Men hvilken debut, jeg fik på OK-scenen! Den var godt nok anderledes, end jeg - og nogen andre - havde forventet og forberedt os på.

Transkript

1 OK18-talen Kære repræsentanter Dagen i dag skulle have været kulminationen på mange måneders arbejde. I dag skulle vi have debatteret og forhåbentlig godkendt en ny - og god - overenskomst. For da vi hængte OK18-flaget op uden for Djøfhuset for nogle måneder siden, tænkte vi, at det kun skulle hænge der til slutningen af februar - der plejer overenskomstforhandlingerne jo at være overstået. Men sådan blev det som bekendt ikke Derfor har jeg taget OK18 flaget med i dag, og i morgen vil det blive hængt op i Gothersgade igen. Det skal minde os om, hvorfor vi kæmper så indædt for en god overenskomst: For som der står på flaget: det er din og min hverdag, der er til forhandling. Flaget bliver derfor hængende på sin centrale plads, til vi har afsluttet forhandlingerne. Også selvom nogle af jer sikkert synes, at vi burde skifte det ud med en rød fane. Jeg har ellers set frem til OK18-forhandlingerne. Min debut på det felt. Og ærlig talt glædet mig til, at vi skulle indgå en aftale, der var lidt mere festlig end ved de forrige krise-forlig. Kan I huske jeres forventninger og krav? Der var mange, og de var høje Men hvilken debut, jeg fik på OK-scenen! Den var godt nok anderledes, end jeg - og nogen andre - havde forventet og forberedt os på. Det skulle være så godt og så er det faktisk skidt. Men hvorfor egentlig. Hvad skete der undervejs? Hvad fik os op i det røde felt og fik os til at trykke på udløsningsknappen konflikt? Lad mig starte med optakten og perioden frem til vi satte os ved forhandlingsbordene. Min beskrivelse tager udgangspunkt i det statslige område og Finansministeriet. Det er ikke fordi, jeg ikke har fokus på kommuner og regioner, men vi må bare sande, at i forhold til overenskomstforhandlingerne, er det staten, der styrer. Og denne gang mere end nogen sinde før. På TR-forhandleruddannelsen har vi lært, at de tre vigtigste forudsætninger for at opnå et godt forhandlingsresultat er: Forberedelse, forberedelse og forberedelse. Og ja, jeg skal lige love, at vi var forberedte. Siden oktober 2016 har vi i bestyrelsen arbejdet med OK18 næsten 1½ år! Vi har været omkring alle medlemmer for at høre om ønsker til OK18. Vi har drøftet OK18 med sektorudvalgene i flere omgange. I havde masser af krav. Krav som vi diskuterede og kogte ned, vel vidende at vi ikke kunne kæmpe alle kampe. På repræsentantskabsmødet sidste år havde vi nogle gode drøftelser om Djøfs kravspakke og valgte sammen at have fokus på fem overordnede temaer; Løn, arbejdstid, fremtidens arbejdsmarked, mobilitet og seniorer. Temaer, der dækker over mange krav, og også nogle store og svære af slagsen forbedre reallønnen, sikre de betalte fridage, mere valgfrihed, fokus på vilkårene for de flyttede statslige arbejdspladser og bedre seniorarbejdsliv. Og selvom vi godt kunne fornemme på arbejdsgivernes retorik og klagesange, at det ikke ville blive a walk in the park at nå i mål med vores - ikke spor urimelige eller grådige krav - blev vi alligevel ret overraskede, da der pludselig dukkede en elefant op midt i manegen sidste efterår. Den kom marcherende stor og mægtig ind på scenen - midt imens vi var godt i gang med forhandlingerne på vores egen side af bordet, i Akademiker-familien og i forhandlingsfællesskaberne CFU og Forhandlingsfællesskabet om lønmodtagernes kravspakker. Noget der i forvejen var svært. Elefanten var ikke af den kønne slags. Og trampede også rigtigt grundigt rundt i porcelænsbutikken. Det viste sig nemlig, at nogle statslige arbejdspladser slog job op, der satte spørgsmålstegn ved, om vi have ret til den betalte frokost. De fremhævede betalt frokostpause som et personalegode, på linje med frugtordning og fitnessrum Altså et frontalt angreb på de statsansattes betalte frokostpause. Det skabte stor furore 1

2 blandt de faglige organisationer, at Finansministeriet lige før udveksling af krav valgte at smide en markant forringelsesdagsorden ind i forhandlingsrummet. Påstanden om, at betalt frokost er et kutyme, er den bombe under et overenskomstresultat. En bombe, der kan reducere vores løn med 7%. Eller at godt 7 % af vores kolleger skal spares væk! Det svarer ifølge Dansk Arbejdsgiverforening til jobs. De kalder det nye jobs, men realiteten er, at det kan blive jobs, der forsvinder i den offentlige sektor, uden lønkompensation eller reduktion i de opgaver, der skal løses. Så ud over de 2 %, som budgetterne løbende skal reduceres med, og som vi allerede løber stærkt for at indfri, er der nu altså en risiko for mere end 7 % oveni! Det er ganske enkelt umuligt. Udmeldingerne fra innovationsminister Sophie Løhde og Finansministeriet var altså allerede i optakten særdeles bekymrende. Og med mindre, vi var villige til at blive mast helt i bund og acceptere forringelserne, så havde vi ikke andet valg end at stå skulder ved skulder i hele fagbevægelsen og signalere, at nok er nok. Så det gjorde vi. 92 organisationer stod og står sammen. Vi indgik en såkaldt musketer-ed med resten af fagbevægelsen. Den indeholder 4 punkter: Reallønsstigninger Lærerne skulle have gang i reelle forhandlinger - det er ikke acceptabelt at lærernes arbejdstid reguleres af en lov den betalte frokostpause skal ekspliciteres i overenskomsten der skal afsættes midler til lavtløn - og ligelønsprojekter. Vi har fået mange meldinger på vores ageren: Dejligt at Djøf endelig viser sig som en fagforening; Nu må Djøf sige stop og ikke være den pæne pige i klasse; Hvis Djøf ikke denne gang går offensivt ud, så forstår jeg ingenting. Men vi er også stødt på holdninger om, at Djøf skal passe på med ikke at lyde skinger i tonen og blive spændt efter Bondos vogn. Jeg må bare sige, at vi i bestyrelsen ikke har været i tvivl om, at man skal reagere på, at Finansministeriet ønsker et frikort til ensidigt at kunne beslutte forringelser på over 7 %. Det er på ingen måde i orden, når Finansministeriet i efteråret fastholdte, at betalt frokost er et gode, der kan opsiges på linje med frugtordninger. I bestyrelsen var vi derfor enige om, at vi selvfølgelig ikke bare kunne lade stå til slet ikke, når det er en kollektiv overenskomstrettighed, som Finansministeriet i et snuptag ønsker at fjerne. Eller som nogen har hørt omtalt som: Finansministeriet gerne lige ville have 7 % i banken så kan de realisere besparelsen, når de har brug for det! Og derfor besluttede vi at indgå i musketereden. En ed, som har irriteret arbejdsgiverne voldsomt. Det gav altså et temmeligt køligt forhold mellem parterne, der prægede billedet, da vi gik til forhandlingsbordene i januar måned. Forhandlingerne kom ikke i gang, før de blev sat i stå. Og hvorfor det? Skulder ved skulder betød, at organisationerne besluttede sammen at sætte forhandlingerne på stand-by, for at lægge pres bag kravet om, at lærerne skulle i gang med reelle forhandlinger. Det var også for os et vigtigt signal at sende, at vilkårene for offentlige ansatte skal reguleres i en overenskomst og ikke af en lov, som det er tilfældet for folkeskolelærerne. Det handler helt principielt om, at der skal være respekt for den danske model. Men musketer-eden skal ikke ses som en mangel for forligsvilje, som nogen måske kunne tro. 2

3 Selv om vi kom sent i gang, har vi forhandlet i rigtig mange timer og på mange borde. Så der HAR helt klart været tale om reelle forhandlinger. Både for lærerne og alle også andre. Faktisk blev forhandlingerne indledt med en god gang powerplay. Normalt tager det et par døgn at komme i mål, når man rammer slutfasen. Men denne gang blev det anderledes. Vi forhandlede en hel uge uden der ved ugens udgang var et forlig i hus. Vi troede på et forlig lige til det sidste. Faktisk helt indtil aftenen før sammenbruddet på statens område. Jeg troede, vi var ved at være tættere på hinanden. Der var træthed, men optimisme blandt de folk, der sad og forhandlede de enkelte krav. Men til sidst måtte vi alligevel erkende, at viljen ikke var til stede. Det blev tydeligt, at der alligevel ikke fra modpartens side var en åbning for at sikre den betalte spisepause i fremtiden og reelt set ikke var vilje til at sikre en reallønsudvikling for de statsansatte. Så vi måtte som bekendt smide handsken i ringen og konstatere, at forhandlingerne var brudt sammen. Som den forhandlingsorganisation vi nu er, er det super-ærgerligt. Vi er ikke en konfliktorganisation, vi ønsker at indgå i konstruktive forhandlinger for at nå et resultat. Det er i sidste ende indholdet, der tæller. Så lad mig lige slå fast med syvtommer søm, konflikt er ikke et ønske, men ser ulykkeligvis ud til at blive en nødvendighed. Det er historie, vi er ved at skrive. For det er jo historisk, at der ikke har kunnet opnås enighed om et forlig. Selv de ældste folk på djøf-egnen kan ikke huske, vi har stået over for en storkonflikt på det offentlige område. Jeg har ladet mig fortælle, vi skal tilbage til slutningen af 60 erne på det statslige område for at finde et eksempel, og på hele arbejdsmarkedet var der storkonflikt i midten af 80 erne, som blev stoppet med et politisk indgreb. Men vi har aldrig stået i en situation a la den, vi står over for nu, hvor vi har et konfliktscenarie på alle tre offentlige områder foran os, og som kan lamme Danmark. Vildt og skræmmende at tænke på. Og hvorfor står vi så i den situation? Jeg tror desværre, at vi med dannelsen af Moderniseringsstyrelsen - der jo på én gang skal agere personalekontor og besparelsesagent - har fået ændret grundlæggende ved opfattelsen af offentligt ansatte. Fra at være betragtet som en ressource, betragtes offentligt ansatte nu som en udgift. Det MÅ gå galt. Helt ærligt. Jeg og I brænder for den offentlige sektor. Vi vil gerne gøre en forskel. Men arbejdet er ikke løn i sig selv. Vi stiller ikke urimelige krav. Men vi vil have ordentlige arbejdsvilkår og en løn, der udvikler sig parallelt med den i det private. Og mest af alt vil vi anerkendes. Jeg synes, at arbejdsgiverne i ord og handlinger er meget langt fra dét. Det gør os frustrerede, ja nærmest vrede. For vi giver rigtigt meget, hver dag. Og det mindste vi kan forlange er et tak for indsatsen og et klap på skulderen, også økonomisk. Men vi oplever desværre en arbejdsgiver, der med ledelsesretten i hånden vil gå til grænsen. Ikke kun lige her og nu. Den oplevelse har vi haft over lang tid. Vi oplever en Moderniseringsstyrelse, der hele tiden går til grænsen måske endda lidt over. Det handler ikke længere om den enkelte medarbejder, og det der er godt for motivationen og trivslen på arbejdspladsen. Det handler ikke om rimelighed, fairness eller god adfærd. Fokus er flyttet fra den enkelte ansatte til fokus på økonomi. Et af de steder, vi kan anerkendes, er her ved OK18. Men når vi oplever et tilbud om dårligere lønstigninger end i krisetider - kombineret med en risikoudsættelse af den betalte frokost - så bliver det altså op ad bakken. Nøglen til en løsning ligger i statsforliget. Kommuner og regioner kommer aldrig ud som de første til at aftale den økonomiske ramme. Det har altid været staten, der satte dagsordenen og rammen. Det er også derfor et sammenbrud på statens område automatisk fører til et sammenbrud i kommuner og regioner. 3

4 Derfor er det heller ikke overraskende, at det netop er Moderniseringsstyrelsen, der udfordrer den betalte frokost. Det hører vi ikke i samme omfang fra KL og Danske Regioner. Men ud over den betalte frokost som jo i øvrigt ikke koster dem en krone så ønsker vi en fair lønudvikling, der svarer til den private lønudvikling. Og det er der heldigvis opbakning til blandt mange privatansatte. En række fagforbund og lokalafdelinger på det private arbejdsmarked har tilkendegivet deres støtte og sympati til de offentligt ansatte og klart meldt ud, at en kompetent og effektiv offentlig sektor er til stor fordel for den private sektor. Og herfra skal også lyde en stor tak til Djøf Privat, der åbenlyst har støttet os og bl.a. er gået i rette med Hr. Corydon, som selv nu i sin nye rolle som chefredaktør på Børsen spøger i kulissen og kalder kravene til de offentlige overenskomster for et grisk snævertsyn. Men jeg synes ikke, man på nogen måde kan kalde os griske. Vi har vist medansvar og accepteret kriseoverenskomster i 2011, 2013 og Nu er krisen forbi. Det skal også kunne mærkes som offentlig ansat. Normalt tager vi udgangspunkt i Økonomi- og Indenrigsministeriets forventninger til lønudviklingen i det private. Den siger, at der vil være en lønudvikling på det private område fra på 8,6 %. Men som I har kunnet fornemme, er der ikke noget normalt ved OK18. Så selv om vismændene er kommet med tal, der endda ligger endnu højere, helt oppe på 9,2 %, så vil Finansministeriet ikke tage udgangspunkt i de samme tal. Nej, de ser i stedet for tilbage på det forlig, der blev indgået ved forhandlingerne på det private område i 2017 og medregner slet ikke den lønudvikling, der sker ude på de private arbejdspladser i perioden. Så de mener, at i underkanten af 7 %, det er den økonomiske ramme, der kan tales om. Og så er lønudviklingen ude på de offentlige arbejdspladser (det man kalder reststigningen) endda regnet med. Det hænger ikke sammen, og det er ikke OK. Arbejdsgiverne fortsætter retorikken med, at vi skylder siden resultatet i det såkaldte løngab. Vi har siden 2015 vist, at løngabet alene eksisterer, når der tages udgangspunkt i netop Med et udgangspunkt i fx 2005 eller 2011 fås et andet resultat. Så vender løngabet den anden vej. Det er derfor ren talmagi, når Finansministeriet siger, at vi skylder. at de offentlige lønninger er løbet for stærkt. Så på helt centrale og afgørende punkter, har det ikke været muligt at få enderne til at nå sammen. Jeg vover den påstand, at denne konflikt ikke vil få nogen vindere. Men risikoen for, at det vi taber, hvis vi ikke sætter foden i døren nu, er endnu større. Fremtiden skal ikke sige om os, at vi lod os trække rundt i manegen og bare så på, at vilkårene blev ringere og ringere. Men hvad sker der nu? Vi står med et forhandlingssammenbrud på alle tre forhandlingsområder. I forhandlingssystemet er næste skridt varsling af konflikt. Akademikerne har sammen med de andre faglige organisationer - udvalgt få, bredt udvalgte og centrale områder til strejke, svarende til omkring 10-15% af medlemmerne. Vi har koordineret tæt, så vi samlet rammer arbejdsgiverne hårdest muligt. Hvilket også Sophie Løhde temmelig fortørnet har bemærket. Og det kommer til at kunne mærkes. Fly og tog vil holde stille, grise kan ikke blive slagtet, skoler lukker, operationer indstilles, ja selv finansministeriets departement skal strejke. Arbejdsgivers modsvar har været en et særdeles omfattende lockout varsel. Man kan næsten kalde det et knockout-varsel til det danske samfund. Både strejke og lockout er legitime kampskridt, når der ikke kan opnås enighed om en ny overenskomst. Men hvem er det lige, der skal rammes, spørger jeg bare? Jeg har kaldt arbejdsgivernes lockout for en unødig optrapning og aggressiv arbejdsgiveradfærd. Det står jeg gerne ved. Det er så massivt, at det 4

5 næsten ligner en oprustning. Det sender ikke signal om en modpart, der gerne vil forhandle, men om en modpart, der vil true sig til at få ret. Når der varsles konflikt, kommer Forligsinstitutionen ind i billedet. Så lige fra begyndelsen af marts måned har vi forhandlet i forligsinstitutionen. Her er det forligsmanden, der sidder ved bordenden og styrer. Her er det ikke en minister, man skal have foretræde hos. Men om det reelt ændrer noget, kan jeg desværre ikke sige noget om. Der er tavshedspligt om de forhandlinger, der foregår i regi af Forligsinstitutionen. Så mere er der ikke at sige om det. Og så alligevel. Jeg har hørt, fra nogle af de medlemmer, jeg har talt med, at de er bekymrede for, om vi også reelt fra vores side af bordet forsøger at nå en løsning. Jeg kan betrygge jer. Vi er ikke stejle, og vi er parate til at bevæge os. Det er ikke tomme ord, når jeg siger, at vi gerne - og allerhelst - vi finde en forligsmæssig løsning. Jeg har været der selv, i den kommunale forhandlingsdelegation, så sent som i forgårs. Så jeg ved, det er sandt. Måske ender det også der. Et scenarie er jo, at Forligsmanden fremsætter et mæglingsforslag. Jeg kan næsten på forhånd love, at der ikke vil blive tale om et mæglingsforslag, som vi bliver meget begejstrede for. Parterne er simpelthen for langt fra hinanden. Og alligevel håber jeg,, at det er et forslag, som vil bane vejen for en forligsmæssig løsning. Det er trods alt en del af spillereglerne i den danske model. Der er den logik indbygget i systemet, at det ikke for nogen af parterne skal kunne betale sig at gå til Forligsinstitutionen. Hvis det var tilfældet, ville der aldrig blive indgået forlig andre steder, for alle ville tro, de kunne vinde ved at stå urokkelige fast og få forhandlingerne videreført i Forligsinstitutionen. En mæglingsskitse skal til urafstemning så det vil I, i givet fald, komme til at høre mere om. Et andet scenarie er, at der ikke kommer en mæglingsskitse. Ja, så vil den varslede strejke bryde ud den 4. april og lockouten den 10. april. Her skal lige indskydes, at Forligsmanden kan udskyde datoerne med indtil 2 x 14 dage, så det ikke nødvendigvis bliver netop den 4. og 10. april. Men hvis man ikke når et forlig i den forlængede spilletid, er konsekvensen den samme: Der bliver konflikt. En så omfattende konflikt, som der bliver tale om med lockoutvarslingerne, vil betyde, at hele det danske samfund lammes. Hensigten er selvfølgelig, at konflikten skal få parterne tilbage til forhandlingsbordet Hvis en konflikt får for store samfundsmæssigt omkostninger, er der risiko for, at vi får et lovindgreb. Det betyder, at Folketinget fornyr overenskomsten ved lov. Et lovindgreb er i min optik en falliterklæring til den danske model. Men som kortene er spillet, er der desværre en pil, der peger i den retning. Og så må vi se på følgerne bagefter. Det kan vi vende tilbage til næste år! En konflikt betyder, at fronterne trækkes op både mellem de centrale parter og ude på arbejdspladserne. Jeg vil gerne slå et slag for, at I ikke ude hos jer graver for dybe grøfter. Det er ikke jeres lokale arbejdsgiver, der står bag det, der sker. Det er vigtigt at huske på, at der også skal være et samarbejde på arbejdspladsen bagefter. Og også med de uorganiserede. Se om I kan få dem med på det rigtige hold. Vi optager stadig medlemmer efter dispensation. 5

6 Hvis der fremsættes en mæglingsskitse, vil den skulle sendes til afstemning efter reglerne i Forligsmandsloven. Forinden det sendes til urafstemning vil I blive indkaldt til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde med henblik på drøftelse af og stillingtagen af mæglingsforslaget. Bliver der derimod tale om et lovindgreb vil vi i bestyrelsen tage stilling til, om der er behov for et ekstraordinært repræsentantskabsmøde. Der skal jo ikke i den situation tages stilling til noget resultat. Det kan vi blot tage til efterretning. OK18 er min ilddåb og vi er ikke engang færdige endnu. Gennem de mange klubmøder, TR-møder, mails, personlige kontakter, indlæg på de sociale medier osv. har jeg hele vejen igennem følt en stor opbakning. Der er kommet markant flere medlemmer ind i Djøf Offentlig. Det vidner alt sammen om, at når vi kommer i stormvejr, så er vi klar til at stå sammen. Det betyder rigtig meget for mig. For det handler om din og min hverdag. Det handler om en offentlige sektor, som vi kan være stolte af at være en del af. Tak for opbakningen, og tak til alle jer tillidsrepræsentanter, der i det daglige ude på arbejdspladserne støtter op og svarer på spørgsmål om konflikten. Tak fordi I er med. Nu glæder jeg mig til at høre, hvad I tænker om situationen og vores ageren i den. 6