrete sag om driftsmidler italesættes som en mikropolitisk og kulturpolitisk kamp for noget, som aktiverer medlemmerne og siden hen det bredere netværk, nemlig øvelokaler. Samtalen er således igang og vokser hurtigt på facebook, som følge af netværkets indbyrdes forbundethed (Castells, 2013). Den aktivistiske kommunikatør igangsætter en process, der er større end sig selv og de enkelte deltagere, og som Holtzhausen skriver: By becoming activists, public relations practitioners can answer Guattari s (1986) call for a reinvention of democracy, which is greatly facilitated by a positive appropriation of new media and technologies by micropolitical groups (Holtzhausen, 2009: 100). Den aktivistiske tilstand optrappes efter weekenden, hvor der inviteres til fællesmøde. På mødet holder den aktivistiske kommunikatør en kort motivationstale og fremlægger en række handlemuligheder for de fremmødte, hvorefter medlemmerne selv igangsætter diverse initiativer. Mødet er desværre ikke dokumenteret, men eksempler på initiativer fremgår sent om aften på facebook: Med udgangspunkt i en idé fremlagt på aftenens åbne møde i Monorama, vil vi arrangere et foretræde for os musikere/brugere af huset. Dette vil ske samme dag som Mono har foretræde for økonomiudvalget (Muldjord, Facebook, ). Og et andet initiativ som blev fremsat figurerer 16

18 allerede i Stiften om morgenen: Hvert band fra Mono kan dag for dag skiftes til at stille deres gear op i Rådhuset og tage en øver. Aktion Occupy Cityhall! (bilag 4). Kommunikatøren som aktivist tager således sin continuing role, not control på sig, som Murphy (2011) gjorde opmærksom på. Kommunikatøren igangsætter forhandlingen om betydning i krisesituationen og fortsætter sidenhen i øjenhøjde med samtaleparterne. Den mikropolitiske bevægelse der sættes igang, tjener både organisationens kamp for overlevelse og medlemmernes interesser. De postmoderne forventninger imødekommes af en mikropolitisk kamp for fælles modstand mod at blive overløbet af en større magt (Radford, 2012). Som aktivist træder kommunikatøren ud af en snæver organisationsstrategisk dagsorden, for at indgå i de mikroprocesser, som ofte udgør en latent, men magtfuld ressource for organisationen. Dette forudsætter dog en forståelse af organisationen som en åben størrelse, som konstant bliver til og tager retning gennem kommunikation. Det skal jeg kigge nærmere på i afsnit Den emergente organisation kommunikerer Kontrollen med og effektiviteten af kommunikationen er blandt de væsentligste dogmer inden for public relations-teoriens udvikling, og således en væsentlig del af fagets modernistiske arv (Holtzhausen, 2002; Radford, 2012). Dette er i høj grad understreget i bestræbelserne med at integrere organisationens helhedsorienterede kommunikationsindsats inden for klassisk corporate communication (bl.a. van Riel, 1995; Cornelissen, 2011): 29 Den effektive kommunikation er et kontrolleret og konsistent udtryk for organisationens strategiske linje. Dette modernistiske og funktionalistiske paradigme er dog blevet udfordret af en nærmest parallel udvikling inden for feltet organizational communication, hvor fokus er rettet mod de kommunikative mikroprocesser, der ifølge feltets fortalere (Bl.a. Taylor & van Every, 2000; Ashcraft et al., 2009; Taylor & Robichaud, 2004), skaber organisationen, og som derfor må tages i betragtning når organisationen reagerer i en krisesituation. Disse bestræbelser er i tråd med den postmoderne forventning og kommunikatøren som aktivist, og jeg skal derfor i det følgende behandle nogle teoretiske pointer inden for feltet, for at kunne nå et skridt dybere i analysen af casen om MONO. 29 Dette til forskel fra en nyere corporate communication tankegang, som imødekommer flere af kritikpunkterne ved at introducere et fleksibelt span mellem stram og løs styring, men hvor også en kritik af kritikken fremsættes (jvf. Frandsen & Johansen, 2014). 17

19 4.1. Kommunikation konstituerer organisationen Cheney & Christensen (2001) skriver om public relations forhold til selve organisationen, at most public relations scholars have treated the organization as either a taken-for-granted social actor or a black box whose internal affairs are held constant (Ibid: 170). Dette svarer meget godt til den modernistiske opfattelse af at ledelsen alene tegner organisationens indre og ydre liv. Public relations tager favntag med organisationen på makroniveau, hvor organisationen konstant er tilstede som enhed i de enkelte kommunikative udtryk (Christensen & Cornelissen, 2011), og går således glip af det potentiale, der ligger i organisationens mangfoldighed. Dette kommer vi tættere på inden for feltet organizational communication. Her rykker vi ned på mikroniveau og får øje på organisationens medlemmer, som aktører i betydningsskabelsen af organisationen og kommunikationen som en skabende del af dette: In micro interactions between speakers, organizations metaphorically emerge in acts of communication or are constituted by communication (Ibid: 385). Organizational communication har rødder i en speech eller human communication tradition, med fokus på bl.a. retorik, organisationen, gruppen og andre relationelle kommunikationsområder (Ashcraft et al., 2009). Med en tæt tilknytning til sprogbrug, er feltet specielt formet af the linguistic turn, der identificerer sprog som et basalt ontologisk vilkår, da sprog er involveret i produktionen af den sociale virkelighed, i stedet for blot som refleksion over den (Wittgenstein, 1958; Rorty, 1967). 30 Denne baggrund har ledt feltet mod udviklingen af en meta-teori omkring kommunikation som konstituerende, også kaldet CCO (Communication is Constitutive of Organizations) (Ashcraft et al., 2009). I modsætning til public relations og klassisk corporate communications funktionelle, transmissions-kommunikation, hvor det handler om hvor effektivt budskabet om f.eks. identiteten påvirker medlemmerne, så er CCO-tilgangen nærmere orienteret mod deltagelse, om hvordan identiteten bliver til igennem samtale, som en kollektiv sensemaking 31 mellem organisationens medlemmer (Ibid: 5; Weick, 1979). 32 Vi kan tilføje med Weick et al. (2005): Situations, organizations, and environments are talked into being (s. 409). Relationer, sprogbrug og samtale bliver således væsentlige elementer i at forstå hvorledes organiseringen tager form, og ikke mindst at organisationen netop ikke er en black box, givet på 30 Som i Barker (2002) 31 Karl E. Weicks bog The Social Psychology of Organizing (1979), taler om sensemaking som et socialt fænomen i processen omkring organisering, en opfattelse som har haft stor betydning for udviklingen inden for organizational communication. 32 CCO-princippet kan mere præcist forstås som en kombination af påvirkningen fra the linguistic turn, sproget som skabende af sociale processer, samt Weicks (1979) collectice sensemaking om hvorledes organisering tager form og retning. Vigtigt også: der tales om organisering som en åben proces, ikke organisation. 18

20 forhånd. The operative image of organization is one in which organization emerges through sensemaking, not one in which organization precedes sensemaking or one in which sensemaking is produced by organization (Ibid: 410). Dette er en væsentlig pointe i forsøget på at øge refleksiviteten omkring vore handlinger i specifikke situationer, ikke mindst i forbindelse med krisesitationen. Både opfattelsen af situationen, krisebevidstheden, og organisationen tager form blandt de som tager del i eller lytter til samtalen Co-orientering og samtale Den strategiske intention, som implicit ligger i anvendelsen af krisekommunikation (afsnit 3.1), fordrer den modernistiske opfattelse af den klarsynede ledelse, der tager kontrol med situationen og fører organisationen sikkert igennem forløbet. Dette synes dog hverken at tage højde for de forhold og det potentiale, der er på spil i organisationen, kommunikationen og endda krisen. Tager vi højde for de mikroprocesser der udgør og konstant skaber organisationen, kan krisen opfattes som en tydelig markør for organisationens, eller i Weicks forstand, organiseringens mål og retning. 33 Gennem den postmoderne kritik og den konstitutionalistiske tilgang får vi øje på betydningen af de relationer, der omgiver og udgør organisationen: At organisationen tager form via samtalen og coorienteringen mod et fælles mål (Taylor & Van Every, 2000). Krisebevidstheden, som den aktivistiske kommunikatør ønsker at understøtte, kan således tjene til at krisen og kriseløsningen bliver et samtaleemne og et objekt - en genstand for co-orienteringen - der styrker organisationen: Organizing, we propose, is accomplished through co-orientation as organizational members simultaneously orient themselves to a shared object of concern and to each other. As they do, they transform themselves into a network of agents, which is an expression of both individual and collective agency. They take on identities as members of the organization and, through their agency and sensemaking, the identity of the organization itself becomes apparent (Taylor & Robichaud, 2004: 398). Krisebevidstheden styrker det organisationelle tilhørsforhold hos de som tager del i samtalen. Organisationen eller rettere organiseringen opfattes som en åben størrelse, som en proces der tager form under den objektorienterede samtale eller forhandling. Der er altså tale om en tilgang der giver os mulighed for at overskride intern/ekstern forestillingen om organisationen. 34 De som inddrages og tager del i samtalen, former organisationens udtryk og dermed også dens aftryk på omverdenen. 33 Weick omtaler organisationen som organisering for at understrege den kontinuerlige, åbne proces. 34 Dette er ikke mindst vigtigt med hensyn til en medlemsbaseret organisation som MONO, hvor medlemmernes status som interne eller eksterne kan være svær at bestemme. 19