Erhvervsuddannelsessystemet i Danmark 9
10 Danmark: amter og større danske byer
Indholdsfortegnelse Forfatternes forord Kapitel I. BAGGRUNDSINFORMATIONER 1.1. Politisk og administrativ struktur 1.2. Befolkning 1.3. Økonomi og arbejdsmarkedsforhold 1.3.1. Økonomisk politik 1.3.4. Økonomisk udvikling 1.4. Arbejdsmarkedsforhold 1.4.1. Erhvervsstruktur 1.4.2. Arbejdsstyrken og dens udvikling 1.4.4. Arbejdsløshed 1.4.9. Ungdomsarbejdsløshed 1.4.10. Langtidsledighed 1.5. Befolkningens uddannelsesniveau 1.5.5. Mænds og kvinders uddannelsesmønster 8 11 11 13 16 16 16 19 19 20 21 22 23 24 26 5 Kapitel II. UDDANNELSESPOLITIK OG -SYSTEM 2.1. Uddannelsespolitik siden 1993 2.1.1. Folkeskolen 2.1.2. Ungdomsuddannelser 2.1.5. Voksen- og efteruddannelse 2.1.6. Målsætninger for fremtiden 2.2. Beskrivelse af uddannelsessystemet 2.2.1. Grundskole 2.2.2. Overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse 2.2.2.1. Uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering 2.2.2.6. Brobygning 2.2.3. Ungdomsuddannelser 2.2.3.5. Studiekompetencegivende ungdomsuddannelse/ de gymnasiale uddannelser 2.2.3.6. De erhvervskompetencegivende uddannelser 2.2.3.7. Individuelle uddannelser 2.2.3.8. Statens Uddannelsesstøtte 2.2.4. Videregående uddannelser 2.2.4.6. Kortere videregående uddannelser (erhvervsakademiuddannelser) 2.2.4.7. Mellemlange videregående uddannelser 2.2.4.8. Lange videregående uddannelser 2.2.5. Voksen- og efteruddannelse 29 29 29 30 30 33 33 34 34 35 35 38 38 39 39 39 40 40 40 40
Kapitel I Baggrundsinformationer 1.1. Politisk og administrativ struktur 11 1.1.1. Det danske rigsfællesskab omfatter Danmark, Grønland og Færøerne. Det samlede areal for Danmark er 43 000 km 2 med en befolkning på ca. 5,3 mio. (1997). Grønlands areal er ca. 2 200 000 km 2 med en befolkning på 55 971 (1997). Og Færøernes areal er ca. 1 400 km 2 med en befolkning på 43 784 (1997). Her og i de følgende afsnit behandles alene forholdene i Danmark. 1.1.2. Danmark omfatter halvøen Jylland og 3 øgrupper: Sjælland, Lolland og Falster den fynske øgruppe Bornholm. Danmarks grænser er have mod vest, nord og øst. Den eneste landegrænse er ca. 68 km i det sydlige Jylland, grænsen til Forbundsrepublikken Tyskland. 1.1.3. Danmark er et konstitutionelt monarki med repræsentativt demokrati. Grundloven blev vedtaget i 1849 og er sidst blevet ændret i 1953. Ifølge grundloven er statsmagten tredelt i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Disse 3 former for statsmagt har hver sine funktioner og kontrollerer til dels hinanden. Parlamentet består efter 1953 kun af ét kammer, Folketinget, der har 179 medlemmer, hvoraf 2 er valgt på Færøerne og 2 på Grønland. Valgene foregår ved forholdstalsmetoden, og regeringen udgår af Folketinget. Folketinget er valgt for en 4-års periode. Regeringen kan dog til enhver tid opløse tinget og udskrive nyvalg. 1.1.4. I Danmark er der aldrig ét politisk parti, der har opnået flertal og har kunnet danne flertalsregering. Siden 1971 har der normalt været mindretalsregeringer i Danmark, som i hvert enkelt tilfælde må forhandle sig til rette med et eller flere ikkeregeringspartier for at skabe flertal for sine forslag. Siden 1993 har Danmark haft en socialdemokratisk ledet mindretalsregering. 1.1.5. Danmark er opdelt i 3 administrative niveauer. Centraladministrationen, der har sit sæde i København, består af de forskellige ministerier, som dels er opdelt i et eller flere departementer, og dels omfatter en række institutioner (direktorater). Landet er opdelt i 14 amtskommuner og 275 primærkommuner, hvoraf næsten halvdelen har mindre end 10 000 indbyggere. Der er således tale om små administrative enheder, set med international målestok. 1.1.6. I Danmark er alle tre administrative niveauer aktive i uddannelsespolitikken, idet erhvervsuddannelserne og de videregående uddannelser er underlagt direkte statslig styring, mens folkeskolen er et kommunalt anliggende, og gymnasierne og HF er underlagt amterne. Kapitel I Baggrundsinformationer
Kapitel I 12 1.1.7. Styringen af erhvervsuddannelserne for unge (16-19-årige) er underlagt Undervisningsministeriet, medens de tilsvarende uddannelser for voksne (over 20 år) er underlagt Arbejdsministeriet (cf. Kapitel IV. Styring og Finansiering). Opgavefordelingen mellem Arbejds- og Undervisningsministeriet er dog ikke særlig skarp. Som et kuriosum kan nævnes, at Arbejdsministeriet styrer og betaler efteruddannelsen af de faglærte, der finder sted på de skoler, som afvikler de grundlæggende erhvervsuddannelser for unge, og som hører under Undervisningsministeriet. 1.1.8. Den aktive medvirken fra arbejdsmarkedets parter er dog central for begge systemer. Arbejdsmarkedets parters aktive rolle i styringen af de danske erhvervsrettede uddannelser er iøjnefaldende, uanset om man ser på de centraliserede eller de decentraliserede organer, der styrer uddannelserne, og uanset om vi ser på de teoretiske eller praktiske elementer i erhvervsuddannelsesog efteruddannelsessystemerne. Arbejdsmarkedets parters centrale rolle betyder, at der er garanti for, at den enkelte uddannelses indhold modsvarer arbejdsmarkedets behov, og at erhvervede kvalifikationer umiddelbart anerkendes ude på virksomhederne. 1.1.9. I Danmark udbydes de grundlæggende erhvervsuddannelser i et landsdækkende og ensartet system med opnåelse af kompetencer, som uden undtagelse er gyldige over hele landet, og som alle er anerkendt af arbejdsmarkedets parter. Tilsvarende vilkår findes inden for arbejdsmarkedsuddannelserne for voksne (personer over 20 år ufaglærte, faglærte, teknikere og arbejdsledere). 1.1.10. Politisk-administrativt er der de senere år gennemført en omfattende modernisering af det danske uddannelsessystem. Der er tale om nye styringsfilosofier og allokeringsmekanismer, hvor kodeordene er mål- og rammestyring, decentralisering, øget markedsstyring, styrket skoleledelse og frit uddannelsesvalg i et sammenhængende og åbent uddannelsessystem. 1.1.11. Med uddannelsesreformerne er spillereglerne mellem ministerierne og skolerne/centrene blevet kraftigt ændret. I 1989 vedtog Folketinget Lov om Erhvervsuddannelser og Lov om Erhvervsskoler, som sammen dannede grundlag for en omfattende reform af erhvervsuddannelserne (EUD-reformen). Med EUDreformen blev Undervisningsministeriets styringsredskaber markant ændret fra regelstyring til et princip baseret på mål- og rammestyring. 1.1.12. Omstruktureringen er gennemført stort set overalt på de forskellige uddannelsestrin, men mest radikalt på erhvervsuddannelsesområdet, hvilket skyldes, at dette system direkte er underlagt statslig styring. Ændringerne har bl.a. betydet, at de 120 erhvervsskoler, fordelt på ca. 60 handelsskoler og et tilsvarende antal tekniske skoler, har fået frihed til i øget grad at styre sig selv på mere brugerorienterede vilkår.
Baggrundsinformationer 1.1.13. Også inden for arbejdsmarkedsuddannelserne er der sket en dynamisering og omlægning til uddannelsesstyring gennem mål- og rammestyring. Med Lov om Arbejdsmarkedsuddannelser fra 1993 (ændret i 1995) har de 24 arbejdsmarkedsuddannelsescentre (AMU-centre) fået friere spillerum i økonomistyring og uddannelsesplanlægning. 13 1.1.14. I konsekvens af den politisk-administrative decentralisering har erhvervsskoler og AMU-centre fået betydeligt friere muligheder for individuelle løsningsmodeller. Men samtidig er det en central målsætning for staten, arbejdsmarkedets parter og øvrige interessenter at bevare landsdækkende kompetenceniveauer i de erhvervsrettede ungdoms- og voksenuddannelser. De faglige mål ligger fast, og der er faste krav til output-tests. Det er især på indholds- og tilrettelæggelsessiden samt på økonomistyringen, at skolerne er blevet friere stillet. 1.2. Befolkning 1.2.1. I løbet af dette århundrede er den danske befolkning blevet fordoblet. Omkring år 1900 var der ca. 2,5 mio. indbyggere i Danmark; i 1997 ca. 5,3 mio. indbyggere. I Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivninger forventes der kun en ringe vækst i befolkningstallet i de kommende år. Således skulle befolkningstallet stige til ca. 5,7 mio. i år 2030. Figur 1. Udvikling i Danmarks befolkningstal 1900 2030 6,0 5,3 5,7 5,6 5,5 Antal indbyggere (mio.) 5,3 5,0 5,1 5,1 4,9 4,6 4,3 4,0 3,8 3,5 3,0 3,1 2,5 2,0 1,0 1901 1920 1930 1940 1950 1960 1970 1980 1990 1997 2000 2010 2020 2030 KILDE: DANMARKS STATISTIK: DANMARK I TAL 1998. Kapitel I Baggrundsinformationer
Kapitel I 14 1.2.2. Antallet af levendefødte var faldende fra 1966 til 1983. Siden 1983 har fødselstallet igen været stigende. Der fødes dog slet ikke tilstrækkeligt mange børn til, at fødselsoverskuddet vil fortsætte på længere sigt. Dette medfører, at befolkningens aldersstruktur ændrer sig hen imod færre børn og unge, men flere ældre og gamle. Tabel 1. Antallet af levendefødte i perioden 1965-1996 1965 1970 1975 1980 1985 1990 1995 1996 85 796 70 802 72 071 57 293 53 749 63 433 69 771 67 638 KILDE: DANMARKS STATISTIK: DANMARK I TAL 1998. 1.2.3. Således udgør antallet af ældre en stigende andel af den samlede befolkning. I 1950 udgjorde antallet af ældre på 65 år og derover 9 % af den danske befolkning. I 1996 er ældreandelen steget til 15 %. Det er især i aldersgruppen på 80 år og derover, at andelen er steget. Denne tendens forventes at forsætte ind i det næste århundrede. Figur 2. Befolkningens aldersfordeling 1960 2000 Prognose 2040 Kvinder Mænd Kvinder Mænd Kvinder Mænd 75 75 75 50 50 50 25 25 25 0 0 0 50 40 30 20 10 0 0 10 20 30 40 50 50 40 30 20 10 0 0 10 20 30 40 50 50 40 30 20 10 0 0 10 20 30 40 50 Antal personer (1 000) Antal personer (1 000) Antal personer (1 000) KILDE: SAMFUNDSSTATISTIK, 1998, DANMARKS STATISTIK.
Baggrundsinformationer Danmarks Statistiks befolkningsprognoser har ændret sig markant i de senere år. Ifølge Danmarks Statistik vil der i år 2010 være væsentlig færre unge i arbejdsstyrken end i dag. Antallet af 20-35-årige vil falde fra det nuværende niveau på ca. 1 090 000 til ca. 890 000 i år 2010. I år 2025 skulle antallet af unge dog igen være steget til samme niveau som i dag. Ændringen i prognoserne skyldes dels den stigende fertilitet, men også en øget indvandring til Danmark. 15 1.2.4. Siden 1960 erne har der således været en nettoindvandring til Danmark. Andelen af udenlandske statsborgere udgjorde i 1997 4,5 % af befolkningen mod 1,9 % i 1980. Af disse kommer to tredjedele fra Europa og Nordamerika. De udenlandske statsborgere er ujævnt fordelt i landet, idet 25 % er bosat i København og Frederiksberg Kommuner. Her udgør de 10 % af befolkningen. Tabel 2. Udenlandske statsborgere 1985 1990 1995 1997 Europa i alt 78 700 95 012 116 013 147 478 Heraf EU-lande ( 1 ) 24 382 26 795 44 020 48 946 Det tidligere Jugoslavien 7 617 9 535 11 324 32 184 Tyrkiet 18 806 27 929 34 967 36 835 Afrika 4 470 6 146 13 481 19 168 Nordamerika i alt 4 917 5 034 5 872 6 213 Heraf: USA 4 110 4 126 4 815 5 100 Syd- og Mellemamerika 1 912 2 209 2 854 3 079 Asien 16 830 35 205 47 045 50 504 Oceanien 527 618 960 1 038 Statsløse/uoplyste 370 6 420 10 480 10 215 Udenlandske statsborgere i alt 107 726 150 644 196 705 237 695 ( 1 ) Medregnet i EU-lande er Portugal og Spanien pr. 1. januar 1986; Finland, Sverige og Østrig pr. 1. januar 1995. KILDE: DANMARKS STATISTIK: DANMARK I TAL 1998. 1.2.5. Alderssammensætningen blandt de udenlandske statsborgere afviger fra befolkningen generelt, idet der er forholdsvis flere børn og unge og forholdsvis færre på 65 år og derover. Således er 31 % af de udenlandske statsborgere i alderen 0 19 år mod 23 % af de danske statsborgere. 1.2.6. Ændringen i befolkningens aldersstruktur afspejles på arbejdsmarkedet. Således har der i de senere år været en tendens til stigende konkurrence blandt danske virksomheder om at tiltrække unge. Desuden har man fra politisk hold fokuseret på mulighederne for at fastholde den ældre del af arbejdsstyrken på arbejdsmarkedet, f.eks. via mere fleksible overgangsordninger til pensionsalderen. Den stigende efterspørgsel efter unge på arbejdsmarkedet forventes at få positive konsekvenser for unge af anden etnisk baggrund end dansk. Kapitel I Baggrundsinformationer
Kapitel I 16 1.3. Økonomi og arbejdsmarkedsforhold Økonomisk politik 1.3.1. Fra 1963 og frem til slutningen af 1980 erne var Danmark præget af kroniske underskud på betalingsbalancen. Op gennem 1980 erne førte den danske regering en stram finanspolitik samt fastkurspolitik inden for EMS en. Målet med den førte politik var først og fremmest at løse balanceproblemerne. Politikken lykkedes, idet balanceproblemerne forbedredes, og inflationsraten faldt fra 12,3 i 1980 til 1,2 i 1993. Bagsiden af denne politik var en høj arbejdsløshed, som nåede sit højdepunkt i 1993 med 349 000 fuldtidsledige (12,1 %). 1.3.2. I 1993 gik den borgerlige regering af efter 11 år ved magten. Regeringsskiftet til en socialdemokratisk ledet regering betød et delvist brud med den hidtil førte økonomiske politik. Regeringen lancerede en moderat ekspansiv finanspolitik for at få gang i økonomien. Den overordnede målsætning for pengepolitikken er dog stadig at sikre en stabil valutakurs i forhold til kernevalutaerne i EU ikke mindst D-marken. 1.3.3. I 1997 ændrede regeringen kurs mht. finanspolitikken. Som følge af et stigende indenlandsk forbrug samt faldende arbejdsløshed med deraf fare for flaskehalsproblemer og følgende løntryk, strammede regeringen op på den økonomiske politik. Regeringen indførte en række midlertidige forbrugsindgreb, bl.a. bunden opsparing til Arbejdsmarkedets Tillægs Pension (ATP) (1 % af lønnen) i 1998 samt en række arbejdsmarkedspolitiske indgreb: stramning af rådighedsregler, tidligere aktivering af 25-29-årige, stramning af dimittenders adgang til fuldt dagpengeniveau, begrænsning af lediges valg af uddannelsesorlov samt afskaffelse af etablerings- og igangsætningsydelse. Denne stramning af finanspolitikken forventes bibeholdt i de kommende år for at undgå en overophedning af økonomien. Således skulle risikoen for, at opsvinget resulterer i balanceproblemer, som det f.eks. var tilfældet i midtfirserne, være reduceret. Økonomisk udvikling 1.3.4. Dansk økonomi er i midten af 1990 erne inde i en stabil og langvarig vækstperiode. Væksten har i de sidste par år især været drevet af den indenlandske efterspørgsel, men det forventes, at det i de kommende år bliver eksporten, som vil trække fremgangen i dansk økonomi. Dette skyldes, at væksten i udlandet specielt i EU er tiltagende, og at den danske regering i 1997 og igen i 1998 lancerede en moderat stram finanspolitik for at dæmme op for det indenlandske forbrug.
Baggrundsinformationer Tabel 3. Nøgletal i dansk økonomi 17 1993 1994 1995 1996 1997 (*)1998 (*)1999 Procentvis stigning i forhold til året før: Realt BNP 0,8 5,8 3,2 3,2 3,3 2,6 1,7 Samlet realt BNP i OECD ( 1 ) 1,2 2,9 2,1 2,8 3,1 2,4 2,1 Arbejdsmarked: Arbejdsstyrke (1 000 personer) 2 880 2 864 2 843 2 833 2 866 2 880 2 886 Beskæftigelse (1 000 personer) 2 531 2 521 2 555 2 588 2 646 2 695 2 711 heraf i erhvervene (do.) 1 759 1 750 1 784 1 802 1 843 1 877 1 887 i offentlige tjenester (do.) 771 770 771 786 803 818 824 Procentvis stigning i den samlede beskæftigelse -1,5-0,4 1,4 1,3 2,3 1,8 0,6 Ledighed (1 000 personer) 349 343 288 246 220 185 175 Efterlønsmodtagere mv. ( 2 ) 113 119 138 167 171 179 184 Personer på arbejdsmarkedsorlov 5 51 82 63 47 38 34 Ledige i % af arbejdsstyrken 12,1 12,0 10,1 8,7 7,7 6,4 6,1 Ledige i % af arbejdsstyrken EU-def. ( 3 ) 10,1 8,2 7,2 6,9 6,1 5,0 4,9 Betalingsbalance og udlandsgæld: Vare- og tjenestebalancen, mia. DKK 61,3 51,6 40,5 48,0 37,6 26,9 35,1 Betalingsbalancens løbende poster i alt (do.) 30,4 17,0 10,2 16,4 6,4-7,0 0,0 Betalingsbalanceoverskud i % af BNP 3,4 1,8 1,1 1,7 0,6-0,6 0,0 Nettogæld til udlandet, ultimo året, mia. DKK 291,0 259,0 266,0 253,0 268,0 275,0 275,0 Do. i % af årets BNP 32,3 26,8 26,2 23,7 23,9 23,4 22,4 Offentlige finanser: Saldo på de samlede off. budgetter, mia. DKK -24,8-25,2-22,3-9,4 2,6 11,3 27,9 Do. i % af BNP -2,8-2,6-2,2-0,9 0,2 1,0 2,3 ( * ) Prognose. ( 1 ) Ekskl. Mexico og Tyrkiet. ( 2 ) Inkl. modtagere af overgangsydelse og delefterløn. ( 3 ) EU s definition på ledighed afviger fra den danske. Bl.a. stiller EU en række krav om søgeaktivitet og rådighed. Til gengæld medtages arbejdssøgende personer, selv om de ikke modtager dagpenge eller kontanthjælp. KILDE: DANMARKS ØKONOMIMINISTERIUM: NØGLETAL DEC. 1998. Kapitel I Baggrundsinformationer
Kapitel I 18 1.3.5. Økonomisk Råd vurderer, at opsvinget i dansk økonomi kan forventes at ville fortsætte i de kommende år. Ifølge deres prognoser bliver væksten i 1998 og 1999 på henholdsvis 2,75 % og 2,5 %. Inflationstaksten forventes at blive behersket. 1.3.6. Den kraftige vækst i den indenlandske efterspørgsel har i 1997 medført en markant stigning i importen. Samtidig har væksten i udlandet og faldet i den effektive kronekurs givet en vis eksportfremgang, men samlet set er vare- og tjenestebalancen blevet forringet. Overskuddet på betalingsbalancens løbende poster forventes således ikke at kunne fastholdes i 1998. Den forventede afdæmpning i den indenlandske efterspørgsel i 1999 og 2000 vil medføre en aftagende vækst i importen. Væksten i udlandet vil i de nærmeste år bidrage til, at eksporten kan holdes oppe til trods for en forringelse af konkurrenceevnen som følge af en kraftigere lønudvikling end i udlandet. 1.3.7. Den kraftige stigning i importen medfører, at der i 1998 vil blive et underskud på betalingsbalancen på 7 mia. DKK. Det forventes dog, at eksportfremgangen kombineret med en mere behersket importvækst vil betyde, at betalingsbalancen forbedres i 1999. Økonomisk Råd og OECD forventer dog et underskud på henholdsvis 10 mia. DKK i 1998 og 12 mia. DKK i 1999. 1.3.8. Med henblik på at dæmpe den økonomiske aktivitet er der i løbet af 1997 gennemført og planlagt flere midlertidige indgreb, herunder en ekstraordinær ATPindbetaling i 1998. Den»midlertidige«ATP-pensionsopsparing blev gjort permanent i juni 1998, og samtidig blev grundlaget for de senere udbetalinger ændret fra et indbetalingsprincip til et»solidarisk«princip. Tabel 4. Overskud på betalingsbalancens løbende poster, mio. DKK 1980 1985 1990 1995 1996 1997 (*)1998 (*)1999 Løbende poster i alt -13 400-28 833 8 175 10 247 16 400 6 400-7 000 0 ( * ) Prognose. KILDE: DANMARKS STATISTIK: DANMARK I TAL 1998 SAMT ØKONOMINISTERIETS NØGLETAL DEC. 1998. 1.3.9. De seneste års opsving afspejles i de offentlige finanser ved en afdæmpet vækst i de offentlige udgifter, især til indkomstoverførsler, og pæne stigninger i de offentlige indtægter. Resultatet er, at den offentlige saldo i 1997 bliver positiv efter 8 år med underskud. Fra et underskud på 24,8 mia. i 1993 blev overskuddet på 2,6 mia. i 1997. Fra 1996 til 1997 blev budgettet forbedret med 12 mia. DKK. Dette overskud forventes i 1998 at øges til 11,3 mia. DKK. Overskuddet forventes med de givne finanspolitiske forudsætninger at kunne fastholdes i de kommende år, således at overskuddet bliver omkring 27 mia. DKK i 1999.
Baggrundsinformationer 1.3.10. Med overskuddet på den offentlige saldo nedbringes den offentlige gæld. Regeringens erklærede mål i Danmark som foregangsland er en reduktion af den offentlige gæld til 40 % af BNP inden for de næste otte år. Den offentlige gæld var i 1996 på ca. 70 % af BNP. 19 1.4. Arbejdsmarkedsforhold Erhvervsstruktur 1.4.1. I dette århundrede er der sket store ændringer i erhvervsstrukturen i Danmark. Nedenstående figur viser arbejdsstyrkens fordeling på erhvervsområder i 1950 og i 1996. Figur 3. Beskæftigede fordelt efter erhverv Offentlig sektor Tjenesteerhverv Bygge- og anlægsvirksomhed 33% 9% 35% 29% 6% 6% 1996 1950 Fremstillingsvirksomhed Landbrug 21% 26% 5% 30% 0 5 10 15 20 25 30 35 40 KILDE: DANMARKS STATISTIK: LEVEVILKÅR I DANMARK 1997, S. 175. Den mest markante tilbagegang af beskæftigede ses i landbrugssektoren. Hvor der i 1950 var 30 % beskæftigede i landbruget, er denne andel i 1996 faldet til 5 %. I samme periode ses over en tredobling af antallet af beskæftigede i den offentlige sektor. Ligeledes bemærkes, at industri og håndværk (fremstillingsvirksomhed) er gået tilbage, mens handel, transport og serviceerhverv er vokset i perioden fra 1950 til 1995. Kapitel I Baggrundsinformationer
Kapitel I 20 Tabel 5. Beskæftigelsen fordelt på erhvervshovedgrupper 1970 1980 1996 Landbrug mv. 259 796 192 400 119 300 Råstofudvinding 2 346 2 200 2 300 Fremstillingsvirksomhed 569 872 489 800 486 100 El-, gas- og vandforsyning mv. 13 674 15 000 16 000 Bygge- og anlægsvirksomhed 220 598 189 100 167 900 Markedsmæssige tjenester 787 738 833 200 967 800 Offentlige tjenester mv. 430 417 720 200 786 200 Beskæftigede i alt 2 284 441 2 441 900 2 545 500 KILDE: DANMARKS STATISTIK: SAMFUNDSSTATISTIK 1997, S. 47. Arbejdsstyrken og dens udvikling 1.4.2. Siden slutningen af 1950 erne er arbejdsstyrken steget med ca. 700 000 personer, hvilket er 100 000 mere end befolkningsstigningen i samme periode. Næsten hele stigningen har været tilgang af kvinder. Der er således blevet fortsat mindre forskelle mellem kvinders og mænds erhvervsfrekvenser, selv om stigningen i kvinders erhvervsfrekvens er aftaget i begyndelsen af 1990 erne. De skandinaviske lande har i forhold til øvrige europæiske lande, USA og Japan stadigvæk en relativt højere erhvervsfrekvens blandt kvinder. Se nedenstående tabel. Tabel 6. Mænds og kvinders erhvervsfrekvens i udvalgte lande Mænd Kvinder 1973 1983 1990 1996 1973 1983 1990 1996 USA 86,2 84,6 83,8 87,0 51,1 61,8 68,2 72,0 Japan 90,1 89,1 87,8 91,6 54,0 57,2 60,4 62,8 (Vest)Tyskland 89,6 82,6 81,2 79,9 50,3 52,5 57,0 60,4 Det Forenede Kongerige 93,0 87,5 87,1 86,1 53,2 57,2 67,4 68,4 Frankrig 85,2 78,4 75,2 75,0 50,1 54,4 56,6 60,7 Italien 85,1 80,7 78,1 73,5 33,7 40,3 44,5 43,7 Holland 85,6 77,3 79,6 80,9 29,2 40,3 53,0 59,8 Norge 86,5 87,2 84,5 86,1 50,6 65,5 71,2 72,3 Sverige 88,1 85,9 85,3 81,6 62,6 76,6 81,1 76,3 Danmark 89,6 87,5 89,6 86,2 61,9 74,2 78,4 74,0 NB: Erhvervsfrekvensen er her beregnet som arbejdsstyrken divideret med befolkningen i den arbejdsdygtige alder her sat til aldersgruppen 15-64 år. KILDE: OECD: EMPLOYMENT OUTLOOK, 1992 OG 1997.
Baggrundsinformationer 1.4.3. I 1997 udgør arbejdsstyrken defineret som alle personer i alderen mellem 16 og 66 år med tilknytning til arbejdsmarkedet ca. 2,9 mio. Ifølge Økonomiministeriets oversigt fra december 1997 forventes arbejdsstyrken at forblive på dette niveau i de kommende år (se tabel 3). Som nævnt forventes arbejdsstyrkens alderssammensætning dog at ændre sig i retning af færre unge og flere ældre. 21 Arbejdsløshed 1.4.4. I perioden fra slutningen af 1950 erne og frem til 1973 var ledigheden i Danmark minimal, dvs. mindre end 2 3 % i årligt gennemsnit. Med oliekrisen i 1970 erne steg arbejdsløsheden drastisk, og den har præget det danske samfund op gennem 1980 erne og ind i 1990 erne. Ledigheden var stort set stigende i perioden fra 1974 til 1983. Herefter skete der et fald, som dog hurtigt blev efterfulgt af en stigning frem til 1993. Fra 1993 er arbejdsløsheden faldet markant. Tabel 7. Registreret arbejdsløshed over tid (1 000 personer) 1981 1985 1990 1993 1994 1995 1996 Arbejdsstyrke 2 745 2 833 2 907 2 880 2 864 2 843 2 833 Beskæftigede 2 551 2 598 2 673 2 531 2 521 2 555 2 588 Arbejdsløse 193 235 233 349 343 288 246 KILDE: DANMARKS STATISTIK: SAMFUNDSSTATISTIK 1997 SAMT ØKONOMIMINISTERIET 1998. 1.4.5. Således var den gennemsnitlige ledighed i 1996 på 8,7 % af arbejdsstyrken, svarende til 246 000 fuldtidsledige. Cirka 27 % svarende til ca. 756 000 havde imidlertid været ledige på et eller andet tidspunkt i løbet af 1996. Den gennemsnitlige ledighedsperiode var på 3,9 måneder. I 1997 faldt den gennemsnitlige ledighed til 7,7 % af arbejdsstyrken, og den forventes at falde yderligere i de kommende år, jf. tabel 3. 1.4.6. Den samlede ledighed er dog fortsat høj og ulige fordelt. Ufaglærte har i gennemsnit en langt højere ledighed end personer med en erhvervsuddannelse. Kvinders ledighed er generelt noget højere end mænds: i 1997 8,0 % mod 6,2 % for mænd. Og udenlandske statsborgere har større risiko for at blive arbejdsledige end danskere generelt. 1.4.7. Økonomisk Råd regner med en stigning i beskæftigelsen på ca. 50 000 personer i 1997. Fremgangen hidrører fra en forøgelse i såvel den offentlige som den private sektor. Inden for den offentlige sektor vil beskæftigelsen vokse med ca. 23 000 personer. Denne stigning vil først og fremmest hidrøre fra en øget kommunal beskæftigelse. I den private sektor er det serviceerhvervene, som trækker fremgangen. I denne sektor går beskæftigelsen i 1997 op med ca. 20 000 personer. Denne beskæftigelsesfremgang i de serviceydende erhverv sås ligeledes i 1995 og 1996. Beskæftigelsesfremgangen i de serviceydende erhverv har fra 1970 til 1996 Kapitel I Baggrundsinformationer
Kapitel I 22 været på 82,7 % for offentlige tjenester mv. samt på 22,9 % for private tjenester mv. I samme periode er antallet af ansatte i landbruget faldet med 54,1 %. 1.4.8. Det dramatiske fald i ledigheden kan forklares med flere faktorer. For det første at den danske regering frem til 1997 førte en ekspansiv finanspolitik. For det andet at lønstigningerne i Danmark har været moderate. En tredje forklaringsfaktor er de mange ændringer af arbejdsmarkedspolitikken (se afsnit 1.3.3). Blandt andet har regeringen i løbet af 1990 erne indført tidlig aktivering af de arbejdsløse, og perioder uden job skal bruges til omskoling og efteruddannelse. Ifølge EU- Kommissionen er der kun 10 % af de arbejdsløse i EU som helhed, der deltager i uddannelse og træning. I Danmark er tallet 31 %, mens det i Finland og Holland er 28 %. Endelig bør inddrages faktorer som en forbedret international konkurrenceevne for danske virksomheder, der har medført en forøget efterspørgsel efter arbejdskraft samt diverse tilbagetræksordninger (bl.a. efterlønsordningen) på det danske arbejdsmarked. Ungdomsarbejdsløshed 1.4.9. Fra 1996 til 1997 faldt ungdomsarbejdsløsheden i Danmark fra 10,6 til 8,1 %. Danmark er således et af de lande i Europa, der har den laveste ungdomsarbejdsløshed. Ifølge OECD kan denne fine placering især henføres til Danmarks lærlingeuddannelsessystem, der giver en god overgang fra skole til arbejdsmarked. Desuden har regeringen ydet en målrettet indsats for at reducere ungdomsarbejdsløsheden, bl.a. vedtog Folketinget i 1995, at unge under 25 år har ret og pligt til at gå i gang med en uddannelse efter højst 6 måneders ledighed. Se afsnit 2.1.4 samt 3.3.28.
Baggrundsinformationer Figur 4. Ungdomsarbejdsløshed i Europa (unge mellem 15 og 24 år 1997) 23 Østrig Danmark Holland Tyskland Det Forenede Kongerige Portugal Sverige Irland Den Europæiske Union Belgien Finland Frankrig Grækenland Italien Spanien 33% 7,6 8,1 9,7 10,0 13,5 14,1 15,4 16,1 20,4 21,3 24,8 28,1 31,0 33,6 39,0 Angivet i procent Langtidsledighed KILDE: OECD: EMPLOYMENT OUTLOOK, 1998. 1.4.10. I 1996 var der ca. 85 000 langtidsledige i Danmark. De udgør ca. 11 % af de ledighedsberørte, men bærer omkring en tredjedel af den samlede ledighed. Langtidsledigheden i Danmark forventes dog at følge udviklingen i den gennemsnitlige ledighed og dermed at falde i de kommende år. Den faldende arbejdsløshed slår først igennem i langtidsledigheden med en vis forsinkelse. Kapitel I Baggrundsinformationer
Kapitel I 24 Figur 5. Langtidsledighed (*) i Europa (i procent af samlet arbejdsløshed, 1997) Danmark Østrig Sverige Finland Det Forenede Kongerige Frankrig Tyskland Holland Den Europæiske Union Spanien Portugal Grækenland Irland Belgien Italien 33% 27,2 28,7 29,6 31,1 38,6 41,2 47,8 49,1 50,2 55,5 55,6 55,7 57,0 60,5 66,3 (*) Ledighed på 12 måneder eller mere. KILDE: OECD: EMPLOYMENT OUTLOOK, 1998. 1.5. Befolkningens uddannelsesniveau 1.5.1. Uddannelsesniveauet har været markant stigende siden 2. verdenskrig, og stadig flere danskere har i dag en erhvervskompetencegivende uddannelse. Således steg andelen af 30-69-årige med erhvervskompetencegivende uddannelse fra 1985 til 1995. I 1995 havde 56 % en sådan uddannelse. 36 % af de 30-69-årige havde i 1995 erhvervsfaglig uddannelse, 20 % havde en videregående uddannelse, og heraf 5 % en lang videregående uddannelse. Siden 1985 er andelen med erhvervsfaglige og videregående uddannelse steget med hver 6 procentpoint.
Baggrundsinformationer Figur 6. Uddannelsesniveau for 30-69 årige pr. 1.1.1985 og 1995 25 1985 Uddannelsesniveau for 30-69 årige Grundskole 53 % Studiekompetencegivende 2 % Erhvervskompetencegivende 45 % 1995 Uddannelsesniveau for 30-69 årige Grundskole 42 % Studiekompetencegivende 3 % Erhvervskompetencegivende 56 % KILDE: DANMARKS STATISTIK: LEVEVILKÅR I DANMARK 1997, S. 130. 1.5.2. En sammenligning foretaget af Danmarks Statistik mellem to generationer på henholdsvis 40-49 år og 60-69 år 1. januar 1995 viser, at langt flere i aldersgruppen 40-49 år har en erhvervskompetencegivende uddannelse (se nedenstående figur). Sammenligningen viser desuden, at der i begge generationer var flest med en erhvervsfaglig uddannelse. Blandt de 60-69-årige havde 40 % i 1995 en erhvervskompetencegivende uddannelse. Deraf havde de fleste en erhvervsfaglig uddannelse (28 %), og kun 12 % havde en videregående uddannelse. Blandt de 40-49-årige har 63 % en erhvervskompetencegivende uddannelse, heraf 39 % erhvervsfaglig uddannelse og 24 % videregående uddannelse. Kapitel I Baggrundsinformationer
Kapitel I 26 Figur 7. Uddannelsesniveau pr. 1.1.1995 for personer født 1926-35 og 1946-55 40-49 år 34 2 39 8 16 60-69 år 59 1 28 3 9 Grundskole Gymnasial Erhvervsfaglig Kort Mellemlang/lang Videregående videregående KILDE: DANMARKS STATISTIK: LEVEVILKÅR I DANMARK 1997, S. 128. 1.5.3. Også skoleuddannelsen er blevet længere, dels fordi flere tager gymnasial uddannelse, dels fordi længden af grundskolen er steget. Kønsforskellen i de grundlæggende skolekundskaber er stort set forsvundet, samtidig med at den er væsentlig indsnævret for de erhvervskompetencegivende uddannelser. 1.5.4. En stadig større del af en ungdomsårgang gennemfører en erhvervskompetencegivende uddannelse. Fra 1982 til 1995 er andelen således steget fra 60 % til 72 %. Selvom der er sket væsentlige fremskridt i de seneste år, er de danske uddannelsesfrekvenser imidlertid stadig ikke på højde med nogen af de lande, som Danmark traditionelt sammenlignes med. F.eks. er der i forhold til Tyskland, Sverige og USA en mindre andel af 25-34-årige, som har gennemført en ungdomsuddannelse. Det samme gælder den andel, som har gennemført en videregående uddannelse. En tredjedel af de unge var ikke i uddannelse eller havde ikke nogen erhvervskompetencegivende uddannelse 10 år efter afgang fra folkeskolen. Denne såkaldte restgruppe er blevet lidt mindre i løbet af de seneste år. Se afsnit 2.2.3.4. Mænds og kvinders uddannelsesmønster 1.5.5. I 1995 er der stadigvæk skarpe skel mellem mænds og kvinders uddannelsesmønster både med hensyn til niveau og fag om end forskellene er blevet formindsket fra 1985 til 1995. Der var stadigvæk en overvægt af mænd ved de erhvervsfaglige og lange videregående uddannelser, mens der var overvægt af kvinder ved de korte og mellemlange videregående uddannelser (f.eks. markedsøkonom, datamatiker, sygeplejerske, pædagog, lærer).
Baggrundsinformationer Figur 8. Kønsforskelle i uddannelsesniveau for 30-69-årige 27 Mænd 47 2 51 Kvinder 60 1 39 Mænd 37 3 60 Kvinder 51 3 47 Grundskole Studiekompetencegivende Erhvervskompetencegivende KILDE: DANMARKS STATISTIK: LEVEVILKÅR I DANMARK 1997, S. 130. 1.5.6. I de erhvervsfaglige uddannelser er der som nævnt en overvægt af mænd (i 1997 56 % mandlige elever). Der er imidlertid stor forskel fra uddannelse til uddannelse. Traditionelt har der været et flertal af kvinder inden for de merkantile erhvervsuddannelser, medens mændene har domineret de tekniske erhvervsuddannelser. I 1997 var 63 % af eleverne ved de merkantile erhvervsuddannelser kvinder, og 75 % af eleverne ved de tekniske erhvervsuddannelser mænd. Den samme tendens gør sig gældende for Højere Handelseksamen (HHX) og Højere Teknisk Eksamen (HTX), hvor kvinderne udgjorde hhv. 54 % og 14 %. 1.5.7. En forandring kan dog spores i kvinders uddannelsesvalg. En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at kvindeandelen i levnedsmiddel-, landbrugs- og de grafiske uddannelser steg fra 1985 til 1995. Det samme var gældende for de kortere videregående uddannelser, hvor det bl.a. var akademiøkonomuddannelsen, som var med til at ændre billedet. Ligeledes steg andelen af kvindelige byggeteknikere. Ved de mellemlange tekniske uddannelser steg andelen af kvinder især ved HA og teknikumingeniøruddannelsen. Endelig steg kvindeandelen ved de lange videregående uddannelser. Ændringerne var dog størst for landbrugsuddannelserne samt de samfundsvidenskabelige uddannelser (f.eks. jurist, økonom og læge). Kapitel I Baggrundsinformationer