Denne inddeling er et forsøg på, at strukturere organisationsteorierne, og skabe overblik

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Indledning... 2 Organisationsteori... 3 Den modernistiske holdning... 5 Operationalisering... 6 Den rationelle organisation... 6 Poststrukturalistisk organisationsteori... 7 Foucaults genealogi... 8 Magt... 9 Magtanalysen Genealogien Forbrydelse og straf Foucaults forandringspotentiale Gilles Deleuzes bidrag Anti-ødipus Rhizom Flugtlinien Deleuzes forandringspotentiale Images of organization Poststrukturalistisk ledelse Konklusion Diskussion Litteraturliste... 25

2 Instead of asking, Does this theory correspond with the observable facts? the emphasis for evaluating good theory becomes, To what extent does this theory present provocative new possibilities for social action ( ) (Cooperrider og Srivastva 1987, s. 135) Indledning Denne opgave beskæftiger sig med en interessant problemstilling, som opstår i spændingsfeltet mellem organisationers ønske om rationelt, at kunne sætte sig mål og lede medarbejdere i forhold til markedet, og det globale markeds uforudsigelige krav om forandringsparathed og fleksibilitet. Problematikken ligger i, at selvom moderne markedsforhold fordrer organisatoriske strategier, der sætter organisationerne i stand til lynhurtigt at kunne omstille sig og tilpasse sig nye strømninger og trends, så styres mange organisationer stadig, som om markedet er statisk. Da det ikke lader til, at det globale marked stabiliseres, betyder det, at strategier for fleksible og forandringsdygtige organisationer, er blevet en vigtig drivkraft i arbejdet med organisationsudvikling. Dette fokus på at skabe nye tilgange og forståelse af organisationer har gjort det relevant for organisationsteoretikere at inddrage erkendelser og få inspiration fra filosofiske retninger, der umiddelbart ligger meget langt fra den økonomiske vinkel på organisationer. I denne opgave vil jeg beskæftige mig med en af disse retninger: Den poststrukturalistiske. Denne overførsel af erfaringer fra to så vidt forskellige teoretiske felter kan i sig selv være problematisk. En problematik, der igen ligger i forholdet mellem et ledelsesmæssigt fokus på at forholde sig strategisk og rationelt til organisationernes faste strukturer, og poststrukturalismen, der netop opstod i opgøret med de faste strukturer og operationaliseringen af sociale mønstrer. Udfordringen, som jeg vil behandle i denne opgave, er således, hvordan man kan aktualisere en poststrukturalistisk ledelsesstrategi, der har til formål at danne en struktur, der fastholder mennesker i en specifik organisering, når grundlaget er et opgør med denne form for fastholdelse. Den måde jeg har valgt at tilgå problemet er at lade inspirationen komme gennem de metoder og metaforer, der er opstået som en del af poststrukturalismen. Således vil jeg i denne opgave redegøre for nogle af disse analytiske metoder, der kan være med til at inspirere organisationsteoretikere og praktikere. Jeg vil begrænse mig til metoder og metaforer fra de to franske poststrukturalister, Michel Foucault og Gilles Deleuzes 2

3 arbejde. Og jeg vil vise hvordan man med Gareth Morgans metaforiske organisationsbeskrivelser kan lade poststrukturalismens erkendelser skabe plads og mulighed for udvikling. Jeg mener, at det gennem poststrukturalistisk inspiration er muligt at komme ud over de forestillinger om fremskridt, man har på et givent tidspunkt, og således nå ud over sine egne forventnings begrænsende påvirkning. Derved er det måske også muligt at skabe en virksomhedskultur, der kan fungerer hensigtsmæssigt i dette klima af forandringskrav. For senere at kunne give et indblik i hvorfor og hvordan traditionelle måder at forstå og forme organisationer indeholder begrænsninger, der er uhensigtsmæssige i nutidens verden, vil jeg lægge ud med en generel introduktion til organisationsteorien. Organisationsteori Organisationsteori er en bred betegnelse, der dækker over teorier, der beskæftiger sig med beskrivelser af de forskellige organiseringer, vi mennesker indgår i. Fra organisationer i dagligdags forståelse til en mere abstrakt beskrivelse af hvordan de sociale sammenhænge, vi indgår i, kan beskrives som organiseringer af individer. Organisationsteorien er således et bredt felt, hvis udvikling er påvirket af mange forskellige videnskabstraditioner og retninger og er et interesseområde med stor diversitet, fleksibilitet og udviklingspotentiale. Ifølge Mary Jo Hatch (2005) har fire forskellige hovedperspektiver rodfæstet sig i organisationsteorien op gennem det tyvende århundrede. Det klassiske, det moderne, det symbolsk interpreterende og det postmoderne perspektiv. Disse perspektiver er opstået på baggrund af de filosofiske strømninger, der var i samtiden og er inspireret af både disse, men også af tidligere tænkeres, bidrag. I nedenstående figur ses Hatchs bud på, hvordan man kan opstille de fire perspektiver i forhold til samtidens videnskaber og de tænkere, der særligt har fungeret som inspirationskilde. 3

4 Denne inddeling er et forsøg på, at strukturere organisationsteorierne, og skabe overblik over et felt, der er i konstant udvikling, og hvor hvert enkelt perspektiv er blevet inspireret af andre. Selvom figuren kan tolkes som en progressiv uvikling af perspektiver, er der ikke tale om, at det ene perspektiv er en erstatning for det foregående. Derimod fungerer de forskellige perspektiver på samme tid og ud fra egne præmisser. En ting er hvordan organisationsteorien analyserer organisationer; en anden er hvordan organiseringerne udfoldes i praksis, det vil sige den måde, man forvalter de erkendelser, forskellige organisationsteorier giver. Nok har man ifølge Hatch både fortolkende og 4

5 postmoderne organisationsteorier, men den måde, man stadig organiserer sig, er langt hen ad vejen i forhold til den klassiske og moderne organisationsteori. Den teoretiske tilgang disse to baserer sig på, er det, man kan kalde den modernistiske holdning 1, som jeg i det følgende afsnit vil beskrive. Dette gør jeg for senere at kunne beskrive, hvori konflikten, mellem den klassiske måde at organisere på og et globaliseret marked ligger, og for således at kunne diskutere det problematiske i at indføre poststrukturalistiske erkendelsesmåder i en ledelsespraksis. Den modernistiske holdning Den modernistiske holdning kan beskrives som en bestemt måde at forholde sig til verden på. Det er en holdning, der har som grundlag, at vi mennesker må erkende verden ved at indhente objektiv og sand viden om den, som den er i sig selv. Igennem denne sande viden om verden er det muligt at foretage rationelle valg, der i sidste ende vil forbedre forholdene for os mennesker. Således bygger den modernistiske holdning både på en antagelse om virkelighedens beskaffenhed og en antagelse om menneskets vilje og evne til at handle rationelt. På den måde var den modernistiske holdning udgangspunkt i et opgør med fortidens traditioner og konservatisme. Et opgør, hvis metoder og teorier havde til formål at frigøre menneskeheden gennem videnskabelig oplysning. De videnskabelige metoder gav mennesker mulighed for at tage beslutninger og organisere deres liv på baggrund af sandheden om verden og ikke på baggrund af en mytisk religion eller forældede normer (Reed 1993). Men samtidigt med denne frigørelse fra de forrige systemers styring bragte den modernistiske holdning en ny styring med sig. En styring, der netop tager udgangspunkt i det rationelle valgs forrang og mulighederne for at producere objektiv og entydig viden. Ved at foretage rationelle valg ud fra objektive observationer opnår man at kunne udføre specifikke handlinger på den måde, der giver det mest hensigtsmæssige udfald. Da man er i stand til at blotlægge mulighedsfeltet og foretage en rationel vurdering af, hvilke midler der vil føre til det mest hensigtsmæssige mål, er det muligt og naturligvis hensigtsmæssigt, at gøre tingene på netop denne måde hver gang. Ifølge den modernistiske holdning er det 1 Jeg har valgt at benytte mig af udtrykket den modernistiske holdning på baggrund af Michel Foucaults artikel: Hvad er oplysning? (1987), hvor der redegøres for, hvorfor dette udtryk bedre beskriver den modernistiske tænkemåde. 5

6 således muligt at operationalisere forskellige handlinger således, at man altid opnår det bedst mulige resultat. I sidste ende må det derfor også være muligt at lave det mest effektive samfund og den mest effektive virksomhed ved at institutionaliserer disse operationaliserede handlinger. Derved bliver det at organisere mennesker et spørgsmål om at gennemføre den mest rationelle handlingsplan for at nå til det bedst mulige mål. Operationalisering På grund af den accelererende industrialisering, og industriens deraf følgende krav om effektivisering foregik udviklingen af sådanne operationaliseringer først og fremmest på fabrikkerne. Efterhånden som fabrikkerne voksede, både i størrelse og kompleksitet, forøgedes de eksisterende systemers vanskeligheder ved at følge med efterspørgslen, både hvad angik mængde og kvalitet. Industriens løsning var systematisering og rationalisering af produktionen. Dette foregik blandt andet via Scientific Management ; en ledelsesstrategi hvis primære fokus var rationalisering af de enkelte produktionsprocesser (Ogilvie 2003). Netop operationaliseringen er et af de mest karakteristiske resultater af den modernistiske holdning. Som følge af industrialiseringen i vesten blev den fremtrædende måde at organisere mennesker på den bureaukratiske organiseringsform. Dette kan ses som det reneste udtryk for de kulturelle principper og tekniske normer den modernistiske holdning består af. Således fungerer udviklingen fra det præmoderne samfund til et moderne ifølge den tyske sociolog Max Weber, via: ( ) a set of relatively well-integrated and coordinated social practices operationalizing the principles or instrumental rationality into the appropriate organizational forms (Reed 1993, s. 166). Og den bureaukratiske organiseringsform findes i dag i alle dele af samfundet, hvilket ifølge Weber kan være med til at fastlåse samfund og mennesker i bureaukratiets evigt rationelle jernbur. Den rationelle organisation Typisk for klassisk og tidlig moderne organisationsteori er, at de bygger på en antagelse om, at organisationer er stabile størrelser - i modsætning til senere teorier, der beskriver organisationer som dynamiske strukturer (Hatch 1997). De fokuserer på, hvordan det er muligt at stabilisere og rationalisere organisationen for at maksimere produktiviteten. 6

7 I lyset af den modernistiske holdning bør planlægningen af forandring gå oppe fra og ned, for på den måde at sikre at organisationen udvikler sig i den bedst mulige retning. Der vil på baggrund af analyser blive foretaget risikovurderinger og lagt en strategi for, hvordan organisationen skal nå fra punkt A til B. Når strategien følges og forandringerne er gennemført, vil organisationen være tilbage i sporet fremad. Man kan beskrive denne fremgangsmåde som en optø - ændrer - frys -model, hvor optøningen påvirker organisationens indre balance og stabilitet. Herefter ændres organisationens retning, og til slut fryses ændringen ned ved stabilisering og institutionalisering af arbejdsgange, normer og lignende (Hatch 1997). Denne tilgang fungerer udmærket i et miljø, der er karakteriseret ved stabilitet. Men de statiske modeller viser sig at fungere meget dårlig i et miljø, der er kendetegnet ved forandring. De er således ikke forkerte, men de giver bare ikke et velegnet billede af, hvordan en organisation bør forholde sig til hurtig og konstant forandring (Hatch 1997). Det er vigtigt at holde sig for øje, at ikke alle organisationer er tvunget til at forholde sig til et globaliseret marked, og disse kan uden problemer forholde sig til markedet på samme måde, som man har gjort op gennem forrige århundrede. Så selvom den udvikling verdensmarkedet har gennemgået indenfor de sidste år indenfor teknologisering og globalisering har nødvendiggjort at virksomheder er fleksible og omstillingsparate i ekstrem grad, afhænger det i sidste ende stadigvæk af den enkelte organisations aktuelle situationen. Men for de organisationer, der fungerer i et relativt uforudsigeligt miljø, kan det være nødvendigt at finde nye metoder. Her vil jeg bringe en poststrukturalistisk tilgang til organisationer på banen, som en måde at skabe grobund for nye måder at tænke organisering på. Poststrukturalistisk organisationsteori Den poststrukturalistiske organisationsteori bygger på en forståelse af verden som et sted, der er komplekst, uordnet og vanskelig at forholde sig til. Som konsekvens deraf gør den op med modernismens forsøg på at sætte verdens fænomener på formel på en sådan måde, at de kan repræsenteres i strukturer, teorier og modeller. Den poststrukturalistiske organisationsteori bygger på den måde på en afvisning af, at man kan genskabe eller repræsentere verden i en objektiv form, der viser verden, som den reelt er derude. Den 7

8 poststrukturalistiske organisationsteori bliver således en måde at problematisere begrebet organisation, som noget reificeret, eller tingsliggjort, og i stedet se på organiseringer, det vil sige de processer der udgør og opretholder forståelsen af organisationer som enheder (Jones 2005). Der, hvor det i denne sammenhæng er interessant at se på forskellen mellem moderne og postmoderne organisationsteori, er i de praksisser, der udfolder sig på baggrund af teorierne. Og en af de tydelige forskelle mellem disse teorier er, hvad der sker, efter man har optøet eksisterende strukturer i en organisation. De poststrukturalistiske organisationsteorier kommer ikke med en løsning på, hvordan man bedst fryser organisationen igen. De har til formål at lade den være optøet, fordi det netop er i denne situation, at alle muligheder er åbne; det er denne tilstand, at organisationen i sandhed er fleksibel. Dette er poststrukturalismens formål: At nedbryde de selvindlysende strukturer for at skabe mulighed for forandring. Modsat de modernistiske organisationsteorier, der har en indbygget målsætning om at forbedre en praksis. Det er således nemmere at se, hvordan man direkte kan koble de klassiske og moderne organisationsteoriers normative beskrivelser af organisationer direkte til ledelsespraksisser. I den poststrukturalistiske organisationsteori er denne sammenhæng mellem teori og ledelsespraksis imidlertid forsvundet, og organisationsteori har i højere grad etableret sig på egne vilkår som en del af socialvidenskaberne. For at opsummere har vi altså en organisationsteori, hvis formål det er at opløse og blotlægge strukturer, og et marked, der stiller som krav til organisationerne, at de er i stand til at forandre sine strukturer og strække sine praksisser. Så til trods for den tilsyneladende store afstand ser det ud til, at der alligevel er en del sammenfald i formål mellem de to ting. Således vil jeg i det følgende beskrive nogle af de metoder og metaforer, det i forhold til ledelsesstrategier kan give mening at hente inspiration fra. Foucaults genealogi Michel Foucault ( ) studerede filosofi hos den strukturalistiske marxist Louis Althusser, men var oprindelig uddannet psykolog. Det kan være svært at tildele Foucault en bestemt fagkategori eller teoretisk skole, han er således blevet kaldt både strukturalist og poststrukturalist, samtidigt med at han har kaldt sig selv positivist. Hvad der derimod 8

9 ikke kan hersker tvivl om er, at hans arbejde omhandlende viden, magt og subjektivering har influeret en lang række humanvidenskabelige områder (Ritzer 2004). I dette afsnit vil jeg lægge fokus på Foucaults genealogiske metode, der har til formål at belyse, hvordan magtstrukturer er blevet til og hvordan de opretholdes. For ved at blotlægge magtstrukturernes oprindelse synliggøres det, hvordan de er blevet skabt i et historisk forløb og således ikke er noget naturgivet og dermed uforanderligt. Og det er netop fænomenernes evidens for menneskene, Foucault vil gøre op med. For at kunne komme i gang med beskrivelsen af den genealogiske metode er det nødvendigt med en kort redegørelse for Foucaults magtbegreb, idet det har en vigtig rolle i denne analyseform. Magt Helt grundlæggende fungerer Foucaults magt som en allestedsnærværende faktor, der dog hverken er almægtig eller determinerende. Den er en faktor, der altid allerede er installeret i en hver form for social interaktion. Den emergerer fra handling og viser sig kun i dens effekt, aldrig i sig selv. Magten er i sidste ende: (...) det navn, man giver en kompliceret strategisk situation i et givent samfund (Foucault 2006, s. 99). Foucault introducerede sit magtbegreb som et opgør med den traditionelle binære opdeling af magten mellem magthaver og undersåt, undertrykker og undertrykt. I stedet for at beskrive magten som en restriktiv faktor, så Foucault den som en produktiv kraft. Man må holde op med hele tiden at beskrive magtens virkninger i negative vendinger: >>den udelukker<<, den >>bekæmper<<, den >>undertrykker<<, den >>censurerer<<, den >>abstraherer<<, den >>maskerer<<, den >>skjuler<<. Faktisk producerer magten noget. Den producerer noget reelt, den producerer et genstandsområde og nogle sandhedsritualer. Individet og den erkendelse, som man kan uddrage det, henhører under denne produktion. (Foucault 2005, s. 210) Magtens produktive karakter ligger altså i, at magten producerer virkeligheden, genstandsfelter og kategorier som sandheder. Udøvelsen af magt kommer således i lige så høj grad til at handle om produktionen og opretholdelsen af den enkeltes virkelighed, som den er et udtryk for herredømme. Individets forhold til virkeligheden bliver på den måde et udtryk for en magtudøvelse, og netop fordi denne magtudøvelse foregår løbende 9

10 bliver forholdet til virkeligheden/subjektet også til en fortløbende proces (Heede 1992). Således vil det, der betragtes som legitime måder at gøre, for eksempel subjektivitet på, være et udtryk for den magtform, som udspiller sig. Foucault påpeger, at magten ikke skal forstås centralistisk, men decentreret og relationel. Den må ikke forstås som en genstand, som kan ejes eller besiddes, men er derimod: "a way in which certain actions modify others (Foucault 1982, s. 219). Magten opstår mellem handlende aktører, der forsøger at påvirke hinanden i et spændingsfelt, og derfor siger Foucault at: Power exists only when it is put into action (Foucault 1982, s. 219). Magten viser sig altså som en struktur af handlinger, der handler på andre handlinger. Når magten er så vanskelig at definere i sig selv, kommer beskrivelsen af den ofte til at bestå af negative definitioner. Magten er således ikke en genstand, men er noget, der hele tiden opstår og virker bestemmende på noget andet. Den findes ikke som en tvingende logik. Den eksisterer ikke i en universel form før den aktualiseres. Den træder kun frem i relationerne mellem mennesker, og kan ikke udpeges hinsides denne relation. Dog vil magten altid virke ind, man kan ikke tænke det social uden at magten altid allerede spiller ind. I kraft af magtens relationelle karakter vil magten altid fungere i relation til en modmagt, en anden, der er nødvendig for, at magten kan udfoldes og opretholdes (Evans 2001). Forholdet magt modmagt fungerer ud fra den enes intentionalitet om at få den anden til at gøre noget, samtidigt med at den anden også har en intentionalitet. De to intentionaliteter skaber en form for fælles intentionalitet ved at afbøje hinanden, og denne afbøjning af intentionalitet dannes en orden, som er et udtryk for magtens udfoldelse. Magt og frihed kommer derved også til at stå i relation til hinanden, en relation af konstant strid. De to er således internt forbundne og ikke modsætninger, der udelukker hinanden, men som nærmere forudsætter hinanden. Fjerner man friheden, er der ikke en magtrelation, da denne eksisterer i kraft af viljernes strid. Derimod omformes modstanden til passivitet, og magt bliver i stedet til vold. Således er magt noget, der udøves mellem frie viljer og fungerer som en afbøjning eller retningsgivning af den andens vilje. Man handler imidlertid ikke kun i forhold til den andens faktiske handlinger, men også i forholdt til dennes potentielle handlinger. Man foregriber den andens handlinger; man disponerer mulighedsfelter for handlinger og organiserer/afgrænser den andens handlerum. I disse gensidige magtkampe mellem magt og modmagt, viser magten sig som 10

11 strategier eller teknikker, der har til formål at opnå et givent resultat. Derved er magtens udfoldelse en konditionering af den måde hvorpå interaktionen finder sted. Den fungerer ved at forme eller afbøje vores handlinger. Heraf kommer magtens tætte relation til ledelse, fordi magten er evnen til at lede andre - i deres ledelse af sig selv. Når magt bliver til i dette felt af stridende intentioner, må den beskues gennem en optik, der giver foreløbige og reviderbare beskrivelser. Den må beskrives som et forhold mellem handlinger og hændelser, og ikke som forhold mellem personer, eller mellem personer og deres intentioner. Spørgsmålet bliver altså hvordan magten udøves, og hvordan vi kan gøre den håndgribelig, når vi nu ikke kan lave en færdig teori om magtens natur (Raffnsøe 2005). Magtanalysen For at imødegå magtens vaghed og kompleksitet så Foucault det som nødvendigt, at magtanalysen foregår som en komparativ analyse af begivenheder, historiske såvel som samtidige. Kun på denne måde er det muligt at beskrive magten. Det bliver således ikke magten i sig selv, der fremkommer af analysen, men et magtens mønster, en gentagende handlingspraksis, en tilbøjelighed for hvordan en begivenhed udspilles. Ved at beskrive de handlinger som er resultatet af magten, viser Foucault hvordan magt kommer nede fra, og ikke er noget, der findes i sig selv, men er noget, der skabes (Raffnsøe 2005). Magten er overalt fordi den myldrer frem overalt. Sociale relationer gennemsyres af magtrelationer, og det er således magtens mikrofysik, der undersøges. Studiet af denne mikrofysik forudsætter, at den magt, der udøves, ikke opfattes som en egenskab, men som en strategi, således at dens dominerende virkninger ikke tilskrives en >>tilegnelse<<, men nogle dispositioner, manøvrer, taktikker, teknikker og funktionsmåder. (Foucault 2005, s.41). Det Foucault ønsker er en analysemetode, der ikke giver en løsning eller forklaring i form af (...) formelle strukturer med universel værdi, men snarere som en historisk undersøgelse af de hændelser, som har ført os til at konstituere os selv og identificere os selv som subjekter for det, vi gør, tænker og siger (Foucault 1987, s.100). Således er målet for analysen ikke metafysisk eller universelt, men genealogisk, og analysens metode må ifølge Foucault være arkæologisk i sin form. 11

12 Genealogien Foucault fandt inspirationen til hans genealogi i blandt andre Nietzsches forfatterskab. Nietzsche arbejdede med værdiskabende kræfter i en kaotisk verden. Kræfter, der i stedet for at tilpasse sig hinanden, frembragte absolutte værdier i deres eget billede. Ved at vise hvordan disse absolutte normer var blevet til i et historisk forløb, ville Nietzsche underminere samtidens metafysiske grundlag og derved erklære Gud for død (Evans 2001). På samme måde er Foucaults genealogis funktionsområde et kaotisk felt bestående af magtrelationer i konflikt. Et felt karakteriseret ved forandring frem for stabilitet. Foucault lod sig inspirere af Nietzsches genealogi, idet han så den som et forsøg på at beskrive fortidige og samtidige normer i deres historiske kontekst og ikke i forhold til deres essens eller ideale værdi. Ved at lade historien fortælle om normernes status eller værdi er det muligt at komme til den indsigt: At bag ved tingene er der helt andre ting : ikke deres essentielle og udaterede hemmelighed, men den hemmelighed, at de er uden essens, eller at deres essens blev konstrueret, stykke for stykke, ud fra figurer, som var fremmede for denne. (Foucault 2001, s. 59). Metoden til at opnå denne indsigt er ved at lave genealogier eller anetræer for de normer, som påvirker os i dag. Ved at skrive normernes tilblivelseshistorie bliver det synligt, at normerne er skabt i en historisk proces, og samtidigt viser det, hvordan historien er til stede i dag. Derved er genealogierne også nutidshistorier, fordi de beskriver historiens virkning i dag. Det arkæologiske aspekt i denne metode er måden, hvorpå man danner sammenhæng mellem begivenheder. Sammenhænge, der enten kan være tværgående, det vil sige samtidige eller synkrone - eller de kan være diakrone og etablere sig mellem begivenheder forskudt i tid. Sammenhængene skal dog ikke begribes i deres tidslige forhold, men nærmere i et rumligt forhold, der beskriver begivenhederne i en sammenhængslogik etableret gennem fysiske og handlingsmæssige sammenhænge. En grund til at bruge arkæologien som redskab er, at man ved at vise de store sammenhænge mellem en række begivenheder tydeliggør, at den enkelte begivenhed ikke kan stå alene, men at den altid når ud over sig selv, i det den kondenserer en større sammenhæng. Det er dog nemt at forfalde til kausalitetslogik i arkæologien, det vil sige at skabe determinerende begivenhedskæder, der reducerer begivenheden til et forhold mellem årsag og effekt. Men 12

13 Foucault vil med genealogien foretage en analyse, der ikke kan reduceres til kausalitet, fordi der altid er noget mere, der kan graves frem. Man kan ikke lave en endelig reduktion af begivenheden. Til gengæld får man en beskrivelse af de dispositioner og taktikker, der har påvirket begivenheden, men som ikke har determineret den. Forbrydelse og straf Et eksempel på hvordan Foucault så genealogien praktiseret, finder man i hans eget forfatterskab. For eksempel blev et af hans hovedværker, Overvågning og straf, skrevet med inspiration fra begivenheder i samtiden, 1970 erne. Her var Foucault med til at problematisere forholdene i de franske fængsler, og den disciplinering der lå til grund for fængslingen som straffepraksis. Med afsæt i disse samtidige erfaringer, skrev Foucault beretningen om fængslets fødsel gennem en række nedslag i historien,. Han kunne på den måde beskrive, hvordan fængselsstraffen er blevet indrettet som en disciplinerende foranstaltning i samfundet. På den måde kommer beretningen om fremkomsten af fængslet i dets nuværende form til at være som en markering af, hvordan vi afgiver kontrollen over os selv til samfundet. Analysen bliver altså i sidste ende en beskrivelse af, hvordan der er sket et skred i en grundlæggende problematik. Før var det grundlæggende problem elendighed/fattigdom, nu er de centrale problemer noget andet, nemlig suverænitetsafgivelse. Det opgør med fængselssystemet Foucault er en del af i 1970 erne, kommer til at stå i lyset af de erfaringer med suverænitetsafgivelse, som individet hele tiden gør sig. Foucaults forandringspotentiale Det, Foucault kan bidrage med i forhold til en organisationsteori, er muligheden for at benægte en given strukturs forrang i forhold til andre. Der åbnes altså op for at kunne fortolke og sammensætte de bestemmende faktorer for en organisation på en ny måde, ved at beskrive den eksisterende struktur som resultatet af en bestem form for magt. Således vil genealogien automatisk rumme et element af kritik, idet den opløser enhver forestilling om naturgivenhed, nødvendighed og uforanderlighed, og frarøver fænomenerne deres aura at selvfølgelighed og >>natur<<: >>det er at opdage, at der hverken ligger sandhed eller væren til grund for det vi ved eller er, men blot udvendige tilfældigheder<< (Heede 1992, s. 51). 13

14 Den produktive side af genealogien er en insisteren på at holde fokus på forandringsmuligheder og på at lade alle stemmer blive hørt (Evans 2001). Ved at eksplicitere hvordan visse strukturer har fået forrang, overskrider man nutiden og skaber en forventning om det fremtidige. Projektet bliver at beskrive magten på en måde, der kan fremhæve det eksisterende uden at fastlægge en ny struktur. På den måde bliver det en beskrivelse hinsides godt og ondt 2, fordi den opløser forestillingen om en universel sandhed at tage udgangspunkt i. I stedet for at danne grundlag for en gendannelse af strukturer bliver genealogien afslørende og problematiserende. Det bliver en empirisk undersøgelse af den normative logik, der virker normerende ind på os, idet vi forpligter os på den i hverdagen. I forhold til forandringsmulighederne i en organisation kan man udføre denne historiske undersøgelse: (...) både for at fastholde de punkter hvor ændring er muligt og ønskeligt, og for at bestemme den præcise form, som disse ændringer kan antage. (Foucault 1987, s.101) Man kan sige, at genealogiens grundmetafor er anetræet - påvisningen af hvordan historien indvirker på samtiden. Metaforen afslører samtidens evidens som noget, der er konstrueret op gennem historien, dog uden at blotlægge hele dette anetræs rod. En genealogisk analyse kan således eksplicitere de grundlæggende antagelser, der kan være i en organisation om, hvordan magten er fordelt, og hvordan viden produceres, og på den måde kan man sige at: The discourse of postmodern organizations is possibly a fruitful vehicle for this refusal to accept the rules and the representations of the past, even though we know them to give comfort, security and stability (knight 2003, s. 30). Idet følgende vil jeg beskæftige mig med en anden fransk poststrukturalist, fra hvis forfatterskab jeg vil fremdrage nogle centrale begreber, som jeg mener kan danne grundlag for nytænkning og forandring. 2 Udtryk hentet fra Nietzsche, der i bogen Jenseits von Gut und Böse (1886) viser hvordan begreberne god og ond er blevet konstrueret i en historisk sammenhæng, og således ikke er til en universelle egenskaber (Evans 2004). 14

15 Gilles Deleuzes bidrag Gilles Deleuze ( ) var en af de mest radikale og nytænkende franske filosoffer i det forrige århundrede, samtidigt med at han også er en af de sværest tilgængelige. I løbet af hans studietid i 1940'erne, oplevede han, at den filosofiske tradition, han blev oplært i, havde et meget strengt og fastlåst forhold til filosofiens historie. Han så det derfor nødvendigt som færdiguddannet selv at fokusere på de filosoffer, der havde formået at sætte sig ud over deres tids filosofihistoriske arv, heriblandt Hume, Spinoza, Bergson og Nietzsche. Især sidstnævnte kom til at spille en stor i rolle i Deleuzes eget arbejde (Bogue 1989). Igennem dette fokus på filosofiens udbrydere ville Deleuze opnå at ruske op i den gængse forståelse af verden, for derigennem at skabe mulighed og plads til forandring. En anden vigtig inspirationskilde for hans arbejde var strukturalismen, der bevægede sig væk fra subjektet som basis for erkendelse, for i stedet at beskæftige sig med subjektet som et resultat af strukturer, der lå udover individets kontrol. Deleuze tog denne afstandtagen fra det erkendende subjekt til sig, men gik samtidigt imod strukturalismen ved at stille spørgsmål ved herkomsten af de strukturer, vi indgår i.. Det var for det første strukturalismens forsøg på at påkalde sig status som objektiv videnskab, Deleuze stillede sig kritisk overfor. Men også strukturalismens forsøg på at opstille repræsentationer af de strukturer der selv lå til grund for repræsentationen, så han som problematisk. Som for eksempel at skulle beskrive de grundlæggende strukturer i sproget ved hjælp af sproget selv. Repræsentationerne fungerer kun indenfor de rammer, strukturerne tilbyder og giver således ikke mulighed for at præsenterer det, der ligger til grund for strukturerne selv (Bogue 1989). Deleuzes forslag til hvordan man kommer uden om denne problematik gik derfor ud på at forkaste den terminologi og evidens, der var aktuel i forhold til en given problemstilling. På den måde var Deleuzes filosofi karakteriseret ved : (...) an insistence that understanding and thinking demand that we go beyond the seeming order and sameness of things to the chaotic and active becoming which is the very pulse of life. (Colebrook, s. xxxiv). Deleuze så det ikke som et mål i sig selv at gøre op med samtidens metafysik, men derimod at gør op med den form for tænkning, der begrænsede mulighederne for udfoldelse. Målet var at skabe rum for udfoldelse og liv; at danne grundlaget for en positiv og konstruktiv filosofi og ikke bare negere tidligere ideer (Carlsen 2001). 15

16 En anden problemstilling Deleuze fandt interessant, var hvad han så som menneskets tendens til at falde tilbage i vante tankemønstre og lade sig flyde med strømmen - blot at acceptere verdens gang og på den måde begrænse sine egne muligheder for udfoldelse. Inspirationen fra Nietzsche ses her, idet denne tankgang er parallel med Nietzsches forestilling om slavemoral. Det handlede for Deleuze om, at skabe begreber, der åbnede op for en livsbekræftende vitalisme (Carlsen 2001, s.9). Begreber, der giver plads og åbner op for mangfoldighederne uden at indfange dem i begrænsende kategoriseringer. Philosophy, for Deleuze, was not about creating correct pictures or theories of life, but transforming life. Philosophy is not something we apply to life. By thinking differently we create values and assumptions. We destroy common sense and who we are in order to become. (Colebrook 2002, s.xvii) Deleuzes arbejde formede sig som en afstandtagen fra det, der udspringer af det negative, det, der nærer sig ved manglen og som ender i stilstand. Han prøvede at skabe begreber, der var i stand til at håndterer mangfoldighederne, så de ikke begrænses. Han så flugtlinier i samfundet frem for problemer og strid, rhizomer frem for træstrukturer. Netop mangfoldigheder er et fremtrædende og karakteristisk begreb for Deleuzes forfatterskab. Et af de steder hvor Deleuze behandler forholdet mellem mangfoldighed og begrænsning i relation til vi menneskers oplevelse af verden, er i bogen Anti-ødipus, der udkom i 1972 i Frankrig. Anti-ødipus Dette værk, som Deleuze skrev i nært samarbejde med psykoanalytikeren Félix Guattari ( ), placerede ham for alvor på det filosofiske verdenskort. Guattari var meget politisk aktiv i 1960'erne og havde gjort det til sit projekt at beskrive, hvordan det sociale og politiske felt var underbygget af underbevidste processer. Omdrejningspunktet for dette værk var netop forsøget på at vende tænkningen væk fra fokusering på konflikt og mangel. Deleuze og Guattari indførte begrebet Anti-ødipus som respons på, hvad de beskriver som en underbevidst repression i samfundet. Det ødipale begær i den freudianske tradition beskrives af Deleuze og Guattari som en repressiv og negativ funktion, der har til formål at tilpasse menneskets kaotiske og inderste begær til en samfundsnorm, således man kan fungere på en kvalificeret måde i dette samfund. Begæret skal tilrettes samfundet i forhold til en overordnet plan, en transcendent værdi for hvad det 16

17 vil sige at være en normal borger. Det er begæret i en Freudiansk forståelse, der får mennesket til at ville sin egen undertrykkelse. Identitet, forstået som et statisk subjekt, så Deleuze og Guattari som et udtryk for en repression af mennesket. Og fordi vi ønsker subjektets stabilitet, ønsker vi også vores egen undertrykkelse (Carter 2004). Imod denne type begær indfører Deleuze og Guattari begrebet antiødipalt begær. Dette anti-ødipale begær er karakteriseret ved ikke at være rettet mod noget, men derimod ved at være en del af alle forhold, alt liv. Begæret er den positive kraft, der skaber forbindelser mellem alle verdens objekter og fænomener. For at begrebsliggøre det anti-ødipale begær, uden samtidig at nedsætte rammer for denne skabende kraft, benytter Deleuze og Guattari i efterfølgeren til Anti-ødipus, Tusind plateauer, begrebet rhizom. Rhizom Rhizomet beskrives i Tusind plateauer som en modsætning til en træ-lignende struktur. Et begreb Deleuze og Guattari benytter til at forklare, hvordan en bestemt type tænkning producerer en distinkt orden, der er afgrænset og har en retning. I følge Deleuze og Guattari fungerede den tidligere vestlige filosofi ved, at den danner begreber, der tildeles en afgrænset form og et regelsæt for, hvordan disse kan bruges, og hvad de beskriver. Der er således altid et udgangspunkt eller startpunkt, hvorudfra den enkelte ide er defineret. Herfra udvikles ideen som en dikotomi, der kommer til at lægge grunden for en hierarkisk og træ-lignende opbygning. På den måde er de træ-lignende strukturer bygget op omkring en binær logik, der ikke kan beskrive de mangfoldigheder, der ligger udover logikken uden at henvise til en transcendent værdi. I modsætning til de træ-lignende strukturer er rhizomet særegent ved at: og Et rhizom begynder ikke og ender ikke; det er altid i midten, mellem tingene, et mellemværende, intermezzo. (Deleuze og Guattari 2005, s. 34) (...) Et hvilket som helst punkt på rhizomet kan og bør forbindes med et hvilket som helst andet punkt (Deleuze og Guattari 2005, s. 10). Rhizomet er altså et mønster uden begyndelse eller slutning, hvori alle punkter er forbundet med alle andre. Hvilket er helt forskelligt fra en træ-lignende struktur, der netop har en begyndelse og et endeligt antal forbindelse. Når man for eksempel undersøger verden med en strukturalistisk til gang, vil man finde og beskrive de træ-lignende 17

18 strukturer. Deleuze havde mod sat dette til formål at blotlægge det kaotiske mulighedsfelt alverdens fænomener eksisterer i. Dette er også grunden til, at han benytter sig af rhizomet som beskrivelse af verdens sammenhænge. Rhizomet fremstiller nemlig forbindelsen mellem alle ting i deres virtualitet og afspejler en grundlæggende forståelse hos Deleuze; nemlig forholdet mellem det virtuelle og det aktuelle. ( ) the founding difference in Deleuze s ontology is the one between the virtual and the actual. (...)[T]he virtual, which is an intensive field of becomings consisting of different spatio-temporal processes, is as real as the actual: the virtual is real without being actual, ideal without being abstract. The actual is only the latest result of these intensive processes and the actual is what occupies us the most ( ) (Sørensen 2003, s. 53). Når rhizomet indeholder alle mulige forbindelser og beskriver både det virtuelle og det aktuelle, beskriver det også de muligheder, vi har for at bevæge os væk fra et aktualiseret territorium. Således er rhizomet en måde at forbinde sig til et mulighedsfelt, der strækker sig langt ud over hverdagens. Rhizomet er en måde at deterritorialisere det aktuelle og skabe en bevægelse i en ny retning. Denne bevægelse, der gør det muligt at skabe udvikling uden at hænge den op på det aktuelles fortid og fastgroede tankemønstre, kalder Deleuze en flugtlinie. Flugtlinien Når alle forbindelser er mulige indenfor rhizomet, er der ikke noget, der bryder ud eller frigør sig fra denne struktur. Derfor er flugtlinier en henvisning til en tilblivelse af noget, der ligger ud over det aktuelle. De repræsenterer mulighederne for opbrud, mulighederne for at deterritorialisere det aktuelle, for at skabe grobund for en reterritorialisering af en ny aktualitet. Flugtlinierne er i tråd hermed indlejret i den sociale realitet, og ifølge Deleuze er de et udtryk for vilkåret i det moderne samfund. Her er individer og grupper ikke defineret ud fra indre eller ydre modsætninger, men snarere som nye måder at aktualisere det mulige, det vil sige som mangfoldige flugtlinier. Således er flugtlinierne et begreb Deleuze og Guattari bruger til at beskrive et udviklingsmoment, der ikke forudsætter en forkastelse af det eksisterende, men som stadig giver mulighed for at bryde organiseringer op og lade dem falde på plads på en ny måde. 18

19 Deleuzes forandringspotentiale Deleuzes forfatterskab indeholder mange af de ting, jeg ser som poststrukturalismens potentiale i forhold til at inspirere organisationsteorien. Nok virker tankegangen i første omgang meget abstrakt, men går man lidt mere i dybden, viser der sig et forandringspotentiale, der overgås af de færreste andre filosoffer. Deleuze har en tydelig dagsorden om at ændre verden ved at åbne vores øjne for alle de muligheder, vi går og skjuler for os selv ved at begrænse os til kendte tankemønstre. Således giver Deleuze og Guattari på deres karakteristiske måde et bud på, hvordan man bør beskrive og forholde sig til verden: (...) skriv i slogans: Dan et rhizom og ikke en rod, plant aldrig! Udså ikke, sæt stiklinger! Vær hverken enhed eller mangfoldighed, vær mangfoldigheder! (...) Pas på med de passende ideer (Godard). Få kortvarige ideer. (Deleuze og Guattari 2005, s. 34) Alle organisationer har ifølge Deleuze og Guattari et formål, og i nutidens verden er dette formål kapitalistisk. Men det er ikke en nødvendig kvalitet ved organisationen. Man bør ifølge Deleuze og Guattari forsøge at skabe organiseringer, hvis formål er et andet end det kapitalistiske for på den måde at kunne give mulighed for virkelig forandring. Forandring kræver nemlig uforudsigelighed for at kunne kalde sig virkelig forandring, ellers er det bare en uddybning af det eksisterende. I det nuværende samfund, hvor indlejringen af det kapitalistiske system gør, at vi har en specifik målestok for evaluering af forandring, er de måder hvorpå forandringer kan udfolde sig begrænsede. For at sprænge rammerne for forandringens muligheder må vi indføre en ny skala, der vurderer forandring ud fra i hvor høj grad den er i stand til at frigøre begæret, mangfoldigheden og kreativiteten. Således kan det ses som et mål for Deleuze og Guattari at være inspirationskilder for udviklingen af en organisationsteori, der er ydmyg i sit udgangspunkt. En teori, der ikke påtvinger verden bestemte normer, men som er åben for nye normer og definerer nye forbindelser (Carter 2004). En sådan rhizomatisk teori vil kunne bryde med en statisk organisationstanke og give muligheden for reel forandring. Ved at lade sig konfrontere med Deleuze og Guattaris tankegods åbnes der op for muligheden for at tænke organisationen på en ny måde, fordi det i denne konfrontation er muligt at forfølge en flugtlinie og dermed opnå reel nyskabelse frem for reproduktion af det eksisterende. Men hvorfor skal man overhovedet beskæftige sig med poststrukturalismens metaforer og metoder, når det i bund og grund handler om at se på, hvordan man konkret kan ændre 19

20 måden, man former og styrer en organisation. Her mener jeg, at det er passende at inddrage erkendelser hentet fra Gareth Morgans Images of organization (1997). Images of organization Morgan laver en parallel mellem teori og metafor for på samme måde at se organisationer på nye måder. I bogen Images of organization indleder han med følgende bemærkning og præmis: All theory is metaphor (Morgan 1997, s. 5) hvilket giver ham mulighed for at introducere en mængde nye vinkler på organisationsanalyse. Hans udgangspunkt er, at organisationer former sig efter de beskrivelser, der er af dem, og at enhver beskrivelse vil belyse nogle områder. På den måde giver metaforen som analysetilgang helt nye og vidt forskellige beskrivelser af den samme organisation, og bibringer et stort antal nye måder at forstå og forholde sig til den givne organisation. Dog medfører tilgangen samtidigt en udfordring for, hvordan man opdager det, metaforen ikke viser: altså de steder metaforen skjuler visse dele af organisationen ved at italesætte andre. Man kan sige, at metaforen betinger diskursen og dermed det synlige og det sigelige. Ved at bruge metaforen som indgangsvinkel i analysen af organisationer: ( ) we quickly appreciate that no single theory will ever give us a perfect or all-purpose point of view. We realize that the challenge is to become skilled in the art of using metaphor: to find fresh ways of seeing, understanding, and shaping the situations that we want to organize and manage. (Morgan 1997; s.5) Morgan mener således at man må acceptere, at metaforen ikke giver et endeligt og altomfattende billede af en organisation, men at den i højere grad er en metode, man kan benytte til at forme sit billede af organisationerne. Således kommer metaforen, i det øjeblik man ligger sig fast på den, til at afgrænse de potentialer organisationen har for forandring. Morgans forslag til, hvordan man undgår denne begrænsning, er at benytte så mange forskellige metaforer som muligt og derved få så nuanceret en beskrivelse som ønsket. En anden løsning, og det forslag jeg ønsker at komme frem med i denne opgave, er at benytte nogle mere abstrakte metaforer eller teorier. Jeg mener altså, at det er interessant i denne sammenhæng at efterprøve de metaforer eller teoretiske retninger, der har til formål at åbenbare det skjulte uden at give anvisninger på, hvordan der etableres nye sandheder, der igen vil skjule eller fortrænge noget. Dette gør de blandt andet ved selv at indbefatte deres egen historik eller mulighedsfelt. Dette er karaktertræk, der netop 20

21 kendetegner de poststrukturalistiske teoriers dekonstruktion af magtrelationer og dermed kvalificerer den poststrukturalistiske organisationsteori i vores søgen efter en organisationsstruktur med virkeligt forandringspotentiale. De poststrukturalistiske teorimetaforer giver ikke et endeligt billede af, hvordan en forandring vil se ud efter dens gennemførsel. De skaber åbninger, der ikke lukkes igen. Udfordringen, som poststrukturalismen tager op, er således at accepterer tingenes midlertidige tilstand. Det er imidlertid også en pointe, det er værd at have med - at Foucault og Deleuze ikke har til formål at nedbryde verdens fundamentale strukturer, da de ikke mener, at dette er muligt. De mener derimod, at vi må forholde os til de små muligheder for forandring, hvilket i Foucaults genealogi betyder at redegøre for de historiske incitamenter, der ligger til grund for bestemte magtrelationer, og derved pille disse ned fra deres piedestal. Alt i alt at stille de forbudte spørgsmål og lufte de stemmer, magten har gjort tavs. I Deleuzes begrebsverden betyder det at indse, at den aktuelle sammensætning af forbindelser mellem ting i verden kun er et lille uddrag af alle de mulige forbindelser, der eksisterer i virtuel form. Og at man ved at forfølge helt nye veje ikke nedbryder noget, men derimod etablerer nye muligheder for aktualiseringer. Ved at sammenholde poststrukturalismens kamp mod de eksisterende strukturers dominans med det moderne markedskrav om organisatorisk fleksibilitet og forandringsparathed er det muligt at se, hvorfor denne temmelig svært tilgængelige og antiautoritære filosofiske retning er begyndt at få indflydelse på et felt, der er kvalitativt anderledes i sit grundlag. Men hvordan kan styring af en organisation foregå i lyset af poststrukturalistiske erkendelser? Poststrukturalistisk ledelse Gareth Morgan beskriver problemet således: One of the major paradoxes facing modern managers is that they need to combine a high tolerance of ambiguity and openness to competing views with the need to create a closure that allows them to go forward in a positive way (Morgan 1997, s.430). Den poststrukturalistiske organisationsteori giver ingen konkrete handleplaner eller metoder, men den udstikker nogle retningslinjer og retter opmærksomheden mod de steder, hvor en organisation har tendens til at gøre, som man plejer. Det er netop ved at skabe sig en bevidsthed om det, man tager for givet - det der fungerer som en urørlig 21

22 sandhed, at det er muligt at skabe en positiv forandring i en helt ny retning. Man skal så at sige finde ud af, hvor man står som organisation, og hvilke magtrelationer der er på spil, før den virkelige nyskabende forandring kan gennemføres. Men også i den kontinuerlige forandring kan der åbnes op for at den moderne leder forsøger at undgå en undertrykkende magtudøvelse for derved at øge medarbejdernes engagement og kreativitet (Hatch 1997). Det er således nødvendigt for lederen at være i stand til at reflektere over, hvordan hans/hendes brug af tilgængelige magtmidler modtages blandt medarbejderne. Og i stedet for at undertrykke eventuel modstand, hvilket risikerer at medføre et dårligt resultat, må han kunne sætte sig ind i og anerkende den som et udtryk for medarbejdernes modmagt (Hatch 1997). Udøvelsen af magt og kontrol er ikke noget, der kan undgås i en organisation, men det kan vise sig at være produktivt for ledere at se potentialet i en eventuel modstand og se det som flugtlinier, der åbner op for nye måde at aktualisere organisationen, frem for at lukke af for disse stemmer og dermed begrænse mulighedsfeltet. En af de måder man kan sørge for at gøre det acceptabelt for en leder at lade de stemmer der opstår i relation til magten blive hørt, er at lade historien om de nuværende strukturers tilblivelse blive fortalt. Ved at fastholde anetræet for den aktuelle struktur kan det blive lettere at gøre op med denne, netop ved at henvise til at den ikke er en transcendent størrelse, men derimod den seneste form i en fortløbende proces. For eksempel kunne man huske på, hvordan 90 ernes organisationsteoretiske fokus på narrative og symbolske forhold i organiseringsprocessen medførte en trend, hvor fortællingen og italesættelsen af organisationskulturen blev det grundlæggende princip for ledelsesstrategierne. På den måde er nogle af de erkendelser man i ledelsessammenhænge kan tage med sig fra poststrukturalismen opmærksomheden på mangfoldigheden og på strukturernes midlertidige status. Konklusion Når jeg i denne opgave har beskæftiget mig med poststrukturalismen som udgangspunkt for organisationsteori og praksis, sker det for at markere et skift væk fra den traditionelle modernistiske forestilling om organisationer, hvis fokus er at sikre stabiliteten i en organisation. I stedet ønsker jeg at tegne omridset af en ledelsesstil, der har fokus på at gøre organisationen så forandringsdygtig som muligt. Denne fokus på forandringsparathed 22

23 er opstået som følge af den hastighed, hvormed det globale marked ændrer sig. Det har gjort det interessant for ledelsesteoretikere at finde inspiration utraditionelle steder som for eksempel i poststrukturalismen. Dette sker på trods af, at poststrukturalismen fandt sit holdepunkt i et opgør med netop de statiske og fastlåsende strukturer, som blandt andet det kapitalistiske system repræsenterer. At poststrukturalister så som Michel Foucault og Gilles Deleuze ikke giver en løsningsmodel for, hvordan forandringen skal foregå, er netop argumentet for at indhente indsigter fra disse filosoffer. Og måske kommer de netop til at virke inspirerende for organisationsteoretikerne, fordi det, de kræver af organisationerne, på mange måder er en dekonstruktion af organisationerne selv. Man må dog holde sig for øje, at organisationernes dekonstruktion af sig selv altid vil være afhængig af en efterfølgende re-konstruktion. Den store udfordring ligger således i at kunne fastholde og skabe organisationen uden at forfalde til den modernistiske holdnings normative strategier. Således kan det være nødvendigt at opløse normgrundlaget for en given organisering med jævne mellemrum - for derigennem at etablere nye, der fungerer samtidigt med en viden om deres oprindelse. Man skal så at sige sørge for, at arret efter den sidste omstrukturering stadig kan ses, således at den historiske etablering af magt forbliver synlig. På den kan man måske opnå, at erkendelsen om at det hele kunne have set anderledes ud aldrig forsvinder. Diskussion Hvor vidt det nogensinde vil være muligt for virksomheder og andre former for organisationer, der fungerer i nutiden økonomisk system og er underlagt bundliniens modernistiske spændetrøje og bureaukratiets jernbur, kan det være svært at spå om. Men at der er sket noget i den måde, vi forholder os til moderne organisationer, er der imidlertid ikke tvivl om. Flere gange har danske forskere udtrykt deres bekymring over de forhold nutidens arbejdsforhold i medierne. En bekymring, der handler om, at flere medarbejdere rundt omkring på de danske arbejdspladser bliver sygemeldte med stress, og at denne tendens ikke ser ud til at vende. En af årsagerne til den øgede stressmoment på arbejdspladser kan ligge i netop den problematik, jeg har behandlet i denne opgave. Det kan virke oplagt at antage, at der en sammenhæng mellem virksomhedernes krav om større og større fleksibilitet og forandringsparathed fra deres medarbejdere og mængden af 23