Uddannelses- og erhvervsvejledning En håndbog for beslutningstagere
Uddannelses- og erhvervsvejledning En håndbog for beslutningstagere Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) Europa-Kommissionen 1
Den originale publikation er udgivet af OECD og Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Uddannelse og Kultur på engelsk og fransk med titlerne: Career Guidance: A Handbook for Policy Makers L orientation professionnelle: Guide pratique pour les décideurs 2004 OECD/De Europæiske Fællesskaber Med forbehold af alle rettigheder 2007/CIRIUS/Euroguidance Danmark for denne danske udgave CIRIUS/Euroguidance er ansvarlig for kvaliteten af den danske oversættelse og dens overensstemmelse med den originale tekst. ISBN 978-87-90021-29-0 2
Forord Denne publikation bygger på en række store undersøgelser af nationale politikker og strategier på vejledningsområdet, gennemført af OECD og Europa-Kommissionen i 2001-2003. Australien, Østrig, Canada, Den tjekkiske Republik, Danmark, Finland, Tyskland, Irland, Korea, Luxemburg, Nederlandene, Norge, Spanien og Storbritannien deltog i OECDundersøgelsen. Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelser (Cedefop) indsamlede data fra Belgien, Frankrig, Grækenland, Island, Italien, Portugal og Sverige for Europa-Kommissionen og det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut (ETF) samlede data fra Bulgarien, Cypern, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Malta, Polen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien. En parallel undersøgelse blev gennemført af Verdensbanken i 2003 i Chile, Filippinerne, Polen, Rumænien, Rusland, Sydafrika og Tyrkiet. I hvert land vurderede undersøgelsen, hvordan organiseringen, ledelsen og ydelsen af vejledning bidrager til gennemførelsen af livslang læring og en aktiv arbejdsmarkedspolitik. OECD og Europa-Kommissionen har samarbejdet om planlægningen af undersøgelserne og brugt et fælles analyseredskab (oprindeligt udviklet til brug for de 14 lande der indgik i OECD-undersøgelsen og siden også brugt som basis for Verdensbankens undersøgelser). Man har haft fælles eksperter og medlemmer af de forskellige undersøgelsesgrupper og sammen bestilt ekspert-papirer, der informerer om evalueringen af nøgleområder. Dette samarbejde har resulteret i en enestående samling af data om nationale tilgange til vejledningsområdet. Der eksisterer mange eksempler på god praksis i de lande, der blev undersøgt. Ikke desto mindre er der ofte en dyb kløft mellem den måde, hvorpå vejledningen foregår, og de politiske målsætninger på området. Adgangen til vejledning er begrænset, især for voksne. For ofte mangler vejledningen at udvikle folks evner til at træffe beslutninger om deres karriere og fokuserer i stedet på hurtige valg. Uddannelser og kvalifikationssikringssystemer for dem som yder vejledning, er ofte uensartede og uhensigtsmæssige. Koordineringen mellem de involverede ministerier og de relevante parter er svag. Datagrundlaget er utilstrækkeligt til, at beslutningstagere kan gennemføre en klar ledelse af området med uensartede data til rådighed om udgifter, fordele, brugerkarakteristika og udbytte. Og i ydelsen af vejledning er der utilstrækkelig brug af IT og andre udgiftsbesparende metoder, der mere fleksibelt kan svare på brugernes behov. Denne håndbog giver beslutningstagere klare, praktiske redskaber, som kan bruges til at imødegå disse problemer. Den indeholder de vigtigste strategiske og politiske områder, der bør indgå i udviklingen af en omfattende ramme for et system af livslang vejledning. Det drejer sig om at møde de unge og voksnes behov for vejledning, at udvide adgangen til vejledning, at forbedre informationen om erhvervsvalg og karriere, at bemande og finansiere vejledningscentre og at forbedre den strategiske ledelse. Publikationen behandler hvert af disse områder ved at: Give et overblik over de væsentligste udfordringer, som beslutningstagere står overfor, når de prøver at forbedre vejledningstilbuddene. Vise eksempler på god praksis og effektive svar på disse udfordringer ved at trække på den forskning, der er gennemført i 36 lande i OECD og Europa. 3
Opstille en liste over de spørgsmål, som beslutningstagere må stille sig, når udfordringerne skal tages op. Give praktiske løsningsmuligheder, som de kan bruge for at forbedre strategier og politikker. Materialet til denne publikation er udarbejdet af professor Ronald Sultana fra University of Malta og professor Tony Watts fra Storbritanniens National Institute for Careers Education and Councelling, som begge var stærkt involveret i undersøgelserne fra OECD og Europa- Kommissionen. I OECD blev udarbejdelsen af publikationen overvåget af Richard Sweet og i Europa-Kommissionen af ansatte i Generaldirektoratet for Uddannelse og Kultur. Den er offentliggjort under ansvar af Generalsekretariatet for OECD og Generaldirektoratet for Uddannelse og Kultur i Europa-Kommissionen. 4
Indhold Sammenfatning... 7 1. Indledning... 11 Del I: Forbedring af vejledningen af unge 2. Uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering og vejledning på uddannelsesinstitutionerne... 15 3. Uddannelses- og erhvervsvejledning af udsatte unge... 21 4. Vejledningstilbud på de videregående uddannelser... 25 Del II: Forbedring af voksenvejledningen 5. Vejledning af ledige voksne... 29 6. Vejledning af voksne i beskæftigelse... 35 7. Vejledning af seniorer... 39 Del III: Forbedring af adgangen til vejledning 8. Udvidelse af adgangen til vejledning... 41 9. Vejledning af udsatte grupper... 45 Del IV: Forbedring af støttesystemer for vejledningen 10. Bedre information om uddannelse, erhverv og karriereveje... 49 11. Vejlederuddannelse og -kvalifikationer... 53 12. Finansiering af vejledningen... 57 13. Koordinering og strategisk ledelse... 61 14. Kvalitetssikring i vejledningen... 65 15. Vurdering af vejledningens effektivitet... 69 16. Konklusion: Karakteristika for et livslangt vejledningssystem... 73 Bilag 1. Online-ressourcer for beslutningstagere på vejledningsområdet... 75 2. Fælles formål og principper for livslang vejledning... 77 3. Nogle fælles kriterier til brug for vurdering af kvalitet i vejledningen... 81 4. Nøglefaktorer for et livslangt vejledningssystem... 83 5
6
Sammenfatning Veltilrettelagte vejledningstilbud er af stigende betydning. En række OECD- og EU-lande er i gang med at implementere strategier for livslang læring og politikker, der har til formål at understøtte udviklingen af borgernes egnethed for relevant beskæftigelse. Hvis implementeringen af sådanne strategier og politikker skal lykkes, er det en forudsætning, at borgerne har de færdigheder, der kræves for at kunne styre deres egen karriere både med hensyn til uddannelse og beskæftigelse. En anden forudsætning er, at alle borgere har adgang til kvalificeret og saglig information og vejledning om uddannelse og arbejde. I virkeligheden er der dog ofte en dyb kløft mellem den måde, hvorpå vejledningen foregår, og de politiske målsætninger på området. Formålet med denne håndbog er at hjælpe beslutningstagere i OECD-lande og den Europæiske Union med at udvikle en effektiv vejledningspolitik for både uddannelses- og beskæftigelsesområdet. Europa-Kommissionen og OECD har udviklet håndbogen i konsekvens af de aktuelle forandringer i uddannelsesog beskæftigelsespolitikkerne. I en europæisk kontekst kommer disse forandringer til udtryk i Lissabon- erklæringens mål fra 2000 om at gøre Europa til verdens mest konkurrencedygtige vidensbaserede økonomi og samfund inden 2010, kendetegnet ved social sammenhængskraft. Håndbogen er baseret på internationale undersøgelser af politikker og strategier på vejledningsområdet, foretaget af OECD, Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop), Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut (ETF) og Verdensbanken. Håndbogen giver i et klart og enkelt sprog beslutningstagere på uddannelses- og beskæftigelsesområdet overblik over: De udfordringer, som de står overfor i forhold til at sikre, at vejledningstilbuddene lever op til de politiske målsætninger. De spørgsmål, som de må stille sig, når udfordringerne skal tages op. Forskellige muligheder for at udbyde vejledning inden for rammerne af livslang læring og aktiv fremme af arbejdstagernes beskæftigelsesegnethed. Eksempler på effektive initiativer, hentet fra OECD- og EU-lande. Håndbogen dækker fire brede strategiske områder: forbedring af vejledningen af unge, forbedring af voksenvejledningen, forbedring af adgangen til vejledning og forbedring af understøttende systemer. Forbedring af vejledningen af unge For at forbedre vejledningen af unge, må beslutningstagere tage fat på udfordringerne i grundskolen, på ungdomsuddannelserne, på de videregående uddannelser og for udsatte unge. Der er udfordringer i forhold til at sikre adgang for alle og i fo rhold til at forbedre vejledningstilbuddenes karakter, niveau og kvalitet. På uddannelsesinstitutionerne er de største udfordringer: 1) at skaffe tilstrækkelige og de rigtige menneskelige og økonomiske ressourcer, både inden for den enkelte institutions rammer og i det omgivende samfund, 2) at sikre at disse ressourcer anvendes til vejledning, og 3) at få det bedste ud af de ressourcer, der er til rådighed. Utilstrækkelig adgang til vejledning er især et problem på 1.- 6. klassetrin på grundskoleniveau og på erhvervsuddannelserne. Mulige politiske initiativer 7
omfatter en formel styrkelse af samarbejdet mellem alle relevante parter, et større fokus på elevernes valgkompetencer i uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorienteringen, og forbedrede kontrolmekanismer. Et betydeligt antal unge forlader skolen tidligt uden kvalifikationer. De har behov for tilbud om hjælp til at klare overgangen til arbejdsmarkedet og til at vende tilbage til en eller anden form for læring. Uddannelses- og erhvervsvejledning må nødvendigvis indgå i et sådant tilbud. Uddannelses- og erhvervsvejledning bør også spille en større rolle i de initiativer, som uddannelsesinstitutionerne sætter i værk for at modvirke elevers frafald. Der er generelt mangel på uddannelses- og erhvervsvejledningstilbud til studerende på videregående uddannelser til trods for de høje omkostninger, der er forbundet med disse uddannelser, både for de studerende og for skatteyderne. Der er behov for, at viften af vejledningstilbud på de videregående uddannelsesinstitutioner udvides. De politiske initiativer, der skal sikre et bredere vejledningsudbud, må styrkes. De instrumenter, som er til rådighed for de politiske beslutningstagere, omfatter tydeligt formulerede mål for vejledningen på de videregående uddannelser og en mere eksplicit sammenkobling af den offentlige finansiering af videregående uddannelser med vejledningens niveau og kvalitet. Forbedring af voksenvejledningen Den voksne befolkning er en meget sammensat gruppe, og det giver en række udfordringer for de beslutningstagere, som arbejder på at forbedre vejledningstilbuddene for voksne. Der findes kun få lettilgængelige vejledningstilbud til voksne i beskæftigelse. Kun få virksomheder tager sig af de ansattes behov for karriereudvikling. Mulighederne for at købe vejledning fra private udbydere er meget begrænsede. Indtil videre har arbejdsgivere og fagforeninger kun vist begrænset interesse for at tilbyde uddannelses- og erhvervsvejledning, selv om de ofte i princippet anerkender behovet for løbende udvikling af arbejdskraften for at forbedre konkurrenceevnen og sikre værditilvækst. Til trods for disse problemer kan nye partnerskaber mellem arbejdsgiverforeninger, uddannelsesinstitutioner, det offentlige arbejdsformidlingssystem og andre relevante organisationer føre til vejledningstilbud på arbejdspladsen og for de ansatte, og uddannelses- og erhvervsvejledning bør være en integreret del af voksenuddannelserne. Uddannelses- og erhvervsvejledning anses for at spille en vigtig rolle i forhold til at hindre arbejdsløshed og især langtidsledighed. I de fleste lande spiller det offentlige arbejdsformidlingssystem en hovedrolle på dette område. Ikke desto mindre er vejledningstilbuddene i arbejdsformidlingssystemerne ikke godt nok udviklede. Stærke samarbejdsstrategier mellem jobcentrene og private og andre lokale vejledningstilbud og med lokale uddannelsesinstitutioner kan understøtte de ledige, så de selv bliver i stand til at komme i beskæftigelse og komme i gang med læringsaktiviteter igen. Befolkningens stigende gennemsnitsalder og problemer med at finansiere pensioner vil i mange lande gøre det nødvendigt at indføre mere fleksible overgange fra arbejdsliv til pension. Beslutningstagerne har hidtil ikke vist det store initiativ i forhold til at iværksætte vejledningstilbud, der kunne understøtte en aktiv tredje alder. Arbejdsgivere og arbejdstagerrepræsentanter kan fremme og tage initiativ til vejledningstilbud for ældre arbejdstagere ved at kombinere offentlige og private partnerskaber. 8
Forbedring af adgangen til vejledning Efterspørgslen efter uddannelses- og erhvervsvejledning overstiger udbuddet. Der ligger et stort potentiale i mere fleksible formidlingsmetoder, herunder brug af IT og call-centre, i forhold til at udvide adgangen til vejledningstilbud. Hvis alle borgere skal have adgang til vejledning, er det ofte nødvendigt at målrette vejledningstilbud til udsatte grupper. Ved at involvere disse i udformningen, planlægningen, implementeringen og overvågningen af vejledningsstrategier og -tilbud kan der i langt højere grad udvikles tilbud, som modsvarer de udsatte gruppers behov. Forbedring af kvaliteten og relevansen af karriereinformationsmateriale, der kan understøtte den almene adgang til vejledning, er til stadighed en udfordring. I mange tilfælde er der mangel på samarbejde mellem forskellige ministerier, forskellige statslige myndigheder og mellem myndigheder på nationalt og regionalt niveau i forhold til at levere og videreformidle information om uddannelse, erhverv og karriere. Når den private sektor udarbejder informationsmateriale, er den ikke underlagt bestemte standarder. Hvis der skal udvikles en sammenhængende politik og strategi for formidling af information om uddannelse, erhverv og karriereveje til borgerne, er et nødvendigt udgangspunkt, at der laves kortlægninger på nationalt, regionalt og lokalt niveau over den information, som gives gennem forskellige medier (f.eks. aviser og tv) til forskellige målgrupper (unge, beskæftigede, ledige). Forbedring af støttesystemer for vejledningen Der er betydelige kvalitets- og indholdsmæssige forskelle på de vejledningstilbud, som borgerne har adgang til, både i det enkelte land og fra land til land. Det skyldes især, at der er stor uensartethed, når det gælder uddannelse af vejledere. Længden af grundlæggende vejlederuddannelser varierer fra tre uger til fem år. Mange landes regeringer er meget passive, når det kommer til at definere indholdet og forløbet i grundlæggende vejlederuddannelser, og når det drejer sig om at relatere uddannelsernes indhold til de politiske målsætninger for uddannelse og beskæftigelse. Der er behov for stærkere signaler fra de relevante ministerier for at løse dette problem. I de fleste lande er regelmæssig og systematisk evaluering af kvaliteten i vejledningen meget begrænset. Standarder for ydelse af vejledning eksisterer ikke eller findes kun i nogle sektorer, men ikke i andre. Der er en tendens til, at rammer for kvalitetssikring når de findes er frivillige og ikke obligatoriske, og at de fungerer alene som retningslinjer. De vejledningssøgende har en vigtig rolle at spille i forhold til udformning og evaluering af vejledningstilbud. Datagrundlaget for politik- og strategiudvikling på vejledningsområdet er meget svagt. I øjeblikket er det kun ganske få regeringer, der sidder inde med de data, som er nødvendige for at kunne danne sig et overblik over vejledningstilbuddene eller disses effektivitet i forhold til at nå de politiske målsætninger. Kun få regeringer er i stand til at angive præcist, hvor mange offentlige midler der bliver brugt på uddannelses- og erhvervsvejledning, og hvordan midlerne bliver brugt. Der findes heller ikke information om private investeringer og udgifter på området. Et samarbejde mellem interessenter på nationalt niveau kan bidrage til at få identificeret relevante og anvendelige kategorier af data og procedurer for at evaluere input, processer, ydelser og resultater på vejledningsområdet. Målsætningen for vejledningen kommer kun svagt til udtryk i de fleste landes strategier på uddannelses- og beskæftigelsesområdet. Når man tager det utilstrækkelige datagrundlag i betragtning, er dette ikke overraskende. Derudover er det samlede vejledningsudbud ofte karakteriseret ved at være et kompleks af separate delsystemer inden for uddan- 9
nelses- og arbejdsmarkedsområdet, i den offentlige og den private sektor hver med deres historie, rationale og drivkraft i stedet for at fungere som en sammenhængende og integreret helhed. Etablering at et nationalt forum for udvikling af vejledningsstrategier og -systemer et forum som omfatter repræsentanter fra både regering og vigtige parter, så som arbejdsgivere og fagforeninger og de organisationer, som udbyder vejledning er et væsentligt tiltag, som bidrager til at sætte fokus på og udvikle den politiske dagsorden på vejledningsområdet, og som styrker den politiske beslutningsproces. Størstedelen af udgifterne til vejledningsordningerne dækkes af skatteyderne. Det store fokus på livslang læring har nødvendiggjort en udvidelse af omfanget og rækkevidden af og mangfoldigheden i vejledningstilbuddene, og det stiller nye økonomiske krav om og engagement fra myndighederne på et område, hvor der ikke har været tradition for væsentlige private investeringer. Det øgede behov for offentlige midler kunne begrænses, hvis det i stedet lykkes at tiltrække flere private investeringer. 10
1 Indledning Håndbogens indhold og formål Denne håndbog er udgivet i fællesskab af OECD og Europa-Kommissionen 1. Målet med denne bog er at hjælpe beslutningstagere i de to organisationers medlemslande til at udnytte uddannelses- og erhvervsvejledning som et værktøj i det politiske arbejde og til at udvikle, formulere og formidle en effektiv vejledningspolitik for både uddannelses- og beskæftigelsesområdet. I en europæisk kontekst kan håndbogen ses som et svar på de aktuelle ændringer inden for uddannelses- og beskæftigelsespolitikkerne, som kommer til udtryk i Lissabon-erklæringens målsætninger fra 2000 om at gøre Europa til verdens mest konkurrencedygtige og vidensbaserede økonomi og samfund inden 2010, kendetegnet ved social sammenhængskraft. Uddannelses- og erhvervsvejledning er blevet et særskilt fokusområde for denne politiske udvikling. Den betragtes som et vigtigt element i de politikker, som vedrører livslang læring, aktiv beskæftigelse og social lighed og i de strategier, der er en forudsætning for at opnå Lissabon-erklæringens målsætninger. Medlemslandene har hver især ansvaret for udviklingen af deres eget lands uddannelsespolitik, men udviklingen sker i samarbejde med Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Uddannelse og Kultur gennem arbejdsprogrammet for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010. Med tanke på vejledningens store betydning for uddannelses- og beskæftigelsespolitikken oprettede Kommissionen i december 2002 en Ekspertgruppe for Livslang Vejledning, hvor OECD også har deltaget. Denne håndbog er et initiativ fra Ekspertgruppen. Håndbogens indhold er baseret på resultater fra de seneste internationale undersøgelser af nationale politikker og strategier på vejledningsområdet. I 2001 indledte OECD en international undersøgelse for at udforske, hvordan organiseringen, administrationen og formidlingen af vejledning kan understøtte landene i forhold til vigtige politiske målsætninger, i særdeleshed dem der vedrører livslang læring og aktiv beskæftigelse. Undersøgelsen omfattede 14 lande, hvoraf 10 var EU-medlemmer, og den blev gennemført i samarbejde med Europa-Kommissionen. Efterfølgende er OECD-undersøgelsen blevet fulgt op af Europa-Kommissionen og Verdensbanken, så den omfatter yderligere 19 europæiske lande. Undersøgelsens resultater er tilgængelige i OECD (2004), Sultana (2004) og Watts og Fretwell (2004). Hensigten med håndbogen er at: Den skal fungere som et lettilgængeligt referenceværktøj, der kan hjælpe beslutningstagere i og uden for Europa til let at kunne identificere politiske områder, som bør inkluderes i beslutningsprocessen på vejledningsområdet på forskellige niveauer og inden for rammerne af et livslangt læringsperspektiv. Den skal give gode eksempler på politikker og strategier, som kan understøtte dette arbejde; og 1 Det er både en OECD-publikation og et arbejdspapir fra Europa-Kommissionen. 11
Den skal identificere anvendelige metoder til brug for evaluering af politikker og strategier og den måde, de er implementeret på. Materialet for håndbogen er udarbejdet af professor Ronald Sultana (Euro-Mediterranean Centre for Educational Research, University of Malta) og professor Tony Watts (National Institute for Careers Education and Counselling, Storbritannien), og med assistance fra ansatte ved Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Uddannelse og Kultur samt Richard Sweet, OECD. Forfatterne ønsker at rette en tak til medlemmerne af Europa- Kommissionens Ekspertgruppe for Livslang Vejledning for deres værdifulde råd og støtte, samt til de personer som har kommenteret udkast til udvalgte dele af håndbogen. Brug af håndbogen Hovedparten af håndbogen er delt op i 14 strategiske områder, som er organiseret i fire dele: 1) forbedring af vejledningen af unge, 2) forbedring af voksenvejledningen, 3) forbedring af adgangen til vejledning og 4) forbedring af støttesystemer for vejledningen. For hvert af de 14 strategiske områder skitserer håndbogen: De vigtigste problemer eller forhold som der bør tages stilling til (f.eks. begrænset adgang til vejledningstilbud og utilstrækkelige oplysninger om udgifterne på vejledningsområdet) Spørgsmål som beslutningstagere bør tage op i forbindelse med disse forhold (f.eks. hvilke grupper har ikke adgang til vejledning, og hvor mange penge bliver der brugt på vejledning i dag?) Nogle alternativer som beslutningstagere kan vælge at implementere for at forbedre politikkerne og strategierne på vejledningsområdet (f.eks. at sætte mål for ensartede grupper) og at vurdere udbytte i forhold til omkostninger). Hvor relevante disse alternativer er, varierer naturligvis fra land til land afhængig af udviklingsniveauet for uddannelses- og erhvervsvejledningen på nationalt niveau; samt Nogle eksempler på effektive løsninger, hentet fra de undersøgelser som OECD og Europa-Kommissionen har udført. Håndbogen afsluttes med en sammenfatning af de vigtigste faktorer, som beslutningstagere bør tage i betragtning ved udformning og implementering af et livslangt vejledningssystem. Hvad er uddannelses- og erhvervsvejledning? I håndbogen anvendes den definition af uddannelses- og erhvervsvejledning, som blev brugt i de internationale undersøgelser, som for nylig blev udført af OECD, Europa-Kommissionen og Verdensbanken: Vejledning dækker over en række tilbud og aktiviteter, som sætter borgere i alle aldre i stand til på et hvilket som helst tidspunkt i deres liv at træffe meningsfulde beslutninger vedrørende uddannelse og beskæftigelse og selv at kunne tilrettelægge deres egen karriere. Sådanne tilbud findes på skoler, erhvervsuddannelsesinstitutioner og videregående uddannelsesinstitutioner, på offentlige arbejdsformidlingscentre, på arbejdspladser, inden for frivillige og lokale organisationer og i den private sektor. Vejledningsaktiviteter kan tilbydes til enkeltpersoner eller til grupper, og det kan ske ansigt til ansigt eller via f.eks. telefon eller internet. Aktiviteterne omfatter blandt andet formidling af information om uddannelse, erhverv og karriere (på tryk, IT-baseret eller via andre medier), vurderings- og selvvurderings- 12
redskaber, vejledningssamtaler, karriereplanlægningsværktøjer (for at hjælpe den enkelte til at udvikle selvindsigt, herunder indsigt i egne muligheder og evnen til at tilrettelægge sin egen karriere), brobygningstilbud og lignende (for at kunne afprøve forskellige muligheder, før man vælger), jobsøgningsværktøjer og overgangsvejledning. Henvisninger OECD (2004), Career Guidance and Public Policy: Bridging the Gap, Paris. Sultana, R.G. (2004), Guidance Policies in the Knowledge Economy. Trends, Challenges and Responses Across Europe. A Cedefop Synthesis Report, Cedefop Panorama series No. 85, Office for Official Publications of the European Commission, Luxembourg. Watts, A.G. and D.H. Fretwell (2004), Public Policies for Career Development. Case Studies and Emerging Issues for Designing Career Information and Guidance Systems in Developing and Transition Economies, The World Bank, Washington. 13
14
2 Uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering og vejledning på uddannelsesinstitutionerne Strategiske overvejelser På grundskoleniveau Grundlaget for at kunne tilrettelægge egen læring og karriere (f.eks. beslutningsdygtighed, selvindsigt, selvtillid) etableres i en tidlig alder. Ikke desto mindre er tilbuddene om uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering og vejledning i grundskolen begrænsede eller nærmest ikke-eksisterende, og der findes kun få systematiserede muligheder for at udforske arbejdslivet. I de lande, hvor eleverne skal vælge linje midt i grundskoleforløbet, er det vigtigt, at de får en god overgang. De valg, de træffer på dette tidspunkt, har stor betydning for deres senere uddannelses- og karrieremuligheder. Uddannelses- og erhvervsvejledningen skal indgå som en del af den proces, der hjælper eleverne til en nem overgang. Uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering (UEA-orientering) forekommer stadigt hyppigere i læreplaner for sjette til niende klasse, enten som selvstændigt fag eller som en del af et andet fag. Men det varierer meget, hvordan UEA-orienteringen tilrettelægges, og til tider virker det som om, der tages større hensyn til skolens organisatoriske behov end elevernes behov i forhold til uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedskendskab og udvikling af valgkompetencer. Fra sjette til niende klasse ses det ofte, at målgruppen for personlig vejledning er elever, som står for at skulle træffe et valg (når de vælger fag, ved afslutningen af den obligatoriske skolegang, ved overgangen til en ungdomsuddannelse eller til arbejdsmarkedet). Sjældent er målgruppen for personlige vejledningssamtaler valgt ud fra veldefinerede behov (f.eks. lav erhvervsmodenhed eller parathed til at træffe beslutninger). På ungdomsuddannelserne Man antager ofte, at elever på ungdomsuddannelserne har gjort sig særlige overvejelser om uddannelses- og karrierevalg, og at de ikke behøver mere hjælp. Denne antagelse gælder især elever inden for erhvervsuddannelsesområdet. I mange lande får de langt mindre vejledning end elever, som vælger et alment uddannelsesforløb som gymnasiet. Der tages kun lidt hensyn til den øgede fleksibilitet, som præger erhvervsuddannelserne, eller til den store vifte af karriereveje og konkrete jobs, som kan være aktuelle for elever fra de bredt udformede erhvervsuddannelser. På gymnasiet bruger vejlederne ofte meget tid på at forberede eleverne, så de har det bedste udgangspunkt for at vælge og komme ind på en videregående uddannelse. Dette kan medføre, at de elever, som ikke overvejer at læse videre, ikke får tilstrækkelig vejledning. Det kan også betyde, at der ikke fokuseres nok på, hvilke konsekvenser 15
valget af videregående uddannelse kan få for deres efterfølgende muligheder på arbejdsmarkedet. Overvejelser som vedrører alle uddannelsesniveauer Uddannelses- og erhvervsvejledere på uddannelsesinstitutionerne mangler ofte en vejledningsfaglig uddannelse. De, der fungerer som vejledere på uddannelsesinstitutionerne, er sjældent specialister på vejledningsområdet. Ofte kombinerer de vejlederrollen med andre roller: undervisning i andre fag, rådgivning og vejledning i forhold til personlige problemer og indlæringsvanskeligheder. Antallet af vejledere på uddannelsesinstitutionerne er ofte utilstrækkeligt til at dække elevernes behov og efterspørgsel. For det meste foregår en stor del af vejledningen fortsat i form af personlige vejledningssamtaler. Dette sætter begrænsninger i forhold til at imødekomme elevernes forskelligartede behov. Vejlederne mangler tit de nødvendige ressourcer til at kunne udføre arbejdet på en tilfredsstillende måde, såsom et separat lokale til personlige vejledningssamtaler, et bibliotek eller en samling af aktuel uddannelses- og erhvervsinformation, en computer, adgang til telefon eller sekretærhjælp. Mange uddannelses- og erhvervsvejledningscentre har utilstrækkelig kontakt til arbejdsmarkedet: o Lærerne ved ikke nok om arbejdsmarkedet og hvad forskellige typer arbejde indebærer; o Der er for lidt kontakt til de offentlige arbejdsformidlingscentre; o Eleverne har ringe muligheder for at komme i erhvervspraktik; o Kun få arbejdsgivere inviteres ud på skolerne for at tale med eleverne; o Forældre inddrages sjældent i skolens vejledningstilbud, og o Der er mangel på messer, hvor arbejdsgivere kan møde og give information til studerende. Uddannelses- og erhvervsvejledningen ses ofte kun som vejledernes ansvar, og ikke som et fælles ansvar for alle undervisere. Kun få vejledningscentre har veludbyggede strukturer, der understøtter eleverne i deres udvikling af iværksættervilje og -evner. I stedet for mulighederne for at blive selvstændig, fokuseres der i vejledningen på mulighederne for at få lønarbejde. Vejledningstilbuddene på skolerne kontrolleres sjældent, og brugerne har kun få muligheder for at give tilbagemeldinger om deres tilfredshed med vejledningen. Der findes ingen data, der kan give et overblik over, hvor tilfredse eleverne, lærerne, forældrene eller arbejdsgiverne er med vejledningstilbuddene. 16
Spørgsmål som bør inddrages i vejledningsstrategier Hvor tidligt i uddannelsesforløbet skal der tilbydes UEA-orientering? Allerede inden sjette klasse? Først i de sidste år af grundskolen? Hvor længe skal den fortsætte? Til slutningen af grundskolen eller videre på ungdomsuddannelserne? Er der særlige forhindringer i forhold til at sikre vejledning til alle de elever, der har brug for det? Hvordan kan vejledningspolitikker og -strategier bidrage til at løse sådanne problemer? Hvordan kan vejledningspolitikker og -strategier sikre, at elever på forskellige uddannelsestrin eller -retninger får den rette vejledning i de lande, hvor almene og erhvervsrettede uddannelsesforløb er adskilt? Bør UEA-orienteringen være et separat fag, eller bør den indgå i andre fag? Hvad er konsekvenserne af de to alternativer med hensyn til kvalitet og ressourcer? I tilfælde af at UEA-orienteringen udbydes som et særskilt fag, skal det så kobles til andre fag? Hvis det ikke skal være et fag for sig, hvordan skal UEA-undervisningen så indrettes? Hvilke målsætninger bør der være for UEA-undervisningen? Hvilke krav skal der stilles til indholdet? Hvem skal undervise, og hvilken uddannelsesmæssig baggrund skal de have? Når man ser på skolernes samlede uddannelses- og erhvervsvejledningstilbud, hvordan skal balancen så være mellem UEA-orientering, personlige vejledningssamtaler, praktik og andre muligheder for at afprøve og udforske arbejdsmarkedet? Hvem skal tilbydes personlige vejledningssamtaler, og hvornår skal disse finde sted? Hvilke specielle tilbud skal der til, om nødvendigt, for at hjælpe elever med særlige behov eller med risiko for at falde fra en uddannelse? Hvad kræves der af personalesammensætningen for at levere en god samlet vejledningsindsats? Hvem skal koordinere de enkelte skolers UEA-undervisning? Hvilken fordeling skal der være mellem lærere med en kortvarig efteruddannelse inden for vejledning, som arbejder med vejledning på deltid, og uddannede fuldtidsvejledere? Skal vejledningen være en separat funktion på skolen eller kombineres med andre funktioner såsom personlig rådgivning? Hvilken ekstern støtte er der behov for fra den offentlige arbejdsformidling, fra kommunen, fra arbejdsgivere, fra tidligere elever? Hvilke former for efteruddannelsestilbud skal der udvikles for disse eksterne samarbejdspartnere? Bliver der brug for særskilte kontrakter eller aftaler med disse eksterne parter på nationalt, regionalt eller lokalt plan? Hvilke særlige ressourcer har skolerne brug for, for at kunne sikre et effektivt samlet vejledningstilbud (separate lokaler, information om arbejdsmarkedet, undervisningstid, IT)? Hvilke politiske styremidler kræves der i de tilfælde, hvor skolernes finansiering foregår decentralt, for at garantere, at alle elever får tilstrækkelig uddannelses- og erhvervsvejledning, at vejledningstilbuddene har samme kvalitet i alle skoler og regioner, og at der tildeles tilstrækkelige ressourcer til området? Hvordan skal skolernes vejledningstilbud kontrolleres og evalueres? Hvilke typer data bør indsamles på centralt eller nationalt niveau for at støtte beslutningstagere på området? Nogle strategiske valgmuligheder Gennemføre en national undersøgelse af uddannelsesinstitutionernes vejledningstilbud for at identificere forskelle i niveau og typer af ressourcer fysiske, personlige og økonomiske som bliver anvendt i vejledningen. 17
Afholde arrangementer med skoleledere, arbejdsgivere, forældre og elever på nationalt, regionalt og lokalt niveau for at få deres vurdering af behovet for vejledning på ungdomsuddannelserne. Arrangementerne kan sætte fokus på emner som: det ønskelige niveau og omfang af vejledningstilbuddene, hvordan elevernes ret til vejledning skal defineres og implementeres, og hvordan man kan sikre ensartethed i indhold og kvalitet. Undersøge elevernes brug af og tilfredshed med vejledningen. I analysen af undersøgelsernes resultater bør tilfredshedsniveauet vurderes ud fra faktorer som køn, skoletrin og uddannelsesretning. Holde regelmæssige konsultationer med arbejdsgivere og arbejdsmarkedsmyndigheder på nationalt, regionalt og sektorniveau for at sikre, at vejledningstilbuddene holder trit med arbejdsmarkedsudviklingen. Undersøge elevernes brug af og tilfredshed med det vejledningsmateriale, der findes på uddannelsesinstitutionerne. Bruge undersøgelsernes resultater til at forbedre materialets kvalitet. Tage initiativ til at udvikle og evaluere pilotprojekter, der kan bruges som grundlag for bredere nationale vejledningstilbud på de områder hvor vejledningstilbuddene er mangelfulde. I de tilfælde, hvor vejledningen varetages af personer uden vejlederuddannelse (f.eks. lærere på deltidsbasis eller psykologer i forbindelse med personlig rådgivning), bør der tages initiativ til udformning og evaluering af pilotprojekter, hvor vejledningen varetages af uddannede uddannelses- og erhvervsvejledere. Formulere retningslinjer for de fysiske rammer og ressourcer, der skal til for at sikre en effektiv vejledning på uddannelsesinstitutionerne. Oprette et nationalt forum som samarbejdsorgan for uddannelsesmyndigheder og arbejdsgivere, der kan understøtte uddannelsesinstitutionerne i forhold til deres tilbud om erhvervspraktik, sikre arbejdsgivernes støtte til praktikordninger og udvikle og kontrollere retningslinjer for uddannelsesinstitutioner og arbejdsgivere for at kvalitetssikre erhvervspraktikken. Undersøge på nationalt plan, hvilke uddannelses- og efteruddannelsesbehov der er blandt de mennesker, der varetager vejledningen. Udarbejde nationale retningslinjer for de resultater, som vejledningen på uddannelsesinstitutionerne forventes at opnå. Bruge disse forventninger til at kontrollere vejledningstilbuddenes kvalitet og indvirkning. Sørge for, at forældre og lokale arbejdsgivere modtager evalueringer af resultaterne. Udføre regelmæssige undersøgelser af de uddannelses- og erhvervsretninger, som eleverne følger, når de forlader en given uddannelse. Sørge for, at uddannelsesinstitutionerne får både de nationale resultater og resultaterne for deres egen institution. Eksempler på effektive initiativer Den vejledningsorienterede skole på grundskole- og ungdomsuddannelsesniveau: I Canada (Quebec) opfordres skolerne til at udvikle konceptet for den vejledningsorienterede skole (l école orientante). Den personlige og uddannelses- og erhvervsorienterede planlægning er defineret som et de fem vigtigste områder i et uddannelsesforløb. Formålet med den vejledningsorienterede skole er at støtte elevernes identitetsudvikling igennem grundskolen og sikre en effektiv uddannelses- og 18
erhvervsvejledning på ungdomsuddannelserne. Desuden skal det sikres, at eleverne forstår nytten af deres fag (sprog, matematik, naturvidenskab osv.), og hvorfor de skal undervises i dem. For at indføre dette koncept har man øget antallet af fuldtidsvejledere. Desuden bliver der opfordret til aktiv deltagelse fra alle parter, først gennem diskussion og samarbejde mellem lærere og vejledere og derefter ved at udvikle samarbejdet med forældre og lokalområdet. Inden for nogle bestemte rammer har skolerne stor fleksibilitet i forhold til at beslutte, hvad en vejledningsorienteret skole er for dem. Porteføljesystem: Nogle lande har udviklet strategier for at hjælpe eleverne til at integrere den viden og de færdigheder og holdninger til arbejde og arbejdsmarked, som de har tilegnet sig fra forskellige undervisere. Det drejer sig blandt andet om brugen af de såkaldte porteføjler eller mapper, hvor eleverne registrerer deres karriererelaterede læring og erfaringer. Disse mapper kaldes job pas i Østrig, uddannelsesbog i Danmark og karrierevalgspas i Tyskland. Porteføjlesystemet giver eleverne bedre mulighed for at tilrettelægge deres egen uddannelse og gør det lettere for dem at se sammenhængen mellem uddannelse og karriereplaner. Bygge broer til arbejdslivet: Forskellige initiativer som praktikordninger, arbejdsprøvning og besøg på virksomheder bliver tilbudt, så eleverne kan få et indblik i arbejdslivet og deres egen erhvervsmæssige orientering. I Tyskland er besøg på virksomheder en integreret del af vejledningen på skolerne, og besøgene omfatter et element af praktisk arbejde. Virksomhederne sætter stor pris på denne form for kontakt med uddannelsesstederne. Praktikperioden varer mellem en og tre uger, og der findes undervisnings- og støttematerialer for praktikperioden og for den efterfølgende opfølgningsproces i skolerne. Af juridiske og forsikringsmæssige årsager findes der omfattende helbredsog sikkerhedsmæssige bestemmelser. I nogle tilfælde kan praktikken gennemføres i udlandet. Uddannelses- og erhvervsvejledning defineres i lærerplanen som et ansvar for hele skolen: I Finland har lærere og andre relevante parter en udførlig arbejdsbeskrivelse af deres respektive aktiviteter, så man sikrer sig, at alle vejledningsrelaterede opgaver udføres. Dette har ført til en vis forbedring af vejledningens minimumsniveau og fremmer samtidig institutionernes overordnede ansvar for UEA-orientering og vejledning på den enkelte skole. Inddragelse af personer med kendskab til arbejdsmarkedet i vejledningen: Flere lande opfordrer uddannelsesinstitutionerne til at udvikle partnerskaber og samarbejdsaftaler på vejledningsområdet. Sådanne partnerskaber indebærer ofte, at man inviterer vigtige interessenter såsom forældre, tidligere elever, repræsentanter for erhvervslivet, fagforeninger og frivillige almennyttige organisationer til at medvirke i UEA-orienteringen. I nogle tilfælde overlader skolen en del af ansvaret for vejledningen til en ekstern organisation, som vurderes at have bedre kontakt til arbejdsmarkedet. Disse eksterne vejledningsydelser bør dog snarere ses som komplementære end som en erstatning for den skolebaserede vejledning. I disse tilfælde kræves der en formel samarbejdskontrakt (som f.eks. i den tyske model). 19
20
3 Uddannelses- og erhvervsvejledning af udsatte unge Strategiske overvejelser I nogle lande er tilbuddene om hjælp til hurtig tilbagevenden til uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet utilstrækkeligt udviklede, når det gælder elever, som forlader skolen for tidligt. I de lande, hvor der faktisk findes sådanne tilbud, er det ikke en selvfølge, at uddannelses- og erhvervsvejledning er inkluderet. En udfordring for beslutningstagere er at sikre, at uddannelses- og erhvervsvejledning indgår i tilbud, der retter sig imod unge, der er faldet fra deres uddannelse. Tilbuddene skal udformes således, at brugerne føler sig trygge ved vejlederne og hjemme i de omgivelser, hvor vejledningen finder sted. En anden udfordring består i at udvide tilbuddenes omfang de steder, hvor der er højt frafald for at hjælpe de unge, som er i risiko for at forlade eller allerede har forladt skolen, til at vende tilbage til en eller anden form for læring. Vejledningstilbuddene på uddannelsesinstitutionerne har i mange tilfælde ikke været en del af institutionernes strategier for at forebygge og forhindre frafald, især når det gælder unge, som risikerer social udstødelse. En udfordring for beslutningstagere er at sikre, at vejledningstilbuddene udgør en integreret del af uddannelsesinstitutionernes strategier for at opdage og støtte frafaldstruede elever og elever, som ikke har tilstrækkelige kvalifikationer. Disse elever skal hjælpes til selv at finde ud af, hvorfor det giver mening at fortsætte i skolen eller til at formulere en strategi, der kan hjælpe dem til at vende tilbage til skolen og gennemføre en ungdomsuddannelse. I de tilfælde, hvor sådanne tilbud ikke allerede findes, er udfordringen at samarbejde med undervisere for at udvikle dem. Spørgsmål som bør inddrages i vejledningsstrategier I de tilfælde hvor der ikke findes initiativer, der kan modvirke elevernes frafald, må beslutningstagere på vejledningsområdet og vejledere overveje, hvad de kan bruge som argument for at skabe sådanne tilbud? Hvilken type vejledning skal tilbydes for at modvirke frafald, og hvordan? Skal den være en del af undervisningsplanerne eller et supplement til dem? Bør den formidles af interne eller eksterne medarbejdere eller begge dele? Skal erhvervspraktik indgå som en integreret del? Hvilke kompetencer og hvilken uddannelse skal vejledere have for at kunne arbejde med frafaldstruede elever og udsatte unge? Har vejledere i dag disse kompetencer (f.eks. i forhold til at kunne henvise de unge til de rette tilbud og til at kunne samarbejde i tværsektorielle grupper)? Hvordan skal uddannelsesinstitutionernes vejledere samarbejde med lokale sociale myndigheder såsom ungdomsvejledere, socialrådgivere eller andre sagsbehandlere for at opnå det bedste resultat? Indgår der tilstrækkelig uddannelses- og erhvervsvejledning i de lokale myndigheders individuelt tilrettelagte vejledningstilbud til frafaldstruede elever? 21
Hvilke uddannelses- og erhvervsvejledningstilbud er der inkluderet i de særlige uddannelsesforløb, som findes for elever, der er droppet tidligt ud af skolen? Hvordan er uddannelses- og erhvervsvejledning integreret i disse forløb? Hvad bør indholdet være? Hvordan skal vejledningen varetages, af hvem og hvornår? Nogle strategiske valgmuligheder Lægge særlig vægt på uddannelses- og erhvervsvejledning til frafaldstruede elever i tildelingen af midler til uddannelsesinstitutionernes vejledningstilbud. Arbejde med beslutningstagere inden for uddannelsesområdet og skoleledere for at påvise værdien af at have strategier for tidlige indgreb i forhold til at opdage potentielt frafald og for at vise, hvilken rolle uddannelses- og erhvervsvejledning kan spille i sådanne strategier. Forbedre grund- og efteruddannelse af skoleledere, undervisere og vejledere, så de i højere grad er opmærksomme på de forskellige måder, hvorpå de kan integrere uddannelses- og erhvervsvejledning i initiativer, der har til formål at hjælpe frafaldstruede elever. Udnytte opsøgende aktiviteter i lokalområdet (de steder hvor unge mennesker samles) og arbejde igennem betydningsfulde voksne, som er i daglig kontakt med de unge, så uddannelses- og erhvervsvejledningen når ud til de udsatte unge. Sørge for at vejlederuddannelserne giver vejlederne kompetencer, der sætter dem i stand til at arbejde med udsatte unge og unge, der er droppet ud af deres uddannelse. Det handler blandt andet om at kunne arbejde i netværk, samarbejde med betydningsfulde voksne og organisationer, henvise til den rette instans og samarbejde i grupper. Sikre at hver elev, som falder fra, får en individuel handlingsplan for videre uddannelse, arbejde eller andre livsmål. Sikre at uddannelsesinstitutionerne følger op på de frafaldne elever, og at de tilbyder vejledning, hvis der er brug og mulighed for det, i op til to år efter, at eleven har forladt institutionen. Udvikle strategier for en tidlig indsats, blandt andet gennem samarbejde med familierne, hjemmebesøg og organiseret støtte i form af lektiehjælp. Eksempler på effektive initiativer Integrerede vejledningstilbud i Skandinavien: De mest vellykkede vejledningsstrategier i forhold til udsatte unge og frafaldne elever findes især i Skandinavien (elementer af integrerede vejledningstilbud findes dog også i andre europæiske lande). Disse strategier er præget af en individualiseret tilgang, hvor personlig vejledning og uddannelses- og erhvervsvejledning væves sammen med andre personligt relaterede og uddannelses- og arbejdsrelaterede tilbud om støtte, eksempelvis hjælp i forhold til sundhed og bolig, grundlæggende kurser i læse- og skrivefærdigheder, jobsøgning, opbygning af selvtillid, learning-by-doing eller kortvarig jobtræning. Dette kræver et nært samarbejde mellem vejledere og de sociale myndigheder. For frafaldne elever betyder disse initiativer en kombination af tidlig indsats, gensidige forpligtelser og individuelle handlingsplaner, og vejledning er en vigtig del af processen. Proaktive kommuner i Danmark: Danske kommuner er forpligtede til at tage kontakt til unge, som er droppet ud af deres uddannelse, mindst to gange årligt indtil de fylder 19 år. Nogle kommuner har udvidet tilbuddet til også at omfatte unge over 19 år. I 22
nogle tilfælde bliver dette opsøgende arbejde varetaget af UU-vejledere med base på uddannelsesinstitutionerne (UU står for Ungdommens Uddannelsesvejledning). I andre, især i store kommuner, bliver det varetaget af fuldtidsansatte UU-vejledere. Fra de er 18 år, er disse unge berettigede til en begrænset understøttelse, på betingelse af at de følger en handlingsplan udarbejdet i samråd med UU-vejlederen. Gensidig forpligtelse er centralt i denne sammenhæng og skal hjælpe de unge til at gøre brug af deres ret til uddannelse. 2 Youthreach-initiativet i Irland: Dette initiativ er rettet mod arbejdsløse unge, hvoraf de fleste er droppet ud af skolen. En række forskellige tilbud findes i mange forskellige miljøer: centre sponsoreret af lokale erhvervsuddannelseskomiteer (Vocational Education Committees), kommunale aktiveringskurser støttet af den offentlige arbejdsformidling (Training and Employment Agency, FÁS) og Senior Traveller Training Centres. På grund af de personlige, sociale, uddannelsesmæssige og erhvervsmæssige problemer, som mange af Youthreach-deltagerne har, udgør vejledning og rådgivning ofte en betydningsfuld del af de opgaver, som underviserne, der er tilknyttet Youthreach, har. Der har udviklet forskellige pilotprojekter med henblik på at styrke undervisernes vejlederkompetencer. Desuden er der til hvert af Youthreach-tilbuddene knyttet et begrænset vejledningstilbud med kvalificerede vejledere, herunder vejledere fra den offentlige arbejdsformidling. 2 Ny lovgivning forpligter fra august 2008 alle kommuner til at vejlede unge under 25 år, som ikke er i gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse. 23
24
4 Vejledningstilbud på de videregående uddannelser Strategiske overvejelser Der er generelt mangel på studie- og erhvervsvejledningstilbud til studerende på de videregående uddannelser. De tilbud, der findes, er utilstrækkelige, og studerende mangler adgang til mere målrettede vejledningstilbud for at kunne træffe meningsfulde beslutninger om uddannelse og karriere. Der er mangel på kvalificerede vejledere, som kan leve op til de studerendes karriereudviklings- og vejledningsbehov. De eksisterende vejledningstilbud har ofte et snævert fokus og koncentrerer sig mest om personlig- eller studievejledning. Karriereudvikling og -valg får kun lidt opmærksomhed og det samme gælder hjælp til studerende til selv at kunne tilrettelægge deres karriere, udvikle iværksætterevner, og overveje mulighederne for at blive selvstændig. De særlige vejledningsbehov, som specifikke grupper af studerende har herunder studerende i overgangen fra uddannelse til arbejdsmarked, studerende som falder fra eller ændrer deres studieretning, tidligere studerende som vender tilbage til deres studier, fjernundervisningsstuderende og udenlandske studerende er ofte ikke inddraget i de eksisterende vejledningstilbud. Spørgsmål som bør inddrages i vejledningsstrategier Bør man stille krav til de offentligt finansierede videregående uddannelsesinstitutioner om at tilbyde erhvervs- og karrierevejleding til studerende? Hvilket niveau skal disse tilbud i så fald ligge på? Skal dette niveau være en rettighed? Bør kvaliteten af vejledningsydelserne og vejledernes kompetencer og kvalifikationer indgå i den generelle kvalitetsvurdering af de videregående uddannelser? Hvilke vejledningstilbud er vigtige på de videregående uddannelser? Hvordan skal tilbuddene relateres til undervisernes rolle og til indholdet i de akademiske læreplaner (specielt hvor karriereudvikling og praktik indgår som en del af den akademiske uddannelse)? Kan man drage sammenhæng mellem de videregående uddannelsesinstitutioners vejledningsindsats og eksterne vejlednings- og arbejdsformidlingsservicer samt arbejdsgivere, for at sikre, at information og vejledning om uddannelse, erhverv og karriere er relevante, opdaterede og tager udgangspunkt i korrekte arbejdsmarkedsoplysninger? Hvordan kan vejledning og karriereudvikling integreres bedre i undervisningen ved de forskellige fakulteter og institutter? Hvordan kan man fremme kurser i karriereplanlægning og -udvikling inden for rammerne af læreplanerne og hvordan kan profilering og porteføljesystemer udvikles? 25