Speciale Kina - Taiwan

Transkript

1 FORSVARSAKADEMIET Fakultet for Strategi og Militære Operationer VUT II/L 2007/2008 Kaptajnløjtnant Lone Dreyer Hansen Speciale Kina - Taiwan UKLASSIFICERET

2 FORSVARSAKADEMIET Fakultet for Strategi og Militære Operationer VUT II/L 2007/2008 Kaptajnløjtnant Lone Dreyer Hansen Ref.: a. Bilag 10 til FSMO DIR STK : Formalia for skriftlige arbejder på stabskursus af 2. juli b. Bilag 16 til FSMO DIR STK : Vejledning i udarbejdelse af speciale af 8. august 2007 Hvorfor har Kina endnu ikke gennemtvunget en genforening med Taiwan, når de gentagne gange har truet om dette? Spørgsmålet søges besvaret med baggrund i følgende: Med udgangspunkt i teorien Kompleks Interdependens gennemføres en analyse af udvalgte variabler, der påvirker Kinas handlinger, for herved at give svar på ovenstående spørgsmål. Antal ord jf. ref. b.: UKLASSIFICERET

3 Abstract The relationship between China and Taiwan has for years been synonymous with hostility and tension. The political status of Taiwan is a contentious issue. China's aggressive rhetoric describes Taiwan as illegitimate; it considers Taiwan an unrestrained province, which should be returned to the motherland. Taiwan views itself as an independent sovereign state. This raises the question: why has China never forced through reunification with Taiwan despite repeated threats to do so? Despite rhetoric, developments between the countries in recent years indicate an increasingly tangled relationship. Trade and investment between the countries has increased and their interaction has become more complex. This extended essay intends to answer the above question using the theory of Complex Interdependence. The following variables from the theory have been chosen as working tools: Multiple channels of contact between the countries Lack of clear hierarchies of political issues in the countries Irrelevance of military force between them As China s and Taiwan's connection with the United States may have influenced China s behavior, the analysis is supplemented with a fourth variable: The influence of The United States UKLASSIFICERET

4 Resumé Kina er spændende at beskæftige sig med i mange sammenhænge. Et emne, der ofte diskuteres i forbindelse med Kina, er deres forhold til Taiwan, hvilket derfor er fundet særlig interessant. Kina og Taiwans forhold er et famlende had-kærlighedsforhold, der både indeholder utrolig mange muligheder, men også kan ende i en konflikt med uoverskuelige konsekvenser, da USA er involveret i begge lande. Taiwan er i dag en demokratisk de facto stat, men Kina betragter stadig Taiwan som en løssluppen provins, der skal genforenes med moderlandet. Samtidig er Kina på mange områder tæt forbundet med Taiwan bl.a. kulturelt, men også økonomisk, og disse økonomiske forbindelser sættes på spil, hvis Kina en dag på den ene eller anden måde gennemtvinger en genforening mellem de to lande. Samtidig spiller supermagten USA en ikke uvæsentlig rolle, som Kina skal tage med i beregningen. USA har et historisk forhold til Taiwan, og de har i en vis udstrækning forpligtet sig til at hjælpe det demokratiske Taiwan. De er også økonomisk involveret i Kina, og USA s indflydelse i regionen har derfor en afgørende betydning. Disse skelsættende forhold har dog ikke afholdt Kina fra jævnligt at true Taiwan og vedblivende fastholde, at Taiwan skal genforenes med moderlandet. Hvad er det, der afholder Kina fra at sætte handling bag ordene? Specialet vil forsøge at finde svar på, hvorfor Kina ikke har gennemtvunget en genforening med Taiwan, selv om de adskillige gange har truet med dette. Til at besvare spørgsmålet anvendes den neoliberale teori om kompleks interdependens, og der tages udgangspunkt i tre karakteristika, som teorien opstiller. Teorien forestiller sig en verden, hvor der er mange kontaktflader mellem samfundene, fordi ikke-statslige aktører spiller en direkte rolle i international politik. En hierarkisk opdeling af relationer væk. Militær magt spiller en ubetydelig rolle. Hvor disse tre karakteristika finder sted, er der kompleks interdependens. De tre karakteristika nærmer sig de globale emner som økonomisk og økologiske gensidig afhængighed, og forfatterne til teorien mener, at disse karakteristika kommer tæt på en beskrivelse af, hvorledes nogle lande i verden samarbejder. Specialet har udvalgt de tre karakteristika som variabler, og undersøger om teorien kan komme tæt på at beskrive, om det er sådan Kina og Taiwan samarbejder. Samtidig er det fundet relevant at medtage USA's indflydelse som en variabel, da USA som før nævnt har et særligt forhold til de to lande. I analysen af kontaktflader er der udvalgt fem områder, hvor omfanget af kontaktflader og deres eventuelle symmetri/asymmetri er undersøgt. Det er herefter vurderet i hvilket omfang, der er interdependens på området, og om den er stigende eller faldende. De udvalgte områder er samhandel, investeringer, organisationer, kultur og turisme. Analysen viser, at der en middel til høj grad af interdependens mellem de to lande, og at der på de fleste områder er asymmetri. Kina er mindre afhængig og kan dermed føle, at de har mere magt end Taiwan. I analysen af anden variabel - om der er et hierarki inden for deres relationer - er de samme fem ovennævnte værdier undersøgt suppleret med relationen militær sikkerhed samt uafhængighedstvisten. Uafhængighedstvisten er den tvist, der er mellem de to lande om, hvorvidt Taiwan skal være uafhængig eller skal genforenes med Kina. Analysen viser, at UKLASSIFICERET

5 der ikke er et forudbestemt hierarki i deres relationer, men at det er situationen, der bestemmer, hvad der står øverst på den politiske dagsorden. I analysen af tredje variabel redegøres der for de to landes militære styrker, og det vurderes, hvorvidt de har relevans i forhold til hinanden. Analysen viser, at de ikke kan påstås irrelevante i forhold til hinanden, men da de to lande balancerer deres militære styrker, eksisterer der militær afhængighed, som sikrer status quo, og der kan alligevel findes forklaringskraft i teorien. Samlet set er det konstateret, at der er kompleks interdependens mellem de to lande, hvilket kan forklare, hvorfor Kina ikke har gennemtvunget en genforening med Taiwan. Efter analysen af fjerde variabel er det konkluderet, at USA's indflydelse har betydning for Kinas handlinger, og USA er dermed en medvirkende faktor til den manglende realisering af truslerne. Akkumuleret er det forbundet med for stor risiko og for store omkostninger for Kina, og derfor har de ikke gennemtvunget en genforening. UKLASSIFICERET

6 INDHOLDSFORTEGNELSE 1. KAPITEL 1, INDLEDNING Indledning Opgavediskussion og relevans Afgrænsninger og forudsætninger Kilder KAPITEL 2, TEORI OG METODE Indledning Teorivalg Liberalisme/neo-liberalisme Kompleks interdependens Realisme/Neorealisme Politiske processer under realismens og den komplekse interdependens vilkår Operationalisering af teorien Forskningsdesign/metode Formalia KAPITEL 3, ANALYSE Kontaktflader mellem samfundene Samhandel Investeringer Organisationer Kultur Turisme/Integration Mangel på hierarki i relationerne Kina Taiwan Irrelevansen af militære styrker USA's indflydelse KAPITEL 4, KONKLUSION KAPITEL 5, PERSPEKTIVERING...45 TILLÆG A, BIBLIOGRAFI...1 TILLÆG B, PROCESMODEL...1 TILLÆG C, KORT OVER KINA OG TAIWAN...1 UKLASSIFICERET

7 1. KAPITEL 1, INDLEDNING 1.1. Indledning Formålet med dette kapitel er ud fra baggrunden om og relevansen af emnet at klarlægge specialets problemformulering. Dette kapitel vil også indeholde specialets afgrænsninger og forudsætninger og beskrive anvendelsen af kilder Opgavediskussion og relevans Formål Formålet med specialet er at behandle forholdet mellem Kina og de facto staten Taiwan med henblik på at besvare spørgsmålet om, hvorfor Kina endnu ikke har gennemtvunget en genforening med Taiwan, når de gentagne gange har truet om dette. Baggrund 1 Taiwan har været en del af det kinesiske imperium siden 1683, men blev formelt først erklæret for en kinesisk provins i Perioden som provins blev dog kort, da Taiwan allerede i 1895 blev til en japansk koloni efter Kinas nederlag til Japan i den første kinesiskjapanske krig. Taiwan kom igen i kinesiske hænder efter Japans nederlag i 2. Verdenskrig i 1945, men også den efterfølgende periode blev kort, da Kina og Taiwan blev splittet igen i 1949 efter borgerkrig mellem Maos (Zedong) kommunister og Chiang Kai-sheks parti Kuomintang (KMT) 2. KMT regeringen tabte borgerkrigen og flygtede i 1949 til Taiwan, og med støtte fra USA erklærede KMT Taiwan for den provisoriske repræsentant for Republikken Kina. Taiwan har dog senere ændret politik og insisterer i dag ikke på at være den eneste legitime repræsentant for hele Kina, men formulerer det nu som en nation, to systemer. Kina har flere gange i pressen meldt ud, at Kina betragter Taiwan som en løssluppen provins, der skal genforenes med moderlandet. Men Taiwan er af en noget anden opfattelse og har siden 2000 betragtet sig selv som en selvstændig demokratisk stat, der ønsker at blive accepteret som sådan med de dertilhørende fordele, herunder bl.a. en plads i Forenede Nationer (FN). 3 Taiwan er i dag anerkendt af 24 lande. USA har i 1954 underskrevet en sikkerhedspagt med Taiwan, hvori de lover Taiwan beskyttelse, som dog blev afløst af Taiwan Relations Act (TRA) 4 i 1979, men er samtidig dybt engageret i Kina - især handelsmæssigt. Det er dog i dag USA's formulerede politik og håb, at en konflikt kan undgås, og status quo kan bevares. Man kan stille sig selv det spørgsmål, hvilke konsekvenser det får, hvis Taiwan erklærer uafhængighed, eller hvis Kina med al magt forsøger at blive genforenet med Taiwan. I manges øjne er der en potentiel mulighed for, at konflikten ligger lige om hjørnet, da de mener, at Kina efter mange års politisk fokus på Taiwan ikke kan sidde en uafhængighedserklæring overhørig og ikke selv kan blive ved med at tale om genforening uden at gøre alvor af truslerne. Kina har fra tid til anden truet Taiwan og gennemført provokerende 1 Kilder fra baggrund og relevans vil være at finde ved gennemlæsningen af specialet. 2 KMT Det gamle kinesiske nationalistparti Guomindang (Kuomintangs) 3 De var medlem af FN indtil 1972, hvor Kina overtog pladsen. 4 TRA bliver beskrevet i specialet. UKLASSIFICERET 3

8 militære øvelser i strædet mellem de to lande, og Taiwan er ofte af den ene eller anden årsag på dagsordnen i Kina. Begge lande har været præget af mange års økonomisk vækst, og Kina har udsigt til at blive verdens største økonomiske magt inden for få år. Hvad er det, der holder Kina tilbage fra at gøre alvor af deres trusler om en genforening; er hele situationen blevet for kompleks, og er konsekvenserne for en genforening blevet for store? Relevans Kina er relevant og interessant at beskæftige sig med af mange årsager. Alene landets størrelse og store befolkning er overvældende, men især den udvikling, Kina har oplevet de sidste årtier, gør dem interessant. Mange lande har været en del den højkonjunktur verden har oplevet, og som bl.a. globaliseringen har medført, men for Kina er udviklingen gået særlig stærk. Det kan virke imponerende, at Kina tilsyneladende i stor udstrækning selv kan følge med og har formået at drage mest mulig nytte af udviklingen, til fordel for de fleste kinesere. Noget kunne dog tyde på, at Kina har en regering, der formår at tilfredsstille mange kinesere i en sådan grad, at der kan skabes en form for fælles opbakning og optimisme. Det skal dog med rette nævnes, at Kina også er plaget af bl.a. korruption, manglende socialt sikkerhedsnet og at mange millioner kinesere lever stadig en kummerlig tilværelse. Dertil kommer, at der i områder er en begyndende utilfredshed, da tendensen er, at det er de større byer, som indhenter den største gevinst, og at landområderne bliver forbigået. Men på trods af landets størrelse, så har udviklingen dog i en eller anden udstrækning kunnet mærkes overalt. 5 Kombinationen af et kommunistparti med magtmonopol og en liberaliseret økonomi har i en vis udstrækning formået at skabe et bemærkelsesværdigt Kina, som får mere og mere indflydelse - foreløbigt regionalt. Kina har mange muligheder og sandsynligvis også mange ambitioner for regeringen, for befolkningen, for væksten, for velfærden, for militæret, med det internationale samfund, for den regionale sikkerhed, for samarbejdspartnere etc. Men specielt på et område har Kina et punkt, som ofte er på dagsordenen, og det er Taiwan. Taiwan er Kinas akilleshæl af flere årsager. De seneste år er de to lande blevet mere og mere forbundet især socioøkonomisk, men også på andre områder, og en konflikt synes mere og mere problematisk for de to lande og deres befolkningsgrupper. Taiwans betydning for Kina er sandsynligvis heller ikke kun af betydning for de to involverede parter, men en eventuel konflikt i området vil efter alt at dømme også inddrage USA. Dels har USA udarbejdet en sikkerhedspagt, hvori de lover at hjælpe Taiwan, dels har Kina verdens hurtigste voksende økonomi og er samtidig USA's største handelspartner, og de to landes økonomier er tæt forbundet. Med verdens eneste supermagt og verdens folkerigeste nation, der på den ene side er tæt knyttet, men på den anden side har et kardinalpunkt, der hedder Taiwan, kan der her være er en potentiel konfliktmulighed mellem to stormagter og dermed hele det internationale samfund. Men hvorfor er det aldrig kommet så langt, når nu konfliktmuligheden har luret så længe? Med baggrund i ovenstående vil specialet søge svar på følgende spørgsmål: Hvorfor har Kina endnu ikke gennemtvunget en genforening med Taiwan, når de gentagne gange har truet om dette? Spørgsmålet søges besvaret med baggrund i følgende: 5 Shirk, 2007: p UKLASSIFICERET 4

9 Med udgangspunkt i teorien kompleks interdependens gennemføres en analyse af udvalgte variabler, der påvirker Kinas handlinger, for herved at give svar på ovenstående spørgsmål. Ovenstående problemformulering anvender ordet gennemtvunget. I denne kontekst hentyder gennemtvunget ikke til nogen specifik form for magtmiddel. Det vil sige, at det både kan være eksempelvis anvendelse af militær magt eller magt udmøntet i en form for økonomisk pression Afgrænsninger og forudsætninger. Kinas og Taiwans udvikling er særlig bemærkelsesværdig de seneste tre årtier, hvor landene har været præget af økonomisk omvæltning og fremgang. Specialet i tid vil begrænse sig til perioden fra slutningen af 1970 erne og frem til den 1. marts 2008, hvor kildeindhentningen er afsluttet. Der er dog primær fokus på perioden fra ca. 1990, hvor relationerne mellem de to lande for alvor startede. Specialet vil få steder perifert behandle forhold, som ligger uden for tidsafgrænsningen, da det inden for nogle emner er anset for relevant i den store sammenhæng eksempelvis beskrivelsen af begge landes forankring i konfucianismen. Der stilles ikke hypoteser op vedrørende Taiwans eventuelle uafhængighed; om de har til hensigt at nærme sig Kina, eller om de vil erklære uafhængighed. Hermed pointeres det, at der ikke tages stilling til specialets problemstilling set fra Taiwans perspektiv - hvorfor Taiwan ikke har erklæret deres uafhængighed, selv om de gentagne gange har truet med dette. Henset til ovenstående og specialets tidsafgrænsning er der ikke analyseret specifikt på præsidentvalget i Taiwan den 22. marts Emnet vil dog blive berørt flygtigt. Specialet vil kun inddrage USA som aktør (variabel) i forholdet mellem de to lande, men vil ikke inddrage eksempelvis Japans og Koreas indflydelse, selv om disse lande også påvirker Kinas udenrigspolitik. Hvis disse eller andre lande inddrages i forholdet mellem Kina og Taiwan, så er der risiko for at specialet kommer til at berøre andre problematikker, som er mere relevante i andre sammenhænge, og specialet vil blive for omsiggribende. Specialet vil kun medtage Kinas og Taiwans forhold til USA, da USA's indflydelse betragtes som den toneangivende i problemstillingen. Der skulle foretages en afgrænsning i antallet af relationer, der analyseres på mellem de to lande i første og anden variabel (se teoriafsnittet). Det vurderes og forudsættes, at de udvalgte relationer er de rigtige for at besvare specialets problemstilling Kilder Kilder anvendt i specialet er både faglitterære værker og diverse artikler, der er skrevet om den valgte teori og emnet, men under indhentningen af empiri om Kina, USA og Taiwan er internettet i lige så høj grad anvendt. Det kræver dog en del opmærksomhed omkring kildekritik og udlugning af ikke relevante og deciderede forkerte oplysninger. Derfor er der i de fleste tilfælde indhentet kilder fra internettet, som bekræfter hinanden, men der henvises kun til én kilde i noterne. Der tegner sig et billede af de engelsksprogede kinesiske og taiwanesiske hjemmesider, idet de kan være overordnede og lader noget tilbage at ønske. Man går sandsynligvis glip af nogle vigtige oplysninger, da informationer fra kinesisksproget internetsider ikke har UKLASSIFICERET 5

10 kunnet anvendes. Den begrænsning eksisterer dog, uanset hvordan kilderne indhentes. Primære internetsider er medtaget i bibliografien, men den præcise sti til internetsiden er givet i fodnoterne. Specialet har så vidt muligt anvendt nye faglitterære værker om Kina og Taiwan, og det forudsættes, at de anvendte afsnit fra værkerne stadig er gældende og kan anvendes i opgaven. Kildeindhentningen er afsluttet den 1. marts KAPITEL 2, TEORI OG METODE 2.1. Indledning Dette afsnit har til formål at forklare specialets valg af metode og teori. Der redegøres for hvilken struktur, der anvendes i specialet og hvilken teori, der er valgt, begrundelsen herfor, og hvordan teorien operationaliseres Teorivalg Specialet ønsker at besvare, hvorfor Kina ikke har gennemtvunget en genforening med Taiwan trods gentagne trusler herom. Til at besvare dette vælges der et teori- og analyseapparat inden for området International Politik (IP), som forklarer årsager til staters politik overfor hinanden. Der er flere muligheder at vælge imellem inden for IP-verdenen, og da udgangspunktet hentyder til et konfliktscenarium, kunne et realistisk (eller neo-realistisk) perspektiv vælges, da paradigmet arbejder med en antagelse om, at internationale relationer er konfliktfyldte, og at konflikter ultimativt afgøres med krig eller trusler om krig. Men det vurderes, at realismen næppe alene vil kunne forklare specialets spørgsmål. Der kan muligvis også findes forklaringskraft i det andet store paradigme liberalismen (og neoliberalismen) ud fra argumentationen om, at Kinas mange års økonomiske fremgang har givet en tro på fremskridt og udvikling, og at deres relationer til andre kan indeholde samarbejde i stedet for konflikt. Det kunne muligvis hjælpe med at forklare, hvorfor Kina ikke gjort alvor af deres trusler overfor Taiwan. Da der er flere teoretiske muligheder, er det fundet relevant at vælge en teori, der er nuanceret i sin tilgang, og derfor er den komplekse interdependens pragmatismes fundet relevant. Den giver mulighed for at arbejde med lidt forskellige perspektiver. Teorien udspringer fra neo-liberalismen og har lighedspunkter med denne, men samtidig har den elementer, der sætter realismen i spil, også selv om de to teorier bygger på modstridende opfattelser af samarbejde i international politik. Teorien kan altså give flere indgangsvinkler til at forklare staters adfærd, end de mere rene teorier kan. Det er vurderet, at den giver god mening i denne kontekst, hvor situationen let bliver kompleks, fordi der er tale om to lande i samme region, som har fælles historie, kultur og en sammenflettet økonomi. I nedenstående afsnit vil de relevante teorier blive uddybet for bedre at forstå kompleks interdependens i forhold til de andre teorier Liberalisme/neo-liberalisme Liberalismen/neo-liberalismen beskrives først for at skabe kronologi, da kompleks interdependens udspringer af neo-liberalismen. Neo-liberalismen vil også i en vis udstrækning blive anvendt i specialet. Den klassiske liberalismes historie går tilbage til 1800-tallet, og UKLASSIFICERET 6

11 liberalismen kan på mange områder betragtes som en modsætning til den mere pessimistisk prægede realisme. Der findes ingen konsensus definition på liberalisme, men der er et fællestræk, som går igen, nemlig at liberalismen hviler på et individualistisk menneske- og samfundssyn. Liberalismen anskuer verden fra en positiv vinkel og ser muligheder, udvikling og fremgang. Der vil ske fremskridt, fordi mennesket og stater er i stand til at lære af erfaring. I modsætning til den rene realisme mener liberalisterne, at det internationale system er aktivt, og der derfor kan finde forandring sted. Staten er ikke nødvendigvis hovedaktør; ikkestatslige aktører er også vigtige, de kan dog ikke agere på sammen niveau som stater, men på specielle områder og med en positiv effekt. Internationale relationer kan indeholde samarbejde frem for konflikt, og dermed er der mulighed for at forbedre de internationale relationer, således at krig bliver væsentligt mindre sandsynligt end, hvad realismen antager. 6 Der opstår inden for liberalismen en ny udgave neo-liberalisme 7. Denne teori tager elementer fra liberalismen med sig, men bevæger sig også i retning mod neo-realismen, idet teorien anerkender anarkiets struktur, og påstanden om at stater er egoistiske. De adskiller sig dog, når man ser på absolutte og relative gevinster, i det neo-liberalisterne mener, at det er de absolutte gevinster 8, der motiverer, hvorimod neo-realisterne 9 ser på relative gevinster. 10 Det andet nye ved neo-liberalismen er institutioner, som, de mener, har en stor betydning og positiv indflydelse på den internationale politik ved at lette samarbejdet mellem stater. Neo-liberalister har en positiv tro på fremskridt og fred og mener, at på trods af anarki, så er samarbejde muligt og fordelagtigt. 11 De ser frihandlens udbredelse til et verdensmarked, som grundlaget for at bevare verdensfreden. David Baldwin har identificeret fire udgaver af neo-liberalismen Institutionel Liberalisme, Den Sociologiske Liberalisme (interdependens), Den Kommercielle Liberalisme og Republikansk Liberalisme. 12 De to sidstnævnte anvendes ikke og uddybes derfor ikke yderligere. Institutionel liberalisme finder, at internationale institutioner har en positiv effekt på verdenssamfundet, fordi de er selvstændige aktører, der kan lette samarbejdet mellem stater. Dette vil groft sagt betyde, at i en mere institutionelt sammenkædet verden behøver stater ikke frygte hinandens handlinger. Den sociologiske liberalisme henfører til interdependens, som omhandler gensidig afhængighed mellem lande og mennesker. Gennem historien har stater forsøgt at opnå magt ved hjælp af militære styrker og territorial udvidelse. Neo-liberalismen anser krig, sikkerhed og velfærd som et system af kræfter, der påvirker hinanden, og dette medfører interdependens. I modsætning til realismen anser neo-liberalisterne magt for blot én af mange faktorer, der påvirker international politik, og alle faktorer er vigtige, herunder bl.a. menne- 6 Wivel 2003, p. 7 I tiden efter 2. VK og årtierne derefter. 8 Jeg samarbejder, hvis det gavner os alle et plussumsspil. 9 De to nye teorier neo-liberalismen og neo-realismen skabte grundlaget for en ny runde i debatten inden for IP-teorier, nemlig neo-neo-debatten, som herskede i 1980 erne. 10 Jeg samarbejder, hvis det gavner mig mere end det gavner andre et nulsumsspil. 11 Pedersen & Skak, 1998: p Baylis & Smith, 2005: p. 212 UKLASSIFICERET 7

12 skerettigheder, miljø og økonomisk ulighed. 13 Industrialiserede lande kan opnå større gevinster ved intern udvikling og udenrigshandel. Det er simpelthen blevet dyrere at anvende magt (på grund af staternes bedre forsvar), og der er mindre at vinde ved magtanvendelse Kompleks interdependens Begrebet kompleks interdependens blev første gang introduceret af Robert Keohane og Joseph Nye i 1977 med bogen Power and Interdependence, og senere er der kommet nye udgaver, som har inddraget konsekvenser af bl.a. den kolde krigs ophør og globaliseringen. Robert Keohane er en kendt IP-teoretiker; han betragtes som grundlægger af den neo-liberale institutionalisme, og kompleks interdependens har derfor mange lighedspunkter med neo-liberalismen. Teorien forklarer årsager til staters politik overfor hinanden, men teorien kan også anvendes til at prøve at forudsige fremtiden med under en række forudsætninger, hvilket de kendte paradigmer ikke kan, da de i princippet kun kan forklare den førte politik. Bogen søger at besvare to store spørgsmål, nemlig hvad der karakteriserer økonomisk interdependens, og hvordan (og hvorfor) internationale systemer ændrer sig. Sidstnævnte anvendes ikke i specialet. Interdependens hentyder til situationer, der karakteriseres af gensidig påvirkning mellem lande eller mellem aktører i forskellige lande. Det, der ligger i begrebet påvirkning her, er den strøm af penge, varer, mennesker og information, der uafhængig af grænser konstant finder sted i dag. Men dette alene gør ikke verden interdependent, det er den begrænsning eller pris, det medfører. Forstået på den måde at et land, der er afhængig af import af olie fra et andet land, er afhængig i forhold til dette land. Et land, der importerer for lige så meget (rent økonomisk) bare i pelse, er ikke afhængigt af dette, hvis der pludselig bliver sat en stopper for denne eksport. Med andre ord hvor der er gensidig (men ikke nødvendigvis symmetrisk) økonomisk afhængighed, er der interdependens. Det er netop vigtigt ikke kun at definere interdependens ud fra situationer, hvor stater er jævnbyrdige i deres gensidige afhængighed; det er derimod asymmetrierne i afhængigheden, der har størst tendens til at have indflydelse på staternes opførelse overfor hinanden. Ved asymmetri er der større risiko for, at et land får (eller føler det har) mere magt end det andet land. Landet, der er mindre afhængig, kan ofte benytte denne magt i forhandlingsøjemed (over et emne) eller til generelt at få indflydelse på aktuelle emner. 14 Denne symmetri/asymmetri kan være udpræget i mere eller mindre grad, men selv hvis interdependensen er symmetrisk eller til gensidig fordel, indgår der stadig en magtkamp om den relative fordeling af gevinster. 15 I forbindelse med asymmetrien er det vigtigt at beskrive, hvordan kompleks Interdependens opererer med begreberne: Forbindelse (connectivity) Følsomhed (sensitivity) Sårbarhed (vulnerability) 13 Petersen & Skak, 1998: p Keohane & Nye, 2001: p Heurlin, 1999: p UKLASSIFICERET 8

13 Forbindelse er antallet af kontakter, samhandlens størrelse, antallet af grænsepassager etc. Følsomhed henviser til, hvor følsomt et givent land er overfor ændringer eller afbrydelser i interdependente relationer. Det afhænger af hvor stort landets mulighed er, for at erstatte de økonomiske transaktioner med andre. Den stærkeste aktør er altså den, der har de laveste omkostninger ved en aftales ophør. Det vigtigste i det internationale system er muligheden for at definere spillereglerne. Har man magten til at ændre på disse? Begrebet sårbarhed henviser til, hvor meget man vil blive berørt af en afbrydelse af forbindelsen og om man har mulighed for at ændre rammen. 16 Sårbarheden er særlig vigtig for den politiske struktur i interdependente forhold, for det er spørgsmålet om, hvem der definerer spillereglerne. Det er vigtigere, end hvor meget man påvirkes af en forandring. 17 Når alt tages i betragtning, er verden blevet mere kompleks, og det betyder også, at f.eks. militær magt i dag ikke er den eneste parameter at måle magt på, samtidig med at anvendelse af militær magt er en dyr måde, at forfølge interesser på. I dag er det ikke kun staten, der er aktør, men også virksomheder, interesseorganisationer, forskellige befolkningsgrupperinger og enkeltpersoner ses som aktører på den internationale scene. Formålet med kompleks interdependens er ikke at forklejne andre teorier inden for International Politik, da disse stadig har forklaringskraft. Det vigtige er at anvende de teorier, der er relevante i den rette kontekst, netop fordi vor nutids verden består af mange forskellige forhold og forbindelser. Bogen behandler kompleks interdependens set i relation til realismen og anvender de to begreber som både konkurrerende og komplimenterende. Forfatterne introducerer kompleks interdependens som en ekstra ideal type kompleks interdependens, som en modsætning til realismen uden at sætte denne ud af spillet. Teorien udfordrer realismen ved at forestille sig en verden, hvor ikke-statslige aktører spiller en direkte rolle i international politik, hvor en hierarkisk opdeling af relationer er væk, og hvor militær magt spiller en ubetydelig rolle. Disse tre karakteristika nærmer sig globale emner som økonomisk og økologisk gensidig afhængighed og kommer tæt på en karakteristik af, hvordan nogle lande i verden samarbejder. 18 Der findes ifølge forfatterne regioner, som karakteriseres ved kompleks interdependens, og i sådanne regioner er det ifølge forfatterne muligt at tale om, at man igennem interaktion er rykket et skridt nærmere fred eller i hvert fald et stort skridt væk fra impulsive krigshandlinger. I regioner, der er knyttet sammen af kulturelle og økonomiske bånd, vil det være mere effektivt at intervenere i et land med økonomiske sanktioner end med militær magt - også med henblik på ikke at destabilisere regionens sikkerhed. På samme måde (og i overensstemmelse med det føromtalte manglende hierarki) vil en stigende økonomisk interdependens udviske skellet mellem high og low politics. Keohane og Nye mener, at interdependens har medført, at stater ikke længere kun (eller primært) har relationer mellem statsoverhoveder. I komplekse samfund er der tale om skiftende enheder, alt efter, hvilken type af kommunikation, der er tale om. Helt grundlæggende identificerede de to teoretikere tilbage i 1977 udgaven af bogen tre ting, der karakteriserer kompleks interdependens og tager det modsatte standpunkt i for- 16 Koehane og Nye, 2001: p Wæver, 1992: p Keohane & Nye, 2001: p UKLASSIFICERET 9

14 hold til realismen. 19 Hvor disse tre karakteristika finder sted, er der kompleks interdependens. Der er ingen prioriteringsrækkefølge i de tre karakteristika og den ene forudsætter ikke den anden eller tredje. Multiple channels of contact among society Mange kanaler mellem samfundene. Eksistensen af mange kontaktflader mellem samfund udvider antallet af politiske instrumenter, således at regeringers kontrol over fremmede forhold bliver begrænset. Øgede forbindelser mellem stater og ikke-statslige aktører gør, at de mange kanaler binder samfund sammen; det være sig uformelle forbindelser inden for eliten i det politiske miljø, formelle arrangementer, uformelle forbindelser inden for eliten på ikke-statslig niveau, banker og multinationale selskabers indflydelse på indenrigs- og udenrigsforhold etc. Alle disse forskellige aktører og kanaler er vigtige, de fungerer som en drivrem og har indflydelse på, hvor følsomme lande (og deres førte politik) kan være overfor hinanden. Kanalerne kan opsummeres til at være kanaler mellem stater (interstate), kanaler på tværs af regeringsapparatet (transgovernmental) og kanaler mellem ikke-statslige aktører (transnational). Lack of clear hierarchies of issues Mangel på hierarki i relationerne. Der er ikke noget hierarki inden for de interstatslige relationer, og grænsen mellem udenrigs- og indenrigspolitik udviskes. Agendaen for interstatslige forhold består af mange relationer, ingen af disse har forrang, og der skelnes ikke mellem high-politics og low-politics. Man kunne forestille sig et hierarki inden for relationerne, der kunne gøre visse former for relationer mere betydende end andre (f.eks. militær sikkerhed), men teorien påviser, at en stats politiske mål ikke er arrangerede i faste hierarkier, men er genstand for en byttehandel. Det, der betyder mest, og dermed står højst på dagsordenen i relationerne, afhænger af situationen, og dagsordenen skifter alt efter, hvad der har prioritet. En uenighed om f.eks. økonomiske forhold kan hurtigt blive nedprioriteret pga. eksempelvis et lands gennemførelse af en provokerende militær øvelse. Hvilken relation, der er betydningsfuld, er altså forskellig fra et interstatsligt forhold til et andet, og prioriteten mellem relationerne kan skifte afhængig af situationen. Relationerne bliver vurderet i forskellige politiske fora (ministerier etc.), og det kan være omkostningsfuldt at fejlvurdere. Irrelevance of military force - Militære styrker er i det store hele irrelevante. Det militære apparat bliver ikke benyttet af en stat mod en anden stat i regionen, eller i forhold til ovennævnte relationer. Det kan dog godt forekomme udenfor regionen eller vedrørende andre relationer, hvor der ikke er kompleks interdependens. Overlevelse for en stat er dog stadig det primære mål, og i yderste konsekvens er brugen af magt den ultimative garanti for overlevelse, og derfor er militære styrker altid en central del af national magt. Men blandt industrialiserede pluralistiske lande er marginen for sikkerhed blevet udvidet, og brugen af magt er mindre vigtig som politisk instrument. I de fleste situationer, hvor der er en konflikt, er militær magt både for omkostningsfuld og usikker. Denne påstand er blevet yderligere forstærket siden teoriens oprindelse i 1977, da omkostningerne for mange typer militære aktioner er øget betragteligt. Men selv for lande, der er tæt på kompleks interdependens er der to vigtige betingelser, der består 1: drastiske sociale og politiske ændringer kan bevirke, at militære styrker igen bliver et vigtigt politisk instrument og 2: selv hvis elitens interesser supplerer hinanden i forholdet mellem de to lande, så kan et land, 19 Keohane & Nye, 2001: p. xv og UKLASSIFICERET 10

15 som bruger militær magt for at beskytte den anden, få vigtig politisk indflydelse over denne. Forskellen på traditionel international politik og interdependenspolitik er ikke det samme som forskellen på nulsumsspillet og plussumsspillet. Det ses bl.a. ved, at militær afhængighed ikke nødvendigvis behøver være et nulsumsspil, hvilket især ses ved militære alliancer (som f.eks. NATO), men selv ved magtbalancering behøver det ikke være et nulsumsspil. Hvis den ene stat prøver at vælte status quo, så er det for at opnå noget på bekostning af en anden stat, men hvis begge stater (eller alle, hvis der er flere) ønsker et stabilt status quo, kan de sammen opnå dette ved at bevare magtbalancen imellem dem, og det bliver dermed et plussumsspil. 20 Det er før pointeret, at der i interdependenspolitik stadig indgår en magtkamp om den relative fordeling af gevinster, og det ses derfor, at interdependenspolitik både indeholder relative og absolutte gevinster. Traditionelle teorier inden for International Politik tror ikke på den detaljeringsgrad, som de tre beskrevne tilstande har, men det er Koehane og Nyes overbevisning, at tilstandene er meget tætte på at kunne beskrive det nøjagtige forhold mellem nogle lande Realisme/Neorealisme Da de tre omtalte karakteristika står i direkte modsætning til realismen, og dette perspektiv derfor også vil blive anvendt i specialet, er det relevant at fremhæve de vigtigste karakteristika fra teorien. Realismen arbejder med en grundlæggende antagelse om, at internationale relationer er konfliktfyldte, og at internationale konflikter ultimativt afgøres med krig eller trusler om krig. Det er derfor vigtigt for den enkelte stat at sikre sin egen overlevelse. Realismen mener, at international politik handler om magtforholdet mellem staterne i det internationale system, og det internationale system er et anarkisk system. Realismen anerkender, at der er andre aktører end staterne, men de betragtes ikke som væsentlige. De internationale organisationer kan bedre betegnes som arenaer for staternes handlinger end som selvstændige aktører. 21 Lige som inden for liberalismen opstår der også her en ny udgave neo-realismen, og derfor opdeles realismen typisk i klassiske realister og neo-realister. De klassiske realister betragter mennesket i en uløselig situation, hvor usikkerhed og konflikt er væsentlige elementer. Da statens overlevelse er det vigtigste i international politik, må man antage, at andre stater vil gøre alt for at udrydde ens egen stat. Neo-realismen bliver beskrevet af den ledende neo-realist Kenneth Waltz. Han beskriver staters handlinger ud fra den internationale struktur, og staterne handler på en given måde, fordi strukturen nødvendiggør disse handlinger. Strukturen i det internationale system er anarkisk. Staterne kan alle betragtes som funktionelt ligestillede; uanset ideologi, kultur eller ledere, så varetager stater de samme grundlæggende funktioner - inddragelse af skatter, forsvar af staten, og så videre. Den eneste forskel er staternes kapabiliteter. Strukturen i det internationale samfund ændres, når fordelingen af kapabiliteter forandres. Realismen deles ofte op i en offensiv og defensiv retning. 22 De adskiller sig bl.a. ved beskrivelsen af staters adfærd. I den offensive realisme er magtkampen et tilsigtet produkt, stater kan ikke blive tilfredse, og status quo er ikke et mål. Stater søger konstant efter at vinde magt på bekostning af andre. 20 Koehane og Nye, 2001: p Baylis & Smith, 2005: p Baylis & Smith, 2005: p UKLASSIFICERET 11

16 I den defensive realisme er magtkampen et utilsigtet produkt; stater søger konstant efter at skabe sikkerhed, og opretholdelse af status quo er fremhævet. De forsøger at bevare deres position, og frasiger sig muligheden for at brede sig, da det medfører balancering (oprustning) mod staten selv. Konflikt er en utilsigtet konsekvens af, at staten søger egen overlevelse og position gennem oprustning hvilket fører til sikkerhedsdilemmaet, som er den situation, hvor to eller flere stater kommer i konflikt (eller krig), selv om ingen af dem ønsker det, fordi de bekymrer sig om egen sikkerhed. Staten føler sig usikker overfor en anden stat, som de ikke har tillid til, og fordi ingen af staterne føler sig sikre og stoler på, at den anden stat ikke vil angribe dem, opruster de begge militært, selv om det ikke var hensigten. Det, der skulle føre til større sikkerhed, ender med endnu større usikkerhed, og konflikten eskaleres Politiske processer under realismens og den komplekse interdependens vilkår Ifølge Ole Wævers tolkning af kompleks interdependens fra undersøger man, om stater er i en kompleks interdependens situation ved simpelthen at kigge på den politik, der bliver ført. Der sluttes således baglæns fra statens adfærd, til at der så åbenbart har været de tilsvarende vilkår for kompleks interdependens til stede. Modsat f.eks. i en anvendelse af teorierne realisme og liberalisme, der skal give forklaringskraft inden for forskellige områder, så kan kompleks interdependens ikke fortælle, hvornår vi er i hvilken verden, men blot sige, at det der sker, er et logiske resultat af, at vi åbenbart er under de til begivenhederne svarende vilkår. Da teorien bliver sat op som modpol til realismen på tre centrale spørgsmål, opstilles her de to teorier i en sammenligningsfigur. Dette giver overblik i analysen, og kan med fordel anvendes i specialet, for Koehane og Nye har indført to forklaringer af det samme. De anfører, at de fleste situationer vil i et eller andet omfang kunne forklares ud fra de to teorier nogen gange vil den ene teori være den mest korrekte at anvende og nogen gange den anden, hvilket giver en meget fleksibel tilgang til teorien. 24 Det skal dog understreges, at specialet som udgangspunkt har valgt kompleks interdependens som teori, men at det med baggrund i ovenstående anses for legalt at anvende realismens forklaringskraft, hvis det bliver nødvendigt. Figuren kan også anvendes i en evt. perspektivering, hvor der kan stilles spørgsmålstegn ved, om de to typer politik er vedblivende paralleller, eller om der er en tendens til, at den ene teori kan afløse den anden. Kompleks interdependens vilkår Mange kanaler mellem samfundene Der er ikke noget hierarki mellem de interstatslige relationer Militære styrker er i det store hele irrelevante. Militær magt anvendes ikke mod en anden stat i regionen eller i forhold til ovennævnte relationer Realisme vilkår Stater er sammenhængende enheder og verdenspolitikkens dominerende aktør Der er et hierarki mellem de interstatslige relationer, militær sikkerhed topper, high politics dominerer over low politics Voldelig magt er et anvendeligt og effektivt instrument, og derfor kan militær magt anvendes. Figur Operationalisering af teorien Med udgangspunkt i punkt vil specialet have følgende tilgang: Det undersøges, om der er de vilkår til stede, teorien beskriver. Er der mellem Kina og Taiwan tale om et komplekst 23 Wæver, 1992: p Wæver, 1992: p. 86 og Keohane & Nye, 2001: p Wæver, 1992: p. 87 og Keohane & Nye, 2001: p. 32. UKLASSIFICERET 12

17 interdependent forhold? I bekræftende fald i hvilken grad, er den symmetrisk eller asymmetrisk, og er den stigende eller faldende? Der tages udgangspunkt i nedenstående variabler. Hvor teorien ikke giver forklaringskraft undersøges, om elementer, som er beskrevet i punkt , om realismen/neorealismen giver forklaringskraft. Operationaliseringen skal beskrive, hvorledes teoriens variabler kan bringes i anvendelse på Kina og Taiwan, som er specialets enheder. Afhængige variabler er Kinas handlinger (eller mangel på samme) overfor Taiwan. Uafhængige variabler er teoriens tre karakteristika samt USA. Valget af teori har været styrende for valget af uafhængige variabler, som er følgende: Kontaktflader mellem samfundene Mangel på hierarki i relationerne Irrelevansen af militære styrker USA indgår som en nuancerende variabel med henblik på at undersøge, om landet kan have haft en indflydelse på Kina i forhold til Taiwan. Derfor vil specialet også medtage denne uafhængige variabel: USA's indflydelse. Følgende figur opstilles for at anskueliggøre valget af variabler: Figur 2 Variabler Til at operationalisere teorien er opstillet følgende spørgsmål: Uafhængig Variabel Første variabel: Kontaktflader mellem samfundene Operationalisering I operationaliseringen analyseres på nedenstående fem værdier, som anses for at være de mest relevante områder med kontaktflader. Generelt vurderes det, i hvor stort omfang, der er kon- UKLASSIFICERET 13

18 taktflader mellem Kina og Taiwan inden for disse værdier. Det undersøges, i hvilken grad der er interdependens, om den er symmetrisk/asymmetrisk, og om den er stigende eller faldende. Graden af forbindelse, følsomhed og sårbarhed vurderes. Samhandel Med samhandel menes det flow af varer der foregår over grænsen mellem de to lande. Der indledes med en generel beskrivelse af landenes økonomiske udvikling de sidste år. Derefter ses primært på perioden efter årtusindeskiftet, hvor udviklingen mellem de to lande og omfanget af samhandel, herunder eksporten og importen, identificeres. Investeringer Det undersøges i hvilket omfang, landene foretager investeringer hos den modsatte part. Tidsperspektivet er primært fra 1990 og til i dag. Organisationer Det undersøges, i hvor høj grad medlemskab af forskellige organisationer skaber kontaktflader mellem dem. Det er ikke muligt, men vurderes heller ikke nødvendigt, at medtage alle organisationer inkl. NGO ere og IGO ere. Derfor vil kun større organisationer, hvor det er vurderet, at de to lande har kontaktflader, blive medtaget. Kultur Det undersøges, om der mellem de to lande er en fælles forankring i kulturen, som evt. kan binde dem sammen. Her vil tidsperspektivet være bredere end ved de øvrige variabler. Turisme Det undersøges, hvorledes udviklingen har været inden for rejseaktiviteten mellem de to lande. Anden variabel: Mangel på hierarki i relationerne mellem staterne I operationaliseringen undersøges, hvorvidt den politiske dagsorden i forhold til de interstatslige relationer har et fast hierarki eller om dagsordenen skifter. Der tages udgangspunkt i hhv. Kinas partikongres og Taiwan Yearbook, men redegørelsen vil også blive suppleret med eksempler, der indikerer, hvorledes dagsordenen er. Hvis empirien tillader det, inddrages der så UKLASSIFICERET 14

19 vidt muligt de samme fem værdier fra første variabel (samhandel, investeringer, organisationer, kultur og turisme) suppleret med uafhængighedstvisten. Tredje variabel: Irrelevansen af militære styrker Den militære sikkerhed vil blive berørt, men af pladshensyn, og for at undgå gentagelser, vurderes prioriteringen af den militære sikkerhed først på baggrund af den redegørende analyse for tredje variabel og vil indgå i denne delkonklusion. I operationaliseringen af tredje variabel redegøres for Kinas og Taiwans militære styrker med henblik på at undersøge relevansen af dem. Med udgangspunkt i analysen undersøges det i, hvor høj grad de militære styrker har relevans i forhold til hinanden, eller om de kan anses for irrelevante. Hvis de militære styrker ikke kan anses for irrelevante i forhold til hinanden, er der så andre faktorer, der kan forklare de militære styrkers relevans? Fjerde variabel: USA's indflydelse Følgende medtages i delkonklusionen, da den ikke er undersøgt til bunds i anden variabel: Er der på baggrund af redegørelse og analyse indikationer på om den militære sikkerhed har en fast plads på dagsordenen? Der redegøres for USA s indflydelse på de to lande med henblik på at analysere og besvare følgende: I hvilken grad har USA's indflydelse været styrende for Kinas handlinger overfor Taiwan? Figur 3 Operationalisering Nogle af variablerne virker umiddelbart mere håndgribelige end andre. Adgangen til kilder og materiale kan variere, således vil analyserne af variablerne variere i omfang og dybde afhængig af muligheden for at indhente relevant empiri Forskningsdesign/metode Med udgangspunkt i teorien om kompleks interdependens analyseres på Kina og Taiwan med afsæt i tre karakteristika ved teorien. De tre karakteristika er valgt som variabler, og til to af variablerne er fundet et antal værdier, som er fundet relevante at analysere på for at kunne anvende og understøtte variablerne. Valget af metode til at give opgaven struktur stod mellem den klassisk-empiriske metode og den deskriptive metode. Den klassisk-empiriske metode med en klar adskillelse mellem de redegørende og analysemæssige forhold virker ikke hensigtsmæssig i et speciale af denne længde. Metoden vil medføre mange redegørelsesafsnit, og der vil være fare for at dette medfører mange gentagelser fra redegørelsen i analysen, hvilket vil reducere læsevenligheden. UKLASSIFICERET 15

20 Af hensyn til både opgavens længde og læsevenligheden er den deskriptive metode (redegørende analyse) derfor valgt. Metoden har den fordel, at man kan integrere redegørelse med analyse i et relevant antal kapitler og dermed undgå at skulle gentage udsagn fra redegørelsen i analysen. I forlængelse af et af flere redegørende forhold, foretages der en analyse, der vil udmunde i en delkonklusion, indeholdende det væsentligste til at bringe videre til den endelige konklusion. Den deskriptive metode har den ulempe, at det kan være svært for læseren tydeligt at adskille redegørende elementer fra de analytiske. For at tydeliggøre dette er det gennemgående træk ved opgaven, at redegørelsesafsnittene hovedsageligt vil befinde sig i starten af et afsnit suppleret med kildehenvisninger, hvor det er nødvendigt. Hvor der i øvrigt kan være tvivl, vil analyseafsnittene ofte indledes med et det vurderes., hvilket gerne skulle optimere strukturen for læseren Formalia I specialet anvendes benævnelserne Taiwan og Kina frem for de officielle benævnelser Republikken Kina / Republic of China (ROC) og People s Republic of China (PRC). Yderligere vil specialet i flæng anvende betegnelserne lande, aktører, fastlandet, øen og stater, uagtet at Taiwan af de fleste ikke er en anerkendt stat. Når benævnelserne Taipei og Beijing benyttes menes implicit de to landes beslutningstagere. Specialet anvender ordet uafhængighedstvisten. Dette er ikke en officiel betegnelse, der er udtaget fra en kilde. Ordet anvendes i specialet som betegnelse for den tvist, der er mellem de to lande om, hvorvidt Taiwan skal være uafhængig eller skal genforenes med Kina. Når enheden dollars anvendes, hentydes der til amerikanske dollars. 3. KAPITEL 3, ANALYSE 3.1. Kontaktflader mellem samfundene Hensigten med variablen er at undersøge i hvilken grad, der er kontaktflader inden for nedenstående fem valgte værdier mellem Kina og Taiwan. En stor grad af kontaktflader inden for forskellige niveauer binder samfund sammen og kendetegner sammenholdt med andre karakteristika et komplekst interdependent forhold mellem to lande Samhandel Både Kina og Taiwan har i løbet af de seneste år gennemlevet store forandringer og fremgang inden for handelsområdet, og deres historier har mange lighedspunkter. Kina er og har altid været et forholdsvis lukket land med et diktatorisk styre, men ikke desto mindre har styret i de sidste årtier udviklet sig fra et centralt styret økonomisk systemet til en liberal markedsøkonomi, der er integreret i verdensøkonomien. Kina har haft økonomisk vækst siden udviklingen startede i slutningen af 1970 erne, og den har været på omkring ti procent hvert år i ca. 30 år. Det har bl.a. medført, at flere hundrede millioner mennesker er blevet hævet over fattigdomsgrænsen. 26 I de senere år med den øgede globalisering er det gået rigtig stærkt; deres globale økonomiske vigtighed er vokset, og i 2006 var de både tredje største eksportør og importør af 26 Shirk 2007; p. 17. UKLASSIFICERET 16

21 handelsvarer i verden, lige efter USA og Tyskland. 27 Det skal ses i forhold til, at de f.eks. i 2001 lå på sjette pladsen inden for begge kategorier. Taiwan gennemgik i 1980 erne bl.a. politisk demokratisering og økonomisk liberalisering, og siden ophævelsen af den militære undtagelsestilstand 28 i 1987 har den taiwanesiske regering i stigende grad åbnet op overfor Kina og deres blomstrende økonomi. Taiwan har lige som Kina oplevet økonomiske vækst dog ikke i samme størrelsesforhold og afbrudt af mindre gunstige perioder. Den taiwanske økonomi begyndte bl.a. i 2001 en krise med negativ vækst og høj arbejdsløshed. Det er imidlertid ved at se bedre ud, og det skyldes primært, at taiwaneserne drager fordel af Kinas økonomiske udvikling, især via en stor vækst i eksporten til Kina. 29 I de seneste år har deres økonomi været pæn med en vækst på omkring fire procent, men dette skal også ses i forhold til, at den i 1980 erne var helt oppe på ca. otte procent. Den er således ikke på niveau med de vækstrater, Kina har præsteret, selvom de to økonomier er tæt forbundne. 30 Taiwan er verdens 16. største handelsnation i verden. 31 Samhandlen mellem de to lande begyndte i midten af 1980 erne, og omfanget af samhandlen er steget lige siden. Men trods dette har de to lande i lige så lang tid haft et ambivalent forhold (også) på handelsområdet på grund af forskellige restriktioner. I slutningen af 2000 tillod Taipei for første gang handelsmæssige kontakter mellem deres øer Kinmen og Matsu tæt ved Kinas kyst og fastlandet. Selvom øerne ligger tæt på store byer som f.eks. Xianmen, havde de handelsmæssige forbindelser indtil da været indirekte og var gået via Hong Kong og Macau. Hvad angår den kinesiske regering, så har den (ifølge Taiwan) 32 altid nægtet at tale med Taiwans regering, men har trods dette også udvist mere og mere villighed til at liberalisere de restriktioner, som der ellers er på bevægelsen af handelsvarer. Kina har ofte ønsket en større åbning i forholdet til Taiwan, for at skabe forbindelser til alle punkter på øen fra alle punkter på fastlandet. Kina mente, at transporten af varer via Hong Kong generelt var en hindring for den fortsatte vækst i samhandelen mellem de to lande. Efter mange års besværligheder handelsmæssigt kunne landene i starten af 2001 fejre de første direkte forbindelser mellem de to lande. Siden da, og i takt med den økonomiske vækst generelt, er deres bilaterale samhandel vokset kraftigt fra år til år. Kina (inkl. Hong Kong og Macau) er i dag Taiwans største og vigtigste handelspartner og den anden vigtigste leverandør af varer (Taiwan importere mere fra Japan). Deres bilaterale samhandel stod for 27,2 procent af Taiwans totale handel i Også på eksportsiden er Kina meget vigtig for Taiwan; de er den største aftager af eksportvarer, og eksporten til Kina udgør næsten 40 procent af Taiwans totale eksport. Taiwans primære eksportvarer til Kina i 2006 var elektronisk udstyr, optiske instrumenter, maskiner, plastik og plastikprodukter, kemiske produkter, stål, kobber og syntetiske fibre. Taiwans primære importvarer i det hele taget, og dermed også fra Kina, er elektroniske produkter, råolie, maskiner, jern, stål og andre metalprodukter. 33 Det er ikke alle varer, der I 1987 ophørte 38 års militær undtagelsestilstand i Taiwan og demokratisering indledtes. 29 Sørensen, Camilla Tenna Nørup, 2006: p A328346D2C/0/Taiwan pdf Taiwan Yearbook UKLASSIFICERET 17

22 nødvendigvis har den største vigtighed for befolkningernes eksistens, men i og med at omfanget er enormt, får det alligevel en betydning. Taiwan er også blevet vigtigere for Kina i de senere år, dog i et lidt mindre omfang pga. forskel i landestørrelse, men alligevel meget bemærkelsesværdigt. I 2005 var Taiwan den ottende største aftager af kinesiske varer og lå som den tredje største eksportør til Kina. 34 Kina ytrer selv, at samhandlen mellem de to lande har nået nye højder, hvilket de sætter pris på. 35 Selv om Kina har mange andre handelspartnere, så er strømmen af kapital fra Taiwan ikke uvæsentlig for Kinas overordnede økonomiske udvikling. Noget tyder på, at Kina har skelet til Taiwans udvikling og måde at gøre tingene på, og derfor er Taiwan på mange områder inspirator for Kina, hvilket i sig selv kan være en stor hjælp. På baggrund af ovenstående vurderes det, at der på området samhandel er et stort antal kontaktflader mellem de to lande. De seneste års stigende samhandel har yderligere øget kontaktfladerne, og der er potentiale for endnu flere, hvis den fortsat stiger. Kontaktfladerne eksisterer på flere niveauer, således må det antages, at der er kontaktflader på beslutningstagerniveauet i forbindelse med f.eks. håndtering af restriktioner, men især på virksomhedsplan i forbindelse med handelsordre, møder, s, telefonsamtaler etc. Der vil ligeledes være et stort antal kontaktflader i befolkningen, da det er kultur inden for forretningsverdenen at skabe netværker, som øger samhandlen og medfører større økonomiske gevinster. Selv om Kina har mange andre handelspartnere, så vurderes det, at strømmen af kapital fra Taiwan ikke er uvæsentlig for Kinas økonomiske udvikling, men der er generelt asymmetri inden for samhandel i Kinas favør. Den øgede samhandel medfører netværksdannelser og kontaktflader, hvilket øger interdependensen på dette område. Men interdependens stiller ikke nødvendigvis alle stater lige. I dette tilfælde er der, bl.a. på grund af forskellen i landenes størrelse, udviklingshastighed og globale rolle, asymmetri i samhandlen, således at Taiwan er mere afhængig af samhandlen, end Kina er. Det er netop asymmetrien i afhængigheden, der har størst tendens til at have indflydelse på staternes opførelse overfor hinanden. Kina, der er mindre afhængig, kan både bruge dette til at påvirke Taiwans uafhængighedsønsker. Det kan også ske i en mere passiv form, da Kina kan antage, at så længe interdependensen er asymmetrisk, er der ikke det store behov for aktivt at presse Taiwan, for asymmetrien kan afholde Taiwan fra at erklære uafhængighed. Når interdependensen er erkendt, og landene er klar over den virkning asymmetrien har, er det blot en kendsgerning, at en uafhængighedserklæring kan betyde en økonomisk ruin for Taiwan. Dette kan være med til at forklare, hvorfor Kina endnu ikke har gennemtvunget en genforening de har ikke haft noget incitament for at handle i den retning. Delkonklusion Det kan konkluderes, at der er et stort og stigende antal kontaktflader mellem de to lande på grund af en væsentlig forøget og stadig stigende samhandel. Samlet set er der en høj grad af interdependens på området, og den er stigende og asymmetrisk. I samhandlen mellem de to lande er graden af forbindelse stor. Graden af følsomhed er stor for Taiwan og noget mindre for Kina. Graden af sårbarhed er stor for Taiwan og noget mindre for Kina. 34 Jane s Sentinel Country Risk Assessments China, 2008: p UKLASSIFICERET 18

23 Investeringer Området investeringer er tæt knyttet til samhandlen, og der vil ofte tegne sig et lignende billede. Kina og Taiwans bilaterale forhold er også her vokset kraftigt. Indtil 1990 var det forbudt for taiwanesere at investere i Kina, men efter den fortsatte økonomiske vækst i Kina besluttede Taipei at tillade indirekte investeringer (via et tredje land). Det var dog stadig forbudt at investere i højteknologiske brancher, og det måtte ikke overstige et vist beløb; men op gennem 90 erne blev Taiwan efterhånden mere og mere liberaliseret. 36 I 1995 blev de økonomiske forbindelser mellem Kina og Taiwan forstærket, og indtil da havde Taiwan investeret omkring 22 milliarder dollars i Kina og var dermed den næststør- ste udenlandske investor - efter Hong Kong 37. I dag er Kina ikke kun Taiwans største han- delspartner; Kina er også det sted, hvor taiwanesiske virksomheder investerer mest bl.a. pga. den billige arbejdskraft. Ca. 71 procent af øens totale udenlandske investeringer er foretaget i Kina - svarende til ca. 150 milliarder dollars i alt. 38 For mange taiwanesiske virksomheder er Kina blevet den vigtigste udenlandske investeringskilde, og dette har bl.a. medført, at over en million taiwanesiske forretningsfolk og deres familier lever og arbejder i Kina. Det betyder bl.a., at mere end 60 procent af de high-tech varer, som Kina eksportere, er blevet produceret af taiwanesiske virksomheder i Kina 39. Der er dog stadig problemer eksempelvis på transportområdet, da et fortsat forbud mod direkte forbindelser gør, at alle fly skal stoppe i et tredje land. De mange forretningsfolk og deres familier, som lever i Kina, er blevet vigtige vælgere i taiwanesisk politik, da de ønsker at bevare status quo frem for en uafhængighedserklæring, som vil kunne sætte alle deres investeringer på spil. 40 I 2006 blev der gennemført investeringer i Kina inden for disse hovedkategorier: elektroniske dele og komponenter, elektroniske produkter (pc, video etc.), elektroniske maskiner, kemikalier og produkter indenfor metalindustrien. 41 Af hensyn til bl.a. investeringer (og samhandel) er det Taiwans ønske at åbne op for en mere direkte transportmulighed mellem de to lande. Men ifølge Taipei har det ikke kunnet lade sig gøre, fordi Kina nægter at forhandle med Taipei og halv-officielle organisationer. Taipei har øget antallet af årlige tilladte besøg til Taiwan af kinesiske forretningsfolk. 42 Forholdet til Kina er i det hele taget med i Taipeis overvejelser om den fremtidige økonomiske politik. Virksomhederne lagde til at starte med tekstil, tøj og lavteknologisk produktionen til Kina, men siden slutningen af 1990 erne voksede antallet af high-tech firmaer, der investerede i Kina. De presser bl.a. regeringen for at tillade udflytning af stadig mere avanceret produktion og direkte forbindelser til Kina, hvilket betyder et ønske om ophævelse af de såkaldte tre links dvs. direkte transport, samhandel og post til Kina. Taipei forsøgte at implementere de tre mini link i 2001, så der kunne åbnes op for direkte transport af folk og gods mellem de to lande. Kina har uformelt samtykket i dette. 43 Der ses her asymmetri i det gensidige forhold, som dog har skiftet over årene. Til at starte med var Kina opsat på at få ophævet de tre links, men nu hvor de er mindre økonomisk afhængige af linkene end Taiwan er, så er det Taiwan, der nærmer sig en ophævelse Johansson, 2006: p Jane s Sentinel Country Risk Assessments - Taiwan, 2008: p Shirk, 2007: p Carpenter, 2005: p. 79 og 44 Carpenter, 2005: p. 80. UKLASSIFICERET 19

24 Taipei har dog et ønske om at variere investeringerne og forsøger at dæmpe nogle af investeringerne til Kina med henblik på at få investorerne til at fokusere mere i andre områder af Asien som f.eks. Vietnam, Thailand og Indien. Men det er ikke lykkedes i så stor grad, fordi taiwanesiske firmaer foretrækker at investere i Kina pga. fælles sprog og kultur, men også den billige arbejdskraft og knowhow trækker. 45 Hvis man ser på investeringer den modsatte vej, så er det knap så udbredt. Dette skyldes bl.a. at den taiwanesiske regering i en årrække ikke har tilladt, at Kina investerede i Taiwan. Op gennem 1990 erne og i starten af det nye årtusinde har investeringerne reelt kun gået én vej. Dette billede er dog ved at ændre sig efter de to landes optagelse i WTO. 46 Det vurderes, at der inden for investeringer bliver skabt en del forbindelser og dermed kontaktflader, da det er forudsætningen for fornuftige investeringer, og da mange folks eksistensgrundlag er afhængig af dette område. Der er på grund af disse investeringer mange dynamiske kontaktflader på mange niveauer mellem de to lande. Det kan være alt fra officielle kontakter mellem multinationale selskaber til s, møder, telefonsamtaler, faglig og privat interaktion mellem kinesiske og taiwanesiske medarbejdere. Befolkningerne er berørt på mange fronter; hele familier er flyttet til Kina, hvilket indebærer ny omgangskreds, kontakt med kinesiske skoler og uddannelsesinstitutioner etc. Da disse folk er vigtige vælgere i taiwanesisk politik, er de også vigtige for den kinesiske politik. De får sandsynligvis en overvejende pæn behandling i Kina, hvilket også påvirker kontaktfladerne i en positiv retning. På baggrund af ovenstående må det, til trods for at investeringerne primært har været i en retning, konkluderes, at der er en høj grad af netværk og kontaktflader mellem de to samfund. Taiwan er i en vis udstrækning selvforskyldt i ensretningen af investeringer pga. deres restriktioner, men også her er der potentiale for endnu større kontaktflader, hvis Kina for alvor begynder at investere i Taiwan. Selv om fordelingen af investeringer er asymmetrisk, kan det med tiden udjævnes mere, og der tegner sig et billede af, at de to lande kan komplementerer hinanden fint. Kina har mange ressourcer og den billige, men dygtige, arbejdskraft med en del knowhow. Taiwan har lang erfaring med at begå sig på den internationale arena på grund af deres demokrati. Dertil kommer den teknologi og kapital, de er i stand til at indføre til Kina. Graden af forbindelse er stor mellem de to lande, men den er speciel stor for Taiwan pga. de mange taiwanesere, der bor i Kina. Graden af både følsomhed og sårbarhed er dermed også stor for Taiwan, da det vil påvirke utrolig mange mennesker, hvis investeringerne pludselig ophører. Graden af følsomhed og sårbarhed er noget mindre for Kina. Som under samhandel vurderes det derfor, at også på dette område har der ikke været noget, der taler for, at Kina har haft behov for at udøve pres om genforening over for Taiwan pga. asymmetrien. Det kan konstateres, at Taipei til en vis grad ønsker at mindske asymmetrien og dermed gøre Taiwan mindre sårbar ved at forsøge at variere investeringerne til også at omfatte andre lande. Delkonklusion Det kan konkluderes, at der er et stort antal kontaktflader på mange niveauer på grund af de mange investeringer, som (primært) Taiwan foretager i Kina. Investeringerne er væsentlig forøget inden for de senere år, og det samme er dermed kontaktfladerne. Samlet Zagoria, 2003: p UKLASSIFICERET 20

25 set er der en høj grad af interdependens på området, og den er stigende. Den er dog asymmetrisk, da Taiwan både er mere følsom og sårbar end Kina. Da graden af kontaktflader er vurderet store, med et potentiale for at bliver større, kan det have påvirket Beijing i forhold til ikke at gennemtvinge en genforening med Taiwan Organisationer Et tredje valgt område, hvor der kan være kontaktflader, er organisationer. I en verden med mange kanaler, hvor alliancer bliver dannet mellem nationer og regeringsmedlemmer, er der en kraftig stigning af de internationale organisationers roller. Organisationerne har fået en ny rolle, da de kan være med til at sætte den politiske dagsorden. Organisationer kan agere som inspirator for alliancedannelser og politiske initiativer og være det forum, der styrker svagere staters evne til at lave koblinger på den politiske arena (f.eks. handelsmæssige). Jo tættere landene er på en kompleks interdependent situation, jo mere forventer de, at politiske forhandlinger er påvirket af disse forhold. Multinationalt samarbejde er specielt i sig selv, men er også et instrument, regeringer kan bruge til at manipulere med. 47 Både Kina og Taiwan er medlem af/eller har forbindelse til nogle organisationer, enten hver for sig og eller sammen. Graden af kontaktflader må her i højere grad bero på et gæt, da det er umuligt at kende til den konkrete kontakt. Det må dog kunne forventes, at der gennem fælles organisationer som oftest skabes en række netværk og individuelle kontakter på forskellige niveauer i forbindelse med møder, forhandlinger etc. Disse kontakter kan være mellem regeringsmedlemmer og politikere, ministerier, styrelser og individuelle kontakter mellem eksempelvis embedsmænd, forretningsfolk og fagmænd. Modsat kan der i lige så stor grad være organisationer, som kan underminere kontaktfladerne mellem de to lande. Taiwan er udelukket fra visse organisationer, da de kun er anerkendt som stat af 24 lande. Det kan føre til spændinger mellem de to lande, hvis Kina har indflydelse i selv samme organisationer - f.eks. FN afhængig af organisationens vigtighed. Der er desuden organisationer, hvor ingen af landene er medlemmer, men hvor de hver især alligevel har samarbejde og interesse. Det gælder f.eks. Association of Southeast Asian Nations (ASEAN). FN Taiwan var medlem af FN og repræsenterede formelt Kina indtil 1971, hvor de mistede pladsen til Kina, da USA besluttede at knytte tættere kontakter med Kina. Taiwan har gentagne gange herefter og især inden for de senere år søgt om optagelse (senest under navnet Taiwan), men det er indtil nu ikke lykkedes. Det er specielt Kina, der aktivt blokerer for deres optagelse og har som krav til de øvrige lande, at de anerkender Kinas suverænitet og samtidig nægter Taiwans suverænitet. 48 Kina blokerer ikke kun for Taiwans optagelse i FN, de har også spillet en stor rolle i at forhindre Taiwan i at få observatørstatus i World Health Organisation (WHO), som alle medlemmer af FN kan blive medlem af. Andre stater så som Taiwan - kan blive medlem blot ved en flertalsafstemning i World Health forsamlingen. Siden midten af 1990 erne har Taiwan adskillige gange forsøgt at få observatørstatus i WHO, og senest i 2007 søgte de optagelse som fuldgyldigt medlem. Under afslaget i 2007 pointerede organisationen, at den ikke ville tage nye ansøgninger fra Taiwan op til overvejelse. En af de primære årsager til 47 Koehane & Nye, 2001: p Jane s sentinel Country Risk Assessments, 2008: Taiwan p. 40, China p. 121 UKLASSIFICERET 21

26 det endelige afslag var tilsyneladende, at Taiwan søgte under navnet Taiwan og ikke Republic of China. 49 Optagelse i FN (og WHO) forbliver dog en af Taiwans prioriteringer, og Taiwan pointere direkte, at Kina i denne henseende opfører sig, som om de deltager i et nulsumsspil. 50 Det vurderes, at hvor der er risiko for, at Taiwan kan blive forvekslet med en suveræn stat, gør Kina aktivt modstand. Reaktionerne fra Kina skal ses i lyset af, at Taiwans eventuelle optagelse vil være et skridt på vejen til at blive anerkendt som selvstændig stat og et skridt væk fra status quo og et-kina politikken, hvilket Kina ikke er interesseret i. Men det er også med til at skabe gnidninger og en negativ udvikling i deres kontaktflader. Der er ingen fornuftige forklaringer på, hvorfor Taiwan ikke skulle få adgang til observatørstatus i WHO, som blot vil tillade Taiwans befolkning deres fundamentale ret til international adgang til WHO s netværk af ekspertise. Men Kina tager tilsyneladende ingen chancer og trækker ingen tvivlsomme grænser i forhold til Taiwans suverænitet, som kan falde tilbage på dem. Hvis Taiwan bliver anerkendt i én organisation, så er vejen til den næste blevet lidt kortere. ASEAN En anden organisation, der er lidt speciel at se på, er Association of Southeast Asian Nations (ASEAN), som blev grundlagt i 1967 af fem anti-kommunistiske pro-vestlige stater - Thailand, Indonesien, Malaysia, Filippinerne, Singapore og fik senere medlemskab af Brunei, Vietnam, Laos, Burma og Cambodja. ASEAN har til formål at styrke den økonomiske, sociale og kulturelle udvikling i medlemslandene. Kina er medlem af nogle underorganisationer af ASEAN bl.a. ASEAN Regional Forum (ARF) 51 og ASEAN Plus Three 52 (APT). 53 Selv om landene i ASEAN principielt er konkurrenter til Kina, så har de også de senere år erkendt, at Kinas voldsomme økonomiske udvikling har så stor indflydelse i hele regionen og dermed på organisationen, at et vist samarbejde med Kina er nødvendigt. Der er planer om at etablere et Kina-ASEAN Free Trade Area (FTA) inden 2010, der også inkluderer Japan og Sydkorea, med henblik på at styrke hele samhandlen i regionen. 54 Også Taiwans relationer til ASEAN er gode og stigende, og Taiwan investerer i stigende grad i ASEAN regionen og omvendt, men Taiwan er fortsat afhængig af Kina. Taiwan går aktivt ind for at blive dialogpartner med ASEAN og medlem af ARF. 55 Det vurderes, at Taiwan ikke har samme styrke til at markere sig som Kina, og deres rolle som økonomisk og handelsmæssig partner med ASEAN bliver overskygget af Kinas økonomiske overlegenhed. Dermed er der risiko for, at efterhånden som båndene mellem Kina og ASEAN styrkes, så vil Taiwan ende i et tomrum og ikke blive medtaget i vigtige beslutningsprocesser. Taiwan er eksempelvis ikke inviteret med i forhandlingerne vedrørende FTA. Som modsvar til dette har Taiwan taget initiativ til at oprette såkaldte Trade Cen- tre 56 i Indonesien, Malaysia og Thailand i 2005 og repræsentationskontorer i Vietnam og Brunei Jane s sentinel Country Risk Assessments, 2008: Taiwan p Taiwan Yearbook 2007, 51 Et forum med i alt 23 lande, der diskuterer generel sikkerhed i Asien. 52 Et forum, der koncentrerer sig om økonomisk sikkerhed Jane s Sentinel Country Risk Assesment China, 2008: p Taiwan Yearbook 2007, 56 Handelsudviklingsorganisationer der skal hjælpe taiwanesiske investeringer i disse lande. 57 Jane s Sentinel Country Risk Assesment Taiwan, 2008: p. 39.h UKLASSIFICERET 22

27 APEC I 1989 blev Asia-Pacific Economic Cooperation (APEC) oprettet med det formål at forbedre økonomiske og politiske bånd mellem de 21 stillehavsmedlemslande. Landene mødes årligt med henblik på at støtte den økonomiske vækst gennem åben samhandel, investeringer og økonomiske reformer. Medlemslandenes økonomier står for næsten 70 procent af verdens samlede økonomiske vækst. Det bemærkelsesværdige ved APEC er, at både Kina og Taiwan i 1991 blev medlemmer af samarbejdet. Hvert år er der møde, og medlemslandene er på skift værtsnation. Møderne består af mange forskellige møder med deltagelse af beslutningstagere fra den politiske elite og erhvervslivets elite. Også præsidenterne fra medlemslandene deltager i møder, 58 og der er i høj grad mulighed for at skabe kontaktflader mellem beslutningstagerne i Kina og Taiwan på møderne. Om der reelt bliver skabt kontaktflader, eller om der er kold luft mellem Kina og Taiwans repræsentanter til sådanne møder, er uklart. Det er gentagne gange er nævnt, at Kina nægter at forhandle med Taiwan (og omvendt), og at dette er en stopklods for Taiwan i FN regi. Det er sandsynligt, at der ikke er den store personlige kontakt mellem regeringslederne til møderne. På den anden side, så gik der ikke lang tid fra deres optagelse i APEC i 1991, til de ophævede nogle af deres handelsrestriktioner, hvilket kan være en direkte konsekvens efter et møde. På trods af ovenstående er der stor sandsynlighed for en del kontaktflader på lidt lavere niveauer. WTO Den eneste internationale organisation, som begge lande er medlem af er WTO - en verdenshandelsorganisation, der vil sikre økonomisk samarbejde. Begge lande tiltrådte WTO i 2002, hvilket satte yderligere skub i deres økonomier. For Kina og Taiwan åbnede medlemskabet muligheden for yderligere at supplere hinanden og skabe gensidige fordele. Som det allerede har vist sig, så kan deres medlemskab af WTO medføre, at deres økonomiske kontakter bliver tættere og hyppigere og mere ligeligt fordelt. Medlemskabet kan også give en mere effektiv arbejdsdeling og et mere effektivt samarbejde, fordi de får fælles standarder for deres økonomi og samhandel, og Kina vil få mulighed for at investere mere i Taiwan. 59 Det har vist sig, at Kina siden optagelsen har skabt en del problemer i organisationen for de andre lande bl.a. med deres mange kopivarer og fast vekselkurs. 60 For Taiwan har medlemskabet dels medført, at flere industrier må investere i Kina, men også gjort plads til flere kinesiske produkter i Taiwans marked. 61 Der er tilsyneladende ikke problemer med Taiwan, som, i modsætning til Kina, lever op til WTO s økonomiske regler. Dette er sandsynligvis en bevidst strategi, da det ellers kan have den utilsigtede effekt, at Taiwan bliver udelukket fra muligheden for optagelse i andre internationale organisationer. Det vurderes, at landenes optagelse i WTO, endda på samme tid, har øget og styrket antallet af kontaktflader inden for det økonomiske felt Zagoria, 2003: p. 137/ Jane s Sentinel Country Risk Assessments China, 2008: p UKLASSIFICERET 23

28 Der er generelt inden for organisationer en vis grad af forbindelse og dermed kontaktflader. Der er asymmetri, da Taiwan kun har lille adgang til internationale organisationer, og mindre indflydelse i bl.a. ASEAN. Graden af følsomhed og sårbarhed er mindre relevant her, da en ekskludering fra organisationerne er mindre sandsynlig. Taiwan er dog i nogen grad følsom i forhold til Kinas samarbejde med ASEAN. Taiwan kan med fordel forfølge de initiativer, de allerede har taget og samtidig øge samarbejdet med Kina for at undgå at blive overset i et ASEAN/Kina samarbejde. At Taiwan pointerer, at Kina deltager i et nulsumsspil stemmer overens med teorien, der netop ikke stiller alle stater lige, og at Kina (og Taiwan), som teorien forklarer, indgår i en magtkamp om den relative fordeling af gevinster. Kina samarbejder ikke i FN regi, hvis det gavner Taiwan mere end Kina, og det vil det gøre, hvis Taiwan kommer i FN og WHO, da det ville være et signal om, at de anerkendes som stat. Set ud fra den institutionelle liberalismes perspektiv bør som minimum APEC og WTO, som de begge er medlemmer af, have en positiv effekt på forholdet mellem de to lande, da organisationerne kan lette samarbejdet mellem dem. APEC og WTO kan skabe faste regler og procedurer i deres samarbejde, så de ved, hvornår en aftale er opfyldt, og hvad sanktionerne er, hvis aftalen ikke overholdes. Snyd minimeres mellem dem, og incitamentet for at samarbejde øges, fordi aktørerne ved, at de også skal kunne samarbejde i fremtiden. 62 Delkonklusion Der er sandsynligvis mange kontaktflader inden for APEC og WTO. Landene blev medlem af disse samtidig og ingen havde dermed præferencer før den anden, hvilket i sig selv kan skabe en samhørighedsfølelse. De kontaktflader, der må være skabt overskygges, dog i nogen grad af de uoverensstemmelser, der er i forbindelse med de øvrige organisationer, og sammenlagt må det konkluderes, at der er en middel grad af kontaktflader inden for organisationerne mellem de to lande. Det vurderes, at der er en lille til middel grad af interdependens, som i princippet kan gå begge veje. Der er lille asymmetri i Kinas favør, og følsomheden og sårbarheden vurderes mindre relevant her Kultur Den fælles historie og kultur, som to lande deler, kan være lige så betydningsfuld som den økonomiske binding, der er mellem de to lande. Kulturelt er både Taiwan og Kina ens i den forstand, at de er forankret i konfucianismen, hvis rolle og position kan sammenlignes med kristendommens rolle i Danmark, men konfucianismen var oprindeligt en filosofi og derfor ikke institutionaliseret med kirker og præster. Mange af de centrale begreber i kulturen er familie, guanxi 63, ansigt, vigtighed af alder og hierarki. 64 Allerede her, og på baggrund af fælles historie, har de to lande fælles kulturarv og værdier. Det kan være svært at vurdere, hvor meget kontakt der er på baggrund af kulturen i form af f.eks. telefonsamtaler, breve, besøg osv., men den fælles kultur kommer også i spil rent forretningsmæssigt og investeringsmæssigt. Det er tidligere vurderet, at der her er store kontaktflader, både pga. selve forretningsforbindelsen, men også netop på baggrund af den fælles kultur, som kan bevirke, at kontaktfladerne bliver yderligere forstærket. I Taiwan, ligesom i Kina, betyder netværk utroligt meget i forbindelse med indgåelse af aftaler. Forretningsfolk i Taiwan vil til hver en tid vælge en person, de har tillid til, frem for andre samarbejdspartnere. Det er meget vigtigt for taiwanesere og kinesere at 62 Wivel, 2003: p Personlige relationer UKLASSIFICERET 24

29 opbygge et personligt forhold til forretningskontakter, f.eks. ved uformelle sammenkomster og vente lidt med den formelle forretningssnak. 65 Men den fælles kultur kan også ses i relation til den fællesskabsfølelse de to befolkningsgrupper har overfor hinanden, den mere åndelige kontaktflade. Man kan spørge sig selv, hvorfor Kina og kineserne i det hele taget interesserer sig så meget for Taiwan. Det kan næppe være pga. Taiwans størrelse set i forhold til Kina - eller af økonomiske årsager, da der er fremgang i begge lande. Måske er en af årsagerne, at kulturen giver dem en særlig tilknytning til hinanden. Taiwaneserne har været igennem en anden historie end kineserne. De har været japansk koloni, forsøgt løsrivelse fra Kina og op igennem 1980 erne gennemgik Taiwan bl.a. politisk demokratisering og økonomisk liberalisering. Da KMT flygtede til Taiwan i 1949, tog over en million kinesere med, hvoraf hovedparten var i militæret, offentlig ansatte eller folk under uddannelse. Disse folk kom fra alle provinser og var både Han-kinesere 66 og minoriteter fra Mongoliet, Tibet og det sydvestlige Kina. Det afspejles i dag i Taiwan bl.a. i brugen af mandarin 67 og kinesisk madkultur. I dag er hovedparten af immigranter til Taiwan stadig fra Kina (og de sydøstasiatiske lande), og pr. december 2006 var 65 procent af ægtefæller, der emigrerede til Taiwan fra Kina (inkl. Hong Kong og Macau). 68 Siden ophævelsen af den militære undtagelsestilstand har Taipei i stigende grad åbnet op over for Kina og deres fælles kultur. Taiwaneserne selv er overvældet over de store kulturelle og politiske forandringer, de har været udsat for i Taiwan, og det har fremmet en større følelse af selvstændighed. På trods af den økonomiske afhængighed så bevæger de to lande sig på nogle områder også mere og mere væk fra hinanden kulturelt og politisk. Beijing har benyttet de økonomiske bånd som et redskab til at prøve at ændre opfattelse hos den taiwanesiske befolkning, så de kunne føle mere fællesskab med Kina, men strategien har fejlet, og politisk bevæger Taiwan sig længere væk. 69 Men det vurderes, at det mere er mellem Beijing og Taipei, strategien har fejlet, og derfor ikke påvirker interaktionen mellem befolkningsgrupperne. Men på trods af dette, vurderes det, at der stadig er nogle grundlæggende og stærke kulturelle bånd i form af bl.a. konfucianismens forankring, som binder befolkningerne sammen. Hertil kommer, at ca. 14 procent af befolkningen i Taiwan er kinesere fra fastlandet, 70 og det vurderes, at denne befolkningsgruppe også stadig kan binde noget kultur sammen. Ligeledes har globaliseringen og de to landes kraftige udvikling de senere år gjort det nemmere at vedligeholde den fælles kultur. Da deres primære eksport- og importvarer er inden for elektronik, tyder det på, at landene har mulighederne for at integrere mere via bl.a. mobiltelefoner. Allerede i 1990 erne steg da også de menneskelige interaktioner mellem Kina og Taiwan kraftigt i form af bl.a. breve og telefonsamtaler, 71 og det må formodes, at denne udvikling er fortsat Største etniske befolkningsgruppe i Kina. 67 Rigskinesisk - det sprog som alle kinesere lærer i skolen i Kina. 68 Taiwan Yearbook gp/yearbook/02people%20and%20language.html 69 Carpenter, 2005: p Jane s Sentinel Country Risk Assessments Taiwan, 2008: p Huntington, 1997: p. 172 i 1993 blev der udvekslet breve og telefonsamtaler dagligt. UKLASSIFICERET 25

30 Delkonklusion Det må konkluderes, at der generelt er en samhørighedsfølelse pga. den fælles historie og kultur, og at der derfor er et stort antal af kontaktflader. Kontaktfladerne skabes nemmere pga. den fælles kulturarv. Men kulturen har også en direkte indflydelse på samhandel og investeringer, hvor kulturen kan facilitere den økonomiske udvikling. Det er nemmere for de mange taiwanesere, der bor i Kina, at blive integreret og skabe kontaktflader pga. kulturen. Der er en høj grad af interdependens pga. kulturen, og den vurderes stigende, da globaliseringen, landenes store vækst og teknologien har øget mulighederne for at dyrke kulturen mere. Symmetrien er mindre relevant her Turisme/Integration Antallet at besøgende mellem de to lande er jævnt stigende, og især antallet af taiwanesere, der tager til Kina (inkl. Hong Kong og Macau), er steget de sidste årtier. Omkring taiwanesere tog på besøg i Kina i 1988, og det tal var steget til 4.1 million i I hele perioden besøgte 41.3 million taiwanesere Kina, og den modsatte vej var der i perioden 1,75 millioner, der besøgte Taiwan. 72 Der er gennemført adskillige tiltag for at gøre det nemmere for kineserne at komme på besøg i Taiwan. I 2006 vedtog Beijing og Taipei, at deres foreninger - hhv. Cross-Taiwan Strait Tourism Exchanges og Taiwan Visitors Association - sammen skal forhandle og forbedre de tekniske forhold ved kinesernes besøg. Ligeledes har de to foreninger sponserede en udstilling i Taipei, med tilstedeværelsen af fastlandskinesere inden for turistbranchen, hvilket har forbedret det bilaterale samarbejde inden for dette felt betydeligt. 73 Kinas indtægter på turisme har været kraftigt stigende siden Hovedparten af de turister, Kina modtager i dag, kommer fra Hong Kong, Macao og Taiwan i nævnte rækkefølge og derefter fra det øvrige udland. 74 Antallet af kinesere, der rejser, er kraftigt stigende, og ifølge World Tourism Organisation (WTO) er det forventet, at 100 millioner kinesere vil foretage rejser i 2020, hvilket vil gøre landet til verdens mest rejsende nation de ligger i dag på 7. pladsen. 75 Antallet af kinesere, der rejste i 2000, var ca. 10,65 millioner, hvoraf 46,23 procent var forretningsrejsende. Ca. 2,45 procent ( personer) af disse tog til Taiwan, og Taiwan lå på det tidspunkt på en 12. plads over foretrukne destinationer. 76 Udover en generel fremgang i antal besøgende hos hinanden har landene de sidste fem år arrangeret transport (siden 2005 med direkte fly) mellem Taiwan og Kina i forbindelse med fejringen af det kinesiske nytår, så familier de to steder har kunnet samles. Alle fly fra Kina skulle dog stadig flyve gennem Hong Kong luftrum i stedet for at flyve direkte. Senest i februar 2008 blev der, i den periode nytåret blev fejret, arrangeret 94 fly - svarende til ca passagerer - mellem de større byer i de to lande. Det har igen givet anledning til krav om direkte flyvninger året rundt. I samme forbindelse blev det oplyst, at mere end taiwanesere boede i Shanghai i en periode af mindst seks måneder om året og (det er ikke lykkedes at finde nyere tal her) 77 UKLASSIFICERET 26

31 Taiwan forventer i den nærmeste fremtid, at der kan blive indgået aftale om daglige direkte fly, så kinesiske turister kan komme direkte fra Kina. 78 Taiwan og deres turistindustri har arbejdet målrettet mod at udvikle turismen i Taiwan. De har som mål at øge antallet af besøgende fra én million til fem millioner i 2008, og de nåede 3,38 millioner i De har iværksat adskillige planer og kampagner, og 2006 blev navngivet Taiwan International Youth Travel Year for specifikt at tiltrække unge mennesker. 79 Denne udvikling har sandsynligvis også medvirket til en forøgelse af kinesiske besøgende. Der ses generelt en stigning i de to landes turisme med andre lande, men for Taiwans vedkommende primært med Kina. Antallet af kinesere, der besøger Taiwan, virker som et meget lille antal set i forhold til deres befolkning. Men det skal dels ses i relation til, at det er mere nærliggende for kineserne også at besøge andre lande, da Kina bl.a. har 14 nabolande, hvorimod det er oplagt for taiwanesere at besøge Kina, som er tættest på. Det vurderes, at der i begge lande også er en stigende interesse i turisme generelt og i at besøge hinanden. Det skyldes bl.a., at købekraften er vokset de seneste år, så mulighederne er blevet større. Den stigende turisme har øget graden af kontaktflader inden for mange forskellige brancher, og generelt er interdependensen øget, dog igen med asymmetri, men denne gang i Taiwans favør. Det er Taiwan som tilfører Kina kapital pga. de mange rejsende til Kina, og dermed er Kina mere følsom. Graden af sårbarhed er middel, da Kina har turister fra mange andre lande, og som udviklingen er nu, ser det ud til at dette antal vil stige under alle omstændigheder. Delkonklusion Det må konkluderes, at der er et middel antal af kontaktflader mellem landene inden for turisme. Graden er interdependens er middel og stigende pga. det øget samarbejde mellem de to lande og nye initiativer inden for turistbranchen. Interdependensen er asymmetrisk i Taiwans favør, og Kinas følsomhed og sårbarhed vurderes at være middel Mangel på hierarki i relationerne I nogle lande kan der være en klar prioritering i de politiske mål og dermed relationer mellem to lande. Interdependensteorien ligger vægt på, at der er mange relationer, og at der ikke er noget hierarki inden for relationerne. Det der betyder mest, og dermed står højst på dagsordenen i relationerne afhænger af situationen, og dagsordenen skifter alt efter, hvad der har prioritet. Denne mangel på hierarki kendetegner sammenholdt med andre karakteristika et komplekst interdependent forhold mellem to lande. Det er forholdsvis uhåndgribeligt at gå ind og undersøge, om et land har et hierarki inden for relationerne. Det står ikke direkte skrevet nogen steder, hvad der foregår inden for korridorerne. Det er vurderet, at rapporten fra Kinas partikongres og Taiwan Yearbook er et godt udgangspunkt suppleret med relevante eksempler til at understøtte analysen Kina Kinas forhold til nogle af deres relationer til Taiwan kan udledes fra resultaterne af den 17. partikongres, som det Kommunistiske Parti afholdt i oktober Taiwan Yearbook Kongressen afholdes hvert femte år, og er Kinas vigtigste samling af landets ledere. Det besluttes her, hvem der skal sidde i partiets tre øverste organer: centralkomiteen, politbureauet og politbureauets stående udvalg. På kongressen vedtages også beretninger om, hvordan landets situation er og hvilken politik, der skal følges i de næste frem år. UKLASSIFICERET 27

32 Kongressen starter med en indledning, hvor der opsummeres, hvad der er udrettet i landet de forgangne fem år. Her blev det pointeret, at de politiske partier i både Kina og Taiwan var begyndt at kommunikere sammen, og at besøg såvel som økonomiske og kulturelle udvekslinger på tværs af strædet havde nået nye højder. Umiddelbart derefter blev det dog understreget, at en anti-løsrivelseslov fra 2005, der åbner op for, at Kina kan bruge ikke-fredelige midler mod Taiwan, hvis øen ønsker at løsrive sig, også var blevet vedtaget i perioden. 81 I rapporten fra partikongressen tildeles Taiwan en del plads, og præsidenten opfordrer til en fredsaftale, men han insisterer også på, at en selvstændighed for øen ikke kan tolereres. Han er villig til på basis af Fredfuld genforening, et-kina-to-systemer-princippet at diskutere en formel afslutning på fjendtlighederne og opbygge en ramme for fredelig udvikling. Der tales direkte til det taiwanesiske folk om Kinas ønsker om alt godt for deres landsmænd i Taiwan og fred i regionen, for alle er af samme blod og deler samme skæbne. Samtidig understreges det, at Kina aldrig vil gå på kompromis, når det gælder modstand mod Taiwans eventuelle uafhængighedserklæring. Kina er klar til at gennemføre dialog og forhandlinger med ethvert parti i Taiwan om ethvert emne, når bare Taiwan anerkender, at begge lande hører til Kina. Charmeoffensiven mod befolkningen fortsætter, da det understreges, hvor meget Taiwans befolkning betyder for Kina. Kina vil derfor fortsætte med at implementere de mål, som er til taiwanesernes fordel, herunder at støtte den økonomiske udvikling, hvor Taiwan har investeringer. Kina vil i fremtiden arbejde på, at de to lande får en endnu større kontakt, økonomi og kultur sammen, og det bliver fremhævet, at direkte post, transport og handel skal kunne gennemføres, så de kan udvikle endnu tættere samarbejde. 82 I rapporten nævnes også Kinas øgede interesser i samarbejde med andre nationer og multilaterale organisationer. Kina vil fortsat styrke samarbejdet med deres bilaterale partnere, og for nabolandene vil de fortsat arbejde på at styrke venskabet for at skabe en så stabil region som muligt. Det vurderes, at selv om det ikke nævnes direkte, ligger det implicit, at der også hentydes til Taiwan. Da Taiwan får forholdsvis meget spalteplads i rapporten, indikeres det, at relationerne til Taiwan generelt har høj prioritering i Beijing. Alle relationerne berøres samhandlen, investeringer, kulturen, organisationer, turisme, uafhængighedstvisten - hvilket kan være en indikation på, at de alle har prioritet, og at der umiddelbart ikke er nogen relation, der er prioriteret frem for andet. Den relation, som bliver omtalt mest, er dog uafhængighedstvisten. Det nævnes, at Kina ikke anerkender et uafhængigt Taiwan, men samtidig understreges også flere gange, hvor meget Kina føler sig ansvarlige overfor de taiwanesiske landsmænd og deres fælles kultur. Henset til kongressens vigtighed, må det antages, at der ligger en del overvejelser bag rapporten, og det vurderes, at lige præcis uafhængighedstvisten kan have et gran af retorik over sig. Flere kilder 83 beskriver følelsesladet omkring den kinesiske befolknings forhold til Taiwan og deres manglende vilje til umiddelbart at give slip på øen. Det forudsiges endda, at hvis den kinesiske ledelse blot lader stå til, hvis Taiwan erklærer sig uafhængig, og 83 Bl.a. Shirk, 2007: p. 181 UKLASSIFICERET 28

33 så vil kommunistpartiet ikke overleve. Årsagen til, at Taiwan stadig er så vigtig for Kinas regering og befolkning, er bl.a., at den kinesiske befolkning gennem årtier er blevet opdraget til at bekymre sig om Taiwan og tage holdningen, at Taiwan skal tilbage på kinesiske hænder, fordi det er der, de hører til 84. Før dette sker, kan ydmygelsens århundrede 85 ikke få en afslutning. Taiwan er derfor stadig i dag et af de emner, som kan frembringe dybe nationale følelser hos kineserne. Konflikten er så institutionaliseret, at det næsten er tradition, at situationen mellem Taiwan og Kina til stadighed eksisterer og skal berøres i visse sammenhænge. Set i dette lys skal Beijing, hvis de - i forhold til Taiwan - vil være sikre på at overleve som parti, forsøge at bryde med den opdragelse, kineserne har om at bekymre sig om Taiwan. Det drejer sig om at vinde tid, for så længe status quo kan bevares, så længe de kan undgå en militær eller økonomisk konfrontation med Taiwan. Så længe har kineserne til at fortsætte den økonomiske opgang og måske nå at ændre kinesernes tankegang. Foreløbig kunne det så tyde på, at det er kinesisk retorik, at de fra tid til anden reagerer skarpt, når Taiwans eventuelle uafhængighed er på dagsordnen. Det vil være for stor en omvæltning for den kinesiske borger pludselig at skulle vende sig til tanken om, at Kina ikke vil handle resolut overfor Taiwan. Det vurderes, at en af årsagerne til bekymring omkring Taiwans måske kommende uafhængighedserklæring kan være regeringens overlevelse på grund af manglende accept og legitimitet i befolkningen. En anden årsag er måske, at det kan forårsage krav om selvstændighed befolkningerne i Tibet, Xinjiang og det indre Mongoliet. Dette vil ligeledes skabe indenrigspolitisk uro. Det vurderes derfor, at det mere er retorik end en egentlig høj prioritering på den politiske dagsorden. Det er usikkerheden omkring befolkningens reaktion, hvis truslen udebliver, der fremprovokerer denne dagsorden. Det er en måde for Beijing kontinuerligt at gøre opmærksom på, at der er hånd om situationen. Det er mere tvivlsomt, om der er vilje til at sætte handling bag ordenen. Det har vist sig, at hvis man går dybere ind i den politiske elite i Kina, så er der med stor sandsynlighed personer, som i virkeligheden koncentrerer sig mere om Kinas økonomiske udvikling end bekymringen om Taiwans eventuelle selvstændighedserklæring. 86 En anden måde at vurdere Kinas prioritering af uafhængighedstvisten, er at undersøge Beijings mål, som beskrevet i hvidbogen om deres nationale forsvar. Kina udgav december 2006 en hvidbog om statens overordnede mål og prioriteringer i Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik, og heraf kan i forhold til Taiwan følgende kort udledes. 87 : Bekæmpe og standse separatistiske kræfter, der arbejder for et uafhængigt Taiwan. I hvidbogen fra 2004 var det et mål at arbejde for at fremme genforeningen. Ligeledes i 2004 udgaven står der, at skulle taiwanske myndigheder gøre et ubesindigt forsøg på at konstituere uafhængighed, vil det kinesiske folk og væbnede styrker resolut og fuldstændigt knuse et sådan forsøg uanset omkostningerne. 88 Denne militaristiske udmelding er fjernet fra 2006 udgaven. 84 Shirk, 2007: p Kineserne er siden 1949 blevet indoktrineret, at tiden var ydmygelsens århundrede og derfor synonym med tiden, hvor Taiwan var i hænderne på Japan. Shirk, 2007: p Shirk, 2007: p UKLASSIFICERET 29

34 Der er en klar ændring i tonen fra 2004 til 2006 udgaven til et mere afdæmpet og positivt Kina i forhold til både Taiwan og multilaterale forhold. Det indikerer, at Kina også har ændret prioritering af organisationerne. Organisationer indbefatter også forholdet til Taiwan, og i dette forhold vurderes her, at Kinas brug af organisationerne er meget situationsafhængigt. Således kan de være særdeles proaktive, når det drejer sig om eksempelvis uafhængighedserklæringer, som kan skabe præcedens for Taiwan, senest set med Kosovo, hvor Kina hurtigt var ude og nægte at anerkende dette med henvisning til en FN-resolution. 89 Der kan være andre gange i FN-regi, hvor Kina er uenig med Vesten, men generelt set, i forhold til deres størrelse, markerer Kina sig kun lidt i FN, og de har faktisk ikke haft den store betydning. Typisk vil Rusland først komme på banen, og så følger Kina nogle gange med. Men det er kendetegnende, at Kina ikke er tilbageholdende vedrørende emner, der drejer sig om Taiwan, herunder bl.a. hvis andre lande udvikler deres forhold til Taiwan. 90 Det kan heraf udledes, at hvis der er en anledning, så prioriterer Kina at bringe Taiwan på dagsordenen - i eksempelvis FN-regi. Men hvis ikke Kina bliver provokeret, så er Taiwanspørgsmålet ikke øverst på dagsordenen. I april 2007 afholdt Kina og Taiwan et to dags forum mellem landene, som bl.a. resulterede i 13 nye politiske tiltag med henblik på at fremme de økonomiske, samhandelsmæssige og kulturelle relationer mellem landene, 91 hvilket indikerer en kortvarig høj prioritering inden for disse områder. Generelt tyder noget på, at de økonomiske bindinger er rykket højere op på dagsordenen, hvor Kina bl.a. har liberaliseret nogen af de restriktioner, der var bevægelsen af bl.a. handelsvarer og folk. Det samme er tilfældet inden for kultur og turisme, hvor de er rykket op på dagsordnen, dog uden at tage pladsen fra andre emner, med mindre der er en aktuel situation, der skal behandles. Et andet eksempel på skift i prioriteringen var, da de to oppositionsledere fra KMT og Peoples First Party (PFP) i 2005 aflagde besøg i Kina. Besøgene blev dækket massivt i de taiwanske og kinesiske medier, og reportagerne fra Kina, som fulgte oppositionsledernes besøg ved vigtige historiske mindesmærker, gav et billede af et Kina, der overvejende er domineret af de historiske og kulturelle bånd og ikke en eksempelvis militær trussel. Kinas bemærkelsesværdige og meget officielle modtagelse af de taiwanske oppositionsledere gjorde taiwaneserne stolte, om end der også var modstand. 92 Det vurderes, at Taiwan ofte er på den politiske dagsorden, men at relationerne har prioritering alt afhængig af situationen, og denne kan både skifte hurtigt og langsomt. Et eksempelvis hurtigt skift er, at Taiwan kommer øverst dagsordnen, når Kosovo erklære sig uafhængig, og inden for samme uge var det også på dagsordenen, om der på baggrund af fejringen af det kinesiske nytår permanent skal arrangeres direkte fly mellem de to lande. Af de lidt mere langsomme skift, er ændringen i retorikken i hvidbogen fra hhv og En understregning af alle relationerne i partikongresrapporten understøtter en teori om, at ingen af dem har en egentlig fortrinsret og dermed ikke er opdelt i en hierarkisk orden Buzan og Foot, 2004: p. 16/ Sørensen, Camilla Tenna Nørup, 2006: p. 5. UKLASSIFICERET 30

35 Delkonklusion Det kan konkluderes, at relationerne samhandel, investeringer, organisationer, kultur, turisme og uafhængighedstvisten ikke er arrangeret i noget fast hierarki. Relationerne har prioritering alt afhængig af situationen, og denne skifter både hurtigt og langsomt Taiwan Ved en undersøgelse af Taiwans politiske mål og prioriteringer inden for relationerne til Kina anvendes Taiwan Yearbook 93, som giver detaljer om historie, regering, forsvaret, samarbejde med andre nationer, økonomi etc. herunder også deres forhold til Kina. Taiwan pointere, at landet er en uafhængig og suveræn stat, men samtidig erkender de, at regeringen, siden ophævelsen af undtagelsestilstanden i 1987, har arbejdet for mere åbenhed mod Kina og prioriteret økonomisk, kulturel og uddannelsesmæssigt samarbejde. Siden 2000, hvor Chen Shui-bian fra Democratic Progressive Party (DPP) har siddet som præsident, har Taipei taget initiativer til at bløde op på restriktionerne på samhandel og investeringer, herunder implementering af de tre mini-link. Det er dog selv samme præsident, som, trods løfter om det modsatte i første præsidentperiode, gentagne gange de senere år har søgt om optagelse i FN under navnet Taiwan. Taiwan beskylder Kina for at udvise aggressive tendenser med deres stigende antal kystbaserede missiler og gentagne militærøvelser i strædet, men det er et prioriteret ønske, at uafhængighedstvisten løses. Taiwan ser en fremtid for de to lande til at udvikle relationer i alle henseender, og de er åbne for alle muligheder, som er til gensidig fordel, så længe det er i overensstemmelse med den taiwanesiske befolknings ønsker. En graf i årbogen viser befolkningens holdning til Kinas et land to systemer politik, hvor der er mellem 70 og 90 procent nej-sigere siden Budskabet er klart: Denne løsning accepterer Taiwan ikke. Undersøgelser af denne art kan dog være problematiske på grund af deres klare politiske mål, og andre undersøgelser kan muligvis vise et mere nuanceret billede, afhængig af, hvorledes spørgsmålet formuleres. Taiwan fremhæver de relationer, hvor der er stor interaktion og henviser til det store økonomiske samarbejde, og den vigtighed Kina har som handels- og investeringspartner, især fordi det har indflydelse på de mange Taiwanesere, der har bosat sig i Kina. Et skridt på vejen til et endnu større samarbejde har været indførelse af de tre mini-links, og turismen bliver også berørt her, da Taiwan forventer i den nærmeste fremtid, at der kan blive indgået aftale om daglige direkte fly. Selv om der er bekymring omkring national sikkerhed i forbindelse hermed, så bliver det fremhævet, at det mest er positivt. Taiwaneserne mener, det vil påvirke kineseren i retning af demokrati og samtidig styrke økonomien. Taipei mener selv, at de er en af årsagerne til Kinas økonomiske udvikling, og derfor er det desto mere ironisk, at Beijing fortsætter med at true Taiwan militært. Taiwan havde præsidentvalg den 22. marts 2008, og det er altid en kærkommen lejlighed til at udvise holdninger til relationerne med Kina, da Kina-politikken betegnes som den væsentligste politiske skillelinje mellem de politiske partier på Taiwan. Der er i det hele taget, på grund af de mange vigtige relationer med Kina, udviklet et kompleks interessemønster i den taiwanske befolkning. Det afspejler sig i den svingende vælgertilslutning til de forskellige politikker. De politiske partier søger at finde den politiske pakke, der kan tiltrække flest mulige vælgere, og derfor er alle de politiske partier meget omskiftelige og inkonsistente. 94 Til forskel fra partikongressen i Kina så skal konklusioner på baggrund af retorik Sørensen, Camilla Tenna Nørup, 2006: p. 4. UKLASSIFICERET 31

36 brugt i valgøjemed i Taiwan anvendes med forsigtighed. Det skyldes partiernes omskiftelighed, men også at Taiwan, til forskel fra Kina, har frie valg med høj politisk konkurrence, og medierne er uafhængige og sandsynligvis kritiske. 95 Medierne på Taiwan er dermed med til at styre dagsordnen under valgkampen. Det må konkluderes, at fordi Kina-politikken er det vigtigste punkt på dagsordnen i forbindelse med valg, må relationerne nødvendigvis være til stede. Alle relationer er sandsynligvis så vigtige, at de ikke kan placeres inden for et hierarki. Hvis der kun havde været få punkter på dagsordnen if. til Kina og kun én vigtig f.eks. uafhængighedstvisten så havde det muligvis ikke skabt voldsom uenighed. Så havde det været et spørgsmål om for eller imod. Hvis uafhængighedstvisten var den eneste relation til Kina, eller en blandt flere bare øverst i hierarkiet, ville relationen muligvis få mindre opmærksomhed, da der ville være mindre uenighed i en valgkamp. Relationen får værdi, fordi den kan sættes i relation til mange andre værdier, der også står højt på den politiske dagsorden kultur, samhandel, investeringer, turisme, organisationer, - og i sidste ende indre politisk stabilitet i Taiwan. Det blev nævnt i punkt , at der var et eksempel på skift i prioriteringen fra Kinas side, da de modtog Taiwans to oppositionsledere i Men også fra Taiwans side kan det betragtes som et kortvarigt skift, selv om det var oppositionsledere. Disse ledere handler ud fra hypotesen om, at de en dag kommer til magten, og således kan det vise deres kortvarige prioritering af de kulturelle forbindelser med Kina - frem for spørgsmålet om uafhængighed. Et andet eksempel på skift i dagsordnen er, at præsident Chen Shui-bian i nytårstalen 2006 lagde stor vægt på forholdet til Kina, og at Taiwan skal fokusere på være proaktive og udøve en effektiv liberalisering i forholdet til deres økonomiske samarbejde med Kina. I talen i 2007 lagde han derimod vægt på at opnå FN og WHO medlemskab under navnet Taiwan. 96 Det må formodes, at han er velvidende om, at de udtagelser provokerer Kina, og kan få den militære sikkerhed øverst på dagsordnen i en periode. I forhold til Kosovos uafhængigheds erklæring så var det meget forudsigeligt, at lige så hurtigt, som Kina var om ikke at anerkende Kosovo som en ny uafhængig stat, lige så hurtigt anerkendte og lykkeønskede Taiwan Kosovo med deres uafhængighed. 97 Taiwan benytter Kosovosituationen, som kan relateres til deres egen historie, til at give spørgsmålet om uafhængighed fortrinsret en indikation på, at prioriteten mellem relationerne skiftede på grund af en opstået situation. Et andet eksempel er et initiativ i 1991 om, på baggrund af den øgede interaktion mellem landene, at oprette hhv. Mainland Affairs Council (MAC) og Straits Exchange Foundation (SEF) til at administrere relationerne til Kina. MAC er regeringsstyret og agerer som det officielle administrative bureau, der er ansvarlig for den overordnede planlægning, udvikling og implementering af Beijings politik på området. SEF er en semi-officielt organisation, der er autoriseret af Taipei til at administrere tekniske og forretningsmæssige relationer med Kina. Siden oprettelsen er love og regulativer på området blevet håndteret og forbedret mange gange for at optimere den økonomiske og kulturelle interaktion med Kina. 98 Oprettelsen af de to organer indikerer for det første, at der er mange relationer, men også 95 Sørensen, Camilla Tenna Nørup, 2006: p Taiwan Yearbook UKLASSIFICERET 32

37 at der er et behov for koordinering. Det indikerer ligeledes, at relationerne er så vigtige og har så høj en prioritering, at der skal en styret administration til at varetage dem, for at de får de bedste mulige vilkår i de situationer, der opstår, og som kan variere og have skiftende prioritet. Delkonklusion Det kan konkluderes, at relationerne samhandel, investeringer, organisationer, kultur, turisme og uafhængighedstvisten ikke er arrangeret i noget fast hierarki. Relationerne har prioritering alt afhængig af situationen og denne skifter både hurtigt og langsomt Irrelevansen af militære styrker Hvor der er kompleks interdependens, er de militære styrker stort set irrelevante inden for regionen og eller i forhold til ovennævnte relationer. Kapitlet indeholder én samlet delkonklusion, hvorfor der ikke er en delkonklusion efter afsnittet om Kina. Kina Hvert andet år udgives China s National Defence, som er en rapport om forsvaret, og i den seneste fra december 2006 blev Beijings mål for og hensigt med det kinesiske forsvar givet. Beijing beskriver Kinas forsvarspolitik som værende udelukkende defensiv i sin natur, og den skal yde Kina sikkerhed, fremgang og harmoni. Kina har en tre-trins udviklingsstrategi i moderniseringsprocessen: 1. Det solide grundlag for hele forsvaret skal være færdigt i De store fremskridt skal derefter gennemføres indtil Til sidst har Kina et strategisk mål om at opbygge et informationsbaseret forsvar og være i stand til at vinde informationsbaserede krige fra midten af dette århundrede. Målene for Kina forsvarspolitik er følgende: 99 At forsvare Kinas territorium mod krænkelser At bekæmpe og inddæmme separatistiske styrker, der kæmper for Taiwans uafhængighed At forebygge og bekæmpe alle former for terrorisme, separatisme og ekstremisme At styrke og konsolidere Kommunistpartiets magt At sikre Kinas fortsatte udvikling At være en strategisk støtte i at sikre Kinas nationale interesser At spille en vigtig rolle i bevarelsen af verdensfreden og fremme fælles udvikling Kina har verdens største forsvar. Folkets Befrielseshær (PLA) 100 har et personelantal på 2,3 millioner fordelt på fire værn hær, flåde, flyvevåben og missilstyrkerne - og det ledes af Det Kinesiske kommunistpartis Centrale Militærkommission, der også fungerer som Kinas nationale militære ledelse. Doktrinært og materielmæssigt har forsvaret været under en markant sovjetisk/russisk indflydelse og er det i nogen udstrækning stadig Kinas samlede forsvar omtales Folket Befrielseshær People s Liberation Army (PLA). Deres hær benævnes Folkets Befrielseshærs landstyrker. Deres flåde benævnes Folkets Befrielseshærs Flåde, og deres flyvevåben benævnes Folkets Befrielseshærs Luftvåben. UKLASSIFICERET 33

38 Kinas ønske om for alvor at modernisere de militære styrker startede i 1990 eren samtidig med, at de nu også havde økonomien til det. 101 Startskuddet var USA's (i Kinas øjne overraskende) succes i den første Golfkrig i De efterfølgende konflikter i Kosovo, Afghanistan og Irak har dog også haft indflydelse. Prioriteten af PLA blev ændret fra at være en massemobilisering til at følge en ny doktrin War-Zone Campaign. Doktrinens målsætning er at være i stand til at kæmpe begrænsede (lokale) krige i et miljø med høj teknologi. Doktrinens mål er at sikre politisk sejr frem for militær sejr (hvor der skal vindes territorium), og dette mål stemmer overens med kinesisk strategisk tankegang. Tvivlsomme militære aktioner som Korea-krigen og Vietnam-krigen anser Kina netop for succeser, fordi det ønskede politiske mål blev opnået. Løsningen i henhold til doktrinen er at sætte fjenden under pres for at give efter. Forebyggende angreb og hurtige kampe er bl.a. et middel jf. doktrinen for at finde en hurtig løsning. Også krisen i Taiwan strædet i 1996 (uddybes senere) satte skub i ønsket om en højere teknologisk udvikling, da det gik op for Kina, hvad de var oppe i mod fra USA's side, hvis USA støttede Taiwan i en krise. 102 Kina er således i gang med at opbygger deres militære kapacitet, og landet har øget forsvarsbudgettet, så det er steget med over 10 procent om året de sidste 10 år og steg med 17,8 % i 2007 til 45 mia. dollars 103. Det er dog stadig langt mindre end f.eks. USA's forsvarsbudget på 439 mia. dollars. I forbindelse med det forøgede budget har Kina haft som mål at reducere, balancere og effektivisere styrkerne. Senest i 2003 reducerede de personellet med mand, og i 2005 endte de på et personelantal på 2,3 millioner. Landstyrkerne dominerer med i alt 1,5 millioner mand, og for at skabe mere balance er det primært hæren, der personelmæssigt er blevet reduceret, men generelt har alle tre værn skåret i materiellet til fordel for nyere og mere teknologisk moderne materiel. 104 I forhold til Taiwan er det primært flåden, der er interessant, da det er den, der skal være i stand til at løfte det militære materiel, og materielmæssigt er der netop blevet satset meget på flåden. De gamle skibe bliver efterhånden udskiftet med nye, og i 2007 havde den kinesiske flåde ca. 72 større krigsskibe, 58 ubåde (heraf 5 nukleare), 50 større landgangsskibe (en forøgelse på over 14 procent siden 2005) og 41 missilfartøjer. Herudover råder flåden over mere end 600 civile og militære landgangsfartøjer og hjælpeskibe, der kan anvendes i forbindelse med en invasion, hvilket vil sige, at der er kapacitet til at løfte minimum en division af mand. Det er primært forøgelsen af fartøjer til at gennemføre en invasion, der er dominerende og imponerende. Fra 2001 til 2005 blev 23 nye landgangsskibe introduceret. Disse enheders kapabiliteter peger på, at de er anskaffet med henblik på en invasion i nærområdet og ikke til at projektere magt. 105 Rent numerisk er Kina dog for nuværende ikke i stand til at gennemføre en invasion mod Taiwan, hvis USA kommer til undsætning, og måske heller ikke, hvis Taiwan blot forsvarer sig alene. Flyvevåbenets primære rolle er defensiv. De fleste fly er anskaffet med henblik på at skulle forsvare Kina, og derfor har flyvevåbnet kun begrænset løfte- og rekognosceringskapacitet. 101 For en god ordens skyld skal det tilføjes, at EU-landene efter massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989 indførte en våbenembargo mod Kina, som stadig er i kraft. 102 Jane s Sentinel Country Risk assessments China, 2008: p Tallene varierer meget, og selv om Kina offentliggør deres budget, er det USA s vurdering, at man skal tage forbehold for Kinas oplysninger, og at det reelle budget kan være op til tre gange så meget UKLASSIFICERET 34

39 - opstillet i Fujian provinsen pe- Kina har et stort antal taktiske missiler ca. 900stk. 106 gende mod Taiwan, og dette antal øges hvert år. Kina har kernevåben udelukkende med henblik på strategisk selvforsvar, hvis andre stater truer med eller har tænkt sig at anvende kernevåben mod Kina. Kina hævder, at de ubetinget er tilhænger af politikken om ikke at anvende kernevåben offensivt (no first use) på noget tidspunkt, under nogen omstændigheder eller mod nogen stat, uanset om de har kernevåben eller ej. På intet tidspunkt har de tænkt sig at deltage i nogen form for våbenkapløb inden for kernevåben. 107 Kina krænker jævnligt Taiwans territorialfarvand, endda i stigende omfang inden for de senere år, og de har flere gange anvendt direkte afskrækkelse overfor Taiwan. I perioden 1995/1996, hvor Jiang Zemin var præsident i Kina og stadig ved at konsolidere sin magt, følte Kina sig provokeret til at vise handlekraft, dels pga. Taiwans præsident Lee Tengs besøg i USA, hvor han første gang omtalte Taiwan som Taiwan og ikke Republikken Kina, og dels fordi det første direkte præsidentvalg blev afholdt i Taiwan i Kina prøveaffyrede en række missiler i farvandet ud for Taiwan og gennemførte større flådeøvelser. Under valget havde det den modsatte effekt, idet det blot styrkede pro-uafhængighedskræfter i den taiwanske indenrigspolitik. Men det interessante i den forbindelse er at se, hvordan Kina efterfølgende taklede reaktionerne. Kina udviste offentligt en aggressiv tone mod Taiwans leder, men regeringen var enig om ikke yderligere at opildne til evt. demonstrationer, idet regeringen tilsyneladende var for svag til at modstå mere pres, der kunne fordre yderligere militær handlekraft. I stedet var Kina villige til at øge det strategiske samarbejde med USA og vise versa, og allerede i 1997/1998 blev der gennemført statsbesøg mellem de to stater. 108 Trods Kinas større fokus på at effektivisere deres militære magt og vedtagelsen af antiløsrivelsesloven fra 2005 er der ikke noget, der tyder på, at truslen om en konflikt mellem de to lande er blevet større. Ren militært har numeriske begrænsninger, faren for at USA bliver involveret samt det faktum, at det kinesiske forsvar er lang tid om at tilegne sig nye avancerede teknologier, indtil nu begrænset muligheden for en kinesisk invasion af Taiwan. 109 Samlet set virker Kinas militære apparat umiddelbart stor. Det er verdens største forsvar, men det er også verdens folkerigeste nation, og relativt set, så er Kinas militære apparat ikke imponerende. Men det vurderes, at Kina har et potentiale, der fremadrettet vil kunne imponere. Det interessante i denne kontekst er, at det militære apparat, primært har fokus på afskrækkelse overfor Taiwan. Kinas officielle mål med forsvaret, iht. National Defence, peger ikke på en prioritering af afskrækkelse overfor Taiwan. At forhindre Taiwans uafhængighed er et mål sammen med andre mål, men det er det mest offensive og direkte mål, hvorimod de øvrige mål er mere overordnede med fokus på national forsvar og global samarbejde. De flådemæssige anskaffelser peger på også på, at Kina pt. ikke prioriterer f.eks. global magtprojicering, da de ikke har en oceangående flåde, hangarskibe og fly til tunge løft. Alt peger på, at Kinas militær er opbygget omkring nærområdekonflikter, og de nye investe- 106 Jane s Assessment Taiwan, 2008: p. 93 Variere mellem stk. afhængig af kilde Shirk, 2007: p Jane s Sentinel Country Risk Assessments China, 2008: p. 28 UKLASSIFICERET 35

40 ringer har stadig til hensigt at afskrække Taiwan (og implicit USA), og dermed forhindre at de evt. erklærer uafhængighed. Kinas mange materielanskaffelser til flåden kunne tyde på, at det efterhånden er gået op for Kina, at så længe der eksisterer en mulighed for konflikt med Taiwan, bliver Kina nød til at forberede sig på en konflikt med USA også. Kinas War- Zone Campaign doktrin og prioritering af f.eks. ubåde kan ikke alene retfærdiggøres med afskrækkelse overfor Taiwan. Ud fra doktrinen vil Kina sandsynligvis udføre angreb mod amerikanske satellitter og netværk. Dette, sammenholdt med den trussel Kinas ubåde udgør mod amerikanske hangarskibes operationer, kan vanskeliggøre amerikanske operationer betydeligt. Selv om Kina sandsynligvis ikke er i stand til det på nuværende tidspunkt, så har de seneste års forandringer i PLA forøget den militære trusse mod Taiwan. Det vurderes, at Kina til dels er blevet offer for sin egen retorik, og måske forstyrrer det ligefrem eventuelle andre planer med PLA eksempelvis global magtprojicering. Med al sandsynlighed har Kina indset nødvendigheden af, at afskrækkelse i sig selv er ikke nok. Den militære oprustning er en garanti for, at Taiwan ved, at en uafhængighedserklæring ikke vil være omkostningsfri. Kina bliver rent faktisk nød til at anskaffe sig det materiel, der gør dem i stand til at realisere afskrækkelsesteorien om at invadere Taiwan, for at fremstå som troværdige. Det kræver mange ressourcer, som kan være på bekostning af andre ambitioner for PLA. Med Kinas materielanskaffelser anses det umiddelbart for vanskeligt at argumentere for, at Kinas militære styrker ligefrem er irrelevante inden for regionen og dermed overfor Taiwan, da Kinas militære apparat netop er orienteret mod Taiwan. Men da teorien også hævder, at hvor der er kompleks interdependens bliver det militære apparat ikke benyttet af en stat mod en anden stat i regionen, kan det netop forklare, hvorfor Kina endnu har realiseret truslerne om en genforening med anvendelse af militær magt. Set ud fra et neo-liberalistiske perspektiv har Kina sandsynligvis reelt ikke noget ønske om at benytte det militære apparat mod Taiwan. Det er for omkostningsfuldt og kan ikke betale sig. Dette medfører, at set i forhold til relationerne fra første og anden variabel, kan de militære styrker delvis anses for irrelevante, og det konkluderes, at den militære sikkerhed ikke har en fast plads på dagsordenen. De redegørende analyser herfra tyder på, at militæret kun har relevans i forhold til uafhængighedstvisten. Men på baggrund af analysen kan det også konstateres, at relevansen er for nedadgående, da Kina verbalt er blevet mere afdæmpet overfor Taiwan. Men hvordan hænger det sammen med deres forøgede forsvarsbudget og prioritering af invasionsstyrker? Det kan forklares med, at Kina forsøger at balancere deres militære styrker med deres hensigter. Efterhånden som Kinas evner til at gennemføre en militær aktion mod Taiwan vokser, så den også kan modstå en indblanden fra USA, jo mindre vil der være behov for at true om dette, og jo mindre vil sandsynligheden være for, at nogen af de tre lande ønsker dette igen på grund af store omkostninger. Derfor kan de militære styrker på sin vis alligevel anses for irrelevante. De generelle principper om sikkerhedsmaksimering fra den defensive realisme giver også god forklaringskraft. Kina er usikker på, om Taiwan kan finde på at erklære uafhængighed, hvilket kan true Kinas integritet, og der opstår et sikkerhedsdilemma. Dilemmaet gør, at Kina føler sig nødsaget til at anskaffe sig invasionsenheder og kystbaserede missiler for at skabe en magtbalance. De søger at sikre egen overlevelse og position i området gennem oprustning, og således kan en konflikt og i værste fald krig - opstå som en utilsigtet konsekvens af deres adfærd. Efter redegørelsen over Taiwans styrker vil det vise sig, om teorien om kompleks interdependens UKLASSIFICERET 36

41 ad den vej alligevel giver forklaringskraft, for hvis Taiwan ligeledes opbygger militære styrker orienteret mod Kina, så eksisterer der en form for militær afhængighed og magtbalancering, og det behøver ikke være et nulsumsspil (som neo-realismen videre ville påstå). Hvis både Kina og Taiwan ønsker et stabilt status quo, kan de sammen opnå dette ved at bevare magtbalancen imellem dem, og det bliver dermed et plussumsspil jf. teoriafsnittet side 11. Der er en anden vinkel i teorien om kompleks interdependens, der giver forklaringskraft, selv om irrelevansen af styrkerne er lidt tvivlsom. Det blev anført i teorien, at selv for lande, som er tæt på kompleks interdependens, er der en vigtig betingelse, der består i forhold til de militære styrker, og det er, at drastiske sociale og politiske ændringer kan bevirke, at militære styrker igen bliver et vigtigt politisk instrument. Og da Kina stadig har grund til at være usikker på Taiwans adfærd i forhold til at erklære uafhængighed, så er de militære styrker sikkerhedsventilen, der kan tages i anvendelse, hvis denne drastiske politiske ændring kommer. Kina har derfor svært ved ikke at sikkerhedsmaksimere og trods risiko for et sikkerhedsdilemma, så er det deres eneste udvej for at styrke og konsolidere Kommunistpartiets magt, hvilket er et mål i sig selv - også selv om der er risiko for en konflikt i fremtiden. Det stemmer også overens med teoriafsnittet, der anfører, at overlevelse for en stat stadig er det primære mål og brugen af magt den ultimative garanti for overlevelse. Derfor er de militære styrker en central del af national magt. Det vurderes, at vilkårene for den tredje variabel har været til stede og det er en af årsagerne til, at Kina endnu ikke har gennemtvunget en genforening med Taiwan. Taiwan Til forskel fra Kina, så er Taiwans militære styrker relativt set imponerende. De er en af Asiens største importører af våben, og alene i perioden importerede de for 14 milliarder dollars, hvilket gjorde dem til verdens største våbenimportør i perioden. De anses i dag for at have en af verdens bedst udstyrede militære styrker. USA har været den primære eksportør til Taiwan på det militære område. 110 I alle henseender indbefatter Taiwans militær høj kvalitet - herunder havnefaciliteter, luftbaser, infrastruktur og en dygtig arbejdskraft og høj teknologi. Formålet med Taiwans væbnede styrker er at forsvare deres territorium, og den mest seriøse og direkte trussel kommer fra Kina med deres vedvarende og stigende militære trussel. Taiwan holder nøje øje med deployeringen af styrker i Kina, og da Kina aldrig har villet frafalde deres trusler om at anvende militær magt mod Taiwan for at genforene de to parter, fortsætter Taiwan moderniseringen af deres væbnede styrker. Styrkerne har i dag en høj operativ effektivitet og et niveau, som, indtil nu, har kunnet afholde Kina en militær invasion. Taiwan har, som Kina, reduceret personelstyrken med det formål at streamline de resterende. Taiwan satser primært på at opretholde luftoverlegenhed og kontrol med territorialfarvandet for på den måde bedst at imødegå truslerne fra Kina. I 2000 ændrede Taiwan deres forsvarsstrategi fra at være en direkte passiv strategi til, at Taiwan nu skulle arbejde på at være i stand til at gå ud og forhindre fjenden (læs: Kina) i at forlade deres eget territorium. De skal være i stand til at bekæmpe fjenden til søs og kunne tilintetgøre fjenden og nægte adgang til Taiwan. Taiwan har selv defineret nogle scenarier, som kan 110 Jane s Sentinel Country Risk Assessments Taiwan, 2008: p. 53. UKLASSIFICERET 37

42 trigge Kina til at anvende magt, herunder bl.a., hvis Taiwans væbnede styrker bliver svagere end Kinas. 111 Selv om Taiwan forsøger at balancere deres tre værn, så er det flåden og flyvevåbnet, der har første prioritet. 112 Der er særlig fokus på at udvikle et stærkt luftforsvar, herunder et missilskjold, som kan beskytte øen mod Kinas ballistiske missiler. Taiwan har svært ved at anskaffe ubåde, hvilket er en stor svaghed for deres samlede forsvar og evne til at indhente efterretninger. Ubåde anses for vigtige som afskrækkelse over for Kina i forhold til en invasion, da de bl.a. kan binde Kinas styrker, forhindre adgang til Taiwans havne og evt. blokere kinesiske havne. Anskaffelse af ubåde forbliver Taiwans højeste prioritet. Andre landes tendens til at tilfredsstille Kina har dog gjort det svært for Taiwan at få adgang til ubåde, da de ikke kan betragtes som en defensiv kapacitet. I april 2001 var USA dog parat til at sælge en våbenpakke til Taiwan, som udover bl.a. destroyere, fly, helikoptere, missiler og torpedoer og indeholdt otte dieseldrevne ubåde. Det var lidt usædvanligt, da USA indtil nu havde været forsigtige med ikke at øge spændingen til Kina. Handlen blev dog aldrig færdiggjort, dels fordi USA ikke selv bygger dieseldrevne ubåde og har svært ved at overtale andre til at sælge til Taiwan, og dels fordi KMT partiet fik skabt tvivl om pris, timing og strategisk nødvendighed. 113 Taiwan har dog for nuværende fire ubåde, hvoraf reelt kun to er anvendelige, og dermed har Kina stor numeriske overlegenhed af ubåde, men også i træning af jagt på ubåde. Taiwan har ingen nukleare kapabiliteter. De deltog i 1970 erne i et samarbejde med Israel og Sydafrika, da disse lande udviklede nukleare våben, men USA tvang Taiwan til at forlade projektet. Taiwan estimerer selv, at erhvervelsen af nukleare våben kan være en af de tildragelser, der kan iværksætte en invasion fra Kina. 114 Det vurderes, at Taiwan generelt har et stærkt og veludbygget forsvar, der dog også lider under vitale mangler på grund af manglende diplomatiske forbindelser. Andre stater ønsker ikke at samarbejde med Taiwan på det militære område af frygt for Kinas reaktion. Taiwan har et forsvar, der udelukkende er baseret på at forsvare den nationale integritet og afskrække Kina mod en eventuel invasion. Trods Taiwans militære styrke vurderes det, at Kina endnu er militær overlegen. Taiwan anses for sårbar, da det er en ø, hvor en afskæring af forsyningslinierne, kan tvinge Taiwan i knæ. Taiwan forsøger dog at balancere Kina militært, og samlet set tegner der sig et lignende billede for Taiwan i forhold til relevansen af de militære styrker. Princippet om sikkerhedsmaksimering giver også god forklaringskraft her. Taiwan er usikker på, om Kina vil invadere Taiwan, og i en søgen efter egen overlevelse opstår der et sikkerhedsdilemma. Dilemmaet bevirker, at Taiwan føler sig nødsaget til at øge deres kapabiliteter for at skabe en magtbalance. De søger at sikre egen overlevelse gennem oprustning, og således kan en konflikt - og i værste fald krig - opstå som en utilsigtet konsekvens af deres adfærd. Men selv om den defensive realisme giver forklaringskraft, og Taiwans militære styrker synes mere relevante end teorien kompleks interdependens umiddelbart antyder, så har vilkårene for kompleks interdependens alligevel været til stede. Teorien antyder, at overlevelse for en stat stadig er det primære mål, og da Taiwan ikke anerkendes af Kina (og an- 111 Jane s Sentinel Country Risk Assessments Taiwan, 2008: p Jane s Sentinel Country Risk Assessments Taiwan, 2008: p Ibid p. 92 og 96. UKLASSIFICERET 38

43 dre), så drejer det sig helt basalt om deres overlevelse, og i yderste konsekvens, så er brugen af magt deres ultimative garanti for overlevelse, og derfor er deres militære styrker en central del af Taiwan. Teorien hævder desuden, at en drastisk politisk ændring kan få de militære styrker til at blive et vigtigt politisk instrument, hvilket passer på Taiwans rolle. Der er grund til usikkerhed, da Kina jævnligt truer Taiwan netop i dette forhold, og de militære styrker bliver det politiske instrument, Taiwan kan anvende, hvis den politiske debat ændres væsentligt eller den drastiske politiske ændring opstår i form af en uafhængighedserklæring. Samlet Delkonklusion Kinas og Taiwans militære styrker er i nogen grad irrelevante. Der eksisterer reelt et sikkerhedsdilemma mellem de to lande. Begge lande søger sikkerhedsmaksimering, og faren er, at dette kan ende i en krig, selv om ingen af parterne ønsker det. Hvis man samlet kigger på de to landes militære apparat, så kan teorien anvendes, selv om de militære styrker ikke kan anses for irrelevante. For hvis vi antager, at begge lande ønsker et stabilt status quo, så kan de sammen opnå dette ved netop at bevare magtbalancen mellem dem, og spillet bliver dermed et plussumsspil. Styrkerne er dog irrelevante i forhold til de relationer, der er bearbejdet i først og anden variabel, dog ikke i forhold til uafhængighedstvisten. Dette kan indikere, at den militære sikkerhed ikke har nogen forudbestemt prioritering på den politiske dagsorden, men at den militære sikkerhed er tæt knyttet til uafhængighedstvisten. Hvis uafhængighedstvisten er øverst på dagsordenen, er den militære sikkerhed det sandsynligvis også, men den kan stadig hurtigt rykke ned igen til fordel for andre relevante emner. Begge lande hævder, at deres forsvar er defensiv i sin natur, hvilket også indikerer, at militær sikkerhed for landene ikke altid er øverst på dagsordnen. Dette afslutter og understøtter dermed også delkonklusionen fra anden variable om mangel på hierarki i relationerne. Rent militært, så kan Kinas kapabilitetsbegrænsninger (i at kunne gennemføre en invasion af Taiwan) også have afholdt dem fra at gøre alvor af truslerne. Men spørgsmålet er også, om de har haft intentionen. Interdependens på det økonomiske område, har ligeledes kunnet afholde Kina fra at gøre alvor af truslerne USA's indflydelse Som nævnt i indledningen anses det for nødvendigt at medtage USA og deres indflydelse på de to stater. Det skyldes USA's rolle i verdenssamfundet, men også de særlige forhold de har til både Kina og Taiwan. Konflikten mellem Kina og Taiwan er en af de konflikter i Asien, som kan udløse en konflikt mellem to stormagter. USA har gennem tiderne haft et noget svingende forhold til Kina. Det var USA, som ønskede Kina ind i FN på bekostning af Taiwan, men samtidig har de to lande fra tid til anden ikke været på talefod pga. diplomatiske problemer. I forhold til Taiwan var landene så sent som i 1996 tæt på en omfattende militær konflikt, da USA for første gang, siden de etablerede diplomatiske forbindelser med Kina i 1979, inviterede Taiwans præsident på officielt besøg i USA. USA omtalte tilmed Taiwan som Taiwan og ikke som Republic of China, selv om USA anerkender Et-Kina politikken. Kina svarede igen med at iværksætte en omfattende militær øvelse og affyrede missiler tæt på Taiwan. UKLASSIFICERET 39

44 Udviklingen af de to landes forhold i de senere år, hvor Kina har været præget af en utrolig vækst, har ændret lidt på USA's holdning til Kina og omvendt. Når strategiske problemer eller udenrigspolitikken truer med at påvirke andre områder, som er nødvendige for, at Kina stadig kan vokse, så indgår Beijing kompromiser for fortsat at få økonomien til at vokse. USA er blevet deres handelspartner, selv om USA åbenlyst er modstander af deres styreform. USA har flere gange været i stand til at lægge pres på Kina inden for forskellige vigtige områder eksempelvis menneskerettighederne og våbensamarbejde med andre lande - når blot Kina kunne bevare samhandlen med USA. 115 Deres forbindelser bliver stadig tættere om end præget af spændinger afledt af det betydelige og stadigt voksende kinesiske handelsoverskud over for USA. Der er ikke umiddelbart enighed mellem parterne om, hvordan denne problemstilling bedst løses. USA ønsker en opskrivning af den kinesiske valuta. Fra kinesisk side er mere indstillet på at udbedre handelsbalancen ved hjælp af langsigtede indgreb, blandet andet i form af tilskyndelse til et større indenrigsforbrug og begrænsning af eksporten på forskellige områder. 116 Men faktum er, at USA er Kinas vigtigste eksportmarked og den primære kilde til Kinas indtjening, 117 og Kinas og USA's økonomier er i dag to sider af samme sag. Selv om specialet ikke indeholder en dybdegående redegørelse af de to landes økonomier i forhold til hinanden, så vurderes det umiddelbart, at der i nogen grad er økonomisk interdependens mellem de to lande. Denne formodede interdependens garanterer ikke, at Kina vil afholde sig fra tvinge Taiwan til en genforening, men de interesser, Kina eventuelt kan gennemføre med tvang (militær magt), skal også vægtes i forhold til de økonomiske forbindelser, der er med USA. Det vurderes, at USA ligeledes ikke er interesseret i en konflikt i strædet, dels fordi de i forvejen er økonomisk belastet af Krigen mod Terror, men også på andre punkter har de to lande brug for hinanden. USA har brug for Kina i forhold til Nordkorea, og deres mål er, at Kina skal udfolde sig som responsible stakeholder. Kina har i den forbindelse bl.a. været vært ved sekspartsforhandlingerne USA's forhold til Taiwan ligger helt tilbage til 1949, hvor Chiang Kai-sheks og KMT regeringen efter nederlaget i borgerkrigen flygtede til øen og med støtte fra USA erklærede Taiwan for den provisoriske repræsentant for Republikken Kina. Da Kina efterfølgende støttede Nordkorea under Korea-krigen, mangedoblede USA sine forpligtigelser overfor Taiwan, og disse forpligtigelser, om at komme landet til undsætning i tilfældet af angreb, har de i større eller mindre grad fastholdt lige siden. Forpligtelserne fra 1949 blev ændret i 1979, hvor Taiwans relationer med USA blev ændret til at være reguleret af en særlig amerikansk lov Taiwan Relations Act (TRA). Loven forpligter den amerikanske præsident til at anse enhver kinesisk brug af magt mod Taiwan som en trussel mod fred og sikkerhed i området, og præsidenten og kongressen skal blive enige om en reaktion. I tilfælde af en konflikt vil et af de første ofre være Kinas økonomi, så omkostningerne er høje. Det er den almindelige opfattelse, at den amerikanske sympati især hos kongressens medlemmer falder ud til fordel for det lille demokratiske land Taiwan frem for Kina. Derudover har USA næppe nogen interesse i at sætte deres ry og omdømme på spil i hele regionen ved ikke 115 Saunders, 2006: p Tucker, 2005: p USA vil ikke løse striden med Nordkorea alene og står fast på at det skal løses gennem sekspartsforhandlinger mellem Nordkorea og nabolandene Kina, Sydkorea, Japan, Rusland samt USA og Carpenter, 2005: p UKLASSIFICERET 40

45 at hjælpe Taiwan. 120 USA har også autorisation til at sælge våben til Taiwan og har praktiseret dette i mange år. Fra tid til anden protesterer Kina over det, og bl.a. i 2006 blev USA irettesat i Kinas hvidbog fra Heri siger Kina, at USA ofte giver udtryk for at støtte et-kina politikken, men at de samtidig fortsætter med at sælge avancerede våben til Taiwan og har forstærket de militære forbindelser med Taiwan. USA har stor militær tilstedeværelse i Asien, og USA's stigende våbensalg, inkl. kapabiliteter så som fly og skibe, er med til at gøre Taiwan i stand til at indgå i et magtbalanceforhold til Kina. Men det kan også være til USA's egen fordel i et håb om at gøre Taiwan i stand til at forsvare sig selv, så USA s ansvar i hele problematikken kan nedtones. Selv om USA har et forhold til begge lande og interesserer sig for udviklingen i strædet, så vurderes det dog, at de samtidig er travlt optaget af Krigen mod Terror og har et ønske om et afbalanceret forhold til Kina, som er den aktør, der kan holde Nordkorea i skak. I den kontekst spiller Kina en strategisk rolle for USA, men primært pga. den geografiske placering og mindre på grund af deres styrke. At USA har neddroslet prioriteten af Asien og overladt dette ansvar til bl.a. Kina, kan være en medvirkende faktor til, at Kina har kunnet lempe på truslerne om genforening overfor Taiwan, da Kina mere og mere ser USA som en allieret, og ikke en part, der udelukkende er på Taiwans side. Situationen kan pludselig anskues fra to vinker, og uanset hvilken der vælges, kan det være en forstærkende faktor, der kan være med til at forklare, hvorfor Kina ikke har gjort alvor af deres trusler. Enten fordi det vil ende i en krig, de ikke kan vinde, fordi USA sympati primært er hos Taiwan, og USA vil støtte dem militært. Eller fordi Kina ikke har haft behov for at gøre alvor af truslerne, fordi deres perception af situationen er, at USA efterhånden har taget Kinas parti, hvilket ligger en dæmper på Taiwan og dermed også Kina. Uanset vinklen, så vil det ud fra et neo-liberalistisk perspektiv være for omkostningsfuldt for Kina at indlede en krig, der involvere USA. Delkonklusion Det konkluderes, at USA's indflydelse i høj grad har været styrende for Kinas handlinger. Deres interesse i regionen har spillet en betydelig rolle, når der skal søges et svar på, hvorfor Kina endnu ikke har gennemtvunget en genforening. Kina og USA's økonomier er to sider af samme sag, og der er en grad af interdependens mellem de to lande. Set ud fra et neo-liberalistisk perspektiv, så betyder det, at det ikke kan betale sig for Kina at indlede en konflikt, der kan inddrage USA, da omkostningerne er for store. De kan risikere at miste den økonomiske velstand, de har opbygget, og det er med til at forklare, hvorfor Kina har undgået konfrontationer med Taiwan. USA's efterhånden gode forhold til Kina har sandsynligvis haft afgørende indflydelse på hele problemkomplekset og lagt en dæmper på situationen. 4. KAPITEL 4, KONKLUSION Med baggrund i ovenstående redegørelse og analyses må det konkluderes, at årsagen til, at Kina endnu ikke har gennemtvunget en genforening med Taiwan, selvom de gentagne gange har truet om dette, er, at der er et komplekst interdependent forhold mellem de to lande. Derudover har USA's indflydelse i regionen haft en effekt på Kina, som har afholdt dem fra at gøre alvor af deres trusler. 120 Shirk, 2007: p UKLASSIFICERET 41

46 Som Keohane og Nye konstaterer i deres bog, så kan en analyse af de tre udvalgte variabler på nogle forhold i verden komme tæt på at beskrive det nøjagtige forhold mellem to lande, og det vurderes, at dette er tilfældet i forholdet mellem Kina og Taiwan. Det komplekse interdependente forhold mellem de to lande kan forklare Kinas manglende realisering af truslerne. Jævnfør teorien kan det ikke betale sig for Kina at gennemføre handlinger, som kan medføre en (væbnet) konflikt mellem dem, da det har for store menneskelige og økonomiske omkostninger. Samtidig er landene gennem interaktion rykket nærmere hinanden og væk fra impulsive krigshandlinger, som en tvungen genforening kan resultere i. Specialets konklusion hviler på en analyse af staternes adfærd, som, i henhold til Ole Wæver, kan fortælle, at vilkårene for kompleks interdependens har været og stadig er til stede. Kinas manglende realisering af deres trusler overfor Taiwan er et logisk resultat af, at staterne befinder sig under de vilkår. Nedenstående figur viser et overblik over delkonklusioner fra første, anden og tredje variabel. Figur 4 Delkonklusioner UKLASSIFICERET 42

47 Nedenstående figur viser den vurderede placering af den bilaterale relation mellem de to lande inden for dimensionerne af kompleks interdependens og asymmetri. Figur 5 Den bilaterale relation inden for dimensionerne asymmetri og kompleks interdependens 122 Graden af interdependens afhænger af relationen, der undersøges. Specialet har i første variabel udvalgt de relationer, der anses for at være de toneangivende i en undersøgelse som denne, hvilket giver et klart indtryk af, at der en middel til høj grad af kontaktflader og gensidig afhængighed mellem de to lande. Der er for nuværende asymmetri i de fleste relationer. Taiwan er generelt den mere følsomme og sårbare i det gensidige forhold dog ikke inden for relationen turisme. Det medfører, at Kina kan få (eller føle de har) mere magt end Taiwan, fordi de er mindre afhængige. Magten kan de benytte i forhandlingsøjemed og til at få indflydelse på aktuelle emner. Deraf forstærkes argumentationen om, hvorfor Kina ikke har gjort alvor af truslerne yderligere. Asymmetrien har indtil nu givet Kina ro til at se tiden an, og ydermere er sandsynligheden for en uafhængighedserklæring fra Taiwan lille, så længe Kina har mere indflydelse på deres relationer end Taiwan har. Men der er stadig ikke nogen af de to lande, der står tilbage for verbalt at anvende fjendtlige hensigtserklæringer, der ofte sætter dem i et modsætningsforhold. Det vurderes dog mere at være retorik i et politisk spil, end hensigter de her og nu ønsker at realisere. Men skemaet viser også, at alle relationerne er stigende, hvilket kan betyde, at asymmetrien 122 Koehane og Nye, 2001: p UKLASSIFICERET 43

48 enten kan udviskes eller forstærkes alt afhængig af, i hvilken retning relationerne bevæger sig. Teorien bliver ligeledes bekræftet i undersøgelsen af anden variabel, da det ikke umiddelbart kan konstateres, at der er et hierarki i de undersøgte relationer mellem landene. Noget tyder på, at de to landes beslutningstagere, som teorien antyder, ikke altid selv har indflydelse på, hvad der ligger øverst på dagsordnen, og hvilken relation, der er vigtigst mellem dem. Det er heller ikke nødvendigvis det samme, der er vigtigst for de to lande. Det er således både forhold i det øvrige internationale samfund, de to landes befolkninger, organisationer, virksomheder, beslutningstagerne etc., der bestemmer prioriteringen. Prioriteringen kan skifte både hurtigt og langsomt afhængig af, hvad der er relevant, og hvad situationen kræver. Analysen har vist, at selv om den militære sikkerhed er vigtig, så ligger den ikke altid øverst på dagsordenen. Uafhængighedsproblematikken er dog uden tvivl en vigtigt politisk debat for begge parter, og emnet er ofte på dagsordenen. Men emnet kan tilsidesættes fra tid til anden, hvis det anses for vigtigt og relevant, at nogle af de andre relationer får første prioritet. Men uafhængighedstvisten er der, fordi befolkningen i Kina har en forventning til, at den siddende regering kontinuerligt tager stilling til dette emne, som er følsomt. I sidste ende kan det blive et spørgsmål om Kinas regerings overlevelse, hvis det ikke får tildelt en vis form for vigtighed. Det var relativt vanskeligt at tage stilling til tredje variabel om irrelevansen af de militære styrker, da begge landes militære apparat er bygget op decideret med henblik på at kunne imødegå en trussel fra den modsatte part. Dette var et problem, da teorien anfører, at irrelevansen går på den anden part i forholdet og ikke i forhold til øvrige lande, hvor militæret godt kan have relevans. Men konklusionen blev, at vilkårene for teorien er til stede, for eftersom de to lande balancerer deres militære styrker, så eksisterer der en form for militær afhængighed og magtbalancering. Ifølge teorien kan Kina og Taiwan, hvis de ønsker et stabilt status quo, sammen opnå dette ved at bevare magtbalancen imellem dem og dermed spille plussumsspillet. De militære styrker er derfor irrelevante i forhold til de relationer, der er bearbejdet i de to andre variabler med undtagelse af uafhængighedstvisten, hvilket er en naturlig følge af den netop sluttede konklusion. Teorien gav også forklaringskraft, fordi overlevelse for begge lande stadig er det primære mål. Samlet set har Kina i forhold til denne variabel ikke gjort alvor af deres trusler, fordi de opbygger deres militære apparat med henblik på at bevare status quo overfor Taiwan og ikke på baggrund af et ønske om at indlede en væbnet konflikt. Den sidste variabel om USA's rolle, blev medtaget, fordi det ville være forkert at forbigå USA's afgørende relation til begge lande. Konklusionen blev, at USA's indflydelse har været dimensionerende og dermed en medvirkende faktor til, at Kina ikke har gjort alvor af sine trusler. USA og Kina er efterhånden så gensidigt økonomisk afhængige, at det vil være forbundet med for store omkostninger for Kina at gennemtvinge en genforening, der kan resultere i en konflikt, hvor deres økonomiske forhold til USA sættes på spil. Derudover er de to lande i dag mere eller mindre er allieret, således at de hver især kan drage nytte af hinanden. USA har brug for Kina i spørgsmålet om Nordkorea, og Kina har brug for USA i spørgsmålet om Taiwan. Deres på mange områder gode forhold kan derfor have haft afgørende indflydelse på hele problemkomplekset. Set ud fra et fredsperspektiv, kan det konkluderes, at der er nogle positive effekter af kompleks interdependens. Hvis Kina på den ene eller anden måde skulle tvinge Taiwan til en genforening, kan det ende med en krig. Udviklingen mellem Taiwan og Kina har ført dem UKLASSIFICERET 44

49 ind i en kompleks interdependent verden, hvor befolkningernes og regeringernes gensidige afhængighed gør krig til et ubrugeligt instrument for staterne, fordi den andens interesser ikke kan betragtes uafhængigt af ens egne interesser. Samlet set har den komplekse interdependens mellem Kina og Taiwan og landenes forhold til USA afholdt Kina fra at gennemtvinge en genforening med Taiwan. 5. KAPITEL 5, PERSPEKTIVERING I specialet er der fokuseret på perioden fra 1990 og op til i dag, dog med en stillingtagen til om interdependensen på udvalgte områder er stigende eller faldende. Der er således ikke taget stilling til, hvorledes Kina vil agere i fremtiden overfor Taiwan. Specialets analyse tyder på, at interdependensen øges indenfor de valgte værdier, men da mange udefrakommende faktorer, kan have indflydelse på landenes situation, er en perspektivering kun relevant inden for en kort tidshorisont. Således kan globale konjunkturer og eksempelvis Kinas ønske om magtbalancering i forhold til andre lande spille ind på forholdet mellem Kina og Taiwan. Skemaet fra konklusionen viser, at alle relationerne er stigende, hvilket kan betyde, at asymmetrien enten kan udviskes eller forstærkes alt afhængig af i hvilken retning relationerne bevæger sig. Hvis de udviskes får Taiwan mere indflydelse, og der vil sandsynligvis blive skruet op for retorikken, og forholdet mellem dem kan blive mere anspændt. Hvis den forstærkes yderligere til Kinas fordel, kan de få mere magt og indflydelse på forholdet, hvilket både kan føre til mere ro, men også kan føre til så meget optimisme fra Kinas side, at de begynder først ad diplomatiets vej at presse på for en genforening. Dermed kan situationen eskalere, da det vil være en beslutning/situation, de bliver nød til at føre til dørs, hvilket både Taiwan og USA sandsynligvis vil bekæmpe. Som anført i teoriafsnittet har Ole Wæver stillet spørgsmålstegn ved, om, eftersom Koehane og Nye anvender realismen og kompleks interdependens som forklaringer for det samme, er disse to typer politik så vedblivende paralleller, eller kan den ene teori afløse den anden? Hvis man forestiller sig, at det sidste er tilfældet, vil Kina og Taiwans gensidige afhængighedsforhold kunne afløses af et forhold, der vil kunne forklares ud fra et realistisk perspektiv. Hvis udviklingen begyndte at pege i retning af, at de hver især nærmer sig andre stater på bekostning af deres forhold, hvis deres samhandel og investeringer faldt, fordi prioriteringerne ændres eller befolkningerne begyndte at rejse til andre lande, landene meldte sig ud af APEC og WTO etc.; så ville relationernes indflydelse falde og forholdet ændres. Deres forhold ville blive konfliktfyldt, og disse konflikter ville ultimativt kunne afgøres med krig. Deres relationers vigtighed ville forsvinde, fordi alle andre aktører end staten ville være uvæsentlige, og de ville begge have en mistanke om, at den modsatte part ville gøre alt for at udrydde den anden. UKLASSIFICERET 45

50 TILLÆG A, BIBLIOGRAFI Shirk, Susan L. (2007), China Fragile Super, Oxford University press, New York. Zagoria, Donald S. (assistance of Chris Fugarino) (2003), Breaking the China-Taiwan impasse, Praeger Publishers, Westport, Connecticut. Carpenter, Ted Galen (2005), America s Coming War with China A Collision course over Taiwan, Palgrave Macmillian, New York/London. Buzan, Barry & Foot, Rosemary (2004), Does China matter? A Reassessment, Routledge, 1. udgave, London. Østergaard, Clemens Stubbe (2004), Kinas eksperimenter Reformer og stormagtsstatus?, Columbus, 1. udgave, København Ø. Johansson, Bengt (2006), Kina-Taiwan Risk för krig eller chans till fred, SNS forlag, Stockholm. Tucker, Nancy Bernkopf (2005), Dangerous Strait The U.S. Taiwan China crisis, Columbia University Press, New York. Huntington, Samuel P., (1997), The Clash of Civilizations, Simon & Schuster UK Ltd, London. Petersen, Nikolaj & Skak, Mette (1998), Teorier om international politik, DUPI, 2. oplag, København. Baylis, John & Smith, Steve (2005), The globalization of world politics, Oxford University Press, 3. edition, New York. Wæver, Ole (1992), Introduktion til Studiet af International Politik, Forlaget politiske studier, Institut for Statskundskab, København. Heurlin, Bertel (1999), Verden teorier og tendenser i international politik", Nordisk Forlag, København. Branner, Hans (2006), Global politik, Forlaget Columbus, 1. oplag, København. Jacobsen, Lone Sandholt & Nielsen, Morten Winther Bülow, & Hansen, Rune Heiberg & Bach, Christian Friis (2006), International Politik, Forlaget Gyldendal, 1. oplag, København. Koehane, Robert O. & Nye, Joseph S. (2001), Power and Interdependence, Longman, 3. udgave, New York. UKLASSIFICERET 1

51 Artikler: Jane s Sentinel Country Risk Assessments China (2008) s Jane s Sentinel Country Risk Assessments Taiwan (2008) s Christensen, Peer Møller (2007), Etpartistyre med indre brydninger, Artikel i Information, 8. oktober 2007, Sørensen, Camilla Tenna Nørup (februar 2006), Taiwanstrædet indenrigspolitik former storpolitik, artikel fra Københavns Universitet, København. Wivel, Anders (2003), Mellem magtpolitik og idealisme: Det liberale perspektiv på international politik, Økonomi og Politik, årgang 76, nummer 2, juni, pp Beukel, Erik (november 2007), Kina i international politik vestlige dilemmaer, DIIS Brief, København. Beukel, Erik (2008), ASEAN and ARF in East Asia s security architecture: The role of norms and powers, DIIS Brief, København. Rasmussen, Niels Aadal (februar 2006), Vil Kina være en stormagt i 2020, DIIS Brief, København. Saunders, Phillip C. (2006), China s Global Activism: Strategy, Drivers, and Tools, Institute for National Strategic Studies Occasional paper 4, National Defense University Press, Washington, D.C. Yahuda, Michael, The International Politics of the Asian-Pacific, Second and revised edition, pp Primære internetsider: Kapitel fra bog. Haves i hardcopy. Udgivelsesår og forlag fremgår ikke af hardcopy. UKLASSIFICERET 1

52 TILLÆG B, PROCESMODEL Kapitel 1, Indledning. Kapitel 1 indeholder baggrunden for og relevansen af det valgte emne med henblik på at klarlægge specialets problemformulering. Specialets afgrænsninger og forudsætninger klarlægges og der redegøres for brugen af kilder. Kapitel 2, Teori og metode. Kapitel 2 indeholder en begrundelse for teorivalg samt en forklaring af teorien. Variabler udvælges og operationaliseres, og specialets metode og struktur fastlægges. Kapitel 3, Analyse Første del af kapitel 3 indeholder en redegørende analyse af de tre første variabler: Kontaktflader mellem samfundene Mangel på hierarki i relationerne Irrelevansen af militære styrker I de tre første variabler undersøges på en række udvalgte værdier om der mellem Kina og Taiwan er de vilkår til stede, som teorien beskriver. Kapitel 3, Analyse Sidste del af kapitel 3 indeholder en redegørende analyse af den fjerde variabel: USA's indflydelse USA's indflydelse på de to lande undersøges med henblik på at se, om USA kan have haft en indflydelse på Kina i forhold til Taiwan. Kapitel 4, Konklusion Kapitel 4 sammenfatter alle specialets delkonklusioner til den endelige konklusion, der besvarer specialets problemformulering. Konklusionen suppleres med figurer til at anskueliggøre delkonklusionerne. Kapitel 5, Perspektivering Kapitel 5 udleder perspektiver på baggrund af hele specialet og med udgangspunkt i den del af teorien, som lægger op til en perspektivering UKLASSIFICERET 1

53 TILLÆG C, KORT OVER KINA OG TAIWAN UKLASSIFICERET 1