Anerkendende relationer i arbejdet med voksne udviklingshæmmede

Transkript

1 Anerkendende relationer i arbejdet med voksne udviklingshæmmede Engelsk titel: Appreciative relations in the work with mentally disabled adults Udarbejdet af: Angela Jokinen, Louise Langhoff Koroglu, Bachelorprojektgruppenummer: 1 Årgang: V10 Måned: Juni, 2013 Vejleder: Christian Bundgaard Svendsen Uddannelsessted: VIA University College - Campus Holstebro, Pædagoguddannelsen

2 Indhold Indledning (Fælles)... 3 Problemformulering (Fælles)... 4 Afgrænsning (Fælles)... 4 Metode afsnit:... 4 Hvad er udviklingshæmning (Louise)... 7 Udviklingshæmmedes historie i Danmark (Louise)... 8 FN`s Konvention om rettigheder for personer med handicap. (Angela)... 9 Danmarks ratifikation (Angela)... 9 Hvad er anerkendelse? (Angela) Anerkendelsesbegrebet ifølge Axel Honneths teori (Angela) Privatsfæren Den retslige sfære Den solidariske sfære - Anerkendelse i en sammenhæng Krænkelser Anerkendelsens tre sfærer i forhold til udviklingshæmmede ud fra Honneths teori (Angela Usynlighed Delkonklusion Berit Bae og de anerkendende relationer (Louise) Berit Bae og definitionsmagten (Louise) Forstående og indlevende Bekræftende Åbenhed Selvreflekterende Delkonklusion Anerkendelse og forståelse af livsværdier (Louise) Case fra 2 praktik: Inge og Billedbladet (Louise): Delkonklusion Per Lorentzen om relationer (Louise)

3 Horisontale og Vertikale relationer (Louise) Delkonklusion: Relationer i praksis ( Angela) Delkonklusion Lovgivning i forhold til omsorg (Angela) Omsorg - Hvad er omsorg? (Angela) Omsorg ifølge John Halse ( Angela) Tilknytning Stimulering Tilsyn Deltagelse Case om omsorg (Angela) Dilemmaer mellem omsorgspligt og omsorgssvigt set ud fra casen. (Angela) Anerkendelse og omsorg ( Angela) Delkonklusion Anerkendelse som begreb i pædagogisk praksis (Louise) Besøg på midlertidig botilbud for voksne udviklingshæmmede (Louise) Anerkendelse i praksis (Louise) Case fra bosted: Emma og Saffi (Louise) Delkonklusion: Selvbestemmelse - Hvad er selvbestemmelse? (Angela) Selvbestemmelse ved udviklingshæmmede set ud fra en psykologisk vinkel (Angela ) Medbestemmelse (Angela) Anerkendelse og selvbestemmelse medbestemmelse (Angela) Delkonklusion Konklusion Bibliografi Bilag

4 Indledning (Fælles) I pædagogisk praksis, hører vi ofte begreber som anerkendelse og anerkendende relationer, blive nævnt i flæng. Men hvad er anerkendelse, og hvilke pædagogiske muligheder ligger der heri? Hvorfor er det vigtigt at blive anerkendt og anerkende andre? Er teorien så nem at overføre til praksis, som det kan lyde til? Vi mener, at det er vores pædagogiske ansvar, at undersøge mulighederne i praksis. Hvis vi skal anerkende en anden person, må vi vide mere om, hvad anerkendelse er og hvad det kan medføre. Vores erfaring med pædagogisk arbejde, har vist, at fokus på anerkendende relationer kan være medskabende til tryggere rammer for brugeren. Der er ikke en facitliste på hvornår vi bare skal lytte, og hvornår vi skal handle ud fra teoretisk planlagte handlinger. For at komme nærmere ind på et svar herom, har vi valgt at lave denne bachelor rapport med fokus på anerkendende relationer i arbejdet med voksne udviklingshæmmede. Vi ønsker at undersøge baggrunden, formålet og mulighederne med anerkendende relationer i praksis. For at skabe en bedre forståelse for begrebet anerkendelse, mener vi, at det er vigtigt at se nærmere på begreber og områder, hvorigennem vi anerkender brugerne. Vi har derfor valgt at inddrage begreberne; livsværdier, omsorg og selv- og medbestemmelse. Desuden inddrages udviklingshæmmedes historiske perspektiv og udvikling, ud fra et menneske- og samfundssynspunkt. Med vores Bachelor projekt, ønsker vi at opnå større viden om, sammenhængen mellem teori fra undervisning og praksis. Vi ønsker indsigt i, hvor meget den teoretiske viden betyder i pædagogisk praksis, samt hvordan der arbejdes med anerkendende relationer med voksne udviklingshæmmede. En vigtig del af dette er, at vi som pædagoger, kan være medhjælpende til at forstå og formidle den enkeltes ret til at kende til og deltage i eget liv. Igennem kendskab og relation er det vigtigt, at pædagogen griber de muligheder der er, til at støtte den enkelte i forståelsen af sig selv, for dermed anerkende individet. En anerkendende tilgang skaber flere hensigtsmæssige handlemuligheder i pædagogisk praksis. Vi vil undersøge relevante teorier i forhold til anerkendende relationer, og koble teorien til praksis, for her igennem at videreudvikle vores pædagogiske kompetencer og erfaringsdannelser. 3

5 Problemformulering (Fælles) Hvilke muligheder giver det i daglig praksis, for pædagoger at arbejde med anerkendende relationer i forhold til voksne udviklingshæmmede? Afgrænsning (Fælles) Vi har valgt at fokusere på brugergruppen: Voksne udviklingshæmmede, som bor på døgnbemandede bosteder og bofællesskaber. Vi har valgt denne brugergruppe, da vores interesseområde er indenfor specialområdet, mennesker med nedsat funktionsevne. Vores fordele ved den valgte brugergruppe er, at vi kan inddrage erfaring fra praksis. Ulempen ved den valgte brugergruppe, er blandt andet, at de ofte har svært ved at kommunikere og signalere deres behov, det kræver derfor et stort kendskab til den enkelte for at kunne tyde signalerne. Vi vil undervejs referere til brugergruppen ved at skrive brugere, beboere el. udviklingshæmmede, alt efter hvilken betegnelse der giver bedst mening i forhold til den beskrevne situation. Metode afsnit: (Fælles) Vi har valgt at belyse vores bachelor rapport ud fra, forskellige teorier og forskellige pædagogiske tilgange. Dette har vi valgt, for at have forskellige vinkler på vores emne. Vi har opbygget vores bachelor rapport ud fra kvalitative metoder, inspireret af bøgerne Kvalitative metoder en grundbog, samfundsvidenskab i praksis - introduktion til anvendt metode og en enklere metode vejledning i samfundsvidenskabelig forskningsmetode. Vi har valgt en kronologisk opbygning af bachelor rapporten, og starter derfor med historiske og lovmæssige rammer, og fortsætter med teorien og pædagogisk praksis. (Louise) For at få en større forståelse for udviklingshæmmede som brugergruppe, har vi valgt at beskrive definitionen herpå, samt at beskrive de historiske rammer, vi har taget udgangspunkt i bøgerne Individ, Institution og Samfund af Susanne Idun Mørch, og Fra sovesal til egen bolig af Irma Toft. Bøgerne indeholder det relevante grundmateriale indenfor institutionskulturen og det historiske perspektiv. (Angela) I afsnittet om udviklingshæmmedes rettigheder, vil vi inddrage paragraffer fra Socialpædagogisk regelsamling og FN`s konvention om rettigheder for personer med handicap. Det kan hjælpe os til en forståelse af FN`s principper om udviklingshæmmede og det enkelte menneskes ret til at bestemme over sig selv. Vi anvender Servicelovens paragraffer fra Pædagogisk lovsamling vedrørende pædagogens regler, pligt og ansvar i 4

6 arbejdet med voksne udviklingshæmmede, som vi mener er relevante i forhold til vores rapport. (Angela) Vi har blandt andet inddraget Axel Honneth og hans anerkendelsesteori. Vi har taget udgangspunkt i Axel Honneths bog Behovet for anerkendelse, Britta Nørgaard Tidsskrift for socialpædagogik og fra bogen Faget Pædagogik kap. 8, Britta Nørgaard. Axel Honneth er tysk sociolog og filosof, og professor ved Goethe Universitet i Frankfurt am Main. Honneth har en socialfilosofisk anerkendelsesteori som beskriver tre forskellige niveauer, dette vil hjælpe os til den filosofiske forståelse af begrebet anerkendelse. Axel Honneth er den tredje generation af Frankfurterskolen, hvis grundtræk er den kritisk-, samfunds- og filosofisk teoretiske. Kritisk teori kan forstås som et teoretisk reflesksionsrum, og formålet med denne teori var at bidrage til menneskers oplysning og frigørelse, og at lade teorien reflektere over sin egen plads i samfundet og historien. (Brinkman, S & Tanggaard, L 2010). (Louise) Vi inddrager Berit Bae, som har en pædagogisk baggrund, hun er nu forsker og professor ved Høgskolen i Oslo. Berit Bae har skrevet voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse, og På vej i en anerkendende retning?, som vi har valgt at inddrage, i bachelor rapporten. Vi har valgt de to tekster, da hun her kommer ind på relationer og anerkendelse, og hvordan vi som pædagoger kan arbejde med emnet i praksis. Berit Bae har fokus på børn, men hendes teorier kan også bruges til vores brugergruppe, dette vil vi belyse ud fra cases. I modsætning til Axel Honnet, har Berit Bae fokus på individet. (Louise) For at kunne få, en forståelse af individet, og hvordan vi anerkender den enkelte, har vi inddraget Ida Schwartz, som ser nærmere på livsværdier og livskvalitet. Vi vil ud fra teorien, uddybe praksis. (Angela) Vi har valgt at inddrage begrebet omsorg, og vi vil belyse hvorledes den institutionaliserede omsorg har betydning i samspillet mellem pædagogerne og voksne udviklingshæmmede. Vi vil også forklare hvad omsorg betyder for brugeren ved hjælp af John Aasted Halse bog Omsorgssvigt hvorfor, hvad gør vi? Halse har opstillet en omsorgstrekant, som skelner mellem tre aspekter indenfor begrebet omsorg. Hans teori refererer til børn, men vi vil henvise på vores egen måde til udviklingshæmmede. Halse er uddannet pædagog og psykolog, og selvom hans fokus er på børneområdet, kan hans teorier bruges til vores brugergruppe, dette vil vi belyse ud fra en case. 5

7 (Fælles) Vi vil bruge cases til at belyse pædagogisk praksis. Vores cases er indsamlet fra praktikker, erhvervserfaring samt feltarbejdet, men fælles for dem alle er at det er anonymiserede og navnene ændret. (Louise) For at belyse hvordan anerkendelse og anerkendende relationer fungerer i praksis, har vi været på feltarbejde på et midlertidig bo-tilbud for voksne udviklingshæmmede. For at opleve hverdagen i praksis, uden opstillede og forberedte situationer, har vi valgt at være tilbagetrukne observante. Vi startede feltarbejdet med en samtale, med en pædagog på stedet. Herefter foretog vi observationerne, og afsluttede feltarbejdet med et interview, med en pædagog. Vi har gennem vores kvalitative observationer fra bostedets hverdag og struktur, samt samtale og interview med personale forsøgt at undersøge anerkendende relationer i praksis. Vi har valgt de tre metoder til triangulering, fordi de tilsammen dækker et bredt område. Vi vil løbende inddrage observationer og dele af interview i opgaven og henvise hertil. Vi valgte at slutte af med interview, for at kunne supplere vores observationer, med personalets syn på anerkendende relationer. For at skabe bedre overblik, vil vi beskrive bostedet og dennes mål og værdier. (Louise) For at få en teoretisk vinkel på relationerne, har vi inddraget Per Lorentzen, Norsk psykolog og professor ved Høgskolen Oslo. Vi inddrager Per Lorentzen, for at kunne belyse vores emne, ud fra en relationel vinkel. Per Lorentzen er desuden en af de få teoretikere, der har hovedfokus på denne brugergruppe. Vi inddrager desuden Pernille Hvids artikel, som beskriver horisontale og vertikale relationer. (Angela) For at kunne forstå relation i praksis, ud fra en teoretisk vinkel, vil vi koble Pernille Hvids artikel Børns sociale udvikling, som beskriver horisontale og vertikale relationer, og inddrage Berit Baes teori om anerkendende relationer, fra artiklen Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse. Pernille Hvid og Berit Bae s artikeler om anerkendende relationer refererer til børn, men vi vil anvende teorierne på vores egen måde til udviklingshæmmede. For en bedre forståelse af relationens betydning i praksis vil jeg introducere et eksempel om sociale relationer ud fra mit udviklingsprojekt fra min tredje praktik, som var på et botilbud for udviklingshæmmede. (Angela) I vores feltarbejde har vi brugt forskellige metoder, blandt andet interview med kvalitative aspekter. Grunden til at det har kvalitative aspekter er, at det indeholder åbne spørgsmål, således at vi ikke får for meget fokus kun på en ting. Den interviewede var en 6

8 pædagog, som havde erfaring i arbejdet med udviklingshæmmede. Vores interview indeholder også spørgsmål om relationer, og det vil vi inddrage i vores afsnit om relationer i praksis, for at se hvad relationer betyder i praksis ud fra en anden pædagogs synsvinkel. Fordelene ved interviewmetoden er blandt andet, at vi får vores information direkte fra en kilde, som indgår i relationer i det daglige arbejde. Ulemperne ved at bruge interviewmetoden er, at det er meget nemt at forvente et bestemt svar og på denne måde stille ledende spørgsmål (Angela) Vi vil også belyse udviklingshæmmedes rettigheder som selvbestemmelse og medbestemmelse. For at frembringe en bedre forståelse for disse begreber vil vi tage udgangspunkt i Servicestyrelsen, Handicapenhedens rapport Veje til reelt medborgerskab, i artiklen fra ViPU Viden Selvbestemmelse på godt og ondt og vores egne erfaringer fra praksis. Vi vil beskrive hvordan pædagoger arbejder med at inddrage selvbestemmelse og medbestemmelse i udviklingshæmmedes hverdag. (Angela) Vi har også valgt at definere forskellige begreber som anerkendelse, omsorg og selvbestemmelse, derfor vil vi anvende Psykologisk Pædagogisk ordbog til en begrebsafklaring og en bedre forståelse og betydning. Hvad er udviklingshæmning (Louise) Den formelle betegnelse for udviklingshæmmede hedder: Personer med varig og betydeligt nedsat funktionsevne, i daglig tale bruges begrebet udviklingshæmning, som afløser betegnelser som åndssvag og mental retardering. Danmark har siden 1994 brugt WHO s diagnoseliste ICD-10, her defineres udviklingshæmning blandt andet som en tilstand af forsinket eller mangelfuld udvikling. WHO har lavet en definition på grader af udviklingshæmning, hvilket betyder at udviklingshæmningen bliver vurderet ud fra IQ: = Debilitet = Imbecilitet i lettere grad = Imbecilitet i sværere grad Under 20 = Idioti (Oligofreniklinikken) 7

9 Udviklingshæmmedes historie i Danmark (Louise) For at få en større indsigt og forståelse for emnet, må vi kigge lidt på baggrunden. Med en forståelse af fortiden, kan vi i mange situationer bedre forstå nutiden. Serviceloven dækker mange målgrupper, men er særlig interessant for mennesker med nedsat funktionsevne. Indførelsen af serviceloven har betydet store ændringer, både for den udviklingshæmmede borger og professionelle (Mørch, 2009). I dag ved man, at mange af de omrejsende og tiggende folk i 1700 tallet havde forskellige former for handicaps eller psykiske lidelser. På dette tidspunkt skelnede man ikke imellem det at være sindssyg eller det at være åndssvag. De var bare kendt som de gale (Toft, 2000), men de var alligevel en integreret del af samfundet. Hen imod slutningen af 1800 tallet kommer flere institutioner for udviklingshæmmede til og staten bliver en større del af det. Der foregår i denne periode en kamp mellem to retninger af menneskesyn, den humanistiske pædagogiske og naturvidenskabelige vej, og på hvordan man skulle varetage opgaven med udviklingshæmmede. (Toft 2000). Efter den økonomiske krise i 1930 erne og den øgede arbejdsløshed heraf, kom der reformeringer på det sociale område. Med Lov om Foranstaltninger vedrørende Åndssvage fra 1934, blev opgaven med de åndssvage en offentlig og statslig opgave. Der kom krav vedr. tidligere og tydeligere diagnosticering af udviklingshæmmede. På samme tid var der en klar politisk holdning, om at udviklingshæmmede, som i denne tid blev kategoriseret som åndssvage udgjorde en fare for samfundet, og at man derfor måtte sterilisere dem, af sociale og racehygiejniske årsager. I perioden 1929 til 1960 blev mere end femtusinde udviklingshæmmede steriliseret, hvorefter loven blev ophævet i I samme periode vokser den offentlige sektor, og man begyndte så småt at uddanne personale i forhold til arbejdet med udviklingshæmmede. På dette tidspunkt var der ikke tale om, nogle former for rettigheder indenfor selvbestemmelse og brugerinddragelse. Der kom først fokus på rettigheder hen imod slutningen af 1950 erne, vilkårene blev belyst gennem lovgivningen, som skulle sikre retssikkerheden for udviklingshæmmede. Dette blev startskuddet til en debat omkring begreberne normalisering og integration, som fortsatte op igennem de næste par årtier, med bistandsloven i 1976 blev dette, også en del af lovgivningen (Mørch, 2009). I årene frem til indførslen af serviceloven, var der fortsat fokus på normaliseringsbegrebet og modstand mod institutionalisering (Mørch, 2009). 8

10 FN`s Konvention om rettigheder for personer med handicap. (Angela) Personer med udviklingshæmning er omfattet af FN s konvention om rettigheder for personer med handicap. Handicapkonventionen blev vedtaget af FN s Generalforsamling i 2006, trådte i kraft i 2008 og Danmark tiltrådte konventionen i Et af de generelle principper i FN`s Konvention er Respekt for menneskets naturlige værdighed, personlige autonomi, herunder frihed til at træffe egne valg, og uafhængighed af andre personer. (Christiansen & Breinholt, 2012 side 131). Formålet med handicapkonventionen er at fremme, beskytte og sikre muligheden for, at alle personer med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre, samt at fremme respekten for deres naturlige værdighed. Konventionen har til formål at sikre, at personer med handicap kan få fuldt udbytte af menneskerettighederne og de fundamentale frihedsrettigheder samt at fremme respekten for værdigheden hos personer med handicap (Social og integrationsministeriet). I bogen Socialpædagogisk regelsamling under FN`s Konventions rettigheder for personer med handicap findes Artikler 19 som beskriver Retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet (Christiansen & Breinholt, 2012 s. 135). Alle mennesker med handicap skal have de samme rettigheder til at være en del af og deltage i samfundet. De skal have de samme muligheder som andre til at bidrage til samfundet og til at træffe deres egne valg mht. bolig, arbejde mv. det er således statens ansvar at mennesker med handicap får den nødvendige støtte og personlige bistand så de kan være inkluderet i samfundet (Christiansen & Breinholt, 2012). Danmarks ratifikation (Angela) Ved ratifikationen påtager Danmark sig en folkeretlig forpligtelse til at indrette sin lovgivning og sin administrative praksis således, at Konventionens krav opfyldes. Konventionen indeholder visse bestemmelser, som efter regeringens vurdering har en sådan karakter, at de skal være gennemført ved lov forud for ratifikationen. Der tænkes her på en række grundlæggende borgerlige og politiske rettigheder samt enkelte andre bestemmelser, hvis ordlyd nødvendiggør dette. I alle de berørte tilfælde er der i Danmark allerede vedtaget relevant lovgivning (Social og integrationsministeriet). 9

11 En vigtig del i vores rapport handler om anerkendelse, efter vi har set hvilke rettigheder udviklingshæmmede har i dag, vil vi beskrive hvorledes de bliver anerkendt. Hvad er anerkendelse? (Angela) I Psykologisk Pædagogisk ordbog defineres begrebet anerkendelse således: forståelse af et menneske på grundlag af dets egne forudsætninger, dvs. at betragte det andet menneske som et gensidigt forhold mellem ligeberettigede parter (Mogens Hansen 2008 s. 29) Begrebet anerkendelse er en del af det daglige pædagogiske arbejde. Anerkendelse kan forstås som noget vi giver hinanden. Når man er anerkendt betyder det, at man bliver set, hørt og forstået og det vil give os mulighed for at spejle os i den anden og lære os selv at kende. Anerkendelse er det vigtigste fundament i et menneskeliv, fordi når man bliver anerkendt styrker man sit selvværd. (Lynge, 2007). I dag er der, især på det socialfaglige område en stor interesse for den tyske socialfilosof Axel Honneth, som indskriver sig i den kritiske teoris tradition. I 1983 begyndte Honneth at udforske kampen for anerkendelse som et selvstændigt teoretisk felt for en ny kritisk teori. På det tidspunkt var Honneth, Habermas` assistent i Frankfurt. Honneth er tydeligvis inspireret af andre tyske filosoffer, som Immanuel Kant og Friedrich Hegel. Honneth introducerer i sin egen analyse Hegels sædelighedssfærer. (Nørgaard, 2005). Kant havde en grundlæggende respekt for individets autonomi, og eksistensen af forskellige moralske forpligtelser. Dette fører Honneth videre, som en forudsætning for anerkendelsesbegrebet. Honneth har udviklet teorien ud fra en idé om det gode liv, og han mener, at uanset vores livsvilkår har vi alle behov for at blive set og anerkendt i forskellige sammenhænge. Teorien er en anerkendelsesteori, hvor Honneth ren teoriteknisk differentierer anerkendelsesbegrebet i 3 anerkendelsessfærer. (Willig, 2003). Anerkendelsesbegrebet ifølge Axel Honneths teori (Angela) Privatsfæren I denne sfære er det kærligheden og det nære, der skal opfyldes. Kærligheden skaber det mål af individuel selvtillid, som sætter mennesker i stand til at handle, kommunikere og deltage i det offentlige liv, siger Honneth. De anerkendende relationer i forhold til forældre, familie og venner er det grundlæggende i denne anerkendelsessfære. Ofte vil der være tale om 10

12 symmetriske relationer, og får vi den form for anerkendelse, udvikler vi selvtillid. I familien baseres anerkendelsen emotionelt eller som det hedder hos Honneth, affektivt, og kærlighedsanerkendelsen åbner muligheden for et positivt selvforhold gennem visheden om den affektive bindings kontinuitet. (Honneth, 2003) Den retslige sfære I den retslige sfære mødes vi på lige fod med samme muligheder og med samme moralopfattelse som udgangspunkt. Retslig anerkendelse består af universel retslig ligebehandling af alle og enhver, der ifølge Honneth udvikler den enkelte borgers selvagtelse. Herunder er det anerkendelse rent juridisk, der skal opfyldes. Rent praktisk kan det være, f.eks.: medborgernes demokratiske rettigheder, stemmeret, som vil have en indflydelse i det politiske liv eller kan få udstedt et pas, dvs., at vi som borger bliver medtænkt i lovgivningen og som et medlem af samfundets rets-fællesskab kan man føle sig på lige fod med alle andre og således være retsligt anerkendt. (Honneth, 2003) Den solidariske sfære - Anerkendelse i en sammenhæng. Den tredje sfære for anerkendelse, som Honneth betegner som social værdsættelse, sker i relationen til grupper og fællesskaber. Solidarisksfære er forskellige fællesskaber, både privat, institutionsliv og i fritidsliv, hvor anerkendelsen kaldes for social solidaritet. Når fællesskabet anerkender den individuelles præstationer og bidrag, udvikles selvværd. Dette giver mennesker positive erfaringer med solidarisk deltagelse. I et fællesskab er vi unikke individer, men er samtidig en del af en given sammenhæng. For at et samfund kan kaldes solidarisk, bør det kunne absorbere og inddrage borgernes forskelligartede livsformer, kulturer og værdihorisonter i et overordnet fællesskab iflg. Honneths perspektiv (Niklasson, 2002). Ifølge Honneth skal individet være anerkendt i alle tre anerkendelsessfærer for at være fuldt individualiseret: selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse. De tre anerkendelsesformer fungerer med andre ord som måder at blive sig selv på i verden som integrationsformer. Honneth anskuer således anerkendelse som et grundlæggende menneskeligt behov, der ene og alene udspringer af det faktum, at mennesket har nogle helt rationelle roller at se sig selv i. Den kamp om anerkendelse, Honneth beskriver, rækker således ud over kampen om overlevelse og opfyldelse af egeninteresser. Den er langt mere fundamental. Honneth udskifter dermed den gængse filosofiske model, der ser menneskets kamp som en kamp for sig selv og sin egen overlevelse med en model, der betragter menneskets kamp som en kamp for anerkendelse og en plads i fællesskabet. Et individ kan ikke udvikle identitet uden anerkendelse fra andre, og anerkendelsesbehovet kan kun dækkes gennem eksistensen af den 11

13 konkrete anden, som Honneth siger. Med andre ord: Den individuelle identitetsdannelse afhænger helt af den sociale anerkendelse. (Honneth, 2003). Krænkelser Krænkelse er et centralt begreb i Honneths anerkendelsesteori, som kan findes i alle tre sfærer. Krænkelse betegner anerkendelsens modsætning f.eks. latterliggørelse eller ydmygelse. Honneth beskriver tre forskellige former for krænkelser, som knytter sig til anerkendelsens tre sfærer: private, retslige og solidariske. I forhold til private sfærer kan krænkelser komme til udtryk som fx fysisk mishandling, tortur og voldtægt. I forhold til retslige sfærer kommer krænkelser til udtryk i spektrummet fra individuelle tilfælde af vildledning og bedrag, til retslig diskriminering af hele grupper. I forhold til solidariske sfærer handler det om socialstatus og eksempler på krænkelser går fra ikke at hilse til massive tilfælde af stigmatisering (Nørgaard, 2005). Anerkendelsens tre sfærer i forhold til udviklingshæmmede ud fra Honneths teori (Angela) Når vi ser på historikken omkring udviklingshæmmede ud fra samfundets moderniseringsproces, kan man tydeligt se en udvikling i deres liv. Vi kan dog ikke finde nogle konkrete optegnelser, fra f.eks.: for 50 år siden vedr. arbejdet med anerkendelsesformer på de store institutioner. I stedet har vi fundet forskellige former for disrespekt eller krænkelser. På den tid kunne samfundet ikke rumme og tolerere de mennesker, som ikke selv kunne tage ansvar for eget liv, f. eks.: at gå i skole, at finde et arbejde, at bidrage med noget til samfundet. Samfundet var ikke parat på det tidspunkt til at acceptere udviklingshæmmede som ligeværdige medborgere eller i det mindste at give dem nogle rettigheder. Derfor blev alle de åndssvage, som de blev kaldt på det tidspunkt, groft sagt opfattet som en social skam og skulle lukkes inde i store anstalter for at være gemt væk. Et menneske som er betragtet, som en ting eller en fysisk tilstedeværelse kan aldrig være anerkendt - og manglende anerkendelse er en alvorlig krænkelse (Jensen, 2007). 12

14 Først senere er man begyndt at anerkende udviklingshæmmede som individer man integrerer, dette ses bl.a. i at FN s Konvention om rettigheder for personer med handicap først fremstår i Pædagogikken har i dag et stort ansvar for alle brugergrupper og pædagogen har på sin daglige agenda begreber som anerkendelse og/eller anerkendende relationer. Men pædagogens arbejde med anerkendelse af udviklingshæmmede kan være påvirket (begrænset) af forskellige faktorer som, samfundets og institutionens regler, beboerens diagnose eller pædagog nomineringen. (Nørgaard, 2005). Den første anerkendelsessfære, privatsfæren kan kun ske i familien med de nære mellemmer og er således også en emotionel anerkendelse. Vi kan som kontaktpædagog komme i tæt kontakt med beboerne og have et tæt forhold, men vi kan ikke erstatte den følelsesmæssige samhørighed der er i et familieforhold. F. eks.: vores målgruppe, som er ældre, har meget sjældent kontakt med nogle familiemedlemmer, (søskende), og kun få af dem har forældre tilbage eller bor sammen med en kæreste, derfor bliver det som regel den kontaktpædagog, som har ansvar for beboeren, der følger dem på shopping tur, på ferie, til fester, planlægger lejlighedens indretning sammen med, og på den måde kommer pædagogen til at udbygge en tæt relation og en ligestillingsrelation, det vil give beboeren mulighed for at åbne sig med sine holdninger og at deltage i fælleskaber. Men kontaktpædagogen kan ikke møde beboeren med kærlighed, som det er nødvendigt, for at der kan etableres en anerkendelse i en privatsfære. Den anden anerkendelsessfære, den retslige sfære, kan gives igennem de lovmæssige relationer. Udviklingshæmmedes rettigheder har ændret sig meget gennem tiden, og i dag har de fleste samme rettigheder som alle andre borgere i samfundet, f.eks.: stemmeret og ret til uddannelse og arbejde. Gennem disse rettigheder får udviklingshæmmede selvrespekt for sig selv som borger og anerkendelse fra samfundet. Den tredje anerkendelsessfære den solidariske sfære, kan ske i relationen til gruppen og fællesskabet. Når udviklingshæmmede deltager i fællesskabet f.eks.: at være sammen om at lave mad, at være med til at holde en fødselsdagsfest for andre beboere eller at deltage i forskellige pædagogiske aktiviteter på deres institution, bliver de set og værdsat for deres evner og handlinger. På den måde bliver de anerkendt som medlem af et solidarisk fællesskab og det vil føre til at den enkelte kan føle sig værdsat. 13

15 Usynlighed Et andet begreb, som blev analyseret af Honneth, er usynlighed, og handler om, det at blive set, men også om at individet bliver erkendt gennem handlinger, gestik eller mimik. Når man er synlig for nogen, nikker man, har øjenkontakt, kort sagt den måde vi bliver taget imod af andre. Når man er usynlig betyder det, at man er negligeret eller ignoreret. Når det forekommer, at et menneske føler sig socialt usynlig, vil individet forsøge, at gøre opmærksom på sig selv. Pointen med usynlighed er, at man skal være erkendt som individ førend man kan blive anerkendt iflg. Honneth (Honneth, 2003) Vi har belyst begrebet anerkendelse ud fra Honneths anerkendelsesteori og vi har set på muligheder for at blive anerkendt og på hvor meget menneskers udvikling af selvtillid, selvagtelse og selvværd afhænger af anerkendelse. Kendetegnende for Honneths teori er det gode liv. Som individ i et samfund skal man være anerkendt i alle 3 forskellige sfærer for at opfylde det gode liv. Men vi kan ikke præcisere eller finde en definition på det gode liv efter Honneths opfattelse. Det er mere end sandsynligt, at det som er det gode liv efter udviklingshæmmedes opfattelse, ikke er det samme som for andre. I det hele taget er det gode liv en relativ størrelse, der kun vanskeligt lader sig præcisere. Begrebet det gode liv afhænger af vores egne krav. Når vi sammenligner vores målgruppes liv i fortiden, da de var udelukket og stemplet (usynlig) af samfundet og i dag hvor de bliver set og værdsat som mennesker, kan vi summere, at de har opnået et bedre liv, uanset at de ikke alle er anerkendt i alle tre sfærer, f.eks.: i den private sfære pga., manglende familiemedlemmer eller andre nærtstående personer. Begrebet det gode liv kan naturligvis gradbøjes, men dette er ikke essensen i Honneths teori. Delkonklusion Vi vil konkludere at, efter vi har arbejdet med Honneths teori om anerkendelse og med hans teori i forhold til udviklingshæmmede, fik vi en ny viden omkring begrebet anerkendelse og en ny opfattelse af, hvordan vi kan bruge Honneths teori i praksis. Vi er bevidst om, at anerkendelse er vigtig for at opnå ligeværdighed mellem borgere i et samfund og der skal ikke være stillet krav om ligeværdighed pga. handicap, indkomst eller status. Vi er klar over, at mennesker udvikler deres selvtillid, selvagtelse og selvværd gennem gensidig anerkendelse. Efter dette afsnit omkring Honneths teori om anerkendelse, vil vi nu inddrage Berit Baes teori om anerkendende relationer. 14

16 Berit Bae og de anerkendende relationer (Louise) Ifølge Berit Bae, kan en relation kun være anerkendende hvis parterne er ligeværdige. Relationen kan aldrig være anerkendende hvis den ene part føler sig mere eller mindre værd. Det er ifølge Berit Bae, igennem den anerkendende relation at vi mennesker udvikler os, og beskriver paradokset i, at det er igennem vores afhængighed af andre, at vi udvikler vores uafhængighed (Bae, 1996) Berit Bae mener at, det at være i en anerkendende relation er medvirkende til en oplevelse af selvtillid, selvstændighed og medmenneskelig respekt (Bae, 1996), men understreger at anerkendelse er et mål i sig selv. Det er vigtigt at vi som professionelle ikke forsøger at bruge anerkendelse strategisk, da relationen så vil blive præget af kontrol, og derved manglende forståelse og respekt (Bae, 1996) Gensidig anerkendelse, medvirker til en ligeværdig relation, hvor begge parter er i stand til at forstå den andens synspunkt, uden at miste sit eget (Bae, 2003) Berit Bae og definitionsmagten (Louise) Berit Bae, beskriver vigtigheden i anerkendende relationer, og at det er herigennem vi udvikler os. I den sammenhæng, kommer hun også ind på begrebet definitionsmagt. Vi er som pædagoger, i en magtfuld position i forhold til, hvilken oplevelse af sig selv, den enkelte person får. Vi er i position, til at kunne styrke individets selvfølelse, og samtidig skal vi være opmærksomme på at vi ikke modarbejder denne. Styrkelsen af selvfølelsen, sker via en oprigtig anerkendelse. Ifølge Berit Bae er anerkendelse ikke noget tillært, men en integreret del af personligheden. Berit Bae giver følgende eksempler på anerkendende væremåder, ud fra praktisk pædagogiske situationer: Forstående og indlevende At være forstående og indlevende, beskriver Berit Bae, som at kunne gå ind i den andens oplevelsesverden, og forsøge at se tingene ud fra den andens erfaringsbaggrund. Dette kan gøres ved at forsøge at finde meningen i persons intentioner eller meninger ud fra dennes perspektiv. For at kunne forstå brugernes handlinger, må vi spørge os selv, hvad handlingen betyder for brugeren, hvordan den opleves og hvad brugeren ønsker at opnå med denne handling. Her skal vi som pædagoger være lydhør og kunne rumme brugerens måde at formidle på. Vi skal 15

17 som pædagoger være opmærksomme på brugerens non verbale signaler, stemmeleje, tonefald og kropsholdning. Når den verbale og non verbale kommunikation tolkes samlet, er der som udgangspunkt et grundlag for at kunne forstå brugerens intention eller mening ud fra dennes oplevelsesverden (Bae, 1996) Bekræftende En bekræftende kommunikation, som er baseret på forståelse og lytning, er med til at brugeren oplever retten til, at have sine egne følelser, tanker og oplevelser. At være bekræftende må ikke forveksles med tilfredsstillelse eller enighed. Ved at være oprigtig bekræftende overfor brugeren, hjælper man til, at brugeren får forståelse af, at have retten til sit eget synspunkt, uafhængigt af pædagogers syn og perspektiv. Berit Bae, understreger at Bekræftelse ikke er det samme som ros, og at man ved at man kan være bekræftende ved at stille spørgsmål på en åben og undrende måde, for at få brugeren til at forholde sig til det, den ønsker at udtrykke (Bae, 1996) Åbenhed For at forstå brugeren, må vi som pædagoger være åbne for, at kunne forstå hvad brugeren er optaget af. Det betyder, at vi skal kunne tage imod det der kommunikeres, uden nødvendigvis at gøre noget ved det, med det samme. Hvis vi som pædagoger, begynder at definere og vurdere hvad brugeren siger, kan det medføre en kontrol at det brugeren gør, og dermed at brugeren ikke føler sig forstået. Åbenhed handler om, at vi som pædagoger skal slippe kontrollen, og deltage på brugeren præmisser (Bae, 1996) Selvreflekterende For at kunne være bekræftende og åben overfor brugerens oplevelsesverden, skal vi som pædagoger have perspektiv på os selv og egen oplevelsesverden. Vi skal kunne skelne mellem det, der foregår i os selv og egen oplevelsesverden, og det der foregår inde i brugeren (Bae, 1996) Berit Baes teori omkring definitionsmagten fokuserer på, hvordan vi kan anerkende en persons følelser i en situation (Bae, 1996). Eks. Beboerne på et bosted for voksne udviklingshæmmede, er færdige med at spise aftensmad. Bostedet har et fælleskrav til beboerne, om at alle skal hjælpe med at rydde af bordet. En af beboerne gider ikke rydde af, og er sur over kravet herom. 16

18 I stedet for at, vi som pædagoger fokuserer på kravet om at rydde af, burde fokus være på beboerens følelse i situationen, og hvorfor situationen gør beboren sur el. frustreret. Hvis beboeren bliver hørt og anerkendt i sin frustration, samtidig med at kravet bliver opfyldt, er pædagogens definitionsmagt brugt på en positiv måde. Definitionsmagten udøves, via vores kommunikation med beboerne, det kan være den måde vi svarer eller reagerer overfor beboeren. Eks. pædagogen på bostedet ser at en beboer er sur, over at skulle rydde af bordet. I stedet for at minde om det fælleskrav vedr. oprydning med det samme, spørger pædagogen undrende, uden at anklage beboeren, hvorfor han/hun er sur over at skulle rydde af. Berit Bae mener at man gennem bevidstheden omkring definitionsmagten, kan skabe bedre forudsætninger for gensidig respekt og positiv udvikling. Det er vigtigt at vi som pædagoger, er bevidste om vores definitionsmagt, og ikke misbruger denne (Bae, 1996). Et misbrug af definitionsmagten, kan ske ved at pædagogen fokuserer på kontrollen i stedet for individets følelse. Det handler om, at tage sig tid til at forstå beboeren og situationen, så der kan handles derudfra. Vi skal som pædagoger, give beboerne lov til at have deres egen selvoplevelse, og kunne skelne mellem egne og beboerens oplevelse og behov (Bae, 1996) Delkonklusion I forhold til Berit Baes teori om anerkendelse, er det vigtigt at vi som pædagoger er selvreflekterende i forhold til egen væremåde, og hvilken indflydelse vi har på brugerne. Vi kan gennem anerkendelse have en positiv indflydelse, men hvis definitionsmagten bruges negativt, vil vi også opleve en negativ effekt. For at få en bredere forståelse af, hvordan vi anerkender den enkelte brugers behov og værdier, vil jeg i følgende afsnit inddrage Ida Schwartz teori omkring livsværdier. Anerkendelse og forståelse af livsværdier (Louise) I arbejdet med voksne udviklingshæmmede er det, som pædagog vores opgave at hjælpe til at den enkelte har det godt med sig selv, og sine omgivelser. Berit Bae og Axel Honneth, mener begge at, at anerkendelse har en positiv effekt på og for individet, og at man gennem anerkendelsen kan påvirke livskvaliteten positivt. Vi har alle vores egen oplevelse af værdi i hverdagen. Det kan være, værdien i at have god tid om morgenen, og nyde en ekstra kop kaffe inden dagens program starter, at bladrer i avisen 17

19 om eftermiddagen, eller et langt varmt bad inden sengetid. Når vi får lov til at være os selv, når vi føler at tingene lykkes, og når man føler sig, som en del af verden er tilværelsen god (Schwartz, 2001) Det er gennem hverdagens vaner og mønstre, at livet leves og værdsættes. Følelser er subjektive og danner grobund for diskussioner, magtkampe og meningsudvekslinger, specielt hvis de ikke anerkendes (Schwartz, 2001) I arbejdet med voksne udviklingshæmmede, kan vi som professionelle ofte komme i dilemma mellem den enkeltes behov og syn på livsværdier, og egen opfattelse heraf. I pædagogisk praksis, arbejder vi med andre menneskers værdier og normer, og selvom det kræver meget af os, som pædagoger, er det vigtigt at vi accepterer og anerkender at det, der er vigtigt for andre, ikke nødvendigvis er vigtigt for os selv, og omvendt (Schwartz, 2001). Efter at have set på teorien bag livsværdi og kvalitet, vil jeg i følgende afsnit, belyse et dilemma fra praksis. Følgende er, et af mange eksempler, vi som pædagoger kan opleve at stå i. Case fra 2 praktik: Inge og Billedbladet (Louise): Nedenstående case er fra min 2. praktikperiode, da jeg under denne praktik havde et andet fokusområde, så jeg det ikke dengang som nødvendigt at nedskrive casen og mine observationer hertil. Jeg mener dog ikke at det er til hinder for, at få casens pointe frem, og ser den som valid til formålet. Inge er 53 år, udviklingshæmmet og bor på et bosted. Inge kan ikke læse eller skrive, men hver uge køber hun Billedbladet. Hun vil ikke have det tilsendt, men insisterer på at hun selv vil ned til kiosken og købe bladet. Når hun har købt bladet, går hun direkte hjem, og lægger det i bunken af de andre blade. Hun bruger ikke tid på bladet efter hun har købt det, men taler meget om at hun har købt det, og at hun skal have en ny igen i næste uge. Da jeg startede på bostedet, tænkte jeg på, hvorfor Inge skal købe et blad hun ikke får noget ud af, når hun bare ligger det i bunken med de andre ulæste blade. Til at starte med, tænkte jeg ikke mere over situationen, men efterhånden som tiden gik, tænkte jeg ofte om ikke vi burde hjælpe Inge til at forstå, at det er spild af penge, når hun ikke læser i bladet, men bare lægger det fra sig med det samme? 18

20 Jeg spurgte ind til situationen ved mine kolleger. Jeg ville gerne vide hvorfor vi som personale på stedet, ikke gjorde noget for at hjælpe Inge. Mine kollegaer fortæller, at da Inge voksede op, tog Inges mor hver uge, Inge med ud at handle, og på denne dag, købte moderen Billedbladet. Når de kom hjem, satte de sig ind i stuen, hvor de forrige ugers blade stod fremme som pynt. Her læste moderen højt fra det nyindkøbte Billedblad. Med livsværdier, livskvaliteten, og min egen erfaring i mente, er det vigtigt at, vi i stedet for at tænke ud fra vores egen ideologi, spørger os selv, hvorfor det er så vigtigt for Inge at købe ugebladet hver uge? Hvad giver det hende, når hun ikke læser det? Hvorfor insisterer hun på, uge efter uge at gå ned til kiosken? Ud fra Ida Schwartz udtalelser i afsnittet livsværdier og anerkendelsen heraf (Schwartz, 2001), og med Inge og moderes tradition i mente, har det givet mig en meget større forståelse af, hvordan det ugentlige indkøb kan give Inge værdi. Det er ud fra den forståelse, at jeg som pædagog virkelig kan anerkende Inges livsværdi og kvalitet i at købe bladet. Ud fra denne forståelse, kan jeg som pædagog også være medvirkende til at livskvaliteten og værdien øges for Inge, eksempelvis ved at tilbyde en stund hvor der læses højt fra bladet. Ikke for at erstatte hendes minde, men for at anerkende Inge og moderens tradition og historie. En dag, da Inge kom hjem, med et nyindkøbt Billedblad, tilbød jeg at vi sammen kunne læse heri, dette ville Inge gerne. Efter ganske få minutter var det tydeligt, at Inge var mere interesseret i, at få bladet lagt over i samlingen, end at sidde og kigge i det, sammen med mig. Efter min vurdering, har Inge, ud fra egen oplevelsesverden, skabt en værdi i at købe Billedbladet og samle på det, ud fra den tradition hun havde med sin mor. Inge har videreudviklet deres tradition, og gjort den til hendes egen. Jeg kunne fornemme på Inge, at det ikke passede ind, at vi sammen læste i bladet, men jeg håber at Inge, følte sig anerkendt for hendes behov, ved at hun fik muligheden for samvær omkring traditionen, ligesom hun også havde muligheden for at sige fra. Delkonklusion Ligesom Berit Bae der, i tidligere afsnit taler om at anerkende ved at være indlevende og forstående, så handler livsværdier og livkvalitet om at blive forstået og følt sig accepteret som den man er, og det man gør. Axel Honneths begreb om usynlighed, vidner også om hvor vigtigt det er, at vi ser brugerne. Det er vigtigt at vi som pædagoger, er opmærksomme på at det ofte er små tiltag, der er medvirkende til store resultater. 19

21 Per Lorentzen om relationer (Louise) Per Lorentzen mener at relationerne i pædagogisk praksis ofte er overfladiske, og at vi pædagoger for ofte fokusere på brugerne som et problem, i stedet for nogle der har et problem. Han mener, at vi pædagoger, skal lære, ikke at gennemtænke alle situationer, men handle ud fra hvad hjertet siger. Ved at vi, som pædagoger lader spontaniteten være en del af hverdagen, møder vi brugerne med en oprigtighed, som kan være medvirkende til at danne relation ud fra et fælles perspektiv (Lorentzen, 2010) Vores holdning til et andet menneske, afgør om relationen vi indgår i, bliver positiv eller negativ ladet. Hvis pædagogen, ser brugerne som et problem, og fokuserer på den problemfyldte adfærd, kan pædagogen ikke se ud fra brugerens perspektiv og oplevelsesverden, og der vil ikke ske en udvikling gennem denne relation. Ved manglende udvikling gennem relationen, udelukkes muligheden for at skabe en fællesverden gennem gensidighed, på det grundlag, opfordrer Per Lorentzen til, at vi som pædagoger bruger hjertet mere end hjernen. Hvis vi, lader os selv være mere spontane, kan vi møde brugerne med en oprigtighed, som danner grobund for at danne en relation ud fra et fælles perspektiv (Lorentzen, 2010) Ifølge Per Lorentzen, bliver vi mennesker selvstændige gennem relationen til andre mennesker. Det er derfor meningsløst at være selvstændig alene. Vi kan alle blive bedre til noget, og når vi som pædagoger, arbejder med voksne udviklingshæmmede, er der ofte situationer hvor vores opgave, er at hjælpe brugerne til at blive bedre til noget. Men for at vi kan hjælpe, skal vi vide hvad de har brug for hjælp til. Vi kan som fagfolk, have vores syn på, hvad det ser ud til, at den enkelte har behov for, men for at kunne handle ud fra deres og ikke egne behov, er det nødvendigt at vi kender mennesket bag. Men hvis vi vil nå ind til mennesket bag, må vi vide hvem brugeren er og om vi egentlig kender den enkelte bruger. Det vigtigste er, at have en god relation (Olsen, 2009) Horisontale og Vertikale relationer (Louise) I Pernille Hvids artikel om børn relationer og sociale udvikling, beskrives horisontale og vertikale relationer således: - Barn Barn relation; er horisontal - Barn Voksen relation; er vertikal 20

22 Horisontale relationer, er mellem mennesker med lige viden og social magt, denne beskrives som barn til barn relationen, ud fra vores brugergruppe, vil den hedde bruger til bruger relation. Den horisontale relation, kendetegnes ved lighed, hvor der herigennem afprøves og videreudvikles færdigheder på samme niveau (Hvid, 2004). Vertikale relationer, dannes mellem parter, hvor den ene har mere viden og social magt en den anden. Denne relation er baseret på, at den ene part søger hjælp, og den anden yder hjælpen. Denne form for relation, indgås af den svage part, indtil denne kan selv(hvid, 2004). Som udgangspunkt har pædagogen en større viden og erfaring end brugerne, og derfor vil vi som pædagoger indgå i en vertikal relation med brugere og beboere. Delkonklusion: Som vi også har set i tidligere afsnit omkring anerkendelse, er Per Lorentzen også inde på, at vi skal møde brugerne, der hvor brugerne er. Ifølge Per Lorentzen, må vi som pædagoger, lære at bruge hjertet mere end hjernen, for dermed at kunne agere med oprigtighed og herudfra danne relation med brugerne ud fra et fælles perspektiv. Vi skal som pædagoger, ikke fokuserer på de fysiske og psykiske begrænsninger, men se mulighederne heri. Vi kan ud fra, teorien om horisontale og vertikale relationer, konkluderer at vi som pædagoger altid vil indgå i en uligevægtig relation med brugerne. Vi er ligeværd, men ikke ligestillede. Relationer i praksis ( Angela) Vores liv begynder med en relation til vores forældre og gennem livet kommer vi i kontakt med mange andre mennesker, som vil udvikle vores relationer på forskellige områder. Derfor er det vigtigt at forstå relationers betydning i vores arbejde som pædagog og vores ansvar for at sikre os at vores brugere udvikler sig i samspillet med andre mennesker. (Hvid, 2004). Vores fokus er her på de relationer, som findes mellem pædagoger og udviklingshæmmede og hvorfor nogle af dem, som bor i fælleskab ofte har svært ved at danne relationer til hinanden. f.eks.: sociale relationer. Jeg vil bruge en kort passage af et interview fra vores feltarbejde, for at få et indblik i relationers betydning ud fra en pædagogisk vinkel. (Interviewer): Hvad er relationens betydning for hverdagen her? 21

23 (Pædagogen): Det betyder alt! Det er jo hele vores arbejde. Det er mødet beboer- beboer eller mødet personale- beboer. Det er hele vores arbejde. (pædagog, 2013) Som vi kan se ud fra eksemplet, er der forskellige relations former, alt efter hvem der deltager, og samtidig betyder relationer alt i det pædagogiske arbejde. Her vil vi henvise til Per Lorentzens teori, som siger at vores holdning til et andet menneske, afgør om relationen vi indgår i, bliver positivt eller negativt orienteret. Her taler vi om beboer- beboer og beboerpædagog relationer. For at kunne forklare hvilke muligheder for udviklingshæmmede, der kan være for at indgå i relationer og hvorfor det er vigtigt for dem at være i relationer, vil jeg kort beskrive et eksempel ud fra mit udviklings projekt. Valget af projektet faldt på et stort gammeldags kaffebord i Matador stil, fordi for det første skulle det være noget som skulle passe til deres alder, som er 60 til 82 år, og for det andet en oplevelse som de burde kunne genkende fra deres opvækst. I et stort fælles rum er der ca. 22 mennesker, blandt andet beboere, personale og frivillige som sidder ved siden af hinanden ved et stort fint bord, dækket med fin dug, porcelæn, ny polerede lysestager og fine blomster. Der er serveret 6 slags kager, kaffe, nybagte boller og hjemmelavet kakao med flødeskum for at alle kan få noget som de kan lide. Alle har været der i ca. 2 ½ time, hvor alle har været i dialog med hinanden, var godt tilpas og har nydt at være sammen (Jokinen, 2012). Vi kan se ud fra eksemplet, at den pædagogstuderende har forsøgt at skabe muligheder for at beboerne kan deltage i et fællesskab, da udviklingsprojektet blev sat i gang og det er et af vores ansvarsområder som pædagoger. Udvikling sker i relationer og her fik beboerne en mulighed for at lære hinanden og personalet bedre at kende. Når alle deltog i fællesskab omkring bordet var der rig mulighed for at opbygge relationer, fordi alle var tætte på hinanden og alle var ligeværdige. Der var symmetriske relationer beboer- beboer, som blev styrket efter at de har været sammen og asymmetriske relationer beboer- personalet. Her er en asymmetrisk relation, uanset alle dér er ligeværdige, fordi pædagogen giver noget her f. eks. når de hjælper en beboer med at spise, uden at få noget gensidigt tilbage. Ud fra teorien om horisontale og vertikale relationer, kan vi se at en relation, som regel er baseret på en komplementær interaktion, hvor den udviklingshæmmede søger hjælp og pædagogen yder den. (Hvid, 2004). Men det er muligt at have rigtigt gode relationer, selvom der er en 22

24 ulighed. Et andet aspekt er, at alle var ligeværdige, alle var åbne for hinanden, de har diskuteret og lyttet til hinanden, de har haft en oplevelse sammen og de blev mødt med respekt, som betyder at der også var anerkendende relationer ud fra Berit Bae s teori, som siger, at en relation ikke kan blive anerkendende, hvis man ser sig selv som mere eller mindre værd end den anden part. (Bae, 1996). Det vigtige element i denne sammenhæng er, at pædagoger skal være bevidst om, at udviklingshæmmede ikke selv kan forstå eller udtrykke deres behov, f.eks.: for sociale relationer, derfor kan vi ikke forvente, at de selv tager initiativ til at deltage i fællesskaber og dermed være i relationer. Pædagoger skal være rollemodel for udviklingshæmmede og motivere dem til at indgå i relationer, fordi, som vi har set i eksemplet fra interviewet, at relationens betydning for hverdagen er Det er hele vores arbejde (pædagog, 2013). Delkonklusion Jeg vil konkludere ud fra min erfaring i praksis, at beboerne kan være utroligt glade, når de har muligheder for at være sammen i en aktivitet, som faktisk udvikler deres relationer. Fra den erfaring og gennem analysen af interviewet har jeg lært, at de gode relationer for udviklingshæmmede er afhængige af pædagoger. Pædagogen skal kunne være i stand til at finde balancen mellem udfordring og udviklingshæmmedes resurser. Lovgivning i forhold til omsorg (Angela) Pædagogens omsorgspligt er ifølge Serviceloven, at man som professionel skal udvise omsorg efter den enkeltes behov, være bevidst om at omsorg ikke forvandler sig til omsorgssvigt. (Jappe, 2013). Institutionaliseret omsorg er en offentlig og formaliseret omsorg, som ses i bl.a. vuggestuer, børnehaver, skoler, bosteder og plejehjem. På disse steder arbejder pædagoger og de fleste er offentligt ansatte, og derfor er de forpligtet til at kende og følge loven. I dag stiller samfundet store krav til pædagoger om at kunne yde omsorg, og at være bevidst om sit menneskesyn. Vores mål- gruppe, voksne udviklingshæmmede er dybt afhængige af omsorgen og den måde den udfoldes på. (Sørensen, 2005). Derfor er pædagoger forpligtet til at arbejde efter Serviceloven, fordi servicelovens regler er for at styrke retssikkerheden her for udviklingshæmmede. Vi vil præcisere indhold af loven ud fra den paragraf som pædagogen arbejder efter. 23