Indhold Indledning... 3 Problemformulering... 4 Problemafklaring... 4 Præsentation af Vuggestue A... 4 Indtryk af vuggestue A... 5 Metode...

Indhold Indledning... 3 Problemformulering... 4 Problemafklaring... 4 Præsentation af Vuggestue A... 4 Indtryk af vuggestue A... 5 Metode... 6 Interviews... 6 Kritik af Interviews... 7 Observationer... 7 Kritik af observationer... 7 Valg af teori... 8 Analyse... 9 Anerkendelse... 9 Axel Honneth... 10 Honneths tre anerkendelsesformer... 11 Honneth og usynlighed... 12 Kritik af Axel Honneth... 14 Opsamling på Honneth... 14 Berit Bae... 15 Selvet ifølge Berit Bae... 17 Voksnes Definitionsmagt... 19 Opsamling på Berit Bae... 21 Kritik af Bae... 21 Opsamling på anerkendelse:... 22 Magt... 23 Vuggestuen som institution... 24 Erving Goffman... 25 Den Totale Institution... 26 Vuggestuen som total institution... 27 Magt og forældre... 28 Opsamling på Goffman... 29 Kritik af Goffman... 30 Pædagogens rolle og dilemma... 30 1

Diskussion... 32 Anerkendelse som magt... 32 Anerkendelse i praksis... 33 Magt som Konstans... 34 Konklusion... 35 Litteraturliste... 36 2

Indledning I denne rapport vil jeg beskæftige mig med anvendelsen af anerkendelse og magt som komponent til denne, i vuggestuen. Jeg vil gerne illustrere dette ud fra et teoretisk og praktisk perspektiv. Jeg vil inddrage makrosociologien repræsenteret af Honneth og også microsociologien som berettet fra Berit Baes synspunkt. Yderligere vil jeg inddrage Goffman og hans tanker om den totale institution. Jeg vil gerne kigge nærmere på om der er en magtorden/fordeling i en vuggestue. For at komplimentere dette perspektiv vil jeg også bruge Øjvind Larsens tanker om pædagogens ansvar som forvalter i en institution. Jeg vil inddrage erfaringer, interviews og observationer fra praksis i en vuggestue. Dette emne er noget som længe har interesseret mig, da forskellige aspekter af vuggestuelivet gør den anerkendende pædagogik særdeles anvendelig men også kompliceret at anvende. Ideen om at man arbejder med subjekter som nogen gange ikke kan forsvare sig selv rent verbalt og argumentere for hvordan de har det, dette gør anerkendelsen meget kompleks i mine øjne, Vuggestuen har som institution forskellige mål som skal nås på en dag og dette kan gøre det svært for en ikke så lineære metoder som anerkendende pædagogik at blive anvendt til sit fuldeste. Jeg vil gerne undersøge om magtaspektet også spiller ind i forhold til forældre og børnene. Som pædagog står man ofte overfor børnene som den magthavende som kan definere hvordan de har det og bestemme hvad de skal lave. Overfor forældrene står pædagoger som den professionelle magthavende, samtidigt står forældrene også i en position af magt da det jo er deres børn. Det er et meget kompleks forhold som jeg er nysgerrig efter at undersøge. Jeg vil starte opgaven med at definere anerkendelse ud fra forskellige synspunkter som jeg fandt relevante i forhold til min problemstilling Derefter vil jeg undersøge koncepter som magt og vuggestuen som institution. Jeg vil gerne afspejle valgte teoretiske aspekter med min empiri bestående af interviews og observationer. I rapporten har jeg afgrænset mig til det som jeg fandt relevant i forhold til anerkendende pædagogik og inddraget magt aspekter i vuggestuen for bedre at kunne tilegne mig en indsigt i området. Ud fra ovenstående har jeg formuleret en problemformulering som vil illustrere og afgrænse mit projektområde. 3

Problemformulering Hvordan anvender man anerkendende pædagogik og magt i praksis? En case study i en vuggestue. Problemafklaring Jeg har valgt at arbejde ud fra denne problemformulering, da anerkendelse og magt fylder meget i pædagogikken og de to emner har en meget klar forbindelse. Anerkendelse og magt er emner der bliver snakket om meget når man er under uddannelse og er noget alle beskriver teoretisk som noget de kan anvende og balancere i praksis. Jeg vil gerne undersøge hvorvidt teoretisk anerkendelse og magt nemmere at tage til sig end praktisk? Hvor nemt er det at anerkende og jonglere den magtposition man har som pædagog? For at kunne svare på disse spørgsmål ville jeg ud i praksis og observere og interviewe pædagoger for at få bekræftet og afkræftet hvordan de anvender anerkendelse og magt i deres dagligdag i en vuggestue. Præsentation af Vuggestue A Vuggestuen som interviewene og observationerne har fundet sted i og personalet er blevet anonymiseret og vil her betegnes som Vuggestue A, dette er gjort af hensyn til de ansatte og for at undgå nogen problemer. Vuggestue A befinder sig i Nordvest kvarteret i København, den har 23 børn på 0-3 år og 6 pædagoger samt varierende pædagogmedhjælpere som består af tidligere studerende. Vuggestue A en kollektiv ledet institution, dette vil sige at der ikke er nogen leder, men alle er med til at lede den. Hvad dette rent faktisk betyder er at ansvarsområderne er delegeret ud så alle tager ansvar. Personalet er delt ud på ansvarsområder som passer dem bedst for mere præcist at kunne imødekomme deres enkelte kompetencer. Til indsamlingen af empiri bliver der taget udgangspunkt i hele institutionen da denne er ikke så stor, og den kollektive ledelse gør at alting ikke er så fastlagt pædagogmæssigt de skiftes mellem hvilke rum de hører til. Børnene er fra 0-3 års alderen, der er ikke en stor børnestue men de ældre er på hver af de stuer de startede på. 4

Indtryk af vuggestue A Vuggestue A ligger i en baggård så det kan være svært at finde, man er ikke umiddelbart imponeret når man kommer ind, men når man går op af trappen og ser deres store meget flotte legeplads, komplet med have og græs bliver man meget gladere. Indeni virker vuggestuen som en stor lejlighed hvor væggene er revet ned, den er meget aflang, der er heller ikke så mange døre, men mere låger for at forhindre børn at vandre rundt. Mit indtryk var at dette gav vuggestuen en åben og fri fornemmelse. Det er meget hjemligt og meget nært i vuggestuen, der er ikke så sterilt og føles lidt rodet hvor tingene er ikke spritnye, men man får et indtryk af nærhed når man kommer ind. 5

Metode Jeg har valgt at lave en rapport der lægger vægt på det teoretiske men også empiriske aspekter af magt og anerkendelse i en børneinstitution. Der kan efter min mening være en stærkt dissonans mellem når man taler om anerkendelse teoretisk og så faktisk ser hvordan det anvendes praktisk. Magt aspekterne i opgaven er brugt ud fra hvordan de komplimenterer anerkendelsen og ikke ud fra magten i sin rå form. Det at jeg fik lov at observere pædagoger i arbejde og interviewe dem giver en bedre forståelse af hvordan de praktiserer teorierne, Mit mål er derfor at kombinere det teoretiske og det praktiske i noget som er nemmere at begribe og arbejde ud fra. I rapporten har jeg afgrænset mig til det som jeg fandt relevant i forhold til anerkendelse og magt i vuggestuen for bedre at kunne tilegne mig en bedre indsigt i området. Interviews Min empiriske tilgang til projektet har udmundet sig i observationer og efterfølgende interviews. Gennem brug af disse vil jeg opnå en større indsigt i pædagogernes brug af anerkendelse og magt, både fra deres eget introspektive synspunkt og set udefra objektivt. Dette håber jeg kunne hjælpe mig i forståelsen af anerkendelse og brugen af den i praksis. Interviewets form var semistruktureret, hvor spørgsmålene var skrevet ned og jeg lod deltagerne se dem først så de eventuelt kunne reflektere netop over deres praksis, med den halvstrukturerede del var det ment som at der sagtens kunne komme flere spørgsmål og også forbeholdt mig at bede dem om at uddybe nogle af deres svar. Spørgsmålene var derfor korte og præcise, samtidigt også fordi at jeg fik at tiden ville være knap. Derfor varer interviewene cirka 10-15 minutter. Ydermere anvendes den kvalitative del også som led i forstærkningen af en relationel tanke i opgaven, da anerkendelse og magt handler om relationer. 6

Kritik af Interviews Et kritikpunkt kan være interviewenes længde og det at deltagerne måtte se spørgsmålene først, dette kan lede til konstruerede svar som giver anledning til en ikke sandfærdig beretning. Dette var dog ikke umiddelbart et problem for mig da der skal placeres en del tillid i folk, når man skal interview dem, man må gå ud fra folk vil ha noget lige så godt ud af det som en, og jeg havde forklaret pædagogen at Han/hun ville være anonym og skulle tale frit fra leveren for ligesom at give det bedste indtryk af hvad de følte og mente. Yderligere var der en stressfaktor i den korte tid, men jeg følte vi fik det meste ud af den tid vi nu havde. Observationer En vigtig del af min casestudie var observationer som foregik over to dage. Efter aftale med vuggestue A, jeg har opholdt mig i institutions stuer det meste af arbejdsdagen. Observationerne kan defineres som kvalitative, da de var med til at få defineret Vuggestuen som en institution med specifikke rammer. Jeg har gjort mig relevante observationer i løbet af personalets møde og pauser. Da det er et rum hvor pædagoger har tid til at diskutere deres meninger og reflektere over dagens begivenheder. Disse observationer var med til at skabe en helhed og en dybere forståelse, ikke kun via eksempler men også til at forme min forklaring at anerkendelse i praksis. Det kvalitative valg af observationer forstærker også tanken om det relationelle, som foregår i anerkendelsen. Da man gennem observationer, kan se relationer udspille sig. Kritik af observationer Et muligt problem og kritikpunkt for observationer af denne natur, kan være det at observatørerne kan påvirke de omgivelser de befinder sig i. Det vil om ikke andet føre til at børnene reagerer på en eller anden måde og samtidigt også at pædagogerne opfører sig anderledes. Dette har jeg forsøgt at minimere ved at holde mig i baggrunden og ligne jeg lavede noget andet, da dette efter min mening vil hjælpe med at fjerne følelsen af at der er nogen der stirrer på en og at man bliver bedømt, både for børnene og for pædagogerne. Observationer kan også kritiseres for ikke at være objektive da den observerende altid vil se og opfatte ting igennem et filter som er ens eget perspektiv. 7

Valg af teori Jeg har valgt at præsentere flere forskellige teoretikere, som jeg syntes bedst afspejler anerkendelsen og dens anvendelse i vuggestuen. Jeg har valgt at arbejde med Axel Honneth (Behovet for anerkendelse, 2003) i opgaven da hans forståelse af anerkendelse og det Sociologiske perspektiv er beskrivende om selvom det kan opfattes som en smule abstrakt. Honneths teori om de tre sfærer inspireret af Hegel (Behovet for anerkendelse, 2003) er relevant i forhold til vuggestuen som institution og dens plads i samfundet. Det spændende ved Honneth er at han kan være abstrakt i sine udtalelser, men hvor sandfærdigt det samtidigt også kan være når man reflekterer og tænker lidt dybere i sin praksis. Den anden teoretiker som er vigtig for mit emne er Berit Bae (Erkjennelse og Anerkjennelse, 1999). Jeg har valgt at inddrage Berit bag da hendes perspektiv fra en pædagogisk vinkel er meget anvendelig i praksis. Hendes forståelse af hvordan individer interagerer med hinanden er udarbejdet på en måde som gør hendes Anerkendelsesteori, relativt, let anvendelig men uendelig komplekst. Jeg har også valgt at inkludere definitionsmagten da denne er uendeligt relevant i forhold til vuggestue praksis og når man arbejder med individer som eventuelt ikke selv kan ytre sig fyldestgørende. Jeg har valgt at inddrage Erving Goffman (Anstalt og Menneske, 2000) på grund af hans tanker inden for microsociologien og hans udtalelser om den totale institution, det at en vuggestue har samme opbygning som et fængsel er en simili jeg selv har draget mange gange. Hans perspektiv om samfundets opbygning og vores brug af institutioner er relevante når man taler om magt. anerkendelse og relationer, da pædagogen nogen gange godt kan blive fanget i en forvalter rolle. Artikel af Øjvind Larsen (Pædagogen som forvalter af offentlige tjenester, 2009) tilbyder en spændende vinkel på magtproblematikken: Jeg har inddraget Larsens tekst, om pædagogens ansvar og deri også pædagogens magt, Den plads som pædagogen har i en institution som en forvalter og en der bestemmer er svær at forene med tankerne om ligeværdige relationer, og at være åbne overfor andres perspektiver. 8

Analyse Jeg vil starte analysen ved at definere anerkendelse ud fra udvalgte teoretikere som jeg fandt relevante i forhold til min problemstilling. Jeg vil derefter inddrage magt og vuggestuen som institution. Jeg vil løbende inddrage empiri for at illustrere hvordan de forskellige teoretikere afspejler sig i praksis. Anerkendelse Jeg vil i dette afsnit forsøge at kortlægge anerkendelsen og gennemgå de forskellige teoretikere jeg har valgt at arbejde med. Jeg vil herefter definere anerkendelsesbegrebet og diskutere ud fra dette., så til sidst vil jeg analysere på det og sammendrage hver teoretiker i de forskellige afsnit. Anerkendelse og anerkendende pædagogik er begreber der er meget oppe i tiden og omtales meget i sociologiske og pædagogiske kredse (Erkjennelse og Anerkjennelse, 1999), men hvad er anerkendelse? Der er mange bud på hvad det kan betyde, ministeriet for børn, undervisning og ligestilling definerer gennem Axel Honneth anerkendelse som værende Anerkendelse betyder værdsættelse af andre personers individualitet. At have en åbenhed overfor den andens oplevelsesverden og det enkelte individs begrundelser for at handle på en bestemt måde Honneth (1949) Anerkendelse kan forstås som en form for åbenhed som omhandler respekt af den andens oplevelsesverden. Man skal være åben for den andens udtryk og ikke bedømme eller vurdere. Det handler ikke om ros eller om noget er godt eller dårligt, men om at acceptere den andens perspektiv og anerkende det. Begrebet Anerkendelse har også haft en tendens til at blive misforstået, det er blevet beskrevet af nogen (Positivitets tyranni, Svend Brinkmann, 2016) som lyserød pædagogik og ros pædagogik. Problemet kan ligge i at folk der ikke har sat sig ind i anerkendelse, ofte forveksler værdsættelse med ros. Værdsættelse handler om at se og anerkende og erkende hvad barnet gør, hvor ros er en bedømmelse af barnet og dets præstation. Ydermere ros kan have en problematik i hvordan det kan 9

hos nogle individer skabe et forhold hvor man er afhængig og higer efter andres accept og ros, i stedet for at promovere en følelse af at man forstår barnets oplevelsesverden. (anerkendende pædagogik s.43, 2007) Jeg vil i det følgende kapitel gennemgå nogle af teoretikerne bag anerkendelse som jeg fandt relevant i arbejdet med denne opgave og i praksis. Jeg vil også kort gennemgå nogle af deres enkelte teorier og analysere hvorfor de er relevante i forhold til min opgave, samtidigt vil jeg inddrage uddrag fra mine interviews og observationer som afkræfter eller bekræfter teorien. Axel Honneth Axel Honneth er en tysk filosof og Jurgen habermas protege på Universitetet i Frankfurt. Han er en forkæmper for anerkendelsen og har i flere bøger beskrevet sin definition af denne. Hans fokus ligger på institutioner og på anerkendelsen set ud fra et samfundsfagligt syn. Honneth beskriver også meget om usynlighed og hvor vigtigt det er for en at få anerkendelse i forskellige instanser i sit liv for at blive et komplet menneske. Han er særlig kendt for sin anerkendelsesteori i "Kampen om anerkendelse"(1992). det er derfor vigtig at have denne indflydelsesrige tilgang med når man snakker om anerkendelse i institutioner og om samfundets påvirkning heraf. Honneth er grundlægger af forskellige forståelser af anerkendelsen og kritiske teorier som er blevet publiceret gennem række af værker. en tekstsamling "Behovet for anerkendelse" bliver nogle af de meget kendte teser forklaret ud fra hans perspektiv. Moral og samfundets påvirkning på anerkendelsen fylder en stor del i Honneths optik. Han ser moral som være et grundfundament i anerkendelsen og er overbevist om at man ikke kan have sociale interaktioner uden en form for gensidig forpligtelse til den. Anerkendelsen munder i Honneths optik også ud i den gensidige respekt og det at blive set. Honneths teori om Usynlighed spiller også en stor rolle, i forhold til relationer og anerkendelse. 10

Honneths tre anerkendelsesformer I tekstsamlingen "Axel Honneth og en teori om anerkendelse præsenteres vi for Honneths tre former for anerkendelse som, mennesket skal gennemgå for at blive komplet. I bogen forklarer Honneth mennesket som værende søgende efter anerkendelsen og har inddelt anerkendelsen i tre sfærer som man skal gennemgå, disse sfærer forklares som værende: Privatsfæren er forbundet med kærlighed og omtales også som familiesfæren, den handler om den følelsesmæssige opmærksomhed og affektivitet som danner basis i alle intersubjektive forhold. Det er i denne sfære gennem kærligheden og nærheden at man opnår individuel selvtillid og dette vil hjælpe en i ens deltagelse i det "offentlige liv". Axel Honneth og en teori om anerkendelse. Den retslige sfære er hvor man bliver mødt som et autonomt og respekteret menneske. Det vil sige en måde man bliver set på som en moralsk og kapable borger med samme rettigheder og muligheder for udfoldelse som alle andre. I denne form for anerkendelse er der ikke kun tale om deltage rettigheder af politisk natur men også sociale rettigheder som ting (Behovet for anerkendelse, 2003) man er berettiget til. Det er dog også denne anerkendelse hvor det negative udfald hovedsageligt kommer til syne som f.eks. usynligheden som vi vil beskrive senere. Den solidariske sfære handler om at blive værdsat i sociale fællesskaber. Denne sfære beskriver hvordan fællesskabet hjælper enkelte individer med at føle sig værdifuld i et fællesskab, at vedkommende også har noget at bidrage med. Det er i denne sfære hvor anerkendelsen sker på baggrund af vores individuelle funktioner og kvalifikationer. I den solidariske sfære er anerkendelsen både emotionel og kognitiv. Det er i denne form for anerkendelse at vi udvikler en anden selvforståelse og opbygger en selvværdsættelse som er vigtig fremadrettet i livet. Menneskelige subjekter opnår nemlig kun et intakt selvforhold i kraft af at se sig selv bekræftet eller anerkendt på grund af værdien af bestemte egenskaber og rettigheder Axel Honneth (Behovet for anerkendelse, 2003) 11

I forhold til Honneth skal mennesket gennemgå disse sociale sfærer for at blive komplet. Ud fra dette kan man så udlede at en mangel på anerkendelse eller direkte underkendelse er ødelæggende for ens udvikling. Dette kan videre knyttes til tanken om usynlighed, som noget af det mest uheldige der kan ske for en anerkendende tilgang ifølge Honneth. Han udtrykker at der er meget skadeligt for person at ikke at blive set. Honneth er også som mange teoretikere (Behovet for anerkendelse, s.73, 2003) under den opfattelse at anerkendelse er et fænomen som altid har været en del af os og som mennesket altid har higet efter, men det er først nu vi har defineret og forstået det. Jeg har valgt at inddrage Honneths anerkendelses teori i opgaven da det er relevant i forhold til en vuggestue. Vuggestuen som institution og som en forlængelse af samfundet repræsenterer den solidariske sfære. Vuggestuen kan dog efter min mening repræsentere den solidariske sfære men også den private sfære da der i en vuggestue er en kærlighed og nærhed og en nødvendighed for denne grundet børnenes alder og den tilgang man skal have til dem derefter. Mange instanser af anerkendelse kan i min mening godt indeholde flere dele af forskellige sfærer alt efter hvor og hvornår det sker i ens liv. Honneth og usynlighed For at få bedre forståelse af begrebet anerkendelse er det vigtigt at snakke om Honneths teori om usynlighed. Usynlighed og følelsen af at føle sig usynlig er noget mange mennesker kan tilskrive sig (Behovet for anerkendelse, s. 104, 1994) Det kan være tæt forbundet med at blive ydmyget, negligeret, mobning og aktiv ignorering. Usynlighed forklares i bogen "Behovet for anerkendelse" som en tilstand hvor du måske bliver set og observeret rent fysisk men er socialt usynlig, det vil sige ikke anerkendt. I Behovet for anerkendelse under kapitlet "Usynlighed om anerkendelsens erkendelsesteori" (1994) beskriver Honneth hvordan det ikke er ualmindeligt at overklassen eller folk der er bedre stillede usynliggør de mindre godt stillede elementer Senere i teksten drejer han sig ind på sin hovedpointe som ligger i at bare at observere folk og se dem ikke er det samme som at anerkendende dem, dette knytter sig til forskellen mellem at anerkende og erkende. 12

Ifølge Honneth kan usynligheden defineres på to forskellige måder: usynlig i en bogstavelig forstand eller i en metafysisk forstand. Med bogstavelig forstand forstås det som at personen ikke er til stede i en forstand som er til at erkende (Behovet for anerkendelse s.99, 2003). Den metafysiske forstand kan forklares som værende når man aktivt ser igennem nogen altså en form for bevidst handling. Ifølge Honneth er der tale om enten at være synlig og tilstede for andre mennesker eller at være usynlig og u erkendelig. Synligheden er derfor noget man vil opnå. Synligheden er tæt knyttet med at blive erkendt eller erkende andre For at føre usynligheden tilbage til klasserne og som Honneth referere til, Usynligheden af de fattige blandt de rige et tegn på overlegenhed som eventuelt kan bruges for at devaluere et andet menneske eller ydmyge/nedgøre dem. (Behovet for anerkendelse s.100, 2003) Man kan sige at usynlighed besidder en dualisme for det handler både om det rent fysiske at erkende folk som er der men det er også det psykiske hvor man fravælger folk. Honneths påstand er at hvis mennesker føler sig usynlige vil de forsøge for at gøre andre opmærksomme på sig selv og fremkalde en erkendelse fra andre. Det modsatte af usynligheden er derfor synligheden og erkendelsen, som netop det anerkendelsen handler om: at blive set. Synlighed er ligesom usynligheden er todelt som defineret af Honneth., Der er både en fysisk og en psykisk del af synlighed (Behovet for anerkendelse s.104, 2003) Den består i at blive set og blive erkendt, og erkendelse af at en anden eksisterer er et led i vejen til anerkendelse ifølge Honneth. Eksempel fra vuggestue A: et barn går rundt med et papir som det har tegnet på, når det siger til pædagogen det skal se det, siger pædagogen ikke hvor er det flot, men jeg synes det er en flot en, hvad er det? barnet siger så det er en bil. Dette giver udtryk for at barnet ikke bare bliver set men bliver erkendt og anerkendt, gennem pædagogens interesse, i stedet for at kigge på tegningen og bare komplimentere den, bruger hun tanken til at udvide relationen til barnet. Samtidigt deler Pædagogen sit perspektiv og oplevelsesverden disse små ordvendinger kan virke ubetydelige, men det er de ikke. 13

Kritik af Axel Honneth Kritikken af Honneth falder hovedsageligt på hans abstrakte forhold til anerkendelse og hans manglende forklaringer. Honneth er også blevet kritiseret for at være for bred og ikke tage hensyn til forskellige variabler på det microsociologiske niveau. En af de forskere der har den stærkeste kritik af Honneth hedder Nancy Fraser (Retribution or recognition, 2004) og det er hendes kritikpunkter jeg opremser. Ydermere kritiseres Honneth for opbygningen af sin kritik. Dette fandt jeg også frustrerende da jeg læste nogle af hans tekster. Fraser påpeger hvordan Honneths teori om anerkendelse er mest observerende. Hun syntes at det ikke er nok bare at beskrive anerkendelsen og problemerne, men også nødvendigt at komme med mulige løsninger på problemerne Jeg dog fandt ikke dette et umiddelbart problem da hans beskrivelser er grobund for andre forskere af anerkendelsen og hvis man søger noget mere praktisk kan det sagtens findes som for eksempelvis hos Berit Bae. Opsamling på Honneth Honneth kan om muligt virke som at arbejde med meget makrosociologiske og abstrakte koncepter Jeg har dog oplevet af flere af hans teorier skinner igennem i dagligdagen og Honneths tankegang om moral og anerkendelse er værdifuldt at have i baghovedet ude i felten. Ud fra mine observationer kan et barn til begynde at slå og opføre sig opmærksomhedssøgende for at få netop anerkendelse fra forældre eller pædagoger i vuggestuen. De er særdeles anvendelige i situationer hvor man skal reflektere over sin praksis og den institution som vuggestuen er. Hans tanker om usynlighed er også meget relevante i forhold til anerkendelse og relationer generelt. Det at arbejde med andres synlighed i en vuggestue kan være meget relevant, for eksempel hvis nogen ikke mener de bliver hørt- samtidig er synligheden og usynligheden altid relevant i forhold til børnene. 14

Berit Bae Berit Bae er en norsk forsker og professor som også er uddannet pædagog. Hendes teorier og tanker omkring anerkendelsen har hjulpet med at forme den til det den er i dag. Hun skriver ud fra en teoretisk og praktisk tilgang som kan gøre anerkendelsen nemmere at anvende i dagligdagen. Berit Bae beskriver anerkendelse på baggrund af sin pædagogiske uddannelse, og derfor fra et pædagogisk synspunkt, og forbinder anerkendelse med noget meget relationelt som bygger på en grundlæggende holdning af forståelse ligeværd og respekt (Social Kritik, 1996). Hun forklarer anerkendelse som værende et meget stort og multifaceted fænomen. Meget overordnet kan man koge det ned til: en forståelse for den andens oplevelsesverden i en relation. Anerkendelse er ifølge Bae ikke en metode eller teori men mere en livsfølelse noget man altid skal anvende og stræbe efter at forbedre. Bae definerer ydermere anerkendelse som værende et fænomen hvori vi som individer konstant påvirker og skaber os selv gennem vores relationer og bekendtskaber hendes optik søger vi naturligt som mennesker helt fra fødslen en accept og forståelse af de mange indtryk vi modtager (Erkjennelse og Anerkjennelse, 1999). I sin bog Erkjennelse og Anerkjennelse taler Bae om hvordan anerkendelse er baseret på ligeværd: børn skal ses med selvfølelse, selvværd og respekt. Hun taler også i denne bog om hvordan anerkendelse og relationen er dybt forbundne. Børn skal ses som kompetente individer og respekteres derefter. Vi er alle lige meget værd uafhændeligt at alder og uddannelse som mennesker er vi alle lige (Erkjennelse og Anerkjennelse, s.20, 1999). I Interviewet med pædagog X forklarer hun sin tilgang til børnene, og denne tilgang har mange paralleller med Bae s definition af anerkendelsen samtidigt er der plads til pædagogens egne prioriteter, med en fokus på positivitet og selv afgrænselig. Dette afspejler igen Bae s definition af anerkendelse og erkendelse. B.: Hvad er din pædagogiske tilgang til børnene? P. X: Som du kan regne ud den anerkendende tilgang, 15

hvad vil det sige, det er jo at man møde børnene med åbent sind og prøver at forstå deres verden ud fra hvad de siger. Prøve at være positiv omkring deres måde at se verden på og deres perspektiv. Pædagogen fra vuggestue A s definition af anerkendelse handler ligesom Bae s om at forstå børnenes perspektiv og møde dem med åbent sind. Respekten ligger deri også implicit, fra pædagogens side. Pædagog X forklarede mig også at anerkendelsen samtidigt gør sig gældende i for eksempel en indkøring. Man skal netop ikke lige hoppe til barnet med det samme men vise barnet noget respekt og lade det se en an. Det er også denne respekt og forståelse der bliver udvist når for eksempel pædagoger løfter på et barn i vuggestuen. Jeg spurgte dem hvorfor de sagde til børnene de tog dem op eller nogen gange hvorfor de spurgte dem om lov Pædagogens forklaring var simpel men resonerede meget klart hos mig som et udtryk for anerkendelse og Bae s forståelse af denne. Der er jo ikke forskel på dem og mig, vi er lige meget værd, du vil jo heller ikke have folk kommer og løfter dig op - Pædagog X Pædagogen ser børnene og de voksne som lige, dette er også vigtigt forklarer hun når man skaber en anerkendende relation. Vi har dog ifølge Bae forskellige erfaringsgrundlag og gennem disse besidder vi forskellige kvaliteter som ikke gør os lige. Det vigtigt også ifølge Bae at være bevidst om at individer har forskelligt erfaringsgrundlag og når man indgår i en relation vil der næsten altid være en ulig magtfordeling. At holde dette for øje er et nøgle komponent når man skal arbejde eller agere anerkendende. Yderligere har Bae forståelsen af for at fyldestgørende anerkendelse skal finde sted skal flere forskellige elementer også være til stede. Disse elementer er som følgende forståelsen og indlevelse, bekræftelse og åbenhed, selvrefleksion og afgrænsning. (Erkjennelse og Anerkjennelse s.11, 1999) Berit Bae forklarer også at den verbale kommunikation kun er et led i anerkendelsen. I hendes optik skal pædagogen også fokusere på den nonverbale kommunikation altså kropssprog og signaler, som fortæller om hvordan et barn har det og om deres oplevelsesverden. Pædagogen skal validere og vise forståelse for barnets oplevelse gennem både den nonverbale kommunikation og den verbale og anerkende det. Dette vil hjælpe et barn til at blive selvstændigt. 16

Børn skal som Bae forklare det respekteres og mødes med åbenhed og bekræftelse. Bekræftelse er igen et ord som tit bliver misforstået og skal ikke ses som værende enighed eller den førnævnte ros, men at pædagogen åbent og accepterende ser ting fra barnets oplevelsesverden og refleksions side. Det er her hvor pædagogens selvafgrænsning spiller ind. Pædagogens selvafgrænsning handler om hvordan man som professionel skal afgrænse sin egen oplevelsesverden og følelser fra barnets- Det kan forklares som at man ikke putter ord i deres mund, at man ikke projicerer sine egne normer og perspektiver over på barnets og giver barnet mulighed for at have sit eget perspektiv og vise pædagogen dette. Oplevelsesverdener og perspektiver fylder også meget i Berit Baes optik, og er det hun baserer sin forståelse af anerkendelsen ud fra. Hun mener at man skal være åben overfor andres oplevelsesverdener og perspektiver i sit arbejde og generelt, ingen kan lide at blive defineret og fortalt hvordan de har det ud fra andres perspektiv af andre, Bae mener at dette kun hæmmer udviklingen, selvforståelse og selvrefleksionen. Hvis et barn eksempelvis bliver fortalt nok gange at "du er sådan en bølle så vil barnet ifølge Bae begynde at associere sig selv med disse ord og definerer sig selv ud fra dem. Selvet ifølge Berit Bae Berit Bae arbejder og tolker ud fra Anne-Lise Løvlie Schibbye dialektiske teorier om relationer og erkendelsesteorier, meget af hendes teori er udarbejdet ud fra Schibbyes tanker om anerkendelsen. I bogen Erkjennelse og Anerkjennelse (1999), beskriver Bae de mange facetter som udgør anerkendelsen og kompleksiteten af relationer. Hun bruger begrebet selvet for at beskrive et individs selvforståelse. Bae beskriver hvordan selvet og ens opfattelse af selvet er en relation eller nærmere et netværk af relationer som befinder sig i et indbyrdes og gensidigt afhængighedsforhold. Selvet kan forstås på to måder, forklarer hun, som det afgrænsede selv og det der står udenfor. Selvet defineres yderligere som en relation mellem mig og jeg siden i mennesker, den tankegang som er inspireret af Mead (Erkjennelse og anerkjennelse s.14-16, 1999). Selvet og relations udviklingen forstås som to modstridende behov for mennesket. Forskellen ligger i at have en afgrænset selvforståelse af sin identitet og være nær og tilknyttet til en 17

relation med andre. Formningen af individet vil derfor være et kompromis mellem disse to elementer. Ifølge Bae og hendes forståelse af relationer og selvet vil differentiering og afgrænsning også blive centrale processer i selvudviklingen. Der vil ifølge Bae også opstå en naturlig frygt fra mennesket for at blive assimileret af omverden og miste sine grænser og dermed sin identitet. Denne afgrænsning som Bae beskriver er tæt forbundet med selvrefleksion. Som individer afgrænser vi os og får forskellige holdninger og erfaringer og samtidigt hvis vi forholder os ureflekterede vil vi ikke få noget forhold til siderne (Erkjennelse og anerkjennelse s.16, 1999). Alle voksne/omsorgspersoner/forældre vil ifølge Bae have tidspunkter hvor de er uafgrænsede eller ureflekterede, og dette vil gøre det vanskeligt for et barn at få et reflekterende forhold også til de samme sider af sig selv. Hvis når barnet er besværligt at forældrene ikke kan anerkende des problemer men kun belønner "god" opførsel og mestring, dette vil lede til at barnet undertrykker væsentlige oplevelser. Det kan være udtryk for dette og ikke at få et fuldbyrdet ansvarlig og afgrænset forhold til disse følelser (Erkjennelse og anerkjennelse s.20, 1999). Disse ufuldbyrdede følelser kan også videreføres i at de sider vi ikke forstår af os selv eller ikke reflektere over kan lede til at den måde vi anerkender andre på eller modtager anerkendelse- Dette vil sige vores ufuldbyrdede selvopfattelse kan medføre at vi er med til at skabe en ikke fuldbyrdet selvopfattelse hos andre. Det vil i en arbejdsmæssigt sammenhæng være nemmere at arbejde med børnenes selv og relationer når man ser selvet som en åben relation eller egenskab individet besidder og ser selvet og relationen som to sider af samme sag. Bae ser også den anerkendende relation som et ideal, noget man skal stræbe efter. Vi har som mennesker ifølge hende meget lidt erfaring med ligeværdige og sande anerkendende relationer via vores familie og uddannelse (Erkjennelse og Anerkjennelse s.28, 1999). 18

Voksnes Definitionsmagt Bae arbejder yderligere ud fra en dialektisk relations teori, som er inspireret af Hegels principper om anerkendelse. De principper beskrives som at mennesker som individer kun bliver bevidste om dem selv og selvstændige gennem anerkendelsen af andre (Social kritik s.47, 1996). Det er derfor vigtigt at tale om børns afhængighed eller det som Bae kalder definitionsmagten. Definitionsmagten tager udgangspunkt i tanken om at den voksne finder sig i en overmægtig position i forhold til barnet og barnets oplevelse af sig selv. (Social Kritik, s. 47, 1996). Dette skyldes børn er meget afhængige af de stimuli og reaktioner de får fra voksne og omsorgspersoner. Børn har brug for input for at kunne skabe en bedre ide om hvem de er og for at lære realisere sig selv. Voksne påvirker børn med de måder de reagere på barns kommunikation, den måde man sætter ord på barnets handlinger og oplevelser, dette er definitionsmagten. Definitionsmagten kan forklares som værende hver gang et individ definerer hvordan en anden er gennem skældud, ros eller andet. Når dette finder sted bruger man sin definitionsmagt og er med til at fjerne eller fratage modtagerens ret til at have sit eget perspektiv. Man kan reflektere ud fra dette og udlede sin egen definitionsmagt og måden man taler på er noget man skal arbejde med når man gør brug af anerkendelse og arbejder med anerkendende pædagogik. Det er også her er vigtigt at nævne Berit Baes kritik af ros. Ros er ikke behjælpelig når den bruges til at definere nogen men skal bruges bedre når den anvendes som et udsagn fra ens egen oplevelsesverden. Jeg har for eksempel oplevet pædagog siger jeg syntes du er sur i stedet for formuleringen du er sur". dette skal hjælpe modtageren - barnet med at ikke blive afgrænset af pædagogens verden og gøre den personlige udvikling bedre. Man kan også gennem anerkendelsen arbejde uden om sin definitionsmagt som Pædagog X Illustrerer her: Nu er det jo os der er de voksne vi prøver at sætte os ind i barnet og deres verden, i deres sted og prøve at forstå dette. At arbejde ud fra hvordan de har det, ikke sådan noget med hvad er rigtigt og forkert, eller godt og skidt. -Pædagog X 19

Hun illustrerer her hvordan ros eller skældud ikke passer ind i dagligdagen og man som pædagog ikke skal bruge sin magt til at definere barnets følelser, men mere til at forstå og erkende børnenes oplevelsesverden. Pædagog X kommer med et yderligere eksempel om hvordan man kan gribe en situation uden at bruge sin definitionsmagt til at rose eller kritisere. For eksempel kan palle give en, et gok i nøden, det er jo ikke fordi han vil slå den anden nødvendigvis men måske fordi han vil lege. Så kan man ikke sige det der det må du ikke, det vil jeg simpelthen ikke have!. Så kan man i stedet for prøve at sætte sig i barnets sted, om der er en anden grund til det og sige f eks "er det fordi du gerne vil lege" og se om der er en årsag til at man gør som man gør. Det kan jo kun blive en bedre måde at være sammen på. Anerkendelse er en samværsform hvor man kort sagt har den positive vinkel på og har en forståelse og indsigt i børnenes oplevelsesverden - Pædagog X Dette kalder igen tilbage til den anerkendende relation: hvor man respekterer den andens oplevelsesverden. Man kommer med sit eget perspektiv men samtidigt giver plads til andres. Det at forholde sig spørgende, giver også meget mulighed for dialog og vidensdeling. Disse relationer og forhold er dog umiddelbart noget nyt da man ifølge Bae ikke skal være for idealistisk omkring anerkendelsen. Det er ifølge Bae meget sjældent i det senmoderne samfund at vi oplever gensidige anerkendende relationer. Vi lever i et samfund som indeholder meget lidt ligeværdighed igennem dets opbygning. Derfor jo mere mennesker som besidder definitionsmagten ikke bruger den på en negativ måde vil det imødekomme andres selvtillid eller selvstændighed (Social Kritik s.48, 1996). Det samme gælder når man arbejder anerkendende i en vuggestue. Det er vigtigt man har overblik over hvornår man har brugt sin definitionsmagt uhensigtsmæssigt og kan reflektere over dette. Man skal være opmærksom på at det at handle anerkendende hele tiden er svært og skal ses som idealet. Dette mener Bae kan løses via en bevidsthedsgørelse fra tidlig udvikling. Pædagoger skal være klar over hvad en anerkendende relation indebærer før vi kan arbejde med hvordan vi anvender vores definitionsmagt. Gennem denne bevidsthed kan vi skabe bedre vilkår for at børn møder respekt og får mulighed for at udvikle sig i en positiv retning. 20

Opsamling på Berit Bae Bae har en meget pædagogisk fremgangsmåde og beskrivelse i hendes teorier. Hun arbejder ud fra tanken om barnet - pædagog gensidig respekt og plads til andres perspektiver. Det er særdeles brugbart når man prøver at forstå hvorfor et barn gør som de gør. Berit Bae s udtalelser om definitionsmagten er også et vigtige værktøj. Definitionsmagt afsnittet sætter fokus på at holde for øje at man ikke unødvendigt sætter børn og voksne i kasser, hvor man definerer hvem de er eller på anden måde styrer deres selvopfattelse, som menneskehjernen har en tendens til at gøre (Social Kritik 48, 1996). Hendes relativt nemme at forstå teorier er gode at anvende og reflektere over og gør det også nemmere at anvende dem i praksis, Det kan oversættes hvordan definitionsmagten fungerer når man koger det ned til en almindelige dagligdags situation. det at man siger du er dygtig er et eksempel hvor jeg definerer hvordan et barn er, i stedet for at sige jeg syntes du er dygtig som er et udtryk for min oplevelsesverden af hvordan barnet er. Fokusset på selvafgrænsning og forståelsen af selvet som en åben relation er også vigtig når man taler om Bae og hendes forståelse af anerkendelse. Denne teori er fortolket gennem Schibbyes teorier, Som handler om dialektisk anerkendende pædagogik, Men i modsætning til Schibbye, præsenterer Bae sit eget anvendelige pædagogiske tag på dette. Selvet, jeg og mig forståelserne er også vigtige vinkel af Baes teori, især når man arbejder med småbørn som styres af disse sider af selvet. Kritik af Bae Bae tager udgangspunkt i et personligt og nært niveau, dvs. hun tager udgangspunkt i det enkelte barn. Hun er blevet kritiseret for dette af (Carsten Pedersen, Anerkendelsens Blinde pletter) fordi tanken at have tætte en relation til hvert barn i en institution er lidt en utopi. Det er meget svært at opnå i praksis, på grund af manglende plads eller overskud fra pædagoger og medhjælperes side til at understøtte den slags dybdegående relation. Baes teori mangler en balance mellem individet og fællesskabet som hun kritiseret for i "Anerkendende pædagogik"(2007). 21

Opsamling på anerkendelse Anerkendende teori som det er i dag et multifaceted fænomen, som har mange enkelte fine definitioner (Erkjennelse og Anerkjennelse s.13, 27, 1999). Ikke desto mindre kan man fastslå at anerkendelse er dybt relationelt forbundet. Mere generelt handler anerkendelse også om at man respekterer den andens oplevelsesverden og perspektiv. Man skal ikke dømme en, men tage det til sig og acceptere andres synspunkt. Om det er Honneths brede abstrakte anerkendelse med de tre sfærer eller Bae nære personlige anerkendelse, så er det hele anvendeligt hvis man reflekterer over sin praksis. Igennem analysen er jeg kommet frem til at begge metoder er anvendelige og har fundet sted i praksis, som viser mine observationer og interviews. Bae s tanker om hvordan vi skal gøre os bevidste om hvad anerkendelse er og hvordan vi bruger definitionsmagten, er meget relevante når man ser på hvor meget anerkendelse har spredt sig som fænomen og metode gennem årene. Ikke desto mindre er det vigtigt at man er kritisk i sin praksis og altid reviderer sine metoder og tænker over hvorfor ting gøres som de gøres. Derfor er det også vigtigt at holde anerkendelse og relations teorier under lup, dvs. blive ved med at udvikle den anerkendende teoris metoder og reflektere over denne så man kan få analyseret og reflekteret over de erfaringer man har fået. Det samme gælder især hverdagspraksis i en vuggestue hvor pædagogerne er efter min erfaring diskuterer forskellige teoriers anvendelse og kritiserer dem til personalemøder. Dette kan muligvis være et enkeltstående tilfælde forbundet med vuggestuen hvor jeg foretog mine observationer. Det er også gennem sådan et samarbejde at man kan komme frem til en måske endnu bedre metode og anvendelse for teorien. 22

Magt I dette afsnit vil jeg undersøge den teoretiske tilgang og anvendelse af magt i praksis. Magt er et fænomen som spiller ind i alle relationer (Erkjennelse og Anerkjennelse s.37-38, 1999) og er derfor meget relevant i forhold til anerkendelse og definitionsmagten. Samtidigt spiller magt en uundgåelig rolle i vuggestuen gennem den dynamik som foregår mellem deltagere og måden vuggestuen er opbygget på som institution. Efter nærmere beskrivelse af anerkendelse vil det være et logisk skridt at tale om magt, da de to fænomener er tæt forbundet sammen; og mere specifik magt i vuggestuen og pædagogens rolle deri. I en vuggestue er der asymmetriske magtforhold mellem voksen og barn, de voksne har magten som Berit Bae beskriver i definitionsmagten og Honneth beskriver i sine teorier (Behovet for anerkendelse, 2003). Denne magt og denne position man har i forhold til børnene er vigtig at have for øjet når man skal have en anerkendende tilgang. Som Berit Bae påstår er det vigtigt at afgrænse sig selv og være bevidst om sin positionering i forhold til børnene man arbejder med. Hvis man skal have en åben og ærlig relation til et barn, skal man også respektere det. Der kan være problematisk hvis man bruger sin magt, på en ikke fyldestgørende måde i praksis. Det er også vigtigt at huske når man taler om anerkendelse og magt, at anerkendelse sagtens kan ses som en magt, at have magten til at anerkende eller ikke at anerkende, da mennesket ifølge Bae og Honneth higer efter anerkendelse (Erkjennelse og Anerkjennelse s. 34, 1999). Kombineret med tankerne om definitionsmagten, det at have magten til at kunne bestemme hvordan andre har det, er der bestemte muligheder for magtmisbrug i den anerkendende pædagogik. Misbrug af denne magt sker netop når man som professionel bruger sin magtposition til at definere andres oplevelser uden at anerkende deres perspektiv og oplevelsesverden. (Voksnes definitionsmagt, Berit Bae, 1996). 23

Vuggestuen som institution En vuggestue er den første institution som et barn vil være medlem af i sit liv, i det institutionaliserede samfund, du vil som barn gå fra vuggestue til børnehave til fritidshjem, skole osv. Vuggestuen og mange institutioner er derfor opbygget på en speciel måde, ikke ulig et fængsel. (Anstalt og Menneske, 2001) Dette er en provokerende sammenligning, men lad os kigge nærmere på de to. Der er en meget klar magtfordeling i form af pædagoger og børn i en vuggestue, ligeledes mellem indsatte/vogtere i et fængsel. Der er hovedsageligt en leder, det er de magthavende i form af vogtere/pædagoger som bestemmer hvornår de indsatte skal spise, sove, være udenfor, være inden for, hvem de må være sammen med. Der er også en del magtanvendelse parat til brug i begge institutioner. Dog er dette ikke unikt for vuggestuen men dog mest passende på denne. Alle institutioner har en meget fælles og uniform opbygning. Dette kommer i form af samfundet opbygning, et samfund fungerer på den måde at alle aktører i samfundet følger de samme regler, derfor skal institutionerne og opbygningen af dette også være homogene. Vuggestuen skal generelt også være opbygget på denne måde fra samfundets synspunkt men også fra et udviklingsmæssigt synspunkt. I vuggestue A handler det også om barnets udvikling og trivsel, det samme gælder når man arbejder med forældrene så er det altid taget ud fra barnets bedste, des udvikling og velvære. Magten spiller meget ind når pædagogen bruger sin viden, i forhold til at kende forældrene/familien samt fortilfælde med andre børn: For eksempel når et barn er blevet storebror eller storesøster så er det vigtigt de er hjemme i starten, det er den erfaring vi har, det er at man gerne vil prøve at være en del af familien derhjemme, der ved jeg at der er andre f.eks. sundhedsplejerskerne siger noget andet, de siger man skal have en helt almindelig hverdag som de plejer. - Pædagog X Med dette menes der at vuggestuen gennem repetition og rutiner skaber en atmosfære som er nær og nemmere at udvikle sig i, da man føler sig tryk som individ og ved hvad der skal ske næste gang bliver man ikke overrasket eller stresset på den måde. Ydermere er det også nemmere for de ansatte at sammensætte dagligdagen når den er opbygget på den samme måde. For bedre at kunne illustrere vuggestuens rolle som institution i forhold til individet og den institutionaliserede verden generelt 24

vil jeg her inddrage en tekst af Erving Goffman om individet og institutionen kaldet " Anstalt og Menneske" (2001) Erving Goffman Erving Goffman er en makrosociolog som er født i Canada i 1922. Han er kendt for en række bøger blandt andet "The presentation of self in everyday life"(1959) og "Stigma: Notes on the management of spoiled identity"(1963). Bøgerne omhandler microsociologiske problemstillinger som for eksempel de krænkelser som et individ udsættes for og hvilke handlemuligheder vi har over for disse. Han beskriver sin opfattelse af den sociale verden i et metaforisk perspektiv, som hjælper ham med at illustrere sine teorier. Jeg vil inddrage teksten "Anstalt og Menneske"(2001) ikke kun fordi den belyser spændende aspekter af magt men også på grund af hans beskrivelse af den totale institution. Goffman argumenterer for at der er mange simili mellem institutioner, de er opbygget på en meget uniform måde, ikke ulig et fængsel og en vuggestue. Dette er ikke ment i negativ konnotation elles som børnene bliver straffet, men ment som den rent organisatoriske opbygning. Udføringen af dagligdagen i en vuggestue, har nogle meget fængsels lignende træk. Disse træk og denne opbygning påvirker efter min mening relationerne og det sociale miljø i en vuggestue- samtidigt med at det forstærker den magt pædagogerne har. Det gør at det asymmetriske magtforhold som der er mellem pædagog og barn bliver endnu mere skævt. Pædagog X blev også spurgt om, hvad hendes definition af magt i vuggestuen er. Det vil give et værdifuld indblik af hvad hendes oplevelse er som praktiserende pædagog: Vi er jo som pædagoger 100 procent dem der har magten her, vi definerer deres hverdag fra de kommer til de går. Det er derfor det er sindssygt vigtigt at vi ved hvad vi gør som pædagoger og hvorfor vi gør det. Faktisk fra de [børn] kommer ind af døren er det jo mig og de andre pædagoger der bestemmer hvad børnene skal lave, hvem de skal være sammen med og hvor længe, hvad skal vi have at spise hvornår skal vi ud, og hvornår skal vi sove, det er os der har magten kan man sige. Vuggestue er 25

det allervigtigste i forhold til magtanvendelse, det lyder meget grimt, men mener ikke fysisk mere rent praktisk. - Pædagog X Det er vigtigt at pointere når pædagogen siger de menes der børnene. Ifølge denne udtalelse har pædagogerne en stor magt position i forhold til børnene. Den Totale Institution Det er vigtigt til at starte med at forklare at Goffmans tekst er et produkt af sin tid og nogle af institutionerne som Goffman beskriver ikke anvendelige mere eller findes i en anden form, men jeg føler at budskabet stadigvæk er relevant i forhold til min opgave. Goffman starter ud i teksten med at definere institutioner og den totale institution, Goffmans definition af en institution er meget simpel og består af f.eks. værelser eller en bygning hvor der ofte foregår en eller anden aktivitet. Institutioner kræver af sine medlemmer og deltagere en form for deltagelse/tid eller interesse og til gengæld får man det der vil svare til en særskilt eller parallel verden (Anstalt og menneske, s.11, 2001). Det totale eller altomfattende i en institution kommer fra den indespærrede effekt som disse instanser besidder, det at man ikke kan gå når man vil og fysiske foranstaltninger som låste døre, høje mure etc. Goffman nævner 5 grupper af totale institutioner som dækker de sårbare eller farlig for samfund grupper (anstalt og menneske s.12, 2001). Disse grupper er meget brede og bruges til at skabe en generel profil. Goffman beskriver det som grundlæggende i samfundet at vi sover, leger og arbejder ikke de samme steder, men i den totale institution nedbrydes denne grænse og alt foregår samme sted. Et fællestræk for den totale institution er at alle dagens rutiner er nøje skemalagt så den ene opgave eller aktivitet afløses af den næste på et bestemt klokkeslæt. Alle aktiviteterne er indarbejdet i en plan som skal opfylde institutionens officielle mål, dette er håndhæves af regler og af personalet. Antallet af ansat Personale i den totale institution er mindre end klienterne og der er ingen rigtig social mobilitet mellem de to grupper (anstalt og menneske 14.s,2001). Samtidigt får klienterne tit et fjendebillede af deres vogtere som også forstærkes udefra gennem hvordan magtfordelingen og arbejdsfordelingen er inde i total institutionen. 26