Inklusion og eksklusion Kendskab giver venskab

Transkript

1 Inklusion og eksklusion Kendskab giver venskab Inspirationspapir fra arbejdsmøde om inklusion den 7. december 2009 i Samarbejdsprojektet om børn og unge med særlige behov

2 Indledning Hvad mener vi med inklusion og hvad er et inkluderende fællesskab? Hvem er målgruppen? Hvad handler inkluderende kultur, holdninger og adfærd om? Og hvordan kan vi ved at skrue på økonomi, organisering og amarbejde skabe en inkluderende incitamentsstruktur i daginstitutioner og skoler? Det er nogle af de spørgsmål, som var på dagsordenen den 7. december 2009, da 20 kommuner i et samarbejdsprojekt om børn og unge med særlige behov, var sammen på projektets andet arbejdsmøde. Overskriften var: Inklusion og eksklusion. Kommunerne i samarbejdsprojektet er enige om, at en af udfordringerne på området for børn og unge med særlige behov er, hvordan man i højere grad i kommunerne kan undgå at ekskludere børn fra almenområdet. Der er enighed om, at der skal sættes ind på mange fronter samtidig for at skabe en ikke-ekskluderende kommune. De 20 kommuner, som er med i det 1-årige Samarbejdsprojekt Børn & unge med særlige behov er Egedal, Favrskov, Faaborg-Midtfyn, Gladsaxe, Helsingør, Horsens, Høje-Taastrup, Lejre, Lemvig, Norddjurs, Nyborg, Næstved, Roskilde, Skanderborg, Sorø, Stevns, Struer, Tønder, Varde, Vordingborg og Aabenraa. Dette inspirationspapir indeholder tre opmærksomhedspunkter, som de 20 kommuner kom omkring på arbejdsdagen: 1. Fællesskabets betydning for børn og unges udvikling og trivsel 2. Sprog, holdninger og kulturs betydning for vores ekskluderende adfærd 3. Økonomiens, organiseringens og samarbejdets betydning for positive inklusionsstrukturer i daginstitution og skoler De tre opmærksomhedspunkter er hver udfoldet i fire afsnit: Anskuelse, udfordringer, forskerne siger, hvad skal der til (citater fra mødet). Ønsket med de tre opmærksomhedspunkter er, at både forvaltning og politikere får større forståelse af, hvor vigtigt det er ikke at ekskludere børn og unge fra fællesskabet. Dernæst at inspirere til at forlade fastlåste tankemønstre og se nye veje til en mere inkluderende adfærd. Også andre kommuner - end projektkommunerne - vil kunne drage nytte af inspirationspapiret. Februar 2010

3 1. Fællesskabet har stor betydning for børn og unges udvikling og trivsel Anskuelse Alle har et behov for at høre til. Børn, unge og forældre har krav på at være med i fællesskabet og ikke blive flyttet væk fra det. Man skal ikke bare have lov til at være med, man har ret til at være aktive deltagere i fællesskabet på lige fod med de øvrige børn. Man skal have mulighed for at føle sig inkluderet og ikke bare rummet/være til stede ingen trives ved at være på tålt ophold. At arbejde inkluderende er et grundlæggende menneskesyn ikke bare en metode. Det skal betragtes som en gave - ikke en byrde - at møde mennesker, der er anderledes end os selv. Man skal ikke tænke, at man storsindet tilpasser sig og lever med de anderledes - forskelle bør tværtimod betragtes som berigende! Når jeg møder det anderledes, lærer jeg at samarbejde, konflikthåndtere og blive mere tolerant i verden. Alle børn skal have muligheder for at være deltagere i fællesskaber af jævnaldrende inden for almen-institutionens rammer (daginstitution, skole, fritid). Men hvad er et fællesskab? I skolen kan man differentiere med undervisningsrummet, hvor de børn, der har et særlig behov i visse perioder kan deltage i mindre fællesskaber indenfor det store fællesskab. Og der kan også indenfor skolens rammer være andre mindre eller midlertidige fællesskaber som fx familieklasse. Andre børn kan fx undgå anbringelse ved at få særlig støtte 2-3 dage om ugen i et Børnehus, men i øvrigt være en del af skolens fællesskab og bo hjemme så undgår man at skabe eksklusion på alle fronter på én gang. Forskerne siger om fællesskabets betydning for børn og unges udvikling og trivsel Fællesskaber har stor betydning for børns trivsel, udvikling og læring. Selvdannelse, selvværd og læringslyst kommer af at deltage, bidrage og øve indflydelse i fællesskaber. Børn og unge lærer, når de deltager i sociale sammenhænge, inddrages i fælles aktiviteter, bidrager i fællesskabet og opnår indflydelse på det, der er en del af deres livsbetingelser og udviklingsmuligheder. De voksne skal se mere på, hvad der ligger foran barnet i stedet for at kigge ind i det. Det vil sige, at der skal være mere opmærksomhed på barnets og den unges relationer frem for blot at diagnosticere.

4 Udfordringer Samfundet som helhed har primært fokus på individet. Man optimerer på det enkelte barn/ung i stedet for fællesskaber. Samfundet skaber selv individfokus gennem diagnosticering. En forudsætning for inklusion er, at kommunalbestyrelsen tør punktere diagnosen og i stedet se på barnet i den kontekst, det indgår i. Børne- og ungepsykiatrien stiller diagnoser og specifikke krav til kommunerne om behandlingsformer og institutioner. Disse diagnose-baserede krav gør det vanskeligt at tilrettelægge den bedst mulige støtte. Støtten bør i stedet ske ud fra konteksten og almentilbuddets muligheder. Hvad skal der til? (citater fra mødet) Man kan kun tilskrive de 25% af et problem til barnet de øvrige 75% ligger i den kontekst, som barnet indgår i. Vi skal have tidligt fat i børn og forældre marginalisering sker allerede i dagtilbuddet, det er dér, vi skal have fat. Vi skal have fat i problemstillingerne på både det korte og lange sigt. Derfor er det i høj grad en etisk og værdimæssig debat. Det er ledelse på et mere overordnet niveau. Alle skal arbejde på at undgå eksklusion børn, forældre, professionelle. Dagsordnen skal genforhandles løbende også med de nye politikere! Man skal trække de gamle heste ud af stalden man skal sige og gøre inklusion igen og igen og igen, så alle hører det og er med på vognen. Der er brug for en faglig sikkerhed og autoritet så man på sikker baggrund kan påvirke forældrene til at være medspillere. Der skal laves tydelige aftaler og pagter med forældre. Man skal sige til nye forældre: Dit barn vil komme hjem og brokke sig, men sådan er det at være en del af fællesskabet I uddannelsesinstitutioner har vi sagt: Kig på individet. Derfor er det også dér, vil skal have denne debat op igen; de studerende skal have faglighed og perspektiv i forhold til inklusion. Gå fra børn med problemer til børn i problemer/i vanskeligheder. Brug for et paradigmeskift på uddannelsesinstitutionerne.

5 2. Sprog, holdninger og kultur har stor betydning for vores ekskluderende adfærd Anskuelse Sprog, holdninger og kultur er kilen til, at det i dag er vanskeligt at komme fra a til b, når vi taler inklusion. Sproget er med til at fastholde et dem og et os. Måden vi taler om børnene er problematisk i sig selv. Vi er de fortællinger, der bliver fortalt om os. Lovgivningen er med til at understøtte vores holdninger og vores kultur. Med en diagnose i hånden åbner lovgivningen for en række foranstaltninger. Vi er gode til at iagttage adfærd, udpege og definere som anderledes, sammenligne med det normale, diagnosticere og tildele mindreværdige roller, så barnet eller den unge mødes med negative forventninger. Det flytter imidlertid ikke noget at kunne beskrive og diagnosticere. Der skal ske et holdningsskifte og kulturen skal ændres. Det gælder hele paletten. Skolen og lærerne kan ikke klare det alene. Forældre og børn skal med. De børn der skaber problemer, er en gave til fællesskabet. Det er de fordi alle kan lærer noget ved at være sammen med dem, og fordi de børn også bidrager til de andre børns alsidige liv og uvikling. I stedet for at beskrive og diagnosticere bør vi i højere grad tale om, hvilke visioner vi har for vores fælles børn. Forskerne siger om sproget og holdningers betydning og virkning Måden hvorpå vi taler om børn og unge med særlige behov er med til at segregere børnene. Børn beskrevet i diagnostiske termer eller ud fra problemer m.v. er reduktionistiske beskrivelser, der fører til oplevelse af utilstrækkelighed og afmagt. Vores fastlåste opfattelse af børn og unge med særlige behov gør, at vi primært fokuserer på rettigheder, visitation, økonomiske ressourcer og segregering. Børn og unge har behov for autentiske, tydelige og eksemplariske voksne der gør og mener det de siger i familien og i skolen. Udfordringer For at sikre inklusion bliver vores udfordring at påvirke kulturen. Med det bliver udfordringen at skabe debat om mangfoldighed og synliggøre holdninger. Det er ikke vigtigt at stille spørgsmålet, om børn og unge med særlige behov skal inkluderes, men om det er nødvendigt at segregere dem. Kommunalbestyrelsen kommer også til at spille en helt central rolle. Det bliver en forudsætning, at kommunalbestyrelsen anerkender og beslutter, at børn i vanskeligheder ikke skal ekskluderes. Og den

6 holdning skal forplante sig hele vejen gennem kommunens organisation. Hvad skal der til? (citater fra mødet) Inklusion handler mere om de voksne end om børnene. Hvilke holdninger og kompetencer er til stede? Hvordan tales der om problemer? Hvor er visionerne? Hvis vi skal tænke inklusion, kræver det: Positive holdninger til forskelligheder, fleksibel organisering af skoler/klasser/grupper, teamsamarbejde, viden om undervisningsdifferentiering og specialpædagogik, fornuftig ressourceallokering og mulighed for støtte og supervision. Forældre til de ikke-udsatte skal forstå, at de også har et ansvar. Folkeskolen er kulturbærende forældre til ikke-udsatte børn møder ikke de problematiske børn. Forældrene skal vide, hvor vigtigt det er, at alle børn går i samme skole og er en del af fællesskabet. Forældrene skal opdrages til inklusion! Lærere og pædagogers opfattelse af egen utilstrækkelighed er hæmmende. Mange støttepersonaler i almenområdet har svært ved at modtage hjælp. Aktionslæring med respekt for pædagogers og læreres faglighed er måske vejen frem. Diagnosen betyder ikke noget for foranstaltningen. Det handler om at få en kultur, hvor man kan reflektere sammen. Der tænkes meget i kasser. Der bør tænkes mere på tværs. Det er ligegyldigt hvilken kasse der anvendes, hvis blot det virker.

7 3. Økonomiske og organisatoriske ændringer til øget inklusion Anskuelse Al erfaring viser, at den måde systemet er indrettet på påvirker den måde, der tænkes og handles på. Hvordan kan man indrette systemet mere hensigtsmæssigt, når målet er inklusion? Hvilke incitamenter understøtter en mere inkluderende kultur og adfærd i dagtilbud og skoler og i det tværfaglige samarbejde? Alt for ofte er indsatsen overfor børn og unge med særlige behov præget af opdeling mellem skole- og socialområde. Det gælder både i forhold til forvaltningen, dagtilbud, skoler og specialinstitutioner. Opdelingen af indsatsen på sektorer er med til at flytte problemerne rundt. Det gavner sjældent børnene. Problemstillingen er kendt: Kassetænkning opstår, når systemet er organiseret, så mulighederne indsnævres, og problemer kan flyttes rundt. Kassetænkning gør det muligt at undvige ansvar økonomisk og fagligt. Men spørgsmålet er fortsat, hvordan man får ledere og medarbejdere på dagtilbud og skoler og psykologer, sagsbehandlere og andre fagfolk til i fællesskab at tænke og arbejde mere inkluderende? Forskerne siger om betydningen af økonomiske og organisatoriske ændringer Almindelige skoler, som har en inklusiv orientering, er det mest effektive middel til at bekæmpe diskrimination, skabe trygge fællesskaber og opnå uddannelse for alle. Inklusiv skolegang er det mest effektive middel til at skabe solidaritet mellem børn med særlige behov og deres jævnaldrende. At flytte børn permanent til specialskoler eller specialklasser eller særlige afsnit inden for en skole skal være undtagelsen, som kun kan anbefales i de få tilfælde, hvor det klart er demonstreret, at undervisning i almindelige klasser ikke opfylder et barns uddannelsesmæssige eller sociale behov, eller når hensynet til barnet eller andre børn kræver det. Udfordringer og dilemmaer For at sikre inklusion bliver vores udfordring at understøtte de politiske og faglige mål ved at reorganisere styring og den organisatoriske indretning af almen- og specialområdet. Det handler blandt andet om ressourceprioritering og -fordeling samt større fagligt og professionelt samspil mellem lærere, pædagoger og specialister. Kommunalbestyrelsen kommer også til at spille en helt central rolle. Det bliver en forudsætning, at kommunalbestyrelsen beslutter, at omfordele midlerne, så børn og unge med særlige behov inkluderes i dagtilbud og skole frem for at udskille dem til specialtilbud.

8 Hvad skal der til? Incitamenter handler både om pisk og gulerod. Guleroden er uddannelse og kompetenceudvikling. Pisken kan fx være, at hvis barnet rykkes ud af skolen, så rykker pengene med. Hvis man kan undgå at producere kontanthjælpsmodtagere, kan økonomien flyttes fra arbejdsmarkedsafdelingen til børn og unge. Økonomien i børn og unge kan medvirke til yderligere at reducere antallet af unge, der dropper ud og øge antallet af unge, der får en ungdomsuddannelse. Måske burde man lukke specialklasser og andre specialtilbud udenfor skoler og dagtilbud og begrænse midler til specialindsatsen. I stedet for kunne man hæve serviceniveauet på dagtilbud og skoler. Aftalestyring eller kontraktstyring af dagtilbud og skoler kan understøtte inklusion, hvis der sættes fokus på inklusion og det tværfaglige samarbejde i aftalen/kontrakten Videndeling og sparring på tværfaglige møder med henblik på at fastholde børn og unge i dagtilbud og skoler, selvom det er ressourcekrævende. Viden og erfaring skal ud i dagtilbud og skoler, så pædagoger og lærere oplever, at det er en hjælp til selvhjælp. Udarbejde beredskab, der fortæller ledere, pædagoger og lærere, hvor de kan hente støtte og viden om, hvad de skal gøre, når man mangler pædagogiske redskaber overfor børn og unge med særlige behov. Direktøren skal sætte sig for bordenden med chefgruppen med fællesskabet som samarbejdsfelt. Chefgruppen skal ville den fælles indsats om inklusion. Man bør tage afsæt i konkrete opgaver, der skal løses.