Notatet kommenterer vismændenes (DØR s) diskussionsoplæg til mødet i Det Økonomiske Råd den 27. maj 2014.

Transkript

1 AE s kommentarer til Vismandsrapport maj 2014 Notatet kommenterer vismændenes (DØR s) diskussionsoplæg til mødet i Det Økonomiske Råd den 27. maj Kontakt Professor og formand for AE Direktør Per Kongshøj Madsen Lars Andersen Tel: Tel: pkm@ae.dk la@ae.dk 1 Konjunkturvurdering Vismændene venter en økonomisk vækst på 1,4 pct. i 2014, 2 pct. i 2015 og 2,4 pct. i Sammenlignet med vismændenes efterårsrapport 2013 er der tale om en mindre nedjustering af væksten i alle år. Det trods alt pænere vækstbillede trækkes især af en vending i den hjemlige efterspørgsel, men også af en acceleration i eksporten i lyset af en bedre ventet vækstsituation i udlandet. Importen gearer imidlertid også markant op i takt med den hjemlige efterspørgsel, hvorfor udenrigshandlen samlet set trækker ned i væksten de kommende år. Beskæftigelsen (summen af privat og offentlig) ventes at stige med ca personer i år og næste år, mens der i 2016 ventes en stigning på personer. AE er overordnet set enig i det vækstbillede, der tegnes, og de udsigter, der ses for arbejdsmarkedet i 2014 og Sammenlignet med AE s martsprognose 2014 har vismændene en noget mere positiv vurdering af den hjemlige efterspørgsel, ikke mindst det private forbrug, mens man modsat er mindre optimistisk, hvad angår eksport og dermed bidrag fra udenrigshandlen. Der har her i starten af 2014 været flere og flere tegn på, at der langt om længe er ved at komme gang i den hjemlige efterspørgsel og dermed dansk økonomi. Samtidig tegner situationen på arbejdsmarkedet også bedre. Beskæftigelsen målt i hoveder har været stigende igennem 2013, og fuldtidsbeskæftigelsen er ifølge nye tal steget mærkbart i 1. kvartal Generelt tegner indikatorerne også fra arbejdsmarkedet mere positivt end set længe i starten af De enorme opsparingsoverskud i den private sektor, som afspejles i den rekordstore betalingsbalance, viser, at der er penge i dansk økonomi og et stort potentiale for fremgang. Når det er sagt, så illustrerer nationalregnskabstallene fra 4. kvartal 2013, hvor BNP faldt med 0,6 pct., at vækstsituationen fortsat er skrøbelig. Det er derfor tidligt at løfte armene. Væksten, der vurderes at ligge lidt over det underliggende vækstpotentiale, betyder, at output-gabet mindskes i prognoseperioden. Når det er sagt, skal det bemærkes, at vismændene vurderer, at der fortsat er megen ledig kapacitet i dansk økonomi. Kapacitetsudnyttelsen målt på både beskæftigelses- og output-gab er nedjusteret sammenlignet med tidligere. I 2014 er output-gabet justeret fra et minus på 3,2 pct. i efterårsrapporten til nu minus 3,8 pct. svarende til, at BNP i 2014 ligger godt 70 mia. kr. under konjunkturneutralt niveau. I 2016 vurderes output-gabet nu til minus 2,4 pct. (mod 1,1 pct. i efteråret 2013) svarende til 40 mia. kr. i overkapacitet. Den store overkapacitet skal primært ses i lyset af overkapacitet på arbejdsmarkedet, hvor vismændene vurderer, at beskæftigelsen i 2014 ligger personer lavere end det strukturelle/konjunkturneutrale niveau. Samtidig stiger den strukturelle beskæftigelse markant ud i tid, hvorfor den faktiske beskæftigelse skal stige med ikke mindre end personer frem mod 2020 for blot at følge strukturerne. Sidstnævnte vurderes at stige med personer frem mod Det må samtidig bemærkes, at konjunkturgabet først lukkes i 2020 mod tidligere vurderet i Den strukturelle beskæftigelse stiger især som følge af de mange reformer, der er lavet i dansk økonomi gennem mange år og til dels af, at den befolkningsmæssige udvikling i modsætning til tidligere nu også skubber positivt bagpå. Udviklingen på arbejdsmarkedet, inklusive konjunkturgenopretningen, svarer til, at beskæftigelsen i gennemsnit efter 2013 skal stige med personer per år. Der-

2 med vil arbejdsmarkedet alene set fra økonomiens udbudsside for given produktivitetsvækst bidrage til BNP-væksten årligt med omkring 1. pct.enhed. Det er meget markant. AE er enig i, at der fortsat er en betydelig mængde ledige ressourcer i dansk økonomi, herunder ikke mindst på arbejdsmarkedet. Vismændenes vurdering og fremskrivning understreger samtidig, at det ikke er udbudssiden i økonomien, herunder strukturerne på arbejdsmarkedet, der bremser væksten i dansk økonomi, når vi kigger ud i tid. At beskæftigelsen skal stige med personer for blot at følge med strukturudviklingen og normaliseringen af konjunkturerne understreger dette med al tydelighed. Der er derfor aktuelt ikke brug for nye større reformer, der øger arbejdsudbuddet i dansk økonomi. Fokus bør i stedet ligge på at få gang i den hjemlige efterspørgsel igen, herunder investeringerne, at få løftet produktivitetsvæksten, og ikke mindst at få løftet uddannelsesniveauet for befolkningen, så det i højere grad matcher efterspørgslen ude i fremtiden. Vismændene venter, at en offentlig saldo på 1¾ pct. af BNP i år, 2¾ pct. af BNP i 2015 og 2 pct. i Det er altså vurderingen, at vi i 2015 kommer til at ligge lige under EU's grænse omkring maksimalt 3 pct. underskud. Vismændene vurderer, at den strukturelle saldo på trods heraf ligger under minus ½ pct. der er grænsen i budgetlov samt EU's mellemfristede mål. Frem mod 2020 forbedres den strukturelle saldo mærkbart, og vurderingen er, at vi i 2020 står med en positiv strukturel saldo på ¾ pct. af BNP. På trods heraf advarer vismændene om, at vi let kan komme til at overskride de finanspolitiske grænser, hvis konjunkturerne viser sig svagere end ventet, eller hvis ikke de offentlige investeringer falder som ventet. AE s vurdering af den faktiske offentlige saldo er noget mere positiv i både 2014 og Vi har umiddelbart svært ved at se nogen nævneværdig underliggende forbedring (fx renset for PAL-skat og fremrykket kapitalpension) af de offentlige finanser i vismændenes prognose gennem prognoseårene på trods af en rimelig markant vending i den hjemlige efterspørgsel og på trods af flere i beskæftigelse i 2014 og Det virker som om, vismændene ikke rigtig tror på tallene for 2013, der danner udgangspunkt for vurderingen fremadrettet. Udgifterne til forbrug og investeringer i det offentlige har de senere år ligget markant under det, der var budgetteret med. Vismændene anbefaler, på linje med AE, at man bruger de penge, der er afsat i de offentlige budgetter til forbrug og service hverken mere eller mindre. Vismændene kunne dog med fordel have analyseret betydningen af det markante underforbrug, herunder hvorfor det tilsyneladende ikke slår mere igennem på opgørelsen af den historiske strukturelle saldo og/eller finanseffekten. Meldingerne via pressen fra kommunerne er, at man kører med stor sikkerhedsmargin for ikke at risikere overskridelse og dermed økonomisk sanktion. Er det tilfældet, kan vi også fremadrettet forvente at se underforbrug en risiko der må ligge helt på linje med den risiko, der skitseres i rapporten, nemlig at de offentlige investeringer ikke falder som ventet frem mod

3 2 Økonomisk politik DØR vurderer, at finanspolitikken har bremset væksten de seneste tre år, at der i år er positivt bidrag til væksten, mens der næste år igen er en finanspolitisk opbremsning målt på finanseffekten. I lyset af den forventede konjunkturgenopretning vurderes det som hensigtsmæssigt, at finanspolitikken gradvist strammes fra og med 2015 (der er ingen vurdering for 2016). Det sidste skal bl.a. ses i lyset af, at den offentlige saldo næste år forventes at ligge tæt på 3-pct.grænsen. Det anføres imidlertid samtidig, at det vil være naturligt at udskyde stramningerne af finanspolitikken, hvis konjunkturerne bliver svagere end ventet, men omvendt at der næppe vil være plads til at undlade at stramme, hvis man vil undgå at komme i konflikt med de finanspolitiske regler. Der skal ikke herske tvivl om, at vi på et tidspunkt bliver nødt til at stramme finanspolitikken for at sikre en buffer, der senere kan anvendes til nye finanspolitiske lempelser i tilfældet af ny konjunkturmæssig nedgang. Med ejendomsværdiskattestoppet er der fjernet en vigtig automatisk stabilisator, hvorfor konjunkturmodløbende finanspolitik er endnu vigtigere. I lysets af vismændenes tidligere finanspolitiske tommelfingerregel i relation til outputgabet og den fortsat massive overkapacitet, der hersker i dansk økonomi, samt anbefalingerne fra sidste rapport, virker en opstramning allerede i 2015 som meget tidlig. AE anbefaler, at finanspolitikken ikke strammes, før vi har set en ordentlig vending i dansk økonomi. Erfaringerne med genopretningspakken fra 2010 viser, at man skal passe meget på med at stramme, før økonomien er i et selvbærende opsving. Den strukturelle saldo ligger ifølge vismændenes egne beregninger (tabel I.7) på minus 0,1 pct. af BNP i 2015 og derfor mærkbart over kravet på minus ½ pct. Den faktiske saldo balancerer derimod ifølge vismændene lidt overraskende på kanten af EU's krav. De strenge finanspolitiske krav, der i øvrigt stilles spørgsmålstegn ved i kapitel 2, kan således igen tvinge Danmark til at bremse finanspolitikken i en situation, hvor det er uhensigtsmæssigt. Der er med meldingerne fra bl.a. kommunerne stor risiko for fortsat underforbrug i den offentlige efterspørgsel til skade for vækst og beskæftigelse i dansk økonomi. Det er afgørende, at det offentlige bruger de penge, der er afsat til forbrug og investeringer hverken mindre eller mere. Vismændene ser generelt positivt på forslaget til beskæftigelsesreform, men anfører at de fleste undersøgelser ikke bekræfter, at uddannelse er en forholdsvis sikker vej til beskæftigelse. AE stiller sig tvivlende i forhold til, om man kan sige, at det er de fleste undersøgelser, der viser dette. Samtidig skal man huske på, at uddannelsesaktiveringen, som vi kender den i dag, meget sjældent giver ufaglærte en erhvervskompetencegivende uddannelse. Regeringens beskæftigelsesreform har netop til hensigt at løfte ufaglærte ledige til faglærte. Derfor kan det uddannelsesløft, reformen lægger op til, heller ikke sammenlignes med uddannelsesaktiveringen, som vi kender den i dag. Det er to vidt forskellige ting. Vismændene bemærker, at analyser har påvist positive effekter af samtaler i jobcentre, mens der ikke er foretaget analyser af samtaler hos a-kasser. Det er på denne baggrund ikke oplagt, at det er en god ide at forankre samtalerne i a-kasserne frem for i de kommunale jobcentre. AE har følgende tre bemærkninger: Den analyse, der formentlig henvises til, er analysen Hurtigt i gang 2 som beskrevet i Effekter af samtaler i den aktive arbejdsmarkedspolitik, Michael Rosholm & Michael Svarer I analysen blev der foretaget forsøg med en forøget indsats, der blandt andet indebar mere samtale. Primært på den baggrund konkluder Rosholm og Svarer, at der ser ud til at være en positiv effekt af samtaler 3

4 for nyledige. Det er ikke en særlig stærk konklusion. Bemærk for det andet, at analysen ikke siger noget om, hvorvidt jobcentrene er gode eller dårlige til at gennemføre samtaler. For det tredje bemærkes det, at der faktisk er lavet en sammenligning af effekten af samtale i jobcentre kontra a-kasser i Københavns Kommune, hvor man på forsøgsbasis har haft en samarbejdsaftale. Vurderingen er her, at der er gode jobeffekter i samarbejdet, og at de opnåede jobeffekter generelt er på niveau med jobcentrene. I tilgift hertil er de jobsøgende, der behandles i a-kasserne, generelt mere tilfredse med indsatsen, end de, der behandles i jobcentret. Se Evaluering af samarbejdet mellem Københavns Kommune og a-kasserne, mploy Vismændene er positive over for loven om løbetidsforlængelse rettet mod at redde i første omgang de mange flekslånere sekundært dansk økonomi i tilfælde af store rentestigninger. De anføres dog samtidig, at man fortsat bør overveje, om ikke lånegrænserne for rentetilpasningslån skal være lavere end for fast forrentede lån. AE er enig i begge forhold, om end lånegrænserne først bør justeres, når boligmarkedet er blevet stabilt. 4 Holdbarhed og generationsfordeling Vismændenes lange fremskrivning viser, at arbejdsstyrken vil vokse markant ud i tid. Fra med personer, med yderligere personer frem mod 2040, og i år 2100 ventes arbejdsstyrken at være udvidet med personer sammenholdt med i dag. Vismændene vurderer, at finanspolitikken for alle praktiske formål er holdbar dvs. at gælden ikke eksploderer givet den befolkningsmæssige sammensætning og det offentlige velfærdssystem, vi kender i dag. Som følge af primært forskellig størrelse på generationerne over tid, der er henholdsvis inden og uden for arbejdsstyrken, står vi ifølge vismændene efter 2030 over for en længere periode med strukturelle underskud på de offentlige finanser en situation, der dog vender senere igen den såkaldte hængekøje. På trods af den lange periode med underskud viser vismændene, at den offentlige nettogæld vokser begrænset og holder sig under 30 pct. af BNP. Det anføres, at ØMU-gælden 1 kan nå op i nærheden af 60 pct., der er EU's kritiske målestok. I vismændenes fremskrivning forudsættes, at nominalprincippet på punktafgifter begynder igen fra 2021 til Men det er ikke fremskrivning af gældende politik at antage, at punktafgifterne udhules igen efter 2020, når man med skattereformen fra 2012 har ophævet udhulingen. Holdbarheden vil være 7¾ mia. kr. bedre svarende til 0,4 pct. af BNP, hvis det mere reelt blev antaget, at punktafgifterne indekseres med inflationen. Dertil kommer, at holdbarheden forbedres yderligere med knap 6 mia. kr., hvis ejendomsværdiskattestoppet efter 2020 ikke fortsætter. Uden skattestop efter år 2020, svarende til det, Finansministeriet forudsætter, ender vi med vismændenes fremskrivning med overholdbare offentlige finanser på 11½ mia. kr. Betydningen af vismændenes fortsatte skattestop ses både i hængekøjen, der reduceres, og ikke mindst i udviklingen i nettogælden, der aldrig kommer over 20 pct., og som efter 2050 falder kraftigt og ender som offentlig nettoformue efter Der er således på det lange sigt en reduktion af nettogælden på ikke mindre end 35 pct. af BNP (Figur II.3) Konsekvensen er, at ejendomsskatternes og punktafgifternes andel af BNP gradvist vil reduceres mod 0 pct. på lang sigt. Det synes urealistisk. DØR begrunder metodevalget med, at der ikke er vedtaget indeksregler efter 2020 (afsnit II.2). Til sammenligning er der heller ikke nogen indeksregel, der sikrer, at det offentlige forbrug skal følge BNP på lang sigt. Alligevel er dét en helt central antagelse i DØR s langsigtede fremskrivning. AE mener, at man burde følge det samme fornuftige fremskrivningsprincip i forhold til ejendomsskatter og punktafgifter. Uanset hvad illustrerer beregningerne, hvor dyrt skattestoppet er, og hvorfor det bør afskaffes hurtigst muligt. Vismændenes langsigtede fremskrivning er lavet i den økonomiske strukturmodel DREAM. Frem til 2020 er en række nøglevariable lagt fast baseret på en fremskrivning med konjunkturmodellen SMEC. - Herunder de offentlige investeringer. Efter 2020 slippes DREAM gradvist løs. Derved stiger de of- 1 ØMU-gælden er en bruttogæld, der ikke tager højde for, at det offentlige også har finansielle aktiver, herunder ejerskab af virksomheder, penge i Nationalbanken mv. 4

5 fentlige investeringer med ½ procent af BNP i resten af fremskrivningen. AE vurderer på baggrund af materialet i rapporten, at det må svare til et løft i investeringsniveauet på omkring 20 procent. Årsagen er, at investeringsniveauet i perioden frem til 2020 i SMEC er for lavt til at sikre en omkostningseffektiv produktion i den offentlige sektor i DREAM. AE mener, at såfremt DØR mener, at forudsætningerne i DREAM er rigtige, så burde ovenstående give anledning til seriøse overvejelser af, om investeringsniveauet skal forøges langt tidligere. Hvis DØR mener, at forudsætningerne i DREAM er forkerte, så er dette en afgørende kilde til undervurdering af den finanspolitiske holdbarhed og ligeså en afgørende kilde til overvurdering af problemet med hængekøjen i forhold til at undgå, at den faktiske saldo falder under EU s 3 procent-grænse. Den såkaldte hængekøje skyldes ifølge vismændene især to faktorer: Faldende provenu fra Nordsøen samt demografien. Hvad sidstnævnte angår, forventes befolkningen at leve længere og længere, og samtidig er der stor forskel på de generationer, der er inden henholdsvis uden for de arbejdsdygtige aldre. Stigende levealder er en permanent trend, mens generationsbølgerne (forskellen mellem store og små årgange) medfører midlertidige, men ret langvarige udsving i den offentlige saldo. De finanspolitiske svar på de to udfordringer er vidt forskellige. Med en holdbar finanspolitik og et enormt skjult skatteaktiv i form af udskudte pensionsskatter er det ifølge vismændene vanskeligt at se, at finanspolitikken ikke også er troværdig. Vismændene vurderer således, at den danske stat har et tilgodehavende i den danske pensionssektor på mere end 60 pct. af BNP (svarende til ca mia. kr.), hvilket skyldes, at man trækker pensionsindbetalingerne fra i skat og så først beskatter på udbetalingstidspunktet. Blev de mange penge medregnet i den officielle nettogæld, ville vi have offentlig nettoformue i alle år frem (til 2075). Indregnede man samtidig forrentningen af de skjulte skatteaktiver i den offentlige saldo, ville den blive forbedret med 3 pct. af BNP og hængekøjeproblemet ville forsvinde som dug for solen. Ud over Nordsøprovenu og generationsbølger må hængekøjen også ses i lyset af opbygningen af det danske pensionssystem. Det danske pensionssystem og de enorme udskudte skatter er et ret unikt fænomen i international sammenhæng. Vismændene konkluderer i det lys, at hverken den offentlige saldo eller den offentlige gæld giver noget særlig præcist billede af de offentlige finanser sundhedstilstand. AE er enige i at de officielle finanspolitiske mål, hvad angår offentlige saldo og gæld, ikke tager højde for den specielle danske situation, hvorfor vi får undervurderet de offentlige finansers sundhedstilstand. AE har tidligere foreslået, at der i forbindelse med opgørelsen af den danske offentlige gæld laves et tillæg, der viser størrelsen på det skjulte skatteaktiv i pensionssektoren. Vismændene vurder samlet, at hængekøjen mere er et juridisk problem end et reelt økonomisk problem. Ligesom det IKKE anses for optimalt, at man i hvert enkelt år forsøger at opretholde balanceret budget i en økonomi, der løbende udsættes for stød, og hvor der kan være brug for gældsfinansierede fornuftige offentlige investeringer. Alligevel er hængekøjen et problem i praksis, fordi den ventes at bringe Danmark i konflikt med EU's budgetgrænser og de finanspolitiske krav i budgetloven. Løsningen på dette paradoks er ifølge vismændene i første omgang at få ændret EU's finanspolitiske grænser i en mere fleksibel retning, der tager hensyn til den forskellige finanspolitiske indretning i de forskellige lande, herunder det danske pensionsguld. Alternativt at vi får lov til at indregne de udskudte pensionsskatter i den offentlige gæld samt den del af det løbende pensionsafkast, der alligevel en dag vil blive beskattet. Hvis ikke vi kan få ændret de finanspolitiske regler, herunder i budgetloven, kan vi blive tvunget til enten at sætte skatterne op, at spare på de offentlige udgifter eller at lave flere nye reformer. Problematikken er her, at finanspolitikken da vil blive (endnu mere) overholdbar, så de fremtidige generationer kan tilbagerulle opstramningerne igen. Dermed opstår spørgsmålet om en finanspolitisk byrdefordeling mellem generationerne nogle generationer vil tabe, andre vil vinde. Kan man ikke få ændret de finanspolitiske grænser, foreslår vismændene at fremrykke beskatningen af ratepensioner, når vi begynder at nærme os hængekøjetidspunktet. Ved kun at fremrykke beskatningen på dele i pensionssystemet sikres, 5

6 1) vi undgår hængekøjen, 2) det vil ikke ændre de enkelte generationers samlede skattebetaling og deres nettobidrag til det offentlige over livet og 3) at overskuddene ikke bliver så store, at det frister politikerne til at bruge løs. Bruger politikerne løs, kommer vi nemlig til at mangle pengene, når folk skal på pension, og finanspolitikken vil ikke længere være holdbar. Analysen af hængekøjen i relation til den unikke danske pensionsformue er meget vigtig, om end man godt kunne have ønsket den tidligere i lyset af de senere års økonomiske debat. Var den kommet før, kunne vi have undgået unødige diskussioner om finansmarkedernes tillid til dansk økonomi og ikke mindst de offentlige finanser med en stor trussel om stigende renter, der vil være gift for dansk økonomi, se fx Vi kan jo ikke låne os til velfærd, januar Vi ville ligeledes have kvalificeret debatten om årsagen til hængekøjen og løsningerne herpå. Flere organisationer har oven på reformbygen således slået fast, at det ikke var nok, at der var brug for endnu flere reformer, netop med henvisning til hængekøjen, se fx Dagbladet Børsen onsdag den 16. maj AE er enig i, at man skal arbejde for få ændret de finanspolitiske grænser, så de i højere grad matcher de forskellige landes indretning og finanspolitiske holdbarhedssituation. Alternativt at vi på en eller anden måde får indregnet betydningen af vores pensionsformue i de offentlige finanser. Er det umuligt, anser vi det også for en fornuftig løsning at fremrykke dele af pensionsbeskatningen. For at mindske uhensigtsmæssig anvendelse kunne man med fordel binde provenuet her fra i en fond. Man burde i det hele taget opdele det offentlige budget i en driftsrelateret del og i en investeringsrelateret del. Det giver god mening at have regler for den driftsrelaterede del af budgettet, men det virker ikke hensigtsmæssigt at have meget firkantede regler for investeringerne uafhængigt af konjunkturerne. En opdeling af budgettet, så kravet til budgetunderskuddet især vedrører den driftsrelaterede del, ville i den nuværende situation gøre det muligt at stimulere væksten via investeringer for flere af de lande, herunder Danmark, der i dag er begrænsede af EU s henstillinger om opstramninger, men som samtidig ikke har store budgetunderskud og høj offentlig gæld. Vismændene har et delkapitel omkring livsindkomster og bidraget/trækket på de offentlige finanser på tværs af generationer helt tilbage fra årgang I forhold til de enkelte generationers nettobidrag finder vismændene, at generationer født før 1980 bidrager mere, end de trækker, på de offentlige kasser, mens generationerne efter er netto-modtagere. Det sidste skyldes, at disse generationer har deltaget i opbygningen af velfærdsstaten. Det beror blandt andet på en beregningsforudsætning, at alle individuelle offentlige udgifter fra fødselsåret påregnes barnets generation. AE finder generationsregnskaberne meget interessante, om end de må være usikre for de første generationer. AE mener dog, at man kan stille spørgsmålstegn ved, om beregningerne giver et retvisende billede af hvilke generationer, der netto har betalt til velfærdsstaten. Det beror på den omtalte beregningsforudsætning. Forældrene bidrager med skat, men i fravær af velfærdsstaten måtte de og ikke børnene bære udgiften til pasning, uddannelse og sundhed for deres børn. Således burde man anlægge den betragtning, at individuelle offentlige udgifter til børn tilfalder forældrene. 6

7 3 kapitel III - Ungdomsuddannelser Der er overordnet tre hovedpunkter i kapitlet om ungdomsuddannelser, som AE finder det væsentligt at kommentere. Hovedpunkterne er: 90 pct. af en årgang får en ungdomsuddannelse, så vi er ikke langt fra 95 pct.-målsætningen. Sammenligning af erhvervsuddannelser og studentereksamen viser, at personer, der kun har studentereksamen, har mindre indkomst frem til 10 år efter endt uddannelse, derefter højere end dem med erhvervsuddannelse. Giv tilskud til oprettelse af praktikpladser. Andel med en ungdomsuddannelse Vismændene skriver, at mere end 90 pct. af en ungdomsårgang får en ungdomsuddannelse. Dette er ikke langt fra regeringens målsætning på 95 pct. AE mener, at vismændene her adresserer en vigtig pointe. AE mener dog, at der ikke er nogen sikkerhed for, at uddannelsesmålet er nært. AE er således enig med vismændene i, at man ikke som udgangspunkt kan forvente, at andelen med en ungdomsuddannelse bliver ved med at stige, sådan som man har set i de senere år. Det er ikke utænkeligt, at det præcis er de sidste få procent op til 95, der vil være de mest vanskelige at nå. Derfor er det vigtigt, at vismændenes rapport ikke bruges som støtte for at lette foden fra uddannelsesspeederen og derved risikere ikke at nå målsætningen. Samtidig er det ikke fuldkommen uangribeligt, at det skulle være mere end 90 pct. af en årgang, der i dag får (mindst) en ungdomsuddannelse. Det er tilfældet, når man ser på unge 25 år efter 9. klasse, dvs. ved 40 års alderen men det er relevant at spørge, om det er den rigtige alder at opgøre ungdomsuddannelser for. Opgør man andelen med en ungdomsuddannelse efter 10 år, dvs. når de unge er ca. 25 år gamle, er det 84,4 pct., der får en ungdomsuddannelse med de seneste tal, jf. boks 3.1. Derudover er der vigtige forskelle på andelen med ungdomsuddannelse mellem forskellige grupper. Drenge får således i mindre grad ungdomsuddannelse end piger, og indvandrerdrenge får i lavere grad ungdomsuddannelse end øvrige drenge, jf. figur 1. Det understreger væsentligheden af en fortsat stærk indsats for at få flere unge (drenge) til at tage en ungdomsuddannelse. Boks 3.1. Andelen, der får en ungdomsuddannelse, fordelt på køn og herkomst Den andel af ungdomsårgang 2012 (dvs. afsluttede 9. klasse med skoleåret 2011/2012), der får en ungdomsuddannelse, er seneste opgørelse fra den såkaldte Profilmodel fra Uni-C under Undervisningsministeriet. Den viser, at mens 93 pct. af alle unge på årgang 2012 forventes at nå mindst en ungdomsuddannelse, så er det samme kun tilfældet for 87 pct. af unge med udenlandsk herkomst. Ser man på, hvor stor en andel, der opnår en ungdomsuddannelse efter 10 år, er billedet noget anderledes. Her når samlet set 84,4 pct. at få en ungdomsuddannelse og særligt blandt drenge med udenlandsk herkomst, er der en stor andel, som ikke får en ungdomsuddannelse, jf. figuren nedenfor, gengivet fra Profilmodel Pct ,4 85,5 75,1 86,6 Kilde: Undervisningsministeriet, profilmodellen på uvm.dk. 87,3 80,9 82,3 83,8 Alle Piger Drenge Alle Dansk herkomst Udenlandsk herkomst 69,5 Pct

8 Sammenligning af erhvervsuddannelse og gymnasiale uddannelser Vismændene sammenligner personer med en erhvervsuddannelse med personer, der alene har en studentereksamen som højst fuldførte uddannelse, for at sammenligne værdien af de to typer uddannelse. AE mener, det er vigtigt, at analysens resultater bruges varsomt. For det første sammenlignes en studieforberedende uddannelse med en erhvervskompetencegivende uddannelse, og dette sker på baggrund af et lille udsnit (ca. 10 pct.) af alle dem, der gennemfører den studieforberedende uddannelse. Vismændene bemærker selv dette og anfører, at der ikke er tale om måling af værdien af en gymnasial uddannelse. Alligevel sammenlignes de to grupper af alment gymnasialt uddannede, hhv. erhvervsgymnasialt uddannede. Sidstnævnte sammenligning kan efterlade det indtryk, at personer med en erhvervsgymnasial uddannelse er bedre rustet end personer med en alment gymnasial uddannelse men det kan ikke konkluderes på baggrund af det lille og forventeligt ikke-repræsentative udsnit af de to gymnasiale uddannelser. For det andet er arbejdsmarkedet radikalt anderledes i dag oven på krisen, med et betragteligt lavere antal ufaglærte jobs end før krisen. Det indfanger de analyserede årgange (frem mod 2006) ikke nødvendigvis. Faktisk er der en god chance for, at de seneste årgange, der netop blev færdige under en højkonjunktur og fik gode jobs med det samme hvad der ikke kan forventes at være tilfældet i dag, i kølvandet på finanskrisen. For det tredje må det forventes, at restgruppen af personer, der ikke læser videre, er ændret over de seneste år, hvor der har været en stor stigning i andelen, der får en studentereksamen. Derfor er det langt fra sikkert, at analysens resultater kan udstrækkes til at gælde for fremtidige generationer af ufaglærte. For det fjerde er det vigtigt at påpege, at gruppen af ufaglærte studenter muligvis er en meget heterogen gruppe hvorfor en høj indkomst for gruppen som sådan kan være stærkt påvirket af nogle få, højt lønnede personer (matching-metoden er ingen garanti imod dette). Hvis det er tilfældet, bliver det i endnu højere grad usikkert, om analysens resultat kan udstrækkes til at gælde for de følgende generationer. En lidt mere indgående analyse af diversiteten i gruppen af ufaglærte studenter (og af personer med erhvervsuddannelse) havde været nyttig. En konklusion om, at man kan klare sig lige så godt eller bedre end en faglært som ufaglært med studentereksamen, er derfor ikke empirisk velunderbygget. Hvis vismændenes rapport bruges til støtte for at lette foden fra uddannelsesspeederen, kan konklusionen være decideret skadelig for det danske arbejdsmarked. Praktikpladser Vismændene foreslår tilskud til oprettelse af praktikpladser, fordi der ifølge vismændene er en klar tendens til at oprette for få praktikpladser i lavkonjunkturer. Vismændene foreslår at finansiere tilskuddet ved at nedsætte den ydelse, eleverne modtager, når de er på skoleophold til et niveau, der ligger på linje med SU. Endvidere mener vismændene, at skolepraktik er et fint alternativ til en læreplads. AE mener, at tilskud til oprettelse af praktikpladser kan være fornuftigt, da det afspejler den positive eksternalitet, som oprettelsen af en praktikplads i en virksomhed medfører. Det kan bidrage til at nå et mere samfundsøkonomisk optimalt niveau for oprettelsen af praktikpladser, og det kan afløfte en del af den risiko, den enkelte virksomhed løber ved at være den virksomhed, der tager uddannelsesomkostningen uden garanti for, at den uddannede vil fortsætte i virksomheden. AE mener dog, at virksomhederne bør løfte en større del af praktikpladsansvaret end hidtil. Dette ville også modsvare den interesse, som erhvervslivet selv har i, at der uddannes flere lærlinge, som på sigt kan udgøre den veluddannede arbejdskraft, virksomhederne efterspørger. I analysen Få sjællandske virksomheder er med til at løfte ansvaret for praktikpladser fra maj 2013 viste AE, at kun 30 procent af virksomhederne inden for byggeri, industri og service havde lærlinge. Inden et eventuelt tilskud iværksættes, kan det dog være fornuftigt at vente og se, om ikke regeringens reformer af erhvervsuddannelserne medfører en opblødning af praktikpladssituationen. Man har netop åbnet op for muligheden for delepraktikpladser. Noget som erhvervslivet længe har efterspurgt. Virksomhederne kan således tage lærlinge i kortere perioder, hvilket imødekommer de virksomheder, der har svært ved at se langt frem i ordrebøgerne og de virksomheder, der efterhånden er meget specialiserede, så de ikke mener, at de har bredden til at give praktik i en hel uddannelse. 8

9 AE er enige i, at skolepraktik er et godt alternativ til en læreplads. AE har tidligere vist, at skolepraktikuddannede faglærte klarer sig omtrent lige så godt som faglærte, også når det gælder længere end 3 år efter endt uddannelse ( Milliardpotentiale i skolepraktikken, november 2011). De økonomiske vismænd viser i deres analyse, at skolepraktikken er en smule dyrere, end når eleverne færdiggør via almindelig virksomhedspraktik. AE har vist, at en erhvervsuddannelse er en meget lukrativ samfundsmæssig investering, netop fordi den giver ufaglærte unge en uddannelse, der direkte kan anvendes på arbejdsmarkedet. I analysen Store gevinster af at uddanne de tabte unge fra efteråret 2013 blev det vist, at gevinsten af en erhvervsuddannelse ligger på ca. 2-4 mio. kr. set over livet. At skolepraktikken eventuelt er lidt dyrere end virksomhedspraktik, rokker ikke ved konklusionen om, at erhvervsuddannelserne er en god investering. 9