Fordeling og levevilkår

Transkript

1 Fordeling og levevilkår 2005 AErådet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd AErådet 1

2 2 Fordeling og levevilkår

3 Indholdsfortegnelse Rapportens hovedresultater Udviklingen i indkomsterne... 5 Indkomstmobiliteten... 5 Udviklingen i formuerne... 6 Fordelingen af livsindkomster... 6 Fordelingsvirkninger af ejendomsværdiskattestoppet... 8 Kapitel 1. Udvikling i indkomster og formuer siden Indledning og sammenfatning Udviklingen i de disponible indkomster Udviklingen i indkomstfordelingen Indkomstmobilitet Indkomstmobilitet for lavindkomstgruppen Formueudviklingen og formuefordelingen Kapitel 2. Fordelingen af livsindkomster 1. Indledning og sammenfatning Fordelingen af livsindkomster og indkomsterne i et enkelt år Indkomster og uddannelse Fordeling af livsindkomst opdelt på uddannelsestyper Ejerne har højest livsindkomst Overførselsindkomsternes omfordelende virkning Skatternes omfordelende virkning Formueudviklingen for de forskellige uddannelsesgrupper 53 Appendiks 1. Fakta om livsindkomstanalysen Kapitel 3. Fordelingsvirkninger af ejendomsværdiskatteloftet 1. Indledning og sammenfatning Fordelingsvirkninger af ejendomsværdiskattestoppet til Regional fordeling af skattelettelse Fordeling af skattelettelse på indkomstgrupper Fordelingsvirkninger af ejendomsværdiskattestoppet til Skattestoppets betydning for boligpriserne AErådet 3

4 4 Fordeling og levevilkår

5 Rapportens hovedresultater I dette års udgave af Fordeling og levevilkår har AErådet valgt at sætte fokus på de senere års udvikling i dels de disponible indkomster (indkomsten efter skat) og dels i formuerne. Derudover analyseres fordelingen af livsindkomster for forskellige (uddannelses)grupper. Endelig indeholder rapporten analyser af fordelingsvirkningerne af regeringens skattestop vedrørende ejendomsværdiskat. Udviklingen i indkomsterne I perioden 1996 til 2002 er danskernes indkomster i gennemsnit steget med omkring 2 procent om året, når der tages højde for den generelle prisudvikling. Det svarer til, at alle ung som gammel har kr. mere til forbrug i 2002 sammenlignet med Stigningen i danskernes købekraft er primært drevet af en stigning i produktiviteten, idet produktivitetsstigninger giver højere løn og samtidig via satsreguleringen også kommer modtagere af overførselsindkomster til gode. Derudover har den markante beskæftigelsesfremgang fra 1996 til 2001 også bidraget til, at indkomsterne er steget. Det er imidlertid ikke alle befolkningsgrupper, der har oplevet samme indkomstmæssige fremgang. De fattigste 20 procent af befolkningen herefter kaldet lavindkomstgruppen har således kun haft en real indkomstfremgang på 0,9 procent om året, mens de rigeste 20 procent kaldet højindkomstgruppen har opnået en stigning i den disponible indkomst på 3,3 procent om året. Indkomstuligheden er således tiltaget i de seneste seks år, idet de rigeste har oplevet den største fremgang både absolut og relativt set. Stigningen i uligheden siden midten af 90 erne er et brud med de foregående år, hvor den indkomstmæssige ulighed stort set har været konstant. Stigningen i uligheden skyldes primært udviklingen i kapitalindkomsterne, herunder aktieafkast samt afkast af ejerbolig. Der er ikke noget, der tyder på, at lønindkomst og overførselsindkomster mv. er blevet mere ulige fordelt i de senere år. Den øgede globalisering kan imidlertid fremover komme til at presse lønudviklingen for specielt ufaglærte med stigende indkomstulighed til følge, hvis der ikke satses tilstrækkelig kraftigt på opkvalificering af arbejdsstyrken. Indkomstmobiliteten Det er ikke de samme personer, der befinder sig i lavindkomstgruppen år efter år. For eksempel har omtrent halvdelen af de årige, der befandt sig i lavindkomstgruppen i 1996, forladt lavindkomstgruppen i Selvom mange forlader lavindkomstgruppen i løbet af et år, er der siden 1996 sket et fald i indkomstmobilitet særligt blandt lavindkomstgruppen. Chancen for at forlade lavindkomstgruppen er således gradvist blevet mindre i perioden. Samtidig viser analy- Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 5

6 sen af indkomstmobiliteten, at indvandrere fra mindre udviklede lande har markant lavere mobilitet end danskere, hvis de befinder sig i lavindkomstgruppen. Denne tendens til, at familier med lav indkomst får svært ved at "arbejde" sig ud af lavindkomstgruppen, er bekymrende. Uddannelsesniveauet har stor betydning for indkomstmobiliteten. Højtuddannede har en høj mobilitet, hvis de befinder sig i lavindkomstgruppen, og vil således have betydelig større chance for at forlade lavindkomstgruppen end lavtuddannede. Modsat er indkomstmobiliteten lav for højtuddannede i højindkomstgruppen og høj for lavtuddannede i højindkomstgruppen. Udviklingen i formuerne Det er ikke kun den disponible indkomst, der har betydning for befolkningens forbrugsmuligheder formuen har ligeledes betydning. Siden 1996 er danskernes gennemsnitlige nettoformue (ekskl. pensionsopsparing mv.) steget med omkring 6 procent om året, når det tages højde for den generelle prisudvikling. Dette skal ses i forhold til, at indkomsterne kun er steget med omkring 2 procent årligt. Nettoformuen koncentreres i stigende grad på den del af befolkningen, der har de højeste indkomster. Højindkomstgruppen har således oplevet en formuefremgang på knap ¼ mio. siden 1996, mens lavindkomstgruppen har oplevet et fald i nettoformuen på ca kr. Udviklingen i formuerne har således bidraget til, at uligheden i forbrugsmulighederne er tiltaget. Fordelingen af livsindkomster I traditionelle analyser af indkomstfordelingen ses der på fordelingen af indkomsterne i et enkelt år også kaldet tværsnitsanalyser. Når man betragter fordelingen af livsindkomster (målt som den gennemsnitlige indkomst per leveår) i stedet for fordelingen af indkomster i et enkelt år, fjerner man både den del af uligheden, der skyldes, at folk befinder sig på forskellige steder i livsforløbet og den del af uligheden, der skyldes eventuelle årlige udsving. Måles uligheden ved ginikoefficienten, viser analysen, at den ulighed, der måles i livsindkomsterne, er på 12,3 procent, mens den ulighed, der måles i indkomsterne i et enkelt år, er på 22,6 procent. Næsten halvdelen af den ulighed, man ser i fordelingen af indkomsterne i et enkelt år, skyldes altså, at folk befinder sig forskellige steder i livsforløbet samt tilfældige årlige udsving. Den omfordelende effekt af overførsler og skatter mindskes, når man ser på fordelingen af livsindkomster i stedet for indkomster i et enkelt år, men det er dog værd at bemærke, at både skatter og overførsler stadig virker meget omfordelende, når man ser på livsindkomster og tilsammen mere end halverer den ulighed, der skabes af fordelingen af de private indkomster. Årsagen til, at det har så stor betydning, at aldersdimensionen elimineres, er, at den private indkomst, skattebetalingen og modtagelsen af offentlige overførsler fordeler sig forskelligt over livet. Den ulighed, der er i fordelingen af livsindkomsterne, kommer hovedsageligt fra, at folk har forskellige typer af jobs. Som hovedregel er det sådan, at længere uddannelser giver mulighed for bedre lønnede job og dermed højere livsindkomster. Analysen af livsindkomsterne for de forskellige uddannelsestyper viser da også, at den disponible livsindkomst for personer med en lang videregående 6 Fordeling og levevilkår

7 uddannelse er godt 35 procent højere end den gennemsnitlige livsindkomst. Samtidig er den over 50 procent højere end livsindkomsten for personer, der er ufaglærte. De faglærtes livsindkomst ligger ca. 11 procent over de ufaglærtes livsindkomst. Beregningerne af livsindkomsterne viser altså, at uddannelse betaler sig. Det er ikke kun det samlede niveau for livsindkomsterne, der er forskelligt. Der er også stor forskel på, hvordan indkomsterne for de forskellige uddannelsesgrupper udvikler sig over livet. På trods af, at dem, der har en lang videregående uddannelser, har den laveste årlige disponible indkomst helt frem til de bliver 28 år, betyder deres kraftige indkomstfremgang efter endt uddannelse, at de hurtigt indhenter og overhaler de andre uddannelsesgrupper, når man ser på den samlede akkumulerede indkomst. En summering af de årlige indkomster viser, at allerede i 31 års alderen har dem med en lang videregående uddannelse overhalet de ufaglærte, mens dem med en mellemlang videregående uddannelse bliver indhentet omkring 33 års alderen. De faglærte bliver indhentet omkring 37 års alderen og dem med en kort videregående uddannelse som 38 årige. Allerede fra 38 års alderen og frem øger personer med en lang videregående uddannelse år for år deres forspring i indkomst i forhold til de andre uddannelsesgrupper. Personer med en lang videregående uddannelse indhenter og overhaler altså relativt tidligt de andre uddannelsesgrupper. Det er ikke kun den disponible indkomst, der fordeler sig anderledes over livsforløbet, end når man ser på et enkelt år. Også de offentlige overførsler har forskellig omfordelende effekt, når man sammenligner analyser af et enkelt år med analyser af livsforløb. Analysen af overførslernes omfordelende virkning viser, at kontanthjælpen, sammen med boligstøtten og børnetilskuddet, er den af de offentlige overførsler, der virker mest omfordelende, både når man ser på indkomsterne i et enkelt år og på livsindkomsterne. Førtidspension virker også meget omfordelende på livsindkomsterne, men ikke omfordelende på indkomsterne i et enkelt år. Folkepensionen virker omvendt meget omfordelende på fordelingen af indkomsterne i et enkelt år, men stort set ikke omfordelende på livsindkomsterne. SU'en er den eneste overførsel, der især kommer højindkomstgruppen til gode, når man ser på fordelingen af livsindkomster. Målt på enkeltår kommer SU'en dog lavindkomstgruppen til gode. Ligesom for overførslerne er der også forskel på den omfordelende effekt af skatterne, når man kigger på fordelingen af indkomsterne i et enkelt år og på fordelingen af livsindkomsterne. Alle skatterne virker dog omfordelende både målt på fordelingen af livsindkomster og på fordelingen af indkomsterne i det enkelte år. Det er altså de bredeste skuldre, der bærer mest både set i de enkelte år og set over et helt livsforløb. På samme måde, som indkomsterne ikke er fordelt ligeligt mellem uddannelsesgrupperne, er formuen det heller ikke. Helt i top er dem med en lang videregående uddannelse. Deres gennemsnitlige formue topper først på omkring 1½ mio. kr., svarende til et niveau, der er mere end tre gange så højt som det, de ufaglærte når på deres formuetop. Par, hvor begge har en lang videregående uddannelse, har altså tilsammen en formue på ca. 3 mio.kr, når deres formue er højest. Formuerne for personer med en kort eller mellemlang videregående uddannelse topper på godt 1 Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 7

8 mio.kr. henholdsvis kr. svarende til ca. 2 mio. kr. pr. par. De faglærtes formue topper på omkring kr. pr. person. Helt i bunden ligger de ufaglærte, der på deres formuetop har lige knap kr. pr. person, hvilket ligesom med indkomsterne er på et markant lavere niveau end for de andre uddannelsesgrupper. Fordelingsvirkninger af ejendomsværdiskattestoppet Siden 2001 har regeringen gennemført et skattestop, der blandt andet indebærer, at der er lagt loft over ejendomsværdiskatten. Med de kraftige stigninger i ejendomsvurderingerne/boligpriserne i de senere år har skattestoppet medført et provenutab på omkring 2,7 mia. som følge af loftet over ejendomsværdiskatten. Denne skattelettelse er selvsagt udelukkende tilfaldet boligejere, mens lejere ikke får glæde af den del af skattestoppet. Analysen viser desuden, at der blandt boligejerne er stor variation i hvilke grupper, der oplever de største lettelser i ejendomsværdibeskatningen. Beregningerne viser, at knap 60 procent af lettelsen i ejendomsværdiskatten i 2004 går til hovedstadsregionen, selvom det kun er knap en fjerdedel af boligerne, der ligger i hovedstadsregionen. Den skæve regionale profil skyldes de markante stigninger i boligpriserne i hovedstadsregionen i de senere år samt det generelt høje niveau for boligpriserne i området. Den forholdsvis store skattelettelse til hovedstadsregionen har allerede i 2004 betydet, at den gennemsnitlige ejendomsværdiskattesats er lavere i hovedstaden end i andre dele af landet. Før skattestoppet blev indført, var den gennemsnitlige ejendomsværdiskattesats størst i hovedstadsregionen. Skattestoppet har dermed betydet, at ejendomsværdiskatten - regionaløkonomisk set er gået fra at være en progressiv skat (med højest skatteprocent i de kommuner, hvor boligerne er dyre) til at blive det modsatte af en progressiv skat (med højest skatteprocent i de kommuner, hvor boligerne er billige). Udover den skæve regionale profil i skattelettelsen har lettelsen i ejendomsværdiskatten også bidraget til at øge den indkomstmæssige ulighed i samfundet. Det skyldes, at de rigeste har fået mest glæde af lettelsen i ejendomsværdiskatten. Over en tredjedel af skattelettelsen er således gået til den tiendedel af familierne, der har den højeste indkomst, mens de fattigste 10 procent kun har fået omkring to procent af skattelettelsen. Såfremt loftet over ejendomsværdiskatten fastholdes helt frem til 2010, vil det med en moderat udvikling i boligpriserne indebære et provenutab på 5,3 mia. kr. i 2010 målt i 2004-priser. Hvis samtidig de senere års tendens til højere prisstigninger i hovedstadsregionerne fortsætte, vil den regionale skævhed i skattelettelsen fortsætte. Udover den direkte lettelse i ejendomsværdiskatten har skattestoppet også betydet, at boligpriserne er steget mere end ellers. Dette indebærer, at alle boligejere har fået en skattefri kapitalgevinst i form af højere boligformue. Det skyldes grundlæggende, at loftet over ejendomsværdiskatten reducerer de løbende boligudgifter (user cost). For samme løbende boligudgift for køber, kan sælger derfor opnå en højere pris. Det er vanskeligt at opgøre præcist hvor meget, skattestoppet har betydet for boligpriserne, idet det blandt andet afhænger af markedets forventninger til 8 Fordeling og levevilkår

9 skattestoppets varighed og udviklingen i boligpriserne. Hvis markedet for eksempel forventer, at skattestoppet varer frem til 2010, kan boligpriserne være steget med 3,6 procent som følge af skattestoppet. Det svarer til, at en boligejer med et hus til 2 mio. kr. har opnået en skattefri gevinst på som følge af højere huspriser. For boligmarkedet som helhed vil en stigning på 3,6 procent i boligpriserne betyde en stigning i boligformuen på omkring 50 mia. kr. De eksisterende boligejere (i 2001) har altså indirekte fået foræret ca. 50 mia. kr. som følge af skattestoppet, mens nye førstegangskøbere og lejere ikke har fået noget. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 9

10 Kapitel 1. Udvikling i indkomster og formuer siden Indledning og sammenfatning Fra 1996 til 2002 er de disponible indkomster i gennemsnit steget med 2,1 procent om året, når der er korrigeret for inflationsudvikling. I 2002 har en gennemsnitlig dansker således knap kr. mere til forbrug i forhold til Denne indkomstfremgang har dog ikke været lige fordelt over hele befolkningen. De årige har oplevet den største indkomstfremgang både relativt og i kroner. Dette skyldes en relativ stor stigning i markedsindkomsten dvs. hovedsagligt lønindkomst - for denne aldersgruppe. Baggrunden for dette er primært øget beskæftigelsesfrekvens og uddannelsesniveau for denne aldersgruppe. Siden 1996 har indkomstuligheden været konstant stigende. Det kan for eksempel illustreres ved, at blandt de årige har de 20 procent fattigste (lavindkomstgruppen) kun oplevet en gennemsnitlig årlig realvækst i den disponible indkomst på 0,6 procent, mens indkomstfremgangen for de 20 procent rigeste (højindkomstgruppen) har været 3,3 procent. Den stigende indkomstulighed skyldes primært udviklingen i kapitalindkomsterne, herunder aktieafkast og boligafkast. Det er ikke de samme personer, der befinder sig i lavindkomstgruppen år efter år. For eksempel har omtrent halvdelen af de årige, der befandt sig i lav- indkomstgruppen i 1996, forladt lavindkomstgruppen i Selvom mange fortsat forlader lavindkomstgruppen i løbet af et år, er der siden 1996 sket et fald i indkomstmobilitet særligt blandt lavindkomstgruppen. Chancen for at forlade lavindkomstgruppen er således gradvist blevet mindre i perioden. Samtidig viser analysen af indkomstmobiliteten, at indvandrere fra mindre udviklede lande har markant lavere mobilitet end danskere, hvis de befinder sig i lavindkomstgruppen. Uddannelsesniveau har stor betydning for indkomstmobiliteten. Højtuddannede har en høj mobilitet, hvis de befinder sig i lavindkomstgruppen, og vil således have betydelig større chance for at forlade lavindkomstgruppen end lavtuddannede. Modsat er indkomstmobiliteten lav for højtuddannede i høj-indkomstgruppen og høj for lavtuddannede i højindkomstgruppen. Det er ikke kun den disponible indkomst, der har betydning for befolkningens forbrugsmuligheder befolkningens formueforhold har ligeledes betydning. Siden 1996 er danskernes gennemsnitlige nettoformue (ekskl. pensionsopsparing) steget med omkring 6 procent om året, når det tages højde for den generelle prisudvikling. Dette skal ses i forhold til, at indkomsterne kun er steget med omkring to procent årligt. 10 Fordeling og levevilkår

11 Nettoformuen koncentreres i stigende grad på den del af befolkningen, der har de højeste indkomster. Højindkomstgruppen har således oplevet en formuefremgang på knap ¼ mio. siden 1996, mens lavindkomstgruppen har oplevet et fald i nettoformuen på ca kr. Udviklingen i formuerne har således isoleret set bidraget til, at uligheden i forbrugsmulighederne er tiltaget. 2. Udviklingen i de disponible indkomster I 2002 var den gennemsnitlige disponible indkomst dvs. indkomsten efter skat i gennemsnit kr. for befolkningens som helhed. Dermed er de disponible indkomster i gennemsnit steget med kr. siden 1996, når der tages højde for den generelle prisudvikling. Denne stigning svarer til en real indkomstfremgang på i gennemsnit 2,1 procent om året siden 1996, som det fremgår af tabel 1. Indkomstfremgangen har imidlertid ikke været den samme for alle aldersgrupper. For eksempel har indkomstfremgangen for aldersgruppen år kun været på 0,8 procent realt om året, mens fremgangen for de og årige har været omkring 3,0 procent årligt. Den relativt lave realvækst for de unge skal formentlig ses i lyset af, at tendensen til stigende uddannelsesniveau for de unge er fortsat også i de senere år, således at en større andel af aldersgruppen år er under uddannelse i 2002 sammenlignet med Derudover kan stigningen i dimittendledigheden i løbet af 2001 og 2002 ligeledes have bidraget til den beskedne indkomstfremgang for denne aldersgruppe. De årige er den aldersgruppe, der har oplevet den største fremgang i indkomsterne i perioden 1996 til I denne periode har realvæksten i de disponible indkomster været på omkring 3,0 procent om året i gennemsnit. Denne aldersgruppe har samtidigt det højeste indkomstniveau i 2002, som det fremgår af tabel 1. Se boks 1 for en beskrivelse af opgørelsen af den disponible indkomst. Med henblik på nærmere at belyse, hvorfor de årige har oplevet den største indkomstmæssige fremgang, er i tabel 2 vist, hvorledes de enkelte indkomstkomponenter har bidraget til stigningen i den disponible indkomst i perio- Tabel 1. Udvikling i den disponible indkomst opdelt på alder, Årlig realvækst i Stigning i Disponibel indkomst disponible indkomster disponibel indkomst 2002 Procent kr. (2002-priser) kr år 0,8 6, år 1,9 16, år 1,8 17, år 2,7 30, år 3,0 28,5 175 Over 66 år 2,2 16,6 137 Alle 2,1 18, år 2,1 20,0 173 Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 11

12 Boks 1. Opgørelse af den disponible indkomst I dette kapitel (og kapitel 2) er det udviklingen i og fordelingen af den disponible indkomst, der er i fokus dvs. indkomsten efter skat. Konkret er den disponible indkomst beregnet som: Markedsindkomsten, dvs. lønindkomst, virksomhedsindkomst samt nettoudbetalinger fra pensionsordninger. + Overførselsindkomster, herunder dagpenge, efterløn, sociale pensioner mv. + Positiv nettokapitalindkomst som f.eks. renteindtægter - Negativ nettokapitalindkomst, som f.eks. renteudgifter + Beregnet afkast af ejerbolig, (4 procent af ejendomsvurderingen) - Indkomstskatter. Bemærk at indirekte skatter som f.eks. moms og punktafgifter ikke er medregnet i den disponible indkomst. Baggrunden for, at der indgår et beregnet afkast af ejerbolig i den disponible indkomst, er, at boligejere besidder et formueaktiv i kraft af ejerboligen, som giver et afkast, der bestå i, at ejeren frit kan bo i ejendommen uden at betale husleje. I modsætning hertil skal lejere betale husleje ud af den disponible indkomst. For at gøre indkomsterne mellem ejere og lejere sammenlignelige beregnes derfor et såkaldt imputeret afkast af ejerboligen, som tillægges ejerens øvrige indkomster. Afkastet beregnes som 4 procent af den aktuelle ejendomsvurdering i hele perioden. Samme fremgangsmåde anvendes af Finansministeriet, jf. Fordeling og Incitamenter, juni For at kunne sammenligne de disponible indkomster mellem individer er det hensigtsmæssigt at korrigere indkomsterne for forskelle i familiernes størrelse og sammensætning. Det skyldes, at det er økonomisk fordelagtigt at bo i parforhold, fordi en række udgifter som f.eks. boligudgifter kan deles. De disponible indkomster er derfor korrigeret med ækvivalensfaktoren, der grundlæggende er et mål for hvor mange enlige voksne, en familie indkomstmæssigt svarer til. Ækvivalensfaktoren beregnes som (antal voksne + antal børn) 0,6. En familie med to voksne uden børn har f.eks. en ækvivalensfaktor på 1,52. Den disponible indkomst for et familiemedlem beregnes som den samlede familieindkomst divideret med ækvivalensfaktoren. Alle familiemedlemmer herunder eventuelle børn får således tildelt samme disponible indkomst. I en familie med to voksne, der hver har en disponibel indkomst på henholdsvis og kr., vil de begge i fordelingsanalysen optræde med en disponibel indkomst på ( )/1,52 = Den familiemæssige ækvivalering af indkomsterne medfører således en omfordeling indenfor familien. I forhold til beregningsprincipperne i Fordeling og Levevilkår fra 2004 er såvel familiedefinitionen og ækvivalensfaktoren ændret i overensstemmelse med de metodeændringer, Finansministeriet har valgt i Fordeling og Incitamenter Fordeling og levevilkår

13 Tabel 2. Bidrag til årlig realvækst i disponible indkomster Årlig realvækst i Bidrag til årlig realvækst i indkomstkomponent disponibel indkomst år år Alle år år Alle Realvækst i procent Procent enhed Disponibel indkomst 2,7 3,0 2,1 2,7 3,0 2,1 - Markedsindkomst 2,1 3,5 1,7 3,1 3,0 2,3 - Positiv kapitalindk 10,5 6,6 9,2 0,5 0,5 0,4 - Negativ kapitalindk -0,6 1,2-0,4 0,1-0,1 0,1 - Afkast af ejerbolig 6,3 7,5 6,7 0,6 0,8 0,5 - Overførsler -3,8-1,0-1,7-1,0-0,6-0,6 - Pensionsindbetalinger -3,5-1,0-3,0 0,2 0,1 0,1 - Skatter 1,6 1,8 1,3-1,0-0,9-0,7 Anm.: Bidragene til den årlige realvækst i den disponible indkomst summer ikke præcist til den faktiske realvækst på grund af dekomponeringsmetoden. den 1996 til 2002 for denne aldersgruppe. Tabellen viser blandt andet, at udviklingen i markedsindkomsten for de årige isoleret set har bidraget til en stigning i den disponible indkomst på omkring 3,0 procent enhed om året, mens markedsindkomsten for befolkningen som helhed kun har bidraget med 2,3 procent enhed. Baggrunden for det forholdsvist store bidrag fra markedsindkomsten for de årige er blandt andet, at denne gruppe i særlig grad har oplevet en stigning i beskæftigelsesfrekvensen fra 1996 til Derudover er de årige den aldersgruppe, der har oplevet den største stigning i uddannelsesniveauet i perioden fra 1996 til 2002, hvilket trækker i retning af en stigning i beskæftigelsesfrekvensen og højere gennemsnitsløn for aldersgruppen. Udviklingen i den positive kapitalindkomst (renteindtægter, aktieindkomst mv.) og det beregnede afkast af ejerbolig har ligeledes bidraget til, at væksten i den disponible indkomst har været større for de årige i forhold til befolkningens som helhed. Det skyldes, at denne aldersgruppe sidder på en stor del af formuen (både boligformue og øvrig formue), hvorved de kraftige prisstigninger på ejerboliger og fremgangen på aktiemarkederne i slutningen af 1990 erne i særlig grad har påvirket de disponible indkomster for de årige. 3. Udviklingen i indkomstfordelingen For at belyse udviklingen i indkomstfordelingen, inddeles befolkningen i ti lige store grupper ordnet efter disponibel indkomst. Den første gruppe indeholder således de 10 procent af befolkningen, der har de laveste indkomster, mens den sidste gruppe indeholder de 10 procent af befolkningen, der har de højeste indkomster. Som det fremgår af figur 1, har de fattigste 10 procent af befolkningen en gennemsnitlige disponibel indkomst på kr. i 2002, mens de 10 procent rigeste i gennemsnit har en disponibel indkomst på omkring kr. De rigeste 10 procent af befolkningen har således næsten fem gange så meget til forbrug i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 13

14 Figur 1. Fordeling af de disponible indkomster i kr Fattigste 10 procent Rigeste 10 procent år Hele befolkningen forhold til de fattigste 10 procent af befolkningen. Indenfor aldersgruppen år er indkomstforskellene af nogenlunde samme størrelsesorden som for befolkningen som helhed, som det fremgår af figur 1. I resten af dette kapitel inddeles befolkningen i en lavindkomstgruppe, der består af de 20 procent fattigste (1. og 2. søjle i figur 1) og en højindkomstgruppe, som omfatter de 20 procent rigeste (9. og 10. søjle i figur 1). De resterende 60 procent, der er centreret omkring midten af indkomstfordelingen, benævnes mellemindkomstgruppen i det følgende. For lavindkomstgruppen kan hovedparten af den disponible indkomst henføres til overførselsindkomster, mens markedsindkomsten (primært lønindkomst) spiller en mindre rolle for lavindkomstgruppen, jf. tabel 3. I modsætning hertil modtager højindkomstgruppen relativt få indkomstoverførsler, mens markedsindkomsten for denne gruppe er omkring 50 procent større end den disponible indkomst for gruppen. Med hensyn til skatterne vi- Tabel 3. Indkomstsammensætningen opdelt på indkomstgrupper, 2002, hele befolkningen Lavindkomst Mellemindkomst Højindkomst kr. Disponibel indkomst Markedsindkomst Positiv kapitalindk Negativ kapitalindk Afkast af ejerbolig Overførsler Skatter Anm.: Alle beløb er angivet i husstandsækvivalerede enheder 14 Fordeling og levevilkår

15 Tabel 4. Ændring i disponibel indkomst fra 1996 til 2002, hele befolkningen Årlig Realvækst Real indkomst- Disponibel realvækst 1996 til 2002 fremgang indkomst Procent Procent kr. (2002-priser) kr. Lavindkomstgruppe 0,9 5,7 4,5 82,8 Mellemindkomstgruppe 1,7 10,4 14,1 149,1 Højindkomstgruppe 3,3 21,7 47,8 267,3 I alt 2,1 13,4 18,9 159,5 ser tabellen, at personer i lavindkomstgruppen i gennemsnit betaler kr. i skat, mens højindkomstgruppen i gennemsnit betaler kr. i skat. Den høje skattebetaling og de lave overførsler til højindkomstgruppen og modsat den lave skattebetaling og de store overførsler til lavindkomstgruppen illustrer tydeligt den omfordeling, som den offentlige sektor sikrer mellem rig og fattig. I perioden 1996 til 2002 er den disponible indkomst i gennemsnit steget med 0,9 procent årligt for lavindkomstgruppen. Det svarer til en indkomstfremgang på kr., når der korrigeres for inflation. I samme periode har højindkomstgruppen oplevet en gennemsnitlig årlig stigning på 3,3 procent om året svarende til kr., jf. tabel 4. Den udvikling har således medført, at den indkomstmæssige ulighed i samfundet er øget i perioden. Stigningen i uligheden kan alternativt illustreres ved, at de rigeste 10 procent af befolkningen i 1996 havde en disponibel indkomst, der var knap fire gange så stor som indkomsten for de fattigste 10 procent. I 2002 har de rigeste næsten fem gange så høj en disponibel indkomst som de fattigste 10 procent. I de erhvervsaktive aldersgrupper ses samme tendens til stigende ulighed, idet den disponible indkomst for lavindkomstgruppen blandt de årige kun er steget med 0,6 procent realt i gennem- Tabel 5. Ændring i disponibel indkomst fra 1996 til 2002, årige Årlig Realvækst Real indkomst- Disponibel realvækst 1996 til 2002 fremgang indkomst Procent Procent kr. (2002-priser) kr. Lavindkomstgruppe 0,6 3,9 3,4 89,9 Mellemindkomstgruppe 1,7 10,4 15,4 163,3 Højindkomstgruppe 3,3 21,8 50,8 283,5 I alt 2,1 13,1 20,0 172,7 Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 15

16 snit om året, mens stigningen for højindkomstgruppen har været 3,3 procent i gennemsnit om året, jf. tabel 5. Det skal dog bemærkes, at det ikke nødvendigvis er de samme personer, der befinder sig i lavindkomstgruppen i de enkelte år. Blandt de, der befandt sig i lavindkomstgruppen i 1996, er der således en del personer, der i perioden frem til 2002 er rykket op i en højere indkomstgruppe. Denne indkomstmobilitet belyses nærmere senere i dette kapitel. Indkomstmobiliteten er medvirkende til, at indkomstfordelingen bliver mere lige, hvis analysen foretages over en længere periode end et år. F.eks. viser tabel 6, at når indkomstfordelingen analyseres i et enkelt år, er den disponible indkomst for de 10 procent rigeste 4,5 gange højere end indkomsten for de 10 procent fattigste. Hvis analysen alternativt baseres på summen af de individuelle disponible indkomster i de seneste syv år, viser tabellen, at indkomstforholdet mellem de rigeste 10 procent og de fattigste 10 procent af befolkningen reduceres til 3,3. Baggrunden for, at indkomstfordelingen bliver mere lige, jo længere analyseperioden bliver, er netop den enkeltes mobilitet i indkomstfordelingen, idet en del af dem, der befinder sig i lavindkomstgruppen, som nævnt i de efterfølgende år rykker op i en højere indkomstgruppe (f.eks. en studerende der færdiggør studiet og får fast arbejde), mens omvendt en del af dem, der befinder sig i de højere indkomstgrupper rykker ned i indkomstfordelingen (f.eks. som følge af ledighed eller tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.). I kapitel 2 i denne rapport er der foretaget beregninger af fordelingen af livsindkomster. Udviklingen i indkomstfordelingen kan beregningsmæssigt sammenfattes i ét overordnet ulighedsmål. I forbindelse med fordelingsanalyser benyttes ginikoefficienten typisk som mål for den indkomstmæssige ulighed. Ginikoefficienten er et indeks mellem 0 og 100, hvor 0 svarer til, at alle personer har samme indkomstsniveau, mens en ginikoefficient på 100 svarer til, at hele indkomstmassen er koncentreret hos en en- Tabel 6. Indkomstforskelle mellem de rigeste og fattigste ved forskellige periodelængder, hele befolkningen Indkomsten for de 10 procent rigeste i forhold til indkomsten for de 10 procent fattigste Faktor 1 år (2002) 4,5 2 år ( ) 4,1 3 år ( ) 3,9 4 år ( ) 3,7 5 år ( ) 3,6 6 år ( ) 3,5 7 år ( ) 3,3 Anm.: Kun personer, der har haft bopæl i Danmark i hele perioden , er medtaget. Det er grunden til, at indkomstforskellen på 4,5 for 1 år (2002) ikke svarer til præcist til forholdet på knap 5 der er nævnt tidligere i kapitlet. Indkomster er opregnet til 2002-niveau. 16 Fordeling og levevilkår

17 Figur 2. Udviklingen i uligheden i de disponible indkomster, Procent Procent Hele befolkningen årige Over 66-årige 17 Kilde: AErådet og Finansministeriet, Fordeling og incitamenter 2004 kelt person. En stigning i ginikoefficienten er således udtryk for, at indkomstfordelingen er blevet mere ulige. Som det fremgår af figur 2, har den indkomstmæssige ulighed målt ved ginikoefficienten været jævnt stigende siden midt i 1990 erne. Dette er et brud med de foregående ti års udvikling, hvor uligheden i store træk har været konstant. Denne udvikling ses både blandt de erhvervsaktive aldersgrupper, blandt de ældre og for befolkningens som helhed. På trods af de senere års tendens til stigende ulighed er Danmark dog fortsat et af de lande, hvor indkomstuligheden er lavest. For at belyse hvilke forhold, der har bidraget til, at uligheden er steget, er i tabel 7 vist hvor stor en del af stigningen i ulighedsindekset, der kan henføres til de enkelte indkomster. Som det fremgår af tabellen, er det primært udviklingen i den positive kapitalindkomst (renteindtægter, aktieindkomst mv.) og afkastet af ejerbolig, der har bidraget til stigningen i uligheden siden Af den samlede stigning i ulighedsindekset på 3,0 procent enhed bidrager disse indkomster samlet med 3,6 procent enhed. Tabel 7. Bidrag til ændringer i ulighed for hele befolkningen, Ændring Ulighedsindeks 20,2 23,2 3,0 - Markedsindkomst 46,3 45,2-1,1 - Overførsler -7,8-6,9 1,0 - Beregnet afkast af ejerbolig 2,3 3,6 1,3 - Positiv kapitalindkomst 1,7 4,0 2,3 - Negativ kapitalindkomst -3,2-2,9 0,4 - Direkte skatter -18,9-19,8-0,8 Anm.: Se boks 2 for en beskrivelse af beregningsmetoden. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 17

18 Boks 2. Beregning af bidrag til ændring i indkomstulighed For at belyse, hvorledes de enkelte indkomstkomponenter har bidraget til at øge eller reducere indkomstuligheden, er i tabel 7 foretaget en dekomponering af ændringer i ginikoefficienten på de overordnede indkomstkomponenter. Beregningen af de enkelte bidrag til ginikoefficienten i et givet år kan illustreres ud fra følgende: G d = a p (P/D) + a o (O/D) + a s (-S/D) hvor G er ginikoefficienten for den disponible indkomst, P er private indkomster, O er overførsler og S er skatter. Koefficienterne a p, a o, a s er de såkaldte koncentrationsindeks for de enkelte indkomstkomponeneter, og er grundlæggende et mål for den marginale fordelingsprofil for indkomstkomponenterne. Bidraget til ginikoefficienten fra en specifik indkomstkomponent beregnes således som koncentrationsindekset gange den andel, den pågældende indkomstkomponent udgør af den disponible indkomst. Indkomster, der kun vægter meget lidt, påvirker således kun ginikoefficienten marginalt, selvom den pågældende indkomst er meget skævt fordelt. Ændringer i en indkomstkomponents bidrag til uligheden (som de er angivet i tabel 7) kan således enten skyldes, at indkomstprofilen for den pågældende indkomstkomponent er ændret og/eller, at indkomstkomponentens andel af den disponible indkomst er faldet eller steget i perioden. I figur B1 og B2 nedenfor er vist, hvorledes positivt kapitalindkomst og det beregnede afkast af ejerboliger er fordelt på indkomstgrupper. Som det fremgår, er fordelingen af disse indkomster mere skæv end fordelingen af de disponible indkomster, og skævheden er blevet forstærket i perioden 1996 til Det er én af forklaringerne på, at udviklingen i disse indkomstkomponenter har bidraget til en større indkomstulighed. Derudover er disse indkomster steget kraftigere end den disponible indkomst, hvilket ligeledes indebærer, at udviklingen i disse indkomster trækker i retning af stigende indkomstulighed. For eksempel er den positive kapitalindkomsts andel af den disponible indkomst steget fra 3,8 procent til 5,7 procent fra 1996 til Tilsvarende er det beregnede boligafkast udtrykt som andel af den disponible indkomst steget fra 7,7 procent til 10,0 procent i samme periode. Figur B1. Fordeling af positiv kapitalindkomst på indkomstgrupper Figur B2. Fordeling af det beregnede boligafkast på indkomstgrupper Procent Fattigste 10 pct Rigeste 10 pct. Disp. indkomst 1996 Pos. kap. indk Pos. kap.indk Procent Procent Fattigste 10 pct Rigeste 10 pct. Disp. indkomst 1996 Boligafkast 1996 Boligafkast Procent Anm.: Befolkningen er inddelt efter disponibel indkomst 18 Fordeling og levevilkår

19 Det er således de formuerelaterede indkomster, der har været den primære drivkraft bag stigningen i uligheden. Baggrunden for, at disse formuerelaterede indkomster har bidraget til at øge uligheden i de disponible indkomster, er for det første, at disse indkomster siden 1996 er blevet mere ulige fordelt dvs. en stigende del af den positive kapitalindkomst og af afkastet af ejerbolig er koncentreret hos de højeste indkomstgrupper. For det andet er disse indkomster som vist tidligere steget mere end den disponible indkomst på grund af stigende aktiekurser og boligpriser mv., hvorved de i 2002 udgør en større del af den disponible indkomst end i 1996, jf. boks 2. Udover de formuerelaterede indkomster har udviklingen i overførselsindkomsterne ud fra en isoleret betragtning ligeledes bidraget til at øge uligheden. Dette bidrag skyldes imidlertid, at overførslerne i 2002 udgør en mindre andel af den disponible indkomst end i 1996 blandt andet på grund af den faldende ledighed i perioden. Derved spiller overførslerne en mindre rolle i det samlede indkomstregnskab og den omfordeling, der sker via de offentlige overførsler, bidrager i mindre grad end tidligere til at udligne de indkomstmæssige forskelle. Det modsvares imidlertid af, at udviklingen i markedsindkomsten bidrager til at reducere uligheden i perioden. Ses udviklingen i markedsindkomsten og overførslerne under ét, bidrager disse til et marginalt fald i uligheden i perioden. Baggrunden for, at markedsindkomsten isoleret set har bidraget til at mindske uligheden er formentlig, at beskæftigelsen af steget i perioden 1996 til 2002, hvorved der er sket en stigning i andel af befolkningen, der har lønindkomst. For så vidt angår indkomstskatterne, har udviklingen i disse isoleret set bidraget til at mindske den indkomstmæssige ulighed. Det peger på, at skattereformen i 1998 (Pinsepakken) har medvirket til at mindske den indkomstmæssige ulighed. 4. Indkomstmobilitet Som nævnt tidligere er det ikke de samme personer, der befinder sig i henholdsvis lav-, mellem- og højindkomstgruppen fra det ene år til det andet, idet der hvert år er mange, der skifter placering i indkomstfordelingen. I dette afsnit undersøges derfor, hvordan indkomstmobiliteten har udviklet sig i perioden fra 1996 til Indkomstmoblititeten kan imidlertid måles på mange måder. I dette afsnit er indkomstmobiliteten målt som det gennemsnitlige antal indkomstdeciler, en person har flyttet sig i løbet af et år se boks 3 for en nærmere forklaring. Da en vis del af indkomstmobiliteten skyldes store indkomstspring, når unge træder ind på arbejdsmarkedet og når ældre forlader arbejdsmarkedet, er i dette afsnit udelukkende valgt at se på aldersgruppen år. Det er således kun mobiliteten indenfor den aldersgruppe, hvor de fleste er erhvervsaktive, der analyseres nedenfor. Med ovennævnte mobilitetsmål kan indkomstmobiliteten opgøres til 0,91 fra 2001 til 2002, hvilket svarer til, at de årige i gennemsnit rykker lidt mindre end én decil op eller ned i indkomstfordelingen på et år. Indkomstmobiliteten er imidlertid faldet fra et niveau på 0,97 i 1996/97 dvs. et fald på knap 7 procent. Som det fremgår at figur 3, er mellemindkomstgruppen den gruppe, der har højest mobilitet. Det skyldes blandt andet, at decilerne i mellemindkomstgruppen ligger tættere, end de gør ude i enderne af indkomstfordelingen. Således har per- Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 19

20 Boks 3. Mål for indkomstmobilitet Man kan måle mobiliteten på mange forskellige måder. I denne rapport er valgt et forholdsvist simpelt mål, hvor mobiliteten beregnes som det gennemsnitlige antal indkomstdeciler, personerne har flyttet sig i løbet af et år. Både op- og nedrykninger i indkomstfordelingen tæller altså med i mobilitetsmålet. Med dette mål er det således kun ændringer i placeringen i indkomstfordelingen, der har betydning for den beregnede mobilitet. Det betyder f.eks., at hvis alle personer oplever en stigning i indkomsten på 10 procent, vil det ikke slå ud i mobilitetsmålet, idet alle vil forblive i den oprindelige indkomstdecil. Beregningen af mobilitetsmålet kan illustreres med et eksempel. Hvis den fattigste i en gruppe på ti personer i løbet af et år bytter plads med den rigeste, vil den fattigste i udgangssituationen have rykket ni deciler op i indkomstfordelingen, mens den rigeste vil have rykket ni deciler ned. De midterste otte personer antages at fastholde deres plads i indkomstfordelingen. Det indebærer, at der samlet set er sket 18 decilændringer i løbet af året svarende til en gennemsnitlig mobilitet pr. person på 1,8. Som i den resterende del af rapporten er det den familieækvivalerede disponible indkomst, der danne grundlag for beregningen. Det betyder f.eks., at personer, der lever i parforhold, kan flytte plads i indkomstfordelingen som følge af ændrede indkomstforhold for samleveren. Samtidig vil ændringer i familiestørrelsen påvirke den enkeltes mobilitet. Baggrunden for at dette indkomstmål er valgt, er, at det er et bedre mål for den enkeltes forbrugsmuligheder end den individuelle disponible indkomst. Hvis man kun kigger på den individuelle indkomst, bliver mobiliteten lidt lavere blandt andet fordi, at ændringer i familiestørrelse herved ikke påvirker den beregnede mobilitet. Hovedresultaterne i dette afsnit påvirkes ikke nævneværdigt af at benytte individuelle disponible indkomster i stedet for den husstandsækvivalerede disponible indkomst. En ulempe ved det valgte mobilitetsmål er, at meget små ændringer i indkomsten kan indebærer et skift i indkomstdecil og dermed bidrag relativt meget til mobilitetsmålet (f.eks. en person der rykker fra toppen af 4. decil til bunden af 5. decil.). Som alternativ er mobilitetsmålet blevet beregnet som den gennemsnitlige årlige absolutte ændring i indkomstfraktilen, hvorved ovennævnte diskontinuiteter elimineres. Analyseresultaterne påvirkes imidlertid ikke nævneværdigt af, om mobilitetsmålet beregnes på baggrund af deciler eller fraktiler. soner i mellemindkomstgruppen i gennemsnit rykket kr. op eller ned i indkomst fra 2001 til 2002, mens personer i højindkomstgruppen i gennemsnit rykkede kr. En del af forklaringen kan dog også være, at mellemindkomstgruppen rent teknisk er den gruppe, der har bedst mulighed for at rykke op og 20 Fordeling og levevilkår

21 Figur 3. Udviklingen i indkomstmobiliteten fra 1996 til 2002 opdelt på indkomstgrupper, årige 1,1 1,0 0,9 0,8 0,7 0,6 96/97 97/98 98/99 99/00 00/01 01/02 År Lavindkomst Mellemindkomst Højindkomst Anm.: Mobiliteten i 1996/97 er beregnet som den gennemsnitlige absolutte decilændring fra 1996 til ned, mens højindkomst- og lavindkomstgruppen er begrænsede i deres muligheder for at rykke henholdsvis op og ned. Som det fremgår af figuren, har alle indkomstgrupper oplevet et fald i mobiliteten fra 1996 til Lavindkomstgruppen har dog oplevet det største fald, idet indkomstmobiliteten for denne gruppe er faldet med mere end 15 procent i perioden. Hovedparten af dette fald er sket i perioden 1996 til 1999 dvs. i først halvdel af perioden. Baggrunden for det kan muligvis være, at i begyndelsen af en højkonjunktur vil en forholdsvis stor del af lavindkomstgruppen være personer med gode uddannelses- og erhvervskompetencer, som har gode muligheder for at få job og som derfor har stor chance for at stige betydeligt i indkomst. Efter en årrække med gunstige konjunkturer vil disse personer gradvist have forladt lavindkomstgruppen således, at de, der er tilbage, ikke i samme grad vil have potentiale til at opnå en betydelig indkomstfremgang. Som det fremgår af figur 4, har indvandrere fra mindre udviklede lande en betydeligt lavere indkomstmobilitet sammenlignet med danskere og indvandrere fra mere udviklede lande. Det dækker over, at indvandrere fra mindre udviklede lande har en meget lav mobilitet, hvis de befinder sig i lavindkomstgruppen, idet kun omkring 11 procent af indvandrerne fra mindre udviklede lande forlader lavindkomstgruppen i løbet af et år, mens det for danskere er 27 procent. Indvandrere fra mindre udviklede lande, der er i mellem- eller højindkomstgruppen, har imidlertid stort set samme indkomstmobilitet som danskere. Da der ikke er ret mange efterkommere over 24 år, er datagrundlaget for dem ret spinkelt. Tallene tyder dog på, at mobiliteten blandt efterkommere er på niveau med mobiliteten blandt danskerne. Mobiliteten blandt indvandrere fra mindre udviklede lande er imidlertid ikke faldet siden 1996, som tilfældet er for danskere og indvandrere fra mere udviklede lande. Det generelle fald i indkomstmobiliteten nævneværdigt siden 1996 er derfor ikke udelukkende et resultat af, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 21

22 Figur 4. Udviklingen i indkomstmobiliteten fra 1996 til 2002 opdelt på herkomst, årige 1,1 1,0 0,9 0,8 0,7 0,6 96/97 97/98 98/99 99/00 00/01 01/02 År Danskere Indvandrere mere udv. lande Indvandrere mindre udv. lande. der er kommet flere indvandrere i landet med lave indkomster og lav indkomstmobilitet. For danskerne er faldet i mobilitet især kommet fra et fald i lav- og højindkomstgruppernes mobilitet. Den gennemsnitlige mobilitet i de enkelte uddannelsesgrupper adskiller sig ikke ret meget fra hinanden, som det fremgår af tabel 8. Det dækker imidlertid over, at mobiliteten for de forskellige uddannelsesgrupper afhænger meget af hvilken indkomstgruppe, personerne befinder sig i. For eksempel har personer med en lang videregående uddannelse meget høj mobilitet, hvis de befinder sig i lav- eller mellemindkomstgruppen, mens deres mobilitet er meget lav, hvis de befinder sig i højindkomstgruppen. Af de personer med en lang videregående uddannelse, der befinder sig i højindkomstgruppen et år, er det således næsten 86 procent, som stadig er i højindkomstgruppen året efter, mens 67 procent af dem i lavindkomstgruppen med en lang videregående uddannelse, var i gruppen året efter. For de ufaglærte er mobiliteten i lavindkomstgruppen lav, idet 80 procent stadigvæk er i lavindkomstgruppen året efter. Samtidigt er de ufaglærte også den gruppe, der har højest mobilitet i højindkomstgruppen. Disse sammenhænge forstærkes, hvis analysen baseres på individuelle disponible indkomster i stedet for de husstandsækvivalerede indkomster som er anvendt her. Tabel 8. Indkomstmobilitet fordelt på indkomst- og uddannelsesgrupper i 2001/02 Ufaglærte Faglærte KVU MVU LVU Mobilitetsindeks Mobilitet i 2001/02 0,89 0,93 0,95 0,88 0,88 - lavindkomstgruppen 0,67 0,87 0,94 1,06 1,33 - mellemindkomstgruppen 1,02 0,99 1,06 1,01 1,21 - højindkomstgruppen 0,84 0,76 0,69 0,54 0, Fordeling og levevilkår

23 Som nævnt tidligere indgår der i opgørelsen af den disponible indkomst et beregnet afkast af ejerboliger på 4 procent af ejendomsvurderingen, og denne indkomstkomponent udgør en stigende andel af den disponible indkomst på grund af de stigende ejendomsvurderinger siden Sammenholdt med, at dette afkast typisk udviser mindre udsving end f.eks. lønindkomst, bidrager det isoleret set til, at indkomstmobiliteten reduceres. Udelades afkastet af ejerboliger fra beregningen af den disponible indkomst, viser mobilitetsberegningerne imidlertid fortsat et fald i mobiliteten i perioden. 5. Indkomstmobilitet for lavindkomstgruppen I dette afsnit ses der nærmere på indkomstmobilitet mv. for lavindkomstgruppen. Hvor mange befinder sig permanent i lavindkomstgruppen? Hvilke karakteristika øger sandsynligheden for at rykke ud af lavindkomstgruppen? Hvordan har indkomstudviklingen været for personer, der permanent befinder sig i lavindkomstgruppen? For at illustrere afgangen fra lavindkomstgruppen er i figur 5 vist hvilken indkomstgruppe, personer fra lavindkomstgruppen i 1996 befinder sig i de efterfølgende år. Et år efter 1996 har næsten 27 procent forladt lavindkomstgruppen. I årene derefter falder det antal, der forlader lavindkomstgruppen hvert år, og efter seks år (i 2002) har næsten halvdelen forladt lavindkomstgruppen. De fleste af de, der har forladt lavindkomstgruppen er rykket op i mellemindkomstgruppen, mens kun 4 procent af lavindkomstgruppen i løbet af de seks år er rykket op i højindkomstgruppen. Omkring 33 procent af lavindkomstgruppen i 1996, svarende til omkring personer, har været i lavindkomstgruppen i alle syv år fra 1996 til Tallene tyder på et mønster, hvor nogle personer har et enkelt eller to dårlige år og derefter rykker permanent ud af lavindkomstgruppen. Andre en tredjedel af lavindkomstgruppen - bliver permanent hængende i lavindkomstgruppen, mens Figur 5. Lavindkomstgruppen i 1996 fordelt efter indkomstgruppe i de efterfølgende år Procent År fra 1996 Lavindkomst Mellemindkomst Højindkomst. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 23

24 Tabel 9. Lavindkomstgruppen i 1996 opdelt på alder Lavindkomstgruppen i årige i alt i 1996 Procent Procent år 16,0 14, år 21,3 16, år 18,9 14, år 14,7 14, år 10,6 14, år 10,1 14, år 8,4 10,5 I alt Anm.: Studerende i 1996 og/eller 2002 er ikke medtaget i tabellen.. en tredje gruppe forlader lavindkomstgruppen, men kommer tilbage igen. I det følgende har vi valgt at se bort fra personer, der var registeret som studerende i 1996 eller Dette sker for at undgå, at studerende, som jo vælger at have en lav indkomst i en periode for at forbedre deres indkomst senere i livet, fordrejer billedet af hvor mange i Danmark, der er permanent i lavindkomstgruppen. Alderssammensætningen i lavindkomstgruppen i 1996 adskiller sig fra den generelle alderssammensætning af de årige i Som det ses af tabel 9, var især de årige overrepræsenteret i lavindkomstgruppen. De årige udgjorde således over en femtedel af lavindkomstgruppen, mens de kun udgjorde lidt under en sjettedel af de årige. Omvendt er især de årige underrepræsenterede i lavindkomstgruppen. Denne aldersgruppe udgjorde omkring 30 procent af de årige, men udgjorde kun lidt over 20 procent af lavindkomstgruppen. Der er store forskelle på de enkelte aldersgruppers chance for at forlade lavindkomstgruppen. Det fremgår af figur 6, der viser hvor stor en andel af de, der var i lavindkomstgruppen i 1996, der stadig er i lavindkomstgruppen i Som det fremgår, har de årige mindst sandsynlighed for fortsat at være i lavindkomstgruppen i 2002, idet lidt over halvdelen har forladt lavindkomstgruppen. De årige er den aldersgruppe med størst sandsynlighed på 68 procent for fortsat at være i lavindkomstgruppen i Dette tyder på, at hvis man først er havnet i lavindkomstgruppen som ældre, er ens muligheder for at forbedre ens situation begrænsede. Overraskende ses, at de årige har en forholdsvis høj sandsynlighed for fortsat at være i lavindkomstgruppen i 2002 næsten lige så stor som de årige. Samtidig er denne aldersgruppe overrepræsenteret i lavindkomstgruppen i Den høje sandsynlighed for de årige kan muligvis skyldes, at denne aldersgruppe kom ud på arbejdsmarkedet i slutningen af 1980 erne, hvor arbejdsmarkedet var præget af stigende ledighed og faldende beskæftigelse. Dette kan have 24 Fordeling og levevilkår