Tolkeundervisningen i Danmark

Transkript

1 Tolkeundervisningen i Danmark - Er de færdiguddannede tolke klædt på til de opgaver, der venter dem hos politi og domstole? Helene Christensen (283025) Cand.ling.merc. i engelsk (tolk og translatør) Juni 2012 Vejleder: Bente Jacobsen Institut for Erhvervskommunikation (E- KOMM) Business and Social Sciences, Aarhus Universitet 1

2 Omfang: Afhandlingen indeholder tegn (ekskl. indholdsfortegnelse og litteratur- og bilagsliste), svarende til 75,9 normalsider (a enheder ekskl. mellemrum). Det engelske resumé indeholder tegn ekskl. mellemrum, svarende til 1,95 normalsider. 2

3 Indholdsfortegnelse 1 Indledning Forkortelser Afgrænsning Problemformulering Struktur Relevans Teori og metode Målgruppe Hvad er tolkning? Tolkning og oversættelse ligheder og forskelle Tolkeformer Konsekutiv tolkning Foredragstolkning Dialogtolkning Simultantolkning Simultantolkning ved hjælp af tolkeanlæg Hvisketolkning Prima- vista oversættelse Kommunikationssituation Konferencetolkning Tolkning inden for det sociale, det medicinske og det retslige område Lovgivning og etiske retningslinjer for tolke Tolkens rolle Tolkens kompetencer Politi- og retstolkning Typiske problemstillinger for politi- og retstolken Politi- og retstolkens kompetencer Tolkeform Nøjagtighed Tolkens rolle Tolkeetik for politi- og retstolke Politi- og retstolkning i Danmark Retten til en tolk

4 3.3.2 Polititolkning i Danmark Retstolkning i Danmark Rigspolitiets tolkeliste Undervisning i politi- og retstolkning Forskning i tolkeundervisning Forskningsbaseret undervisning Indsatsområder i tolkeundervisningen Samlet pensum for tolke Udvælgelse Undervisning Bedømmelse Metaundervisning Opsamling Delanalyse 1 tolkeunderviserne på BSS og CBS Tolk og translatør- uddannelsen i Danmark Undervisning og eksamen i tolkning på BSS Engelsk, tysk og spansk Fransk Undervisning og eksamen i tolkning på CBS Tolk og translatør- dimittender Interviews med tolkeunderviserne på BSS og CBS Valg af metode det delvist strukturerede interview Interviewguide Prøveinterview Transskription Dataindsamling Analysemetode Resultat af interviews Faktuelle spørgsmål Undervisningstimer Undervisning i politi- og retstolkning Feedback Anvendte tolkeformer i politi- og retstolkning Egnethed som politi- og retstolk Forslag til forbedringer Opsamling

5 5.3 Delkonklusion Delanalyse 2 praktiserende politi- og retstolke Valg af metode spørgeskemaundersøgelse Dataindsamling Design af spørgeskema Analysemetode Resultat af delanalyse Opsamling Delanalyse 3 tolkestuderende Valg af metode spørgeskemaundersøgelse Dataindsamling Design af spørgeskema Analysemetode Resultat af delanalyse Opsamling Delkonklusion Konklusion English summary Litteraturliste Bilagsliste Figurliste

6 1 Indledning Som led i min uddannelse til tolk og translatør i engelsk har jeg stiftet bekendtskab med disciplinen politi- og retstolkning og erfaret, at disciplinen dækker over et komplekst område, der skal læres på relativt kort tid. Politi- og retstolken skal besidde en række kompetencer for at kunne levere et kvalificeret stykke tolkearbejde, og det er nødvendigt, når kommunikation med ikke- dansktalende personer skal lykkes hos politi og domstole. Tolkens rolle er derfor betydningsfuld i en kommunikationssituation, hvor to eller flere mennesker, der ikke taler hinandens sprog, skal kommunikere med hinanden. Som tolk er man på og kan ikke dække sig ind under en erfaren tolks eller kollegas beskyttende vinger, der kan komme én til undsætning, hvis man ikke er kvalificeret til at løse en given opgave. Et oversættelsesmæssigt problem kan ikke afhjælpes ved at konsultere diverse opslagsværker, da tolkning modsat skriftlig oversættelse er en her- og- nu- præstation. Det betyder selvsagt, at der er en række færdigheder, der skal være på plads for at man kan udføre opgaver som politi- og retstolk, selvom tolken selvfølgelig har mulighed for at konsultere parterne i sagen for yderligere forståelse af deres udtalelser, hvis tolken er i tvivl om noget indholdsmæssigt eller en juridisk term, men sker det for tit, vil det forstyrre kommunikationen (Corsellis 2005: 161). Ovenstående har inspireret mig til at arbejde videre med emnet og undersøge tolkeundervisningen i Danmark på de to uddannelsesinstitutioner, der som de eneste uddanner politi- og retstolke, nemlig Business and Social Science, Aarhus Universitet og Copenhagen Business School. I den forbindelse vil tre vigtige aktører i tolkeundervisningen blive underkastet diverse undersøgelser, nemlig tolkeunderviserne, praktiserende politi- og retstolke og de tolkestuderende, der skal belyse emnet og dermed gøre det muligt at besvare spørgsmålene i problemformuleringen (se afsnit 1.3). 1.1 Forkortelser Jeg har konsekvent valgt at bruge forkortelser for de to uddannelsesinstitutioner, der bliver nævnt adskillige gange i denne afhandling, nemlig Business and Social Sciences, Aarhus Universitet (BSS) og Copenhagen Business School (CBS). BSS er det engelske og mest anvendte navn for det Erhvervs- og Samfundsvidenskabelige Fakultet, som er en fusion mellem det tidligere Handelshøjskolen i Aarhus og det tidligere Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet, mens CBS er det engelske og mest anvendte navn for Handelshøjskolen i København. 6

7 1.2 Afgrænsning Som skrevet ovenfor har denne afhandling fokus på tolkeundervisningen på tolk og translatør- uddannelsen, som er den eneste reelle tolkeuddannelse i Danmark. En kandidateksamen med profilen tolk og translatør fra BSS eller CBS er eneste mulighed for at opnå beskikkelse som translatør og tolk hos Erhvervsstyrelsen, det tidligere Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og dermed ret til at benytte betegnelsen translatør (Se bilag 1). Det er specifikt undervisningen i politi- og retstolkning, der vil være det overordnede genstandsfelt for mine undersøgelser, da tolk og translatør- uddannelsens modul i politi- og retstolkning betyder, at translatører er de højest uddannede politi- og retstolke og samtidig de eneste uddannede politi- og retstolke i Danmark bortset fra omkring 48 statsprøvede tolke. Uddannelsen til statsprøvet tolk var en toårig deltidsuddannelse med brugerbetaling, som blev lukket i 2002 på grund af for få studerende (Christensen og Martinsen 2012: 7-8). Afhandlingen har ikke til formål at vurdere undervisningen i simultantolkning, men af naturlige årsager vil denne tolkeform blive belyst og nævnt flere gange, da simultantolkning også indgår i tolkeundervisningen. I samme forbindelse skal det tilføjes, at kun de vigtigste tolkeformer og dem med størst relevans for emnet vil blive behandlet i denne afhandling. Afsnittene om tolkning, politi- og retstolkning og tolkeundervisning vil indeholde elementer, der specifikt behandler situationen i Danmark, hvor det er skønnet relevant, men generelt er disse afsnit baseret på både danske og udenlandske kilder. Tidsmæssigt er denne afhandling begrænset til at omhandle tolkeundervisningen fra 2005 og fremefter for at sikre et ensartet sammenligningsgrundlag til at drage konklusioner ud fra i de foretagne empiriske undersøgelser. Det begrundes med, at tolk og translatør- profilen på cand.ling.merc.- uddannelsen på BSS og CBS, herunder undervisningen i tolkning, ifølge min vejleder, som har haft ansvaret for tolkeundervisningen i engelsk på BSS siden 1999, har gennemgået flere reformer, og den seneste og mest gennemgribende reform fandt sted i netop Eftersom to af denne afhandlings empiriske undersøgelser vil omfatte nuværende tolkestuderende og praktiserende tolke, der har fået tolkeundervisning på den pågældende uddannelse, blev det derfor vurderet hensigtsmæssigt, at begge populationer var uddannet under nogenlunde enslydende studieordninger, så det er argumentet for denne tidsmæssige afgrænsning. Observation af praktiserende politi- og retstolke i en arbejdssituation kunne have været endnu en interessant vinkel at få med i denne afhandling, men da jeg vurderede, at en sådan observation ikke kunne stå alene og sandsynligvis ville kræve opfølgende spørgsmål, valgte jeg i stedet for at få deres vinkel med i form af en spørgeskemaundersøgelse, der giver mulighed for at nå ud til flere tolke i modsætning til observation af nogle få udvalgte tolke. 7

8 1.3 Problemformulering Med denne afhandling vil jeg undersøge og analysere tolkeundervisningen i Danmark på BSS og på CBS, med fokus på undervisningen i politi- og retstolkning, med det formål at forsøge at svare på spørgsmålet: Klæder tolkeundervisningen de studerende på til de opgaver, der venter dem hos politi og domstole? For at kunne besvare dette spørgsmål, arbejder jeg med følgende underspørgsmål: Har tolkeundervisningen på BSS og CBS samme indhold som det, der lægges vægt på blandt tolkeforskere generelt inden for området, og hvis ikke, hvorfor? Er der ligheder og forskelle i undervisningen, herunder trænes de tolkestuderende på BSS og CBS i de samme tolkediscipliner på tværs af sprog og uddannelsesinstitutioner, og tager de den samme eksamen, og hvis ikke, hvorfor? 1.4 Struktur Denne afhandling er inddelt i otte afsnit. I afsnit 1 præsenteres afhandlingens formål, herunder problemformulering, teori og metode. Afsnit 2 introducerer emnet tolkning og relevante aspekter i denne sammenhæng. I afsnit 3 er der fokus på politi- og retstolkning som disciplin og de færdigheder, der er nødvendige at besidde som tolk for politi og domstole. Afsnit 4 belyser emnet undervisning i politi- og retstolkning. Afsnit 5 indeholder afhandlingens første delanalyse, der består af to empiriske undersøgelser, der begge analyserer tolkeundervisningen på de to uddannelsesinstitutioner BSS og CBS. Den første er baseret på studieordninger og fagkataloger, den anden på interviews med tolkeunderviserne. I afsnit 6 foretages delanalyse 2, som er en spørgeskemaundersøgelse, hvor praktiserende politi- og retstolkes besvarelser på spørgsmål vil blive analyseret og diskuteret. Sidste delanalyse, som er delanalyse 3, vil være at finde i afsnit 7, som indeholder en analyse baseret på nuværende BSS- studerendes svar på spørgsmål i en spørgeskemaundersøgelse. Afsnit 8 indeholder afhandlingens konklusion. 1.5 Relevans Jeg har fundet det relevant at undersøge tolkeundervisningen i Danmark, da jeg ikke er stødt på andre lignende undersøgelser i min gennemgang af, hvad der er skrevet om emnet. Samtidig har jeg fået positive tilkendegivelser fra både tolkeundervisere og praktiserende tolke om, at de finder 8

9 undersøgelsen særdeles relevant og interessant. Alene den kendsgerning at samtlige tolkeundervisere på BSS og CBS velvilligt har stillet op til interviews viser en interesse for og vilje til at få emnet belyst og ikke, som jeg havde frygtet, at det kunne gå hen og blive en kamp mellem dem og undertegnede. Det har været en meget opløftende oplevelse. Forskningsmæssigt er afhandlingen interessant, da der ikke tidligere er foretaget lignende undersøgelser af tolkeundervisningen i Danmark, og med denne afhandling håber jeg at kunne bidrage med ny viden til området og den eksisterende forskning. I samme forbindelse er det værd at bemærke, at tolkeforskere ifølge David B. Sawyer mangler adgang til forskningsmateriale med informationer om, hvad tolkestuderende og deres undervisere mener om den undervisning, som de tilbydes og giver, samt om deres erfaringer med det pensum, de har været igennem (refereret fra Pöchhacker 2004: 180). Denne afhandlings empiriske undersøgelser forsøger at belyse netop nogle af disse emner, eftersom tolkeunderviserne selv, praktiserende politi- og retstolke uddannet på BSS og CBS samt tolkestuderende fra BSS besvarer spørgsmål om de nyuddannede politi- og retstolkes egnethed, således at alle tre aktører giver deres mening til kende. Samtidig evaluerer de to sidstnævnte aktører den tolkeundervisning, som de har modtaget på BSS og CBS. 1.6 Teori og metode Denne afhandling består af en teoretisk gennemgang af den nyere forskning inden for tolkning samt politi- og retstolkning. Efterfølgende og ligeledes baseret på forskning inden for området vil jeg forsøge at belyse, hvad undervisningen i politi- og retstolkning kan indeholde. Formålet med dette teoretiske udgangspunkt er at give læseren et grundigt indblik i det emne, som ligger til grund for de efterfølgende empiriske undersøgelser om tolkeundervisningen i Danmark på tolk og translatør- uddannelsen, og disse indledende afsnit skulle gerne gøre det lettere at forstå de resultater, jeg kommer frem til i mine analyser. De empiriske undersøgelser i denne afhandling er hovedsageligt baseret på og inspireret af teori om triangulering, interviews, spørgeskemaundersøgelser, kategorisering etc., som Gillham har belyst det i sine to bøger The research interview (2003) og Developing a questionnaire (2002). For at kunne besvare spørgsmålene i problemformuleringen og få et grundigt overblik over om de nyuddannede tolke fra tolk og translatør- uddannelsen i Danmark er klædt på til de opgaver, der venter dem inden for politi- og retstolkning, har jeg valgt at benytte mig af metodetriangulering. Ved metodetriangulering anskues et emne fra forskellige vinkler, de ovennævnte tre aktører i tolkeundervisningen, og dermed opnås en bedre reliabilitet for de resultater, som en undersøgelse kommer frem til. Metodetriangulering giver mulighed for at tjekke, om de resultater, der er opnået i en delundersøgelse stemmer overens med resultaterne i en anden delundersøgelse, og gør de det, har resultaterne større pålidelighed. Det siger sig selv, at jo større en undersøgelses population er, jo mere 9

10 pålidelige vil resultaterne alt andet lige være. Dog skal det understreges, at empirisk data kan være brugbart, om end det ikke er fuldt repræsentativt for en bestemt population (Hale 2007: ). I denne afhandling udføres der som nævnt tre empiriske undersøgelser, der med hver sin population vil bidrage med viden om tolkeundervisningen og de nyuddannede politi- og retstolkes egnethed. I delanalyse 1, som indeholder de to første empiriske undersøgelser, analyseres studieordninger og - vejledninger fra de to uddannelsesinstitutioner BSS og CBS, og dernæst foretages der delvist strukturerede interviews med tolkeunderviserne fra de samme uddannelsesinstitutioner. I næste empiriske undersøgelse, delanalyse 2, er metoden til indsamling af empiri en spørgeskemaundersøgelse baseret på respondenter, som er praktiserende politi- og retstolke uddannet inden for de sidste 3-6 år. I sidste empiriske undersøgelse, delanalyse 3, er metoden ligeledes en spørgeskemaundersøgelse, hvor tolkestuderende på BSS har været respondenter. Analysens metode vil være kvantitativ i analysen af de lukkede spørgsmål i spørgeskemaundersøgelserne, mens analysemetoden vil være kvalitativ i analysen af de åbne spørgsmål i spørgeskemaundersøgelserne og de delvist strukturerede interviews. Analysen har til formål at udskille mønstre i det empiriske data på trods af den relativt begrænsede empiri og dermed skabe ny viden om og forståelse af genstandsfeltet for undersøgelserne, nemlig undervisningen i politi- og retstolkning i Danmark på tolk og translatør- uddannelsen. 1.7 Målgruppe Flere forskellige grupper kan have interesse i at læse denne afhandling. Studerende, både nye og nuværende, tolkeunderviserne på BSS og CBS og branchen som sådan. Nye og nuværende studerende på cand.ling.merc.- uddannelsen med profilen tolk og translatør kan få et godt overblik over tolkeundervisningen, deres muligheder bagefter for at arbejde som politi- og retstolk, hvad der forventes af dem, og hvad de kan forvente at opnå af færdigheder. Tolkeunderviserne får et indblik i, hvad andre tolkeundervisere på den pågældende uddannelse har af meninger og ønsker, og hvad de færdiguddannede og praktiserende politi- og retstolke mener om den tolkeundervisning, de har fået. Endelig får tolkeunderviserne forhåbentlig brugbar feedback fra de tolkestuderende. Med andre ord får tolkeundervisere på baggrund af undersøgelsens resultater mulighed for at vurdere deres egen undervisning og, hvis det skønnes nødvendigt, at justere den i overensstemmelse med de angivne ønsker og behov. 10

11 2 Hvad er tolkning? Tolkning er et forholdsvis nyt forskningsfelt, og de første forskningsrapporter inden for tolkning blev først publiceret i 1950 erne (Schjoldager 2008: 187). Det kan synes underligt, eftersom tolkning altid har fundet sted på det ene eller andet niveau, når folk, der ikke talte samme sprog, har mødtes, men tolkning er en mundtlig handling, og ofte har der ikke været skriftlig dokumentation for en tolks tilstedeværelse (Phelan 2001: 1). I starten af det tyvende århundrede begyndte tolkning så småt at blive et egentligt erhverv, og med Nürnbergprocessen efter 2. Verdenskrig, hvor de større tyske krigsforbrydere blev retsforfulgt, kom der fokus på tolkning som forskningsområde. Nogle anser tolkning som et forskningsområde i sig selv, men tolkning betragtes hovedsageligt som et område under forskningsområdet oversættelse (Schjoldager 2008: 187). I de følgende afsnit følger en bred introduktion til emnet tolkning, som skal belyse, at tolkning er et komplekst område, der indeholder mange aspekter, som det er vigtigt at holde sig for øje som kommende tolk. Det et ikke tilstrækkeligt at have gode sproglige færdigheder og at have viden om og mestre de mest anvendte tolkeformer for at være en god tolk. Det er også vigtigt at være bevidst om sin rolle som tolk og at overholde de tolkeetiske principper. 2.1 Tolkning og oversættelse ligheder og forskelle Som skrevet ovenfor bliver tolkning traditionelt betragtet som et forskningsområde under forskningsfeltet oversættelse, da begge discipliner drejer sig om oversættelse, med den forskel at tolkning er en mundtlig disciplin, det vil sige en mundtlig oversættelse af en mundtlig tekst, mens oversættelse er en skriftlig disciplin og beskæftiger sig med en skriftlig oversættelse af en skriftlig tekst (Hale 2007: 3). Denne overordnede sondring mellem skriftlighed og mundtlighed er dog ikke gældende for tegnsprogstolkning, hvor der kun er tale om mundtlig oversættelse den ene vej i kommunikationssituationen, og for prima- vista oversættelse, hvor tolken mundtligt oversætter en skriftlig tekst. Pöchhackers definition på tolkning formår alligevel at dække alle tolkeaktiviteter (Jessen, Baaring & Hetmar 2008: 16): Interpreting is a form of Translation in which a first and final rendition in another language is produced on the basis of a one- time presentation of an utterance in a source language (Pöchhacker 2004: 11). For de fleste tolkeformers vedkommende adskiller tolkning og oversættelse sig altså i skriftlighed og mundtlighed, men derudover er kommunikationssituationen anderledes, da tolken ofte har direkte 11

12 kontakt med de personer, som skal bruge tolkens kompetencer til at kommunikere med hinanden. Det betyder, at tolken ikke alene skal oversætte en tekst men også tage højde for andre forhold i sin oversættelse, som fx kropssprog og stemmeføring (Jessen et al. 2008: 15-17). Tid udgør en yderligere væsentlig forskel, eftersom en tolk skal levere sin oversættelse med det samme og ikke har samme muligheder som oversætteren for at læse teksten igennem, tjekke ordbøger og andre kilder, hvis/når der er konstruktioner eller ord, der volder problemer. Med andre ord har tolken ikke mulighed for at foretage en korrektur af sin oversættelse (Schjoldager 2008: 189). Tidsperspektivet indebærer endvidere, at en oversætter modsat en tolk har mulighed for at tilpasse teksten til målsprogsmodtageren, da tekst kan udelades og tilføjes, og tekstens struktur kan ændres. Overordnet set er oversættelse derfor mere måltekstorienteret, mens tolkning er mere kildetekstorienteret, dog afhængigt af hvilken slags tolkeopgave det drejer sig om (Hale 2007: 9). Figur 1: Kontinuum over forskellige oversættelsesaktiviteter ifølge Hale (2007: 9) 2.2 Tolkeformer Som skrevet ovenfor er tolkning hovedsageligt en oversættelse af det talte sprog. Konsekutiv tolkning og simultantolkning er de to overordnede tolkeformer, som der sondres mellem. Konsekutiv betyder efterfølgende, hvilket forklarer tolkeformen konsekutiv tolkning, hvor tolken først lytter til kildesprogsteksten og derefter leverer sin oversættelse. Ved simultantolkning producerer tolken sin målsprogstekst samtidig med, at kildesprogsteksten høres, eller med nogle få sekunders forskydning (Schjoldager 2008: 197). Gile (2009: og ) har udarbejdet en Effort Model, der viser de forskellige arbejdsprocesser for tolken ved hver sin tolkeform. Dem vil jeg kort komme ind på under de respektive afsnit, da de giver et godt billede af forskellen mellem konsekutiv tolkning og simultantolkning. Jeg vil i det følgende gennemgå de vigtigste former for konsekutiv tolkning og simultantolkning Konsekutiv tolkning Inden for konsekutiv tolkning skelnes der mellem dialogtolkning og foredragstolkning, men for begge tolkeformer gælder, at tolken først lytter til kildesprogsteksten og efterfølgende leverer sin målsprogstekst (Baaring 2001: 21). Giles Effort Model til konsekutiv tolkning viser, hvordan 12

13 tolkesituationen forløber for tolken, det vil sige hvilke processer tolken skal dele sin opmærksomhed imellem. Det skal bemærkes, at denne model er beregnet til konsekutiv tolkning, hvor segmenterne er noget længere end ved dialogtolkning. Der er to faser. Fase 1 er lyttefasen, hvor tolken lytter og analyserer, hvad der bliver sagt. Tolken kan vælge at tage noter, hvilket betyder, at tolken ud over at lytte og huske også skal bruge kapacitet på at skrive. I fase 2, som er produktionsfasen, gengiver tolken sin målsprogstekst, og alt efter om tolken har taget noter, skal tolken bruge sin kapacitet på at læse noterne og samtidig producere sin målsprogstekst (Gile 2009: ; Schjoldager 2008: ) Foredragstolkning Ved denne tolkeform lytter tolken til en tale, tager noter og gengiver sin oversættelse, når taleren har færdiggjort sin tale. En tale kan tage op til 15 minutter, som tolken efterfølgende skal være i stand til at gengive. Tidligere var det normalt med taler på op til 30 minutter. Det er af stor vigtighed, at tolken er dygtig til at tage noter, da det ikke er tilstrækkeligt at give et resumé af talen. Talen skal have det samme indhold på målsproget. Eftersom konsekutiv tolkning af naturlige årsager tager dobbelt så lang tid, som det tager at holde den oprindelige tale, er simultantolkning blevet mere og mere udbredt, men foredragstolkning bruges stadig i de situationer, hvor det ikke er muligt at simultantolke, fx på grund af manglende udstyr (Phelan 2001: 9). Tolkeformen benyttes blandt andet ved mindre arrangementer, ved pressekonferencer og til middagsselskaber (Baaring 2001: 26) Dialogtolkning Som ordet indikerer, indebærer denne tolkeform, at der tolkes en samtale/dialog mellem som regel to parter, der ikke taler samme sprog. Der er altså tre parter i dialogen: to samtaleparter og en tolk. Ved dialogtolkning tolkes der kortere tekstpassager både frem og tilbage mellem de to pågældende sprog (Baaring 2001: 22-23). Tolken kan vælge at tage noter, hvis det skønnes nødvendigt (Schjoldager 2008: 198). Dialogtolkning benyttes i mange sammenhænge, blandt andet i forbindelse med forretningsmøder, indvandrere der skal til læge, en ikke- dansktalende person, der skal for retten, samt flygtninge, der kommer til Danmark (Baaring 2001: 25) Simultantolkning Denne tolkeform er kendetegnet ved, at der tolkes simultant, det vil sige samtidig med, at der lyttes til kildesprogsteksten. Der skelnes mellem tolkning ved hjælp af tolkeanlæg og hvisketolkning, men for begge metoder gælder det, at tolken lytter til taleren og går i gang med at producere sin målsprogstekst, samtidig med at taleren fortsætter sin tale, så tolken både skal lytte og tolke samtidigt, men med en lille tidsforskydning (Baaring 2001: 33). Simultantolkning er meget krævende for tolken, og ifølge 13

14 Schjoldager (2008: 199) kræver det uddannelse og erfaring. Gile har udarbejdet en tilsvarende Effort Model til simultantolkning, og den adskiller sig en smule fra den model, han har lavet til konsekutiv tolkning, idet denne model omfatter tre faser. Fase 1 er lytte- og analysefasen, hvor tolken skal lytte til og analysere mindre tekstsegmenter. Dernæst følger fase 2, som er produktionsfasen, hvor tolken skal gengive talen på målsproget samtidig med, at der lyttes til, hvad der bliver sagt i talen. Fase 3 og sidste fase er korttidshukommelsen, hvor tolken skal håndtere den information, der kommer fra taleren i den periode, der går mellem fase 1 og 2, altså fra tolken har hørt og analyseret kildesprogsteksten, til den er gengivet på målsproget (Gile 2009: ; Schjoldager 2008: ) Simultantolkning ved hjælp af tolkeanlæg Når tolken arbejder ved hjælp af tolkeanlæg, sidder tolken i en tolkekabine, hører en tale gennem hovedtelefoner og gengiver sin målsprogstekst i en mikrofon, der når ud til de personer, der har brug for at få talen tolket. Det vil sige, at modtageren ligeledes har hovedtelefoner på. Da det kræver stor koncentration fra tolkens side at simultantolke, vil der oftest være to tolke i kabinen, der skiftes til at tolke i op til 30 minutter af gangen. Der er tale om teamwork mellem de to tolke, og man bliver i tolkekabinen, selvom man ikke tolker, så man kan forberede sig og assistere, hvis det er nødvendigt. Denne tolkeform anvendes ved internationale konferencer og i internationale organisationer, fx EU og FN, men også i parlamenter rundt om i verden, fx i Canada, der har to officielle sprog, nemlig engelsk og fransk (Phelan 2001: 6-8; Schjoldager 2008: 200) Hvisketolkning Denne tolkeform anvendes i situationer, hvor der er én til to personer tilstede, som ikke kan forstå det pågældende sprog. Tolken sidder tæt på den eller de personer, der har brug for tolkeassistance, og hvisker eller taler med lav stemmeføring til personerne. Hvisketolkning anvendes blandt andet i forbindelse med retssager. Tolkeformen kan også bruges i situationer, hvor der er flere personer, der har brug for tolkeassistance, fx hvis der ikke er tolkekabiner til rådighed. Tolken sidder så bagest i lokalet og gengiver talen på målsproget i mikrofon til de pågældende personer, som er udstyret med hovedtelefoner og typisk sidder blandt de andre deltagere (Schjoldager 2008: ) Prima- vista oversættelse Denne form for tolkning er en speciel form for simultantolkning (Pöchhacker 2004: 19), som også kort skal introduceres, da det er endnu en tolkeform, som en tolk kan komme ud for og derfor skal kende til. Når en tolk bliver bedt om at udføre en prima- vista oversættelse, skal tolken læse en tekst og derefter 14

15 mundtligt gengive, hvad der står på skrift. Denne tolkeform bruges blandt andet i forbindelse med forretningsmøder og retssager (Phelan 2001: 13). 2.3 Kommunikationssituation En anden måde at opdele emnet tolkning på er at kigge på kommunikationssituationen, herunder den sociale kontekst, de involverede parters roller og også stedet, hvor der skal bruges tolkeassistance. I den forbindelse kan tolkning igen opdeles i to hovedtyper, nemlig konferencetolkning og tolkning inden for det sociale, det medicinske og det retslige område (Schjoldager 2008: 195) Konferencetolkning Konferencetolkning dækker over tolkning i internationale sammenhænge, blandt andet ved større internationale konferencer i EU, WHO eller FN, hvor parterne er fagfolk med samme faglige status, og hvor en person holder en tale eller et indlæg for mange personer (Pöchhacker 2004: 16-17). Ved konferencer vil tolken typisk tolke simultant og via tolkekabiner og vil således ikke være i umiddelbar nærhed af konferencedeltagerne. Oftest vil sproget være ret formelt (Hale 2007: 31), det være sig politiske diskussioner, diplomatiske taler og samtaler i forretningsøjemed. De tolke, der tolker i den slags internationale sammenhænge, har som regel taget en universitetsuddannelse men ikke nødvendigvis i tolkning og oversættelse (Schjoldager 2008: ) Tolkning inden for det sociale, det medicinske og det retslige område Hvis kommunikationssituationen er en dialog, og de implicerede parter sidder over for hinanden og nyder forskellig status, det vil sige fagfolk og lægfolk, så taler man om det engelske begreb community- interpreting, som er overbegrebet til politi- og retstolkning og medicinsk tolkning (Pöchhacker 2004: 15-17). I Danmark er der ikke opnået enighed om en term, der kan dække området (Hale 2007: 28), men community- interpreting dækker tolkning inden for offentlige og halvoffentlige instanser. Ifølge L. Nicholls gøres der inden for community- interpreting brug af konsekutiv tolkning, simultantolkning og prima- vista oversættelse (refereret fra Hale 2007: 31). Alt efter hvor der er brug for tolkeassistance, kan ordet fagfolk dække over fx en læge, en dommer eller anden offentlig myndighed, mens lægfolk kan være en flygtning eller indvandrer (Schjoldager 2008: ). 15

16 Figur 2: Pöchhackers oversigt over begrebet tolkning (2004: 17) 2.4 Lovgivning og etiske retningslinjer for tolke Der er flere lovgivningsmæssige bestemmelser, som skal overholdes, for at man kan virke som tolk og translatør. For at få beskikkelse som translatør og tolk i Danmark gives følgende samtykke på skrift: Forinden beskikkelsen udleveres, skal den pågældende underskrive en højtidelig forsikring om, at han med omhu og nøjagtighed vil udføre de hverv, der betros ham, og samvittighedsfuldt opfylde sine pligter som translatør og tolk ( 2, stk. 2 af Bekendtgørelse af lov om translatører og tolke). I samme lov henvises der til forskellige paragraffer i straffeloven, som ligeledes skal overholdes af tolke og translatører (Baaring 2001: 59). Ud over lovens bestemmelser er der en række tolkeetiske retningslinjer, som er en slags adfærdskodeks, som skal sikre, at tolke har et fagligt højt niveau, udviser en hensigtsmæssig adfærd og kun påtager sig opgaver, som de er kompetente til at udføre. Disse retningslinjer skal ses som værende til gavn for branchen, kunderne og tolkene selv, så de kommer til at fremstå som seriøse og professionelle (Jessen et al. 2008: 22-23). Ifølge Neumann Solow er etiske retningslinjer for tolke et redskab, der gør, at tolken kan træffe nogle bestemte valg baseret på nogle nedskrevne vejledninger og standarder i stedet for vilkårligt at beslutte fra gang til gang, hvordan man skal handle (refereret fra Hale 2007: 103). Der er udarbejdet mange forskellige tolkeetiske kodekser både nationalt og internationalt, nogle i form af en lovlignende tekst (se bilag 2) og andre i pjeceform som fx LAK/HK s pjece om Tolkning og tolkeetik (se bilag 3), men fælles for dem alle er, at de foreskriver, at tolke har tavshedspligt, og at de skal være loyale, neutrale og upartiske. Nøjagtighed hører ligeledes ind under tolkeetik, og tolken skal gengive indholdet af det, der bliver sagt, uanset om det er rigtigt eller forkert (Baaring 2001: 63; Jessen et al. 2008: 22-23). 16

17 2.5 Tolkens rolle Først og fremmest er det tolkens rolle at muliggøre kommunikation mellem to parter, der ikke taler samme sprog, men derudover spiller tolken en betydelig rolle i kommunikationssituationen, specielt inden for det sociale, det medicinske og det retslige område, hvor det som oftest er dialogtolkning, der er den anvendte tolkeform, og hvor tolken er en tredje part i samtalen og altså sidder med ved bordet. Det er vigtigt, at tolken er neutral og ikke tager parti for nogen part i sagen, men det er en vanskelig opgave i og med, at det ofte vil være en samtale mellem en fagperson og en lægmand med vidt forskelligt uddannelsesniveau, så tolken kan være tilbøjelig til at føle medlidenhed med den ene part (Baaring 2001: 65). Ifølge Pöchhacker (2001: 147) har tolkens rolle været genstand for megen opmærksomhed inden for tolkeforskningen, da der er forventninger til tolken fra begge sider. Schjoldager (2008: ) opstiller tre grundlæggende roller, som en tolk kan påtage sige: 1) rollen som formidler af kommunikation, 2) rollen som neutral mellemmand og 3) rollen som kulturformidler. Schjoldager fastslår samtidig sin præference for den ene rolle, nemlig rollen som formidler af kommunikation, gerne med så stor nøjagtighed og så upartisk som muligt. Rollen som neutral mellemmand, en slags oversættermaskine, er ofte den rolle, som forventes af myndighederne. Den tredje rolle, nemlig rollen som kulturformidler, indebærer, at tolken på grund af sin viden om begge kulturer forventes at rådgive de involverede parter. 2.6 Tolkens kompetencer Ifølge Mikkelsen (2009) er der blandt forskellige forfattere til emnet tolkning enighed om otte forskellige egenskaber, som er vigtige at besidde som tolk, nemlig at tolken skal: være sproglig kompetent i de sprog, tolken arbejder i, hvilket er en forudsætning for at kunne fungere som tolk, have analytiske egenskaber, være god til at lytte og huske, have gode sociale kompetencer, da tolken skal arbejde sammen med andre, have viden om tolkeetik og adfærd, således at tolken er bevidst om sin rolle, være en god taler, hvilket både vil sige at have en god stemmeføring og at være i stand til at vælge det rigtige idiomatiske udtryk, det rigtige ord eller den rigtige sætning i situationen, have viden om de forskellige kulturer og de kulturelle forskelle, der er mellem de to sprog, der tolkes imellem, have viden om emnet, hvilket betyder, at tolken har brug for forberedelse til at finde de relevante termer, og tolken skal kunne sætte sig ind i nye emner forholdsvist hurtigt. 17

18 Det fremgår af ovennævnte, at der både er en række sproglige og personlige kompetencer, som er vigtige at besidde for at kunne udføre et kvalificeret stykke tolkearbejde. Naturligvis er det afgørende, at tolken har gode sproglige kompetencer i såvel sit modersmål, som også kaldes A- sproget, og i sit andet- eller tredjesprog, som også kaldes tolkens B- eller C- sprog. Behersker man sit modersmål godt, er det nemlig lettere at opnå gode kompetencer i sit andet- eller tredjesprog. Derudover skal tolken også have en god almen viden, da tolken kan komme ud for at skulle tolke i mange forskellige sammenhænge og om meget forskellige emner. Har man en god almen viden, vil man også lettere kunne skabe sig et overblik over et specialiseret område. Specialviden er umuligt at opnå inden for alle områder, men når det gælder tolkning inden for det sociale og det medicinske område eller politi- og retstolkning, forventes det, at tolken har styr på de fagspecifikke termer, der bruges i de sammenhænge. Økonomisk indsigt er nødvendig i rigtig mange tolkesituationer, og er man tolk inden for EU, er det en selvfølge, at tolken har viden om de forskellige institutioner etc. Der er også en række personlige kompetencer, som en tolk skal besidde for at kunne begå sig. Generelt er det en fordel at være nysgerrig af natur, at have vilje til at udvide sin horisont, hukommelsen og koncentrationsevnen skal være i top, man skal være hurtig til at reagere på nyt indhold og kunne sætte sig ind i nye emner. Sprogligt er det vigtig at have et højt niveau og en varieret sprogbrug, ligesom det også er vigtigt at have en stemme, der er behagelig at lytte til. Sidst men ikke mindst skal de tolkeetiske retningslinjer overholdes (se afsnit 2.4) (Baaring 2001: 53-58). 18

19 3 Politi- og retstolkning Som skrevet i indledningen er denne afhandling afgrænset til at fokusere på politi- og retstolkning i Danmark eller rettere undervisningen af kommende politi- og retstolke på BSS og CBS, da kandidater med profilen tolk og translatør fra de to uddannelsesinstitutioner får direkte autorisation til at fungere som retstolk ved alle instanser i det pågældende sprog (Baaring 2001: 77), det være sig engelsk, tysk, fransk og spansk. Mit overordnede emne om undervisningen i politi- og retstolkning i Danmark nødvendiggør en fremstilling af, hvad politi- og retstolkning er for en størrelse, og hvor komplekst et område det er, og det vil ske i dette afsnit. Selvom situationen i Danmark er afhandlingens fokusområde, vil afsnittet om politi- og retstolkning være baseret på både danske og udenlandske forskeres fremstilling af emnet, da der er flere fællestræk, og samtidig sikres en mere nuanceret fremstilling, der er baseret på et større antal forskere. Der bliver forsket mere og mere inden for politi- og retstolkning, som er et område under forskningsfeltet tolkning, men ifølge Shlesinger og Pöchhacker (2008: 1-2) er denne øgede interesse beklageligvis størst blandt forskerne selv og knap så stor blandt jurister og politikere. Det er også tilfældet i Danmark, hvor politikere ifølge Jacobsen (2012: 1-2) mere eller mindre har ignoreret, at der er et reelt problem med at skaffe veluddannede tolke. Hovedemnerne inden for dette forskningsområde koncentrerer sig om selve området politi- og retstolkning eller ikke- sproglige emner relateret dertil, som fx hvordan politi- og retstolken opfattes, og hvilke forventninger der er til tolken. Et andet emne, der har været fokus på, er retten til tolkebistand, så personer, der ikke taler rettens sprog, får samme lighed for loven som en person, der taler rettens sprog (Shlesinger og Pöchhacker 2008: 1-2). Politi- og retstolkning har været anvendt langt tilbage i tiden for at muliggøre kommunikation mellem myndighederne og personer, der ikke talte det pågældende lands officielle sprog flydende, blandt andet i de koloniserede lande, og på grund af vores mere og mere komplekse samfund med flere indvandrere, flygtninge og etniske minoriteter er der et stigende behov for de ydelser, der udføres af politi- og retstolke (Pöchhacker 2004: 14). Samtidig bliver de førte retssager mere og mere komplicerede, så behovet for kompetente politi- og retstolke øges (Mikkelson 2000: 2). Helt generelt er der brug for en politi- og retstolk, når sprogbarrierer forhindrer personer i at kommunikere med hinanden enten ved domstolene eller hos politiet, fx i forbindelse med en anholdelse, på et advokatkontor, i retten, i asylsager etc. (Stern 2011: 325). 19

20 3.1 Typiske problemstillinger for politi- og retstolken Ifølge Hale (2004: 1) vil en politi- og retstolk komme til at stå i en situation, hvor man skal bevise sit værd, da der desværre er en tendens til, at de andre parter i sagen kan være mistænkelige med hensyn til, om tolken nu også tolker, hvad der bliver sagt. Det drejer sig som regel om komplekse sager, og der bliver stillet meget høje krav til tolken, og samarbejdet med de andre parter kan være utilfredsstillende, da de ikke altid forstår tolkens rolle. Noget af denne mistænkeliggørelse kan skyldes, at der er stor forskel på tolkenes uddannelsesniveau, helt fra højtuddannede tolke til tolke uden uddannelse, der ikke kan trække på deres viden om sprog og tolkning, men i stedet må bruge deres intuition. Det er helt i tråd med situationen i Danmark, hvor Baaring (2001: 2) skriver, at der arbejder mange uautoriserede tolke hos politiet og i retten på grund af mangel på uddannede tolke i mange sprog. For at opnå bedre politi- og retstolkning taler Hale (2004: 1-2) for, at alle involverede parter skal gøre en indsats, lige fra politi- og retstolken, der skal være sit ansvar bevidst og forstå sin rolle og nødvendigheden af at tage en uddannelse på universitetsniveau, til advokaterne, der skal anerkende tolken som en ligeværdig og professionel samarbejdspartner, være bevidst om tolkens rolle i kommunikationssituationen og ydermere forstå vigtigheden af at rekvirere en tolk med de rette uddannelsesmæssige kvalifikationer. Til sidst skal der ske en ændring, så det som sådan vil være systemets opgave at sørge for, at politi- og retstolke har en obligatorisk universitetsuddannelse, inden de kan påtage sig opgaver for politi og domstole, at tolkene får en ordentlig løn for deres arbejde og samtidig har gode arbejdsbetingelser. 3.2 Politi- og retstolkens kompetencer Der hersker stor enighed blandt tolkeforskere om, at politi- og retstolkning er et komplekst område, som stiller store krav til tolken. Gode sproglige egenskaber og et højt fagligt niveau er påkrævet. Tolken skal mestre de forskellige tolkeformer og være i stand til at skifte frem og tilbage mellem dem, og ligeledes skal politi- og retstolke kende til retssystemet, procesret og juridisk sprogbrug. Tolken skal være bevidst om de forskellige parter og deres forskellige roller i sagen og over for hinanden. Sproget i retten varierer meget med hensyn til det formelle niveau, alt efter hvilken fase i sagen, det drejer sig om. Ofte vil advokaten starte og runde af med en monolog- lignende fremstilling, som syntaktisk har flere fællestræk med en skrevet tekst end med en mundtlig fremstilling, og den vil indeholde mange juridiske fagtermer. Det samme gør sig gældende, når dommeren opsummerer sagen. Derimod vil vidneafhøringer ske i form af mere talesprogsprægede dialoger, hvor tolken skal kunne beherske forskellige dialekter og sociolekter. Det er vigtigt at være bevidst om, at sproget i retten bruges strategisk, og for en lægmand kan det være uforståeligt, hvad der menes, så der påhviler politi- og retstolken et stort ansvar, da hvert eneste ord, der bliver sagt, vil have indflydelse på det videre forløb. For en person under anklage eller et vidne er det af største vigtighed, at det, de siger, bliver forstået og 20

21 tolket rigtigt, så nøjagtighed og præcision er vigtige, da en fejltolkning kan blive skæbnesvanger for den pågældende person (Baaring 2001: 72-73; Hale 2004: 2; Katschinka 2000: 2; Stern 2011: 326, 330) Tolkeform Den tolkeform, der benyttes i forbindelse med tolkning for politiet er konsekutiv tolkning i dialogform, og tolken kan også blive bedt om at lave en prima- vista oversættelse. Inden for retstolkning skal tolken såvel kunne udføre konsekutiv tolkning som simultan hvisketolkning (Stern 2011: 331). Ifølge Baaring (2001: 76) anvendes der i danske retssale hovedsageligt konsekutiv form, når der tolkes fra fremmesproget til det danske sprog, så alle personer, der er til stede i retten, og som taler rettens sprog, får en gengivelse af, hvad der bliver sagt. Simultan hvisketolkning vil derimod normalt benyttes, når der tolkes til fremmedsproget, da det her kun vil være den sigtede, vidnet eller den fremmedsprogede part i civile sager, der har brug for tolkebistand. Fordelen ved simultantolkning er, at den juridiske proces ikke forlænges, og under en vidneafhøring kan den konsekutive form virke forstyrrende på dialogen mellem vidnet og advokaten. For tolkens vedkommende er der en større form for kontrol over situationen, når der tolkes konsekutivt, da der vil være mulighed for at stille opklarende spørgsmål. Derudover betragtes den konsekutive form som mere nøjagtig, da tolken har bedre mulighed for at få ikke- sproglige aspekter med i sin gengivelse (Stern 2011: 331) Nøjagtighed En høj grad af præcision og nøjagtighed er vigtig inden for politi- og retstolkning, men for tolken er det ikke altid let at opfylde, da tolken kun får én mulighed for at lytte til kildesprogsteksten og med det samme skal lave sin gengivelse på målsproget. Det er derfor ikke realistisk at forvente, at tolken kan være fuldstændig fejlfri, da muligheden for at konsultere ordbøger og andet opslagsmateriale ikke står til rådighed for tolken. Dette betyder, at tolken i nogle tilfælde vil være nødt til at komme med en uddybende forklaring til en oversættelse, at omformulere kildesprogsteksten, bruge synonymer eller lave en tilnærmet oversættelse. Det kan skyldes, at tolken ikke har så meget erfaring, ikke behersker sproget i tilstrækkelig grad eller ikke er fagligt klædt på til opgaven på grund af utilstrækkelig uddannelse. Det kan så igen resultere i, at tolken udelader visse dele af kildesprogsteksten i sin oversættelse, tilføjer noget andet, fordrejer meningen af det sagte eller uforvarende kommer til at ændre register, så målsprogsteksten fx ender med at være mindre formel. I den forbindelse skal det bemærkes, at det i nogle tilfælde kan være meget svært at finde dækkende ækvivalenter for juridiske termer, da mange fagtermer inden for det juridiske område er kulturelt betingede og derfor afhænger af det pågældende lands historie og kultur samt måde at føre retssager 21

22 på. Hvis tolken finder sig nødsaget til at komme med en uddybende forklaring eller til at tilpasse sin oversættelse, vil der være fare for, at det går ud over nøjagtigheden. Endelig drejer præcision og nøjagtighed sig ikke kun om indholdet men også om måden, hvorpå tolken kommunikerer. Det er vigtigt, at tolken gengiver indholdet af det, der bliver sagt, men samtidig skal det gøres på samme måde, som vidnet eller den anklagede har fremsat indholdet, da det vil give dommeren mulighed for at vurdere deres sindsstemning, fx om de er vrede eller bekymrede. For tolken gælder det altså om at tøve på de samme tidspunkter, holde de samme pauser i talestrømmen etc. Når tolken gengiver det, der bliver sagt af dommere og advokater, er det vigtigt, at den tilsigtede mening kommer til udtryk, selvom det bliver sagt gennem tolken og ikke direkte af dommeren eller advokaten (Stern 2011: ). Det stemmer fint overens med Hales (2004: 3-4) opfattelse af, at tolken i sin gengivelse af kildesprogsteksten først og fremmest forsøge at gengive budskabet, således at effekten er den samme på målsproget, som den oprindeligt var på kildesproget Tolkens rolle Retstolkens væsentligste rolle er at gøre parterne i en retssag, der ikke forstår hinandens sprog, i stand til at kommunikere med hinanden (Mikkelson 2000: 1). Ideelt set skal tolken oversætte kildesprogsteksten så nøjagtigt som muligt på målsproget. Ifølge Hale (2004: 8-14) kan tolkens rolle opfattes på flere forskellige måder, helt fra den ene yderlighed, som består i, at tolken skal hjælpe den part, der ikke forstår sproget i retten. Denne hjælp består i at forklare ting til personen eller pynte på det, vedkommende siger, for på den måde at opnå et bedre resultat. Helt i den anden grøft er opfattelsen af tolken som en oversættermaskine, der gengiver kildesprogsteksten på målsproget. Det er denne rolle, der generelt foretrækkes af dem, der arbejder inden for retssystemet, som ikke har megen viden om sprog. Hale anbefaler en fremgangsmåde, der ligger mellem de to yderpunkter, således at det er tolkens rolle at sørge for, at den person, der ikke taler sproget i retten, skal have samme vilkår, som hvis personen var i stand til at tale rettens sprog. Det vil sige, at tolken ikke blot skal gengive, hvad der bliver sagt, men også videregive andre nuancer i sin tolkning, som fx pauser, tonefald, tøven og stil. For at tolken skal være i stand til at træffe de rigtige beslutninger i tolkesituationen og gøre kommunikationen vellykket, er undervisning påkrævet, så tolken har et solidt teoretisk grundlag at arbejde ud fra Tolkeetik for politi- og retstolke Etiske retningslinjer er vigtige inden for alle brancher, men inden for politi- og retstolkning er de om muligt endnu vigtigere, da de involverede parter i værste tilfælde kan ende med at blive uskyldigt dømt (Mikkelson 2000: 48). Internationalt er der ikke et bestemt sæt etiske retningslinjer, der er gældende, 22

23 men de fleste tolkeetiske kodekser kommer ind på emnerne nøjagtighed, kompetence, neutralitet, tavshedspligt og professionel adfærd (Stern 2011: 334). I 1999 vedtog The International Federation of Translators (FIT) deres Best Practice in Court Interpreting og Code of Conduct for Court Interpreters, som ifølge FIT skal ses som den laveste fællesnævner for retstolkning, og som er anvendelige overalt i verden. FIT opfordrede retstolke til at gøre brug af retningslinjerne, lave tilføjelser dertil, så de lever op til relevant lovgivning i det pågældende land, oversætte dem til det pågældende sprog og udbrede dem til folk, der måtte være interesseret i emnet, fx dommere, advokater og myndigheder (Mikkelson 2000: 96). I Danmark er der udarbejdet en Vejledning om tolkning i retten (Vejledning om tolkning 2008), der præciserer, hvordan retssager skal føres, når der er en tolk indblandet. Det drejer sig om tolkens forpligtelser, forventninger til tolken, hvordan tolkningen skal foregå etc. 3.3 Politi- og retstolkning i Danmark Retten til en tolk Retsplejelovens 149 foreskriver, at det sprog, der anvendes hos politi og domstole er dansk, og at personer, der ikke forstår og taler det danske sprog, så vidt muligt skal have tolkebistand af en statsautoriseret translatør (Retsplejeloven 2011). I Danmark er der statsautoriserede translatører i sprogene engelsk, tysk, fransk og spansk (Baaring 2001: 71). I de sprog, hvor man ikke kan blive beskikket som tolk og translatør i Danmark, er der stor mangel på uddannede tolke. Det gælder særligt inden for de sprog, der tales af flygtninge og indvandrere. Det har konsekvenser, da det kan føre til misforståelser og dermed et længere sagsforløb for de involverede parter (Baaring 2001: 83; Translatørforeningen 2012). Ud over Retsplejeloven har gældende lovgivning i Danmark siden 1992 også omfattet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der giver sigtede ret til gratis tolkebistand, hvis vedkommende ikke forstår rettens sprog, og derudover skal sigtede have en forklaring på sin sigtelse på et sprog, som vedkommende forstår (Christensen og Martinsen 2012: 5). Tolke for politi og domstole spiller derfor en væsentlig rolle, når et retssamfund skal leve op til principperne om, at alle skal sikres en retfærdig rettergang (Rapport om tolkebistand 2003: 2-3) Polititolkning i Danmark Som polititolk er der mange forskelligartede tolkeopgaver, men det vil hovedsageligt være flygtningesager og straffesager, hvor der er brug for tolkebistand. I flygtningesager er det tolkens opgave at tolke samtaler mellem politi og flygtninge, der søger asyl. Ved sådan en opgave kan tolken også komme ud for at skulle oversætte diverse dokumenter. I straffesager kan en tolk tilkaldes, hvis en udenlandsk statsborger bliver anholdt og skal afhøres af politiet. Når afhøringen er færdig, og rapporten 23