12 Innovation lægger vægt på fagenes nytteværdi Af Lasse Skånstrøm, lektor Med Globaliseringsrådets udspil Verdens bedste folkeskole blev det pointeret, at: Folkeskolen skal sikre børnene og de unge stærke faglige færdigheder. Men eleverne skal også lære at være nyskabende, bryde med vanetænkning og se nye muligheder.
Vi kan udlæse to forskellige tendenser: Mere faglighed og Flere kompetencer. Lasse Skånstrøm er lektor i Pædagogik v. Frederiksberg Seminarium, leder af Center for Pædagogisk Innovation og leder af studentervæksthuset IDEA House Frederiksberg I forbindelse med den kommende reform af læreruddannelsen skal de relevante indholdsbeskrivelser af fagene ændres, så de omfatter pædagogiske metoder og teknikker, der kan stimulere og udvikle elevernes innovative kompetencer. Og videre hedder det, at: Lærerne skal have kendskab til metoder og samarbejdsformer, der fremmer idéskabelse. I forlængelse af ovenstående blev det i Undervisningsministeriets rapport Entreprenørskab i de videregående uddannelser. Innovation og iværksætteri på KVU og MVU tilføjet, At det i forbindelse med den kommende revision af læreruddannelsen for det første sikres, at innovativ kompetence indgår i beskrivelsen af alle uddannelsens fag og for det andet, at innovativ metode og fagdidaktik indarbejdes i læreruddannelsens metodefag (almen didaktik, psykologi, pædagogik ). Endvidere skal der sikres de studerende tilbud om at deltage i undervisningsforløb om entreprenørskab. (Rapport fra arbejdsgruppen vedr. entreprenørskab inden for de korte og mellemlange videregående uddannelser samt videregående voksenuddannelser, Undervisningsministeriet d. 13. jan. 2006). Endelig fremgår det af den nye Bekendtgørelse om uddannelse til professionsbachelor som lærer i folkeskolen, 12. marts 2007, 18, at: Den studerende skal i uddannelsen anvende metoder og samarbejdsformer, der kan udvikle skoleelevers innovative kompetencer, herunder vilje og evne til i et tværfagligt samspil at tænke kreativt og udvise virkelyst. Uddannelsesinstitutionen skal sikre, at der i linjefagene indgår overvejelser over stimulering af skoleelevers systematiske arbejde med idéudvikling og iværksætteri i et tværfagligt samspil blandt skolefagene. Konvergente og divergente kompetencer På baggrund af de ovennævnte formuleringer kan der udlæses 2 forskellige tendenser eller diskurser, som er immanent tilstede i den aktuelle uddannelsespolitiske tænkning. Den ene handler om mere faglighed ( Back to basics ) og den anden handler om flere kompetencer dvs., at vi skal udvikle nye og supplerende kompetencer, herunder altså innovations- og globaliseringskompetencer. Som jeg vil komme ind på senere, angår disse to forskellige diskurser et andet og meget centralt forhold, nemlig forholdet mellem hvad fag og faglighed er for størrelser (kernefaglighed) og hvad fag og faglighed kan bruges til (kernekompetencer). Et forhold, der stiller spørgsmålstegn ved fagenes anvendelses- og brugsværdi og på et andet niveau stiller spørgsmål ved uddannelsernes og uddannelsesinstitutionernes nytte og nytteværdi. Innovation og entreprenørskab Selvom innovation og entreprenørskab som begreber er nye inden for en dansk skole- og seminariesammenhæng har mange af de egenskaber, som begreberne indbefatter, f.eks. opfindsomhed, skabende virksomhed og samarbejdsevne, en lang tradition som overordnede lærings- og dannelsesmål i den danske folkeskole. Udvikling 13
Evnen til at omsætte og anvende kundskaber og færdigheder i relation til konkrete sammenhænge er en grundlæggende forudsætning for al kompetenceudvikling, og stimulering af barnets nysgerrighed, fantasi og kreativitet samt dets eksperimenterende og udforskende forhold til sin omverden er et grundtræk, der løber som en rød tråd gennem den pædagogiske idéhistorie fra Rousseau over reform- og erfaringspædagogik, værksteds- og projektpædagogik og frem til Folkeskoleloven af 1993. 14 Imidlertid indvarsler begreberne innovation og entreprenørskab en pragmatisk vending indenfor det pædagogiske felt; en mere praksis- og anvendelsesorienteret drejning, hvor det i højere grad kommer til at handle om værdien og anvendelsen af bestemte kundskaber og færdigheder i relation til forskellige og eksterne sammenhænge af f.eks. kulturel, social og institutionel art. Evnen til at omsætte og anvende kundskaber og færdigheder i relation til konkrete sammenhænge er en grundlæggende forudsætning for al kompetenceudvikling, herunder udvikling af innovative og entreprenante kompetenceformer. Det drejer sig eksempelvis om at kunne omsætte og anvende eksisterende viden på en ny måde og i nye sammenhænge, der kan siges at skabe nye muligheder for erkendelse og handling. Fra at vide til at kunne gøre Hvis vi med den græske filosof Aristoteles skelner mellem begreberne episteme (viden), techne (kunnen) og phronesis (gøren), kan vi sige, at en praksis- og anvendelsesorienteret kompetenceudvikling baserer sig på, at man gør og skaber noget med sine kundskaber og færdigheder. Det vil sige at man bruger dem til noget med et bestemt formål for øje på samme måde, som en håndværker gør brug af sine kundskaber og færdigheder med en bestemt konstruktion for øje. Man sætter noget nyt i værk et nyt perspektiv, nye måder at tænke, sanse og forbinde tingene på; nye måder at kombinere, komponere og konstruere på. Det drejer sig om nye måder Aristoteles skelnede mellem viden, kunnen og gøren at intervenere på nye måder at gå til værks og være virksom (entre-prenere) på. Innovative og entrepreneurielle læreprocesser indikerer i deres praksis- og handlingsrettethed således en forskydning fra en viden (hvad ved du?) til en kunnen (hvad kan du?) formidlet af en gøren (hvad gør du?). En sådan mere kompetencerelateret anvendelsesorientering implicerer imidlertid en ny form for taksonomiforståelse, hvorved fagenes eksisterende indholdsbeskrivelser (hvad skal vi vide?) må suppleres af en række nye kompetencebeskrivelser (hvad skal vi kunne?). Det må her demonstreres, hvordan og på hvilke måder viden kan praktiseres, omsættes og anvendes i praksis.
Innovative læreprocesser indikerer en forskydning fra en viden (hvad ved du?) til en kunnen (hvad kan du?) formidlet af en gøren (hvad gør du?). Fælles Mål Med Fælles Mål i Folkeskolen har vi fået et godt arbejdsredskab til at løfte kvaliteten i undervisningen gennem mere præcise og operationelle beskrivelser af mål og indhold på de forskellige klassetrin samt ved hjælp af bedre evalueringsværktøjer. Trinmålene beskriver herunder på et mere konkret niveau, hvad eleverne skal kunne på de forskellige klassetrin. Mens Fælles Mål således er en beskrivelse af, hvad eleverne skal vide og trinmålene er en beskrivelser af hvad eleverne skal kunne, mangler vi imidlertid en anvisning af hvad eleverne skal gøre for at opnå det de skal vide og kunne. Overordnet set drejer det sig her igen om at kvalificere fagenes anvendelsesmuligheder og betydning som udviklingsværktøjer i børnenes hverdag og i samfundet. Det drejer sig om hvad fag og faglighed kan bruges til og det drejer sig ikke mindst om at inddrage eleverne som aktive medproducenter af egne læringsværktøjer og undervisningsmaterialer. I fremtiden skal eleverne i langt højere grad end i dag selv, og i samarbejde med andre, konstruere og designe deres egne læreprocesser, eksempelvis ved brug af elevplaner. Ved hjælp af brugerdrevne udviklingsværktøjer og værktøjer til idégenerering retter interessen sig mod hvad elever og lærere selv kan gøre for at oparbejde den nødvendige viden og kunnen inden for de forskellige stofområder. Engagementets filosofi I pædagogiske sammenhænge handler det om at engagere sig i sin omverden gennem de faglige stofindhold, om at se muligheder, være nyskabende. Eksempelvis kunne det dreje sig om udvikling og formidling af humanitære projekter, kulturelle arrangementer, sundhedsprogrammer og energipolitiske indsatsområder. Alt i alt nye måder at oplyse, informere og undervise på. I forbindelse hermed åbnes der for en kritisk diskussion af, hvad viden kan bruges til, hvilken værdi viden har, eksempelvis værdien af nye videns- og teknologiformer. I en videre forstand handler det om, hvordan vi som mennesker opfatter, anvender og kultiverer os igennem de informationer, teknologier og artefakter, som vi omgås med i vores dagligdag. Viden, ting og design, som vi på forskellige niveauer selv er med til at skabe, omsætte og kommunikere. I den sammenhæng kan det siges, at innovation og entreprenørskab sigter mod at kvalificere bestemte kompetencer og læreprocesser, der baserer sig på idéudvikling, kreativitet og formgivning. Dvs. læreprocesser, der dybest set er funderede i vores sansemæssige og skabende omgang med vores omverden, og som æstetisk praksis bl.a. indbefatter konceptudvikling, design, produktion og formidling. I den forstand kan det siges, at form- og produktsiden i højere grad udgør et dynamisk moment i innovative og entreprenante læreprocesser. For så vidt introducerer begreberne om innovation og entreprenørskab et nyt formsprog i pædagogikken, der på mange måder er beslægtet med æstetiske læreprocesser og kommunikation. Der er tale om et nyt formsprog, der genstarter og reaktualiserer klassiske temaer inden for pædagogik og didaktik, såsom forholdet mellem dannelse og uddannelse, teori og praksis, subjekt og objekt, kundskaber og færdigheder, egenskaber og kompetencer, læring og undervisning, etc. For mig at se indikerer interessen for innovation og iværksætteri imidlertid en forskydning fra subjektet mod objektet, idet interessen i højere grad gælder en beskæftigelse med tingenes egenskaber og brugsværdi. Filosofisk set gælder det subjektets brydning i objektet, hvilket indebærer et brud med reformpædagogikken, der 15
Det drejer sig om at inddrage eleverne som aktive medproducenter af egne læringsværktøjer og undervisningsmaterialer. satte det frigjorte subjekt i centrum for sine erfaringsdannelser. Interessen for innovation og iværksætteri gælder i en pædagogisk sammenhæng vores praktiske omgang med tingene og stoffet og dermed en kvalificering af den praktiske fornuft. Visioner: Hvad kan fagene bruges til? Hvor er vi så nu? Hvilke opgaver står vi pædagogisk og didaktisk overfor? Hvis ikke begreber som innovation og entreprenørskab skal forblive blot udvendige og såkaldte buzz words, så er det afgørende, at vi kvalificerer arbejdet med de stoflige indhold. Pointen er nemlig, at vi ikke må forstå begreberne som noget, der skal lægges udenpå eller ovenpå noget allerede eksisterende, men derimod som en kile, der skydes ind i det eksisterende og tvinger det til at se sig selv på ny. Underviserne på alle niveauer af uddannelsessystemet må derfor også som de første stille spørgsmål til deres egne fag og deres egen praksis. Når der spørges til fagenes mening og anvendelsesværdi, vil dette nemlig skulle legitimeres gennem fagene selv. Man må altså spørge på et mere overordnet plan: Hvad kan man bruge fagene til? Hvad er formålet og meningen med fagene? Hvilken praktisk anvendelighed har fagene og de forskellige fagindhold? Hvordan og på hvilken måde kan fagene og de faglige indhold bringes i anvendelse, anskueliggøres, iscenesættes og formidles? Kort sagt drejer spørgsmålene sig på den ene side om, hvad fagene er for størrelser, og på den anden side, hvad fagene kan bruges til. På et mere konkret plan, kunne man i de forskellige fag spørge: Hvad er sprog, og hvad kan sprog bruges til? Hvad er matematik, og hvad kan matematik bruges til? Hvad er billeder, og hvad kan billeder bruges til? osv. Herefter retter problemstillingen sig mod en transformationsproblematik, nemlig hvordan og på hvilke måder man kan omsætte og anvende de faglige stofindhold. Visionen for vores projekt er at frisætte den pædagogiske fantasi og det didaktiske entreprenørskab inden for de forskellige fag og fagområder. I et dannelsesmæssigt perspektiv drejer det sig om, hvordan og på hvilken måde man kan engagere og delagtiggøre børn og unge i verden gennem de faglige stofindhold socialt, kulturelt, politisk og eksistentielt. Og det drejer sig om, hvordan og på hvilken måde man kan engagere og delagtiggøre børn og unge gennem smag, billeder, sprog, tænkning, musik, natur, historie, geografi, etc. Et dannelsesprojekt, der grundlæggende handler om at kultivere, raffinere og udvikle vores forhold til hinanden, vores omverden og tingene omkring os og ikke mindst vores forhold til os selv og vores væren i verden. I ethvert forhold handler det om at engagere sig at ville, gøre og skabe noget i verden. Og herom handler netop pædagogisk innovation og didaktisk entreprenørskab. Center for Pædagogisk Innovation arbejder med koncept- og produktudvikling indenfor pædagogik og didaktik, herunder forskellige fagområder som dansk, matematik, biologi, billedkunst, musik og billedkunst. I forlængelse af dette arbejde udsender centeret håndbogen Innovation i undervisning på Akademisk Forlag, efteråret 2008. 16