Jeg har også en seksualitet Seksualitet, ældre og sygepleje I as well have a sexuality Sexuality, Elderly and Nursing Bachelorprojekt, Modul 14, ekstern prøve Udarbejdet af Mette Bjerrum Petersen, 680675 Hold nr.: SYM S2010A Antal anslag: 67.018 Afleveres 3. januar 2014 Vejleder: Sonja Bek Professionshøjskolen Metropol, Sygeplejerskeuddannelsen København Opgaven må anvendes internt i uddannelsen. I henhold til "Bekendtgørelse om prøver og eksamen i erhvervsrettede uddannelser" nr. 1016 af 24. august 2010-19, stk. 6, bekræfter undertegnede eksaminand med min underskrift, at opgaven er udfærdiget uden uretmæssig hjælp. Sophie Matthies Mette Bjerrum Petersen 1
Abstract Vi vil i projektet undersøge, hvorledes sygeplejersker taler med den geriatriske patient om seksualitet, og under hvilke omstændigheder dette gøres. Vi ønsker at undersøge, hvilken betydning det har for plejen til den geriatriske patient, når seksualitet ikke inddrages heri. Til empiriindsamling bruger vi en kvalitativ forskningsmetode baseret på semistrukturerede interviews af to sygeplejersker fra en geriatrisk afdeling. I analysen af vores empiri og litteratur viser det sig, at seksualitet, blandt geriatriske patienter, samt den ældre befolkning, er et tabubelagt og overset emne. Både litteratur og empiri viser, at mange sygeplejersker udtrykker deres bevidsthed om relevansen for at inddrage seksualitet i plejen. Dette undlades dog ofte, da sygeplejerskerne bl.a. mangler viden på området. Det viser sig gennem anvendt teori, at det kan have indflydelse på den individuelle pleje, hvis seksualiteten ikke inddrages heri. 2
Abstract In this project, we will make an inquiry of how nurses approach and talk about sexuality with geriatric patients and under which circumstances this is done. We aim to find out what significance it has for the caring of the patients, when sexuality is not an integral topic in the care. To collect our empirical data we use a qualitative research method based on semi-structured interviews of two nurses, who work in a geriatric ward. Results from our empirical findings and the applied literature, show how sexuality among older people is a subject of taboo, which is overlooked. The literature and our empirical findings show that many nurses express their awareness of the relevancy of involving sexuality as a topic in the care of the patients. The involvement of the topic often fails, due to the lack of knowledge concerning sexuality. Results of the theory show that it can have an impact on the individual care of the patient, if sexuality is not a fundamental part of the care. 3
Indholdsfortegnelse 1.0 Klinisk sygeplejefaglig problemstilling... 5 2.0 Afgrænsning... 10 3.0 Problemformulering... 11 4.0 Begrebsdefinition... 11 5.0 Metode... 11 5.1 Videnskabsteoretiske position... 11 5.2 Metode til indhentning af det empiriske materiale herunder etiske og juridiske overvejelser... 12 5.3 Anvendt metode til analyse af det empiriske materiale... 14 6.0 Analyse... 16 6.1 Dialog og stigmatisering... 16 6.2 Tabuet, manglende erfaring og relevans... 19 6.3 Hvor ofte og hvornår sygeplejersken taler seksualitet med de geriatriske patienter... 22 6.4 Tillid og pleje... 24 7.0 Diskussion... 29 8.0 Konklusion... 29 9.0 Perspektivering... 31 10.0 Litteraturliste... 32 10.1 Artikler... 32 10.2 Bøger... 32 10.3 Websides og internetadresser:... 34 11.0 Bilag 1... 35 12.0 Bilag 2... 41 13.0 Bilag 3. Informant 1... 43 14.0 Bilag 3. Informant 2... 44 15.0 Bilag 4, Interviewguide... 45 16.0 Bilag 5, Søgeprotokol... 46 4
1.0 Klinisk sygeplejefaglig problemstilling I dette projekt vil hovedemnet være seksualitet og ældre. Men hvordan skal seksualitet forstås, og hvad lægger ordet op til? Seksualitet er et begreb som opfattes på mange forskellige måder (Trolle, 2012). For at klargøre hvilken forståelse vi har af begrebet seksualitet, vil vi indledningsvis referere til WHO s definition af begrebet, og det er denne definition, vi arbejder ud fra i projektet. Sexual health cannot be defined, understood or made operational without a broad consideration of sexuality, which underlies important behaviours and outcomes related to sexual health. The working definition of sexuality is: a central aspect of being human throughout life encompasses sex, gender identities and roles, sexual orientation, eroticism, pleasure, intimacy and reproduction. Sexuality is experienced and expressed in thoughts, fantasies, desires, beliefs, attitudes, values, behaviours, practices, roles and relationships. While sexuality can include all of these dimensions, not all of them are always experienced or expressed. Sexuality is influenced by the interaction of biological, psychological, social, economic, political, cultural, legal, historical, religious and spiritual factors (WHO, 2006a). Da vores fokus i projektet vil være rettet mod ældre og deres seksualitet, vil vi gerne opnå et helhedsbillede af den ældre patient samt borger og dennes seksualitet. Derfor inddrager vi artikler, som omhandler både den raske ældre fra primær sektoren samt den geriatriske patient inden for hospitalsregi. Vi veksler mellem begreberne geriatri og gerontologi for at inddrage begge aspekter af det at være ældre og have en seksualitet. Inden for hospitalsregi samler vi empiri fra en geriatrisk afdeling for netop at inddrage sygeplejersken og hendes virke i arbejdet med den geriatriske patient. I det følgende vil vi give en definition af begreberne gerontologi og geriatri: Gerontologi defineres som læren om aldring, herunder omfattende humanistiske og sundhedsvidenskabelige discipliner vedrørende alderdommen (Den Store Danske, 2013), hvorimod geriatri defineres som læren om alderdommens sygdomme (Den Store Danske, 2013). 5
Ditte Trolle (2012), som er forfatter til bogen Sex efter de 50, beskriver, hvordan mennesket, efter at have rundet de 50 år, stadig er et seksuelt aktivt væsen, og at seksualiteten ikke forsvinder, selvom vi bliver ældre. Som tidligere nævnt opfattes begrebet seksualitet på mange forskellige måder (Trolle, 2012). Seksualitet betyder ikke kun, hvilken seksuel overbevisning vi har, men som WHO s definition af begrebet lyder, så omfatter seksualitet også en integration af individets følelsesmæssige og sociale aspekter (WHO, 1975). Seksualitet er ikke bare det at have sex, at være nøgne og at få en orgasme, men fordi det ofte er disse associationer ordet seksualitet tillægges, så bliver det et svært og privat emne at tale om, fordi vi er bange for at overskride hinandens grænser (Trolle 2012). Ifølge Ditte Trolle (2012) omfatter begrebet seksualitet også kys, nærvær, intimitet, lyst og sensualitet for såvel unge som ældre. I bogen Gerontologi (Ege, 1998) fremgår det af en undersøgelse fra Göteborg foretaget i 1990 erne, at ældre mennesker var seksuelt aktive, og at de på grund af deres velfungerende sexliv oftest var bedre stillede, både fysisk og psykisk, end andre jævnaldrende, som ikke var seksuelt aktive. Undersøgelsen viste, at selvom mennesket bliver ældre og kroppens formåen svækkes, havde denne svækkelse ingen indflydelse på den psykiske del af de ældres seksualitet og deres følelser i forbindelse hermed. De fysiologiske forandringer i forhold til sexlivet var typisk tørhed i skedevæggen hos kvinderne og erektionsproblemer hos mændene. Dette var dog små problemer, med fysisk ubehag til følge, men som let ville kunne afhjælpes (Ibid.). I samme undersøgelse mente 75% af de ældre deltagere at følelsen af at have sex stadig var den samme, som da de var unge, på trods af en aldring af kroppen. Til sammenligning beskrev Pedersen & Kure (2012) i et bachelorprojekt, hvordan de ældre, på trods af deres nedsatte fysiske formåen, stadig følte sig som seksuelle individer. Det at skulle have hjælp til dagligdagens gøremål, som for eksempel at tage tøj på eller at spise, gjorde ingen forskel på deres psykiske og fysiske seksualitet. Det fremgår i den svenske undersøgelse fra 1990 erne, at det dengang var et tabu at tale om seksualitet. Dette tabu er stadig tilknyttet emnet seksualitet i dag 20 år senere (Ege, 1998). Tabuet 6
medførte, at seksualitet ikke blev bragt op som samtaleemne, og at de ældre, som havde problemer i forbindelse med deres seksualitet, jf. tidligere, f.eks. erektionsproblemer, ikke blev hjulpet. Dette var på trods af, at problemerne oftest var af mindre karakter, og som let ville kunne løses (Ibid.). I forhold til sygeplejerskers virke og det at skulle tale seksualitet med en patient, kan der opstå det såkaldte tovejs tabu som kan medføre, at ingen af parterne byder op til at tale om emnet (Sommer & Christensen, 2007). Seksualitet bliver af denne grund ofte ignoreret, og hvis en patient, under et behandlingsforløb, har problemer af seksuel karakter, som der ikke bliver talt om, forekommer der heller ingen form for løsning på at afhjælpe patientens problem (Ege, 1998). Derudover er det et krav fra Sundhedsstyrelsen, at sygeplejersken skal drøfte patientens seksualitet med denne (Retsinformation 2013). Det store tabu, der er forbundet med emnet seksualitet, forekommer dog ikke alene blandt danske sygeplejersker. Flere forskningsartikler tydeliggør, at det også er grænseoverskridende og svært at tale om seksualitet med patienterne, for både canadiske, engelske, svenske, franske og australske sygeplejersker (Kure & Pedersen, 2012), (Pangman & Seguire, 2000), (Bouman et. al. 2006), (Saunamäki et. al. 2010). Seksualitet blandt ældre mennesker anses ikke kun som et tabu, men artiklerne angiver, at emnet også er fyldt med mange myter. Derudover viser det sig, at de sundhedsprofessionelle også anskuer emnet med fordomme og en vis tilbageholdenhed over for de ældre og deres seksualitet. I artiklen Sexuality and the Chronically Ill Older Adult: A Social Justice Issue (Pangman & Seguire, 2000) beskriver Matocha og Waterhouse, at de fleste sygeplejersker tenderer til at ignorere seksuelle problemer hos patienter i alle aldre (ibid.). At ældre mennesker bliver opfattet som værende aseksuelle, forekommer ikke alene i sundhedsvæsenet, men generelt i samfundet (ibid.). Årsagen til at sygeplejersker ofte ikke tager emnet seksualitet op med deres patienter bunder ikke kun i undskyldningen, at de geriatriske patienter er aseksuelle. Seksualiteten er, udover at være tabubelagt, også svær at tale om, og mange sygeplejersker føler sig ikke rustede eller klædt ordentligt på til at drøfte emnet med patienterne (ibid.). Myterne, som forekommer i forbindelse med ældre og seksualitet, er med til at fastholde forestillingen om ældre som aseksuelle. For eksempel i artiklen Nottingham Study of Sexuality & Ageing (NoSSA I), Attitudes regarding sexuality and older people: a review of the literature lyder visse myter således: En kvindes sexliv slutter når hun får menopause (Bouman, 2006, side 2) 7
Sex er for unge mennesker (ibid. s. 2) Jeg er for gammel til sex (ibid. s. 2) og en som meget tydeligt beskriver samfundets forestillinger om ældre og seksualitet Ældre mennesker er aseksuelle (ibid. s. 2). Det er blandt andet myter som disse, der fastholder samfundet i deres tro om, at ældre ikke er seksuelt aktive, og dette gør det svært at tage hånd om de ældre, imødekomme dem og deres behov for hjælp i forbindelse med deres seksualitet. Ligeledes gør myterne det svært at anerkende de ældre og deres seksualitet (ibid.). Da samfundets forestillinger til ældre og deres seksualitet også inkluderer de sundhedsprofessionelles forestillinger, såsom blandt andet sygeplejersker, er disse myter med til at fastholde de tilgange, der er i arbejdet med den geriatriske patient og dennes seksualitet. Dette fremgår af sygeplejerskens attitude og tilgang til at italesætte emnet seksualitet (ibid.). Udover at myterne spiller en stor rolle, for ikke at tale om ældres seksualitet, viser det sig gennem en litteratursøgning, at der ikke er meget forskning på området. I forhold til ovenstående problematikker, om at tale seksualitet med patienterne, kan dette være fordi sygeplejerskerne ikke føler sig rustede til at tale seksualitet med patienterne. Ældre og seksualitet er et relativt overset emne, som ikke er undersøgt i særlig stor grad, og derfor findes kun sparsom forskningslitteratur om emnet. Dette er dog på trods af, at emnet er relevant i forhold til at befolkningen bliver ældre, forbliver sundere og er bedre uddannede samt velinformerede (Bouman, et.al. 2006). De forskningsartikler, som er relevante for emnet seksualitet, viser at sundhedsprofessionelles anskuelse af ældre som værende aseksuelle ikke deles af de ældre selv. Det viser tværtimod det modsatte. En af de undersøgelser, der dog er foretaget omhandlende ældre og deres seksualitet, eksemplificeres i artiklen fra tidligere Sexuality and the Chronically Ill Older Adult: A Social Justice Issue (Pangman & Seguire, 2000). Undersøgelsen er af kvantitativ karakter og hviler på resultater fra en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 800 ældre mennesker på 60 år. Respondenterne var udvalgt fra forskellige ældrehjem flere steder i USA. Grunden til at vi har valgt at inddrage denne kvantitative undersøgelse skyldes mangel på kvalitative undersøgelser inden for søgningerne på ældre og seksualitet. Dog er der i spørgeskemaundersøgelsen udsagn og påstande, som vi ser som potentielt brugbare for at kunne drage en vis sammenligning mellem den indsamlede empiri og forskningslitteratur. 8
Undersøgelsen havde til formål at vise vigtigheden af egen seksuel aktivitet (Ibid.). Resultaterne blandt disse respondenter viste, at jævnlig orgasme eller ejakulation ikke var det primære formål med det at dyrke sex. På trods af den lave svarprocent på 14% viste resultaterne sig at være vigtige for at kunne tilintetgøre det billede, der er af den stereotype ældre som ikke værende seksuelt aktiv. Endvidere er der lavet undersøgelser, som viser, at selvom det aktive sexliv daler med alderen, er ældre til stadighed seksuelt aktive. I en undersøgelse fortæller kvinder og mænd mellem 50 og 92 år, at bare fordi man ikke er seksuelt aktiv, betyder det ikke, at seksualitet ikke er vigtigt for dem. (Ibid.). Der bliver argumenteret i tidligere nævnte artikel af Pangman & Seguire, (2000) for, at der ikke findes nogen aldersgrænse for, hvornår vi ikke kan have, nyde og reflektere over sex og seksualitet. Ligeledes argumenteres der for, at seksuel aktivitet kan være dejligt helt op i en alder af 90 år og ældre endnu, og at det kan være en livslang nydelse. Disse resultater modbeviser den forestilling der er om, at ældre mennesker er aseksuelle, og at sex for den ældre ikke er vigtig eller har nogen betydning (Ibid.). Med den geriatriske patient og den gerontologiske borgers velbefindende i fokus er det vigtigt, at problemer i forbindelse med deres seksualitet italesættes og søges at blive løst. Dette kan kun ske ved, at den sundhedsprofessionelle anerkender den ældres seksualitet samt ser mennesket, ligegyldigt alder, som et seksuelt væsen (Trolle, 2012). Der argumenteres i artiklen Sexuality and the Chronically Ill Older Adult: A Social Justice Issue (Pangman & Seguire, 2000) for, at det ikke er muligt at yde en optimal pleje til den ældre patient, hvis den seksuelle del af patientens identitet bliver overset. Dette kan bevirke, at ikke alle patientens personlige aspekter anerkendes, og dermed er sygeplejersken med til at benægte en kerne af den ældres identitet. Denne kerne beskrives som værende en vigtig del af menneskets identitet og inkluderer også menneskets seksualitet. Derfor er kernen vigtig at anerkende, for at kunne bidrage til meningsfuldhed ift. den individuelle ældres seksualitet og identitet i det hele taget (ibid.). Det er ikke kun sygeplejersker, men også læger, som føler sig utilpasse ved at skulle tale om seksualitet med den ældre patient, og det er på trods af, at der de seneste 15 år har været en udvikling for at opruste de sundhedsprofessionelle til at tale med de ældre om seksualitet (Bouman et. al. 2006). Det er ikke alene den geriatriske patient, men også den gerontologiske raske borger, som vi sundhedsprofessionelle skal have for øje og hjælpe, hvis der er problemer i forhold til dennes 9
seksualitet. For også at inddrage den gerontologiske borger, inden for primær sektor, og dennes seksualitet, kan henvises til endnu en kvantitativ undersøgelse. Denne undersøgelse er foretaget i 1979, udført på 61 plejehjem og har til formål at afdække personalets, altså de sundhedsprofessionelles, holdninger til ældres seksualitet på forskellige plejehjem. Resultaterne viser, at 81% af de mandlige adspurgte og 75% af de kvindelige adspurgte ældre berettede, at de havde ret til at have sex, men at de på det spurgte tidspunkt ikke var seksuelt aktive, grundet manglende mulighed på plejehjemmet. Plejehjemspersonalet havde dog et generelt positivt syn på, at den ældre havde sex, men de var dog langt mindre positive omkring emner som masturbation og sex uden for ægteskabet (Bouman, et. al. 2006). På trods af plejehjemspersonalets generelle positive syn på ældre og seksualitet beskriver artiklen, at det vil tage lang tid, før samfundets syn ændrer sig, og endnu længere tid før plejehjemsbeboere vil føle, at alle aspekter af deres liv bliver taget alvorligt, dermed også deres seksualitet (Ibid.). 2.0 Afgrænsning Gennem vores litteratursøgning, som har indeholdt de sundhedsprofessionelles og samfundets syn på de ældre og deres seksualitet, har vi fundet ud af, at ældre menneskers seksualitet ikke forsvinder, bare fordi de bliver ældre. Desværre er det mange sundhedsprofessionelles opfattelse, at ældres seksualitet forsvinder med alderen. Derudover er de ældres egne meninger og holdninger til seksualitet også blevet udtrykt, bl.a. gennem artiklen Nottingham Study of Sexuality &Ageing (NoSSA I). Attitudes regardingsexuality and older people: a review of the literature, (Bouman et. al., 2006), og det viser sig, at seksualiteten stadig har stor betydning for dem som ældre mennesker (Ibid.). Med denne samling af synspunkter, myter og holdninger fra forskellige lande er det nuværende billede af ældres seksualitet meget bredt, og der er fokus på både gerontologiske borgere og geriatriske patienter. Vi vælger derfor at indskrænke vores problemformulering til kun at omhandle de geriatriske patienter og sygeplejerskerne på de geriatriske afdelinger. Vi ønsker at undersøge, hvordan sygeplejerskerne, på en geriatrisk afdeling i Region Hovedstaden, taler med de geriatriske patienter om seksualitet, og hvorvidt de finder emnet relevant for plejen. 10
3.0 Problemformulering Hvordan og hvor ofte taler sygeplejersken seksualitet med den geriatriske patient? Og under hvilke omstændigheder finder sygeplejersken det relevant at tale seksualitet med den geriatriske patient? Og hvilken betydning har dette for sygeplejen til den geriatriske patient? 4.0 Begrebsdefinition Geriatrisk patient: mand eller kvinde, +65 år, indlagt på hospitalsafdeling. Sygeplejen: Pleje af den syge, som har til formål at se det hele menneske med alle dets behov. Disse behov omfatter både den åndelige, kropslige og eksistentielle del af mennesket. Sygeplejen retter sig mod patienten og ikke sygdommen, og derfor er hensigten at afhjælpe opståede problemer i samarbejde med patienten. 5.0 Metode 5.1 Videnskabsteoretiske position Indledningsvis er det relevant at nævne, at vi har anvendt den kvalitative forskningsmetode til at indsamle empiri til dette projekt. Den kvalitative forskningsmetode hører under humanvidenskaben, som sigter mod at nå en bred og nuanceret forståelse af det undersøgte fænomen (Vallgårda & Koch, 2011). I vores projekt søger vi empiri om fænomenet seksualitet i forhold til den geriatriske patient. For at få dette brede og nuancerede billede af fænomenet, har vi valgt at udføre to semistrukturerede interviews, hvor vores informanter er to sygeplejersker fra en geriatrisk afdeling i Region Hovedstaden. Formålet med at udføre semistrukturerede interviews er at indhente subjektiv data såsom individuelle holdninger, meninger og følelser fra sygeplejerskerne. Samtidigt er det ved anvendelse af semistrukturerede interviews muligt at gå i dybden med det undersøgte fænomen og få en forståelse for informanternes livsverden. Vi anvender fænomenologien, under udførelse af vores 11
interviews, hvilket indebærer at vi forholder os åbne og fordomsfrie til informantens opfattelse af det undersøgte fænomen (Birkler 2011). Humanvidenskaben knyttes oftest til den ideografiske videnskab. I forhold til vores projekt skal dette forstås, som at vores interviews ikke kan gentages med udfald af samme resultater. Den viden, som vi opnår ved det enkelte interview, kan vi ikke få andre steder fra, da informantens udsagn vil være subjektive og unikke (Birkler 2011). Det er altid vigtigt at opnå en høj validitet af sine resultater, og ved brug af den kvalitative forskningsmetode kan det være vanskeligt at opnå dette, da resultaterne bunder i unikke og subjektive udsagn, som ikke er generalisérbare (Ibid.). Derfor er det vigtigt at skabe validitet på andre måder ved anvendelse af den kvalitative forskningsmetode. For at gøre dette har vi anvendt Steiner Kvales (2009) syv faser som rettesnor i forhold til at udføre vores interviews. De syv faser vil blive beskrevet senere i dette afsnit, dog uden en begrebsafklaring af hver fase. 5.2 Metode til indhentning af det empiriske materiale herunder etiske og juridiske overvejelser Metoden vi anvender under vores interviews er fænomenologisk, og dette indebærer, at intervieweren sætter sine forforståelser i parentes (Birkler, 2011). Vores forforståelser er, at sygeplejerskerne synes, at seksualitet er et tabubelagt emne at tale med de geriatriske patienter om, og derfor er det ikke en implementeret del af den daglige praksis. Når vi i fænomenologien sætter vores forforståelser i parentes, kan vi forholde os åbent til informanten og dennes livsverden. På denne måde opnås bedst mulige, subjektive og individuelle resultater fra informanten. For at opnå denne form for resultater kan åbne spørgsmål anvendes, og det skal undlades, at der bliver stillet ledende og lukkede spørgsmål (Ibid.), (Kvale, 2009). Før vi foretager vores interviews, har vi overvejet, hvilket omfang de skal have. Derudover har vi sat både fordele og ulemper for et semistruktureret interview i perspektiv for at kunne forholde os stringent til undersøgelsen og være tro mod metoden. For at gøre vores undersøgelse stringent og gennemsigtig har vi forud for vores interviews, udarbejdet en interviewguide (Bilag 4). Interviewguiden har til formål at sikre os, at vi når omkring 12
alle de spørgsmål, vi gerne vil stille vores informanter, så vi opnår den mængde data, der er nødvendig for at kunne gå videre med resultaterne i analysen. Endvidere er det vigtigt, i forbindelse med at udføre interviews, at tage højde for de etiske og juridiske retningslinjer (Bilag 1, 2 & 3). Dette indebærer blandt andet, at informanterne på forhånd bliver informeret om undersøgelsens formål, samt om deres rettigheder i forhold til deltagelsen. Ligeledes skal de give deres informerede samtykke til, at de vil deltage i undersøgelsen inden denne igangsættes (Kvale, 2009). I forlængelse af de etiske og juridiske overvejelser, har vi også taget højde for, hvilke spørgsmål vi stiller vores informanter, samt hvorvidt interviewspørgsmålene kan skade informanterne. Herved skal forstås om spørgsmålene kan være for pågående, grænseoverskridende og/eller for personlige. Vi gør informanterne klart, at vi vil undersøge seksualitet i forhold til det faglige aspekt og ikke deres egne private seksuelle erfaringer (Kvale 2009). Inklusions- og eksklusionskriterier er også medtænkt i forhold til at samle informanter til undersøgelsen. Inklusionskriterierne er at informanterne er uddannede sygeplejersker, arbejder på geriatriske afdelinger, kan være af begge køn, skal være en del af afdelingens praktiske hverdag, kan have alle aldre og alle ancienniteter. Eksklusionskriterierne for informanterne er, at det er uuddannet personale, at det er andet personale end sygeplejersker, at det er sygeplejersker, som ikke er en del af den daglige gang på afdelingen, fx afdelingssygeplejersker og at det er sygeplejersker som arbejder uden for det geriatriske felt. Vi har valgt at interviewe 2 sygeplejersker fra samme afdeling (Geriatrisk afd., Region Hovedstaden). Fordelen ved at interviewe 2 sygeplejersker er, at der opnås varierende resultater i form af forskellige udsagn, da hver sygeplejerske har hver sin subjektive holdning og erfaring. En ulempe kan dog være, at vi, ved det lave antal informanter, kun opnår en begrænset mængde data. Vi vælger at interviewe informanterne hver for sig, så de ikke påvirker hinandens svar og meninger, og dette er med henblik på at begrænse omfanget af bias. Da en af os kender personalet på afdelingen, har vi valgt at lade den anden føre interviewet for at begrænse mængden af bias. Endvidere har vi, for at reducere mængden af bias, ikke sendt vores informanter materialet inden påbegyndelse af de to interviews, da de herved ikke kan forberede sig på svar. Det eneste vi har forberedt informanterne på inden interviewet er, at emnet omhandler seksualitet og ældre. 13
Vi forventer at bruge max 20 minutter pr. interview, derved er vi nødsaget til at holde os tro over for vores spørgsmål for at kunne analysere vores problemformulering. Vi forholder os stringent til vores interviewspørgsmål, men der vil være mulighed for at bevæge sig ud over de nedskrevne spørgsmål, da et svar kan lede videre til ny refleksion og derved nyopståede spørgsmål. Dette er endvidere karakteristika for et semistruktureret interview (Kvale, 2009). Informanterne vil blive interviewet i lokaler på afdelingen, hvor det er muligt at opnå vante rammer og undgå forstyrrende elementer fra den daglige gang på afdelingen. Ydermere anvender vi diktafon for at kunne gå tilbage i de udførte interviews og opfriske, hvad der er blevet sagt og derved kunne danne nye refleksioner og fortolkninger. Dette skaber højest validitet, da vi herved får en umiddelbar og u-censureret reaktion fra hver informant. Som en kombination af projektets omfang og mængden af transskriptionsmateriale, samt at projektet er et lokalt studie, er det en fordel at interviewe et begrænset antal sygeplejersker med dybdegående spørgsmål, og at udføre interviews af kortere varighed, da vi på denne måde sikrer os, ikke at få en for stor mængde data, set i forhold til størrelsen af projektet. Derudover er det vigtigt at nævne, at hver gang der refereres til sygeplejerskerne fra interviewene, vil disse udsagn være hentet fra vores transskribering af det empiriske materiale. For at gøre det lettere for læseren at holde styr på udsagn fra hver enkelt sygeplejerske, har vi valgt at give dem to opdigtede navne, som er henholdsvis Tine og Marie. Navnene er opdigtede for at sikre informanternes anonymitet. Ligeledes er afdelingens navn og specifikke lokalitet heller ikke beskrevet, hvilket også er i forhold til de etiske og juridiske overvejelser, der skal foreligge, når der laves interviews (Kvale, 2009). 5.3 Anvendt metode til analyse af det empiriske materiale Når vores interviews er foretaget, ønsker vi at analysere og fortolke den indsamlede empiri i forhold til vores forskningsartikler, der blev præsenteret i problemstillingen samt i forhold til den øvrige præsenterede litteratur. I analysen anvendes hermeneutikken til at analysere og fortolke de resultater, der er indsamlet. I hermeneutikken tages der ligeledes udgangspunkt i subjektive og personlige udsagn og livsopfattelser, hvorfor dette også hører under humanvidenskaben. Hermeneutikken indebærer en dialog, hvilket vi opfylder gennem vore semistrukturerede interviews. 14
Via brug af en hermeneutisk tilgang, sættes vores forforståelser i spil og dette har til formål at opnå en horisontsammensmeltning af informantens forståelse og interviewerens egne forforståelser (Birkler. 2011). Skrevet af : Den indsamlede empiri vil blive analyseret ud fra Hans-George Gadamers teori om forståelse og forforståelser. Gadamer var en tysk filosof, som arbejdede filosofisk hermeneutisk. Vi vil anvende teorien om forståelse, og om hvordan vi som mennesker opnår ny viden, når vi udfordrer vores forforståelse. Derudover vil der bliver analyseret ud fra Gadamers begreber om dialogen, sandheden og spillet. Ved brug af Gadamer vil vi referere til Kim Jørgensen bog Kommunikation for sundhedsprofessionelle fra 2010. Dette skyldes, at det ikke har været muligt at fremskaffe Gadamers eget værk Sandhed og Metode, som blev udgivet for første gang i 1960. Vi er dog opmærksomme på, at der ved brug af en tertiær kilde kan være fortolket på Gadamers egne udsagn, og derfor vil der heller ikke blive citeret fra Gadamers eget værk. Skrevet af Mette Bjerrum Petersen, 680675: I analysen vil vi endvidere bruge Erving Goffmans (2010) teori om stigmatisering, også kaldet stigma, da den empiri, vi anvender i projektet, giver anledning hertil. Det gør den, fordi flere udsagn, både fra vores informanter samt fra den forskningsbaserede litteratur vi har fundet, peger på, at der er nogle helt specifikke forestillinger og antagelser omkring det at være ældre og at have en seksualitet. Stigma kan kort forklares som et samfunds inddelinger af mennesker i særlige kategorier på baggrund af deres udseende. Med andre ord er det samfundets antagelser, der gør mennesker til stereotyper (ibid.). I analysen vil teorien om stigma blive uddybet. Til selve opbygningen af vores interviews og til hvordan data skal behandles bruges, som tidligere nævnt, Kvales (2009) syv faser. Dette gøres for at kunne opnå en gyldig validitet og for at kunne forholde os stringent til problemformuleringen gennem hele projektets analyse. Kvales syv faser af en interviewundersøgelse omfatter: Tematisering, design, interview, transskription, analyse, verifikation og rapportering. 15
I analysen vil vi også inddrage sygeplejeteoretikeren Joyce Travelbees (Travelbee, 1996) teori om at skabe et menneske-menneske-forhold, da vi vil redegøre for, hvilken betydning tillid kan have for patientplejen. 6.0 Analyse 6.1 Dialog og stigmatisering Skrevet af : Som nævnt vil vi i vores analyse gøre brug af Hans-Georg Gadamers teori om dialog og samtale, og hvordan vi, gennem dialogen med patienten, opnår en horisontsammensmeltning og derved en ny forståelse af hver enkelt patient. Derudover vil Goffmans teori om stigmatisering blive anvendt med det formål at beskrive, hvordan denne stigmatisering kan påvirke plejen af den geriatriske patient. Gadamer mener, at vi gennem samtaler og dialoger lærer et andet menneske at kende og kan opnå et fælles syn på et emne. Dette gælder også i dialogen mellem sygeplejerskerne og patienterne. Dog er det gennem en åben dialog uden mål, at vi opnår denne nye forståelse (Jørgensen, 2010). I interviewet med Tine fortæller hun, at hun altid spørger patienten om seksualitet, når hun laver en indledende sygeplejevurdering. Hun mener, via sin erfaring, at hun ikke kan vurdere, hvorvidt den geriatriske patient har problemer af seksuel karakter eller ej, og derfor spørger hun altid om dette. Hvis man ser på den indledende sygeplejevurdering, så har den til formål at få besvaret nogle spørgsmål, og derfor er der et mål for samtalen. Ifølge Gadamer vil der således ikke kunne ske en horisontsammensmeltning, da der ikke er gensidig åbenhed mellem sygeplejersken og patienten, og der er derfor tale om en almindelig samtale og ikke en dialog (Ibid.). Det kan diskuteres, hvorvidt den perfekte dialog kan opnås, men én ting lægger Gadamer fast, og det er, at ligegyldigt hvilken grund man har til ikke at tale med patienten om et, for patienten, vigtigt emne, så er konsekvensen den samme. Disse konsekvenser kan udarte sig i mistillid, og samtidig vil patienten lægge mere mærke til, hvad sygeplejersken gør og siger, og ligeledes det sygeplejersken ikke får sagt eller gjort. Herved kan det negative i plejen få en større betydning end det positive (Ibid.). Det er derfor vigtigt, for at kunne yde en god pleje til patienten, at sygeplejersken sørger for at skabe tillid til sin patient. Dette kommer vi nærmere ind på senere i analysen. 16
Marie starter med, ved egne ord, at definere ordet seksualitet, hvilket hun mener dækker over menneskets seksuelle behov. Da der bliver spurgt om, hvor ofte hun taler med de geriatriske patienter om deres seksualitet, fortæller hun, at hun på 3 år kun har spurgt om patienters seksualitet 5 gange. Hun mener også, at sex er et overstået kapitel for de geriatriske patienter. Derudover mener hun, at de geriatriske patienter er for trætte og udmattede til at tale om seksualitet. Det kan derfor diskuteres, om der her er tale om en undskyldning for ikke at skulle tale med de geriatriske patienter om et så følsomt emne, eller om det er et bevidst fravalg, at hun ikke taler herom. Grunden til dette kan være en overbevisning om at de geriatriske patienter reelt ikke skulle være seksuelle individer. Til sammenligning beskrives det i artiklen Sexuality and the Chronically Ill Older Adult: A Social Justice Issue (Pangman & Seguire, 2000), at de adspurgte sygeplejersker, i en undersøgelse, så de ældre patienter som aseksuelle, og at seksualiteten var et område som slet ikke, eller som kun meget få gange blev berørt. Dette blev begrundet med, at det ikke var et af de interesseområder som sygeplejerskerne havde i forhold til sygeplejen til den geriatriske patient (Ibid.). Ved at være interesseret i patienten, samt alle dets aspekter, herunder også seksualitet, og at se en dialog som en måde, hvorpå vi lærer noget nyt om vores medmennesker, kan vi skabe en tillid til patienten. Når vi gennem en dialog har skabt tillid til patienten, vil den pleje som vi udfører, være langt mere positiv, og vil blive set mere positivt på af patienten, da vi har lært denne at kende. Omvendt kan vi ved at være fordomsfulde og lukkede i vores kommunikation og ikke møde patienten med en interesse i deres person, muligvis gøre plejen til en negativ del af indlæggelsen. Kvaliteten af plejen kan derfor afhænge meget af, hvordan vi møder vores patient (Jørgensen, 2010). (Sophies afsnit slut). Begrebet tillid vil blive uddybet og eksemplificeret i forhold til vores empiri senere i analysen. Skrevet af Mette Bjerrum Petersen, 680675. I forlængelse af ovenstående er det også vigtigt, at sygeplejerskerne forsøger at undgå at stigmatisere patienterne, da dette kan have konsekvenser for kvaliteten af plejen. Stigmatisering, er forklaret af den canadisk-amerikanske sociolog Erving Goffman, (2010) som en måde hvorpå et samfund inddeler og kategoriserer mennesker. En kategori er ikke direkte defineret i bogen Stigma, hvilken vi har anvendt i dette projekt, men skal forstås som de særlige grupper 17
samfundet inddeler mennesker i på baggrund af deres udseende (ibid.). Samfundet tillægger det enkelte menneske nogle karakteregenskaber, som også kan betegnes som en tilsyneladende social identitet uden på forhånd at kende noget til mennesket. Denne identitet adskiller sig fra et andet af Goffmans (2010) begreber, nemlig menneskets faktiske sociale identitet (ibid.). Samfundet stempler så at sige mennesket forud for at have oplevet ham eller hende. Eksempelvis vil vi i mødet med et fremmed menneske hurtigt forudsige, hvilken kategori vi mener, at dette menneske befinder sig i, eller hvilken tilsyneladende social identitet vi giver dette menneske ud fra vores forforståelser (ibid.). Følgende vil vi beskrive, hvordan stigmatisering kan inddrages i analysen på baggrund af vores empiri fra interviewet med Marie. Som nævnt tidligere fortæller Marie, at hun ser den geriatriske patient som en person, hvis seksualliv er et overstået kapitel. Herudfra må vi formode at Marie ser den geriatriske patient som værende aseksuel, da hun ikke tillægger den geriatriske patient at have hverken et aktivt sexliv og dermed ingen seksuelle behov. I modsætning til den geriatriske patient nævner Marie ligeledes, at yngre patienter har et større seksuelt behov. Ydermere fortæller hun flere gange i interviewet, at hun ikke spørger den geriatriske patient om dennes seksualitet, da hun på forhånd antager, at det ikke er et behov for patienten at tale herom, og at seksualitet ikke er noget patienten gør sig nogle bekymringer om. I forhold til disse udtalelser fra Marie kan stigmatisering inddrages som relevant og understøttende teori (Goffman 2010), da hun tilsyneladende kommer patienten i en kategori på baggrund af patientens alder og hendes egne forestillinger om, at patienten ikke har noget seksuelt behov. Marie tillægger muligvis de geriatriske patienter nogle egenskaber som værende naturlige og sædvanlige og giver dem en tilsyneladende social identitet, (ibid.) som i dette tilfælde vil være, at geriatriske patienter besidder færre seksuelle behov end unge patienter, samt at geriatriske patienter er aseksuelle på grund af deres alder. Som understøttende litteratur til forestillingen om at ældre mennesker er aseksuelle, inddrager vi den forskningsbaserede artikel af Pangman & Seguire, (2000). I denne beskrives det, at de ældre patienter i sundhedsvæsenet bliver set som aseksuelle individer, hvilket gør, at de fleste sygeplejersker tenderer til at ignorere seksuelle problemer hos disse patienter (ibid.). Endvidere nævnes i Boumans artikel (2006) at myter, som blandt andet ældre mennesker er aseksuelle (Ibid. s. 2.), meget tydeligt beskriver samfundets forestillinger om ældre og deres seksualitet (Ibid.). 18
I modsætning til ovenstående, kan vi, ved at gå længere tilbage i historien, se at der ifølge en befolkningsundersøgelse fra Göteborg, som blev foretaget i 1990 erne (Ege, 1998), var resultater som viste, at mange af de ældre, på trods af deres alder, stadig havde et velfungerende sexliv. Deres seksuelle behov var til stadighed en vigtig del for dem at få opfyldt, og disse behov indebar ikke kun det at have sex, men kunne også komme til udtryk og blive imødekommet på andre måder. Eksempelvis kunne de ældres seksuelle behov også opfyldes, ved at de blev kysset, berørt, samt hvis de oplevede gensidig ømhed og nærhed (ibid.). (Mettes afsnit slut). 6.2 Tabuet, manglende erfaring og relevans Ege (1998) skriver, at sex er et svært emne at tale om især blandt den ældre generation. Til sammenligning med den svenske undersøgelse (ibid.) vil vi komme ind på, hvorvidt seksualitet er et tabubelagt emne at tale om i dag knap to årtier senere. Tabuet, omkring at tale om seksualitet, hersker stadig, hvilket ses ud fra den empiri, vi har indhentet gennem vores interviews og den forskningsbaserede litteratur, vi anvender. På trods af at vi er næsten to årtier længere fremme end da undersøgelsen (Ege, 1998) blev foretaget, er det i dagens Danmark, og andre steder i verden, stadig svært at tale om seksualitet blandt mennesker generelt (Pangman & Seguire fra 2000). I interviewet med Marie kommer dette til udtryk ved, at hun fortæller, hvordan hun synes, at det blandt andet er pinligt at spørge den ældre patient om seksualitet. Hun fortæller endvidere, at hun ikke tror, at de ældre er særligt åbne omkring at tale om seksualitet. Hun vurderer på forhånd de geriatriske patienter til ikke at have nogen seksuelle behov, og at deres sexliv er et overstået kapitel. Marie forklarer også i interviewet, at hun mener, de geriatriske patienter har andre bekymringer, som er vigtigere end dem, der måtte have noget med deres seksualitet at gøre. Dog er hun godt klar over, at det er hendes egne forforståelser, som vinder indpas, når hun konkluderer, at de geriatriske patienter ikke har nogen seksuelle behov. Ydermere fortæller hun, at hun faktisk ikke ved særlig meget om patienternes behov og bekymringer, fordi hun ikke spørger dem om deres seksualitet. Her kan der igen refereres til stigmatisering af den geriatriske patient, samt at vi som mennesker helt generelt ikke kan undgå at have nogle forforståelser (Goffman, 2009), (Jørgensen, 2010). Marie forklarer også, at hun har nemmere ved at spørge en yngre patient om dennes seksualitet, med den begrundelse, at hun bedre kan forholde sig til yngre patienter, da de er tættere på hendes 19
egen alder. Hun kan altså ikke identificere sig selv med geriatriske patienter på samme måde. Dog er hun godt klar over, at det er vigtigt at tale om seksualitet med patienterne, og at hun højst sandsynligt ville føle sig bedre rustet til at tage opgaven op, hvis hun var mere kompetent på området. Marie forklarer, at hun ikke taler om seksualitet med den geriatriske patient, blandt andet på grund af manglende viden og kompetence inden for emnerne seksualitet og ældres seksuelle behov. I forhold til hvordan Marie skal tackle en samtale, omhandlende så privat et emne, forklarer hun, at hun ikke ved, hvordan hun skal spørge patienterne om deres seksualitet, og desuden mener hun, at der er nogle personlige barrierer, som står i vejen for at lade emnet komme i fokus. Nogle af de barrierer som hun ser er pinlighed over at skulle tale med et ældre menneske om seksualitet og seksuelle behov. Hun føler også, at de manglende kompetencer bliver en barriere for at tale med patienten om et så følsomt emne. Under interviewet med Marie blev hun spurgt, om hun troede, at det ville være nemmere for hende at tale med en yngre patient om seksualitet, frem for en ældre patient. Det kunne eksempelvis være en patient på vores (intervieweres) alder, som er mellem 20-30 år. Følgende citat er Maries svar: Det tror jeg godt. Ja, ja fordi så så tror jeg, der tænker jeg måske at jeg kan holde mig tættere på dig, end gøre det ved en ældre patient, fordi jeg ved det, hvad dit behov er fordi jeg har det, måske den behov ift. ældre.. hvor man tænker, okay den er overstået det der kapitel, ikk, altså.. det.. øh.. Ud fra dette svar må det formodes, at hun bedre kan identificere sig selv med yngre patienter og derfor også oftere ville spørge dem om deres seksualitet. Ældre og seksualitet er ikke to emner som hænger sammen for Marie, men derimod mener hun, at ældre ses som individer uden seksualitet. At ældre er aseksuelle er en gammel forforståelse, som stadig holder ved blandt nogle sygeplejersker (Pangman & Seguire fra 2000). Som det ovenstående forklarer, ser Marie ikke seksualiteten som værende relevant hos ældre patienter, dog vil der muligvis kunne blive ændret ved denne overbevisning ved brug af Gadamers begreber sandhed og spil. Marie fortæller med stor overbevisning, at hun ikke kunne komme i tanke om noget tidspunkt, hvor det ville være relevant at tale med den geriatriske patient om seksualitet. Ud fra dette udsagn kan 20
det opfattes som, at hun arbejder ud fra en sandhed om at de geriatriske patienter ikke interesserer sig for egen seksualitet, eller at hun ser seksualiteten som overstået hos geriatriske patienter. Sandhed er et begreb, som Gadamer lægger stor vægt på at beskrive. Sandheden kan for nogle mennesker være fastlåst, og derved kan der ikke rykkes ved denne, medmindre personen åbner sig over for andres sandheder og, gennem dialogen med en anden person, ofrer sin sandhed for at opnå en ny (Jørgensen, 2010). Hvis Marie ville være villig til at sætte sin sandhed i spil, ved at tale med de geriatriske patienter om deres seksualitet og eventuelle problemer i forbindelse hermed, ville hun kunne opnå en ny sandhed og derved måske se de geriatriske patienter som stadigt seksuelle individer som, på trods af deres alder, stadig har behov for alt, hvad ordet seksualitet indebærer. Ved at forholde sig så åben som muligt overfor et tabubelagt emne, og indgå i en dialog, som en form for spil, kan der skabes ny forståelse af hinandens person, og sandhed. Denne nye forståelse vil muligvis kunne gavne i plejen til den geriatriske patient (Ibid.). Spillet mellem mennesker er en stor del af det at opbygge tillid. Den måde vi opbygger tillid på, som sundhedsprofessionelle, kan være gennem en dialog med patienten. Spillet er af stor betydning, fordi det er, når vi lader os drive ind i dialogens spil, at vi lærer hinanden at kende. Dette kan bidrage til at vi, som sundhedsprofessionelle, kan nå længere ind til vores patienter (Ibid.). Spillet er, for Gadamer, en vigtig måde, hvorpå vi kan opnå nye sandheder, fordomme og horisonter. Dette sker, når vi stiller vores sandheder, fordomme og horisonter åbne, og når vi gennem dialogen og spillet med en modpart, opnår noget nyt (Ibid.). Hvis Marie viste sig åben over for de geriatriske patienters seksualitet, og lod sin sandhed spille med i dialogen med patienten, ville hun muligvis kunne opnå en ny måde at se sammenhængen mellem den geriatriske patient og seksualitet. Hun ville, ved at sætte sandheden i spil, muligvis kunne opnå en ny tolkning af ordet seksualitet. Som det fremgår af vores problemformulering ønsker vi at undersøge, hvordan og hvor ofte sygeplejersken taler om seksualitet med den geriatriske patient. Ud fra vores empiri vil vi nedenfor forsøge at redegøre for dette. Som bekendt tyder den forskningsbaserede litteratur, vi har anvendt i projektet, på, at det er sjældent, at der tales om seksualitet med den geriatriske patient eller den ældre borger (Pangman & 21
Seguire, 2000). I interviewet med Marie tyder det ligeledes herpå, hvorimod det andet interview med Tine, viser andre resultater. Vi står derfor med en splittelse af meninger og opfattelser om ældre og seksualitet. Dette på trods af at Tine og Marie arbejder på samme afdeling. Eftersom at de arbejder på samme afdeling, spørger vi dem hver især om, hvordan de ville formulere et spørgsmål om seksualitet til den geriatriske patient. Da Marie, som det fremgår af interviewet, meget sjældent spørger til den geriatriske patients seksualitet, er der ikke nogle eksempler på, hvordan hun spørger patienten herom, derimod har Tine ikke problemer med at komme med et eksempel. 6.3 Hvor ofte og hvornår sygeplejersken taler seksualitet med de geriatriske patienter Ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning om sygeplejefaglige optegnelser, afsnit 6.2.2 Sygeplejefaglige problemområder for den enkelte patient, punkt 8, er der et krav til, at sygeplejersken skal spørge den enkelte patient om seksualitet. Det kunne f.eks. være angående samlivsforstyrrelser som følge af sygdom eller lægemidler (Retsinformation, 2013). Som svar på spørgsmålet i vores problemformulering om hvor ofte sygeplejersken taler seksualitet med den geriatriske patient, må vi konstatere, at det, ud fra vores empiri i interviewet med Marie, ikke bliver gjort i tilstrækkeligt eller acceptabelt omfang. Marie mener, at emnet seksualitet generelt er et overset samtaleemne på afdelingen, og det er af hendes opfattelse, at hendes kollegaer også kun sjældent drøfter seksualitet med de geriatriske patienter. For at understøtte at emnet seksualitet generelt er et overset emne i forhold til den ældre generation, henviser vi endnu engang til artiklen Sexuality and the Chronically Ill Older Adult: A Social Justice Issue (Pangman & Seguire, 2000). At tale om seksualitet, har vi i vores artikler set, kan være svært, og ikke et emne sygeplejerskerne ynder at tage alvorligt deriblandt også, når det gælder de ældre patienter. Men når de taler om seksualitet, hvad er det så for nogle omstændigheder, der skal til, for at det bliver gjort? Resultaterne fra interviewet med Tine viser, som tidligere nævnt, en anden tilgang til at gribe emnet an på, end interviewet med Marie. Tine fortæller, at hun altid spørger de geriatriske patienter på afdelingen om deres seksualitet. Det er ikke altid, at hun får spurgt dem under den indledende sygeplejevurdering, men i så fald spørger hun dem, når tidspunktet føles mere rigtigt. Som Tine 22
fortæller i interviewet kan det for eksempel være i forbindelse med et sengebad eller et toiletbesøg, hvis det falder naturligt ind i samtalen med patienten. Tine forsøger at undgå krænkelse af patienten samt ikke at gøre patienten forlegen, når seksualitet drøftes med denne. Hun mener, at dette er vigtigt, da hun synes, at seksualitet er et meget ømfindtligt emne at tale om. Hun ser seksualiteten som en personlig sag, og derfor spørger hun ikke patienten, hvis patienten ligger på to-mandsstue, eller hvis patienten ikke er tryg ved situationen. Endvidere mener Tine, at det er ligeså vigtigt at tale med de geriatriske patienter om seksualitet, da hun også ser dem som værende seksuelle væsner på trods af, at de er oppe i årene. Dette fremgår af Tines udsagn: Jeg synes netop, at det er vigtigt, for jeg har altså gang på gang oplevet, at den ældre befolkning er øh.. altså stadig seksuelt aktive, langt op i alderen. En af måderne Tine for eksempel kunne finde på at spørge den geriatriske patient om seksualitet på citeres her: Er der nogle ting i forhold til jeres samliv, øh..du ønsker at drøfte, eller som du synes, der er problematiske. Dette interview har givet nogle anderledes resultater i forhold til megen af den anden empiri, vi har indhentet. Desuden viser det sig, ud fra Tines udsagn, at hun opfylder de tidligere nævnte krav fra Sundhedsstyrelsen, omhandlende sygeplejerskens pligt til at drøfte seksualitet med den enkelte patient (Retsinformation, 2013) Det tyder altså på, at hun både ofte samt i tilstrækkeligt og acceptabelt omfang spørger patienterne om deres seksualitet. Tine fortæller dog undervejs i interviewet, at hun har indtryk af, at der på den afdeling, hvor hun er ansat, ikke bliver spurgt ind til patienternes seksualitet særligt ofte, og at det generelt er et nedprioriteret emne. Det er, ifølge hende, nogle personlige barrierer, samt manglende viden og kompetence, der ligger til grund for, at mange af hendes kolleger går uden om dette private emne. Ud fra disse udtalelser ses altså en enighed hos Tine og Marie, hvad angår, at sygeplejerskerne på denne afdeling undgår emnet seksualitet. Både Tine og Marie fortæller også, at seksualitet er et generelt ikke udfyldt punkt i den indledende sygeplejevurdering, og oftest er det ét af de eneste punkter, der ikke er udfyldt. Det er blandt andet i forbindelse hermed, at de begge drager konklusionen, at emnet generelt er uberørt. Seksualiteten bliver ofte omtalt som et meget følsomt emne, og derfor må vi, som sygeplejersker, bruge vores indfølingsevne og vores faglige skøn til at sætte os ind i patientens situation, når vi taler med dem om blandt andet seksualitet. Gennem kommunikation, og herunder både den verbale og nonverbale, kan vi se, hvad der betyder noget for patienten, og om det der bliver spurgt til, gør 23