Johannes Andersen Kampen for ens eget fælles bedste Om unge, demokrati og politisk deltagelse

Johannes Andersen Kampen for ens eget fælles bedste Om unge, demokrati og politisk deltagelse 1. Tilværelsen som en fortælling og en rejse Forestillinger om, at man er sine egne valg, og at tilværelsen er en fortælling eller en rejse, hvor man selv kan bidrage en hel del til et positivt resultat, bliver mere og mere udbredt i disse år, ikke mindst blandt unge. Fænomenet omtales ofte som en stigende grad af individualisering, og det kan sagtens dække en hel del (Levinsen, K. 2003: 44; Beck & Beck- Gernsheim 2001: 101; Furlong & Cartmel 1997: 96). Men det er ikke hele historien. Når man laver sin egen fortælling eller vælger retning for sin egen rejse, sker det ofte i et tæt samspil med andre, hvor man sammen i en kortere eller længere periode har mulighed for at forme et givet projekt eller lave et særligt iscenesat arrangement, der styrker og udvikler indadtil og er medvirkende til, at man kan manifestere sig udadtil i forhold til omgivelser, hvor man finder andre personer, der også har travlt med at indgå i netværk med andre og fortælle omverdenen, hvad de har gang i (Andersen 2015). Det individuelle i denne sammenhæng er altså en udbredt forestilling om, at man selv har mulighed for at forme sin egen tilværelse gennem en række centrale valg, eksempelvis af fritid, uddannelse, rejse, partner, tangegang, identitet, projekt og udseende. At man er sine egne valg, og at disse valg kan kobles sammen til en fortælling om lige netop den eller den person (Giddens 1996: 88). Men valgene finder ofte sted i netværk, hvor man åbent og bevidst indgår i dynamiske fællesskaber med andre, for at kunne skabe den optimale situation og den bedste personlige udvikling (Christakis & Fowler 2011). Det er en grundlæggende form for samskabelse, baseret på individuelle valg af projekter eller markeringer, der understøttes af andres individuelle valg gennem dynamiske netværk, hvor man eksempelvis dyrker fælles projekter i en given periode eller sammenhæng. Der er altså tale om en form for individualiseret kollektivitet, der ikke er baseret på fælles forpligtelser, forankret i generelle forestillinger om fællesskab, men om aktive til- og fravalg i en konkret sammenhæng, forankret i forestillinger om konkrete muligheder for individuel udvikling og tilfredsstillelse (Andersen 2009: 177). Om det virkelig forholder sig sådan, kan være vanskeligt at afgøre entydigt. Mange valg er afhængige af eksempelvis socialisering, egen social situation og økonomiske ressourcer. Den enkeltes udvikling er således altid et resultat af, at både strukturelle faktorer og individuelle strategier spiller sammen. Det sker i en balance, der analytisk kan tippe til den ene side, hvor det meste er samfundets skyld, eller til den anden, hvor man kan hvad man vil (Cohen 1997: 180f). 1

Uanset hvad der reelt gør sig gældende, så breder der sig i stigende udstrækning en opfattelse af, at ens tilværelse mere og mere er afhængig af egne personlige valg end af accepten af samfundsmæssige forpligtelser. Ofte sammenfattet som en stigende grad af refleksivitet i samfundet, hvor pointen er, at man som individ bliver frisat mere og mere fra traditioner og forventninger, og derfor er tvunget til at træffe flere og flere individuelle valg (Giddens 1997). Det er på denne måde, det giver mening at tale om en individualisering, Men der er tale om en individualisering, der udfoldes i nye kollektive sammenhænge. Hvor det traditionsbundne individ, der skulle leve op til omgivelsernes traditioner og forventninger, udfoldede sine aktiviteter inden for fast strukturerede fællesskaber med stærkt markerede generelle forpligtelser, forsøger det frisatte individ at leve op til egne forestillinger om en optimal fortælling om sin egen tilværelse, ved at dyrke tidsbegrænsede fællesskaber i projektbaserede netværk (Heuseler & Staun 1999). Identitetens omdrejningspunkt er altså blevet forskudt fra den generaliserende anden, baseret på forestillinger om det fælles til det generaliserende selv, hvor man som individ mere og mere generaliserer ud fra egne behov hvis det vel at mærke er muligt. På den måde forsvinder samfundet som forpligtelse og betingelse for det fælles bedste. Det bliver i stedet opfattet som en scene for individuelle muligheder for udvikle en fortælling om ens eget gode liv (Andersen 2009). 2. Generationsforskelle En overordnet konsekvens af denne udvikling er, at individer i stigende grad generaliserer om samfundsmæssige forhold med udgangspunkt i sig selv, frem for med udgangspunkt i almene kategorier, baseret på forståelser af fællesskaber og af noget, der er større end en selv. Denne praksis breder sig mere og mere i kraft af, at samfundet bliver mere og mere dynamisk, mobilt og uafhængigt af tid og sted, båret frem af nye årgange af unge, der ikke mindst ved hjælp af ny teknologi socialiseres ind i disse sammenhænge (Milner 2010: 173f). Det betyder, at det især er hos de unge, man kan forvente at se disse tendenser til at generalisere ud fra sig selv slå igennem med størst styrke. Den mest dynamiske generation er derfor unge født mellem 1986 1995. Det er kort fortalt unge, der er vokset op med internet, mobiltelefon og interaktivitet via nettet. En generation med et højt aktivitetsniveau, ikke mindst når det drejer sig om kommunikation. Samtidig en generation, hvor forestillingerne om de mange valgmuligheder for den enkelte jævnligt bliver understreget af forældre og uddannelsesinstitutioner, samtidig med at det som en konsekvens af den økonomiske krise 2007-2013 også bliver understreget, at det er vigtigt, at man opfører sig optimalt i forhold til den globale konkurrence. Man skal vælge, men man skal ikke pjatte med valgene, og derfor skal man også forsøge at gøre sig nyttige. Noget der har givet denne generation af unge en relativ høj selvdisciplin, når det drejer sig om traditionelle ungdommelige udskejelser, eksempelvis drikkevaner og kriminalitet (Andersen 2013). Denne generation af unge konfronteres hele tiden med et grundlæggende paradoks: Du skal selv vælge, men nogle valg er bedre end andre. Du skal selvfølgelig vælge det, der er mest optimalt for dig, men du skal samtidig hele tiden mærke efter, om du nu også har gjort 2

det. Det er altså unge med masser af gang i den, kombineret med en nødvendig selvoptagethed og snigende sårbarhed: Har man nu også valgt rigtigt? Hvad siger de andre? Generationen der er født mellem 1975 1985 kan karakteriseres som den afventende generation, hvor meget blev gjort muligt og gennem 1990 erne og i begyndelsen af 2000 erne, men hvor det samtidig også var vanskeligt for mange at finde ud af, hvad man skulle gribe og gøre i. Derfor er denne generation kendetegnet ved en vis grad af ambivalens. Man manglede grundlæggende pejlemærker for at finde noget, der er vigtigt og værd at kæmpe for. Derfor er det ret sigende, at denne generation generelt har vist sig at være den mest passive generation, når det drejer sig om eksempelvis politisk deltagelse (Andersen 2011: 213f). Det var ikke tilfældet for generationen født mellem 1960 1974. Denne generation gjorde hvad den kunne, for at definere sit eget rum og egne værdier. Først gennem punkens oprør med 1970 ernes krise og depression, og siden gennem 1980 ernes nykonservatisme og accept af, at man med god grund kan dyrke sig selv. Ikke mindst når det drejer sig om økonomisk succes er det nødvendigt at turde træde i profil. Der er altså tale om en individualistisk generation, der på meget forskellig vis turde markere sig på forskellig vis i forhold til omgivelserne, både gennem valg af iscenesættelse og projekter. I et forsøg på at finde sig selv iscenesatte man sig selv som konservative, samtidig med at pejlede markedet som fremtidens løsen. Traditionelt den mest højreorienterede generation. Generationen der er født 1945 1959 er den oprørske generation, der symbolsk og i praksis stod for ungdommens opgør med bonde- og industrisamfundets traditioner og forventninger. Det var 68 er generationen, der var det praktiske og især symbolske udtryk for det såkaldte ungdomsoprør, demonstreret eksempelvis ved hjælp af langt hår, udadvendt normløshed og demonstrativt frisind. Traditionelt den mest venstreorienterede og politisk aktive generation. Generationer født før 1945 er de traditionsbundne generationer, der bar bonde- og industrisamfundets normer, traditioner og forventninger frem i højskoler, landboforeninger, andelsbevægelser og fagforeninger, parate ti at overtage familiens bondegård eller faderens plads som arbejder på værftet. Her var stabile og veldefinerede solidariske bånd mellem erhverv og politisk ståsted en naturlig ting (Andersen 2011: 210f). 3. Unge på jagt efter eget fælles bedste Omdrejningspunktet for de følgende analyser er gruppen af unge, der løbende vil blive sammenlignet med de øvrige generationer. Målet er at se, i hvor stor udstrækning man kan genfinde de ovennævnte grundlæggende karakteristika, når det drejer sig om medborgerskab og demokrati. Den grundlæggende antagelse er, at de unges individualiserede kollektivitet vil slå igennem på den måde, at man er mere positivt indstillet overfor forhold, der fremmer den enkeltes muligheder for at gøre sig gældende, frem for at binde sig til generelle forpligtelser, mens de øvrige generationer i større eller mindre udstrækning orienterer sig i forhold til fælles perspektiver af mere eller mindre forpligtende karakter. Denne grundlæggende antagelse er sammenfattet i figur 1, der placerer forskellige generationer (årgange) i forhold til samfundsmæssigt engagement og identitetsmæssige perspektiv. Dvs. at generationerne er place- 3

ret i forhold til hinanden, afhængigt af om man orienterer sig efter fællesskabets forpligtelser eller individuelle valgmuligheder, og om man agerer aktivt og udadvendt eller passivt og indadvendt i forhold til det omgivende samfund. Figur 1. Generationer, samfundsmæssigt engagement og identitetsmæssige perspektiver Identitet baseret på den generaliserende anden Identitet baseret på det generaliserende selv Aktiv Årgange født 1945-59: De oprørske Årgange født 1986-95: De unge, dynamiske og selvoptagne Passiv Årgange født før 1945: De traditionsbundne Årgange født 1960-74: De individualistiske Årgange født 1975-85: De ambivalente Den grundlæggende antagelse bag figur 1 er, at mange unge orienterer sig efter, hvad der kan karakteriseres som deres eget fælles bedste. Hvilket indkredser det paradoks, at unge ofte generaliserer ud fra egne interesser, og mener at deres fornemmelser også må vedrøre eller ligefrem være oplagte for andre. I hvert fald kommunikerer man ofte og glade ud til omverdenen, hvad man har gang i. Både til inspiration og som indgang til samarbejde. Men udgangspunktet er stadig den unges forsøg på at forme egen biografi gennem individuelle valg af aktiviteter og projekter, den unge selv finder spændende eller relevante (Tapscott 1998: 55). Ud fra de grundlæggende antagelser i figur 1 kan der opstilles en række hypoteser vedrørende unge, demokrati og politik. De vil blive afprøvet ved hjælp af data indsamlet i forbindelse med ISSP projektet i hhv. 2004 og 2014, der havde fokus på Medborgerskab. Med disse data er det altså muligt at gøre status over nutidens unge, sammenlignet med andre generationer, ligesom det er muligt at indkredse udviklingstendenser fra 2004 til 2014, dvs. en periode der dækker fra før til efter den globale økonomiske krise. De første hypoteser vedrører demokratiets fundamentale grundlag, nemlig rettigheder og normer for den gode medborger. I forhold til demokratiske rettigheder er antagelsen, at unge i større udstrækning end de andre generationer vægter dem, der gør det muligt at markere sig offensivt, frem for rettigheder, hvor det drejer sig om beskyttelse af mindretal og dermed om at få det samfundsmæssige og demokratiske fællesskab til at fungere. Det samme perspektiv forventes at gøre sig gældende for normer for den gode medborger. Her vil unge vægte de normer, der sætter den enkeltes udfoldelsesmuligheder i centrum, eksempelvis ved at vælge varer ud fra politiske, etiske eller miljømæssige grunde, i modsætning til overordnede forpligtelser i forhold til fællesskabet, eksempelvis lovlydighed, det at stemme ved valg og det at betale skyldig skat. En vigtigt praktisk pejlemærke i forlængelse af vurderingen af demokratiske rettigheder og normer for den gode medborger er tolerance. Man kan være tolerant over for andre, man ikke er enige med, af flere grunde. For det første ud fra en opfattelse af, at et demokrati skal kunne rumme modsætninger og forskellighed, hvis det skal kunne fungere som ramme for et fællesskab. Her vægter man tolerance som nøglen til gensidig anerkendelse af hinanden som medborgere, og her er det fællesskabet, der står i centrum. For det andet ud fra et mere individuelt perspektiv, hvor udgangspunktet er en forventning eller et håb om, at andre vil tolerere en selv, selv om man opfører sig ekstremt. Her er det tolerance som forudsætning 4

for individuel udfoldelse, der vægtes mest. Antagelsen i forlængelse heraf vil være, at de unge vil vægte det sidste perspektiv, hvilket kan være ensbetydende med, at deres toleranceniveau er højest. Med den modifikation, at netop fordi der er to perspektiver på spil, kan det også være, at der ikke er nogen markant forskel generationerne imellem, fordi andre generationer kan vægte tolerancen som nøglen til gensidig anerkendelse (Goul Andersen et.al 2000: 222). Konsekvensen af, at man som ung søger at gøre sig gældende hvor det er muligt er, at man først og fremmest har blik for det, der rører sig i samfundet, og især det, der er hipt (Heath 2001). Om det er økonomisk, kulturelt eller politisk betyder ikke så meget. Her er det mere vigtigt, at man kan gøre sig gældende. Antagelsen i forlængelse heraf er, at unge ikke er specielt optaget af politik. Det resulterer i et paradoks, hvor unge på den ene side ikke er specielt interesseret i politik, fordi man ikke er interesseret i kollektive prioriteringer, mens man på den anden side udviser relativ stor interesse for samfundet og udviser relativ stor aktivitet, når det drejer sig om at give egne synspunkter til kende, herunder også i politiske spørgsmål. Især når det drejer sig om noget, man er personligt interesseret i. Antagelsen er kort sagt, at unge kan være uinteresserede men aktive i politik. Ikke så meget i de traditionelle politiske sammenhænge, men især på de sociale medier, hvor de blander sociale opdateringer med politiske udmeldinger. Med det mål at fremme private interesser i de offentlige sammenhænge, hvor det er mulige (Papacharissi 2010: 131f). I et godt demokrati er borgerne tilfredse med den måde, demokratiet fungerer på, ligesom de også har en udbredt tro på, at de kan gøre deres synspunkter gældende, hvis der er udsigt til politikere træffer uretfærdige eller skadelige beslutninger. Her er antagelsen, at det er hos unge, man vil finde det laveste niveau for tilfredshed med demokratiet, fordi man kun har begrænset interesse for politik og de store fællesskaber, og dermed for demokrati. Spørgsmålet er imidlertid, om det også slår igennem i form af en lav politisk selvtillid. Umiddelbart vil det være logisk og konsekvent at antage, at unge i forlængelse af en kritisk vurdering af demokratiet også er af den opfattelse, at de ikke kan gøre sig gældende i demokrati og politik. Det vil sige, at deres politiske selvtillid er lav. På den anden side kan deres mange erfaringer med at gøre sig gældende i alle mulige projekter og iscenesættelser i dynamiske netværk medvirke til, at man ikke skelner mellem politik eller andre områder i samfundet. Man handler bare. Derfor gør det ikke den store forskel for dem, om man snakker sociale, kulturelle eller politiske aktiviteter. Man er vandt til bare at forfølge de spændende projekter, og derfor kan deres selvtillid på det sociale og kulturelle område formodentlig også slå igennem som en høj selvtillid i forhold til politik. Det er i hvert fald antagelsen her. Ved at komme rundt om unges tilgange til demokratiske rettigheder, normer for den gode medborger, tolerance, politisk interesse, politisk deltagelse, vurdering af demokratiets måde at fungere på og egen politisk selvtillid, er det målet at identificere nogle grundlæggende træk i unges politisk kultur (Andersen 2016). Og den grundlæggende antagelse er, at den i sammenligning med andre generationers er mere orienteret mod aktivt at kunne forfølge egne valg i samarbejde med andre, frem for at orientere sig i retning af det overordnede, demokratiske fællesskab. Antagelsen er at der kan identificeres både engagement, deltagelse og fællesskab hos de unge, men at det er langt mere konkret, periodisk og afgrænset end tilfældet er hos ældre generationer, hvor det mere har karakter af forpligtelser i forhold til abstrakte fællesskaber. Det skal undersøges nærmere i det følgende. 5

4. Demokratiske rettigheder Generelt er der udbredt enighed om, at de basale demokratiske rettigheder er vigtige. Man skal kunne mødes, ytre sig, stemme osv. Her har der traditionelt ikke været de store forskelle i borgernes vurderinger (Goul Andersen et.al 2000: 181f). I denne analyse er der mulighed for at se nærmere på borgernes vurdering af, hvor vigtigt følgende rettigheder er for dem: a. At alle borgere har en rimelig levestandard b. At de offentlige myndigheder respekterer og beskytter mindretals rettigheder c. At borgerne får flere muligheder for at deltage, når der skal træffes politiske beslutninger d. At borgere har mulighed for at udøve civil ulydighed, når de er imod offentlige myndigheders handlinger. Respondenterne skal angive deres vurdering på en skala fra 1 til 7, hvor 1 er slet ikke vigtigt, og 7 er meget vigtigt. De to første udsagn vedrører basale rettigheder der skal sikre, at man kan engagere sig i demokratiet som medborgere, uden at frygte for at miste det daglige brød eller for at blive forfulgt eller marginaliseret. Målet med disse rettigheder er altså, at borgerne skal kunne engagere sig i det demokratiske fællesskab med udgangspunkt i et engagement i fælles anliggender frem for kampen for mad eller for at komme til orde, selv om man ikke deler flertallets synspunkter. Det er en del af de traditionelle rettigheder i et demokrati, og de bygger altså på en kombination af basale sociale og politiske rettigheder, dvs. en kombination af demokrati og velfærd (Marshall & Bottomore 1987). De to sidste vedrører den enkeltes muligheder for at kunne gøre sig gældende i samfundet. I første omgang for at deltage i politiske beslutninger og i anden for at kunne agere som individ på tværs af givne beslutninger ved at udvise civil ulydighed. Forhold der vedrører respekten for individuel autonomi. Altså en åbning for mere individuelle perspektiver i forhold til politik og demokrati. Tabel 1. Vigtigheden af demokratiske rettigheder, 2004 og 2014. Andel der finder dem vigtige, i pct. Født At alle borgere har en rimelig levestandard At de offentlige myndigheder respekterer og beskytter mindretals rettigheder At borgerne får flere muligheder for at deltage, når der skal træffes politiske beslutninger At borgere har mulighed for at udøve civil ulydighed, når de er imod offentlige myndigheders handlinger 2004 2014 2004 2014 2004 2014 2004 2014 1986-95 77 62 61 38 1975-85 87 78 77 72 59 57 33 28 1960-74 85 75 77 72 57 59 29 24 1945-59 88 82 87 85 61 69 35 29 Før 1945 89 86 92 89 66 69 34 33 Gennemsnit 87 79 83 76 61 63 33 29 Svarkategorien er en skala fra 1 (slet ikke vigtigt) til 7 (meget vigtigt). Vigtigt er her 6+7. N: 2004: 1177.2014: 1712. 6

Antagelsen er, at de unge vurderer de to sidste former for rettigheder som værende vigtigere end de to første, som omvendt vil blive vurderet som værende vigtige af de ældste generationer. Resultatet fremgår af tabel 1, der viser vurderingen af rettighedernes vigtighed i 2004 og 2014. Generelt viser tabellen, at hovedparten af befolkningen finder de klassiske rettigheder vigtige, mens de mere individuelt orienterede rettigheder, især vedrørende muligheden for at udvise civil ulydighed, ligger på lavere niveau. Det er også bemærkelsesværdigt, at vurderingen af de klassiske rettigheders vigtighed er faldende fra 2004 til 2014. Når det drejer sig om de unge, så holder antagelsen stort stik for 2014. I forhold til de to klassiske rettigheder ligger de unge signifikant lavere end de ældre generationer, mens de unge især i forhold til civil ulydighed ligger over. Og hvis man sammenligner de unge i 2014 med de unge i 2004, er der også tale om et fald for de klassiske rettigheder, mens der sker en markant stigning for vigtigheden af at kunne udøve civil ulydighed. Det dominerende billede er med andre ord, at de klassiske demokratiske rettigheder vurderes mindre vigtige i 2014 end i 2004, mens de individuelt orienterede rettigheder vurderes på næsten samme niveau. De unge ligger lavest i vurderingen af de klassiske rettigheders vigtighed, mens de ligger højest når det drejer sig om muligheden for at udvise civil ulydighed. Tabellen viser også, at for de to ældste generationer er de demokratiske rettigheder vigtige, uanset hvad der er i fokus. De ligger på eller over gennemsnittet på alle fire. 5. Normer for den gode medborger Hvor demokratiske rettigheder især vedrører forholdet mellem myndigheder og borgerne, så vedrører normer for den gode medborger især forholdet borgerne imellem. Det vil sige normer for, hvordan borgerne spiller sammen i og med det demokratiske fællesskab (Andersen et.al 1993: 13f). Her kan der identificeres fire dimensioner, nemlig lovlydighed, solidaritet, deltagelse og deliberation (Goul Andersen et al. 2000: 190; Petersson, et.al 1998: 129f). Lovlydighed: Opfattelse af at det er vigtigt, at borgerne følger love og pålagte forpligtelser, for at sikre de demokratiske procedurer og det demokratiske samfunds grundlag. I denne undersøgelse er der medtaget tre spørgsmål, der dækker dette forhold: a. Aldrig at forsøge at snyde i skat b. Altid at følge love og forordninger. Solidaritet: Opfattelsen af at det er vigtigt at alle føler sig forpligtet overfor fællesskabet, for at sikre dets fortsatte beståen. I denne undersøgelse er der medtaget to spørgsmål: c. At hjælpe folk i Danmark, der er dårligere stillet end én selv d. At hjælpe folk i resten af verden, der er dårligere stillet end én selv Deltagelse: Opfattelsen af at uden aktive borgere svækkes demokratiet og det demokratiske fællesskab. Aktivitet kan vedrøre både basale demokratiske handlinger, politiske prioriteringer og kontrol med myndigheder. Her er der medtaget fire spørgsmål: e. Altid at stemme ved offentlige valg f. At være aktiv i sociale og politiske foreninger g. Altid at holde øje med hvad offentlige myndigheder foretager sig h. At vælge varer ud fra politiske, etiske eller miljømæssige grunde, også selv om de koster lidt mere. 7

Deliberation: Opfattelsen af, at det er vigtigt at borgerne med udgangspunkt i personlige holdninger løbende udveksler synspunkter og argumenter om fælles politiske problemstillinger. Det kan styrke de politiske beslutningers legitimitet og borgernes gensidige forståelse af hinanden og af det demokratiske fællesskab. Der er et spørgsmål med i denne undersøgelse: i. At prøve at forstå tankegangen hos folk med andre holdninger. Nogle af normerne har samme fundamentale status for det demokratiske fællesskab som de klassiske demokratiske rettigheder, eksempelvis det at stemme ved folketingsvalg. Andre åbner op for mere individuelle perspektiver og handlemuligheder, eksempelvis det at købe varer ud fra etiske og politiske grunde. En faktoranalyse afdækker to faktorer, der sammenfatter nogle grundlæggende holdninger om den gode medborger. Normer der vægter forpligtelser overfor fællesskabet udgør en faktor, og den medtager følgende spørgsmål: at være lovlydig, at betale sin skat, at stemme og at holde øje med myndigheder. Normer der vægter individuelle perspektiver og handlemuligheder udgør den anden faktor, og den medtager følgende spørgsmål: at hjælpe dårligst stillede i Danmark og i resten af verden, at prøve at forstå andres tankegange, at købe varer ud fra politiske, etiske eller miljømæssige grunde, og at være aktiv i foreninger. I denne sammenhæng vil tesen være, at de unge vægter forpligtelserne lavere end de ældre generationer, mens de vægter de individuelle perspektiver højere. Resultatet for de forpligtende normer fremgår af tabel 2, mens resultaterne for normer med et mere individuelt perspektiv fremgår af tabel 3. Begge tabeller angiver, hvor mange borgere der finder de pågældende normer vigtige i 2004 og 2014. Tabel 2. Vigtigheden af forpligtende normer for den gode medborger, 2004 og 2014. Andel der finder dem vigtige, i pct. Født Altid at følge love og forordninger Aldrig at forsøge at snyde i skat Altid at stemme ved offentlige valg Altid at holde øje med hvad offentlige myndigheder foretager sig 2004 2014 2004 2014 2004 2014 2004 2014 1986-95 70 71 67 36 1975-85 72 69 66 74 74 81 38 33 1960-74 75 75 66 75 82 90 43 43 1945-59 80 82 66 81 92 92 58 59 Før 1945 90 83 82 86 95 94 69 64 Gennemsnit 80 76 70 77 87 86 53 47 Svarkategorien er en skala fra 1 (slet ikke vigtigt) til 7 (meget vigtigt). Vigtigt er her 6+7. N: 2004: 1167.2014: 1733 Generelt vurderer danskerne, at de forpligtende normer er vigtige. Mindst vigtig er det at holde øje med, hvad offentlige myndigheder foretager sig. Med hensyn til udviklingsperspektivet over tid, er det at være lovlydig blevet mindre vigtigt, mens det at betale sin skat er blevet mere vigtigt fra 2004 til 2014. Også når det drejer sig om at holde øje med myndighederne, er der tale om et fald i vigtighed. De unge ligger på alle områder under gennemsnittet for de forpligtende normer, mens 8

de ældste generationer på stort set alle områder ligger markant over. Især er det bemærkelsesværdigt, at kun 67 pct. af de helt unge finder, at det er vigtigt at stemme ved offentlige valg. Sammenlignet med de unge i 2004 finder man det samme mønster som det generelle. Med den tilføjelse, at vigtigheden af valgdeltagelse er faldet markant. Samlet bekræftes den bærende hypotese for de forpligtende normer. Tabel 3. Vigtigheden af normer for den gode medborger med et individuelt perspektiv, 2004 og 2014. Andel der finder dem vigtige, i pct. Født At hjælpe folk i Danmark, der er dårligere stillet end én selv At hjælpe folk i resten af verden, der er dårligere stillet end én selv At prøve at forstå tankegangen hos folk med andre holdninger. At vælge varer ud fra politiske, etiske eller miljømæssige grunde, også selv om de koster lidt mere. At være aktiv i sociale og politiske foreninger 2004 2014 2004 2014 2004 2014 2004 2014 2004 2014 1986-95 52 36 62 26 11 1975-85 55 54 41 36 67 59 27 36 14 13 1960-74 57 54 41 32 67 59 35 31 14 16 1945-59 58 56 43 35 66 61 38 37 17 21 Før 1945 64 55 49 35 67 68 42 41 20 26 Gennemsnit 59 54 44 35 67 61 37 34 16 17 Svarkategorien er fra 1 (slet ikke vigtigt) til 7 (meget vigtigt). Vigtigt er her 6+7. N: 2004: 1177.2014: 1712. Derimod bliver billedet noget mere uklart, når det drejer sig om normer for den gode medborger med et individuelt perspektiv. Generelt vurderes disse normer af danskerne som værende mindre vigtige end de forpligtende normer. Den relativt vigtigste i denne gruppe er nødvendigheden af at prøve at forstå tankegangen hos folk med andre holdninger, og her er der tale om et markant fald i vigtighed siden 2004. Det samme faldende tendens finder man også, når det drejer sig om at være solidarisk med folk der er dårligere stillet i både Danmark og resten af verden, og når det drejer sig om at være aktiv politisk forbruger. Når det drejer sig om at være aktiv i sociale og politiske foreninger er det bemærkelsesværdigt, at niveauet generelt er lavt men stabilt over tid. De unge vurderer også disse normerer som værende mindre vigtige end de ældre generationer gør. På flere områder ligger de endda under gennemsnittet. Det gælder ikke mindst for det at være aktiv i foreninger, hvor kun 11 pct. af de unge finder det vigtigt. Sammenlignet med de unge i 2004, er der også tale om et fald for alle normer. De unge vurderer samlet set de demokratiske normer for den gode medborger som værende mindre vigtige end de ældre generationer gør, og der er tale om et fald, sammenlignet med de unge i 2004. På rigtigt mange områder ligger de unge signifikant under gennemsnittet. Dertil kommer, at når det drejer sig om at stemme, om at være aktive i foreninger og om at markere sig som politisk forbruger, ligger niveauet bemærkelsesværdigt lavt, sammenlignet med resten af befolkningen. Den indledende tese om at politik og demokrati ikke udgør et fundamentalt element i unges identitet understøttes i hvert fald med disse tal. Samtidig antydes det, at politisk deltagelse heller ikke er noget, man vurderer som specielt vigtigt, men det ses der nærmere på i det følgende. 9

6. Tolerance En vigtig del af den demokratiske kultur er muligheden for at holde et offentligt møde, hvor man fremlægger egne synspunkter for offentligheden. Nogen gange nøjes man med at præsentere dem, mens man andre gange indgår i diskussioner og forsøger at lytte sig ind på de bedste argumenter for en løsning på en given sag eller for afvejning af styrken i et givet perspektiv. En del af disse møder afholdes af grupper med meget ekstreme synspunkter. Det kan være ekstreme religiøse synspunkter, det kan være synspunkter der forsvarer ønsket om at vælte en regering med magt, og det kan være synspunkter der er fordømmende overfor andre racer eller etniske grupper. Det vil sige synspunkter, der ikke i sig selv er ulovlige, men som bevidst udfordrer demokratiske rettigheder og måske også argumenterer for en principiel afskaffelse af den demokratiske styreform. Her er den centrale udfordring, om man som demokratisk medborger skal tolerere, at ekstreme grupper afholder offentlige møder, hvor de fremlægger deres ekstreme synspunkter (Goul Andersen et.al. 2000: 219f). Tolerance er ensbetydende med, at man som borger skal tåle andre og deres synspunkter, selv om man er imod dem. Det er en fundamental del af den gensidige anerkendelse af hinanden i et pluralistisk demokratiske fællesskab. Og da det ofte drejer sig om konkrete udtalelser og initiativer, er det en måde hvorpå man kan identificere den mere konkrete og praktiske side af den demokratiske kultur, hvor det centrale spørgsmål er, hvor langt man er villig til at gå, før man slår bremserne i (Heyd 1996). Denne undersøgelse rummer tre spørgsmål om muligheden for at afholde offentlige møder: a. Skal religiøse ekstremister have lov til at holde offentlige møder? b. Skal folk, der ønsker at vælte regeringen med magt, have lov til at holde offentlige møder? c. Skal folk, der er fordømmende over for andre racer eller etniske grupper, have lov til at holde offentlige møder? Man kan svare på en skala med fire punkter: Skal helt sikkert have lov, skal muligvis have lov, skal muligvis ikke have lov, og skal helt sikkert ikke have lov. Den grundlæggende antagelse her er, at de unge vil udvise stor tolerance, ud fra den tankegang, at de gerne selv vil føre sig frem på ekstreme måder, og det forudsætter ofte omgivelsernes tolerance. Derfor er det nødvendigt, at de selv kan gøre det samme. Det er en del af det gensidige spil mellem positioner der er ekstreme i forhold til hinanden. For de ældre generationer er antagelsen, at de i kraft af et højt niveau for de demokratiske normer også vil ligge højt her. Resultaterne er vist i tabel 4. Generelt er der grænser for danskernes tolerance. Godt en tredjedel mener at religiøse ekstremister har lov til at holde offentlige møder, mens kun en fjerdedel mener at politiske ekstremister skal kunne gøre det. Endelig finder knapt en tredjedel, at grupper der er fordømmende over for andre racer skal have lov. Sammenlagt er det kun 14 pct. af danskerne, der i 2014 finder, at alle grupper, uanset deres emne, skal kunne holde møde, mens 53 pct. finder, at ingen af dem skal kunne holde møde. I 1998 mente 24 pct. af befolkningen, at alle ekstreme grupper kunne holde møde (Goul Andersen et.al 2000: 228). Det skal med, at for de to første gruppers vedkommende er der tale om en stigende grad af tolerance fra 2004 til 10

2014. Antagelsen om de unge holder stik her. Halvdelen mener, at religiøse ekstremister skal kunne holde møde, mens 37 pct. mener, at de politisk ekstreme skal have lov. Når det drejer sig om grupper der er fordømmende over for andre racer er der ingen signifikante forskelle på de forskellige grupper. Sammenlignes de unge i 2014 med de unge i 2004 er der tale om en stigende grad af tolerance. Derimod holder den alternative tese om de ældste generationer ikke. Her var forventningen, at de i kraft af den høje prioritering af de demokratiske rettigheder og normer for den gode medborger også skulle ligge højt her. Det er imidlertid ikke tilfældet, idet de ligger signifikant under gennemsnittet for de to første grupper. Tabel 4. Accept af at ekstreme grupper holder offentlige møder, 2004 og 2014, i pct. Født Accepterer at religiøse ekstremister har lov til at holde offentlige møder? Accepterer at folk, der ønsker at vælte regeringen med magt, har lov til at holde offentlige møder? Accepterer at folk, der er fordømmende over for andre racer eller etniske grupper, har lov til at holde offentlige møder? 2004 2014 2004 2014 2004 2014 1986-95 50 37 32 1975-85 46 38 26 31 29 28 1960-74 31 33 17 23 29 27 1945-59 33 31 19 19 30 30 Før 1945 28 29 13 21 29 32 Gennemsnit 33 35 18 25 29 29 Accept er her: Skal helt sikkert have lov + skal muligvis have lov. N: 2004: 1136.2014: 1666. Unge er ikke specielt optaget af de demokratiske normer. Hverken de klassiske der vedrører demokratiske forpligtelser eller dem der gør det muligt for den enkelte at udtrykke og manifestere sig i givne sammenhænge. Men når det kommer til praksis, er de langt mere tolerante end resten af befolkningen. Dog på et relativt lavt niveau. Noget kunne altså tyde på, at forestillinger om produktive forskelligheder i et fællesskab ikke indtager en særlig central plads i unges identitet. 6. Politisk interesse og deltagelse Den politiske interesse kan manifesterer sig på flere måder. Generelt som en vurdering af, hvor interesseret man er i politik, og i praksis gennem politisk deltagelse i en lang række sammenhænge. Her vil antagelsen være, at de unge er markant mindre interesseret i politik, ligesom de også hører til blandt de mindst aktive i politik. Bortset fra deltagelse på internettet, hvor det drejer sig om at tilkendegive politiske holdninger på eksempelvis de sociale medier. Her har de unge i hvert fald en tradition for at gøre sig gældende (Andersen 2016a: 52). Hvor pointen kan være, at man først og fremmest markerer sin tilstedeværelse, uden nødvendigvis at gøre sig klart, om det er politisk eller ikke. Borgernes vurdering af egen politiske interesse er angivet i tabel 5, og her fremgår det, at den politiske interesse generelt er meget stabil over tid. 15 pct. er meget interesseret, 47 pct. er noget interesseret mens 38 pct. ikke er interesseret i politik. De unge ligger signifikant under gennemsnittet når det drejer sig om at være meget interesseret, mens de ligger 11

over for dem, der ikke er interesseret i politik. Og sammenlignet med de unge i 2004 er der tale om en bemærkelsesværdigt fald i interessen. De ældre generationer udviser det modsatte mønster, med relativt få der ikke er interesseret i politik. Denne manglende interesse hos de unge manifesterer sig også i en opgørelse over, hvorvidt man bruger medier til dagligt at få nyheder eller informationer om politik. Hvor der er næsten 90 pct. af de ældste generationer der følger med dagligt, er det kun 55 pct. af de unge, der gør det. Tabel 5. Politisk interesse, 2004 og 2014, i pct. Født Hvor interesseret er du personligt i politik? Hvor ofte bruger du medier til at få nyheder eller informationer om politik? Meget interesseret Noget interesseret Kun lidt eller slet ikke interesseret Dagligt 2004 2014 2004 2014 2004 2014 2014 1986-95 10 36 54 55 1975-85 11 9 42 43 47 47 73 1960-74 9 13 49 46 42 40 81 1945-59 16 20 53 53 31 27 88 Før 1945 22 24 45 53 33 24 89 Gennemsnit 15 15 48 47 37 38 79 N: 2004: 1170. 2014: 1742. Det er muligt at deltage i politik på mange forskellige måder. I denne undersøgelser indgår 10 forskellige former for politisk deltagelse: a. Stemt ved seneste folketingsvalg b. Medlem af politisk parti c. Deltaget i et politisk møde d. Kontaktet eller optrådt i medierne for at udtrykke mine synspunkter e. Kontaktet eller forsøgt at kontakte en politiker eller en embedsmand for at fremlægge mine synspunkter f. Udtrykt politiske synspunkter på internettet g. Deltaget i en demonstration h. Skrevet under på en underskriftsindsamling i. Boykottet eller bevidst købt bestemte varer af politiske, etiske eller miljømæssige grunde j. Givet eller indsamlet penge til støtte for sociale eller politiske aktiviteter En faktoranalyse identificerer to faktorer. Den første samler de første 6 aktiviteter i en faktor, og de sidste 4 i en anden. Den første faktor samler primært institutionsbundne deltagelsesformer og aktiviteter hvor kommunikation med en institutionaliseret offentlighed er det centrale. Den anden faktor samler aktiviteter, der forudsætter en højere grad af direkte tilstedeværelse i løst koblede netværk i forhold til en given situation, hvor der er fokus på en given politisk sag. Disse aktiviteter kaldes ofte for situationsbestemte deltagelsesformer. Analytisk kan man overveje at udstille de internetbaserede deltagelsesforme for sig selv (Andersen 2016a). Den grundlæggende antagelse er her, at de unge deltager i begrænset udstrækning i alle 12

de institutionsbundne deltagelsesformer og i dem, hvor kommunikation med offentlighed og myndigheder er et centralt element. I disse sammenhænge vil de ældre generationer generelt stå stærkere. Den lidt skæve undtagelse her er deltagelse på internettet, hvor unge har tradition for at være aktivt til stede gennem eksempelvis opdateringer på de sociale medier (Fuchs 2015: 52). Når det drejer sig om de mere situationsbestemte deltagelsesformer er antagelsen, at de unge også her står svagere, som følge af de unges begrænsede politiske interesse. Men her står de ældre generationer også svagere, på grund af deres tradition for primært at benytte de institutionsbestemte deltagelsesformer. Deltagelsesniveauet fremgår af tabel 6. Tabel 6. Politisk deltagelse, 2004 og 2014 i pct. Født Stemt ved seneste folketingsvalg Medlem af politisk parti Deltaget i et politisk møde Kontaktet eller optrådt i medierne for at udtrykke mine synspunkter Kontaktet eller forsøgt at kontakte en politiker eller en embedsmand for at fremlægge mine synspunkter 2004 2014 2004 2014 2004 2014 2004 2014 2004 2014 1986-95 48 2 26 8 11 1975-85 68 88 3 6 28 32 10 12 9 14 1960-74 92 91 6 7 35 37 15 16 26 27 1945-59 94 94 10 9 46 46 22 19 34 29 Før 1945 96 96 9 11 48 44 12 20 23 27 Gennemsnit 90 87 7 7 40 38 15 15 25 23 Udtrykt politiske synspunkter på internettet Deltaget i en demonstration Skrevet under på en underskriftsindsamling Boykottet eller bevidst købt bestemte varer af politiske, etiske eller miljømæssige grunde Givet eller indsamlet penge til støtte for sociale eller politiske aktiviteter 2004 2014 2004 2014 2004 2014 2004 2014 2004 2014 1986-95 31 30 62 43 53 1975-85 9 31 40 34 63 77 53 64 66 59 1960-74 5 22 30 32 77 77 64 60 64 60 1945-59 6 11 34 30 77 73 56 53 65 57 Før 1945 1 6 19 25 57 60 42 39 57 56 Gennemsnit 5 20 30 31 70 72 54 54 62 57 Svarkategorien er fra 1 (slet ikke vigtigt) til 7 (meget vigtigt). Vigtigt er her 6+7. N min: 2004: 1146.2014: 1678.. Generelt er der ikke sket de store forandringer i den politiske deltagelse fra 2004 til 2014. Omfanget af borgere der deltager i de givne aktiviteter ligger stort set på det samme niveau de pågældende år. Eneste regulære undtagelse er deltagelse på internettet. Her er der tale om en markant forøgelse af aktivitetsniveauet, ikke mindst blande unge, som her ligger i top og markant over gennemsnittet. På alle de andre områder ligger unge under gennemsnittet. Sammenlignet med de unge i 2004 er der på de fleste områder tale om et fald i deltagelsen. Det gælder ikke mindst deltagelse i en demonstration og optræden som politisk forbruger. 13

Det holder også stik, at de ældre generationer, ikke mindst 68 erne, ligger over gennemsnittet for politisk deltagelse, undtagen når det drejer sig om at være politisk forbruger og samle penge ind til politiske formål. Her er den midaldrende generation den mest flittige. Sammenfattende er det bemærkelsesværdigt, at det politiske deltagelsesmønster ikke har ændret sig drastisk, bortset fra væksten i politiske markeringer på internettet og de sociale medier. Sammenfattes alle aktiviteterne i et samlet indeks, er det bemærkelsesværdigt, at borgernes gennemsnitlige deltagelse er den samme i 2004 og 2014 - endda på decimal. Det fremgår af tabel 7, der viser de gennemsnitlige tal for alle 10 deltagelsesformer under et. Tabel 7. Gennemsnitlige deltagelsesniveau for 10 former for politisk deltagelse, 2004 og 2014. Født Gennemsnitlige deltagelsesniveau 2004 2014 1986-95 3,09 1975-85 3,42 4,06 1960-74 4,09 4,21 1945-59 4,36 4,12 Før 1945 3,53 3,77 Gennemsnit 3,85 3,85 N: 2004: 1181.2014: 1758 Men der er også nogle bemærkelsesværdige træk på spil. De unges deltagelse i 2014 ligger markant under gennemsnittet, og er også lavere end de unges var i 2004. Dertil kommer, at 68 er generationen i 2004 havde det suverænt højeste deltagelsesniveau. Det er nu faldet, og ligger på linje med generationer født 1960-74. Omvendt er de ældstes deltagelsesniveau faktisk stigende. Når man så tænker på, at de unges deltagelsesniveau ikke mindst får et nøk opad i kraft af deltagelse på internettet, så vidner tallene om, at den generelle manglende politiske interesse også slår igennem i praksis. For deltagelsen på internettet og de sociale medier skyldes formodentlig primært, at unge generelt er flittige på disse platforme, og så tænker man ikke så meget over, hvorvidt det nu er politisk, kulturelt eller socialt, det man deler med andre. For på de sociale medier er selve opdateringen nemlig en vigtig del af det at være til stede. Formodentlig langt vigtigere end politisk engagement (Coldry 2012: 66f). Et oplagt spørgsmål i forlængelse heraf er, hvordan unge vurderer demokratiet og deres egne muligheder for at gøre sig gældende i politiske spørgsmål. 7. Demokratiets tilstand Den grundlæggende antagelse er, at demokratiets tilstand vurderes mere kritisk i 2014 end i 2004. Det svarer til den generelle udvikling, hvor manglende tillid til politikere tilsyneladende også slår igennem på denne måde (Andersen 2016b: 428). Med hensyn til de unge, er antagelsen at de unge er ret kritiske, som følge af deres manglende interesse og deltagelse. Også her vil de ældste generationer være de mest positive. Tabel 8 rummer en angivelse, hvordan forskellige generationer vurderer demokratiet i Danmark. Den grundlæggende antagelse bekræftes også i denne sammenhæng. Danskerne er generelt blevet lidt mere kritiske i deres vurdering af demokratiets måde at fungere på. Niveauet falder fra 7,76 til 7,43, hvilket er et markant fald. 14

De unge er de mest kritiske. Her er niveauet nede på 7,01, hvilket er det laveste niveau af alle, og det ligger markant lavere end gennemsnittet i 2014 og lavere end de unges vurdering i 2004. I den anden ende af aldersgrupperne er de ældste de mest positive, mens 68 er generationen markerer sig med en mere kritisk vurdering end gennemsnittets. Men det følger mønstret fra 2004, hvor de også lå under gennemsnittet. Tabel 8. Vurdering af hvordan demokratiet fungerer i dag, fungerede for 10 år siden og fungerer om 10 år. 2004 og 2014 Født Hvor godt fungerer demokratiet i Danmark i dag? Hvor godt fungerede demokratiet for ti år siden? Hvor godt tror du, demokratiet vil fungere om ti år? 2004 2014 2004 2014 2004 2014 1986-95 7,01 7,14 6,95 1975-85 7,63 7,23 7,35 7,42 7,33 6,80 1960-74 7,82 7,53 7,86 7,75 7,60 7,16 1945-59 7,67 7,41 7,78 7,71 7,13 6,90 Før 1945 7,91 7,97 8,01 8,15 7,37 7,46 Gennemsnit 7,76 7,43 7,75 7,63 7,36 7,06 Angiv vurdering på en skala fra 0 til 10. Gennemsnitsberegninger. N: 2004: 1117.2014: 1703. Det samme mønster finder man, når danskerne skal vurdere, hvordan demokratiet fungerede 10 år tidligere. Generelt vurderer danskerne, at demokratiet var bedre for 10 år siden. Det gælder ikke mindst de ældste. Også her er de unge de mest kritiske. Og når det drejer sig om fremtidsperspektivet, er der generel enighed om, at demokratiet udvikler sig i en mere problematisk retning. Det bemærkelsesværdige i den sammenhæng er, at de unge ligger under gennemsnittet sammen med bl.a. 68 er generationen. Hvis man anlægger en kritisk vurdering på demokratiets aktuelle tilstand, og samtidig giver udtryk for, at man forventer det bliver dårligere i fremtiden, er det oplagt, at det kan være vanskeligt at finde motivationen til at engagere sig i de demokratiske og politiske processer. Og det kan meget vel være det - lidt nedslående - perspektiv, der udfoldes blandt de unge. Det skal undersøges nærmere i det følgende. 8. Fremmedgørelse og selvtillid Den grundlæggende antagelse er, at unges manglende interesse for politik og demokrati modsvares af en fornemmelse af, at man er lidt på afstand af de politiske processer, og at man ikke rigtigt kan følge med i politik. Om det holder stik fremgår af tabel 9, der angiver udvalgte indikatorer for det der ofte bestemmes som politisk fremmedgørelse ((Goul Andersen et. al 2000: 123). Her er medtaget fire påstande, man skal erklære sig enig eller uenig i: a. Folk som jeg har ingen indflydelse på, hvad regeringen foretager sig b. Jeg tror ikke regeringen bekymrer sig ret meget om, hvad folk som jeg mener c. Jeg føler, at jeg har en ret god forståelse for de vigtige politiske emner i Danmark d. Jeg tror, at de fleste mennesker i Danmark er bedre informeret om politik og regeringens aktiviteter, end jeg er. 15

En faktoranalyse afdækker to dimensioner bag disse påstande. Den første vedrører vurderingen af, om man kan gøre sin indflydelse gældende, og om regeringen bekymrer sig for, hvad man mener. Det vil sige de to første påstande, og den handler grundlæggende om status og indflydelse. Den anden dimension vedrører evnen til at følge med i og være informeret om politik (Andersen 2007). Det samlede billede af udviklingen fra 2004 til 2014 viser, at danskerne på den ene side har mistet lidt af troen på at kunne gøre sig gældende, mens de på den anden side oplever, at de generelt er blevet bedre informeret. I 2004 var troen på at kunne gøre sig gældende mest udbredt blandt unge, mens den i 2014 for dem er blevet alvorligt svækket. Man ligger på gennemsnittet, kun overgået af de ældre generationer, der i massiv grad oplever, at de ikke kan gøre sig gældende. Det samme mønster finder man, når det drejer sig om status, forstået på den måde, at regeringen bekymrer sig om, hvad den adspurgte mener. Tabel 9. Politisk fremmedgørelse, 2004 og 2014. Enige i pct. Født Folk som jeg har ingen indflydelse på, hvad regeringen foretager sig Jeg tror ikke regeringen bekymrer sig ret meget om, hvad folk som jeg mener Jeg føler, at jeg har en ret god forståelse for de vigtige politiske emner i Danmark Jeg tror, at de fleste mennesker i Danmark er bedre informeret om politik og regeringens aktiviteter, end jeg er 2004 2014 2004 2014 2004 2014 2004 2014 1986-95 48 47 57 35 1975-85 37 46 34 44 67 67 21 17 1960-74 39 45 32 43 72 72 17 14 1945-59 44 49 42 49 75 76 15 13 Før 1945 56 61 49 53 71 79 27 19 Gennemsnit 45 48 40 46 72 71 20 17 Svarkategorien er en skala helt enig, delvist enig, hverken enig eller uenig, delvis uenig og helt uenig. Tabellen opgør antallet af helt enig og delvist enig. N: 2004: 1057.2014: 1669. Når det drejer sig om at være informeret og om at følge med i politik, oplever de unge en udbredt grad af fremmedgørelse. Det er den gruppe, der har mindst fornemmelse for politik, og andelen der finder, at andre er bedre informeret om politik end dem, er den største. Mere end hver tredje ung deler denne holdning. Dette perspektiv åbner naturligt nok for en diskussion af de unges politiske selvtillid. En ting er, at unge føler sig på afstand af det politiske system og at de ikke er specielt godt informeret om politik. Noget andet er, at de unge normalt er meget aktive i samfundet, og har travlt med at lave sociale og kulturelle projekter sammen med andre, hvilket kan give dem erfaringer med at udtrykke sig, og dermed også større selvtillid, når det drejer sig om at tage initiativ til at organisere noget. En selvtillid, der kan omsættes til politik, hvis det skulle være. Det er i hvert fald en oplagt antagelse som eudgangspunkt for en nærmere analyse af unges politiske selvtillid. Til at belyse dette forhold skal de adspurgte tilkendegive, om det er sandsynligt at de ville agere, hvis Folketinget overvejede et lovforslag, som de fandt uretfærdigt og skadeligt. De skal svare på to spørgsmål: a. Hvis det var tilfældet, hvor sandsynligt er det så, at du alene eller sammen med andre 16

ville være i stand til at forsøge at gøre noget ved det? b. Hvis du får stablet noget på benene, hvor sandsynligt er det så, at Folketinget ville behandle disse synspunkter seriøst? Resultatet er vist i tabel 10, og det fremgår af tallene, at mens det i 2004 var 68 er generationen, der var de udfarende, så er det faktisk de unge i 2014. 33 pct. af dem finder, at de ville være i stand til at forsøge at gøre noget ved det, og det er lige over gennemsnittet. Og når det drejer sig om at gøre sig gældende på en måde, så Folketinget ville tage dem seriøst, ligger de også lige over gennemsnittet med 25 pct. Tabel 10. Politisk selvtillid, 2004 og 2014, i pct. Født Forestil dig, at Folketinget overvejede et lovforslag, som du finder uretfærdigt og skadeligt Hvis det var tilfældet, hvor sandsynligt er det så, at du alene eller sammen med andre ville være i stand til at forsøge at gøre Hvis du får stablet noget på benene, hvor sandsynligt er det så, at Folketinget ville behandle disse synspunkter seriøst? noget ved det? 2004 2014 2004 2014 1986-95 33 25 1975-85 32 31 32 23 1960-74 32 31 35 22 1945-59 35 30 31 19 Før 1945 26 28 20 18 Gennemsnit 31 31 29 21 Tabellen angiver andelen meget sandsynligt og ret sandsynligt. N: 2004: 1057.2014: 1596 Selvtilliden fejler altså ikke noget hos de unge. Men det skyldes ikke, at den politiske selvtillid er vokset fra 2004 til 2014. Når det drejer sig om at tage initiativ, er andelen der ville reagere den samme. Derimod er der sket et markant fald i troen på, at Folketinget ville behandle de synspunkter, de ville fremkomme med, seriøst. Set i det lys er de unges selvtillid ikke vokset, men faldet, sammenlignet med de unges i 2004. Men sammenlignet med de andre generationer i 2014, så ligger de på det højeste niveau. Det er altså sket et markant fald i selvtillid hos de øvrige generationer. Bemærkelsesværdigt nok også hos 68 er generationen, der ellers har en lang tradition for at være den mest udfarende og aktive generation i Danmark. Nu ligger dens selvtillid under gennemsnittets. 9. Unge og mit gode liv Sammenfattede er der mange ting der tyder på, at demokrati og politik ikke indgår som centrale hjørnepiller i unges identitet. Især på områder hvor forpligtelser i forhold til generelle fællesskaber er det centrale, ligger de unge relativt set lavere end resten af befolkningen. Det gælder også for vurderingen af demokratiets tilstand og oplevelsen af at være politisk fremmedgjort. Det er kun på ganske få områder, man kan se de unge er mere aktive eller engagerede end resten af befolkningen. Det drejer sig primært om at udvise civil ulydighed, om praktisk tolerance, om manifestationer af politiske synspunkter på internet og sociale medier, når det drejer sig om at tage initiativ til mobilisering og når det drejer sig om at blive hørt af myn- 17