velfærd Opgaver på

Transkript

1 En undervisningsavis fra og 2006 velfærd Opgaver på

2 2 V E L F Æ R D Voxpop om velfærd Vi har stillet følgende spørgsmål: 1. Hvad er velfærd for dig? 2. Hvordan tror du, velfærdssamfundet ser ud om 20 år? Af Line Vaaben Vennekilde, Cecilia Sejer og Johanne Pontoppidan Tuxen. Foto: Anders Birch og Joachim Mikkelsen Når alle har det godt MIA ANDERSEN, 16 ÅR 1. Velfærd er, at alle har det godt, og at vi alle sammen betaler til, at man kan komme på sygehuset og til lægen og gå i skole. 2. Jeg tror, at vi i fremtiden kommer til at betale højere skat for at få råd til for eksempel sygehuse og de mange ældre. Indhold Side 3 Det mest lige samfund i verden I Danmark har vi været gode til at fordele goderne ligeligt og skabe velfærd. Men vores velfærdsmodel er kommet under pres. Side 4 Velfærdsdanmarks underklasse Der er blevet flere fattige. Og nogle gange må fattige vælge mellem at få ordentlig mad eller købe legetøj til deres børn. Side 16 Velfærdsmodeller i Danmark og andre lande Læs her, hvad der er karakteristisk for de nordiske velfærdsmodeller, og hvordan de har indrettet sig i de store europæiske lande og i f.eks. Australien og USA. Side 18 Ingen skal betale mere end 20 procent i skat Geografisk ligger Estland ikke langt fra de nordiske lande. Men når det gælder velfærd og skattebetaling, har esterne ladet sig inspirere af amerikanske ideer. Velfærd er skrevet til undervisningen i samfundsfag og historie på ungdomsuddannelserne Velfærd - en undervisningsavis fra og 1. udgave, 1. oplag by Dagbladet Politiken og Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen. Kopiering fra denne udgivelse må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. ISBN Pris Klassesæt (30 stk.): 450 kr. Prisen er uden moms og forsendelse Tryk Politikens Trykkeri Udgivere Dagbladet Politiken, Rådhuspladsen 37, 1785 København V Gyldendal, Klareboderne 3, 1001 København K Hjemmeside med undervisningsmateriale m.m. Redaktør Lise Penter Madsen Layout Per Bülow Illustrationer og grafik Kirstine Lyngklip og Philip Ytournel Forside Foto: Holger Damgaard, Håndkoloreret af Annelise Fibæk. Webredaktør Troels Rydahl I redaktionen Bo Maltesen, Anders Jerichow, Kim Møller Hansen, Flemming Christiansen og Troels Rydahl Ekstern faglig konsulent Morten Winther Bülow Nielsen Side 5 Vi kunne godt betale lidt mere i skat Vi har spurgt repræsentanter for tre generationer, hvad velfærd er for dem, og hvad de synes, vi skal gøre for at få råd til velfærden i fremtiden. Side 6 Er du godt klar over... alle de ting, du modtager helt gratis fra det offentlige? Side 8 "Jeg havde flere penge, før jeg startede på gymnasiet" Hjemmeboende 18-årige Ane Stephensen fortæller, hvad hun bruger sin SU på. Side 9 Det mener unge politikere Fem unge politikere fra hver deres parti eller organisation diskuterer, om det er rimeligt at afskaffe SU til hjemmeboende. Side 10 Hvem betaler og hvor meget? Skatten betaler vores velfærd, men i fremtiden bliver vores velfærd dyrere og dyrere. I forvejen har vi et af verdens højeste skattetryk. Side 12 Hvad rager Velfærdskommissionen mig? Vi ser på, hvad Velfærdskommissionen foreslog om SU, skat, pension m.m. Side 14 Dilemmaer Vi kan da bare tage folkepensionen fra de rige og indføre brugerbetalt uddannelse. Eller hva? Vi spurgte fire unge. Side 19 Unge vil selv! Unge foretrækker mere og mere individuelle løsninger frem for kollektive løsninger. Det kan klemme vores velfærdsmodel, mener ungdomsforsker. Side 20 Tre ideologier om fremtidens velfærd Den ene går ind for, at vi skal betale mindre i skat og indføre mere brugerbetaling. Den anden fastholder, at fællesskabet skal betale. Den tredje mener, at rige skal have mindre fra det offentlige. Side 22 Velfærdens vugge I 1800-tallet havde en arbejder en 13-timers arbejdsdag. Men så blev fagbevægelsen etableret. Den har spillet en betydelig rolle for udviklingen af det danske velfærdssamfund. Side 24 Pas på med at blive en karrieremorakkergeneration! 30-årige Morten Albæk har ikke været bleg for at give sin egen generation en opsang for at være for selvoptaget. Han har større tiltro til, at nutidens unge vil involvere sig i velfærdens udvikling.

3 V E L F Æ R D 3 Forskel på velstand og velfærd SIDSEL BANG-JENSEN, 18 ÅR 1. Det er vigtigt at skelne mellem velstand og velfærd. Velstand bliver hurtigt til økonomi, men det handler også om, hvordan vi har det psykisk og med hinanden. 2. Jeg er optimistisk for fremtiden. At det går fremad for velfærdssamfundet er i alles interesse. Folk indser, at det ikke nytter at have et splittet samfund. Jeg selv vil have et job, der gør en forskel for andre mennesker. For eksempel i en hjælpeorganisation. Det mest lige samfund i verden I Danmark fordeler vi goderne mere ligeligt end i andre lande i verden. Men mindre ligeligt end for nogle år siden. Samtidig bliver vores velfærdsmodel dyrere og dyrere at finansiere, og vi kan ikke være sikre på at blive ved med at få f.eks. SU og gratis uddannelse. Af Lise Penter Madsen Velfærden tordner derudad. Vi vælter os i luksusvarer og skifter dem raskt ud så gode som nye når nye farver og designs bliver lanceret. Samtidig stiger uligheden i samfundet. I de store byer møder vi dagligt hjemløse, der beder om ekstra skillinger, men der er også dem, vi ikke umiddelbart ser. Bl.a. enlige mødre på kontanthjælp, flygtninge på starthjælp og, uden sammenligning i øvrigt, alle, der ikke ejer deres egen bolig. Siden midten af 1990 erne er den økonomiske ulighed mellem danskere vokset, og mange økonomer mener, at det især skyldes fremgangen på boligmarkedet. Boligejerne har belånt friværdien i deres huse, og det er blevet til både fordelagtige opsparinger, samtalekøkkener, rejser, store Audier eller lavtliggende Alfa Romeoer og mange andre forbrugsgoder, som lejere ikke har haft eller har samme mulighed for at anskaffe sig. At uligheden er stigende, er senest blevet slået fast af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-rådet), der i februar 2006 offentliggjorde en omfattende analyse af danskernes indkomster og formueforhold. Af analysen fremgår det, at indkomsten for de fattigste 10 procent af befolkningen er faldet med 0,1 procent om året fra 1995 til 2003, at i samme periode er indkomsten for de 10 procent rigeste steget med 2,7 procent om året, Det samme er Velfærdskommissionen, som regeringen nedsatte i 2003, for at den skulle finde løsninger på, hvordan vi kan sikre fremtidens velfærd. Hidtil har vi i Danmark forsøgt at fordele samfundets udgifter sådan, at de, der tjener mange penge, betaler en større andel af deres indkomst i skat end de, der ikke tjener så meget. Pengene får vi tilbage dels som tjenester i form af undervisning, biblioteker, gratis lægebesøg etc., dels som sociale ydelser i form af tilskud til daginstitutioner, SU, hjemmehjælp og folkepension etc. I dag betragter vi det hele som selvfølgelig service fra det offentlige. Nogle mener endda, at vi er blevet et møgforkælet folkefærd. F.eks. omtales SU til unge over 18 år, som er hjemmeboende og går på ungdomsuddannelse, helt officielt som de såkaldte cafépenge. Foreløbig er cafépengene fredet til et grundbeløb på kroner om måneden, men i fremtiden kan den måde, vi har indrettet vores velfærdssystem på, generelt komme under pres, og ydelserne fra staten vil måske ikke være så selvfølgelige mere. Velfærdskommissionen, der efter to års arbejde fremlagde sine forslag i december 2005, har f.eks. foreslået, at studerende på overbygningen på de videregående uddannelser skal betale kroner pr. semester. Udfordringerne Økonomerne fremhæver især to udfordringer for den danske velfærdsmodel: 1) Aldringen. Med en stigende andel af ældre i befolkningen øges udgifterne til efterløn, folkepension og pleje. 2) Globaliseringen. Med vores høje skattetryk og lønniveau risikerer vi at miste investeringer og arbejdspladser til udlandet. Vores velfærdssystem er baseret på et koncept, der lyder helt gammeldags, nemlig på solidaritet. Altså på kollektive løsninger, som ikke mindst fagbevægelsens kampe op gennem tallet banede vejen for. I dag bliver vi mere og mere individualiserede, og mange af os fokuserer først og fremmest på projekt mig eller på mig og andre ligesom mig. Tendensen er, at jo yngre generationen er, desto mindre involverer den sig i demokratiet, og det hedder ofte blandt voksne, at unge svigter det repræsentative demokrati. Færre unge melder sig ind i partierne, og de deltager sjældnere i det politiske liv, i fagbevægelse og i foreninger. Men det er ikke, fordi unge ikke er aktive. Hvis de politiske spørgsmål føles nærværende og vedkommende for den enkelte, og han eller hun har mulighed for at påvirke processen meget direkte, så er engagementet stærkt. Spørgsmålet er nu, hvordan velfærden kommer til at se ud i fremtiden. Om det er muligt at skabe en ny og god version, der er baseret på en kombination af samfundsfællesskab og individuelle løsninger. Velfærdskommissionens rapport kan læses på at antallet af danskere, der lever under EU s fattigdomsgrænse, er steget fra personer i 1995 til personer i Selvfølgelige ydelser Tidligere er også bl.a. Socialforskningsinstituttet, Center for Alternativ Samfundsforskning og regeringens embedsmænd nået frem til, at uligheden i samfundet har været stigende siden midten af 1990 erne.»i fremtiden bliver vi flere ældre og færre på arbejdsmarkedet. Samtidig lever vi længere. Og det er jo positivt. Men det giver også nogle udfordringer. For samtidig med at vi lever længere, bruger vi mindre tid på arbejdsmarkedet. Fortsætter den udvikling, så bliver der flere og flere, som vil trække på det offentlige. Og færre og færre til at betale skat. Det siger sig selv, at det ikke hænger sammen«statsminister ANDERS FOGH RASMUSSEN I SIN NYTÅRSTALE 1. JANUAR 2006

4 4 V E L F Æ R D Der bliver mindre velfærd LAURA GIRALDI, 16 ÅR 1. Velfærd er det samfund, vi gerne vil have. Hvis velfærden fungerer, så har alle det godt, alle har et sted at bo og penge nok til at leve. 2. Jeg tror, at der bliver mindre velfærd om 20 år det er det, regeringen lægger op til. Jeg tror, der vil blive skåret på vigtige ting som uddannelse og sundhed der vil komme mere brugerbetaling, og det er noget skidt for dem, der ikke har råd til det. Velfærdsdanmarks underklasse Valg mellem mad og legetøj Der er ikke mange, der har et par småmønter tilovers Tekst og foto Mads Nissen»Undskyld, du har vel ikke et par småmønter, du kan undvære?«. Den unge kvinde ser ham, men tvinger øjnene til ikke at kigge. I en skarp og elegant slalombue undviger hun den hjemløse mand og forsvinder målrettet væk i noget, der ligner kapgang. Carstens ben er stive og kan ikke følge med. Tilbage står han med Fattigdom i tal: det tomme papkrus og lader øjet søge på ny. Den 37-årige mand har levet på gaden i otte år. I nat skal han sove på Mændenes Hjem, men der skal flere penge i papkruset, før han kan gå til ro. Det er december 2005, og fra S- togs-rulletrappen strømmer julefulde mennesker forbi Carsten; få svarer ham, og endnu færre lægger en mønt i kruset. Carstens øjne er fyldt med tårer, der løber ned ad hans kinder, men Hvor mange er fattige? Ifølge beregninger fra Socialforskningsinstituttet fra 2002 er 4,5 procent af den vokse danske befolkning fattige. Det svarer til personer. Fattig vil i denne sammenhæng sige, at man har en indkomst, der er mindre end 50 procent af gennemsnitsindkomsten i Danmark. Hvor længe er man fattig? 50 procent er ude af fattigdom efter et år. 9 procent er stadig i fattigdom efter 10 år. Med andre ord: Hvis man ikke relativt hurtigt kommer ud af fattigdomssituationen, bider fattigdommen sig fast. Er fattigdom arvelig? Ja. Ifølge en undersøgelse foretaget af Socialforskningsinstituttet har børn af forældre med en indkomst på mindre end 50 procent af gennemsnitsindkomsten halvanden gang større risiko for at få en lav løn. Kilde: Seniorforsker Jens Bonke, Socialforskningsinstituttet, SFI. SFIs hjemmeside: ingen synes at registrere manden, der står og græder. Klokken nærmer sig midnat, da en kammerat pludselig kommer forbi. Han siger, at han ikke er junkie mere, men bare alkoholiker.»du har vel ikke lige 3 kroner til en bajer?«, spørger han. I kruset finder Carsten et par enkroner. Ifølge projektet Udenfor, der arbejder med hjemløse, er der hjemløse mennesker i Danmark. Af Line Vaaben Vennekilde»Nogle gange, hvis han vil have et eller andet, så siger jeg:»du må godt få den ting, men så må du spise rugbrød resten af måneden«.»jaja«, siger han, og det har han ikke noget imod. I slutningen af måneden er han ikke kræsen...«. Sådan forhandler en økonomisk trængt mor med sin søn på 11 år. Citatet stammer fra en rapport fra Socialforskningsinstituttet (SFI) om udsathed og forbrug i de nordiske lande. Det fortæller både om, hvordan de dårligst stillede konstant må vende hver en 25-øre for at få råd til de mest basale ting. Hvordan valget konstant står mellem god mad og legetøj. Og om hvordan også børnene må tage deres del af ansvaret for familiens dårlige økonomi. Rådet for Socialt Udsatte havde i december 2005 inviteret til konference under overskriften Har vi et fattigdomsproblem i Danmark. Fra Dansk Flygtningehjælp, Kirkens Korshær, Mødrehjælpen, Sind, Børnenes Kontor, Frelsens Hær og flere andre lød det ene vidnesbyrd efter det andet alle pegede i samme retning: De udsatte i Danmark har fået det sværere. De har ofte bundløs gæld på grund af dyre lån, de har ikke råd til tandlægen, de slås med misbrug og sygdom, køber aldrig nyt tøj, møbler eller andre forbrugsgoder, og sidst, men ikke mindst: Den økonomiske armod rammer børnene. De voksne nedprioriterer egne behov i forhold til børnenes i forsøget på at skærme børnene. Jens Bonke fra SFI sagde:»det værste, de voksne oplever, er, hvis deres egne børn bliver socialt ekskluderet«. Men det er svært at undgå, når der ikke er råd til fritidsinteresser, tivoliture, børnefødselsdage og ferie. Fattige har fået det værre Af Line Vaaben Vennekilde Hjemløse, enlige mødre, sindslidende og misbrugere har fået det dårligere. Det er konklusionen i en rapport fra Socialforskningsinstituttet, bestilt af Socialministeriet og offentliggjort i december private organisationer, der arbejder med samfundets svageste, har svaret på spørgsmål angående udviklingen i forholdene for de udstødte borgere de seneste fire år. 66 procent mener, at det går dårligere for de borgere, der søger hjælp. Særligt hjemløse og de dårligst stillede familier, herunder enlige mødre, har fået det sværere. Knap halvdelen af organisationerne noterer sig en stigning i antallet af henvendelser fra udsatte borgere. Blandt andre Kirkens Korshær, hvor lederen, Bjarne Lenau, siger:»grundlæggende er der tale om en øget forarmelse«. Også Frelsens Hær oplever flere henvendelser. Familiekonsulent Joan Münch siger:»vi oplever i stigende grad, at mennesker ringer sidst på måneden, fordi de ikke har penge til mad«. Undersøgelsen peger på stramningerne i kontanthjælpen og indførelsen af starthjælp som direkte årsager til udviklingen. Derfor skal stramningerne ophæves, mener formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt:»Det eneste rigtige er at sige: Nu er det prøvet det har været en misforståelse, og det må stoppe. Vi må gå andre veje«. Ikke et råd, regeringen har tænkt sig at følge, siger socialminister Eva Kjer Hansen:»Løsningen er ikke at give folk flere penge«. Hun vil dog fremsætte forslag om gældssanering for kontanthjælpsmodtagere, der kommer i arbejde.

5 V E L F Æ R D 5 Mere velfærd for mere skat SEBASTIAN NIELSEN, 17 ÅR 1. Velfærd for mig er, at man betaler skat, så der er råd til hospitaler, skole og pensioner. 2. Jeg tror, at skatten i fremtiden bliver højere, fordi der hele tiden er noget nyt, man gerne vil have velfærden til at betale. 2. Jeg kan jo frygte, at nogle af de ting, jeg synes er gode for velfærdssamfundet, vil være vandet ud, og at det bliver et mere liberalt samfund, hvor vi selv skal betale mere. Jeg kunne ønske mig, at det ikke går den vej, men at folk opdager i tide, hvad der er ved at ske og protesterer imod det. De seneste 5-10 år er samfundet blevet mere ulige, og det kan jeg godt frygte fortsætter. 3. Selv om jeg selv har scoret mange penge på de stigende huspriser, vil jeg personligt ikke have noget imod, at man beskattede de værdier mere. Jeg synes, det er bunduretfærdigt, at vi er blevet millionærer sammenlignet med dem, der bor til leje. Jeg synes også, man bør overveje at hæve pensionsalderen, men ikke sådan at dem, der er nedslidte, ikke har mulighed for at holde op. Marianne Berents Christiansen, 57 år, afdelingssygeplejerske: 1. Velfærd er, at man kan bo anstændigt, at man ikke er syg og ikke sulter, og at alle har mulighed for at få en uddannelse. At der bliver passet på gamle og syge, og at der er kultur: museer, teatre m.m. 2. Jeg håber, at der er flere, der har et arbejde, og at flere unge får en uddannelse. Jeg håber også på, at vi har et mere multikulturelt arbejdsmarked. En familie i tre generationer udtaler sig om, hvad velfærd betyder for dem. Oldemor Lise Berents (i midten), Marianne Berendts Christiansen (til højre), Anna Barbara Bohm og børnebørnene Rosa (til venstre) og Maria. Bagerst Lars Koberg Christiansen og Rasmus Koberg Christiansen. - Foto: Mads Nissen Vi kunne godt betale lidt mere i skat Vi har stillet tre generationer tre spørgsmål om velfærd. 1. Hvad er velfærd for dig? 2. Hvordan tror du, velfærden ser ud om 20 år? 3. Hvad skal vi gøre for at få råd til velfærden i fremtiden? Af Line Vaaben Vennekilde Rasmus Koberg Christiansen, 33 år, projektmedarbejder i Københavns Kommune: 1. Velfærd for mig er alle de goder, som er en del af vores samfund skoler, børnehaver, hospitaler alle de ting, der binder vores samfund sammen. 2. Det ville være nemt at lave et skræmmescenario om, at velfærden forringes, og at vi nærmer os et betalings- og forsikringssamfund. Lige nu kunne man godt være lidt pessimistisk. Man hører jo ikke andet end om, at der bliver flere ældre og færre til at forsørge dem. Men det er ikke sikkert, det går så galt. Vi er jo heller ikke alle sammen døde af aids, som de sagde i Jeg kan ikke forstå, at det er blevet sådan et mantra, at skatten skal ned. Vi har jo aldrig været så rige i Danmark, som vi er lige nu. Jeg ville ikke have noget imod at betale lidt mere i skat men jeg tjener jo selvfølgelig heller ikke så meget. Jeg synes også godt, man kunne afskaffe efterlønnen, så kunne de nedslidte arbejde i skånejob eller på nedsat tid. Anna Barbara Bohm, 31 år, rytmikpædagog: 1. Velfærd for mig er, at vi alle sammen er med til at betale for at have det godt, og at de rige betaler til dem, der er fattige. Velfærd er vores alle sammens ansvar. 2. Det ser ud, som om vi vil få mere brugerbetaling. Det oplever vi jo allerede: Vi skal betale for maden i fritidsordningen og have brød med til børnene i børnehaven. Man får måske en højere pensionsalder, og jeg tror også, der bliver lavet nogle ændringer i efterlønnen. Jeg har selv frameldt mig efterlønnen. Jeg tror ikke, den findes til den tid. Jeg håber, der er noget til dem, der er nedslidte. 3. Man skal sørge for at få nogle af alle de arbejdsløse i arbejde. Det er også vigtigt, at man forebygger arbejdsløshed ved at uddanne børnene bedre for eksempel ved at gøre det attraktivt at være folkeskolelærer, så vi kan få nogle dygtige børn, der kan blive nogle dygtige voksne, som kan være mere effektive. Jeg synes, børnepenge bør være indkomstbestemt. Og så synes jeg, at folk tjener for meget på deres boliger, og at det bliver brugt til nogle tåbelige ting: nye køkkener og den slags. Det er overflod. Lars Koberg Christiansen, 58 år, cand.psyk.: 1. For mig er en velfærdsstat en stat, der drager omsorg for sine indbyggere. 3. Jeg synes, man skal se på, hvem der skal have folkepension. De ældre, der har millioner på bankbogen, skal ikke have folkepension. Jeg selv kunne for eksempel godt undvære den. Og så synes jeg, man skal se at få nogle af dem på overførselsindkomster ind på arbejdsmarkedet. Det skal være mere rummeligt der skal være plads til dem, der er lidt anderledes for eksempel de psykisk syge. De kan måske ikke arbejde fuld tid, men de kan godt tåle noget nedsat tid. Jeg synes også, man kunne se på skatterne måske betaler vi for lidt. Jeg kunne da personligt godt selv betale lidt mere. Lise Berents, 82 år, folkepensionist, tidligere engelsk korrespondent: 1. Velfærd for mig er blandt andet al den hjælp, jeg får som ældre: mine to rollatorer, forhøjet toiletsæde og hjemmehjælp jeg synes, man gør meget for de ældre i velfærdssamfundet. 2. Da er jeg jo død og borte, men jeg håber ikke, at vi bliver nødt til at forandre for meget på velfærden. Jeg har selv boet i Kina, og der betalte man for at komme på hospitalet sådan håber jeg aldrig, det bliver herhjemme. Jeg håber, at vi i fremtiden er blevet bedre til at få indvandrere i arbejde. Vi har ikke været gode nok til at give dem en plads i samfundet. Jeg synes, de skal ud at arbejde noget mere f.eks. kunne de passe os gamle. 3. For at få råd til velfærden må vi få alle ud at arbejde. Og så synes jeg, at folk skal blive noget længere på arbejdsmarkedet. Jeg arbejdede selv, til jeg var 71, som korrespondent i et ingeniørfirma. Fra jeg var 60 år og frem det var mine bedste år på arbejdsmarkedet. Folk kunne også sagtens arbejde noget mere for eksempel 45 timer om ugen. Og så skal de unge hurtigt i gang med en uddannelse ikke det der med at flakse omkring og få penge fra samfundet. line.v.vennekilde@pol.dk

6 ... 6 V E L F Æ R D

7 V E L F Æ R D

8 8 V E L F Æ R D Også selv om man ikke har penge MICHELLE WORCK JEPSEN, 16 ÅR 1. Velfærd er, at man betaler skat og sørger for, at der er gratis uddannelse, og at man kan komme til lægen og på sygehuset, selv om man ikke har penge. 2. Jeg tror, at vi i fremtiden kommer til at betale mere i skat.»jeg havde flere penge, før jeg startede på gymnasiet«18-årige Ane Stephensen fravælger at arbejde for at have tid til sit fuldtidsarbejde i gymnasiet. Og så til det politiske arbejde, som hun hellere bruger SU en på end på caffe latte. Af Louise Zabel Når de første 500 kroner er betalt i husleje derhjemme, og de næste kroner er sat af til uforudsete udgifter som tandlægebesøg, studietur og nye vinterstøvler, er der omkring kroner tilbage om måneden for Ane Stephensen at gøre godt med. Den 18-årige gymnasiast får nemlig den højeste SU-sats for hjemmeboende studerende på kroner, og det er der ikke noget galt i, mener hun:»jamen, jeg køber jo ikke rigtigt ting som tøj og sådan noget. Pengene bruger jeg på bind, tamponer, hårprodukter, klipning, skolearrangementer og politisk arbejde. Der er aldrig nogen penge tilbage, når måneden er forbi«, siger Ane Stephensen. Hun går i 2. g på et gymnasium i Esbjerg og bor sammen med sin mor, Nete Nielsen, og den tre år ældre storbror, Mikkel. Moderen er pædagog og godt tilfreds med, at staten kan hjælpe til i et i forvejen stramt budget:»jeg har ikke råd til at betale alt for hende. Så skulle jeg have et andet job, hvor jeg tjener nogle flere penge. Vi har valgt at have huset her og at prioritere ting som internet og en avis herhjemme. Men jeg synes, det er flot, at man kan betale for, at de unge kan lære noget«, siger Nete Nielsen. Ligner udskidt æblegrød Inden Ane Stephensen blev 18 år, fik familien, ligesom alle andre familier, børnepenge, der dengang hjalp til med at fylde hullerne ud. Både Ane og storebroderen Mikkel har, siden de var 13 år, selv tjent deres lommepenge som avisbud og haft andre småjob. Derfor synes Nete Nielsen, at det er i orden, at datteren har nogle år, hvor hun lader staten betale:»da Ane arbejdede, lignede hun jo ofte udskidt æblegrød, når hun kom hjem. Da var hun ikke meget værd til at lave lektier. Unge mennesker har ligesom os andre brug for at ligge på sofaen af og til, så jeg synes, der er grænser for, hvor hårdt man skal spænde folk for«, mener hun. Det kan Ane Stephensen nikke genkendende til. Hendes job i 1. g, hvor hun arbejdede i kiosk et par gange om ugen, gav hende ofte hovedpine, så i dag nyder hun at holde fri. Når tiden altså er til det.»jeg ser gymnasiet som et fuldtidsarbejde med 30 timer i skole, læse lektier 1 time om dagen plus 4 timer for hver afleveringsopgave, som jeg skal lave tre af om ugen. Så synes jeg ikke, det er rimeligt, at jeg også skal have et arbejde ud over det«, mener hun. Kan du ikke bare arbejde i weekenden?»jo, det kunne jeg egentlig godt. Hvis jeg ikke fik SU en, var jeg da tvunget til at finde et job, hvor jeg kunne det. Men jeg ville være ærgerlig over at skulle vælge nogle af mine fritidsinteresser fra«. Ane Stephensen bruger nemlig ikke fritiden med fødderne for længe i hvile på sofabordet. Skolemusical, elevråd, studenterorganisationen Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og SF s Ungdom tager en del af hendes tid og koster i øvrigt også penge i form af weekendmøder og togture. Er det fair, at staten skal betale for, at du kan lave politisk arbejde?»det ved jeg ikke rigtigt. Der er jo nogen, der gerne vil have, at jeg får en god uddannelse, så jeg kan tjene penge til samfundet, når jeg er færdig. Og jeg er sikker på, at jeg efter en weekend med sjov, ballade og politiske diskussioner har lært en masse mere end én, der har stået i en kiosk«, siger Ane Stephensen og understreger, at SU en altså ikke er noget, man bliver rig af:»jeg havde da flere penge, før jeg startede på gymnasiet, så det der med cafépenge, det kan jeg slet ikke sætte mig ind i«. louise.zabel@pol.dk SU Statens Uddannelsesstøtte (SU) fås i tre forskellige former: som stipendium, studielån og som slutlån. Stipendiet er et tilskud, mens lånet skal betales tilbage, når man er færdig med uddannelsen. Lån forrentes både under og efter uddannelsen. Er man under 20 år og går på en ungdomsuddannelse, er stipendiet afhængigt af forældrenes indkomst. Alle kan dog få et grundstipendium. For unge på en videregående uddannelse er stipendiet uafhængigt af forældrenes indkomst, men beløbet er afhængigt af, om man er hjemmeboende eller udeboende. Se Caffe latte for alle pengene Udtrykket cafépenge betegner SU til unge hjemmeboende gymnasieelever mellem 18 og 19 år. Cafépengene blev indført i 1995 efter borgerligt pres. Ordet cafépenge henviser til, at det er en udbredt holdning blandt besparelsestilhængerne, at unge hjemmeboende gymnasieelever har så få faste udgifter, at de kan bruge SU en på luksus-latter og andre ikkelivsnødvendige forbrugsgoder. I 2004 blev grundbeløbet for cafépengene sat ned fra til kroner om måneden (i 2006: kroner) og gjort afhængigt af forældrenes indkomst. Samtidig blev SU en sat op for studerende med børn. Da Ulla Tørnæs (V) i 2004 dengang undervisningsminister fremsatte sit lovforslag om omprioriteringen af SU-midlerne, brugte hun udtrykket de såkaldte cafépenge i selve teksten, og også Velfærdskommissionen brugte udtrykket i sin rapport om det danske velfærdssamfund. Velfærdskommissionen foreslog i øvrigt, at cafepengene helt afskaffes. Det vil ifølge kommissionen få unge studerende til at komme hurtigere igennem deres uddannelse. Det er en udbredt holdning, at hjemmeboende gymnasieelever ikke har flere faste udgifter, end at de kan brænde SU en af på cafebesøg. - Foto: Mads Nissen

9 V E L F Æ R D 9 Tager hensyn til andre ENES YUSUFIZZAT, 16 ÅR 1. Jeg synes, det er godt, der er velfærd, fordi der bliver taget hensyn til andre. I Tyrkiet for eksempel skal man betale for at gå i skole sådan er det heldigvis ikke i Danmark. 2. Jeg tror, vi kommer til at betale mere i skat for at få råd i fremtiden. Alting bliver jo hele tiden dyrere. Det er o.k. at betale mere til velfærden hvis man samtidig får en højere løn. Ung politiker: Fjern cafépengene Velfærdskommissionen har foreslået at fjerne cafépengene. Helt fint, mener formanden for Venstres Ungdom. Pengene bliver kun brugt til tøj og sprut. Det er ikke rigtigt, mener andre unge politikere. Vi har spurgt fem formænd fra henholdsvis Venstres Ungdom, Europæisk Ungdom, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Dansk Ungdoms Fællesråd og LO Ungdom. Af Louise Zabel Allerede i Politikens foyer begynder diskussionen mellem de fem formænd. De fem kender hinanden og er allerede garvede politikere trods deres unge alder, fra 20 til 29 år. Det første emne, de diskuterer, er forslaget om at afskaffe de såkaldte cafépenge til hjemmeboende unge over 18 år på ungdomsuddannelser som gymnasium, teknisk skole og handelsskole. Ifølge forslaget skal pengene i stedet bruges til at finansiere den ekstra SU og en bonus på kroner, som kommissionen vil give unge, der hurtigt begynder og færdiggør de første tre bachelorår på en videregående uddannelse.»jeg synes, det er helt fint at fjerne cafépengene, for som det ligger i navnet, er det noget, unge bare bruger til tøj og sprut«, siger Karsten Lauritzen, formand for Venstres Ungdom (VU), som sammen med Helene Odgaard fra Europæisk Ungdom er de mest kommissionsvenlige af de fem. Udmeldingen får straks formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), Uffe Lembo, til at stikke hånden i vejret for at få ordet.»man rammer også de mest udsatte familier, hvor det betyder meget, at børnepengene ophører, når de unge bliver 18 år. Det vil hverken gavne den negative sociale arv eller de 17 procent af en ungdomsårgang, der aldrig får en kompetencegivende uddannelse«, siger Uffe Lembo. Ved siden af sidder Jeppe Bruus, der er formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Han mener, at det er en skam, at kommissionen overhovedet har valgt at bruge et så politisk ladet ud- tryk som cafépenge. En kritik, som Peter Røntved Andersen fra LO Ungdom er meget enig i. Selv om de fem er uenige i måden at finansiere guleroden på, kan de dog blive enige om, at det er en god idé at lokke unge til at læse noget tidligere. Stavnsbundet eller fri bevægelighed Det andet emne, som de unge politikere diskuterer, er brugerbetalingen på kroner pr. semester på de videregående uddannelser, og at SU en ændres til SU-lån i de to overbygningsår på universitetet. Pengene kan den studerende få igen ved at blive og arbejde i Danmark de efterfølgende år. Karsten Lauritzen er med på idéen, fordi det holder de svenske studerende væk fra de eftertragtede danske uddannelser. Men de øvrige omkring bordet kalder forslaget»alt for formynderisk«:»det er 220 år siden, stavnsbåndet blev ophævet, og da holdt man op med at holde på folk. At vi skal til at indføre det igen, finder jeg lidt underligt«, siger Peter Røntved, LO Ungdom. Og Helene Odgaard understreger, at det er vigtigt, at unge i Europa har mulighed for at læse i andre europæiske lande, da det er med til at skabe en fælles europæisk identitet og samhørighed. Hvad de fem parter kan blive nogenlunde enige om er, at pengene til uddannelse generelt ikke bør tages fra unge, men fra nogle af de ældres efterløn, som Jeppe Bruus fra DUF siger:»jeg tror, de har glemt et kapitel i rapporten. De har glemt alt om investeringer i uddannelse og forskning, og hvis vi virkelig skal skabe et stærkt velfærdssamfund i fremtiden, er det altså én af hjørnestenene«. louise.zabel@pol.dk

10 10 V E L F Æ R D For mig er lighed det vigtigste KASPER VINCENTS, 17 ÅR 1. Velfærd handler om fordeling af samfundets midler. Og konkret er det et spørgsmål om, hvordan fordeling prioriteres for mig er lighed det vigtigste. Lige nu synes jeg, at velfærden fungerer fint, men man bliver nødt til at gøre noget ved ældrebyrden. 2. Velfærden ser anderledes ud i fremtiden, fordi vi bevæger os mod en minimalstat. Jeg tror, jeg kan være med til at påvirke velfærdssamfundet ved at uddanne mig, få et arbejde og melde mig ind i frivillige organisationer. Hvem betaler Høj og solidarisk skat Dem, der tjener mest, betaler også mest i skat. Det er et afgørende princip i den danske velfærdsmodel. Af Lars Ole Løcke For at få råd til børnehaver, gymnasier, sygehuse, kontanthjælp, folkepension og alle de andre goder, den danske velfærdsstat tilbyder, skal der hvert år opkræves skatter og afgifter på i alt 718 milliarder kroner (2004). Det svarer til, at det danske skattetryk er på 49 procent af den årlige samfundsproduktion, BNP. Hvis man kunne dele regningen ud på alle indbyggere i Danmark fra nyfødt til olding svarer det til, at vi hver især skulle betale omkring kroner i skatter og afgifter hvert år. I praksis fungerer det naturligvis anderledes. For det første deles borgere og virksomheder om skatteregningen. For det andet er det folk, der arbejder og dermed tjener en indkomst der betaler de største beløb i skat. For det tredje betaler vi alle moms på varerne, hver gang vi handler i supermarkedet. Endelig skal man lægge en hel række skatter og afgifter på bil, bolig, vand, elektricitet osv. oveni. Skatterne og afgifterne (i 2004) fordeler sig i praksis på følgende måde: Personskatterne, der betales af alle, der har en indkomst typisk fra et arbejde er langt den største klump. Hele 353 milliarder kroner eller 49 procent af indtægterne kommer fra personskatterne. Momsen på 25 procent, som vi alle betaler, når vi f.eks. køber en ny cd, en dybfrostpizza eller andre varer, giver indtægter på 147 milliarder kroner om året. Det er 20 procent af indtægterne. En lang række afgifter på cigaretter, øl, spiritus, kaffe, chokolade, is, biler, vand, el, flybilletter med mere giver 75 milliarder kroner i statskassen eller 10 procent af indtægterne. Virksomhederne betaler årligt 47 milliarder kroner i selskabsskat det er 7 procent af indtægterne. Boligejerne og andre med fast ejendom betaler årligt 28 milliarder kroner i ejendomsskatter og ejendomsværdiskat. Her hentes 4 procent af indtægterne. Dem, der sparer op til pension i en pensionsordning, betaler 23 milliarder kroner i skat af det årlige afkast på opsparingen. Derfra kommer 3 procent af indtægterne. De resterende 45 milliarder kroner i indtægter kommer fra en række skatter og afgifter, der hver især er mindre betydende. De bredeste skuldre bærer Et helt afgørende princip i den danske velfærdsmodel er, at de bredeste skuldre dem med de største indtægter også skal betale mest i skat. På den måde forsøger man at sikre, at der ikke bliver alt for voldsom forskel på de forbrugsmuligheder, samfundets top og bund har, når der er betalt skat. Man forsøger med andre ord at undgå, at samfundet splittes op i en superrig elite og et stort fattigt mindretal. Den såkaldte progressive personskat er en af de væsentligste måder at udjævne forskellene mellem dem med de fede indtægter og dem med meget små eller mellemindkomster på. Princippet betyder, at man har en større skatteprocent, jo højere ens indtægt er. I gennemsnit betaler alle skattepligtige danskere 44 procent i skat af deres indkomster. Folk, der er erhvervsaktive lønmodtagere og selvstændige betaler lidt mere, nemlig 49 procent i gennemsnit, mens ikke-erhvervsaktive danskere, f.eks. folkepensionister, betaler 30 procent i skat i gennemsnit. Dem med de mindste indkomster betaler den laveste skat, typisk omkring 40 procent i skat, men tjener man over kroner årligt, skal man betale mellemskat, hvilket er en særlig høj personskat på 45 procent af de ekstra tjente kroner. Og har man en indkomst på mere end kroner, lyder skatteregningen på 59 procent af de sidst tjente kroner i topskat. I praksis kan man dog fraregne f.eks. renteudgifter, udgifter til transport og fagforeningskontingent og en række andre ting, inden man beregner skatten. Den faktiske skatteregning (personskat + arbejdsmarkedsbidrag + ejendomsværdiskat) for nogle forskellige grupper: Direktør med en indkomst på 1,4 mio. kr. om året: skat på kr. eller 63,6 procent. Studerende med en indkomst på kr. om året: skat på kr. eller 24,1 procent. Økonom med enindkomst på kr. om året: skatpå kr. eller 52,5 procent. Sygeplejerske med en indkomst på kr. om året: skat på kr. eller 37.3 procent. Kasseassistent med en indkomst på kr. om året: skat på kr. eller 30,2 procent.

11 V E L F Æ R D 11 Når alle kan få del i alle goderne ANE RINDOM, 16 ÅR 1. Et velfærdssamfund er et samfund, hvor der er så meget velfærd, at alle kan få del i alle goderne. 2. Om 20 år håber jeg, det er som nu. Men jeg kan godt frygte på længere sigt, at der bliver skåret nogle steder. Det er det, regeringen lægger op til. Når der kommer flere ældre, bliver det et problem at få pengene til at slå til. og hvor meget? Udfordringerne for den danske velfærdsstat Gennemsnitlige nettobidrag til den offentlige sektor, kroner I fremtiden kan den måde, hvorpå vi indkræver skatter og afgifter til betaling for velfærdsstatens ydelser, komme under pres. De to største udfordringer for finansieringen af velfærdsstaten kommer umiddelbart fra aldringen af befolkningen og fra den stadig stigende integration af den danske økonomi i verdensøkonomien. 1. Aldringen Aldringen af den danske befolkning betyder ikke bare, at der bliver flere ældre, der har brug for offentlige pensioner og pleje. Aldringen betyder samtidig, at der bliver færre i den såkaldte erhvervsaktive alder og dermed også færre i de aldersgrupper, der bidrager til finansiering af velfærdsstaten (se fig. ovenfor). I dag er det sådan, at børn og unge under 20 år naturligt nok modtager flere ydelser og overførsler det være sig alt fra vuggestuer over fritidshjem og folkeskoler til gymnasier og SU fra den offentlige sektor, end de betaler ind i skatter og afgifter. For dem, der er omkring 20 år, balancerer regnestykket omkring nul. Dem, der er mellem 20 og 60 år, betaler samlet set mere til velfærdsstaten, end de får igen i form af f.eks. børnecheck, uddannelsespladser, lægebesøg eller kulturtilbud. Når man er år, topper ens bidrag til velfærdsstaten. For den gruppe overstiger skattebetalingen værdien af velfærdsydelserne med ca kroner. Når vi er omkring de 60 år, begynder det offentliges udgifter til os at veje tungere end vores skattebetalinger til det offentlige. Først er der efterlønnen og siden folkepensionen. Og for de allerældste af os dem, der har rundet 80 år eller mere begynder udgifterne til sygehuse, plejehjem og ældrepleje at slå voldsomt igennem i regnestykket. Er man således år, får man i gennemsnit et nettobidrag fra den offentlige sektor på knap kroner om året. Denne sociale kontrakt, hvor vi modtager offentlige ydelser, mens vi er helt unge og gamle, og omvendt betaler til samfundet, mens vi er i fuld vigør på arbejdsmarkedet, kan være truet af, at der fremover bliver flere år, hvor vi modtager ydelser, og færre år, hvor vi betaler vores bidrag til velfærdsstaten. Hvis vi vil fortsætte med at give de samme offentlige ydelser som nu, betyder det umiddelbart, at vi fremover kommer til at betale mere i skat, mens vi er erhvervsaktive, for overhovedet at få råd. Eller der må ske en generel nedskæring af ydelserne og standarderne i den offentlige service og velfærd. En alternativ vej er naturligvis at reformere velfærdsstaten, så vi bliver på arbejdsmarkedet i længere tid og ikke trækker os tilbage som årige, som det er tilfældet i dag. Bliver vi længere på arbejdsmarkedet, vil det gøre velfærdsstaten robust over for de udfordringer, der følger af aldringen. Det kan eksempelvis være at reformere eller helt afskaffe efterlønnen, sådan som Velfærdskommissionen har foreslået. Et andet element kan være at forhøje pensionsalderen, i takt med at vi lever længere. 2. Globaliseringen Det danske skattetryk er med 49 procent af bruttonationalproduktet (BNP) et af de højeste i verden, ja det er faktisk kun Sverige, der opkræver mere i skat end os. Skattetryk i udvalgte lande i 2004, procent af BNP. Sverige: 50,7 % Danmark: 49,6 % Belgien: 45,6 % Norge: 44,9 % Finland: 44,3 % Frankrig: 43,7 % Italien: 42,2 % Holland: 39,3 % Storbritannien: 36,1 % Spanien: 35,1 % Tyskland: 34,6 % Polen: 34,2 % Australien: 31,6 % Tyrkiet: 31,1 % Irland: 30,2 % USA: 25,4 % Japan: 25,3 % Korea: 24,6 % Mexico: 18,5 % Kilde: OECD Kilde: Velfærdskommissionens egne beregninger på baggrund af Danish Rational Economic Agents Model, DREAM-modellen. I en tid, hvor globaliseringen ræser af sted på alle leder og kanter, er det en meget stor udfordring at opretholde så højt et skattetryk som Danmarks. Landene konkurrerer f.eks. indbyrdes på at have de laveste skatter på virksomheder for på den måde at tiltrække investeringer og arbejdspladser. Selv om Den Europæiske Union (EU) forsøger at begrænse denne såkaldt skadelige skattekonkurrence, er der en tendens til, at landene i EU også Danmark løbende sætter selskabsskatten ned. Men globaliseringen har også potentielt stor virkning for lysten til at bo og arbejde i Danmark. F.eks. kan det være fristende for en ung nyuddannet ingeniør eller en topleder i en virksomhed eller andre med høje indkomster at flytte til udlandet for at arbejde og dermed spare en masse i skat. Endnu er denne såkaldte hjerneflugt fra Danmark ikke noget problem f.eks. viser tal fra Det Økonomiske Råd (de økonomiske vismænd), at der udvandrer omkring danskere årligt, og at de fleste af dem vender tilbage igen, end Alder Anmærkning: Det gennemsnitlige nettobidrag for aldersgruppen år er højere end for omkringlæggende aldersgrupper pga. tekniske forudsætninger i DREAM vedrørende placeringen af skat og arveafgift på kapitalpensioner. da med flere erfaringer og højere kvalifikationer i bagagen. Det tyder på, at velfærdspakken Danmark fortsat er konkurrencedygtig. Ifølge både Velfærdskommissionen, de økonomiske vismænd, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og en lang række universitetsøkonomer taler globaliseringen dog alt i alt for, at man principielt flytter skattebyrden fra de såkaldte mobile indtægtskilder, der kan flyttes ud af landet. Mobile indtægtskilder er f.eks. virksomheder, højtkvalificerede folk med høje indkomster og grænsehandelsfølsomme varer. I stedet bør skatten lægges over på de såkaldte immobile skattekilder som jord og fast ejendom ting, man ikke lige kan flytte ud af Danmark, selv om man er utilfreds med skattetrykket. Et andet og potentielt langt større problem i forhold til globaliseringen er, at vores skattesystem indirekte straffer folk, der tager en længerevarende uddannelse. Højtuddannede har som regel også en højere indkomst og kommer derfor til at betale den høje danske topskat på 59 procent af den sidste tjente krone. For nogle kan skattesystemet derfor mindske tilskyndelsen til at tage en højere uddannelse. Sker det i meget stort omfang, svækker vi de videnstunge erhverv i Danmark, og dermed mister vi også vores afgørende fordel i konkurrencen med de lande, der også konkurrerer på viden. Måske ser man allerede nogle af konsekvenserne nu. I hvert fald er eksempelvis unge koreanere mellem 25 og 34 år bedre uddannet end unge danskere i samme aldersgruppe.

12 12 V E L F Æ R D Velfærdskommissionen har betydning for os alle. Kommissionen kom i december 2005 med forslag om f.eks. SU, efterløn, og om hvor meget du skal betale i skat de næste mange år. Kommissionens ni medlemmer kom med 43 forslag til, hvordan de mener, at dit Danmark skal se ud i fremtiden. Det rager dig Torben M. Andersen Professor, Institut for økonomi, Aarhus 2 Stine Bosse Koncernchef, Tryg Vesta Gruppen 3 Jørgen Elmeskov Vicedirektør, OECD 4 Bente Hyldahl Fogh Direktør, Praktiserende Lægers Organisation 5 Birgitte Hansen Direktør, Slotsholm A/S 6 Peter Højland Bestyrelsesformand, Transmedica A/S 7 Jørn Henrik Petersen Professor, Syddansk universitet 8 Nina Smith Professor, Handelshøjskolen 9 Jørgen Søndergaard Direktør, Socialforskningsinstituttet Velfærdskommissionens rapport kan læses på: Indvandrere fra mindre udviklede lande koster tre gange så meget for samfundet som den øvrige befolkning, og deres efterkommere koster dobbelt så meget. Det er, fordi de er dårligere uddannet og ikke har så gode jobmuligheder som andre, eller slet ikke ønsker at deltage på arbejdsmarkedet, og måske må de heller ikke i den kultur, de har med sig. Det gælder især indvandrerkvinder. Man må regne med, at der i fremtidens Danmark bliver flere indvandrere og efterkommere af dem, hvis indvandringen fortsætter på samme måde som nu. Derfor kan den danske arbejdsstyrke komme til at bestå af langt flere med dårlige kvalifikationer, og dermed, at de får svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet. Dårlig integration betyder også færre skattekroner i statskassen og større sociale udgifter, så derfor er der rigtig meget at hente ved en markant bedre integration. Vi kan gå på folkepension, når vi bliver 65 år. Men reelt forlader vi i gennemsnit vores arbejde, når vi er omkring de 62 år for eksempel for at gå på førtidspension eller efterløn. Vi holder op med at arbejde fire eller fem år tidligere, end vores forældre gjorde. Da vi samtidig lever fire år længere end dem, bruger samfundet langt flere penge på de ældre nu. I dag skal seks personer i den såkaldt erhvervsaktive alder mellem 15 og 64 år forsørge tre personer iden ikke-erhvervs-aktive alder nemlig børnene, de helt unge og de ældre over 64 år. Hvis befolkningsprognoserne holder stik, vil seks erhvervsaktive om knap 40 år skulle forsørge fire personer ud over sig selv. Hvis man skal undgå, at den fremtid kommer til at føre til højere skatter, eller vi bliver nødt til at spare på den økonomiske omsorg, bliver vi nødt til at få flere folk ud på arbejdsmarkedet. Det kan ske ved, at vi først kan gå på efterløn langt senere end i dag eller ved at ændre på den måde, vi udbetaler pension til vores ældre. Vi kommer alt for sent igang med vores uddannelser, og vi er længe om at gennemføre de lange uddannelser. Unge danskere halter efter unge i bl.a. Japan, Sydkorea, USA, Sverige og Storbritannien, hvor de er bedre til at tage de gode uddannelser og ikke mindst: at blive færdige med uddannelsen og få et job bagefter. Selv om vi i Danmark bruger mange flere penge ud af vores samlede budget på uddannelser end noget andet land, er alt for mange elever i folkeskolen for dårlige til at læse. Danmark bruger flere penge på hospitaler og resten af sundhedsvæsnet end de fleste andre vestlige lande. Langt de fleste sundhedsudgifter over 80 procent betales af skatteyderne. Det er især ældre, der trækker på sundhedsydelser som sygehuse, medicin, hjemmehjælp og plejehjem. Da der bliver markant flere ældre, og levealderen stiger, må vi forvente, at sundhedsudgifterne vokser. Hvem skal betale den regning? Men det regnestykke passer måske alligevel ikke helt, for når vi lever længere og bliver sundere, betyder det, at der bliver flere raske og rørige ældre, og derfor bliver vi som ældre måske billigere for statskassen, end nogle frygter nu. Selv om skattefar i dag tager en mindre bid af vores løn end for blot få år siden, er Danmark det land, der har den højeste skat på arbejde. Af den sidste tjente krone forsvinder de 62 øre til skat og arbejdsmarkedsbidrag. Og hele fire ud af 10 danskere med fuldtidsarbejde betaler den højeste skat. Skatteindtægterne går selvfølgelig til at betale for sygehuse, skoler, ældrepleje, pensioner og alle de andre offentlige udgifter. Men spørgsmålet er, om det i fremtiden kan lade sig gøre at beskatte vores arbejde så hårdt. I mange af vores nabolande sætter man nemlig skatten på arbejdsløn ned. Og det betyder, at vi kan risikere, at danske unge med de gode uddannelser forsvinder til lande med lavere skat. Og så kommer vi til at mangle folk med de gode uddannelser. Lige nu tyder intet på, at det kommer til at gå sådan, men alligevel er der bred enighed om, at vi skal forsøge at sænke skatten på arbejde.

13 V E L F Æ R D 13 De ni mænd og kvinder i kommissionen var sat til at finde ud af, hvordan danskerne skal få råd til at betale for hospitaler, pension til de ældre og bedre skoler alt det, vi kalder velfærd. For at få svaret på, hvorfor de ni blev til en velfærdskommission, skal vi kigge lidt nærmere på statsminister Anders Fogh Rasmussen fra Venstre. Indtil kommissionen blev nedsat, havde han ikke sagt meget om efterløn eller ældrebyrde. Og mens han listede rundt om emnet med meget bløde mokkasiner, havde hans konservative partner Bendt Bendtsen krævet efterlønnen fjernet. Han slog på, at med alle de ældre ville der ikke blive råd til efterløn i fremtiden. Kompromiset mellem Bendt og Anders blev, at de to slog en handel af. Regeringen nedsatte i 2003 en uafhængig kommission af økonomer og erhvervsfolk, der skulle finde svarene på, hvad der bliver råd til af service til de ældre i fremtiden. Den blev døbt Velfærdskommissionen og har gennem de seneste to år fremlagt fire rapporter og flere debatindlæg. Til sidst barslede kommissionen med den afsluttende rapport med de endelige forslag til, hvordan Velfærdskommissionen mener, vi skal kunne beholde velfærden i fremtiden. Svaret på det spørgsmål blafrer stadig i uvishedens vinde. Regeringen har på den ene side med finansminister Thor Pedersen i spidsen langet voldsomt ud efter kommissionens katalog af forslag. På den anden side har statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke afvist at bruge dele af rapporten, herunder øget fokus på senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og styrket integration. Måske fordi kommissionen har peget på, at problemerne med at finde pengene til alle de mange ældre er omkring to en halv gange større end Thor Pedersens egne beregninger i Finansministeriet. Det har i nogens øjne gjort kommissionens forventede bud til en på forhånd uspiselig dommedagsprofeti. På den anden side har regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti erklæret sig villig til at støtte en skærpelse af kravene til at gå på efterløn. Udvalgte forslag 2 Unge skal have en bonus for at starte hurtigt på en uddannelse. 3 Fjumreåret skal omlægges til lån, hvis de unge påbegynder en uddannelse mere end 3 år efter, at de har afsluttet den studieforberedende uddannelse. 4 Studerende, der gennemfører studiet på normeret tid eller hurtigere, skal have en bonus. 7 Der skal være uddannelsespligt, tidlig aktivering og ny ungeydelse for ledige under 30 år. 8 Dagpengeperioden skal forkortes fra fire år til to et halvt år. Retten til dagpenge skal generelt være betinget af ét års beskæftigelse eller opnåelse af en kompetencegivende uddannelse. 24 Der skal indføres brugerbetaling på kandidatuddannelsen, som kan lånes af staten, og kandidatstuderende skal låne deres SU. Færdiguddannede, der bliver i Danmark og arbejder, får eftergivet begge lån, mens de, der flytter til udlandet, skal betale lånene tilbage. Den store politiske diskussion er begyndt. De 43 konkrete forslag er blevet fremlagt til inspiration for de politiske partier, men de bliver ikke den eneste inspirationskilde for den kommende debat. Det såkaldte Globaliseringsråd, der er udpeget af og ledes af statsministeren personligt, kommer også med sit bud på en reform. Endelig forhandler regeringen, arbejdsgiverne og lønmodtagerne om en reform af fremtidens efteruddannelser. Den endelige velfærdsreform vil derfor hente inspiration alle tre steder fra, og den vil først blive sat i værk efter et folketingsvalg Tekst: Peder Bjerge & Lars Ole Løcke

14 14 V E L F Æ R D Skatten vil falde ANDREAS KYNDE, 18 ÅR 1. Velfærd er en sikkerhed for, at der er plads til alle. 2. Jeg tror, den velfærd, vi kender i dag, vil blive skåret ned i fremtiden. Det synes jeg er forkert, men måske er det nødvendigt? Jeg tror, der kommer mere brugerbetaling på uddannelse, sygehusvæsen og pleje alle de væsentlige goder. Og så tror jeg, skatten vil falde. Vi kan da bare tage folkepensionen fra de rige Fra venstre til højre Morten Fich Lønnee, Amanda Wortmann, Lars Frederiksen og Fie Pedersen. - Fotos: Anders Birch Dilemma: Er det rimeligt, at folk, der i mange år har tjent over 2 millioner kroner om året, også har ret til folkepension? Ja, mener 20-årige Morten Fich Lønnee. Hvis man har arbejdet et helt liv, har man også ret til at nyde godt af det. 18-årige Amanda Wortmann synes, det virker absurd, at meget rige folk kan få pension, når de har rigeligt i forvejen. Af Cecilia Sejer Morten Fich Lønnee er 20 år og går i 3. g på Roskilde Katedralskole Synes du, at en, der tjener 2 millioner kroner om året, har ret til folkepension?»ja, hvis en person har arbejdet hårdt hele sit liv, har vedkommende også ret til at nyde godt af de goder, der er ved at gå på pension«. Men personen har tjent 2 millioner om året i en del år og har formentlig penge nok til selv at klare sig?»det er samfundets måde at sige tak for indsatsen på arbejdsmarkedet på, og det, synes jeg, er rimeligt nok. Det er i hvert fald svært at argumentere for, at når man har arbejdet hårdt, så skal man ikke have noget igen. Det er næsten mere et moralsk spørgsmål: Hvornår er man så rig, at man ikke skal have noget igen, når man forlader arbejdsmarkedet?«. Men de har jo alle forudsætninger for at klare sig selv?»ja, men de folk, der tjener så meget, har arbejdet hårdt for Danmarks økonomi, så det er okay, at de får en symbolsk betaling for det. Jeg tror, at hvis man spurgte dem selv, ville de være ligeglade med pengene, det ville være lige så fint at sende et diplom, men jeg mener bare, hvordan vil man afgøre, om det er fabriksarbejderen eller Mærsk Mc-Kinney Møller, der har gjort mest for samfundet i deres arbejdsliv? I virkeligheden er det jo middelklassen, der er interessant. De rigtig rige udgør så lille en del af befolkningen, at det ikke er dem, der kommer til at belaste velfærdssamfundet, selv om de får folkepension. Jeg synes, man skulle give folk, der går på pension, kroner hver om måneden, så kan de selv finde ud af, om de vil have hjemmehjælp eller på plejehjem, eller hvad de har brug for«. Er det ikke at gå imod princippet om velfærd, at folk selv skal købe deres ydelser?»der er da mere velfærd i, at folk kan klare sig selv, end at nogen bare bliver sparket ud af samfundet som 65-årige og skal lade sig forsørge af familie, fordi de ikke kan få pengene til at slå til. Men jeg ser også velfærd som noget socialt og ikke kun noget økonomisk. Du kan jo godt være meget rig og ikke have nogen sociale relationer, så måske er det bedre for en, der er rig, at komme på alderdomshjem, hvor der bor andre mennesker. Hvis der havde været større sociale skel i Danmark, kunne jeg godt se et problem i, at en, der er meget rig, skal have folkepension, men ikke som det er nu«. Amanda Wortmann er 18 år og går i 3. g på Roskilde Katedralskole Synes du, at en, der tjener 2 millioner kroner om året, har ret til folkepension?»i realiteten skal alle have lige rettigheder, men jeg synes, det virker absurd, at Mærsk Mc-Kinney Møller kan få folkepension, når lille fru Hansen ikke kan få sin pension til at slå til«. Men de rige betaler som hovedregel mere i skat end en lavtlønnet. Er det så ikke rimeligt, at de kan få folkepension?»det kan man sige, men de har vel som hovedregel også en hel del flere penge til sig selv, når de bliver gamle, og kan sagtens klare sig. Det kan fru Hansen ikke nødvendigvis, og hun har også lagt penge i statskassen hele sit liv og ydet lige så meget som en rig, og jeg synes, det, fru Hansen får i folkepension, er for lidt. Det er rimeligt, at de, der har mest, må give til dem, der er svagere stillet«. Risikerer vi ikke, at de, der tjener over 2 millioner om året, stikker af til udlandet, hvis de skal betale meget mere i skat?»det tror jeg ikke, de ville gøre. Virksomhedsbeskatningen er ikke så høj i Danmark, som den er i resten af Europa, men jeg kan godt se dilemmaet. Man burde sætte mindstelønnen herhjemme op, men så er risikoen for, at virksomheder flytter til udlandet, også større, fordi lønningerne dér er lavere mange steder. Men for den lavtlønnede herhjemme kan det næsten lige så godt betale sig at være på bistand«. Men skal vi gøre det surt for alle, der gerne vil tjene mange penge herhjemme?»skat er en del af vores samfund. Det var ikke sikkert, de havde haft mulighederne for at starte virksomheder op i et andet land, for det er ikke bare noget, man gør ud af det blå, og mulighederne for at starte virksomhed op i Danmark er gode. Måske skulle de tænke over det«. Er det ikke rimeligt, at de rige får folkepension som en slags tak fra samfundets side, fordi de har skabt arbejdspladser?»i realiteten jo. Men der er bare så mange, der har dårligere vilkår. Måske er belønningen, at man har tjent mange penge gennem livet, nok«. cecilia.sejer@pol.dk

15 V E L F Æ R D 15 Politikerne lægger op til mere brugerbetaling JULIE EGETOFT, 19 ÅR 1. Velfærd handler om, at alle i samfundet har det godt og har penge til at kunne leve og få en uddannelse. At alle har et sted at bo og kan klare sig og har et godt liv. 2. Jeg håber, at det udvikler sig positivt fremover. Min frygt er, at der måske kommer mere brugerbetaling jeg synes, det er det, politikerne lægger op til. Men jeg håber det ikke. og indføre brugerbetalt uddannelse! Eller hva? Dilemma: Er det i orden, at unge danskere pakker sydfrugterne og flytter til udlandet, efter at de har taget deres gratis uddannelse i Danmark? Ja, mener 19-årige Lars Frederiksen, for det gør samfundet dynamisk. Nej, det er usolidarisk og efterlader den danske befolkning med regningen, siger 17-årige Fie Pedersen. Af Johanne Pontoppidan Tuxen Lars Frederiksen, 19 år, går i 3. g på Roskilde Katedralskole Er det i orden, at man flytter til udlandet, når det danske samfund har betalt for ens uddannelse?»selvfølgelig. Man kan ikke tvinge folk til at blive inden for landets grænser, selv om de har fået uddannelsen betalt«. Men den danske stat har jo betalt for, at man er blevet uddannet. Skal man så ikke blive her og betale tilbage over skatten?»jo, men det kan give noget anderledes til virksomhederne, hvis man har oplevet noget andet hvis man for eksempel har været i Singapore og fået et andet perspektiv på tilværelsen«. Men ender det ikke med, at unge rejser ud, finder sig en kæreste i udlandet, og så bliver de boende der?»det er meget individuelt, men man kan heller ikke sige til folk, at de ikke har lov til det. Der sker forhåbentlig også en frugtbar udveksling den anden vej, så nogen, der har studeret i Sverige eller i USA, vælger at bosætte sig i Danmark«. Kan vi blive ved med at betale for unge, der vil have en uddannelse, hvis vi ikke ved, om de giver noget igen bagefter?»man skal jo også tænke på, at hvis folk er godt uddannet, rejser de ud i verden som ambassadører for Danmark og viser, at i Danmark er der gode uddannelsesforhold, og det betyder, at de danske medarbejdere bliver eftertragtede i de multinationale selskaber«. Men giver det penge i statskassen?»man må jo håbe, at der er multinationale selskaber, der vælger at lave arbejdspladser i Danmark, når de ved, at arbejdskraften fungerer og virker godt«.»jeg går i hvert fald ikke ind for egenbetaling på uddannelse. Finansieringen må man klare på en eller anden måde«. Fie Pedersen, 17 år, går i 1. g på Roskilde Katedralskole Er det i orden, at man flytter til udlandet, efter at man har fået sin gratis uddannelse i Danmark?»Det vil jeg ikke sige, det er. Så ender det med, at staten betaler det hele, så vi skal betale mere og mere i skat. Det kommer til at gå ud over befolkningen, og det er ikke solidarisk«. Men er det ikke enhver frit for at vælge, hvor man vil bo i verden?»jo, det er det også, men principielt er det ikke okay, for så ville Danmark bare betale alles uddannelser, hvorefter en hel del ville rejse ud og få job i et andet land«. Men i et globaliseret samfund skal man vel kunne krydse grænser og bo, hvor man vil?»jo, men så skal du også tage din uddannelse i det land. Ellers vil det jo koste staten mange penge«. Bliver et samfund ikke mere dynamisk, hvis folk kan flytte hen, hvor de vil?»jo, det bliver mere dynamisk. Men hvis unge vil flytte, og samfundet skal være dynamisk, så må man også tage sin uddannelse der, hvor man vil bo«. Så folk skal altså bestemme sig, allerede inden de tager deres uddannelse?»ja. Hvis de ser mulighederne for, at de kan få den uddannelse, de gerne vil have, i et andet land, og hvis de går med tankerne om at rejse ud, så vil de måske gøre det«. Men så skal de jo selv betale for deres uddannelse er det ikke urealistisk?»måske, men det kan ende med, at man i Danmark skal betale for sin uddannelse, hvis folk flytter til udlandet, når de er færdiguddannede. Og det ville være trist, for vi har et ret godt samfund, hvor man får uddannelsen betalt, fordi vi betaler skat«. Er det noget, du selv kunne finde på at gøre?»jeg kunne måske godt finde på at tage min uddannelse i et andet land. Måske i England«. Men så skal du jo selv betale for det?»ja, det er jo det«. johanne.tuxen@pol.dk

16 16 V E L F Æ R D Ikke som i USA eller Sydafrika DANIEL JAKOBSSON, 16 ÅR 1. Velfærd giver et samfund, der er en vis tryghed i. Et samfund, hvor alle har det godt, og ingen er fattige. Vi har ikke et klassesamfund på samme måde som i USA eller Sydafrika. 2. Om 20 år er det nok meget på den måde, det er nu. Folk er måske blevet lidt fattigere. Terror får måske aktier og kurser til at falde. Selv vil jeg bidrage til velfærdssamfundet ved at få en god uddannelse og tjene penge. Velfærdsmodeller i Danmark Vi er stolte af den danske velfærdsstat, og vi har vel en tendens til at se vores egen indretning af det sociale system som verdens bedste. Vi ser her på tre forskellige velfærdsmodeller i de vestlige lande. Af Lars Ole Løcke Egentlig var det tyskerne, der kom først med et offentligt betalt velfærdssystem. Det var helt tilbage i 1880 erne, hvor Tyskland som det første land i verden indførte en statslig understøttet sygeforsikring. Men Danmark og andre lande fulgte hurtigt efter. I de over 100 år, der er gået siden da, er velfærdssamfundets ydelser blevet udvidet til at omfatte snart sagt ethvert element i tilværelsen. Staten, amter og kommuner tilbyder pasning til de mindste, gratis skolegang og uddannelse, gratis sygehuse, I de vestlige lande har der i årenes løb udkrystalliseret sig mindst tre velfærdsmodeller Den skandinaviske velfærdsmodel, som især Danmark og Sverige har udviklet, er kendetegnet ved, at de sociale ydelser er tilgængelige for alle, og næsten udelukkende er finansieret via de offentlige budgetter. Der sker en stor grad af omfordeling fra de velstillede danskere til dem, der har ikke har så store økonomiske midler. Sociologen Gösta Esping-Andersen har også karakteriseret dem som de socialdemokratiske velfærdsmodeller, fordi de for alvor er blevet udviklet af skiftende socialdemokratiske regeringer. Den kontinentaleuropæiske velfærdsmodel, er opstået i Tyskland og i vid udstrækning kopieret af Frankrig, og mange andre lande i Europa har elementer fra den tyske model. De sociale ydelser tildeles folk, der har kvalificeret sig til dem via deltagelse på arbejdsmarkedet. Konkret sker det via et system af obligatoriske arbejdsmarkedsforsikringer som arbejdsgiverne og lønmodtagerne i fællesskab administrerer. I Sydeuropa er familien ofte involveret i løsningen af de sociale opgaver. Den angelsaksiske velfærdsmodel, som også kan beskrives som den liberale velfærdsmodel, er opstået i Storbritannien og dækker også USA, Australien og New Zealand. Det grundlæggende træk er, at staten står for en række afgrænsede velfærdsydelser, der tildeles efter et behovsprincip ofte på baggrund af modtagernes indkomster. Ekstra behov for velfærdsydelser ud over de offentlige tilbud må folk selv sørge for, enten via obligatoriske eller frivillige private forsikringsordninger. En del af den sociale velfærd står private velgørenhedsorganisationer for. Den liberale velfærdsmodel er forbundet med en lille grad af omfordeling mellem rig og fattig.

17 V E L F Æ R D 17 Et samfund, hvor man er lige ESTER KNUDSEN, 19 ÅR 1. Velfærd er, at man er lige i samfundet at der ikke er så store klasseskel. At alle har det godt ikke kun dem, der har penge. At alle har et sted at bo og kan få en uddannelse. 2. Jeg håber, at det går bedre om 20 år, men gad vide, om det gør det? Jeg kan godt frygte, at der kommer endnu større skel i samfundet. At færre får en uddannelse, hvis det kommer til at koste penge. og andre lande plejehjem og hjemmehjælp til de gamle. Og rammes man af arbejdsløshed, eller holder helbredet ikke til en fuld indsats på arbejdsmarkedet, træder det offentlige også til. Når pensionsalderen kalder, kan man nyde sit otium på statslig betalt folkepension. I alle vestlige lande bruges der mange penge på disse velfærdsydelser forbruget ligger typisk på mellem 20 og 33 procent af den årlige samfundsproduktion, BNP. Derimod er der stor forskel landene imellem på, hvem der betaler regningen for velfærden, og hvilke befolkningsgrupper der kan få del i velfærdsydelserne. I nogle lande, som Danmark, er velfærden næsten udelukkende et anliggende for staten, mens der i andre lande er en større tradition for, at man selv må til lommerne eller tegne private forsikringer for af være dækket ind. Det gælder f.eks. i USA. Andre steder, som f.eks. Tyskland, spiller arbejdsmarkedets parter en afgørende rolle i fordelingen af velfærden. Sundhedsomkostninger i Danmark og USA Gini-koefficienten i udvalgte lande I praksis er de forskellige velfærdsmodeller meget mere komplekse end den simple inddeling på kortet antyder. F.eks. er der i Danmark elementer af den kontinentaleuropæiske model. Det gælder eksempelvis efterlønnen, som er forbeholdt folk, der har haft en tilknytning til arbejdsmarkedet gennem mange år og som har betalt et særskilt efterlønsbidrag. Og i den liberale amerikanske model er der flere eksempler på stater, der har offentligt finansierede sociale systemer, der minder om de europæiske modeller. At vi kan gå til lægen uden at betale penge for det og blive opereret på sygehuset uden at have tegnet en privat forsikring, betragter vi i Danmark som en selvfølge. I vores forståelse af en velfærdsstat er netop sundhedsydelser noget af det allerhelligste. Sygdom rammer jo tilfældigt, man kan ikke gardere sig mod det, og private sundhedsforsikringer er kun billige for dem, der aldrig er syge, men hundedyre for dem med de dårlige liv. Med andre ord er sundhed en af de væsentligste opgaver for staten. Men at sundhed er en opgave for fællesskabet i Danmark betyder ikke automatisk, at vi dermed har den højeste standard eller de højeste udgifter til sundhedsvæsenet i verden. I det liberale amerikanske regime efterspørger befolkningen faktisk endnu flere sundhedsydelser, end vi gør i Danmark. Den store forskel er bare, at amerikanerne selv må betale for en hel del af sundhedsydelserne, typisk via private forsikringsordninger. Forskellene på forholdene i Danmark og USA kan i tørre tal ridses sådan op: * I Danmark bruger vi ca. 123 mia. kr. (2002) eller 8,8 % af BNP på sundhed. Det svarer til ca kr. årligt pr. dansker. Hver gang en dansker bruger kr. på sundhed, betaler staten 830 kr., og vi betaler 170 kr. af egen lomme. * I USA bruger de ca mia. kr. (2002) eller 14,7 % af BNP på sundhed. Det svarer til ca kr. årligt pr. amerikaner. Hver gang en amerikaner bruger kr. på sundhed, betaler staten 450 kr., mens den enkelte amerikaner betaler 550 kr. af egen lomme. Giver offentlig velfærd lighed? Det ligger nærmest i sagens natur, at de omfattende velfærdssystemer i Danmark og Sverige er en væsentlig årsag til, at indkomsterne er mere lige fordelt herhjemme end i andre lande. Vi omtaler ofte Danmark som det mest lige samfund i verden, og det udsagn passer også, når man måler ligheden via den såkaldte gini-koefficient. Gini-koefficienten er et statistisk mål, der udtrykker fordelingen af indkomsterne på rige og fattige i et enkelt tal. Tallet kan ligge mellem 0 og 100. Hvis gini-koefficienten er 0, betyder det, at indkomsterne er fuldstændig ligeligt fordel mellem alle 22,5 25,1 26,1 27,3 30,5 32,6 35,7 24,3 26,1 27,7 30,4 31,4 34,7 48,0 Danmark Sverige Holland Norge Finland Tyskland Frankrig Irland Australien Japan Storbritannien Italien USA Mexico Kilde OECD borgerne i det pågældende land. Hvis gini-koefficienten modsat er 100, svarer det til, at en enkelt person har hele landets indkomst. I praksis ligger tallet naturligvis et sted mellem 0 og 100. Ginikoefficienten for Danmark er på 22,5, og det er den mindste i alle klodens lande. Danmark skulle altså være det mest lige land i verden.

18 18 V E L F Æ R D Demokrati, frihed og personlige rettigheder MAHSA TABATABAEE, 17 ÅR 1. Velfærd er demokrati, frihed og personlige rettigheder. Det velfærdssamfund, vi har i Danmark, fungerer optimalt, synes jeg. Vi har gratis adgang til sygehuse, og vi er dækket ind, hvis vi bliver arbejdsløse. Det er med til at gøre tingene lettere. 2. Jeg er lidt bekymret for, om de forkerte kommer til magten i fremtiden, og at der vil blive for meget opdeling i etniske danskere og indfødte danskere. Selv vil jeg bidrage til velfærdssamfundet ved at tage en uddannelse. Jeg håber at komme til at læse medicin. Ingen skal betale mere end 20 procent i skat Den forhenværende sovjetrepublik Estland har fravalgt den nordiske velfærdsmodel. I stedet er esterne inspireret af amerikanske ideer om, at alle skal betale det samme i skat. Af Peder Bjerge Tænk kun at betale 20 procent i skat af månedslønnen. Og de gamle bliver ved med at arbejde, selv om de kunne gå på pension. Umiddelbart lyder det som hentet lige ud af den danske Velfærdskommissions katalog af anbefalinger om, hvordan vi skal indrette vores samfund i fremtiden. Hvis vi altså skal have råd til det hele. Men det er ikke taget fra Velfærdskommissionens katalog. Det er taget fra Estland. Altså bortset fra at skatten først bliver sænket fra de nuværende 23 procent til 20 procent i år Om tre år. Men hvordan er esterne kommet på den model, der ligger milevidt fra det skandinaviske velfærdssamfund? Og endnu længere fra det Sovjetunionen, som Estland var en del af indtil for 15 år siden. En del af svaret på det spørgsmål skal man finde i forholdene, lige efter at det estiske parlament 20. august 1991 erklærede landet uafhængigt af Sovjetunionen. En genoplivelse af den estiske republik, der eksisterede fra 1918 til 1940, da Stalins tropper erobrede landet.»i realiteten havde den estiske regering og det estiske folk ingenting. Vi var nødt til at begynde et sted. Og man kan ikke begynde med at introducere meget komplicerede systemer som i de nordiske lande. Det ville have været forvirrende for folk, der i forvejen ikke havde ret mange penge«, siger Sten Schwede, ambassadesekretær ved den estiske ambassade i Hellerup.»I stedet gik regeringen efter at konstruere et så simpelt skattesystem som muligt. Og esterne var de første i verden med et system, hvor alle betaler den samme skatteprocent både selskaber og enkeltpersoner«, siger Sten Schwede. Ifølge ham var det grundlæggende argument for at vælge et så simpelt system, at det er nemt at overskue. Virksomhederne betaler ekstra Inspirationen kom fra amerikanske økonomer som Arthur Betz Laffer, der har været økonomisk rådgiver for den amerikanske præsident Ronald Reagan. Også de to andre baltiske lande har introduceret en flad skat som i Estland, ligesom blandt andre Rusland, Slovakiet og Ukranie. Omvendt kan man argumentere for, at systemet er til fordel for dem, der har mange penge?»første prioritet var at overbevise almindelige mennesker om, at de skulle betale deres skat, så staten kunne få penge at gøre godt med. Og dette system synes at have haft en folkelig opbakning. De seneste to år er statens budget vokset med 15 procent hvert år«, siger Sten Schwede. Umiddelbart lyder det tillokkende kun at Hvis man kun skal betale 23 procent snart kun 20 procent i skat, er der masser at være glad for. Sådan som de her unge på Diskotek Hollywood i Estlands hovedstad Tallinn. Til gengæld er arbejdsløshedsunderstøttelsen på kun godt 300 kroner om måneden. - Foto: Z1004 Peer Grimm betale 23 procent, snart 20 procent i skat, men det er ikke hele sandheden om det estiske skattesystem, der har givet det lille land et ry som et af de mest liberalistiske af de nye demokratier i Østeuropa. Ud over de 23 procent betaler virksomhederne yderligere 33 procent af deres samlede udgifter til løn.»og tager man virksomhedernes sociale bidrag med, så er det estiske system knap så liberalistisk, som det nogle gange bliver udlagt«, siger Sten Schwede. Denne skat betaler udgifterne til sundhedssystemet og finansieringen af det offentlige pensionssystem. Men de offentlige ydelser til arbejdsløse eller pensionister i Estland er meget små, mener danskeren Peter Kyhn, redaktør på ugebrevet Northrup Newsletters, tidligere underviser i estiske samfundsforhold og sprog på universitetet i Lund og forfatter til bøger om de baltiske lande.»min estiske svigermor får lidt over kroon om måneden (cirka danske kroner, red.), så de fleste pensionister bliver ved med at arbejde så længe som muligt«, siger Peter Kyhn. Med til det billede hører nogle familieforhold, hvor børnene tager sig af de gamle.»for mange vil det være et nederlag, hvis man pådutter det offentlige at forsørge sine gamle«, siger Peter Kyhn. Som værn mod Rusland Ifølge Peter Kyhn har det vigtigste for esterne været at få gennemført en økonomisk chokterapi for hurtigst muligt at komme ind i EU og NATO først og fremmest fordi mange estere opfatter den store nabo mod øst, Rusland, som en trussel mod landets selvstændighed.»og det er den primære årsag til, at man i så fattigt et samfund kan slippe af sted med en så liberalistisk politik«, siger Peter Kyhn. Som et eksempel fremhæver han, at arbejdsløshedsunderstøttelse ligger på godt 300 danske kroner om måneden. Mens de ældre og arbejdsløse har haft det svært med den økonomiske kurs, så har landet også et betydeligt russisksproget mindretal uden estisk statsborgerskab, hvor mange kommer fra Rusland, Ukranie og Hviderusland. I dag udgør de ifølge Peter Kyhn godt en tredjedel af befolkningen. En stor gruppe er enten statsløse eller russiske statsborgere.»i Tallinn har man hele bydele, hvor indbyggerne hovedsageligt taler russisk. Problemet er, at det officielle Estland efter min mening ikke har været god nok til at integrere dem i det nye Estland«, siger Peter Kyhn. Han mener dog, at de yngre russisktalende er langt mere indstillet på forandringer end de ældre generationer. Flere ældre og færre unge Både Peter Kyhn og Sten Schwede peger på, at der bliver gjort en stadig større indsats for at få de russisktalende ud på arbejdsmarkedet. Estland har ligesom Danmark det problem, at gennemsnitsalderen vokser, efterhånden som der bliver flere ældre og færre unge.»som jeg ser det, ligner det meget problemerne på det danske arbejdsmarked, hvor man for eksempel mangler arbejdskraft til byggepladserne«, siger Sten Schwede. Og ligesom den danske Velfærdskommission pegede på potentialet i at få flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet, forsøger de estiske myndigheder at få de russisktalende ud på arbejdsmarkedet i stedet for at hente arbejdskraft fra andre østeuropæiske lande. peder.bjerge@pol.dk

19 V E L F Æ R D 19 Et samfund, jeg kan stole på BENJAMIN JENSEN, 17 ÅR 1. Velfærd er noget med, at der er mad i køleskabet, og at man ikke lever i frygt. Så tror jeg også, det har noget at gøre med, at det er et samfund, jeg kan stole på. 2. Om 20 år er det meget forbedret. Der er arbejde til arbejdsløse. Når jeg bliver færdig med at gå i skole, starter jeg min egen virksomhed, så andre kan få et arbejde. Det bliver nok noget med elektronik. Gritt Bykilde Sociolog fra Roskilde Universitetscenter i Har siden arbejdet som ungdomsforsker på RUC og Aalborg Universitet og er nu ansat som akademisk studievejleder på Danmarks Biblioteksskole. Skriver på ph.d.-afhandlingen: Unge, politisk identitet og hverdagens fællesskab. Har været kommentator på TV 2 s ungdomsvalgprogrammer Det er dit valg og har lavet feltarbejde blandt Globale Rødder i halvandet år i Unge vil selv! Mange unge gider ikke involvere sig i det danske demokrati. Det kan blive et problem for samfundet, mener ungdomsforsker Gritt Bykilde. For det kan presse det velfærdssamfund, vi kender. Af Johanne Pontoppidan Tuxen 800 elever står samlet i en skolegård. Rektor tager en megafon og råber ud over mængden:»okay, unger! Vi har overskud på budgettet. Skal vi købe nye bøger eller ansætte endnu en lærer?«. Se, dét er direkte demokrati og måske en måde at få unge mennesker til at interessere sig for andet end deres egen intimsfære på. Eksemplet er opfundet og måske en anelse ekstremt, men direkte demokrati på skoler er ifølge ungdomsforsker Gritt Bykilde en måde at få unge involveret i politik på. Hun er ved at færdiggøre en ph.d. om unges måde at indgå i det danske demokrati på. Og om, at deres manglende interesse er en udfordring for det repræsentative demokrati, som vi kender.»unge har ikke erfaring med kollektive beslutningsprocesser, og det er et problem for samfundet. Rent sprogligt forhandler forældre tit med deres børn om småting, men når det handler om rammerne, bestemmer børn og unge intet«, forklarer ungdomsforskeren. Svært at se fidusen At unge ikke bliver præsenteret for demokratiet allerede i skolen, er dog ikke det eneste problem. Et andet er, at det politiske system er meget traditionelt opbygget. I vælgerforeningerne skal man vælge nogen, der vælger nogen, der nedsætter et udvalg, som kan tage stilling til et emne. Og for unge, der ønsker indflydelse, er det for trægt. De orker det simpelthen ikke, fortæller Gritt Bykilde:»Unge vil selv gøre tingene. De ønsker enkeltaktiviteter, hvor de selv får en idé, gennemfører projektet og afslutter det. Men i det politiske system er der meget langt fra, at den unge kommer med sin empati, til man kan få indflydelse. Og det kan unge ikke se fidusen i«. For unge ønsker indflydelse. Mange læremestre klager ifølge Gritt Bykilde over, at unge lærlinge selv vil bestemme og ikke lytter til de mere erfarnes råd. Men unge har også opdaget, at det ikke er i Folketinget, men derimod i EU og Verdenshandelsorganisationen, WTO, de store beslutninger bliver truffet. Og hvis man alligevel ikke kan træffe beslutninger, hvor det virkelig gælder, så kan man lige så godt finde nogle områder, hvor man kan få indflydelse. Og det er ofte i det nære, hvor unge dyrker interessen for vennerne og fritiden. Velfærden under pres Men hvis det er tilfældet hvis unge melder sig ud af demokratiet for at tage sig af enkeltprojekter og afviser kontinuiteten og langsigtede beslutninger - hvor efterlader det så samfundet og velfærden om 20 år?»jeg tror, at valgdeltagelsen vil være faldet yderligere til de store valg. Der vil til gengæld være flere små aktivitetsgrupper, hvor folk i det nære organiserer sig om et lokalt spørgsmål«.»de kollektive løsninger kommer under stigende pres, og individuelle løsninger vil vinde frem. Desuden tror jeg, at de nordiske velfærdsmodeller kommer i klemme, og Danske unge vil gerne stemme det, synes jeg personligt, er frygtelig kedeligt«. Handler det så ikke bare om, at de unge skal tage sig sammen i stedet for at være dovne og selvcentrerede?»grundlæggende mener jeg, at vi har de unge, vi fortjener. De er jo ikke vokset op i et vakuum. De er et resultat af måden, vi har opdraget dem på«. johanne.tuxen@pol.dk Danske unges interesse for at deltage i det politiske liv er faldet, men i en stor undersøgelse, hvor man spurgte årige i 23 europæiske lande og i USA om deres politiske engagement, var de danske unge de mest tilbøjelige til at ville stemme. 91 procent af danske og ungarske unge vil stemme. Kun under 60 procent af belgiske eller schweiziske unge vil stemme. Kun 15 procent af de danske unge siger, at de vil melde sig ind i et politisk parti. Det er den laveste værdi i studiet. I Letland er procenten 49, hvilket er den højeste værdi i studiet. 56 procent af de danske unge kan forestille sig at deltage i lovlige protestaktioner (demonstrationer, læserbreve, underskriftindsamlinger). I Finland er det blot 35 procent, og på Cypern er det 89 procent. I forhold til civil ulydighed eller politiske handlinger, der involverer lovbrud (graffitimaling, trafikblokade, husbesættelse), siger 22 procent af danske unge, at de kan finde på det. I Finland 13 procent og i Grækenland 53 procent. Kilde: Undersøgelsen, der blev offentliggjort i 2004 er omtalt i Aktøren i centrum af Rune Baastrup i Undervisningsministeriets tidsskrift Uddannelse nr. 9, november Se publikationer på

20 20 V E L F Æ R D Vigtigt at andre også er lykkelige DUYGU BARDAK, 18 ÅR 1. Ligesom jeg selv er lykkelig, betyder det meget for mig, at andre også er lykkelige. Det er velfærd for mig. 2. Når du spørger til fremtiden, kommer jeg til at tænke på Muhammedtegningerne. Jeg frygter, at vi kommer i krig igen. Så jeg tror ikke, at udsigten for velfærd er så god. Jeg ved ikke, om man som enkeltperson kan gøre noget for velfærden. Jeg tror ikke, at jeg som udlænding vil kunne påvirke det danske samfund. Tre ideologier om 1Flere skal kunne klare sig selv Danskerne skal tage ansvar for deres eget liv, og staten skal holde op med at bestemme, hvordan danskerne skal leve. Martin Ågerup, der er direktør i tænketanken Cepos, ønsker et meget liberalt velfærdssamfund. Af Hans Drachmann Mennesker skal have lov til selv at vælge, hvordan de vil leve, de skal være frie, og de skal være ansvarlige for deres egen tilværelse i stedet for at lade staten bestemme. Sådan ser fremtidens ønskesamfund ud for Martin Ågerup, der er direktør i den borgerlige tænketank Cepos. I det meget liberale velfærdssamfund er folkepensionen afskaffet. I stedet sparer folk selv op til deres pension. Børnechecken og boligstøtten er afskaffet. Hjemmehjælpen udføres af private, og de ældre skal betale fuld pris for den. Børnefamilierne skal betale fuld pris for pladsen i vuggestuen eller børnehaven. Så kan de selv bestemme, om de selv vil passe deres børn, i stedet for at blive belønnet for at lade kommunen gøre det. Uddannelsesstøtten er erstattet af en låneordning, og det skal koste lidt at tage en uddannelse, ligesom det ikke længere vil være helt gratis at blive indlagt på sygehuset. Til gengæld skal skatten mere end halveres for de penge, der spares. Så folk selv kan bestemme, hvordan de vil bruge de penge, de tjener.»det vil tage lang tid at komme dertil, og det skal ske gradvist. Men så vil man få et samfund, hvor det enkelte menneske selv tager stilling til, hvordan det ønsker at leve sit liv, i stedet for at staten belønner bestemte måder at leve sit liv på«, siger Martin Ågerup. Hvorfor er det bedre?»fordi mennesker skal have lov at vælge selv. Være frie og ansvarlige for egen tilværelse. Når man siger, at noget er gratis, mener man, at andre skal betale for én. Hvorfor skal de det? Der er noget sundt i, at man forholder sig til, om det, man efterspørger, er prisen værd. Det er et sundt princip, at man selv tager ansvaret for sine handlinger og selv betaler for det, man forbruger«. Men er det så et velfærdssamfund, man vil have?»det vil være et velfærdssamfund, hvor en stor del af velfærden er privatiseret i stedet for at blive udført af et offentligt monopol, som er dårligere til det. Det vil give en bedre velfærd«. Men vil det ikke være et samfund, hvor de socialt svage ikke kan klare sig?»vi vil ikke få flere socialt svage end i dag. Vi har i dag en stor gruppe sociale tabere, og jeg tror ikke, den vil blive større. Jeg tror, den vil blive mindre. Som det er i dag, vil mange, der ikke tænker så langt, være tilbøjelige til at blive lidt længere på dagpenge eller lidt længere på kontanthjælp end nødvendigt. Og på et tidspunkt har de været det så længe, at de ikke kan få et job, og så har man skabt sociale tabere. Vi kan jo se, at når man indfører en social ydelse, så kommer der også nogen på den ydelse. Og da Poul Nyrup Rasmussens regering for nogle år siden halverede understøttelsen til unge arbejdsløse, så forsvandt gruppen af unge arbejdsløse næsten helt«. Men vil de, der ikke klarer sig, ikke blive virkelig dårligt stillet, hvis de selv skal forsikre sig mod arbejdsløshed og spare op til pension?»der vil helt sikkert blive større plads til private initiativer, som hjælper dem. Men der vil også være behov for ordninger kontanthjælp til de svageste. Det kommer vi ikke uden om. Udfordringen bliver at definere de svageste«. Og hvordan gør man det?»det er de nederste 10 procent. Flere kan det ikke være. Vi kan ikke alle være defineret som svage«. Bliver det ikke ufatteligt dyrt at tage en uddannelse i dette samfund uden SU og med brugerbetaling? Martin Ågerup. - Foto: Carsten Lauridsen»Jo, det vil være noget, man skal investere i, ligesom i en bil eller en bolig, men det gør folk jo også i dag. I de fleste andre lande har man ikke SU, men de overhaler Danmark i uddannelse. Fordi folk kan tænke sig om og vælge at få en uddannelse«. Vil det ikke blive et samfund med meget mere ulighed mellem folk?»det vil det helt sikkert blive. Lighed er ikke et mål i sig selv. Man bør i stedet fokusere på, hvor mange der ikke kan klare sig selv, og dem skal man tage sig af. Og det vil man i denne model kunne gøre i lige så høj grad som i dag. Men det har ikke noget med lighed eller ulighed at gøre. Hvis der bliver flere millionærer, stiger uligheden«. Der er ikke mange politikere, der støtter denne model?»nej. For det bestående system fungerer jo nogenlunde. Folk ved, hvad de har, og ikke, hvad de får. Og vi vil heller ikke bare kunne gå over til dette samfund, men jeg tror, at vi kan bevæge os lidt i den retning. Og det vil der være bred politisk opbakning til«, siger Martin Ågerup. hans.drachmann@pol.dk Cepos hjemmeside: 3 Mindre velfærd til de velstillede Når der er så stor fattigdom, som der er i dag, har samfundet ikke råd til at give de velstående børnecheck og folkepension som i dag, mener SF. Af Hans Drachmann Vi bliver nødt til at vælge, hvem der skal nyde godt af samfundets støtte i fremtiden, mener SF. Og SF har allerede valgt. Der bliver ikke råd til at give folkepension og børnecheck til de mere velstående. I stedet skal der gives mere til de fattigste.»man er nødt til at prioritere. Når der er så stor fattigdom og ulighed i samfundet, må man enten hæve skatterne eller prioritere. Vi mener ikke, at man kan hæve skatterne mere. Vi vil hellere prioritere«, siger Ole Sohn, formand for SFs gruppe i Folketinget. Ole Sohn. - Foto: Jacob Ehrbahn Og i fremtidens velfærdssamfund efter SF s model vil børnechecken blive beskåret til familier, der tjener mere end kroner om året. Og de familier, der tjener mere end 1 million kroner, vil slet ikke få børnecheck. Pensionister, der har pensionsopsparinger eller andre indtægter, der sikrer dem en indtægt på mere end kroner om året, skal have skåret i folkepensionen. Jo mere, de tjener, jo mere skal der skæres, så folkepensionen helt afskaffes for de mest velstillede pensionister. Til gengæld skal der ikke pilles ved de andre velfærdsordninger i Danmark. De studerende skal fortsat have SU, uanset hvad deres forældre tjener. Hjemmehjælpen skal fortsat være gratis, og alle familier skal have rabat på pladsen i børnehaven eller vuggestuen.»det er kun 3 procent af pensionisterne,