Tal der taler Uddannelsesnøgletal 2000

Transkript

1 Tal der taler Uddannelsesnøgletal 2000

2 7LWHO 7DOGHUWDOHU ±MXQL 'HVLJQRJWU\N -+6FKXOW]*UDILVN$6 2SODJ H[ 8QGHUYLVQLQJVPLQLVWHULHW 8GJLYHWDI8QGHUYLVQLQJVPLQLVWHULHW,QVWLWXWLRQVVW\UHOVHQ 6WDWLVWLNRJ,QIRUPDWLRQVNRQWRUHW,6%1 ZZZ (YWKHQYHQGHOVH$QLWWD/LPNLOGH.M UHOOHU.HQ7KRPDVVHQ %HVWLOOHVJHQQHPERJKDQGOHUHOOHUKRV 8QGHUYLVQLQJVPLQLVWHULHWV)RUODJ890 6WUDQGJDGH'. EHKDYQ. 7OI )D[,QWHUQHWZZZXYPGN Trykt på svanemærket papir med vegetabilske farver. Trykt af J.H.Schultz Grafisk A/S, som har licens til brug af svanemærket, er ISO miljøcertificeret og ISO 9002 kvalitetscertificeret.

3

4 Tal der taler Uddannelsesnøgletal Undervisningsministeriet 2000

5 1. Indledning Uddannelsessystemet De unges vej gennem uddannelsessystemet Finansiering af uddannelsessystemet 20 3 Ressourcer Samlede offentlige udgifter til uddannelse Uddannelsesudgifter i procenter af BNP i Danmark og i udvalgte lande Uddannelsesudgifter efter niveau i procent af BNP i Danmark og i udvalgte lande Udgift pr. studerende i Danmark og i udvalgte lande Offentlige udgifter til grundskolen Offentlige driftsudgifter til gymnasiale uddannelser Undervisningsudgifter til erhvervsuddannelser Udgifter til de videregående uddannelser Udgifter pr. færdiguddannet Offentlige udgifter til voksenuddannelse Udgifter til Statens Uddannelsesstøtte Uddannelsessøgendes indkomst Udgifter til forskning Antal elever pr. pc i Danmark og udvalgte lande Antal elever pr. computer og adgang til Sektornet Antal uddannelsessteder Antal lærere Elev/lærerratio og normalklassekvotient Forventet uddannelsestid Tosprogede elever Elever, der modtager vidtgående specialundervisning Tilgang af elever Ansøgere og optagne på videregående uddannelser Overgang fra grundskole til fortsat uddannelse Overgang fra gymnasiale uddannelser Elever, der fuldfører en uddannelse Fuldførelsesfrekvenser Fuldførelsestider Ventetid før studiestart Elever ved voksenuddanelse 92 5 Resultater Befolkningens uddannelsesniveau i Danmark og de øvrige EU-lande Uddannelsesprofil for en ungdomsårgang Udvalgte årganges uddannelsesstatus efter tilgang til de videregående uddannelser Ledighed og uddannelse Ungdomsledighed fordelt på uddannelsesniveau i Danmark og udvalgte lande Indkomst fordelt efter uddannelsesniveau i Danmark og udvalgte lande Livsindkomst og uddannelse Befolkningen fordelt efter højeste fuldførte uddannelse Arbejdsmarkedsstatus for unge, som ikke var under uddannelse Elevbevægelser Antal elever årige under uddannelse 68 2

6

7 Det danske uddannelsessystem er en stor og bevægelig størrelse. Nye generationer, nye og anderledes krav fra arbejdsmarkedet og fra internationale samarbejdspartnere sætter naturligt sine spor i uddannelsessystemet. I flere årtier har der været mange centrale målsætninger for uddannelsessektoren, eksempelvis uddannelse til alle, kvalitet i uddannelsessystemet, krav om effektivisering, decentralisering og mål- og rammestyring, et mere fleksibelt uddannelsessystem med mulighed for merit mv. I denne publikation præsenteres en række overordnede nøgletal, der skal tages som strømpile for, hvilken vej udviklingen går og forventes at gå i uddannelsessystemet. Nøgletallene er grupperet i tre områder: Ressourcer, dvs. udgifter, antal lærere, skoler mv. Elevbevægelser, dvs. antal elever, tilgang, afgang og overgang fra et uddannelsesniveau til et andet. Resultater, dvs. hvad der kommer ud af uddannelsesindsatsen som fx den endelige uddannelsesprofil for en ungdomsårgang samt sammenhængen mellem uddannelse og ledighed. Man skal være påpasselig ved sammenligning af nøgletal fra tidligere udgivelser af Tal der taler, bl.a. på grund af såkaldte retrospektive rettelser, der løbende foretages af fx Danmarks Statistik. 4

8

9

10 Det danske uddannelsessystem inddeles normalt i en række hovedområder efter uddannelsesniveau og -retning. I det efterfølgende præsenteres uddannelsessystemets hovedområder. Se i øvrigt figur 2.1. Grundskolen Der er 9 års undervisningspligt i Danmark, men ingen skolepligt. Undervisningspligten begynder i august i det kalenderår, hvor barnet fylder 7 år. Den offentlige folkeskole dækker den største del af undervisningen suppleret af de private skoler, dvs. frie grundskoler og efterskoler, samt af specialskoler for svært handicappede elever. Eleverne er normalt mellem 6 og 17 år. Skolen skal ifølge Folkeskoleloven give børnene både faglige kvalifikationer og forberede dem bredt til rollen som borgere i et demokratisk samfund. Skolen samarbejder tæt med forældrene. Der tages udgangspunkt i den enkelte elevs evner og ønsker. Eleverne undervises normalt klassevis og samlet gennem hele grundskoleforløbet. Inden for klassens rammer er der undervisningsdifferentiering. Grundskolen under ét omfatter folkeskoler, private grundskoler og efterskoler. Folkeskoler og private grundskoler omfatter en 1-årig børnehaveklasse, en 9-årig grundskole og en 1-årig 10. klasse. Børnehaveklassen er frivillig for eleverne, men skal tilbydes af kommunerne. Siden 1986 har der været mulighed for at samordne dele af undervisningen for børnehaveklassen, 1. og 2. klasse. Næsten alle, i 1997/98 (97 %), tager imod tilbuddet om, at barnet starter i børnehaveklassen. Også 10. klasse er frivillig, men i folkeskolen valgte 49 % i 1997/98 at fortsætte i folkeskolens 10. klasse. For grundskolen i alt (inkl. private skoler og efterskoler) vælger omkring 60 % 10. klassetrin. Folkeskolen dækker hovedparten af grundskoleundervisningen. De private skoler tilbyder undervisning, som skal stå mål med, hvad der kræves i folkeskolen, men rammerne for undervisningens tilrettelæggelse er friere. De private skoler 7

11 er såkaldte selvejende institutioner. Det offentlige dækker ca. 85 % af udgifterne til de private skoler. I 1998 gik 12 % af grundskoleeleverne på privatskole og 3 % på efterskole. Efterskoler er kostskoler, der normalt har undervisning på klassetrin. En stigende andel af de unge afslutter deres skolegang med det eller de sidste år på efterskole. Specialskoler med vidtgående specialundervisning for svært handicappede elever udgør kun en lille del svarende til 1,4 %, af alle grundskoleelever i Næsten alle børn, der får specialundervisning, er integrerede i almindelige klasser eller går i specialklasse på en almindelig skole. I den internationale ISCED97-klassifikation er børnehaveklassen niveau 0 og grundskolen niveauerne 1 (1.-6. klassetrin) og 2 ( klassetrin). Ungdomsuddannelserne Primært er ungdomsuddannelserne studieforberedende eller erhvervsrettede eller begge dele. Som et yderligere tilbud til unge er der oprettet individuelle uddannelser: erhvervsgrunduddannelsen (egu) fra august 1993 og den fri ungdomsuddannelse (fuu) fra august Uanset uddannelsesretning lægges der stor vægt på at udvikle elevernes personlige kvalifikationer. Det er også hovedsigtet med de nye individuelle uddannelser. Alle unge skal have tilbuddet om en ungdomsuddannelse, og gennem et differentieret udbud af uddannelser kan individuelle evner og ønsker i videst muligt omfang tilgodeses. Dette skal bl.a. sikre høj motivation, så de unge fuldfører uddannelsen. Knap 81 % får i dag en ungdomsuddannelse. Målsætningen er, at mindst 90 % får en ungdomsuddannelse. Ungdomsuddannelserne varer normalt omkring 3 år. Længden varierer dog fra 2 til 5 år. Eleverne er typisk år, men mange er ældre. De studieforberedende gymnasiale uddannelser omfatter de almen- og de erhvervsgymnasiale uddannelser. Uddannelserne skal forberede unge til en videregående uddannelse ved at give dem de nødvendige almene og teoretiske kvalifikationer hertil. For at blive optaget på de gymnasiale uddannelser har eleverne hidtil skullet findes egnede (efter afslutning af grundskolen) til at fortsætte samt 8

12 have aflagt en række af folkeskolens prøver. Fra næste år vil egnethedserklæringen blive afskaffet. Herefter kan alle elever, der har modtaget den relevante undervisning og bestået de fastsatte prøver, fortsætte i en ungdomsuddannelse stort set efter eget valg. Det betyder dog ikke, at der bliver helt fri adgang til gymnasiet. Almengymnasiale uddannelser omfatter det 3- årige gymnasium, det 2-årige hf-kursus og det 2-årige studenterkursus. De enkelte uddannelser omfatter obligatoriske fag og valgfag. Derfor kan de samlede forløb i et vist omfang sammensættes individuelt. Det er boglige uddannelser, der afsluttes med studenter- eller hf-eksamen. Eksamen kvalificerer til de videregående uddannelser, ofte dog afhængig af fagvalg, fagniveau samt eksamensresultat. De gymnasiale uddannelser kan også bruges som indgang til en erhvervsuddannelsespraktikplads i en virksomhed. Det er i stigende grad muligt at få godskrevet dele af en tidligere ungdomsuddannelse i form af meritoverførsel. De erhvervsgymnasiale uddannelser er 3-årige uddannelser på handelsskoler eller tekniske skoler. De afsluttes med henholdsvis højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx). For unge, der i forvejen har en studenter- eller hfeksamen, er der et koncentreret 1-årigt hhx-forløb. De erhvervsgymnasiale uddannelser er boglige uddannelser med vægt på merkantile eller tekniske fag. De erhvervsgymnasiale uddannelser giver generel studiekompetence og kvalificerer til de videregående uddannelser. Desuden giver en hhx- eller htx-eksamen grundlag for ansættelse i erhvervslivet, som regel i en uddannelsesstilling. Den særlige 1-1½ årige adgangseksamen til ingeniøruddannelserne regnes også som en gymnasial uddannelse. De erhvervsfaglige uddannelser omfatter erhvervsuddannelserne (EUD), social- og sundhedsuddannelserne samt de øvrige uddannelser inden for landbrug, skovbrug, husholdning og søfart mv. Uddannelserne skal give unge solide faglige, personlige og almene kvalifikationer, der formelt og reelt anerkendes og efterspørges på arbejdsmarkedet. De forbereder direkte til job inden for bestemte brancher. Alle erhvervsfaglige uddannelser giver formel erhvervskompetence. Uddannelserne skal også forberede de unge til videre uddannelse. 9

13 Det eneste krav for at blive optaget på en erhvervsfaglig uddannelse er normalt, at ansøgeren har opfyldt undervisningspligten. Erhvervsuddannelserne (EUD) udgør hovedparten af de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser. Der findes i øjeblikket 90 forskellige uddannelser inden for det merkantile og det tekniske område med i alt over 200 specialer. Pr. 1. januar 2001 træder en ny lov om erhvervsuddannelserne i kraft. EUD vil fremover blive reduceret til kun at indeholde 7 indgange til grundforløbet, som fører til hovedforløb. Med loven er bl.a. indført, at eleverne udarbejder en personlig uddannelsesplan, og der kan tages individuelle uddannelsesforløb. Erhvervsuddannelserne er i dag af 2-5 års varighed. Det mest normale er dog 3½-4 år. Voksne over 25 år med erhvervserfaring fra den pågældende branche har mulighed for at gennemføre uddannelsen på kortere tid. Erhvervsuddannelserne kan bruges i et videre uddannelsesforløb i fx en teknikeruddannelse og/eller en ingeniøruddannelse. En erhvervsuddannelse påbegyndes enten på skole eller i praktik bl.a. afhængig af, om den unge har fundet en praktikplads eller ej. Der er fri adgang til både den frivillige 1. skoleperiode (frivillig fra 1996) og til 2. skoleperiode. I alt bruges ca % af tiden på skole og % i virksomheden, eller i mangel af praktikplads i skolepraktik arrangeret af erhvervsskolen. Handels- og kontoruddannelserne retter sig mod kontorjob, fx forskellige typer af edb- eller regnskabsorienterede job, og mod job inden for detail- eller engroshandel i forretninger og virksomheder. Tekniske erhvervsuddannelser retter sig mod håndværksbetonede job, som fx smed, bager, tømrer, jordbrugsassistent, frisør, fotograf, elektronikmekaniker og transportarbejder. Parallelt til erhvervsuddannelserne er der de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser (SOSU) med en blanding af praktik og undervisning på skole. Uddannelsen til social- og sundhedshjælper er et-årig. Den danner grundlag for overbygningsuddannelsen til social- og sundhedsassistent, som tager 1 år og 6 måneder. For unge, der kommer direkte fra grundskolen, begynder social- og sundhedshjælperuddannelsen med et indgangsår, som kræver en kontrakt med en 10

14 kommune. Optagelse til social- og sundhedsuddannelserne sker gennem en elevkontrakt med en kommune eller en amtskommune. SOSU erstatter tidligere uddannelser til hjemmehjælper, sygehjælper, plejehjemsassistent og beskæftigelsesvejleder. Under social- og sundhedsuddannelserne hører også den pædagogiske grunduddannelse (pgu). Pgu er en grundlæggende uddannelse, som har til formål at kvalificere til det pædagogiske og omsorgsrettede arbejde med børn, unge og voksne. Pgu er rettet mod pædagogmedhjælpere, dagplejere og omsorgsmedhjælpere mv. Uddannelsen er en vekseluddannelse med skiftevis skole og praktik med i alt 1 års undervisning og et ½ års praktikuddannelse. Der findes også en række landbrugs-, skovbrugs-, husholdnings- og søfartsuddannelser ved siden af erhvervsuddannelserne og SO- SU-uddannelserne. Maritime uddannelser er fx matros-, maskinist- og telegrafistuddannelsen. Landbrugsuddannelserne er uddannelser, som kan afsluttes med det grønne bevis for landmænd. De individuelle uddannelser er primært personlighedsudviklende. Uddannelserne retter sig mod unge, der endnu ikke har valgt uddannelsesretning, eller som ønsker en praktisk frem for en boglig uddannelse. En afsluttet erhvervsgrunduddannelse kan give erhvervskompetence, mens en fri ungdomsuddannelse sigter mod udvikling af den unges kompetence og fortsatte uddannelse i bred forstand. Erhvervsgrunduddannelsen (egu) tager normalt 2 år, men kan forlænges med et ekstra år. Uddannelsen er ikke specifikt brancheorienteret, men kan sammensættes inden for eller på tværs af enkelte uddannelser/fag. Det kræves, at den enkelte indgår en uddannelsesplan, en egu-aftale, med kommunen eller en erhvervsskole. Uddannelsen veksler mellem skoleophold og praktik. Der ydes individuel vejledning under hele forløbet. Uddannelsen giver undertiden mulighed for at fortsætte på en erhvervsuddannelse eller en anden uddannelse. Den fri ungdomsuddannelse (fuu) sammensættes individuelt af mindst 3 forskellige uddannelsesdele. Uddannelsen varer 2 år og højst 3 år. Med afsæt i den folkeoplysende tradition skal fuu give unge mulighed for at gennemføre et individuelt tilrettelagt uddannelsesforløb, der giver alsidige kvalifikationer og udvikler den 11

15 unges personlige kompetence. Fuu skal kunne rumme unge med meget forskellige forudsætninger, og skal fungere som et alternativ til de øvrige ungdomsuddannelser, som en indgang til disse eller som en direkte uddannelse til arbejde. Ungdomsuddannelsesniveauet dækker niveau 3 i ISCED97-klassifikationen. De videregående uddannelser De videregående uddannelser giver erhvervskompetence, og de fleste uddannelser herunder er specialiserede mod bestemte typer af job på arbejdsmarkedet. Generelt inddeles de videregående uddannelser i niveauer efter varighed og adgangskrav: de korte videregående uddannelser, de mellemlange videregående uddannelser samt bacheloruddannelserne og kandidatuddannelserne på universiteterne. Hertil kommer ph.d.-uddannelserne. De videregående uddannelser bygger oven på en ungdomsuddannelse. Videregående uddannelser er teoretisk prægede uddannelser, og nogle uddannelser har praktik indlagt i forløbet. Uddannelserne er af varierende længde. I dag får, hvad der svarer til ca. 40 % af en ungdomsårgang, en videregående uddannelse, og andelen har været stigende. Til de fleste videregående uddannelser er der frit optag. Det er imidlertid op til den enkelte uddannelsesinstitution at fastsætte adgangskrav ud fra deres disponible ressourcer og fysiske rammer. Adgangskravene fastsættes normalt efter eksamensresultat eventuelt suppleret med point for erhvervserfaring mv. Nogle uddannelser, som fx lægeuddannelsen, er fortsat dimensionerede. Optagelseskravet til de korte videregående uddannelser er normalt enten en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse. De korte videregående uddannelser varer oftest under 3 år. Teknikeruddannelserne blandt de korte videregående uddannelser som fx byggeteknik-, levnedsmiddelteknik-, maskinteknik- og elektronikteknikuddannelserne bygger ofte oven på en erhvervsuddannelse. Det samme gælder korte søfartsog husholdningsuddannelser som fx fiskeskipper af 1. grad og økonoma. De korte videregående uddannelser omfatter også uddannelser til markedsøkonom, erhvervssproglig korrespondent i ét sprog og laborant, hvor adgangskravet normalt er en gymnasial uddannelse. Uddannelse til politi- og fængselsbetjent er eksempler på korte videregående uddannelser uden 12

16 specifikke krav om forudgående eksamen, men med krav om ansættelse i fx politiet. Pr. 1. juli 1998 trådte en ny lov for de korte videregående uddannelser i kraft. Der bygges nu ovenpå en erhvervsuddannelse, landbrugsuddannelse eller en gymnasiale uddannelse under en fælles betegnelse erhvervsakademiuddannelser. Adgangsvejene er dermed blevet bredere og mere gennemskuelige, med større mulighed for merit ved fortsættelse på en mellemlang eller lang videregående uddannelse. De mellemlange videregående uddannelser varer normalt 3-4 år. Som eksempler på mellemlange videregående uddannelser kan nævnes: diplomingeniør, bibliotekar, folkeskolelærer, journalist, pædagog, socialrådgiver, sygeplejerske, ergo- og fysioterapeut, jordemoder, HD og erhvervssproglig diplomprøve (efter 1990 under åben uddannelse). Adgangskravet er oftest en gymnasial eksamen, men der kan overføres merit fra andre uddannelser samt fra erhvervsarbejde, fx ved optagelse til pædagoguddannelsen eller socialrådgiveruddannelsen. På samme niveau som de mellemlange videregående uddannelser findes bacheloruddannelserne. De er normerede til 3 år. Det er uddannelser inden for samfundsvidenskab, humaniora, naturvidenskab mv. Bacheloruddannelsen blev indført i Før den tid var der kun samlede forløb frem til kandidatgraden som første akademiske grad. Næsten alle universitetsuddannelser er i dag opbygget af en bacheloruddannelse, en kandidatuddannelse med mulighed for en efterfølgende ph.d.- uddannelse. Adgangskravet til bacheloruddannelserne er normalt en gymnasial uddannelse. Bacheloruddannelsen er en afsluttet uddannelse, men for de fleste fører uddannelsen stadig videre til en kandidatuddannelse. Kandidatuddannelserne er videregående uddannelser af normalt 2 års varighed efter en bachelorgrad - dvs. samlet 5 år. Enkelte kandidatuddannelser er dog stadig opbygget som ét samlet forløb uden bachelorniveau, fx uddannelserne til farmaceut, tandlæge, arkitekt og landinspektør. Ingeniøruddannelsen har delvis bachelorordning i kraft af diplomingeniøruddannelsen. 13

17 Kandidatuddannelserne består af uddannelser inden for samfundsvidenskab, jura, humaniora, musik, teologi, psykologi og natur- og sundhedsvidenskab. Det videregående uddannelsesniveau dækker niveau 5 i ISCED97-klassifikationen. Dog hører kortere videregående uddannelser med en varighed på under 2 år under niveau 4 i ISCED97-klassifikationen. Under niveau 4 hører i øvrigt bl.a. gymnasiale suppleringskurser. Som overbygning til kandidatuddannelsen er indført forskeruddannelsen, der afsluttet med en ph.d.-grad. Uddannelsen er normeret til 3 år, dvs. alt i alt 8 år på det videregående uddannelsesniveau. Ph.d.-uddannelserne regnes til niveau 6 i ISCED97-klassifikationen. Voksenuddannelser I Danmark er der en lang og stærk tradition for folkeoplysning og voksenuddannelse. Den voksenuddannelse, der medtages her, er offentligt finansieret og reguleret ved lov, men herudover findes en lang række private tilbud. Der er en bred vifte af tilbud til voksne om undervisning i almene fag som fx dansk regning/matematik, historie og sprog. Undervisning af denne type er almen voksenundervisning (avu), hfenkeltfag, læsekurser for voksne, indvandrerundervisning, fritidskurser under lov om folkeoplysning, folke- og daghøjskoskolekurser. Der er også en lang række tilbud om direkte erhvervsrettede uddannelser for personer med varierende uddannelsesbaggrund. Eksempler herpå er arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU/korte specifikt brancheorienterede kurser), voksenerhvervsuddannelser (særlige voksenforløb på de ordinære erhvervsuddannelser) og åben uddannelse (åu/deltidsuddannelser til fx merkonom og HD, enkeltfagskurser fra deltids- og heltidsuddannelser i øvrigt samt korte koncentrerede kurser). En del af uddannelserne er kompetencegivende, fx enkeltfagsundervisning, der afsluttes med en prøve. Og en del af de længere uddannelser er hele afsluttede uddannelser, fx datanom, teknonom, HD og bachelor under åben uddannelse. Enkelte af de kompetencegivende AMU- 14

18 kurser kan også stykkes sammen til en egentlig kompetencegivende uddannelse. Voksenuddannelserne kan være offentligt og/eller privat finansierede. Men der er i princippet indført en vis brugerbetaling, dog ikke på AMU. På VUC og daghøjskolerne betales fx mindre brugerbetaling, end hvad der betales på åben uddannelse og folkehøjskoler. Undervisningsomfanget inden for de forskellige typer af voksenuddannelse varierer fra ganske få timer til samlede fuldtidsundervisningsforløb af flere års varighed. Undervisningen foregår dels i fritiden, dels i arbejdstiden. En del undervisning på åben uddannelse foregår i dag som fjernundervisning. Voksenuddannelse strækker sig i princippet fra niveau 2 til 5 i ISCED97-klassifikationen. Voksenuddannelse indgår ikke i internationale opgørelser over uddannelser i Danmark. 15

19

20 Figur 2.1 Det danske uddannelsessystem Alder Årstrin ISCED97 1) Ph.d Kandidatuddannelser Bachelor- og kandidatuddannelser Mellemlange videregående uddannelser Korte videregående uddannelser Gymnasium SStudenter- Hf- Hhx Htx Erhvervs- Landbrugs- og Social- og kursus kursus uddannelser søfartsudd. sundheds- Egu Fuu mv. uddannelser Gymnasiale uddannelser Erhvervsfaglige uddannelser mv. Individuelle udd. Voksenuddannelse Anm.: Alderen er den teoretiske minimumsalder for de formelle uddannelser, dvs. ekskl. voksenuddannelse. Efter grundskolen er eleverne ofte ældre p.g.a. sabbatår, ventetid, studieskift mv. Pilene illustrerer generelle sammenhænge mellem grundskole-, ungdoms- og videregående uddannelser, men ikke alle faktiske overgange. Der henvises i øvrigt til tekstafsnit Efterskole Grundskole Børnehaveklasse Børnehave Undervisningspligt 1) International Standard Classification of Education. Specialundervisning 17

21 77 % af 1998-ungdomsårgangen forventes at afslutte en erhvervskompetencegivende uddannelse. De unges vej gennem uddannelsessystemet giver et samlet overblik over strømmene i uddannelsessystemet og kan kort beskrives som det slutresultat, årets årgang af elever i 8. klassetrin når til, hvis de i de næste 25 år har en adfærd, som svarer til den, deres ældre medstuderende udviste i løbet af året. Tallene viser status i 1998 på uddannelsesbevægelser og afspejler årets ændringer i søgemønstre, uddannelsesstruktur mv. Flowet gennem uddannelsessystemet er blevet mere effektivt. 77 % af 1998-ungdomsårgangen forventes at afslutte en erhvervskompetencegivende uddannelse. I starten af 1980 erne var denne andel kun på ca. 60 %. Andelen af unge, der ikke fortsætter med en kompetencegivende uddannelse efter grundskolen, er fortsat lav. 6 % går ikke i gang med en kompetencegivende ungdomsuddannelse, men omkring 1 % (ses ikke i figuren) vil senere alligevel komme i gang med en videregående uddannelse. Af de resterende 5 % vil der endda være en stor del, som går på en ikke- erhvervskompetencegivende uddannelse: Fuu, egu, produktionsskoler m.v. 23 % slutter uden erhvervskompetence, heraf 14 % også uden studiekompetence. Af 1998-årgangen vil 81 % afslutte en ungdomsuddannelse, fordelt med 31 % med en erhvervsfaglig uddannelse, 36 % med en gymnasial uddannelse og 14 % med begge kompetencer. Hertil kommer skønsmæssigt et par procent med fuu, egu, produktionsskoler mv. 11 % af årgangen vil afslutte en erhvervsfaglig merkantil uddannelse, 19 % en erhvervsfaglig teknisk uddannelse og 7 % en erhvervsfaglig sundheds- eller socialuddannelse. 40 % af en ungdomsårgang vil afslutte en videregående uddannelse, heraf 6,5 % en kort videregående uddannelse, 21 % en mellemlang videregående uddannelse og 12,5 % vil afslutte med en lang videregående uddannelse. 18

22 Med erhvervskompetencegivende udd. 77 % Øvrige 23 % Figur 2.2 En ungdomsårgangs vej gennem Merk. Tek. Sundh. KVU MVU LVU Med studiekomp. 9 % uddannelsessystemet efter grund- 11 % 19 % 7 % 6,5 % 21 % 12,5 % Uden studiekomp. 14 % skolen Afgang fra grundsko- 37 % 40 % len = 100% 6 % 3 % Videregående uddannelse 9 % 43 % 34 % 4 % 6 % 13 % Med ungdomsuddannelse 81 % Erhv. udd. Begge slags Gymnasiale udd. Øvrige 19 % (erhvervskomp.) kompetencer (studiekomp.) 31 % 14 % 36 % 43 % 38 % Erhvervsfaglige 20 % Gymnasiale 1 % uddannelser uddannelser 6 % 41 % 53 % 12 % 6 % 1) Note: Bemærk, at summen af tilgange og afgange fra de enkelte kasser kan afvige pga. afrundiger. Grundskolen 100 % = Kilde: Danmarks Statistik og Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontors modelberegninger. 1) De personer som aldrig vil få en ungdomsuddannelse. Nogle af disse vil dog afslutte en videregående uddannelse (ca. 1%), af de restende 5 % vil en stor del fortsætte på egu, fuu, produktionsskoler mv. og voksenuddannelser. 19

23 I Danmark finansieres uddannelsessystemet af både stat, amter og kommuner. En del institutioner er selvejende, mens andres ejes af stat, amter eller kommuner. Figur 2.3 dækker ikke alle uddannelsesinstitutioner, men kun en række grupper af institutioner med henblik på at illustrere finansieringskilder og ejerformer. Flere af grupperne ligger uden for Undervisningsministeriets ressort. Ud over den offentlige finansiering er der forældrebetaling på fx de frie grundskoler og deltagerbetaling på en række voksenuddannelser. Folkeskoler samt de kommunale ungdomsskoler ejes og finansieres af kommunerne, mens de frie grundskoler og efterskolerne er selvejende institutioner, som modtager tilskud fra staten. Erhvervsskoler, private gymnasier og produktionsskoler er selvejende institutioner finansieret med tilskud fra staten. De øvrige gymnasier, voksenuddannelsescentre samt social- og sundhedscentre ejes og finansieres af amtskommunerne. Søfartsskoler og maskinmesterskoler er statsinstitutioner under Erhvervsministeriets ressort. Skovskolen hører under Miljøministeriet. Universitetslovsinstitutionerne (fx universiteter og handelshøjskoler) er ejet af staten. Det samme gælder designskoler og musikkonservatorier under Kulturministeriets ressort. Lærer- og pædagogseminarier er typisk selvejende institutioner, som modtager tilskud fra staten. Inden for voksenuddannelse er fx folkehøjskoler, daghøjskoler og AMU-centre selvejende institutioner hovedsageligt finansieret af staten. Aftenskoler mv. samt sprogskoler modtager derimod tilskud fra kommunerne. Ud over ovennævnte findes en række private uddannelsesinstitutioner, hvoraf nogle er godkendt til Statens Uddannelsesstøtte (SU). 20

24 Figur 2.3 Oversigt over finansieringsform for udvalgte uddannelsesinstitutioner Grundskoler Statsinstitutioner Statsligt finansierede, selvejende institutioner Frie grundskoler Efterskoler Amtskommunalt finansierede institutioner Kommunalt finansierede institutioner Folkeskoler Ungdomsskoler Ungdomsuddannelser Søfartsskoler Maskinmesterskoler Erhvervsskoler 1) Private gymnasier Produktionsskoler 2) Gymnasier Voksenudd.centre (hf) Social- og sundhedscentre Videregående uddannelser Universiteter Handelshøjskoler Arkitektskoler Musikkonservatorier Lærer- og pædagogseminarier Sygeplejerskeskoler Note: Oversigten indeholder ikke samtlige uddannelsesinstitutioner, men udvalgte grupper. Uddannelsesinstitutioner i kursiv er institutioner uden for Undervisningsministeriets ressort (både økonomisk og indholdsmæssigt). Voksenuddannelse og folkeoplysning Folkehøjskoler Daghøjskoler 2) AMU-centre Voksenuddannelsescentre (AVU) Aftenskoler mv. Sprogskoler 3) 1) Erhvervsskoler har også korte videregående uddannelser. 2) Delvist kommunalt finansieret. 3) Blev indtil 1. januar 1999 finansieret af kommunerne. 21

25

26

27 Uddannelsessystemet er en af de største sektorer i Danmark. Meget store beløb strømmer igennem hvert år. Uddannelsessektoren styres af en række differentierede mål, da både børn, unge erhvervsaktive og ældre borgere skal betjenes af sektoren. Uddannelsessystemet er primært offentligt finansieret, fra helt grundlæggende almene kvalifikationer over til specialiserede og videnskabelige kvalifikationer. Nøgletal for ressourceforbruget dækker udgifter til undervisning, personale, uddannelsesinstitutioner, uddannelsesstøtte og forskning, dvs. i princippet alle former for offentlig og privat uddannelse. Nøgletal for personale i undervisningssektoren viser, hvor mange lærere og andet personale der er ansat i uddannelsessystemet. Støtteordninger til at dække de studerendes leveomkostninger, som fx SU-stipendier, kan bruges som et mål for, hvor meget ekstra samfundet yder til uddannelse ud over de rent undervisningsbundne udgifter. For at vise omfang og prioritering i ressourceanvendelsen i Danmark præsenteres oplysninger om, hvordan og hvor meget der investeres i forhold til andre lande. Udgifter til uddannelse angiver alt i alt noget om et lands muligheder for at give de nye generationer gode kvalifikationer og mulighederne for at skabe en velkvalificeret arbejdsstyrke og befolkning, som tillige skal være omstillingsparate. 24

28

29 Danmark bruger årligt 88,3 mia. kr. til uddannelse. De samlede offentlige udgifter har været stigende siden I 1998 udgjorde de samlede offentlige udgifter til uddannelse 88,3 mia. kr. De samlede udgifter til uddannelse er steget med 17,1 mia. kr. fra 1989 til 1998 svarende til en stigning på 24 %. Stigningsgraden er dog ikke lige stor for alle uddannelsesområder. Udgifterne til grundskolen er steget med 5,1 mia. kr. eller 16 % i perioden fra 32,4 mia. kr. i 1989 til 37,5 mia. kr. i Udgifterne til ungdomsuddannelserne er steget med 2,9 mia. kr. eller 19 % fra 1989 til I 1998 udgjorde SU-udgiften 1,9 mia. kr. Udgifterne til videregående uddannelser er samlet steget med 4,9 mia. kr. eller 38 % fra 1989 til Udgifterne til de videregående uddannelser er dog faldet fra 1996 til En del af den samlede stigning i udgifterne til videregående uddannelser skyldes bl.a. øgede SU-udgifter, hvilke i 1998 udgjorde 5 mia. kr. Endelig er udgifterne til voksenuddannelse steget med 3,2 mia. kr. eller 39 % fra 1989 til Det skal bemærkes, at udgifterne i dette afsnit er opgjort efter en anden metode end i de følgende afsnit (afsnit ). Dette afsnit tager udgangspunkt i Danmarks Statistiks opgørelse over udgifter i den samlede offentlige sektor. Udgifterne for de enkelte uddannelsesniveauer summer således ikke til de samlede udgifter til uddannelse i dette afsnit. Det skyldes bl.a. at opgørelsen i dette afsnit omfatter udgifter til uddannelse uden for Undervisningsministeriets ressort samt andre former for uddannelsesstøtte end SU. 26

30 Tabel 3.1 Offentlige udgifter 1) til uddannelse, fordelt efter uddannelsesniveau, Note: Beløbene for 1996, 1997 og 1998 er foreløbige. Bygger på foreløbigt statsregnskab 1998, kommunebudgetter, samt opregnede budgetter for de øvrige dele af den offentlige sektor. Opgjort på finansår Offentlige udgifter (1998-priser) Mia. kr I alt 71,2 71,3 72,8 77,4 77,8 79,0 80,1 85,7 85,9 88,3 Grundskoleuddannelser 32,4 31,5 31,5 31,5 32,5 33,2 33,6 35,4 35,7 37,5 Ungdomsuddannelser 15,4 15,0 14,3 15,3 15,1 16,4 17,6 17,8 19,2 18,3 - heraf tildelt SU-stipendium 2,0 1,8 1,4 1,3 1,5 1,6 1,6 1,8 1,8 1,9 Videregående uddannelser 12,8 13,5 14,4 16,5 15,8 15,6 16,6 18,1 16,6 17,7 - heraf tildelt SU-stipendium 3,8 3,8 3,7 4,0 4,1 4,1 4,2 4,6 4,8 5,0 Voksenuddannelser 8,3 8,9 10,1 11,3 11,5 10,8 8,9 11,2 11,2 11,5 Administration, hjælpetjenester m.v. 2,3 2,5 2,4 2,8 2,9 3,0 3,2 3,2 3,2 3,2 1) De samlede offentlige udgifter indeholder også udgifter uden for Undervisningsministeriets ressort. Figur 3.1 Udviklingen i samlede offentlige udgifter 1) til uddannelse, fordelt efter uddannelsesniveau, Mia. kr. (1998-priser) Grundskoleuddannelser Ungdomsuddannelser Videregående uddannelser Voksenuddannelser Administration, hjælpetjenester m.v. Kilde: "Statistisk Tiårsoversigt 1995", Danmarks Statistik, "Statistiske Efterretninger, 2000:6" Danmarks Statistik og "SU-støtte og SU-gæld", diverse udgivelser SU-Styrelsen. 27

31 De offentlige udgifter til uddannelse i Danmark udgør 6,5 % af bruttonationalproduktet. I forhold til andre lande er det højt. Danmark satser meget på uddannelse, og der er tradition for offentlig finansiering af undervisningssektoren. I 1995 brugte Danmark, hvad der svarer til 7 % af bruttonationalproduktet (BNP) på uddannelse (ekskl. uddannelsesstøtte). Heri er medtaget private udgifter til uddannelse, primært forældrebetaling på de private skoler, samt udgifter til førskoleundervisning, inkl. børnehaver. Målt i forhold til BNP bruger Danmark flest ressourcer, men Sverige, Finland og USA ligger næsten på niveau. Medregnes kun offentlige udgifter, brugte Danmark sammenlignet med andre lande relativt endnu mere i forhold til gennemsnittet for OECD. I 1995 svarede den offentlige udgift til uddannelse i Danmark til 6,5 % af BNP. Finland, Sverige og Norge brugte dog mere, men fx USA og mange af de øvrige EU-lande brugte mindre. Målt i forhold til de samlede offentlige udgifter brugte Danmark i ,1 % til uddannelse, hvilket var over gennemsnittet på 12,7 % for OECD. Norge, Irland, Schweiz, Mexico og Korea bruger dog flere ressourcer på uddannelse målt i forhold til de offentlige udgifter. Danmark bruger således meget på uddannelse, men sammenholdt med de samlede offentlige udgifter bruger Danmark relativt mindre på uddannelse. Dette sidste skal ses i lyset af, at Danmark har meget store offentlige udgifter i forhold til andre lande. De samlede offentlige udgifter udgjorde i ,0 % af BNP, hvilket internationalt set er helt i top, kun Sverige lå over. Så selv om de faktiske uddannelsesudgifter er høje i Danmark, er der mange andre poster, der vejer tungt på det offentlige danske budget. At et land bruger en stor andel af det offentlige budget til uddannelse i forhold til, hvad der samlet produceres i landet, kan være udtryk for, at uddannelse prioriteres højt, men også at uddannelse er et område, der i høj grad kun påhviler det offentlige. I de fleste lande, bortset fra de nordiske, er uddannelse i højere grad privat finansieret, og oplysninger om private udgifter til uddannelse er ofte ikke dækkende. 28

32 Tabel 3.2 Udgifter til uddannelse Offentlige udgifter til uddannelse i forhold Samlede Uddannelsesudgifter i procent af til samlede offentlige udgifter offentlige bruttonationalproduktet, offent- udgifter i lige uddannelsesudgifter i procent forhold til BNP af samlede offentlige udgifter og Offentlige Private I alt Direkte SU mv. I alt samlede offentlige udgifter i pro % af BNP % cent af bruttonationalproduktet Gennemsnit OECD 4,7 1,2 5,9 11,8 0,9 12,7 44,1 i Danmark og andre udvalgte lan- Danmark 6,5 0,5 7,0 10,6 2,5 13,1 61,0 Sverige 6,6 0,1 6,7 9,8 1,8 11,6 67,2 de Finland 6,6-6,6 11,2 1,1 12,3 59,4 Norge 6, ,2 2,5 16,7 47,7 Østrig 5,3 0,0 5,3 10,0 0,6 10,6 53,2 Belgien 5,0-5, ,1 Frankrig 5,8 0,5 6,3 10,6 0,5 11,1 54,4 Tyskland 4,5 1,3 5,8 9,1 0,4 9,5 50,1 Grækenland 3,7-3,7 8,2 0,0 8,2 45,0 Irland 4,7 0,4 5,1 12,2 1,3 13,5 38,8 Italien 4,5 0,0 4,5 8,7 0,3 9,0 52,1 Holland 4,6 0,1 4,7 7,6 1,2 8,8 60,0 Spanien 4,8 0,9 5,7 12,5 0,3 12,8 38,1 Storbritannien 4, Tjekkiet 4,8 0,8 5,6 12,2 0,9 13,1 39,7 Ungarn 4,9 0,6 5,5 9,2 0,3 9,5 53,8 Schweiz 5, ,3 0,4 14,7 38,2 Note: Udgifterne er ekskl. SU-stipen- Canada 5,8 0,7 6,5 11,9 1,7 13,6 48,3 Mexico 4,6 1,0 5,6 22,8 0,2 23,0 20,2 dier, de fleste udgifter til voksenud- USA 5,0 1,7 6,7 14,0 0,4 14,4 35,7 dannelse og de fleste udgifter til Australien 4,5 1,0 5,5 11,4 1,7 13,1 39,1 forskning. Definitionen af uddan- Japan 3,6 1,2 4,8 9,8-9,8 36,4 nelsesudgifter er derfor forskellig fra Korea 3,6 2,6 6,2 17,5 0,0 17,5 20,8 afsnit og tabel 3.1. New Zealand 5, : Uoplyst. Figur 3.2 Offentlige uddannelsesudgifter i procent af bruttonationalproduktet i Danmark og andre udvalgte lande Gennemsnit OECD Korea Japan Grækenland Australien Tyskland Italien Mexico Storbritannien Holland Irland Spanien Tjekkiet Ungarn Belgien USA Østrig New Zealand Schweiz Canada Frankrig Danmark Sverige Finland Norge Kilde: "Education at a Glance 1998", OECD Offentlige uddannelsesudgifter i % af BNP 29

33 Sammenlignet med andre lande bruger Danmark relativt meget på grundskolen og ungdomsuddannelserne, det er dansk tradition. Til de videregående uddannelser bruger Danmark relativt knap så meget som andre lande. 4,3 % af bruttonationalproduktet i Danmark bruges på grundskole- og ungdomsuddannelser, mens 1,3 % går til de videregående uddannelser. Prioriteringen mellem de forskellige uddannelsesniveauer varierer en del mellem landene. En stor andel af de samlede uddannelsesudgifter i Danmark bruges på grundskolen og ungdomsuddannelserne. Tallene her kan desværre ikke adskilles. Udgifterne til førskoleundervisning og SU-stipendier indgår ikke. Sammenlignet med andre OECD-lande er Danmark blandt de lande, der bruger relativt mest på direkte udgifter til undervisning af de yngste og yngre elever. I 1995 udgjorde de danske offentlige udgifter til grundskolen og ungdomsuddannelserne 4,3 % af bruttonationalproduktet. Kun Sverige og Frankrig brugte relativt mere på grundskolen og ungdomsuddannelserne, mens Finland og Canada lå på niveau med Danmark. De danske uddannelsesudgifter til de videregående uddannelser lå lidt under OECD-gennemsnittet. Danmark brugte i 1995, hvad der svarer til 1,3 % af bruttonationalproduktet til de videregående uddannelser. Det var relativt mere end lande som Frankrig og Tyskland, men mindre end bl.a. Sverige, Finland, Canada og USA. I de to sidstnævnte lande er der tradition for at prioritere de videregående uddannelser meget højt. En del af forskellene kan også skyldes usikkerhed i opgørelsen af udgifterne, der især er vanskelige at opgøre for de videregående uddannelser på grund af forskelle i andel af privat finansiering, sammenhæng med forskningssektoren mv. Udgifterne er her ekskl. uddannelsesstøtte, hvor Danmark bruger ekstraordinært meget i international sammenhæng. Inkluderes udgiften til SU og lignende ydelser til at dækning af de studerendes leveomkostninger, ligger Danmark relativt højt blandt OECD-landene med udgifter til de videregående uddannelser. Dette kan illustrere, at det er vanskeligt at sammenligne tal på tværs af lande med forskellig administrativ praksis, uddannelsesstruktur, aldersstruktur og kultur. 30

34 Tabel 3.3 Grundskole- og Videregående uddannelser I alt Samlede offentlige og private ungdomsuddannelser udgifter til uddannelse, fordelt % af BNP efter uddannelsesniveau i forhold Gennemsnit OECD 3,7 1,6 5,3 til bruttonationalproduktet i Danmark og udvalgte lande Danmark 4,3 1,3 5,6 Sverige 4,5 1,7 6,2 Finland 4,2 1,7 5,9 Østrig 3,9 1,0 4,9 Frankrig 4,4 1,1 5,5 Tyskland 3,8 1,1 4,9 Grækenland 2,8 0,8 3,6 Irland 3,4 1,3 4,7 Italien 3,2 0,8 4,0 Holland 3,2 1,3 4,5 Spanien 4,0 1,1 5,1 Tjekkiet 3,9 1,0 4,9 Ungarn 3,6 1,0 4,6 Canada 4,3 2,5 6,8 Mexico 4,0 1,1 5,1 USA 3,9 2,4 6,3 Australien 3,7 1,8 5,5 Note: Ekskl. udgifter til førskoleun- Japan 3,1 1,0 4,1 dervisning og udgifter til SU. Korea 3,8 1,9 5,7 Figur 3.3 Samlede offentlige og private udgifter til uddannelse, fordelt efter uddannelsesniveau i forhold til bruttonationalproduktet i Danmark og udvalgte lande Gennemsnit OECD Grækenland Japan Holland Italien Irland Ungarn Australien Korea Tyskland USA Tjekkiet Østrig Spanien Mexico Finland Canada Danmark Frankrig Sverige Grundskole- og ungdomsuddannelser % af BNP Gennemsnit OECD Italien Grækenland Japan Østrig Ungarn Tjekkiet Tyskland Spanien Mexico Frankrig Danmark Holland Irland Sverige Finland Australien Korea USA Canada Videregående uddannelser 0 0,5 1 1,5 2 2,5 3 % af BNP Kilde: "Education at a Glance 1998", OECD. 31

35 Sammenlignet med andre lande bruger Danmark relativt meget pr. elev i grundskole- og ungdomsuddannelserne. Danmark bruger mindre pr. studerende på de videregående uddannelser end gennemsnittet for OECD, men mere end mange europæiske lande. Udgiften til en elev i grundskole- eller ungdomsuddannelse i Danmark svarede i 1995 til US$ (justeret efter den reelle købekraft i landet). Et andet mål for, hvor meget der satses på uddannelse, er at sætte udgiften i forhold til bruttonationalproduktet pr. indbygger. Udgift pr. elev ved grundskole- og ungdomsuddannelserne i Danmark i forhold til bruttonationalproduktet pr. indbygger lå over gennemsnittet for OECD, kun overgået af Sverige. I 1995 kostede en studerende i Danmark ved de videregående uddannelser i gennemsnit US$ (omregnet ved hjælp af købekraftspariteter). Det var et stykke under gennemsnittet, men udgiften er ekskl. SU mv. som er relativt høj i Danmark. Udgift pr. studerende i forhold til bruttonationalproduktet pr. indbygger er ligeledes lavere i Danmark end gennemsnittet for OECD. En lang række europæiske lande såsom Belgien, Frankrig og Italien brugte dog relativt mindre end Danmark pr. studerende ved de videregående uddannelser deres velstand taget i betragtning. Imidlertid brugte de andre nordiske lande relativt mere på de studerende, og især lande som USA, Canada og Australien brugte relativt meget pr. studerende ved de videregående uddannelser i forhold til Danmark og resten af OECD-landene. Ud over en vis usikkerhed i denne type opgørelser afspejler tallene, at der er reelle forskelle mellem, hvordan landene traditionelt prioriterer ressourcer til de forskellige uddannelsesniveauer. Fx har en række angelsaksiske lande større tradition for at prioritere de videregående uddannelser højt, end Danmark har. 32

36 Tabel 3.4 Grundskole- og ungdomsuddannelser Videregående uddannelser Udgift pr. studerende i Danmark Udgift pr. student i US $, Udgift pr. student Udgift pr. student i US $, Udgift pr. student og i udvalgte OECD-lande omreg- omregnet v.h.a. PPP i forhold til BNP omregnet v.h.a. PPP i forhold til BNP net ved hjælp af PPP i US$ og sat i pr. indbygger pr. indbygger forhold til bruttonationalproduktet US$ % US$ % pr. indbygger Gennemsnit OECD Danmark , Sverige , Finland , Norge , Østrig Tyskland , Irland , Holland , Spanien , Storbritannien , Tjekkiet , Ungarn , Schweiz , Canada , Mexico , USA , Note: PPP vil sige: Justeret efter den Australien , reelle købekraft i landet. Beregningen Japan , er ekskl. udgifter til førskoleundervis- Korea , ningen og udgifter til SU. New Zealand : Uoplyst. Tabel 3.4 Udgift pr. studerende ved de videregående uddannelser i Danmark og i udvalgte OECD-lande, sat i forhold til bruttonationalproduktet pr. indbygger Gennemsnit OECD Spanien Danmark Østrig Japan Storbritannien Finland Korea Irland Norge Tyskland Holland New Zealand Australien Canada USA Schweiz Tjekkiet Mexico Sverige Ungarn Udgift pr. student i forhold til BNP pr. indbygger i % Kilde: "Education at a Glance 1998", OECD. 33

37 Udgifterne til folkeskolen var i 1998 ca. 23,2 mia. kr. De offentlige udgifter til de frie grundskoler og efterskolerne var henholdsvis 2,6 mia. kr. og 1,7 mia. De samlede offentlige udgifter til grundskolen udgjorde således 27,5 mia. kr. i Samlet er de offentlige udgifter til grundskolen steget med ca. 2,2 mia. kr. eller ca. 9 % i perioden 1989 til 1998 samtidig med et faldende elevtal. Udgifterne pr. elev er således steget betydeligt i perioden. De samlede offentlige udgifter til folkeskolen er kun steget lidt fra 1989 til 1998, men da elevtallet er faldet i samme periode, er udgifterne pr. elev steget. Udgifterne pr. elev i folkeskolen er steget fra ca kr. i 1989 til kr. i 1998 svarende til en stigning på 13 %. De offentlige udgifter til de frie grundskoler steg fra 1,8 mia. kr. i 1989 til 2,6 mia. kr. i De offentlige udgifter pr. elev er også steget fra ca kr. til kr. i samme periode. Udviklingen i udgifterne pr. elev i de frie grundskoler er parallel med udviklingen for folkeskoleudgifterne, idet frie grundskolers tilskud pr. elev afhænger af de kommunale udgifter til folkeskolen. De offentlige udgifter til efterskoler er steget fra 1989 til 1998 med ca. 0,6 mia. kr. Udgifterne pr. elev på efterskolerne steg fra ca kr. i 1989 til kr. i De høje udgifter pr. elev på efterskolerne hænger bl.a. sammen med, at eleverne bor på efterskolerne. Stigningen i udgifterne fra 1993 til 1994 skyldes hovedsagelig en omlægning af tilskudssystemet. Ud over de offentlige udgifter til de frie grundskoler og efterskolerne er der et lovkrav om en vis deltagerbetaling. Udgifterne til grundskolen i dette afsnit omfatter kun driftsudgifter til skolerne. De samlede udgifter stemmer derfor ikke overens med udgifterne til grundskoleuddannelserne i afsnit 3.1, som bl.a. også indeholder elevstøtte. 34

38 Tabel Offentlige udgifter til folkeskolen, Offentlige udgifter (1998-priser) Mia. kr de frie grundskoler og efterskoler, I alt 25,3 24,7 24,4 24,2 24,7 25,1 25,4 26,2 27,1 27, Folkeskolen 22,4 21,9 21,6 21,1 21,6 21,6 21,8 22,4 22,9 23,2 Frie grundskoler 1,8 1,7 1,7 2,0 2,0 2,1 2,1 2,2 2,5 2,6 Efterskoler 1) 1,1 1,1 1,1 1,1 1,1 1,5 1,5 1,6 1,7 1,7 Offentlig udgift pr. elev (1998-priser) kr Folkeskolen 38,9 39,3 39,9 39,9 41,5 42,0 42,5 43,3 43,6 44,0 Frie grundskoler 26,3 24,7 25,5 29,7 29,7 30,4 31,1 31,8 35,3 35,9 Efterskoler 1) 62,8 60,7 59,5 57,7 56,4 71,3 73,5 77,0 81,0 85,2 1) Efterskolerne hørte i perioden 1989 til 1992 under Kulturministeriets ressort. Udgifterne til efterskoler steg fra 1993 til 1994 som følge af en omlægning af tilskudssystemet. Figur 3.5 Offentlige udgifter pr. elev til folkeskolen, de frie grundskoler og efterskoler, Udgift pr. elev i kr. (1998-priser) Folkeskolen Frie grundskoler Efterskoler 1) Kilde: "Statsregnskabet ", Undervisningsministeriet og "Uddannelse & Kultur" 1997:14 og 1999:2, Danmarks Statistik. 35

39 De offentlige driftsudgifter til de almen- og erhvervsgymnasiale uddannelser udgjorde i alt ca. 5,2 mia. kr. i Udgifterne er steget fra ca. 4,5 mia. kr. i 1993 svarende til en stigning på ca. 0,6 mia. kr. eller 15 %. De offentlige driftsudgifter til de almenog erhvervsgymnasiale uddannelser udgjorde i 1998 i alt ca. 5,2 mia. kr. Udgifterne er steget fra ca. 4,5 mia. kr. i Fra 1993 til 1998 udgør stigningen ca. 0,6 mia. kr. eller 15 %. De erhvervsgymnasiale uddannelser og de private gymnasier finansieres af staten, idet der dog er en vis deltagerbetaling på de private gymnasier. De amtskommunale gymnasier finansieres af amterne. Udgifterne til de amtskommunale gymnasier var ca. 3,8 mia. kr. i 1998 og udgjorde dermed 73 % af de samlede udgifter til de gymnasiale uddannelser. I 1992 var udgifterne til de amtskommunale gymnasier ca. 3,7 mia. kr. Udgifterne til de erhvervsgymnasiale uddannelser (hhx og htx) udgjorde i alt ca. 1,2 mia. kr. i 1998 med ca. 0,8 mia. kr. i De offentlige udgifter til de private gymnasier udgjorde kun 167 mio. kr. i Udgifterne pr. elev på de amtskommunale gymnasier (inkluderer både gymnasiet og HF) var kr. i 1998, hvilket var den højeste udgift pr. elev for de gymnasiale uddannelser i Udgiften pr. elev på de amtskommunale gymnasier steg fra kr. i 1992 til kr. i De offentlige udgifter pr. årselev til de private gymnasier var kr. i I 1993 var udgiften pr. årselev kr. Udgifterne pr. årselev på hhx var kr. i 1998 mod kr. i På htx er udgifterne pr. årselev steget fra kr. i 1992 til kr. i Tallene for hhx og htx bygger på erhvervsskolernes indberetninger af regnskabstal og omfatter kun skolernes direkte undervisningsudgifter. Udgifterne pr. årselev er derfor forskellig fra taksten på finansloven for den pågældende uddannelse. Kun den 3 årige hhx er medtaget. 36

40 Tabel Offentlige driftsudgifter til almen Mio. kr og erhvervsgymnasiale uddannel- Offentlige driftsudgifter (1998-priser) ser, Amtskommunale gymnasier Note: Grundet en omlægning af til- Private gymnasier skudssystemet er det, for sammen- Hhx flerårig 1) ligningens skyld, ikke muligt at vise Htx udgifter fra før 1993 for de private kr gymnasier og 1992 for de øvrige. Offentlig udgift pr. årselev (1998-priser). 46,5 48,2 48,2 46,9 49,2 54,2 Tallene for hhx og htx bygger på Amtskommunale gymnasier 54,0 53,4 52,4 50,7 51,4 57,4 59,3 erhvervsskolernes indberetninger af Private gymnasier 2). 44,1 44,1 45,8 47,4 46,9 47,3 regnskabstal og omfatter kun skoler- Hhx flerårig 1) 31,0 32,1 33,5 33,6 36,2 36,3 40,4 nes direkte undervisningsudgifter. Htx 53,8 55,9 53,6 53,2 55,6 53,9 54,4 Udgifterne pr. årselev er derfor forskellig fra taksten på finansloven for 1) Kun den 3 årige hhx er medtaget. den pågældende uddannelse. 2) Antal elever. Gymnasiet omfatter gymnasie-, studenterkursus- og hf kursuselever. Figur 3.6 Offentlige driftsudgifter pr. årselev til almen- og erhvervsgymnasiale uddannelser, Udgift pr. årselev i (1998 priser) Kilde: FL. diverse år samt Danmarks Statistik. Amtskommunale gymnasier Private gymnasier Hhx flerårig Htx 37

41 Erhvervsskolernes direkte undervisningsudgifter til erhvervsuddannelserne udgjorde ca. 2,5 mia. kr. i Udgifterne steg med ca. 0,7 mia. kr. fra 1992 til Udgifterne pr. årselev var i gennemsnit ca kr I 1998 udgjorde erhvervsskolernes samlede direkte undervisningsudgifter til erhvervsuddannelser ca. 2,5 mia. kr. Udgifterne til handels- og kontoruddannelserne var 657 mio. kr. og udgjorde hermed den største andel (26 %) af udgifterne til erhvervsuddannelserne. De samlede udgifter er steget fra 1,8 mia. kr. i 1992 til 2,5 mia. kr. i 1998 svarende til en stigning på 41 %. Udgifterne til jern- og metaluddannelserne samt bygge- og anlægsuddannelserne udgjorde henholdsvis 21 % (535 mio. kr.) og 18 % (447 mio. kr.) af de samlede udgifter. Udgifterne pr. årselev er også steget i gennemsnit fra ca kr. pr. årselev i 1992 til ca kr. pr. årselev i Udgifterne pr. årselev er hermed steget med 48 % fra 1992 til Udgifterne pr. årselev er steget væsentligt for bl.a. 1. skoleperiode, handels- og kontoruddannelserne samt jordbrugsuddannelserne. Der er store forskelle på udgifterne pr. årselev på erhvervsuddannelserne. Udgifterne pr. årselev er højest for de grafiske fag med kr. pr. årselev i 1998 og lavest for handels- og kontoruddannelserne med kr. pr. årselev. Tallene i dette afsnit bygger på erhvervsskolernes indberetninger af regnskabstal og omfatter kun skolernes direkte undervisningsudgifter. Udgifterne pr. årselev er derfor forskellige fra taksterne på finansloven for de pågældende uddannelser. 38

42 Tabel Direkte undervisningsudgifter til Offentlige udgifter (1998-priser) Mio. kr erhvervsuddannelserne, I alt skoleperiode Handel og kontor Levnedsmiddel Service Jordbrug Bygge og anlæg Landtransport Jern og metal Grafiske fag Note: Grundet en omlægning af til- Offentlig udgift pr. årselev (1998-priser) kr skudssystemet er det, for sammen- Gennemsnit 36,4 39,1 43,7 45,7 55,5 55,6 53,9 ligningens skyld, ikke muligt at vise - 1. skoleperiode 34,8 35,6 37,5 39,7 43,4 42,5 48,4 - Handel og kontor 24,7 25,8 29,7 30,9 35,8 38,8 40,8 udgifter fra før Tallene bygger - Levnedsmiddel 66,0 68,0 73,0 69,8 109,9 76,9 73,9 på erhvervsskolernes indberetninger - Service 42,0 42,2 46,1 47,7 51,3 60,7 41,6 af regnskabstal og omfatter kun sko- - Jordbrug 49,0 47,8 59,4 61,5 63,9 66,6 71,3 lernes direkte undervisningsudgifter. - Bygge og anlæg 53,5 55,4 55,6 55,2 60,3 67,6 61,3 Udgifterne pr. årselev er derfor for- - Landtransport 59,2 57,0 62,4 63,4 65,0 79,3 63,0 skellige fra taksterne på finansloven - Jern og metal 53,4 55,3 57,0 57,7 62,3 64,7 64,7 for de pågældende uddannelser. - Grafiske fag 72,4 81,6 76,5 78,1 80,1 86,2 83,0 Figur 3.7 Direkte undervisningsudgifter pr. årselev til udvalgte erhvervsuddannelser, Udgift pr. årselev i kr. (1998-priser) skoleperiode Handel og kontor Grafiske fag Gennemsnit Kilde: Erhvervsskolernes indberetning af regnskabstal til Undervisningsministeriet. 39

43 Undervisningsministeriets udgifter til de videregående uddannelser udgjorde i 1998 ca. 5,1 mia. kr. Udgifterne er steget med ca. 0,2 mia. kr. fra 1994 til Undervisningsministeriets samlede udgifter til de videregående uddannelser er steget fra ca. 4,9 mia. kr. i 1994 til ca. 5,1 mia. kr. i Antallet af studerende på de videregående uddannelserne er steget, men udgifterne pr. studerende er i gennemsnit er faldet. Udgifterne til de pædagogiske uddannelser var ca. 1,3 mia. kr. i 1998 svarende til 24 % af de samlede udgifter til de videregående uddannelser. De pædagogiske uddannelser udgjorde dermed det største udgiftsområde i Udgifterne til de pædagogiske uddannelser steg desuden betydeligt fra 1994 til 1998 (ca. 69 %). Udgifterne til de teknisk videnskabelige uddannelser udgjorde 14 % (ca. 0,7 mia. kr.) af de samlede udgifter. Udgifterne til de tekniske uddannelser er imidlertid faldet fra 1994 til 1998 med ca. 0,3 mia. kr. bl.a. på grund af et fald i antal studerende. Der er store forskelle på udgifterne pr. studerende på de videregående uddannelser. Udgifterne pr. studerende på de samfundsvidenskabelige uddannelser udgjorde i kr. mod pr. studerende på de teknisk videnskabelige uddannelser. På de korte tekniske videregående uddannelser udgjorde udgifterne i kr. pr. studerende. Det skal bemærkes, at udgifterne til de selvejende institutioner er inkl. moms (dog ikke lønudgifter). Dette medfører en højere bevilling til de kortere videregående uddannelser, som udbydes på erhvervsskolerne, samt dele af de pædagogiske uddannelser. Udgifterne til de videregående uddannelser i dette afsnit omfatter kun Undervisningsministeriets udgifter (bevillinger) til uddannelse (kapitaludgifter er ikke inkluderet). De samlede udgifter stemmer derfor ikke overens med udgifter til de videregående uddannelser i afsnit

44 Tabel Undervisningsministeriets udgif- UVM's udgifter (1998-priser) M io. kr ter til de videregående uddannel- I alt ser, Humanistiske uddannelser Samfundsvidenskabelige uddannelser Naturvidenskabelige uddannelser Teknisk videnskabelige uddannelser Sundhedsuddannelser Pædagogiske uddannelser KVU-tekniske uddannelser KVU-merkantile uddannelser UVM's udgift pr. studenterårsværk (1998-priser) kr Gennemsnit 55,0 52,7 51,5 51,0 48,8 Humanistiske uddannelser 39,3 38,8 38,2 38,0 36,4 Samfundsvidenskabelige uddannelser 33,5 32,9 33,0 33,5 32,5 Naturvidenskabelige uddannelser 72,3 74,4 72,3 69,7 66,8 Teknisk videnskabelige uddannelser 80,1 79,1 75,7 73,0 70,2 Note: Grundet en omlægning af til- Sundhedsuddannelser 70,0 70,8 69,8 68,5 62,9 skudssystemet er det, for sammen- Pædagogiske uddannelser 48,6 43,4 45,5 46,3 44,3 ligningens skyld, ikke muligt at vise KVU-tekniske uddannelser 79,9 80,4 75,3 77,9 73,3 tal fra før KVU-merkantile uddannelser 53,7 56,8 60,1 56,4 56,5 Figur 3.8 Udgift pr. studenterårsværk i kr. (1998-priser) Undervisningsministeriets 90 udgifter pr. studenterårsværk til de videregående uddannelser, Humanistiske uddannelser Teknisk videnskabelige uddannelser KVU-tekniske uddannelser Samfundsvidenskabelige uddannelser Sundhedsuddannelser KVU-merkantile uddannelser Naturvidenskabelige uddannelser Pædagogiske uddannelser Gennemsnit Kilde: "FFL 2000". 41

45 De samlede udgifter pr. færdiguddannet i 1998 varierer meget. Især på de videregående uddannelser, hvor prisen først og fremmest afhænger af studietiden. Inden for ungdomsuddannelserne er de gymnasiale uddannelser dyrest. De samlede udgifterne pr. færdiguddannet i 1998 varierer meget. De beregnede udgifter pr. færdiguddannet afhænger her primært af uddannelsernes længde samt tilskuddet pr. årselev/studenterårsværk eller de gennemsnitlige udgifter pr. elev. Der er ikke taget højde for frafald, bl.a. fordi bevillinger på de videregående uddannelser afhænger af, hvorvidt de studerende består eksaminer. Opgørelsen dækker ikke alle uddannelser, men kun et udvalg af uddannelser. Udgifterne pr. færdiguddannet er her beregnet med udgangspunkt i udgifterne pr. elev pr. år og den normerede eller teoretiske studietid. Udgifterne er typisk baseret på taxamtertilskuddet (uddannelses- og fællesudgiftstaxametertilskuddet) pr. årsstuderende samt udgifterne til SU. For ungdomsuddannelserne indgår udgifter til SU ikke. En del af eleverne er under 18 år, og på erhvervsuddannelserne modtager eleverne typisk elevløn. På ungdomsuddannelserne er de gymnasiale uddannelser klart de dyreste mellem ca kr. og kr. pr. færdig student. Udgifterne pr. færdiguddannet på erhvervsuddannelserne er lavere end de gymnasiale, men er meget forskellige. Udgifterne pr. færdiguddannet på de videregående uddannelser afhænger først og fremmest af studietiden og tilskuddet pr. studenterårsværk. Kandidatuddannelserne på typisk 5 år er derfor generelt dyrere end de mellemlange og korte videregående uddannelser. Der er meget store forskelle på udgifterne pr. kandidat. Kandidater inden for de sundheds- og naturvidenskabelige fag er dyrere end kandidaterne inden for samfundsvidenskab. Af de udvalgte uddannelser er en jura og økonomikandidat billigst med ca kr., mens en kandidat i medicin er dyrest med ca kr. 42

46 Tabel 3.9 Udgifter pr. færdiguddannet fordelt på udvalgte uddannelser Note: Udgifterne er beregnet med udgangspunkt i udgifterne pr. elev pr. år og den normerede studietid. Udgifterne er baseret på taxametertilskuddet (uddannelses- og fællesudgiftstaxametertilskuddet) pr. årsstuderende samt udgifterne til SU. Almene gymasium (studentereksamen er dog beregnet med udgangspunkt i de gennemsnitlige amtskommunale udgifter pr. elev. For ungdomsuddannelserne indgår udgifter til SU ikke. Figur 3.9 Udgifter pr. færdiguddannet fordelt på udvalgte kandidatuddannelser 1998 Kandidatpris Kandidatpris Ungdomsuddannelser Videregående uddannelser KVU Almene gymnasium (studentereksamen) Teknisk, byggeteknikker Htx Merkantil, markedsøkonom Hhx MVU Erhvervsuddannelser Folkeskolelærer Handel og kontor, generel kontoruddannelse Journalist Levnedsmidler, kok Socialrådgiver Service, frisør Pædagog Jordbrug, anlægsgartner Erhversøkonom, HA Bygge og anlæg, glarmester Landtransport, transportuddannelse Kandidatuddannelser Jern og metal, smed Medicin, læge Grafiske fag, grafiker Jura Tekniske uddannelser, teknisk assistent Økonomi Humaniora, dansk Naturvidenskab, biologi Teologi Civilingeniør I kr Medicin, læge Civilingeniør Naturvidenskab, biologi Teologi Jura Økonomi Humaniora, dansk Kilde: FL98. 43

47 De offentlige udgifter til voksenuddannelse udgjorde 7,6 mia. kr. i Udgifterne til voksenuddannelse er steget med 2,1 mia. kr., svarende til 38 % fra 1993 til Udgifterne til voksenuddannelse i offentlig regi er steget med 2,1 mia. kr. eller 38 % fra 5,5 mia. kr. i 1993 til 7,6 mia. kr. i Udgifterne omfatter ikke brugerbetaling på en række uddannelser: folkehøjskoler, åben uddannelse, aftenskoleundervisning, folkeuniversitetet og VUC. Tallene er også ekskl. offentlig uddannelsesstøtte i forbindelse med særlige uddannelsestilbud, orlovsydelse og støtte til revalidender under uddannelse samt efteruddannelse i privat regi mv. Udgifterne til AMU-kurser udgør den største andel af udgifterne til voksenuddannelse, svarende til 2,3 mia. kr. i 1998 eller ca. 30 % af de samlede udgifter. Udgifterne til åben uddannelse i 1998 udgjorde ca. 1,1 mia. kr. Udgifterne hertil er mere end fordoblet fra ca. 0,5 mia. i 1993 til ca. 1,1 mia. kr. i Den store stigning skyldes, at målgruppen for åben uddannelse blev udvidet i 1994 ved hjælp af mere fleksible rammer for udbuddet af uddannelsestilbud. Desuden blev åben uddannelse udvidet med nye uddannelser. Væksten fra 1997 til 1998 udgør ca. 14 % og skyldes i høj grad pc-brugeruddannelsen på erhvervsskolerne. Udgifterne til VUC har fra 1995 ligget ret stabilt på ca. 1,1 mia. kr. Udgifterne til daghøjskoler er steget fra ca. 0,3 mia. kr. i 1993 til ca. 0,8 mia. kr. i Deres andel af de samlede offentlige udgifter steg fra 6 % i 1993 til 10 % i Dette kan hænge sammen med, at finansieringen af daghøjskolerne i 1996 blev omlagt til et statsligt taxametertilskud, hvorved det blev fordelagtigt at benytte skolerne som aktiveringstilbud for kommunerne og arbejdsformidlingen. Udgifterne til de traditionelle folkeoplysende voksenuddannelser (folkehøjskoler, husholdnings- og håndarbejdsskoler samt aftenskoleundervisning) er faldet fra 1993 til Det offentliges udgifter til folkehøjskoler er faldet fra 618 mio. kr. i 1993 til 527 mio. kr. i et fald på 15 %. 44

48 Tabel * Offentlige udgifter til voksenud- Offentlige udgifter (1998-priser) Mio. kr dannelser i offentligt regi, I alt Daghøjskoler 1) AMU-kurser Folkehøjskoler VUC Åben uddannelse 2) VEUD 3) Husholdnings- og håndarbejdsskoler Dansk som andet sprog Specialundervisning for voksne Læsekursus for voksne 4) Aftenskoleundervisning Søfartsstyrelsens uddannelser * Der er i vid udstrækning tale om Kulturministeriets uddannelser foreløbige regnskabstal. Strukturdirektoratets uddannelser 5) ) Den kommunale andel af udgifterne før 1996 er skønnede. 2) Inkl. efteruddannelse af lærere og pædagoger. 3) Omfatter kun tillægstaxametret for voksendeltagere. 4) Blev indført pr. 1 januar ) Kurser for jordbrugere. -: Uoplyst Figur 3.10 Offentlige udgifter til voksenudnelser i alt og udvalgte uddannelser i offentligt regi, Mia. kr. (1998-priser) * Kilde: "Voksenuddannelse i tal ", Undervisningsministeriet. I alt AMU-kurser VUC Åben uddannelse 2) 45

49 Der bruges betydelige beløb på Statens Uddannelsesstøtte (SU), omkring 8,4 mia. kr. i Beløbet stiger hvert år. Stipendier udgjorde i 1998 ca. 83 % af udgifterne; resten gik til lån. 75 % af de samlede udgifter i 1998 gik til de videregående uddannelser. I 1998 udgjorde den samlede offentlige udgift til SU ca. 8,4 mia. kr. Godt personer modtog knap 7 mia. kr. af dette beløb som stipendier (83,3 %) og resten som lån. I slutningen af 1988 blev klippekortsystemet introduceret. Reglerne for SU er i dag opdelt efter, hvorvidt støtten tildeles til studerende ved en ungdomsuddannelse (uden for klippekortet) eller ved en videregående uddannelse (inden for klippekortet). SU tildeles som stipendium og lån (frivilligt). Der findes en stipendiesats for hjemmeboende og en sats for udeboende studerende, mens lånesatsen er den samme. Lån tildeles i forbindelse med stipendium. For alle uddannelsestyper gælder, at støttemodtageren tildeles et fribeløb til egenindkomst for hver måned i støtteåret, dvs. de unge har ret til at have en månedlig indtjening i form af løn. Fra 1991 til 1998 steg udgifterne til Statens Uddannelsesstøtte med 2,2 mia. kr. fra 6,2 mia. kr. til 8,4 mia. kr. Dette kan hovedsagelig forklares ved en stigning i stipendieudgifterne fra 4,9 mia. kr. i 1991 til 7,0 mia. kr. i At udgifterne til stipendier steg er en naturlig følge af, at flere uddannelser blev stipendieberettigede, og at alle forældreafhængige støttemodtagere (fra 1996) kunne få et grundstipendium uanset forældrenes indkomst. Desuden betød indsatsen for de unge markant lavere kontanthjælps- og dagpengesatser til unge under 25 år, hvilket fik flere unge til at uddanne sig på stipendier. Niveauet for SU-lån lå nogenlunde stabilt fra 1991 til Herefter ses en stigning i udgifterne. I 1998 udgjorde SU-lån en udgift på 1,5 mia. kr. Stigningen i lånudgiften fra 1995 til 1996 skyldes bl.a., at lånesatsen steg ekstraordinært som kompensation for en samtidig nedsættelse af stipendiesatsen for hjemmeboende. Fra 1996 var der tillige en stigende andel, der valgte at optage lån. I 1998 fik den gennemsnitlige SU-støttemodtager ved ungdomsuddannelserne kr. i stipendium og kr. i lån. For de videregående uddannelser udgjorde de tilsvarende gennemsnitsbeløb kr. (stipendium) og kr. (SU-lån). 46

50 Tabel Udgifter til Statens Uddannel- Udgifter (1998-priser) Mia. kroner sesstøtte, Tildeling i alt 6,2 6,3 6,5 6,7 6,7 7,5 7,9 8,4 Stipendier 4,9 5,2 5,5 5,6 5,7 6,2 6,6 7,0 SU-lån 1,1 1,1 1,1 1,0 1,0 1,2 1,3 1,5 Heraf: Ungdomsuddannelser 1,5 1,5 1,7 1,7 1,7 1,9 2,0 2,1 Videregående uddannelser 4,6 4,8 5,0 5,0 5,0 5,6 5,9 6,3 Antal støttemodtagere Antal Ungdomsuddannelser Videregående uddannelser Tildeling pr. støttemodtager (1998-priser) kr Ungdomsuddannelser Note: Tal fra før 1991 er ikke med- Stipendier 17,0 16,0 15,3 15,7 15,6 14,6 14,8 16,0 taget, da udgifterne dengang var op- SU-lån 12,7 11,9 10,8 10,7 10,2 11,9 12,3 13,7 gjort på undervisningsår. På grund Videregående uddannelser af afrundinger kan der være afvigel- Stipendier 31,0 30,5 30,4 30,2 30,2 31,1 30,8 31,0 ser i summerne. SU-lån 15,1 14,6 14,5 14,2 14,2 16,8 16,4 16,6 Figur 3.11 Udgifter til Statens Uddannelsesstøtte, Mia. kroner (1998-priser) SU-lån Stipendier Kilde: "SU-støtte og SU-gæld" diverse numre, SU-Styrelsen og Undervisningsministeriets beregninger. 47

51 En ung under uddannelse levede i gennemsnit for under 1/3 af det en jævnaldrende, der ikke var under uddannelse, levede for. De uddannelsessøgendes indkomst er steget med 7,4 % fra 1993 til I denne specielle opgørelse omfatter uddannelsessøgende alene de studerende, der var i gang med en ulønnet uddannelse i aldersgruppen år. Som referencegruppe er medtaget de jævnaldrende, som ikke var uddannelsesssøgende. Den gennemsnitlige disponible indkomst for de uddannelsessøgende (alle indkomster er ekskl. skat og SU-lån) blev forbedret hvert år i perioden fra 1993 til Den samlede stigning i perioden udgør 7,4 %. Således udgjorde den disponible indkomst uden SU-lån i kr. De uddannelsessøgende, som modtager SU-stipendier, har mulighed for at supplere stipendieindkomsten med studielån. I en årrække har tendensen været, at de studerende i mindre grad valgte at optage studielån. Denne tendens fortsatte frem til 1995, hvor en gennemsnitsstuderende lånte kr. om året. Fra 1995 til 1996 ses for første gang en stigning i lånoptaget bl.a. forårsaget af, at studielånssatsen blev hævet ekstraordinært som kompensation for en nedsættelse af stipendiesatsen for hjemmeboende. I 1996 lånte en uddannelsessøgende således gennemsnitlig kr. om året. For de unge, som ikke var under uddannelse, ses også en indkomststigning i den gennemsnitlige disponible indkomst fra 1993 til Her er stigningen i perioden dog kun 1 %. I 1996 udgjorde den disponible indkomst for denne gruppe kr. om året. Ved sammenligning mellem de uddannelsessøgende og de ikke uddannelsessøgende ses, at de studerende i 1996 (inkl. studielån) levede for lidt under 1/3 af det, de jævnaldrende som ikke var uddannelsessøgende, levede for. 48

52 Tabel 3.12 Uddannelsessøgende Ikke uddan- Disponibel indkomst for Disponibel indkomst for uden løn 1) nelsessøgende 2) uddannelsessøgende i forhold årige, fordelt efter om de er uddan- til ikke-uddannelsessøgende nelsessøgende eller ikke uddannel- Disponibel SU-lån Disponibel indkomst Ekskl. SU-lån Inkl. SU-lån sessøgende, indkomst Indkomst (1996-priser) kr % ,7 28,9 Note: Opgjort på indkomstår som ,8 29,8 gennemsnitsbeløb. Disponibel ind ,4 30,3 komst er ekskl. slutskat ,4 30,6 1) Uddannelsessøgende, der var under et ulønnet uddannelsesforhold. 2) Ikke under uddannelse i det formelle uddannelsessystem. Figur 3.12 Indekseret disponibel indkomst (inkl. lån) for uddannelsessøgende og ikke uddannelsessøgende, Indeks 1993 = Uddannelsessøgende Ikke uddannelsessøgende Kilde: "De studerendes indtjening, 1993 til 1996, en analyse af indkomster", Undervisningsministeriet

53 I 1997 blev der brugt rundt regnet 21,7 mia. kr. til forskning. I 1985 udgjorde disse udgifter 1,2 % af bruttonationalproduktet. I 1995 er udgiften steget til 1,9 %. I 1997 udgjorde den samlede udgift til forskning omkring 21,7 mia. kr., fordelt på 13,3 mia. kr. fra erhvervslivet (61 %) og 8,3 mia. kr. fra det offentlige (39 %). Der bruges således et stigende beløb til forskning. I 1985 blev der samlet brugt 10,9 mia. kr., svarende til 1,2 % af bruttonationalproduktet, mens der i 1997 blev brugt 1,9 % af bruttonationalproduktet. Fra 1985 til 1997 steg de samlede udgifter til forskning med ca. 99 %. For erhvervslivets udgifter udgjorde stigningen 121 %. De offentlige udgifters stigning udgjorde ca. 71 % i samme periode. Der er betydelig forskel på, hvor stor en andel af de offentlige udgifter der bevilges til de enkelte videnskabelige områder. I 1997 blev der brugt flest penge på det naturvidenskabelige område (2,6 mia. kr.) efterfulgt af det sundhedsvidenskabelige område med 1,9 mia. kr. Den samlede stigning i de offentlige udgifter til forskning dækker dog over forskellige bevægelser. Eksempelvis faldt forskningsudgiften til jordbrugs- og veterinærvidenskab, samfundsvidenskab samt humaniora/psykologisk/pædagogisk videnskab fra 1989 til Den største stigning i de offentlige udgifter fra 1985 til 1997 ses for det naturvidenskabelige område med en stigning på ca. 101 %, efterfulgt af det humanistisk/psykologisk/pædagogiske område med en stigning på ca. 74 %. Det fagområde, der i 1997 fik det laveste offentlige beløb, var samfundsvidenskab med 849 mio. kr. 50

54 Tabel Private og offentlige udgifter til Udgifter (1997-priser) Mio. kroner forskning, fordelt på sektor og fag- Udgifter i alt område, Offentlige udgifter i alt Højere læreanstalter Øvrige offentlige sektor Privat ikke-erhvervsdrivende sektor Erhvervslivets udgifter i alt Offentlige udgifter, fordelt på videnskab (1997-priser) Naturvidenskab Teknisk videnskab Sundhedsvidenskab Jordbrugs-/veterinærvidenskab Samfundsvidenskab Humaniora, psyk./pæd Note: Denne beregning foretages % af BNP kun for ulige år. Summerne kan afvige p.g.a. afrundinger. Udgifter i alt i forhold til BNP 1,2 1,4 1,5 1,6 1,7 1,8 1,9 Figur 3.13 Offentlige udgifter til forskning, fordelt på fagområde, Mio. kroner (1997-priser) Naturvidenskab Teknisk videnskab Sundhedsvidenskab Jordbrugs-/veterinærvidenskab Samfundsvidenskab Humaniora, psyk./pæd. Kilde "Forskning og udviklingsarbejde i den offentlige sektor - forskningsstatistik 1995 og 1997", Forskningsministeriet. 51

55 I Danmark er der ca. 12 elever pr. pc er i 9. klasse, hvilket er få elever pr. pc er i international sammenhæng. 85 % af eleverne har desuden adgang til Internettet og de resterende vil få det inden for kort tid. I 1998 var der ifølge SITES (The Second Information Technology in Education Study) 11,7 elever pr. pc i 9. klasse i Danmark. Dette er få elever pr. computer set i international sammenhæng, idet kun Canada og New Zealand har færre. Udstyrssituationen er meget forskellig i de undersøgte lande. I Cypern var der fx ca. 210 elever pr. computer mod kun ca. 9 i Canada. Det fremgår også af SITES, hvor stor en andel af eleverne i 9. klasse der har adgang til Internettet. 85 % af de danske elever havde adgang til Internettet i 1998, og inden udgangen af 2001 vil stort set alle elever have adgang til Internettet. Danmark er dermed på niveau med en række andre lande, hvor alle eleverne enten har adgang til Internettet, eller vil få det i løbet af en kort årrække. Udstyrssituationen er naturligvis af stor betydning for skolernes muligheder for at integrere informations- og kommunikationsteknologien i undervisningen, men brugen af teknologien er også vigtig. Det fremgår bl.a. af SITES, at computere bruges af 93 % af de danske elever i klasse i undervisningen, hvilket er den højeste udbredelse blandt de deltagende lande. Danmark fremhæves desuden som et af de lande, hvor et stort antal lærere har været på et grundlæggende IT-kursus, men lærernes manglende kvalifikationer vurderes stadig at være et væsentligt problem. 52

56 Tabel 3.14 Elev/pc-forholdet (antal elever pr. computer) samt andelen af skoler med internet adgang i Danmark og udvalgte lande, målt på 9. klassetrin Antal elever pr. computer Adgang til internet Planlagt adgang før år Elever % Danmark 11, Finland 13, Norge 13, Island 18, Belgien 29, Luxembourg 15, Frankrig 24, Italien 30, Cypern 210, Israel 18, Bulgarien 80, Tjekkiet 43, Ungarn 35, Litauen 133, Slovenien 39, Rusland 127, Hong Kong 35, Taiwan 35, Singapore 11, Thailand 52, Japan 21, New Zealand 10, Canada 8, Sydafrika 41, Tabel 3.14 Elev/pc-forholdet (antal elever pr. computer) i Danmark og udvalgte lande, målt på 9. klassetrin Canada New Zealand Danmark Singapore Finland Norge Luxembourg Israel Island Japan Frankrig Belgien Italien Taiwan Ungarn Hong Kong Slovenien Sydafrika Tjekkiet Thailand Bulgarien Rusland Litauen Cypern Antal elever pr. computer 53 Kilde: "The Second Information Technology in Education Study" 1999, IEA

57 I 1998/99 var der ca. 11 elever pr. tidssvarende computer i folkeskolen. I det almene gymnasium var der ca. 7 elever pr. computer og på erhvervsskolerne 2 til 3 elever. Samtlige gymnasier og erhvervsskoler har adgang til Sektornet (Undervisningsministeriets uddannelsesnetværk), og 81 % af alle folkeskoler har adgang ved udgangen af Antallet af elever pr. tidssvarende computer er i folkeskolen faldet fra 17 i 1996/97 til ca. 11 i 1998/99. De frie grundskoler og efterskolerne er ikke med i denne opgørelse. I det almene gymnasium er antallet af elever pr. computer faldet fra 13 i 1996/97 til ca. 7 i 1998/99. Der findes ikke tal for erhvervsskolerne (handels- og tekniske skoler) i 1996/97, men der var kun 2 til 3 elever pr. tidssvarende computer i 1998/99. Samtlige almene gymnasier og erhvervsskoler har adgang til Sektornet og dermed også til Internettet. 81% af samtlige folkeskoler og frie grundskoler (efterskoler er ikke inkluderet) havde adgang til Sektornet ved udgangen af 1999, men der kan være skoler, som har adgang til Internettet uden at være tilsluttet Sektornet. Andelen, der har adgang til Sektornet, er steget kraftigt fra 21 % i 1997 til 81 % ved udgangen af

58 Tabel 3.15 Antal elever pr. tidssvarende computer og adgang til Sektornet, Note: Med tidssvarende computere menes computere med 486- eller pentiumprocessor. Elever pr. computer Adgang til Sektornet 1) 1996/ / / Antal % Folkeskoler 17,0 14,0 10,8 21 2) 43 2) 81 2) Gymnasier 13,0 8,5 6, Handelsskoler - 3,0 2, Tekniske skoler - 3,5 2, ) Adgang til Sektornet er opgjort ved udgangen af kalenderåret. 2) Omfatter her tillige frie grundskoler. -: Uoplyst. Figur 3.15 Antal elever pr. tidssvarende computer /99 Folkeskoler Gymnasier Handelsskoler Tekniske skoler Kilde: Kommunernes Landsforeningen og Undervisningsministeriet Elever pr. computer 1998/99 55

59 I 1998 var der registreret i alt uddannelsessteder, hvilket er en stigning på 1,9 % sammenlignet med Der er folkeskoler, hvilket er 8,6 % under 1989-niveauet. De selvejende private skoler steg med 6,6 % i samme periode. I 1998 var der i Danmarks Statistik registreret uddannelsessteder i Danmark. Den samlede overordnede tendens er en svag stigning. Sammenlignet med 1989 er det en stigning på 64 uddannelsessteder eller 1,9 %. Antallet af folkeskoler faldt hvert år frem til 1997, hvor der var folkeskoler. Antallet af selvejende private skoler steg med 27 skoler. Antallet af efterskoler steg konstant i perioden med i alt 43 skoler. I 1998 var der 241 efterskoler. I 1998 var der 150 gymnasier, hf-kurser og studenterkurser. Heraf udgjorde de selvejende private skoler 21. I 1998 udgjorde antallet af erhvervsskoler mv. 252 (inkl. afdelinger). Dette er 17 færre end i I 1998 udgjorde handels- og tekniske skoler samlet 47,6 % af samtlige erhvervsskoler mv. I 1998 var der i alt 194 videregående uddannelsessteder mod 215 i Antallet af lærerseminarier faldt fra 1989 til 1998 fra 25 til 20. Også for pædagogseminarierne ses et fald. I 1998 var der 33 pædagogseminarier, hvilket er 8 færre end i Det samlede antal højskoler, voksenuddannelsesinstitutioner og AMU-centre steg fra 352 uddannelsessteder i 1989 til 550 i Dette skyldes især en vækst i antallet af produktions- og daghøjskoler. Produktionsskolernes antal steg fra 63 skoler i 1989 til 107 skoler i Daghøjskolernes antal steg i samme periode fra 37 til 186 skoler. 56

60 Tabel Antallet af registrerede uddan Antal registrerede uddannelsessteder nelsessteder i Danmark, opgjort Uddannelsessteder i alt pr. 1. juni, Grundskoler 1) Heraf: Folkeskoler Selvejende private skoler Efterskoler Gymnasier, hf- og studenterkurser 2) Heraf: Selvejende private skoler Erhvervsskoler mv Heraf: Handels- og tekniske skoler 3) Landbrugs- husholdnings- og levnedsmiddelskoler Sundhedsuddannelser Heraf: Social- og sundhedsskoler Videregående uddannelsesinstitutioner Heraf: Universiteter og - centre 4) Lærerseminarier Pædagogseminarier Sygeplejerskeskoler Højskoler, voksenudd.- og AMU-centre Heraf: VUC-centre AMU-centre og landtransport Note: Søgt klassificeret efter højeste Forvaltningsskoler uddannelsesniveau. Undtaget er dog Folkehøjskoler erhvervsskoler mv., som henviser til Ungdomshøjskoler ungdomsuddannelse, selvom en ræk- Produktionsskoler ke skoler udbyder korte videregående Daghøjskoler uddannelser. Fri ungdomsuddannelsesskoler 5) ) Ekskl. specialskoler for børn og voksne, sprogskoler, kommunale ungdomsskoler og ungdomskostskoler. (I 1998 udgør denne gruppe 594 skoler). 2) Ekskl. hf på seminarierne, (disse indgår under lærerseminarierne). 3) Inkl. DS-registrering af afdelinger under hovedskolerne. 4) Ekskl. Danmarks Tekniske Universitet (DTU). 5) Har status som fri ungdomsuddannelse (fuu), f.eks. skolen for økologiske igangsættere. Optræder først fra En række skoler udbyder også fuu, men skolerne er registreret efter hovedformål under f.eks. folkehøjskoler, håndarbejdsskoler mv. Figur 3.16 Folkeskoler, selvejende private skoler og efterskoler, opgjort pr. 1. juni, Antal uddannelsessteder Folkeskoler Selvejende private skoler Efterskoler Kilde: "Institutionsregisteret" - særkørsel, Danmark Statistik samt beregninger foretaget af Undervisningsministeriet. 57

61 Der er ansat omkring lærere i folkeskolen og på de frie grundskoler. På gymnasier og hf-kurser er der ansat rundt regnet lærere. På erhvervsskolerne er der ansat lærere. På universitetslovsinstitutionerne udgør antallet af lærere personer svarende til lærerårsværk. Statistikken på lærerområdet er for visse områder sparsom. Opgørelsen viser, at der i 1998 var ansat mindst lærere, svarende til omkring årsværk. I folkeskolen og på de frie grundskole var der i 1998 ansat ca lærere. Folkeskolens andel er størst med ca. 89 % eller lærere. De frie grundskoler har ansat omkring lærere. Antallet af lærerårsværk i folkeskolen og på de frie grundskoler udgør tilsammen i Heraf har folkeskolen årsværk og de frie grundskoler årsværk. Frem til 1993 blev lærerårsværk for folkeskolen og de frie grundskoler beregnet ud fra lærerløntimer omregnet til fuldtidslærere. Herefter bruges årlig arbejdstid, som omfatter undervisningstimer, forberedelsestid og tid til øvrige opgaver til beregningen. Det viser sig, at der er mindre forskelle i antallet af lærere og antallet af årsværk, hvilket er ensbetydende med, at relativt få lærere er deltidsansat eller ansat i kortere perioder. Det almengymnasiale uddannelsesområde bestående af gymnasiet, 2-årige hf og studenterkurser havde ansat omkring lærere i Dette svarer til omkring årsværk. Der har været en stigning på omkring lærere fra 1989 til Antallet af årsværk har dog været konstant i hele perioden. Erhvervsskoler mv. (inkl. erhvervsgymnasiale uddannelser) havde i lærere. Dette er samme størrelse som antal lærerårsværk. For dette område har der vist sig et faldende antal lærere. Fra 1989 til 1998 udgjorde faldet personer. Ved universiteslovsinstitutionerne (se note til tabel 3.17) var der i 1998 ansat lærere. I den korte periode, der findes tal for, har der været et stigende udvikling i antal lærere. På universitetslovsinstitutionerne er der markant forskel på antal lærere og antal lærerårsværk. I 1998 var der årsværk. Dette indikerer, at området er præget af mange deltidsansatte. 58

62 Tabel Lærere, fordelt på uddannelses Personer i niveau, Grundskolen i alt 1) Folkeskolen 1) 6) Frie grundskoler 1) Almengymnasiale uddannelser Erhvervsskoler mv. 2) * Universitetslovsinstitutioner 3) 4) Årsværk i Grundskolen 1) Folkeskolen 1) 6) Frie grundskoler 1) Almengymnasiale uddannelser Note: Eks svarer til undervis- Erhvervsskoler mv. 2) ningsåret 1989/90. Universitetslovsinstitutioner 3) 4) ) ) Ændret opgørelsesmetode, derfor er tallene ikke direkte historisk sammenlignelige. Efterskoler indgår ikke. 2) EUD, erhvervsgymnasiale uddannelser og KVU. 3) Indeholder undervisere/forskere og deltids- og timelærere. 4) Alene universitetslovsinstitutioner, som i 1998 omfattede følgende institutioner: KU, ÅU, OU, RUC, AUC, DTU, Handelshøjskolerne i: København, Århus og Syd, Danmarks Farmaceutiske Højskole, KVL og Danmarks Lærerhøjskole. 5) Skøn. 6) I 1997 og 1998 er tallene ekskl. ledere, børnehaveklasseledere og pædagoger. * Foreløbigt tal. -: Uoplyst. Figur 3.17 Antal lærerårsværk, fordelt på uddannelsesniveau i 1997 og 1998 Antal lærerårsværk i Folke- og frie grundskoler Almengymnasiale uddannelser Erhvervsskoler mv. 2) Universitetslovsinstitutioner 3) 4) Kilde: "Folkeskolen i de enkelte kommuner" og "Folkeskolen i tal", Undervisningsministeriet, "De private skoler i de enkelte kommuner" Undervisningsministeriet, "De frie grundskoler i tal", Undervisningsministeriet, "Nøgletal for gymnasier, 2-årige studenterkurser og hf" Undervisningsministeriet, "Cøsa" Undervisningsministeriet samt SCL-oplysninger. 59

63 I 1998 var der i folkeskolen 10,5 elever pr. lærer. For de frie grundskoler var tallet lidt højere, nemlig 11,4. En normalklasse i folkeskolen er imidlertid større end på de frie grundskoler, 18,9 mod 17,0. I gymnasiet er elev/lærerratioen 8,7 og normalklassekvotienten udgjorde 23,8. Ratioen for de erhvervsfaglige merkantile uddannelser var 11,0 i 1997, mens ratioen på de erhvervsfaglige tekniske uddannelser mv. var 7,3. I 1998 udgjorde elev/lærerratioen i folkeskolen 10,5 mod en ratio på 11,4 for de frie grundskoler. Normalklassekvotienten angiver antal elever i en klasse, der modtager såkaldt almindelig undervisning. Det betyder, at såkaldte rene specialklasser ikke indgår i kvotienten. I folkeskolen var der i 1998 gennemsnitligt 18,9 børn i klassen. For de frie grundskoler var normalklassekvotienten 17,0. Ved de almengymnasiale uddannelser er elev/lærerratioen lavere end ratioen i folkeskolen og ved de frie grundskoler. I 1998 var den 8,7. Ratioen har for dette område udvist et fald. I 1989 lå den fx på 9,8. Det svarer til, at der i dag er 1,1 elev færre pr. fuldtidslærer ved det almengymnasiale uddannelsesområde. I 1998 lå normalklassekvotienten for de almengymnasiale uddannelser på 23,8. Fra 1994 ses et fald i kvotienten. Faldet i denne periode udgør 1,0. For de erhvervsfaglige uddannelser (merkantile og tekniske erhvervsuddannelser) varierer elev/lærerratioen en del efter skole- og uddannelsestype. På de merkantile uddannelser var der i elever pr. lærer. I 1989 var der 12,5 elever pr. lærer. På de tekniske uddannelser mv. udgjorde elev/lærerratioen i ,3 - mod 7,8 i For såvel de merkantile som de tekniske uddannelser har tendensen været en faldende udvikling i elev/lærerratioen. 60

64 Tabel Elev/lærerratio og normalklasse Elev/lærerratio kvotient, opgjort for folkeskolen, Grundskolen 1) de frie grundskoler, almengym- Folkeskolen 10,3 10,1 10,3 10, ,6 10,5 nasiale-, merkantile- og tekniske Frie grundskoler 11,6 11,8 11,2 11,5 11,9 11,7 11,3 11,3 11,3 11,4 uddannelser mv., Ungdomsuddannelser 2) Almengymnasiale uddannelser 9,8 9,5 9,2 8,9 8,9 9,0 9,0 8,9 8,7 8,7 Note: Elev-/lærerratio er beregnet Merkantile uddannelser 12,5 12,5 12,4 13,6 12,6 12,6 11,9 11,7 11,0 - ud fra det samlede antal lærerårs- Tekniske uddannelser mv. 3) 7,8 8,6 8,9 8,9 8,6 8,4 8,0 8,2 7,3 - værk, dvs. én lærer på fuld tid i ét Normalklassekvotient undervisningsår. Normalklassekvoti- Grundskolen 1) enter er det gennemsnitlige indberet- Folkeskolen 18,2 18,2 18,4 18,4 18,4 18,5 18,5 18,6 18,8 18,9 tede antal elever/klasse, ekskl. special- Frie grundskoler 16,8 17,0 16,8 16,7 16,6 16,8 17,0 16,8 16,8 17,0 klasser. Eks.: 1989 svarer til under- Ungdomsuddannelser visningsåret 1989/90. Almengymnasiale uddannelser 23,6 23,9-23,0 24,3 24,8 24,1 23,8 23,9 23,8 1) Ekskl. efterskoler. 2) Elev/lærerratio for det samlede erhvervsgymnasiale område kan p.t. ikke opgøres. Det vides, at i 1997 var ratioen for den flerårige hhx 10,9, for den 1-årige hhx 13,0 og for htx 7,5. 3) Inkl. jordbrug og søfart. -: Uoplyst Figur 3.18 Elev/lærerratio, opgjort for frie grundskoler, almengymnasiale-, merkantile- og tekniske uddannelser mv., Elev/lærerratio Frie grundskoler Almengymnasiale uddannelser Merkantile uddannelser Tekniske uddannelser mv. 3) Kilde: "Folkeskolen i de enkelte kommuner" og "Folkeskolen i tal", "De private skoler i de enkelte kommuner" Undervisningsministeriet, "De frie grundskoler i tal", Undervisningsministeriet, "Nøgletal for gymnasier, 2-årige studenterkurser og hf" Undervisningsministeriet og "Cøsa" Undervisningsministeriet. 61

65

66

67 Med elevbevægelser menes, hvor mange personer der starter en uddannelse, hvor mange der er under uddannelse, og hvor mange der fuldfører eller afbryder en uddannelse. Der opgøres tillige overgange mellem de forskellige uddannelsesniveauer. Det er et område, hvor der er relativt mange og gode grundoplysninger og en del beregnede modeltal. Nøgletal for antal elever på forskellige uddannelsesniveauer er interessante på baggrund af den demografiske udvikling. Opgørelserne over tosprogede elever og elever ved vidtgående specialundervisning er særskilte opgørelser for grundskolens uddannelser, da disse elever normalt kræver ekstra ressourcer. Et centralt nøgletal er den forventede samlede uddannelsestid for et barn, som starter i 1. klasse. Her ses, hvor længe de unge i gennemsnit bliver i uddannelsessystemet. Der er ofte fokus på, hvor stor en andel af de unge som fortsætter på samme eller højere uddannelsestrin, med særlig interesse for elevfordelingen mellem henholdsvis de gymnasiale- og erhvervsfaglige uddannelser. Også fordelingen af ansøgere og optagne til forskellige fagområder inden for de videregående uddannelser er vigtig sammenholdt med den aktuelle beskæftigelsessituation for forskellige faggrupper på arbejdsmarkedet. Ventetiden og faktiske studietider er også meget brugte nøgletal, bl.a. set i lyset af debatten om, at danske unge er relativt gamle, før de forlader uddannelsessystemet. Endelig vises fuldførelsesfrekvenser for uddannelsesniveauerne, der ofte følges med stor opmærksomhed. 64

68

69 Efter flere års fald i elevtallet i grundskolen steg antallet af elever igen fra I 1998 var der omkring elever i grundskolen. Udviklingen i elevtallet i grundskolen dækker dog over et konstant faldende antal elever i klasse. På ungdomsuddannelserne var der i 1998 ca elever. Omkring studerende var i gang med en videregående uddannelse, og over ti år steg antallet af studerende ved de videregående uddannelser med ca. 32 %. I 1998 var 1,051 mio. elever i uddannelse, svarende til, at næsten hver femte person i befolkningen var under uddannelse. Årgangenes størrelse påvirker elevtallets størrelse, specielt i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, men også overgangsfrekvenser er afgørende. Voksenuddannelse opgøres ikke i dette afsnit. I 1998 fordelte elevtallet sig med: 60,5 % i grundskolen (inkl. børnehaveklassen), 21,2 % ved ungdomsuddannelserne og 18,3 % ved de videregående uddannelser. Sammenlignes 1998 med 1989 ses, at en stigende andel var i gang med en videregående uddannelse (14,3 % i 1989). Ungdomsuddannelsernes andel lå på et næsten konstant niveau i perioden. I 1998 var der ca elever i grundskolen. Fra 1989 til 1994 faldt elevtallet. Herefter vendte billedet. Elevtallet på klassetrin faldt dog konstant. Der var ca elever ved ungdomsuddannelserne i 1998, heraf ca elever på erhvervsfaglige uddannelser. På de almene og erhvervsgymnasiale uddannelser gik der ca elever, heraf var ca i gang med en almengymnasial uddannelse og ca med en erhvervsgymnasial uddannelse. Det almengymnasiale område oplevede et fald i elevtallet, mens de erhvervsgymnasiale var i vækst fra 1989 til 1998 svarende til en stigning på 50 %. Denne stigning er bl.a. forårsaget af øget søgning til og forlængelse af hhx. I 1998 var ca studerende i gang med en videregående uddannelse. Antallet steg med 32 % over ti år. Studerende på de korte videregående uddannelse steg fra ca i 1989 til ca i De mellemlange videregående uddannelser havde flest studerende (38 % af elevtallet i 1998), og antallet steg fra ca i 1989 til ca i Antal studerende i gang med en kandidatuddannelse faldt pga. en strukturomlægning. I dag påbegyndes hovedparten af kandidatuddannelserne først efter en fuldført bachelorgrad. I 1998 var ca studerende i gang med en bachelor- og kandidatuddannelse. I 1989 var ca studerende i gang. Stigningen var ca. 22 %. 66

70 Tabel Elevtal, fordelt på uddannelsesni Antal veauer, I alt Grundskolen (inkl. bh.-klasse) i alt Børnehaveklasse til 7. klasse 1) til 10. klasse Ungdomsuddannelser i alt Almengymnasiale uddannelser Erhvervsgymnasiale uddannelser 2) Tf-kurser Erhvervsfaglige skoleforløb mm. 3) Erhvervsfaglige hovedforløb mm. 4) Videregående uddannelser i alt Korte videregående uddannelser Mellemlange videregående uddannelser Bacheloruddannelser 5) Grund- og basisuddannelser Kandidatuddannelser 6) Note: Opgjort pr. 1. oktober i året. Ph.d. 7) ) Fra 1989 til 1992 skal tallene tages med forbehold, da tallene er sammenstykket af forskellige kilder. 2) I 1994 blev htx forlænget med et år til et treårigt forløb. Samtidig blev adgangsvejen ændret fra et skoleforløb på erhvervsuddannelserne til adgang direkte fra grundskolen. Fra 1995 skete de samme strukturændringer for hhx. 3) Indeholder også korte erhvervsfaglige grundkurser som fx landbrugets forskolekursus mv. Fra midten af 1996 blev indgangsforløbet merkantil EUD ændret, således at eleverne kunne forlænge indgangsforløbet fra 1 til 2 år. Rundt regnet halvdelen har benyttet sig af denne mulighed. 4) Indeholder også social- og sundhedsuddannelser, landbrugsuddannelser, PGU (fra 1997) samt andre længere erhvervsfaglige kurser mm. 5) At bacheloruddannelserne indeholder tal for uddannelserne blev formelt oprettet skyldes, at bl.a. HA og erhvervssprog mv. fra før reformen havde denne struktur. 6) Kandidatuddannelserne indeholder både udelte kandidatforløb og overbygningskandidatuddannelser. I 1998 var ca. 1/3 ved en udelt kandidatuddannelse og 2/3 ved en overbygningskandidatuddannelse. 7) P.g.a. registreringsproblemer er ph.d. tallene formentligt underestimeret. Figur 4.1 Elevtal, fordelt efter uddannelseshovedniveauer, Antal i Grundskolen (inkl. bh. klasse) i alt Ungdomsuddannelser i alt Videregående uddannelser i alt Kilde: Danmarks Statistik samt Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontors tal og egne modelberegninger. 67

71 Ca. 1/3 af de årige var i 1998 under uddannelse. Overordnet er andelen stigende for alle aldersgrupper. Hovedparten af de årige er i gang med en uddannelse, i alt 80,2 %. I 1998 var andelen af kvinder under uddannelse højere end mændenes andel. I 1998 var omkring en tredjedel af alle årige under uddannelse. Blandt de årige var hovedparten, svarende til otte ud af ti, i gang med en uddannelse. Af de årige var 38 % under uddannelse, og af de årige var ca. 20 % i gang. I den ældste gruppe, de årige, var ca. 7 % fortsat under uddannelse. Tallene er ekskl. voksenuddannelse. Den politiske målsætning er, at flere får en kompetencegivende uddannelse. I dag afslutter mange først en ungdomsuddannelse efter det fyldte tyvende år. Herefter fortsætter en stigende andel på en videregående uddannelse, nogle efter en pause, dvs. at de studerende bliver op i 20'erne og for en dels vedkommende i 30'erne, før uddannelsen afsluttes. Det er bl.a. baggrunden for, at stadig flere i de unge og yngre årgange er under uddannelse. I international sammenhæng er danskere relativt gamle, før de forlader uddannelsessystemet. Dette dækker imidlertid også over, at danske børn starter sent i skolen i forhold til i andre lande, at mange tager 10. klasse med, at mange får en ungdomsuddannelse og en videregående uddannelse. En del vælger også at holde et eller flere års pause i uddannelsesforløbet. Andelen af uddannelsessøgende i alle de viste aldersgrupper har næsten været konstant stigende siden Gruppen af årige er steget mest med næsten 10 procentpoint over en tiårig periode. I slutningen af 1980 erne var andelen af mænd og kvinder, der var i gang med en uddannelse, lige store. Dette billede er ændret. I 1998 er det 33,9 % kvinder mod 31,4 % mænd. For de årige er andelene nogenlunde identiske for de to køn, men for eksempelvis aldersgruppen årige er der store forskelle. Her udgjorde andelen af kvinder under uddannelse 40,2 % mod mændenes 35,8 %. 68

72 Tabel 4.2 Andel af årige under uddannelse, fordelt på køn og aldersgrupper, % Alle 30,2 30,8 30,9 30,9 31,3 31,1 31,4 31,8 32,5 32, ,1 78,1 78,0 77,8 79,1 78,9 79,5 80,4 81,1 80, ,1 29,5 31,4 32,8 33,9 34,1 34,9 36,1 37,6 38, ,5 12,8 13,2 13,7 14,4 14,8 16,0 17,2 18,9 20, ,8 4,9 5,0 5,1 5,3 5,5 6,1 6,5 6,9 7,2 Mænd 30,0 30,6 30,5 30,5 31,0 30,8 30,9 31,1 31,6 31, ,1 78,2 78,3 78,2 79,6 79,4 80,1 80,9 81,5 80, ,5 28,7 30,3 31,8 33,0 33,6 34,2 35,2 36,2 35, ,8 12,9 12,8 13,2 13,8 14,2 14,9 15,9 17,3 18,4 Note: Uddannelsessøgende er op ,9 5,0 4,9 5,0 5,1 5,3 5,6 5,8 6,1 6,4 gjort på alle uddannelsesniveauer (ekskl. voksenuddannelse). De ud- Kvinder 30,3 30,9 31,3 31,2 31,7 31,4 31,9 32,5 33,5 33,9 dannelsessøgende er målt pr ,2 77,9 77,8 77,5 78,5 78,3 78,9 79,9 80,7 80,2 oktober årige er ikke medta ,8 30,3 32,4 33,8 34,9 34,7 35,5 36,9 39,0 40,2 get, da stort set alle går i grund ,2 12,7 13,6 14,2 15,0 15,6 17,1 18,6 20,5 21,9 skolen. olen ,6 4,8 5,0 5,1 5,5 5,7 6,7 7,2 7,7 8,1 Figur 4.2 Andel af årige under uddannelse, fordelt på aldersgrupper, % Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger. 69

73 Et barn, der i 1998 påbegyndte grundskolens 1. klasse, forventes at blive i uddannelsessystemet i 15,7 år. Nogle vil få mindre uddannelse og andre meget mere. Den samlede forventede uddannelsestid er over ti år steget med 1,6 år. I 1998 forventes pigerne at være 16,4 år i uddannelsessystemet og drengene i 15 år. Et barn, der i 1998 påbegyndte grundskolens 1. klasse, forventes at blive i uddannelsessystemet i 15,7 år. Tendensen er en stigende tid i uddannelsessystemet. Beregning af den samlede forventede uddannelsestid er en gennemsnitsberegning. Nogle unge får aldrig 15,7 år, og andre får langt flere år i uddannelsessystemet. Tallet dækker al uddannelse, uanset om de unge fuldfører eller skifter uddannelse. Voksenuddannelse og børnehaveklassetrinet indgår ikke i beregningen. I dag går næsten alle børn i børnehaveklasse, og der sker megen løbende opkvalificering i form af voksenuddannelse i Danmark. Internationalt set får danske børn og unge relativt mange års uddannelse. I højt industrialiserede lande regnes ofte med, at alle unge som mål bør have minimum 12 års uddannelse. Fra 1989 til 1998 steg den forventede tid i uddannelsessystemet for et barn, der påbegyndte grundskolens 1. klasse, fra 14,1 år til 15,7 år. Stigningen udgør således 1,6 år over en ti års periode. Stigningen tog især fart fra omkring I 1989 var den samlede forventede uddannelsestid for piger 14,3 år mod drengenes 13,9 år i uddannelsessystemet. Pigernes forventede tid ligger i hele perioden højere end drengenes. Frem til 1994 var der dog ikke de store forskelle på drenge og pigers forventede tid i uddannelsessystemet. Herefter ses en stigende forskel i uddannelsestiden. I fx 1998 forventedes pigerne samlet at bruge 1,4 år mere end drengene. For drengenes vedkommende lå uddannelsestiden fra 1993 i nærheden af 15 år. Forskellen på piger og drenge har flere årsager, fx tager piger oftere end drenge en gymnasial uddannelse. Visse kvindedominerede uddannelser (fx pædagoguddannelsen) blev forlænget i perioden. Drenge vælger oftere at påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse efter grundskolen. Og flere kvinder end mænd gennemfører i dag en videregående uddannelse. I 1998 var ca. 54 % af dem, der fuldførte en videregående uddannelse, kvinder. I 1989 var andelen kun ca. 49 % (fremgår ikke af tabellen). 70

74 Tabel 4.3 Forventet samlet uddannelsestid for elever, der starter i 1. klasse, fordelt på køn, Note: Ekskl. børnehaveklasse og voksenuddannelse. Eks svarer til undervisningsåret 1988/ Gns. antal år Alle 14,1 14,5 14,5 14,5 15,2 15,3 15,6 15,7 15,8 15,7 Drenge 13,9 14,3 14,2 14,4 15,0 15,3 15,0 15,0 15,2 15,0 Piger 14,3 14,6 14,7 14,5 15,4 15,4 16,2 16,4 16,3 16,4 Figur 4.3 Forventet samlet uddannelsestid, fordelt på køn, Gns. antal år 17,0 16,5 16,0 15,5 15,0 14,5 14,0 13, Drenge piger Kilde: Danmarks Statistik samt Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontors modelberegninger. 71

75 Antallet af tosprogede elever i folkeskolen stiger markant. I 1998 var 8,3 % af eleverne tosprogede og modtog i varierende grad undervisning i deres modersmål. Den største andel af de tosprogede elever kom fra Tyrkiet, det tidligere Jugoslavien og Mellemøsten. For de frie grundskoler udgjorde de tosprogede elever i ,2 % af eleverne. Antallet af tosprogede elever i folkeskolen blev mere end fordoblet fra 1989 til Men antallet varierer efter kommune og landsdel. Andre undersøgelser viser, at den største andel af tosprogede elever i folkeskolen findes i hovedstadsområdet. Det er normalt dyrt at tilbyde børnene ekstra undervisning i deres modersmål, og det kræver ekstra planlægning at integrere børnene i klasserne. I 1998 var der tosprogede elever i folkeskolen, svarende til 8,3 % af eleverne. I 1989 var tallet elever eller 3,7 % af eleverne. I dag er den største gruppe af tosprogede børn fra Tyrkiet, nemlig 22 %. Selv om antallet er konstant stigende, udviser disse en vigende andel af det samlede antal af tosprogede elever. Fx udgjorde de tosprogede elever fra Tyrkiet ca. 30 % i Den næststørste gruppe af tosprogede elever i folkeskolen kommer fra det tidligere Jugoslavien (inkl. Bosnien). Børnene her udgør såvel absolut som relativt en stigende del af det samlede antal tosprogede elever, stigende fra 8,2 % af de tosprogede elever i 1989 til 14,2 % i Antallet af pakistanske børn steg fra 1989 til 1998, men de udgjorde en vigende andel af det samlede antal tosprogede elever. I 1998 udgjorde disse 7,1 % mod 13,6 % i Somaliere er en gruppe af tosprogede elever, der er vokset markant siden begyndelsen af 90 erne. I 1990 udgjorde de 0,4 % af de tosprogede elever. I dag udgør de 6,1 % (svarende til elever). Ved de frie grundskoler var der næsten en fordobling af antallet af tosprogede elever i perioden fra 1993 til 1998, stigende fra elever til elever. Andelen af tosprogede elever ved de frie grundskoler udviser en konstant stigning. I 1998 udgjorde disse en andel på 9,2 % af eleverne. I 1993 var andelen 5,8 %. I 1989 udgjorde andelen af tosprogede elever på de frie grundskoler kun 1,8 %. 72

76 Tabel Tosprogede elever i folkeskolen Folkeskolen: Antal fordelt efter oprindelsesland, samt Tosprogede elever i alt tosprogede elever ved de frie sko- Elever i folkeskolen i alt ler, % Andel af tosprogede elever i alt 3,7 4,1 4,6 5,2 5,6 6,0 7,0 7,6 7,9 8,3 Antal tosprogede elever Antal I alt Tyrkiet Ex.-Jugoslavien 1) Mellemøsten 2) Pakistan Somalia Andre %-vis fordeling af tosprogede elever % I alt 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0 Tyrkiet 29,8 29,4 28,8 28,3 28,1 27,4 23,9 23,0 22,5 22,0 Ex.-Jugoslavien 1) 8,2 8,0 7,7 7,1 6,7 6,8 15,1 15,7 15,1 14,2 Mellemøsten 2) 9,3 10,6 11,7 12,5 13,5 13,0 11,0 11,6 11,4 11,7 Pakistan 13,6 12,9 11,7 10,9 10,4 9,6 8,5 7,9 7,5 7,1 Somalia - 0,4 0,8 1,3 2,2 3,2 4,0 5,0 5,8 6,1 Note: Tosprogede elever er opgjort Andre 39,1 38,7 39,2 40,0 39,1 40,0 37,5 36,8 37,7 38,8 uanset behov for ekstra undervisning. Frie grundskoler: Antal Tosprogede elever i folkeskolen er Tosprogede elever i alt opgjort på de 5 største lande i Elever ved de frie skoler i alt Eks svarer til undervisningsåret % /90. Andel af tosprogede elever i alt 1,8... 5,8 6,9 7,3 8,7 8,9 9,2 1) Inkl. Bosnien. 2) Inkl. Libanon. -: Uoplyst Figur 4.4 Procentvis fordeling af tosprogede elever i folkeskolen fordelt efter oprindelsesland, % Tyrkiet Ex.-Jugoslavien 1) Mellemøsten 2) Pakistan Somalia Andre Kilde: "Statistik for tosprogede elever" diverse årgange, Undervisningsministeriet, "Folkeskolen i tal" diverse årgange, Undervisningsministeriet samt "De frie grundskoler i tal", Undervisningsministeriet. 73

77 Antallet af elever i folkeskolen, der modtager vidtgående specialundervisning, er stigende. I 1998 modtog 1,36 % af de 7-17 årige vidtgående specialundervisning. Med vidtgående specialundervisning menes den undervisning, der ifølge folkeskoleloven skal gives til elever, hvis udvikling kræver særlig hensyntagen eller støtte, som ikke kan ydes inden for rammerne af den almindelige undervisning. Vidtgående specialundervisning foregår hovedsagelig i folkeskolen. På de frie grundskoler viser andre undersøgelser, at der i 1998 var under 200 elever med et svært handicap. Den vidtgående specialundervisning blev ved udlægningen af særforsorgen i 1980 et amtskommunalt ansvarsområde. I tallene indgår ikke elever i de frie grundskoler og elever på efterskolerne. I 1998 var der elever i folkeskolens vidtgående specialundervisning. I 1995 var tallet elever. Dette svarer til en stigning på ca. 25 %. Andelen af børn og unge i vidtgående specialundervisning i folkeskolen giver et fingerpeg om, hvor stor en del af børnetallet der søges hjælp til fra kommunerne. I 1995 modtog ca. 1,1 % af de 7-17 årige vidtgående specialundervisning. Denne andel steg konstant og udgør ca. 1,4 % i

78 Tabel Vidtgående specialundervisning Vidtgående specialundervisning Antal i folkeskolen, opgjort for 6-16 åri- i folkeskolen i alt 1) ge, Befolkningen af 6-16 årige i alt Andel der modtog vidtgående specialundervisning i folkeskolen 2) ,04 1,12 1,19 1, % ,36 Note: Alderen er opgjort 1. januar Eks svarer til undervisningsåret 1989/90. 1) Ekskl. børnehaveklasser 2) Manglende oplysninger frem til 1993, derfor kan beregning ikke foretages. Anm. En del af stigningen skyldes, at fra 1996/97 er der sket en ændring i registreringen af elever i Københavns Kommune og i de amter, hvor visitation og økonomi er delegeret ud til kommunerne. Samtidig har Århus Amt justeret sine elevtal over hele perioden. Alligevel skønner Amtsrådsforeningen, at der er tale om en stigning i den vidtgående specialundervisning. Figur 4.5 Andel af elever i folkeskolen, der modtog vidtgående specialundervisning, % 1,4 1,3 1,2 1, Andel, der modtog vidtgående specialundervisning i folkeskolen Kilde: "Folkeskolens vidtgående specialundervisning ", Amtsrådsforeningen. 75

79 Tilgangen af elever i 1. klasse følger ungdomsårgangenes størrelse. Der forventes en stigende tilgang de nærmeste år. Fra 1993 vendte det faldende elevtal i grundskolen. De mindre årgange rykkede op i aldersklasserne, så tilgangen til de gymnasiale uddannelser og de erhvervsfaglige uddannelser stagnerede. Tilgang af nye elever på forskellige uddannelsestrin er bl.a. bestemt af antallet af unge i de berørte aldersklasser. Tilgangen er også afhængig af de unges valg af og muligheder for at blive optaget på en uddannelse. Selvom tilgangen falder, kan andelen af de unge godt være stigende. I 1998 begyndte ca børn i 1. klasse. Det var ca. 25 % flere end i Tilgangsstigningen dækker dog over et fald fra 1989 til I 2010 forventes tilgangen at være steget til elever. I 1998 var tilgangen til de almengymnasiale uddannelser ca elever, som var periodens laveste. I 2010 forventes tilgangen at stige til elever. De erhvervsgymnasiale uddannelsers tilgang i 1998 var ca Fra 1989 til 1998 steg tilgangen med 5,5 %. I 1995 ses en meget stor tilgang. Her blev hhx omlagt, så den kunne påbegyndes efter grundskolen. De kommende år forventes et svagt fald, men i 2010 forventet tilgangen til området at stige til elever. Ca elever påbegyndte i 1998 et erhvervsfagligt skoleforløb mod i I 1994 og 1995 blev adgangsvejen til henholdsvis htx og hhx ændret, så de unge ikke længere skulle via et skoleforløb for at påbegynde uddannelserne. I 2010 forventes tilgangen at stige til elever. For de erhvervsfaglige hovedforløb var tilgangen ca elever i 1998 mod ca i I 2010 forventes tilgangen at stige til Tilgangen af studerende til de videregående uddannelser steg. I 1998 var tilgangen til de mellemlange videregående uddannelser ca studerende, ca studerende tilgik de korte videregående uddannelser og bachelor- og kandidatuddannelsernes tilgang var ca studerende. Kandidatuddannelserne blev omstruktureret i perioden, så tilgangen hertil sker efter afsluttet bacheloruddannelse. Fremskrivning af tilgang til de videregående uddannelser i 2010 viser, at bacheloruddannelserne kan imødese en stigning i tilgangen af studerende, det samme gør sig gældende for kandidatuddannelserne. 76

80 Tabel Historiske tal Fremskrevne tal 7) -- Elevtilgang, fordelt efter uddan nelsesniveau, Antal Grundskolen 1. klasse Ungdomsuddannelser Almengymnasiale uddannelser Erhvervsgymnasiale uddannelser 1) Tf-kurser Erhvervsfaglige skoleforløb mm. 2) Anm.: Beregningen viser tilgangen Erhvervsfaglige hovedforløb mm. 3) til de enkelte grupper. Dvs., at tilgang Videregående uddannelser til fx de almengymnasiale uddannelser Korte videregående uddannelser stort set svarer til tilgangen til: 1.g., Mellemlange videregående uddannelser hf og 1. studenterkursus. Bacheloruddannelser 4) Note: Eks svarer til undervis- Grund- og basisuddannelser ningsåret 1988/89. Tilgangen fra år Kandidatuddannelser 5) er fremskrivning. Ph.d. 6) ) I 1994 blev htx forlænget med et år til et treårigt forløb. Samtidig blev adgangsvejen ændret fra et skoleforløb på erhvervsuddannelserne til 2) Indeholder også korte erhvervsfaglige grundkurser som fx landbrugets forskolekursus m.v. Fra midten af 1996 blev indgangsforløbet merkantil EUD ændret, således at eleverne kunne forlænge indgangsforløbet fra 1 til 2 år. Rundt regnet halvdelen har benyttet sig af denne mulighed. 3) Indholder også social- og sundhedsuddannelser, landbrugsuddannelser, PGU (fra 1997) samt andre længere erhvervsfaglige kurser mm. 4) At bacheloruddannelserne indeholder tal før uddannelserne blev formelt oprettet skyldes, at bl.a. HA og erhvervssprog mv. fra før reformen havde denne struktur. 5) Kandidatuddannelserne indeholder både udelte kandidatforløb og overbygningskandidatuddannelser. 6) P.g.a. registreringsproblemer er ph.d. tallene formentligt underestimeret. 7) Fremskrivningerne bygger på, at 1998-mønsteret holder sig uændret. Den forventede frekvensstigning, særligt på de korte videregående uddannelser og de mellemlange videregående uddannelser, er derfor ikke medregnet. Figur 4.6 Elevtilgang, fordelt efter uddannelsesniveau, Antal i personer klasse Almengymnasiale uddannelser Erhvervsgymnasiale uddannelser 1) Tf-kurser Erhvervsfaglige skoleforløb mm. 2) Erhvervsfaglige hovedforløb mm. 3) Korte videregående uddannelser Mellemlange videregående uddannelser Bacheloruddannelser 4) Grund- og basisuddannelser Kandidatuddannelser 5) Ph.d. 6) Kilde: Danmarks Statistik samt Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontors tal og egne modelberegninger. 77

81 I 1998 ønskede som 1. prioritet at komme i gang med en videregående uddannelse blev i samme år optaget på en videregående uddannelse under Den Koordinerede Tilmelding (KOT). I 1998 var der i alt prioritetsansøgere til de videregående uddannelser under Den Koordinerede Tilmelding (KOT). I 1989 var der prioritetsansøgere til det videregående uddannelsesområde. 1. prioritetsansøgere steg med ca. 35 % fra 1989 til I 1998 søgte personer en uddannelse ved et universitet som 1. prioritet. I 1998 var der prioritetsansøgninger til pædagoguddannelsen (tidligere benævnt børnehave-, fritids- og socialpædagoger) søgte ind på lærerseminarierne, og i alt søgte sygeplejerskeuddannelsen. Det laveste antal 1. prioritetsansøgere ses til farmaceutuddannelsen. I 1998 søgte 310 personer denne uddannelse. I 1998 blev der samlet optaget personer på en uddannelse under KOT, i alt (ekskl. standby-venteliste) 84 % på 1. prioritetsstudiet og 93 % senest på 2. prioritet. I 1989 var det samlede optag personer. KOT ens optagelsesområde steg fra 1989 til 1998 med 39,4 %. Der er over tid kommet nye områder ind under KOT en, hvorfor den reelle stigning ikke nødvendigvis er helt så stor, som tallene antyder. Universiteterne har fra 1989 til 1998 øget optaget med ca Lærerseminarierne optog i , hvilket er godt flere end 10 år tidligere. For pædagoguddannelsen er optaget 5.898, hvilket er omtrent dobbelt så mange som 10 år tidligere. Det laveste optagelsesområde er optaget til jordemoderuddannelsen, hvor optaget i 1998 lå på 89 personer. Fra slutningen af 1970 erne har Den Koordinerede Tilmelding stået for en årlig fælles ansøgnings- og optagelsesprocedure for hele landet. Der kommer dog nye områder, nye uddannelser og nye institutioner til hvert år. 78

82 Tabel *1993 *1994 *1995 *1996 *1997 *1998 Ansøgere og optagne på for Antal skellige videregående uddan- 1. Prioritetsansøgere i alt nelser, Universiteter i alt Tandlægehøjskoler Handelshøjskoler Ingeniører Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole Farmaceut Arkitektskoler Jordmoderskoler Sygeplejeskoler Lærerseminarer Pædagoger 1) Andre Optagne i alt Note: Differencen mellem 1. prio- Universiteter i alt Tandlægehøjskoler ritetsansøgere og optagne er ikke Handelshøjskoler lig antal afviste, da nogle optages Ingeniører på deres 2. eller lavere prioritet. Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole Antal afviste kan ikke opgøres på Farmaceut institution. Antal institutioner og Arkitektskoler antal uddannelser fra Den Koor- Jordemoderskoler dinerede Tilmelding varierer over Sygeplejeskoler tid, derfor skal sammenligning Lærerseminarer foretages med stor varsomhed. Pædagoger 1) Optagne opgøres pr. 28. juli. Andre * = optagne, ekskl. standby Tallet for 1. prioritetsansøgere i alt ved ingeniører i 1997 er p.g.a. indberetningsfejl for lave. 1) Tidligere: Børnehave, social- og fritidspædagog Figur 4.7 Antal 1. prioritetsansøgere i alt og optagne i alt, Antal 1. prioritetsansøgere i *1993 *1994 *1995 *1996 *1997 *1998 Kilde: Den Koordinerede Tilmelding, Tilmeldingssekretariatet, Købehavns Universitet. 1. Prioritetsansøgere i alt Optagne i alt 79

83 Af den årgang, der i 1998 forlod grundskolen, forventes 95 % af årgangen på et eller andet tidspunkt at komme videre i uddannelsessystemet. 53 % vil påbegynde en gymnasial uddannelse og 41 % en erhvervsfaglig uddannelse. Der er en stigende tendens til, at de unge fortsætter i uddannelsessystemet efter grundskolen. 96 % af pigerne og 94 % af drengene fortsætter i dag i uddannelsessystemet. For 1998-årgangen forventes 95 % at fortsætte i uddannelsessystemet efter grundskolen. I 1989 var det 93 %. Der er her tale om modelberegninger. Resultaterne er indikator for målet om, at 95 % af alle unge i løbet af 10 år skal have mindst én ungdomsuddannelse er nået. Voksenuddannelse opgøres ikke her. Set over ti år var der 2 procentpoint flere, som fortsatte i uddannelsessystemet efter grundskolen. Denne beskedne stigning skal ses i lyset af, at der i 1980 erne var en markant reduktion i andelen, der ikke fortsatte i uddannelsessystemet. I 1982 var der endnu 12 % som ikke fortsatte efter grundskolen (ses ikke i tabellen). og hhx påbegyndes direkte efter grundskolen. Tidligere foregik overgangen først efter et fuldført erhvervsfagligt skoleforløb (tidligere efg-basisår). 37 % af 1998-årgangen vil fortsætte på et erhvervsfagligt skoleforløb og 4 % på et erhvervsfagligt hovedforløb. Fra 1989 til 1998 faldt overgangen til erhvervsfagligt skoleforløb med 13 procentpoint, og overgangen til hovedforløb blev halveret. Der er forskelle i drenges og pigers uddannelsesvalg. 96 % af pigerne (1998-årgangen) forventes at fortsætte i uddannelsessystemet efter grundskolen, mod 94 % af drengene. Det forventes, at 53 % af 1998-årgangen vil vælge en gymnasial uddannelse, 41 % en erhvervsfaglig uddannelse, og ca. 5 % fortsætter ikke i uddannelsessystemet. Af 1998-årgangen forventes 38 % at påbegynde en almengymnasial uddannelse og 15 % en erhvervsgymnasial uddannelse. I 1994 og 1995 kunne henholdsvis htx For 1998-årgangen forventes 62 % af pigerne at påbegynde en gymnasial uddannelse og 33 % en erhvervsfaglig uddannelse (heraf 26 % på et skoleforløb). Drengene vil først og fremmest påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse - 50 % (heraf 48 % på et erhvervsfagligt skoleforløb), og 44 % af drengene vil påbegynde en gymnasial uddannelse. 80

84 Tabel Andel af unge, der efter grundsko % len fortsætter i andre uddannelser, Alle fra grundskolen til: fordelt på køn, Almengymnasiale uddannelser Erhvervsgymnasiale uddannelser 1) Erhvervsfaglige skoleforløb mm. 2) Erhvervsfaglige hovedforløb mm. 3) Andre uddannelser Drenge fra grundskolen til: Almengymnasiale uddannelser Erhvervsgymnasiale uddannelser 1) Erhvervsfaglige skoleforløb mm. 2) Erhvervsfaglige hovedforløb mm. 3) Andre uddannelser Piger fra grundskolen til: Almengymnasiale uddannelser Note: Pga. afrundinger kan der fore- Erhvervsgymnasiale uddannelser 1) komme afvigelser i totalerne. Erhvervsfaglige skoleforløb mm. 2) Eks svarer til undervisningsåret Erhvervsfaglige hovedforløb mm. 3) /89. Andre uddannelser ) I 1994 blev htx forlænget med et år til et treårigt forløb. Samtidig blev adgangsvejen ændret fra et skoleforløb på erhvervsuddannelserne til adgang direkte fra grundskolen. Fra 1995 skete de samme strukturændringer for hhx. 2) Indeholder også korte erhvervsfaglige grundkurser som fx landbrugets forskolekursus mv. Fra midten af 1996 blev indgangsforløbet merkantil EUD ændret, således at eleverne kunne forlænge indgangsforløbet fra 1 til 2 år. Rundt regnet halvdelen har benyttet sig af denne mulighed. 3) Indholder også social- og sundhedsuddannelser, landbrugsuddannelser, PGU (fra 1997) samt andre længere erhvervsfaglige kurser mm. Figur 4.8 Andel af unge, der efter grundskolen fortsætter på en gymnasial uddannelse eller en erhvervsfaglig uddannelse mm., % Almengymnasiale uddannelser Erhvervsgymnasiale uddannelser 1) Erhvervsfaglige skoleforløb mm. 2) Erhvervsfaglige hovedforløb mm. 3) Kilde: Danmarks Statistik samt Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontors modelberegninger. 81

85 95 % af alle med en almengymnasial baggrund i 1998 forventes at fortsætte i uddannelsessystemet, og 91 % med en erhvervsgymnasial baggrund vil fortsætte. Andelen, som fortsætter, har været høj i de senere år. For begge typer af gymnasiale uddannelser havde de unge et stigende ønske om at fortsætte i uddannelsessystemet. Desuden ses en øget søgning til det videregående uddannelsesområde. De gymnasiale uddannelser er studieforberedende. Erfaringen viser, at ikke alle går videre, og mange blandt dem, som går videre, holder en studiepause. Tallene her er modeltal, som viser andelen af unge, der efter et gymnasialt niveau (fuldført eller afbrudt) forventes at fortsætte i uddannelsessystemet. Voksenuddannelse indgår ikke i denne opgørelse. 95 % af 1998-årgangen med en almengymnasial baggrund, forventes på et tidspunkt at fortsætte i uddannelsessystemet. 64 % vil påbegynde en videregående uddannelse, 26 % en uddannelse på ungdomsuddannelsesniveau, og resten vil påbegynde andre uddannelser. I 1989 ville 90 % af denne årgang fortsætte og kun 55 % på en videregående uddannelse. Unge fra 1998-årgangen med en almengymnasial uddannelse, som valgte at påbegynde en videregående uddannelse, fordelte sig med 5 % til korte videregående uddannelser, 26 % til mellemlange videregående uddannelser og 34 % til bachelor-, grund- og basisuddannelser eller kandidatuddannelser. 91 % af 1998-årgangen med en erhvervsgymnasial baggrund forventes på et tidspunkt at fortsætte i uddannelsessystemet. 3 % vil påbegynde en almengymnasial uddannelse, 44 % en erhvervsfaglig uddannelse, og 43 % forventes at påbegynde en videregående uddannelse. Resten vil påbegynde andre uddannelser. I 1989 ville 82 % fortsætte i uddannelsessystemet, 43 % på en erhvervsfaglig uddannelse, og kun ca. 35 % ville fortsætte på en videregående uddannelse. Unge med en erhvervsgymnasial uddannelse fra 1998-årgangen, som valgte at påbegynde en videregående uddannelse, fordelte sig med 10 % til en kort videregående uddannelse, 15 % til mellemlange videregående uddannelser og 17 % til en bachelor-, grund- og basisuddannelser eller kandidatuddannelser. For såvel de almengymnasiale som for de erhvervsgymnasiale uddannelser ses en stigende overgang til de videregående uddannelser. 82

86 Tabel 4.9 Andel af unge, der efter en almeneller erhvervsgymnasial uddannelse fortsætter i andre uddannelser, % Overgang fra almengymnasiale udd. til: Erhvervsgymnasiale uddannelser Erhvervsfaglige uddannelser mm. 1) Videregående uddannelser i alt: Korte videregående uddannelser Mellemlange videregående uddannelser Bacheloruddannelser 2) Grund- og basisuddannelser Kandidatuddannelser 3) Andre uddannelser Overgang fra erhvervsgymnasiale udd. til: Almengymnasiale uddannelser Erhvervsfaglige uddannelser mm. 1) Videregående uddannelser i alt: Korte videregående uddannelser Mellemlange videregående uddannelser Note: Pga. afrundinger kan der fore- Bacheloruddannelser 2) komme afvigelser i totalerne. Grund- og basisuddannelser Eks svarer til undervisningsåret Kandidatuddannelser 3) /89. Andre uddannelser ) Indeholder: Tf-kurser, erhvervsfaglige skoleforløb mm. og erhvervsfaglige hovedforløb m.m. 2) At bacheloruddannelserne indeholder tal før uddannelserne blev formelt oprettet skyldes, at bl.a. HA og erhvervssprog mv. før reformen havde denne struktur. 3) Kandidatuddannelserne indeholder både udelte kandidatforløb og overbygningskandidatuddannelser. Figur 4.9 Andel af unge, der efter en almeneller en erhvervsgymnasial uddannelse fortsætter til en videregående uddannelse, opgjort i %, 1998 Overgang fra almengymnasiale uddannelser - til: Overgang fra erhvervsgymnasiale uddannelser - til: Korte videregående uddannelser Mellemlange videregående uddannelser Bacheloruddannelser Grund- og basisuddannelser 15 Kandidatuddannelser Kilde: Danmarks Statistik samt Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontors modelberegninger. 83

87 I 1998 fuldførte omkring unge en uddannelse. Fortsat flere unge bliver færdige med en uddannelse, og uddannelsesniveauet stiger. Relativt mange fuldførte en videregående uddannelse. Der er 9 års undervisningspligt. Derfor vil næsten alle frem til 9. klassetrin fuldføre grundskolen. For de øvrige uddannelser fuldfører alle, der gennemfører undervisningen og består eksaminerne efter de regler der gælder for uddannelserne. I 1998 fuldførte ca unge en uddannelse. Antal fuldførte fra forskellige uddannelsesniveauer afhænger af antallet på de pågældende årgangstrin, af andelen, der fortsætter på de forskellige uddannelser, og af frafald. Voksenuddannelse indgår ikke i denne opgørelse. I 1998 forlod ca grundskolen eller færre end i 1989, hvor antallet af fuldførte var periodens højeste. Afgang fra grundskolen afhænger af årgangens størrelse og overgangen til 10. klasse. En stigende andel vælger 10. klasse, i 1998 ca. 70 %. I 1998 fuldførte ca unge en almengymnasial eksamen. I 1989 var tallet ca Antallet af unge, som fuldførte en erhvervsgymnasial uddannelse steg kraftigt. I 1998 fuldførte ca unge mod ca i I 1998 fuldførte ca unge et erhvervsfagligt skoleforløb mm., og ca et erhvervsfagligt hovedforløb mm. For både skole- og hovedforløb var der ikke en entydig udvikling i antallet af fuldførte. Den historiske udvikling bør også tolkes med forsigtighed, da erhvervsuddannelserne blev omstruktureret i perioden. Fra 1989 til 1998 fuldførte et stigende antal unge en videregående uddannelse. I 1998 fuldførte ca en kort videregående uddannelse, ca en mellemlang videregående uddannelse, ca en grund- og basisuddannelse, ca en bacheloruddannelse og omkring en kandidatuddannelse. I opgørelsesperioden blev bachelor- og kandidatstrukturen indført. Derfor bør man være varsom med konklusioner af den historiske udvikling i antal fuldførelser fra bacheloruddannelserne. For de kandidatuddannede ses en vækst i antallet af fuldførelser på ca. 62 % over ti år. Aldrig tidligere har så mange fuldført en formel erhvervskompetencegivende uddannelse. 84

88 Tabel Elever der fuldfører en uddan Antal nelse, fordelt efter uddannelses- Grundskoleuddannelse niveau, Grundskoleuddannelse klasse Ungdomsuddannelser: Almengymnasiale uddannelser Erhvervsgymnasiale uddannelser 1) Tf-kurser Erhvervsfaglige skoleforløb mm. 2) Erhvervsfaglige hovedforløb mm. 3) Videregående uddannelser: Korte videregående uddannelser Mellemlange videregående uddannelser Bacheloruddannelser 4) Grund- og basisuddannelser Note: Eks svarer til under- Kandidatuddannelser 5) visningsåret 1988/89. Ph.d. 6) ) I 1994 blev htx forlænget med et år til et treårigt forløb. Samtidig blev adgangsvejen ændret fra et skoleforløb på erhvervsuddannelserne til adgang direkte fra grundskolen. Fra 1995 skete de samme strukturændringer for hhx. 2) Indeholder også korte erhvervsfaglige grundkurser som fx landbrugets forskolekursus mv. Fra midten af 1996 blev indgangsforløbet merkantil EUD ændret, således at eleverne kunne forlænge indgangsforløbet fra 1 til 2 år. Rundt regnet halvdelen har benyttet sig af denne mulighed. 3) Indholder også social- og sundhedsuddannelser, landbrugsuddannelser, PGU (fra 1997) samt andre længere erhvervsfaglige kurser mm. 4) At bacheloruddannelserne indeholder tal før uddannelserne blev formelt oprettet skyldes, at bl.a. HA og erhvervssprog mv. fra før reformen havde denne struktur. 5) Kandidatuddannelserne indeholder både udelte kandidatforløb og overbygningskandidatuddannelser. 6) P.g.a. registreringsproblemer er ph.d. tallene formentligt underestimeret. Figur 4.10 Elever der fuldfører en uddannelse, fordelt efter uddannelsesniveau, Antal i personer Grundskoleuddannelse klasse Almengymnasiale uddannelser Erhvervsgymnasiale uddannelser 1) Tf-kurser Erhvervsfaglige skoleforløb mm. 2) Erhvervsfaglige hovedforløb mm. 3) Korte videregående uddannelser Mellemlange videregående uddannelser Bacheloruddannelser 4) Grund- og basisuddannelser Kandidatuddannelser 5) Ph.d. 6) Kilde: Danmarks Statistik samt Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontors modelberegninger. 85

89 De mellemlange videregående uddannelser har relativ stabil fuldførelse. De korte videregående uddannelser og bacheloruddannelserne udviser et svagt fald, mens kandidatuddannelserne havde en klar stigning. I 1998 var fuldførelsesfrekvensen for en udelt kandidatuddannelse 70 %, og for kandidatoverbygningsuddannelserne var fuldførelsesfrekvensen 77 %. Fuldførelsesfrekvenser bygger på modeltal, som er meget summariske og dækker over store variationer uddannelserne imellem. Bl.a. derfor bør tallene tolkes med stor forsigtighed. I beregningerne opgøres de forventede resultater ud fra tilgang, overgang og afgang inden for uddannelsessystemet i det pågældende år. Fuldførelsen afhænger af mange forhold, bl.a. krav til faglige kvalifikationer mv. Fuldførelsesfrekvensen er vigtig i forbindelse med den politiske målsætning om, at 95 % i løbet af ti år skal fuldføre mindst en ungdomsuddannelse, og at 50 % skal fuldføre en videregående uddannelse. Målopfyldelsen kan bl.a. ske ved nedbringelse af frafaldet. I 1998 fuldførte 84 % af dem, der påbegyndte en almengymnasial uddannelse. Fuldførelsen for de erhvervsgymnasiale uddannelser lå lidt under med 80 %. På erhvervsuddannelsesområdet er der taget mange initiativer til at nedbringe frafaldet. I 1991 blev erhvervsuddannelserne reformeret, og derfor forekommer der databrud, som kan gøre det problematisk at konkludere på den historiske fuldførelsesfrekvens i alle ti år. I 1998 var fuldførelsesfrekvensen 86 % for de, der fuldførte et erhvervsfagligt hovedforløb mm. Fuldførelsestendensen steg. På skoleforløb mm. ses en stagnerende fuldførelsestendens. I 1998 fuldførte 85 %. Også kandidatuddannelserne har i perioden gennemgået en strukturomlægning til en bachelor/kandidatstruktur, hvor bacheloruddannelsen skal fuldføres, inden påbegyndelse af kandidatuddannelsen. Få uddannelser er fortsat udelte. Derfor er det ikke muligt at opgive en samlet fuldførelsesfrekvens. Samtidig er tidsserierne usikre. Men de mellemlange videregående uddannelser har relativ stabil fuldførelse. De korte videregående uddannelser og bacheloruddannelserne udviste et svagt fald, mens kandidatuddannelserne havde en stigning. I 1998 fuldførte 73 % en kort videregående uddannelse, 73 % en mellemlang videregående uddannelse, 54 % en bacheloruddannelse, 83 % en grundog basisuddannelse, 70 % en udelt kandidatuddannelse og 77 % en overbygningskandidatuddannelse. 86

90 Tabel Andel påbegyndte, der fuldfører % uddannelsen, fordelt efter uddan- Gymnasiale uddannelser: nelsesniveau, Almengymnasiale uddannelser Erhvervsgymnasiale uddannelser 1) Erhvervsfaglige uddannelser m.m. Tf-kurser Erhvervsfaglige skoleforløb mm. 2) Erhvervsfaglige hovedforløb mm. 3) Vidergående uddannelser: Korte videregående uddannelser Mellemlange videregående uddannelser Bacheloruddannelser 4) 7) Grund- og basisuddannelser Udelte kandidatuddannelser 5) Note: Eks svarer til undervis- Overbygningskandidatuddannelser 7) ningsåret 1988/89. Ph.d. 6) ) I 1994 blev htx forlænget med et år til et treårigt forløb. Samtidig blev adgangsvejen ændret fra et skoleforløb på erhvervsuddannelserne til adgang direkte fra grundskolen. Fra 1995 skete de samme strukturændringer for hhx. 2) Indeholder også korte erhvervsfaglige grundkurser som fx landbrugets forskolekursus mv. Fra midten af 1996 blev indgangsforløbet merkantil EUD ændret, således at eleverne kunne forlænge indgangsforløbet fra 1 til 2 år. Rundt regnet halvdelen har benyttet sig af denne mulighed. 3) Indholder social- og sundhedsuddannelser, landbrugsuddannelser, PGU (fra 1997) samt andre længere erhvervsfaglige kurser mm. 4) At bacheloruddannelserne indeholder tal før uddannelserne blev formelt oprettet skyldes, at bl.a. HA og erhvervssprog mv. fra før reformen havde denne struktur. 5) Udelte kandidatuddannelser er efter 1996, civilingeniør, læge, tandlæge, teolog, musik/kunst og arkitekt mv. 6) P.g.a. registreringsproblemer er ph.d. tallene formentligt underestimeret. 7) Tallene fra 1996 til 1998 afspejler tydeligt, at bachelor- og kandidatstrukturen er ved at slå igennem. Figur 4.11 Andel påbegyndte, der fuldfører udvalgte videregående uddannelser, % Korte videregående uddannelser Udelte kandidatuddannelser 5) Mellemlange videregående uddannelser Bacheloruddannelser 4) 7) Overbygningskandidatuddannelser 7) Kilde: Danmarks Statistik samt Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontors modelberegninger. 87

91 Fra 1989 til 1998 var fuldførelsestiderne næsten uændrede eller svagt stigende. Den gennemsnitlige fuldførelsestid var i ,4 år for bacheloruddannelserne, 3,8 år for kandidatoverbygningsuddannelserne og 6,2 år for en udelt kandidatuddannelse. Fuldførelsestiderne, dvs. tiden for at fuldføre en uddannelse, bygger på modeltal beregnet på grundlag af oplysninger om fuldførte det pågældende år. Tallene bør tolkes med stor forsigtighed, da resultaterne er meget summariske og dækker over store variationer på de enkelte uddannelser. Fuldførelsestiderne var næsten uændrede eller svagt stigende fra 1989 til I 1998 var den gennemsnitlige fuldførelsestid for et erhvervsfagligt skoleforløb mm. 0,7 år, og for et erhvervsfagligt hovedforløb mm. var fuldførelsestiden 2,1 år. For de korte og de mellemlange videregående uddannelser lå tiden tæt på de normerede studietider svarende til en gennemsnitlig studietid på henholdsvis 2 år og 3,5 år. De mellemlange videregående uddannelsers fuldførelsestid steg svagt fra 1995, bl.a. fordi pædagoguddannelsen blev forlænget med et halvt år. Kandidatuddannelserne har gennemgået en strukturomlægning i perioden, således at de fleste kandidatuddannelser påbegyndes efter en fuldført bachelorgrad. I dag er den normerede tid for en delt kandidatuddannelse 5 år, 3 år på bachelor og 2 år på kandidatoverbygningen. Af tekniske grunde er det endnu ikke muligt at opgøre fuldførelsestiden for det samlede kandidatforløb. Da opgørelsen berører denne omlægningsperiode, bør tallene specielt her tolkes med forsigtighed. For bacheloruddannelserne var den gennemsnitlige studietid i ,4 år. For en overbygningskandidatuddannelse var tiden 3,8 år. For en udelt kandidatuddannelse var den gennemsnitlige studietid 6,2 år. 88

92 Tabel Gennemsnitlig fuldførelsestid, Antal år fordelt efter uddannelsesniveau, Erhvervsfaglige uddannelser m.m Tf-kurser 0,5 0,6 0,6 0,5 0,5 0,8 0,7 0,7 0,7 0,6 Erhvervsfaglige skoleforløb m.m. 1) 0,8 0,8 0,8 0,6 0,6 0,6 0,6 0,6 0,7 0,7 Erhvervsfaglige hovedforløb m.m. 2) 2,0 2,0 2,0 2,0 2,1 2,1 2,1 2,1 2,0 2,1 Vidergående uddannelser: Korte videregående uddannelser 1,9 1,9 1,8 1,8 1,9 1,8 1,8 1,9 2,0 2,0 Mellemlange videregående uddannelser 3,2 3,2 3,2 3,3 3,2 3,2 3,5 3,4 3,4 3,5 Bacheloruddannelser 3) 2,8 2,9 3,0 3,0 3,1 3,0 3,1 3,4 3,5 3,4 Grund- og basisuddannelser 1,0 0,9 0,9 1,0 0,7 0,7 0,5 0,7 0,6 0,6 Udelte kandidatuddannelser 4) 6,9 6,8 6,5 6,4 6,3 5,5 5,1 6,2 6,3 6,2 Note: Eks svarer til undervis- Overbygningskandidatuddannelser 3,7 3,4 3,6 3,7 3,5 3,6 3,7 4,6 3,6 3,8 ningsåret 1988/89. Ph.d 5) 3,2 3,8 3,7 3,5 3,7 3,2 3,4 3,5 3,5 3,2 1) Indeholder også korte erhvervsfaglige grundkurser som fx landbrugets forskolekursus mv. Fra midten af 1996 blev indgangsforløbet merkantil EUD ændret, således at eleverne kunne forlænge indgangsforløbet fra 1 til 2 år. Rundt regnet halvdelen har benyttet sig af denne mulighed. 2) Indholder også social- og sundhedsuddannelser, landbrugsuddannelser, PGU (fra 1997) samt andre længere erhvervsfaglige kurser mm. 3) At bacheloruddannelserne indeholder tal før uddannelserne blev formelt oprettet skyldes, at bl.a. HA og erhvervssprog mv. fra før reformen havde denne struktur. 4) Udelte kandidatuddannelser er efter 1996, civilingeniør, læge, tandlæge, teolog, musik/kunst og arkitekt mv. P.g.a. registreringsproblemer er ph.d. tallene formentligt underestimeret. Figur 4.12 Gennemsnitlig fuldførelsestid, fordelt på udvalgte videregående uddannelser, Antal år Korte videregående uddannelser Mellemlange videregående uddannelser Bacheloruddannelser 3) Udelte kandidatuddannelser 4) Overbygningskandidatuddannelser Kilde: Danmarks Statistik samt Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontors modelberegninger. 89

93 Der er ingen ventetid efter grundskolen. De fleste kommer i gang med en uddannelse umiddelbart efter sommerferien. Efter en almengymnasial uddannelse venter de unge derimod længere, og det havde ikke ændret sig frem til I 1998 kom unge med en erhvervsgymnasial baggrund hurtigere i gang med videreuddannelse end unge med en almengymnasial baggrund. Det primære mål er, at flest muligt gennemfører en uddannelse, men et andet vigtigt mål er også, at de unge kommer hurtigt i gang med fortsat uddannelse. Derved mindskes bl.a. frafaldsrisikoen, og overgangen til arbejdsmarkedet bliver fremrykket. Der er sket mange ændringer både for arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. Fx er adgangsbegrænsningen til de videregående uddannelser næsten afskaffet. På erhvervsuddannelserne har alle nu mulighed for at gennemføre uddannelsen på skole, hvis de unge ikke kan finde en egnet praktikplads. Ventetiden bygger på modelberegninger (mediantal). Ventetiden opgøres for overgang fra grundskolen og overgang fra de gymnasiale uddannelser. Tallene er summariske og kan dække over store variationer på de enkelte uddannelser. Ventetiden fra grundskolen svarer alene til sommerferien. Generelt var ventetiderne efter en almengymnasial uddannelse svagt stigende. Fra 1998-årgangen ventede de unge 1,6 år før de påbegyndte et erhvervsfagligt skoleforløb mm. og ca. 2 år inden overgang til et erhvervsfagligt hovedforløb mm. Ventetiden til de korte og mellemlange videregående uddannelser lå på over 2 år. Disse uddannelser henvender sig ofte til ældre studerende med erhvervserfaring, fx pædagoguddannelsen. Ventetiden til bachelor-, grund- og basisuddannelserne var 1,3 år, og ventetiden til påbegyndelse af en kandidatuddannelse var 1,7 år. Også for de erhvervsgymnasiale uddannelser var ventetiden til de videregående uddannelser svagt stigende fra 1989 til Fra 1998-årgangen ventede de unge dog under et år, før de gik i gang med et erhvervsfagligt skoleforløb mm. Overgangen til et erhvervsfagligt hovedforløb mm. skete umiddelbart efter sommerferien. Ventetiden til næsten alle videregående uddannelser lå på lidt over et år. Ventetiden til grund- og basisuddannelserne var kun 0,8 år. I 1998 kom unge med en erhvervsgymnasial baggrund hurtigere i gang med videreuddannelse end unge med en almengymnasial baggrund. 90

94 Tabel Median ventetid efter grundskole, Efter grundskoleuddannelse til: Antal år almengymnasial uddannelse og er- Almengymnasiale uddannelser 0,2 0,2 0,3 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 hvervsgymnasial uddannelse før Erhvervsgymnasiale uddannelser 1) 0,0 0,0 0,0 0,0 0,0 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 fortsættelse på en anden uddannel- Erhvervsfaglige skoleforløb mm. 2) 0,2 0,3 0,4 0,3 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 se, Efter almengymnasial uddannelse til: Erhvervsgymnasiale uddannelser 1) 1,2 1,2 1,2 1,2 1,2 1,2 0,8 1,2 1,2 1,2 Tf-kurser 1,2 1,2 1,2 1,2 1,2 1,6 1,6 1,2 1,6 1,6 Erhvervsfaglige skoleforløb mm. 2) 0,8 0,8 1,1 1,2 1,2 1,2 1,2 1,2 1,3 1,6 Erhvervsfaglige hovedforløb mm. 3) 1,3 1,3 1,6 1,8 1,8 1,9 2,0 2,2 1,9 2,2 Korte videregående uddannelser 2,2 1,3 1,3 1,3 1,3 1,6 1,7 2,0 1,9 2,2 Mellemlange videregående uddannelser 2,3 2,3 2,3 2,2 2,3 2,3 2,3 2,3 2,3 2,3 Bacheloruddannelser 4) 1,3 1,3 1,3 1,3 1,3 1,3 1,3 1,3 1,7 1,3 Grund- og basisuddannelser 1,3 1,3 1,3 1,3 1,3 1,3 1,3 1,3 1,3 1,3 Kandidatuddannelser 1,3 1,3 1,3 1,3 1,3 1,3 1,3 1,7 1,7 1,7 Efter erhvervsgymnasial uddannelse til: Almengymnasiale uddannelser 1,2 1,2 0,5 0,8 0,8 0,8 0,8 0,6 0,6 0,6 Tf-kurser 0,2 0,4 0,2 0,6 0,8 1,2 1,2 0,6 0,6 0,7 Erhvervsfaglige skoleforløb mm. 2) 1,2 1,1 1,0 0,6 0,6 1,2 0,9 0,7 0,7 0,7 Erhvervsfaglige hovedforløb mm. 3) 0,2 0,3 0,3 0,3 0,3 0,3 0,3 0,3 0,3 0,3 Note: Medianventetiden er den vente- Korte videregående uddannelser 1,2 1,2 1,2 1,2 1,2 1,2 1,2 1,2 1,2 1,2 tid hvorefter 50 % er fortsat i et nyt Mellemlange videregående uddannelser 0,6 1,2 1,2 1,0 1,2 1,3 1,3 1,4 1,4 1,3 uddannelsesforløb. Bacheloruddannelser 4) 0,3 0,3 0,3 0,3 0,8 1,2 1,3 1,3 1,3 1,3 Eks svarer til undervisnings- Grund- og basisuddannelser 0,3 0,3 0,3 0,3 0,3 0,8 0,3 0,9 0,9 0,8 året 1988/89. Kandidatuddannelser 0,8 0,5 0,3 0,8 0,8 1,3 0,8 1,3 1,3 1,3 1) I 1994 blev htx forlænget med et år til et treårigt forløb. Samtidig blev adgangsvejen ændret fra et skoleforløb på erhvervsuddannelserne til adgang direkte fra grundskolen. Fra 1995 skete de samme strukturændringer for hhx. 2) Indeholder også korte erhvervsfaglige grundkurser som f.eks. landbrugets forskolekursus mv. Fra midten af 1996 blev indgangsforløbet merkantil EUD ændret, således at eleverne kunne forlænge indgangsforløbet fra 1 til 2 år. Rundt regnet halvdel har benyttet sig af denne mulighed. 3) Indholder også social- og sundhedsuddannelser, landbrugsuddannelser, PGU (fra 1997) samt andre længere erhvervsfaglige kurser mm. 4) At bacheloruddannelserne indeholder tal før uddannelserne blev formelt oprettet skyldes, at bl.a. HA og erhvervssprog mv. fra før reformen havde denne struktur. Figur 4.13 Median ventetid efter de almenog erhvervsgymnasiale uddannelser før fortsættelse på en anden uddannelse, 1998 Fra almengymnasial uddannelse: Erhvervsgymnasiale uddannelser Tf-kurser Erhvervsfaglige skoleforløb mm. 1) Erhvervsfaglige hovedforløb mm. 2) Korte videregående uddannelser Mellemlange videregående uddannelser Bacheloruddannelser 3) Grund- og basisuddannelser Kandidatuddannelser Fra erhvervsgymnasiale uddannelse: Almengymnasiale uddannelser Tf-kurser Erhvervsfaglige skoleforløb mm. 1) Erhvervsfaglige hovedforløb mm. 2) Korte videregående uddannelser Mellemlange videregående uddannelser Bacheloruddannelser 3) Grund- og basisuddannelser Kandidatuddannelser 0,0 0,5 1,0 1,5 2,0 2,5 Antal år Kilde: Danmarks Statistik samt Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontors modelberegninger. 91

95 I 1998 var der årselever, der modtog et tilbud om voksenuddannelse i offentligt regi. Hertil kom årselever ved aftenskoleundervisning. Fra 1997 til 1998 voksede voksenuddannelsesaktiviteten (ekskl. aftenskoleundervisning) med over 15 %. Størstedelen af denne vækst fandt sted på korte kurser under åben uddannelse specielt pc-brugeruddannelsen. Aktiviteten i de offentlige voksenuddannelser har været stigende gennem de senere år. I 1998 deltog årselever i voksenuddannelser i offentligt regi (ekskl. aftenskoleundervisning). Fra 1997 til 1998 er aktiviteten steget med over 15 %. Langt den største del af væksten fandt sted under åben uddannelse på erhvervsskolerne - især ved pc-brugeruddannelsen. En del af de årselever, der befinder sig ved en voksenuddannelse, har været eller er aktive i arbejdsstyrken som beskæftigede eller som arbejdssøgende, eftersom dele af voksenundervisningen finder sted i deltagernes fritid. I 1998 deltog årselever i aftenskoleundervisning under folkeoplysningsloven. Da kurserne typisk består af få ugentlige timer, er antallet af deltagere betydeligt højere omkring deltagere i For aftenskoleundervisning under folkeoplysningsloven var der en varierende udvikling i antallet af årselever. Fra 1993 til 1998 faldt antallet med 11,1 %. Den højeste deltagelse var i 1996 med årselever. Ser man bort fra aftenskoleundervisningen, findes det højeste antal årselever i 1998 på åben uddannelse ved erhvervsskolerne. Disse udgjorde 21,3 % af områdets årselever. Fra 1993 til 1998 steg antallet af årselever fra til årselever. I 1998 havde AMU-kurserne den næststørste søgning. Her var årselever. Fra 1993 til 1998 steg årselevtallet med 70,8 %. Antallet af årselever ved folkehøjskolerne faldt fra 1994 til Specielt faldt antallet af årselever på folkehøjskolernes lange kurser i denne periode. 92

96 Tabel Årselever ved voksenuddannelser Antal årselever i offentligt regi, Årselever i alt ( ekskl. aftenskoleundervis ) Daghøjskoler AMU-kurser Folkehøjskolernes lange kurser 1) Folkehøjskolernes korte kurser 1) VUC, hf-kurser VUC, avu-kurser Åben uddannelse (videregående udd.) 2) Åben uddannelse (erhvervsskoler og SOSU) VEUD 3) Husholdnings- og håndarbejdsskoler Dansk som andet sprog 4) Specialundervisning for voksne Læsekursus for voksne 5) Søfartsstyrelsens uddannelser Kulturministeriets uddannelser Note: Eks svarer til undervis- Strukturdirektoratets uddannelser 6) ningsåret 1993/94. Aftenskolerne (folkeoplysningsloven) 7) ) Lange kurser er på 12 uger eller mere - korte kurser er på under 12 uger. 2) Inkl. efteruddannelse af lærere og pædagoger. 3) Omfatter kun deltagere, som har udløst tillægsydelse. 4) Indvandrerundervisning for voksne. Årselevberegningen er ændret i forhold til tidligere opgørelser. 5) Blev indført pr. 1. januar ) Kurser for jordbrugere. 7) Indeholder alene undervisning i.h.t. folkeoplysningsloven og ikke idrætsaktiviteter, spejderkorps m.m. -: Uoplyst. Figur 4.14 Årselever ved udvalgte voksenuddannelser i offentligt regi, Antal årselever i Kilde: "Voksenuddannelser i tal ", Undervisningsministeriet. Daghøjskoler AMU-kurser Folkehøjskolens lange og korte kurser 1) VUC, hf- og avu-kurser Åben uddannelse (erhvervsskoler, SOSU og videregående udd.) 2) Dansk som andet sprog 4) Aftenskoleundervisning 7) 93

97

98