PARTNERSELSKABET. - en selskabsretlig og skatteretlig behandling - Juridisk Institut Hovedopgave Cand.merc.aud

Transkript

1 Juridisk Institut Hovedopgave Cand.merc.aud Forfattere: Christine Madsen (254327) Trine Bjerrum Hansen (272700) Vejleder: Tommy V. Christiansen PARTNERSELSKABET - en selskabsretlig og skatteretlig behandling - Handelshøjskolen i Århus 2006

2 INDHOLDSFORTEGNELSE 1 INDLEDENDE AFSNIT INDLEDNING MOTIVATION PROBLEMFORMULERING AFGRÆNSNING METODEVALG OPBYGNING PARTNERSELSKABETS ORGANISATION KARAKTERISTIK AF ET PARTNERSELSKAB LEDELSESORGANER Partnerselskab med kommanditselskabspræg Partnerselskab med aktieselskabspræg KOMPLEMENTAREN Hæftelse Beføjelser Erstatningsansvar KOMMANDITAKTIONÆREN Hæftelse Beføjelser Erstatningsansvar SAMMENFALDENDE IDENTITET MELLEM SELSKABSDELTAGERNE SAMMENLIGNING TIL KOMMANDITSELSKABET OG AKTIESELSKABET RETLIG REGULERING AF PARTNERSELSKABET REGULERINGSTEKNIK FOR PARTNERSELSKABET REGNSKABS- OG REVISIONSPLIGT SAMMENLIGNING TIL KOMMANDITSELSKABET OG AKTIESELSKABET STIFTELSE AF PARTNERSELSKABET OMDANNELSE AF ET AKTIESELSKAB TIL PARTNERSELSKAB NYSTIFTELSE AF ET PARTNERSELSKAB Stiftelsesprocedurer PARTNERSELSKABETS RETSSTILLING UNDER STIFTELSEN KAPITALEN VEDTÆGTERNE Selskabets navn Selskabets formål Retsforholdet mellem selskabsdeltagerne SAMMENLIGNING TIL KOMMANDITSELSKABET OG AKTIESELSKABET UDTRÆDEN OG OPLØSNING DELTAGERNES UDTRÆDEN OG UDELUKKELSE AF PARTNERSELSKABET Komplementaren Kommanditaktionæren PARTNERSELSKABETS OPLØSNING Likvidation Tvangsopløsning Konkurs Omdannelse SAMMENLIGNING TIL KOMMANDITSELSKABET OG AKTIESELSKABET BESKATNING AF PARTNERSELSKABET

3 6.1 SKATTETRANSPARENT SELSKAB Personskatteloven BESKATNING AF PARTNERSELSKABETS DELTAGERE Selskabsdeltagernes fradragsret Komplementaren Kommanditaktionæren VIRKSOMHEDSSKATTEORDNINGEN Virksomhedsskatteordningens etablering Anvendelse af virksomhedsskatteordningen i driftsfasen Ophør af virksomhedsskatteordningen VIRKSOMHEDSSKATTEORDNINGEN I PARTNERSELSKABET SAMMENLIGNING TIL KOMMANDITSELSKABET OG AKTIESELSKABET OMDANNELSE SKATTERETLIGT FRA AKTIESELSKAB TIL PARTNERSELSKABET FRA PARTNERSELSKABET TIL AKTIESELSKAB FRA PERSONSELSKAB TIL PARTNERSELSKABET SAMMENLIGNING TIL KOMMANDITSELSKABET OG AKTIESELSKABET KONKLUSION PERSPEKTIVERING LITTERATURLISTE BILAGSLISTE

4 Abstract In Denmark the choice of corporate form is very traditional and often based on the choices between the knowable and respected corporate forms. The main purpose of this assignment is to present an alternative option, the partnership limited by shares (P/S), which should be considered when business operator want to establish a new company. The P/S is a well-known and well proven company type in some European countries and has also existed in the Danish legislation since 1930, but despite this the P/S has never inspired the Danish business- people or advisors in Danish business. In 1996 the Danish government published new initiatives with the scope to encourage the use of the P/S. The P/S is said to be a hybrid because it contains the best elements from two different worlds, and therefore forms an interesting and attractive option in proportion to the traditional types. The characteristics of the P/S are that it contains two groups of contributors: at least one general partner and at least one limited partner. The main difference between the two groups is that the general partner is personally, jointly and severally liable whereas the limited partner s liability is limited. The contributors can be either a natural person or a legal/artificial person. The P/S is judicial regulated by two different set of laws, where in relation to company law it is regulated by the Companies Act and in relation to tax it is regulated like the limited partnership. Because of this the P/S is a tax-transparent company form and therefore gains a lot of advantages such as using the personal income tax and the possibility to use The Business Tax Scheme. The structure in this assignment is divided in two main parts, where the first part deals with organizational considerations such as participation, liability, rights and obligations, capital, foundation and liquidation. The second part is centralized around tax issues. The authors prompt to enhance the awareness and illustrate the advantages of the P/S through a theoretical and analytical angle. 4

5 1 Indledende afsnit 1.1 Indledning Valg af selskabsform er et aktuelt spørgsmål i det tilfælde, hvor en eller flere personer ønsker at etablere en erhvervsmæssig virksomhed, men spørgsmålet finder også relevans ved optagelse af nye virksomhedsdeltagere eller ved selskabsomdannelse. I Danmark er der ingen faste rammer for, hvilken organisationsform, der skal vælges som grundlag for den enkelte erhvervsvirksomhed. Valget af selskabsform bygger derfor på nogle underliggende motiver af selskabsretlig og skatteretlig karakter såsom virksomhedens formål, risikoprofil, antal ejere, kapitalbehov, beskatningsforhold osv.. Dette synes i høj grad at være traditionsbundet i stedet for at bygge på en egentlig analyse af den enkelte virksomheds behov 1. Den selskabsretlige aftalefrihed er et grundelement i den danske selskabsret, og indeholder tre principper: Dels friheden til at vælge selskabsform uafhængig af den påtænkte erhvervsvirksomheds karakter, dels friheden til at skabe en ikke hidtil anvendt selskabsform, og dels friheden til at fastsætte indholdet af selskabskontrakten for den valgte selskabsform 2. Den selskabsretlige frihed er i Danmark større end i mange andre lande, idet ikke alle selskabsformer er lovregulerede. Ifølge ovenstående citat er der således frihed til at vælge selskabsform blandt de traditionelle kendte former samt frihed til at kombinere forskellige elementer fra disse kendte former. Aftalefriheden og brugen heraf står i paradoksal kontrast til praksis, idet der i Danmark typisk vælges selskabsformer i de klassiske kategorier, og selv indenfor disse anvendes der kun nogle få af selskabsformerne. Billedet tegner sig således, at de lidt større selskaber stiftes som aktieselskaber, de mindre som anpartsselskaber, og som en anden mulighed overvejes interessentskabsformen indenfor de erhvervsområder, hvor denne selskabsform i forvejen er kendt. De klassiske selskabsformer opdeles overordnet i to selskabskategorier, personselskaber og kapitalselskaber, hvor kriteriet for opdelingen er den selskabsretlige hæftelsesform, dvs. selskabsdeltagernes hæftelse overfor selskabets kreditorer. Personselskabet er kendetegnet ved, at mindst én af deltagerne hæfter personligt for virksomhedens gæld, hvorimod ingen af deltagerne i et kapitalselskab hæfter personligt. Werlauff har mere præcist defineret de to selskabskategorier: 1 jfr. Fode & Munck (2000), kap.1 og Munck & Kristensen (2002), s Fode & Munck (2000), s

6 Personselskabet er en samvirkeform med deltagelse af én eller flere fysiske og/eller juridiske personer, hvoraf mindst én hæfter ubegrænset for selskabets forpligtelse, oftest med den følge, at der ikke er behov for at opstille krav om mindstekapital til selskabet, og hvor omverdens villighed til at kontrahere med selskabet derfor beror på tilliden til den eller de personer der deltager i selskabet. Typiske eksempler på personselskaber er interessentskaber og kommanditselskaber. (Werlauff 2003, s. 21 ff.) Kapitalselskabet, herunder aktie- og anpartsselskaber, defineres derimod som en samvirkeform med deltagelse af én eller flere fysiske og/eller juridiske personer, hvoraf ingen hæfter for selskabets forpligtelser, så at alene kapitalselskabet og dermed dettes selskabsformue hæfter for disse forpligtelser med den følge, at der er behov for at opstille regler omkring formuens opretholdelse og omverdens indsigt deri, eftersom omverdens villighed til at kontrahere med kapitalselskabet beror på tilliden til dettes kapital. (ibid.) I definitionerne står de to selskabskategorier i åbenlys kontrast til hinanden indenfor væsentlige områder såsom hæftelse, kapital og regulering. Valg af selskabsform får som følge heraf afgørende betydning, idet man kan betragte denne overordnede opdeling som et tilvalg eller fravalg af centrale selskabsretlige forhold, hvor man enten placerer sig i den ene eller den anden kategori. Den manglende anvendelse af aftalefriheden i praksis mindsker nemlig muligheden for at kunne kombinere disse selskabsformer. I 1800 tallet blev der i Europa udviklet en selskabsform, som kombinerer de to selskabskategorier, henholdsvis kapitalselskabet og personselskabet. Mere præcist er denne selskabsform en blanding mellem et kommanditselskab og et aktieselskab. Det udtales i den beskedne juridiske litteratur herom, at der er tale om en god selskabsform, der formår at kombinere det bedste fra aktieselskabernes verden og det bedste fra kommanditselskabernes verden 3. I den tidlige litteratur er selskabsformen udelukkende omtalt som kommandit-aktieselskab, men ved vedtagelsen af lov nr. 377 af 22. maj 1996 blev der indført et alternativ til denne betegnelse, nemlig Partnerselskab. Denne lovændring var et led i en række initiativer fra Erhvervsministeriet, hvor det bl.a. forsøgtes at udbedre kendskabet til og brugen af kommandit-aktieselskabsformen 4. I denne afhandling vil selskabsformen fremover blive benævnt som partnerselskab. 5 Et partnerselskab er således grundlæggende et kommanditselskab, men betragtes selskabsretligt som et aktieselskab. 3 Parlev (2003), s Se Lauritzen (1996) og Hjortshøj (1996). For nærmere behandling af lovændringen se endvidere afhandlingens kapitel 3 Retlig regulering af partnerselskabet. 5 Begge navne kan stadig anvendes om selskabsformen, men da denne opgave ønsker at fremme anvendelsen og skabe en positiv fokus på selskabsformen anvendes Partnerselskab som betegnelse, for netop at undgå eventuelle dårlige associationer med kommanditselskabet. 6

7 Denne hybride form er baggrunden for, at der foreligger mange fordele ved anvendelsen af selskabsformen. Til trods for at partnerselskabsformen indeholder mange fordele, har der været en beskeden anvendelse af denne. I 1996 inden lovændringen var der registreret 12 partnerselskaber hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 6, siden har der været en markant stigning i antallet og i dag er der registreret 155 partnerselskaber i Danmark 7. Det er denne vækst, der ønskes tilskyndet i denne opgave gennem en dybdegående selskabsretlig og skatteretlig gennemgang af partnerselskabet som selskabsform. 1.2 Motivation I forbindelse med de indledende overvejelser omkring afhandlingen er det kommet til vores kundskab, at partnerselskabet er en overset selskabsform i Danmark. Partnerselskabet har kun været sporadisk behandlet i litteraturen indtil 2005, hvor Foreningen for Statsautoriserede Revisorer (FSR) udgav en publikation om emnet. Denne manglende litterære udbredelse synes at have givet udslag i et yderst begrænset kendskab til selskabsformen, primært grundet en manglende viden og indsigt i de fordele, der kan være ved at vælge et partnerselskab som selskabsform. Ligeledes afføder det manglende kendskab og den beskedne juridiske og litterære behandling af partnerselskabet en vis usikkerhed om retsgrundlaget og retspraksis. Valg af selskabsform er som sagt meget traditionsbundet og ofte blot et valg mellem personselskaber og kapitalselskaber i deres klassiske former. Partnerselskabet beskrives som en selskabsform, der kombinerer det bedste fra to verdener, og kan derfor ses som et opgør med det traditionsbundne valg af selskabsform. Netop det forhold, at man kombinerer det bedste fra to meget forskellige selskabskategorier, udgør en meget interessant og attraktiv valgmulighed. Således ønskes det med denne afhandling at tilskynde kendskabet til partnerselskabsformen i sin helhed, samt at fremhæve de fordele, der findes ved at drive selskab i denne selskabsform. 1.3 Problemformulering Med baggrund i motivationen for denne afhandling vil det overordnede fokus blive lagt på en selskabsretlig og skatteretlig gennemgang af partnerselskabet. Der ønskes gennem en teoretisk og analytisk tilgang til emnet at opnå et forbedret kendskab til selskabsformen ved at behandle partnerselskabet i alle dets faser og tillige søge at eliminere usikkerhedsmomenter, der måtte være 6 Oplyst af Danmarks statistik. 7 Online databasen WEB-direckt, se evt. bilag 3. 7

8 omkring partnerselskabet. Det tilstræbes yderligere med denne afhandling at påvirke det meget traditionsbundne valg af selskabsform, og derfor findes det essentielt, at tydeliggøre de fordele der er ved partnerselskabsformen. 1.4 Afgrænsning I denne afhandling vil hovedvægten blive lagt på det rent teoretiske omkring partnerselskaber, for at imødekomme ønsket om at udbedre kendskabet og anvendelsen heraf. Der afgrænses fra at anlægge en praktisk vinkel i afhandlingen, da dette ikke ville addere yderligere til formålet med denne afhandling, idet det ikke er hensigten at indtræde i en konsulent rolle ved en beslutningstagen om valg af selskabsform. Da formålet med denne afhandling er at behandle selskabsformen partnerselskab, er der af omfangsmæssige årsager valgt ikke at behandle aktieselskaber og kommanditselskaber i særskilte afsnit, men kun inddrage disse til sammenligning. Ydermere afstås der helt fra at inddrage andre selskabsformer end kommanditselskaber og aktieselskaber, med den begrundelse at partnerselskabet kun består af elementer fra de to, samt at hensigten med afhandlingen ikke er at udforme en universal sammenligning af alle selskabsformer. Afgrænsningen overfor andre selskabsformer er dog en smule modificeret i forhold til interessentskaber, idet reguleringen af denne selskabsform har mange lighedspunkter med kommanditselskabet, og derfor vil interessentskabet delvis inddrages. Desuden afgrænses der fra at udføre en udtømmende fremlægning af de regnskabs- og revisionsmæssige forhold for partnerselskabet, da disse forhold ikke er af afgørende betydning for valget af selskabsform og ikke umiddelbart bibringer til forståelsen af partnerselskabsformen i sin helhed. Forholdene er behandlet kort, idet de bestemt ikke er ubetydelige for partnerskabet, og derfor findes det nødvendigt at give en indsigt i de væsentligste regnskabsmæssige forhold og revisors rolle for partnerselskabet. 1.5 Metodevalg Den overordnede metoderamme for denne afhandling udgøres af to dimensioner, idet partnerselskabet først og fremmest søges belyst selskabsretligt og skatteretligt men tillige i forhold til kommanditselskabet og aktieselskabet, som er de to selskabsformer partnerselskabet er sammensat af. Den teoretiske behandling vil således udgøre en kombination af de selskabsretslige og de skatteretslige forhold for partnerselskabet. Disse to retslige områder er den bærende del af de overvejelser man bør gøre sig inden der træffes beslutning om valg af selskabsform. De 8

9 selskabsretlige forhold identificerer og udgør rammerne for den enkelte selskabsform, og er derfor det primære valgkriterium, mens de skatteretslige forhold mere er de praktiske konsekvenser, der følger af valget af selskabsform. For at opnå det optimale valg af selskabsform i en given situation bør man derfor tage begge aspekter i betragtning, og derfor er der i afhandlingen tilsigtet en ligevægt af de to retslige områder. Afhandling er bygget op ud fra en vugge til grav betragtning, hvor alle faser i partnerselskabet cyklus behandles. Der tages derfor afsæt i det selskabsretslige, der netop behandler partnerselskabets stiftelse samt udtræden og opløsning. Dernæst vil de skatteretslige aspekter blive behandlet, hvorunder der er valgt en særlig fokus på partnerselskabets status af skattetransparent selskab og de dertilhørende konsekvenser i form af personbeskatning af selskabsdeltagerne. I ønsket om at øge kendskabet til partnerselskabet som et alternativt valg til de klassiske selskabsformer, er der gennem hele afhandlingen lagt vægt på at fremhæve de fordele, der er ved at vælge partnerselskabet. Dette er udført i form af en skematisk sammenligning til kommanditselskabet og aktieselskabet under hvert emne, for at pointerer hvilke karakteristika partnerselskabet har medtaget fra de klassiske selskabsformer. Formålet med sammenligningsafsnittene er desuden at understrege de væsentligste træk ved partnerselskabet, som er behandlet, og sammenligne disse med karakteristika for henholdsvis kommanditselskabet og aktieselskabet. Dette vil udmunde i en afsluttende vurdering af fordele ved valget af partnerselskabet som selskabsform, hvorpå der slutteligt vil blive evalueret mere generelle anvendelsesmuligheder for partnerselskabet. Den teoretiske behandling af partnerselskaber er som nævnt meget spredt både i lovgivningen og i den litterære verden. Det tilsigtes yderligere i denne afhandling at sammensætte den nugældende retslige regulering samt den øvrige litteratur for at opnå et samlet værk, der behandler partnerselskaber. Formålet er dog ikke at gå FSR i bedene ved at lave en lignende indføring til partnerselskabet, men derimod at udarbejde en mere uddybende og analyserende kørselsvejledning, der behandler selskabsretlige og skatteretslige problemstillinger i relation til partnerselskabet. 1.6 Opbygning Overordnet er afhandlingen opdelt i to dele, hvoraf den første del udgøres af de selskabsretlige forhold, og den sidste del behandler det skattemæssige område. Afhandlingen indledes i kapitel 2 med en præsentation af partnerselskabets organisation, hvorunder de karakteristiske træk ved denne selskabsform gennemgås. I den forbindelse vil der blive sat fokus på partnerselskabets 9

10 ledelsesorganer og struktureringen af disse. Ydermere indeholder denne del en uddybende beskrivelse af selskabsdeltagerne, denne vil primært belyse deltagernes hæftelsesform, deres beføjelser og eventuelle erstatningsansvar. Formålet med dette indledende kapitel er at danne en basisviden omkring de fundamentale forhold i partnerselskabet til brug i den videre behandling i afhandlingen. Afhandlingens udformning som teoretisk opgave nødvendiggør, at der også indledningsvist redegøres for den lovregulering partnerselskabet er underlagt. Der vil i dette kapitel blive lagt fokus på det faktum, at partnerselskabet udgør en sammensætning af to selskabskategorier, hvorfor det er vigtigt at få fastlagt og belyst den reguleringsteknik, der skal anvendes for selskabsformen. Grundpillen i partnerselskabet er således præsenteret, og vil derpå blive fulgt op af et kapitel omkring stiftelse af partnerselskabet. Indledningsvist gennemgås de muligheder, der er for stiftelse af et partnerselskab, og de selskabsretlige formalia og procedurer herfor uddybes, for at opnå den ønskede kørselsvejledning. Formalia omkring kapital og vedtægter for partnerselskabets stiftelse er af særlig vigtig karakter, hvorfor disse vægtes i dette afsnit. Den selskabsretlige gennemgang afsluttes med et kapitel om udtræden og opløsning af partnerselskabet. Herunder ses der på de enkelte selskabsdeltageres muligheder for at udtræde og overdrage ejerandele, samt metoder til selskabets opløsning. Den skatteretlige del indledes med en fastlæggelse af partnerselskabets karakter af skattetransparent selskab, hvorfor der efterfølgende gennemgås konsekvenserne i henhold til den tilhørende personbeskatning. Med udgangspunkt i personbeskatningen vil de særlige forhold, der gælder for de to selskabsdeltagere hhv. kommanditaktionæren og komplementaren, blive drøftet. Dernæst præsenteres virksomhedsskatteordningen som et alternativ til personbeskatningsloven. Dette kapitel vil blive indledt med en kort teoretisk gennemgang af ordningen, hvorefter denne vil blive benyttet til en analyse af anvendelsesmulighederne og de dertilhørende fordele ved anvendelsen af virksomhedsskatteordningen for partnerselskabsdeltagerne. Den skatteretlige del afsluttes med et kapitel om omdannelse, der tilsigter at belyse de skatteretslige konsekvenser ved at omdanne til og fra et partnerselskab. Indledningsvist i dette kapitel rettes fokus kort på en problemstilling vedrørende samspillet mellem selskabsretten og skatteretten i forbindelse med omdannelse. Afhandlingen afsluttes med en konklusion, der samlet præsenterer de karakteristiske forhold og væsentlige elementer ved partnerselskabsformen i alle dets faser samt belyser de fundne fordele. 10

11 Hertil følger en perspektivering af partnerselskabet som selskabsform og dets anvendelsesmuligheder. 11

12 2 Partnerselskabets organisation Partnerselskabsformen kan i Europa føres helt tilbage til tiden omkring 1700 tallet, hvor det hovedsageligt var i Frankrig, at denne selskabsform udviklede sig. Baggrunden for at udvikle partnerselskabet udsprang af et forsøg på at omgå de særlige restriktive regler, der gjaldt ved stiftelse af aktieselskaber 8. Grundet den begrænsede hæftelse ved aktieselskabsformen skulle man dengang opnå tilladelse fra myndighederne til at stifte et sådan selskab, hvilket både kunne være en tidskrævende og usikker proces. Myndighederne krævede dog ikke tilsvarende betingelser opfyldt ved stiftelse af selskaber, hvor mindst én af deltagerne hæftede personligt. Partnerselskabet blev således udviklet med det formål at lette selskabsdannelsen og samtidig sikre, at flertallet af deltagerne fortsat hæftede begrænset. Op gennem 1800 tallet blev der både i Frankrig og Tyskland vedtaget en særlig lovregulering af partnerselskabsformen for at undgå, at disse selskaber kunne anvendes til at omgå de aktieselskabsretlige regler. En tilsvarende tanke har også gennemsyret dansk ret, og der blev således i 1910, i forbindelse med det første lovforberedende arbejde til den danske aktieselskabslov, fremsat et lovforslag herom 9. Loven om partnerselskabet blev dog aldrig vedtaget i dansk ret, men i stedet blev der med aktieselskabsloven i 1917 indskrevet en enkelt bestemmelse om denne hybride selskabsform. 2.1 Karakteristik af et partnerselskab Bestemmelsen i aktieselskabslovens (ASL) 173 stk. 7 indeholder en lovbestemt definition af, hvad der forstås ved et Partnerselskabet. Bestemmelsen lyder som følge: Ved et kommandit-aktieselskab forstås et erhvervsdrivende kommanditselskab, i hvilket et aktieselskab med hele sin kapital er kommanditist, eller hvor kommandisterne i selskabet har indskudt en bestemt kapital, som er fordelt på aktier. Det fremgår klart af definitionen, at et partnerselskab skal være erhvervsdrivende, altså skal selskabet have som overordnet formål at indvinde økonomisk udbytte jfr. ASL 1 stk. 1. Ordlyden og forståelsen af definitionen har dog været meget omdiskuteret i litteraturen, idet man generelt kan tolke den således, at der eksisterer to forskellige typer af partnerselskaber, afhængigt af hvordan indskuddet er organiseret. Denne såkaldte dobbeltdefinition har en historisk begrundelse, idet den 8 Se Parlev (2003), s. 1 og SFR (2005), s Se Høgh (1996), s. 1 og SFR (2005), s

13 første definition»i hvilket et aktieselskab med hele sin kapital er kommanditist«har sin oprindelse i den ældre danske retstradition (den danske type), mens den anden definition»hvor kommandisterne i selskabet har indskudt en bestemt kapital, som er fordelt på aktier«er en mere EU-præfabrikeret definition (EU-typen). Konstruktionsmæssigt kan de to typer illustreres som følgende 10 : Figur 2.1.1: Den danske type og EU typen. P/S P/S Komplementaren A/S (eneste kommanditist) Komplementaren Kommanditisterne organiseret som aktionærer Aktionærer Den danske type er konstrueret således, at der kun er én kommanditaktionærer, nemlig aktieselskabet, der har indskudt hele sin kapital i partnerselskabet. EU-typen opererer derimod med flere kommanditaktionærer, som hver især indskyder en del af aktiekapitalen og modtager aktier herfor. I litteraturen er der opnået enighed om, at de to modeller reelt set har samme indhold, hvorfor der ikke bør sondres mellem disse. Det gælder ligeledes for begge modeller, at aktieselskabet er en integreret del af partnerselskabet, og således ikke lever sit eget liv i selskabet. Betydningen af denne såkaldte dobbeltdefinition er ifølge professor Bernhard Gomard, 11 at et partnerselskab er et kommanditselskab, hvor kommanditisterne har modtaget aktier for deres indskud i selskabet ligesom aktionærerne i et almindeligt aktieselskab. Det andet led i definitionen ( 173 stk. 7) opfattes blot som en gentagelse eller forklaring af det første led. Der synes derfor ikke at være grund til at gøre yderligere overvejelser om forskellen mellem de to typer, og da loven heller ikke stiller forskellige krav hertil, vil der ikke være nogen konsekvenser af at vælge den ene eller anden form. I realiteten er lovens formulering uhensigtsmæssig, idet der uanset indskudsform er tale om en og samme retlige realitet 12. Den dobbelte betydning i definitionen vil, af samme 10 Figurerne er hentet fra Fode & Munck (2000), s Se Gomard (2002), s jfr. FSR (2005) s. 8; Fode & Munck (2000) s. 229 og Munck & Kristensen (2002) s

14 årsager, ikke blive analyseret og kommenteret yderligere. Partnerselskabsbegrebet er fastlagt ud fra følgende tre karakteristiske forhold 13 : 1. At der er to grupper af selskabsdeltagere mindst én komplementar og mindst én kommanditaktionær 2. At komplementaren hæfter personligt, ubegrænset og principalt, samt hvis der er flere komplementarer tillige solidarisk for selskabets gæld, mens kommanditaktionæren ikke hæfter for gælden 3. At der som kommanditaktionær enten er et aktieselskab, hvis fulde kapital er indskudt i partnerselskabet, eller der er flere kommanditaktionærer, der hver for sig har indskudt en bestemt kapital fordelt på aktier. Den retlige organisering af selskabet er afgørende for, hvorvidt der eksisterer et partnerselskab, og tillige om reglerne herfor skal anvendes. Forudsætningen, og dermed det afgørende kriterium, er at selskabet er organiseret på en sådan måde, at kommanditaktionærernes indskud er fordelt på aktier. Såfremt kommanditaktionærernes indskudskapital er fordelt på anden måde, foreligger der altså et almindeligt kommanditselskab. I det efterfølgende afsnit vil partnerselskabets ledelsesorganer og organiseringen heraf blive belyst. 2.2 Ledelsesorganer Et partnerselskab skal ifølge aktieselskabslovens 173 stk. 2 bestå af de samme ledelsesorganer som et aktieselskab, dvs. at der er krav om en generalforsamling, bestyrelse og direktion. Den bestående usikkerhed om selskabsformens indhold i henhold til dobbeltdefinitionen i aktieselskabsloves 173 stk. 7 har øget den frihed, der består for selskabsstifterne til selv at fastsætte det nærmere indhold. Ydermere er partnerselskabet, grundet dets karakter af en hybrid selskabsform, underlagt to forskellige regelsæt, der ligeledes pga. manglende tilpasning åbner op for visse frihedsgrader til selv at skabe de ledelsesstrukturer, der er behov for i det enkelte selskab. Overordnet er der to hovedformer for partnerselskaber, hvor det afgørende navnlig er, hvorvidt det er kommanditselskabspræget eller aktieselskabspræget, der er dominerende. I selskabskontrakten kan hovedvægten således lægges enten på selskabets karakter af et aktieselskab 13 fra Fode & Munck (2000) s

15 eller på selskabets karakter af et kommanditselskab, og derved fremkommer de to hovedformer som følgende 14 : Partnerselskab med kommanditselskabspræg Partnerselskab med aktieselskabspræg Opbygningen af ledelsesstrukturen i det enkelte selskab er afgørende for, hvorvidt den ene eller anden form anlægges, dvs. hvorvidt den daglige og overordnede ledelse ligger i aktieselskabets bestyrelse og direktion, eller om den ligger hos komplementaren Partnerselskab med kommanditselskabspræg Karakteristisk for denne selskabsform er, at komplementaren er selskabets centrale person, og således ansvarlig for selskabets daglige og overordnede ledelse. Kommanditaktionærernes indflydelse sikres gennem aktieselskabets bestyrelse i det såkaldte kommanditisternes aktieselskab, der udfører kommanditaktionærernes beslutninger og repræsenterer disse overfor komplementaren. Aktieselskabet har de sædvanlige ledelsesorganer, men det er som udgangspunkt alene bestyrelsen, der varetager tilsynsfunktionen, dvs. påser at komplementaren handler indenfor selskabskontraktens rammer. Bestyrelsen skal ligeledes deltage i beslutninger, der er af afgørende betydning for partnerselskabet. Komplementaren er forretningens herre, hvorimod kommanditisternes aktieselskab nærmere kan betragtes som en finansieringsform for komplementarens virksomhed. Hvad angår komplementarens rettigheder og forpligtelser følger denne selskabsopbygning således de kommanditselskabsretlige regler, dog med de modifikationer, der opstår som følge af, at kommanditisterne har organiseret sig i aktieselskabsform. Nedenstående illustreres denne selskabsopbygning: Figur : Partnerselskab med kommanditselskabspræg 15 Generalforsamling Bestyrelse Komplementar Medkontrahent Direktion Kommanditisternes aktieselskab 14 jfr. Fode & Munck (2000), s Figuren er tegnet og inspireret ud fra Fode & Munck (2000), s

16 Som det fremgår af figuren er partnerselskabet mere eller mindre sammensat af to selvstændig fungerende enheder, henholdsvis komplementaren og kommanditisternes aktieselskab, dog uden at aktieselskabet er selvstændigt registreret. Man kan derfor betragte denne selskabsform som opbygget efter et dualistisk princip 16. Ligeledes fremgår det, at komplementaren alene repræsenterer selskabet udadtil, og således er eneberettigede til at forpligte selskabet overfor tredjemand Partnerselskab med aktieselskabspræg I modsætning til et partnerselskab med kommanditselskabspræg er det karakteristiske ved denne selskabsform, at det er aktieselskabet, der er den centrale enhed. Opbygningen følger den traditionelle aktieselskabsretlige, hvor generalforsamlingen vælger en bestyrelse, der udpeger direktionen. Det er disse organer, der leder selskabet og repræsenterer dette overfor omverdenen. Selskabsorganerne er blevet en integreret del af partnerselskabet, og man kan således sige, at denne selskabsform er opbygget efter et monistisk princip, hvor der kun er et sæt af sammenhængende selskabsorganer 17. Af nedenstående figur fremgår det, at komplementaren udøver sin indflydelse gennem aktieselskabets organer. Der er visse frihedsgrader forbundet med fastsættelsen af beføjelserne, dog skal visse krav jfr. ASL 173 stk. 8 være opfyldt, se nedenstående. Figur : Partnerselskab med aktieselskabspræg 18 Generalforsamling Komplementar Bestyrelse Direktion Medkontrahent Komplementaren kan udøve sin indflydelse på alle tre niveauer i aktieselskabet, eksempelvis ved at være tillagt stemmeret på generalforsamlingen og vetobeføjelser mod beslutninger, der træffes af generalforsamlingen, bestyrelsen og/eller direktionen. Komplementaren vil yderligere være tillagt både en ret og en pligt til at forestå selskabets daglige ledelse, idet dette ofte er en forudsætning for selskabssamarbejdet. Det, der således adskiller denne partnerselskabsform fra det almindelige aktieselskab, er, at komplementaren hæfter personligt for selskabets gæld og tillige er tillagt særlige 16 Fode & Munck (2000), s Fode & Munck (2000), s Figuren er tegnet og inspireret ud fra Fode & Munck (2000), s

17 beføjelser, der udøves via aktieselskabets organer. Der er ved denne selskabsform tale om en omvendt kommanditselskabsløsning 19 idet selskabets overordnede ledelse er lagt i hænderne på kommanditaktionærerne, der således ikke længere varetager en tilsynsfunktion men direkte besidder ledelsesmæssige kompetencer. Partnerselskabet har principielt to ledelsesorganer, nemlig bestyrelsen og komplementaren, der hver især kan forpligte selskabet overfor tredjemand. For at belyse forskellene ved at præge et partnerselskab enten i den ene eller anden retning vil der blive gennemgået et kort praktisk eksempel 20. Eksemplet tager udgangspunkt i makkerparret A og B, der ønsker at stifte et partnerselskab, idet de i fællesskab har udviklet et nyt produkt. A og B er i den forbindelse kommet i kontakt med de tre interesserede investorer; X, Y og Z. A og B overvejer nu to følgende muligheder i forbindelse med stiftelsen: 1. Såfremt der stiftes et partnerselskab med kommanditselskabspræg, vil selskabet blive ledet af A og B i kraft af deres stilling som komplementarer. X, Y og Z indtræder som kommanditaktionærer og skal på generalforsamlingen vælge en bestyrelse, der typisk vil bestå af dem selv. Bestyrelsen (X, Y, Z) udøver herefter sin tilsynsforpligtelse, men kan tillægges yderligere beføjelser. 2. Vælge i stedet at stifte et partnerselskab med aktieselskabspræg vil den generalforsamlingsvalgte bestyrelsen typisk bestå af A, B, X, Y og Z som følge af, at kommanditaktionærerne udpeger tre af bestyrelsens medlemmer, og komplementarerne udpeger to. Bestyrelsen ansætter herefter direktionen, og det vil normalvis være forudsat, at denne skal bestå af A eller B eller dem begge. De to hovedformer af partnerselskabet, som nu er præsenteret, er udelukkende et udtryk for den ledelsesmæssige strukturering, der er valgt i det enkelte selskab. Valget vil typisk være et udslag af selskabsdeltageres motiver for at indgå i selskabsaftalen, dvs. om man har personlig og/eller økonomisk interesse i selskabet. Valget har ikke nogen konsekvenser, idet lovgivningen ikke sondrer. Ledelsesorganerne er i begge tilfælde undergivet aktieselskabslovens regler, og på kapitalsiden er der ligeledes ikke forskel på, hvilket præg partnerselskabet bærer, idet kapitalreglerne forbliver uændret. Der skal i begge situationer foretages én selskabsretlig registrering, nemlig af partnerselskabet. Den organisatoriske opbygning af partnerselskabet har betydet en særlig problematik i forhold til afgrænsningen til de kommanditselskaber, der er omfattet af virksomhedslovens 19 Fode & Munck (2000), s Inspiration til eksemplet er hentet fra Fode & Munck (2000) s

18 registreringskrav. 21 Problematikken har Erhvervsankenævnet taget stilling til i kendelsen af 12. maj , hvor fire kommanditselskaber anmeldes til registrering ved Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i konsensus med kravet i LEV 2 skt. 3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen gjorde gældende, at de mente, at de fire selskaber retligt var partnerselskaber i henhold til ASL 173 stk. 7, 2. led. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens vurdering var baseret på nogle særlige forhold i selskaberne, der anses for kendetegnende for aktieselskabsstrukturen; det at selskaberne havde en fast kapital, at kapitalen var fuldt indbetalt ved stiftelsen, strukturen i virksomhederne svarede til strukturen i et aktieselskab, kommanditandelene gav en stemme på generalforsamlingen, beslutninger på generalforsamlingen blev besluttet ved simpel stemmeflerhed, med undtagelse af beslutninger om vedtægtsændringer eller virksomhedens opløsning. Sagen blev indgivet som klagesag for Erhvervsklagenævnet, hvor ankenævnet ophævede Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse på trods af deres bærende argument om at beskytte den traditionelle selskabsretlige tankegang. Efter denne tankegang er der grænser for, hvor tæt en ureguleret selskabsform kan nærmes en lovreguleret selskabsform, uden at blive omfattet af loven. Ankenævnet fastslog, at selskabernes kapital ikke var fordelt på aktier men anparter, at selskabernes vedtægter opfyldte kravene i LEV 2 stk. 2, og at selskaberne ellers ikke stred mod andre lovbestemmelser. Kendelse har således betydet, at man i administrativ praksis kun betragtes som et partnerselskab, når selskabsdeltagerne selv udtrykkeligt har valgt selskabsformen, og at selskaber som udgangspunkt ikke kan omkvalificeres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til et partnerselskab, fordi organisationsstrukturen ligner denne. I resten af afhandlingen foretages der ikke yderligere sondringer mellem de to hovedformer. Formålet med dette afsnit er udelukkende at illustrere de underliggende mulige ledelsesmæssige struktureringer, som følger af de to forskellige typer af selskabsdeltagere, og det forhold, at partnerselskabet er en hybrid mellem de kommanditselskabsretlige - og aktieselskabsretlige regler. Betegnelsen partnerselskab vil konsekvent blive anvendt i den videre gennemgang uden hensynstagen til mulige underliggende strukturer. Nedenstående følger en detaljeret gennemgang af de to grupper af selskabsdeltagere, og afslutningsvis en belysning af problematikken omkring den sammenfaldende identitet mellem komplementaren og kommanditisten. 21 Dette registreringskrav for visse kommanditselskaber fremgår af LEV 2 stk. 3, og vil blive omtalt i afsnit

19 2.3 Komplementaren Der skal optræde mindst én selskabsdeltager, der har status af komplementar, og dermed hæfter personligt for selskabets gæld. Som komplementar kan indtræde såvel fysiske som juridiske personer 22. Den personlige hæftelse for selskabets gæld har betydet, at det som udgangspunkt altid har været fysiske personer, der har indtrådt som komplementarer. En fysisk person betragtes som et menneske, der handler af egen fri vilje og kraft. Når en eller flere juridiske personer derimod indtræder som komplementar, kan en organisation af en given størrelse og i et nærmere bestemt omfang udgøre det for en komplementar. Dette muliggør, at et selskab med begrænset hæftelse indtræder som komplementar, og at der således i praksis opnås fuldstændig begrænset hæftelse i partnerselskabet 23. Denne konstruktion har resulteret i en drøftelse af, om juridiske personer kan og bør accepteres som ansvarlige deltagere i personselskaber. Dette er accepteret i både Sverige og Tyskland. I Danmark blev det første gang accepteret i 1968 ved Handelsministeriets skrivelse af 19. februar, og senere i 1981 blev det behandlet i betænkning nr. 937 Lovgivning om kommanditselskaber, hvor det fremgår at: det har været omtvistet, om et aktieselskab eller et andet selskab med begrænset ansvar for deltagerne kan være komplementar, fordi der ikke her står nogen personlig hæftelse af sædvanlig karakter bag selskabet. Dette er nu fast antaget, 24 Denne lov blev aldrig vedtaget men henviser til ASL 173 stk. 1, hvor der tillige gives hjemmel til, at et aktieselskab kan være deltager i et ansvarligt selskab. Konstruktionen giver anledning til nogle drøftelser gennem afhandling, men det er slået fast i litteraturen, at konstruktionen nu også er accepteret selskabsretligt i Danmark. Det bør noteres, at accepten af konstruktionen har betydet, at komplementaren oftest er en juridisk enhed, for således at opnå den begrænsede hæftelse. Kravet om mindst én komplementar angiver, at der kun er tale om en nedre grænse for antallet af komplementarer, og at der kan optræde flere komplementarer i et partnerselskab. Komplementarernes indbyrdes forhold reguleres af de kommandit- og interessentskabsretlige regler Hæftelse Det fremgår af karakteristikken af et partnerselskab, at komplementaren hæfter personligt og principalt, og derfor med hele sin formue. Selskabskreditorerne kan således rette deres krav mod komplementaren straks ved forfaldstid. Foreningen af Statsautoriserede Revisorer (FSR) fremfører i deres publikation fra 2005 ligeledes, at komplementarens hæftelse er personlig men derimod 22 jfr. Fode & Munck (2000), s jfr. Schjelde & Nielsen (1999), s og Parlev (2003), s Industriministeriet, juni 1981; Lovgivning om kommanditselskaber ; afsnit 4, b, s

20 modificeret subsidiær. FSR beskriver, at kreditor skal starte med at rette et forfaldent krav mod selskabet, og først når partnerselskabet ikke efter udløb af en rimelig tidsfrist har betalt, kan kreditor rette sit krav direkte mod komplementaren. Denne uoverensstemmelse udspringer af, at der i loven ikke tages klar stilling til alle aspekter af komplementarernes hæftelse. Komplementaren hæfter i princippet på samme måde som en interessent, men da det ikke helt er fastlagt, hvorledes betalingen af et krav kan kræves af en interessent, overføres denne problematik til partnerselskabet. Werlauff beskriver komplementarens hæftelse som ubegrænset, solidarisk, modificeret principal og ligger herved til grund, at der først kan rettes krav mod komplementaren, når betalingen ikke er faldet efter rimelig tid, men at der dog ikke skal ske udtømmende retsforfølgning mod selskabet 25. Komplementaren hæfter direkte for selskabets gæld, og derfor kan selskabets kreditorer foretage udlæg i komplementarens aktiver efter de almindelige regler for fordringers inddrivelse. Hvis der optræder flere komplementarer er den personlige hæftelse solidarisk, dvs. det fulde krav kan rettes mod den enkelte komplementar 26. Den endelige karakteristik af komplementaren hæftelsesform vurderes derfor af forfatterne at være en personligt, direkte og modificeret principalt hæftelse. I relation til hæftelsen er det vigtigt, at der sondres mellem selskabets fælleskreditorer og den enkelte komplementars særkreditorer, idet den enkelte komplementars særkreditor alene kan søge sig fyldestgjort i komplementarens ejerandel i partnerselskabet. Det er kun muligt for en særkreditor at gøre udlæg i komplementarens kapitalkonto, værdien af nettoandelen og dennes yderligere krav mod selskabet. Fælleskreditorerne kan derimod gøre udlæg i hele selskabets kapital og dermed alle dets aktiver. Området omkring fælleskreditorernes fortrinsret har været meget omdiskuteret i litteraturen, særligt med udgangspunkt i interessentskabet, da denne selskabsform i reglen indebærer et almindeligt sameje 27. Ved almindeligt sameje er den enkelte deltagers retlige rådighed begrænset til vedkommendes nettoandel i fællesskabet. Interessenter hæfter ligesom komplementaren personligt og solidarisk, og derfor har selskabsdeltagerne en vis interesse i at beskytte selskabets aktiver mod uhensigtsmæssig råden gennem de enkelte anparter og tillige beskytte aktiverne mod forfølgning af de enkelte selskabsdeltagers særkreditorer 28. Det forhold, at den retlige råden er etableret omkring nettoanparter, er afgørende for, at der opstår en forskel mellem fælles- og særkreditorernes retsstilling. I en central dom på området, U H, er det klart slået fast at: det må anses for gældende ret, at en interessents særkreditorer ikke kan søge sig 25 Werlauff (2003) s. 62, samt s. 71f. 26 Fode & Munck (2000) s. 265, samt s. 48f. 27 Illum (1976), s. 119ff. 28 Christiansen (1977), s

21 fyldestgjort i selskabets aktiver, så længe fælleskreditorerne ikke er blevet fyldestgjort, og at dette også i relation til kommanditselskabet gælder i tilfælde, hvor en opgørelse udviser, at selskabet har lidt så store tab, at kommanditisternes indskud helt vil medgå til dækning af gælden. Højesteret statuerer herved, at fælleskreditorerne i interessentskaber, og kommanditselskaber har en selvstændig ret til at forlange forlodsdækning af aktiverne. Debatten omkring fortrinsretten er her kun overfladisk berørt, da det ikke findes indenfor området af denne afhandling at gå nærmere ind i denne debat Beføjelser Lovforslag nr. 198 i folketingsåret endte med en indførelse af ASL 173 stk. 8, hvoraf det fremgår, at denne finder anvendelse på alle partnerselskaber og kommanditselskaber stiftet efter 1. juni Bestemmelsen foreskriver, at komplementarerne skal have visse økonomiske og forvaltningsmæssige beføjelser for at blive betragtet som en komplementar. Komplementarrollen kan altså ikke blot være ren proforma, men der skal være en reel indflydelse på partnerselskabets forhold, for netop at modsvare komplementarens risiko ved hæftelsen. Indflydelsen sikres gennem vedtægts- eller aftalebestemmelse 30. En af begrundelserne for lovforslaget var, at det i forbindelse med registreringskravet for visse kommanditselskaber har vist sig, at mange af selskaberne er stiftet, uden at komplementaren er tillagt forvaltningsmæssige og økonomiske beføjelser. Hertil kommer yderligere, at udviklingen er gået i retningen af, at det nærmere er hovedreglen end undtagelsen, at der i komplementarens sted indsættes et begrænset hæftende retssubjekt. Indførelsen af ASL 173 stk. 8 skal således støtte og bevare den oprindelige kommanditselskabsretlige tankegang, hvor komplementaren som modydelse for sin ubegrænsede hæftelse får tilsvarende indflydelse på selskabet. 31 Forvaltningsmæssige beføjelser kan eksempelvis være tegningsbeføjelser, administrationshverv, daglig ledelse og vetoret over for visse andre former for vigtige beslutninger. Der er i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens standardvedtægter for partnerselskaber tillagt to forvaltningsmæssige beføjelser, disse er: beslutninger der har væsentlig indflydelse på komplementarens hæftelse kan ikke træffes uden komplementarens tiltræden og komplementaren er tillagt tegningsret 32. Partnerselskabets deltagere kan dog selv vælge hvilke typer af 29 Det skal her nævnes at denne bestemmelse finder anvendelse på alle kommanditselskaber og ikke kun partnerselskaber, derfor er bestemmelsen også indført i Erhvervsvirksomhedsloven 2 stk. 2 2.pkt. 30 Werlauff (2002), s. 657ff. 31 Jakobsen og Sandros (1999), s Se bilag 2 for Erhvervs- og selskabsstyrelsens standardvedtægter. 21

22 forvaltningsmæssige beføjelser, der ønskes anvendt, og derfor bliver det centrale en vurdering af, om det enkelte selskab har tillagt komplementaren et minimum af reelle forvaltningsmæssige beføjelser og dermed opfylder ASL 173 stk. 8. Der er ingen decideret øvre grænse for de forvaltningsmæssige beføjelser, komplementaren kan tillægges, der må dog ikke tilskrives så mange beføjelser, at man helt kommer uden om, at kommanditaktierne, der er uddelt, har betydning. Bestemmelsen søger således at undgå, at selskabet mister sit aktieselskabspræg og dermed sin status af partnerselskab. Økonomiske beføjelser kan eksempelvis være overskuds- eller indtægtsandel, andel i likvidationsprovenu, indtægt ved salg af aktiver, forrentning af indskud og forrentning af egenkapital. I Erhvervs- og Selskabsstyrelsens standardvedtægter er komplementaren tillagt følgende økonomiske beføjelse: at der modtages en andel af selskabets overskud/tab på 50 %. 33 Standardvedtægten er dog yderst sjældent anvendt, og oftest er det en afvejning af, hvad der er en rimelig andel for komplementaren. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har accepteret tilfælde helt ned til eksempelvis 10 % af bruttolejeindtægter, svarende til et beløb i størrelsesordnen Det springende punkt for hvornår de tillagte økonomiske beføjelser er tilstrækkelige til, at ASL 173 stk. 8 er opfyldt er; hvorvidt beføjelserne går ud over, blot at tildele en overskudsandel i forhold til andelen af indskudskapitalen. Det er ikke et krav, at standardvedtægten anvendes, men et krav at der er tale om, at komplementaren har fået reelle økonomiske beføjelser Erstatningsansvar Der kan ifalde komplementaren erstatningsansvar overfor kommanditaktionærerne, hvis denne har påført selskabet et tab som følge af en uagtsom handling eller en uagtsom undladelse 35. En erstatningsansvarssag kan rejses af selskabet og stemmes om i konsensus med ASL 67 stk Sagen kan også rejses af enhver selskabsdeltager på selskabets vegne. Her vil en eventuel tilkendt erstatning dog stadig tilfalde selskabet fratrukket de sagsomkostninger, der er afholdt. Hvis sagen tabes, hæfter den enkelte selskabsdeltager, der har rejst sagen selv for sagsomkostningerne. Under samme situation hvor der kan ifalde erstatningsansvar, er det også muligt, at der rejses en sag af en komplementar mod en komplementar. Det ligger fast, at komplementaren kan ifalde erstatningsansvar over for både selskabet og dets kreditorer i tilfælde af forkert værdiansættelse, af 33 Se bilag 2 for Erhvervs- og selskabsstyrelsens standardvedtægter. 34 Jakobsen og Sandros (1999), s En uagtsom undladelse sker i forbindelse med, at komplementaren ikke opfylder sine handlepligter som daglig ledelse, jfr. Fode & Munck (2000), s Werlauff (2002) s. 372 ff. 22

23 de af komplementaren indskudte aktiver, hvis dette resulterer i et tab for selskabet. Der skal derfor være vedlagt en redegørelse for det vurderingsgrundlag, der ligger bag værdiansættelsen af indskuddet 37. Der foreligger dog ikke noget krav om, at komplementaren skal gøre indskud i selskabet. 2.4 Kommanditaktionæren I et partnerselskab skal der mindst være én kommanditaktionær, hvor denne hæfter for selskabets gæld med sit indskud. Kommanditaktionærens fremtræden er allerede behandlet i definitionen af et partnerselskab, jfr. AL 173 stk. 1. Heraf fremgår det, at en kommanditaktionær kan optræde både som et aktieselskab eller som enkelte kommanditister. Det bør noteres, at det ikke er kommanditaktionærens fremtræden, der er essentiel for partnerselskabet, men det forhold at kommanditaktionærens indskudskapital skal være fordelt på aktier. En kommanditaktionær kan være enhver fysisk eller juridisk person, der blot har den fornødne retsevne 38. Det er dog ikke muligt, at den eneste kommanditaktionær, der optræder, er komplementaren som fysisk person. Problemstilling omkring identiteten mellem kommanditaktionæren og komplementaren uddybes i afsnit 2.5. Der er igen angivet en nedre grænse for antallet af deltagende kommanditaktionærer, mindst én. Der er rent selskabsretligt ikke angivet en øvre grænse for antallet af kommanditaktionærer i et partnerselskab Hæftelse Kommanditaktionæren skal tegne indskudskapitalen i selskabet, på mindst kr. jfr. ASL 1 stk. 3. Det fremgår af den aktieselskabsretlige regulering, at et aktieselskab først er stiftet, når hele indskudskapitalen er tegnet og effektivt indbetalt, jfr. ASL 11 stk. 2 40, men denne regel er også gældende for partnerselskaber og vil blive behandlet yderligere i kapitlet omkring stiftelse. Bestemmelsen udelukker problematik omkring restindbetaling og dermed også omkring resthæftelse i forbindelse med partnerselskaber, som ellers kan opstå for kommanditselskaber. Kommanditaktionæren hæfter for selskabets gæld overfor selskabets medkontrahenter efter de almindelige regler, der gælder for kommanditister, hvilket betyder, at kommanditaktionæren hæfter 37 FSR (2005), s. 16ff. 38 FSR (2005), s. 17ff. 39 Skatteretligt er der dog i mange henseender en øvre grænse på antallet af kommanditaktionærer på 10, denne grænse vil blive behandlet i afsnittet omkring beskatning af partnerselskabet. 40 Andersen (2002), s