Du og jeg, Alfred Udarbejdet af Anja Giessing Markussen Inklusiv praksis i et individuelt perspektiv Modul 2 Ballerup Kommune Professionshøjskolen UCC Modul 113135, Foråret 2011 Vejleder Martin Kirkegaard Hansen Opgaven indeholder 12.968 anslag Indholdsfortegnelse 1
1. INDLEDNING... 2 2. PROBLEMFORMULERING... 2 3. EMNEAFGRÆNSNING... 2 4. METODE... 2 5. TEORI... 2 6. CASE... 4 7. ANALYSE... 4 8. KONKLUSION... 5 9. LITTERATURLISTE... 7 2
Indledning Med Salamanca-erklæringen (1994), blev det overordnede politiske grundlag for inklusion vedtaget. Målet for inklusion i Ballerup Kommune er, at alle børn og unge deltager i et socialt og forpligtende fællesskab; De voksne har et ansvar og spiller en central rolle i dannelsen af fællesskaber, da fællesskabet er udgangspunktet i dannelsen af bl.a. de sociale kompetencer, som er væsentlige i børnenes og de unges videre liv. (www.ballerupkommune, 2010). Jeg har i valg af opgavens indhold, ladet mig inspirere af Kommunens inklusionsside, samt af mit daglige arbejde som støttepædagog på klubområdet, hvor jeg har til opgave at sparre og vejlede det pædagogiske frontpersonale i forhold til kerneområdet børnene. Jeg er optaget af pædagogens rolle, da jeg antager at det er her, at jeg vil kunne gøre en forskel, via egen kompetenceudvikling, for derefter at kunne inspirere mine kolleger, til gavn for det enkelte barn. Opgavens titel Du og jeg, Alfred, fra historien om Emil fra Lønneberg, beskriver en helt særlig relation imellem to mennesker. En fordomsfri relation, som vi voksne kan bruge som inspiration i det pædagogiske arbejde. Problemformulering Overnævnte betragtninger danner baggrund for problemformuleringen; Hvilke muligheder har jeg, for at øge den inklusive praksis, til gavn for det enkelte barn, med udgangspunkt i pædagogens rolle? Emneafgrænsning Jeg har valgt at holde fokus på pædagogens rolle, velvidende at opgaven havde set væsentligt anderledes ud, ved valg af andre teorier, eller hvis jeg havde taget barnet, sproget eller andre relevante perspektiver. Målgruppen er klubbørn i alderen 10-16 år. Metode Den systemiske teori, dele af den narrative, samt Vygotskijs teori om zone for nærmeste udvikling, er alle teorier, som for mig giver mening at have kendskab til i inklusionsarbejdet, med afsæt i pædagogens rolle. Jeg vil beskrive teorien, præsentere en case, for herefter at analysere denne, ud fra de valgte teorier, for til slut at konkludere. Teori Systemisk Ifølge den systemiske tænkning kan man ikke forholde sig til et komplekst system, ved at beskæftige sig men dets enkeltdele. Et udgangspunkt som gør op med tanken om at kunne se på individet, uafhængigt af dets miljø og kontekst. At indgå i et system er en kompleksitet af gensidige relationer, med alle dets facetter. En kompleksitet som forudsætter, at vi må forholde os til, at der ikke findes entydige rigtige svar. 3
Humberto Maturanas domæneteori, tillægger en yderligere faktor til kompleksiteten, i hans beskrivelse af æstetikkens domæne som rummer vores personlige, individuelle erfaringer, historie, og egen opfattelse af denne, som tilsammen udgør at to professionelle ikke opfatter samme situation eller samme barn på samme måde. (Hornstrup 2005). Det er en systemisk pointe, at nutiden afhænger af (perspektivet på) fremtiden og ikke af fortiden; At historien om fortiden er med til at skabe perspektivet på fremtiden. Her tillægges sproget en stor betydning, da sproget er os, og da det er gennem sproget at vi skaber os selv og de relationer, vi indgår i. Gregory Bateson så alt i verden som kommunikation, skabelse og overførsel af information i levende systemer. Den systemiske metode baserer sig på en cirkulær tankegang, hvis primære formål er at undersøge og afprøve. Her ses på sammenhænge, både- og tænkning, relationer, perspektiver og muligheder. Denne tænkning erstatter den lineære tankegang, som er kendetegnende ved at være en enten eller tænkning, logisk argumenterende, årsagsforklarende, med ledende spørgsmål, som har til formål at forstå. (Larsen, 2011) Narrativ Narrativ betyder fortælling. I den narrative tænkning tages udgangspunkt i at mening og forståelse altid er organiseret i en eller anden form for fortælling. Vores liv udgøres af fortællingen, hvor der uddrages forskellige punkter. Vi lever vores liv i overensstemmelse med de historier, vi fortæller om os selv, og de historier andre fortæller om os. Jerome Bruner udtrykker at vi mennesker har en medfødt evne til at opbygge en biografi. Dominerende beskrivelser er skabt af andre. De er ofte problembeskrivende, og giver begrænset rum for konstruktiv udvikling. En beskrivelse om handling og identitet kan skabes af os pædagoger, som har magten til at definere særlige omstændigheder. Disse historier, kan få individet til at forstå sig selv sådan, og hermed få konsekvenser for dennes ageren og selvforståelse. I det narrative perspektiv fokuseres der på at skabe tykkere historier, som har til hensigt ikke at støtte og vedligeholde disse problemer. (White 2007) Vygotskij (1896-1934) Den russiske psykolog Vygotskij har udviklet teorien om zonen for nærmeste udvikling (znu), som beskriver afstanden mellem det faktiske og det potentielle udviklingsniveau. Zonen forstås som en læringszone, der markerer afstanden mellem det man er i stand til at tilegne sig og opnå selvstændigt, og det som er muligt at tilegne sig og opnå i samarbejde med kompetente andre. I denne læring skal der tages udgangspunkt i de kompetencer, som barnet har. Vygotskij tager afsæt i de mellemmenneskelige relationer, og mener at al udvikling og læring har sit udgangspunkt her, at den ydre læring går forud for den indre. Sproget antager han som det vigtigste bindeled mellem mennesket og dets omverden. (Gulbrandsen, 2009), (White, 2007), (Bråten, 2006) 4
Case De omtalte børn er mellem 12 og 14 år. Situationen udspiller sig i klubbens fællesrum og er fortalt af pædagogen A ; Jeg aftaler med 3 børn (B, C og D) at vi sammen skal spille et spil. Inden vi gik i gang fortalte jeg dem at vi skal have en god tone, og ikke være flabet overfor hinanden. D og jeg spiller sammen imod B og C. Da D og jeg kommer foran, begynder B, at sige til C, at han er dårlig, og ikke kan finde ud af en skid. Jeg beder B om at gå væk fra bordet, fordi han ikke har overholdt de regler vi har lavet. Han benægter og siger at han ikke var flabet, og siger: det er altid kun mig som det går ud over. Han vil ikke gå væk fra bordet, trods det at jeg beder ham om det 3 gange. Jeg fortæller til sidst B, at hvis han ikke kan opføre sig ordentligt, så må han gå hjem Analyse Jeg vil nu analysere casen ud fra overnævnte teorier, samt indflette bud på pædagogiske handlemuligheder, alt sammen med fokus på A s tilgang til B. For at belyse og analysere casen vil jeg gøre brug af den systemiske betragtning ifølge hvilken det ikke er muligt at forholde sig neutralt og objektivt. Der er ingen absolut sandhed, det vi ser og oplever, fortolker vi på baggrund af vores tidligere erfaringer, erkendelser og oplevelser. Det vi ved, føler og tænker påvirker både os selv og det vi ser. Vi kan ikke tale om én fælles forståelse og opfattelse af verden, men om en mangfoldighed af virkeligheder. Gennem sprog og interaktion i samspil med andre mennesker, skaber vi virkeligheden. Hvis vi går ud fra Batesons kommunikationsteori må vi holde for øje, at alt vi gør eller ikke gør indeholder information for andre. I forskellig grad påvirker vi andre med vores ord, tonefald, ansigtsudtryk, gestus med mere. Vi kan ikke ikke-kommunikere, vi kan ikke udvise ikke-adfærd. Og troværdigheden af vores budskab, afhænger af om der er overensstemmelse eller uoverensstemmelse mellem den verbale og den ikke-verbale kommunikation. Ud fra casen antages at A har nogle erfaringer med B, hvorfor A indleder med at aftale reglerne for aktiviteten. Der kan her være tale om en negativ forventningscirkel, som er svær at bryde (Damsgaard s.59, 2005). Den voksne (A s) intention ift. at lave disse regler, kan være at skabe tydelige forudsigelige rammer, i samværet, med aktiviteten som det fælles 3. At A beskriver B s udtalelser om C, som et regelbrud, efterlader spørgsmålet: Har børnene forstået hvad god tone og flabet betyder, og er de blevet enige om reglerne herfor? Da B omgås disse regler, bliver han af A, mødt med konsekvens, altså en lineær tilgang, med logisk årsagsforklaring, når jeg har sagt A, må jeg også sige B, hvilket fastlåser situationen. B s forskellige forsøg på at blive i fællesskabet, resulterer i at A bruger sin komplementære position, i voksenrollen, med et ekskluderende resultat. 5
Casen set med Vygotskijs teori; Med udgangspunkt i Vygotskijs teori, er det den voksne som er ansvarlig for relationen, og læringen. Da A kender B, kunne A tage udgangspunkt i B s znu. At definere denne er et voksen ansvar, som godt kan undersøges sammen med barnet/den unge, hvilket jeg forestiller mig, forudsætter en god relation og fælles mål. Det er her vigtigt at vi er vores professionelle rolle bevist og reflekterer over egen praksis. Dette kræver en selvindsigt, men også en kultur hvor det er i orden at fejle, samt hvor vi bruger hinanden kollegialt. Det er vigtigt, at vi i personalegruppen, sammen kan forsøge at forholde os objektive. Dette ved at være åbne og fordomsfrie (Maturanas forklarings domæne). Det giver mening at tænke inkluderende perspektiver ind i znu, netop fordi der her er tale om en proces der opstår og udvikles i et fællesskab med mindst en anden. Således er det oplagt at få øje på de inkluderende perspektiver der fx findes i aktiviteter, hvor der indimellem kan være grobund for konflikter, men hvor der ligeledes er kæmpe potentiale i at børn vejleder børn. Igen har det overvejende betydning hvordan de voksne omkring børnene handler samt de voksnes forvaltning af deres definitionsmagt (Bay, 1996) Casen set fra et narrativt perspektiv; A har skabt en dominerende historie om B, en negativ historie som B bekræfter, ved at efterleve A s forventningerne ift. reglerne, samt i sin udtalelse omkring at jeg altid får skylden. A kunne forberede B på en positiv og anerkendende måde, såsom at sige jeg vil meget gerne spille med jer, og det kan vi på en god måde, hvor vi hjælper hinanden. A kunne ligeledes tage ansvar for aktiviteten, og hermed fællesskabet, ved at tænke på helheden og konteksten. Dette kunne være ved at dele holdene eller tage andre forholdsregler ift. B s znu. En tilgang som ville kunne skabe åbning for at guide B, i bestræbelsen på at inkludere. En narrativ kan ændres, ved at lave en alternativ historie, med udgangspunkt i at undersøge B s intention, som kunne omhandle et ønske om at forblive i fællesskabet, at være inkluderet eller ikke at tabe. De positive historier er ofte svære at finde i de vanskelige opgaver. Derfor er det vigtig at finde selv de mindste succeshistorier, dekonstruere og rekonstruere dem. Konklusion Jeg vil nu forsøge at besvare min problemformulering; Hvilke muligheder har jeg, for at øge den inklusive praksis, til gavn for det enkelte barn, med udgangspunkt i pædagogens rolle? Jeg har i studiet, modtaget meget spændende undervisning og læst mange gode bøger, som tilsammen har givet mig en meget bredere viden, og hermed forøgede handlemuligheder, som jeg glæder mig til at arbejde med. Det er vigtigt at huske på at vi alle er eksperter i vores eget liv, og at jeg kun kan hjælpe med at forstyrre og åbne nye veje i tanke- og handlingsprocessen. Idet inklusion arbejder ud fra et systemisk menneskesyn, med den cirkulære tænkning, kan denne med fordel anvendes, til fælles undersøgelse og valg af handling. Jeg kan bidrage til at vi bliver opmærksomme på de konsekvenser, som de narrative historier kan have for det enkelte barn. Her tænker jeg både på de overleveringer, som vi pt. laver institutionerne imellem, men også på de daglige fortællinger, som vi overdrager til hinanden. Jeg kan her være medskaber til at holde fokus på sprogets værdi. 6
Med citatet; Først kommer relationerne, så kommer udvikling og læring, af Daniel Stern, finder jeg det meget vigtigt at vi som professionelle, tager vores ansvar og magtforhold alvorligt. Dette ved bl.a at tilegne os viden. At være bekendt med forskellige teorier, giver flere handlemuligheder, og hermed bedre forudsætninger for at hjælpe flere forskellige børn, da de skal mødes forskelligt, fordi de er forskellige. De overnævnte teorier kan bruges som et godt fundament, at tage afsæt i, til gavn for det enkelte barn, i inklusionens øjemed. Mine afsluttende ord, skal hermed være; JEG alene, kan gøre en forskel, til gavn for det enkelte barn, det samme kan DU! 7
Litteraturliste Bae, B. (1996). Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse. Social Kritik, (47), s.6-21. Bråten, Ivar (red). (2006). Vygotsky i pædagogikken. Frydenlund Damsgaard Larsen, Hilde (2003). Med åbne øjne observation og håndtering af problemadfærd s.59. Hans Reitzels forlag Gulbrandsen,(red). (2009). Opvækst og psykisk udvikling. Akademisk forlag Hornstrup, Carsten (2005). Systemisk ledelse den refleksive praktiker s. 21-26. Dansk Psykologisk Forlag. Larsen, Inge Schoug. Cand. Psych. (2011). Foredrag. d. 28. Januar 2011 White, Michael (2007). Kort over Narrative Landskaber. Hans Reitzels forlag www.ballerupkommune/inklusion 8