Afgørelse i sagen om etablering af nedknusningsanlæg i en grusgrav, Stenlille Kommune.

Transkript

1 NATURKLAGENÆVNET Frederiksborggade 15, 1360 København K Tlf.: Fax: nkn@nkn.dk Web: CVR: september 2006 NKN (03-31/ ) mam Afgørelse i sagen om etablering af nedknusningsanlæg i en grusgrav, Stenlille Kommune. Stenlille Kommune har den 17. november 2005 efter planlovens 35, stk. 1, meddelt afslag til at udvide virksomheden Lundgreens Grusgravs aktiviteter med betonknusning på ejendommen Plantagevej 7, 4180 Sorø. Afgørelsen er påklaget til Naturklagenævnet af ansøger. Ejendommen ligger ifølge regionplanen i landskabsområde, der indeholder værdifulde naturområder, og er udpeget som regionalt graveområde, hvor amtet har meddelt tilladelse til råstofindvinding. Ejendommen ligger endvidere i område med særlige drikkevandsinteresser (Dianalund indsatsområde). Der er ansøgt om tilladelse til at opstille et betonnedknusningsanlæg i råstofindvindingsområdet med en forventet kapacitet på 200 m 3 pr. dag. Procesforløbet omfatter aktiviteter som modtagelse af beton på modtageplads, opbygning af depot på 4000 m 3, nedknusning ved betonknuser og sorteringsanlæg samt efterfølgende oplagring og kildesortering af spildmaterialer til senere bortskaffelse. Oplagring af forurenende stoffer forventes at ske i lukkede containere. Betonknusningen forventes at ske sideløbende med råstofindvinding på ejendommen frem til 2014, hvor råstofindvindingstilladelsen udløber. Vestsjællands Amt har bl.a. udtalt til ansøgningen, at anlægget ligger i en grusgrav, hvor nedsivning til grundvandet må forventes at ske hurtigt, hvorfor hensynet til grundvandet skal prioriteres højt, og der må ikke skabes nye punktkilder. Ifølge regionplanens retningslinjer for Dianalund indsatsområde kan særligt grundvandstruende aktiviteter som f.eks. deponeringsanlæg og fyld-

2 2 pladser ikke placeres i området. Den planlagte arealanvendelse kan ikke ændres, hvis ændringen vil føre til en ringere grundvandsbeskyttelse. Disse retningslinjer fremgår endvidere af amtets indsatsplan for grundvandsbeskyttelse udarbejdet i henhold til vandforsyningsloven og regionplanen, hvor det også er anført, at kommunalbestyrelsens afgørelser ikke må stride mod indsatsplanens retningslinjer. Stenlille Kommune har begrundet afslaget med, at der ved sagsbehandling i forhold til landzonebestemmelserne skal foretages en vurdering af forskellige hensyn, herunder også miljømæssige. Placering af et betonknusningsanlæg vurderes umiddelbart at ville medføre en forøgelse af den belastning i form af støj, støv og tung trafik, som området i forvejen har i forbindelse med råstofudvindingen. Oplag af usorteret materiale og forurenende stoffer i en grusgrav, hvor der er tilladelse til gravning 3-5 m under grundvandsspejlet, vurderes endvidere at kunne være til risiko for de særlige drikkevandsinteresser i området, som varetages i den særlige indsatsplan. Klageren har bl.a. anført, at efter en nærmere vurdering af markedsmulighederne er den gennemsnitlige mængde betonbrokker mere realistisk 100 m 3 pr. dag. Merbelastningen i form af støv og støj er ikke væsentlig, fordi betonknuseren opstilles i et regionalt graveområde. Generne fra knuseren ligner gener fra indvinding af naturlige råstoffer. Merbelastningen med trafik som følge af betonknuseanlægget vil være i størrelsesordenen 5 lastbiler om dagen, hvilket må være acceptabelt i et regionalt graveområde, hvor der er forudsat hyppig tung trafik. Betonknuseanlægget opfylder råstoflovens intentioner i 4 om råstofhusholdning. Amtet har ikke haft bemærkninger til ansøgningen mht. grundvandsbeskyttelsen. Lageret af beton før og efter knusning samt lager af armeringsjern og plast har karakter af råvarelager, færdigvarelager og midlertidige henlæggelser, ikke permanente deponier. Derfor falder de ikke ind under bestemmelserne for grundvandsbeskyttelsen i Dianalund indsatsområde. Lagrene er ikke forurenende for grundvandet, da deres indhold er uopløseligt i vand. Der er opstillet mindst 3 andre knuseanlæg til beton og asfalt i afstande af 6 km, 4 km og få hundrede meter fra det ansøgte under samme geologiske og hydrologiske overfladeforhold. Derfor bør ansøger i nærværende sag også få tilladelse. Stenlille Kommune har bemærket til klagen, at det forhold, at mængden af betonbrokker reduceres samt klagers henvisning til andre betonknuserier i området, ikke ændrer ved kommunens holdning eller beslutning i sagen. Klageren har fremsendt kortbilag med indtegnet afstand fra den påtænkte placering af betonknuseanlægget til de nærmeste naboer. Det fremgår heraf, at afstanden vil være mellem 314 og 421 meter til de 4 nærmeste naboer.

3 3 Klageren har yderligere bemærket, at anlægget er placeret minimum 12 meter under terræn, hvilket med den aktuelle størrelse på graven betyder, at naboernes ejendomme ikke kan blive ramt af direkte lyd fra anlægget. Naboerne kan kun nås af reflekteret lyd, det vil sige lyd, der forinden har ramt den fjerneste skrænt i graven (eller en gruppe træer) og derfra bevæget sig retur og ud til naboen. På sin vej vil lyden dæmpes betydeligt alene på grund af den store afstand den skal tilbagelægge fra kilden over reflektoren til naboen. Det skyldes, at energiindholdet i lyden falder med afstanden i 3. potens. Som følge af skrænternes hældning vil en betydelig del af lyden tillige reflekteres opad og helt væk. En anden del af lyden vil dæmpes i grusmaterialet i skrænten og kun reflekteres ud i omegnen med reduceret energiindhold. En del af lyden vil reflekteres af grusbunkerne i graven, for hvilket tilsvarende betragtninger gør sig gældende. Klageren vil dog medgive, at på trods af ovenstående vil naboerne næppe helt kunne undgå at høre anlægget. Det skyldes bl.a., at kraftig vind kan have betydelig indflydelse på udbredelse af støj. Støjen vil alt andet lige være mest generende for de naboer, der ligger øst for anlægget, da den fremherskende vindretning i Danmark er vest. Naturklagenævnet har ved brev af 2. maj 2006 anmodet Stenlille Kommune om at uddybe grundlaget for afslaget. Baggrunden for Naturklagenævnets anmodning var, at Vestsjællands Amt telefonisk har oplyst, at amtet har sat behandlingen af ansøgningen om miljøgodkendelse i bero, da Stenlille Kommune har meddelt afslag på landzonetilladelse. I en eventuel miljøgodkendelse ville der blive taget stilling til spørgsmålet om beskyttelse af grundvandsinteresser, herunder fastsættelse af vilkår om f.eks. befæstning af det underliggende areal, opsamling af vand fra anlægget og opbevaring af materiale. Efter amtets vurdering vil et betonknusningsanlæg med sådanne vilkår i miljøgodkendelsen ikke medføre risiko for forurening af grundvandet. Stenlille Kommune har ved brev af 17. maj 2006 indledningsvist bemærket, at betonknuseanlæg efter kommunens opfattelse i princippet ikke hører hjemme i det åbne land med natur- og ressourcebeskyttelsesmæssige interesser, men i stedet så vidt muligt bør placeres i områder udlagt til erhverv. Stenlille Kommune har endvidere anført, at ejendommen er beliggende i et område, der er præget af den råstofindvinding, der er tidsbegrænset og pålagt retableringspligt, og som nødvendigvis må finde sted af hensyn til almenvellet. Det betyder, at beboerne i området er belastet af en industri, der medfører store gener i form af støj, trafik og støv. I miljøgodkendelsen til nærværende ejendom er anført, at Vestsjællands Amt antager, at de af Miljøstyrelsen anbefalede støjgrænser næppe kan overholdes for alle bebyggelsers vedkommende. Det må derfor forudses, at det i et vist omfang kan blive nødvendigt at acceptere et højere støjniveau end de nævnte græn-

4 4 seværdier, som må formodes at medføre en del støjulemper i indvindingsperioden. De tilladelige støjbelastninger er derfor differentieret således, at støjbelastningen ikke må overstige 60 db(a) i tidsrummet kl for fritliggende helårsbeboelser inden for det regionale graveområde. Naboer på de tilgrænsende ejendomme må således i forvejen tåle en del støjulemper i forbindelse med råstofindvindingen, og det er Stenlille Kommunes opfattelse, at støj fra betonknusning vil medføre yderligere støjgener og belastning af omkringboende. Samtidig sker transporten og trafikken til og fra ejendommen ad mindre veje, heraf strækninger af grusveje til hovedfærdselsårer, enten i Stenlille Kommune eller sydpå Sorø Kommune. Denne trafik medfører i forvejen gener for naboer i form af støj fra køretøjerne og ikke mindst støv fra færdsel med tung trafik på de små grusveje. Stenlille Kommune vurderer, at øget trafik til et betonknuseanlæg vil medføre øgede gener af denne karakter for omkringboende. Med hensyn til grundvandsinteresser kan Stenlille Kommune ikke på det foreliggende grundlag forholde sig til de foranstaltninger til sikring af grundvandet, som Vestsjællands Amt har oplyst at ville stille krav om i en eventuel miljøgodkendelse. Kommunen henviser til de forpligtelser i forhold til beskyttelse af de særlige grundvandsinteresser, der er i område, og som kommunen i henhold til Indsatsplan for grundvandsbeskyttelse Dianalund indsatsområde 2004 har forpligtet sig til at varetage. Klageren har til det af kommunen anførte bemærket, at der vil blive tale om en meget lille forøgelse af støjbelastningen. Støjgenerne skal relateres til den samlede støjbillede fra områdets indvindingsaktiviteter, der bl.a. også omfatter anlæg til almindelig sortering af gruset og til nedknusning af natursten fra graveområdet. Med hensyn til grundvandsinteresser har klageren bemærket, at det væsentlige er, at beton er så godt som uopløseligt i vand og derfor næppe kan forurene grundvandet, hverken som blokke eller i nedknust form. De partikler, der følger med nedknust beton i form af jern og plast, kan heller ikke. Klageren har oplyst, at 100 m 3 svarer til ca. 200 tons.

5 5 Afgørelse. I sagens behandling har deltaget 9 af Naturklagenævnets 10 medlemmer: Mikkel Schaldemose (formand), Bent Hindrup Andersen, Ole Pilgaard Andersen, Martin Glerup, Leif Hermann, Mogens Mikkelsen, Anders Stenild, Poul Søgaard og Jens Vibjerg. Naturklagenævnet udtaler enstemmigt: Ifølge planlovens 35, stk. 1, må der i landzoner ikke uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer. Ved vurderingen af, om der bør meddeles tilladelse efter planlovens 35, lægges der især vægt på de planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, som ifølge lovens formål skal varetages med landzonebestemmelserne. I vurderingen indgår også trafikforholdene i området, og om projektet vil indebære andre gener (lugt, støj og støv), som naboer ikke med rimelighed bør tåle. Der skal endvidere foretages en konkret vurdering af virksomhedens størrelse og indretning det pågældende sted i forhold til formålet med landzonebestemmelserne. Naturklagenævnet har tidligere tilkendegivet, at genanvendelse af bygningsaffald principielt bør fremmes for at spare på de naturbundne råstoffer i overensstemmelse med formålsbestemmelsen i råstofloven. Tilsvarende virksomheder drives i forbindelse med en række igangværende grusgrave i hele landet. Det er således Naturklagenævnets praksis, at der normalt bør gives tilladelse til denne form for virksomhed i grusgrave, hvis der ikke er modstående hensyn, herunder hensynet til de omboende. Det må lægges til grund, at der i en miljøgodkendelse vil kunne fastsættes tilstrækkelige vilkår til beskyttelse af grundvandsinteresserne. Ejendommen ligger i regionalt graveområde, og amtet har meddelt tilladelse til råstofindvinding. Klageren har selv oplyst, at behovet nok er nedknusning af ca. 100 m 3 om dagen. Efter Naturklagenævnets vurdering har Stenlille Kommune ikke anført vægtige argumenter for, at de omboende vil blive påført gener i en sådan grad, at der alene på dette grundlag bør meddeles afslag.

6 6 Efter en samlet vurdering finder Naturklagenævnet, at kommunens afslag bør ændres til en tilladelse til nedknusning af i gennemsnit 100 m 3 beton pr. dag. Naturklagenævnets afgørelse går herefter ud på, at Stenlille Kommunes afslag af 17. november 2005 ændres til en tilladelse til at etablere et nedknusningsanlæg med den ansøgte placering. Det fastsættes som vilkår for tilladelsen, at der maksimalt må nedknuses 100 m 3 beton pr. dag, beregnet som et gennemsnit pr. år. På Naturklagenævnets vegne Marianne Mathiesen fuldmægtig Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. planlovens 58, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. planlovens 62, stk. 1.