5.1. Refleksivitet som kendetegn ved det senmoderne samfund Refleksivitetens påvirkning af den offentlige debat...5

Transkript

1 Indholdsfortegnelse. 1.0 Indledning og problemstilling Opgavens struktur og teoretiske grundlag Præsentation og metode Ændringerne i politikkens vilkår Refleksivitetens betydning for politikkens vilkår Refleksivitet som kendetegn ved det senmoderne samfund Refleksivitetens påvirkning af den offentlige debat Refleksivitet: Tvivl og tillid Mediernes betydning for refleksiviteten Det refleksive ideal Mediernes rolle i det senmoderne samfund Mediernes betydning for offentlighedens forfald Identitet og politikkens vilkår Sammenfatning Litteraturliste

2 På baggrund af bilaget og under inddragelse af sociologiske teorier ønskes en diskussion af politikkens vilkår i det senmoderne samfund. 1.0 Indledning og problemstilling. I bilaget, uddrag fra teksten Homo Zapiens af Kresten Schultz Jørgensen (KSJ), gøres der rede for, hvordan kendetegnene ved det senmoderne samfund har ændret vilkårene for politikken. KSJ argumenterer for, at det er blevet vanskeligere for politikken, at udføre sin opgave med at skabe orden i samfundet. Det skyldes ifølge KSJ, at et af de væsentligste kendetegn ved det senmoderne samfund er opgøret med den traditionelle kollektive identitetsskabelse, som tog udgangspunkt i kvantitative behov - f.eks. materielle vilkår. I det senmoderne samfund er de kvalitative behov i centrum, og identitetsskabelsen er blevet individuel. Ifølge KSJ skaber det grundlag for en helt ny forståelse af begrebet politik; Evnen til at håndtere kompleksiteten i det senmoderne samfund. Følgende diskussion vil tage udgangspunkt i den problemstilling, som bilaget fremlægger: Hvorvidt det senmoderne samfund har skabt vanskeligere vilkår for politikken, og hvorvidt de ændrede vilkår kan siges at have en positiv eller negativ indflydelse på politikkens opgave med at håndtere kompleksiteten i samfundet. Opgaven er koncentreret omkring refleksivitet herunder mediernes rolle og i mindre grad identitetsskabelsen. Derudover tages enkelte af KSJ s konklusioner i bilaget op til diskussion: Er politikkens opgave i det senmoderne samfund så fundamentalt forskellig fra tidligere, som teksten giver udtryk for? 2.0 Opgavens struktur og teoretiske grundlag. Opgaven bygger på Anthony Giddens teori omkring det senmoderne samfund, som KSJ er meget inspireret af, og Jürgen Habermas sociologiske teorier. Indledningsvis er en kort præsentation af den meget forskellige metodiske tilgang, som henholdsvis Giddens og Habermas benytter. Dernæst vil udgangspunktet for opgaven være en kort diskussion af, hvorvidt politikkens formål har ændret sig så fundamentalt, som KSJ giver udtryk for i bilaget. Det er grundlæggende at afklare, hvad der er politikkens formål, før der kan tages fat på opgavens egentlige problemstilling. Kun på den baggrund er det muligt at diskutere, hvorvidt politikken har fået bedre eller ringere vilkår for at kunne opfylde sin opgave i det senmoderne samfund. Undervejs fremdrages diskussionens hovedpointer og de sammenfattes afslutningsvis. 3.0 Præsentation og metode. For både Anthony Giddens og Jürgen Habermas gælder det, at de har en meget kritisk tilgang til positivismen, men af forskellige årsager. I lighed med positivismen mener Habermas, at det er muligt og 2

3 ønskeligt at skabe objektive / idealtypiske modeller på det sociologiske områder, men han kritiserer positivismens forherligelse af naturvidenskabelig metode, der reducerer alle spørgsmål til tekniske styringsproblemer. Habermas anerkender den empirisk-analytiske tilgang til nogle sociologiske problemstillinger, men påpeger samtidig at denne metode aldrig kan bruges til at afdække moralsk ladede spørgsmål f.eks. hvorvidt lighed og demokratisk indflydelse har betydning for politikkens vilkår. Habermas udvikler derfor en teoretisk forklarende analyse, hvor forskellige vidensformer bruges til at analysere forskellige medier. På den baggrund anser Habermas det for muligt til hver en tid at kunne gribe enhver sociologisk problemstilling rationelt an og skabe gyldig og autonom viden. Det er udfra denne metodiske tilgang, at Habermas anvendes til en analyse og diskussion af politikkens vilkår i det senmoderne samfund. Styrken ved Habermas analyse, nemlig det faktum at den ikke begrænses af et situationsafhængigt forståelseskrav, er et af de kritikpunkter, som Giddens også retter mod positivismen generelt. Ifølge Giddens kan viden indenfor det sociologiske område ikke akkumuleres, men skabes igen og igen i takt med at dynamikken og refleksiviteten i samfundet øges 1. Derfor er det problematisk, når Habermas ikke erkender, at hans teori er bundet til en bestemt diskurs / samfundsform og kun har en tilsyneladende universel form. Giddens lader sig dog inspirere af klassiske sociologer, fordi mange problemstillinger eksisterer over tid, og benytter sig bl.a. derfor af en idealtypisk fremgangsmåde i nogle tilfælde 2. For at opnå en dækkende sociologisk analyse udvikler Giddens begrebet strukturdualitet, som beskriver det faktum, at kompleksiteten i det moderne samfund bygger på både struktur og aktør, således at strukturen både er midlet til og resultatet af aktørens handling. Det er tydeligvis Giddens specifikke analyse og beskrivelse af det senmoderne samfund, der er inspirationen bag KSJ s tekst, og det er denne analyse, hvor Giddens beskriver de overordnede karakteristika ved det senmoderne samfund, som bruges til den følgende diskussion. 4.0 Ændringerne i politikkens vilkår. Udfra både Habermas og Giddens kan der stilles store spørgsmålstegn ved KSJ s beskrivelse af de ændringer for politikkens vilkår, som det senmoderne samfund medfører. Blandt andet gør KSJ meget ud af at beskrive, hvor fundamentale ændringerne er: De materielle forskelle er så små, at det ikke længere har betydning for hverken identitet eller politiske stillingtagen og partierne med deres udgangspunkt i fordelingspolitiske spørgsmål er dybest set ubrugelige. Giddens argumenterer klart imod denne påstand. Den fokus som det kapitalistiske samfund sætter på begrebet livsstil, gør det ganske tydeligt, hvordan de materielt velstillede har mulighed for at skabe en livsstil, der er grundlæggende forskellig fra de materielt dårligere stillede. Men, påpeger KSJ, hvis de 1 AG: Modernitet og selvidentitet. S AG: Modernitet og selvidentitet. S.10 3

4 materielle vilkår er ens, som tilfældet er i Danmark, er muligheden for at skabe sig den samme livsstil også ens. Pointen ved det senmoderne samfund er dog netop, som Giddens ligger vægt på, at individet eksisterer og tager stilling indenfor rammerne af et lokalt-globalt samspil. Derfor er det grundlæggende forkert, at konkludere på politikkens vilkår og opgave indenfor rammerne af et enkelt land. Mere essentielt er det dog ifølge Giddens, at materielle forskelle skaber ulige adgang til den viden og kunnen, der skal til for at overvinde modernitetens fremmedgørende aspekter. Men, pointerer KSJ, ideen om fremmedgørelse kan ikke bruges som analyseredskab i det senmoderne samfund, hvor forbrugeren og arbejdstageren har taget kontrollen over markedet. Som eksempel nævner han Den politiske forbruger og arbejdstageren, der nærmest shopper arbejdspladser. Giddens er ikke uenig i de positive elementer ved det senmoderne samfund, men understreger, at KSJ her taler om arbejdstagerne og forbrugeren. Vilkårene for den arbejdsløse og den forbruger der ikke har noget valg, fordi pengepungen ikke rækker til andet end det billigste, er unægtelig en anden. Habermas understøtter Giddens analyse, i sin beskrivelse af samfundet som opdelt i de tre sfærer: stat, marked og civilsamfund, hvor individets handling koordineres gennem de tre medier: magt, penge og kommunikation. Jo større adgang og kendskab til de tre medier, jo bedre vilkår for handling har individet ifølge Habermas. For, som Habermas siger,: er det sosiale spillerom for private avgjørelser forutbestemt gjennom objektive faktorer som kjøpekraft og gruppetilhørighet, i det hele tatt gjennom den sosio-økonomiske status 3. Endvidere påpeger Habermas, at fremmedgørelsen ikke knytter sig specifikt til kapitalismens produktionsmåde, (hvis kendetegn er opløst i det senmoderne samfund ifølge KSJ), men i ligeså høj grad til bureaukratiet og teknokratiet. Det er altså ikke på alle områder, at vilkårene for politikken har ændret sig helt så ekstremt, som bilaget gerne vil give udtryk for. Fordelingspolitiske spørgsmål kan netop ikke reduceres til materielle behov, som KSJ påstår. For KSJ argumenterer ikke men konkluderer at den traditionelle definition på politik: Fordelingen af ressourcer med gyldighed for et samfund, alene henviser til det materielle og det økonomiske 4. KSJ overser derved ressourcerne magt og viden, som i høj grad har gyldighed for samfundet. Fordelingen af magt, viden og i nogen grad det materielle er ifølge både Giddens og Habermas stadig så vigtig, at de kan være med til at opretholde grundlaget for de traditionelle interessefællesskaber. Politikkens formål er stadig at sørge for en fordeling af ressourcer med gyldighed for samfundet, men også, og her er hverken Giddens eller Habermas uenig med KSJ, at skabe orden i det komplekse samfund. 3 JH: Borgerlig offentlighed dens framvekst og forfall. S KSJ: Homo Zapiens. S. 137 og

5 5.0 Refleksivitetens betydning for politikkens vilkår Refleksivitet som kendetegn ved det senmoderne samfund. Et af udgangspunkterne for Giddens sociologi er at identificere de karakteristika, som er gældende for det senmoderne samfund. Det fører ham frem til tre væsentlige elementer: Adskillelsen af tid og rum, udlejringen af sociale institutioner gennem symbolske tegn samt ekspertsystemer og institutionel refleksivitet. I den følgende diskussion vil elementerne blive forklaret nærmere, når de indgår i en argumentation. KSJ er i høj grad inspireret af Giddens, og derfor udpeger han refleksiviteten som en af de væsentligste årsager til ændringerne i politikkens vilkår i det senmoderne samfunds. Refleksiviteten er ensbetydende med en konstant revision på baggrund af ny viden og ny information. Refleksiviteten gælder alle aspekter af det senmoderne samfund og berører både det ekstensionelle og det intensionelle niveau. Individet reflekterer over sin identitet, sine intime relationer og den enorme mængde af information som den enkelte bombarderes med gennem massemedierne. Institutioner, ekspertsystemer og administrative apparater reflekterer over den viden de skaber, og refleksiviteten fører til at intet tages for givet. 5.2 Refleksivitetens påvirkning af den offentlige debat. Denne refleksivitet berører nødvendigvis det politiske system, og her er det ganske ideelt ifølge Habermas, at der kan stilles spørgsmålstegn ved alt. Det åbner nemlig for den herredømmefri dialog, der er grundlaget for enhver demokratisk udvikling. Den herredømmefri dialog bygger på fire elementer: I) Enhver kan deltage. II) Enhver må indføre og problematisere enhver påstand. III) Enhver må frit udtale sig og IV) Ingen må hindres i udøvelsen af disse rettigheder. I fællesskab udgør de grundelementet i Habermas idealtype model: Den borgerlige offentlighed, som opstår i spændingsfeltet mellem den private og den offentlige sfære. Hvis samfundet er i stand til at skabe en herredømmefri dialog, vil det ifølge Habermas give bedre vilkår for politikken. Både den materielle fordelingspolitik, som varetages gennem traditionelle politiske institutioner, hvor den herredømmefri dialog skaber grundlaget for:..at de økonomisk svakere med politiske midler går imot de som er overlegne i kraft av sin posisjon på markedet. 5 Og ideelt set bedre vilkår for politikkens opgave med at skabe orden i det komplekse senmoderne samfund, fordi en ræsonnerende offentlighed, der deltager i en fordomsfri debat, giver grundlag for demokratisk stillingtagen og konsensus omkring politiske beslutninger. 5 JH: Borgerlig offentlighet dens framvekst og forfall. S

6 5.3 Refleksivitet: Tvivl og tillid. Giddens er enig med Habermas i det faktum, at en demokratisk dialog er positiv og ideelt set skaber bedre vilkår for politikken. Det centrale for Giddens er imidlertid, hvor altoverskyggende refleksiviteten er i det senmoderne samfund: Når alt er til debat og åbent for revision, skaber det rum for en radikal tvivl hos den enkelte, en tvivl der er eksistentielt fortvivlende. Samtidig er det problematisk, at viden ikke kan fastholdes, for i yderste instans betyder det, at kritik heller ikke kan fastholdes. Habermas påpeger, at den øgede refleksivitet ikke umiddelbart er i stand til at skabe krise i den enkeltes livsverden. For det første fordi de politiske spørgsmål i væsentligt omfang vil være adskilt fra den personlige identitetsdannelse (den offentlige vs. den private sfære) og derved den eksistentielle tvivl hos den enkelte. (- En pointe som han bl.a. illustrerer med eksistentialisten Søren Kierkegaards beskrivelse af den enkeltes Enten-eller overfor den nationale identitet) 6. For det andet fordi Habermas mener, at det er muligt rationelt at afgøre, hvad der er moralsk rigtigt (diskursetikken) og derved nå frem til en politisk konsensus, hvis den herredømmefri dialog er tilstede. I forlængelse heraf reviderer Habermas sin opfattelse af den rolle, som politiske institutioner bør spille: Magtfulde institutioner er nødvendige for at kunne opretholde de differentieringer mellem procedurer, information og deltagelse, der optræder i idealet. Giddens er enig med Habermas i, at de politiske institutioner/de politiske ekspertsystemer spiller en væsentlig rolle, når der skal tages en afgørelse i politiske diskussioner. Men i kraft af dobbelthermeneutikken i strukturdualiteten overføres tvivlen og refleksiviteten til det politiske system: Et af modernitetens særlige træk er faktisk en stadig stærkere gensidig forbindelse mellem de to ekstremer ekstensionalitet og intensionalitet 7, som Giddens formulerer det. Politikken står således overfor langt vanskeligere vilkår, fordi den sociale orden eller en gyldig fordeling af goder ikke er givet ved en politisk beslutning, der skal også skabes tillid omkring beslutningen. En tillid, som Giddens ikke mener, kan skabes alene vha. argumentation. De politiske ekspertsystemer, som er en af de to typer udlejringsmekanismer, opnår ifølge Giddens et niveau af nærmest rutinemæssig tillid: Aktøren reflekterer eksempelvis ikke i særlig høj grad over, hvorvidt skattesatsen på selvangivelsen er udregnet rigtigt. Den anden type tillid, som er den relevante i beskrivelsen af politiske vilkår, er individets beslutning om tillid. Eksempelvis til et valg hvor den enkelte aktør beslutter at have tillid til en bestemt politiker eller en bestemt politik. I begge tilfælde bygger tilliden på individets fornemmelse af ontologisk sikkerhed, og i modsætning til Habermas skelner Giddens således ikke mellem selvets refleksive projekt dvs. den enkeltes livsverden og selvets refleksivitet overfor politiske systemer dvs. systemverdenen. Det er centralt, at tilliden ændrer sig konstant i takt med ny information og viden, og derved underminerer muligheden for politiske holdepunkter, 6 JH: Historiebevidsthed og posttraditionel identitet. S. 23, 24 og AG: Modernitet og selvidentitet. S. 9. 6

7 som f.eks. traditionelle ideologier. I sidste ende kan refleksiviteten ifølge Giddens føre til en følelse af meningsløshed hos den enkelte. Giddens konstaterer på den baggrund, at politikken umiddelbart har fået vanskeligere ved at opfylde sine formål. På den anden side er de politiske institutioners tab af autoritet en mulighed for, at den enkelte aktør kan deltage aktivt i politikken via interesseorganisationer og politisk bevidst forbrug, fordi politisk viden og handling er blevet alment tilgængelig og knap så esoterisk. 5.4 Mediernes betydning for refleksiviteten Det refleksive ideal. En årsag til at Habermas ikke tillæger individets tillid, usikkerhed og tvivl så stor en rolle, når det gælder politikkens vilkår, er hans forståelse af mediernes funktion. Ideelt set vil medierne operere i den borgerlige offentlighed, og være borgernes kontrolorgan i forhold til politikken. Mediernes opgave er således at formulere den refleksikon, som ifølge Giddens ryster den enkelte. For Habermas eksisterer der ideelle vilkår for politikken, når der er rum til debat og refleksion gennem medierne. Den offentlig debat skal på den ene side informere aktørerne, så de kan tage demokratiske beslutninger, uden samtidig at stille individet overfor personlig tvivl og eksistentiel meningsløshed. I bilaget beskriver KSJ fænomener som interesseorganisationer, protestbevægelser og politiske forbrugere, der kan bruges som eksempler på, at borgerne i det senmoderne samfund har den information, der skal til for at kunne deltage aktivt politisk. Via medierne vil dette engagement ifølge Giddens afspejle sig i politikken, der herved får bedre redskaber til at kunne skabe social orden i det komplekse samfund. Habermas stiller dog spørgsmålstegn ved, hvorvidt medierne snarere er medvirkende til den borgerlige offentligheds forfald: Massemedierne eksemplificerer den måde, hvorpå den borgerlige offentlighed gøres til genstand for markedet Mediernes rolle i det senmoderne samfund. Gennemgangen af mediernes betydning for politikkens vilkår i det senmoderne samfund er et af de områder, hvor der kan rettes kritik mod bilaget. KSJ forholder sig særdeles ambivalent til mediernes rolle, og påstår et sted at... flyvske mediers skiftende dagsorden 8 ikke kan påvirke individet, mens han andet steds skriver at mængden af information dagligt konfronterer enhver borger med et uendeligt antal trusler og risici ( ) der kun kan besvares med en følelse af generel medskyldighed 9. På den ene side udstiller KSJ altså en skarp modsætning til Habermas, hvor medierne ikke tildeles nogen indflydelse overhovedet, og på den anden side beskriver han, hvordan medierne understøtter den enkeltes usikkerhed og tvivl overfor de politiske spørgsmål. 8 KSJ: Homo Zapiens s KSJ: Homo Zapiens s

8 For Giddens er der ingen tvivl om, at medierne spiller en væsentlig rolle både som instrumenter og udtryk for det senmoderne samfund. Medierne forstærker refleksiviteten, fordi de gør det muligt at udveksle erfaringer på tværs af tid og rum, - et væsentligt kendetegn ved det senmoderne samfund. For individet betyder det, at fjerne begivenheder trænger ind i hverdagsbevidstheden, ligesom individet gennem medierne får en unaturlig erfaring med begivenheder, der optræder sjældent i det virkelige liv. Habermas argumenterer for, at udviklingen indenfor medierne ideelt set skaber bedre vilkår for politikken, fordi medierne kan formidle erfaringer og informationer til brug i den politiske diskussion. Giddens er mere skeptisk og påpeger, at medierne ved at styrke refleksiviteten også styrker individets usikkerhed. På den anden side påpeger Giddens, hvordan de moderne medier skaber genkendelige markeringer for en stor del af klodens befolkning. Medierne kan så at sige fastfryse begivenheder udenfor tid og rum: Eksempelvis den 11.september. Der er altså en mulighed for at udnytte det senmoderne samfunds karakteristika til at skabe en fælles referenceramme. Giddens kalder det:..en standardiseret fortid og en universelt anvendelig fremtid 10. Medierne kan på samme måde lagre erfaringen om en politisk aktivitet til senere brug. Derigennem bliver medierne et instrument for Giddens dobbelthermeneutik, hvor handling skaber viden, der kan bruges til senere handling Mediernes betydning for offentlighedens forfald. I forhold til medierne nævner KSJ den kritiske (politiske) forbruger, som sammen med myndighederne og pressen er i stand til at presse virksomhederne. KSJ kalder det et af de stærkeste politiske fremskridt i det (sen)moderne samfund 11. Habermas udtrykker tvivl overfor denne påstand, og ser i værste fald fænomenet som et tegn på, at den borgerlige offentlighed er under forfald. Via den enkeltes forbrug, som er en del af privatsfæren, gøres den politiske diskussion og derigennem den borgerlige offentlighed til genstand for markedet. Det kvæler den herredømmefri dialog, argumenterer Habermas, fordi den politiske diskussion formaliseres: Posisjon og mot-posisjon er på forhånd forpliktet overfor visse spilleregler for underholdning: konsensus i sak gjøres langt på vei overflødig gjennom konsensus i omgang 12. Det reelle formål med den politiske diskussion, at skabe enighed der kan danne grundlag for orden i samfundet, bliver overflødiggjort under massemediernes og markedets vilkår. I stedet fremelskes en stiliseret diskussion der lefler for befolkningen og skaber et salgbart produkt. Habermas er skarp i sin kritik af den måde, hvorpå han frygter den borgerlige offentlighed bliver nedbrudt: Jo mer offentligheten kan brukes som medium for politisk og økonomisk innflytelse, desto mer upolitisk bliver den i sin helhet og tilsynelatende privatisert 13. I 10 AG: Modernitet og selvidentitet. S KSJ: Homo Zapiens s JH: Borgerlig offentlighed: Dens framvekst og forfall. S JH: Borgerlig offentlighed: Dens framvekst og forfall. S.163., 8

9 forhold til medierne argumenterer Habermas således for, at de skal gøres uafhængige af markedet, så de fortsat kan formidle den herredømmefri dialog uden at skulle overveje salgspotentialet i en politisk diskussion. Habermas mener altså ikke, at den politiske forbruger nødvendigvis er et udtryk for, at politikken har bedre vilkår. Reelt er det snarere et udtryk for, at forbrugerne ligger under for markedets vilkår. Generelt er Habermas tilbageholdende med at konkludere, at interesseorganisationernes tilslutning er udtryk for et øget deliberativt demokrati. Habermas ser en manglende sammenhæng mellem politikken og den borgerlige offentlighed i det senmoderne samfund, og tegner derved konturerne til det samme skisma som KSJ opridser: At medlemmerne flygter fra de politiske partier, men i stedet diskuterer enkeltsager i diverse NGO er. Habermas mener bare ikke, at interesseorganisationerne og den politiske forbruger er udtryk for en løsningsmodel, der skaber bedre vilkår for politikken. De er snarere et symptom på ringere politiske vilkår, der gør borgerne passive, fordi de har andre til at ræsonnere for sig: Langt på vei avlastes publikum for denne opgave gjennom andre institusjoner: på den ene side gjennom interesseorganisasjoner ( ) på den annen side gjennom partier..( ); publikum som sådant bliver bare sporadisk trukket inn i denne maktens kretsløp og da også bare til akklamasjonsformål 14. Spørgsmålet er dog, hvorvidt det i det senmoderne samfund er gået så galt, som Habermas frygter. Selvom markedet præge medieverdenen, forhindrer det ikke medierne i bringe kritik af medierne og debattere deres egen rolle i samfundet. Giddens forholder sig ikke direkte til hvorvidt interesseorganisationer og moderne protestbevægelser er udtryk for at politikken har fået bedre vilkår. På den anden side kritiserer han ideen om hyperealitet, et begreb som er opfundet af sociologen Jean Baudrillard, og bruges til at beskrive det senmoderne samfund. Begrebet hyperrealitet illustrerer hvordan den medieskabte virkelighed i det senmoderne samfund, fremstår som mere virkelig for individerne. Gennem sin kritik viser Giddens således, at individet også i det senmoderne samfund er i stand til at sætte sig udover den virkelighed, som medierne producerer og afdække sandheden bag tegnene. Giddens frygter altså ikke, at offentligheden og det deliberative demokrati står for fald, som Habermas beskriver det. 6.0 Identitet og politikkens vilkår. I bilaget gør KSJ meget ud af at påpege, at årsagen til at politikkens vilkår har ændret sig er det faktum, at identitetsskabelsen i langt højere grad er individuel i det senmoderne samfund. Derfor har partierne, som bygger på en kollektiv identitet, ikke den samme betydning i det senmoderne samfund. Giddens er enig med KSJ i, at identiteten i højere grad dannes individuelt i det senmoderne samfund, det hænger uløseligt sammen med den øgede refleksivitet i samfundet. Det ændrer dog ikke på det faktum, at der 14 JH: Borgerlig offentlighed dens framvekst og forfall. S

10 stadig er behov for en kollektiv identitet, hvilket KSJ heller ikke benægter. Partierne kan ifølge Giddens stadig opfylde en del af politikkens opgaver, for så vidt at der stadig er behov for en fordeling af ressourcer. En påstand, som Habermas er enig i. Habermas mener dog ikke, at det senmoderne samfund har ændret identitetsdannelsen voldsomt. Den individuelle identitetsdannelse har altid eksisterer, men den foregår i individets livsverden og er derfor adskilt fra den politiske diskussion. Det er et udtryk for, at Habermas ikke arbejder med Giddens begreb om strukturdualitet, men på den anden side heller ikke ligger fast på en ensidig struktur eller aktør synsvinkel. Den kollektive identitet, som ifølge Habermas er komplementær til den individuelle, befinder sig i den offentlige sfære og har således betydning for politikkens vilkår. Habermas mener i modsætning til både Giddens og KSJ, at det senmoderne samfund har påvirket den kollektive identitet i en positiv retning. Det er ikke blevet nemmere at opbygge en kollektiv politisk identitet, men tilgengæld, og det ligger Habermas meget vægt på, er det blevet sværere at opbygge en ekskluderende kollektiv identitet som f.eks. den nationalistiske. Habermas kommer med konkrete bud på, hvad det kræver at opbygge en kollektiv identitet: For at opretholde og forme en kollektiv identitet må sprogligt-kulturelle livssammenhænge gøres nærværende og meningsfulde Det kræver en narrativ konstruktion af meningssammenhæng, som er tilpasset ens eget kollektiv. 15. For Habermas er det centralt, at frie medier kan bruges til at forme denne fortællende meningssammenhæng og derigennem skabe bedre vilkår for politikken. For Giddens er der ikke tale om en kollektiv identitet i det senmoderne samfund, men et individuelt refleksivt projekt som sker på baggrund af et dialektisk samspil mellem det lokale og det globale. Giddens kæder selvidentitet sammen med livsstilsvalg, som delvist bygger på standardiserede påvirkninger; skabt af markedet og formidlet af medierne. På den baggrund skal fænomener som den politiske forbruger, interesseorganisationer og protestbevægelser ses som et positivt udtryk for, at politikken formår at fungere som en aktiv del af den enkeltes livsstil 7.0 Sammenfatning. I forhold til opgavens problemstilling, at diskutere Habermas og Giddens syn på politikkens vilkår i det senmoderne samfund, er der i opgaven særligt blevet lagt vægt på to områder: Refleksiviteten, som et karakteristika ved det senmoderne samfund, og forholdet mellem kollektiv og individuel identitetsdannelse. For det første slår Giddens og Habermas fast, at politik stadig kan defineres som fordelingen af ressourcer med gyldighed for et samfund, og derefter suppleres med politikkens mere tidssvarende opgave: At skabe orden i det komplekse samfund Det senmoderne samfund skaber ifølge Habermas bedre vilkår for politikken, fordi der kan stilles spørgsmålstegn ved alt, og det skaber udgangspunktet for det deliberative demokrati. Diskursetikken danner endvidere grundlag for autonom viden og moral. Mediernes rolle er central for hvis de holdes udenfor 15 JH: Historiebevidsthed og posttraditionel identitet. S.16 10

11 markedet, er de selve grundlaget for dannelsen af politisk dialog og kollektiv identitet. Det er på den anden side Habermas frygt, at markedet skal dominerer medier og privatsfære i sådan en grad, at politikkens grundlag for at udfylde sin funktion fuldstændig forsvinder. Giddens ser på den ene side ringere vilkår for politikken på grund af den enkeltes eksistentielle tvivl, og påpeger desuden at en evig debat umuliggør fastholdelsen af kritiske synspunkter. Det gør tillid til et centralt begreb. Giddens ser dog også områder, hvor det senmoderne samfund skaber positive vilkår for politikken. Selvom medierne på den ene side forstærker refleksiviteten, formidler de på den anden side den erfaring, som er grundlag for politisk aktivitet. Endvidere fastholder de ikke den politiske aktivitet i tid og rum. Erfaring fra politisk handling et sted i verden, kan bruges til at skabe politisk lokalaktivitet et andet sted. Samtidig ser Giddens det som et positivt vilkår for politikken, at ekspertsystemerne har mistet autoritet, og derved giver mulighed for at alle aktører kan tilegne sig den viden, som skal bruges for at kunne deltage i den politiske debat. 11

12 Litteraturliste. Giddens, Anthony (1996). Indledning & Høj-modernitetens konturer. Uddrag: Modernitet og Selvidentitet. Forlaget Hans Reitzel. Habermas, Jürgens (1975). Borgerlig offentlighed dens framvekst og forfall. Køenhavn: Fremad. Habermas, Jürgen (1987). Historiebevidsthed og posttraditionel identitet. Uddrag af: Samtalens fornuft. Forlaget Rosinante. (Bilag.) Jørgensen, Kresten Schultz (2002). Politik i en upolitisk tid & Demokratiets tredje tilstand. Uddrag af: Homo Zapiens mellemtider fra kulturrevolutionen. København: Fremad. Kaspersen, Lars Bo, Heine Andersen (red.) (2001). Klassisk og moderne samfundsteori. Forlaget Hans Reitzel. 12