Frivillige i rollen som fortalere

Transkript

1 Frivillige i rollen som fortalere Foredrag på Fortalerkonference afholdt af 13 frivillige organisationer den 3. november 2001 på Bojesen på Axelborg. /Bjarne Ibsen Hvad forstår vi ved en "fortaler" og en "fortaler-organisation" Hvordan kan frivillige varetage rollen som fortaler? Sådan spørger de 13 organisationer, der står bag konferencen. Man ønsker at de frivillige oftere vil og tør tage rollen som fortaler på sig. Gøre opmærksom på problemer, som man møder igennem sit arbejde, så disse problemer bliver synlige. Men hvad forstår vi overhovedet ved en fortaler? Lad mig først konstatere, at det er de færreste, som aner, hvad det står for. Op til konferencen har jeg spurgt kolleger, venner og familie, hvad de forstår ved udtrykket. Min datter mente, at det må være én, der lægger ud med at sige noget. Min bror henviste til Jyske Lov, der indledes med en "fortale". En tredje var sikker på, at det måtte være en der for-táler sig. Og endelig var der en kollega, der mente, at det måtte være en foregangsmand. Det er i hvert tilfælde klart for mig, at der ligger et stort arbejde forude, hvis begrebet skal have en folkelig udbredelse. Begrebet er vel hentet fra engelsk - advocacy - der bruges vidt og bredt. På internettet er der mange tusinde henvisninger til alle mulige organisationer og projekter og centre, hvor man arbejder for en eller anden gruppe eller sag - hvad enten det gælder børns rettigheder og vilkår i USA, menneskerettigheder, kvinders sundhed, forbruger-rettigheder eller fremme af kunst (for økonomiens skyld) i New Zealand. Det interessante er imidlertid, at det øjensynligt ikke er specielt knyttet til frivillige organisationer. Begrebet spiller således en helt marginal rolle i den største internationale undersøgelse af frivillige, non-profit, organisationer, der omfatter en række lande over hele verden. En fortaler er - som jeg forstår den engelske betydning af ordet - en person eller organisation der åbent taler for eller støtter andre eller en bestemt sag. Med denne formulering er begrebet meget rummeligt og næsten altomfattende. Men hvor rummeligt skal det være? Er lederne af FDM fortalere, når de engageret taler for flere motor-veje for at formindske antallet af dødsulykker på landevejene? Er tillidsmændene på landets arbejdspladser fortalere, når de taler for en højere løn til de lavest lønnede? file:///q /Websted1/qBI2001_2.htm (1 af 6) :32:12

2 Er de frivillige i Greenpeace fortalere, når de udfører aktioner for at gøre opmærksom på forureningen og udpiningen af naturen?. Er den frivillige leder i den lokale idrætsforening fortaler, når hun i læserbreve taler for anlæggelsen af en udendørs kunstfrossen skøjtebane til glæde for især de foreningsløse børn og unge? Er formanden for patientforeningen en fortaler, når hun på vegne af foreningens medlemmer forsøger at råbe læger og myndigheder op om en overset lidelse? De mange tilmeldinger til konferencen fra meget forskellige organisationer kunne tyde på, at mange gerne vil gøre krav på at være "fortaler". Jeg tror imidlertid, at vi skal passe på med at gøre begrebet for rummeligt - fordi der dermed også er fare for, at det bliver ligegyldigt. Man jeg mener ikke, at det at agitere for en sag eller forsøge at vinde gehør for et problem automatisk gør én til en fortaler. Man er nødvendigvis ikke fortaler, hvis man arbejder for en god sag eller en nok så berettiget interesse, og der er masser af af frivillige, der yder en stor og uegennyttig indsats for en god sag, uden at de er fortalere. Jeg vil derfor gøre nogle præciseringer - I behøver ikke at være enige, men forhåbentlig kan det stimulere diskussionen om, hvad vi vil forstå ved dette begreb. For det første mener jeg, at man kun er fortaler, når man taler for sårbare mennesker eller grupper, der ikke kan tale for sig selv eller har svært ved at komme til orde. Det kan være etniske minoriteter, hjemløse, narkomaner, psykisk syge, protistuerede, sindslidende, svage og ensomme ældre, flygtninge, osv. Derimod synes jeg, at det er mere problematisk, når begrebet også bruges på personer og organisationer, der arbejder på at forbedre store befolkningsgruppers vilkår, retsstilling, mv. - fx. børn, arbejdsløse og kvinder. For det andet mener jeg, at man i princippet ikke er fortaler, hvis man taler på vegne af en gruppe, som man selv hører til. At arbejde for bedre vilkår for en bestemt gruppe, eller støtte og hjælpe hinanden efter selv-hjælps-princippet, er ikke det samme som at være fortaler. Der er efter min opfattelse forskel på at være en "fortaler-organisation" og en "interesse- eller selvhjælps-organisation" - begge typer af organisationer kan arbejde for en god sag, men en fortaler-organisation er i princippet kendetegnet ved, at der er et ulige forhold mellem de som er fortalere, og de der tales for. At være fortaler er en ulige relation. En fortaler er en person eller organisation med "overskud", der går i brechen for mennesker med "underskud". Det er i princippet forskelligt fra det at tale på vegne af andre, at repræsentere andre, der godt kan tale deres egen sag, men har valgt bestemte personer til at gøre det, eller har tilsluttet sig en organisation, der repræsenterer og arbejder for disse interesser og holdninger. Her vil jeg hellere bruge udtrykket repræsentant eller tillidsmand. For det tredje mener jeg, at man kun kan være fortaler i forhold til personer eller grupper af personer og ikke i forhold til bestemte ideologier, religioner, politiske ideer eller holdninger, som fx. en idé-bestemt organisation, der arbejder for bestemte holdinger og værdier. Man er derfor ikke en fortaler, hvis man forfægter et idégrundlag og agitere eller missionerer for bestemte værdier, som man selv tror på. Jeg er godt klart over, at det er svært at adskille. At kæmpe for bedre vilkår for flygtninge eller hjemløse børn bygger selvfølgelig på et menneske- og samfundssyn, og de fleste tros-systemer har en forestilling om, at disse værdier file:///q /Websted1/qBI2001_2.htm (2 af 6) :32:12

3 er de bedste - eller eneste rigtige - for menneskene. Der kan og skal derfor heller ikke trækkes et skarpt skel mellem det at tale for en gruppe af mennesker og det at tale for bestemte holdninger og værdier. Jeg mener imidlertid, at der er forskel på at være "fortaler" og at være "missionær" eller "politisk agitator". Er man det sidste forsøger man at overbevise, omvende eller påtvinge andre nogle holdninger og værdier, som man selv står for. Er man fortaler forsøger man selvfølgelig at overbevise andre - og især de som har magt og indflydelse - til at gøre noget for dem, man kæmper for, men man forsøger ikke at "omvende" dem, man kæmper for. At være fortaler er derfor at kæmpe for at andre mennesker - der ikke har magt og har svært ved at komme til orde - kan leve det liv de ønsker baseret på de holdninger de har. Men jeg erkender, at det jo også er et bestemt værdigrundlag. For det fjerde er det at være fortaler betingelsesløst i forhold til den eller de, som man taler for. Det er en ensidig, partisk, relation. Ikke sådan at man ikke kan se fejl og problematiske forhold ved den eller de man taler for, men man forsøger alligevel at tage deres parti, at se tingene udfra deres verden og synsvinkel, at forsvare dem - på samme måde som advokaten gør, når han arbejder for en klient. For det femte er rollen som fortaler et personligt - etisk og moralsk - anliggende. At være fortaler for svage eller sårbare mennesker er derfor knyttet til begrebet filantropi: en særlig sindelags-etik, et personligt moralsk ansvar for at bidrage til et bedre samfund ved at gøre en indsats - både ved at yde en konkret frivillig indsats og ved at tale de udsatte gruppers sag. Det centrale ved dette begreb er "fraværet af en forventning om selv at få noget ud af det, når man gør noget for andre": dvs et uegennyttigt og opofrende arbejde. Derfor er man i princippet ikke en fortaler, hvis man selv hører til den gruppe man taler for. For det sjette er det at være fortaler også forbundet med "handling". Man taler ikke kun for en bestemt gruppe, man forsøger også at hjælpe på en konkret måde: ved at samle penge ind, være besøgsven, give gratis rådgivning, osv. Det er nødvendigt, at mange flere vil tale de udsatte og sårbare gruppers sag. Derfor er denne bestræbelse på at sætte fortaler-begrebet på dagsordenen vigtig, men hvis det blot bliver en erstatning for gamle begreber, der ikke har samme entydige positive klang - som "lobbyisme" og "interesse-varetagelse" - så mister det hurtigt sin betydning. De frivillige organisationers rolle som "fortalere" Som sagt kan ingen jo være uenige om, at der er behov for, at flere engagerer sig i svage, udsatte og sårbare menneskers liv - såvel i Danmark som internationalt. Vi ved, at antallet af frivillige foreninger og organisationer er voksende, og det samme er - efter alt at dømme - også antallet, der udfører et frivilligt og ulønnet arbejde. Potentialet skulle altså være stort til at styrke fortaler-rollen i de frivillige organisationer. Jeg vil imidlertid pege på nogle samfundsmæssige tendenser, som stiller spørgsmålstegn ved de frivillige organisationers rolle som "fortalere" Fortalerbegrebet har meget til fælles med den del af frivilligheden, som de klassiske frivillige file:///q /Websted1/qBI2001_2.htm (3 af 6) :32:12

4 organisationer står for. Derfor er det da heller ikke en tilfældighed, at Dansk Røde Kors står i spidsen for denne konference. De klassiske frivillige organisationer er karakteriseret ved, at de a) for det første er værdi-baserede, dvs. arbejder udfra og for bestemte værdier eller ideologier: Det kan være kristne, socialistiske, liberale, folkelige eller nationale værdier, b) for det andet er de samfunds-orienterede i bredere forstand, og c) for det tredje arbejder man for andre end medlemmerne og de frivillige selv. Udviklingen i forenings- og organisationsmønstret viser imidlertid tydeligt, at der er sket en tilbagegang for disse klassiske værdi- og samfundsorienterede foreninger, mens der er stor fremgang for de mere specialiserede, aktivitets- og identitetsorienterede foreninger, som typisk a) samler mennesker om en meget afgrænset aktivitet (noget vi gør sammen) eller et afgrænset problem (et problem vi har til fælles), b) de bygger sjældent på et særligt værdi-grundlag og tager ikke sigte på at ændre eller bevare nogle overordnede samfundsmæssige forhold c) og de er rettet mod medlemmerne eller deltagerne selv (egen-organisering, selvhjælp) Langt den største del af det frivillige engagement er knyttet en interesse / aktivitet (indenfor idræt, fritid og kultur) eller et problem (især de mange patientforeninger), man har til fælles med andre. De fleste frivillige yder derfor en indsats for noget, som vedrører deres egen snævre interesse - til glæde for dem selv men i høj grad også for andre. Noget forenklet kan denne ændring beskrives som et skifte fra idé til identitet veldædighed til selvforvaltning solidaritet til fællesskab "Organiseret individualisme" kan man betegne den form for organisering, og her finder vi masser af "fortalere" - i bred forstand. Men de taler for medlemmernes egne interesser og problemer - ikke for andre udenfor kredsen. Den udvikling bliver ofte kritiseret og problematiseret, men jeg synes faktisk, at det er meget positivt, at befolkningen i stigende grad formår at organisere sig i varetagelsen af deres forskellige interesser og behov. En anden tendens er et skifte fra "röst til service", som svenskere forskere har betegnet det forhold, at i såvel de frivillige organisationer som den offentlige sektor er opmærksomheden i stigende grad flyttet fra demokrati- og indflydelsesdimensionen (= røst) til servicedimensionen - at give service til medlemmerne og tildels for stat og kommuner. En svensk undersøgelse viser, at informations- og opinionsdannelse kun udgør omkring 15 pct. af den samlede frivillige indsats. i de frivillige organisationer. Og det er interessant at bemærke, hvor lidt forslaget til Charter for samspillet mellem det frivillige Danmark og den offentlige file:///q /Websted1/qBI2001_2.htm (4 af 6) :32:12

5 sektor vægter demokrati-dimensionen. I forslaget til charter nævnes det ganske vist, at det frivillige Danmark ". giver mulighed for demokratisk læring og fremmer interessen for det fælles", men formålet med charteret - og samspillet mellem de to sektorer - er først og fremmest at udvikle det frivillige Danmarks " bidrag til den samfundets samlede velfærd, fællesskabernes velfærd og den enkeltes livskvalitet". En tredje tendens i tiden er, at det offentlige på flere områder har påtaget sig rollen som "fortaler" for svage grupper i samfundet. De seneste 10 til 20 år er der oprettet en række offentlige råd og videnscentre, der oplyser om og er en slags "advokater" - dvs. ensidigt talerør for - bestemte grupper i samfundet. Vi har fx. Børnerådet, der selv oplyser, at det "... taler børnenes sag i den offentlige debat", "Center for ligbehandling af handicappede", "... der søger at påvirke statslige og kommunale beslutningstagere" og Center for små handicapgrupper samt Dansk Videnscenter for Ordblindhed. Er det fordi de frivillige ikke har slået til, eller har den offentlige sektor taget det ud af hænderne på foreninger og organisationer - iøvrigt med støtte fra de frivillige organisationer selv. En fjerde tendens er, at vi i stigende grad udtrykker vores holdninger - såvel sympatier som antipatier - gennem vores mere anonyme handlinger, der ikke kræver samme personlige indsats og involvering, som det gør, når man skriver læserbreve, deltager i demonstrationer, involverer sig i en politisk organisation, tager ordet på et politisk møde, osv. Vi er på mange måder fortalere for andre og en bestemt sag på en meget mere individualiseret og anonym måde end tidligere. Fx. når vi boycotter fransk vin, som en symbolsk protest mod atomprøvesprængning, eller bocotter Shell for at protestere mod dumpning af en boreplatform. Men også når vi køber os til indflydelse ved at betale et beskedent kontingent til Naturfredningsforeningen eller Ældre Sagen og så overlader det til professionelle lobyister at være "fortaler" for os. En femte tendens er, at det netop især er professionelle - ansatte på landskontoret - der varetager rollen som "fortaler". Jeg synes, at det er påfaldende, at det næsten altid er generalsekretæren, som udtaler sig, og meget sjældent den valgte formand - fx. i Dansk Røde Kors og Ældre Sagen. Samtidig er der også en tendens til, at "kendtnisser" - personer med en særlig position i samfundet, fx. skuespillere, sportsudøvere eller mediefolk - der får rollen at være fortaler for en bestemt gruppe - måske udfra den nøgterne konstatering, at det mere er "personen" end "sagen", der kan trænge igennem i medie-havet. En sjette tendens, som fortaler-begrebet let kommer i konflikt med, er et voksende krav om autonomi og selvbestemmelse, der præger det moderne samfund. Hvilke grænser er der for, hvor meget og hvordan man kan tale andres sag? Er det ikke at tage ansvaret fra folk, at umyndiggøre folk. Det er vel også det, der ligger bag de seneste års bestræbelser på at organisere nogle af de udsatte grupper, der ikke har et talerør. Heri ligger et virkeligt problem for fortaleren på linie med velfærdsstatens problem: hvem kan tillade sig at definere det gode liv. Historisk er der mange eksempler på organisationer, der har ment, at de vidste, hvad der var bedst for fx. børn, fx. i begyndelsen af 1900-tallet, hvor der var kamp om at definere det gode børneliv, tale børnenes sag, uden særlig stor forståelse og respekt for andre måder at leve på. Ved at påtage sig en fortaler-rolle kan man let komme til at tale for noget, der slet ikke har støtte fra de mennesker, det vedrører. Omvendt er der også en fare for, at man lander i den anden grøft: sådan har folk selv valgt at leve deres liv og det skal vi ikke blande os i. file:///q /Websted1/qBI2001_2.htm (5 af 6) :32:12

6 Hvordan fremmer man fortaler-rollen i de frivillige organisationer? Jeg vil til slut give nogle få bud på, hvordan man fremmer fortaler-rollen. For det første ved at organisationer i højere grad betoner den side af organisationens virke. Vi ved, at de frivillige i høj grad har ideelle motiver for at være frivillige. Ulla Habermanns undersøgelse af de frivilliges motiver viser, at det at hjælpe andre er en vigtigt begrundelse for deres frivillige engagement, især i de sociale foreninger. Fx. svarer 7 ud af 10 af de frivillige i de sociale foreninger, "jeg vil gerne hjælpe dem, der har det værre end jeg selv". Men i det frivillige sociale arbejde, er det den konkrete hjælp, der er i fokus - og godt for det - men man kunne givetvis ændre kulturen, så "protesten" blev en større del deraf. Undersøgelser viser også, at de signaler de frivillige organisationer udsender har betydning for, hvem der melder sig som frivillig. Organisationer med markante synspunkter og et ønske om at tale bestemte gruppers sag, vil derfor også tiltrække folk, der har disse holdninger. På den anden side opstår engagementet og lysten til at tale for udsatte grupper af, at man kommer i kontakt med problemerne og de grupper, der er berørt deraf. I det frivillige arbejde kan vi bringes i kontakt med andre mennesker på en sådan måde, at vi er tvunget til at erkende vores afhængighed af dem og forpligtelse overfor dem. Derved tilegner vi os "afhængighedens og den sociale forpligtelses moral", som den amerikanske sociolog Alan Wolfe udtrykker det. Derfor tror jeg ikke på rene "fortaler" organisationer, der kun støtter med ord. Det er i det konkrete møde med flygtninge, sindslidende eller ensomme ældre, at vi ser nødvendigheden af - og får energien til - at tale disse personers og gruppers sag. Jeg tror endvidere, at man skal forsøge at give mere plads til de frivilliges egen røst. Måske har de professionelle, eksperterne, kendtnisserne lagt en låg over debatten - det er ikke til at komme til, at blive hørt, at blive taget alvorlig, når organisationerne altid trækker kendte personer frem, og medierne altid skal peppe et indslag op ved at høre en kendt persons synspunkt på det pågældende problem. Og endelig bør den offentlige sektor sætte meget mere fokus på denne dimension ved frivilligheden. Det kunne passende ske ved, at det får en mere fremtrædende plads i charteret, og ved at den offentlige støtte ikke i så høj grad er bundet til service-ydelser. file:///q /Websted1/qBI2001_2.htm (6 af 6) :32:12