Ergoterapeuterne griber hverdagen - En kvalitativ, empirisk interviewundersøgelse Bachelorprojekt i ergoterapi Anslag: 73.841 Karen Thomsen, Tina Sørensen, Eva Jeppesen og Kirsten Friis-Hansen Bachelorprojekt i ergoterapi Ergoterapeutuddannelsen, Via University College Aarhus Metodevejleder: Bente Jochumsen Ekstern, faglig konsulent: Marianne Selmer EA09V Modul 14 Dette skriftlige produkt er udarbejdet af studerende ved VIA University College, Ergoterapeutuddannelsen som led i et uddannelsesforløb. Opgaven eller rapporten foreligger ukommenteret fra uddannelsens side, og er således et udtryk for forfatternes egne synspunkter. Denne opgave eller dette projekt eller dele heraf må kun offentliggøres med forfatternes tilladelse, jævnfør cirkulære af 16. juli 1973 og bekendtgørelse af lov om ophavsret af 11. marts 1997.
Resumé Titel: Ergoterapeuterne griber hverdagen Problembaggrund: Med ergoterapeutiske øjne er det interessant, at hverdagsrehabilitering handler om at øge borgerens aktive deltagelse i en meningsfuld hverdag. Hverdagsrehabilitering har desuden et mål om at gavne på et samfundsmæssigt plan grundet den demografiske udvikling og mangel på arbejdskraft i fremtiden. Bachelorprojektet tager udgangspunkt i det hverdagsrehabiliterende projekt Grib Hverdagen. Gennem hverdagsrehabilitering har social og sundhedsassistenter og hjælpere gennemgået et rolleskift og er blevet til hjemmetrænere. Formål: At undersøge ergoterapeuters erfaring med den vejledende rolle med fokus på, hvordan ergoterapeuterne kan støtte op omkring og fremme hjemmetrænernes intervention og dermed øge borgernes selvstændighed. Problemstilling: Hvilke erfaringer har ergoterapeuter i den vejledende rolle i hverdagsrehabilitering med henblik på at fremme hjemmetrænernes intervention? Design, materiale og metode: Bachelorprojektet tog udgangspunkt i en empirisk, kvalitativ interviewundersøgelse. Den fænomenologiske og hermeneutiske tilgang blev anvendt som videnskabsteoretisk grundlag. Data blev indhentet gennem fire interviews, som byggede på en semistruktureret interviewguide. Til analyse af data blev der gjort brug af fænomenologisk meningskondensering efterfulgt af hermeneutisk meningsfortolkning, hvor resultaterne blev fortolket og diskuteret. Resultater: Ergoterapeuterne har de monofaglige kompetencer til at graduere, gøre brug af aktivitetsanalyse, derudover kan de se samspillet mellem menneske, aktivitet og omgivelser. Det er vigtigt, at ergoterapeuterne har en forståelse for den rolleændring, hjemmetrænerne gennemgår. Ergoterapeuterne skal tage udgangspunkt i hjemmetrænernes behov, gøre brug af
undervisning og instruering samt være bevidste om, at læring sker i praksis og trinvist. Desuden anvendes evaluering, konkretisering samt det at kunne påtage forskellige roller. Hjemmetrænernes motivering er en væsentlig faktor og kan fremmes ved blandt andet at anerkende, rose, udvise respekt, synliggøre formålet med træningen, inddragelse, refleksion og lade hjemmetrænerne selv finde løsninger samt se dem som samarbejdspartnere. Konklusion: Brugen af ergoterapeutiske kompetencer er fremmende for hjemmetrænernes intervention. Der peges på en række strategier for god vejledning og herunder må ergoterapeuterne sørge for at fremme hjemmetrænernes motivation. En forudsætning for dette er ergoterapeuternes forståelse for hjemmetrænerens rolleændring samt, at der tages udgangspunkt i den enkeltes behov. Søgeord: Hverdagsrehabilitering, ergoterapi, kompetencer, vejledende rolle
Abstract Title: Occupational Therapists seizes everyday life Background: Seen from an occupational therapists point of view it is interesting that home based rehabilitation is about increasing people s active participation in a meaningful life. Home based rehabilitation aims to make a positive contribution on a socioeconomic level due to the demographic and general workforce development in the future. This Bachelor project is based on the project Grib Hverdagen. Through home based-rehabilitation Social and Health Care Assistants have been subject to a role change, becoming trainer s at home. Purpose: The aim of this bachelor project is to investigate the experiences of occupational therapists in their guiding role, focusing on how occupational therapists can support the trainer s intervention and thereby increase the independence of the client. Problem: Which experiences do occupational therapists have in the guiding role, in home based-rehabilitation in order to promote the intervention of the trainer s at home? Method: This bachelor project was based on an empirical, qualitative interview study. The phenomenological and hermeneutic approach was used as a theoretical basis. Data was collected through four interviews, based on a semi-structured interview guide. The data was analysed and conducted followed by interpretation and discussion. Results: Results show that occupational therapists have the mono-disciplinary skills to adapt, make use of activity analysis and identifying the interactions between humans, activity and environments. It is important that occupational therapists have an understanding of the role change, the trainers undergo. Good guidance indicates that the intervention must be based on the needs of the individual trainer. The best way to learn is by doing in practice and by evaluating, education and instructions. Concretization and managing various roles is also important. The trainer s motivation is a major factor that
can be encouraged through acknowledgement, praise, showing respect, making the purpose of the training clear, involvement, reflection and seeing them as collaborators. Conclusion: Use of occupational therapy skills is conducive to the trainer s intervention. A number of strategies for good guidance are seen, including the fact that occupational therapists should seek to encourage the motivation of the trainers at home. A condition is that the occupational therapists understand the trainer s role change and aim their guidance to the needs of the individual. Mesh terms: Home based Rehabilitation, occupational therapy, skills, guiding role
Forord Tak til de fire ergoterapeuter fra projekt Grib Hverdagen, som havde lyst til at deltage i interviewene og bidrage med spændende oplysninger, som danner grundlag for bachelorprojektets resultater. Tak til vores metodevejleder Bente Jochumsen for god og konstruktiv feedback og stort engagement. Også tak til ekstern, faglig konsulent, projektleder i Grib Hverdagen Marianne Selmer for at give os bedre indsigt i Grib Hverdagen og inspirerende ideer til vores projekt. God læselyst! Forfattersignaturer Kirsten Friis-Hansen Tina Stig Birkegaard Sørensen Eva Helene Sanberg Jeppesen Karen Bruun Thomsen
Forfatteransvar Afsnit Resume på dansk og engelsk Ansvarlige Eva Problembaggrund Tina Teori Eva Kirsten Design, materiale og metode Karen Tina Resultater Eva Karen Diskussion Eva Kirsten Tina Konklusion Eva Karen Perspektivering Kirsten
Indholdsfortegnelse: 1.0 Problembaggrund... 10 1.1 Interesse for området... 10 1.2 Projekt Grib Hverdagen... 10 1.3 Ergoterapeutisk og samfundsmæssig udvikling... 11 1.4 Nye roller... 12 1.5 Den vejledende rolle... 13 1.6 Formål... 14 1.7 Problemstilling... 14 1.7.0 Begrebsafklaring... 14 2.0 Teori... 15 2.1 Model of Human Occupation (MOHO)... 15 2.2 Vilje, vanedannelse og udøvelseskapacitet... 16 2.3 Roller og rolleændring... 16 2.4 Omgivelser... 17 2.5 Ergoterapeutiske strategier... 17 3.0 Design, materiale og metode... 18 3.1 Design... 18 3.1.2 Det videnskabsteoretiske grundlag... 18 3.1.2.0 Fænomenologi... 19 3.1.2.1 Hermeneutik... 19 3.2 Materiale... 20 3.3 Metode... 20 3.3.0 Dataindsamling... 20 3.3.1 Databearbejdning... 21 3.3.1.0 Meningskondensering... 21 3.3.1.1 Hermeneutisk meningsfortolkning... 22 3.4 Søgehistorie og vurdering af litteratur... 22 3.5 Etiske overvejelser... 23 4.0 Præsentation af resultater... 23 4.1 Forståelse for hjemmetrænerens rolleændring... 24 4.2 Ergoterapeutiske kompetencer... 25 4.3 Ergoterapeutens vejledning til hjemmetræneren... 26
4.3.0 Undervisning og instruering... 26 4.3.1 Evaluering... 27 4.3.2 Konkretisering... 28 4.3.3 Refleksion... 29 4.4 Motivering af hjemmetræneren... 29 5.0 Diskussion... 31 5.1 Diskussion af resultater... 31 5.1.0 Forståelse for hjemmetrænernes rolleændring... 31 5.1.1 Ergoterapeutiske kompetencer... 32 5.1.2 Ergoterapeutens vejledning til hjemmetræneren... 34 5.1.2.0 Ergoterapeutens roller... 37 5.1.3 Motivering af hjemmetræneren... 38 5.1.3.0 Magtforhold... 40 5.1.4 Illustration... 41 5.2 Diskussion af design, materiale og metode... 43 5.2.0 Design... 43 5.2.1 Materiale... 43 5.2.2 Metode... 44 5.2.2.0 Intern validitet... 44 5.2.2.1 Ekstern validitet... 44 6.0 Konklusion... 45 7.0 Perspektivering... 47 8.0 Litteraturliste... 49 9.0 Bilag... 53 Bilag 1: E-mail korrespondance... 53 Bilag 2: Om ansvars og rollefordeling... 54 Bilag 3 - Informationsbrev... 56 Bilag 4: Interviewguide... 57 Bilag 5: Retningslinjer for transskription... 61 Bilag 6: Meningskondensering... 62 Bilag 7: Søgehistorie... 73 Bilag 8: Skema over vurderede, men ikke anvendte artikler... 80 Bilag 9: Matrix over anvendte artikler... 81 Bilag 10: Samtykkeerklæring... 1
1.0 Problembaggrund 1.1 Interesse for området Alle menneskers livskvalitet og deltagelse i dagligdagsaktiviteter påvirkes i betydelig grad af de betydningsfulde aktiviteter, de engagerer sig i. Deltagelse i betydningsfulde aktiviteter er faktisk lige så livsvigtige som maden, man spiser, tøjet, man har på, og luften, man indånder (1). Dette er en grundlæggende, ergoterapeutisk anskuelse. Desuden er muliggørelse af menneskers betydningsfulde aktiviteter en ergoterapeutisk kernekompetence (1). Med ergoterapeutiske øjne er det interessant, at hverdagsrehabilitering netop handler om at øge borgerens aktive deltagelse i en meningsfuld hverdag (2). I hverdagsrehabilitering tages der udgangspunkt i borgerens muligheder for at bibeholde og forbedre funktionsevnen, forebygge funktionstab samt medvirke til at borgeren kan bevare styringen over eget liv (2). Vi havde forskellige udgangspunkter for interessen omkring hverdagsrehabilitering. Et interessepunkt var rettet mod det paradigmeskift, der er sket i måden at tænke rehabilitering på. Herunder skiftet i ergoterapeuternes rolle, der er gået fra at have hands on til i højere grad at arbejde gennem andre. Yderligere var der en forundring over, at social og sundhedsassistenter og hjælpere skal varetage træningsopgaver frem for ergoterapeuterne samt kvaliteten af denne træning. En anden vinkel udsprang i praksis, hvor samarbejdet mellem ergoterapeuter og social og sundhedsassistenter og hjælpere var i fokus. Dog blev der brugt meget energi på at fokusere på det, der ikke fungerede frem for det, der fungerede. 1.2 Projekt Grib Hverdagen På baggrund af denne interesse ønskede vi at evaluere på det, der fungerer og fandt det spændende at tage udgangspunkt i det hverdagsrehabiliterende projekt Grib Hverdagen (bilag 1) 1, som havde opstart i Aarhus, september 2010 og forventes afsluttet i september 2012 (3). Når en borger henvises til Grib Hverdagen sker det med hjemmel i Servicelovens 86, stk. 1, omhandlende træningsydelser (3). Målgruppen er borgere med 1 Bekræftelse på at have fået lov til at anvende navnet Grib Hverdagen.
rehabiliteringspotentiale 2 og der er ingen minimumsalder for at blive visiteret til Grib Hverdagen, men gennemsnitsalderen er 76 år (3). I løbet af det første år har der været visiteret 615 borgere. Der er 20 teams, som hver består af en koordinerende leder, en ergoterapeut, en visitator, en fysioterapeut, en sygeplejerske og x antal hjemmetrænere (3). For at dokumentere effekten af træningen anvendes undersøgelsesredskaberne Canadian Occupational Performance Measure (COPM) samt Barthel 3 ved start og slut af et forløb (3). Resultaterne af undersøgelserne viser, at ud af 162 borgere har 57 % fået forbedret deres funktionsevne og 40 % er blevet selvhjulpne (3). Selvom projektet viser, at hverdagsrehabilitering har en gavnlig effekt på borgernes funktionsevne og effektmålene er nået, peges der på områder, der kræver forbedringer (3). Derfor mener vi, at området er værd at videreudvikle på. Derudover har fagbladet Ergoterapeuten udgivet to blade med fokus på hverdagsrehabilitering, hvilket understreger områdets ergoterapeutiske interesse og relevans (4,5). 1.3 Ergoterapeutisk og samfundsmæssig udvikling Ergoterapifagets udvikling hænger i høj grad sammen med den samfundsmæssige udvikling (6). Allerede i 60-70 erne var der et ønske om at spare penge på pleje til ældre, syge og handicappede. Dette førte til nye tiltag i kommunerne, som skulle styrke ældres mulighed for at blive længst muligt i eget hjem (6). I dag peges der også, grundet samfundets demografiske ændringer, på et øget behov for nytænkning i forhold til Aarhus Kommunes tilbud til borgere (2). Denne nytænkning tager udgangspunkt i, at der stilles krav til borgerne om at indgå i et rehabiliteringsforløb frem for, at modtage passiv pleje og praktisk hjælp (3). Foruden det borgerrettede formål, har hverdagsrehabilitering netop et mål om at gavne på et samfundsmæssigt plan (2). Statistiske undersøgelser viser en stigning i middellevealderen og antallet af personer, der er fyldt 65 år forventes at stige frem til 2044. Der ses ingen tilsvarende stigning i antallet af personer i den arbejdsdygtige alder (7,8). I fremtiden vil der således være manglende hænder til at tage sig af den voksende ældregeneration. Desuden følger der med det den stigende alder ofte en øget 2 I Aarhus kommune er det rehabiliteringsvisitatorer, der skal træffe afgørelse om der er rehabiliteringspotentiale hos den enkelte borger (midtvejsevaluering). Afhængig af rehabiliteringsbehov opdeles borgerne i grupperne rehab og rehab light. Rehab borgere = komplekse forløb, mange faggrupper og rehab light borgere = mindre komplekse forløb 1-2 faggrupper 3 Barthel anvendes kun på rehab borgere
sygdomsbelastning, hvilket medfører at ældreforsørgerbyrden forventes at stige de følgende år (9). En sundhedsøkonomisk analyse af Grib Hverdagen viser, at projektet på lang sigt forventes at føre til økonomiske besparelser (10). Denne økonomiske gevinst er derfor endnu en begrundelse for vigtigheden af, at fremme den hverdagsrehabiliterende intervention. Et litteraturreview viser, at mange udviklingslande bliver mere bevidste om at have fokus på såvel den økonomiske gevinst som livskvaliteten blandt ældre borgere via en rehabiliterende tilgang (11). Idet den hverdagsrehabiliterende tankegang er i udvikling i andre lande, fremmes vores interesse for området. 1.4 Nye roller Indførelsen af hverdagsrehabilitering har medført et paradigmeskifte indenfor sundhed og omsorg, fra kompenserende hjælp til rehabilitering af borgeren. Skiftet er gået fra at vi gør det for borger til vi gør det sammen med borger (3). Dette har ført til kulturændringer blandt flere faggrupper (2). Gunnar Gamborg beskriver ligeledes, hvordan ergoterapeuten er gået fra at være fagperson med hands on til i højere grad at være formidler af, hvad andre faggrupper skal udføre (5). Ligesom ergoterapeuterne gennemgår social og sundhedsassistenter og hjælpere et rolleskift fra plejere til hjemmetrænere 4 (3). Den svenske ergoterapeut Maritha Månssons, har udgivet en bog omkring hverdagsrehabilitering 5, hvori hun beskriver ergo- og fysioterapeuterne som motoren i at drive og udvikle rehabiliteringsarbejdet i samarbejde med sygeplejerskerne, mens hjemmetrænerne anses som fundamentet (12). Det er hjemmetrænerne, der har ansvaret for den daglige kontakt i borgers hjem og skal kunne udføre og følge op på hjemmetræningen (bilag 2). Derfor antages det, at hjemmetrænernes rolleændring fra plejere til trænere har stor betydning for den hverdagsrehabiliterende intervention. Det tager tid at inkorporere ny praksis, og for hjemmetrænerne sker der et sammenstød mellem deres gamle og nye måde at skulle arbejde på (3). Et litteraturreview beskriver, at ændringer i sundhedsprofessionerne er uundgåelige og ofte hurtige, og at det er nødvendigt med støtte til ergoterapeuterne for at tilpasse deres praksis hertil (13). På baggrund af dette ser der ud til at være et 4 Social og sundhedsassistenter og hjælpere i hverdagsrehabilitering 5 Vi vælger gennemgående at bruge begrebet hverdagsrehabilitering, som sidesættes med hemrehabilitering, hjemmetræning og hverdagsrehabilitering
væsentligt behov for at undersøge og identificere, hvordan ergoterapeuterne kan være med til at fremme hjemmetrænernes intervention. 1.5 Den vejledende rolle I forbindelse med at flere faggrupper har fået nye roller, er det vigtigt, at der er klare retningslinjer, som tydeliggør de enkelte faggruppers ansvarsområder (3, 12). I erfaringerne fra Fredericiamodellen oplever terapeuterne 6, at arbejdet tærer på dem, da det er nyt at skulle arbejde gennem andre (14). Terapeuterne har haft svært ved at finde deres rolle i projektet samt følt sig tilovers og efterspørger efteruddannelse og redskaber til supervision (14). I Grib Hverdagens midtvejsevaluering påpeges det blandt medarbejderne, at der er behov for klart definerede ansvars- og rollefordelinger i flere teams (3). Som opfølgning blev der, i Grib Hverdagen, udarbejdet et foreløbigt dokument med beskrivelse af ansvars- og rollefordelinger (bilag 2). Heri beskrives rollerne og de dertilhørende opgaver for hjemmetrænerne, de koordinerende temaledere samt den sundhedsfaglige forløbsansvarlige. Rollen som sundhedsfaglig forløbsansvarlig kan både varetages af ergoterapeuter, fysioterapeuter og sygeplejersker og varetages efter borgers behov. Vi mener, at dokumentet mangler fagspecifikke beskrivelser af både ergoterapeuters, fysioterapeuters og sygeplejerskernes roller og kompetencer i teamet, hvorfor det er relevant at undersøge dette nærmere med fokus på ergoterapeuterne. I en forskningsartikel stilles der spørgsmålstegn ved, om den konsulterende rolle i tilstrækkelig grad er blevet internaliseret hos ergoterapeuterne og om de har de nødvendige kompetencer til at varetage denne rolle (15). Desuden vurderer vi, ud fra artiklens resultater, at ergoterapeuterne primært har fokus på hjemmetrænernes arbejde. For bedre at kunne fremme hjemmetrænerens intervention mener vi, at fokus i højere grad bør rettes mod ergoterapeuterne. Derfor finder vi det relevant at undersøge, hvilke kompetencer og strategier ergoterapeuterne gør brug af i deres vejledende rolle overfor hjemmetræneren i hverdagsrehabilitering. Et kvantitativt studie undersøger ergoterapeuters superviserende rolle over for hjemmetrænere i forbindelse med kommunal rehabilitering af ældre borgere (16). Spørgsmålene i studiet blev opstillet af et ekspertudvalg fra forskellige faggrupper (16). 6 I Fredericia modellen skelnes der ikke mellem ergoterapeuter og fysioterapeuter, de kaldes overordnet terapeuter
Der er således grundlag for en kvalitativ undersøgelse, hvor ergoterapeuter med en vejledende rolle i hjemmerehabilitering, kan komme med egne vurderinger af, hvad de anser som fremmende for hjemmetrænernes intervention. Desuden blev der kun undersøgt, i hvor høj grad en række kompetencer og strategier var vigtige for god supervision (16). Derfor finder vi det spændende at undersøge, hvorfor og hvordan disse strategier anvendes i praksis. På trods af, at begge studier er svenske, mener vi, at resultaterne har god overførselsværdi til dansk praksis. Dette bygger på et fælles værdigrundlag i forhold til velfærdssamfundet i de Nordiske lande (17). Det skal dog nævnes, at Danmark og Sverige ikke har samme forståelse af rehabiliteringsbegrebet, hvorfor vi finder det relevant med en undersøgelse af, hvad danske ergoterapeuter finder fremmende for hjemmetrænernes intervention (18). 1.6 Formål Formålet med dette bachelorprojekt er at undersøge ergoterapeuters erfaring med den vejledende rolle i hverdagsrehabilitering med målet om at øge borgerens selvstændighed. Fokus er på, hvordan ergoterapeuterne kan støtte op omkring og fremme hjemmetrænernes intervention. Herunder hvilke kompetencer og strategier, ergoterapeuterne kan gøre brug af. 1.7 Problemstilling Hvilke erfaringer har ergoterapeuter i den vejledende rolle i hverdagsrehabilitering med henblik på at fremme hjemmetrænernes intervention? 1.7.0 Begrebsafklaring Erfaring: Den viden, strategier og de kompetencer, ergoterapeuterne har fra arbejdet med hverdagsrehabilitering, uddannelse, øvrig erhvervsmæssig erfaring samt menneskelige kompetencer. Ergoterapeuter: Ergoterapeuter, som arbejder med hverdagsrehabilitering i kommunalt regi.
Rolle: Vejleder: Hverdagsrehabilitering: Fremme: Hjemmetrænere: Intervention: Internaliserede egenskaber, som tillægges af både samfundet og en selv. Rollen medfører en tilegnelse af ens identitet, tankegang og handlinger. Ergoterapeuterne som rådgivere, konsulenter, supervisorer og formidlere af deres ergoterapeutiske viden til hjemmetrænerne knyttet til hverdagsrehabilitering. Træning i hjemmet med henblik på at fremme borgerens funktionsniveau og aktivitetsformåen med henblik på at kunne klare sig i eget hjem. At bevirke at noget får fremgang. Fremgangen måles ud fra undersøgelsesredskabet COPM og Barthel. Social og Sundhedsassistenter og hjælpere som arbejder med hverdagsrehabilitering i Grib Hverdagen. Indsats, hvor hjemmetræneren gennemgår en rolleændring i sit arbejde fra en plejende til en mere rehabiliterende tilgang gennem hjemmetræning. 2.0 Teori 2.1 Model of Human Occupation (MOHO) For at få en dybere forståelse af ovenstående vil vi i teoriafsnittet tage udgangspunkt i MOHO, af Kielhofner (19). Med et ergoterapeutisk perspektiv illustrerer og forklarer Kielhofner sammenhængen mellem menneske, aktivitet og omgivelser. Vi vurderer, at hjemmetrænerens intervention kan ses som menneskelig aktivitetsudøvelse og for at få en bedre forståelse af denne, er det relevant at beskrive følgende elementer: Roller, forandring, vilje, vanedannelse og udøvelseskapacitet, omgivelser samt de ergoterapeutiske strategier. Ved brug af MOHO sidestiller vi begrebet klient med hjemmetræneren. Vi er bevidste om, at klienten, ifølge Kielhofner, primært omhandler en person med funktionsnedsættelse i
en terapeutisk relation. På den anden side fremhæves det, at begreberne fra MOHO skal sammenkædes med den specifikke klient eller klientgruppe, der ydes tjenester til. Tages der højde for eventuelle usikkerheder omkring overførselsværdien, mener vi, at teorien kan overføres til forholdet mellem ergoterapeut og hjemmetræner (19) 7. 2.2 Vilje, vanedannelse og udøvelseskapacitet Viljen betegner motivationen for menneskets aktivitet. Viljen til at udføre en given handling afhænger af følelse af handleevne, værdier og interesser. Almindeligvis ændrer viljen, vanedannelsen og udøvelseskapaciteten sig i fællesskab. Eksempelvis vil viljen for at foretage en given handling øges, hvis man føler sig kompetent til og finder handlingen interessant. Den subjektive udøvelseskapacitet er klientens følelse af handleevne og dækker over følelsen af evner og kompetencer. Værdierne omhandler det, man finder vigtigt og meningsfuldt og interessen er det, man finder tilfredsstillende. De viljemæssige tanker og følelser opstår efterhånden, som den givne aktivitet opleves og fortolkes. Vanedannelsen indebærer handlestrategier og det er disse strategier, der bevares som vaner og roller. Vaner defineres som erhvervede tilbøjeligheder til automatisk at handle på ensartede måder i velkendte situationer. Vaner formindsker den indsats, der kræves for at udføre den givne aktivitet, idet den bevidste opmærksomhed til handlingen mindskes. Samtidig frigøres der plads til at forholde sig mere bevidst til andre tanker og gøremål, hvilket øger muligheden for at have flere tanker eller foretage flere handlinger på samme tid. Desuden tjener vaner til bevarelsen af handlemønstre, der er modstandsdygtige overfor forandringer (19) 8. 2.3 Roller og rolleændring Ifølge Kielhofner kan en internaliseret rolle beskrives som integreringen af en social og/eller personlig defineret status samt andres forventninger til adfærden. At internalisere en rolle betyder at påtage sig en identitet, tankegang og udføre handlinger, som hører til rollen. Roller defineres af egen såvel som andres forståelse og forventninger til rollen. For at skabe sig en rolleidentitet må de personer, man interagerer med, handle overfor en som besiddende én bestemt rolle (19). Rolleændringer er komplekse og 7 MOHO kap. 1 8 MOHO kap. 4, 5 og 6
indebærer forandringer i identiteten, tanker, følelser og adfærdsmønstre 9. En forandringsproces forudsætter en parathed for forandring og processen indeholder typisk tre stadier. Udforskning er første stadie, hvor nye ting afprøves og man lærer om sine kapaciteter, præferencer og værdier. Udforskningen giver mulighed for at lære nye måder at udføre ting på. Den udforskende person er stadig en smule usikker, derfor må omgivelserne være ressourcestærke. Kompetens er det næste stadie, hvor man begynder at integrere nye måder at udføre ting på. Her stræbes efter at leve op til omgivelsernes krav og forventninger, hvilket fører til udvikling af færdigheder og giver en følelse af personlig kontrol. Til sidst er der fuldførelse, hvor man har tilstrækkelige færdigheder og vaner til at fuldføre arbejdet og udfylde den nye rolle. En betingelse for forandring er, at de nye tanker og adfærdsmønstre skal fortsætte i længere tid og disse mønstre skal gentages for at vilje, vanedannelse og udøvelseskapacitet ændres (19) 8. 2.4 Omgivelser Viljen, vanedannelsen og udøvelseskapaciteten påvirkes alle af de fysiske og sociokulturelle omgivelser. Omgivelserne kan byde på muligheder og ressourcer eller krav og begrænsninger og er afgørende for motivationen til aktivitetsudøvelsen. Omgivelserne kan udgøre en væsentlig kilde til ændringer, der fremskynder en forandring. En stor del af menneskelig aktivitet, i omgivelserne, indebærer interaktion med sociale grupper. I alle grupper eksisterer der en kultur, som er styrende for de meninger og forestillinger, værdier og normer, der deles af gruppen. Da man er tilbøjelig til at følge kulturen i gruppen, kan disse derfor være med til at forme adfærd og tanker (19) 10. 2.5 Ergoterapeutiske strategier Ergoterapeutiske strategier er handlingsanvisninger, der er rettet mod at fremme klientens aktivitetsengagement (19). Da dette projekt netop har til formål at undersøge, hvilke ergoterapeutiske kompetencer, der er fremmende for hjemmetrænerens forandringsproces, er de ergoterapeutiske strategier relevante at inddrage. De 9 MOHO kap. 5 10 MOHO kap. 7
ergoterapeutiske strategier er: Anerkende, udpege/påpege, give tilbagemeldinger, rådgive, forhandle, strukturere, coache, fysisk støtte og opmuntre (19) 11. Vores valg af teori giver os en teoretisk forforståelse, vi har valgt at være bevidste om at tydeliggøre i nedenstående afsnit (20). Vi har en forståelse om, at det er svært og tidskrævende for hjemmetrænerne at ændre vaner. At de skal være motiverede for at ændre deres rolle fra plejer til træner. At ergoterapeuterne har nogle kompetencer, der kan fremme hjemmetrænernes intervention. Ergoterapeuterne skal kende deres rolle i udførelsen af arbejdet for at handle effektivt. Vi har en ide om, at ergoterapeuterne har set nogle forandringer, men at det tager tid for hjemmetrænerne at påtage sig en ny rolle. Denne teoretiske viden ligger til grund for udarbejdelsen af vores forskningsspørgsmål, samt analyse og fortolkning af de indsamlede empiriske data. 3.0 Design, materiale og metode 3.1 Design Bachelorprojektet tog udgangspunkt i en empirisk, kvalitativ interviewundersøgelse. Problemstilling dannede grundlag for valg af det kvalitative forskningsdesign. Den kvalitative metode tager udgangspunkt i menneskets subjektive forståelse og metoden gav god mulighed for at få nuancerede svar og gå i dybden med problemstillingen (21). Vi ønskede at spørge ind til ergoterapeuternes erfaring med vejlederrollen i hverdagsrehabilitering for at få en forståelse af, hvilke kompetencer, der er fremmende for hjemmetrænernes intervention. Derfor fandt vi den kvalitative metode velegnet (21). På baggrund af manglende forskning specifikt på dette område, mente vi, der var grundlag for en mere dybdegående, kvalitativ undersøgelse. 3.1.2 Det videnskabsteoretiske grundlag I opgaven har vi anvendt den fænomenologiske og hermeneutiske tilgang som videnskabsteoretisk grundlag (21). 11 MOHO kap. 14
3.1.2.0 Fænomenologi Fænomenologiens mål er at få indsigt i, hvordan fænomener opleves og erfares subjektivt. Der søges at opnå en gyldig og almen forståelse af en persons perspektiver og antagelser (21). Når vi spurgte ind til ergoterapeuternes erfaringer med arbejdet i vejlederrollen, ønskede vi at få en forståelse for den enkeltes subjektive oplevelser og erfaringer. Vi havde en viden og forforståelse, som vi ikke fandt muligt at lægge helt væk. For egen samt læserens skyld, er denne forforståelse beskrevet nedenfor for at tydeliggøre, hvad der kunne have påvirket informanternes svar (20). Vi forestillede os, at det har stor betydning for interventionen, hvilken indstilling hjemmetrænerne har og at en vigtig faktor er, at hjemmetrænerne forstår vejledningen og formålet med hjemmetræningen. At ergoterapeuten bygger sit arbejde på erfaringer, teoretisk viden samt faglige og menneskelige kompetencer. Derudover antog vi, at det er nemmere at anvende og identificere sin erhvervserfaring end teoretiske viden, da teorien anvendes mere ubevidst. At der er mange faktorer, som har betydning for resultatet af hverdagsrehabiliteringen og at den ergoterapeutiske formidling til hjemmetræneren er en vigtig faktor. Vi forventede, der er mange udfordringer i arbejdet og at det er lettere for ergoterapeuten at forholde sig problem- frem for løsningsorienteret. Slutteligt skal det nævnes, at vi havde en forestilling om, at ergoterapeuten kunne tænke sig mere uddannelse i forbindelse med projektet. 3.1.2.1 Hermeneutik Hermeneutikken søger at opnå en gyldig og almen forståelse af et fænomen ved hjælp af fortolkning (21). Den hermeneutiske tilgang bygger videre på empirien og i den forbindelse skal data fortolkes under fortsat iagttagelse af den kontekst, hvorunder de kvalitative data er indsamlet. For at kunne forstå helheden må man have en forståelse for de enkelte dele. Denne vandring mellem dele og helhed benævnes den hermeneutiske cirkel. Cirklen betragtes som en spiral, der åbner for en dybere forståelse (21). Vi valgte at gøre brug af den hermeneutiske tilgang, idet vi ønskede at gå ud over ergoterapeuternes selvforståelse med mulighed for at fortolke og opnå en dybere forståelse af deres erfaringer med arbejdet i vejlederrollen.
3.2 Materiale Vi foretog fire interviews og udvælgelsen af informanter skete på baggrund af følgende inklusionskriterier (22). Ergoterapeuter, der på nuværende tidspunkt arbejder i projektet Grib Hverdagen Skal kunne forstå og tale dansk Skal arbejde i hver sit område i Aarhus Kommune Have været ansvarlig for mange borgerforløb i projektet Have noget på hjerte Informanterne var ansat i hvert sit område i kommunen og havde varierende års erhvervserfaring, hvilket gav en god spredning på svarene. Vi havde kontakt til en projektkoordinator i Grib Hverdagen, som henviste os til mulige informanter. Efter bekræftelse på deltagelse fik informanterne tilsendt et informationsbrev vedrørende undersøgelsen (bilag 3). 3.3 Metode 3.3.0 Dataindsamling Data blev indhentet med udgangspunkt i en semistruktureret interviewguide (bilag 4). Denne gav mulighed for at tilpasse spørgsmålene undervejs, spørge uddybende ind til samt fortolke og verificere informanternes svar. Interviewguiden holdt fokus på samt gjorde det muligt at belyse nye vinkler på problemstillingen. Ved at indlede med åbne spørgsmål, ønskede vi at få en forståelse for informanternes egen erfaring og oplevelse (21). For at teste interviewguiden og øge validiteten af data, udførte vi et pilotinterview på en person ansat uden for Aarhus Kommune, men med erfaring fra et lignende tiltag (21). Igennem pilotinterviewet fik vi indsigt i, hvordan spørgsmålene blev forstået og blev opmærksomme på, at der var for mange spørgsmål i interviewguiden. De fire interviews forgik på informanternes egne arbejdspladser i et uforstyrret rum. Ved at udføre interviewene i deres eget arbejdsmiljø havde vi en forventning om, at det var nemmere for dem at blive i rollen som vejleder og beskrive deres erfaringer med denne. Vi afsatte en time til hvert interview, som blev optaget på bånd. Til stede var interviewer og co-interviewer og det var samme interviewer, der udførte alle interviews (21).
3.3.1 Databearbejdning Før transskribering af interviewene, afstemte vi fælles retningslinjer for hvordan vi skulle transskribere (bilag 5). Vi transskriberede i gruppen et interview hver og byttede og rettede hinandens interviews igennem imens vi hørte båndet. Vi byttede så alle transskriptionerne blev rettet af en, som havde været deltagende i interviewene for at undgå misforståelser og dermed øge reliabiliteten (21). For at lette arbejdsprocessen, var vi bevidste om at følge en bestemt fremgangsmåde og valgte at gøre brug af Kvale og Brinkmanns beskrivelse af meningskondensering og meningsfortolkning (21). 3.3.1.0 Meningskondensering Til analysen af data gjorde vi først brug af meningskondensering, som bygger på den fænomenologiske tilgang (21). Først læste vi transskriptionerne igennem og dannede os et helhedsindtryk. Hvert gruppemedlem udvalgte naturlige meningsenheder med relevans for problemstillingen (21). Herefter samledes vi i gruppen og gennemgik én transskription ad gangen, hvor vi diskuterede og kom frem til relevante, naturlige meningsenheder. Vi brugte én dag på at gennemgå hvert interview for at sikre os, at vi fik alle, væsentlige resultater med. Vi udarbejdede fire meningskondenseringer, som efterfølgende blev samlet til én (bilag 6). For bedre at bevare overblikket, satte vi en ekstra kolonne i meningskondenseringen med emner, hvorunder de naturlige enheder blev kategoriseret. Vi fandt hver især frem til emnerne, som herefter blev gennemgået fælles, hvor vi diskuterede og blev enige om 14 emner. Ved valg af emne prøvede vi at lægge vores teoretiske forforståelse til side og tage udgangspunkt i informanternes ord. På baggrund af de naturlige meningsenheder fandt vi centrale temaer og vi gav informanterne henholdsvis farverne rød, lilla, grøn og blå. De centrale temaer blev komprimeret til få ord og så vidt muligt beskrevet i overensstemmelse med informantens synspunkter og med brug af egne ord (21). Det er de centrale temaer, vi arbejder videre med i vores analyse og fortolkning og derfor fandt vi det vigtigt, at disse blev formuleret i enkelte sætninger ud fra hver naturlig enhed. Efter nogle dages betænkningstid vendte vi tilbage til de 14 emner. Disse blev skrevet ned på post it s og diskuteret efter relevans for problemstillingen med henblik på, om nogle emner kunne slås sammen. Det at finde frem til dækkende emner var en proces, der gik meget frem og tilbage og varede over flere uger. Til sidst blev de centrale temaer knyttet sammen i deskriptive udsagn. Vi var her
opmærksomme på at inddrage centrale temaer fra alle informanterne, også selvom nogle modsagde hinanden. Desuden gjorde vi brug af citater for at gengive præcise udsagn og validere informanternes svar (21). Selvom vi fulgte de fem trin, var analyseprocessen et cirkulært forløb, som sikrede mellemvalideringer (21). Ved at gennemgå hvert interview hver for sig og derefter arbejde videre sammen, gjorde vi brug af forskertriangulering, som handler om at se en sag fra flere sider (23). 3.3.1.1 Hermeneutisk meningsfortolkning Vi valgte at gøre brug af den meningsfortolkning, som bygger på den hermeneutiske tilgang (21). Ud fra de deskriptive udsagn fortolkede vi på informanternes selvforståelse. Under meningsfortolkningen gjorde vi i høj grad brug af vores forforståelse. Først gjorde vi brug af vores kritiske commonsense, hvilket vil sige, at vi forholdte os kritiske til, og stillede spørgsmålstegn til informanternes udsagn, hvor det havde relevans. Desuden samlede vi op på resultaterne med egne ord og forståelse (21). Herefter anvendte vi opgavens teoretiske grundlag samt anden relevant teori og forskning. Ved at koble faglige begreber på informanternes udsagn opnåede vi en dybere teoretisk forståelse for den indsamlede empiri (21). 3.4 Søgehistorie og vurdering af litteratur Litteratursøgningen blev foretaget gennem hele projektudarbejdelsen. I starten havde søgningen til formål at afdække og indskrænke problemstillingen. Vi gjorde brug af de udenlandske, sundhedsvidenskabelige fagdatabaser CINAHL, OT-Seeker og Pubmed samt de danske databaser Google og bibliotek.dk. Desuden søgte vi på den danske og svenske Ergoterapeutforenings hjemmeside. Gennem Google fandt vi frem til eksempelvis Projektbeskrivelsen og Midtvejsevaluering for Grib Hverdagen. Der blev gjort brug af systematisk søgning med søgeordene: Occupational therapy, consultant, supervision, rehablitation, home health care og role. For at begrænse antallet af hits kombinerede vi søgeordene ved hjælp af emnesøgning og flere fritekstsøgninger. Desuden blev der opstillet afgrænsninger, så vi fandt den nyeste viden på området. Vi havde foretrukket at gøre brug af danske forskningsartikler, men fandt ingen relevante. De anvendte artikler blev fundet i databasen CINAHL. Derudover gjorde vi brug af håndsøgning på biblioteket, hvor vi systematisk gennemgik fagblade fra den svenske og danske Ergoterapeutforening
samt kædesøgning fra obligatorisk litteratur, andre relevante bøger, artikler og rapporter (24). For at få overblik over søgestrategierne udarbejdede vi et skema med søgehistorie (bilag 7). De vurderede, men ikke anvendte artikler er opstillet i et skema (bilag 8). De anvendte artikler blev vurderet med inspiration i skemaer til kritisk vurdering af studier, hvorfra der blev udarbejdet et matrix med vurdering af evidens- og styrkeniveau (bilag 9) (25-28). Undervejs fandt vi artikler som eventuelt havde været relevante for projektet, men da artiklerne skulle hentes hjem fra udlandet, fandt vi det, på grund af lang forsendelsestid, ikke muligt at anvende disse. 3.5 Etiske overvejelser Ved udformning af problemstillingen overvejede vi, hvilke positive og negative konsekvenser, undersøgelsen kunne få for informanterne (21). Ud fra undersøgelsens formål fandt vi ingen åbenlyse, negative konsekvenser ved informanternes deltagelse. Gennem informationsbrevet sørgede vi for, at informanterne fik tilstrækkelig information til at beslutte, om de ønskede deltage i undersøgelsen. Vi fulgte Datatilsynets regler og indhentede informanternes skriftlige samtykke samt fik mundtligt samtykke, fra en af projektlederne fra Grib Hverdagens til gennemførelse af interviewundersøgelserne (bilag 10). Under meningskondenseringen gjorde vi os overvejelser omkring, hvorvidt vi centraliserede de elementer, informanten ønskede at sige med risiko for at meningen af det sagte blev ændret (21). Også under meningsfortolkningen overvejede vi, hvor kritiske vi kunne være, samt hvor meget vi kunne tillade os at tolke på data. Efter interviewene blev data behandlet fortroligt, informanterne blev anonymiserede og det var kun gruppens deltagere, der havde adgang til data (21). 4.0 Præsentation af resultater Under dette afsnit vil resultaterne af interviewundersøgelserne blive præsenteret. Resultaterne blev opdelt under følgende emner. For at fremme læsevenligheden er disse opdelt i overskrifter: 1. Forståelse for hjemmetrænerens rolleændring 2. Ergoterapeutiske kompetencer 3. Ergoterapeutens vejledning til hjemmetræneren
4. Motivering af hjemmetræneren Under hvert emne præsenteres resultaterne i et deskriptivt udsagn med udgangspunkt i informanternes selvforståelse. (21). Ved brug af citater henvises der til informant og linjenummer i transskriptionen, eksempelvis (B. 102-103). Se meningskondensering (bilag 6) for øvrige henvisninger. Hver informant er blevet anonymiseret med henholdsvis A, B, C, D. 4.1 Forståelse for hjemmetrænerens rolleændring I forbindelse med hjemmetrænernes rolleændring fra plejer til træner, giver informanterne udtryk for, at hjemmetrænerne stadig er i tvivl om deres rolle. En informant mener, det er hjemmetrænernes egen motivation og indstilling, der definerer deres rolle. I starten skulle de holdes meget i hånden, men der udtales, at der siden er sket en udvikling og hjemmetrænerne er blevet stærkere i udførelsen af deres arbejde. Der nævnes dog, at hjemmetrænerne har en tendens til at gro fast (C. 123), indtil ergoterapeuten kommer og ændrer det. I forhold til den rehabiliterende tankegang, udtales der: ( ) selvom de har lært om rehabilitering i deres uddannelse, så ligger det ikke lige først for. Det er mere det der hjælper gen, der sætter ind og ligesom er det alt overskyggende ( ) (B. 392-394) En informant mener, at når hjemmetrænerne har fået mere tid til opgaverne, giver det en forpligtelse til at løse opgaven på en anden måde. En anden informant mener, det kan være svært for hjemmetrænerne at forstå, det er acceptabelt at bruge mere tid på den enkelte borger og uddyber: ( ) det med at have intuition for hvad et andet menneske behøver det er jo blevet skrællet af dem, det har man jo gjort meget, hårdnakket ved at sætte dem i et minut tyranni. Og nu skal de pludselig det andet igen, og det er fandeme en svær øvelse. (A. 228-231) I sammenhæng med dette gives der udtryk for, at hjemmetrænerne har et ønske om at arbejde rehabiliterende, men at tiden ikke er til det, da de også skal varetage almindelige
plejeopgaver. Desuden skal hjemmetrænerne lære, at det ikke gør dem arbejdsløse at give slip (B. 411) på borgerne. 4.2 Ergoterapeutiske kompetencer Der lægges vægt på graduering, evnen til at identificere samspillet mellem menneske, aktivitet, omgivelser og deltagelse samt brugen af aktivitetsanalyse som ergoterapeutiske kompetencer. En informant graduerer efter hjemmetrænerens kompetencer i forhold til, hvor meget hun kan slippe tøjlerne (B. 368). Desuden gøres der brug af aktivitetsanalyse til graduering af borgerens forløb samt til at koble de enkle komponenter i en helhed. I forhold til at graduere borgerens træning giver en informant udtryk for, at hun kan presse borgeren mere end hjemmetrænerne kan. Dette begrundes i følgende udsagn: ( ) vi kommer udefra, hjemmetrænerne kommer der evig eneste dag, så de vil bare gerne have det til at glide, fordi de kommer der hver dag. Nogle gange kommer de nok til at tage det lidt personligt, hvor jeg kunne holde den her professionelle distance og ligesom sige, jeg ved godt at det gør ondt og det er træls, men for dit eget bedste (C. 334-338) En informant begrunder vigtigheden af at kende sine kompetencer: Hvis du ikke ved hvad du selv står for, hvordan skal de andre så vide det. Så kan de heller ikke trække på ens kompetencer. Så det er rigtig vigtigt at kende hinandens kompetencer, når man skal arbejde så tværfagligt. (C. 425-428) Der udtales, at hjemmetrænerne har en god forståelse for ergoterapeuternes kompetencer. Informanterne omtaler, at teori anvendes ubevidst. En specifik ergoterapeutisk teori, der gøres brug af er MOHO og uddybes i følgende udsagn: ( ) hvordan kan vi åbne for at der kan bliver nogle muligheder for, at kunne, hvad skal man sige, træde ud af de faste roller man har. Vaner, roller, værdier, som ligger i en gruppe. (A. 488-490) Informanten tilføjer, at hun også gør brug af canadisk teori, som forholder sig til gruppeniveau frem for kun at se på individet. En anden informant gør ligeledes brug af den canadiske teori. Af andre teorier anvendes der NUZO omkring formidling til hjemmetrænerne samt pædagogiske vinkler, så formidlingen tilpasses den enkelte hjemmetræner. Derudover gøres der brug af den motiverende samtale. Foruden den teoretiske viden mener en
informant, at kompetencerne opbygges igennem erhvervserfaring, som derved kan overføres fra en borger til en anden. 4.3 Ergoterapeutens vejledning til hjemmetræneren 4.3.0 Undervisning og instruering Undervisning og instruering af hjemmetrænerne var et gennemgående tema for alle interviewene. Alle informanter fremhæver, at formidling og involvering skal tilpasses til den enkelte hjemmetræner. En informant fremhæver at hun arbejder klientcentreret overfor hjemmetræneren, da hjemmetrænerne er forskellige og har forskellige behov. Følgende citat viser vurderingen af disse behov: jeg kan jo nemt aflæse, om det jeg siger eller gør eller vi har aftalt eller om vi skal sige det her fungerer eller ikke fungerer ( ) (B. 466-469) Informanterne giver udtryk for, at de er opmærksomme på, at hjemmetrænerne har forskellige læringsstile, dette understøttes i følgende citat: Ja, fordi det skal gøres forskelligt, så der skal man ikke bare have styr på de der tyve forskellige borgere, man skal også have styr på de ti forskellige hjemmetrænere. (B. 150-152) Det er erfaret, at hjemmetrænerne lærer bedst i praksis: Nej, men en af de der ting, det er jo også, at vi lærer jo ikke i snakken. Vi lærer jo i det praktiske ( ) (D. 693-694) Hertil nævnes det også, at hjemmetrænerne udvikler sig meget, når denne praksisinstruktion gentages flere gange ugentligt. Ligeledes gives der udtryk for, at læring opnås bedst ved at lære i små bidder over tid. Informanterne gør både brug af skriftlig og mundtlig formidling, når hjemmetrænerne instrueres i arbejdet med borgeren. Det virker godt at have en skriftlig plan: Skriftligt og mundtligt, altså i plejeplanen bliver der skrevet noget ind. Og så formidler vi jo alle hvad vi har oplevet derude, så vi har et fælles udgangspunkt for det... (A. 576-578) Informanterne gør både brug af vejledning og instruering. En informant vejleder hjemmetrænerne i borgers ressourcer og begrænsninger:
( ) så derfor har jeg været inde og undervise i, det er sådan her han er skruet sammen, det er det her han kan, det her er hans begrænsninger, det her kører han vild i, og det her, det er det som I tit ser. (A. 344-347) En informant udtaler, at hun under instruering ikke direkte giver hjemmetræneren faglige råd i en situation med borger, men sætter ord, på det hun gør. Desuden vejleder informanterne hjemmetrænerne i andre løsningsmuligheder. Informanterne fremhæver, at der skal stilles krav og forpligtelser til hjemmetrænerne i forhold til borgerens træning: ( ) det kan ikke nytte man siger, har du lyst til at Det her er en proces der skal holde, og derfor er man nødt til at forpligt folk over for det (...) (A. 456-457) En informant udtrykker, at hun forklarer hjemmetrænerne, at det er en gradvis proces at få borgeren til at blive selvhjulpen. En anden informant udtaler, at hun får hjemmetrænerne til at fokusere på borgerens reaktioner under hjemmetræningen. Samtidig med at formidlingen tilpasses, beskriver en informant at der eksisterer nogle grundlæggende strømninger (A. 501), hos hjemmetrænerne som gruppe. At hjemmetrænerne i kraft af den gældende kultur i gruppen har nogle roller, vaner og værdier. Informanten udtaler hertil, at der kan arbejdes med hele gruppen af hjemmetrænere på én gang. 4.3.1 Evaluering Informanterne udtaler alle, at de anvender evaluering i deres arbejde med hjemmetrænerne. En informant beskriver: Ja, opfølgning hele tiden, altså. Ude og undersøge og analysere og lave handlingsplan og hele tiden tilbage og op følge, hele tiden. Og det er jo det vi gør (C. 507-508) Informanterne tager med hjemmetrænerne ud til borgeren og evaluerer efterfølgende sammen på de ugentlige tværfaglige møder. En informant forklarer, at møderne bruges til at reflektere over borgerne og fastholde hinanden i de mål, der arbejdes ud fra. Det nævnes at frokostpauser og telefonisk kontakt til hjemmetrænerne bruges til, at drøfte borgernes forløb. Der udtales, at evaluering på borgerforløbene sammen med hjemmetrænerne er medvirkende til, at hjemmetrænerne lærer af sine fejl. En informant nævner, at jo oftere, hjemmetræner og ergoterapeut taler sammen, desto lettere er det at følge op på borgers forløb.
4.3.2 Konkretisering Informanterne udtaler, at de konkretiserer arbejdet overfor hjemmetrænerne ved at gøre brug af plejeplanen, idet plejeplanen er et kendt arbejdsredskab for hjemmetrænerne og anvendes dagligt i forbindelse med deres arbejde. Informanterne fletter borgerens opsatte mål ind i plejeplanen, således at hjemmetrænernes daglige arbejde understøtter målene. Informanterne bruger plejeplanen, når de skal evaluere forløbet hos borgeren med hjemmetræneren. I evalueringen rettes fokus mod de små detaljer, hjemmetræneren ikke selv ser. Plejeplanens anvendelighed i arbejdet understøttes af en informant: I plejeplanen skriver vi borgerens mål ind, men vi skriver også strategier ind, sådan helt konkret. Det betyder, at jeg selvfølgelig spørger ind til virkede det. Og virker det ikke så må vi gå ud og sige hvorfor virker det ikke (...) (A. 364-366) Da det fremhæves, at ingen borgere er ens, udarbejder informanten konkrete handlinger til hjemmetræneren med den enkelte borgers mål i fokus. Jeg skærer det meget ud i pap, og jeg laver det ned til konkrete handlinger i forhold til den enkelte borger. (D. 793-794) Informanterne fremhæver, at ergoterapeuten har en koordinerende rolle i forløbet, hvor ergoterapeuten skal uddelegere træning til hjemmetrænerne, holde øje og evaluere forløbet. En informant beskriver, at ergoterapeuten arbejder gennem hjemmetræneren og sjældent er ude og have hands on (C. 235). En anden informant omtaler også ergoterapeuternes rolle: ( ) ja, jeg tænker der er rigtig mange af os, der får nye roller igennem det her, altså vi får som terapeuter også en ny rolle, at vi er mere de der sådan lidt overordnede koordinerende personer frem for dem der nødvendigvis står med fingrene i bolledejen ( ) (B. 406-410) Informanterne fremhæver at de ikke kan trække sig fra forløbet, her begrundes hvorfor: ( ) om jeg ser at jeg kan trække mig helt ud, så er svaret nej det kan jeg ikke. Fordi det er hele tiden mig og mit analyseredskab, som der bliver trukket på. Jeg er den koordinerende funktion i hele rehabiliteringsforløbet. (C. 84-88) En informant fremhæver, at ergoterapeuten ikke alene arbejder på sidelinjen, men in front (C. 90). Yderligere fremhæves det at, ergoterapeuten har det faglige ansvar for at
sikre, at forløbet går i den rigtige retning. Informanterne udtrykker, at det ofte er ergoterapeuten, der er den forløbsansvarlige, idet det handler om hverdagsaktiviteter, hvor ergoterapeuterne har kompetencerne. Informanterne beskriver, at den forløbsansvarlige har ansvaret og overblikket over at forløbet går, som det skal. Det pointeres, at ergoterapeuterne skal skabe muligheder for, at hjemmetrænerne kan udføre sit arbejde. 4.3.3 Refleksion En informant opmuntrer hjemmetrænerne til selv at finde løsninger frem for selv at komme med løsningsforslagene. Dette gøres ved at lade hjemmetrænerne reflektere og vigtigheden af dette understreges: ( ) det der er væsentligt det er at faggruppen selv er med til at definere, hvordan kommer min faglighed til at udtrykke sig, kommer den sig til udtryk når jeg arbejder med den her opgave. Og det refleksionsrum har man bare ikke givet vores hjælpergruppe, det synes jeg er skrub forkert ( ) (A. 513-517) En informant mener, at hjemmetrænerne kan bruge refleksionen til at overføre deres viden til en anden situation. Et konkret eksempel på refleksion er, at informanten stiller ledende spørgsmål, så hjemmetræneren selv finder frem til svaret. 4.4 Motivering af hjemmetræneren Alle informanter fremhæver, at en vigtig del af deres arbejde er at motivere hjemmetrænerne til at udføre deres nye opgaver. For at motivere, synliggøres formålet med hjemmetræningen. Vigtigheden af at kunne klare sig selv forklares ved at få hjemmetrænerne til selv at sætte sig i borgerens sted. Det er vigtigt, at hjemmetrænerne synes, deres arbejde er spændende for at blive motiverede. Hvordan dette kan gøres, beskrives i det følgende: Jamen det er jo ved og vise dem, hvor spændende og interessant det er, at folk udvikler sig at folk bliver bedre til noget. At folk kan klare sig selv (P), ja at vi kan lige så stille kan trække os eller i hvert fald i nogen grad trække os. (B. 421-423) For at tydeliggøre borgerens fremskridt over for hjemmetrænerne, tager informanterne udgangspunkt i de opstillede delmål for borgeren. Desuden kan hjemmetrænerne motiveres ved, at ergoterapeuten forklarer, at hverdagsrehabilitering er en tidskrævende
proces, men at resultaterne nok skal komme. Informanterne mener, det er vigtigt, at hjemmetrænerne har en oplevelse af, at deres arbejde er betydningsfuldt for borgeren og at de har gjort et godt stykke arbejde. Hertil tilføjes, at denne oplevelse er meget individuel for den enkelte hjemmetræner. Et gennemgående element i informanternes udsagn er, at hjemmetrænerne skal inddrages. Informanterne inddrager hjemmetrænerne i dokumentationen, udarbejdelse af COPM og handleplanen, så de ved hvilke parametre, der er vigtige. Betydningen af inddragelsen forklares: ( ) hvis jeg kommer hver gang og bare trækker noget ned over hovedet på dem, så mister de også motivationen for at gå ud og prøve nogle ting af og selv og handle. Det er det der udviklinger dem også. Det er at de selv får lov til at tænke lidt kreativt. (C. 380-383) Samtlige informanter mener, at hjemmetrænerne har viden, erfaring og kompetencer, som de kan gøre brug af i deres arbejde. Informanterne fremhæver, at hjemmetrænerne kender borgerens hverdag bedre og en informant udtaler: ( ) ved at komme engang imellem, så får jeg jo også et vist indblik, men det at hjemmetræneren kommer tre gange om dagen eller sådan noget, så kender de jo borgerne og deres små finurligheder. (B. 273-275) Der bliver gjort brug af hjemmetrænernes observationer og en informant uddyber, hvordan disse observationer efterfølgende kan bruges i hendes analyse. En informant nævner, at hjemmetrænerne har kompetencerne til at se og anvende borgerens ressourcer og en anden informant omtaler hendes relation til hjemmetrænerne: Jamen det er jo hver gang at jeg kommer til et sted, hvor jeg siger her har jeg brug for noget mere viden, så går jeg jo ind og trækker på dem som min samarbejdspartner, så de kan være med til ligesom at kortlægge den hele borger. Så når jeg oplever at her skal jeg ud, så går jeg jo til dem og hører hvad de ved, om de kan bidrage til det ( ) (C. 142-146) En anden informant mener desuden, at i og med, at hjemmetrænerne kender hjemmet og omgivelserne ved de hvilke gøremål, de kan tage udgangspunkt i under træningen. En informant udtaler, at der tales om en ulige magtfordeling mellem ergoterapeut og hjemmetræner. Derfor får hjemmetrænerne ordet først til tværfaglige møder og der
forsøges at samarbejde frem for at arbejde parallelt. Informanten udtrykker også, at hun forsøger at planlægge arbejdet med udgangspunkt, i det hjemmetræneren plejer at gøre og har behov for. Desuden udviser hun respekt og siger: Vi kommer ligesom og træder ind på deres område, det skal vi altså gøre med en vis portion varsomhed, og med stor respekt for det de kan. (A. 657-658) En informant undgår at give hjemmetræneren direkte vejledning i en situation med borger for at de ikke skal føle sig udleverede. Det er gennemgående for informanternes svar, at det er vigtigt at rose hjemmetrænerne. En informant udtrykker, at hjemmetrænerne skal roses når borgeren er ved at nå målet og når de kommer med kreative løsninger, da de blomstrer af det (D. 700). Informanterne er opmærksomme på, at hjemmetrænerne også udfører almindelige plejeopgaver ved siden af rollen som hjemmetræner og at det er svært for dem at komme hos borgere, de førhen har haft en plejende tilgang til. En informant udtrykker, at hun som ergoterapeut skal være opmærksom på, at hjemmetræningen stiller større krav og er mere tidskrævende for hjemmetrænerne. Desuden påpeges det, at ergoterapeuten skal have fokus på, at hjemmetrænere og ergoterapeuter har forskellige uddannelser, men at hjemmetræneren skal sættes mere ind i den ergoterapeutiske tilgang. 5.0 Diskussion Under dette afsnit fortolkes og diskuteres resultaterne. Til hvert emne vil der blive gjort brug af kritisk commonsense efterfulgt af fortolkning og diskussion ud fra projektets teoretiske grundlag samt andet relevant litteratur og forskning. Overgangen fra brug af kritisk commonsense til teoretisk fortolkning er markeret med en ekstra linjeafstand. På baggrund af de diskuterede resultater, har vi opstillet en grafisk fremstilling, der illustrer og viser sammenhængen mellem resultaterne. Til sidst vil valg af design, materiale og metode blive diskuteret. 5.1 Diskussion af resultater 5.1.0 Forståelse for hjemmetrænernes rolleændring Med baggrund i vores kritiske commonsense tegnes der et billede af, at hjemmetrænernes indstillinger har stor betydning for deres rolleændring. Da
informanterne mener, at hjemmetrænerne stadig er i tvivl om deres rolle i projektet efter snart to år, formoder vi, at det er en lang proces for dem at ændre rolle. Dette kan hænge sammen med, at hjemmetrænerne er vant til at udføre arbejdet anderledes og at det er svært at skulle ændre disse vaner. Det kan også tænkes, at der er sket udskiftning af hjemmetrænerne og at dette skaber en løbende usikkerhed omkring den trænende rolle. Hertil kan der stilles spørgsmålstegn ved, om hjemmetrænerne selv synes, de er i tvivl om deres rolle, eller om det kun er noget informanterne oplever. Da informanterne udtrykker, at hjemmetrænerne har en tendens til at gro fast, indtil ergoterapeuten kommer og ændrer det, formoder vi, at det er ergoterapeuternes ansvar at sørge for, at der sker en udvikling. Informanterne mener, at jo mere erfaring hjemmetræneren får i rollen som træner, des mindre bliver behovet for ergoterapeutens støtte og vejledning. Vi forholder os kritisk til, om det vil betyde, at ergoterapeuterne på sigt overflødiggøres. Hjemmetrænernes gradvise rolleændring kan forklares ud fra Kielhofners teori omkring rolleændringer, der beskriver, at dette er en kompliceret proces (19). Når informanterne gør brug af nærmeste udviklingszone (NUZO) for at identificere hjemmetrænernes parathed for forandring, tager de netop højde for denne rolleændring (29,19). Vigtigheden af dette kan forstås ud fra Kielhofners teori omkring forskellige forandringsstadier (19). Desuden fremmer det hjemmetrænerens rolleændring, når informanterne gennemgår og repeterer forløbene (19). Dette stemmer overens med Kielhofners teori om, at rolleændringer kræver at de nye adfærdsmønstre gentages (19). Ligeledes kan hjemmetrænernes omgivelser, herunder ergoterapeuterne, være fremmende for hjemmetrænernes rolleændring. Derfor tyder det på, at gentagelse er en vigtig strategi for at integrere hjemmetrænernes nye rolle og dermed fremme deres intervention. 5.1.1 Ergoterapeutiske kompetencer Af resultaterne udleder vi, at aktivitetsanalyse og graduering er gennemgående ergoterapeutiske, monofaglige kompetencer. Det ser ud til, at graduering over for hjemmetræneren kan ses som en direkte strategi til at fremme hjemmetrænerens intervention ved at stille passende krav til udførslen. At informanterne er i stand til at holde en professionel distance til borgeren ses som en kompetence til at få borgeren til at
yde mere. Dog mener vi, at der med en for stor, professionel distance, vil være risiko for at empatien over for borgeren mindskes. Selvom informanterne mener, at hjemmetrænerne har en god forståelse for informanternes kompetencer er det ikke blevet uddybet, hvor informanterne ved dette fra. Vi forholder os derfor kritisk til, om det er informanternes egne forestillinger eller om hjemmetrænerne selv har givet udtryk for dette. Det ser ud til, at det er nemmere for informanterne at beskrive deres praksiserfaringer end den teoretiske viden, de gør brug af i deres arbejde. Dog siger alle, at de gør brug af forskellige teorier, hvorfor det formodes, at den teoretiske viden er en vigtig del af deres kompetencer. Altså bygger de ergoterapeutiske kompetencer både på teoretisk viden og erfaring. Hertil forholder vi os kritisk til, hvordan det er muligt at tydeliggøre sin monofaglighed, når informanterne bruger teorien ubevidst. Ud fra ovenstående tyder det på, at ergoterapeuternes monofaglige kompetencer er fremmende for hjemmetrænerens intervention. Informanterne pointerer, at for at andre kan trække på ens kompetencer, må man selv vide, hvad man står for. Den hverdagsrehabiliterende tilgang bygger på en tværfaglig indsats og teori omkring rehabilitering viser, at det er væsentligt at få sit monofaglige område gjort forståeligt over for teamets øvrige faggrupper for at styrke et tværfagligt samarbejde (2,30). Informanterne lægger vægt på den monofaglige kompetence, der handler om at se samspillet mellem menneske, aktivitet og omgivelser. Desuden fremhæves et dybtgående kendskab til aktivitetsanalysen samt evnen til at graduere som vigtige monofaglige kompetencer. De nævnte kompetencer er centrale i ergoterapeutisk teori og fremhæves som fremmende faktorer for menneskelig aktivitetsudøvelse (1,19). I denne sammenhæng skal den menneskelige aktivitetsudøvelse sidestilles med hjemmetrænernes intervention. At disse er ergoterapeutiske kernekompetencer, beskrives i Bekendtgørelsen om uddannelsen til professionsbachelor i ergoterapi (31). Heri fremgår det, at ergoterapeuten som sundhedsfaglig ekspert netop har kompetencerne i forhold til analyse af mennesket, menneskelig aktivitetsudøvelse og vurdering af muligheder og krav i omgivelserne (31). Desuden beskrives aktivitetsanalysen som en del af arbejdsprocessen i den ergoterapeutiske intervention (31). Selvom den hverdagsrehabiliterende tilgang har påvist en positiv effekt på borgerens selvstændighed, er det ikke undersøgt præcist, hvad der danner grund for denne effekt (3). Derfor kan det
ikke entydigt vurderes, hvor stor en betydning, ergoterapeuternes kompetencer har i forhold til at fremme hjemmetrænerens intervention (3). Jævnfør Kielhofners teori omkring omgivelser, kan ergoterapeuternes monofaglige kompetencer være fremmende for hjemmetrænernes intervention (19). Ud fra den kritiske commonsense har vi en forståelse for, at overførelse af teoretisk viden til praksis er en forudsætning for at kunne anvende sine monofaglige kompetencer. At informanterne peger på, at det er nemmere at gøre brug af tidligere erfaringer, og at den teoretiske viden bruges mere ubevidst, understøttes netop i et norsk projekt (32). Heri konkluderes det, at udvikling af handlekompetencer for praksis ikke sker på uddannelsen, men ud fra erfaringen i den specifikke kontekst. Derfor peges der på, at uddannelserne skal være bedre til at koble teori og praksis (32). Kielhofner peger også på, at MOHO skal ses som et redskab til at lette overgangen fra teori til praksis (19). På baggrund af dette ser det ud til, at det er vigtigt, at ergoterapeuterne kan overføre deres teoretiske viden til praksis. Teori omkring teoretisk og praksis viden i de social- og sundhedsfaglige professioner peger på, at professionerne ikke kun kan basere sig på teoretisk viden (33). Ud fra dette tyder det på, at overførslen fra teori til praksis kan være svær. Derfor må ergoterapeuterne til stadighed være bevidste om at bevare deres monofaglige kompetencer for at kunne tydeliggøre disse over for hjemmetræneren. Det ser desuden ud til, at ergoterapeuters teoretiske viden skal ses som et teoretisk udgangspunkt, som først bliver til egentlige ergoterapeutiske handlekompetencer ved anvendelse i praksis. 5.1.2 Ergoterapeutens vejledning til hjemmetræneren På baggrund af den kritiske commonsense tyder det på, at informanterne varetager en vejledende og rådgivende rolle, når de kommer med løsningsforslag til hjemmetræneren. Der ser ikke ud til at være entydige svar på god vejledning, idet der, modsat instruering, formidling og undervisning, også peges på refleksion, hvor hjemmetrænerne selv finder frem til løsningerne. I og med at informanterne tager med hjemmetrænerne ud og observerer i en træningssituation med borgeren, tyder det på, at der gøres brug af supervision. I forlængelse heraf ser det ud til, at ergoterapeuterne må påtage sig forskellige roller over for hjemmetrænerne. Desuden viser resultaterne, at hjemmetrænerne kan betragtes på gruppeniveau. Vi undrer os over muligheden for at se dem på gruppeniveau, samtidig med at der tages udgangspunkt i den enkelte
hjemmetræner. Derudover formodes det, at informanterne tager højde for hjemmetrænernes vaner, idet de anvender hverdagsplanen, som er et kendt redskab for hjemmetrænerne. Resultaterne viser, at informanterne kan aflæse, hvad hjemmetrænerens behov for læring er. Dertil har vi en forestilling om, at det ville være mere hensigtsmæssigt at spørge hjemmetræneren selv. Ovenstående afsnit viser, at hjemmetrænernes læring fremmes, når informanterne tilpasser vejledningen til den enkelte. Informanterne fremhæver, at der arbejdes klientcentreret og at der tages højde for hjemmetrænernes forskellighed. Dette kan fortolkes ud fra Kielhofners teori, der fremhæver vigtigheden af at inddrage klientens perspektiver og ønsker (19). Det er således væsentligt, at ergoterapeuterne forholder sig til hjemmetrænernes egne fornemmelser for behov for læring. Modsat viser teori omkring vejledning, at det er væsentligt, at vejledere kan observere og skelne mellem kontrollerede og automatiserede handlinger og derigennem vurdere, hvornår der kan stilles nye krav (29). Til yderligere forståelse af automatiserede handlinger, kan Kielhofners teori omkring vaner inddrages (19). Desuden viser forskning, at ergoterapeuter i høj grad finder observation fremmende for supervision (16) 12. På baggrund af ovenstående tyder det på, at ergoterapeuterne skal være opmærksomme på hjemmetrænerens individuelle behov for læring. Disse individuelle behov kan vurderes ud fra et samspil mellem hjemmetrænernes egen vurdering af behov for læring samt ergoterapeuternes observationer af hjemmetrænerne. På baggrund af resultaterne har vi en forståelse om, at hjemmetrænerne lærer bedst i praksis. Desuden gør informanterne brug af undervisning og ifølge ergoterapeutisk teori handler dette netop om, at læring sker gennem handling (1). Yderligere peger teori omkring voksnes læreprocesser på, at voksne lærer bedst gennem praksis (34). Via undervisning kommer informanterne med løsningsforslag, hvilket kan sidestilles med den ergoterapeutiske strategi rådgivning (19). Af resultaterne udledes det desuden, at konkretisering er fremmende for hjemmetrænernes intervention. Når informanterne konkretiserer samt er bevidste om, at læring skal ske i små bidder over tid, kan dette forstås ud fra den ergoterapeutiske strategi strukturering (19). 12 Jf. begrebsafklaringen (se 1.7.0) kan supervision ses som et delelement i vejledning
Ud fra fortolkningen af resultaterne kan det ses, at evaluering er væsentlig for at fremme hjemmetrænernes intervention. Evaluering udgør netop et handlingspunkt i den ergoterapeutiske praksismodel Canadian Practice Process Framework (1). Men idet resultaterne viser, hvordan ergoterapeuterne hele tiden skal være på sidelinjen og holde øje med hjemmetrænerens intervention, kan informanternes brug af evaluering sidestilles beskrives gennem handlingspunktet holde øje med/modificere (1). I et kvantitativt studie vurderer ergoterapeuter evnen til at evaluere som mindst vigtig blandt 11 strategier, der fremmer ergoterapeutens supervision (16). Dette er overraskende for opgavens resultater, hvor evaluering er gennemgående. Det kan udledes af resultaterne, at refleksion er fremmende for hjemmetrænernes læring. Informanterne prioriterer at de støtter hjemmetrænerne i at reflektere for at fremme interventionen. Hertil beskriver teori omkring voksnes læreprocesser refleksion som vejen frem mod en større indsigt og mere kvalificerede handlinger (34). Yderligere viser et litteraturreview, at strategierne voksenpædagogik og guidet refleksion netop er vigtige for god supervision (13). Derfor kan refleksion ses som en væsentlig strategi til at fremme hjemmetrænernes læring og intervention. På baggrund af de ovennævnte strategier er det interessant at vurdere, hvorvidt der kan opstilles retningslinjer for god, ergoterapeutisk vejledning til hjemmetræneren. Kliniske retningslinjer kan defineres som systematisk, udarbejdede udsagn, der kan bruges til at træffe beslutninger om passende ydelser i en klinisk situation (35). Af udenlandske studier tyder det på, at integrerede, kliniske retningslinjer vil medføre en kvalitetsforbedring af den faglige ydelse (35). På baggrund af den individuelle tilpasning til hjemmetrænernes behov, kan der stilles spørgsmålstegn til muligheden for at opstille retningslinjer for ergoterapeuternes vejledning. På den anden side viser resultaterne, at det er relevant at betragte hjemmetrænerne som en gruppe, hvori der hersker en kultur. Dette stemmer overens med Kielhofners teori omkring gruppekultur (19). Desuden handler klientcentrering ikke udelukkende om at tage udgangspunkt i individet, idet klienten også kan opfattes som større grupper (1). Betragtes hjemmetrænerne på gruppeniveau frem for individniveau, ser det ud til, at der er mulighed for opstilling af retningslinjer. Det skal dog tilføjes, at det i sidste ende altid er fagpersonens egen vurdering, der gældende i den
konkrete situation (35). Derfor må retningslinjerne ses som værende anvisende og ikke direkte som opskrift på god vejledning. 5.1.2.0 Ergoterapeutens roller Af resultaterne udleder vi, at informanterne er i stand til at påtage forskellige roller, som er fremmende for hjemmetrænernes intervention. Når informanterne beskriver ergoterapeuten i teamet som den koordinerende med det faglige ansvar, stemmer dette overens med den ergoterapeutiske bekendtgørelse, hvori der står, at ergoterapeuten i den rehabiliterende tilgang har et ansvar for at gøre aktivitet og deltagelse muligt for borgeren (31). Desuden kan god kommunikation ses som fremmende for hjemmetrænerens intervention, hvilket fremgår i Bekendtgørelsen (31). Heri står, at ergoterapeuten, i rollen som kommunikator, har til opgave at rådgive og vejlede samt anvende kompetencer vedrørende professionelle relationer og partnerskaber (31). Af resultaterne fremgår det desuden, at ergoterapeuter og hjemmetrænere skal fungere som samarbejdspartnere. Netop dette begreb er beskrevet i Bekendtgørelsen og beskrives ved, at ergoterapeuten skal kunne udøve ergoterapi som medlem af tværprofessionelle teams (31). Væsentligheden af samarbejde og god kommunikation underbygges yderligere af forskning, der viser at ergoterapeuter, ud af 11 færdigheder, vurderer evnen til at kommunikere og godt samarbejde som havende størst betydning for god supervision (16). Derfor kan god kommunikation og samarbejde ses som væsentlige faktorer for at fremme hjemmetrænernes intervention. Foruden ergoterapeuternes egen forståelse for deres rolle, vil en fælles forståelse af denne fremme hjemmetrænernes intervention. Ud fra Kielhofners teori kan det udledes, at de forventninger hjemmetrænerne har til ergoterapeuternes handlinger, er styrende for den rolle, ergoterapeuterne skal varetage (19). Sociologen Goffmann bruger teatret til at beskrive menneskers rollespil i hverdagen (33). Det er normerne, der styrer de forventninger, der tillægges rollen, hvilket beskrives som rollemanuskripter. Ifølge Goffmann handler en stor del af det, vi kommunikerer til andre ikke om at løse en opgave, men derimod om at fortælle den anden og dermed os selv, hvem vi er (33). På baggrund af denne teori ser det ud til, at ergoterapeuterne må tydeliggøre deres rolle over for hjemmetrænerne. Dette fremhæves også i teori omkring tværfagligt samarbejde, der netop viser, hvordan det skaber usikkerhed, hvis der ikke er en fælles forståelse for
hinandens roller (36). Derfor ser det ud til at være væsentligt, at der oparbejdes en fælles forståelse for ergoterapeuternes rolle for at fremme det tværfaglige samarbejde. Af resultaterne blev det tolket, at ergoterapeuterne påtager sig forskellige roller. Teori omkring vejledning peger netop på, at fagpersonen, i dette tilfælde ergoterapeuten, skal kunne påtage forskellige roller, alt efter hvor klienten er i forandringsprocessen (37). Resultaterne viste yderligere at ergoterapeuten i begyndelsen er meget rådgivende overfor hjemmetræneren, men i takt med at hjemmetræneren har fået mere erfaring, gøres der hyppigere brug af læringsstrategien refleksion. Dette kan forklares ud fra teori omkring vejledning, hvori det beskrives at den superviserende og rådgivende rolle handler om at vise vejen, give svar og arbejde resultatorienteret (37). I den vejledende og coachende rolle arbejdes der derimod procesorienteret, der stilles spørgsmål og tages udgangspunkt i samarbejdspartnerens overvejelser (37). Det ser derfor ud til, at ergoterapeuten skal kunne påtage forskellige roller for at fremme hjemmetrænerens intervention. Hertil peger teori på at der kan varetages flere roller på samme tid (37). På baggrund af ovenstående tyder det på, at der ikke noget entydigt svar på, hvilken rolle, ergoterapeuten skal påtage sig for at fremme hjemmetrænerens intervention, da dette skal afgøres i den konkrete situation. 5.1.3 Motivering af hjemmetræneren Af resultaterne ses det, at hjemmetrænerne motiveres ved, at borgerens intervention planlægges med udgangspunkt i det, hjemmetræneren er vant til at gøre. Hertil bør det overvejes, om dette sker på bekostning af borgerens behov. Derudover er der modsatrettede resultater omkring, hvornår vejledningen til hjemmetræneren gives. På den ene side peger informanterne på, at det gavner hjemmetræneren at blive vejledt i en konkret træningssituation, men på den anden side ønsker informanterne ikke at udlevere hjemmetræneren over for borgeren. På baggrund af resultaterne vurderes det, at synliggørelse er en væsentlig faktor for motivering. Ved at give ros når hjemmetrænerne kommer med kreative løsninger eller når borgeren gør fremskridt formoder vi, at informanterne er bevidste om at synliggøre, når hjemmetrænerne gør det godt. Desuden tyder det på, at den ulige magtfordeling mellem ergoterapeut og hjemmetræner er vigtig at være opmærksom på. Ved at inddrage og anerkende hjemmetrænerne, har vi en
forestilling om, at hjemmetrænerne føler sig mere motiverede for at udføre deres arbejde. På baggrund af ovenstående kan det udledes, at hjemmetrænernes motivation er en væsentlig faktor for at fremme interventionen. Dette begrundes i, at motivering er gennemgående i resultaterne, hvor informanterne fremhæver, hvad de har oplevet som motiverende for hjemmetræneren. Det motiverer hjemmetrænerne, når de finder arbejdet spændende og har en oplevelse af, at deres arbejde er betydningsfuldt for borgeren. Interessen for arbejdet er, ud fra Kielhofners teori, en væsentlig faktor for hjemmetrænernes vilje (19). Desuden tydeliggør informanterne borgerens resultater over for hjemmetræneren, som jævnfør Kielhofners teori, får en følelse af handleevne, hvilket fremmer deres vilje til at fortsætte arbejdet (19). Viljen kan sidestilles med motivation, idet teori omkring motivation netop handler om, at motivation sker når man kan se meningen i sit arbejde og har en tiltro til, at have noget at bidrage med (38). Et andet væsentligt resultat ud fra den kritiske commonsense er, at det motiverer hjemmetrænerne, når de anerkendes i, at det er svært for dem at komme hos borgere, de førhen har haft en plejende tilgang til. Dette stemmer overens med den ergoterapeutiske strategi anerkendelse (19). Derfor må ergoterapeuten tilsyneladende anerkende hjemmetrænerne, for at de føler sig motiverede. Ved at synliggøre formålet med hjemmetræningen og forklare vigtigheden af at kunne klare sig selv, får hjemmetrænerne en dybere forståelse for deres intervention, hvilket virker motiverende. Dette kan forklares ud fra den ergoterapeutiske strategi om at give tilbagemeldinger og delagtiggøre klienten i en forståelse af deres handlinger (19). Det er desuden interessant, at informanterne gør brug af den motiverende samtale over for hjemmetrænerne. Når informanterne inddrager og gør brug af hjemmetrænernes viden og kompetencer, samt får dem til at reflektere og komme frem til egne løsninger, gøres der brug af den motiverende samtale (39). Dette begrundes i, at de grundlæggende principper i den motiverende samtale bygger på et samarbejde og en respekt for klienten samt udgangspunkt i klientens værdier og evne til at træffe egne valg (39). Modsat viser resultaterne, at det motiverer hjemmetrænerne, når de fastholdes i aftaler, der stilles krav og forventninger til dem samt opstilles alternative løsninger. Dette kan sidestilles med Kielhofners definition af strukturering, som handler om at give klienten en større
følelse af kontrol og fremme deres motivation ved at opstille krav og forventninger (19). Disse resultater er overraskende i forhold til principperne for den motiverende samtale, hvor der netop skal udvises respekt over for hjemmetrænernes eventuelle modstand over for forandring og ikke påtvinges nye perspektiver (39). Ud fra ovenstående ser der derfor ud til at være forskellige faktorer, der anses som motiverende for hjemmetrænerne og at disse må vurderes efter den enkeltes behov. På baggrund af resultaterne for henholdsvis vejledning og motivering af hjemmetrænerne, ser der desuden ud til at være et dilemma mellem motivering og læring. Det er interessant, at informanterne i deres vejledning af hjemmetrænerne gør brug af undervisning, idet undervisning bygger på at demonstrere, oplyse, og komme med løsningsforslag. Også dette strider imod principperne for den motiverende samtale, hvor hjemmetrænerens perspektiv og egne løsninger i højere grad inddrages (39). Dette kan hænge sammen med, at hjemmetrænerne kan have forskellige behov for læring og motivation alt efter, hvor i forandringsprocessen de befinder sig. 5.1.3.0 Magtforhold Ud fra fortolkningen af resultaterne ser det ud til, at et mere komplementært magtforhold mellem ergoterapeut og hjemmetræner vil være fremmende for hjemmetrænernes motivation. Ved at undervise, vejlede og rådgive, har ergoterapeuterne viden og kompetencer, som hjemmetrænerne ikke har og som de har et behov for at gøre brug af i deres arbejde. Dette tyder på en asymmetri mellem ergoterapeuternes og hjemmetrænernes roller og kompetencer (40). Informanterne fremhæver, at de forsøger at udligne denne asymmetri ved eksempelvis at lade hjemmetrænerne tale først til møder. Dette kan, ud fra sociologien Bourdieau, handle om en symbolsk magt, som netop omhandler magten i at have forskellige, sproglige ressourcer (41). Ved at informanterne er bevidste om brugen af eget fagsprog og lader hjemmetrænerne tale først til møder, sigtes der mod at udligne denne magtforskel. Selvom ergoterapeuterne har nogle monofaglige kompetencer, peger informanterne samtidig på, at hjemmetrænerne har dybere kendskab til og viden omkring borgeren, som er nødvendige for ergoterapeuterne at gøre brug af. Trods et asymmetrisk magtforhold er der således også en gensidig afhængighed af hinanden, hvilket skaber rammerne for et mere komplementært magtforhold (40). Det komplementære forhold understøttes i
professionsgrundlaget for ergoterapi, der beskriver at ergoterapeuter skal være åbne og lydhøre overfor andres synspunkter og skal indgå i et ligeværdigt samarbejde med andre faggrupper (42). På baggrund af ovenstående ser det ud til, at et mere komplementært forhold vil fremme hjemmetrænernes intervention. På den anden side peger Bourdieau på, at der eksisterer en grundlæggende tankegang i samfundet om en hierarkisk opdeling mellem faggrupper (43). Han beskriver, hvordan der kan tales om en kamp mellem grupper i samfundet, som søger at adskille sig fra andre via monopolisering af viden. Desuden beskriver han en sammenhæng mellem viden, magt og professioner. Faggruppernes forskellighed uddannelsesmæssigt pointerens af informanterne. Ud fra Bourdieaus teori kan hjemmetrænerne, på baggrund af deres kortere uddannelse, anses som havende lavere status end ergoterapeuterne (43). Dette aspekt påpeges også i teori omkring tværfagligt samarbejde. Heri beskrives, at de faggrupper, der har den højeste status vil have større indflydelse på det, der er kernen i det fælles udgangspunkt (36). Også her er Kielhofners teori omkring kulturer relevant at inddrage, da han beskriver, hvordan der samfundsmæssigt eksisterer nogle grundlæggende holdninger og normer (19). I sociologisk teori kan magt betragtes som et begreb, hvor nogle har mere magt end andre (41). Betragtes magt derimod som en mulighed til at opnå et fælles mål, kan magt ses som noget positivt og nødvendigt (41). Med udgangspunkt i en positiv forståelse af magtbegrebet, ser det ud til at der, blandt ergoterapeuterne og hjemmetrænerne, med fordel kan sættes fokus på magt, som fremmende for at nå et fælles mål. I stedet for, at ergoterapeuten udelukkende anerkender hjemmetræneren, kunne der være en fælles anerkendelse af den eksisterende magtforskydning. Dertil må ergoterapeuterne stadig være sig bevidste om ikke at komme til at misbruge denne magt negativt (41). 5.1.4 Illustration Illustrationen på næste side giver et overblik over og viser sammenhængen mellem resultaterne. Med hjemmetrænernes intervention som omdrejningspunktet i midten, viser de fire bokse de fremkomne resultater under hvert emne. Disse er alle faktorer, som ses fremmende for hjemmetrænernes intervention, hvilket er markeret via de fire pile. Cirklen, der forbinder de fire bokse, illustrerer emnernes dynamiske samspil. Eksempelvis er hjemmetrænernes motivation og indstilling afgørende for, hvordan ergoterapeuten
skal graduere forløbet og, hvilke læringsstrategier, der er mest hensigtsmæssige at gøre brug af. 5.1.4.1 Illustration af resultaterne og sammenhængen mellem disse Forståelse for hjemmetrænerens rolleændring Udgangspunkt i nærmeste udviklingszone Motivering Udvis anerkendelse og respekt Synliggørelse af træningens formål Forklar vigtigheden af at kunne klare sig selv Synliggør borgers fremskridt Inddragelse Lad hjemmetræneren finde egne løsninger Tag udgangspunkt i deres viden og kompetencer Fokus på magtforholdet Giv ros Brug af gentagelser Hjemmetrænernes intervention Ergoterapeutiske monofaglige kompetencer Graduering Aktivitetsanalyse Samspillet mellem menneske, aktivitet og omgivelser Strategier for god vejledning Brug af observationer Udgangspunkt i hjemmetrænerens behov Undervisning/instruering Læring gennem praksis Skriftlig og mundtlig formidling Evaluering Konkretisering Udgangspunkt i et kendt arbejdsredskab
5.2 Diskussion af design, materiale og metode 5.2.0 Design Da det kvalitative forskningsinterview søger at forstå verden ud fra informantens synspunkter mener vi, at den kvalitative metode var relevant, idet vi ønskede at spørge ind til informanternes subjektive erfaringer med vejlederrollen (21). At vi valgte den kvalitative metode på baggrund af problemstillingen og ikke omvendt styrker valget af design. Vi så den kvalitative metode som nødvendig, da der først må skabes en forståelse for disse kompetencer førend det er muligt, via en kvantitativ undersøgelse, at komme med forklaringer og have mulighed for at generalisere (21). Derfor var målet ikke at generalisere, men at få en forståelse for informanternes erfaringer med mulighed for at spørge ind til og fortolke erfaringerne. Dette havde ikke været muligt gennem eksempelvis en spørgeskemaundersøgelse. Resultaterne af denne undersøgelse kan med fordel ligge til grund for en videre kvantitativ undersøgelse. 5.2.1 Materiale De opstillede inklusionskriterier sørgede for, at informanterne havde gode forudsætninger for at svare på de ønskede spørgsmål. Da vi ønskede at få en bredde på svarene mener vi, det var en styrke, at informanterne var ansat i hvert deres område i kommunen samt havde varierende mængder af erhvervserfaring. Havde vi haft informanter fra forskellige områder af kommunen, kunne det have givet en endnu større bredde på svarene. Idet vi undersøgte informanternes erfaringer er det relevant at tale om et mætningspunkt for data, hvilket er det tidspunkt, hvor der ikke forventes at komme mange nye svar. Da vi valgte antallet af informanter på forhånd kunne vi ikke løbende vurdere opnåelsen af datamætning. Efterfølgende vurderede vi dog, at vi opnåede et bredt indblik med mange, forskellige svar og god datamætning (21). På baggrund af dette, samt det faktum, at antallet af informanter afhænger af undersøgelsens formål, fandt vi fire informanter passende (21).
5.2.2 Metode Som alternativ til enkelte interviews, overvejede vi at gøre brug af et fokusgruppeinterview (21). Samspillet i gruppen kan være fremmende for at fremkalde nye perspektiver og forslag, hvorved vi eventuelt kunne have fået flere, forskellige svar fra informanterne. På den anden side mente vi, det ville være svært for intervieweren at holde overblik og kontrollere forløbet, især i kraft af vores manglende erfaring i at interviewe. På baggrund af disse overvejelser valgte vi fire enkelte interviews, hvor vi havde god mulighed for at spørge ind til informantens subjektive erfaringer. 5.2.2.0 Intern validitet Pilotinterviewet hjalp os med at præcisere vores spørgsmål til det vi ønskede at undersøge, hvilket var med til at styrke resultaternes validitet (21). Under databearbejdningen blev vi opmærksomme på, at der var spørgsmål i interviewguiden, der var for brede i forhold til problemstillingen, hvorfor vi med fordel kunne have været mere præcise i vores spørgsmål (21). Dette kan skyldes, at vi er novicer på forskningsområdet. Vores manglende erfaring kom desuden til udtryk ved, at vi, trods bevidstgørelse af vores forforståelse, til tider var ledende i vores spørgsmål, hvilket kan have præget informantens svar. Desuden var nogle af spørgsmålene svære for informanterne at svare på, hvilket kan skyldes at spørgsmålet blev formuleret dårligt eller at selve indholdet i spørgsmålet var svært at svare på. Det ville have styrket validiteten af undersøgelsens resultater, hvis vi havde udført to interviews med hver informant, da vi erfarede, at informanterne efter interviewene kom i tanker om flere relevante informationer (21). 5.2.2.1 Ekstern validitet Med udgangspunkt i informanternes subjektive erfaringer, var hensigten med resultaterne ikke at generalisere. Til vurdering af bachelorprojektets overførselsværdi er det vigtigt at tage højde for de forskelle og ligheder, der er mellem den kontekst, der undersøges i og den kontekst, der søges overført til. Det er væsentligt at vurdere, om resultaterne af dette bachelorprojekt kan overføres til de andre ergoterapeuter, som er ansat i Grib hverdagen. Ud fra den bredde, der blev opnået af svarene samt, at
ergoterapeuterne i projektet arbejder under de samme organisatoriske rammer, vurderes det, at der er en god overførelsesværdi (2). Til at vurdere om resultaterne kan overføres til andre kommuner, der arbejder med hverdagsrehabilitering, er det væsentligt at forholde sig til, at andre kommuner arbejder under forskellige organisatoriske rammer. Med dette forbehold er der mulighed for, at andre kommuner kan søge inspiration i resultaterne. 5.2.2.2 Reliabilitet Idet samme interviewer foretog alle interviewene, var der bedre forudsætninger for opnåelse af fortrolighed i at interviewe. I løbet af interviewene oplevede vi, at intervieweren blev bedre til at holde fokus på problemstillingen og følge op på informanternes udsagn ved at stille opklarende spørgsmål. En ulempe ved at gøre brug af samme interviewer er, at spørgsmålene kan blive præget at de tidligere informanters svar. Selvom vi forsøgte at undgå ledende spørgsmål for ikke at præge informanternes svar, var de opklarende spørgsmål også med til at sikre resultaternes reliabilitet. Da interviewene byggede på en semistruktureret interviewguide, ville det ikke være muligt hverken med samme eller forskellige interviewere at komme frem til de samme resultater. Havde vi brugt forskellige interviewpersoner kunne en større bredde på svarene eventuelt have været opnået. Trods fælles retningslinjer for transskription, var der efterfølgende ikke en entydig forståelse af reglerne. Ved i fællesskab at have transskriberet interviewene, kunne vi have opnået en bedre, fælles forståelse af reglerne (21). 6.0 Konklusion Formålet med bachelorprojektet var at undersøge ergoterapeuternes erfaringer med den vejledende rolle i hverdagsrehabilitering med henblik på at fremme hjemmetrænerens intervention. Ud fra databearbejdning tyder det på, at brugen af ergoterapeutiske, monofaglige kompetencer er fremmende for hjemmetrænernes intervention. Der fremhæves en række strategier for god vejledning og læring. Herunder er hjemmetrænernes motivation en væsentlig faktor i at fremme interventionen. En forudsætning er desuden, at
ergoterapeuterne har en forståelse for den rolleændring, hjemmetrænerne gennemgår med udgangspunkt i den enkeltes behov. Det er væsentligt, at ergoterapeuterne kan identificere og anvende deres monofaglige kompetencer. Hertil fremhævede informanterne de monofaglige kompetencer til at se samspillet mellem menneske, aktivitet og omgivelser samt et dybdegående kendskab til aktivitetsanalysen og evnen til at graduere. Selvom resultaterne viser, at hjemmetrænerne bliver mere erfarne i rollen som træner, fremgår det, at ergoterapeuterne har nogle monofaglige kompetencer, der hverken kan eller skal integreres hos hjemmetrænerne. Derfor er ergoterapeuternes kompetencer nødvendige i den hverdagsrehabiliterende indsats og kan ikke trække sig fra forløbet. Gentagelser er en anden, vigtig strategi til at integrere hjemmetrænernes nye rolle. Resultaterne viste desuden, at et samspil mellem hjemmetrænernes egen vurdering af behov for læring samt ergoterapeuternes observationer af hjemmetrænerne sandsynligvis vil fremme hjemmetrænernes intervention. De strategier, informanterne lægger vægt på for at fremme hjemmetrænernes læring er konkretisering, evaluering, refleksion samt læring i praksis. Betragtes hjemmetrænerne på gruppeniveau frem for individniveau, tyder det på, at der er mulighed for opstilling af retningslinjer, der dog altid skal vurderes i den konkrete situation. Informanterne fremhævede væsentligheden af samarbejde og god kommunikation for at fremme interventionen. Det er desuden væsentligt, at der oparbejdes en fælles forståelse for ergoterapeuternes rolle, men samtidig er der intet entydigt svar på, hvilken rolle, ergoterapeuten skal varetage for at fremme hjemmetrænernes intervention. Forskellige faktorer anses som motiverende for hjemmetrænerne, og disse skal vurderes efter behov. Informanterne peger på, at det motiverer hjemmetrænerne, når de finder arbejdet spændende og har en oplevelse af, at deres arbejde er betydningsfyldt for borgeren. Derfor kan borgerens fremskridt med fordel tydeliggøres over for hjemmetrænerne. Desuden anerkendes og delagtiggøres hjemmetrænerne i forståelsen af deres handlinger. Det er interessant, at hjemmetrænerne på den ene side motiveres ved selv at reflektere og selv komme frem til løsninger, men modsat motiveres de når der stilles krav og forventninger til dem. Desuden ser det ud til, at der er et dilemma mellem motivering og læring, idet undervisning og instruering fremhæves som fremmende
modsat det at motivere hjemmetrænerne ved at lade dem finde frem til egne løsninger. På den ene side peger resultater på, at en udligning af magtforholdet fremmer hjemmetrænernes motivation. Modsat kan en positiv forståelse for magtbegrebet fremme opnåelsen af et fælles mål ved at anerkende magtforskydningen mellem faggrupperne. Ud fra diskussion af resultaternes validitet blev der konkluderet, at vi opnåede en god spredning og datamætning. Resultaterne af dette bachelorprojekt kan anvendes som inspiration for ergoterapeuterne, der arbejder med hverdagsrehabilitering i Grib Hverdagen for at fremme hjemmetrænerens intervention. 7.0 Perspektivering Det er blevet besluttet, at hverdagsrehabilitering fremover skal indgå som en fast del af Aarhus Kommunes tilbud til borgere med rehabiliteringspotentiale (bilag 1). Dette kan betyde, at flere ergoterapeuter fremover vil varetage den vejledende rolle. Derudover vil det være interessant at undersøge erfaringer fra ergoterapeuter, der besidder en vejledende rolle indenfor andre områder i social og sundhedssektoren. Undersøgelser inden for ældreområdet er relevante, idet en oversigt over ergoterapeuters ansættelsesområder fra 2000-2006 viser, at indsatsen over for ældre herunder især genoptræning i eget hjem og institution, udgør det mest dominerende område (32). Til yderligere undersøgelse på området ville det være interessant at få et bredere billede af, hvad ergoterapeuter vurderer som fremmende for hjemmetrænernes intervention. Hertil skal der inddrages en større gruppe af ergoterapeuter, der arbejder i den vejledende rolle i hverdagsrehabilitering. Med inspiration i resultaterne af dette projekt kan der opstilles en række strategier for ergoterapeuternes intervention over for hjemmetræneren, som ergoterapeuterne kan vurdere efter betydning. På den måde vil det være muligt at generalisere og eventuelt opstille retningslinjer. Hertil vil en kvantitativ undersøgelse være relevant, idet den netop har til hensigt at undersøge på og generalisere ud fra en bredere population (21). Desuden vil det være relevant at udføre en undersøgelse af, hvad hjemmetrænerne oplever som fremmende i samarbejdet med ergoterapeuten. Inddragelse af deres
perspektiv vil sandsynligvis give mange, nye perspektiver på, hvad der er fremmende for interventionen og vil styrke en eventuel udarbejdelse af retningslinjer. Hertil vil en kvalitativ undersøgelse med fordel kunne anvendes. Resultaterne af dette projekt er gavnlige i forbindelse med tydeliggørelsen af, hvad vi som ergoterapeuter kan bidrage med. Ifølge etiske retningslinjer skal ergoterapeuter være engagerede i at forbedre og udvikle faget samt gøre ergoterapien kendt for offentligheden (44). Samfundsmæssigt er det naturligt, at professionerne hele tiden søger at udvikle deres arbejdsområder (45). Vi bliver i større grad et klientskabende samfund og med indførelsen af hverdagsrehabilitering, er hjemmetrænerne blevet til ergoterapeuternes klienter (45). Hertil fremgår det af de ergoterapeutiske, etiske retningslinjer, at ergoterapeuter skal søge at uddanne blandt andre social og sundhedspersonalet, når det gælder arbejdsområder inden for ergoterapi (44). Den hverdagsrehabiliterende tankegang har ført til nye arbejdsopgaver hos ergoterapeuterne og derfor ført til udvikling af fagets muligheder. Derfor bør ergoterapeuterne fremover søge at sikre og udvikle kvaliteten af fagudøvelsen (44). Kvaliteten af indsatsen kan måles på forskellige niveauer. Da indsatsen har til formål at øge borgernes deltagelse i meningsfulde aktiviteter er det væsentligt at se på, hvordan de, i fremtidige studier, kan inkluderes. Manglen på danske forskningsprojekter, der kortlægger de ældres tilfredshed med træning i dagligdags aktiviteter, har netop ført til opstart af et nyt forskningsprojekt (46). Formålet med projektet er at undersøge, om ergoterapeutisk træning i daglige aktiviteter er fremmende for ældre borgeres færdigheder og livskvalitet (46). I forhold til kvaliteten af ydelsen udtaler ergoterapeuten Tove Borg, at ergoterapeuterne selvfølgelig skal bidrage til kompetenceudvikling hos andre, men at ergoterapeuterne skal holde fast i, at der er nogle opgaver, som kræver ergoterapeutisk dømmekraft at løse (47). Derfor må ergoterapeuterne i fremtiden være bevidste om deres monofaglige kompetencer og udviklingen af disse. I den forbindelse vil det være relevant at undersøge muligheden for at udarbejde en praksismodel indenfor ergoterapi tilpasset det klientielle forhold mellem ergoterapeut og hjemmetræner. Dette vil bidrage til, at ergoterapeuten kan arbejde ud fra et tilpasset, monofagligt redskab og fremme interventionen. Modeller kan netop være med til at reducere kompleksiteten i og muliggør en sammenhængende beskrivelse af ergoterapi som fag og ergoterapeutiske kompetencer (32).
8.0 Litteraturliste (1) Townsend E, Polatajko H. Menneskelig aktivitet II. København: Munksgaard Danmark; 2008. (2) Sundheds- og omsorgsstaben Aarhus Kommune. Projektbeskrivelse Grib Hverdagen 2010. Aarhus: Aarhus Kommune; 2010. (3) Aarhus Kommune, Grib Hverdagen midtvejsevaluering 2010-2011. Aarhus: Aarhus Kommune; 2011. (4) Ergoterapeutforeningen. Ergoterapeuten 2012. Ergoterapi i hverdagen; Ergoterapeutforeningen; 2012. (5) Maindal L. Hverdagsrehabilitering - skaber værdi for borgeren og samfundet. Ergoterapeuten. 2011;09:6-8. (6) Kristensen A, Pedersen EF. Ergoterapifagets og ergoterapiuddannelsens historie i Danmark. I: Borg T, Runge U, Tjørnov J, Brandt Å, Madsen A. Basisbog i ergoterapi - aktivitet og deltagelse i hverdagslivet. 2. udg. København: Munksgaard Danmark; 2008. p. 786-809. (7) Danmarks statistik. Middellevetid 2011/2012 Befolkning og valg. 2012;71. [hentet 11.06.2012]. Fra Danmarks statistik http://www.dst.dk/pukora/epub/nyt/2012/nr071.pdf (8) Danmarks Statistik. Befolkningsfremskrivninger 2011-2050. Befolkning og valg. 2011 maj;205. [hentet 11.06.2012]. Fra Danmarks statistik http://www.dst.dk/pukora/epub/nyt/2011/nr205.pdf (9) Statens Institut for Folkesundhed. Sundhed og sygelighed i Danmark 2010. Kbh.: Statens Institut for Folkesundhed, syddansk universitet; 2012. helbred og trivsel, anne illemann Christensen, Ole ekholm, michael davidsen, knud juel. p. 29-60. (10) Aarhus Kommune. Sunhedsøkonomiskanalyse af Grib Hverdagen: Midtvejsstatus. Aarhus: Aarhus Kommune; 2011. (11) Ryburn B, Wells Y, Foremann P. Enabling independence: restorative approaches to home care provision for frail older adults. Health and Social Care in the Community. 2009;17:225-234.
(12) Månsson M, Hansen H. Hemrehabilitering: vad, hur och för vem?. Solna: Fortbildning/Tidningen Äldreomsorg; 2007. p. 9-28. (13) Fone S. Effective supervision for occupational therapists: The development and implementation of an information package. Australian Occupational Therapy Journal. 2006;53:277-283. (14) Dansk Sundhedsinstitut. Fra pleje og omsorg til rehabilitering - erfaringer fra Fredericia Kommune 2011. København Ø: Dansk Sundhedsinstitut; 2011. (15) Furåker C, Nilsson K. The consultative work of occupational therapists working in municipal healthcare. Scandinavian Journal of Occupational Therapy. 2011;18:101-108. (16) Pros C, Kjellberg A. Supervision in occupational therapy regarding rehabilitation of elderly people in Sweeden. Scandinavian Journal of Occupational Therapy. 2008;15:221-229. (17) Norden, de nordiske landes officielle samarbejde. Om den nordiske velfærdsmdel. [hentet 07.06.2012]. Fra Norden http://www.norden.org/da/omsamarbejdet/samarbejdsomraader/den-nordiske-velfaerdsmodel/om-den-nordiskevelfaerdsmodel. (18) Jensen LL, Petersen L, Stokholm G. Indledning. I: Jensen LL, Petersen L, Stokholm G. Rehabilitering - teori og praksis. København: FADL's Forlag; 2007. p. 15-20. (19) Kielhofner G. MOHO-modellen: modellen for menneskelig aktivitet: ergoterapi til uddannelse og praksis. 2. udg. København: Munksgaard Danmark; 2010. (20) Lindahl M, Juhl C. Den sundhedsvidenskabelige opgave - vejledning og værktøjskasse. 2. udg. København: Munksgaard Danmark; 2010. (21) Kvale S, Brinkmann S. Interview: introduktion til et håndværk. 2. udg. København: Hans Reitzel; 2009. (22) Thisted J. Forskning og forskningsmetoder. I: Thisted J. Forskningsmetode i praksis - projektorienteret videnskabsteori og forskningsmetodik. København: Munksgaard Danmark; 2010. p. 79-103. (23) Jensen M. Triangulering. I: Jensen M. Kvalitative metoder i anvendt samfundsforskning. København: Socialforskningsinstituttet Danmark; 1991. p. 106-117. (24) Hørmann E. Litteratursøgning. I: Glasdam S. Bachelorprojekter inden for det sundhedsfaglige område indblik i videnskabelige metoder. København: Dansk sygeplejeråd nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 2011. p. 36-46. (25) Etf, Ergoterapeutforeningen. Analyseskema til kritisk vurdering af kvalitative studie 2005. Odense: Ergoterapeutforeningen; 2005
(26) Etf, Ergoterapeutforeningen. Analyseskema til kritisk vurdering af kvantitativ studie 2005. Odense: Ergoterapeutforeningen; 2005 (27) Lund H. Kritisk vurdering af en oversigtsartikel. Forskning i fysioterapi. 2003;1:1-6. (28) Juul S. Evidensbaseret medicin. I: Juul S. Epidemiologi og evidens. København: Munksgaard Danmark; 2004. p. 169-182. (29) Bagger C, Schultz H. Den svære læreproces. I: Bagger C, Schultz H. Vejledning af fagprofessionelle i klinisk praksis. København: Munksgaard Danmark; 2009. p. 15-38. (30) Greve E. Aktører i processen tværfaglighed. I: Jensen LL, Petersen L, Stokholm G. Rehabilitering teori og praksis. København: FADL s Forlag; 2007. p. 159-176. (31) Undervisningsministeriet. Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i ergoterapi 2008. København: Undervisningsministeriet; 2008. (32) Hove A, Jarl B, Langdal I. Ergoterapeuters fag- og kompetenceprofiler. I: Borg T, Runge U, Tjørnov J, Brandt Å, Madsen A. Basisbog i ergoterapi - aktivitet og deltagelse i hverdagslivet. 2. udg. København: Munksgaard Danmark; 2008. p. 810-840. (33) Hem H. Professioner. I: Brodkorb E, Gugåsa M. Sociologi og socialantropologi mellem mennesker og samfund. 2. udg. København: Munksgaard Danmark; 2009. p. 43-61. (34) Wahlgren B. Voksnes læreprocesser. I: Wahlgren B. Voksnes læreprocesser kompetenceudvikling i uddannelse og arbejde. København: Akademisk Forlag; 2010. p. 43-83. (35) Jørgensen HS, Zielke S, Thaysen HV. Kliniske retningslinjer I: Mainz J, Bartels P, Bek T, Pedersen KM. Kvalitetsudvikling i praksis. København: Munksgaard Danmark; 2011. p. 89-99. (36) Lauvås K, Lauvås P. Socialpsykologisk perspektiver. I: Lauvås K, Lauvås P. Tværfagligt samarbejde perspektiv og strategi. Aarhus: KLIM; 1998. p. 61-78. (37) Bagger C, Schultz. Vejlederens roller. I: Bagger C, Schultz.Vejledning af fagprofessionelle i klinisk praksis. København: Munksgaard Danmark; 2009. p. 39-48. (38) Wahlgren B. Motivation og læring. I: Wahlgren B. Voksnes læreprocesser kompetenceudvikling i uddannelse og arbejde. København: Akademisk Forlag; 2010. p. 83-105. (39) Miller W, Rollnick S. Hvad er motivationssamtalen. I: Miller W, Rollnick S. Motivationssamtalen. København: Hans Reitzels Forlag; 2004. p. 55-67.
(40) Eide T, Eide H. Grundlæggende begreber. I: Eide T, Eide H. Kommunikation i praksis - relationer, samspil og etik i socialtfagligt arbejde. Århus: Forlaget Klim; 2007. p. 39-79. (41) Norvoll R. Magt og afmagt. I: Brodkorb E, Gugåsa M. Sociologi og socialantropologi mellem mennesker og samfund 2. udg. København Munksgaard Danmark; 2009. p. 67-91. (42) Ergoterapeutforeningen. Professionsgrundlag for ergoterapi en dokumentsamling om mission, visioner, værdier, faglig etik og samarbejde. Ergoterapeutforeningen: Ergoterapeutforeningen; 2008. (43) Larsen K. Pierre Bourdieu. I: Andersen P, Timm H. Sundhedssociologi en grundbog. København K: Hans Reitzels Forlag; 2010. p. 51-78. (44) Ergoterapeuten. Etiske retningslinjer og praksisstandard. Ergoterapeutforeningen: Ergoterapeutforeningen; 1999. (45) Lauvås K, Lauvås P. Institutionsperspektiv I: Professioner. I: Lauvås K, Lauvås P. Tværfagligt samarbejde perspektiv og strategi. Aarhus: KLIM; 1998. p.79-104. (46) Bæhrenz L. 2,725 millioner til ADL forskningsprojekt. Ergoterapeuten. 2012;05:5. (47) Kjærgaard K. Hverdagsrehabilitering og ergoterapi. Ergoterapeueten.2012;05:22-24.
9.0 Bilag Bilag 1: E-mail korrespondance
Bilag 2: Om ansvars og rollefordeling