1.0 INDLEDNING OG MOTIVATION PROBLEMFORMULERING METODE METODE FOR FREMTIDSFORSKNING EMNEAFGRÆNSNING

Transkript

1 1.0 INDLEDNING OG MOTIVATION PROBLEMFORMULERING METODE METODE FOR FREMTIDSFORSKNING EMNEAFGRÆNSNING PRÆSENTATION AF TEORETIKERE DE MULTILATERALE UDVIKLINGSORGANISATIONER FN Organisationen Millenium Development Goals Kritik af FN VERDENSBANKEN Organisationen Poverty Reduction Strategy Papers Kritik af Verdensbanken AFRUNDING UDVIKLINGSBISTANDENS HISTORIE EFTERKRIGSÅRENE NEDSIVNING OG SPREDNING INTEGREREDE UDVIKLINGSPROJEKTER STRUKTURTILPASNING DEMOKRATI OG GOD REGERINGSFØRELSE SEKTORPROGRAMMER OG DEN KOLDE KRIGS AFSLUTNING NY UDVIKLINGSBISTAND ELLER NYIMPERIALISME UDVIKLINGSBISTANDEN I DAG MOTIVER OG FORMÅL MED UDVIKLINGSBISTAND DEN TIDLIGERE STRUKTURTILPASNINGSPOLITIK GÆLDSLETTELSE AFRUNDING GLOBALISERING FAKTORER FOR UDVIKLINGSBISTANDENS FREMTID MASSEMEDIERNES UDBREDELSE NYHEDSDÆKNINGENS SUBJEKTIVITET PROBLEMER FOR UDVIKLINGSLANDENE AFFØDT AF GLOBALISERINGEN TERRORENS TRUSSEL SKAL HANDEL DRIVE UDVIKLINGEN

2 8.7 DE TRANSNATIONALE SELSKABER PRSP OG GÆLDSSLETTELSE AFRUNDING DISKUSSION FREMTIDSSCENARIER Udviklingslandenes uafhængighed USA som styrende instans FN som normsættende instans Handel og økonomi KRITISK AFRUNDING KONKLUSION FORKORTELSER LITTERATURLISTE ARTIKLER WEBSIDER PROCESBESKRIVELSE SUMMERY 59 2

3 1.0 Indledning og motivation Vores motivation er at undersøge og diskutere nogle af de problemstillinger, praktiske såvel som filosofiske, der er forbundet med international udviklingsbistand. Nogle af de centrale emner, vi vil forsøge at undersøge, er blandt andet, hvordan de multilaterale udviklingsorganisationer vil udvikle sig, samt hvilke nye betingelser, strategier og krav, der vil fremover gøre sig gældende. Har udviklingsbistanden i sin nuværende form egentlig en fremtid eller vil en positiv udvikling kræve, at der sker en nytænkning inden for hele området? Vi er interesserede i at undersøge betingelserne for den fremtidige udvikling inden for den multilaterale udviklingsbistand. Multilateral udviklingsbistand har gennem de sidste årtier gennemgået en markant udvikling. Fra oprindeligt primært at handle om sikkerhedspolitik, alliancer og særligt truslen i forbindelse med den kolde krig til i dag, hvor det humanitære fokus og fattigdomsbekæmpelse er blevet mere fremtrædende om end sikkerhedspolitikken i realiteten stadig står højest på dagsordnen. På samme måde er der sket en række semantiske ændringer; fra at kaldes `ulandshjælp til udviklingslande til i dag at kaldes `udviklingsbistand til udviklingslande. 1 Samfundsmæssige og kulturelle tendenser og begivenheder har i historiens løb ændret formålene og motiverne for udviklingsbistand, og enkeltbegivenheder har altid kunnet ændre politiske beslutninger verden over. Vi er af den holdning, at udviklingsbistand er en nødvendighed for fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig velfærd for de kommende generationer. Mange ser det som ilandenes ansvar at hjælpe udviklingslandene, mens andre taler om et ligeligt fordelt samarbejde, hvor udviklingslandene også selv bærer en stor del af ansvaret for egen 1 Lande som gennemgår industriel udvikling. NB: For at bibeholde den moderne definition bruger vi betegnelserne udviklingsbistand og udviklingslande gennem resten af projektrapporten. 3

4 udvikling. Delvist som en motivation og et indledende spørgsmål til projektrapporten, må vi stille spørgsmålet, om udviklingsbistand i teorien er ubetinget godt? Det bør dreje sig primært om at hjælpe, sekundært om at sikre egne interesser. 2 Globalisering handler om samarbejde på tværs af grænser, men kan udviklingsbistand blive et globalt samarbejde mod fattigdom i stedet for et modarbejde grundet egeninteresser? Udvikling og fattigdom kan måles på flere måder: bl.a. som procent af BNP, som adgang til et minimum af basale livsfornødenheder, som fx rent vand, og som overlevelse for under 1 dollar om dagen. Alle parametre har hver deres problemer og begrænsninger, men ens for dem er, at fattigdom bliver målt ud fra levestandarder og præmisser, der primært er formuleret og fastsat i vesten. Ligeledes er udvikling i sig selv et flertydigt begreb, for hvilken og hvis udvikling handler det om? De mest åbenlyse, direkte formål med udviklingsbistand er at bekæmpe fattigdom og højne verdensbefolkningens levestandarder og velfærd på en bæredygtig og demokratisk måde. Bistand kan være i form af tilbagebetalinger på tidligere ydede lån, lav rente, lang løbetid for lån, afdragsfrie perioder, gavebidrag, projekter, eksperthjælp, uddannelse samt teknisk og videnskabelig støtte. Men definitionen på udviklingsbistand har ændret sig gennem tiderne, og det er vores forestilling, at den de nærmeste år kommer til at ændre sig yderligere. Som alt andet vedrørende fremtiden kan vi kun komme med antagelser om, hvordan den vil forme sig, men næppe komme med et entydigt svar. Men med globaliseringen som den overordnede ramme kan vi undersøge betingelserne for den fremtidige udvikling, ud fra tendenser vi ser allerede nu. Handelsmarkedet og den globale økonomi får en stadig større rolle og betydning, også på de multilaterale udviklingsorganisati- 2 Handel, grænser og politik 4

5 oner, hvor det især er Washington-institutionerne, der er de store aktører. 3 Massemediernes udbredelse og rækkevidde har aldrig været så omfattende som nu. Den teknologiske udvikling og dens globale dækning har blandt andet bevirket, at verden er blevet mindre. Al kommunikation er blevet lettet gennem den teknologiske udvikling, hvilket unægteligt må have en betydning i forhold til blandt andet udviklingsorganisationerne og bistandsarbejdet. 2.0 Problemformulering Hvilke tendenser påvirker den multilaterale udviklingsbistand, og hvilken rolle forventer vi, at den vil få i fremtiden? 3.0 Metode Projektrapporten indledes med en introduktion til de anvendte teoretikere samt de udvalgte udviklingsorganisationer for at give en grundlæggende forståelse for, hvordan de nævnte organisationer fungerer. Vores teoretikere er ikke valgt som hovedteoretikere, men vi refererer til dem løbende gennem opgaven. Det er vores opfattelse, at de repræsenterer to forskellige skoler inden for udviklingsarbejdet, den økonomiske og den overvejende sociologiske, men vi ønsker ikke at foretage en så skarp opdeling. Vi har ikke valgt teoretikerne som kontrastfyldte modstandere, og de bidrager hver især til at give et nuanceret, kritisk og realistisk billede af udviklingsbistanden i dag, der rummer begge holdninger, samt et indblik i de problemstillinger, der præger udviklingen inden for udviklingsbistan- 3 Washington institutionerne: Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdenshandelsorganisationen (WTO). 5

6 den. Via seminarer hos Ibis 4, diverse artikler og den anvendte teori har vi fået grundlæggende redskaber til at løse vores problemstilling. Med udgangspunkt i en gennemgang af den internationale udviklingsbistands udvikling fra Marshall-planen i 1947 og frem til nu, vil vi belyse hvilke hovedmotiver og - interesser, der ligger til grund for den internationale udvikling. Det er en historisk introduktion, der skaber en grundlæggende forståelsesramme for projektrapportens problemstilling, herunder en forståelse for betingelser og begivenheder for udviklingen, for derved at kunne beskæftige os med, hvilke tendenser der i dag påvirker udviklingsbistanden og dens fremtid. Herefter er den overordnede ramme globalisering, som indeholder de samfundsmæssige tendenser, som vi mener, påvirker udviklingsbistanden mest i dag herunder massemediernes udbredelse og handel samt sikkerhedspolitik i forbindelse med terror. Vi ønsker ud fra disse tendenser at analysere udviklingen i bistandssamarbejdet for dermed at give et kvalificeret bud på fremtiden for international udviklingsbistand (se nærmere uddybning i næste afsnit om fremtidsmetode). Afsnittet om globaliseringens indflydelse på udviklingsbistanden bliver både redegørende og analyserende og vil stile mod en fremtidsrettet diskussion. Diskussionen indledes med et afsnit, som baseres på de centrale etiske aspekter omkring globaliseringen. Efterfølgende opstiller vi fire mulige fremtidsscenarier på baggrund af de tendenser, vi har analyseret i projektopgaven. Mere udførlig metode omkring fremtidsscenarierne følger i Metode for fremtidsforskning. Diskussionen afsluttes desuden med en kritisk refleksion over fremtidsscenarierne og den anvendte metode, der leder videre til vores konklusion. Slutteligt i projektrapporten findes littera- 4 Dansk udviklingsorganisation, hvis fokus ligger på sundhed og uddannelse. 6

7 turliste, oversigt over anvendte forkortelser brugt i projektrapporten, procesbeskrivelse samt summery. 3.1 Metode for fremtidsforskning I det efterfølgende vil vi redegøre for den valgte metode for fremtidsforskning. At sætte spørgsmål ved gældende opfattelser er en del af den videnskabelige forskning, og dertil hører også at gøre sig forestillinger om fremtiden. Hvor er vi på vej hen, hvordan vil fremtiden forme sig, hvad er variabelt, og hvad er garanteret? Menneskeheden bliver nødt til at træffe politiske beslutninger på baggrund af en betydelig usikkerhed. Trods forskning i alle ender og kanter må vi se i øjnene, at der i mange vigtige, globale sager aldrig vil kunne fremskaffes et 100% sikkert beslutningsgrundlag. 5 Fremtiden er den eneste tid vi kan ændre på, eftersom fortiden er forbi, og nutiden allerede er i gang. Derfor er det vigtigt, at forskere forholder sig aktivt hertil. Der er dog en stor forskel på at forholde sig til fremtiden og til at forske i eller beskæftige sig med den. At forske i fremtiden kan betyde flere ting; dommedagsprofetier, fremtidsvisioner, geografiske, matematiske og sociologiske udregninger er blot nogle af dem, hvor nøgleordene kan være tendens, konsekvens, refleksioner, innovation og udvikling. Ifølge Instituttet for Fremtidsforskning handler fremtidsforskning om at analysere de tendenser, der former fremtiden nationalt og internationalt. 6 En måde dette kan gøres på, er at skabe scenarier, hvor man på baggrund af sine erfaringer og viden, kan gøre 5 Nathan 2000:

8 sig forestillinger om fremtiden. At skabe et scenarium er en kvalitativ metode, som visuelt kan beskrives som at forme mulige strategier. 7 Et scenarium kan bruges til at forstå, hvilke mulige konsekvenser for fremtiden en given handling har. 8 Et godt scenarium, skal ifølge Jerome Glenn, professor i filosofi og fremtidsforskning, være plausibelt, pålideligt og tilstrækkelig interessant så det kan påvirke beslutninger. 9 Det er vanskeligt kun at opstille ét scenarium i forskningen, da fremtiden oftest rummer flere muligheder, der ikke nødvendigvis udelukker hinanden. 10 I vores projektrapport vil vi derfor forsøge at stille forskellige alternativer op, men selvsagt kan vi ikke opstille dem alle. Når man forsker i fremtiden er det vigtigt at skelne imellem data som teori og som egne forudsigelser, for netop at gøre scenariet pålideligt og sandsynligt. 11 På baggrund af vores teoretiske og erfaringsmæssige viden har vi valgt at bruge metoden om at analysere tendenser og på baggrund af dem skabe scenarier. Vi analyserer tendenserne igennem opgaven og inddrager i den afsluttende del de forskellige fremtidsscenarier. Fremtidsscenarierne er opstillet omkring hypoteser. For at påvise hypoteserne opstiller vi de årsager og tendenser, vi ser som gældende i fremtidsscenarierne. Årsager omhandler forhold, som har påvirket udviklingen. Tendenser er aktualiteter, der fortæller noget om, hvilken retning fremtiden drejes imod. Ét scenarium kan indeholde flere forskellige hypoteser. En hypotese er et usikkert grundlag at danne slutninger ud fra, idet den er fiktiv. Vi stiller os derfor kritiske overfor den fremtidsmetode, vi har valgt at benytte i vores projektrapport. Men, hvor sikkert man egentlig kan konkludere ud fra en sådan metode, vil vi komme ind på til slut i projektet. 7 Glenn og Gordon 2003:18, kap Nina Herman, Dansk Naturvidenskabsformidling Glenn og Gordon 2003:4, kap Glenn og Gordon 2003:11, kap Poulsen 2005:1 8

9 Endvidere kan det diskuteres, hvor langt denne hypotese kan udvikles i forhold til, hvad der er plausibelt. Inden for fremtidsforskningen benytter forskerne sig ofte af beregninger, der er baseret på baggrund af statistikker og skemaer. Vores fremtidsforskning bliver ikke problematiseret på baggrund af statistikker. Vi har i stedet valgt at opstille fremtidsscenarierne ud fra en vinkel, hvor vi analyserer tendenser og opstiller hypoteser, hvilket stemmer overens med en del af metodeteorien om fremtidsforskning. Vi har derfor valgt at opstille scenarier, der snarere er skitser af fremtiden end egentlige fremtidsscenarier i forskningsmæssig forstand. Velvidende, at det er skitser over fremtiden, har vi dog valgt at bibeholde begrebet fremtidsscenarier gennem projektrapporten. Vi opstiller scenarierne som en del af en bredere diskussion, idet vi mener, at denne skitsemodel rummer spændende muligheder for en kritisk diskussion og et mere nuanceret billede af fremtiden for international udviklingsbistand. Ligeledes drejer det sig om at skabe en forståelse af, at international udviklingsbistand er et emne med mange facetter, hvorfor det er vores forventning ikke kun at opstille én mulig fremtidig udvikling. 3.2 Emneafgrænsning Vi har valgt at behandle emner som bistandens historie og aspekter vedrørende globalisering. I stedet for at fokusere på en specifik sektor eller område har vi valgt at fokusere på emnet på et globalt plan, ud fra den betragtning, at globaliseringen medfører, at verden i dag, i stigende grad, fungerer som en helhed. Vi er dog opmærksomme på, at der findes store regionale forskelle, fx mellem Østasien, Latinamerika samt Afrika, der igen varierer i flere underregioner. Vi er bevidste om, at en række andre elementer har indflydelse på udviklingsbistandens fremtid. Heriblandt kan nævnes konflikter, borgerkrige, demografi, miljø, religion og sygdomme som HIV/AIDS. Vi 9

10 er klar over, at tendenser som disse har indflydelse på udviklingsbistanden og dens fremtid, men har set det nødvendigt at afgrænse os ved at udvælge og behandle specifikke emner af hensyn til projektrapportens problemstilling og begrænsede størrelse. I og med vi redegør for, hvilke samfundsmæssige tendenser, der påvirker udviklingsbistanden, inddrages naturligt både politiske og økonomiske agendaer, som har haft en samfundsmæssig betydning. Dog er det ikke vores hensigt at gå yderligere i dybden med disse agendaer og behandle specifikke politiske og økonomiske strategier yderligere. På trods af den samfundsmæssige ramme fokuserer projektrapportens interesse sig om den filosofiske vinkel inden for det humanistiske felt, hvilket forklarer, at flere af de samfundsmæssige omdrejningspunkter blot behandles mere overordnet. Vi opstiller hovedsageligt fremtidsscenarierne med udgangspunkt i verden som den tager sig ud i dag, men det er klart, at hvis vi forestiller os de vilkår og betingelser som former verdensbilledet i dag ændrer sig drastisk, så vil det uundgåeligt også ændre udviklingsbistanden. 4.0 Præsentation af teoretikere John Degnbol-Martinussen er tidligere professor og forsker ved instituttet for International Udvikling på Roskilde Universitetscenter og har været formand for blandt andet Mellemfolkeligt Samvirke og Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde. Poul Engberg-Pedersen har været formand for Centret for udviklingsresearch fra og arbejder for tiden for Verdensbanken i Washington DC. Derudover har han arbejdet inden for flere af FN s underafdelinger såsom UNICEF, WHO og UNDP. Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersens holdning til udviklingsbistand er i store træk, at ilandene bærer en vis pligt og ansvar til at hjælpe udviklingslandene. De har skrevet flere bøger sammen, og det er disse vi bruger i projektrapporten. 10

11 Peter Tamas Bauer er professor i økonomi og aktiv fortaler af det frie marked. Han repræsenterer i projektrapporten den mere kritiske vinkel på den nuværende udviklingsbistand, men han er ikke decideret imod udviklingsbistand. Ifølge Bauer hindrer udviklingsbistand, restriktiv immigration og handelsbarrierer den økonomiske vækst. Han mener ikke, at ilandene har et moralsk ansvar til at hjælpe udviklingslandene, men at udviklingsbistand bør være et globalt samarbejde med lige ansvar. Peter Bauer har udgivet flere bøger om udviklingsbistand og fattigdom, og han blev i 1990erne en af de mere toneangivende økonomer bag Verdensbankens politik. 12 Det skal bemærkes, at Bauer, Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen er mere eller mindre kritiske overfor den nuværende udviklingsbistand, men på vidt forskellige områder. De forholder sig kritisk til udviklingsbistand i dag, men tager samtidig stilling til fremtiden ved at sætte spørgsmål ved de gældende opfattelser. Vi bruger ikke nogen af vores teoretikere som deciderede fremtidsforskere, men som forskere, der har en bred indsigt i problematikkerne og en mening om fremtiden. 5.0 De multilaterale udviklingsorganisationer Aktørerne i udviklingsarbejdet er opdelt i to hovedkategorier, multilaterale og bilaterale udviklingsorganisationer. Derudover er der blandt andet NGO'er, (Nongovernmental organisations) som arbejder uden statslig støtte og indflydelse og desuden har tætte relationer i lokalområderne. Multilateral udviklingsbistand er defineret ved, at den formidles gennem internationale organisationer, som derefter overfører den til udvalgte lande og/eller projekter. Modsat bilaterale udviklingsorganisationer må multilaterale udviklingsorganisationer

12 i realiteten ikke interagere direkte i et lands regeringsførelse, men om nødvendigt kun komme med anbefalinger og støtte. 13 Bilateral udviklingsbistand er kendetegnet ved, at den går direkte fra donorland til modtager. Bistandsmidlerne er ofte øremærkede til specifikke områder, der er i donorlandets interesse og kaldes derfor også national udviklingsbistand. 14 Officielt prioriterer begge organisationsformer fattigdomsbekæmpelse højst. 15 De største, og i realiteten eneste multilaterale udviklingsorganisationer er FN s særorganisationer og Verdensbanken. Verdensbanken er oprindeligt én af FN s specialiserede underafdelinger, men fungerer i praksis som et selvstændigt og uafhængigt organ med egen bestyrelse og strategier, hvorfor vi ligeledes har valgt at behandle dem selvstændigt i projektrapporten. 16 Forskellen imellem Verdensbanken og FN ses blandt andet på deres bidragsydere. Verdensbanken modtager størstedelen af sine bidrag fra de store ilande: USA, Frankrig, England og Tyskland. USA er den største aktieindehaver i Verdensbanken og har derved det største mandat. FN modtager de største bidrag, målt i procent af BNP, fra de nordiske lande samt Holland, hvis bidrag overgår de 0,7% af BNP, som FN har fastsat som retningsgivende. Vi har valgt at fokusere på FN og Verdensbanken på baggrund af deres arbejde med udviklingsbistand samt deres toneangivende rolle og store indflydelse på det internationale udviklingsarbejde og udviklingspolitik. 5.1 FN FN blev officielt grundlagt i oktober 1945, men eksisterede og arbejdede som organisation fra omkring Den tæller i dag 191 medlemslande % af FN s udvik- 13 Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003:31 14 Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003:65 15 Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003:67 16 Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003:

13 lingsarbejde drejer sig primært om den globale forbedring af højere levestandarder og den globale udvikling af økonomiske og sociale fremskridt Organisationen FN s udviklingsarbejde udgøres dels af teoretisk arbejde og dels af operativt fieldwork. FN består af et større antal specialiserede underafdelinger, som fx UNICEF, UNDP og WHO. En del af underafdelingerne laver ikke decideret fieldwork, men foretager analyser, forskning og evalueringer. Dette er en af grundene til, at de største budgetposter inden for FN er ekspertsalærer, rapporter og evalueringer, projektadministration og studier. 19 En generel politik i FN er, at modtagerlandene selv er ansvarlige for koordinering og integration af al udviklingsbistand, hvilket er en afgørende faktor for FN s filosofi om at respektere modtagerlandenes autonomi. 20 En del af argumentet for at inddele FN s udviklingsarbejde i teoretisk arbejde og fieldwork er, at organisationen formulerer og iværksætter en stor mængde tiltag, som enten er for ambitiøse og ikke kan gennemføres eller reelt kun eksisterer i teorien. 21 FN er desuden ofte blevet kritiseret for reelt at stå magtesløse i flere situationer, og senest er eksemplet om især USA's indtog i Irak på trods af FN s anvisninger en problematik vi vil komme ind på senere i projektrapporten. Overholdelse af FN s menneskerettighedserklæring fra 1948 er juridisk forpligtende for alle medlemslande men ligeledes eksempel på et tiltag, der har en langt mere symbolsk betydning end en reel indflydelse Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003: Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003: Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003:110 13

14 5.1.2 Millenium Development Goals I år 2000 nedsatte FN de ambitiøse Millennium Development Goals år 2015målene. Vi har valgt at inddrage 2015målene, da disse mål er FN s foreløbige bud på fremtiden. De fundamentale værdier i målene skal stræbe efter: frihed, lighed, solidaritet, tolerance, respekt for naturen og ligeligt ansvar for verdens udvikling. 22 Målene består af 8 delmål, der skal være opnået inden år 2015: 1. Halvering af fattigdommen på verdensplan. 2. Sikre grundskoleuddannelse for alle børn uanset køn. 3. Sikre kvinder ligestilling i grund- og gymnasieskolen inden år 2005 og i al uddannelse inden Nedbringe børnedødeligheden blandt børn under 5 år med 2/3. 5. Nedbringe dødeligheden blandt gravide og fødende kvinder med 3/4. 6. Stoppe spredningen af HIV/AIDS og andre smitsomme sygdomme. 7. Sikre et bæredygtigt miljø. 8. Skabe et globalt partnerskab for udvikling herunder øget statsligudviklingsbistand til de lande, som gør en indsats for at mindske fattigdommen. 23 Alle FN s medlemslande og underafdelinger har forpligtiget sig til at følge målene, der ses som et af de største tiltag mod bekæmpelse af fattigdom i nyere tid Kritik af FN Som før nævnt, bliver FN ofte kritiseret for ikke at foretage tilstrækkeligt fieldwork. Et meget konkret kritikpunkt, som rammer næsten alle underafdelinger inden for FN, er derudover, at målene er for ambitiøse og sigter for bredt. 24 På den anden side er målene også et godt tiltag, da de opstiller en grundliggende ramme og helt konkrete mål at stræbe efter, der er med til at skabe et større initiativ fra udviklingslandenes Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003:113 14

15 side. Der er dog regulære uenigheder blandt medlemslandene omkring politik og regeringsførelse, hvilket blandt andet blev tydeliggjort under optakten til Irak-krigen, hvor USA tydeligt ønskede en anden politik. Samme problematik har også ført til kritik af FN at USA reelt har magten, og at FN ikke tør/kan trodse dem. På trods heraf er FN den udviklingsorganisation, som har iværksat de største initiativer for forbedring af fattiges levevilkår verden over. 5.2 Verdensbanken Verdensbanken er en international bank, som oprindeligt blev grundlagt som en underafdeling af FN. Dens primære formål ved grundlæggelsen i 1944 var at sikre finansiering for rekonstruktion og udvikling af de krigsramte lande efter 2. Verdenskrig. Bankens politik var at sikre den private sektor samt at låne kapital til specifikke projekter. 25 I dag tæller banken 184 medlemslande, som har medejerskab i banken gennem aktier. 26 Der har længe været tradition for, at USA har bestemt, hvem der skal beklæde formandsposten i Verdensbanken, og at vedkommende personligt udpeges af den siddende amerikanske præsident. Bankens formål har ændret sig i takt med tiden, og størstedelen af udviklingsbistanden går i dag til den sociale sektor. Derudover har banken skiftet fokus fra de europæiske lande, der skulle opbygges efter Anden verdens krig, til nu at koncentrere sin støtte om 2. og 3. verdenslande. 27 Den sidste ekspansion af Verdensbankens modtagerlande er østlandene efter Fra hovedsageligt at fokusere på finansiel støtte og lån, udgør bankens udviklingsbistand i dag også teknisk assistance, professionel rådgivning samt politisk og institutionel støtte. Ifølge Verdensbanken opnås udvikling bedst gennem økonomisk vækst Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003: verdenslandene tæller bl.a. Indien, Kina, Sydafrika og Brasilien som er mere udviklede end 3. verdenslandene 28 Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003:119 15

16 5.2.1 Organisationen En analyse af Verdensbanken fra år 2000 kategoriserer banken i følgende 4 roller: 1. Verdensbanken som bank. 2. Verdensbankens centrale indflydelse på de vestlige landes udenrigspolitik. 3. Verdensbanken som forgangsorganisation for den politisk-økonomiske udvikling i 2. og 3. verdenslandene. 4. Verdensbanken som udviklingsorganisation. IDA er den underafdeling af Verdensbanken, der varetager udviklingsarbejdet. Blandt de multilaterale organisationer er IDA den største bidragsyder. 29 IDA yder långivning til de fattigste lande i verden på favorable vilkår: tilbagebetalinger på tidligere ydede lån, lav rente, lang løbetid, afdragsfrie perioder samt gavebidrag. 30 Verdensbanken centrerer sine indsatser i udviklingsbistanden mod at opnå 2015 målene Poverty Reduction Strategy Papers Initiativet om PRSP (Poverty Reduction Strategy Papers) blev fremlagt af IMF og Verdensbanken i Det bygger på 2015målene og har til formål at forhindre, at de 2 billioner mennesker, som verdensbefolkningen forventes at stige med i løbet af de næste femogtyve år, ikke er dømt en skæbne i fattigdom. Ifølge IMF og Verdensbanken er PRSP det afgørende led imellem civilsamfundet, udviklingsbistanden, og de udviklingsresultater sat i 2015målene. PRSP fordrer, at modtagerlandets regering lægger vægt på nationalt ejerskab med inddragelse af civilsamfundet, sætter fokus på resultater, der vil komme de fattige til gode, samt at landet erkender de mange sider af fattigdommen. PRSP udarbejdes af regeringer i særligt fattige lande gennem en samarbejdsproces, der både involverer regeringernes interne aktionærer samt eksterne udviklingspartnere inklusiv Verdensbanken og IMF. PRSP beskriver de økonomiske, 29 Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003:

17 strukturelle og sociale politikker, som et land må tilstræbe, over adskillige år, for både at fremme bæredygtig vækst og reducere fattigdommen, såvel som behovet for kapital og finansiering udefra Kritik af Verdensbanken Verdensbanken og dens neoliberale politik bliver både mødt af bred opbakning, men også massiv og konkret kritik. Bankens politik har bevirket, at den er blevet betragtet som USA s marionet dukke og politimand for vestlige investeringer i udviklingslandene. I den kritiske bog, 50 years is enough The case against the World Bank and the IMF, skriver forfatterne om Verdensbanken, at den bakker op om udemokratiske ledere og ikke stiller krav til god regeringsførelse. 33 Omvendt skriver Peter Bauer, at den selv samme kritik er møntet på fx de bilaterale udviklingsorganisationer. 34 Uanset kritikken ændrer det dog ikke på det faktum, at Verdensbanken er en af de allerstørste multilaterale bidragsydere til udviklingsbistand. 5.3 Afrunding En generel kritik, som rammer både multilaterale og bilaterale udviklingsorganisationer, er at de har for store og ambitiøse mål og for få reelle ressourcer og kompetencer til at udføre dem. 35 I 1980 viste evalueringer af Verdensbankens projekter, at 13% havde opnået deres mål utilfredsstillende og kun 25% acceptabelt. Efterfølgende lød det samlede resultat af bankens projekter på 2/3 succes og 1/3 fiasko. Det er en tendens, som er kendetegnende for flere andre organisationer. 36 Hos størstedelen af de Danaher 1994: Bauer 1984:46 35 Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003: Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003:123 17

18 multilaterale udviklingsorganisationer påregner man, at gennemsnitligt 3/4 af projekterne gennemføres med succes og 1/4 som fiasko Udviklingsbistandens historie Vi vil i de følgende afsnit give et indblik i, hvordan udviklingsbistandens fremherskende strategier har ændret sig i perioden fra 1947 til nu. 38 Generelt har bistandsstrategierne båret præg af en omfattende udvikling, hvor udviklingsbistanden gradvist er blevet dækkende over flere og flere områder af udviklingslandenes samfundsliv og struktur. Et gennemgående træk har været en opfattelse af, at en udefrakommende indblanding sås som en nødvendighed for udvikling. 6.1 Efterkrigsårene Udviklingsbistandens tidligste forslag blev fremsat i 1947 af den amerikanske udenrigsminister George C. Marshall. Forslaget indeholdte et ønske om en omfattende udviklingsbistand til de europæiske lande, så deres økonomiske infrastruktur efter Anden verdenskrig kunne opbygges igen. Året efter fremlagde den nytiltrådte amerikanske præsident Truman de første planer om en udvidelse af udviklingsbistanden til nu yderligere at dække udviklingslande, der var truet af kommunismen. Da genopbygningen af de krigsramte europæiske lande, i midten af 1950erne, havde nået sine mål, blev udviklingsbistanden trukket tilbage til fordel for dårligere stillede og udviklingssvækkede lande i Mellemøsten, Asien, Latinamerika og Afrika. Man ønskede at fremme den økonomiske udvikling i modtagerlandene, og derudover var der en interesse i de kommercielle og sikkerhedspolitiske aspekter. 37 Danaher 1994: De efterfølgende afsnit bygger på Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2001:kap. 4 og 5 samt Degnbol- Martinussen og Engberg-Pedersen 2003:kap 2, 3 og 4. 18

19 6.2 Nedsivning og spredning Udviklingsmålene startede i 1950erne med primært at handle om den økonomiske vækst. Med dette bidrog man med en kapitalindsprøjtning, som ville sætte gang i egenproduktioner, der skulle sprede sig helt ned til de laveste samfundsgrupper dette kaldes også nedsivningsmetoden. Hvis dette lykkedes, mente man, at kommunistiske og socialistiske ledere ville få sværere ved at udbrede deres ideologier. Dette gik i midlertidigt ikke efter planen, og de kommunistiske regimer slog sig sammen for at modkæmpe kapitalismen, og dette var blandt andet med til at starte den kolde krig. Som årtiet gik, blev de hurtige kapitaloverførsler lagt til side til fordel for en mere langsigtet bistandsydelse i 1960erne. Motiverne for at indgå i bistandshjælp lå for donorerne i det humanitære og moralske frem for det sikkerhedspolitiske. Dette havde desuden sin grund i den kolde krigs midlertidige aftagen med Cuba-krisen i Donorerne søgte stadig at få gang i økonomien, men nu gjaldt det om at få gang i denne vækst ved hjælp af moderne teknologi og kapital. Der blev, fra Verdensbanken, USA, Frankrig og Storbritanniens side, iværksat en udviklingsstrategi, hvor eksperter blev indsat til at gennemføre offentlige projekter. Med ilandenes introduktion af moderne teknologi og organisationsformer, forventede man, at det hurtigt ville spredes til resten af verden. I 1960erne bredte der sig, fra store dele af befolkningens side, en utilfredshed, da de fattige blev forbigået af både udviklingsbistand og økonomisk vækst. Dette problem opstod, da de finansielle midler ikke rakte langt nok, og teknologien ikke var tilpasset de lokale forhold på landet. Det var også i denne periode, at man så en tendens til dual økonomi spire frem, og skellet mellem rig og fattig blev forøget. 39 Generelt blev resultatet for denne bistandsstrategi, at de fattige fik me- 39 Dual økonomi er en splittelse mellem bybaseret, moderne økonomi og traditionel bondeøkonomi. Degnbol- Martinussen og Engberg-Pedersen 2001:73 19

20 get lidt ud af ressourceoverførslerne, og at teknologien ikke var tilpasset de lokale forhold i udviklingslandene. 6.3 Integrerede udviklingsprojekter Erfaringer fra 1960erne viste, at de hidtidige udviklingsstrategier ikke kom den fattige befolkningsgruppe til gode. Derfor blev bekæmpelse af fattigdom det centrale mål i 1970erne. Opmærksomheden omkring undertrykkelsen af kvinder steg ligeledes i 1970erne, da kvinderne i adskillige udviklingslande udgjorde en stor del af de fattigste befolkningsgrupper. Den væsentligste bistandsstrategi i dette årti bestod af integrerede udviklingsprojekter i landområderne. Med dette løb man imidlertid ind i problemer, da de integrerede projekter ikke byggede på lokal viden om udviklingsbehov og ressourceforhold i udviklingslandene. Donorerne formåede ikke at analysere og planlægge på målgruppens vegne og yde bistand i overensstemmelse hermed. Ydermere blev de fattiges behov, af deres egne regeringer, tilsidesat for et ønske om at være en del af ilandenes marked. 6.4 Strukturtilpasning I 1980erne, omkring den kolde krigs afslutning, skete der et regeringsskifte i de store statsmagter USA, Storbritannien og Den Tyske Forbundsrepublik. Dette medførte nye bistandsstrategier, der forsøgte at få skubbet staten i baggrunden. Strategierne kom til at betyde en øget indsats på de frie markedskræfter, som fik betydning for bistandsmålene, og fokus blev flyttet tilbage til den økonomiske vækst, man tidligere havde lagt vægt på nu blot sammen med strukturelle ændringer i udviklingslandene. Ilandene øgede nu kontrollen med udviklingslandene via et strukturtilpasningsprogram, der lovede landene udviklingsbistand og mulighed for lån til gengæld for løfter om liberalisering inden for blandt andet politik og økonomi. Fokus lå stadig rettet mod afvikling af fattigdom, men med de nye strukturelle ændringer betød det en be- 20

21 tydelig nedskæring heraf. Man lagde vægt på miljøet, både som motiv og mål for bistandsydelse, hvilket førte til det nylancerede begreb bæredygtig udvikling. 40 Strukturtilpasningsprogrammerne var en betingelse for at låne eller at ændre lånets løbetid. Teoretisk set var disse lån i bred forstand designet til, på den ene eller anden måde, at hjælpe modtagerlandene med at forbedre deres økonomi. Washingtoninstitutionerne krævede, at det sociale statsapparat i modtagerlandene skulle reduceres, men disse programmer blev udsat for hård kritik, fordi man samtidig reducerede beskyttelsen og genopbygningen af den menneskelige kapital i modtagerlandene, som en fremtidig sund økonomi skulle bygges på. Mange af disse landes regeringer følte endvidere, at deres suverænitet blev krænket og deres egne udviklingspolitikker blev underkendt. 6.5 Demokrati og god regeringsførelse Efter den kolde krig begyndte de bilaterale donorer at stille stadig større krav, hvad angik den politiske situation i modtagerlandene. Disse krav handlede først og fremmest om tiltag til en demokratiseringsproces samt respekt for menneskerettigheder, og i en bredere forstand omhandlede de god regeringsførelse. Som det første donorland opsatte Sverige, allerede i 1978, demokratisk udvikling af samfundet som udviklings mål. De fleste bilaterale donorer undgik dog at sætte mål vedrørende den politiske udvikling i modtagerlandene ud fra argumentet om, at man, ved at bruge udenlandsk udviklingsbistand til at ændre den politiske situation i modtagerlandene, blandede sig i interne anliggender og dermed kom i konflikt med respekten for landenes ret til suverænitet. 41 Siden starten af 1990erne er man dog gået 40 En udvikling, der opfylder de nuværende menneskelige behov uden at bringe de fremtidige generationers muligheder for behovsopfyldelse i fare. Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003:28 41 Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003:30 21

22 helt bort fra dette argument, der i stedet er blevet erstattet af meget konkrete ønsker fra donorerne om indflydelse på den politiske udvikling i udviklingslandene. 6.6 Sektorprogrammer og den kolde krigs afslutning I 1990erne, efter Berlin-murens fald, flyttedes bistandsfokus mod de tidligere kommunistiske østeuropæiske lande. Demokratisering, overholdelse af menneskerettigheder samt god regeringsførelse var nøgleordene på donorernes agenda. Alt dette betingede nye bistandsstrategier: sektorprogrambistand (man flyttede udviklingsbistand til samlede programmer for udvikling af hele sektorer ex sundhed og uddannelse), politikdialog (man førte dialog om politiske emner inden for hele samfundets opbygning) og kapacitetsudvikling (udviklingslandenes egne organisationer blev i højere grad involveret, så de blev i stand til selv at udvikle og bære udviklingen). Inden for udviklingsbistand kom effekten af den kolde krigs afslutning blandt andet til at betyde, at en hel gruppe af donorlande forsvandt, og flere lande, der før var en del af den tidligere østblok, eller lande som havde modtaget støtte derfra, søgte nu om international udviklingsbistand. Men samtidig med, at den kommunistiske trussel fra øst blev fjernet, mindskedes også mange donorers motivation for at give udviklingsbistand. Således faldt den samlede amerikanske udviklingsbistand drastisk, i tiden umiddelbart efter Berlin-murens fald, på trods af, at behovet for udviklingsbistand øgedes betragteligt. Dette faldt desuden sammen med, at mange ilande i samme periode selv oplevede stigende økonomiske problemer og arbejdsløshed. 42 En anden mere indirekte konsekvens af den kolde krigs afslutning var, at et stort antal af etniske og regionale konflikter, der før var blevet undertrykt eller holdt i skak af de to supermagters rivalisering, nu på ny blussede op og derved yderligere lagde pres på bistands- 42 Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003:25 22

23 midlerne, da disse konflikter krævede fredsbevarende operationer og humanitær udviklingsbistand som katastrofe- og flygtningehjælp. 6.7 Ny udviklingsbistand eller nyimperialisme Det er vigtigt at pointere, at udviklingslandene ikke blot modtager udviklingsbistand fuldkommen ukritisk og uden forbehold dette er langt fra tilfældet. Der findes således en lang række eksempler på lande, der ikke ønsker bestemte former for udviklingsbistand. Dette gælder eksempelvis mange af de tidligere britiske kolonier, hvor særligt den bilaterale udviklingsbistand betragtes som en form for nyimperialisme, der i princippet blot tjener til at fastholde de tidligere kolonier i et afhængighedsforhold til den tidligere kolonimagt og donorlandene. Derfor er der en tendens til, at multilateral udviklingsbistand, gennem fx FN, foretrækkes frem for bilateral udviklingsbistand, fordi de multilaterale midler ikke umiddelbart er forbundet med sikkerhedspolitiske og kommercielle interesser. Ydermere føler modtagerlandene, at de gennem deres medlemskab i FN selv har større chancer for politisk medindflydelse i FN-organisationerne Udviklingsbistanden i dag 7.1 Motiver og formål med udviklingsbistand Den internationale udviklingsbistand kontribueres i dag sjældent udelukkende med moralske og humanitære motiver, men er ligeledes præget af egeninteresser. Der er i dag en stigende erkendelse af, at de rige og fattige lande er gensidigt afhængige af 43 Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003:22 23

24 hinanden, da udvikling af de fattige lande, og en mere ligelig fordeling af de globale ressourcer, på længere sigt vil være i de rige landes egne interesser. 44 Motiverne for både modtagerlande og donorer ændrer sig i takt med samfundets udvikling og skifter hele tiden fokus. Der er stadig store sikkerhedspolitiske interesser og motiver forbundet med udviklingsbistand, men i dag handler sikkerhedspolitikken i høj grad om de handelsmæssige interesser og terror. I dag er god regeringsførelse et stående krav for at modtage stort set al bilateral og multilateral udviklingsbistand. Modtagerlandene forpligter sig til at fremme demokrati og menneskerettigheder, og donorerne kræver ikke blot indflydelse på den førte økonomiske politik men også på det politiske system. Samtidig med at DAC landene 45 har formuleret krav om god regeringsførelse, har de også vedkendt sig deklarationer om, at de skal respektere modtagerlandenes egen ret til at lede udviklingssamarbejdet, og forholdet mellem donorer og modtagerlande betegnes som et partnerskab, der bygger på gensidig respekt landene imellem. 46 De multilaterale udviklingsorganisationer har ikke det samme mandat til at blande sig i de politiske relationer i modtagerlandene som de bilaterale donorer. Men ved at ligge vægt på god regeringsførelse og menneskelig udvikling som overordnede mål udøver de alligevel indirekte indflydelse. Man definerer oftest multilateral udviklingsbistand som værende mere objektiv. 47 Ifølge Verdensbanken involverer god regeringsførelse således regelmæssige frie valg, men den afviser ikke, at dette også kan ske på andre måder. Verdensbanken ligger ligeledes vægt på borgernes lighed for loven, ytringsfrihed og frihed til at samles og organisere sig Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 1999:32 45 Man definerer oftest DAC landene som at være lig donorlandene, eftersom de tilsammen bidrager med 90% af verdens samlede udviklingsbistand. Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003:62 46 Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003:31 47 Bauer 1984:64 48 Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003:31 24

25 7.2 Den tidligere strukturtilpasningspolitik Kritikken af de tidligere strukturtilpasningsprogrammer fik donorinstitutionerne til at udvikle nye metoder og strategier, som skulle arbejde for inddragelsen af fattige lande i en global økonomisk integration. Peter Bauer mener, at favorable lån til fx infrastruktur giver bedre grobund for investeringer og udvikling, som igen giver mulighed for opkrævning af brugerbetaling og skatter, der skal sikre tilbagebetalingen af lånene. Den eneste forskel, der er på denne form for udviklingsbistand og donation, er, ifølge ham, den sparede omkostning for et lån. Udviklingsbistand er et globalt samarbejde, hvor man deler lige ansvar og indsats mod et tilfredsstillende resultat. 49 Når der skal gives udviklingsbistand, skal den tilpasses lokale og kulturelle forhold. 50 Det er en tendens, som man ligeledes kan se i de seneste års stigende fokus på sektorprogrammer og Cross-cutting emner. 51 Sideløbende med prioriteringen af menneskerettigheder og velfærd er der yderligere blevet sat fokus på miljøpolitiske hensyn i udviklingsbistandssamarbejdet. Verdens miljøproblemer er blevet så omfangsrige, at det globale fællesskab er forpligtet til at samle sig om en fælles strategi for vækst og udvikling på et bæredygtigt grundlag. Der er blevet rettet opmærksomhed mod, at opfyldelsen af de fattiges basale behov er en forudsætning for en gunstig og bæredygtig udvikling. Ligeledes er fokus blevet rettet mod overbefolkning, samt at fattigdom i udviklingslandene har medvirket til ødelæggelse af miljøet både i udviklingslandene og på globalt plan Bauer 1984: Bauer 1984:7 51 Tre Cross-cutting emner: kvinder og ligestilling, bæredygtig udvikling samt demokrati og menneskerettigheder. Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003:90 52 Degnbol-Martinussen og Engberg-Pedersen 2003:15 25

26 7.3 Gældslettelse Et andet træk i fattigdomsbekæmpelsen de senere år har været initiativer til at eftergive meget af udviklingslandenes gæld. Afdragene og renterne på gælden har hindret deres indsats for bedre uddannelse, sundhed og fødevareproduktion. Problematikken med udviklingslandenes gæld var på dagsordenen på FN s sociale topmøde i 1995, og året efter tog Verdensbanken og IMF et initiativ, som skulle lette de fattige landes gældsbyrde. Tanken med initiativet var, at alle udviklingslandenes kreditorer skulle samles om en delvis eftergivelse af gælden for lande, som kunne dokumentere en vilje til at føre en ansvarlig politik. Dog kritiseres initiativet, fordi gældslettelsen er en prioritering og omfordeling af de pågældende udviklingslandes samlede bistandspulje og altså ikke en donation, der rækker ud over den allerede afsatte udviklingsbistand Afrunding Der har gennem tiden været forsøgt adskillelige strategier, og de historiske ændringer har blandt andet medført et stigende fokus på de sikkerhedspolitiske aspekter i forbindelse med udviklingsarbejdet. Ligeledes er god regeringsførelse blevet en betingelse for at modtage stort set alle former for udviklingsbistand. Motiverne for at yde bistand hænger i dag ofte sammen med en vis grad af egeninteresse fra donorernes side men officielt er det stadig fattigdomsbekæmpelse, der er overskriften. Globaliseringen har medført en udvidelse af udviklingsbistanden, til at den i dag også påvirkes af og skal tage højde for faktorer som retningslinier for det globale marked, massemediernes udbredelse og terrorens trussel. Disse aspekter uddybes i det følgende afsnit. 53 Peter With, seminar hos Ibis 26

27 8.0 Globalisering 8.1 Faktorer for udviklingsbistandens fremtid I dag er de overordnede mål for udviklingsbistand sikring af menneskerettigheder, god regeringsførelse og bekæmpelse af fattigdom. Men det plan, hvorpå disse mål befinder sig, er i højere grad af symbolsk karakter. Hvordan kan de multilaterale udviklingsorganisationer stille krav til sine medlemmer om at åbne grænserne, når det netop er beskyttelsen af dem, der i de fleste af landene er højest på dagsordenen? Globaliseringen, som blandt andet omfatter den teknologiske udvikling, liberaliseret handel og investeringer samt udvikling inden for massekommunikation, har ledt til store omvæltninger i fordelingen af verdens rigdom og produktion. Vi vil i de følgende afsnit komme nærmere ind på aspekter vedrørende globaliseringen og disses indflydelse på udviklingsbistanden. Det er vores tese, at disse faktorer vil få stadig større betydning som de centrale spillere i forhold til at forme og fastsætte målene for udviklingsbistand dog ikke ligeligt vægtet. Udviklingssamarbejdet har i de seneste årtier undergået store forandringer, hvad angår ændringer i politikker og strategier for dette samarbejde. De fleste har en mening om globaliseringen, der som alt andet har både fordele og ulemper, hvilket i særdeleshed gør sig gældende, når det drejer sig om udviklingsbistand, samt de problemer verdens fattigste lande står overfor. Nogle mener, at man blot skal lade markedskræfterne råde og regulere sig selv, andre er bekymrede for, om globaliseringen helt vil komme til at underminere alle håb for menneskelig udvikling i fremtiden. Ét er dog sikkert, globaliseringen er en levende realitet, og den har været med til at åbne enorme muligheder for økonomiske og sociale fremskridt, men hvis disse muligheder ikke forvaltes med omtanke, vil det få store konsekvenser for verdenssam- 27

28 fundet. Disse konsekvenser omhandler eksempelvis stor økonomisk ustabilitet og en øget risiko for marginalisering af lande og befolkninger, der ikke er rustet til at udnytte de fordele og muligheder, som globaliseringen har åbnet op for. Hos befolkningerne i de fleste donorlande er der enighed om, at man bør hjælpe de fattigste lande ved humanitære katastrofer, der kræver direkte nødhjælp. Anderledes ser det dog ud på det handelsmæssige område. Frygten for konkurrence fra lande med billig arbejdskraft er udtalt, og det ses tydeligt i de politiske debatter, der for tiden føres i både Europa og USA. 8.2 Massemediernes udbredelse Globalisering handler blandt andet om samarbejde både på tværs af grænser og ideologier. Den hænger tæt sammen med udvidelsen af fx Internettet, CNN, andre massemedier og kommunikationsformer ligeledes på tværs af landegrænser. Massemediernes selekterende funktion har i dag stor betydning for, hvorledes vores syn på verdenssamfundet former sig, og for de fleste er medierne den primære adgang til information om verdenssituationen. Den teknologiske udvikling har medført, at information er blevet lettere tilgængelig, og dermed også i mange tilfælde når helt ud til fattige befolkninger i uudviklede områder. Således får disse mennesker efterhånden et direkte indblik i den forbrugskultur, der eksisterer i den rige del af verden, og denne åbenlyse ulighed kan lede til konflikter og stor utilfredshed. Den indsigt, som de marginaliserede befolkninger i udviklingslandene traditionelt har været afskåret fra, kan desuden medføre, at der fra de fattige befolkningers side vil blive sat et yderligere kritisk fokus på bistandsarbejdet, herunder de benyttede metoder. Denne udvikling kan, set i et positivt perspektiv, bidrage til at skabe et mere nuanceret billede af bistandssamarbejdet, idet både donorer og modtagere har mulighed for at forholde sig mere kritiske og konstruktive til samarbejdet. 28

29 I dag mener flere medieforskere, at medierne er blevet, eller er ved at blive, en helt integreret del af det politiske spil som den dagsordensættende formidler. 54 Det er dem, der vælger, hvad der skal udgøre nyhedsstoffet, og hvad der er mindre væsentligt. Aktualitet er det nyhedskriterium, der i dag er styrende for, hvad der bliver en nyhed, og pressen kan derfor konstruere et billede af virkeligheden, der, med aktualitet som argument, opfattes som velbegrundet. Organisationer og politikere har brug for mediernes eksponering, og mediernes magt på den politiske dagsorden bliver derved konkretiseret, om end der er tale om en indirekte magt. Mediernes konstante bevågenhed er ikke nødvendigvis negativ, da journalister er vores øjne ude i verden og gengiver begivenheder, vi ellers aldrig ville have hørt om. Vi får eksempelvis indblik i de politiske beslutningsprocesser, hvilket har bidraget til at demokratisere adgangen til politisk relevant information. 55 Ved fokus på bestemte katastrofer og andre situationer i udviklingslandene får de befolkningens og politikernes øjne op for aktuelle problemer, hvor handling ofte er efterfølgende. Mediernes opmærksomhed i forbindelse med katastrofer har ligeledes en betydelig effekt i forhold til donationer og indsamling af midler til nødhjælpsarbejde. De multilaterale udviklingsorganisationer er, på samme måde som politikerne, afhængige af god omtale og opmærksomhed hos medierne. Udviklingsorganisationerne er afhængige af donorpenge, hvorfor formidling af målsætninger og politikker kan være altafgørende for dem. 8.3 Nyhedsdækningens subjektivitet Meget peger i retning af, at problemer i udviklingslande som nyhedsstof er ved at forsvinde i takt med den stigende globalisering. Udviklingslande og udviklingsbistand 54 Holm red. 2000: Hjarvard 1995:kap.4, s.10 29