Prædiken tl Mariæ bebudelses dag, Jægersborg kirke 2016 Gud har smidt en bombe ind i vore sumpe. Den lykkelige rystelse. Hvad er religionens rolle i vores liv? Jeg tror at mange vil sige at religionen er det faste holdepunkt. Det er at der er noget der står fast. Midt i en globaliseret og uoverskuelig verden hvor der er stadig færre grænser for hvad vi kan, der viser religionerne at der noget som er ufravigeligt. Der er værdier som altd har været der. Der er en orden som vi ikke kan lave om på, og som det er meningen vi skal leve efer og samstemmes med. Så religion betyder at der er orden i kaos, der er et fast holdepunkt i en grænseløs og omskifelig verden. Hvis altså ikke det forholder sig omvendt? Det tror jeg faktsk det gør. I hvert fald når det er kristendommen det handler om. For det kan godt være at nogle af de andre store religioner kan henvise tl en guddommelig lov eller orden som vi skal følge, og har det som noget helt centralt, De t Bud, Thoraen hos jøder, de fem søjler eller koranens leveregler hos muslimerne. Men i kristendommen der er det så vidt jeg kan se anderledes. Der handler det om et guddommeligt indbrud i en al for velordnet og fastlagt tlværelse. Ja der kastes vi på en måde ud i det uoverskuelige, ud i noget som er uden grænse. Der vendes der op og ned på vores liv, der bliver det største tl det mindste og det mindste tl det største. Allertydeligst bliver det tl påske, hvor opstandelsen virkelig er en kosmisk omvæltning af tlværelsen. Her er det guddommelige liv så stort, så uimodståeligt og altomfatende at selv dødens grænse bliver brudt ned. Men det begynder allerede i dag. Hvor Maria får besøg af englen Gabriel og tl sidst bryder ud i sang. For englebesøget afstedkommer jo netop ikke at Maria får fred i sit hjerte, eller får et sikrere og fastere holdepunkt i sit liv. Tværtmod det er et foruroligende indbrud, som vender op og
ned på den velordnede tlværelse vi må forestlle os hun har haf indtl da. Maria var jo, som hun beskrives, virkelig bare en ung pige, som alle andre, forlovet med en ung mand ved navn Josef, og opvokset i en lille upåagtet by, Nazareth, som ikke er nævnt et eneste sted, før vi hører om den i evangelierne. Man kan godt sæte sig ind i at hun bliver forfærdet da englen viser sig for hende. Og forfærdelsen er trods englens beroligende: Frygt ikke! ganske sikkert ikke blevet mindre, da Gabriel annoncerer at hun skal blive med barn og føde en søn, og give ham navnet Jesus. For som hun siger tl englen: Hvordan skal det gå tl? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand! Hun ved hvordan hun vil blive udsat for mistænkeliggørelse og skam. Hvad vil Josef hendes tlkommende ikke sige? Hos Mathæus hører vi faktsk at han overvejer at lade sig skille fra hende, på grund af graviditeten som han åbenbart ikke kender tl. Efer at han har hørt Guds engel i en drøm, kommer han dog på andre tanker og holder fast ved Maria. Men det viser hvad hun står over for, Maria. Englens besøg gør ikke hendes tlværelse nemmere, tværtmod. Og da Gabriel derefer forklarer hvad det er for et barn hun skal være mor tl, - at han skal kaldes den Højestes Søn, og at han skal være konge over Jakobs hus tl evig td, og der skal ikke være ende på hans rige, - så forstår man godt hvis hun er ved gå tl i frygt og bæven. Det er jo slet ikke tl at overskue, slet ikke tl at forstå. Men Maria siger ja. Ja, jeg er Herrens tjenerinde, lad det nu ske mig efer dit ord!, svarer hun englen. Til trods for den omvæltning det her er i hendes liv. Til trods for det kaos som er brudt ind i en hendes stlle, afgrænsede, velordnede verden. Et på én gang foruroligende og lykkeligt kaos. (Sådan som det jo for i øvrigt ofe er for kærester der uventet opdager at de skal have barn, det er et lille kaos der bryder ind i tlværelsen, men ofest et lykkeligt kaos, selv om det også er bekymrende og foruroligende og hvad der ellers hører med tl at blive forældre)
Og Maria er altså så opstemt og opløfet, så medrevet, at hun slet ikke kan holde det for sig selv, men bryder ud i sang. Ja hun er ramt af det aldeles overvældende, foruroligende, sitrende, guddommelige liv. Det giver ikke fred, men en taknemmelig følelse af at være udvalgt tl noget så stort, tl et altomfatende, ubegribeligt liv. Så hun synger med hjerte og sjæl: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser. Han har set tl sin ringe tjenerinde. Set tl sin ringe tjenerinde. Det mærkelige er at de særlige religiøse oplevelser eller åbenbaringer, jeg har fået fortalt om eller læst om i min td som præst, de har alle haf dete element i sig. En taknemmelig forbavselse over at Gud har udvalgt netop mig, der ingen tng er. Og så en stærk oplevelse af at selv om det er så stort at det kalder på vores frygt, så er der intet at frygte. For Gud er kærlighed! Men en kærlighed som vel at mærke vender op og ned på vores liv. Sådan at det vi måske priste og regnede for noget stort, viser sig at blive tl ingentng, og det vi ringeagtede viser sig at være det hele værd. Ja Guds magt, kærligheden, viser sig at være af samme art som den Maria har oplevet og tlskriver Gud i sin sang: Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splitet dem der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtge fra tronen, og han har ophøjet de ringe. Så det at Gud er der i sin kærligheds vælde, det er ikke bare et sikkert holdepunkt eller en stabiliserende faktor. Det afstedkommer tværtmod en omkalfaltring af vores liv. Noget må falde, og andet løfer sig. Det er en rystelse. En lykkelig rystelse. Det er som om man først nu ser og er på højde med det virkelige liv. Det er at vide sig brugt, være i tjeneste for noget meget større end sig selv. Og alligevel er det som at komme hjem, som at forstå hvem man
egentlig er, samtdig med at altng er åbent og uvist og nyt. Og det er slet ikke tl at lægge fra sig, når man har erfaret at det er sådan det er. Lad være at tro og kristendom også kommer tl at sidde i os som en vished eller et fast holdepunkt i vores liv. Men i sit væsen, i sin begyndelse, er den kristne erfaring eller tro, en lykkelig rystelse i vores verden eller sind. Det er at vide sig inddraget i noget som er større end vi troede muligt. Sådan som ikke bare Maria men også disciplene og mange andre oplevede det da Jesus stod frem og forkyndte Guds rige. Med en inddragelse og ophøjelse af mennesker som i verdens øjne intet var. Med en tro på at det umulige er muligt. Med en kraf som fk den blinde tl at se og den lamme tl at gå. Med en generøsitet og et liv så uimodståeligt, så suverænt, at alle religiøse regler og skel og grænser blev væltet omkuld og sat ud af kraf. Ja Jesus var i sig selv en rystelse, en lykkelig rystelse, eller en foruroligende, for dem som gerne ville holde sig tl den gamle magtordeling og orden. Og hele lidelseshistorien som vi nu skal høre palmesøndag, skærtorsdag og ikke mindst langfredag, vidner jo om hvordan denne onde orden forsøger at slå fra sig, inddæmme rystelsen, for tl sidst slå Jesus og alt det liv han har i sig ihjel. Opstandelsesberetningerne viser at det ikke lykkedes. Da nogle kvinder påskemorgen begiver sig ud tl graven, bliver de mødt af et krafigt jordskælv og en lynildslysende engel vælter stenen fra graven, (lad os bare sige at det er englen Gabriel der igen er på sin post), og efer det obligatoriske Frygt ikke, peger englen med sin hånd væk fra graven og siger: I søger efer Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her, han er opstået. Han er gået forud for jer tl Galilæa; dér skal I se ham igen. Sådan sendes de altså skælvende væk fra graven, heller ikke den får lov tl at være der som et holdepunkt, et mindested i deres liv. Nu sendes de ud i det uendelige, ud i en verden som er
åben og uvis og ny og foruroligende. Men de ved at han er der. De ved at hans liv, hans rige skal være uden ende. Det allerede englen fortalte Maria om. Og de ved at dér hvor hans kærlighed er, der vendes der op og ned på vores liv. For det er en kærlighed som ikke lader os være i ro. Men vi løfes og bevæges, det er vidunderligt og uoverkommeligt på samme td. Det er en kærlighed som vil rive os ud af os selv, ud af mageligheden og de gamle vaner. En kærlighed som vil lede os ind i livet, hen tl de andre og stadig føre os nye steder hen. Opstandelsen er en altomfatende, lykkelig rystelse som skal sitre i vores sind. Eller som salmedigteren Simon Grotrian skriver i en salme: Gud har sendt en bombe ind i vore sumpe. Humoristsk indfanger Grotrian sprængkrafen i det kristne budskab. Maria var den første som blev hjemsøgt af rystelsen. Og den skal vi forhåbentlig alle udsætes for, så selve livet, Guds kærlighed i Jesus Kristus, kan blive alt i os alle engang. Sådan at vi ikke kan andet end at bryde ud i sang, af ren og skær fryd, opfyldt af skælvende liv, som Maria gjorde det engang. Amen. Salmer: 3 69 71 // 66 192 v.7 201 Erik Høegh-Andersen