PATTEDYR DANMARKS FAUNA ^= == HERLUF WINGE MED 117 NATURHISTORISK FORENING AFBILDNINGER FORLAGT AF G. E. C. GAD KØBENHAVN

Transkript

1 DANMARKS FAUNA ILLUSTREREDE HAANDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN MED STATSUNDEHSTØTTELSE UPGIVNE AF NATURHISTORISK FORENING ^= == HERLUF WINGE PATTEDYR MED 117 AFBILDNINGER FORLAGT AF G. E. C. GAD KØBENHAVN 1908

2 J.COHENS BOGTRYKKERIER (GEORG A.BACH)

3 Pattedyr (Mammala). Af de Tusnder forskjellge Slags Pattedyr, der leve eller have levet paa Jorden, er det kun en rnge Del, der har naaet Danmark. Tl Pattedyrenes første Fremkomst, et fjernt Afsnt af Jordens Hstore, Tras-Tden, har Danmark kke været Vdne; dengang smaa Frben-lgnende Krybdyr ved flttg, udholdende Øvelse af deres Evner arbejdede sg frem tl at blve Pattedyr, var der Hav, hvor det meste af Danmark nu lgger; kun Bornholm kan føre sn Tlværelse saa langt tlbage. Hav var her endnu, hvert Fald over det meste, den varme Td før Europas Istd, dengang Pattedyrene havde deres Blomstrng, da de havde udfoldet sg en Mangfoldghed af Slægter, da ogsaa Europa med de omgvende Have var befolket af en Pattedyr-Verden saa rg, som den neppe nok fndes Nutden de rgeste varme Lande; nogle faa Levnnger af Hav-Pattedyr er alt, hvad der hos os er fundet fra denne Td. Som Land vste Danmark sg først rgtg efter Istden, da Europas rge Pattedyr- Verden var hærget. De af Europas Land-Pattedyr, der havde overlevet Istden, enten ved en Td lang at trække sg tlbage Wnge: Pattedyr

4 tl Syd-Europa, vgende for Kulden, eller ved at lempe sg efter de haarde Forhold Mellem-Europa, fandt da for en Del Vej op tl Danmark. Tdlgst kom en llle Kreds af de mest haardføre Arter, der under Istden havde levet nærlggende sydhgere Egne; ldt efter ldt kom andre, hvs større Fordrnger tl Varme og Frodghed Landet efterhaanden kunde tlfredsstlle, medens de første Indvandrere tldels gk vdere mod Nord eller uddøde hos os. I den Ældre Stenalder, da Landet var klædt med Skov, først væsenlg af Fyr, senere mest af Eg, havde vor Pattedyr-Verden naaet den største Rgdom, som den har haft; v havde faaet de fleste af det sydlgere Mellem-Europas Arter af Land-Pattedyr. Men allerede den Ældre Stenalders Folk begyndte Jagt paa Dyrene stort Omfang, og kke bedre Vlkaar fk de vlde Dyr, da den Yngre Stenalders Folk ndførte Husdyr; forfulgte og fortrængte bleve de. De største blandt Gnavere, Rovdyr og Hovdyr bleve udryddede, nogle snart, andre senere. Tlbage er paa Landjorden kke meget andet end smaa og skjult levende Arter. For Hav-Pattedyrenes Vedkommende have Forholdene efter Istden stllet sg paa lgnende Maade som for deres Slægtnnge paa Land. Sammenregnes alle de Pattedyr-Arter, der ere eftervste Danmark, baade nulevende og jordfundne, baade fra Land og Hav, blver Tallet 81 (Mennesket kke medregnet). Skjønt deres Tal kke er større, er der dog blandt dem Medlemmer af de fleste af de Ordener", hvor Pattedyrene have udformet sg; v

5 have her Insektædere, Flagermus, Gnavere, Rovdyr, Hovdyr og Hvaler. Da Pattedyrene afløste Krybdyrene som Jordens Herskere, som de øverste af Jordens Skabnnger, delte de Herredømmet mellem sg; de udnyttede de forskjellge Mulgheder, som Jorden bød, og de udformedes højst forskjellg Retnng, alt eftersom de særlg lagde sg efter det ene eller det andet; jo højere de uddannedes, desto mere tabte de af Arven fra deres Forfædre blandt Krybdyr. Af de Ordener, der høre Danmark tl, er Insektædernes Orden den, der staar lavest, den, der vser mndst Afvgelse fra Krybdyr. Vel staa Insektæderne Uddannelse som ægte Pattedyr højt over de ældste kj endte Pattedyr fra Trasog Jura-Tden, der langt højere Grad mndede om Krybdyr; men der fndes hos Insektædere forholdsvs mange Egenskaber samlede, der vse tlbage dels tl oprndelge Pattedyr, dels tl selve Krybdyrene. Det vser sg mest den ndre Bygnng; men det kan ogsaa sees det ydre. Der er blandt dem Slægter, hvs Legemsform er den, der er fælles for de oprndelgste Pattedyr af forskjellge Grupper og mest nærmer sg tl Frbenenes: det er smaa Muse-lgnende Dyr med langstrakt Krop og lang Hale og med korte Lemmer med smaa femfngrede Poter med ret lgelg udvklede Fngre; der er blandt dem Slægter, der vse andre for Pattedyrene oprndelge Egenskaber: Næsen er spds med en llle nøgen Næsebrusk hvælvet om Næseboret; Overlæben er furet paalangs; Øjet er anselgt; Ørebrusken er veludvklet, men ret smpelt tragtformet; flere Rækker af stærke Varbørster fndes paa Overlæben, og enkelte staa over Øjet, paa Knd og Hage og paa Underarmen ved Haandleddet; 6 fre smaa knoldformede Trædepuder fndes baade paa Haandflade og paa Fodsaal; Huden paa Undersden af Fngre og Tæer er tydelg skællet, formet Rnge paa lgnende Maade som hos Krybdyr; ogsaa Huden paa Oversde af Haand og Fod og paa Halen er skællet, og Skællenes Ordnng er som hos Krybdyr, endnu kke forstyrret og gjort ukjéndelg af tæt Haarvæxt, det Haarene paa Haand, Fod og Hale kun ere smaa og kun fndes spredt mellem Skællene; Tandsættet ndeholder forholdsvs mange, men smaa, ret smpelt formede Tænder, 11 hver Sde, baade Over- og Underkjæbe: 3 smaa Fortænder med nærmest kegleformet Krone, 1 stor dolkformet Hjørnetand og 7 Kndtænder, af hvlke de forreste have smpelt sammentrykt kegleformet eller svagt trespdset Krone, de bageste flerspdset Krone med Spdserne stllede V-Form, forbundne ved skarpe Kamme; Spdserne paa de øvre bageste Kndtænder ere saaledes ordnede, at der 1*

6 langs Kronens Yderrand fndes 3 Spdser (1ste, 2den og 3dje, talte forfra), paa Mdten 2 Spdser (4de og 5te) og paa Inderranden 1 Spds (6te) eller to Spdser (6te og 7de); paa de nedre bageste Kndtænder fndes 3 Spdser langs Inderranden (1ste, 2den og 3dje) og 2 paa Yderranden (4de og 5te); hele Tandsættet er egnet tl at grbe og tygge Insekter og andre Smaadyr; Mælketænderne (det unge Dyrs først frembrydende Tænder, der senere ombyttes med andre) ere ret vel udvklede, væsenlg formede som deres Efterfølgere. De Insektædere, der fndes hos os, ere uddannede hver sn særlge Retnng; men de mere oprndelge, nu for største Delen uddøde Insektædere have været den Klde, hvorfra de fleste andre Pattedyr-Ordener ere udsprungne. Flagermusene staa nær ved Insektæderne; de ere nærmest at regne for Insektædere, der have uddannet sg tl Flyvere. Af deres Bygnng kan man slutte sg tl, at deres Forfædre have været smaa klatrende Insektædere, der have sprunget Træerne fra Gren tl Gren med strakte Lemmer og derved have faaet udvklet en Flyvehud", saaledes som den fndes hos mange forskjellge Slags klatrende-sprngende Pattedyr, en Udvdelse af de sædvanlge Hudfolder mellem Krop og Lemmer, Hjørnerne Lemmernes Led og mellem Fngrene; hvad der frembrnger Flyvehuden, er skkert dels Hudfoldernes stadge Udspændng ved Lemmernes Stræknng, dels Luftens Prrng af Folderne under Sprnget, sær under lang Dalen. At vlkaarlg Bevægelse af Armene med Flyvehuden kan forøge Sprngets Længde, er en Opdagelse, der snart er gjort, og næsten uvlkaarlg er Opdagelsen udnyttet; fra Sprngen og svævende Dalen er der sket Overgang tl Flugt, og Flyvehuden er voxet uhyre; Armen med den omgvende Flyvehud, der først tjente som Faldskjærm, er bleven tl Vnge. Flyvehudep er voxet saaledes, at den strækker sg ud tl Spdsen af alle Fngre, med Undtagelse af Tommelfngeren, der væsenlgst holdes fr, og at den fylder Rummet mellem Forlem, Kropsde og Baglem ndtl Hælleddet og lgeledes Rummet mellem Baglem og Hale ndtl Halespdsen. Forlemmets allerede hos de klatrende-sprngende Insektædere lange Knogler ere samtdg med Flyvehudens Væxt voxede endnu stærkere Længde; baade Overarm og sær Underarm ere blevne uhyre og lgeledes Fngrenes Knogler, sær Mellemhaandsbenene; alle tjene de som Bærere og Stvere af Flyvehuden; og de Muskler, der føre Armen, ere blevne mægtge, særlg Brystmusklen, der tjener tl at slaa Vngen nedad. Forlemmet tages saa udelukkende Brug som Vnge, at det aldeles overvejende formes derefter og mster meget af sn Brugbarhed tl sn oprndelge Tjeneste, tl Gang; dets uforholdsmæssge Længde og dets særegne

7 Bygnng gjøre det vanskelgt eller [umulgt at føre det paa sædvanlg Maade. Der kan kke som før trædes paa Haandfladen, men kun paa Randen af Haandleddet; de fleste Trædepuder svnde derfor bort; Spdserne af de lange Fngre taale kke at stødes mod Jorden; Hvle og under Gang lægges Fngrene, undtagen den korte fre Tommel, samlede tlbage langs Underarmen; deres Kloled vanslægte derfor, af Mangel paa Brug, og blve bruskede, uden Kløer; Ledføjnngerne mellem Fngrenes Led og med Mellemhaandsbenene vanslægte, mste den tdlgere Bevægelghed o. s. V.; Leddene mellem Mellemhaandsbenene ndbyrdes og mellem Haandrod og Mellemhaandsben øves dermod særlg Bevægelghed, det Mellemhaandsbenene Flugten spredes vdt og Hvlen foldes tæt sammen. Kun Tommelfngeren beholder meget af st oprndelge Præg, sn Frhed, sn Klo, sn Trædepude ved Grunden og under Fngerspdsen, og sær ved Tommelens Hjelp er Flagermusen stand tl paa kke altfor glat Underlag at entre afsted med kke rnge Fart. Paa Grund af Vanskelgheden ved at gaa ndskrænkes Gangen dog tl det mndst mulge; naar Flagermusen kke flyver, tlbrnger den mest Tden Hvle, og for at have Vngerne rede tl Flugt plejer den at hage sg fast ved Fodens Kløer under et eller andet Loft; naar den vl flyve, kan den da strax sprede Vngerne og slppe st Fæste. Den Gjernng, Baglemmet faar at udføre, blver meget rnge; mest tjener det som Stver Flyvehuden. Hele Baglemmet mster derfor sn Styrke en paafaldende Grad; hos Insektæderne, som hos de fleste Pattedyr, er det stærkere end Forlemmet paa Grund af, at det efter sn Stllng har det største Arbejde med at føre Kroppen og skyde den frem; nu blver det ganske tyndt og spnkelt, uden kraftge Muskler; Trædepuderne forsvnde; de længste, mdterste, af Tæerne forkortes, saa at alle Tæerne blve omtrent af samme Korthed; o. s. v,; kun Kløerne vedblve at være stærke. En særlg Opgave faar dog Foden: at føre Sporebrusken", en Fortykkelse Randen af Flyvehuden mellem Baglem og Hale, fæstet paa bageste Spds af Hælbenet, tjenende tl at udspænde Flyvehuden. Forkroppens Mægtghed, væsenlg som Følge af Skuldermusklernes Størrelse, og Bagkroppens rnge Omfang, mest som Følge af Indskrænknngen af Baglemmets Muskler, er noget af det, der bdrager tl at gve Flagermusene deres paafaldende Ydre. Flagermusenes Føde er, lgesom Insektædernes, fra første Færd væsenlgst Insekter; men tl Forskjel fra Insektæderne fange de Insekterne Flugten, og tl at grbe Byttet have de kun Munden; de kunne kke tage Hænderne tl Hjelp; Læber og Tænder hjelpes ad. Tænderne beholde lgnende Former som hos Insektæderne; men Læberne blve paafaldende muskelstærke, kjødfulde og

8 6 bevægelge, og Overlæbens Muskler, der tldels ere de samme, der bevæge Næsebrusken, ere Skyld at, Mellemkjæben, hvortl Næsebrusken er fæstet, paa forskjellg Maade kan vanslægte. Som de fleste Insektædere og andre Smaapattedyr ere Flagermusene mest Vrksomhed Skumrng eller Nat. De have dog kke, som saa mange andre Natdyr, faaet særlg store Øjne; tværtmod er Øjet ret llle, trykket som det er af den svære Tndngmuskel, den stærkeste af Bdemusklerne, og af andre Omgvelser; men det er dog kke saa llle, som det synes at være, naar man dømmer efter Øjespalten paa en sovende eller død Flagermus, der har lukket Øjnene; Sagen er, at Øjelaagene lukkes af en Kredsmuskel, der mere end hos andre Dyr ndsnevrer Øjespalten fra alle Sder; naar Flagermusen ret aabner Øjnene, ser det ud, som om Øjet voxede frem af den llle Øjespalte og udvdede den. Hudfølelsen, der sær Flyvehuden skal være højt udvklet, og Hørelsen er det, der mest vejleder Flagermusen paa dens Jagt; Øret voxer stærkt, baade det ydre og det ndre. Hos os kunne Flagermusene kke skaffe sg Føde om Vnteren, og de vlde kke kunne leve her, hvs de kke havde Evne tl at sove Vntersøvn, gjemte deres Skjulesteder hule Træer eller andre lune Kroge, dog stve og kolde, med Blodvarmen dybt under det sædvanlge. Gnavernes Afvgelse fra Insektæderne skyldes fra første Færd, at de have gvet sg tl at leve mest af haardskallede Frø og Frugter, hvs Skal de have maattet aabne for at komme tl Kjernen; ved at bde, kradse og skrabe med Fortænderne have de naaet deres Hensgt. For at kunne bruge Fortænderne med tlstrækkelg Kraft have de maattet øve den forreste af Tyggemusklerne, sær den forreste Del af Kndmusklen, der uhyre og særlg omformes derved og ndvrker meget paa Ansgtets Skelet; Tndngmusklen, der oprndelg hos Pattedyrene er den stærkeste Tyggemuskel, som Arv fra Krybdyrene, bruges mndre, ford den lgger for langt tlbage, borte Fortænderne, og den mster sn Styrke. For ret at kunne kradse med de nedre Fortænder øves Underkjæben desuden at bevæges frem og tlbage, en Bevægelse, der er ret fremmed for Insektæderne, der kun ere vante tl at føre Underkjæben væsenlgst lge op og ned; hos Insektæderne som hos andre oprndelge Pattedyr er Underkjæbens Led med Hjernekassen nærmest et Hængsel-Led; Underkjæbens Ledhoved er mere eller mndre knopformet og glder en svagt udhulet Ledskaal, hvs bageste Rand er saaledes opstaaende, at Underkjæbens Ledhoved kke kan skydes tlbage; hos Gnaveren blver Leddet et Glde-Led; Underkjæbens Ledhoved blver afrundet og sammentrykt og glder frt frem og

9 tlbage en Ledskaal, der har Form af en langsgaaende Rende uden skarp Begrændsnng, sær aaben bagtl. De Fortænder, der bruges mest, ere forreste øvre og forreste nedre; deres Krone voxer stærkt Højde og vedblver at voxe, saa at Rod kke dannes; Emallen, der før klædte hele Kronen som en Hætte, sprænges under Væxten, sn endnu bløde Tlstand, ved Udvdelsen af det underlggende Tandben og blver kun tlbage som et Baand langs Kronens Forsde; ved Slddet af Kronens Spds kommer Emallen da tl at staa frem paa Sldfladen som en skarp Rand, ford den sldes mndre end det blødere Tandben. Øvre Fortand skyder sn Grund langt tlbage Kjæben, helt ud af Mellemkjæbebenet, hvor den hører hjemme, nd Overkjæbebenet; nedre Fortand skyder efterhaanden sn Grund tlbage Kjæben helt hen under Kndtændernes Række og op mod Underkjæbens Ledhoved. De andre Fortænder, Hjørnetænderne og de forreste Kndtænder vantrves ganske og forsvnde, ford de kke bruges, og ford de forreste Fortænder tage Magten fra dem og fortrænge dem ; der blver et langt tandløst Rum mellem Fortænder og Kndtænder, hvor Læberne lægge sg nd. Mundspalten ndsnevres, ford det kke er nødvendgt for Gnaveren at gabe højt. Som levende mest af Planteføde have Gnaverne faaet Kndtændernes Form ændret derefter; Kronernes Spdser have mstet deres Skarphed og V-Formen og ere blevne tl mere stumpe Knolde. I alt andet, der kke staar umddelbar Sammenhæng med Gnave-Vrksomheden, ere de oprndelgste Gnavere næsten ganske som oprndelge Insektædere. Rovdyrenes Afvgelse fra Insektæderne skyldes deres Vane at leve kke mest af Insekter, men af Hvrveldyr. Deres Tandsæt er fra første Færd omdannet tl at afklppe Kjød. Hos de ældste, forlængst uddøde Rovdyr kunne alle de bageste Kndtænder Kjæberne være ndrettede derefter. Hos de højerestaaende Rovdyr ere de Kndtænder, der sdde nærmest ndenfor Mundvgen, særlg brugte, 4de øvre og 5te nedre af de oprndelg tlstedeværende 7 Kndtænder hver Kjæbe det ; er de Tænder, der paa en Gang have en heldg Stllng tl at afklppe Kjød af et Bytte, der er for stort tl at tages nd Munden, og ere tlstrækkelg nær ved Tyggemusklerne tl at kunne føres med Kraft. De mest fremstaaende Spdser af den nedre Kndtand skures op mod og presses mod Indersden af de højeste Spdser af øvre; de paagjeldende Spdser voxe Højde og blve sammentrykte og komme mere og mere tl at vrke som Bladene en Sax, medens de andre Spdser vantrves og tlsdst kunne forsvnde. Som Rovtænder" voxe 4de øvre og 5te nedre Kndtand frem for de omgvende Kndtænder, der kunne vantrves og tldels forsvnde; hos saa godt som

10 alle Nutdens Rovdyr mangler saaledes den bageste af de 7 øvre. Hjørnetænderne bruges endnu mere end hos Insektæderne som Dolke og som Hager, og de voxe Styrke. Tndngmusklen, der hos Insektæderne er den stærkeste Tyggemuskel, er den, der ogsaa hos Rovdyrene bruges mest og derfor voxer; paa Hovedskallen kan dens Størrelse skjønnes af den Maade, hvorpaa den har udvdet Tndnggruben og skudt Kndbuen ud tl Sden. Kndmusklen, der efter sn Stllng var vel skkket tl ogsaa at føre Rovtænderne med Kraft, kan dog kke ret bruges; dens Væxt vlde ndsnevre Mundspalten, hvad der for et Rovdyr vlde være uheldgt. Underkjæbens Led blver mere og mere et rent Hængsel-Led, og dens Ledhoved, der mere og mere faar Form af en tværstllet Valse, fastholdes Ledskaalen af stærke Baand, der brnge Skaalens For- og Bagrand tl at voxe frem og omslutte Ledhovedet. I Størrelse og Kraft pleje Rovdyrene langt at overgaa Insektæderne. Det kan ske, at Rovdyr gjen opgve den overvejende Kjød-Æden og vende sg tl mere blandet Kost eller endogsaa tl Planteføde, eller de kunne af andre Grunde ophøre at bruge Tænderne som ægte Rovdyr; allgevel mster Tandsættet aldrg helt det Præg, som de oprndelgste Rovdyrs Levevs har sat paa det. Det der har gvet Hovdyrene deres Særpræg overfor deres Forfædre blandt Insektædere, er deres Vane at leve mest af Planteføde, særlg af Grøntfoder, og dog, trods den tunge Krop, der er en Følge af den Slags Føde, at vedlgeholde Bevægelghed, særlg Evnen tl at løbe, og Opmærksomhed for Omgvelserne. De have faaet svære Kndtænder ved at tygge det sejge Plantestof; kke alene de bageste, allerede hos Insektæderne flerspdsede Kndtænder ere blevne udvdede og forstærkede paa forskjellg Maade, men ogsaa de fleste af de forreste Kndtænder ere udvdede, saa at de have faaet mere eller mndre af Bagkndtændernes Form. Af Tyggemusklerne er det mest Kndmusklen, der bruges som den, der efter sn Stllng er bedst skkket tl at føre Underkjæben malende og skurende mod Overkjæben, og den voxer og skyder st Udsprng langt frem paa Knden og udvder st Fæste. Tndngmusklen dermod svækkes. Baade Kndtændernes Udvdelse og Tyggemusklernes Ændrnger gve sg Udtryk paa mange Maader Hovedskallens Bygnng. Mave og Tarm ere udvdede af den stærkt fyldende og vanskelg fordøjelge Føde. For at kunne spejde og for at faa lange Lemmer, der Tde kunne bære dem bort fra Fjender, have Hovdyrene fra første Færd øvet sg at rejse sg paa Taaspdserne, og Løb paa Taaspdserne have de maattet bære den tunge Krop; kun de øverste Medlemmer af Hovdyrenes forskjellge Grupper have

11 voxet sg saa store og stærke, at de kke have meget at frygte af Fjender, men kunne falde hen Magelghed og formes derefter. Følgen af de stærke Krav, der stlles tl Lemmernes Bærekraft hos Hovdyrene, er først og fremmest en Omdannelse af Kløerne, paa hvs Rande der væsenlg trædes; Kløerne blve tl stærke Hove. Dernæst fremkommer en særlg Styrke og Væxt de Fngre og Tæer, der fra første Færd ere de længste og derfor faa mest af Legemets Vægt at bære; og en lang Række Omdannelser medfølger, baade Lemmernes og Kroppens Bygnng, men udførte paa ret forskjellg Maade Hovdyrenes forskjellge Grupper. Ikke fra Insektædere, men fra Dyr, der have staaet dem meget nær, nemlg fra de alleroprndelgste Rovdyr, have Hvalerne deres Oprndelse, saaledes som det er godtgjort ved Fund af uddøde Mellemformer. Det der har gvet dem deres gjennemgrbende Afvgelse fra andre Pattedyr, er deres Vane at leve Vandet tl Stadghed saa udelukkende ; Vanddyr ere de blevne, at de kun for at aande løfte Næsen over Vandet, hvor de ellers saa godt som altd ere gjemte. Som vgtgste Redskab tl Bevægelse have de brugt Halen; Baglemmerne ere helt satte ud af Brug; Forlemmerne bruges neppe tl stort andet end tl Styrng eller tl at holde Lgevægt. Halen er bleven uhyre, muskelstærk; Overensstemmelse med den Maade, hvorpaa den føres, med Slag tl Sderne eller op og ned eller vrkkende, er den formet, sammentrykt sn største Udstræknng, men med en mægtg vandret Halefnne Spdsen. Baglemmet er fuldstændg vantrevet og forsvundet; kun ganske ubetydelge Levnnger af Baglemmets Skelet fndes gjemte dybt under Huden. Dets Forsvnden har stor Indflydelse paa Hvrvelraden: Bækkenhvrvlerne mste deres ejendommelge Form, Ryghvrvlerne blve mere ens og faa løsere Forbndelse ndbyrdes. Ledtappene vanslægte. Forlemmet, der aldrg mere kommer tl at støtte mod Jorden og kke bærer nogen Byrde, er omformet tl en Luffe: Neglene ere forsvundne; hele Haanden har faaet Form af et Aareblad, Fngrene ere omsluttede af en fælles Hud; Armens Ledføjnnger, undtagen Skulderleddet, ere blevne stve. Forlemmet vrker mndre Grad trykkende paa Brystkassen, hvs Fasthed derfor blver mndre, Rbbenenes Forbndelser med Hvrvler og med Brystben have Tlbøjelghed tl at blve løse. Hovedet holdes saa fast som mulgt fremadrettet Stllng, Halsen bevæges kke og blver kort og stv, med stor Tlbøjelghed tl Sammenvoxnng af Hvrvlerne; under Farten gjennem Vandet trykkes Hovedet forfra og presses tlbage mod Halshvrvlerne, som ogsaa derved presses end yderlgere sammen. Vandets Tryk paa Hovedets Oversde, særlg under Hvalens stadge Opstgen gjennem

12 10 Vandet for at aande, vrker høj Grad omformende paa Hovedskallen, gver den Tlbøjelghed tl at faa flad Oversde med tykke Knogler. Vandets Tryk forfra paa Hovedet under Farten frem gjennem Vandet vrker tl at frembrnge en ualmndelg Sværhed de Knogler, der rage længst frem, Mellemkjæbe, Overkjæbe og Plovskjærben, og den bruskede Næseskllevæg, som Plovskjærbenet omfatter. Hjernekassen paavrkes forfra af Vandets Tryk mod Panden, bagfra trykkes den af Halshvrvler og Halsmuskler, og den faar derfor en kort, bred Form; Pandeben og Nakkeben, der faa mest Tlskyndelse tl Væxt, udvde sg paa Bekostnng af Issebenet, der trænges tlsde og ndskrænkes. Ved Hjelp af Næsens Muskler er der stræbt efter at trække Næseborene saa højt som mulgt op paa Hovedets Oversde for let at kunne faa dem løftede over Vandet, og Følgen har været, at Næseborene have faaet Plads tlsyneladende paa Panden, Vrkelgheden tæt foran Hjernekassen. I høj Grad bdragende tl Næseborenes Flytnng har Vandets Tryk været; den bløde Næsebrusk er trængt bagud ved Vandets Modstand. Lugtesandsen er opgven; Sbenets oprndelg mange foldede Blade ere svundne bort; Næsen er bleven en smpel Gjennemgang for Luft; men den Luft, der optages Næsen, har Tlbøjelghed tl at skaffe sg større Plads ved at udvde Næsegangen her og der Luftsække, dels paa Hovedskallens Oversde over Ansgtets Knogler, dels paa Undersden, bag Ganen, hvad der bdrager tl at omforme Hovedskallen, Det ydre Øre svnder fuldstændg bort af Mangel paa Brug; den ydre Øre-Aabnng ndsnevres saa stærkt, at den kan være vanskelg nok at fnde. Tandsættet vanslægter ganske, ford Tygnng af Føden opgves som kke let at udføre tlfredsstllende under Vand; de fleste Dyr tygge med aaben Mund; under Vandet vlde den tyggede Føde skylles bort mellem Tænderne; Tandsættet bruges derfor det højeste tl at hjelpe med at grbe Føden og holde den fast. I Stedet for de forholdsvs faa og uens Tænder, der fndes hos Hvalernes Stamformer, fremkommer en lang Række smaa ensartede smpelt kegleformede Tænder ; hvad der senere sker, afhænger af den Brug eller Ikke-Brug, der gjøres af dem. At kunne gabe højt er en Nødvendghed for de oprndelgste Hvaler, hvs Føde er Fske; Kndmusklen, der har Tlbøjelghed tl at ndsnevre Gabet, blver derfor kke brugt; den vantrves, og sammen med den Kndbuen, hvorpaa den har st Udsprng. Tl Gjengjeld kan Tndngmusklen blve stærk og kan ret paafaldende forme Hovedskallen. Haarklædnngen mste Hvalerne; det højeste nogle faa vanslægtede Varbørster blve tlbage. Gjelder det et kort Overblk at skjelne vore danske Pattedyr-Ordener, ere de vgtgste Kjendetegn følgende:

13 11 Oversgt over de danske Pattedyr-Ordener. I. Næseborene Spdsen af Snuden. Halen uden Fnne. Forog Baglem veludvklede, Fngre og Tæer, hvert Fald nogle af dem, med Kløer eller Hove. Veludvklet Haarklædnng. Tænderne veludvklede, uens Form. A. Fngre og Tæer med Kløer. 1. Ingen af Kndtænderne fremhævet for de andre som Rovtand. a. Fortænderne med Rod og med helt emalleklædt Krone; Hjørnetænder fndes. CC. Forlemmet af sædvanlg Form, med Pote. Insektædere (Insectvora). /?. Forlemmet uddannet som Vnge. Flagermus (Chroptera). b. Fortænderne rodløse, de forreste kun paa Forsden emalleklædte; Hjørnetænder mangle. Gnavere (Rodenta). 2. En øvre og en nedre Kndtand, 4de øvre og 5te nedre af de oprndelge 7, fremhævede for de andre som Rovtænder, undtagen hos Sælerne (kjendelge fra alle andre danske Pattedyr paa deres vfteformede Fod), hos hvem Rovtænderne have mstet den ejendommelge Form. B. Rovdyr (Carnvora). Fngre og Tæer med Hove. Hovdyr (Ungulata), II. Næseborene tlsyneladende paa Panden. Halen med Fnne. Forlemmet formet som Aareblad, uden Negle; Baglemmet mangler. Haarklædnng mangler. Tænderne vanslægtede, enten smaa, ret ens Form, stort Tal, eller mere eller mndre manglende. Hvaler (Cetacea).

14 12 Fg. 1. Dvergspdsmus (Sorex pygmæus). Ldt formndsket. Insektædere (Insectvora). Blandt danske Pattedyr kunne Insektæderne kjendes paa følgende Sammensætnng af Egenskaber: Smaapattedyr med poteformet Haand og Fod, med 5 Fngre og 5 Tæer; med Fortænder, Hjørnetænder og Kndtænder sluttet Række med ; spdstakkede Bagkndtænder af meget oprndelg Form, lavkronede, med Spdserne stllede V-Form; ngen er særlg fremhævet som Rovtand. af Kndtænderne Af Insektædere er der Danmark fundet 5 Arter af 4 Slægter, hørende tl de 3 Famler: Muldvarpe, Pndsvn og Spdsmus, Talpdæ, Ernacedæ, Sorcdæ. Af Muldvarpene have v kun den ene Art: Muldvarpen, Talpaeuropæa. Tændernes I Tal og Form er Muldvarpen den af vore Insektædere, der staar oprndelge Pattedyr nærmest; fremmede Lande har den nære Slægtnnge, der ogsaa andre Henseender ere oprndelge, have Legemsform, Lemmer og Sandseredskaber som Mus omtrent; men Muldvarpen selv er højt uddannet en særlg Retnng, som Graver. Den har vænnet sg tl at føre et fuldstændg underjordsk Lv paa Jagt efter Regnorme og underjordsk levende Insekter; kun

15 13 en sjelden Gang vser den sg fremme Dagen. Dens hele Legeme er blevet tl en Slags Grave-Redskab. Med Snuden borer og roder den, med Hoved og Skulder skubber og løfter den Jorden, med Hænderne kradser og graver den, med Fødderne lgeledes. Næsen er bleven en stærk bevægelg Tryne; hele Hovedet er blevet tl en Skovl, Hjernekassen ganske fladtrykt, og Hovedets bageste Del er omvoxet af de mægtge Skuldermuskler, der føre Armene, og er lgesom nedsænket mellem Skuldrene. Haanden er bleven uhyre; Kløerne ere alle lange, brede og flade; Fngrene ere ellers ganske korte og næsten tl Spdsen forenede ved fælles Hud; Haandfladen er skveformet udbredt, og ud over Randene har Huden slaaet Folder, Haandens Inderrand støttede af en mægtg Seneknogle; Haarene langs Haandens Rande ere ved den Prrng, som de ere særlg udsatte for, naar Haanden føres gjennem Jorden, voxede frem tl stve Børster, der forøge Haandens Brugbarhed som Grave-Redskab; Haandfladens Trædepuder ere helt forsvundne; hele Haanden har faaet en ejendommelg Stllng; den er næsten fæstnet den Stllng, der er den heldgste under Grave-Arbejdet, stllet paa Højkant med Haandfladen udefter. Armen er bleven meget muskelstærk, hvad der har paavrket Knoglerne paafaldende. Foden er omdannet paa noget lgnende Maade som Haanden, men bruges langt mndre Grad og er derfor meget svagere; Trædepuderne ere endnu tlstede, men ganske smaa. Lemmerne ere saa helt tagne Gravnngens Tjeneste, at andre, tdlgere Færdgheder maa opgves; Klatrng og Løb Sprng opgves saaledes; der er heller kke mere Lejlghed tl Øvelse dsse Henseender. Følgen er, at Lemmerne end yderlgere gve efter for Paavrknngen af Grave-Vrksomheden, blve ualmndelg korte, o. s. v. En anden Følge er Halens Indskrænknng; Halen mster sn oprndelge Tjeneste som Redskab tl at holde Lgevægt under Sprng og andre fre Bevægelser, og den blver kort. Af Sandserne er Lugtesandsen den, der væsenlgst vejleder Muldvarpen tl at fnde Føden; Sbenet voxer og breder sg, sær ned mod Ganen, og bdrager meget tl at forme Hovedskallen. Snudespdsen er udbredt skveformet og har faaet en særlg følsom Hud. For Øjet blver der kun meget rnge Brug de underjordske Gange, og det vantrves, tldels ogsaa ford det gver efter for Paavrknngen af Trynens stærke Muskler, der omgve det, og sær af den stærke Tndngmuskel, der bagfra trykker det og trænger det helt frem fra den oprndelge Øjehule. Den ydre Ørebrusk, der under Jorden de snevre Gange kke kan rejses og udsples, vantrves af Mangel paa Brug og forsvnder; men det ndre Øre gjør god Tjeneste og udvkles; Trommehulen sættes Forbndelse med Hulrum de omgvende Knogler

16 14 og fyldes tldels med svampet Benvæv, og dens Vægge forbene fast; Hammeren faar en egen Form. Af Pndsvnene have v kun Pndsvnet, Ernaceus europæus. Mere end Muldvarpen har det brugt forreste øvre og forreste nedre Fortand som Nptang tl at tage Føden, og de ere voxede noget og blevne mere fremstaaende tl ; Gjengjeld er bageste nedre Fortand forsvunden, og Hjørnetænderne ere ndskrænkede af Mangel paa Brug. Som brugte tl Tygnng af mere blandet Føde have Kndtænderne mstet noget af deres skarpkantede Former og have faaet mere stumpe Spdser, og de fleste af Bagkndtænderne ere noget udvdede; de øvre have paa Kronens Inderrand faaet to Spdser Stedet for én; en øvre og to nedre af de smaa forreste Kndtænder ere dermod forsvundne. Som kke særlg uddannet tl Graver eller anden Retnng har Pndsvnet ellers meget beholdt Insektædernes oprndelge Præg, ret kort Snude med smpelt hvælvet Næsebrusk om Næseboret, veludvklet Øje, stort Øre, o. s. V., og det samue gjelder endnu højere Grad nogle af dets nærmeste Slægtnnge fremmede Lande. Men selv har Pndsvnet faaet en Egenskab, der har stor Indflydelse paa dets Lv: Haarene paa næsten hele Oversden ere blevne tl stve Torne. Hos mange forskjellge Pattedyr have de stærkeste af Oversdens Haar Tlbøjelghed tl at blve haarde og stkkende, og de Dyr, hos hvem Haarene ere blevne tlstrækkelg stve, have snart opdaget deres Nytte som Forsvarsmddel, have gjort Brug af dem ved at rejse dem mod angrbende Fjender og have derved end mere prret dem tl Væxt. Pndsvnet er klædt en fuldstændg Rustnng af stve Haar; det har øvet sg ved Hudmusklernes Hjelp at trække Oversdens tornklædte Hud frem over det øvrge af Legemet og samtdg rulle sg sammen, saaledes at hele Dyret blver en tornet Kugle, uangrbelg for de fleste af sne Fjender. Rustnngen har gvet Pndsvnet en Følelse af Tryghed, saa at det har fundet det unødvendgt at øve sg Hurtghed, Løb eller Klatrng eller andre Færdgheder for at undgaa Forfølgelse, og det er blevet en ret plump og ubevægelg llle Skabnng, med en tyk Krop, baaren af korte Lemmer med tykke, tldels ndbyrdes sammensmeltede Trædepuder paa Haand- og Fodsaal, med kort Hale. Det har kke Evne tl at tage stort andet Bytte, end hvad det kan fnde paa Jordens Overflade; Modsætnng tl vore andre Insektædere kan det om Vnteren kke fnde Føden, og det sover da Vntersøvn sn Rede. Af Spdsmusenes Famle fndes hos os de to Slægter Egenlge Spdsmus og Vandspdsmus, Sorex og Crossopus, med henholdsvs to og én Art, Spdsmus og Dvergspdsmus, S. vulgars og S. pygmæus, og Vandspds-

17 15 mus, C. fod ens. Deres Tandsæt er omformet paa en højst ejendommelg Maade. Forreste øvre og forreste nedre Fortand ere brugte som kraftg Nptang tl at grbe og holde Byttet; øvre Fortand er bleven stor og krogformet, med to Spdser, den ene sddende bag den anden; nedre Fortand er bleven lang og fremadlggende, og dens øvre Rand er næsten savtakket; de andre Fortænder, Hjørnetænderne og de forreste Kndtænder ere for en Del ndskrænkede eller forsvundne. Bagkndtænderne have lgnende skarpkantede Former som hos Muldvarpen; de øvre have dog lgesom hos Pndsvnet to Spdser paa Inderranden. Hos alle vore Spdsmus er Emallen paa de mest fremstaaende Spdser af alle Tænder farvet rødbrun, en enestaaende Ejendommelghed. I Forbndelse med Brugen af Fortænderne som Tang staar det vel, at Underkjæbens Led er blevet ganske usædvanlgt, mere udpræget Hængsel-Led end ellers, med ejendommelg delte Ledflader. Dygtge som Gravere ere Spdsmusene vel, og de tlbrnge en stor Del af deres Lv Gange underjorden; men de.færdes ogsaa jevnlg frt fremme. Noget af Præget som gravende have de faaet, en stærk lang Snude, noget fladtrykt Hjernekasse, llle Øje, ogsaa hemmet af Tndngmusklen, muskelstærke Arme; men Næsebrusken har den oprndelge Form; det ydre Øre er endnu stort, skjønt for største Delen skjult mellem Hovedets Haar; Halen er ret lang; og Lemmerne ere forholdsvs lange og spnkle. Hænder og Fødder smaa, med fre Fngre og Tæer, med fne Kløer, med de oprndelge 6 Trædepuder paa Haandflade og Fodsaal og med skællet Hud baade paa Over- og Undersde. Det ydre Øre har en Mærkelghed sn Bygnng: paa dets Indersde fndes to store pladeformede, buede Udvæxter, der tlsammen kunne dække den ydre Øre-Aabnng, maaske en llle Tllempnng tl underjordsk Lv, maaske fremkomne ved Ørets Sammenpresnng de snevre underjordske Gange. Hovedskallen I er der den paafaldende Egenhed, at Kndbue mangler; den synes at være vanslægtet under Paavrknng af Tndngmuskel og stærke Næsemuskler, der glde langs den. De egenlge Spdsmus ere ægte Landdyr, skjønt de slet kke ere bange for at svømme eller pjaske afsted over Grøfter og Bække. Vandspdsmusen har dermod særlg øvet sg at svømme og dykke. Meget er den dog kke paavrket deraf Bygnng; det vgtgste er, at de Haar, der klæde Haandens og Fodens Rande, og som hos de egenlge Spdsmus ere korte, stve Børster, hos Vandspdsmusen ere forlængede, saa at de tlsammen danne en Svømmebræmme" de ere ; prrede tl Væxt ved Vandets Modstand under Svømnngen ; paa lgnende Maade ere Haarene langs Underranden af Halens yderste Del omformede. En Afvgelse fra Spdsmusen vser Vandspdsmusen desuden Tandsættet; den har mstet en af de smaa forreste øvre Kndtænder.

18 16 Oversgt over de danske Insektæder-Slægter. I. Øvre Hjørnetand fremtrædende, dolkformet. Tandsættet fuldstændgt: 3 Fortænder, 1 Hjørnetand og 7 Kndtænder hver Kjæbe. Uddannet vdt som Graver: ntet ydre Øre, Haanden en mægtg Gravepote med bred kredsformet Haandflade og lange brede Kløer, Af Muldvafp-Famlen, Talpdæ: Muldvarp-Slægten (Talpa). II. Øvre Hjørnetand kke fremstaaende, lgnende de omgvende Tænder. Tandsættet ndskrænket. Ikke paafaldende Grad uddannede som Gravere: stort ydre Øre, Haanden llle. A. Fortænderne smpelt tapformede. Alle Tænder hvde. Næsen forholdsvs kort. Øjet anselgt. Øret smpelt tragtformet. Haandens og Fodens Trædepuder store, tldels sammensmeltede. Halen kort. Haarklædnngen over det meste af Oversden dannet af stve Tome. Hovedskallen med fuldstændg Kndbue. Af Pndsvn-Famlen, Ernacedæ: Pndsvn-Slægten (Ernaceus). B. Øvre forreste Fortand krogformet med to Spdser; nedre forreste Fortand lang, savtakket. Alle Tænder med rødbrune Spdser. Næsen lang. Øjet meget llle. Øret med dobbelt Laag. Haandens og Fodens Trædepuder smaa, fre. Halen lang. Haarklædnngen blød, som Fløjl. Hovedskallen uden Kndbue. Af Spdsmus-Famlen, Sorcdæ: 1. 5 Mellemtænder Overmunden (o: smaa enspdsede Tænder mellem forreste Fortand og forreste store Kndtand). Haarene langs Haandens og Fodens Rande og langs Halens Undersde kke forlængede. Spdsmus-Slægten (Sorex) Mellemtænder Overmunden. Haarene langs Haandens og Fodens Rande forlængede, dannende en udstaaende Bræmme af stve Børster, lgeledes Haarene langs Undersden af Halens ydre Halvdel. Vand spds mus -Slægten (C rossopus). Muldvarp-Famlen (Talpdæ). Muldvarp- Slægten (Talpaj. Kroppen næsten pølseformet. Hovedet ndskudt mellem Skuldrene. Halen kort. Lemmerne korte. Snuden lang, tryneformet, Spdsen skveformet udbredt,

19 17 med blød, nøgen Hud, der har omvoxet og næsten skjuler den hvælvede Næsebrusk om Næseboret. Overlæben furet paalangs. Øjet meget llle. Ydre Øre mangler. Haanden stor, skveformet udbredt, uden Trædepuder, med rynket-grynet nøgen Hud paa Undersden, med skællet Hud paa Oversden. Fngrene 5, korte, næsten tl Spdsen forenede ved Haandens fælles Hud; 3dje Fnger længst; Kløerne lange, brede; Haandfladens Inderrand ndesluttes en meget stor, pladeformet Seneknogle. Foden formet paa noget lgnende Maade som Haanden, men meget mndre og fnere bygget, med smaa Trædepuder, med mere kloformede Negle, med anselg Seneknogle ndesluttet Inderranden, fremstaaende, næsten af Udseende som en stump Fnger. Halen nærmest tenformet, med skællet Hud. Snudens Varbørster kun svage. Haarklædnngen over det meste af Legemet tæt, mndende om Fløjl; Haandens og Fodens Oversde klædt med korte stve Haar, der kke skjule Huden; Haarene langs Haandens og Fodens Rande lange, stve Børster; Halen klædt med lange Børster, der kke skjule Huden. Tandsættet er [ 4^4111 ^^' Overkjæben ^ paa hver Sde 1ste, 2den og 3dje Fortand, en Hjørnetand, 1ste tl 7de Kndtand, Underkjæben det samme; af de syv Kndtænder kaldes de fre forreste Forkndtænder, de tre bageste Bagkndtænder). Øvre og nedre Fortænder smaa, den forreste øvre ldt større end de andre. Øvre Hjørnetand stor, dolkformet; nedre Hjørnetand llle, nærmest formet som Fortænderne. Forkndtænderne sammentrykt kegleformede, den forreste nedre stor, næsten formet som Hjørnetand. Bag- Wnge: Pattedyr. 2

20 18 kndtænderne med skarpe V-formede Spdser, de øvre sexspdsede, med kun en enkelt Spds ved Inderranden, de nedre femspdsede. Mælketænderne (der gaa forud for det blvende Tandsæts Fortænder, Hjørnetand og 4 forreste Kndtænder hver Kjæbe) meget smaa, af noget lgnende Form som de tlsvarende blvende; de skftes allerede hos den spæde Unge. Hjernekassen stærkt fladtrykt, dens Bund fast forbenet. Knoglerne sammensmeltede. Kndbuen fuldstændg, men tynd. 1. Muldvarp (Talpa europæa L.). Krop (med Hoved, maalt fra Snudespds tl Halerod, bag Tarmaabnngen) 131 Mllm. lang, Hale (maalt fra Rod tl Spds, Haarene kke medregnede) 24, Fod (fra Hælspds tl Spdsen af længste Taa, Kloen kke medregnet) 20, maalt paa en mddel- 1 ] I ^ "" ' Fg. 2. Fg. 3. Fg.2. Muldvarp. Hovedskal. Naturlg Størrelse. Fg. 3. Muldvarp. Kronen af en nedre (a) og af en øvre (b) Bagkndtand, begge fra højre Kjæbesde. Forstørrede. Begge vende den forreste Ende tlhøjre; den nedre Kndtand vender Indersden opad, den øvre nedad. Hver Hovedspds er mærket med st Tal. Sammenlgnnger mellem Krybdyr og Pattedyr gjøre det saa godt som vst, at de Spdser, der ere mærkede med Tallene 1 2, og 3, ere de oprndelgste, og af dem er gjen den, der er mærket 2, den ældste, svarende tl Mdtspdsen paa Forkndtænderne og tl den enkelte Spds paa Hjørne- og Fortænder. 4 og 5, paa nedre Kndtand ydre, paa øvre Kndtand ndre, ere to Spdser, der ere tlkomne noget senere Pattedyrenes Hstore. 6 er en endnu senere tlkommen Spds nderst paa øvre Kndtand, den enkelte Hæl". Overalt denne Bog ere de samme Tal brugte som Mærker for enstydge Spdser.

21 19 stor, voxen Han, (Her, som det følgende, naar kke andet sges, er der kun gvet Maal af et enkelt Dyr, taget som Prøve; baade mndre og større voxne Dyr vlle saa godt som altd være at fnde. Maalene ere tagne med Passer.) Haarklædnngens Farve, set paa Afstand, over det hele næsten sort, mere eller mndre graalg, paa Undersden ldt lysere end paa Oversden; Oversdens Haar ere ved Grunden blyfarvede, Spdsen brunsorte. Jevnlg fndes hvdgule eller næsten orangegule, undertden sølvgraa Farve-Ændrnger. Længden af øvre Tandrad IS^/g """, af nedre Tandrad 14^/2, Hovedskallens Længde (maalt fra Bagranden af Nakkeledknuden tl Mellemkjæbens Forrand) 36, Underkjæbens Længde (fra Bagrånden af Ledknuden tl Knoglens forreste Spds) 231/2. Som det eneste af vore Pattedyr, der er den Grad ndrettet som Graver, med uhyre Gravepoter, næsten blnd, uden ydre Øre, kan Muldvarpen kke forvexles. Almndelg over næsten hele Landet, paa mange Slags Jord, men sær muldrge Enge. Fndes kke paa Bornholm, paa Mors og det meste af Thy; den østlgste Del af Thy er den ndvandret omkrng Aar 1900, Lever alle vore Nabolande undtagen Norge. Pndsvn-Famlen (Ernacedæ). Pndsvn- Slægten (Ernaceus). Kroppen kort og tyk. Halen kort, stumpet. Lemmerne korte. Snuden spds, men ret kort; Næsebrusken af ret sædvanlg Form, hvælvet om Næseboret, kke skveformet udbredt Spdsen, dog med Udtaknnger Yderranden. Overlæben furet paalangs. Øjet anselgt. Ydre Ørebrusk anselg, smpelt tragtformet, dog med en enkelt llle pladeformet Udvæxt paa Indersden. Haanden llle, poteformet, plump, med 5 korte Fngre, ndbyrdes fre, 3dje længst, med 6 store Trædepuder paa Haandfladen, de to bageste noget sammenvoxede, med glat, nøgen Hud paa Under-

22 20 sden mellem Trædepuderne, med rnget Hud paa Fngrenes Undersde, med kun tre Hudrnge paa de længste Fngre; Kløerne stærke, noget stumpe, ellers af sædvanlg Form. Foden formet paa lgnende Maade som Haanden, men spnklere. Halen tapformet. Snudens Varbørster svage. Haarklædnngen paa det meste af Oversden næsten udelukkende stve, spdse, fnt længderflede Torne; Ansgtet, hele Undersden og Lemmerne klædte med grove Haar, længere eller kortere; Øret klædt med fne korte Haar; den skællede Hud paa Oversden af Haand og Fod næsten skjult af Haarene; Halen enten klædt med ret lange Haar, der helt skjule Huden, eller mere eller mndre nøgen. Tandsættet er f' '/ ^34567 ^' af de 11 Tænder, der fndes hver Kjæbe hos Muldvarpen og mangfoldge andre den Henseende oprndehge Pattedyr, fndes hos Pndsvnet kun de, der svare tl de nævnte Tal Rækken). Forreste øvre Fortand stor, tapformet, nedadrettet, ragende frem over sne Omgvelser; forreste nedre Fortand af lgnende Størrelse og Form, men rettet næsten vandret fremad; de andre Fortænder og Hjørnetænderne smaa, mere eller mndre smpelt kegleformede, lgeledes de forreste Kndtænder. Bageste Forkndtand og de to forreste Bagkndtænder med flerspdset Krone med ret stumpe Spdser, de øvre næsten uden Spor af de tre Spdser langs Yderranden, men med to Spdser ved Inderranden ; bageste Bagkndtand, baade øvre og nedre, meget Tænder hvde. Mælketænderne tldels smaa og tdlg llle. Alle forsvndende eller manglende, men nogle af dem anselge og længere Td Brug, Form næsten som de

23 21 tlsvarende blvende. Hjernekassen kke fladtrykt, dens Bund forbenet, men Knoglerne ndbyrdes fre. Kndbuen fuldstændg. 2. Pndsvn (Ernaceus europæus L.). Fg. 4. Pndsvn. Hovedskal. Naturlg Størrelse. Krop 230 mm^ Hale 21, Øre (maalt fra nederste Grund tl Spdsen) 29, Fod 41, maalt hos en gammel Hun. Oversdens Torne hvdlge, hver med en bred, sortbrun Rng under Spdsen; Afstand er Oversdens Farve fremherskende brun. Tornenes Længde omtrent 25, 3 deres Brede omtrent 1 Mllm. Haarene paa Hoved, Lemmer og Undersde brungule, mørkere og lysere Afskygnnger. Længden af øvre Tandrad 30mm, af nedre pg. 5. Pndsvn. En nedre r«; og Tandrad 27^/2, Hovedskallens en øvre Cfcj Bagkndtand. Naturlg Længde 60, Underkjæbens Læng- Størrelse. Tallene som paa Fg. 3; ^ ^" ^^"^^^ tlkommen de 45, maalt paa en stor Han. Spds. Som det eneste danske Pattedyr, der er klædt med stve Torne, kan Pndsvnet kke forvexles. Almndelgt over hele Landet, ogsaa paa Bornholm. Mange Steder, sær paa Herregaarde med Fasanerer, forfølges det 7 t b.

24 22 skammelg, mod Loven. Kjendes fra Stenalderens Kjøkkenmøddnger. Fra Bronzealderen forelgger et enkelt Fund. Arten er udbredt tl alle Sder om Danmark. Legemsformen Spdsmus-Famlen (Sorcdæ). Spdsmus- Slægten (Sorex). omtrent som Musenes. Halen omtrent paa Længde med selve Kroppen, Hovedet kke medregnet. Snuden lang og spds. Næsebrusken smpel, hvælvet om Næseboret. Overlæben furet paalangs; ngen fremsprngende Tap foran Fortænderne. Øjet meget llle. Ydre Ørebrusk anselg, men mest skjult Haarene, med to store pladeformede Udvæxter paa Indersden. Haanden llle, poteformet, fnt bygget, med 5 ret lange, fre Fngre, 3dje længst, med 6 ret smaa, ndbyrdes fre Trædepuder paa Haandfladen, med grynet nøgen Hud mellem Trædepuderne, med rnget Hud paa Fngrenes Undersde, med 5 Hudrnge paa de længste Fngre; Kløerne fne, skarpe. Foden formet paa lgnende Maade som Haanden, men lang og smal, Fodsaalens bageste Del mere eller mndre haarklædt. Halen med skællet Hud. Snudens Varbørster anselge. Legemets Haarklædnng tæt, som fnt Fløjl. Øret ndvendg tyndt klædt med lange Haar. Hændernes og Føddernes Oversde klædt med korte Haar, der neppe skjule Huden, der er skællet; Haarene langs Haandens og Fodens Rande kke forlængede ud over Sderne. Halen klædt med kortere eller længere Haar, der næsten skjule Skællene; ngen Bræmme af lange Haar langs dens Undersde. Tandsættet er!^'!' ^^,Tr Forreste øvre Fortand. stor, ' I.1. 45b7

25 23 sammentrykt, krogformet, med to nedadrettede Spdser, den ene bag den anden; forreste nedre Fortand lang, næsten vandret lggende, dens øvre Rand savtakket, med fre opstaaende Spdser. 2den og 3dje øvre Fortand, øvre Hjørnetand og de tlstedeværende øvre Kndtænder, de to forreste af alt 5 Tænder bag den store øvre Fortand, enspdsede, mere eller mndre kegleformede, den forreste af dem anselg, de følgende aftagende Størrelse, den 5te meget llle. Nedre Hjørnetand mnder om de største af de nævnte øvre Mellemtænder". Bagkndtænderne flerspdsede med skarpe V-formede Spdser, nærmest formede som hos Muldvarpen, men de øvre med to Spdser ved Inderranden; bageste Bagkndtand mndre end de andre, men kke paafaldende llle. Emallen paa alle Tændernes mest fremstaaende Spdser farvet mørk brunrød. Mælketænder fndes kke. Hjernekassen ret fladtrykt, dens Bund for en stor Del bndet, kke forbenet. Kndbue mangler. Vore to Arter af Slægten, Spdsmus og Dvergspdsmus, Sorex vulgars og S. pygmæus, staa hnanden meget nær. Dvergspdsmusens meget rnge Størrelse er vst en Følge af, at den har lagt sg efter at jage endnu mndre Bytte end det, som den almndelge Spdsmus nøjes med; den er skkert netop at regne for en Dvergform af Slægten. Ogsaa et Par andre Henseender er den ldt mndre oprndelg end den almndelge Spdsmus, Halens og Hælens stærkere Haarklædnng. Arternes vgtgste Kj endemærker ere følgende: Oversgt over de danske Arter af Spdsmus-Slægten (Sorex). I. Større, Bagfoden 12 14, nedre Tandrad omkrng 8 Mllm. Halen forholdsvs kort og korthaaret. Hælens Spds nøgen. Spdsmus (Sorex vulgars). II. Mndre, Bagfoden 10 11, nedre Tandrad 6 6V2 Mllm. Halen længere og mere langhaaret. Hælspdsen helt eller næsten helt haarklædt. Dvergspdsmus (Sorex pygmæus).

26 24 (Kan ogsaa 3. Spdsmus (Sorex vulgars L.). fndes omtalt under Navnet Sorex araneus.) Krop 65 mm^ Hale 371/2, 'Øre 7, Fod 131/2- Halen for største Delen klædt med korte, stve Haar, kun Spdsen ret langhaaret. Den bageste Del af Fodsaalen, fremad ndtl de bageste Trædepuder, klædt med korte, fne Haar, men selve Hælspdsen nøgen. Fg. 6. Fg. 7. Pg. 6. Spdsmus. Hoved set fra Sden. Naturlg Størrelse. Haarene foran Øret ere fjernede, saa at selve det haarklædte Øre sees. Naturlg Størrelse. Fg. 7. Spdsmus. Venstre Haand og Fod sete nedenfra. Haarklædnngens Farve er paa hele Oversden næsten sort Haarene ved Grunden blygraa, ; Spdsen brunsorte. Paa Undersden er Farven, set paa Afstand, hvdgraa, det Haarenes graa Bundfarve kke dækkes af de hvde Haarspdser. Grændsen mellem "^-^y^""^ "^ ' r-ul. v,sj~' Fg. 8. Spdsmus. Hovedskal. Naturlg Stør- relse. rxjta^^^^ Il Fg. 9. Spdsmus. En _^ -^-s-^ 7 ^ ^^^^ Bagkndtand. For- Fg. 8. Fg. 9. størret. Over- og Undersdens Farve er kke skarp. Længden af øvre Tandrad 82/3 mm^ af nedre Tandrad 8, Hovedskallens Længde 18, Underkjæbens Længde 9^4- De eneste af de danske Insektædere, der ved et flygtgt Blk kunne forvexles med danske Dyr af andre Ordener, ere Spdsmusene, der kunne lgne Gnavere som Mus. Den lange Snude, det mere vdt spaltede Gab, det ejendommelg formede Øre med de stærkt fremtrædende to Laag ndvendg, de meget smaa Øjne, den korte fløjlsagtge Haarklædnng, den tæt sluttede Tandrad med de mørke Kronspdser af farvet Emalle ere skre Kjendetegn paa Spdsmusene; de mørke Tandspdser fndes kke hos andre af vore Pattedyr. Et skkert Mærke overfor Mus er ogsaa den veludvklede Tommelfnger med kloformet Negl og Haandfladens 6 Trædepuder; hos Musene er Tommelfngerens Negl flad og afstumpet, og hos ngen Gnaver

27 25 fndes mere end 5 Trædepuder paa Haandfladen, det de to, der hos Insektædere og andre lavere Pattedyr lgge nærmest ved Tommelfngerens Grund, ere sammensmeltede tl én (en sjelden Gang kan der ogsaa hos Gnavere tælles 6 Trædepuder, se Fg. 34 ; men Sagen er da, at Trædepuden ved Grunden af 5te Fnger er dobbelt). Fra Dvergspdsmusen kjendes Spdsmusen skrest paa Størrelsen. Fra Vandspdsmusen kjendes den strax paa Mangelen af Svømmebræmme langs Haand og Fod; dog maa det huskes, at Haarene langs Haand- og Fodrande ogsaa hos Spdsmusen ere stve Børster stllede Rad; Forskjellen er kun, at de ere saa korte, at de kke rage frem som fr Bræmme. Almndelg over hele Landet, ogsaa paa Bornholm. Den fndes paa mange Slags Land, sær talrg paa Enge. Den er det af vore Pattedyr, som det er almndelgst at fnde dødt; den bdes af forskjellge Rovdyr, som dog kke æde den, vst ford den har en Lugt, der er dem mod. I Uglegylp fndes dens Knogler ofte, særlg Gylp af Sløruglen. Vdt udbredt tl alle Sder for Danmark. 4. Dvergspdsmus (Sorex pygmæus PalL). (Sorex mnutus.) Krop 47 mm^ Hale 37, Øre 51/2. Fod 10. Halen hele sn Længde klædt med lgnende lange Haar som Spdsen; men afsldt Tlstand kan den se korthaaret ud. Fodsaalens bageste Del haarklædt, oftest ogsaa selve Hælspdsen, der hvert Fald næsten er skjult af Haar. Oversdens Farve plejer at være mndre udpræget sort, mere brunlg end hos den almndelge Spdsmus; men Farven kan alt være næsten den samme som hos denne Art. Længden af øvre Tandrad 6^/3 mm, af nedre Tandrad 6, Hovedskallens Længde 15, Underkjæbens Længde 71/2- En kke fuldvoxen almndelg Spdsmus kan Størrelse og alt andet lgne en Dvergspdsmus saa meget, at man maa se nøje tl for kke at skuffes. Det bedste Mddel tl at afgjøre Spørgsmaalet er at efterse Tændernes Størrelse; hos den unge almndelge Spdsmus ere de lge saa store som hos den gamle, paafaldende store Forhold tl Dyrets Størrelse; som endnu ganske usldte se de endda særlg store ud. Udbredt over hele Landet, dog kke eftervst paa Bornholm. Fndes lgnende Steder som den almndelge Spdsmus, men synes Tal at staa meget tlbage. Fndes alle vore Nabolande.

28 26 Vandspdsmus-Slægten (Crossopus). Stemmer ganske med Spdsmus-Slægten (Sorex) undtagen følgende: Paa Overlæben fndes en llle fr tapformet Hudfold stllet tæt foran Fortænderne, passende nd Mellemrummet mellem de to store Fortænder. Øret ldt mndre. Haarene langs Haandens og Fodens Rande lange, ragende ud over Sderne som Svømmebræmme. Haarene langs Mdten af Undersden af Halens yderste Halvdel forlængede som en Kjøl", dog undertden kun ldt øjnefaldende. Tandsættet er p4^' ^^*" saa kun fre Mellemtænder Overmunden. Savtakkerne paa forreste nedre Fortand kun svage, ofte kun antydede. Tandspdsernes Farve lys rødbrun, mndre udbredt end hos Sorex. 5. Vandspdsmus (Crossopus fodens (Pall.)). (Sorex, Neomys, Hydrosorex fodens, Sorex ngrpes.) Krop 71 mm^ Hale 56V2, Øre 7, Fod 18. Haarklædnngen paa Fod og Hale som hos Spdsmusen, bortset fra Svømmebræmme og Kjøl. Farven nærmest som hos Spdsmusen, dog Oversden mere rent sort og Grændsen mellem Over- og Undersdens Farve skarpere. Fodens Haarklædnng, ogsaa Svømmebræmmen, er oftest hvdgraa, men kan være sort større eller mndre Udstræknng. (Vandspdsmus med sorte Fødder regnede Melchor for en egen Art, som han kaldte Sorex ngrpes.) Længden af øvre Tandrad IOV2 """j af nedre Tandrad 10, Hovedskallens Længde 21, Underkjæbens Længde 12. Svømmebræmmen langs Haandens og Fodens Rande gjør strax Arten kj endelg blandt alle vore Pattedyr; kun Muldvarp og Vandrotte have noget, der kunde mnde derom. Almndelg over hele Landet, dog kke kjendt fra Bornholm. Mest ved Bredder af Søer og Bække eller ved Grøfter. Udbredt vdt tl alle Sder for Danmark.