Inkluderende læringsfællesskaber Charlotte Andersen Bevar roen En metodehåndbog til inklusion af børn med ADHD
Charlotte Andersen Bevar roen en metodehåndbog til inklusion af børn med ADHD 1. udgave, 1. oplag, 2012 2012 Dafolo Forlag og forfatteren Omslag: Lars Clement Kristensen Illustrationer: Michael Pedersen Forlagsredaktør: Karen Lise Søndergaard Brandt Grafisk produktion: Dafolo A/S, Frederikshavn Dafolos trykkeri er svanemærket, kvalitetscertificeret efter ISO 9001 og miljøcertificeret efter ISO 14001. Dafolo har i sin miljømålsætning forpligtet sig til en stadig reduktion af ressourceforbruget samt en reduktion af miljøpåvirkningerne i øvrigt. Der er derfor i forbindelse med denne udgivelse foretaget en vurdering af materialevalg og produktionsproces, så miljøpåvirkningerne er mindst mulige. Svanemærket trykkeri 541-816 Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Forlagsekspedition: Dafolo A/S Suderbovej 22-24 9900 Frederikshavn Tlf. 9620 6666 Fax 9843 1388 E-mail: forlag@dafolo.dk www.skoleportalen.dk - www.dafolo-online.dk www.dafolo.dk/inkluderende Varenr. 7261 ISBN 978-87-7281-718-7
Indhold Forord... 5 Tak... 9 Indledning... 11 Hvorfor er der brug for denne bog?... 13 Bogens struktur og opbygning... 15 Kapitel 1 Nøglebegreber... 17 Inklusion...17 Barnet med ADHD...19 De professionelle...19 Skolen...20 Opsummering...20 Kapitel 2 ADHD og eksekutive funktionsvanskeligheder... 21 ADHD...21 Opmærksomhedsforstyrrelser...23 Hyperaktivitet...24 Eksekutive funktionsvanskeligheder...24 Tjekliste...26 Kapitel 3 Relationsarbejdet...27 At arbejde med relationer...28 Sproget benævner adfærden...29 Tjeklisten...30 Relationskompetence...31 Kompetenceskema...31 +modellen...32 Den professionelles rolle...32 Voksnes ansvar...33 Plus på relationskontoen...34 Barnets relation til andre børn...35 Barnets styrkesider..........................................................36 At gå på kompromis og vælge sine kampe...37 Bevar roen...38 Konfliktsituationer...38 Afledning...42 Opsummering...44 Kapitel 4 Struktur og organisering... 45 Organisering i klasselokalet...46 Organiseringsvanskeligheder...47 Strukturering...48 Dagsskema/ugeskema...49 Manglende tidsfornemmelse...50 Pauseskema...52
Brug timer/stopur...53 Støttesystemer...54 Styring, støtte, mestring...57 Skydeskiven...57 Fokuspunkter...58 Belønningssystemer...59 Fælles belønningssystem...60 Opsummering...61 Kapitel 5 Undervisningssituationer.... 63 Tilpas kravene...64 Stoffet skal præsenteres på en levende måde...64 Brug forskellige indlæringsmetoder...65 Brug af computer...66 Overskueliggør opgaverne...67 Undervisningen skal være tilpasset barnets behov...69 Fleksibilitet...70 Temauger...71 Gruppearbejde eller lege med andre...72 Opgaverne skal konkretiseres...73 Rigiditet...73 Hjælp barnet på vej...74 Et barn med masser af idéer...75 Hjælpekort...76 Lektier...77 Back up-plan...78 Find et kodeord...78 Find et helle................................................................78 For at lette hverdagen...80 Den unge med ADHD...80 Dispensation...82 Praktikperioder...83 Samarbejde mellem de professionelle...83 Opsummering...84 Kapitel 6 Forældresamarbejde................................. 87 Skoleskift...89 Kommunikation og information...89 Forældrenes ansvar...91 Loyalitet...91 Godt gået-banner...91 Kontaktbogen...92 Kontrakter...92 Lektiebogen...92 Åbenhed...93 Medicin...93 Opsummering...95 Litteraturliste... 97 Bilagsliste... 99
Forord Af Jette Myglegaard, formand i ADHD-foreningen Titlen på denne bog: Bevar roen beskriver noget essentielt i forhold til børn med ADHD. Jeg har mærket det på min egen krop og ved, hvad det har af betydning for min søn, at jeg som forælder kan bevare roen og tro på, at det kan lykkes. Tro på, at han kan lykkes. Tavsheden, der føltes som et helt liv, blev gennembrudt af en befriende latter, der fik alle i lokalet til at kigge rundt på hinanden. Store smil, anerkendende nik og enkelte hænder, der søgte og fandt vej til hinanden, forseglede ønsket om og viljen til at bidrage til, at en lille dreng, der ikke var helt som deres børn, ville blive inddraget i fællesskabet. Præcis på denne aften ved et forældremøde i 1. klasse blev vores søn med ADHD inkluderet. Klasselæreren, der forestod mødet, var samtidig en af to lærere for vores søn i skolens specialklasse for børn med ADHD. Denne lærer havde ønsket at afprøve, hvordan og i hvor høj grad børnene i specialklassen kunne profitere af at deltage i undervisningen i normalklassen. Begge lærere var nysgerrige og opsøgende i forhold til de udfordringer, de nu skulle håndtere i deres dagligdag. På mange måder blev en stor del af undervisningen og tilrettelæggelsen af den en gensidig udviklingsproces. Og vi var, som forældre, i høj grad inddraget. I praksis betød det, at vores søn forsøgsvis blev medtaget i normalklassens undervisning i enkelte timer fra slutningen af 0. klasse, da han efterhånden havde fået skabt sig en forestilling om universet skole. Til og med 3. klasse øgedes det timeantal, han formåede at deltage i undervisningen i normalklassen. I slutningen af 3. klasse deltog han 12 timer om ugen i normalklassen, og læreren ønskede at han fra 4. klassetrin skulle overgå fra specialklassen til normalklassen med støtte. 5
Som forældre var vi mere end almindeligt skeptiske. Vi var bekymrede for, at det ikke skulle lykkes, bekymrede for, at kravene skulle blive for høje, bekymrede for, at vi kom til at betale regningen derhjemme fordi han skulle bruge så mange kræfter på at følge med, at forblive en del af fællesskabet, og derfor ikke have flere kræfter tilbage når skoledagen var forbi. Vi var bange for, at han skulle få flere nederlag. Heldigvis mødte lærerne vores bekymring, anerkendte den og bad os alligevel om at gå positivt ind i forandringen. Vores erfaring med de to lærere gjorde, at vi ikke kunne forsvare at fastholde vores modvilje, og vores søn blev en fast del af normalklassen med støttetimer. Det blev en stor succes. Ikke mindst på grund af forældremødet i 1. klasse. Den gradvise deltagelse i normalklassens timer affødte naturligvis en del konflikter med de andre børn. Vores søn reagerede ofte med vrede, når sammenhængen blev for utydelig, eller når han følte sig utilstrækkelig. Ind i mellem gik det ud over de andre børn, som han, både verbalt og fysisk, afreagerede på. Nogle af de andre børn blev bange for ham, og risikoen for isolering var tiltagende. Min søns lærer imødekom denne udfordring ved at fortælle de andre børn, hvorfor vores søn reagerede, som han gjorde, og hvordan de kunne takle det. Samtidig bad hun os deltage i et forældremøde i klassen for at fortælle om vores søn og de vanskeligheder, han havde. Det var på dette møde, at inklusionskulturen i klassen opstod. Læreren præsenterede os som forældre til den dreng, som hun var sikker på, at flere af deres børn havde nævnt derhjemme og ofte i negative sammenhænge. Derefter fik vi ordet og fortalte så godt, vi kunne om ADHD generelt og om, hvilken betydning det havde specielt for vores barn. Forældrene lyttede med rynkede øjenbryn og skeptiske ansigter. Da vi ikke kunne finde mere at sige, bredte tavsheden over forsamlingen, hvorefter min mand forsonende tilføjede: Det smitter altså ikke. Og så brød latteren løs. Fra dette øjeblik var der blandt forældrene et ønske om, at vores søn også skulle have sin plads i fællesskabet, og dette ønske gav de videre til deres børn. Disse børn blev de bedste hjælpere for vores søn. De fik viden om hans vanskeligheder og om, hvordan de kunne takle disse. Frem for alt adopterede de holdningen om, at han selvfølgelig skulle være med men også, at det var okay at sætte grænser for ham. Samlet set bidrog dette til at gøre hans skolegang så tilpas acceptabel, at han fik muligheden for at lære på lige fod med andre i klassen. En mulighed der har gjort, at han tilhører de kun 19 procent af unge med ADHD, der starter på en ungdomsuddannelse. De andre børn fra hans klasse og næsten alle forældrene har på hver deres måde givet udtryk for, at det har beriget dem at have 6
vores søn i klassen. Nogle gange er han bare så irriterende, men så siger jeg bare, at han skal gå ud lidt, som en klassekammerat sagde. Det er essentielt for alle at føle sig som en del af et fællesskab. Vi ved, at børn med ADHD er markant mindre vellidte af kammerater, og at børn med ADHD oftere ikke har bare én god ven. Vi ved også, at det at have en god ven har enorm betydning for barnets videre sociale liv. Så lad os stå sammen om at skabe de rigtige værktøjer for at inklusion kan lykkes. Lad os stå sammen om at hjælpe børn med ADHD ind i fællesskabet. Vores historie ligger nogle år tilbage, og forholdene for lærerne har forandret sig i mellemtiden, men behovet for viden om og forståelse for ADHD er ikke blevet mindre. Et behov, der viser sig blandt de lærere, der i dag står med udfordringerne i deres hverdag. Bevar roen En metodehåndbog til inklusion af børn med ADHD giver håb om, at inklusionen kan få lidt bedre vilkår. 7
8
Tak Tak til psykolog Annette Frandsen (www.annettefrandsen.dk), der har givet mig supervision i mit tidligere arbejde som AKT-lærer. Annette har i denne bogproces været en uvurderlig sparringspartner til den teoretiske del af bogen. Også tak til psykolog Annette Underbjerg, der er tilknyttet mit daglige arbejde i ADHD-gruppeordningen i Gladsaxe Kommune. En stor tak til Jeanette Simonsen, der som forælder til et barn med ADHD har givet mig indsigt i, hvordan inklusion i skolen kan blive en succesoplevelse både for barnet og dets forældre og for skolen. Også en stor tak til journalist Signe Pedersen for gennemlæsning og nye perspektiver. Tak til venner og kollegaer for at have delt deres erfaringer i skolen med mig. Derudover vil jeg sige tak til forlagsredaktør Karen Lise Søndergaard Brandt fra Dafolo, der hele vejen har troet på idéen om denne metodehåndbog. Endelig vil jeg sige tak til formand for ADHD-foreningen Jette Myglegaard. Det er en stor ære for mig, at hun har skrevet forordet til bogen. 9