Unges livsvilkår Muligheder, risici og professionelle udfordringer Redigeret af Gundi Schrötter Johannsen & Mimi Petersen AKADEMISK FORLAG
Unges livsvilkår muligheder, risici og professionelle udfordringer Gundi Schrötter Johannsen & Mimi Petersen (red.) 2014 Akademisk Forlag, København Et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copy-Dans regler, se: www.tekstognode.dk/undervisning Forlagsredaktion: Hanne Lyng Frandsen Omslag: Mark Airs Layout og sats: Bjørn Ortmann Tryk: Livonia Print 1. udgave, 1. oplag, 2014 ISBN: 978-87-113-5378-3 www.akademisk.dk Nationalt Videncenter om Udsatte Børn og Unge (NUBU) er resultatet af et partnerskab mellem de syv professionshøjskoler Metropol, UCC, UC Syddanmark, UC Lillebælt, VIA UC, UC Sjælland og UC Nordjylland. NUBU finansieres of professionshøjskolerne og Uddannelsesog Forskningsministeriet foreløbig frem til slutningen af 2014. NUBU vil i denne periode samarbejde med aktører i forskning, professionsuddannelser og praksis omkring produktion og omsætning af viden. Videncentret har en hjemmeside, nubu.dk, som kan bruges som et redskab i arbejdet med viden om udsatte børn og unge.
UNGES LIVSVILKÅR MULIGHEDER, RISICI OG PROFESSIONELLE UDFORDRINGER Redigeret af Gundi Schrötter Johannsen og Mimi Petersen AKADEMISK FORLAG
INDHOLD 6 12 30 48 68 88 104 124 INTRODUKTION TIL UNGES LIVSVILKÅR 1. PASSAGEPROBLEMATIKKER SOM VILKÅR I EN FLYDENDE MODERNITET Af Gundi Schrötter Johannsen 2. UNGE MELLEM MULIGHEDER OG BEGRÆNSNINGER Af Anette Schleicher 3. UNGDOMSKLUBBERNES OG GADEPLANSARBEJDETS HISTORIE OG AKTUALITET Af Christian Sandbjerg Hansen 4. UNGE OG MEDIALISERINGEN Af Ole Christensen og Steen Søndergaard 5. UNGES IDENTITETSSTRATEGIER Af Gundi Schrötter Johannsen 6. UNGE PIGERS SØGEN EFTER IDENTITET VEJE VÆK FRA MARGINALISERING Af Søren Bøjgård 7. UNGE FLYGTNINGES OPLEVELSER AF ANDETGØRELSE Af Mimi Petersen
142 162 182 200 220 236 252 8. UNDERKENDELSE, ANERKENDELSE OG UDSATTE POSITIONER I FOLKESKOLEN Af Kira Saabye Christensen, Christoffer Dejgaard & Üzeyir Tireli 9. UNGE I HANDICAPORGANISATIONER ET IDENTITETS- OG INTERESSEPOLITISK PERSPEKTIV Af Inge Storgaard Bonfils 10. MEDSKABENDE SAMARBEJDE ET SVAR PÅ DE NYE UDFORDRINGER? Af Frank Bylov og Bo Morthorst Rasmussen 11. PROFESSIONSIDENTITET I SVÆV Af Jan Jaap Rothuizen 12. DE MÅSKE KVALIFICEREDE OM UDDANNELSESPARATHED OG FRASORTERINGEN AF DE IKKE- KVALIFICEREDE Af Vibe Larsen og Üzeyir Tireli 13. ET JURIDISK PERSPEKTIV PÅ OVERGANGEN FRA BARN TIL VOKSEN Af Pernille Dalmar FORFATTERNE
INTRODUKTION TIL UNGES LIVSVILKÅR
Introduktion til Unges Livsvilkår Kategorien ungdom synes både indlysende og naturgiven, men er snarere en social konstruktion. Vi kan se, hvordan den bliver aktualiseret med moderniteten, og at den fortsat bliver rekonstrueret nu i det senmoderne samfund, hvor den ser ud til at brede sig aldersmæssigt til alle sider. Det giver dermed også bedre mening at se ungdom som en overgangsfase, dvs. som en periode af relativ destabilisering, der strækker sig mellem de relativt mere stabile og stabiliserede livsformer som henholdsvis barn og voksen. Med det antropologiske begreb passage kan vi skærpe opmærksomheden på det søgende, uafgjorte og risikable og dermed også zoome klarere ind på udsatheden. I de aktuelle tematiseringer af ungdomsproblematikker ses en markant polarisering, hvor passagen for nogle unge synes at udgøre en målrettet karrierebane, mens den for andre snarere ligner famlende forsøg på at finde vej i et totalt flydende landskab. Fælles vilkår for alle unge er dog, at overgangen indebærer risiko og uden risiko ingen adgang til voksenlivet. Hensigten med antologien er at rette et mere alment blik mod unges livsvilkår, således at der ikke decideret skelnes mellem etniske minoriteter, unge med handicap eller psykiske lidelser. I stedet betoner antologien netop nogle fællestræk ved de eksistentielle vilkår i et bevægeligt landskab frem for et blik på specielle typer af udsatheder. Antologien omhandler et bredt udsnit af udsatte unge. Der arbejdes både med unge i forhold til de traditionelle brugergrupper som unge med handicap, marginaliserede unge med anden etnisk baggrund og unge inden for socialpsykiatrien, men derudover rummer bogen også bidrag, der ser unges udsathed gennem generelle sociale og kulturelle analyser, og bidrag, som undersøger udsathed i felter, hvor alle unge færdes. Det er vores opfattelse, at sammenhængen i antologien kan sikres ved, at det overordnede fokus for samtlige kapitler vil være netop udsatheden som et vilkår i en bevægelig verden og denne udsathed belyses så fra forskellige vinkler: pædagogiske, sociologiske, socialpsykologiske, politologiske, juridiske mv. 7
UNGES LIVSVILKÅR Formål med bogen Denne antologi er tænkt som en grundbog, der henvender sig til alle, som arbejder professionelt med unge. En række forskere og undervisere på forskellige professionsuddannelser bidrager med hver deres perspektiv til en nuanceret og flerdimensionel forståelse af unges livsvilkår, muligheder og risici. Hensigten med antologien er at give såvel praktikere, der arbejder professionelt med unge, som studerende og undervisere på professionsuddannelserne en større indsigt i og forståelse for kompleksiteten i de unges livsvilkår. Den redaktionelle hovedide er at samle og vinkle de forskellige bidrag sådan, at de sammen kan belyse feltet og dets dilemmaer og flertydigheder fra flere vinkler. Dette gør vi ved at sam- og modstille de centrale aktørperspektiver: de unges, indsatsernes policy-mål og professionernes egne syn på, hvor netop deres bidrag sætter ind. De forskellige kapitler består af en vekslen mellem teoretiske tilgange og eksempler, cases, refleksionsopgaver, interviews mv. alle med baggrund i forfatternes praksiserfaring og forskning. Vi håber, at antologien kan være et væsentligt bidrag i forhold til at kvalificere den professionelle indsats yderligere. Da bogens forfatterpanel er tværprofessionelt sammensat og dermed har forskellige faglige tilgange til forståelsen af de unges livsvilkår, vil antologien også kunne bruges på forskellige professionsuddannelser. Den væsentlige undervisningsværdi i dette design vil ligge i, at der således skabes et refleksionsfelt snarere end et løsningskatalog eller sagt med andre ord: problematiseringer snarere end koncepter og metoder. Antologien inddrager viden fra flere perspektiver, såvel grundlagsviden som problematiseringer heraf og baseres på både forskningsviden, professionel indsatsudvikling og civile hverdagslige erfaringer. 8
Introduktion til Unges Livsvilkår Bogens opbygning Bogen er bygget op, således at nogle kapitler beskæftiger sig med mere generelle vilkår for ungdomsliv, og andre kapitler med mere specifikke udfordringer, som visse grupper af unge oplever. Endelig er der kapitler, der mere konkret forholder sig til professionsrelaterede forhold i arbejdet med unge. I kapitel 1, Passageproblematikker som vilkår i en flydende modernitet, diskuterer Gundi Schrötter Johannsen, hvordan overgange forstået som passager optræder og håndteres i ungdomslivet, der som livsperiode netop er kendetegnet ved rigtig mange overgange. Kapitlet lægger op til refleksion over de professionelles indsats i forhold til disse passager. I kapitel 2, Unge mellem muligheder og begrænsninger, diskuterer Anette Schleicher danske unges kultur anno 2014. Her karakteriseres de unge som en generation af samfundsborgere, der formår at agere med en individualitet og særlig kompetence i forhold til at definere egne liv, som er i besiddelse af et bevidst forandringsparat setup, og som, når det fordres, formår at udvise socialiseringskompetencer på flere arenaer på samme tid. I kapitel 3, Ungdomsklubbernes og gadeplansarbejdernes historie og aktualitet, afdækker Christian Sandbjerg Hansen den socialhistoriske og pædagogiske spænding mellem klubberne og gadeplansarbejdet for herigennem at perspektivere nutidige selvfølgeligheder og dermed invitere til en refleksion over, hvordan fortiden er indskrevet og virker i nutiden. I kapitel 4, Unge og medialisering, belyser Ole Christensen og Steen Søndergaard, hvorledes digitale medier indgår i og præger unges hverdagsliv og identitetsdannelse. Forfatterne diskuterer, hvordan unge, som er vokset op med digitale medier, ofte har en anden forståelse og tilgang til hverdagens digitale mediebrug end voksne og ældre. I kapitel 5, Unges identitetsstrategier, bidrager Gundi Schrötter Johannsen med et overordnet blik på identitetsdannelse. Endvidere belyser kapitlet, hvordan professionelle kan forstå de unges handlinger som forsøg på at opretholde en bæredygtig identitet, såvel individuelt som kollektivt. Identitetsperspektivet relaterer 9
UNGES LIVSVILKÅR sig til unge generelt, men har et særligt fokus på unges fester og på unge, der befinder sig i en udsat position i forhold til manglende tilknytning til arbejdsmarkedet. I kapitel 6, Unge pigers søgen efter identitet veje væk fra marginalisering, beskriver Søren Bøjgaard gennem to forskellige fortællinger om henholdsvis Linda og Karen to yderpoler i nutidens pigekultur, som stiller nye krav til professionelle, der arbejder med unge. I kapitel 7, Unge flygtninges oplevelser af andetgørelse, belyser Mimi Petersen, hvordan oplevelsen af andetgørelse bliver et grundvilkår for unge migranter og flygtninge, uanset om de befinder sig i Danmark, eller om de vender tilbage til hjemlandet. Forfatteren pointerer betydningen af samspillet mellem flere forskellige sociale kategorier såsom køn og etnicitet i forhold til de unges oplevelser af såvel eksklusion som inklusion. I kapitel 8, Underkendelse, anerkendelse og udsatte positioner i folkeskolen, belyser Kira Saabye Christensen, Christoffer Dejgaard og Üzeyir Tireli, hvordan skolelivet kan opleves og forstås af unge drenge med anden etnisk baggrund, som har haft det vanskeligt i folkeskolen. Kapitlet betoner vigtigheden af, at man interesserer sig for og kan indtage de unges perspektiver for at kunne skabe meningsfulde og inkluderende læringsfællesskaber for denne gruppe unge i folkeskolen. I kapitel 9, Unge i handicaporganisattioner et identitets- og interessepolitisk perspektiv, redegør Inge Storgaard Bonfils for handicapbegrebet og identitetsmæssige dilemmaer, som unge med handicap kan befinde sig i. På den ene side kan deltagelse i diverse handicaporganisationer være med til at konstituere identiteten, på den anden side kan en sådan deltagelse opleves som en form for selvstigmatisering. I kapitel 10, Medskabende samarbejde et svar på nye udfordringer?, diskuterer Frank Bylov og Bo Morthorst Rasmussen de aktuelle vilkår for unges vej til voksenhed og myndighed som et komplekst sammensat landskab i stadig bevægelse. Kapitlet har fokus på muligheder og begrænsninger, der kan opstå i samarbejdet mellem de professionelles indsatser og de nye frivillighedsformer. 10
Introduktion til Unges Livsvilkår I kapitel 11, Professionsidentitet i svæv, argumenterer Jan Jaap Rothuizen både for, at den pædagogiske opgave altid er de unges egen navigationsevne, og at den professionelle ikke kan nøjes med at identificere sig med sin rolle gennem metode og målfaste projekter. Derfor konkluderer forfatteren, at identiteten er i svæv som et grundvilkår både for de unge og de professionelle. I kapitel 12, De måske kvalificerede om uddannelsesparathed og frasortering af de ikke-kvalificerede, diskuterer Vibe Larsen og Üzeyir Tireli både ungdom og uddannelse med udgangspunkt i den politiske beslutning fra 2010 om vurdering af uddannelsesparathed af unge i folkeskolens 9. og 10. klasse. Kapitlet indeholder ligeledes en diskussion af, hvilke frasorteringer og marginaliseringer denne vurdering skaber. I kapitel 13, Et juridisk perspektiv på overgangen fra barn til voksen, belyser Pernille Dalmar med udgangspunkt i en fortælling om Carsten, hvilken betydning lovgivningen har i overgangen fra barn til voksen. Derudover beskriver hun betydningen af den juridiske pligt til at klare sig selv, når man fylder 18 år. Tak De første spæde tanker om en ungeantologi fandt sted ved et seminar i Det Nationale Videncenter for Udsatte Børn og Unge (NUBU). Vi vil derfor gerne takke NUBU for troen på antologiens relevans og for økonomisk støtte. Også en tak til Vibeke Schrøder og Frank Bylov, der særligt i starten af processen ydede en meget stor indsats. En særlig tak skal lyde til forlagsredaktør Hanne Lyng Frandsen for et forrygende og dybt engageret samarbejde. Også en stor tak til forfatterne for et meget inspirerende og ukompliceret samarbejde gennem hele processen. Endelig en tak til vores familier, der tålmodigt og interesseret har fulgt antologiens tilblivelse, og til Louise Schrötter Johannsen for en løbende videreudvikling af passagebegrebet. Gundi Schrötter Johannsen og Mimi Petersen Juli 2014 11
1 PASSAGEPROBLEMATIKKER SOM VILKÅR I EN FLYDENDE MODERNITET AF GUNDI SCHRÖTTER JOHANNSEN
Vi er ikke rigtig voksne, vi er ikke rigtig børn, vi er både-og og hverken enten-eller. Vi er for unge til at elske og for gamle til at slås. Der er ingen, der har rigtig brug for os. Sådan beskriver børnekoret Hornum Koret på deres udgivelse Bøllebob og de andre fra 1978 overgangen fra ung til voksen. Ethvert menneske vil, uanset kulturel og historisk kontekst, opleve forskellige overgange. Det kan være livstidsovergange som f.eks. overgangen fra barn til ung, fra ung til voksen osv., men det kan også være overgange fra en virksomhed til en anden eller fra en social status til en anden som f.eks. overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse, overgange i forbindelse med jobskifte eller fra et liv som single til at indgå i et fast parforhold osv. Spørgsmålet er, hvordan sådanne overgange optræder og håndteres i ungdomslivet, der som livsperiode netop er kendetegnet ved rigtig mange overgange, og hvordan de professionelle kan forstå den unge i de forskellige overgangsfaser og dermed reflektere over, hvordan de videre bedst kan støtte den unge. Centrale emner: kultur, passage, liminalitet, det flydende moderne, projektsamfundet Copyright Akademisk Forlag
UNGES LIVSVILKÅR Overgange forstået som passageproblematikker Det teoretiske afsæt for den følgende diskussion af, hvad der kendetegner passager, er primært baseret på den franske etnolog Arnold van Gennep (1873-1957) og den engelske kulturantropolog Victor Turner (1920-1983). Begrebet overgang er et commonsense-begreb, hvorfor det ikke er tilstrækkeligt præcist i forhold til at indkredse og analysere de transformationer, der foregår i ungdomstiden. Den danske ordbog definerer begrebet overgang som en gradvis forandring eller udvikling fra noget til noget andet. Et gradvist skift fra en tilstand til noget andet. Begrebet bliver også brugt i forhold til, at noget blot er en overgang, dvs. en tilstand, der går over igen, hvorefter vi kan vende tilbage til en tidligere normal tilstand. I stedet for overgang vil kapitlet benytte begrebet passage. Passagebegrebet stammer oprindeligt fra antropologien, der som videnskab har sin opmærksomhed rettet mod mennesket som en del af et socialt fællesskab (Hastrup, 2010). Antropologi er optaget af at opnå en almen viden om, hvordan sociale og kulturelle selvfølgeligheder etableres og transformeres i en vekselvirkning mellem en kollektiv forventningshorisont og individuel kreativitet (Hastrup, 2010: 7). Passagebegrebet bliver i en faglig sammenhæng introduceret af den franske etnolog Arnold van Gennep i bogen Rites de passage fra 1909 (norsk udgave 1999). Det, der kendetegner passagen, er, at mennesket bevæger sig fra noget kendt til noget, der endnu ikke er, eller som endnu er ukendt for den pågældende. Den danske filosof Anders Fogh Jensen (2010) beskriver ligeledes passagen som en tilstand, hvor man ikke umiddelbart kan gøre brug af erfaringer fra en tidligere kendt tilstand, fordi der netop er tale om et skift til noget radikalt nyt. Passagen bliver på den måde en tilstand af midlertidighed en midlertidighed, der gennemløber forskellige faser, hvor den unge har sagt farvel til noget kendt. Der er altså tale om en midlertidig tilstand af både-og og hverken enten-eller med tilhørende identitetsmæssig usikkerhed. Passagen har historisk altid været betragtet som en farlig tilstand, der var præget af uvished, og hvor noget derfor kunne gå 14
Passageproblematikker som vilkår i en flydende modernitet galt. For at minimere konsekvenserne, hvis noget skulle gå galt, foregik f.eks. passagen fra dreng til voksen mand i tidligere tiders samfund typisk ude i skoven, altså borte fra det normale samfund. Mens de unge mænd opholdt sig i skoven, befandt de sig i en form for ingenmandsland og et identitetsmæssigt vakuum. De var ikke længere børn med tilhørende kulturelle og sociale definitioner, men de var heller ikke blevet til mænd endnu. For at guide de unge i denne passagetilstand var de sammen med ældre erfarne mænd, der kunne styre de manddomsprøver, som den unge skulle gennemgå for at komme helt igennem passagen og vende hjem til landsbyen med deres nye sociale status som mænd. I vor tid kan vi også genfinde de voksne og erfarne som hjælpere i passagen, bl.a. i form af en udpræget brug af mentorer og tutorer i såvel uddannelser som på arbejdsmarkedet. Deres opgave er at guide den unge eller nytilkomne i passagen, således at den unge ender med at blive et integreret medlem af det nye fællesskab. Den samme tendens til mentorordninger kan også iagttages i forhold til indvandrere og flygtninge og deres integration i det danske samfund, forskellige handicaporganisationers uddannelse af brugerlærere mv. Metaforisk kan passagen beskrives som en tunnel eller en viadukt, hvor man, når man går ind, forlader det trygge og kendte og endnu ikke ved præcist, hvad der venter på den anden side; specielt hvis tunnelen er mørk, er det heller ikke muligt at se, hvad der eventuelt kan ske, mens man er i tunnelen. At kunne agere i forhold til de forskellige passager i ungdomslivet får afgørende betydning for de unge, idet der for mange bliver tale om en gennemgribende identitetstransformation, hvor man skal kunne skabe sig en identitet i forhold til noget, der endnu er ukendt. Hvor vanskelig transformationsprocessen fra ung til voksen kan opleves, kan illustreres gennem følgende korte fortælling, baseret på to unge piger i begyndelsen af tyverne: Karin og Louise er vokset op i en lille jysk provinsby og er begge i forbindelse med deres uddannelse flyttet til København. Karin, der har afsluttet sin uddannelse og fået fast arbejde, har en forholdsvis stor lejlighed på Østerbro. Louise er stadig i gang med sin uddannelse og har det meste af sin studietid 15
UNGES LIVSVILKÅR haft korte lejemål, hvor hun har boet sammen med varierende medstuderende, typisk et halvt til et helt år ad gangen. Louises situation afspejler en boligmæssig midlertidighed, som flere unge oplever som et vilkår i deres studietid. Da Louise står i den situation, at hun ikke kan blive boende på det værelse, hun har lejet hos en anden studerende, bliver hun igen midlertidig boligløs. Karin og Louise begynder at planlægge, at Louise kan flytte ind hos Karin og leje det ekstra værelse, der er i lejligheden. De er enige om, at det både ville være praktisk og hyggeligt. Lejemålet bliver dog aldrig en realitet, for som Karin siger: Jeg føler mig faktisk ikke som voksen, men jeg ved jo godt, at jeg er det. Og så må jeg vel også hellere prøve at begynde at leve og bo som en voksen. Fortællingen afspejler Karins fornemmelse af at befinde sig i en form for mellemtilstand, en passage, hvor hun, selvom hun ikke føler sig som voksen, alligevel begynder at internalisere sociale og kulturelle normer i forhold til, hvad det indebærer at leve et voksenliv. Voksenlivet er bl.a. karakteriseret ved at have fast arbejde og egen bolig. Studietiden er derimod karakteriseret ved at være en del af ungdomslivet, hvor det kulturelt opleves som mere naturligt, at der kan være tale om forskellige mere eller mindre stabile boligforhold. Louise har stor forståelse for Karins beslutning, hvilket kan ses som en indikation på, at Louise deler den samme kulturelle opfattelse af forskellen på ungdoms- og voksenliv også selvom det betyder, at Louise må fortsætte sin boligjagt. Som faglig refleksion kunne det være interessant at vide, om lejemålet var blevet en realitet, hvis Karin stadig havde været studerende. Fortællingen om Karin og Louise illustrerer, hvordan de begge kender de kollektive forventninger, der er knyttet til voksenlivet, og hvordan denne viden afspejler sig i deres individuelle handlinger. Den kulturelle erfaring og viden, som begge piger er i besiddelse af, og som de benytter som retningsgivende for meningsfulde beslutninger og handlinger, skal inden for antropologien forstås som en viden, der ikke nødvendigvis kan omsættes i ord. Ifølge Kirsten Hastrup (1992) er kulturel viden ikke noget, man taler om, men snarere en position, man taler fra. 16
Passageproblematikker som vilkår i en flydende modernitet Passagen er forbundet med nye og spændende muligheder, men bestemt også med mange udfordringer og vanskelige valg (Luckow m.fl., 2013). Passagen opleves bl.a. i forbindelse med at flytte hjemmefra for første gang, passagen fra den lokale folkeskole til en efterskole eller en ungdomsuddannelse, at flytte fra hjembyen til en ny uddannelsesby osv. Ungdomstiden kan således ses som en periode i livet, der er præget af mange muligheder, udfordringer, valg og fravalg samt et konstant arbejde med at tilpasse sig og agere hensigtsmæssigt på mange forskellige arenaer for at opnå social deltagelse (Nielsen & Sørensen, 2011). De forskellige arenaer og specielt passagen imellem dem nødvendiggør en viden om og kompetencer til at opnå en social integration i nye fællesskaber fællesskaber, der alle er baseret på bestemte regler, værdier og sociale koder for deltagelse. Som professionel er det derfor vigtigt at være opmærksom på, hvorledes den unge mestrer disse forskellige passager (Nielsen & Sørensen, 2011). Passagemodellen Set i forhold til at kultur indeholder såvel et kollektivt som et individuelt perspektiv, betyder det også, at passagen som et antropologisk begreb på samme tid skal forstås som en tilstand, der vedrører den enkelte unge og hans eller hendes håndtering af denne tilstand, og som en kulturs måde at opretholde sig selv på. Van Genneps og Turners (van Gennep, 1999; Turner, 1969; Schjødt, 1992) teoretiske tilgange formidler en model og et tankesæt, der kan medvirke til at skabe større forståelse for de vanskeligheder og muligheder, unge møder i forbindelse med passager i deres liv, således at den professionelle indsats kan tilrettelægges på en måde, der er medvirkende til, at unge får den bedst mulige hjælp og støtte. Van Gennep (1999) og siden Victor Turner (1969) opererer med tre forskellige kulturelle ordener, der kan beskrives som forskellige statustilstande, og illustrerer disse ordener ved følgende model: 17
UNGES LIVSVILKÅR +1 eller 0 0 eller -1 Liminalfasen Separationsfasen Initiationsfasen Reintegrationsfasen Finalfasen Den etablerede orden er en form for 0-tilstand, der repræsenterer en nutidig tilstand, som er kulturelt anerkendt og alment accepteret som den rigtige måde at leve og forvalte sit liv på. Denne orden svarer til den normale unge, og hans eller hendes måde at agere i sit liv på. I eksemplet med Karin og Louise bliver forhold angående den rigtige måde at bo på som henholdsvis studerende og voksen af begge piger opfattet som en kulturelt anerkendt 0- orden. +1-ordenen repræsenterer situationer, hvor individet skal overgå til en ny tilstand. Dette er både i forhold til mere formeltrituelle tilstande, såsom dåb, konfirmation og død, biokulturelle tilstande som puberteten, men også sociale tilstande indikeret ved studiestart, arbejdsskift, skift fra folkeskole til ungdomsuddannelse eller fra ufaglært til at gå i gang med en uddannelse osv. På denne måde repræsenterer +1-ordenen erhvervelsen af en ny og højere status, en ny viden eller nye indsigter. Den unge, der bevæger sig fra en 0-orden til en +1-orden, vil således opnå en højere samfundsmæssig status. Set i forhold til, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, kan det i en passageoptik ses som en kulturel forandring, hvor at tage en uddannelse ikke længere opfattes som en +1-orden, men derimod bliver defineret som en normal tilstand, altså som en 0-orden. Det er en forandring, der stiller større krav til ungdomstiden, idet den 18
Passageproblematikker som vilkår i en flydende modernitet unge nu skal præstere endnu mere for at kunne opnå en +1-status. Den sidste orden er en -1-orden. Denne tilstand er en form for krisesituation, der repræsenterer en overgang fra et anormalt negativt udgangspunkt til at opnå en mere kulturelt anerkendt status. Den unge kan være arbejdsløs og på kontanthjælp, have et begyndende misbrug eller i det hele taget leve et liv, der er på kant med den almindelige kulturelle opfattelse af, hvad det rigtige, fornuftige og kulturelt anerkendte ungdomsliv indebærer. Overordnet er modellens tre faser inddelt i tre forskellige stadier. Det første stadie handler om en adskillelse fra den position, den unge aktuelt befinder sig i. I dette stadie indgår modellens to første faser: initiationsfasen og separationsfasen. Initiationsfasen handler om, at den unge enten selv ønsker at skabe en forandring i sit liv, det kan f.eks. være en beslutning om at flytte hjemmefra, men det kan også være et udefrakommende krav, f.eks. et lovpligtigt uddannelseskrav. I separationsfasen bevæger den unge sig væk fra sin hidtidige status. Den unge forlader f.eks. eksisterende venskaber for at starte på en efterskole. Separationsfasen er meget tæt forbundet med liminalfasen, idet separationen kan ses som en forberedelse til liminaliteten. Ordet liminal stammer fra latin og betyder tærskel. Den liminale fase er en form for mellemtilstand, der skal forstås som den tærskel, den unge skal overskride for at nå frem til det sidste stadie, integrationsstadiet, der består af en reintegrationsfase og en finalfase. Passagen bliver ifølge Turner (1969) specielt tydelig i den liminale fase. Den unge har forladt en kendt position, men er endnu ikke fuldt ud integreret i den nye position. Den unges tilstand repræsenteres af en dialektik mellem snart og endnu ikke. På den ene side er den unge ikke længere folkeskoleelev, men han eller hun er heller ikke en aktiv del af efterskolelivet endnu. Den liminale tilstand er uhåndgribelig, den unge befinder sig i en form for identitetsmæssigt ingenmandsland. Den liminale fase er af samme grund kendetegnet ved en form for antistruktur. Når man ikke ved, præcist hvilken personlig og kulturel position man indtager, bliver det vanskeligt at knytte an til kendte strukturer. Den unge vil i den liminale fase være ekstra sårbar, men samtidig er identiteten åben for forandring og udvikling i retning af den nye 19
UNGES LIVSVILKÅR position. I et mere kollektivt perspektiv vil også omverdenen have vanskeligt ved at kategorisere den unge, mens denne er i den liminale fase. Det betyder, at utrygheden og antistrukturen eksisterer på såvel et individuelt som på et kollektivt niveau, hvorfor denne utryghed også spiller en rolle i den professionelle indsats. Det sidste stadie, integrationsstadiet, består af en reintegrationsfase og en finalfase. Hvis den unge kommer godt igennem den liminale fase, sker der en begyndende reintegration, hvor den unge bevæger sig ind den nye position. Den unge begynder at forstå og internalisere de kulturelle forventninger, der knytter sig til den nye position. Den unge falder lige så stille til på eksempelvis efterskolen, kollegiet eller arbejdspladsen. For den enkelte unge begynder således en identitetsmæssig transformation, tilstanden af antistruktur ophæves gradvist, og som et mere kollektivt fænomen bliver det efterhånden muligt også at knytte bestemte kulturelle forventninger til den unges nye position. I finalfasen fremstår den nye identitet som en helt igennem integreret del af den unges nye selvopfattelse. Den unge har udviklet sig og færdes sikkert mellem de krav, forventninger og muligheder, som hører den nye orden til. Bl.a. fortæller tidligere efterskoleelever, at de, når de møder andre unge, som de ikke kender, ofte kan mærke, om disse andre unge også har gået på efterskole. Dette kunne tyde på, at der på trods af individuelle forskelligheder er blevet dannet en form for kollektiv final identitet som efterskoleelev. I det næste afsnit bliver det belyst, hvordan van Genneps model kan medvirke til en øget professionel forståelse af unges passageproproblematikker. Afsnittet tager udgangspunkt i tre meget forskellige unge og deres bestræbelser, vanskeligheder og sejre i forhold til at befinde sig i passagen. Fortællingen om Rasmus: passagen som en overgangsritualstruktur Rasmus er en helt almindelig dreng på 15 år, der i sin fritid er en meget aktiv idrætsudøver. I midten af 8. klasse begynder han at blive mere og mere træt af skolen, og han bliver sammen med sine forældre enige om at starte på efterskole. Det viser sig 20
Passageproblematikker som vilkår i en flydende modernitet dog hurtigt, at det er vanskeligt for Rasmus at kombinere livet på efterskolen med sin træning, og han vælger derfor at stoppe på efterskolen og vende tilbage til en ny folkeskole i sin hjemby. Skoletrætheden bliver bestemt ikke mindre, og Rasmus bliver efterhånden mere og mere usikker på, hvad han gerne vil lave, og hvordan han skal få sit liv til at hænge sammen. Det hele bliver ikke bedre af, at han efter en skade er stoppet med sin idræt. Rasmus oplever lige nu, at livet er vanskeligt, men også at han er nødt til at handle for at komme videre. Han beslutter sig for at starte på grundforløbet på teknisk skole, da han har en ide om, at han gerne vil være tømrer. Men Rasmus møder også mange usikkerhedspunkter: Rasmus første usikkerhed går på, om det nu også er godt nok at blive tømrer, da de fleste i hans familie har en uddannelse på bachelorniveau. Heldigvis har Rasmus en familie, der støtter ham i, at det er godt nok. Rasmus starter på grundforløbet, men det varer ikke længe, før den næste usikkerhed dukker op: Er det muligt at få en læreplads? Rasmus fortælling kan ses som en bevægelse fra en 0- til +1-orden. I sin vej gennem passagen opnår han ny viden og bevæger sig fra en normal tilstand til en tilstand med en højere kulturel status. +1 0 Separationsfasen Initiationsfasen Reintegrationsfasen Liminalfasen Finalfasen 21