Effektivisering af den kommunale integrationsindsats Der er store kommunale forskelle på, hvor hurtigt udlændinge bliver integreret på arbejdsmarkedet, også selv om der tages højde for forskelle i rammevilkår. Artiklen diskuterer årsager til dette og mulige veje til en mere effektiv integrationsindsats. Eskil Heinesen Eigil Boll Hansen Line Møller Hansen Integrationsministeriet Hans Hummelgaard Leif Husted Integrationsloven Et af formålene med integrationsloven fra 1999, der gav kommunerne ansvaret for integrationsindsatsen, er at få nytilkomne udlændinge hurtigere i beskæftigelse. Midlet hertil er et treårigt introduktionsprogram, der består af henholdsvis danskuddannelse og en række beskæftigelsesrettede tilbud, som udlændinge, der er berettiget til at modtage introduktionsydelse, er forpligtet til at deltage aktivt i. Tilbuddene kan bestå af ansættelse med løntilskud, virksomhedspraktik, vejledning og opkvalificering mv. har i de senere år for Integrationsministeriet gennemført en række benchmarkinganalyser af kommunernes succes med at integrere nytilkomne udlændinge på arbejdsmarkedet. Herudover er der gennemført analyser af, om det er forskelle i kommunernes integrationsindsats, der kan forklare, at udlændinge kommer tidligere i beskæftigelse i nogle kommuner end i andre. Endelig har også gennemført analyser af, om nogle af tilbuddene under introduktionsprogrammet er mere effektive end andre. Benchmarking har udviklet benchmarkingindikatorer, der kan benyttes ved en systematisk sammenligning af kommunernes succes med integration af indvandrere på arbejdsmarkedet (Husted et al., 2009, og Husted og Heinesen, 2009). Et centralt succeskriterium er, hvor hurtigt udlændinge kommer i beskæftigelse, og ideen er, at hvis det går særligt hurtigt, er det en indikation af, at kommunen udfører en effektiv integrationsindsats. Nærmere bestemt er succeskriteriet defineret ved varigheden fra en udlænding får opholdstilladelse til han/hun påbegynder et beskæftigelses- eller uddannelsesforløb, som varer mindst seks måneder. Der er her tale om ordinær beskæftigelse og uddannelse (ikke fx støttet beskæftigelse eller uddannelse på sprogskoler eller højskoler). Det kan imidlertid give meget vildledende resultater, hvis kommunerne sammenlignes ud fra simple nøgletal for, hvor lang tid det i gennemsnit tager for udlændinge at komme i beskæftigelse (eller uddannelse). Der kan således være væsentlige forskelle i kommunernes vilkår/rammebetingelser, herunder forskelle i de karakteristika, der gælder for gruppen af udlændinge omfattet af introduktionsprogrammet i forskellige kommuner. Det indebærer, at nogle kommuner har en betydelig vanskeligere integrationsopgave end andre, fx fordi den lokale arbejdsløshed er høj, eller fordi mange udlændinge har karakteristika, der gør, at de har særlig vanskeligt ved at blive integreret på arbejdsmarkedet. I s benchmarkinganalyser korrigeres så vidt muligt for sådanne forskelle i vilkårene. Korrektionerne er meget væsentlige for, hvor godt mange kommuner er placeret med hensyn til at få udlændinge i arbejde. Ca. 70% af forskellene mellem kommunerne i den gennemsnitlige varighed fra opholdstilladelse til beskæftigelse kan således forklares af forskelle i de rammevilkår, det har været muligt at inddrage i analyserne. Det drejer sig om indvandrernes køn, opholdsgrundlag, oprindelsesland, alder, helbred, om personen har en dansk partner, en udenlandsk partner eller er enlig samt forudsætningerne for at lære dansk. For kommunen er inddraget forhold vedrørende det lokale arbejdsmarked, herunder arbejdsløshedsprocenten. De beregnede benchmarkingindikatorer for kommunernes integrationsindsats har en langt højere kvalitet end de simple nøgletal, der ofte bruges i sammenligninger af kommunerne på forskellige områder, netop fordi der med udgangspunkt i meget detaljerede data tages højde for en række forskelle i kommunernes vilkår. At disse vilkår kan forklare ca. 70 pct. af forskellene mellem kommunerne, betyder samtidigt, at der er ca. 30 pct. tilbage, der ikke kan forklares. Sidstnævnte kan skyldes forskelle i effektiviteten af kommunernes integrationsindsats eller forskelle i vilkår, der ikke foreligger data for som fx forskellige udlændingegruppers holdning til at arbejde, lokalbefolkningens velvillighed til at lade udlændinge få fodfæste på arbejdspladserne, specielle aspekter af erhvervsstrukturen mv. Betydningen af kommunernes integrationsindsats Det er en oplagt hypotese, at forskelle i effektiviteten i kommunernes integrationsindsats kan bidrage til at forklare, at udlændinge kommer tidligere i beskæftigelse i nogle kommuner end i andre. Et overordnet formål med s benchmarkinganalyser har derfor været at udpege de 62
kommuner, der har størst succes med integrationen, så andre kommuner kan lære af disse. Hvis de bedste strategier kan udbredes til alle kommuner, vil den samlede integrationsindsats blive mere effektiv. Selv om den optimale indsats i et vist omfang vil afhænge af kommunernes vilkår, herunder udlændingenes karakteristika, må det formodes, at kommunerne kan lære meget af hinanden ved vidensdeling. har gennemført et forskningsprojekt, hvor der fokuseres på, om der er nogle fælles karakteristika ved indsatsen i de kommuner, der ifølge benchmarkinganalysen har størst succes med at få udlændinge i arbejde (Hansen et al., 2006). De succesrige kommuner synes at have høj politisk og administrativ prioritering af integrationsindsatsen og klare målsætninger. Disse kommuner har haft større opmærksomhed rettet mod integrationsområdet i den forstand, at man politisk har anset indsatsen for at integrere udlændinge på arbejdsmarkedet som en vigtig opgave for kommunen. Integrationen synes også at ske tidligere i de kommuner, der fra begyndelsen har haft arbejdsmarkedsperspektivet højt prioriteret. Arbejdsmarkedsperspektivet har medført, at indsatsen har været fokuseret på at opkvalificere til arbejdsmarkedet og at skaffe arbejde gennem en aktiv indsats bestående af praktik, løntilskudsjob mv. Arbejdsmarkedsperspektivet har dog formodentligt de seneste år været højt prioriteret i alle kommuner. Det synes også at være en fordel, at integrationsindsatsen er specialiseret således, at der er sagsbehandlere og jobkonsulenter med et særligt ansvar for udlændinges integration, og at de er fysisk samlet eller arbejder meget tæt sammen. Dermed er det muligt at fastholde et fokus på at hjælpe udlændinge på arbejdsmarkedet. Der er også en tendens til, at succesrige kommuner arbejder med tæt opfølgning, tæt kontakt til samarbejdspartnere, hurtig iværksættelse af praktik, individuel og systematisk sagsbehandling og krav til aktiv deltagelse i introduktionsprogrammet. Disse kommuner har også i højere grad indarbejdet de metoder og procedurer, lovgivningen foreskriver, i integrationsindsatsen. En anden undersøgelse (Heinesen et al., 2004) tyder endvidere på, at efteruddannelse af sagsbehandlere i integrationsspørgsmål har en positiv effekt på kommunens integrationssucces. Visitation til aktiveringsforanstaltninger I de senere år er der publiceret en del studier, som fokuserer på, hvorledes ledige visiteres til forskellige aktiveringsforanstaltninger, og på effekterne af forskellige visitationsprincipper. Visitationen er vigtig, fordi effekterne af givne aktiveringsforanstaltninger kan være meget forskellige afhængig af de lediges (observerbare) karakteristika. Denne litteratur omhandler imidlertid ikke aktivering af indvandrere, men derimod aktivering af ledige generelt. Den kan dog i et vist omfang være relevant for overvejelser omkring tilrettelæggelsen af integrationsindsatsen, herunder sagsbehandlingen, i kommunerne. Flere undersøgelser fra bl.a. Schweiz og Danmark peger således på, at anvendelse af et statistisk visitationssystem som hjælpeværktøj til at få ledige (med givne karakteristika) tilbudt de indsatser, der er mest effektive, kan øge effekten af beskæftigelsesindsatsen (Lechner og Smith, 2003, Staghøj et al., 2007, og Behncke et al., 2007). Faktisk konkluderer undersøgelserne, at en tilfældig fordeling af de ledige på indsatstyper vil give samme effekt af beskæftigelsesindsatsen som den fordeling, sagsbehandlerne foretager i dag. Dette på trods af, at sagsbehandlerne i specielt Schweiz har relativ stor viden om de ledige, idet der holdes månedlige samtaler. Forskningsresultatet vakte så stor opsigt i Schweiz, at man iværksatte et forsøg, hvor et tilfældigt udvalg af sagsbehandlere fik stillet et statistisk baseret visitationssystem til rådighed som hjælperedskab, når de skulle bestemme, hvilken indsats den ledige skulle tilbydes. Lige så overraskende som det første resultat havde forsøget ikke nogen effekt på effekten af beskæftigelsesindsatsen. Det skyldtes ganske enkelt, at mange sagsbehandlere kun anvendte systemet sporadisk eller slet ikke. Forfatternes forklaring på dette er, at sagsbehandlerne enten ignorerede systemet af principielle grunde, eller at de var så trygge ved deres egen erfaring, at de ignorerede den information, der var baseret på statistiske modeller. Så, hvis den potentielle gevinst, som anvendelse af statistisk baserede værktøjer kan give, skal indhøstes, er der en betydelig udfordring i at få udviklet incitamentssystemer, administrative procedurer mv., som får sagsbehandlerne til at anvende et sådant værktøj. I de fleste lande har sagsbehandlerne en betydelig frihed i forbindelse med opgavevaretagelsen. Det generelle indtryk fra udenlandsk litteratur er, at en hård/kontrollerende linje i sagsbehandlingen giver bedre resultater end en blød/rådgivende linje. Resultatet er dog ikke entydigt, og der er også resultater, der går i retning af, at hvis borgerne bliver behandlet pænt, så opfører de sig også pænt. En schweizisk undersøgelse (Behncke et al. 2007) indikerer, at en hård sagsbehandling øger beskæftigelsen med 2 pct.point for ledige inden for en treårig periode. Det lyder måske ikke af meget, men det er faktisk lige så meget som de langsigtede effekter af uddannelsesaktivering (og dette resultat er endda ikke statistisk signifikant), og denne aktiveringsform koster i gennemsnit 100.000 kr. pr. forløb, jf. Jespersen et al. (2008). Det kan også have en positiv betydning for beskæftigelseschancerne, at sagsbehandleren på en række punkter ligner den ledige. En schweizisk undersøgelse (Behncke et al., 2008) viser, at hvis den ledige og sagsbehandlerne ligner hinanden med hensyn til en række parametre som køn, alder uddannelsesniveau og evt. nationalitet øges beskæftigelsen med 4 pct.point inden for en treårig periode. Der synes således at være et potentiale på især store jobcentre med hensyn til at matche borgere og sagsbehandlere, så de ligner hinanden mest muligt. Alt i alt er der således en lang række håndtag, der kan drejes på med henblik på at øge effekten af beskæftigelsesindsatsen. 63
Effekten af forskellige indsatstyper har for Integrationsministeriet undersøgt effekten af danskuddannelse og forskellige aktive arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger på beskæftigelseschancerne for indvandrere omfattet af integrationsloven (Clausen et al., 2006, 2009). For perioden 2000-2003 er der således estimeret en såkaldt timing-of-events-model for varigheden fra opholdstilladelse til beskæftigelse, hvor sandsynligheden for at deltage i de forskellige typer af foranstaltninger samtidig modelleres, og hvor der tages højde for uobserveret heterogenitet. Analyserne viser, at der for indvandrere, som deltager i danskuddannelse, er betydelige positive effekter af, at danskkundskaberne forbedres. På kort sigt er der betydelige fastholdelseseffekter af at deltage i danskundervisning, men analyserne tyder på, at disse på lidt længere sigt opvejes klart af bedre beskæftigelseschancer. s analyser viser, at privat ansættelse med løntilskud ubetinget er den mest effektive arbejdsmarkedspolitiske foranstaltning med hensyn til at få nyankomne udlændinge i beskæftigelse, ligesom privat virksomhedspraktik overvejende har en positiv effekt på beskæftigelseschancerne. Offentlig ansættelse med løntilskud eller praktik kan derimod ikke påvises at øge chancerne, hvilket også gælder med hensyn til vejledning og opkvalificering. Alle arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger undtagen privat ansættelse med løntilskud har betydelige fastholdelseseffekter, således at beskæftigelseschancerne er mindre, mens udlændingene stadig deltager. Dette er et typisk resultat også for andre grupper af arbejdsløse, og det begrundes normalt med, at der er mindre tid til at søge et arbejde under et aktiveringsforløb, og at den enkelte har en interesse i at færdiggøre specielt de aktiveringsforanstaltninger, der opkvalificerer på den ene eller anden måde. Efter afsluttet foranstaltning øges chancen for beskæftigelse, hvis man har haft ansættelse med løntilskud eller været i virksomhedspraktik i den private sektor, mens denne såkaldte programeffekt ikke er statistisk signifikant for de øvrige foranstaltningers vedkommende. Samlet set tyder resultaterne på, at der ikke er positive effekter af de beskæftigelsesrettede foranstaltninger. Det skyldes bl.a., at kun 2% af de udlændinge, der deltager i disse foranstaltninger, har haft privat ansættelse med løntilskud (som er den klart mest effektive ordning). Det skal imidlertid understreges, at disse analyser er gennemført for en relativ kort periode (2000-2003), hvilket kan være medvirkende til de ret negative resultater for de fleste arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger, da de negative fastholdelseseffekter derved kommer til at veje forholdsvis tungt. Desuden kan foranstaltninger, der ikke har en stor effekt på den umiddelbare sandsynlighed for at få beskæftigelse, have positive effekter på chancerne for på længere sigt at få stabil beskæftigelse; dette belyses ikke i undersøgelsen, som alene fokuserer på varigheden til udlændingene første gang kommer i beskæftigelse. Endelig skal det understreges, at analysen ikke tager højde for den såkaldte motivationseffekt, altså at tilbuddet eller kravet om deltagelse i aktivering kan tilskynde potentielle deltagere til at finde et job, inden aktiveringen starter. Der er således behov for flere analyser på området, hvis man skal kunne konkludere nogenlunde sikkert mht. effektiviteten af de beskæftigelsesrettede tiltag under integrationsloven. Der findes så vidt vides ikke andre studier end Clausen et al. (2006 og 2009), som undersøger effekter af aktiveringsforanstaltninger for indvandrere. Resultaterne svarer dog i store træk til det, man typisk finder i den omfattende litteratur om effekter af aktiveringsforanstaltninger for ledige generelt, se fx Stanley et al. (1999), Heckman et al. (1999), Kluve og Schmidt (2002) og Kluve (2006). Det er således et typisk resultat, at privat ansættelse med løntilskud har de største positive effekter på beskæftigelseschancerne, at virksomhedspraktik i den private sektor har en svagere positiv eller insignifikant effekt, og at de fleste andre former for aktivering, herunder uddannelsesaktivering, ikke har nogen signifikant positiv effekt, i hvert fald ikke på kort sigt. Større integrationssucces de senere år Meget tyder på, at kommunerne har haft større succes med integrationen de senere år end tidligere. For eksempel er sandsynligheden for inden for et år at få beskæftigelse (som varer mindst et halvt år) 15-18% for de udlændinge, der fik opholdstilladelse i perioden 1999-2003, mens den er 24-29% for dem, der fik opholdstilladelse i årene 2004-2006 (Husted og Heinesen, 2009). Forskellene er af næsten samme størrelse, når der korrigeres for, at de forskellige årgange af udlændinge har forskellige karakteristika, og når der i et vist omfang også korrigeres for forskellige konjunkturforhold (målt ved bl.a. ledighedsprocenten). Den større integrationssucces de senere år kan blandt andet skyldes en mere effektiv kommunal indsats. Forskellige ændringer i den overordnede integrationspolitik kan også tænkes at have betydning. Økonomiske incitamenter og vilkår for både kommuner og indvandrere er således blevet ændret. For eksempel blev der i 2004 indført resultattilskud til kommunerne for de udlændinge, der får beskæftigelse i mindst et halvt år et tilskud der senere er blevet forhøjet. Og den reducerede ydelse til udlændinge (starthjælpen) blev indført i 2002. Der er dog behov for nye undersøgelser for at fastlægge, i hvor høj grad den større integrationssucces de senere år kan tilskrives kommunernes indsats (som evt. kan være påvirket af ændrede økonomiske incitamenter), og hvilke elementer i indsatsen der i givet fald er tale om, i hvor høj grad den større succes kan tilskrives ændrede incitamenter for indvandrerne (navnlig starthjælpen), og i hvor høj grad konjunkturudviklingen spiller en rolle. Integrationsministeriets og kommunernes brug af benchmarking og andre effektanalyser Integrationsministeriet begyndte allerede i 2002 at arbejde med tanken om at effektmåle kommunernes integrationsindsats og kunne offentliggøre den første af sin slags - udarbejdet af - i 2004. Siden har der været gennemført en række effektmålinger samt supplerende analyser, der søger at vise, hvilke kommuner der yder en effektiv integrationsindsats samt søger at forklare forskellene mellem kommunerne. Og der er stort fokus på - både internt og eksternt - at kunne påvise, at lovgivningen på området virker effektivt. Således er fx også efter en større lovændring i 2004 gennemført effektmålinger på danskuddannelsesom- 64
rådet, hvor sprogcentrene sammenlignes på, hvor hurtigt kursisterne lærer dansk. Formålet med effektmålingerne er at anspore kommunerne (eller danskudbyderne) til vidensdeling om, hvordan indsatsen mest effektivt tilrettelægges. Overraskende nok viser det sig gang på gang, at der ikke er meget vidensdeling kommunerne imellem omkring tilrettelæggelsen og organiseringen af indsatsen. Det er i hver kommune typisk kun et par medarbejdere, som arbejder med nyankomne flygtninge og familiesammenførte under integrationsloven, og der er således ikke i den enkelte kommune mange at sparre med omkring indsatsen. Det kunne potentielt have været forbedret med kommunalreformen, men de senere år er antallet af flygtninge og familiesammenførte under integrationsloven faldet meget, og det er således stadig kun et par medarbejdere (eller én) i hver kommune, der sidder med indsatsen. Ud fra dén betragtning kunne det være en stor fordel kommunerne imellem at vidensdele og sparre noget mere med hinanden, men hvor skal man henvende sig, hvem er det, som har en tilrettelæggelse der giver bedre resultater? Tit og ofte vælger kommunerne at sammenligne sig med nabokommunen eller med andre kommuner af samme størrelse. Det kan effektmålingerne dog give et bedre svar på, idet der her korrigeres for en række faktorer, som gør det muligt at sammenligne kommunernes indsats på trods af forskelle i målgruppen og forskelle i kommunernes forudsætninger. Således peger effektmålingerne på, hvilke kommuner det giver mening at sparre og vidensdele med for at forbedre sin indsats. Der lægges i Integrationsministeriet stor vægt på vidensdeling. Der er således i 2005 oprettet en konsulentenhed Integrationsservice i Integrationsministeriet, der opsamler og formidler gode praktiske erfaringer fra kommuner, virksomheder og uddannelsesinstitutioner for at styrke integrationsindsatsen. En erfaringsdatabase indsamler endvidere viden og erfaringer fra de mange integrationsprojekter, der årligt gennemføres til gavn for andre kommuner, virksomheder eller uddannelsesinstitutioner, der ønsker at iværksætte nye lokale initiativer. I 2009 udbygges indsatsen med en egentlig vidensportal og et forpligtende netværkssamarbejde mellem videnscentre og integrationsaktører. Alt sammen for at styrke vidensdelingen og erfaringsudvekslingen mellem aktørerne med det formål at effektivisere indsatsen. Ud over målinger, analyser og vidensdelingsinitiativer så har Integrationsministeriet også arbejdet med at øge kommunernes incitamenter til at effektivisere indsatsen gennem finansieringen af integrationsindsatsen. Under det treårige introduktionsprogram modtager kommunerne tilskud til og refusion af udgifterne til indsatsen. Kommunerne kan således opnå økonomiske gevinster ved at sikre en hurtig integration på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet. Ud over de ekstra skattekroner, der kommer i kommunekassen, når en nyankommen nydansker kommer i beskæftigelse, modtager kommunerne resultattilskud på op til 40.000 kr. (såfremt det er inden for den treårige introduktionsperiode). Derudover spares der en række udgifter. Ligeledes kan kommunen modtage ca. 30.000 kr., når en nyankommen nydansker under integrationsloven består en danskprøve. Samlet set giver det således en økonomisk gevinst for kommunen at sikre en hurtig og effektiv integration. Som det fremgik i forrige afsnit, så ser det ud til, at kommunerne de senere år er blevet mere effektive. Der er dog stadig kommuner, der halter bagefter. Det kan bl.a. skyldes, at man her mangler det politiske og ledelsesmæssige fokus på opgaven, som er nødvendig, når indsatsen skal effektiviseres (se også diskussionen ovenfor). En større bevidsthed omkring og fokus på måling af den løbende indsats og resultaterne heraf kan ogå give de kommunale ledere bedre redskaber til at prioritere og effektivisere integrationsindsatsen yderligere, lige som det kan være en hjælp i selve sagsbehandlingen i kommunerne. Konklusion Udviklingen i danskkundskaber har en stor positiv effekt på beskæftigelseschancerne for de udlændinge, der følger danskuddannelse. Med hensyn til de direkte beskæftigelsesrettede tiltag har privat ansættelse med løntilskud den klart mest positive effekt på beskæftigelseschancerne, men kun 2% af de udlændinge, der deltager i aktivering, kommer ind under denne ordning. Der er behov for offentlige tiltag, der langt mere effektivt end hidtil sikrer, at private virksomheder i højere grad tilbyder ansættelse med løntilskud, også til udlændinge. Der kan fx være tale om en forøgelse af løntilskuddene. Der kan potentielt være meget store samfundsmæssige gevinster forbundet med at få flere udlændinge i arbejde, bl.a. set i lyset af, at der i de kommende årtier bliver betydeligt færre personer i den erhvervsaktive alder. Benchmarkinganalyserne viser, at der er store kommunale forskelle med hensyn til, hvor hurtigt udlændinge kommer i arbejde. Herved skulle der være god basis for, at kommuner, der har relativ stor succes med integration af indvandrere på arbejdsmarkedet, kan fungere som rollemodeller for de øvrige kommuner og dermed give inspiration til en samlet forbedring af integrationsindsatsen. I den forbindelse er det særdeles vigtigt, at der gennemføres grundige benchmarkinganalyser, hvor der tages højde for så mange forskelle som muligt i kommunernes rammevilkår. Ellers er der stor risiko for, at de kommuner, der bliver udpeget som de mest succesrige, blot er dem med de mest gunstige rammevilkår. Undersøgelserne af de succesrige kommuner tyder på, at der især kan være perspektiv i en øget prioritering af integrationsindsatsen og arbejde mod at skabe en organisation og kultur, der bedst muligt understøtter forsøget på at integrere udlændinge på arbejdsmarkedet. Litteraturen om effekter af aktiveringsforanstaltninger for ledige viser, at det optimale valg af foranstaltning for en given arbejdsløs person afhænger af denne persons karakteristika, og litteraturen tyder endvidere på, at man kan effektivisere visitationssystemet, som tildeler de ledige bestemte typer af aktivering. Der kan være grund til at tro, at sagsbehandlingen og visitationssystemet for udlændinge i relation til aktivering også kan effektiviseres efter lignende principper. 65
Alt i alt synes der at være mange håndtag, der kan drejes på med henblik på, at forbedre effekten af integrationsindsatsen. I hvor høj grad kommunerne formår og har mulighed for at tage de mest effektive indsatser i anvendelse, vil have betydning for succesen af den samlede indsats. Referencer Behncke, S., M. Frölich og M. Lechner (2007): Targeting Labour Market Programmes: Results from a Randomized Experiment. IZA Discussion Paper. Nr. 3085. Institute for the Study of Labor. Behncke, S., M. Frölich og M. Lechner (2008): A Caseworker Like Me: Does the Similarity between Unemployed and Caseworker Increase Job Placements? IZA Discussion Paper Nr. 3437. Institute for the Study of Labor. Clausen, J., E. Heinesen, H. Hummelgaard, L. Husted og M. Rosholm (2009): The effect of integration policies on the time until regular employment of newly arrived immigrants: Evidence from Denmark. Labour Economics, forthcoming. Clausen, J., H. Hummelgaard, L. Husted, K.B. Jensen og M. Rosholm (2006), Effekten af introduktionsprogrammets arbejdsmarkedsrettede indsats,. København. Hansen, E.B., M. Frederiksen og L. Eskelinen (2006), Flygtninge og familiesammenførtes integration på arbejdsmarkedet Har kommunernes integrationsindsats betydning for integrationen? FOKUS. Heckman, J.J., R.J. Lalonde og J.A. Smith (1999): The Economics and Econometrics of ALMP. Handbook of Labor Economics, 3: 1865-2097. North-Holland, Amsterdam. Heinesen, E., S.C. Winter, I.R. Bøge og L. Husted (2004): Kommunernes integrationsindsats og integrationssucces.. København. Husted, L. og E. Heinesen (2009): Benchmarkinganalyse af integrationen i kommunerne målt ved udlændinges beskæftigelse 1999-2007.. København. Husted, L., E. Heinesen og S.H. Andersen (2009): Labour market integration of immigrants: Estimating local authority effects. Journal of Population Economics, forthcoming. Jespersen, S.T., J.R. Munch og L. Skipper (2008): Costs and benefits of Danish active labour market programmes. Labour Economics 15 859-884. Kluve, J. (2006): The effectiveness of European active labour market policy. IZA Discussion Paper No. 2018, IZA, Bonn. Kluve, J. og C.M. Schmidt (2002): Can training and employment subsidies combat European unemployment? Economic Policy 35: 409-448. Lechner, M og J.A. Smith (2003): What is the Value Added by Caseworkers? IZA Discussion Paper. Nr. 728. Institute for the Study of Labor. Staghøj, J., M. Svarer og M. Rosholm (2007): A Statistical Programme Assignment Model. IZA Discussion Paper. Nr. 3165. Institute for the Study of Labor. Stanley, M.; L. Katz og A. Krueger (1999): Impacts of Employment and Training Programmes: The American Experience. Draft, Harvard University. 66