- Elever med diagnoser, panelrapport, juni Undervisere. Undervisning af elever med diagnoser

Transkript

1 Undervisere Undervisning af elever med diagnoser 2010 Udarbejdet af Scharling Research for Undervisere, Juni 2010 Scharling.dk Side 1 af 41

2 Formål Denne analyse udarbejdes for bladet Undervisere for at sætte fokus på undervisningen af elever med diagnoser. Analysen har til formål at opnå viden om den praktiske erfaring med og holdningen til undervisning af elever med diagnoser. Datamateriale Analysen er baseret på besvarelser indhentet ved hjælp af Folkeskolepanelet, et panel bestående af ansatte i den danske folkeskole, og administreret af Scharling Research. Spørgeskemaet blev ved hjælp af sendt ud til 693 lærere og skoleledere, hvilket efter udsendelse af én rykker, har resulteret i 318 gennemførte besvarelser. Dette svarer til en besvarelsesprocent på 46 %, hvilket må betragtes som ganske tilfredsstillende for denne type undersøgelser. Spørgsmål er kun blevet stillet såfremt de er relevante for den enkelte respondent, og det er derfor ikke alle respondenter der har fået stillet alle spørgsmål. Da en sådan undersøgelse er baseret på aktiv deltagelse fra respondentens side, er muligheden for en systematisk skævvridning af data altid til stede. Der er vurderet at dette ikke er tilfældet i denne undersøgelse, hvorfor datamaterialet må betegnes som værende ganske solidt. Afslutningsvis forefindes i bilagsdelen det fulde spørgeskema (bilag 10) Databehandling Resultaterne er fremkommet ved, at samtlige besvarelser er blevet behandlet i en statistisk programpakke, hvor de er kontrolleret og renset for fejl. Spørgsmålene fremstilles for hvert spørgsmål i en figur med andelene angivet i procent i en grafisk illustration eller i absolutte tal såfremt det skønnes at give et bedre overblik. Andele angives i hele procenter, og læseren skal derfor være opmærksom på, at disse ikke nødvendigvis summer til 100 %, idet afrunding i nogle tilfælde fører til, at summen bliver lidt mindre eller lidt højere. I forlængelse heraf bliver samtlige spørgsmål krydstabuleret med de nævnte baggrundsvariabler og testet for sammenhæng via statistiske tests (for uddybning se nedenfor). Denne del af analysen har til formål at afklare hvilke sammenhænge, der kan påvises mellem baggrundsvariablerne og de øvrige spørgsmål. Forinden dette vil også de enkelte baggrundsfaktorer blive krydstabuleret med de øvrige baggrundsfaktorer, ligesom relevante sammenhænge mellem de enkelte spørgsmål bliver krydstabuleret og fremhævet. Signifikante sammenhænge vil løbende blive kommenteret, mens selve krydstabellerne forefindes i rapportens bilagsdel. Derfor anbefales det læseren at studere disse på egen hånd, hvis der ønskes et mere indgående indblik i variablenes specifikke sammenhæng. Krydstabeller testes for signifikans ved hjælp af den såkaldte gammakoefficient og chi-square (chi2) samt Eta. Disse tests angiver sandsynligheden for, at der er en statistisk sammenhæng mellem to variable. Chi2 bruges som backup til gamma, da denne kan fange sammenhænge, som gammakoefficienten ikke kan. Eta bruges til at teste variable på intervalniveau. Der testes med et konfidensinterval på 95 %, hvilket betyder, at signifikanssandsynligheden skal være over 95 %, for at der kan tales om signifikans (og således, at man kan tale om, at der er en sandsynlighed på over 95 % for, at der i virkeligheden er en sammenhæng mellem de to variable). Disse sandsynlighedsmål præsenteres som decimaler, og da signifikanssandsynligheden måler Side 2 af 41

3 sandsynligheden for, at der ikke er sammenhæng, er tallet 0,000 udtryk for en høj signifikans (høj sandsynlighed for sammenhæng) og tallet 0,05 udtryk for den fastsatte konfidensgrænse på 5 %. Undersøgelsen er gennemført af Sven Scharling, Søren Mayland og Ulrich Thy. Spørgeskemaet er udarbejdet i et samarbejde mellem redaktionen af Undervisere og Scharling Research. Side 3 af 41

4 Baggrundsspørgsmål Her følger respondenternes fordeling på en række baggrundsvariable. Baggrundsvariablene er desuden krydstabuleret med hinanden for at afdække eventuelle signifikante sammenhænge. Baggrundsvariabel Køn Figur 1 N= 256 Af figur 1 ses fordelingen mellem mænd og kvinder i undersøgelsen hvor der er 30 % mænd og 70 % kvinder. Der er ingen signifikant sammenhæng mellem køn og de andre baggrundsvariable. Side 4 af 41

5 Baggrundsvariabel Alder Figur 2 N= 256 Figur 2 viser fordeling på alder blandet respondenterne. Der er ingen signifikant sammenhæng mellem alder og de andre baggrundsvariable. Baggrundsvariabel Geografisk placering Figur 3 N= 256 Som det fremgår af figur 3, kommer størstedelen af respondenterne fra Jylland. Der er ingen signifikant sammenhæng mellem den geografiske placering og de andre baggrundsvariable. Side 5 af 41

6 Baggrundsvariabel: Stillingsbetegnelse og elever med ADHD Figur 4 N=318 Ovenstående spørgsmål danner baggrund for hvilke spørgsmål respondenterne modtager senere i spørgeskemaet. Således har de 18 procent af respondenterne, der har svaret Andet, ikke haft mulighed for at besvare en lang række af de følgende spørgsmål. Dette sikrer sammen med de to følgende spørgsmål, at de senere holdningsspørgsmål kan give et korrekt billede af undervisning af elever med diagnoser i normalklasser. Der er ingen signifikant sammenhæng mellem stillingsbetegnelsen og de andre baggrundsvariable. Side 6 af 41

7 De respondenter, der har svaret, at de er lærer i en normal klasse, har efterfølgende fået spørgsmålet Er der elever med diagnoser som adhd, asperger eller autisme i de klasser, hvor du underviser? Figur 5 N= 244 Over halvdelen (56 %) af de adspurgte lærere, har således kontakt til elever med en diagnose, hvilket understøtter relevansen af denne undersøgelse. Der en signifikant sammenhæng mellem Alder, og om man underviser elever med en diagnose. Der er en tendens til, at det især er de yngre respondenter, der underviser elever med en diagnose (Bilag 1) De respondenter, der har svaret, at de er skoleleder, har efterfølgende fået spørgsmålet: Er der elever med diagnoser som adhd, asperger eller autisme i normalklasserne på den skole, hvor du er leder? I alt har 16 respondenter svaret at de fungerer som leder. Alle 16 ledere har svaret bekræftende på, at der er elever med diagnoser i normalklasserne på den skole, de er leder på. Side 7 af 41

8 Spørgsmål De enkelte spørgsmål præsenteres i samme rækkefølge som de optræder i spørgeskemaet, og har af reference hensyn, bevaret samme spørgsmålsnummer. Læg venligst mærke til antallet af respondenter, der i de enkelte spørgsmål, har haft mulighed for at besvare spørgsmålet. Alle spørgsmål er blevet undersøgt for eventuelle sammenhænge med baggrundsvariablene Alder, Stillingsbetegnelse, Køn, Geografisk placering og Kontakt til elever med diagnose. Spørgsmål 4 Hvad er din holdning til begrebet den rummelige folkeskole, når det drejer sig om elever med diagnoser som ADHD, asperger eller autisme? Figur 6 N= 259 Figur 6 viser, at kun et fåtal af respondenterne nemlig kun 8% - mener, at det er en dårlig ide, at elever med diagnoser undervises i folkeskolen. Samtidigt påpeger et flertal på 59 % af respondenterne dog, at dette er betinget af, at de nødvendige ressourcer er til stede. Hvis man til dette betingede flertal på 59% lægger dem, der ubetinget går ind for, at disse elever forbliver i folkeskolen, er der 65%, altså ca. to tredjedele af lærerne, der er positivt stemt overfor denne løsning. Respondenterne havde desuden mulighed for at kommentere på spørgsmålet, hvilket hele 65 personer benyttede sig af. Mange respondenter anfører, at det er meget individuelt om folkeskolen kan rumme den pågældende elev. En respondent siger således, at det er utroligt individuelt. Grundlæggende synes jeg bestemt, børnene skal blive i skolen, men for nogle børn er det alt for hårdt at skulle fungere i så store sammenhænge, og de har bedre af at være i en lille gruppe. Side 8 af 41

9 Mange respondenter anfører, at der ikke er ressourcer nok og for lidt efteruddannelse. Det anbefales at fritekstbesvarelserne læses i deres fulde udstrækning. Disse er placeret under Bilag 2. Spørgsmål 5 Hvilke former for støtte er der i forbindelse med undervisningen af disse elever i dine klasser? Figur 7 Tre svarmuligheder skiller sig ud fra de andre, AKT-lærer, En ekstra voksen i klassen og muligheden for selv at uddybe feltet Andet. Under feltet Andet har respondenten desuden haft mulighed for at uddybe dette i et fritekstfelt. Fritekstbesvarelserne indeholder flere typer af støtteundervisning, der ikke er nævnt i ovenstående, men den typiske uddybning går ud på, at der ikke er nogen støtte til undervisningen af disse elever. Se bilag 3 for samtlige fritekstbesvarelser vedr. dette spørgsmål. Her ses, at der er 29 af fritekstbesvarelserne i forbindelse med Andet ovenfor, der svarer ingen hjælp eller tilsvarende ud af de i alt 62 fritekstbesvarelser vedr. Andet. De 29 svarer til 47% eller ca. halvdelen af de 62, der har svaret Andet eller 10% af samtlige 299 respondent, der er lærere i normalklasser og har elever med diagnoser. Side 9 af 41

10 Spørgsmål 6 Hvilke former for støtte i forbindelse med undervisningen af disse elever anser du for at være bedst? (sæt maksimalt to krydser) Figur 8 Figur 8 og Figur 7 er ikke direkte sammenlignelige, da respondenterne ikke har haft mulighed for at afkrydse lige mange muligheder i de to spørgsmål. Alligevel er der nogle tendenser, der virker oplagte. Et have en ekstra voksen i klassen, er et af de mest anvendte støttemuligheder (15 %) og samtidigt den mest efterspurgte (24 %). Dette tyder på at respondenterne anser dette for et vigtigt værktøj, der fungerer efter hensigten. Det modsatte er tilfældet for AKT-lærer, 17 % bruger denne støttemulighed, mens kun 5 % anser den for at være blandt de to vigtigste på listen. Figur 8 viser desuden, at langt flere ønsker sig en specialuddannet kollega (19 %) mens kun få har denne støtte i øjeblikket (3 %) Kategorien Andet har affødt 13 fritekstbesvarelser, se bilag 4 Side 10 af 41

11 Spørgsmål 7 Synes du, disse støttetilbud i forbindelse med undervisningen af børn med diagnoser som ADHD, asperger eller autisme på din skole dækker behovet? Figur 9 N=149 Figur 9 viser tydeligt, at de fleste respondenter mener, at der ikke er støtte nok til undervisningen af elever med diagnoser. Hele 78 % af respondenterne mener ikke, at der er tilstrækkelig eller langt fra tilstrækkelig støtte på dette område. Side 11 af 41

12 Spørgsmål 8 Hvor stor en del af tiden er der støtte i form af en ekstra voksen i klassen til denne/disse elev(er)? Figur 10 N=46 Kun de respondenter, der i spørgsmål 5 har svaret, at de bruger en ekstra voksen i klassen, har haft mulighed for at besvare spørgsmålet. Side 12 af 41

13 Spørgsmål 9 Påvirker tilstedeværelsen af den/disse elev(er) undervisningsmiljøet i klassen i negativ retning? Figur 11 N=103 Spørgsmålet, der kun er stillet til lærere, der har elever med diagnoser, viser at hele 81 % af respondenterne mener, at tilstedeværelsen af elever med diagnoser påvirker undervisningsmiljøet negativt (i nogen eller høj grad). Der er fremkommet en del fritekstbesvarelser til dette spørgsmål. En del respondenter påpeger, at der er store individuelle forskelle mellem elever med diagnoser. Nogle elever beriger undervisningen, mens andre påvirker undervisningen negativt. Der er desuden en del respondenter, der påpeger, at den negative påvirkning først og fremmest skyldes manglende resurser til de diagnosticerede elever. Det anbefales at læse fritekstbesvarelserne, der forefindes i bilag 5, i deres helhed. Efterfølgende er skolelederne blevet stillet samme spørgsmål Side 13 af 41

14 Spørgsmål 10 Påvirker tilstedeværelsen af den/disse elev(er) undervisningsmiljøet i klasserne i negativ retning? Figur 12 N=11 Dette spørgsmål er kun blevet stillet til skoleledere, hvilket er baggrunden for det lave antal besvarelser. Som det fremgår af figur 12, svarer hele 64 %, at det slet ikke eller ikke væsentligt påvirker undervisningsmiljøet negativt at have diagnosticerede elever i klasserne. Skolelederne mener således i mindre grad end lærerne, at der er negativ påvirkning. Læg dog mærke til, at det meget lave antal respondenter i denne gruppe påvirker reliabilteten af spørgsmålet. Der er fremkommet en del fritekstbesvarelser, der forefindes i bilag 6 Side 14 af 41

15 Spørgsmål 11 Føler du dig uddannelsesmæssigt rustet til at undervise børn med/til at håndtere børn med diagnoser som ADHD, asperger eller autisme? Figur 13 N=144 Figur 13 viser tydeligt, at kun en meget lille andel af respondenterne (18 %) føler sig uddannelsesmæssigt godt rustet til at undervise børn med diagnoser som ADHD, asperger eller autisme. Side 15 af 41

16 Spørgsmål 12 Har du fået uddannelse i specialundervisningsområdet i læreruddannelsen? Figur 14 N=149 Flertallet har ikke modtaget uddannelse i specialundervisningsområdet i forbindelse i med læreruddannelsen (67 %). Af de respondenter, der har modtaget undervisning på dette område, er der en signifikant sammenhæng med alderen på respondenten. Hele 31 % af respondenterne med en alder mellem 41 og 50 år har haft specialundervisningsområdet som linjefag, mens ingen af respondenterne under 31 har haft dette og kun en enkelt af respondenterne mellem 31 og 40 har haft specialundervisning som linjefag. Se bilag 8 for en uddybning. Side 16 af 41

17 Spørgsmål 13 Hvor stor en del af denne uddannelse havde relation til undervisning af elever med diagnoser som ADHD, asperger eller autisme? Figur 15 Spørgsmålet er kun stillet til de respondenter, der i spørgsmål 12 har svaret, at de har fået uddannelse i specialundervisning. Som figur 15 viser, indgik diagnoser som f.eks. ADHD, asperger eller autisme kun meget lidt eller slet ikke i den specialundervisningsuddannelse flertallet af respondenterne har deltaget i. Side 17 af 41

18 Spørgsmål 14 Har du fået uddannelse i specialundervisningsområdet efter endt læreruddannelse? Figur 16 N=149 I forhold til spørgsmål 12, der omhandlede uddannelse i specialundervisning under læreruddannelsen, viser figur 16 en stigning i antallet af respondenter, der har benyttet sig af et kursus; men figuren viser også færre, der efterfølgende har taget en uddannelse i specialundervisning svarende til et linjefag. Da de to spørgsmål er forholdsvist enslydende er nedenstående tabel nyttig. Specialundervisning under uddannelse Specialundervisning efter uddannelse Linjefag Kursus, Kursus max 1 uge Nej Total min. 1 uge Linjefag 24 % 33 % 19 % 24 % 100 % Kursus, min. 1 6 % 56 % 17 % 22 % 100 % uge Kursus max 1 0 % 10 % 20 % 70 % 100 % uge Nej 2 % 11 % 12 % 75 % 100 % Total 5 % 19 % 14 % 61 % 100 % Vi kan se, at 75 % af de respondenter, der ikke modtog nogen specialundervisning under uddannelse, heller ikke har modtaget nogen undervisning i området siden. Side 18 af 41

19 Spørgsmål 15 Hvor stor en del af denne uddannelse havde relation til undervisning af elever med diagnoser som ADHD, asperger eller autisme? Figur 17 N=58 Spørgsmålet er kun stillet til de respondenter der i spørgsmål 14 har svaret, at de har fået uddannelse i specialundervisning. Figur 17 viser, at diagnoser som f.eks. ADHD, asperger eller autisme i højere grad er en del af den specialundervisningsuddannelse flertallet af respondenter har deltaget i efter uddannelse end under uddannelse (se spørgsmål 14), men at 29% svarer, at elever med disse diagnoser overhovedet ikke eller kun meget lidt indgik i denne efteruddannelse. Og yderligere 24% svarer, at dette emneområde indgik med under 25% af uddannelsestiden. Side 19 af 41

20 Spørgsmål 16 Har du kendskab til elever på din skole, som på grund af besparelser vil få færre specialundervisningstimer eller støttetimer efter sommerferien, end de får i dette skoleår? Figur 18 N=149 Som figur 18 viser, rapportere hele 73 % af respondenterne, at de har kendskab til elever, der efter sommerferien vil få mindre støtte på grund af besparelser. Side 20 af 41

21 Spørgsmål 17 Synes du, specialundervisningstilbuddene på din skole dækker behovet? Figur 19 N=149 Figur 19 viser, at kun 14 % af respondenterne mener, at behovet for specialundervisningstilbud er dækket. Det er især skolelederne, der mener at behovet er dækket, se bilag 8 Side 21 af 41

22 Spørgsmål 18 Dækker skolens budget til specialundervisning behovet? Figur 20 H=16 Kun skoleledere der har elever med diagnoser på skolen er blevet adspurgt. Kun 25 % svarer at behov og budget matcher. Side 22 af 41

23 Spørgsmål 19 Vi vil gerne høre din mening: I hvilken er disse muligheder er danske børn med diagnoser som ADHD, asperger og autisme optimalt set bedst hjulpet med undervisning?(sæt kun et kryds) Figur 21 H=248 Figur 21 viser, at de fleste respondenter foretrækker elever med diagnoser som ADHD, asperger og autisme integreret på en almindelig folkeskole. 42 % mener, at eleverne skal integreres i en normalklasse, mens 30 % mener at eleverne skal i en specialklasserække med speciale i den pågældende diagnose. Respondenterne har desuden haft mulighed for at kommentere på spørgsmålet. Dette har resulteret i en lang række gode kommentarer, der er værd at gennemlæse (i bilag 9). En gennemgående trend er dog, at der ikke findes nogen færdig løsning, og at det er meget individuelt hvilke af ovenstående tilbud, der vil resultere i den optimalt set bedste løsning. Side 23 af 41

24 Spørgsmål 20 Der er mange børn, som af lærerne vurderes til at have særlige vanskeligheder, som ikke har en diagnose. Er det efter din vurdering blevet lettere eller sværere for forældre/lærere at få en diagnose på et barn? Figur 22 N=256 Figur 22 viser en næsten lige fordeling af respondenterne på de fire svarmuligheder. Der er ikke nogen sammenhæng mellem dette spørgsmål og baggrundsvariablene. Side 24 af 41

25 Bilag 1: spørgsmål 2) er der elever med diagnoser som adhd, asperger eller autisme i RECODE of alder de k Total Total Pearson chi2(3) = Pr = gamma = ASE = Kolonne: 3 = -30, 4= 31-40, 5= 41-50, 6= 51- Række: 1 = Har elever med diagnose, 2 = Har ikke elever med diagnose Bilag 2: Hvis du har kommentarer til ovenstående, er du velkommen til at anføre dem her: Jeg mener faktisk at disse elever SKAL kunne rummes, og ikke ekskluderes... Jeg synes, at alle de specielle elever, som får gavn af at gå i en folkeskole skal det. De der vil blive skadet af det massive møde med "normale" børn bør skærmes. Har vi ressourcerne - efteruddannelse og støttepersoner, kan vi sagtens rumme en del. Jeg synes samtidigt systemet er stift. I den kommune jeg er ansat hedder det, at eleven kun kan enkeltintegreres hvis eleven kan klare sig med maks. 15 støttetimer. Det er ærgeligt, da jeg mener nogle elever vil have bedst af at blive i det almindelige skoletilbud, men med flere ressourcer end 15 støttetimer. Det er godt for de dianostiserede elever, men det er på beskostning af de svage almindelige elever, der bliver ekstra forstyrret af den uro, de ofte skaber omkring sig Det er utroligt individuelt. Grundlæggende synes jeg bestemt, børnene skal blive i skolen, men for nogle børn er det alt for hårdt at skulle fungere i så store sammenhænge, og de har bedre af at være i en lille gruppe. bliver de for forstyrrende eller voldelige så det går ud over de øvrige elever bør de ikke blive i folkeskolen De rammer fysiske såvel som uddannelsesmæssige, psykiske og ledelsesmæssige er IKKE rummelige! Med ORD forventer man rummelighed i skolen, der tilbydes ikke andet. I mange/nogle tilfælde synes jeg dog også at det bedste tilbud til eleven med en sådan diagnose, kan være et andet skoletilbud end folkeskolen. Det kommer helt an på den enkelte elev og dennes 'adfærd'. Der er meget svært at rumme elever med ADHD i en normal folkeskole. Eleverne med ADHD føler sig anderledes og er ofte i konflikt med andre børn, da de ikke forstår de sociale spilleregler. Ligeledes er elever med ADHD meget forstyrrende for undervisningen. Elever med ADHD har brug for små og overskuelige enheder, hvor man kan tilgode se deres behov og tage det særlige hensyn, som disse børn har brug for. Det er individuelt fra elev til elev. Nogle børn vil profitere af at forblive i folkeskolen og andre har brug for at være i et fællesskab med andre ligestillede. Så det er ikke enten eller men både og! Hvis eleverne er i klasser med andre børn med samme diagnoser, får noget undervisning i hjemklassen og undervisning i nogle fag i normalklasser, synes jeg det er fint at have disse elever i folkeskolen. Med tilstrækkelige ressourcer mener jeg støttepersoner med relevant uddannelse, mulighed for at indrette lokaler til disse Side 25 af 41

26 elever, mulighed for at have få elever i klasserne. Den fornødne ekspertise findes ikke i folkeskolen, så derfor er det en god ide, at eleverne ikke er der. På den anden side er der den gode indflydelse, der kommer ADHD-barnet til gode fra de "normale" elever. Det er forskelligt fra elev til elev - nogle elever kan blive i folkeskolen med tilstrækkelig hjælp, mens andre har det forfærdeligt og bliver nødt til at være medicineret for at kunne klare det DET ER DET SVAR, DER KOMMER TÆTTEST PÅ, HVAD JEG MENER, FOR SELV OM MAN AFSATTE RESSOURCER TIL STØØTEFUNKTIONER OG ERFTER/VIDEREUDD. VILLE DER ALLIGEVEL VÆRE EN RESTGRUPPE, DER MÅTTE HAVE ET ANDET TILBUD. Det er af afgørende betydning, at der i hvert enkelt tilfælde bliver set på, om eleven kan rumme skolen, ikke kun om skolen kan rumme eleven Mangler viden om disse diagnoser. Der skal følge en masse ressourcer med disse børn hvis de skal være i folkeskolen. Jeg synes ikke man kan svare på det, for der er så stor forskel på de børn der får diagnosen. Mange af dem, skal ikke være der, da de er så forstyrrende, at man ikke kan undervise resten, men den dreng - som vi har i klassen lige nu, og som jeg slet ikke forstår har fået diagnosen, kan sagtens være i klassen - også uden støtte. Jeg arbejder på en specialskole for voksne, der har brug for kompenserende specialundervisning for voksne!! Nogle af disse elever har gavn af folkeskolen. Andre har bedre af et mindre sted. Altså ikke to børn er ens. Det må være set ud fra den enkelte elevs trivsel, om det er en god idé at blive eller ej. Det er sværere at være en ekskluderet enhed i inklusionen. Det er min erfraing at jo længere disse elever kommer op i klasserne jo mere løber de andre fra dem og det ved de godt. Desuden er deres største problem at der med 24 i klassen får de ikke den tid der skal til. Jeg kunne sagtens forestille mig en skole med 3 normalklasserækker ig en specialklasserække med max 6 elever for disse børn, men også med rigtigt meget sammen med de øvrige klasser på årgangen EKSEMPELVIS LEJRSKOLE. Jeg synes, at det er en skam, at man kalder disse opgaver for vanskeligheder. Uanset om man er lærer eller leder, så skal det ses som en udfordring - da de også kan bidrage positivt til undervisningen. Jeg har haft en elev med asberger, og det havde være en stor hjælp, hvis jeg havde vist mere om det. Jeg er i tvivl om, hvorvidt man tilgodeser disse børns behov bedst på den måde. samtidig er der også de alm. børns tarv at tænke på. Dette i et system, som er resurccetrængt Har haft en god oplevelse i at have en elev med diagnosen adhd integreret i normalklassen med ekstra lærerressource i flere fag. Gav eleven mulighed for at spejle sig i andre jævnaldrende elever. Gav også noget til resten af klassen. Men var også en udfordring og krævede et god samarbejde mellem klassens lærere. Den rummelige folkeskole er efterhånden blevet et begreb, som bruges, når der ikke er resurser til at sætte relevant støtte i værk. Så er det nemt at snakke om rummelighed og i øvrigt også undervisningsdifferentiering. Det ville være godt, hvis der blev dannet særlige klasser PÅ folkeskolen, hvor disse elever samles. Samtidig skal de indgå i et fællesskab med de andre "almindelige" klasser. På mange måder, er den rummelige folkeskole en sympatisk tanke! Men nogen gange, synes jeg dels der forsvinder for megen energi fra undervisningen af de fleste, for slet ikke at tale om, at jeg da kan komme i tvivl, om vi griber det rigtigt an. Tænk sig, om man gjorde mere skade end gavn! Det handler meget om, hvad den dianogsticerede drager mest nytte af, selv om det selvfølgelig ikke skal være på bekostning af 24 andre elever Jeg er forundret over ordlyden. Jeg synes ikke, at I har en mulighed der går på, hvad der er bedst for børnene og deres forældre. Det kommer altid an på graden af elevens vanskeligheder. Nogle gange er vanskelighederne så store, at eleven er bedst tjent med særlige rammer (specialklasse eller specialskoler). Hjælperessourcen skal bestå af en to-lærerordning, så der altid er mulighed for særlig hensyntagen til diagnosebørnene, uden at det går ud over alle de andre elever i klassen. Har tidligere haft elev med diagnose ADHD som var tildelt støttetimer. oplevede problemer med at støttepersoner skiftede Side 26 af 41

27 ofte hvilket gjorde barnet utrygt, og at undervisning bare lidt ud over "det normale" f.eks. arbejde på tværs af klasser eller temadage gav barnet vanskeligheder. Jeg er på ingen måder sikker på, at det er bedst for børnene at blive på en almindelig folkeskole. De skulle være et sted, hvor man kan tage hensyn til deres vanskeligheder. Mange gange er det jo hele familien som skal tilegnes en forståelse af de problemer de som familie står overfor. Det kan godt være, at tilbuddet kun skulle være for en periode, men jeg mener at der bliver brugt alt for meget tid på diagnose-børn i folkeskolen, og det er på bekostning af velfungerende børn og familier. Meget afhænger af, hvor alvorlige problemer eleven har. Der skal sikres de nødvendige ressourcer, således at det ikke går ud over de øvrige elevers undervisningsmiljø, lærernes arbejdsmiljø osv Det er svært at generalisere, da der er mange grader af diagnoserne, men i de tilfælde, der kræver så meget af læreren at det går ud over de andre elever (f.eks. hvis der er en udadreagerende ADHD'er i klassen eller en aspberger, der går helt i baglås eller løber fra klassen), ser jeg det ikke som en mulighed, at de skal blive i en normalklasse. Det kommer også an på om det er til den diagnosticeredes bedste at blive i folkeskolen... Jeg har lidt på fornemmelsen at man overdiagnosticerer Det er nødvendigt at man tager stilling ved hver enkelt elev - og ikke generaliserer - uanset hvor mange ressourcer der bliver givet. Rummeligheden må ikke resultere i, at man enkeltintegrerer den enkelte på bekostning af de 'mange' jeg vil gerne rumme disse elever i folkeskolen, jeg mener bare ikke, at efteruddannelse er nok, der bør også være to lærere i de pågældende klasser. Hvorfor have dem i normalklasser, hvor der ikke er ressourcer og uddannelse nok - når vi kunne have dem samlet, hvor kompetencen er størst... Tit focuserer man meget på den elev som er dianosticeret - "glemmer" de andre lidt. Desuden er der tit konflikter omkring et dianosticeret barn - det betyder igen at der går tid fra undervisningen på grund af det. MEN der skal løbende vurderes om foranstaltningen er til gavn for eleven med diagnosen og om det har for store omkostninger for normalundervisningen Hvis der med hjælperessourcer menes fx støttetimer til de aktuelle elever i et tilstrækkeligt omfang, så tror jeg det er en god idé, at disse elever bliver i folkeskolen I min 2. klasse har jeg to drenge, der - efter lærernes vurdering - har diagnoser. Den ene er undersøgt af psykolog, som ikke så tilstrækkelige tegn på ADHD. vi lærere har aldrig været mere sikre! Den anden venter på udredning. Vi har en mistanke om, at PPR er presset til at undlade at diagnostisere, fordi det sparer kommunen for ressurser! Men det koster blod, sved og tårer af såvel klassekammerater som lærere. Hvornår bliver det for meget for klassens forældre? Den rummelige folkeskole "rummer " børn - vi skal have en inkluderende skole! Der er meget forskel på det enkelte barns muligheder for at lære at være sammen med mange børn, derfor er det muligt at integrere nogle men langt fra alle. Børn med diagnoser bør ikke tage tid fra andre børn. Så må der være en ekstra lærer i klassen. Så kan jeg leve med rummelighed i klassen. Hvis der er det bedste for barnet, og resten af fællesskabet, er det fint at rumme disse børn. Jeg har indenfor de sidste 3 år haft elever med disse diagnoser, men måttte opgive. Der var ingen resourser til hjælp i klassen, kun rådgivning, og det var ikke nok. Har selv en datter med asberger og mener ikke at i ligger fokus det rigtige sted. I ser på skolen men burde se på børnene og på hvad de kan rumme. Resurser bør følge med Jeg oplever, at der er et stort efteruddannelsesbehov, og at behovene fra de andre elever klart bliver sat i baggrunden. Har en elev med en anden diagnose og havde jeg ikke fået hjælp gennem støttetimer, kunne eleven ikke blive i en normal klasse. Hvis det er til glæde for barnet, og hvis det er muligt at inkludere også til gavn for "de normale" børn Jeg mener ikke, at man kan sidestille de tre diagnoser Er der nogen der ved, om det er godt for disse elever at være sammen med evt andre elever? Side 27 af 41

28 Det er ikke alle elever der kan blive i folkeskolen med disse diagnoser, det er vigtig at det er barnets tav der bliver taget udgangspunkt i. Det kan ende med at diagnoseeleverne ikke får det de har behov for. Jeg er meget delt i forhold til dette har både Aspergers og ADHD i klassen og desværre er min erfaring at det tager for lang tid at få støtteressourcer og for lidt, men jeg kan se en stor gevinst for eleverne som i nogle tilfælde får lov til at være "normale" som andre. De elever jeg har er rimeligt velfungerende, men det kan være en stor udfordring for klassen og lærerne som til tider bruger enorme ressourcer på disse elever som så går fra de andre og er det rimeligt... Det synes jeg ikke men systemet er så langsomt og midlerne for små :o( Som forælder ville jeg foretrække at mit barn var sammen med børn indenfor "normalområdet". Som lærer ville jeg foretrække, at eleverne blev undervist et andet sted. Der er generelt ikke ret mange midler til efteruddannelse/kompetanceudvikling på skoleområdet i disse år, hvorfor elever med diagnoser oftest bliver mødt af undervisere, der ikke har en specifik viden om disse elevers behov, og eleverne får derfor ikke en undervisning de har behov for. Ville gerne sætte kryds ved svar nr 3, men da jeg ved at penge og ressourcer kun følger i en begrænset periode (inklusionsprojekt) for derefter at blive fjernet, ved jeg at vi lærere igen står alene med problemet. Det kommer megetan på den enkelte elev. Nogle elever fungerer udemærket, men indimellem koster det for mange lærerressourcer, og det går ud over de andre elever. Vi er ikke uddannede til at undervise børn med disse handicap. Forældrene forventer mirakler, og det kan de ikke få, og det er på den front jeg har haft de største problemer. Et stort problem er den tid der går inden der kommer en diagnose, der er problemet at der ikke kan afsættes nødvendig resourcer da der ikke ligger en diagnose Hvis det KAN lade sig gøre, og det ikke ødelægger de andre elevers undervisningsmiljø er jeg sikker på at disse børn vil have det bedst, hvor de kan få kammerater fra nærmiljøet - men nogle er så udadreagerende, at det er synd for dem - og de andre - at de skal leve i kaos, og ikke få nok ud af deres skoletid Bilag 3: Spørgsmål 5) Hvilke former for støtte er der i forbindelse med undervisningen af disse elever i dine klasser? (sæt evt. flere krydser) - Andet (Notér venligst i det åbne svarfelt til højre) I alt 20 støttelektioner En blanding af lidt AKT efter behov, støtte i perioder - det kan være både fagligt og personligt, en generel anerkendende tilgang til alle elever uanset adfærd, intelligens og personlighed ingen hjælp Mulighed for at sende eleven i en særforanstaltning i de perioder, hvor det ikke fungere jeg har ingen støtte overhovedet Som faglærer har jeg ingen støtteperson med i undervisningen meget få timer Der er en ekstra støttelærer i 4 ugentlige timer Jeg har kun støtte på eleven i ca 10 timer om ugen og det er langt fra nok. ingen af delene Ingen støtte Nogle elever har støtte et antal timer om ugen, men ikke i alle timer ingen hjælp vi har en specialafdeling for aspergerelever Det gælder kun 3 timer om ugen. Hun skal også hjælpe børn med dysleksi. Men det er ganske få timer om ugen, der er hjælp - ALt for lidt!!!!!! Mindre klasser, og derfor muligheden for at se alle elever. Side 28 af 41

29 Ingen støtte, da det lige er blevet diagnostiseret. Det har taget flere måneder, hvor han ikke har været i skole. Alle modtager individuel specialundervisning AKT støtter eleven i andre timer end mine... ingen hjælp INGEN ingen Ingenting i forhold til diagnosen ADHD. Min elev har også et synshandicap, hvor der er sparring med en synskonsulent. ingenting Et par timer om ugen er der støttelærer Eleven får støtte i 1 lektion engelsk og må så i øvrigt forlade klassen når "det hele bliver for meget" yderst sparsom støtte - mest sporadiske frikvarterssamtaler med kolleger eller AKT der var ganske få tolærertimer frem til 6. KLASSE, SIDEN HAR DER IKKE VÆRET NOGEN STØTTE. spec kl med 11 elever og 2 lærere Ingenting, hvor skulle de penge komme fra... tidligere har jeg haft efteruddannelse og supervision - men disse tilbud er sparet væk nu min asberger-dreng er indadvendt og det er derfor ikke optimalt, at der kommer endnu en voksen ind som han skal forholde sig til. ingen hjælp støttetimer som jeg læser i fag jeg ikke selv har kun 2 timers spec. Ingen støtte tilfældige pædagoger og lærere tilknyttet i tilfældige timer 2-lærerordning i nogle timer Intet - kun gode kollegaer delehold Eleven modtager specialundervisninger 4 timer pr.uge ellers ingen støtte Ingen støtte, eleven har en kort periode modtaget 3 timer ekstra undervisningen/lektiehjælp Ingen hjælp min egen erfaring opbygget i årenes løb efter 2 år er der endnu ikke kommet støtte. Dog er der en AKT person tilknyttet, men som jeg ser det er det kun til at støtte os lærere i at der er et reelt problem med denne elev Elevrne tages nogle gange ud. det afhænger af elevens"vanskeli gheder.nogle elever har støtte i enkelte timer, men det er meget forskelligt og noglegange måske også lidt tilfældigt mere struktur og fællesskab, mindre ansvar for egen læring er afgørende for om disse elever skal kunne blive i klassen eleven får medicin og kan således rummes i klassen støtte i lidt under halvdelen af barnets timer Ingen støtte! til de elever der får diagnose i løbet af skoleåret og før de får diagnose er jeg ganske alene. hvis jeg får hjælp er det fra ikke uddannet personale det duer ikke. Tildelt 15 timers støtte, men ikke fra en støtteperson med særlig viden om emnet. jeg kan spørge kolleger hvilket er uanstændigt for mig, kollegaen og eleven jeg har ingen hjælp til disse elever eleven får 2 ugentlige støttetimer, som eleven dog skal dele med andre Der er ikke afsat ekstra resurser. ingen Side 29 af 41

30 Det er ikke i alle lektioner, der er mulighed for støtte. Støttetimerne svarer ikke til det klassens ugentlige timetal Kun støtte 5 timer ugentligt Der er ingen hjælp ingen ekstra hjælp Bilag 4: Spørgsmål 6) Hvilke former for støtte i forbindelse med undervisningen af disse elever anser du for at være bedst? (sæt maksimalt to krydser) - Andet (Notér venligst i det åbne svarfelt til højre) Helt klart to voksne. Pædagoger kan ikke undervisningsdelen. er selv specialuddannet Jeg har kun 10 støtte timer om ugen fordelt på to personer og det er langt fra nok. at de undervises i specialklasser Mindre klasser. Hvis barnet er meget forstyrrende, skal han have et tidbud uden for skolen. SE TIDLIGERE BESKRIVELSE gruppeordninger, hvor der tages hensyn til deres specielle behov for rutiner og fastlagte skemaer. lægge støttetimerne uden for undervisningen som lektiehjælp/feedforward/feedback Kommer an på det enkelte barn. - diagnoserne findes i mange forskellige grader og arter En relevant uddannelse egen uddannelse og opbygning af viden alt efter hvor udbredt diagnose er, der skal tages udgangspunkt i den enkelte elev samt den enkelte lærer. Bilag 5: Eventuelle kommentarer til ovenstående: Pt. har vi ekstraordinært fået tildelt fuld støtte (25 timer) på vores dreng med ADHD (bliver skåret med 10 timer til august10). Når han har sin støtte fuld tid påvirker det ikke undervisningsmiljøet i negativ retning. Når han ikke har fuld støtte (havde han ikke fra aug09-jan10) kan det i nogen grad påvirke undervisningsmiljøet negativt. Negativt på den måde, at i de timer uden støtte kan denne dreng have brug for rigtig meget hjælp og opmærksomhed, så det går ud over den planlagte undervisning. Vi har i mit team hele tiden været meget åbne over for de øvrige elever, omkring hvorfor støtten er der. Vi har gjort meget ud af at skabe et miljø, hvor der er højt til loftet og plads til forskellighed. Vi taler løbende om, at mennesker er forskellige og har derfor forskellige behov. Det er helt naturligt for dem, at vores dreng med ADHD har brug for en hjælper, som vi kalder hende. Hun indgår helt naturligt som en del af teamet og som en del af klassen. De elever i klassen, der har lært at vente med "behovsopfyldelse" kan vente meget længe på den, de der ikke har udvikler en uhensigtsmæssig adfærd for at blive set Jeg har en dreng med Aspergers i klassen. Han kan være yderst forstyrrende. Råbe og skrige, hamre på ruderne så klassens andre elever ikke kan høre, hvad jeg eller de selv siger. Flere af klassen elever klager over hovedpine pga. larm samt besvær med at koncentrere sig. Denne elev er desværre ofte med til at få de andre børn til at gøre dumme ting, da han "truer" med ikke at ville være deres ven. De dumme ting kan f.eks. være at komme minutter for sent til undervisning, hvilket medfører uro, når han/de kommer tilbage til time, fordi han smækker med døren og råber op. Denne Side 30 af 41

31 elev bør have fast støtte på i flere af dagens timer, men jeg har ingen støtte overhovedet, hvilket jeg mener er et problem Nogle elever med diagnoser påvirker undervisningsmiljøet negativt: nogle klassekammerater giver udtryk for at de i visse tilfælde føler sig utrykke eller er bange. Elever med diagnoser stiller krav og udfordringer til faglærerne og deres didaktiske overvejelser, forberedelse og gennemførelse af undervisningen. Det har på vors skole medført at en klasses faglærere gav udtryk for at de helst var fri for en bestemt elev med diagnose i klassen, mens elevens støttelærere synes, der var god udvikling og at eleven var godt placeret i klassen. I nogle situationer gør det, når der ikke er afsát ressourcer til denne elev og det bliver nødvendigt at håndtere konflikter/problemer med eleven, her må klassen klare sig selv mens jeg løser problemerne og så sidder klassen ofte og må klare sig selv. De tager tiden fra andre elever Men meget vigtigt at være opmærksom på, der skal være plads til alle i læringsrummet - også de "almindelige" Der skal jo tages så mange hensyn til elever med diagnoser. Disse hensyn tager andre børn gerne, men alt skal jo forklares og drøftes grundigt i klassen.det påvirker undervisningsmiljøet i høj grad - f.ex. skal der næsten dagligt bruges en del tid på at udrede konflikter og berolige elever...det går så fra undervisningstiden. De andre elever bliver også trætte af altid at skulle vente af samme årsag. jeg taler af mange års erfaring med ADHD og autister i normalklasse. Derfor er det vigtigt med resurse personer der kan tage den eller de elever ud for en periode Vanskeligt at besvare generelt. Det er afhængig af hver enkelte elev. Som lærer påvirkes du, hvis du ikke yder det rigtige i situationen! Tiltrækker sig tit meget af lærernes og de andre elevers opmærksomhed. Skaber altså uro, der generer undervisningen. Det kan godt være at der på den "korte" bane" er nogle negative konsekvenser, men det er et pædagogisk/ organisatorisk problem - på den lange bane er "alle" børn med til at berige et klasserum og gøre alle børn mere vidende. Det er et svært spørgsmål og handler meget om den pågældende elevs problemer og adfærd og i øvrigt også, hvilken klasse, der er tale om. I nogle tilfælde ville jeg svare "Ja, i nogen grad", i andre, "Nej ikke væsentligt". Det er uetisk at generellisere på dette område fordi børn med diagnoser skal behandles helt individuelt. Nogle diagnostiserede elever påvirker ikke klassen overhovedet hvor andre fuldstændig umuliggør en almindelig og anstændig undervisning. Det står og falder med selve diagnosen og tilstedeværelsen af en støtteperson. I høj grad, hvis det er en udadvendt ADHD, en frustreret ordblind eller en asperger uden støtteperson, i nogen grad hvis der er en støtteperson eller diagnosen er mildere, og nej ikke væsentligt, hvis diagnosen fx er muskelsvind og der er støtteperson. afhænger af fx. medicinering Det kommer vel an på hvilken diagnose... Er det en mild tourette, ADHD, der reagerer udadrettet eller... Det er svært at svare på, for det kan være både ja og nej, alt efter den enkelte elev. Børn er jo tolerante mennesker, så der skal meget til før de siger fra. Men der går så meget tid med at tage sig af de vanskeligt stillede børn at der stort set ikke er tid til at hjælpe de almindelige elever Det kan påvirke undervisningsmiljøet i såvel positiv som negativ retning, det kommer helt an på den enkelte elev. Det afhænger helt af den hjælp eleven får, og hvor hårdt ramt eleven er. Har en elev i en klasse med asperger, hvor vi ikke mærker det, og en elev i en anden klasse hver hele klassens undervisning må tilrettelægges efer vedkommende, i de timer, hvor der ikke er støtte på. Jeg synes folkeskolen er rummelig og skal være rummelig. Min erfaring er, at børn er rummelige og meget åbne for, at de er forskellige - så længe lærerne arbejder målrettet og åbent omkring børn med usynlige handicaps. Og så kræves det selvfølgelig, at der er afsat ressourcer målrettet det enkelte diagnose barn - ellers kan det godt påvirke undervisningsmiljøet i klassen i negativ retning. Der kan pludselig fremkomme nogle lidt forstyrrende lyde/råb, men det er en del af klasselivet og påvirker ikke i negativ retning Det kommer i høj grad an på den enkelte diagnosticerede elev og dennes funktionsniveau - men uanset hvordan man vender og drejer det - så vil mødet med 'anderledes' mennesker altid være berigende i forhold til forståelsen af andre Side 31 af 41

32 mennesker Der er tit konflikter i frikvarterene - de skal så løses op i den efterfølgende undervisningsituation og på den måde går der uv-tid med det. For det meste ikke, men det afhænger selvfølgelig til en vis grad af diagnosen Tilstedeværelsen har både sine gode og dårlige sider Det er meget forskelligt, afhængig af, hvor svære diagnoserne er, hvor mange elever med diagnoser, der er i klassen, om klassen er vokset op med de børn og om læreren har været gennemgående figur, der har kunnet opbygge en særlig struktur til at tacle hverdagen:faste rammer og regler både for de diagnosticerede børn, men også for resten af klassen.det er stadig helt afgørende, at der er en fuldtidsstøtte i klassen, så undervisningen kan gå videre i tilspidsede situationer, mens støttepersonen giver sig tid til at hjælpe barnet videre i eller udenfor klassen. Det kan ikke forsvares overfor nogen, at der kun er en voksen i klassen, hvis der er diagnosticerede børn. På den måde kan der mange gange opbygges et godt undervisningsmiljø for alle børnene. Men der er stadig børn, der ikke kan eller skal rummes i folkeskolen, set ud fra det diagnosticerede barns tarv. Det påvirker da ikke undervisningsmiljøet... Det påvirker på andre områder... Det påvirker undervisningen i høj grad -især fordi det er så tidskrævende for læreren at skulle tage specielle hensyn. Det er selvfølgelig meget af den enkelte elev, situationen mv Det giver ofte en uro i elevgruppen, da der skal ofte skal akut hjælp til den diagnosticerede elev, og denne hjælp kan afbryde et undervisning forløb eller en samtale med hvor der skal forklares noget til en normalt fungerende elev. Dette ødelægger dennes koncentration. For mange afbrydelser af denne type ødelægger koncentrationen hos eleverne i klassen - eks. er taget fra hjemkunbdskab, hvor det kan være svært at " fjernstyre" en drengegruppe, når man samtidig skal tage sig af et " diagnosebarn, mens gryderne koger. det kommer an på om det er elev der agerer udadrettet. Jeg har haft klasser/elever hvor miljøet er påvirket negativt, og andre klasser hvor miljøet ikke påvirkes Afhænger af tildelte ekstra resurser - fx tolærerordning, støttepædagog... Man må og kan rumme mange elever, med mange behov i en klasse, men når eleverne har en diagnose, som er så forstyrrende, at det går ud over alle andre, og ud over det valg man må tage som lærer, for at tingene kan lykkes, så er det et kæmpe problem. Jeg har en musikklasse med en ADHD diagnostiseret. Det er umuligt at lave danse, sammenspil, blokfløjtespil m.v som er "løse" ting, hvor han ikke sidder fast på en stol - også selv om der er fuld støtte på ham i de timer, og selv om han får medicin for sin ADHD. Klassen er på 27 elever, lille lokale, hvor der er konstateret iltmangel, 4 elever med forskellige diagnoser, støtte 1 time om ugen. Jeg underviser i en specuakklasse ned elever med diagnoser Bilag 6: Eventuelle kommentarer til ovenstående: Men der kan forekomme voldsomme episoder. Det er blevet bedre, siden denne elever har fået medicin - men det har været en ulempe i 2 år inden den rigtig diagnose blev stillet Forudsat at der er afsat resourcer til støtte fx i klasse + spec. pæd. foranstaltninger De beriger undervisningsmiljøet. Ovenstående spørgsmål er afhængig af konteksten. Det kommer an på, hvilke problematikker, eleven har. der kan ikke svares generelt på dette. Dog må jeg kommentere, at det kommer an på elevens reaktionsmønster på diagnosen. En indadreagerende elev med ADHD behøver ikke påvirke klassen i negativ retning, hvorimod en udadreagerende elev godt kan påvirke. Dog vil Side 32 af 41

33 eventuelle støttetimer / ekstralærere have en positiv effekt på hele klassen. Desuden får alle børn noget positivt ud af at være sammen med børn, som af en eller anden grund ikke er som børn er flest. De giver børn et nuanceret billede af livet og lærer dem at agere og navigere blandt forskellige typer af mennesker. Så jeg synes konkluderende, at det hovedsageligt er en gave for undervisningsmiljøet at have et inkluderende skolemiljø, hvor der er forskel på de enkelte børn. Bilag 7: spørgsmål 12) har du fået uddannelse i specialund ervisnings området i læreruddan RECODE of alder n Total Total Pearson chi2(9) = Pr = gamma = ASE = Kendall's tau-b = ASE = Række : 1=Ja, et linjefag, 2=ja, et kursus af mindst en uges varighed, 3=ja, en uge eller mindre, 4=Nej Kolonne: 3= -30, 4= 31-40, 5=41-50, 6=51- Side 33 af 41

34 Bilag 8: spørgsmål 17) synes du, specialund ervisnings tilbudene på din skole dækker spørgsmål 1) er du? behove 1 2 Total Total Pearson chi2(4) = Pr = gamma = ASE = Kendall's tau-b = ASE = Række: 1= I høj grad, 2= Ja, i nogen grad, 3= Ikke i tilstrækkelig grad, 4= Nej, langt fra, 5= Ved ikke Kolonne: 1=Lærer, 2=Leder Bilag 9: Eventuelle kommentarer til ovenstående: Jeg er selv støtte på en elev med ADHD(udadreagrende) og han fungerer godt i normalklassen. Til gengæld har jeg tidligere haft en anden elev med ADHD(indadreagerende) ligeledes med støtte i de allerfleste timer og alligevel vil jeg vurdere at han ville få en bedre skolegang på en specialskole for netop disse børn, med dertil uddannede voksne. Pædagoger kan meget, men i disse tilfælde er det absolut en to-lærerordning der er behov for. Det er især undervisningsdelen der kræver store ressourcer. Se tidligere kommentar Jeg mener generelt, at børn med ovenstående diagnoser så vidt muligt skal enkeltintegreres i folkeskolen - selvølgelig med alle de ressourcer til støtte der er behov for i det enkelte tilfælde. Når det er sagt er der selvfølgelig også eksempler på børn, som vil trives og udvikles bedst i et særligt beskyttet miljø, såsom specialskole eller specialklasserække. Jeg synes det er uhyr vigtigt at tage stilling fra barn til barn. Hvis det virker rimeligt, ellers specialskole med speciale i den pågældende diagnose Det allervigtigste er at man har en relevant pædagogisk tilgang til disse elever. I sværre tilfælde er det vigtigt at der er en bred vifte af tilbud således at hele spektret kan være aktuelt. afhængig af den enkelte elevs diagnose,jeg er sikker på at mange elever får det bedst på en specialskole Det vil altid være en individuel vurdering af den enkelte elev. Side 34 af 41

35 Det synes jeg er svært at afgøre præcist, det afhænger af den enkelte elev. Man kan måske alt afhængig af sværhedsgraden af Asperger mv. have barnet i nogle enkelte fag hver uge. Det er stadig individuelt hvad det enkelte barn magter! Der findes ikke et rigtigt svar. Det er individuelt - ADHD børn er lige så forskellige som alle andre børn og har forskellige behov JEG KUNNE ØNSKE MIG EN LANGT MERE FLEKSIBELT SVARMULIGHED. DER SKULLE - FOR MIG AT SE - ALTID VÆRE MULIGHED FOR EN ELLER ANDEN GRAD AF INTEGRATION I NORMALUNDERVISNINGEN - ÉN KUNNE MÅSKE DELTAGE I MATEMATIK I EN NORMALKLASSE - EN ANDEN KUNNE MED STØTTE KLARE AT DELTAGE I SVØMMEUNDERVISNINGEN PÅ SKOLEN OG SÅ MODTAGE RESTEN AF SIN UNDERVISNING I ET SPECIALTILBUD - ALTSÅ MEGET MERE FLEKSIBILITET. Afhængig af den enkelte elev. Spørgsmålet kan ikke besvares entydigt, det er jo netop essensen ifm. disse elever, nogle har det rigtig godt med at være integreret, andre kræver mere indgribende indsatser. Kvantitative undersøgelser er ikke egnede på dette område. Det kommer an på hvilken diagnose børnene har. Nogen kan rummes, andre ødelægger undervisningen for alle de andre. Der kan ikke svares entydigt. Det afhænger af den pågældende elev og i hvor svær grad pågældende er "ramt". For nogle elever er en specialklasse at foretrække, hvis eleven føler sig udskilt i en mormalklasse Dette gælder IKKE elever med ADHD. En velmedicineret elev med ADHD burde kunne klare sig UDEN specialundervisning SE TIDLIGERE BEMÆRKNING Urimeligt spørgsmål - meget afhængig af den pågældende elevs kompetencer og behov. Fleksibilitet er nøgleordet. Det er ikke rimeligt kun at vælge ét x Man kunne sætte mange krydser, hvis det skulle være mere præcist. naturligvis afhængig af graden af ADHD mm Eleverne bør så integreres i normalundervisningen i det omfang, de magter. Nu skal min besvarelse ses ud fra, at jeg arbejder på en 10. klasseskole. Ofte er skoleåret omme, før vi kan nå at gøre en forskel. - Og til tider møder vi elever, der ikke ser ud til at være blevet diagnosticeret i tide. Har de en diagnose følger der ikke støtte med. - Og vi er altså ikke uddannede til det! Svaret kunne være 1, 2 eller 5 Det er der ikke noget entydigt svar på, hvert barn er forskelligt så det afhænger fra sag til sag, og kommer meget an på, hvor meget de "fylder" eller lider Da en diagnose har stor bredde vil jeg sætte mit kryds i de to første, da der vedrørende den enkelte elev altid er særlige overvejelser man må gøre sig i forhold til eleven selv, familien og mulighederne på den påtænkte skole. Det er svært at generalisere. Man må sørge for, at eleven ikke føler sig "ringere" end børn uden diagnose. Men det er altså ikke så nemt at svare på, for det kommer i høj grad an på den enkelte elevs vanskeligheder. Det er umuligt at svare på ovenstående, da alt afhænger af hvor mange børn med diagnoser der er i en klasse, hvor svært de har det med deres problem og hvilke alderstrin befinder de sig på. I overbygningen kan de føle sig meget marganiliseret i forhold til de øvrige elever. Jeg ser ikke mig selv som særlig kompetent til at svare på dette spørgsmål. Om det skal være det ene eller andet, kan jeg ikke gennemskue, men det ville være en god ide med et andet tilbud til dem. Den var svær. Meget afhænger af eleven og de tilbud om støtte der kan gives. Er det på små eller store skoler... Har eleven kun faglige eller sociale problemer, eller er det kombineret? Spørgsmålet er som det er formuleret ikke til at besvare, da man bliver nødt i forbindelse med valg af skoletilbud er nødt til at tage udgangspunkt i det enkelte barns konkrete funktionsniveau og behov for hjælp og støtte...to børn med samme diagnose kan jo have vidt forskellige funktionsniveauer og behov Jeg ved, at visse elever er integreret i normalundervisningen, og i det omfang, det ikke splitter normalklassen, er det for mig den bedste ide Det kommer meget an på diagnosen - grundlæggende skal eleven og forældrene have meget større indflydelse på valget. Side 35 af 41