FOA: Køkken- og rengøringssektoren. rsmøde Mundtlig beretning

Transkript

1 FOA: Køkken- og rengøringssektoren rsmøde 2001 Mundtlig beretning

2 Grafisk tilrettelæggelse af omslag: Joe Anderson Forsidefoto: Mike Kollöffel Layout og indhold: Køkken- og rengøringssektoren Oplag: 300 Tryk: FOAs trykkeri

3 Indledning Det er med stor sorg og beklagelse, at vi har måttet sige farvel til Eva Persson, der afgik ved døden den 8. august i år, efter flere års kamp mod kræften. Eva var elsket og meget værdsat, både som faglig kollega og som menneske. Vi har fulgt Eva s utrættelige kamp for medlemmerne, først som fællestillidsrepræsentant på Kommunehospitalet i København, i bestyrelsesarbejdet i den centrale sektor og ikke mindst som formand for vores store afdeling i København KLS. Det er min overbevisning, at selvom hun ikke er blandt os mere, vil hun altid stå som inspirationskilde for os i denne del af fagbevægelsen. Lad os i fællesskab mindes Eva med et minuts stilhed. Æret være Eva s minde. At miste et menneske, som er tæt på, er tragisk på et meget personligt plan, men jeg vil dog gerne knytte et par ord om den tragiske hændelse den 11. september i New York og Washington. Jeg tror, at vi alle efter denne hændelse, kan være enige om at vores daglige problemer, som vi synes var store, blev sat i relief nu er vores hverdag blevet ændret til frygt for, om det også kan ske i vores lille land. Det der skete den 11. september står indprentet på vores nethinder og har måske for en tid ødelagt de muligheder vi har haft for at leve i et åbent demokrati. Det er vel sådan, at vi på grund af denne grusomme handling, er blevet forpligtet til et lidt større engagement i hverdagen end vi måske hidtil har haft, og til at tænke mere over de samfundsværdier, som vi har i vores demokratisk samfund. Jeg tror, at vi adskillige gange i fremtiden, vil have

4 vore tanker vendt mod denne handling og hvad fremtiden vil bringe for os selv, vores familie, børn og børnebørn. Vi har alle, i den sidste tid, haft mulighed for at deltage i 1 eller 2 minutters stilhed, og derfor vil jeg med disse ord gå direkte videre til sektorens mundtlige beretning. Sektorens handlingsplan Der er nu gået endnu et år siden vi sidst var samlet til årsmøde, og dengang blev der valgt en ny næstformand, og der kom nye ansigter ind i bestyrelsen. En af de første opgaver, som den nye sektorbestyrelse tog fat på, var udarbejdelse af sektorens fagpolitiske målsætninger for den nuværende kongresperiode. Arbejdsgrundlaget for handlingsplanen var blandt andet den temadag, som vi afholdt i december sidste år, hvor vi alle i fællesskab drøftede sektorens kommende indsatsområder, samt kongressens beslutninger om forbundets fagpolitiske målsætninger. Den foreliggende handlingsplan indeholder en bred vifte af indsatsområder for den kommende tid. Vi har denne gang forsøgt at tegne et billede af, hvad den centrale sektor kan gøre for at nå de målsætninger der er beskrevet, men denne gang har vi også forsøgt at give inspiration til hvad I som lokale sektorer kan gøre for at sektorens målsætninger som helhed bliver nået. Det er jo overordentlig vigtigt, at der er fodslag mellem det sektoren sætter i gang centralt og det I arbejder med lokalt. Vi skal bruge de skud vi har til at skyde i samme retning, så det kan ses og høres, og ikke bare skyde med spredehagl sådan lidt populært sagt.

5 Udlicitering Et af de områder, der virkelig kræver at vi arbejder på forskellige fronter er udlicitering. Udlicitering har været og er stadig en af de største udfordringer vi står overfor. I årets løb har emnet flere gange været sat i fokus. Statsministeren fremhævede i sin nytårstale blandt andet rengøringsområdet og de store arbejdsmiljøproblemer, der er i dag. Vi er ikke tvivl om, at udlicitering mange steder er skyld i de stigende arbejdsmiljøproblemer, og vi har selv været med til at bevare fokus på udlicitering og arbejdsmiljø blandt andet gennem afholdelse af rengøringskonferencen i marts i år. Det bragte endnu engang rengøringsområdet i mediernes søgelys. Rengøringskonferencen betød, at vi var med til at pege på løsninger og invitere til en dialog med arbejdsgiverne. For vi skal hele tiden huske på, at vi ikke må fremstå som en lukket fagbevægelse, der blot gentager sin modstand mod udlicitering. Vi skal være den samarbejdspartner, der viser arbejdsgiverne bedre veje til udvikling af den offentlige sektor end at udlicitere. Vi har alle sammen på kongressen hørt sætningen Udlicitering er kun for tøsedrenge, og det er sektorbestyrelsen fuldstændig enige i, og vores opgave er at vise tøsedrengene de andre veje. Og det som vi skal er, at tage initiativer til projekter, der sætter skub i en udvikling af arbejdspladsen. På den måde er vi med helt ude ved medlemmerne og vi har samtidig mulighed for at påvirke politikere og andre, der måtte være involveret i projekter. Vi skal synliggøre, hvad Den gode arbejdsplads indebærer for os, og vi skal være drivkraften i udviklingen af vores arbejdspladser. Der kommer ikke nogen andre, og gør det for os, og vi skal huske på, at vi er valgt af medlemmerne til at varetage deres interesser.

6 Men det er ikke nok. Vi skal hele tiden følge de private firmaer og forsøge at påvise at privatisering og udlicitering, meget ofte medfører forringede lønog ansættelsesforhold, dårligere arbejdsmiljø, med nedslidning, udstødning af arbejdsmarkedet til følge og mange samfundsmæssige udgifter på lidt længere sigt. Rundt omkring er der mange tiltag, der sætter fokus på medarbejderne arbejdsforhold i forbindelse med udlicitering, og her er der meget inspiration at hente for os alle sammen. KLS har lavet undersøgelser af henholdsvis hvorfor så mange kolleger måtte forlade arbejdspladsen efter, at ISS overtog rengøringen på 2 hospitaler i hovedstaden, og arbejdsforholdene generelt før og efter udliciteringen. Den første undersøgelse tvang ISS til selv at iværksætte en undersøgelse, og jeg kan vist roligt sige, at de ikke var stolte af resultaterne. Men undersøgelserne giver det samme billede, og det var ikke overraskende, at tempoet røg umenneskeligt i vejret, og betød at mange af medlemmerne blev nødsaget til at sige farvel til deres faste arbejde gennem mange år. De kunne simpelthen ikke holde til jobbet. Efter udliciteringen blev ledelsesstilen lagt om til den gammeldags og kontrollerende form. Og de selvstyrende grupper blev reduceret til kun at have indflydelse på, hvem der skulle gøre områder rene, når nogle var syge. Det må siges at være et stort tilbageskridt. Der er flere spændende aspekter i undersøgelsen ikke at de kommer bag på os, men det er vigtigt, at vi er med til at påvise overfor dem der tager beslutningerne om udlicitering, at når et privat firma hævder at kunne udføre samme opgave for billigere pris, så er der altså andre omkostninger på længere sigt. Men det er ikke nok, at vi sætter ind, mens udlicitering er på den politiske dagsorden og konstruktiv forsøger at sætte andre ting i stedet. Vi skal også

7 arbejde for at synliggøre de konsekvenser som udliciteringen har for vores medlemmer. Vi skal ikke bare være passive efter at en udlicitering har fundet sted. Vi må ikke føle den afmagt at have tabt kampen. Nej - vi skal fortsætte kampen for det, som vi tror på. Vi skal sikre vores medlemmer fortsat gode løn- og arbejdsforhold også efter en udlicitering. Vi skal sammen med vores tillidsrepræsentanter sætte hårdt ind på, at de private firmaer tegner overenskomst med FOA, også efter overenskomstperiodens udløb. Virksomhedsoverdragelsesloven sikrer medlemmerne nogle basale rettigheder, og der er da sket en opstramning i forhold til nølreglerne og mulighederne for at fremstille problemstillinger i det fagretslige system. Men som bekendt sikrer loven ikke medlemmerne retten til at bevare deres overenskomst. Det gøres kun ved en stor fælles indsats. Men vi skal stadig huske, at med virksomhedsoverdragelsesloven i hånden, så er det vores medlemmer indtil den efterfølgende overenskomstforhandling. Og vi skal vise medlemmerne at vi stadig er med dem, og udnytter de muligheder, som det giver for adgang til arbejdspladsen og tillidsrepræsentanterne. Nu er virksomhedsoverdragelsesloven dog ikke så skarp som vi i sektoren gerne havde set. Den blev revideret i foråret, men desværre lykkedes det ikke os og LO at komme igennem med væsentlige stramninger. Vi havde gerne set, at medlemmerne ved lovændringen var blevet sikret retten til at fastholde den bedste overenskomst. Modstanden mod dette var både fra arbejdsgiversiden og fra et mindre regeringsparti, samt den borgerlige fløj i folketinget så stor, at det ikke var muligt at komme igennem med vores krav.

8 Virksomheddsoverdragelsesloven er dog ikke vores eneste problem. Var det blot så vel. Nej, arbejdsmiljøet er for mange af vores medlemsgrupper blevet væsentligt forringet, og denne triste udvikling vil fortsætte medmindre vi sætter det på dagsordenen igen og igen. Det gjorde vi blandt andet med rengøringskonferencen i marts måned. Det var et godt tidspunkt, hvor der i forvejen var mange skriverier om udlicitering af de offentlige rengøringsopgaver. Næsten hver uge poppede en ny sag op om for dårlig rengøring, kommuner der opsagde kontrakter, forældre og pårørendegrupper, der var utilfredse med rengøringen o.s.v. Arbejdsmiljø Og for mig at se var denne konference med til sætte en dagsorden i medierne. For efter rengøringskonferencen fortsatte medierne med at behandle udlicitering på rengøringsområdet, og nu kom arbejdsmiljøet også i fokus, og et nyt begreb blev introduceret nemlig et bæredygtigt erhverv. Og det var Lone Dybkjær, der i sin egenskab af formand for Arbejdsmiljøinstituttet, kunne fremvise argumentation for at rengøring ikke er et bæredygtigt erhverv, fordi de fleste mennesker, som forholdene er i dag, ikke kan holde til at arbejde med rengøring gennem et helt liv. Det er simpelthen for hårdt. Kvinder over 45 år kan ikke længere magte det hårde arbejde, uden at det går ud over helbredet. Og det hverken kan eller skal vi som forbund accepterer, og vi mener heller ikke, at et velfærdssamfund som Danmark bør acceptere sådan en behandling af arbejdskraften. Hvis ikke de politiske beslutningstagere er sig bevidst om, hvordan medarbejderne behandles og stiller krav om rimelige forhold, så ender rengøring med at være et område med umenneskelige og slavelignende forhold. Et gråzoneområde, hvor man kan tillade sig at

9 behandle medarbejderne som man vil, og konsekvensen bliver stor gennemgang af arbejdskraft, mange studerende, mange på deltid, mange der ikke kan tale dansk, dårlig aflønning og elendige pensionsforhold. Det kan et velfærdssamfund ikke passivt kan acceptere. Og det er blandt andet vores opgave at se til at det ikke sker. Vi må sige stop. Forholdene på køkkenområdet er heldigvis ikke så belastende endnu, men vores undersøgelse På fuldt blus viste dog, at der også er problemer med arbejdsmiljøet i køkkenerne. Jeg vil ikke komme nærmere ind på undersøgelsen her, men blot fremhæve at undersøgelsen viste at omkring 75% af vores medlemmer i køkkenerne har mere end 4 timers ensidigt gentaget arbejde OM DAGEN. Hertil kommer, at rigtig mange savner indflydelse eller i det mindste orientering om ændringer på arbejdspladsen. Så hvis vi ikke er oppe på mærkerne, kan flere af de urimelige arbejdsforhold på rengøringsområdet blive gentaget på køkkenområdet inden for en årrække. Specielt skal vi være opmærksomme på ændringer i arbejdsforhold, når der indføres nye produktionsformer. Vi skal i takt med de teknologiske landvindinger, være med til at udvikle sunde og fornuftige arbejdspladser også i vores køkkener. Kodeordene må være rotation, variation, opgaveglidning, indflydelse på eget arbejde, og inddragelse i de beslutninger, der træffes. Vi har i sektorbestyrelsen besluttet at gentage succesen fra foråret med afholdelse af endnu en konference, evt. sammen med andre organisationer, men denne gang med fokus på køkkenområdet. For der er ingen tvivl om, at offentlig måltidsservice vil blive et af de store temaer i løbet af de kommende år. Tænk på mad til ældre, mad til skolebørn, mad til patienter på sygehusene. Diskussionerne foregår løbende rundt omkring i kommunerne, og vi skal

10 bruge denne debat til at sætte fokus på de funktioner som vores medlemmer udfører. Der er heldigvis mange steder, hvor det er vores medlemmer, der serverer maden på sygehusene og plejehjem, og serveringen er en vigtig funktion, når mad skal spises og omsættes til ernæring. Hele det sociale og psykologiske omkring spisning er vigtig. Det ved vi alle. Et stresset spisemiljø bevirker, at vi mister appetitten, hvorimod hvis måltidet indtages i rolige og hyggelige omgivelser så spiser vi og trives bedre. Det er dyrt, at lave mad, der ikke bliver spist. Når vi nu fra centralt hold forsøger at bringe køkkenområdet på mediernes dagsorden, så er det vigtigt, at I er opmærksomme lokalt, og bringer det videre i jeres område. Skriv læserbreve, ring til lokalradioen og sælg dem historien, arranger lokale møder eller hvad I nu selv finder er rigtigt. Bare I lokalt også er med til at bringe emnet til torvs. Det gælder ikke bare det her emne, det gælder alle de mærkesager, vi har her i sektoren. Kridt skoene, og bliv synlige i lokalområdet. Vi skal være med. Uddannelse Vi har i sektoren et tredje område, som også har topprioritet, og det er uddannelse, specielt serviceassistentuddannelsen. Det er ikke nogen hemmelighed, at det står trægt til med antallet af ungdomselever på uddannelsen. Kun omkring 25 unge har p.t. valgt at tage den 2-årige uddannelse. Anderledes ser det ud med voksne. 300 har taget den på 1 år med merit. Mange af dem, der har taget voksenuddannelsen er vores medlemmer, og det er kun glædeligt, men desværre er det sådan, at for at kunne opretholde denne erhvervsuddannelsen, skal der være søgning af unge til uddannelsen.

11 Hvis vores medlemmer, også i de kommende år, skal have muligheden for merituddannelse, så bliver vi altså nødt til at gøre en overordentlig stor indsats for at gøre opmærksom på uddannelsen og få unge mennesker til at gå i gang med uddannelsen. De private er kun langsomt ude af starthullerne, men det lysner forude. Nu mangler vi bare, at de offentlige arbejdsgivere tager uddannelsen alvorlig. Vi nødt til at gå i dialog med arbejdsgiverne om at indgå flere uddannelsesaftaler. Vi skal gøre en ekstraordinær indsats for at synliggøre fordelene ved at uddanne og ansætte serviceassistenter. Denne uddannelse kan fremover give et løft til rengøringsområdet. Og vi har i den forbindelse udarbejdet en pjece, der fortæller om uddannelsen, og som kan bruges i arbejdet med at få oprettet uddannelsesaftaler og i det hele taget få sat fokus på uddannelsen. Pjecen skal ud i den store verden, og ikke bare ligge og samle støv. I sygehusbranchen under Det Kommunale Kartel er der udarbejdet et inspirationsnotat om serviceopgaver på sygehusene. Det er hensigten at oplægget skal drøftes af amtskoordinatorerne, og det vil forhåbentlig være med til at sætte mere skub i udvikling inden for området og ikke mindst i serviceassistentuddannelsen. FOA s repræsentanter i de lokale uddannelsesudvalg, skal bruge deres indflydelse til at gøre en indsats for at flere tager uddannelsen. Jeg anbefaler, at I lokalt arbejder sammen med FOA s repræsentanter i de relevante udvalg og med amtskoordinatorerne, for at samle indsatsen. Så kære kolleger, gå ud i den store verden og sørg for at vi til næste årsmøde kan klappe af vores indsats for at uddannelsen er løbet i gang. Redskaberne er tilrådighed, og serviceassistentuddannelsen er og bliver vores alternativ til de rene rengøringsjob.

12 OK 2002 Når vi nu er ved overenskomster, så står vi jo lige foran overenskomstforhandlingerne 2002, og sektorens centrale forhandlingsudvalg er udpeget af bestyrelsen. Sammensætningen er således; Steen Andersen, FOA-Hillerød Ulla Warming, FOA-Århus, Berit Clemmensen, KLS og Vibeke Andersen, FOA-Roskilde er udpeget til suppleant. Forbundet afholder strategimøde allerede den 22.oktober, og nogle af de generelle krav der formentlig vil blive taget op i forbindelse med de kommende forhandlinger er generelle lønstigninger, forbedrede vilkår for vores tillidsrepræsentanter, 2 yderligere feriefridage, en forstærket indsat vedrørende uddannelse og efteruddannelse, samt videreførelse af reguleringsordningen - for bare at nævne nogle af temaerne. Amts- og kommunalvalget Det sidste emne jeg vil berøre er de forestående valg til henholdsvis amtsråd og kommunalbestyrelser, samt folketingsvalget. Og selvom der endnu ikke er nogen dato på folketingsvalget, så ved vi jo at det kommer inden længe. Der er ingen tvivl om, at der er en tendens til en højredrejning i vores samfund, og der er mange og gode grunde til, at vi som repræsentanter for fagbevægelsen ikke bare kan sidde med hænderne i skødet og se til at det velfærdssamfund, som vi er en del af, langsomt skal smuldre væk, fordi højrefløjen ser individuelle interesser og enhver er sin egen lykkes smed, som deres bud på et samfund. For os er det vigtigt, at se samfundet som en helhed, hvor vi har ansvar for hinanden, og hvor de kollektive interesser er de vigtigste. Dermed ikke sagt, at den enkelte ikke kan gøre som han eller hun vil, men det skal foregå inden for nogle etiske rammer, der tilgodeser de

13 grupper, der af den ene eller anden grund helt, eller i en periode, ikke er i stand til at yde til fællesskabet. Det kan ikke være rigtigt at personer, der enten ikke har arbejde eller som må forlade arbejdsmarkedet i utide, får en dårligere pension end de, der har været så heldige at have et arbejde, og som har råd til at forsikre sig til alderdommen med privatpensioner, eller som har råd til at forsikre sig mod venteliste på sygehusene. Noget er galt, hvis det kun er dem med penge, der kan forsikre sig og købe sig til bedre forhold. Jeg tror, at vi i de kommende år vil se en langt højere grad af harmonisering i forhold til den måde de øvrige EU-lande har valgt at indrette deres samfund på. Den skandinaviske model har umiddelbart en højere skatteprocent, tilgengæld betaler det offentlige for de ydelser den enkelte måtte have brug for eks. hospitalsindlæggelser, skolegang, ældrepleje. Men sammenligner man med hvad eks en tysk gennemsnitsfamilie betaler alt i alt for de samme ydelser, så beløber det sig til noget nær det samme. Her betaler familien bare selv for eksempelvis en sygeforsikringsordning. I Italien skal den enkelte som regel selv betale for eks. røntgenfotografering, og sådan er der forskellige modeller for samfundet. Jo alt i alt, så tror jeg stadig på ideen bag vores velfærdssamfund - at vi indbetaler til en fælles kasse, som så yder, der hvor behovet er. Det er den mest fornuftige model, blandt andet fordi de penge som forsikringsselskaberne kunne tjene, de forbliver i det offentlige til ydelser til gavn for os alle sammen. Vi skal passe på ikke at falde på halen for højrefløjens tanker om en minimalstat, hvor staten blander sig mindst muligt, skatteprocenten er lav og det enkelte menneske er overladt til at forsikre sig selv og sine. Et samfund, hvor hvis man har penge, så har man muligheder.

14 Vi skal, som fagbevægelse, op på tæerne og kæmpe for det velfærdssamfund, som vi i bund og grund tror på. Jeg vil derfor opfordre jer alle til at tage del i debatten i jeres lokalområde sæt jer hver især et mål om at overbevise mindst 3 personer om at stemme på Socialdemokratiet eller på et af partierne på venstrefløjen. Gør vi alle det, så tror jeg på, at de ideer vi har om en velfærdsstat vil kunne bevares også for vores børn og børnebørn. Med denne opfordring vil jeg afslutte dette års beretning og håber på en god og konstruktiv debat. Til sidst vil jeg gerne takke den nyvalgte bestyrelsen for det gode samarbejde, samt personalet i sektoren for en stor og helhjertet indsats til gavn for alle medlemmerne i Køkken- Rengøringssektoren. Tak for ordet.

15 Indledning Det er med stor sorg og beklagelse, at vi har måttet sige farvel til Eva Persson, der afgik ved døden den 8. august i år, efter flere års kamp mod kræften. Eva var elsket og meget værdsat, både som faglig kollega og som menneske. Vi har fulgt Eva s utrættelige kamp for medlemmerne, først som fællestillidsrepræsentant på Kommunehospitalet i København, i bestyrelsesarbejdet i den centrale sektor og ikke mindst som formand for vores store afdeling i København KLS. Det er min overbevisning, at selvom hun ikke er blandt os mere, vil hun altid stå som inspirationskilde for os i denne del af fagbevægelsen. Lad os i fællesskab mindes Eva med et minuts stilhed. Æret være Eva s minde. At miste et menneske, som er tæt på, er tragisk på et meget personligt plan, men jeg vil dog gerne knytte et par ord om den tragiske hændelse den 11. september i New York og Washington. Jeg tror, at vi alle efter denne hændelse, kan være enige om at vores daglige problemer, som vi synes var store, blev sat i relief nu er vores hverdag blevet ændret til frygt for, om det også kan ske i vores lille land. Det der skete den 11. september står indprentet på vores nethinder og har måske for en tid ødelagt de muligheder vi har haft for at leve i et åbent demokrati. Det er vel sådan, at vi på grund af denne grusomme handling, er blevet forpligtet til et lidt større engagement i hverdagen end vi måske hidtil har haft, og til at tænke mere over de samfundsværdier, som vi har i vores demokratisk samfund. Jeg tror, at vi adskillige gange i fremtiden, vil have

16 vore tanker vendt mod denne handling og hvad fremtiden vil bringe for os selv, vores familie, børn og børnebørn. Vi har alle, i den sidste tid, haft mulighed for at deltage i 1 eller 2 minutters stilhed, og derfor vil jeg med disse ord gå direkte videre til sektorens mundtlige beretning. Sektorens handlingsplan Der er nu gået endnu et år siden vi sidst var samlet til årsmøde, og dengang blev der valgt en ny næstformand, og der kom nye ansigter ind i bestyrelsen. En af de første opgaver, som den nye sektorbestyrelse tog fat på, var udarbejdelse af sektorens fagpolitiske målsætninger for den nuværende kongresperiode. Arbejdsgrundlaget for handlingsplanen var blandt andet den temadag, som vi afholdt i december sidste år, hvor vi alle i fællesskab drøftede sektorens kommende indsatsområder, samt kongressens beslutninger om forbundets fagpolitiske målsætninger. Den foreliggende handlingsplan indeholder en bred vifte af indsatsområder for den kommende tid. Vi har denne gang forsøgt at tegne et billede af, hvad den centrale sektor kan gøre for at nå de målsætninger der er beskrevet, men denne gang har vi også forsøgt at give inspiration til hvad I som lokale sektorer kan gøre for at sektorens målsætninger som helhed bliver nået. Det er jo overordentlig vigtigt, at der er fodslag mellem det sektoren sætter i gang centralt og det I arbejder med lokalt. Vi skal bruge de skud vi har til at skyde i samme retning, så det kan ses og høres, og ikke bare skyde med spredehagl sådan lidt populært sagt.

17 Udlicitering Et af de områder, der virkelig kræver at vi arbejder på forskellige fronter er udlicitering. Udlicitering har været og er stadig en af de største udfordringer vi står overfor. I årets løb har emnet flere gange været sat i fokus. Statsministeren fremhævede i sin nytårstale blandt andet rengøringsområdet og de store arbejdsmiljøproblemer, der er i dag. Vi er ikke tvivl om, at udlicitering mange steder er skyld i de stigende arbejdsmiljøproblemer, og vi har selv været med til at bevare fokus på udlicitering og arbejdsmiljø blandt andet gennem afholdelse af rengøringskonferencen i marts i år. Det bragte endnu engang rengøringsområdet i mediernes søgelys. Rengøringskonferencen betød, at vi var med til at pege på løsninger og invitere til en dialog med arbejdsgiverne. For vi skal hele tiden huske på, at vi ikke må fremstå som en lukket fagbevægelse, der blot gentager sin modstand mod udlicitering. Vi skal være den samarbejdspartner, der viser arbejdsgiverne bedre veje til udvikling af den offentlige sektor end at udlicitere. Vi har alle sammen på kongressen hørt sætningen Udlicitering er kun for tøsedrenge, og det er sektorbestyrelsen fuldstændig enige i, og vores opgave er at vise tøsedrengene de andre veje. Og det som vi skal er, at tage initiativer til projekter, der sætter skub i en udvikling af arbejdspladsen. På den måde er vi med helt ude ved medlemmerne og vi har samtidig mulighed for at påvirke politikere og andre, der måtte være involveret i projekter. Vi skal synliggøre, hvad Den gode arbejdsplads indebærer for os, og vi skal være drivkraften i udviklingen af vores arbejdspladser. Der kommer ikke nogen andre, og gør det for os, og vi skal huske på, at vi er valgt af medlemmerne til at varetage deres interesser.

18 Men det er ikke nok. Vi skal hele tiden følge de private firmaer og forsøge at påvise at privatisering og udlicitering, meget ofte medfører forringede lønog ansættelsesforhold, dårligere arbejdsmiljø, med nedslidning, udstødning af arbejdsmarkedet til følge og mange samfundsmæssige udgifter på lidt længere sigt. Rundt omkring er der mange tiltag, der sætter fokus på medarbejderne arbejdsforhold i forbindelse med udlicitering, og her er der meget inspiration at hente for os alle sammen. KLS har lavet undersøgelser af henholdsvis hvorfor så mange kolleger måtte forlade arbejdspladsen efter, at ISS overtog rengøringen på 2 hospitaler i hovedstaden, og arbejdsforholdene generelt før og efter udliciteringen. Den første undersøgelse tvang ISS til selv at iværksætte en undersøgelse, og jeg kan vist roligt sige, at de ikke var stolte af resultaterne. Men undersøgelserne giver det samme billede, og det var ikke overraskende, at tempoet røg umenneskeligt i vejret, og betød at mange af medlemmerne blev nødsaget til at sige farvel til deres faste arbejde gennem mange år. De kunne simpelthen ikke holde til jobbet. Efter udliciteringen blev ledelsesstilen lagt om til den gammeldags og kontrollerende form. Og de selvstyrende grupper blev reduceret til kun at have indflydelse på, hvem der skulle gøre områder rene, når nogle var syge. Det må siges at være et stort tilbageskridt. Der er flere spændende aspekter i undersøgelsen ikke at de kommer bag på os, men det er vigtigt, at vi er med til at påvise overfor dem der tager beslutningerne om udlicitering, at når et privat firma hævder at kunne udføre samme opgave for billigere pris, så er der altså andre omkostninger på længere sigt. Men det er ikke nok, at vi sætter ind, mens udlicitering er på den politiske dagsorden og konstruktiv forsøger at sætte andre ting i stedet. Vi skal også

19 arbejde for at synliggøre de konsekvenser som udliciteringen har for vores medlemmer. Vi skal ikke bare være passive efter at en udlicitering har fundet sted. Vi må ikke føle den afmagt at have tabt kampen. Nej - vi skal fortsætte kampen for det, som vi tror på. Vi skal sikre vores medlemmer fortsat gode løn- og arbejdsforhold også efter en udlicitering. Vi skal sammen med vores tillidsrepræsentanter sætte hårdt ind på, at de private firmaer tegner overenskomst med FOA, også efter overenskomstperiodens udløb. Virksomhedsoverdragelsesloven sikrer medlemmerne nogle basale rettigheder, og der er da sket en opstramning i forhold til nølreglerne og mulighederne for at fremstille problemstillinger i det fagretslige system. Men som bekendt sikrer loven ikke medlemmerne retten til at bevare deres overenskomst. Det gøres kun ved en stor fælles indsats. Men vi skal stadig huske, at med virksomhedsoverdragelsesloven i hånden, så er det vores medlemmer indtil den efterfølgende overenskomstforhandling. Og vi skal vise medlemmerne at vi stadig er med dem, og udnytter de muligheder, som det giver for adgang til arbejdspladsen og tillidsrepræsentanterne. Nu er virksomhedsoverdragelsesloven dog ikke så skarp som vi i sektoren gerne havde set. Den blev revideret i foråret, men desværre lykkedes det ikke os og LO at komme igennem med væsentlige stramninger. Vi havde gerne set, at medlemmerne ved lovændringen var blevet sikret retten til at fastholde den bedste overenskomst. Modstanden mod dette var både fra arbejdsgiversiden og fra et mindre regeringsparti, samt den borgerlige fløj i folketinget så stor, at det ikke var muligt at komme igennem med vores krav.

20 Virksomheddsoverdragelsesloven er dog ikke vores eneste problem. Var det blot så vel. Nej, arbejdsmiljøet er for mange af vores medlemsgrupper blevet væsentligt forringet, og denne triste udvikling vil fortsætte medmindre vi sætter det på dagsordenen igen og igen. Det gjorde vi blandt andet med rengøringskonferencen i marts måned. Det var et godt tidspunkt, hvor der i forvejen var mange skriverier om udlicitering af de offentlige rengøringsopgaver. Næsten hver uge poppede en ny sag op om for dårlig rengøring, kommuner der opsagde kontrakter, forældre og pårørendegrupper, der var utilfredse med rengøringen o.s.v. Arbejdsmiljø Og for mig at se var denne konference med til sætte en dagsorden i medierne. For efter rengøringskonferencen fortsatte medierne med at behandle udlicitering på rengøringsområdet, og nu kom arbejdsmiljøet også i fokus, og et nyt begreb blev introduceret nemlig et bæredygtigt erhverv. Og det var Lone Dybkjær, der i sin egenskab af formand for Arbejdsmiljøinstituttet, kunne fremvise argumentation for at rengøring ikke er et bæredygtigt erhverv, fordi de fleste mennesker, som forholdene er i dag, ikke kan holde til at arbejde med rengøring gennem et helt liv. Det er simpelthen for hårdt. Kvinder over 45 år kan ikke længere magte det hårde arbejde, uden at det går ud over helbredet. Og det hverken kan eller skal vi som forbund accepterer, og vi mener heller ikke, at et velfærdssamfund som Danmark bør acceptere sådan en behandling af arbejdskraften. Hvis ikke de politiske beslutningstagere er sig bevidst om, hvordan medarbejderne behandles og stiller krav om rimelige forhold, så ender rengøring med at være et område med umenneskelige og slavelignende forhold. Et gråzoneområde, hvor man kan tillade sig at

21 behandle medarbejderne som man vil, og konsekvensen bliver stor gennemgang af arbejdskraft, mange studerende, mange på deltid, mange der ikke kan tale dansk, dårlig aflønning og elendige pensionsforhold. Det kan et velfærdssamfund ikke passivt kan acceptere. Og det er blandt andet vores opgave at se til at det ikke sker. Vi må sige stop. Forholdene på køkkenområdet er heldigvis ikke så belastende endnu, men vores undersøgelse På fuldt blus viste dog, at der også er problemer med arbejdsmiljøet i køkkenerne. Jeg vil ikke komme nærmere ind på undersøgelsen her, men blot fremhæve at undersøgelsen viste at omkring 75% af vores medlemmer i køkkenerne har mere end 4 timers ensidigt gentaget arbejde OM DAGEN. Hertil kommer, at rigtig mange savner indflydelse eller i det mindste orientering om ændringer på arbejdspladsen. Så hvis vi ikke er oppe på mærkerne, kan flere af de urimelige arbejdsforhold på rengøringsområdet blive gentaget på køkkenområdet inden for en årrække. Specielt skal vi være opmærksomme på ændringer i arbejdsforhold, når der indføres nye produktionsformer. Vi skal i takt med de teknologiske landvindinger, være med til at udvikle sunde og fornuftige arbejdspladser også i vores køkkener. Kodeordene må være rotation, variation, opgaveglidning, indflydelse på eget arbejde, og inddragelse i de beslutninger, der træffes. Vi har i sektorbestyrelsen besluttet at gentage succesen fra foråret med afholdelse af endnu en konference, evt. sammen med andre organisationer, men denne gang med fokus på køkkenområdet. For der er ingen tvivl om, at offentlig måltidsservice vil blive et af de store temaer i løbet af de kommende år. Tænk på mad til ældre, mad til skolebørn, mad til patienter på sygehusene. Diskussionerne foregår løbende rundt omkring i kommunerne, og vi skal

22 bruge denne debat til at sætte fokus på de funktioner som vores medlemmer udfører. Der er heldigvis mange steder, hvor det er vores medlemmer, der serverer maden på sygehusene og plejehjem, og serveringen er en vigtig funktion, når mad skal spises og omsættes til ernæring. Hele det sociale og psykologiske omkring spisning er vigtig. Det ved vi alle. Et stresset spisemiljø bevirker, at vi mister appetitten, hvorimod hvis måltidet indtages i rolige og hyggelige omgivelser så spiser vi og trives bedre. Det er dyrt, at lave mad, der ikke bliver spist. Når vi nu fra centralt hold forsøger at bringe køkkenområdet på mediernes dagsorden, så er det vigtigt, at I er opmærksomme lokalt, og bringer det videre i jeres område. Skriv læserbreve, ring til lokalradioen og sælg dem historien, arranger lokale møder eller hvad I nu selv finder er rigtigt. Bare I lokalt også er med til at bringe emnet til torvs. Det gælder ikke bare det her emne, det gælder alle de mærkesager, vi har her i sektoren. Kridt skoene, og bliv synlige i lokalområdet. Vi skal være med. Uddannelse Vi har i sektoren et tredje område, som også har topprioritet, og det er uddannelse, specielt serviceassistentuddannelsen. Det er ikke nogen hemmelighed, at det står trægt til med antallet af ungdomselever på uddannelsen. Kun omkring 25 unge har p.t. valgt at tage den 2-årige uddannelse. Anderledes ser det ud med voksne. 300 har taget den på 1 år med merit. Mange af dem, der har taget voksenuddannelsen er vores medlemmer, og det er kun glædeligt, men desværre er det sådan, at for at kunne opretholde denne erhvervsuddannelsen, skal der være søgning af unge til uddannelsen.

23 Hvis vores medlemmer, også i de kommende år, skal have muligheden for merituddannelse, så bliver vi altså nødt til at gøre en overordentlig stor indsats for at gøre opmærksom på uddannelsen og få unge mennesker til at gå i gang med uddannelsen. De private er kun langsomt ude af starthullerne, men det lysner forude. Nu mangler vi bare, at de offentlige arbejdsgivere tager uddannelsen alvorlig. Vi nødt til at gå i dialog med arbejdsgiverne om at indgå flere uddannelsesaftaler. Vi skal gøre en ekstraordinær indsats for at synliggøre fordelene ved at uddanne og ansætte serviceassistenter. Denne uddannelse kan fremover give et løft til rengøringsområdet. Og vi har i den forbindelse udarbejdet en pjece, der fortæller om uddannelsen, og som kan bruges i arbejdet med at få oprettet uddannelsesaftaler og i det hele taget få sat fokus på uddannelsen. Pjecen skal ud i den store verden, og ikke bare ligge og samle støv. I sygehusbranchen under Det Kommunale Kartel er der udarbejdet et inspirationsnotat om serviceopgaver på sygehusene. Det er hensigten at oplægget skal drøftes af amtskoordinatorerne, og det vil forhåbentlig være med til at sætte mere skub i udvikling inden for området og ikke mindst i serviceassistentuddannelsen. FOA s repræsentanter i de lokale uddannelsesudvalg, skal bruge deres indflydelse til at gøre en indsats for at flere tager uddannelsen. Jeg anbefaler, at I lokalt arbejder sammen med FOA s repræsentanter i de relevante udvalg og med amtskoordinatorerne, for at samle indsatsen. Så kære kolleger, gå ud i den store verden og sørg for at vi til næste årsmøde kan klappe af vores indsats for at uddannelsen er løbet i gang. Redskaberne er tilrådighed, og serviceassistentuddannelsen er og bliver vores alternativ til de rene rengøringsjob.

24 OK 2002 Når vi nu er ved overenskomster, så står vi jo lige foran overenskomstforhandlingerne 2002, og sektorens centrale forhandlingsudvalg er udpeget af bestyrelsen. Sammensætningen er således; Steen Andersen, FOA-Hillerød Ulla Warming, FOA-Århus, Berit Clemmensen, KLS og Vibeke Andersen, FOA-Roskilde er udpeget til suppleant. Forbundet afholder strategimøde allerede den 22.oktober, og nogle af de generelle krav der formentlig vil blive taget op i forbindelse med de kommende forhandlinger er generelle lønstigninger, forbedrede vilkår for vores tillidsrepræsentanter, 2 yderligere feriefridage, en forstærket indsat vedrørende uddannelse og efteruddannelse, samt videreførelse af reguleringsordningen - for bare at nævne nogle af temaerne. Amts- og kommunalvalget Det sidste emne jeg vil berøre er de forestående valg til henholdsvis amtsråd og kommunalbestyrelser, samt folketingsvalget. Og selvom der endnu ikke er nogen dato på folketingsvalget, så ved vi jo at det kommer inden længe. Der er ingen tvivl om, at der er en tendens til en højredrejning i vores samfund, og der er mange og gode grunde til, at vi som repræsentanter for fagbevægelsen ikke bare kan sidde med hænderne i skødet og se til at det velfærdssamfund, som vi er en del af, langsomt skal smuldre væk, fordi højrefløjen ser individuelle interesser og enhver er sin egen lykkes smed, som deres bud på et samfund. For os er det vigtigt, at se samfundet som en helhed, hvor vi har ansvar for hinanden, og hvor de kollektive interesser er de vigtigste. Dermed ikke sagt, at den enkelte ikke kan gøre som han eller hun vil, men det skal foregå inden for nogle etiske rammer, der tilgodeser de

25 grupper, der af den ene eller anden grund helt, eller i en periode, ikke er i stand til at yde til fællesskabet. Det kan ikke være rigtigt at personer, der enten ikke har arbejde eller som må forlade arbejdsmarkedet i utide, får en dårligere pension end de, der har været så heldige at have et arbejde, og som har råd til at forsikre sig til alderdommen med privatpensioner, eller som har råd til at forsikre sig mod venteliste på sygehusene. Noget er galt, hvis det kun er dem med penge, der kan forsikre sig og købe sig til bedre forhold. Jeg tror, at vi i de kommende år vil se en langt højere grad af harmonisering i forhold til den måde de øvrige EU-lande har valgt at indrette deres samfund på. Den skandinaviske model har umiddelbart en højere skatteprocent, tilgengæld betaler det offentlige for de ydelser den enkelte måtte have brug for eks. hospitalsindlæggelser, skolegang, ældrepleje. Men sammenligner man med hvad eks en tysk gennemsnitsfamilie betaler alt i alt for de samme ydelser, så beløber det sig til noget nær det samme. Her betaler familien bare selv for eksempelvis en sygeforsikringsordning. I Italien skal den enkelte som regel selv betale for eks. røntgenfotografering, og sådan er der forskellige modeller for samfundet. Jo alt i alt, så tror jeg stadig på ideen bag vores velfærdssamfund - at vi indbetaler til en fælles kasse, som så yder, der hvor behovet er. Det er den mest fornuftige model, blandt andet fordi de penge som forsikringsselskaberne kunne tjene, de forbliver i det offentlige til ydelser til gavn for os alle sammen. Vi skal passe på ikke at falde på halen for højrefløjens tanker om en minimalstat, hvor staten blander sig mindst muligt, skatteprocenten er lav og det enkelte menneske er overladt til at forsikre sig selv og sine. Et samfund, hvor hvis man har penge, så har man muligheder.

26 Vi skal, som fagbevægelse, op på tæerne og kæmpe for det velfærdssamfund, som vi i bund og grund tror på. Jeg vil derfor opfordre jer alle til at tage del i debatten i jeres lokalområde sæt jer hver især et mål om at overbevise mindst 3 personer om at stemme på Socialdemokratiet eller på et af partierne på venstrefløjen. Gør vi alle det, så tror jeg på, at de ideer vi har om en velfærdsstat vil kunne bevares også for vores børn og børnebørn. Med denne opfordring vil jeg afslutte dette års beretning og håber på en god og konstruktiv debat. Til sidst vil jeg gerne takke den nyvalgte bestyrelsen for det gode samarbejde, samt personalet i sektoren for en stor og helhjertet indsats til gavn for alle medlemmerne i Køkken- Rengøringssektoren. Tak for ordet.