Socialforvaltningens selv-stimulering

Transkript

1 Socialforvaltningens selv-stimulering En systemteoretisk analyse af arbejdsevnemetoden Anders Elbo Speciale i statskundskab, oktober 2004 Institut for Statskundskab, Københavns Universitet Vejleder: Lektor Karsten Vrangbæk

2 Forsideillustration: Dynamisk opfattelse af ressourcer, lånt fra: Arbejdsevnemetode Dialog og samarbejde, Arbejdsmarkedsstyrelsen 2002 Bagsideillustration: Ramme og rum: Sagsbehandlingens organisatoriske forudsætninger, lånt fra: Metodevejen et læringshæfte Refleksioner og forslag fra Projekt Socialforvaltning 2000, Socialministeriet

3 Indholdsfortegnelse Indledning Metoder i socialt arbejde Arbejdsevnemetoden som organisatorisk kommunikation Efter nationalstaten Specialets disposition Del I: Det systemteoretiske analyseapparat...13 Kapitel 1: Sociologisk systemteori og elementer til en systemteoretisk forvaltningsteori To centrale teoretiske elementer og deres konsekvenser for samfundsbeskrivelsen Brudstykker til en systemteoretisk forvaltningsteori: Operationalisering af autopoiesis og system\omverdenforskel Kapitel 2: Videnskabsteoretiske og analysestrategiske overvejelser Kort videnskabsteoretisk udredning Iagttagelse og iagttagelse af iagttagelse Typer af systemteoretiske analyser (dvs. iagttagelser) Afgrænsning af socialforvaltningen & specialets empiriske data Specialets analyseramme Del II: Empiriske analyser...61 Kapitel 3: Introduktion til arbejdsevnemetoden Arbejdsevnemetoden som den ser sig selv Forskning i socialt arbejde Analysens disposition Kapitel 4: Socialforvaltningens selv-reference: Intern forvaltningsorganisering Arbejdsevnekriterium og organisationsværktøjer: Metoden som lovkrav og detailstyring Om metoder som organisatoriske beslutningspræmisser Værdi- og målstyring Kapitel 5: Socialforvaltningens fremmed-reference: Den social(politiske) indsats som forvaltningsorganisering Borgeren som basalt selv-refererende: Det er samfundets skyld og socialforvaltningens ansvar Borgeren som refleksiv: Tilpasning til arbejdsmarkedet og omvendt Hjælp = selv-hjælp = kvalitetsudvikling af klientens selvopfattelse Del III: Konklusion...97 Kapitel 6: Opsamling og perspektivering Opsummering af analysen Dilemmaer og modsigelser i socialforvaltningens organisering Flerdoblingen af socialforvaltningens grænse: Personer og moderne organisationer Den praktiske anvendelighed af specialets analyser og analyseramme English Summary Anvendt litteratur Teoretisk litteratur Kildemateriale Detaljeret indholdsfortegnelse...116

4

5 Indledning Jeg har to overordnede og lige vigtige mål med dette speciale. For det første ønsker jeg at introducere læserne til en alternativ måde at tænke på og studere offentlig forvaltning. Dette alternativ udgøres af Niklas Luhmanns systemteori, som jeg har brugt en stor del af min overbygningsuddannelse til at sætte mig ind i og applicere på forskellige politologiske problemstillinger. 1 For det andet har jeg udvalgt en forvaltningsmæssig problemstilling til empirisk analyse ved hjælp af systemteorien. Denne problemstilling drejer sig om organiseringen af socialforvaltningens sagsbehandling i sager om førtidspension, fleksjob og revalidering. Denne organisering er for nyligt blevet ændret ved den såkaldte arbejdsevnemetode. Den empiriske analyse skal gøre det muligt for mig at besvare følgende to spørgsmål: Hvilken borger kan blive resultatet af arbejdsevnemetoden? Hvilken socialforvaltning kan man se konturerne af ved at kigge på arbejdsevnemetoden? I forlængelse heraf er det endvidere målet at udsige noget mere generelt, dels om individet i forhold til samfundets organisationer, dels om organiseringen af den samlede offentlige forvaltning. Som sådan er dette speciale i lige så høj grad et teoretisk som det er et empirisk speciale. Det er oplagt, at jeg med de store ressourcer anvendt på systemteorien betaler en pris i form af relativt færre ressourcer til mit studieobjekt, socialforvaltningen. Da side-antal og arbejdstid har været mine to væsentligste og samtidig begrænsede ressourcer, kan prisen blandt andet ses af dispositionen, hvor den teoretiske indførelse og diskussion (Del I) fylder ligeså meget som den empiriske analyse og diskussionen af analysens resultater (Del II og III). Af hensyn til mine tidsmæssige ressourcer har jeg endvidere foretaget en temmelig snæver afgrænsning af mit empiriske felt (se figur 1 nedenfor i afsnit 2). Ikke desto mindre kan det blive en konsekvens af denne fremgangsmåde, at analyserammen fremstår som overdimensioneret i forhold til problemstillingen. I en mere positiv vinkling kan man dog anskue specialet dels som analyseramme til fremtidige, mere omfangsrige studier hvor grunden således allerede er lagt dels som et pilotstudie, der kan angive retningen for eventuelle fremtidige studier. Endelig mener jeg, at det er en selvstændig pointe at vise, at det er muligt at udføre givtige, systemteoretiske analyser på relativt små problemstillinger at systemteorien altså ikke blot er en grand theory, som kan give indsigter på makroniveau, men at den også kan anvendes meningsfuldt på mikroniveau. 1 Elbo 2002a; b;

6 1. Metoder i socialt arbejde I 2000 blev det som led i aftalen om kommunernes økonomi i 2001 besluttet at iværksætte et såkaldt metodeudviklingsprogram. Denne beslutning var den foreløbige kulmination på en politisk institutionalisering af udviklingen af metoder i socialt arbejde med det formål, at indsatsen for personer, som langvarigt har modtaget offentlig forsørgelse, fremover i højere grad kommer til at foregå på et systematisk og dokumenteret grundlag. 2 Siden er antallet af metoder indenfor specifikke områder af det sociale arbejde mangedoblet, og der er fortsat metoder undervejs: Handleplaner i børnesager har været et lovkrav siden 1993, mens Service- og Aktivlovene fra 1998 gjorde handleplaner til en generel metode indenfor socialforvaltningens område. 3 Disse handleplaner udmøntes i alle mulige forskellige retninger som samtaleskemaer, aftaleskemaer, jobplaner, erhvervsplaner, samtalemetoder, osv. 4 Evalueringsprogram om aktivering, kontanthjælpsmodtagere, revalidering og sygedagpenge , der evaluerede metoder i aktivering og forrevalidering. 5 Dette program var samtidig et delprogram under Socialministeriets evalueringsprogram vedrørende aktivering og revalidering. Metodevejen fra 2001, der som et delprojekt af Projekt Socialforvaltning skulle sætte metodebegrebet på en ny dagsorden, hvor metode og dens forskellige elementer [ses] som et væsentligt input til det fortsatte udviklings- og kvalitetsarbejde i kommunernes socialforvaltninger, herunder som led i udviklingen af en ny forvaltningskultur. 6 Funktionsevnemetoden; en sagsbehandlingsmetode fra 2002 til brug ved tildeling af handicapkompenserende ydelser. KABU-projektet fra 2002, som blandt andet skal udvikle metoder til brug i anbringelsesarbejdet med børn og unge. Der er endvidere blevet etableret flere forkromede metode-hjemmesider 7, ligesom Socialministeriet to gange årligt udgiver bladet Metodemagasinet med særlig adresse til socialpædagoger, socialrådgivere, nøglepersoner og -institutioner i kommunerne samt til forskningsinstitutioner. 2 Kommunernes Landsforening et al. 2000: Worning 2001: 154f. 4 Andersen 2003a; Socialministeriet 2001a: 125f. 5 Mik-Meyer & Sørensen Socialministeriet 2001c: 7f. 7 For eksempel:

7 Som det fremgår af eksemplerne, foregår metodeudviklingen umiddelbart i i hvert fald to dimensioner: Den ene dimension strækker sig fra forskellige undersøgelser og evalueringer af allerede eksisterende metoder og arbejdsgange til udarbejdelse og foreskrivning af nye metoder. Den anden dimension vedrører, hvorvidt de nye metoder indføres som et tilbud til de kommunale socialforvaltninger, eller om det gøres til et lovkrav, at arbejdsgange lægges om. En af de metoder, som er blevet udviklet, er en metode til god sagsbehandling på førtidspensionsområdet med fokus på ressourcer. Denne metode blev publiceret som en vejledning af Socialministeriet i juni 2000, 8 og forhåbningen var, at mange sagsbehandlere vil tage metoden til sig og aktivt medvirke til, at metoden udbredes. Siden har denne metode fået det mere mundrette navn arbejdsevnemetode, 9 og samtidig har frivilligheden i sagsbehandlernes metodevalg måttet vige for et lovkrav om, at arbejdsevnemetoden skal anvendes, når kommunen behandler sager om revalidering og fleksjob. 10 Emnet for dette speciales empiriske problemstilling vil være metoder i socialt arbejde med udgangspunkt i arbejdsevnemetoden. 2. Arbejdsevnemetoden som organisatorisk kommunikation Mit syn på metoderne i almindelighed og arbejdsevnemetoden i særdeleshed vil være, at de udgør en måde, hvorpå socialforvaltningen stimulerer sig selv og sin omverdensgrænse en selvstimulering, jeg har givet navnet forvaltningsorganisering. Med dette begreb ønsker jeg at betone flere ting: For det første, at det er socialforvaltningen, jeg kigger på, og ikke socialpolitikken. For det andet, at jeg kigger på forvaltningen som organisation, og ikke som en del af det politiske system. Endelig ønsker jeg at undgå, at mit begreb forveksles med begrebet om forvaltningspolitik, som ellers stammer fra en af de væsentligste inspiratorer for mit arbejde med forvaltningen og systemteorien, Niels Åkerstrøm Andersen. Andersen kigger med forvaltningspolitik netop på det politiske aspekt ved forvaltningen, og på organisering som politik. 11 Arbejdsevnemetoden er ligesom de andre metoder i socialt arbejde et kontrol- eller påvirkningsredskab. 12 Denne kontrol retter sig mod to forskellige objekter og har to forskellige udøvere. Der er dels tale om en kontrol internt i socialforvaltningen, nemlig Socialministeriets kontrol af de kommunale socialforvaltninger; dels er der tale om en ekstern kontrol, nemlig den samlede socialfor- 8 VEJ Socialministeriet 2000: kap. 9; Bang 2002: BEK : Andersen Se kapitel 1, afsnit 2.b.i for en beskrivelse af begrebet forvaltningspolitik. 12 Jeg bruger kun ordet kontrol indtil jeg har fået introduceret det kontrol-begreb, jeg benytter i analysen, nemlig forvaltningsorganisering. Ordet styring reserverer jeg til en særlig form for organisatorisk kommunikation (som jeg introducerer i kapitel 1, afsnit 2.a.iii)

8 valtnings kontrol af den gruppe af borgere, som den sociale lovgivning retter sig imod. 13 Dette speciale vil beskæftige sig med begge kontrolretninger under betegnelserne intern forvaltningsorganisering henholdsvis ekstern forvaltningsorganisering. Som en ekstern og intern kontrolrelation er der intet revolutionerende ved metoder i socialt arbejde generelt eller ved arbejdsevnemetoden specifikt. Dertil er den ovenstående beskrivelse en alt for generisk beskrivelse af kommunikationen i enhver organisation hvilket jeg antager, at socialforvaltningen er: Al kommunikation er altid samtidig et forsøg på at fastlægge (kontrollere), hvad der kan kommunikeres om senere både kommunikation, der refererer til organisationen selv (her: intern forvaltningsorganisering), og kommunikation, der refererer til organisationens omverden (her: ekstern forvaltningsorganisering). En del af forvaltningen, nemlig socialforvaltningen (til forskel fra hele forvaltningsapparatet) INTERN FORVALTNINGSORGANISERING En del af socialforvaltningen, nemlig den centrale organiseringssaktør, Socialministeriet (til forskel fra hele socialforvaltningen dvs. blandt andet ikke kommunerne) Socialforvaltningen under ét Socialministeriet/socialforvaltningen som organisation (og ikke samtidig socialforvaltningen som del af det politiske system) En del af Socialministeriets/socialforvaltningens organisation, nemlig de besluttede beslutningspræmisser (og ikke de ubesluttede beslutningspræmisser, som f.eks. kultur) En del af ministeriets/socialforvaltningens besluttede beslutningspræmisser, nemlig metoder i socialt arbejde (dvs. blandt andet ikke kontraktstyrings-, budgetstyringsprogrammer osv.) En del af socialforvaltningens metodeprojekt, nemlig (primært) arbejdsevnemetoden (og ikke (med samme systematik) de øvrige metode-, værktøjs- og udviklingstiltag i forhold til den sociale sagsbehandling) EKSTERN FORVALTNINGSORGANISERING Figur 1: Indsnævrings- stigen : Afgrænsning af specialets empiriske felt 13 Herefter benævner jeg udelukkende denne gruppe af borgere som borgeren (og ikke som klienten ). Dette valg afspejler dels socialforvaltningens eget sprogbrug, men er i lige så høj grad betinget af mit ønske om at generalisere min analyse til alle (offentlige) organisationer og deres målgruppe

9 Spørgsmålet er snarere, på hvilken måde socialforvaltningens kommunikation søger at fastlægge den senere kommunikation. Specialet vil derfor iagttage arbejdsevnemetoden som forvaltningsorganisering sat i en flerhed af perspektiver, som hver især/enkeltvis gør socialforvaltningen i stand til at iagttage sig selv og sin omverden udfra ét perspektiv, og som derfor fra beslutning til beslutning udelukker andre perspektiver. Og endvidere en flerhed af perspektiver, som gør, at socialforvaltningen fra beslutning til beslutning (måske) kommer i konflikt med sig selv om sin egen identitet og omverdensgrænse. Så vidt kan specialets empiriske problemstilling formuleres således: Hvordan indvirker metoder i socialt arbejde i almindelighed og arbejdsevnemetoden i særdeleshed, ved at benytte sig af en flerhed af kommunikative perspektiver, på mulighedsbetingelserne for a) Socialministeriets beslutninger om de kommunale socialforvaltningers beslutninger om deres egen organisering? (Socialforvaltningens interne forvaltningsorganisering) b) socialforvaltningens beslutninger om borgeren? (Socialforvaltningens eksterne forvaltningsorganisering) I næste kapitel udvikler jeg en teoretisk ramme, som dels uddyber og systematiserer de analytiske begreber, jeg har benyttet i indledningen; og som dels skal bruges til at operationalisere den problemstilling, jeg iagttager socialforvaltningen med. Men først vil jeg skitsere nogle grundlæggende udfordringer, som politologien kæmper med. Meningen med at opridse disse udfordringer er at vise, at der er et behov for en ny måde at tænke på og studere politik. 3. Efter nationalstaten Med en simplificering kan man pege på følgende tre centrale opfattelser i forbindelse med den moderne nationalstat, som udfordres på hver sit område: 1. Opfattelsen af at staten gennem et monopol på politisk aktivitet kontrollerer og regulerer samfundet. Denne opfattelse udfordres i stigende grad af politikkens eksplosion, som betegner det forhold, at politikken er diffunderet ud i institutioner og til forhold, som forfatningen tilstræbte at holde på afstand af politik. Det drejer sig om overnationale institutioner og bureaukratiet, det drejer sig om - 9 -

10 private interesseorganisationer og erhvervsvirksomheder, det drejer sig om det individuelle og det helt intime Opfattelsen af hierarki, ifølge hvilken alle statens politisk-administrative beslutninger udspringer af en centralt placeret autoritet. Denne opfattelse udfordres i stigende grad af forvaltningens polycentrering, som henviser til, at statsforvaltningen i dag består af ikke ét men af mange selvskabende centre, som autonomt formulerer strategier og trækker egne grænser Opfattelsen af, at al aktivitet indenfor statens rammer er politisk. Denne opfattelse udfordres i stigende grad af statens funktionelle ekspansion. Dette begreb betegner det forhold, at staten har overtaget ikke-politiske semantikker, hvoraf den mest fremtrædende er markedets semantik. New Public Management-bølgen kan i stor udstrækning siges at være indbegrebet af denne markedsgørelse: I stedet for udelukkende at benytte sig af magtens og rettens sprog, har offentlige forvaltninger overalt på kloden i stigende grad overtaget pengenes sprog i deres interog intra-organisatoriske beslutningstagen. 16 Det ville være urimeligt at påstå, at al politisk videnskab holder fast i disse tre opfattelser særligt overfor den voksende del af litteraturen som faktisk stiller spørgsmålstegn ved disse opfattelser. 17 En stor del af den litteratur, som erkender udfordringerne mod den moderne stat (-sopfattelse) forholder sig imidlertid reaktivt til denne erkendelse, og opstiller således den forgangne tilstand som et ideal, som den nuværende tilstand skal vurderes i forhold til. Et eksempel herpå, er den fortsatte, centralt placerede reference til den parlamentariske styringskæde, som genfindes selv i litteratur, som benytter sig af andre og nuancerende billeder på politikkens organisering. 18 Som sådan kan man tale om, at der er en udbredt enighed i de politologiske og i de politiske miljøer om eksistensen af disse udfordringer, men at denne erkendelse tager sit udgangspunkt i og ofte ikke kommer videre end en diagnose i forhold til en ideel fortid. 14 Pedersen et al. 1996: 14f. Se også Sørensen Andersen 1995: 12. Se også Sørensen Det er oplagt, at NPM-paraplyen også indeholder organiseringsprincipper, som ikke er særskilte for markedet. For en dansk udgave af New Public Management, hvor governance (i betydningen styring i netværk ) indgår som en del New Public Management på det kommunale niveau, se Hansen Eksempler på denne litteratur er Københavner-skolen indenfor international politik; projektet Demokrati fra neden indenfor statskundskab; og Projekt forhandlingsøkonomi indenfor forvaltning. For øvrige henvisninger til politologisk litteratur, som har bidraget til nationalstatens opløsning, se litteraturhenvisningerne i kapitel 1, afsnit 2.b.ii og i kapitel 2, afsnit Se for eksempel Antonsen et al. 2000: 18f

11 Efter læsning af dette speciale skulle det gerne fremstå, at Luhmanns systemteori ikke blot kan bruges til at teoretisere den post-moderne situation, som staten står i idag (altså et diagnostisk bidrag); men at teorien også kan bruges til på systematisk 19 vis at teoretisere såvel fremkomsten som fremtidige ændringer af den post-moderne stat. 4. Specialets disposition I Del I udfoldes specialets systemteoretiske begrebsunivers: Kapitel 1 indledes med en præsentation af nogle centrale elementer i den systemteoretiske sociologi, fulgt af, hvad der på samme tid er en systemteoretisk organisations- og forvaltningsteori og specialets analyseramme. Kapitel 2 indfører dernæst læseren til vigtige videnskabsteoretiske implikationer ved systemteorien, ligesom der gøres rede for valg af specialets iagttagelsesperspektiv på socialforvaltningen. Kapitlet indeholder også en beskrivelse af de data, jeg iagttager i analysen, såvel som en motivation af valget af data. De empiriske analyser følger i Del II. Kapitel 3 udgøres af en introduktion til arbejdsevnemetoden samt en redegørelse for, hvordan mit perspektiv forholder sig til øvrig forskning i socialt arbejde/socialforvaltningen. Kapitel 4 analyserer socialforvaltningens interne forvaltningsorganisering, og kigger således på, hvilke mulighedsbetingelser, Socialministeriet præsenterer de kommunale socialforvaltninger for. I kapitel 5 analyseres den eksterne forvaltningsorganisering, og fokus er på, hvordan socialforvaltningen, gennem sine iagttagelser af borgeren og dennes problemer, påvirker sin egen måde at være organisation og forvaltning på. Specialet afsluttes med Del III, hvor kapitel 6 opsamler og diskuterer analysens resultater. 19 Særligt mht. systematikken : Andre konstruktivister har ligeledes teoretiseret den post-moderne stat ; men hvor disse analyser ofte bygger på et ikke-systematiseret, teoretisk fundament (for eksempel Foucaults værker), er det min påstand, at Luhmann leverer et mere helt og sammenhængende teoretisk univers

12

13 Del I: Det systemteoretiske analyseapparat

14 Kapitel 1: Sociologisk systemteori og elementer til en systemteoretisk forvaltningsteori Der er mange grunde til at beskæftige sig med Luhmanns teorier om sociale systemer. Overordnet er det appellerende, at teorierne dækker fantastisk bredt hvad angår samfundets forskellige områder. Heri ligger dels, at der er tale om et mangefacetteret teori-apparat; dels, at allehånde ikke-teoretiske samfundsfænomener er særdeles rigt repræsenteret i de empiriske analyser, Luhmann foretager i sit forfatterskab. 1 Denne overordnede appel ved Luhmanns samfundsteori bliver støttet stærkt af det forhold, at Niklas Luhmann var en særdeles produktiv forfatter. Produktiviteten er nemlig med til at betinge forfatterskabets kompleksitet derved, at detaljeringen i såvel teorien som analyserne er særdeles høj. En anden betingelse for kompleksiteten er, at Luhmann med sin systematik i fremstillingen gør kompleksiteten håndterbar (ved at reducere kompleksiteten). Denne kompleksitetsreduktion kan i sin tur være med til at betinge (ved at alting ikke bare flyder), at teorien overhovedet bliver brugt; hvilket i næste omgang udgør en betingelse for, at teorien kan udvikle sig (det vil sige blive mere kompleks) gennem en stadigt større detaljerigdom og en stadigt større systematik. Systemteorien rummer gennemarbejdede refleksioner på snart sagt alle videnskabelige niveauer. 2 Med videnskabelige niveauer tænker jeg på ontologi, epistemologi, videnskabsteori, videns- og videnskabssociologi, videnskabsfilosofi, videnskabshistorie og sidst, men ikke mindst, teori på videnskabens umiddelbare niveau, dvs. sociologi, der er navnet på den videnskabelige syssel, der retter sig mod samfundet som objekt. I næste kapitel kigger jeg nærmere på systemteoriens videnskabsteoretiske udgangspunkt, mens jeg i resten af dette kapitel dels udfolder den systemteoretiske sociologi og dels opstiller rammerne for en systemteoretisk analyse af socialforvaltningen som organisation. 1. To centrale teoretiske elementer og deres konsekvenser for samfundsbeskrivelsen Indenfor Luhmanns sociologi gør det forhold sig gældende, at teorien gør krav på at dække alle a- spekter af samfundet 3 fra samfundet i sin helhed, til de overordnede og mest generelle samfunds- 1 Højlund & Knudsen 2003: 10. Denne skelnen mellem teori/ikke-teori benævner Baecker (2003: 18) begrebsarbejde/fænomenologi. 2 Højlund & Knudsen 2003: 10 3 Luhmann 2000: 51. For dette krav se også Albert 1999: 240f

15 mæssige forhold som magt, ret, kærlighed og kultur (funktionssystemer), over mere specifikke sociale fænomener som organisationer (organisationssystemer), til sociale forbindelser af en mere midlertidig udbredelse (interaktionssystemer). 4 For hvert af disse samfundsmæssige niveauer har Luhmann dannet generelle teoretiske antagelser om dynamikkerne på dette niveau. Han har ligeledes iagttaget (og formuleret teori omkring) specifikke systemer og deres dynamikker. Dette sidste gælder især på funktionssystemniveauet, hvor han stort set har været raden rundt. 5 Dette speciale vil imidlertid primært trække på systemteoriens organisationsbegreb som udviklet af Luhmann og andre forfattere 6 til at iagttage og beskrive socialforvaltningen. Som i Luhmanns samlede forfatterskab indgår der også i hans sociologi mange komplicerede teoretiske elementer. Flertallet af disse elementer går igen fra de andre dele af forfatterskabet, og man kan således tale om, at der findes et antal grundpiller i den samlede teoribygning. Luhmann betegner hver af disse grundpiller teori. Som sådan er der et samlet teoretisk forfatterskab som kan benævnes systemteorien der indeholder et utal af særegne teorier som jeg vælger at benævne teoretiske elementer. Det ville være praktisk uladsiggørligt at gennemgå samtlige teoretiske elementer i denne sammenhæng (altså indenfor et 100-siders speciale). Og hvis det alligevel skulle lykkes, ville det være praktisk uladsiggørligt at omsætte samtlige systemteoriens teoretiske elementer i empirisk analyse selv indenfor et afgrænset område som arbejdsevnemetoden. Rent praktisk (= for at jeg overhovedet kan komme i gang) er jeg altså nødt til, at vælge nogle teoretiske elementer ud, og de øvrige elementer fra. 4 Et andet ord for funktionssystemer er samfundets del-systemer. Luhmann bruger således ordet samfund i to betydninger, hvor den ene dækker al kommunikation i alle sociale systemer (samfundet i sin helhed), mens den anden kun refererer til kommunikationen i funktionssystemerne. Denne skelnen er imidlertid ikke relevant i dette speciale, da jeg udelukkende beskæftiger mig med socialforvaltningen som organisationssystem. 5 Luhmann (1982): Liebe als Passion Zur Codierung von Intimität; Frankfurt a.m., Suhrkamp. (Kærligheds- /familiesystemet) Luhmann (1988): Die Wirtschaft der Gesellschaft; Frankfurt a.m., Suhrkamp. (Det økonomiske system) Luhmann (1990): Die Wissenschaft der Gesellschaft; Frankfurt a.m., Suhrkamp. (Det videnskabelige system) Luhmann (1993): Das Recht der Gesellschaft; Frankfurt a.m., Suhrkamp. (Retssystemet) Luhmann (1995): Die Kunst der Gesellschaft; Frankfurt a.m., Suhrkamp. (Kunstsystemet) Luhmann (1996): Die Realität der Massenmedien; Opladen, Westdeutscher Verlag. (Massemediernes system) Luhmann (2000): Die Politik der Gesellschaft; Frankfurt a.m., Suhrkamp. (Det politiske system) Luhmann (2000): Die Religion der Gesellschaft; Frankfurt a.m., Suhrkamp. (Religion) 6 Disse forfattere er først og fremmest Niels Åkerstrøm Andersen; Ole Thyssen; Georg Kneer og Armin Nassehi; Mathias Albert; Dirk Baecker; og Morten Knudsen. I min fremstilling af systemteorien trækker jeg i videst muligt omfang på Luhmanns egne tekster. Når jeg benytter andre forfattere, er det oftest fordi de leverer koncentrerede fremstillinger af nogle af Luhmanns teoretiske pointer. I denne forstand betragter jeg i dette speciale disse forfattere som disciple i Luhmanns skole, selvom det er givet, at de alle samtidigt leverer indsigter, som modificerer Luhmanns teorier

16 Fremstillingen i resten af afsnit 1 vil være bygget op omkring to helt centrale teoretiske elementer, nemlig sociale systemers operationelle lukkethed (autopoiesis) (afsnit 1.a) og den afhængighed sociale systemer trods alt har i forhold til deres omgivelser (system\omverden-forskel) (afsnit 1.b). Fremstillingen introducerer imidlertid flere andre begreber, som er væsentlige for en introduktion til systemteorien. Blandt disse begreber er systemteoriens kommunikationsbegreb og dens meningsbegreb. Da ingen af de teoretiske elementer har logisk forrang for de andre, er der ikke én korrekt rækkefølge for de teoretiske elementers fremstilling, men kun forskellige alternativer. Da elementerne ikke desto mindre er indbyrdes forbundet, vil enhver fremstilling (og således også min) være præget af relativt mange henvisninger tilbage og ikke mindst frem i teksten. 7 Afsnittet slutter med en gennemgang af tre punkter, hvor systemteorien adskiller sig radikalt fra traditionelle samfundsvidenskabelige perspektiver (afsnit 1.c). 1.a Autopoiesis Systemteorien fremfører, at samfundet i sin helhed består af kommunikation og intet andet. Hertil kommer, at det moderne samfund er funktionelt differentieret 8 i flere subsystemer, heriblandt det politiske system, det retlige system og det økonomiske system. Som nævnt ovenfor eksisterer der sociale systemer på to andre emergensniveauer: Organisationssystemer og interaktionssystemer. 9 Ligesom samfundet består alle disse slags sociale systemer af kommunikation. 10 Kommunikation i systemteoriens terminologi består af enheden af en tredelt selektion af meddelelse, information og forståelse, 11 og betegner det forhold, at et forhold gives mening. 12 Dette er et radikalt anderledes kommunikationsbegreb i forhold til et, hvor kommunikation forstås centralt i forhold til senderen og modtageren. I Luhmanns kommunikationsbegreb findes sender og modtager ikke 13 ; i stedet er det kommunikationen der kommunikerer. Man kan ikke tale om kommunikation, allerede i det øjeblik en information bliver meddelt, men først når en meddelt information også bliver forstået. Kommunikation er afhængig af det psykiske system, og dermed, om man vil, af mennesker. Men mennesket kan ikke styre eller determinere kommunikationen kausalt. Mennesket er ikke subjekt for, ikke ophavet til, eller årsagen til kommunikation. Kun kommunika- 7 Luhmann gør opmærksom på det samme i forordet til hovedværket Sociale systemer (2000: 34f). 8 Se kapitel 2, afsnit 3.a for andre typikker for samfundsdifferentieringen. 9 Luhmann 2000: 37; Kneer & Nassehi 2002: 46ff; Albert 1999: 251, 252n, 254n. 10 Dén meget væsentlige implikation af denne antagelse, at samfundet ikke består af menneskelige individer, bliver diskuteret i afsnit 1.c.ii nedenfor. 11 Kneer & Nassehi 2002: 85f. 12 Luhmann 2000: 98ff. 13 Kneer & Nassehi 2002:

17 tion kommunikerer, og heri kan kommunikationen kommunikere om handlende personer. 14 Når enheden er opnået og kommunikationen er en realitet afløses den af en ny enhed af meddelelse, information og forståelse. Kommunikationen består således af kommunikations-elementer, som fra det ene øjeblik til det næste skabes og dør hen og således danner en kæde af kommunikation. I sin tur konstitueres mening ved, at kommunikationen i hvert enkelt øjeblik bestemmer 1) hvad der er meningsfuldt i dette øjeblik; og 2) hvilke muligheder, der er for mening i det næste øjeblik. Mening er således konstitueret af forskellen mellem aktualiseret mening og mulig mening. Spændet mellem aktualiseret og mulig mening kan man benævne som kommunikationens meningshorisont: [D]et, der er aktualiseret på et givet tidspunkt, henviser til yderligere tilslutningsmuligheder. De tilslutninger, som ikke er blevet valgt, bliver ved med at være opretholdt som muligheder og kan blive aktualiseret på et senere tidspunkt. 15 Mening er formaliseret i figur 1, som består af en markeret (eller betegnet eller aktualiseret) side på indersiden af galgen, og en umarkeret (eller ubetegnet eller mulig) side på ydersiden af galgen. Hvor jeg i Indledningen (afsnit 2) taler om en flerhed af kommunikative perspektiver, er der faktisk tale om en flerhed af meningshorisonter. Markeret side side af mening Umarkeret Mening Figur 1: Menings form Endvidere fremfører systemteorien, at kommunikationselementer og -kæder kun finder sted i sociale systemer og aldrig mellem sociale systemer, og som implikation heraf, at distinkte sociale systemer aldrig vil kunne kommunikere med hinanden, men kun om hinanden. 16 Denne måde, hvorpå sociale systemer er kommunikationsmæssigt eller operationelt lukkede, er indfanget i autopoiesis- 14 Ibid.: 94f. 15 Ibid.: Ibid.:

18 begrebet (en anden betegnelse for autopoiesis er selvreferentialitet 17 ). Sociale systemer er autopoietiske derved, at de består af et rekursivt netværk af interagerende komponenter af en sådan art, at komponenterne gennem deres interaktion igen producerer det samme netværk. 18 Heraf følger, at Autopoietiske systemer er operationelt lukkede og dermed autonome. Det betyder, at autopoietiske systemer i forhold til deres komponenter hverken har input eller output. Autopoietiske systemer kan ikke determineres, men kun irriteres af indflydelse fra omgivelserne. De konkrete systemtilstande bliver således ikke bestemt af omverdenen, men af systemet selv. 19 Efter at have introduceret autopoiesisbegrebet, efter hvilket sociale systemer beskrives som autonome og operationelt lukkede i forhold til deres omgivelser, vil det næste afsnit vise, hvordan forskellen mellem system og omverden 20 ikke desto mindre er afgørende for forståelsen af, hvad der opretholder et socialt system. 1.b System\omverden-forskel Autopoiesis vil ikke sige, at systemet eksisterer alene ud fra sig selv, via egen kraft og uden bidrag fra omverdenen. Det drejer sig i stedet kun om, at systemets enhed og dermed alle elementer, som systemet består af, bliver produceret af systemet selv. Dette er naturligvis kun muligt på basis af et kontinuum af materialitet. 21 Som ovenstående citat viser, betyder autopoiesis ikke, at et socialt system eksisterer uafhængigt af sine omgivelser. Som sådan er autopoiesis ikke det samme som autarki, 22 og sociale systemer kunne eksempelvis ikke eksistere uden bidrag fra bevidsthedssystemer. 23 Man kan endda gå skridtet videre 17 Ibid.: 61n 18 Ibid.: Ibid.: 60. Kursivering i original. 20 Herefter benævner jeg denne forskel system\omverden-forskellen. Det skal endvidere bemærkes, at jeg i min notation benytter mig af to forskellige skråstreger med hver deres betydning. Den normale skråstreg (/) sættes mellem to (eller flere) separate og for teksten lige vigtige begreber (som f.eks. synonyme begreber). Den omvendte skråstreg (\) bruges til at adskille de to sider af et begreb på samme måde som galgen i figur 1 adskiller den markerede og den u- markerede side af mening. 21 Niklas Luhmann (1990): Die Wissenschaft der Gesellschaft; Frankfurt a.m., Suhrkamp. Citeret i Kneer & Nassehi 2002: 65; forfatternes oversættelse. Om autopoiesis se bl.a Luhmann 2000: Luhmann 2000: Luhmann 1990: 119f; 2000: 98; Andersen & Born 2001: 16f. Begrebet bevidsthedssystem (eller psykisk system) betegner den del af mennesket, hvor bevidsthedsprocesserne finder sted. Udover bevidsthedssystemet består mennesket blandt andet af et organisk system og et neurofysiologisk system (Luhmann 2000: 262; Kneer & Nassehi 2002: 84). Et bevidsthedssystem er et autopoietisk reproducerende system, hvis komponenter er tanker. Ligesom kommunikationsprocesser i sociale systemer, opererer tankeprocesser i bevidsthedssystemer ved at give mening til forhold (Luhmann 2000: 138; Kneer & Nassehi 2002: 84; Andersen & Born 2001: 16). Den generelle co-evolution og gensidige nødvendighed, som sociale systemer og bevidsthedssystemer deler, vil i dette speciale kun blive hehandlet i et socialt perspektiv, og således hverken i et psykisk perspektiv (som kunne ligge

19 og sige, at ethvert system er afhængigt af sine omgivelser, fordi omgivelserne er nødvendige som repræsenterende alle de ting, som systemet ikke selv er. Hvis der ikke fandtes en omverden, som systemet kunne skelne sig selv fra, kunne systemet logisk set ikke eksistere: 24 The system s boundary is the self-reproduced difference between self-reference and other-reference and as such is present in all communication. 25 En anden måde at sige dette på er, at en altid tilstedeværende mening i al kommunikation er forskellen mellem mening, der tilskrives omgivelserne, og mening, der tilskrives systemet selv. Dette ændrer ikke ved, at mening, der tilskrives omgivelserne skal forstås som en systemintern operation; iagttagelse er således altid et systems konstruktion, eller rettere: et systems operativt fremstillede konstruktion ; derfor opnår sociale systemer, der iagttager deres omverden eller noget i deres omverden...ikke dermed nogen umiddelbar kontakt med deres omverden. 26 Som sådan eksisterer system\omverden-forskellen som overhovedet muliggør iagttagelse af omverdenen ikke til trods for autopoiesisen: Snarere er den selvreferentielle operationsmådes lukkethed en form for udvidelse af mulig omverdenskontakt. 27 Hvor det forrige afsnit argumenterede for, hvordan systemteorien udelukker kausal afhængighed mellem systemer, har dette afsnit argumenteret for, at system\omverden-forskellen er den universelle måde hvorpå sociale systemer reproducerer sig selv som operationelt lukkede, men samtidig og på grund af dette følsomme overfor deres omverden c En radikal omkalfatring af samfundsbeskrivelsen Det er oplagt, at Luhmann ikke er den første teoretiker, som har anlagt et systemperspektiv på (dele af) samfundet. Indenfor sociologien er det først og fremmest Talcott Parsons strukturfunktionalisme, som har været eksponent for en egentlig systemteori. Men man finder også systemkategorien hos en ikke-systemteoretisk sociolog som Jürgen Habermas, nemlig til at beskrive den halvdel af samfundet, som står overfor livsverdenen. Den politiske teoretiker David Easton har ligeledes brugt systemmetaforen i sin teoretisering af politik som en black box med input og output og med forskellige mekanismer, der regulerer disse strømme. Indenfor organisationsforskning og -teori er det indenfor en systemteoretisk psykologi) eller i et overgribende socialt-psykisk perspektiv. For et sådant overgribende perspektiv, se Luhmann 2000: 98, 254ff. 24 Albert 1999: 247, 248; Andersen (1996: 21; 2001a: 22) 25 Niklas Luhmann (1990): Die Gesellschaft der Gesellschaft; Frankfurt am Main, Suhrkamp. Citeret i Albert 1999: 248. Alberts oversættelse. 26 Kneer & Nassehi 2002: 102. Kursivering i original. 27 Luhmann 2000: Ibid.:

20 ligeledes normalt at anskue studieobjekterne altså organisationer som systemer, der har en egen dynamik men som samtidig står i et eller andet afhængighedsforhold til deres omgivelser. I forlængelse af udredningerne vedrørende autopoiesis og system\omverden-forskellen (afsnit 1.a og 1.b), bliver det imidlertid klart, at der er flere forhold, som gør, at Luhmann er radikal i forhold til alle disse perspektiver. Her skal blot nævnes tre. 1.c.i Alt socialt finder sted i sociale systemer For det første lægger Luhmann systemperspektivet ned over alle sociale fænomener. Det betyder, at sociale systemer ikke bare er en blandt flere fremtrædelsesformer for det sociale. I den udstrækning der eksisterer sociale livsverdner, kulturer, historier og så videre, er der altså ikke tale om selvstændige sociale sfærer med deres egen og anderledes dynamik ved siden af de sociale systemer. Arkemodsætningen hér er Habermas, som fremfører, at system og livsverden er adskilte sfærer, og at der gælder selvstændige dynamikker/rationaliteter for hver af disse. Det forhold, at alt er systemer i Luhmanns teori 29 rejser en del modvilje. Som Baecker påpeger: Systems have never really had a good press. They seem to suggest that there is more order and reason in the world than any of us is ready to admit and able to account for. The idea of systems in itself seems to favour those in the world who seek ways to control and methods to monitor it c.ii Mennesket er ikke en del af det sociale En anden potentiel fremtrædelsesform for det sociale (i tillæg til livsverden, kultur, osv.), som de allerfleste teoretikere opererer med men som systemteorien afviser er mennesket selv. Det er således normen i størstedelen af den samfundsvidenskabelige litteratur i forlængelse af en humanistisk tradition at regne de menneskelige individer for at være de grundlæggende byggeklodser for det sociale. En stor del af kritikken af systemteorien går på netop dette forhold og har i vid udstrækning at gøre med, at kritikerne finder systemteoriens anti-humanisme for analytisk og formentlig også følelsesmæssigt kontraintuitiv. Når systemteoriens erklærede antihumanisme kobles med en misforståelse af systemteorien som en teori om sociale systemers altomfattende strukturerende og ordnende indflydelse på menneskelige individer, opstår en følelsesladet og forfejlet kritik af systemteorien som en hyldest til/beskrivelse af en verden, hvor mennesket er slave af systemet. Det ville imidlertid være ligeså korrekt (fordi kritikken er ligeså forfejlet), at kritisere systemteorien for at hylde en verden, hvor de sociale 29 Luhmann undrede sig angiveligt over at blive betegnet som systemteoretiker, da han blot brugte the notion of system as a methodological device to look at everything excluded by them (Baecker 2001: 71; min kursivering). 30 Baecker 2001: 59. Se også Højlund & Knudsen 2003: 10; Albert 1999: 240f

21 systemer er slaver af mennesket. Når det kommer til stykket, er slave-synet forfejlet i begge varianter, fordi autopoietiske systemer på begge emergensniveauer (dvs. både sociale systemer og bevidsthedssystemer) netop gives autonomi i systemteorien. At mennesket udelukkes fra samfundet adskiller Luhmann ikke blot fra størstedelen af samfundstænkere i det hele taget, men også fra andre systemteoretikere. Det skal med det samme understreges, at dette ikke betyder, at mennesket ikke eksisterer, eller at mennesket ikke har nogen betydning for samfundet. Udsagnet drejer sig om, hvilke dele, der udgør samfundet/det sociale, og siger således ikke noget om, hvilke ting, der måtte eksistere ved siden af eller udenfor samfundet. Grundlaget for denne udgrænsning skal findes i forskellen mellem bevidsthedsprocesser og kommunikationsprocesser: Hvor det enkelte menneske (ved siden af dets organiske og neurofysiologiske processer) består af bevidstheds-elementers fortsatte reproduktion, 31 består det sociale som nævnt ovenfor af kommunikations-elementers fortsatte reproduktion. Udsagnet om, at mennesker ikke udgør det sociale, kan blandt forstås som, at bevidsthedselementer ikke kan springe ud af den specifikke bevidsthed, de er opstået i, og blive elementer i andres bevidsthed eller i det sociale; dette ville fordre en slags telepati. Man kan give en illustration af, at mennesket på samme tid står uden for det sociale og er en nødvendig forudsætning for det sociale, ved at analysere menneskelig adfærd. Menneskelig adfærd kan for eksempel være tale, mimik, gestikulering eller udførelse af arbejdsopgaver. Adfærd kan på den ene side siges at udmærke sig ved at være igangsat og/eller iagttaget af bevidsthedens selvreferentielle operationer. 32 Dette udelukker ikke, at andre processer (interne såvel som eksterne) kan påvirke adfærden, men betyder blot, at denne påvirkning sker indirekte, det vil sige via bevidstheden (jfr. omgivelsernes karakter af system-intern konstruktion). På den anden side er det indlysende, at uden mennesker og menneskelig adfærd, ville der ikke være noget socialt. For organisations- og interaktionssystemer er adfærden af en flerhed af mennesker således en uundværlig omverden, som er med til at levere såvel støj (information), meddelelsform og forståelse, som er betingelserne for kommunikation. 33 Denne dobbeltbetydning af adfærd (en psykisk og en social) kan forklares med, at det ikke blot er bevidstheden, som iagttager adfærden, men at også det sociale iagttager adfærden, hvorved adfærden opnår en dobbelt-konstitution. For dette speciale og i det hele taget for en (systemteore- 31 For henvisninger, se note Luhmann 2000: 149f. Dette er en grov simplificering. Det er f.eks. oplagt, at der er menneskelig adfærd, som hverken igangsættes eller iagttages af bevidstheden. Man kan f.eks. tænke på stresssignaler, som mennesket udsender per refleks (igangsat af de organiske/neurofysiologiske systemer), og som oftest unddrager sig det stressede menneskes bevidsthed. 33 Ibid.:

22 tisk) sociologi er det det sociales iagttagelse af adfærd, som er i fokus. Bevidsthedens iagttagelse af adfærd (og af kommunikation) overlades således til psykologien. Sociologiens genstandsfelt (det sociale) kan i denne sammenhæng beskrives som det forhold, at der, ved siden af/uafhængigt af bevidsthederne hos de individer, som deltager i specifikke kontakter, opstår en meningsprocesseren på et nyt emergensniveau. Kontakterne hvad enten disse har karakter af en kortvarig interaktion eller finder sted som dele af en institutionaliseret organisation har med andre ord en dynamik, som er selvstændig i forhold til dynamikkerne i deltagernes bevidsthed. Som vi skal se længere fremme (afsnit 2.c.i), udelukker adskillelsen mellem lukkede systemer (her: lukkede sociale systemer og lukkede bevidsthedssystemer) ikke, at systemerne gensidigt kan stille deres strukturer til rådighed for hinanden. Denne udveksling af strukturer kalder Luhmann for interpenetration eller strukturel kobling. 34 Luhmann forklarer selv (omend på et lidt mere generelt niveau) adfærdens dobbeltkonstitution således: Det er ganske vist rigtigt, at interpenetrerende systemer konvergerer i enkelte [adfærds-]elementer, at de nemlig benytter de samme [adfærds-]elementer, men de giver dem i hvert enkelt tilfælde forskellig selektivitet og forskellig tilslutningsevne, forskellig fortid og forskellig fremtid. Da det drejer sig om temporaliserede [adfærds-]elementer (hændelser), er konvergensen kun mulig nutidigt. Selv om [adfærds-]elementerne er identiske som hændelser, betyder de noget forskelligt i de deltagende systemer: De vælger ud fra forskellige muligheder og fører til forskellige konsekvenser. 35 Med Luhmanns begreber om bevidsthedssystemer og sociale systemer opnår man med andre ord to vigtige perspektiver: For det første skelnes der analytisk skarpt mellem sociale systemer på den ene side og bevidsthedssystemer på den anden side. Dette tillader endvidere en skelnen mellem det sociale systems iagttagelse af mennesket(-s adfærd) og bevidsthedssystemets selviagttagelse. For det andet peger begrebet om interpenetration mellem bevidsthedssystemer og sociale systemer på, at de to systemtyper er co-evolutionære, og at uden menneskelige handlinger ville der ikke findes sociale systemer, ligesom mennesket omvendt kun kan erhverve evnen til handling i sociale systemer Blandt systemteoretikere er der en vis debat om, hvorvidt begreberne interpenetration og strukturel kobling dækker det samme (Holmstrøm 1999: 66n, 160). Ikke desto mindre behandler jeg dem her som overlappende begreber. For det tilladelige i dette se for eksempel Kneer & Nassehi 2002: 67n. 35 Luhmann 2000: 259f. Kursivering i original. 36 Ibid.:

23 I afsnit 2.a.ii vender jeg tilbage til menneskets betydning for sociale systemer generelt og organisationssystemer specifikt. Denne gang udfoldes organisationers iagttagelse af mennesker med begrebet person. 1.c.iii Den eksterne kontrols umulighed Det tredje forhold, der adskiller Luhmanns systemteori fra andre teorier med system-indhold, er, at hans teori som vi så ovenfor anskuer sociale systemer som operationelt lukkede og derfor autonome i forhold til deres omgivelser inklusive andre sociale systemer. Når man samtidig går ud fra, at alt socialt foregår indenfor systemer, har det store konsekvenser for samfundsmæssig teori, som typisk i et eller andet omfang beskæftiger sig med hvorledes én slags system eller omgivelserne generelt (kan) påvirke(r) en anden slags system. Med udgangspunkt i politologien kan man lidt firkantet sige, at politologien i dens traditionelle forgreninger international politik, national politik/politisk teori og forvaltning beskæftiger sig med henholdsvis det enkelte statslige systems påvirkning af det internationale system (og omvendt); det politiske systems input/output-relationer i forhold til de øvrige samfundsmæssige systemer; og de interne påvirkningsforhold i statens delorganisationer/-systemer. Med systemers operationelle lukkethed og autonomi kan kontrol imidlertid ikke længere begrebsliggøres som det ene systems kontrol over det andet. 37 Denne systemteoretiske forståelse af det sociale og dermed af det politiske korresponderer med den i indledningen nævnte udbredte erfaring indenfor såvel politologien som i det politiske system af, at staten ikke længere gennem et monopol på politisk aktivitet kan bestemme, hvad der sker i det omkringliggende samfund (hvis dette da nogensinde har været tilfældet!); og af, at statens interne organisering ikke længere kan repræsenteres tilfredsstillende alene med en henvisning til hierarki, men at en repræsentation må tage højde for autonome del-forvaltninger. Systemteorien kan altså levere en systematisk begrebsliggørelse af politikkens eksplosion mm. (et diagnostisk bidrag, om man vil). I afsnit 2 vil jeg vise, at systemteorien endvidere kan bruges til at opstille en teori, der kan begrebsliggøre forvaltningens fortsatte kontrolintentioner og - praksisser på en ny måde; nemlig som selv-kontrol. 37 Luhmann

24 2. Brudstykker til en systemteoretisk forvaltningsteori: Operationalisering af autopoiesis og system\omverden-forskel Luhmanns forslag til en ny organisationsteori sigter på...[en] omstilling fra hierarki som redskab til afparadoksering af uløselige konflikter mellem f.eks. centralisering og decentralisering til nødvendige, men kontingente formvalg. Bag denne kryptiske formulering gemmer sig en påstand om, at selv om en organisation må foretage formvalg, er ethvert konkret valg kontingent og altså omgivet af andre muligheder. En organisation kan bruge hierarkiet, men må samtidig være opmærksom på, at der samtidig findes måder at omgå det på eller kortslutte det. 38 I afsnit 1 blev det markeret, hvordan systemteorien adskiller sig fra andre samfundsbeskrivelser med sin påstand om, at alt socialt har en systemisk karakter, sin udelukkelse af mennesket fra det sociale og sin afvisning af kontrollens mulighed (en negativ definition). I dette og næste afsnit vil jeg bygge videre herfra, og vise, hvilken rolle, mennesket så har for organisationssystemer (person som semantisk trick); og hvordan det trods alt er muligt at begrebsliggøre forvaltningens fortsatte kontrolintentioner og -praksisser på en ny måde (nemlig som selv-kontrol). Man kan anskue udredningerne i dette afsnit som en operationalisering af begreberne system\- omverden-forskel og autopoiesis, fordi formålet er at opstille et ordforråd, med hvilket jeg kan iagttage variationer i sociale systemers grænser i forhold til deres omverden og variationer i forløbet af deres autopoiesis. Med udgangspunkt i Andersens institutionelle historie 39 vil afsnittet således vise, hvordan et systems system\omverden-forskel henholdsvis dets autopoiesis kan tænkes i følgende to dimensioner: Systemets strukturelle former og systemets modus for selv-iagttagelse. 2.a Sociale systemers strukturelle former: Mulighedsbetingelser for forventelighed Som nævnt ovenfor (1.a) består et socialt system af en rekursiv produktion af kommunikationselementer, som fra øjeblik til øjeblik fastsætter kommunikationens mening. Som jeg også har været inde på, er det det enkelte system selv, der producerer kommunikation og dermed mening: [Det] går op for os, at de nødvendigheder og samfundstilstande, der tales om, ikke er meningsfulde, fordi samfundstilstanden virkelig er sådan, men fordi diskursen [læs: kommunikationssystemet] gør visse italesættelser af samfundet og dets tilstande meningsfulde Thyssen 2000: Andersen 1995, 1996, 1997; Andersen & Born Andersen 1995: