565-233 785 24. S.e.Trin. 18/11-07. 16.00. Matt. 9,18-26. Jørgen Christensen Det er noget af en gyser, en dance makabre, vi har hørt beskrevet her i dag: Profeten, der bliver ført ud i en dal fyldt med indtørrede menneskeknogler. Det kan ikke have været noget rart syn. Jeg kommer til at tænke på de massegrave, vi alle har hørt om. Theresienstadt, Neuengamme uhyggelige mindelser om gaskamre og holocaust fra 2. verdenskrig. Eller fra de sidste årtier. Pol Pots Cambodia. Krigen i eks-jugoslavien, Srebrenitza. Folkemordet på tutsierne i Rwanda. Rækken af massegrave synes endeløs. Trøstesløst og forfærdeligt. Sådan en foragt for mennesker, brutalt slået ihjel i store tal og med så lidt respekt, at morderne ikke engang ville give dem en ordentlig begravelse; en grav hver især. For det er jo bare fjender, jøder, bosnier, tutsier eller hvem det nu er, der er lagt for had. Morderne regner dem ikke for noget, men betragter dem som en ligegyldig masse, de bare kan meje ned og bagefter ligegyldigt kaste i en massegrav eller lade ligge og rådne op, hvor de nu faldt. Ingen plads for den menneskelighed, der ligger i, at vi dog giver de døde en værdig begravelse, en individuel grav som tegn på, at hvert menneske har sin egen værdi og må huskes som det enestående menneske, det var. Sådan en dal fuld af knogler bliver profeten ført ud i. Han står midt i det forfærdelige syn af menneskelig ondskab, når den er størst: Når myrderier har udryddet enhver rest af
menneskelighed og kærlighed. Når kun knoglerne ligger tilbage og skriger til himlen. Men nu er det Gud, der har ført ham derud. Gud Herren giver profeten besked om, at han skal profetere: Han skal fortælle de indtørrede knogler, at de skal høre Herrens ord, som vil give dem livsånde og gøre dem levende. Og det gør han. Profeten ser, at de indtørrede knogler begynder at rasle, de finder sammen med de knogler, de er blevet skilt fra, der kommer sener og kød på, og de bliver trukket over med hud. Nu ligger de som lig, som genkendelige mennesker, men uden liv i sig. Gud siger til profeten: Du skal profetere om livsånden, at Gud befaler livsånden at komme fra de fire verdenshjørner og blæse ånde i de dræbte, så de bliver levende. Og profeten profeterer - og han ser det ske. Livsånden kommer som på skabelsens morgen, da Gud bøjede sig ned og blæste livsånde i Adams næsebor, så han blev et levende væsen, et guddommeligt eksperiment af støv og ånd sådan kommer livsånden og de døde rejser sig op, en umådelig stor hær. Det var vist nok kun et syn. Ikke virkelighed. Men et virkeligt syn, som gav profeten håb og mod. Med det syn for sit indre blik kunne profeten gå til sit folk, israeliterne, som er så fortvivlede, at de føler sig som døde - de har det som om, de er livløse og afpillede knogler, for de er trængt ud af deres land, fjender har overmandet dem og de har mistet alt deres håb. Men nu får de nyt håb: Profeten kommer med ord fra Gud, ord fulde af håb: Gud vil åbne jeres grave, I skal føle jer levende igen og I skal få jeres land tilbage - og så skal I forstå, at jeg er Herren.
Og hvem andre end Gud har magt til at gøre døde levende igen? Hvem andre end Gud Herren er i stand til at give os håb, der hvor alt håb ellers er ude, der hvor al menneskelighed er blevet dræbt? Det kan kun Gud Herren. Sådan var det for jøderne for mere end totusinde år siden, da de følte sig forladte af Gud. Sådan var det for kvinden med blødningene, der levede som en levende død udstødt, isoleret, uren uden for alt menneskeligt fællesskab. Og sådan var det for synagogeforstanderen, hvis datter lige var død. Den død man ikke kan diskutere med, fordi døden er så håbløst definitiv den død beder han Jesus tage livtag med. Og underet sker kvindens blødninger standser. Jesus tager den lille pige i hånden og den lille pige rejser sig op. Utroligt, utænkeligt, uvirkeligt, ubegribeligt. Som i Dreyers filmatisering af Kaj Munks Ordet så er dødes opvækkelse noget, som kun børn og naive tosser for alvor kan tro på vi andre griber os i at le over sådan en enfoldighed. Uvilkårligt griber vi os selv i at spørge, var dét så også kun et syn? Og hvordan får vi syn for sagn. For vores længsel efter håb og mening og helbredelse og liv, er jo den samme i dag som dengang. Når vi trues af ondskab, hvis vi bliver løbet over ende af fjender, som ikke ser og behandler os som mennesker, hvis vi eller vore nærmeste rammes af sygdom og død, så har vi brug for håb. Ikke bare som folk, men hver enkelt af os. For alle vi, som har fået lov at blive forældre, vi kender jo frygten den frygt, som er blevet grusom virkelighed for den stakkels far at skulle miste et barn eller barnebarn hvor har
jeg tit hørt bedsteforældre eller oldeforældre sige, det skulle ha været mig i stedet. Så længslen efter håb og mening og helbredelse og liv, den kender vi dybt inde. Men hvad stiller vi op med disse beretninger for uanset om de så er virkelige eller virkelige syner, så er de jo lysår fra den virkelighed, vi kender så alt for godt. Det lyder så let knogler i bunker, der får både sener og muskler og hud og sidst, men ikke mindst nyt liv. Og Jesu ord til grædekvinderne udenfor huset: Hun sover bare. For selv om vi kan genkende tanken om døden som en blund og selveste Luther kan tale om graven som en seng, hvor han sover. Selv om det danske sprog låner os ord om, at han sov ind og blev stedt til hvile ja, på en formentlig næsten 2000 år gammel gravsten under Peterskirken i Rom har jeg set indskriften: depositus, det vil sige den døde er deponeret, indtil Gud igen vil hente ham op til nyt liv han sover kun. Trods al denne sproglige pynt, så ændrer det jo ikke på den smertelige virkelighed, når vi med sorg erfarer, at Jesus kom ikke forbi, trods alle vore bønner lød der ikke noget, hun sover kun, til os. Vi står stadig midt i den virkelighed, vi hverken kan pynte eller sminke med nok så smukke ord. Sammen må vi se den virkelighed i øjnene som bestemt ikke er noget at le ad, når den blæser fra sit mest ubarmhjertige og iskolde hjørne. Vi forstår godt grædekvindernes hånlatter, da Jesus ber dem forsvinde for lige som de, ved vi jo også bedre. Og så er sagen blot, at al vores realistiske bedreviden og skepsis ikke hjælper os det mindste. For selv om nogen måske vil kalde den kristne tro for virkelighedsflugt, så er min påstand, at den er det modsatte den
kristne tro er en tro, der giver mod og frimodighed til at leve i verden også i verden når den viser sig fra sin værste side leve med frimodighed og mod, fordi vi som kristne må ha lov at tro, at det ikke kun er op til os selv og vor egen evne til at elske. Som kristne lever vi med håbet som fortegn håbet som i bund og grund stammer fra Påskemorgen. For er du skeptisk overfor både dalen fuld af knogler, helbredelsen af kvinden med blødningerne og opvækkelsen af den lille pige. Så låner de dog alle tre tro og håb fra påskemorgens opstandelse. Påskemorgen er på en måde prøvestenen. Er der plads i dit sind til en tro på, at påskemorgen besejrer Gud dødens magt. Kan din bedreviden rumme en tro på, at Gud blæste nyt liv i sin døde søn og nyt håb i de rædselsslagne kvinder ved den tomme grav. Kan din latter forstumme, så du tør tro, at det er sandt, at hvor Gud griber ind, må både sygdom, død og ondskab vige. Kan din skepsis give rum for håbet om, at ikke engang døden kan skille dig og mig fra Gud og hans kærlighed. Så er der også rum og plads til, at Guds magt kan række ikke blot til en syg kvinde og et dødt barn men også til dig og mig midt i den virkelighed vi står i. Så er der også rum og plads til, at du og jeg kan leve med håbet som fortegn ikke for at flygte fra virkeligheden, men for med mod og frimodighed at se virkeligheden i øjnene, med alt hvad det indebærer af ansvar og opgaver i en verden, som i den grad længes efter håb og kærlighed. Amen