1.1 Problemfelt... 3 1.2 Problemformulering... 4 1.3 Underspørgsmål... 4

Indholdsfortegnelse Kapitel 1: Introduktion... 3 1.1 Problemfelt... 3 1.2 Problemformulering... 4 1.3 Underspørgsmål... 4 Kapitel 2: Metode... 5 2.1 Definition af centrale begreber... 5 2.1.1 UNPKOs... 5 2.1.2 Afrika syd for Sahara... 5 2.1.3 Det internationale system... 5 2.1.4 Supermagt... 6 2.1.5 Stat... 6 2.1.6 Magt... 6 2.2 Afgrænsning... 7 2.3 Formål og motivation... 7 2.4 Projektdesign og opbygning... 8 2.5 Analysestrategi... 9 2.6 Valg af empiri... 10 2.7 Kildernes holdbarhed... 11 2.8 Valg af teori... 11 2.9 Teoretiske refleksioner... 12 2.10 Kvalitetsvurdering og gyldighed... 12 Kapitel 3: Teori... 14 3.1 Realisme... 14 3.1.1 Realisme... 14 3.1.3 Neorealisme... 15 3.1.4 Offensiv realisme... 17 3.2 Liberalisme... 17 3.3 Den Engelske Skole... 19 Kapitel 4: Historisk baggrund... 21 1

4.1 Udviklingen i kinesisk udenrigspolitik... 21 4.2 De fem principper om fredelig sameksistens... 23 4.3 Kinas Afrikapolitik... 24 4.4 Kina i UNPKOs... 26 4.4.1 Historisk baggrund... 26 4.4.2 Kinas nuværende personel i UNPKOs i Afrika syd for Sahara... 28 4.5. Delkonklusion... 30 Kapitel 5: Kinas motiver for deltagelse i UNPKOs... 32 5.1 Kinas syn på det internationale system... 32 5.2 Fra multipolaritet til multilateralisme... 33 5.3 Kinas operationelle og militære motiver for at deltage i UNPKOs... 34 5.4 Kinesiske motiver for deltagelse uden våben... 36 5.5 Økonomiske motiver for deltagelse i UNPKOs... 38 5.6 Sudan som eksempel hjælp eller økonomi?... 42 5.7 Noget for noget - Kinas isolering af Taiwan... 47 5.8 Delkonklusion... 48 Kapitel 6: Kinas position i det internationale system... 50 6.1 Indflydelse på Kinas magtposition ved deltagelse i UNPKOs... 50 6.2 Delkonklusion... 55 Kapitel 7: Konklusion og perspektivering... 56 7.1 Konklusion... 56 7.2 Perspektivering... 58 Kapitel 8: Afslutning... 60 8.1 Litteraturliste... 60 8.1.1 Bøger... 60 8.1.2 Rapporter og artikler... 61 8.1.3 Internetsider... 62 8.2 Begrebsliste... 64 8.3 Bilag... 65 8.3.1 Bilag 1: Kinas antal udsendte fordelt på år... 65 8.3.2 Bilag 2: Staters personel bidrag til UNPKOs... 66 2

Kapitel 1: Introduktion 1.1 Problemfelt Siden USSR s sammenbrud i 1991 har det internationale system i høj grad været præget af amerikansk hegemoni. I det seneste årti er der dog sket en forandring i magtkoncentrationen på grund af nye stormagters øgede indflydelse, heriblandt Brasilien, Indien og i særdeleshed Kina. Det internationale system er således begyndt at bevæge sig fra et unipolært system med amerikansk hegemoni til et mere multipolært system. Kina er på grund af sin store økonomiske vækst og størrelse umulig at forbigå som central international aktør. Kina er i dag en af verdens største økonomier med høje vækstrater, et befolkningstal der næsten er fordoblet siden 1949, og en levestandard der nærmer sig vestens med hastige skridt. Et væsentligt skridt på Kinas vej til øget magt og anerkendelse i det internationale system blev taget i 1971, da det endelig lykkedes Kina at overtage Taiwans plads i FN s sikkerhedsråd. Det skete med hjælp fra blandt andre en række afrikanske lande. Kina har i mange år været kendt for sin ikke-interventionspolitik (Dent, 2011:54-59), som bygger på fem principper om fredelig sameksistens, og som også er guideline for den overordnede kinesiske udenrigspolitik. I dag er Kina dog i langt højere grad end tidligere med til at tage ansvar for at løse store internationale opgaver, bl.a. ved deltage i FN s fredsbevarende missioner (UNPKOs 1 ), hvor hovedparten finder sted i Afrika. Kina har gennem tiden knyttet tætte bånd til flere afrikanske lande, hvilket bl.a. er sket igennem FOCAC (Forum on China-African Cooperation) og i form af Kinas store økonomiske investeringer i kontinentet. Kina har især siden år 2000 deltaget i en række missioner i Afrika under FN-mandat, hvilket er modstridende med deres ikke-interventionspolitik. På nuværende tidspunkt deltager de i UNPKOs i følgende lande i Afrika syd for Sahara: Sudan, D.R. Congo, Liberia, og Elfenbenskysten (UN peacekeeping, 12.12.11). Kinas engagement i UNPKOs har de sidste årtier ændret sig markant, hvor landet er gået fra at fordømme missionerne til selv at deltage i dem. Kina er således i dag det land, ud af de fem permanente 1 United Nations Peacekeeping Operations 3

medlemmer af FN s sikkerhedsråd, som er den største bidragsyder med personel til UNPKOs og nr. 7 i verden. På grund af Kinas aktivitet i de afrikanske lande, kan der stilles spørgsmålstegn ved Kinas hensigter mht. deltagelsen i UNPKOs, da de tidligere har været meget tilbageholdende med at intervenere andre suveræne stater. Ændringen i den kinesiske udenrigspolitik tyder på, at der er sket et kursskifte, hvor det nu ikke længere kun er på det økonomiske område, at Kina er en global aktør, men i høj grad også på det politiske. Baggrunden for Kinas nye udenrigspolitik, blandt andet deltagelsen i UNPKOs, er interessant at undersøge, da der blandt andet kan konstateres sammenfald mellem økonomiske interesser og UNPKOs i flere af de pågældende lande. Derfor er det relevant at undersøge, hvilke interesser Kina har i at deltage i UNPKOs på det afrikanske kontinent. Desuden er det interessant, hvorvidt dette kan have indflydelse på magtforholdet i det internationale system. Dette leder os frem til følgende problemformulering: 1.2 Problemformulering Hvilke motiver kan ligge til grund for Kinas deltagelse i UNPKOs i Afrika syd for Sahara, og hvordan kan denne deltagelse have indflydelse på deres magtposition i det internationale politiske system? 1.3 Underspørgsmål a) Hvilke historiske begivenheder og politikker er relevante for at forstå Kinas deltagelse i UNPKOs? b) Hvilke motiver kan ligge til grund for Kinas deltagelse i UNPKOs i Afrika syd for Sahara? c) Hvorvidt har Kinas deltagelse i UNPKOs påvirket deres magt i det internationale system? 4

Kapitel 2: Metode Problemformuleringen berører tre centrale begreber: UNPKOs, Afrika syd for Sahara og det internationale system (jf. Kap. 2.1) hvis uddybning og præcisering er vigtig for at undgå misforståelser projektet igennem, da nogle af disse begreber opfattes forskelligt, alt afhængig af den teoretiske indfaldsvinkel. Derudover følger en definition af andre væsentlige begreber: Supermagt, stat og magt, som ligeledes er vigtige for en præcis forståelse af de bærende elementer i international politik. 2.1 Definition af centrale begreber 2.1.1 UNPKOs UNPKOs er de internationale styrker, som bliver sendt til konfliktområder rundt om i verden under FN-mandat. UNPKOs er ikke kun sværtbevæbnede soldater, men også læger, sygeplejersker, ingeniørtropper og transporttropper. Kina deltager ikke med kamptropper, men alt andet, herunder politistyrker (Ministry of National Defense of the People s Republic of China, 17.11.11). Missionerne har både en overvågende og diplomatisk funktion. Styrkerne skal fungere som mæglere og samtidig lægge sig mellem stridende parter, da man går ud fra, at de ikke vil angribe internationale styrker, fordi det skaber vrede hos de deltagende lande i FN (FN Forbundet, 15.12.11). Da projektet kun beskæftiger sig med de fredsbevarende missioner, der foregår igennem FN, og missionerne er, som ordet antyder, fredsbevarende må de ikke forveksles med fredsskabende missioner. 2.1.2 Afrika syd for Sahara Projektet definerer Afrika syd for Sahara som alle afrikanske lande undtagen de fem nordafrikanske lande: Marokko, Algeriet, Tuneisen, Libyen & Egypten. Desuden ses Vestsahara som en del af Marokko, da det ikke er anerkendt af FN. 2.1.3 Det internationale system Når der refereres til det internationale system i dette projekt, er det defineret som det forum, hvor al ageren imellem internationale stater, organisationer og lignende finder sted. Projektet anser på nuværende tidspunkt det internationale system som unipolært med USA som hegemon, og der vil derfor blive skrevet ud fra denne antagelse. Derudover bliver termen: det internationale samfund også anvendt i projektet, da 5

liberalismen mener, at der er tale om et internationalt samfund og ikke et system. Når der analyseres ud fra liberalismen, vil der således blive refereret til det internationale samfund, hvorimod der generelt projektet igennem benyttes termen system om det sted, hvor stater interagerer. 2.1.4 Supermagt I dette projekt bruges begrebet supermagt om en aktør i det internationale system, der har en større magt end de andre aktører, og derved har stor indflydelse på, hvordan der bliver ageret i det internationale system. 2.1.5 Stat Staten bliver set på, og defineret, ud fra en international politisk vinkel. Når der generelt set bruges termen stat, er begrebet brugt således: Hele verden er inddelt i separate politiske samfund eller uafhængige stater, hvilket påvirker måden hvorpå befolkningerne lever. En suveræn stat er et klart afgrænset territorium, med en permanent befolkning, som er underkastet en regering/leder, der konstitutionelt er forskellig fra andre regeringer (Jackson & Sørensen, 2010 kap. 1). Selvom stater betragtes som uafhængige, og som værende i besiddelse af suverænitet, er det ikke ensbetydende med, at de er isolerede fra hinanden. Stater påvirker andre stater og må derfor finde en måde at sameksistere på. Man kan derfor sige, at stater indgår i et internationalt system. Når stater bliver brugt i internationale sammenhænge, ses staten endvidere som et komplekst sæt af institutioner, der tager beslutninger og agerer i det internationale system. (Den Store Danske Encyklopædi). 2.1.6 Magt Magt kan overordnet opdeles i to former inden for international politik: hård magt og blød magt. Hård magt betegnes som militærkapacitet, som enten kan komme til udtryk igennem militære trusler og handlen, samt økonomiske ressourcer. Blød magt betegnes som alt andet end, hvad der går ind under hård magt (Gray, 2011). Dette kan bl.a. være at opnå indflydelse igennem diplomatiske kanaler, som kan resultere i indflydelse i det internationale system. Denne indflydelse kan opnås ved at få andre til at dele ens værdier, normer og holdninger. Realismen og liberalismen ser dog forskelligt på de to former for magt. Realismen ser ikke blød magt som en reel faktor 6

som kan have indflydelse på magtpositionen i det internationale system. Liberalisterne ser dog den bløde magt som en afgørende faktor. 2.2 Afgrænsning Følgende projekt beskæftiger sig med, hvorvidt Kinas deltagelse i UNPKOs i Afrika syd for Sahara har indflydelse på Kinas position i det internationale system, og denne afgrænsning er et bevidst valg. Der er en lang række faktorer, der har indflydelse på positionen i det internationale system, og deltagelsen i UNPKOs er kun en meget lille del af dette. Derfor skal man være bevidst om, at projektets konklusion udelukkende bygger på deltagelsen i UNPKOs. Der kan altså være andre faktorer, der påvirker den magtposition, Kina opnår gennem deres deltagelse i UNPKOs. Disse faktorer er dog ikke analyseret og er dermed heller ikke en del af konklusionen. Valget af UNPKOs som fokus for analysen bunder i et observeret kursskifte i den kinesiske udenrigspolitik, der blandt andet vedrører deltagelsen i UNPKOs. På baggrund af dette kursskifte er det relevant at se på, hvilke motiver Kina har for at deltage, og hvordan disse har indflydelse på deres internationale position. Hvor UNPKOs fungerer som analyseområde, er Afrika syd for Sahara den geografiske afgrænsning. Denne afgræsning er fortaget, da Kina og Afrika har et tæt samarbejde som gør det interessant at undersøge, hvorledes dette samarbejde har indflydelse på deres deltagelse i UNPKOs. Da der er foretaget en geografisk afgræsning, medfører det at vores konklusion kun påpeger ændringer i magtpositionen i forhold til deres deltagelse i UNPKOs i Afrika syd for Sahara. 2.3 Formål og motivation Forholdene i international politik, som dette projekt beskæftiger sig med, kan anskues og undersøges på forskellig vis. Dette projekt har til formål at undersøge, hvorvidt stater handler ud fra egne interesser i internationale henseender, og om der er et skjult motiv for staters, i dette tilfælde Kinas, udenrigspolitiske ageren. Derudover har projektet til formål at vise hvorledes det, gennem udenrigspolitiske handlinger, kan være muligt at påvirke magtpositionen i det internationale system. Hvorledes dette undersøges er beskrevet nedenfor. Motivationen for projektet er, at den kinesiske deltagelse i UNPKOs er et forholdsvis nyt fænomen, der ikke er ligeså gennemanalyseret, som eksempelvis Kinas forhold til USA, Kinas generelle 7

indflydelse i Afrika og deres mulighed for at blive supermagt. Kina er et land i hastig vækst, og det er utrolig interessant at beskæftige sig med landet, da det har potentiale til at blive supermagt. Kinas deltagelse i UNPKOs er et af de nyeste forskningsområder omhandlende Kina. Der er endvidere gennem de seneste få år publiceret adskillige internationale rapporter, der lige netop omhandler, hvad Kina får ud af deres deltagelse og hvilke motiver de kan have. Flere af disse rapporter fungerer som empiri i dette projekt. 2.4 Projektdesign og opbygning Illustration af projektets opbygning: Historie Teori Analyse af motiver for deltagelse i UNPKOs Diskussion og vurdering Projektets opbygning består af tre bærende elementer: 1) det redegørende afsnit som både består af en historisk gennemgang og teori, 2) det analyserende afsnit, hvor der på baggrund af historie og teori foretages en analyse, der kan skildre Kinas motiver for at deltage i UNPKOs og 3) det diskuterende afsnit, som omhandler hvorledes en deltagelse i UNPKOs kan ændre Kinas magtposition i det internationale system. I det redegørende afsnit bliver der redegjort for henholdsvis den historiske udvikling, Kinas udenrigspolitiske ståsted og Kinas officielle Afrikapolitik. Endeligt vil der 8

blive redegjort for udvalgte IP teorier, som vil blive anvendt til at analysere de kinesiske motiver for deltagelse i UNPKOs i Afrika syd for Sahara. Den redegørende del er vigtig for at besvare problemformuleringen, da nogle af bevæggrundene for Kinas ageren skyldes historiske begivenheder og forhold. Derfor fungerer det redegørende som baggrund for forståelsen af analysen. Det analyserende afsnit, som er andet underspørgsmål, afdækker motiverne bag Kinas deltagelse i missionerne - både de umiddelbare og de bagvedliggende. Grunden til, at det er relevant at analysere motiverne bag handlingen er, at man kun derigennem kan undersøge, om Kina foretager deres valg for at opnå mere magt. På baggrund af analysen foretages der en diskussion, der skal vurdere, om Kinas deltagelse i UNPKOs har indflydelse på deres magtposition i det internationale system. Desuden bliver det diskuteret, hvorvidt det er de bagvedliggende motiver, den reelle deltagelse eller begge dele, som kan have indflydelse på magtforholdene i det internationale system. 2.5 Analysestrategi Projektets analyse er redskabet til at beskrive sammenhængen mellem de tre bindende led i problemformuleringen. De tre bindende led er henholdsvis: 1) De kinesiske motiver. 2) Kinas deltagelse i UNPKOs og 3) Kinas magtposition i det internationale system. Projektets formål er således at belyse hvorledes der er en sammenhæng mellem disse tre led - altså en årsags-virkningskæde. Omdrejningspunktet i problemformuleringen er, hvorvidt Kina kan øge sin magtposition i det internationale system, hvilket skal undersøges gennem den kinesiske handling, som i dette projekt er deres deltagelse i UNPKOs. Ud fra handlingen analyseres de motiver, der må antages at gå forud for handlingen. Disse motiver vil blive belyst ved hjælp af international politisk teori, som dermed kan belyse, hvorvidt handlingen, altså deres deltagelse i UNPKOs, er et middel til at opnå øget magt eller ej, og om denne handling, uanset motiverne, er med til at påvirke Kinas position i det internationale system. Nedenfor kan ses en grafisk illustration af sammenhængen mellem de bærende elementer i projektet. 9

Teori Motiver for handling Handling (Deltagelse i UNPKO s) Magtpositionen i det internationale system 2.6 Valg af empiri Til den redegørende del af projektet har vi valgt at bruge forskellig akademisk litteratur, primært sekundær litteratur, til at komme med en fyldestgørende redegørelse for den historiske baggrund for Kinas udenrigspolitiske ageren. Til den sidste redegørende del om Kinas politikker og deltagelse i UNPKOs er der både brugt primære og sekundære kilder. De primære kilder består af officielle politikker samt statistik fra både Kina og FN. Analysedelen er baseret på den opnåede viden fra de redegørende afsnit, men derudover bliver der brugt yderligere akademisk litteratur i form af både danske og internationale rapporter, udgivet af blandt andre de respektive landes forsvarsakademier. Analysen bygger i høj grad på sekundær litteratur, men også statistisk materiale og Kinas officielle udmeldinger fungerer som empiri. En del af det statistiske materiale er fra det officielle Kina, og der har været et problem med en af de kinesiske statistikker, der benytter termen Congo J. Det er ikke en betegnelse, vi har kunnet finde ud af, hvad betyder, og det er derfor brugt som Congo K, som der også bliver specificeret i det relevante afsnit. Da international politik er et felt, der er i konstant forandring, er det vigtigt, at empirien er af nyere dato, hvilket igen understreger emnets aktualitet, da Kinas deltagelse i UNPKOs ligeledes er et forholdsvis nyt fænomen, der som tidligere nævnt har fået en bred gruppe forskere til at publicere rapporter, der behandler emnet. 10

2.7 Kildernes holdbarhed Projekt bevæger sig indenfor det internationale politiske felt, hvor der findes forskellige former for politiske spil staterne imellem, hvor usagte formål og motiver kan ligge bag staters internationale handlinger. Måden hvorpå en stat vælger at handle og fremstå generelt, spiller en rolle for, hvordan resten af det internationale system opfatter staten. Dette er årsagen til, at det er en nødvendighed at forholde sig kritisk til kilder, særligt fra Kina, der omhandler deres egen politik, da kilderne ser det fra en kinesisk synsvinkel. Dette er årsagen til at det kræver fortolkning i forhold til det spørgsmål, man søger at besvare, når disse kilder benyttes. 2.8 Valg af teori Ved dette projekt bruges de overordnede IP-teorier (internationale politiske teorier), som er henholdsvis klassisk realisme og klassisk liberalisme samt nogle videreudviklinger af teorierne. Grundlæggende er disse to teorier, samt videreudviklingerne modsætninger, og bruges til at forklare, hvordan stater agerer i det internationale system. Når internationale handlinger skal analyseres, er det afgørende, at begge teoriretninger bruges, da den ene ikke kan stå alene uden et teoretisk modsvar, hvilket skyldes, at teorierne ikke forklarer lovmæssigheder, men blot er et redskab til at forklare staters handlen i det internationale system. Ved dette projekt er det relevant at bruge både de liberalistiske teorier og de realistiske teorier for at analysere de kinesiske motiver for at deltage i UNPKOs, da de umiddelbare interesser ikke altid er de samme som staters faktiske interesser. Derudover kan teorierne anvendes til at påpege, hvorvidt den kinesiske handling har skjulte motiver eller ej. Da international politik ikke altid er sort/hvid, kan det være svært udelukkende at henvise en handling til at være liberalistisk eller realistisk, da der kan være elementer af begge dele. Den engelske skole bliver således brugt og sammenholdt med de ovenfor nævnte teorier til at analysere de kinesiske motiver for at deltage i UNPKOs, men til forskel fra de andre teorier, kan den engelske skole belyse, hvorledes både elementer af liberalismen og realismen kan være tilstede samtidig. De realistiske teorier kan i projektet forklare incitamentet for, at Kina forfølger egne interesser, og dermed underbygge hvorvidt Kinas handling har mere end ét formål. De liberalistiske teorier står, som ovenfor nævnt, i kontrast hertil og bruges til at undersøge problemstillingen med henblik på at forklare den kinesiske 11

handling og dens umiddelbare årsag, som må antages at være at skabe fred i de pågældende lande samt at øge det internationale samarbejde. Som tidligere nævnt er begge teoretiske retninger nødvendige for at klargøre motiverne og den kinesiske deltagelse i UNPKOs, da de kan belyse hvorvidt Kina handler ud fra egne interesser eller grundet et ønske om fred. 2.9 Teoretiske refleksioner Når den klassiske liberalisme bruges, er det vigtigt at understrege, at denne udlægning af teorien ikke nødvendigvis er den eneste version, da man ikke kan tale om en universel forståelse af den klassiske liberalisme. Forskere og teoretikere inden for liberalismen er stadig uenige om forskellige principper inden for teorien og kan både nærme sig realisterne i deres tilgang til teorien eller insistere på, at den klassiske liberalisme består og derved være stærke liberalister. Ligeledes er der forskellige retninger inden for den klassiske realisme, men projektet samler de vigtigste pointer og fællestræk, så de senere kan bruges i analysen. Den engelske skole siges umiddelbart at ligge midt i mellem liberalismen og realismen, men mange kritikere påpeger, at selvom skolen indeholder liberale elementer, er dens primære fokus rettet imod magt og interesser, hvilket lægger sig opad realismen. Dette er også grunden til, at skolen ikke alene kan bruges til at analysere Kinas motiver for at deltage i UNPKOs uden et modsvar, da resultatet ville lægge sig mest opad realismen. 2.10 Kvalitetsvurdering og gyldighed Da projektet er afgrænset til Kinas deltagelse i UNPKOs gør det, at der er mange af de andre aspekter, der har indflydelse på Kinas magtposition i det internationale system, som ikke bliver behandlet. Konklusionen skal derfor ses ud fra et meget afgrænset område og med forbehold, da det er uvist, om det netop er deres deltagelse i UNPKOs, som påvirker de internationale magtforhold. Projektets gyldighed indenfor sit område er dog stor da det, som tidligere nævnt, er underbygget af en stor og ny mængde empiri fra bl.a. anerkendte forskningsinstitutter. Projektet bruger UNPKOs som en linse til at kigge på Kinas internationale magt, og så længe der er bevidsthed om, at en række ydre forhold kan påvirke konklusionen, er den gyldig. Valget af UNPKOs, der må siges at være et smalt felt, gør at projektet kan analysere 12

og diskutere mere dybdegående og underbyggende, end hvis der blev fokuseret på alle de forhold, der eventuelt kan påvirke Kinas position i det internationale system. 13

Kapitel 3: Teori Følgende kapitel vil redegøre for de valgte teorier, der bliver benyttet til at analysere Kinas motiver for deltagelse i UNPKOs. 3.1 Realisme 3.1.1 Realisme Den klassiske realisme er en normativ teori, som beskriver hvorledes stater bør agere. Den klassiske realisme ser historien som en cirkulær proces, hvor fremskridt og fred ikke er muligt da krige, på grund af usikkerhed, altid vil opstå. Inden for realismen vil det tætteste man kan komme på fred være en stabil magtbalance, hvor stærke stater kan holde hinanden i skak (Sørensen, 2009:634). Inden for teorien refererer man til et system, hvor aktører mødes og ikke et samfund, som den klassiske liberalisme betegner det. De anerkendte aktører inden for realismen er stater og ikke internationale organisationer som f.eks. FN. Realisterne angiver tre grundlæggende årsager til, at international politik er præget af konflikt og risiko for krig. Disse tre grundlæggende årsager henviser til tre niveauer: individ, stat og system (ibid.:633). Det første niveau, der angår individet er, at realisterne afviser ideen om det gode menneske. Ifølge dem er mennesker grundlæggende onde egoistiske væsner, som stræber efter magt (ibid.). Ved det andet niveau ses stater som afgrænsede suveræne enheder med en regering, der forfølger statens nationale interesser, hvilket betegnes som at være en interesse for statens fortsatte eksistens (ibid.). Realisterne mener, at systemet, det tredje analyseniveau, i høj grad er præget af anarki, hvilket man ikke må forveksle med kaos. Anarkiet eksisterer, da der i det internationale system ikke er nogen øvre myndighed, hvilket gør samarbejde svært (ibid.). Det er på grund af anarkiet nødvendigt for stater at tage vare på sig selv, da de ikke kan regne med hjælp fra andre og derfor er statens magt, især militærmagt, vigtig for denne varetagelse. Realisterne mener, at der ikke kan herske moral og etik såsom tillid og retfærdighed stater imellem, da det inden for international politik udelukkende drejer sig om statens overlevelse. Enhver naivitet og tiltro kan dermed få katastrofale følger for en stat (ibid.:634). 14

En af de største forskere inden for realismen var Hans Morgenthau. Han mente, at mennesket har en trang til magt og er født til at jage den på alle tænkelige måder. Samtidig søger alle mennesker sikkerhed, og det kan man kun finde indenfor staten. Derfor organiserer mennesker sig i stater, der indbyrdes konkurrerer om magt. Ifølge Morgenthau fører denne magtkonkurrence til konflikt i det internationale system, hvilket skaber betingelserne for magtpolitik (Jackson og Sørensen, 2010:66). Han forklarer grundlæggende staters ageren i international politik på følgende måde: Politics is a struggle for power over men, and whatever its ultimate aim may be, power is its immediate goal and the modes of acquiring, maintaining, and demonstrating it determine the technique of political action (ibid,66). Det er altså magten, der afgør, hvordan der handles i international politik, og magt kan også bruges til at forklare staters ageren. Morgenthau beskæftiger sig dog ikke kun med stater, men også med de politiske ledere, som han mener ikke skal følge det moralske kodeks, man følger i det civile liv. I realismen er der en klar skelnen mellem det politiske- og civile liv. I det politiske liv er det legalt at lyve, snyde og spionere, hvis det tjener ens egen nations bedste. En vigtig pointe er her, at det er statslederens egen befolkning, han/hun bekymrer sig om og ingen andre, og derfor vil Morgenthau hævde, at det i nogen tilfælde er nødvendigt at bryde menneskerettighederne eller at udføre et onde for at forhindre et større. 3.1.3 Neorealisme Kenneth Waltz er kendt som neorealismens fader. Hans mål er at lave en videnskabelig IP-teori, der skal kunne forudsige, hvordan stater vil agere og reagere. Waltz mener, at det vigtigste, når man studerer international politik er strukturerne. Strukturerne er først og fremmest den relative fordeling af magt, der er i det internationale politiske system og den fungerende magtbalance. Alt efter hvordan fordelingen af magt er, og hvilken slags polaritet vi har, vil staterne agere på bestemte måder. De menneskelige aktører er altså uinteressante for Waltz, da strukturerne får dem til at handle på bestemte måder. Waltz ser, ligesom andre realister, det internationale system som anarkisk. Han mener, at stater 15

grundlæggende er ens trods forskelle i ideologi, religion etc., da de udfører de samme funktioner, og kun er forskellige på grund af kapabiliteterne, som hovedsageligt er militær og økonomi. Når fordelingen af kapabiliterer ændrer sig, vil strukturerne også ændre sig. Sådan en ændring vil for det meste ske i krig, hvor store magter opstiger eller nedstiger i det internationale system alt efter udfaldet. Deres økonomi og militær vil være ramt, og den relative fordeling af magt vil ændre sig, hvilket så kan føre til ændring af magtbalancen. Neorealister mener, at forholdsvis stabilitet kan opnås, men at krig altid vil være en mulighed pga. det anarkiske statssystem. Waltz anser bipolaritet som værende mere stabilt end multipolaritet, og han mener, at det mest fundamentale for en stat er statens egen overlevelse og sikkerhed, hvilket kommer til udtryk i staters politikker, der udføres på grund af strukturerne. I modsætning til Morgenthau anser Waltz, som tidligere nævnt, det internationale system som noget, der dikterer staternes ageren. Der vil altså ikke rigtig være nogen beslutninger at træffe for de politiske ledere, og det er derfor forholdsvis ligegyldigt, hvem der styrer staterne. Ligeledes er det relativt ligegyldigt, hvilke ikke-statslige organisationer, der opererer, da de har begrænset indflydelse på systemet (Stanford University, 29.11.11). Waltz mener ikke, at stater har grund til at søge større magt end den, der sikrer deres egen overlevelse og sikkerhed, og derfor kan man kalde neorealismen for defensiv realisme (Jackson og Sørensen, 2010:85). Selv formulerer Waltz målet med politik på følgende måde: ( ) Success is the ultimate test of policy, and success is defined as preserving and strengthening the state structural constraints explain why the methods are repeatedly used despite differences in the persons and states who uses them (ibid.:74) Denne filosofi fører til, at Waltz ikke mener, at stater frivilligt indgår i samarbejde, hvor de er forpligtigede overfor andre, da det kan føre til, at den anden part får større gavn af samarbejdet end en selv, og man derfor mister relativ magt til den anden part. Det vil derfor være på grund af strukturerne, at stater indgår i samarbejde. 16

3.1.4 Offensiv realisme John Mearsheimer er en anden teoretiker fra den neorealistiske skole. Han går skridtet videre end Waltz ved at sige, at staters ultimative mål er at blive hegemon, altså dominere hele systemet, og ikke kun at overleve og manifestere sin sikkerhed. Alle stater vil altså stræbe efter at overtage USA s nuværende position i det internationale system, men ingen tør true dem på nuværende tidspunkt på grund af deres status, og det er lige nøjagtig derfor, at det er ideelt at være hegemon. Mearsheimer mener dog samtidig, at verden er for stor til, at der kan være en global hegemon. Han mener kun, at der kan findes regionale hegemoner, men de vil dog stadig forsøge at forhindre andre stater i at blive regionale hegemoner i andre verdensdele. 3.2 Liberalisme Den klassiske liberalisme er overordnet set baseret på tre grundforestillinger: 1) et positivt syn på menneskets natur, 2) en tro på, at det internationale samfund er baseret på samarbejde frem for konflikt og 3) en tro på fremskridt (Jackson & Sørensen, 2010, kap 4). Endvidere er liberalismen en optimistisk teori inden for de internationale politiske teorier. Liberalismen er karakteriseret ved at være progressiv, for hvis grundforestillingerne bliver opfyldt, vil der blive mere fred, velstand og retfærdighed (Van de Haar, 2009:141). Det grundlæggende positive syn på menneskets natur kan blive overført til relationen mellem stater internationalt. Både mennesker og stater har mange fælles interesser og mål og vil derfor samarbejde, nationalt som internationalt, og dette vil komme alle til gode. Dette betyder dog ikke, at krig og konflikter ikke opstår, men at muligheden for, at det sker forringes på grund af eksempelvis øget samarbejde, og fordi stater er rationelle. Det vil sige, at de tager ved lære af fortidens fejl som f.eks. krig, og derfor ikke er interesseret i at indgå i de samme slags konflikter igen. Hvis man skal beskrive den klassiske liberalisme nærmere, er det relevant at kigge på de forskellige grene af teorien. Grenene er ikke vidt forskellige dele af teorien, men har hver deres fokus. De fire grene man eksempelvis kan dele klassisk liberalisme op i er: Sociologisk liberalisme, liberalisme med fokus på interdependens, institutionel liberalisme og republikansk liberalisme (Jackson & Sørensen, 2010, kap 4). 17

Interdependens betyder gensidig afhængighed og er fokuspunktet for en gren af liberalismen. Her lægges der vægt på, at stater gennem historien påvirker hinanden i højere og højere grad og til slut bliver gensidigt afhængige af hinanden. Påvirkningen skal forstås som transnationale relationer: gensidig politisk samarbejde og handel. Desto flere transnationale relationer, der er mellem stater, desto mere interdependens vil der være. Liberalisterne mener, at interdependensen er sket som følge af moderniseringen og industrialiseringen i verden. Amerikaneren Richard Rosecrance har undersøgt, hvordan fremkomsten af højindustrialiserede lande siden 1950 erne har påvirket international politik (ibid.). Gennem historien har stater søgt indflydelse og magt ved brug af militær magt, og ved at øge deres territorier. Dette ser Rosecrance ikke længere som tilfældet. Højindustrialiserede lande søger i stedet velstand og anerkendelse gennem økonomisk udvikling og udenrigshandel (ibid.). Risiciene ved at bruge militær magt i den moderne verden er for store i forhold til, hvad man får ud af det. Derfor kan det bedre betale sig at have en stor højtuddannet arbejdsstyrke, en god økonomi og nem adgang til informationer - en handelsstat, frem for at vægte sikkerhedspolitik højt en militær politisk stat. Ifølge Rosecrance er der også en international tendens, der peger i retning af, at flere og flere stater udvikler sig i retning af handelsstater (ibid.). Endvidere vil en høj grad af interdependens i verden betyde mere fred, da det ikke vil være rationelt for en stat at anvende militær magt mod en stat de samarbejder med. Institutionel liberalisme har fokus på internationale organisationers betydning for det internationale samfund. Ifølge liberalismen har internationale organisationer som f.eks. NATO, EU, FN og IAEA betydning for, hvordan stater agerer internationalt (ibid.). Internationale organisationer bidrager til at fremme samarbejdet mellem stater, da de ofte fungerer som fora, hvori stater kan mødes og diskutere fælles anliggender og forhandle. Endvidere er internationale organisationer med til at fjerne mistro og frygt staterne imellem, da der gennem samarbejdet etableres et større informationsflow medlemsstaterne imellem. Internationale organisationer er også med til at sikre, at internationale aftaler bliver udført og overholdt og giver medlemsstaterne mulighed for at overvåge, at andre stater overholder deres aftaler 18

(ibid.). Ifølge liberalismen nærmer internationale organisationers status sig en aktørs, da de på sin vis kan handle egenhændigt. Endvidere kan internationale organisationer på grund af staternes samarbejde være med til at sikre fred (Van de Haar, 2009:141). I republikansk liberalisme er der en optimistisk tro på langsigtet verdensfred. Argumentet for fred er, at demokratier aldrig har været i krig med hinanden og, at udbredelsen af demokratier gør, at man kan forvente mere fred i fremtiden (ibid.). Denne gren af liberalismen vil ikke blive uddybet mere, da den ikke er så relevant for projektet på grund af Kinas styreform, der ikke kan betegnes som demokratisk. 3.3 Den Engelske Skole Den engelske skole er placeret imellem realismen og liberalismen. Teorien ser således ikke kun det internationale system ud fra et pessimistisk synspunkt, hvor stater handler ud fra nationale interesser, men heller ikke liberalisternes optimistiske syn på et verdenssamfund, hvor varig fred er muligt er hovedfokus. Den engelske skole opstod i efterkrigstiden, da IP forskning kom til Europa og bygger, til forskel fra de klassiske teorier, på historie, filosofi og jura, og lægger sig dermed mere opad den humanistiske disciplin end de andre gennemgåede teorier (Jackson & Sørensen 2010:130). Teorien adskiller sig især fra neorealismen, da den engelske skole mener, at forskning inden for IP bør baseres på historisk forståelse af strukturer og aktører mere end på abstrakte lovmæssigheder (Sørensen, 2009:971). Derudover mener de også, at international politik ikke kun er en magtkamp i anarkiet, men at der også er fælles normer og regler (ibid.). Den engelske skole bygger på tre traditioner: realisme, rationalisme og revolutionisme (Jackson & Sørensen, 2010:137). Realismen mener som sagt, at stater handler ud fra nationale interesser, og dette er den engelske skole enig i. Rationalisme, som lægger sig opad liberalisme, er troen på mulighederne, for at opnå gensidig respekt og fælles love med fredelig sameksistens, mens revolutionismens fokus er, at verden er ét samfund bestående af individer. Ved revolutionissmen er der således en fællesskabstanke om individers rettigheder, der går ud over staterne som aktører - f.eks. i form af menneskerettighederne. Den engelske skole mener, at disse tre traditioner hele tiden er en del af de internationale politiske overvejelser som stater gør sig, når de skal handle, samt at de hver især ikke 19

alene kan forklare de forhold, der er i international politik, men kun ved brug af alle tre perspektiver. Derudover beskæftiger den engelske skole sig med forholdet mellem orden og retfærdighed, som er to af de grundlæggende værdier inden for retningen. Skolen hævder, at såvel som der findes anarki og en bestræbelse på at opnå egne interesser i det internationale system, er der også en vis gensidig forståelse for love og regler. Balancen mellem hvorvidt man derved skal vægte orden frem for retfærdighed eller omvendt, i det internationale samfund, er dilemmaet. Disse to begreber går hånd i hånd med suverænitetsprincippet (orden) versus menneskerettigheder (retfærdighed) (ibid.). Hvorvidt en stat skal intervenere en anden suveræn stat og dermed bryde ordenen for at opretholde menneskerettighederne (retfærdigheden), eller om retfærdigheden skal underlægge sig ordenen i det internationale samfund er det evige dilemma. Inden for den engelske skole ser man dog orden som et grundelement for, at der overhovedet kan forekomme retfærdighed (Jackson & Sørensen, 2010:146). Balancen mellem orden og retfærdighed er således en endeløs diskussion i international politik, hvilket også gør, at den engelske skole, som ovenfor nævnt, forholder sig til de dilemmaer stater altid vil stå overfor, hvad angår deres internationale ageren. Teorien ser således det internationale system som et samfund, der både indeholder anarki og magtkampe, men samtidig også har en vis grundlæggende forståelse for fælles love og regler. Denne forståelse kan dermed danne grundlag for en form for orden, der kan opnås gennem diplomati og international lov (ibid.). Den engelske skole ser IP som en debat mellem magt, international lov og menneskerettigheder. (ibid.) Man vægter ikke, som i de klassiske teorier, det ene syn frem for det andet, men erkender at der inden for international politik er dilemmaer mellem vægt af egne interesser, international lov og menneskerettigheder for alle aktører. Dermed mener den engelske skole at man skal belyse disse dilemmaer i stedet for at reducere verden til systemmekanik (ibid.). 20

Kapitel 4: Historisk baggrund Følgende kapitel vil først i hovedtræk redegøre for Kinas udenrigspolitiske udvikling. Dernæst præsenteres de fem principper om fredelig sameksistens, som er grundlaget for Kinas udenrigspolitik samt for kapitlets næste del omhandlende Kinas officielle Afrikapolitik. Afslutningsvis vil kapitlet redegøre for Kinas engagement i UNPKOs i Afrika syd for Sahara. 4.1 Udviklingen i kinesisk udenrigspolitik Siden kommunisternes magtovertagelse i Kina i 1949 er der sket massive ændringer i Kinas udenrigspolitik. Kina har i mange år, og til dels fortsat, ført en ikkeinterventionspolitik som bygger på Kinas fem principper om fredelig sameksistens, der er deres officielle udenrigspolitiske guideline (jf. afsnit 4.2.1). En af grundende til den kinesiske modvilje mod at intervenere andre stater, skyldes Kinas historiske baggrund. Kina har gennemgået, hvad de selv kalder, 100 års ydmygelse fra 1840 til 1949, hvor de blev undertrykt af imperialistiske stormagter (Taylor, 2009, kap. 6). Derfor mener Kina, at menneskerettigheder kun kan overholdes ved at respektere en stats suverænitet. Derudover ønsker Kina ikke, at andre stater skal gennemgå de samme ydmygelser, som de selv har gennemgået. Det var således også på baggrund af dette, at Kina formulerede sine fem principper. I 1949 blev Den Kinesiske Folkerepublik dannet under Mao Zedong og hans kommunistparti, som havde vundet borgerkrigen over Chiang Kai-shek og hans nationalistiske Kuomintang regering. Kina var for første gang i mere end hundrede år blevet en effektiv selvstændig aktør i international politik (Thomsen, 1974:9). Efter Maos magtovertagelse blev Kinas forhold til Sovjetunionen bedre, og dette blev yderligere styrket gennem Korea-krigen, hvor Sovjetunionen og Kina knyttede et stærkt samarbejde og dermed, grundet den kolde krig, tog afstand fra USA. I 1957-58 skulle Kina fremlægge en ny femårsplan. Ved denne plan blev det tydeligere, at Kina i langt højere grad ønskede at løsrive sig fra Sovjet på grund af Maos skepsis overfor, hvorvidt Kina blot skulle efterligne den Sovjetiske vej til det perfekte socialistiske samfund (Larsen & Smitt, 2010:74). Med Det Store Spring Fremad i 1958 blev den planøkonomiske model droppet, hvilket førte til hungersnød og mange 21

millioner kineseres død. I 1963 var bruddet mellem Kina og Sovjet en kendsgerning, efter at begge parter i længere tid havde bevæget sig væk fra hinanden politisk. De to landes syn på flere revolutionære bevægelser i den tredje verden blev stadig mere forskelligt. Sovjet havde på dette tidspunkt trukket alle sine rådgivere hjem fra Kina og stoppet enhver form for hjælp (Nedergaard, 2011:74). I tiden under og efter Det Store Spring Fremad opstod der splittelse i Kinas kommunistparti, hvilket betød at Mao blev nødsaget til give afkald på posten som ministerpræsident til fordel Liu Shaoqi som følge af uoverensstemmelserne. Samtidig fik Deng Xiaoping tilegnet sig mere magt i partiet. Det var nu tydeligt, at der var opstået to fløje i partiet med Mao på den ene side og Deng Xiaoping på den anden. Maos fokus var på det ideologiske frem for alt andet, mens Deng Xiaoping var mere optaget af økonomisk vækst og højere levestandard for befolkningen. I årene frem til 1971 arbejdede det kommunistiske Kina stærkt for at overtage Taiwans plads i FN. Taiwan var efter kommunisternes magtovertagelse i Kina, blevet tilholdssted for Chiang Kai-shek, Maos ærkerival fra borgerkrigen, og hans allierede, og blev stadig anerkendt af USA og Vesten som retmæssige repræsentanter for Kina. I 1971 lykkedes det endelig Kina at overtage Taiwans plads i FN og sikkerhedsrådet med hjælp fra blandt andre en række afrikanske lande. På trods af deres optagelse i FN fortsatte deres ikke-interventionspolitik frem til starten af 1980 erne. Kina havde dog i 1979 indledt et angreb på Vietnam, men det var også en af de eneste reelle interventioner, de foretog frem til optagelsen. Det er desuden kendetegnende, at den intervention var regional. Da Kina overtog Taiwans sæde i FNs sikkerhedsråd i 1971, og dermed også blev anerkendt af USA, blev båndet mellem Kina og USA styrket, da begge ønskede at knytte et stærkere bånd. Det var en klar modsætning i forhold til relationerne mellem landene frem til optagelsen i FN. Kina var blevet isoleret både fra USA og resten af verden på grund af en række forskellige begivenheder. Forholdet til USA havde, både på grund af ideologien i Kina og deres støtte til USA s modstandere i forskellige konflikter, ført til et decideret fjendskab. Da USA var Vestens førende magt, førte det også til isolation fra resten af de vestlige lande. 22

Isolationen havde ikke kun politiske konsekvenser. Ekstrem fattigdom og perioder med hungersnød førte til, at Kina erkendte, at en mere åben politik overfor omverdenen ville være gavnlig for økonomisk fremgang. I takt med at Kina åbnede op udadtil, steg både levestandarden og den økonomiske vækst markant. Denne levestandard har ført til et stigende behov for ressourcer, hvilket har øget deres interesse for naturrige stater som bl.a. de afrikanske. Kina har haft interesser i Afrika nærmest siden folkerepublikkens oprettelse, men i starten drejede deres forhold sig mest af alt om ideologisk påvirkning. Det vil sige støtte til socialistiske stater og bevægelser. I starten af 1980 erne ændrede det sig til en noget-for-noget politik, hvor Kina fik økonomiske fordele af deres investeringer. Dette skete primært ved at få ressourcer til gengæld for investeringer. Sidenhen har Kina plejet sine forhold til andre lande og er blevet stadigt mere involveret i internationalt samarbejde som i 2001 resulterede i, at Kina blev optaget i den verdensomspændende handelsorganisation WTO. 4.2 De fem principper om fredelig sameksistens Kina formulerede i 1954 fem principper, som skulle være en guideline for deres udenrigspolitik og deres forhold til andre lande (Taylor, 2009:14). Denne guideline var oprindelig tænkt ud fra Kinas forhold til Indien (ibid.:94), men er sidenhen blevet reformeret og dermed ændret en smule. I dag er grundtanken fra de fem principper stadig gældende i forhold til Kinas udenrigspolitik, herunder den officielle Afrikapolitik. De fem principper om fredelig sameksistens er: 1. Mutual respect for territorial integrity and sovereignty 2. Mutual nonaggression 3. Mutual noninterference in internal affairs 4. Equality and mutual benefits 5. Peaceful coexistence (Dittmer & Yu:2010:205) Disse fem principper er i gennem de sidste årtier blevet brugt af Kina som argumentation for deres agerren i det internationale politiske system og deres udenrigspolitiske aktiviteter. (ibid.) 23

4.3 Kinas Afrikapolitik Afrika har været vigtig for Kina siden slutningen af 1950 erne (Taylor, 2009:13). Dette kan også ses i Kinas Afrikapolitik fra 2006 som er den senest formulerede, hvor de grundlæggende principper for Kina-Afrika relationen bygger på de fem principper om fredelig sameksistens. Kinas engagement i Afrika har tre hoveddimensioner: Udenlandske direkte investeringer, bistand og handel (Guerrero, 2008:1). Endvidere bygger relationen ifølge Kinas officielle Afrikapolitik på: Oprigtighed, venskab, lighed, gensidige fordele og respekt for territorial suverænitet (jf. Afsnit 4.1.1), samt velstand, solidaritet og fælles udvikling (Chinas African Policy 2006, 14.11.11). I modsætning til bl.a. vesten, har Kina kun én betingelse for politisk samarbejde med Afrika. Det pågældende afrikanske land må ikke samarbejde med regeringen i Taiwan, da dette ville være modstridende med Kinas Ét-Kina Princip, der dikterer, at Taiwan er en del af Kina. Udover det, handler Kina efter en ikke-interventionspolitik (jf. punkt 3 i afsnit 4.2) Kinas Afrikapolitik er blevet kritiseret af vesten for, at Kina udnytter Afrika og dets naturressourcer (Dent, 2011, kap.4), men Kina har siden svaret igen og udtalt, at det var vesten og ikke Kina der plyndrede Afrikas naturressourcer under vestens kolonisering af Afrika (Taylor, 2009:15). Kina har også udtrykt at have stor forståelse og solidaritetsfølelse for Afrikas historie, da kineserne mener, at Kina også har følt vestens undertrykkelse i, hvad de, som tidligere nævnt, kalder 100 års ydmygelser fra 1840-1949 (ibid.:136). Kina knytter endvidere bånd med Afrika ved at kalde Afrika for kontinentet med flest U-lande og dem selv for det største (ibid.:15). Kina ser altså sig selv som verdens største U-land og en slags beskytter og fortaler for andre U-lande. Kina ønsker samarbejde med Afrika politisk, økonomisk og socialt, sidstnævnte vil dog ikke blive berørt i dette projekt. I forhold til det politiske samarbejde, ønsker Kina at øge antallet af besøg mellem kinesiske og afrikanske ledere, lovgivende forsamlinger, politiske partier og lokale regeringer. Kina ønsker større koordinering af deres egen og deres afrikanske samarbejdspartners udenrigspolitik, når der behandles store spørgsmål af international karakter i forbindelse med FN og WTO. Kina vægter statens suverænitet og territoriale integritet højt i forhold til det politiske 24

samarbejde, og ifølge deres officielle Afrikapolitik vægtes national værdighed og menneskerettigheder også højt (Chinas African Policy 2006, 14.11.11 ). Kina ønsker at fremme syd-syd samarbejdet og tilslutter sig Afrikas ønske om at reformere FN og WTO, så der fokuseres meget på spørgsmål om økonomisk udvikling i de afrikanske lande, (Dittmer, 2010, kapitel 7), der er et samarbejde mellem de semi-industrialiserede lande og U-landene, der alle ligger syd for ækvator. Deres formål er at fremme solidariteten landene imellem og øge deres samarbejde internationalt (Breslin, 2010:205). Yderligere skal der sættes skub i etableringen af et retfærdigt og multilateralt handelssystem, og der skal lyttes mere til U-landene i beslutningsprocessen mht. internationale finansielle anliggender. Kina opfordrer det internationale samfund til at træffe mere omfattende foranstaltninger vedrørende spørgsmålet om gældsreduktion og økonomisk lindring for afrikanske nationer (Dittmer, 2010:142). Kina er selv villig til at give fordelagtige lån, og forhandle bilaterale frihandelsaftaler, også kaldet Free Trade Agreements, FTAs (Chinas African Policy 2006, 14.11.11), og vægter generelt højt, (jf. Afsnit 4.1.1), at det økonomiske samarbejde skal være til gensidig fordel for parterne (ibid.) Kinesiske virksomheder opfordres til at samarbejde med afrikanske lande om udvindingen af naturressourcer, så overskuddet kan bruges til at fremme den lokale udvikling i Afrika (ibid.). Hvad angår fred og sikkerhed, vil Kina fortsat hjælpe med uddannelse og militærrelateret teknologisk udveksling. I forhold til konfliktløsning vil Kina opfordre FN s Sikkerhedsråd til at lægge vægt på, samt hjælpe med, at løse regionale konflikter i Afrika, og derudover vil Kina fortsat støtte og deltage i UNPKOs i Afrika (ibid.). Relationerne mellem Kina og Afrika styrkes endvidere i Forum on China-Africa Cooperation, FOCAC (Taylor, 2009:16-18). FOCAC er et samarbejdsforum imellem Kina og de afrikanske stater, og der er til dags dato blevet afholdt fire møder landene imellem. I FOCAC foregår en kollektiv dialog og et multilateralt samarbejde mellem Kina og afrikanske lande og udgør en vigtig ramme og platform for Kina- Afrika-relationerne. Ved det seneste møde i 2006 blev der bl.a. lavet en aftale til fem mia. $, som skulle øge handlen mellem Kina og Afrika ved at opfordre kinesiske virksomheder til at investere i kontinentet. 25

I forhold til Kinas Afrikapolitik, er det interessant at se på, hvordan Kina prøver at knytte bånd til Afrika ved at sammenligne deres egen historie med Afrikas, og i det hele taget hvordan Kina forsøger at fremhæve mulige fællesnævnere. Dette ses bl.a. også ved, at de identificerer dem selv som et U-land, altså samme type land som de afrikanske, selvom man sagtens kunne argumentere for, og kategorisere Kina som et semi-industrialiseret land. Desuden er det interessant at se på hvor få krav - principielt kun ét, Kina stiller til de afrikanske lande som betingelse for samhandel og Ulandsbistand. Dette må siges at gøre det mere attraktivt for afrikanske stater at samarbejde med Kina frem for vesten, der stiller langt flere og større krav. 4.4 Kina i UNPKOs 4.4.1 Historisk baggrund Kina har mildest talt ikke haft tradition for at deltage meget i internationalt samarbejde, og det gælder også UNPKOs. Udenrigspolitikken har dog udviklet sig, hvilket har haft indflydelse på deres holdning til at deltage i missionerne. Da Kina overtog Taiwans plads i FN s sikkerhedsråd i 1971, var det internationale system i høj grad påvirket af Den Kolde Krig. Der var en uskreven regel i sikkerhedsrådet om, at man ikke deltog i UNPKOs eller tog stilling til konflikter, hvis én eller flere af rådets faste medlemmer var indblandet. Dette medførte, at der ikke blev taget stilling til meget, da alle større konflikter involverede minimum et af sikkerhedsrådets medlemmer (Hjortdal, 2011:10). Kina deltog derfor heller ikke, og det passede dem formentlig fint, da de for det første gik meget op i deres ikke-interventionspolitik, og for det andet havde meget lidt tillid til UNPKOs efter at have kæmpet imod de selvsamme under Korea-krigen i 1950 erne (ibid.). Samtidig opfattede de UNPKOs som en arena for magtkampene mellem USA og Sovjetunionen, og den ønskede de ikke at tage del i (Hellström, 2009:22). I starten af 1980 erne ændrede Kina dog holdning. Kina forsøgte at styrke deres sydsyd samarbejde, og da mange af de andre U-lande tillagde UNPKOs stor betydning, blev Kina nødt til at involvere sig i dem (Hjortdal, 2011:11). Det kom til udtryk i 1981, da Kina første gang stemte for en fredsbevarende mission, UNFICYP, på Cypern (Hellström, 2009:23). Kinas fokus på samarbejdet med U-lande fortsatte op 26