Miljømæssigt råderum et vildskud?

Miljømæssigt råderum et vildskud? Miljømæssigt råderum udspringer af begrebet bæredygtighed. Men hvor bæredygtighedsbegrebet sigter mod relevante og operationelle mål for samfundets udvikling, så indebærer råderumsbegrebet en række tilfældige mål for samfundets ressourceforbrug her og nu. Vi konkluderer, at råderumsbegrebet i sin praktiske udmøntning ikke leder frem til resultater, der kan anvendes til samfundsøkonomiske og politiske prioriteringer. Seniorforsker, ph.d. Jesper Munksgaard, AKF, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut Souschef Anders Larsen, AKF, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut Begrebet bæredygtighed har haft stor politisk gennemslagskraft. Så stor, at begrebet er blevet implementeret som politisk mål i mange sammenhænge, bl.a. i EU og Danmark. I Danmark er bæredygtighed blevet nøgleordet i miljø- og energipolitikken. 1 En aflægger af bæredygtighedsbegrebet er»miljømæssigt råderum«. 2 Efter vores opfattelse er der tale om et vildskud. Hvor perspektivet i bæredygtighedsbegrebet er at sikre velfærd for vores børn og børnebørn, så er perspektivet i det»miljømæssige råderum«en ligelig fordeling af jordens ressourcer her og nu på tværs af grænser og indkomstforskelle. Selvfølgelig et vigtigt problem, men der er ingen grund til at dreje debatten om den langsigtede udvikling hen mod en debat om fordelingen af jordens goder mellem rige og fattige her og nu. Selv om Brundtlandrapporten indeholder begge perspektiver, kan det være nyttigt at skelne mellem fordeling mellem generationer og fordeling inden for den nuværende generation. Der er også forskel på anvendelsesperspektivet i de to begreber: bæredygtighed og råderum. Bæredygtighedsbegrebet sigter mod en operationel og politikrelevant målestok for samfundets udvikling. Råderumsbegrebet udmønter sig derimod i en række tilfældige, partielle mål for samfundets ressourceforbrug. Med udgangspunkt i begrebet bæredygtighed vil vi i denne artikel se kritisk på råderumsbegrebet ud fra en økonomisk synsvinkel. Spørgsmålet, vi stiller, er frem for alt: Hvad kan det anvendes til? I det første afsnit definerer vi begrebet bæredygtighed såvel i forhold til Brundtlandrapporten som i forhold til den økonomiske teori. Derefter beskriver vi nogle uafklarede teoretiske problemer ved bæredygtighedsbegrebet. Så udleder vi begrebet miljømæssigt råderum som en form for»stærk bæredygtighed«. Efterfølgende opstiller vi en række kritikpunkter mod råderumsbegrebet, herunder at det ikke leder frem til et værktøj, der kan bruges til 29

planlægningsmæssige og politiske prioriteringer. Vi giver derefter nogle empiriske eksempler på udmøntningen af bæredygtighedsbegrebet. Endelig konkluderer vi i det sidste afsnit, at råderumsbegrebet er problematisk i sin praktiske udmøntning, hvorimod bæredygtighedsbegrebet indeholder nogle udviklingsmuligheder. Begrebet bæredygtighed Erkendelsen i Brundtlandrapporten af, at der er en konflikt mellem økonomisk vækst og befolkningstilvækst på den ene side og opretholdelsen af en økologisk balance på den anden, var måske ikke ny, se fx Dubgaard (1996) for en perspektivering. Men nyt i hvert tilfælde i de fleste menneskers bevidsthed var udmøntningen af et klart princip for opnåelse af en bæredygtig udvikling bæredygtighedsprincippet. I Brundtlandrapporten defineres bæredygtig udvikling på følgende måde:»a sustainable development is a development which meets the needs of the present generation without compromising the ability of future generations to meet their own needs«(brundtlandrapporten, 1987). Formuleret på denne måde bliver spørgsmålet om bæredygtig vækst et spørgsmål om, at vi tager hensyn til vores efterkommere børn og børnebørn. Et klart etisk princip! Men der eksisterer også et økonomisk princip Hartwicks regel. Et par årtier før Gro Harlem Brundtlands navn blev koblet til begrebet bæredygtighed, formulerede økonomen Hartwick den kendte regel:»if a society invests the rent of the non-renewable resources in renewable or produced capital stock, the society is able to maintain a sustainable development«(hartwick, 1966). Hartwicks regel er mere forpligtende end Brundtlandrapportens bæredygtighedsprincip. Reglen indeholder nemlig et krav om, at et samfund inddrager overskuddet fra udnyttelsen af de ikke-fornybare ressourcer og investerer dette i teknologier baseret på vedvarende ressourcer eller i en udbygning af kapitalapparatet. Hensigten er at sikre velfærd for vores efterkommere gennem investeringer i dag. Uafklarede teoretiske problemer Der har dog vist sig at være et stykke vej fra Hartwicks lærebogsregel til en praktisk udmøntning af bæredygtighedsbegrebet. Er Danmark bæredygtigt? Går udviklingen i den rigtige retning? Disse spørgsmål kan der ikke svares entydigt på, for der mangler en overordnet og accepteret målestok for bæredygtighed. Dette skyldes ikke mindst, at der knytter sig nogle uafklarede spørgsmål til den økonomiske teoris fortolkning af bæredygtighedsbegrebet, fx følgende: Hvad vil vore efterkommere opfatte som velfærd? Skal vore efterkommere have adgang til samme mængder og typer af udtømmelige ressourcer som os, eller kan nogle typer af ressourcer erstattes af andre? Hvem har ansvar for befolkningsvæksten? Det første spørgsmål drejer sig om, at vi ikke ved, hvad der vil gøre vores efterkommere lykkelige. Den velfærdsøkonomiske teori går nemlig ud fra, at behov (præferencer) er givne, og er ikke i stand til at sige ret meget om, hvordan de ændrer sig over tid. Velfærdsøkonomisk teori beskriver nulevende individers behov og præferencer, men ikke de fremtidige generationers præferencer. Centralt i velfærdsteorien står forestillingen om individets egennytte. Tesen er, at hvert individ i samfundet maksimerer sin egen nytte givet egne behov (præferencer) og økonomiske muligheder (indkomst). Velfærdsteorien siger med andre ord, at vi hver især bedst ved, hvad der gør os lykkelige, men at denne lykke begrænses af, at vi kun har et givet budget en given indkomst til disposition. 3 Hvis man så antog at kende de fremtidige generationers præferencer eller forudsatte, at de var identiske med den nulevende generations, så er der spørgsmålet om, hvordan nulevende og fremtidige generationers nytte sammenvejes diskonteres. Ifølge den neoklassiske miljøøkonomi skal man nemlig maksimere alle nulevende og kommende generationers velfærd. Hvilken diskonteringsfaktor, der er den rigtige at anvende, giver den økonomiske litteratur ikke noget entydigt svar på. 4 Det andet spørgsmål drejer sig om, i hvilket omfang substitution mellem forskellige typer af kapital 30

er tilladt. Problemet er især, om det er tilladeligt at substituere udtømmelige ressourcer, fx naturgas, med fx human kapital i form af øget uddannelse eller kulturhuse. Afhængig af omfanget af tilladelig substitution er bæredygtighedsbegrebet i den økonomiske teori blevet udsat for en gradbøjning i svag og stærk bæredygtighed (se fx Pearce, 1997). Hvis man anvender det svage bæredygtighedsbegreb, betyder det, at udtømmelige naturressourcer, som fx olie, gerne må udnyttes af den nulevende generation. Den skal blot sikre, at der bliver foretaget en investering af overskuddet (ressourcerenten) i andre former for kapital, der kan sikre velfærd for vore efterkommere. Anvender man derimod det stærke bæredygtighedsbegreb, så er substitution ikke tilladt. Dette indebærer i realiteten, at vore efterkommere skal have samme mængder og typer af kapital til rådighed, som vi har i dag. En praktisk konsekvens af at anvende det stærke bæredygtighedsbegreb bliver, at ingen generationer kan udvinde ikke-fornybare ressourcer. Befolkningsvæksten (det tredje problem) er ikke skabt af den nuværende generation. Og i hvert fald vil en hensyntagen til antallet af indbyggere på jorden om fx 100 år tilføre opgaven med at sikre en bæredygtig udvikling en voldsom usikkerhed. Implikationerne af at anvende det svage henholdsvis det stærke bæredygtighedsbegreb er unægtelig vidt forskellige. Men der er ikke i den økonomiske litteratur klare anbefalinger af, hvilket af de to begreber man bør anvende. Ud over problemerne med manglende kendskab til antal mennesker i fremtiden, de fremtidige generationers behov og graden af tilladelig substitution, er der også følgende uafklarede spørgsmål: Hvordan skal der i den Hartwickske opsparing tages højde for de teknologiske fremskridt herunder produktivitetsforbedringer som man må forvente også vil ske fremover? Hvordan fortolkes bæredygtighed for åbne økonomier, fx lande der er afhængig af stor import eller eksport af råvarer, fx olie? Hvis ikke nigerianerne investerer overskuddet fra deres olieproduktion i anden kapital, skal olieimportørerne så gøre det og evt. overføre den kompenserende kapital til Nigeria? Miljømæssigt råderum I mangel af et accepteret og målbart bæredygtighedsbegreb er begrebet miljømæssigt råderum i de senere år vokset frem som et tilsyneladende mere operationelt alternativ. En sociolog (Elling, 1997) har formuleret det således:»menneskelivet på kloden indeholder ganske enorme forskelle: kulturelle, religiøse, klimatiske, politiske, historiske, etc. og ud fra disse har vi vidt forskellige værdier og ønsker om, hvad vi vil passe på, bevare og udvikle og vidt forskellige muligheder... Set i dette perspektiv er det forståeligt, at nogle vil fristes til kunstgreb. Disse enorme forskelle opfattes som ustyrlige. Der ses bort fra dem med betragtninger om, at det er den samme jord, vi lever på. Lad os beregne, hvad der er til hver af os, uanset hvem vi er, og hvor vi er, uanset, tid, rum og stof.«tanken om, at der eksisterer et miljømæssigt råderum udspringer fra det tyske Wuppertal Institut (se fx Wuppertal Institute, 1995). Det miljømæssige råderum tager udgangspunkt i naturens tålegrænser og et globalt lighedsprincip, der fastslår, at alle mennesker på kloden skal have den samme ret, men ikke pligt, til at bruge jordens ressourcer (NOAH, 1996). Der tages altså ikke hensyn til historiske og kulturelle forskelle mellem forskellige befolkninger. Begrebet er kraftigt inspireret af stærk bæredygtighed. Forankringen i det stærke bæredygtighedsbegreb træder frem i følgende definition, som Kim Ejlertsen står fadder til:»det miljømæssige råderum er den samlede mængde energi, ikke-fornyelige råstoffer, landbrugsjord, tømmer og ferskvand, vi kan bruge uden at hindre fremtidige generationer i at få adgang til de samme mængder«(ejlertsen, 1997). Det miljømæssige råderum beregnes som den mængde stof (ton, m 3 osv.) hvert individ har til rådighed i form af råstof, der kan bruges, eller forurening, der kan udledes. På den baggrund kan et samfund karakteriseres som bæredygtigt, når det målt pr. capita bruger mindre end det miljømæssige råderum opgjort pr. capita. Fastlæggelsen af råderum baseres på skøn over de begrænsede ressourcer, og hvilken forurening naturens systemer kan tåle globalt, nationalt og lokalt. 31

Tabel 1. Danskernes råderum i år 2050 og forbrug i 1990 Ressource Forbrug i 1990 Råderum i 2050 Emission af CO 2 12,3 ton CO 2 1,7 ton CO 2 Vand 186 m 3 100 m 3 Cement 390 kg 80 kg Stål 360 kg 52 kg Aluminium 17,7 kg 1,2 kg Klor 23 kg 0 kg Kilde: NOAH,1996 I tabel 1 er vist de råderum, som NOAH har beregnet for hver dansker i år 2050. Til sammenligning er vist danskernes gennemsnitlige forbrug i 1990. Fordelen ved råderumsbegrebet er, at det tilsyneladende er konkret og målbart. Begrebets naturvidenskabelige forankring er dog uklar, og udvælgelsen af nogle typer af ressourcer til råderumskandidater og ikke andre er vanskelig at gennemskue. Formuleret af Henning Schroll (1966) lyder det således:»begrebet»de begrænsede ressourcer«kan ikke afledes på en naturvidenskabelig (økologisk) måde... Solenergien, strømmer jo i praksis uden begrænsning, og der er derfor ingen økologisk begrundelse for at opfatte den som en begrænset ressource... Tålegrænser er (imidlertid) et valg af en toksikologisk påvirkning, som samfundet er villig til at acceptere. Det er ikke en naturvidenskabelig dokumenteret grænse.... Naturvidenskabeligt set har alle udledte stoffer en effekt på økosystemerne, og der er ingen naturvidenskabelig metode, der kan afsløre, hvad der skal forstås ved en sikker udledning.«kritik af råderumsbegrebet Efter vores opfattelse har begrebet miljømæssigt råderum fjernet fokus fra det centrale i bæredygtighedsbegrebet. Endvidere er det vores opfattelse, at begrebet i sin praktiske udmøntning ikke leder frem til resultater, der kan anvendes til samfundsøkonomiske og politiske prioriteringer. Vi kan sammenfatte vores kritik i følgende punkter: Begrebets partielle natur gør det uanvendeligt til samfundsøkonomisk styring og prioritering Råderumstanken strider mod ønsket om størst mulig velfærd til befolkningen Ideen om en global central styring er en illusion Der tages ikke hensyn til ejendomsretten. Kritikken uddyber vi i de følgende afsnit. Uanvendeligt til styring og prioritering Vi har vanskeligt ved at se råderumsbegrebet som et værktøj til styring og prioritering af samfundets ressourcer. Dette skyldes for det første begrebets partielle natur og for det andet manglen på priser eller vægte til prioritering af forskellige råderum. At råderumsbegrebet er partielt betyder, at det for en række (tilfældige) naturressourcer fastlægger fysiske grænser for forbruget af ressourcen. Med de mange forskellige råderum mister beslutningstageren i samfundet muligheden for at prioritere. Det bliver vanskeligt at tage stilling til så væsentlige spørgsmål som fx: For hvilke naturressourcer er det vigtigst at overholde råderummet? Skal alle råderum overholdes uanset de samfundsøkonomiske omkostninger? Råderumsbegrebet giver ingen hjælp til prioritering. Dermed kommer priserne ind i billedet. Priserne har den egenskab, at de bygger bro mellem forskellige fysiske enheder: kg, m 3, stk. Ved hjælp af priserne bliver man i stand til at sammenligne tilsyneladende forskellige fysiske størrelser (fx hospitaler, vindmøller, børneinstitutioner). Problemet med råderumsindikatorerne, jf. tabel 1, er, at de opgøres i vidt forskellige fysiske enheder. Dermed bliver det ikke muligt at prioritere samfundets indsats med hensyn til at overholde de forskellige råderum. Det bliver heller ikke muligt at vurdere, om samfundet har ressourcer nok til at indfri de opstillede mål for råderum givet, at samfundet også har andre opgaver at løse. Råderumsbegrebet får dermed tillagt en absolut karakter. Det sætter sig ud over samfundet, og det efterlader ingen muligheder for afvejninger hos forbrugere og politikere. Velfærd sikres ved at tilgodese individuelle behov Kernen i velfærdsteorien er som vi fremhævede tidligere i artiklen at enhver borger i samfundet maksimerer sin egen nytte givet egne behov og økonomiske muligheder. Da behov er forskellige, vil forskellige borgere ikke foretage de samme for- 32

brugsvalg, hvis de har mulighed for at vælge frit. Nogle interesserer sig for at læse bøger. Andre for at rejse jorden rundt. Selv under den antagelse, at vi alle havde samme økonomiske muligheder (samme indkomst og formue), ville vore forbrugsvalg falde forskelligt ud. Og pointen er, at det er muligheden for at foretage forskellige valg, der sikrer den størst mulige velfærd for befolkningen. Velfærdsteorien bygger på markedet, der sørger for fordelingen af alle varer og tjenester i økonomien. Ifølge teorien aftager den marginale nytte af en vare, når forbruget øges. Forbrugerne maksimerer nytten af forbruget af en given vare, så prisen svarer til den marginale nytte af varen. Og forbrugeren maksimerer nytten af en given indkomst ved at bruge den på de varer og tjenester hvor den marginale nytte pr. krone er størst. Det er vanskeligt at se for sig, at ideen om individuelle råderum kan forenes med en markedsøkonomi. Ideen svarer i sin praktiske form til udstedelse af rationeringsmærker til alle verdens borgere for de varer, der fastlægges råderum for. Hvis alle borgere på denne klode skal have tildelt det samme råderum for klor for nu at bruge en af NOAH s råderumsindikatorer vil der sandsynligvis kun være få, der vil benytte sig af den tildelte kvote. Resultatet vil blive, at kun en mindre del af det aggregerede råderum vil blive udnyttet. Hvem får glæde af, at hele råderummet ikke udnyttes? Uden tilstedeværelsen af et marked for handel med klorkvoter, eller en anden form for allokeringsmekanisme, er der ingen, der får glæde af den. Sagen er vel, at der er nogle få producenter, der har brug for klor i deres fremstilling af nogle varer, som forbrugerne har glæde af. Og disse producenter er villige til at betale en høj pris for klor. Konklusionen er, at indførelsen af miljømæssige råderum vil føre til en begrænsning af befolkningens samlede velfærd på grund af manglende mulighed for udveksling af råderum. Global central styring en illusion Vores tredje indvendig er, at råderumsideen indebærer en form for global styring og kontrol, som er ganske illusorisk. Der er tale om et centralistisk diktat, som fokuserer på udvalgte naturressourcer. Begrebet er statisk, og det i en verden som forandrer sig hurtigt, og konstant skaber nye forudsætninger for dens egen eksistens. Ejendomsretten en væsentlig barriere Den måske mest afgørende og samtidig mest banale indvending mod råderumstankegangen er forudsætningen om, at der ikke eksisterer en ejendomsret til naturressourcerne. Eller, hvis en sådan eksisterer, at den da ingen betydning har i forhold til råderumstanken. Efter vores opfattelse er ejendomsretten en af de allerstørste barrierer mod alle former for ændringer i et samfund. Og barrieren forekommer ikke mindre, hvis perspektivet forstørres til at være globalt. Der er ikke som sådan noget forgjort i at lave analyser, der ophæver ejendomsretten; men hvis analyserne skal bruges som politisk redskab, skylder man en forklaring på, hvordan ejendomsretten skal håndteres. Empiriske bæredygtighedsmål I dette afsnit vil vi i korthed give eksempler på forsøg med at estimere nogle bæredygtighedsmål. Hanley(1997) har beregnet syv alternative bæredygtighedsmål for Skotland. Der er tale om såvel økonomiske, økologiske som sociopolitiske mål. Blandt de økologiske mål indgår også»det miljømæssige råderum«. Hanley anvender følgende mål: Grønt nettonationalprodukt (NNP). I forhold til den traditionelle opgørelse i nationalregnskabet af nettonationalproduktet, så indeholder det grønne NNP også afskrivningerne på naturkapitalen i bred forstand (udnyttelsen af de udtømmelige ressourcer, ødelæggelse af landskaber mv.). Det grønne NNP fastlægger et maksimum for det nutidige forbrug under hensyntagen til, at fremtidige generationers forbrugsmuligheder ikke forringes. Dermed fastlægger indikatoren det bæredygtige forbrug. Er det grønne NNP større end det private forbrug, er økonomien bæredygtig i modsat fald er den ikke bæredygtig. Sand opsparing. Dette mål er en korrektion af den samlede opsparing i samfundet. Korrektionen består i at fradrage afskrivninger på kapitalapparatet (»man made capital«) og på naturkapitalen. Den sidste type af afskrivning rummer ud fra en empirisk betragtning de største problemer. Den korrigerede opsparing kan evt. sættes i forhold til nationalindkomsten. Kriteriet er enkelt: negativ opsparing er et udtryk for manglende bæredygtig. Positiv sand opsparing er et udtryk for bæredygtighed. Miljømæssigt råderum, økologisk fodaftryk og bæreevne er alle økologiske bæredygtighedsmål. 33

Tabel 2. Hanleys alternative bæredygtighedsmål for Skotland Bæredygtighedsmål Type Resultat Grønt nettonationalprodukt økonomi bæredygtigt Sand opsparing økonomisk ikke bæredygtigt Miljømæssigt råderum økologisk ikke entydighed Økologisk fodaftryk økologisk ikke bæredygtigt Bæreevne 1 økologisk bæredygtigt Velfærdsindeks sociopolitisk ikke bæredygtigt Sand vækstindikator sociopolitisk ikke bæredygtigt Note: 1. Oversættelse af Hanleys»net primary productivity relative to carrying capacity«kilde: Hanley m.fl., 1997 Hanley opgør råderum for kobber, bly, jern, energi og cement. Dermed lægger han ikke vægt på de samme ressourcer, som NOAH gør, jf. tabel 1. Målet økologisk fodaftryk opgøres i ha/capita eller lignende. Metoden går ud på at omsætte forbrug til areal og derefter sammenligne dette med det disponible (og produktive) areal i landet. Energiforbrug, fødevareforbrug, forbrug af træ etc. pr. capita omsættes til størrelsen af det areal, der er nødvendigt for at producere forbruget. Kriteriet for bæredygtighed er da, om det arealækvivalerede forbrug pr. capita er mindre end det disponible, produktive areal. Hanleys mål bæreevne, er beslægtet med begrebet»carrying capacity«, som opgør den maksimale størrelse af en population, herunder også dyrearter, et land (eller givet areal) kan brødføde, uden det går ud over de fremtidige generationers muligheder for at blive brødfødt. Hanleys velfærdsindeks og sande vækstindikator kan begge sammenlignes med NNP eller bruttonationalproduktet, men indeholder forskellige typer af omkostninger og indtægter, som ikke medtages i det traditionelle nationalregnskab, fx uddannelsesomkostninger (investering i human capital), luftforureningsomkostninger, tab af våd- og skovområder og værdi af fritid. Hanley tager ikke stilling til, hvilke af målene der er de bedste bæredygtighedsmål, men viser, at det er muligt at anvende dem i praksis. I tabel 2 er vist resultaterne af at anvende de syv bæredygtighedsmål for Skotland. Som tabellen viser, er det vanskeligt at konkludere, om Skotland er bæredygtigt eller ej. De fleste mål viser manglende bæredygtighed, men to (det»grønne nettonationalprodukt«og målet for»bæreevne«) viser positiv bæredygtighed. Andre end Hanley har forsøgt at opgøre et mere grønt nationalprodukt, jf. fx Rørmose Jensen (1995). Den»sande opsparing«for Danmark er blevet beregnet i Hansen (1995). Beregningen viser, at bortset fra en kortere periode i starten af 1980 erne har opsparingen i Danmark siden 1966 været bæredygtig. Af Hanleys bæredygtighedsmål er det»grønne nettonationalprodukt«og den»sande opsparing«efter vores opfattelse de mest anvendelige begreber og samtidig dem, der bedst imødekommer Hartwicks regel. Begge mål afspejler bæredygtighed på det nationale niveau. Målene fokuserer ikke på bæredygtighed på regionalt niveau eller inden for forskellige sektorer. De to bæredygtighedsmål er en udmøntning af det svage bæredygtighedsbegreb, hvor substitution mellem forskellige typer af kapital er tilladt. Dermed er målet ikke i stand til at sige noget om, hvorvidt udviklingen inden for en sektor, fx energisektoren eller landbruget er bæredygtig. Konklusion Det er vanskeligt at se, at råderumsbegrebet i sin praktiske udmøntning kan lede frem til frugtbare resultater, der kan anvendes til styring og prioritering af samfundets ressourcer. Dette skyldes for det første begrebets partielle natur og for det andet manglen på priser eller vægte til prioritering af forskellige råderum. Råderumstanken indebærer en stærk begrænsning af den samlede økonomiske velfærd i samfundet. Økologisk råderum er (uden omsættelighed) uforenelig med, at det er individuelle behov og muligheden for at foretage forskellige valg, der udgør grundlaget for et samfunds velfærd. Begrebet miljømæssigt råderum har tilført bæredygtighedsbegrebet en ny dimension en ligelig fordeling af jordens ressourcer mellem rige og fattige befolkninger. En meget sympatisk dimension, men grundlæggende et vildskud sammenlignet med hensynet til de fremtidige generationers velfærd, der er den nye tanke i bæredygtighedsbegrebet. Sammenlignet med»det miljømæssige råderum«34

eksisterer der efter vores opfattelse bedre bæredygtighedsmål, som det er værd at arbejde videre med, fx et grønt nationalprodukt og fastlæggelsen af en sand opsparing med henblik på investeringer i velfærd for vore efterkommere. Men der er et stykke vej endnu, inden den økonomiske forskning er nået frem til, hvordan bæredygtighed skal måles, og frem for alt, hvilke styringsmidler der skal bringes i anvendelse. Noter 1. Artiklen er skrevet med udgangspunkt i et forskningsprojekt: Hvad er en bæredygtig energi politik. Projektet er finansieret af Energistyrelsen over Energiforskningsprogrammet. 2. Vi anvender begrebet»miljømæssigt råderum«synonymt med»økologisk råderum«. Der synes ikke at være nogen klar skelnen mellem de to begreber, jf. fx K. Ejlertsen:»Hvad er det miljømæssige råderum«i RUC, 1997. 3. Om samfundets velfærd siger den velfærdsøkonomiske teori, at den afhænger af de enkelte individers egennytte. Den er ikke nødvendigvis summen af individernes egennytte, men afhænger af den. Samfundet har med andre ord ikke sin egen velfærd der kan løsrives fra individernes opfattelse af, hvad egennytte er. Den velfærdsøkonomiske teori er altså en teori, der sætter individet i centrum og ikke forestiller sig et samfund med egne præferencer. En meget humanistisk eller om man vil liberalistisk model. 4. Sen og Anand, 1996:»...optimality and sustainability are logically distinct criteria of development. One can not be deduced from the other as a necassary consequence«litteratur Anand, S: og Amartya K. Sen (1996): Sustainable Human Development: Concepts and Priorities. UNDP, Office of Development Studies. Discussion Paper Series. New York Dubgaard, Alex (1996): Økonomi, miljø og etik. I Økonomi og Politik nr 2, 1996. Ejlertsen, K. (1997):Hvad er det miljømæssige råderum. I: Det miljømæssige råderum en antologi. Antologiserien, Institut for miljø, teknologi og samfund. RUC. Elling, Bo (1997): En sociologisk miljøpolitisk tolkning af begrebet»det miljømæssige råderum«. I: Det miljømæssige råderum en antologi. Antologiserien, Institut for miljø, teknologi og samfund. RUC. Hanley, N.; I. Moffatt, R. Faichney og M. Wilson (1997): Measuring sustainability: A time series of alternative indicators for Scotland (arbejdspapir). Hansen, A.C. (1995): Bæredygtig opsparing og dansk økonomi. P. Lübcke (red.): Miljøet, markedet og velfærdsstaten. Fremad/AIF. Hansen, A.C. (1997): Kan bæredygtighed måles? I: Økonomi & Politik, 70. årgang nr. 3. Hartwick, J.M. (1966): Intergenerational equity and the investment of rents from exhaustible resources. American Economic Review, 66: 972-974. Jensen, P. Rørmose (1995): En velfærdsindikator for Danmark 1970-1990. Rockwool Fondens Forskningsenhed, København. Kærgård, N. (1998): Økonomi, moral og den globale klimapolitik. Paper præsenteret på Nationaløkonomisk Forenings konference på Hindsgavl, 9-10. januar 1998. Miljø- og Energiministeriet (1997): Begrænsninger og muligheder for anvendelse af begrebet det økologiske råderum, (arbejdspapir). Munksgaard, J. og J. Rahbæk Pedersen (1997): Miljømål og samfundsøkonomi. AKF Forlaget. NOAH (1996): Bæredygtigt Danmark. National rapport. Kampagnen for et bæredygtigt Europa. Friends of the Earth Denmark/NOAH. Pearce, D. (1997): Is the Danish economy sustainable?, 1997, paper presented to Danish Conference on Climate Change and Sustainability,»Christiansborg«. Copenhagen, April 28, 1997. Schroll, Henning (1997): Det miljømæssige råderum og naturvidenskaben Hvilke metoder og vurderinger kan anvendes i fastlæggelsen af råderummet? I: Det miljømæssige råderum en antologi Institut for miljø, teknologi og samfund. RUC. Wier, M. (1993): Makroøkonomiske miljømodeller. Danmarks Miljøundersøgelser. Faglig rapport nr. 83. Wuppertal Institute (1995): Towards Sustainable Europe. The Study. Friends of the Earth Europe. Dansk version: Mod et bæredygtigt Europa. NOAH. 35