Ledighedsparadokset
Christian Albrekt Larsen (red.) og Jacob J. Pedersen Ledighedsparadokset Information, netværk og selektion på arbejdsmarkedet Frydenlund
Ledighedsparadokset Information, netværk og selektion på arbejdsmarkedet 1. udgave, 1. oplag, 2009 Forfatterne og Frydenlund ISBN 978-87-7118-270-5 Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen og Phi Business Solutions, Indien Grafisk produktion: Pozkal, Polen Kopiering fra denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk
Indholdsfortegnelse Forord.......................................................... 7 Kapitel 1: Ledighedsparadokset.................................... 9 Kapitel 2: Manglende information, netværk og selektion et overordnet perspektiv... 19 Kapitel 3: Virksomhedernes rekrutteringskanaler... 39 Kapitel 4: Virksomhedernes opfattelse af»restgrupperne«............ 67 Kapitel 5: Anbefalinger, jobsamtaler og virksomhedernes valg......... 88 Kapitel 6: De arbejdsmarkedsparate, de beskæftigede ledige og de fortsat ledige.................................... 101 Kapitel 7: Manglende netværk blandt de fortsat ledige.............. 121 Kapitel 8: Den relative betydning af arbejdsrelateret netværk........ 152 Kapitel 9: Forskellige veje for forskellige jobsøgende... 163 Kapitel 10: Netværk, strategisk jobsøgning og de gode job........... 186 Kapitel 11: Ledighedsparadokset, asymmetrisk information og arbejdsmarkedspolitik.... 204 Litteraturliste.................................................. 227 5
Forord Bogen er skrevet inden for et større forskningsprojekt,»arbejdsmarkeds- og velfærdspolitikkens effekt på lediges arbejdsmarkedstilknytning«, der er finansieret af Beskæftigelsesministeriet inden for det såkaldte Strategiske Velfærdsforskningsprogram. Fra samme forskningsprojekt er allerede udgivet»jobcentret som organisatorisk fænomen«(breidahl & Seemann, 2009) samt»kommunal beskæftigelsespolitik - Jobcentrenes implementering af beskæftigelsesindsatsen i krydsfeltet mellem statslig styring og kommunal autonomi«(larsen, 2009), der begge forholder sig til den organisatoriske del af arbejdsmarkedspolitikken. Nærværende bog beskæftiger sig i højere grad med de grundlæggende vilkår, som jobcentrene og arbejdsmarkedspolitikken skal agere i forhold til. I bogen vil det blive vist, at det ikke er nogen nem opgave at løse problemet med en samtidig tilstedeværelse af ubesatte stillinger og motiverede og kvalificerede ledige. En problematik, der har været genstand for en betydelig politisk opmærksomhed og udgangspunkt for en hård kritik af a-kasserne og de offentlige jobcentre. Bogen bygger på et omfattende datamateriale, der også danner grundlag for to tilknyttede publikationer, der er under udarbejdelse. Den ene af disse bøger giver en grundlæggende beskrivelse af, hvordan»restgruppen«af langtidsledige i 2006/7 så ud. Den anden bog analyserer betydningen af økonomiske incitamenter for lediges overgang til beskæftigelse. Begge temaer er derfor udeladt i nærværende bog. På www.ccws.dk findes en samlet præsentation af forskningsprojektet og tilknyttede publikationer. Vi takker gode kolleger i CCWS (Centre for Comparative Welfare Studies) og CARMA (Center for arbejdsmarkedsforskning) for god konstruktiv kritik. Ingen nævnt, ingen glemt. En særlig tak skal dog gå til de af vores kolleger, der gjorde det muligt at få en række spørgsmål om rekruttering med i en landsdækkende 7
Ledighedsparadokset virksomhedssurvey. Det er en betydelig styrke ved bogen, at vi har mulighed for samtidigt at analysere udbuds- og efterspørgselssiden. Endelig skal det nævnes, at det måske kan virke stødende, at bogen betegner nogle ledige som»lemons«. Men betegnelsen stammer fra bogens teoretiske grundlag og samtidig understreger sprogbrugen, at der er tale om ganske brutale selektionsprocesser på arbejdsmarkedet. Vi er bevidste om, at beskrivelsen af disse processer måske kan gøre virkeligheden endnu mere brutal for personer, der ikke»passer«ind på det danske arbejdsmarked. Håbet er dog, at reaktionen vil være den modsatte. Aalborg Universitet, 2009 Christian Albrekt Larsen & Jacob J. Pedersen 8
Kapitel 1 Ledighedsparadokset Christian Albrekt Larsen I 2006 nåede arbejdsløsheden et historisk lavt niveau. Danmarks Statistiks sæsonkorrigerede mål for arbejdsløshed kom i juni 2006 under 4 procent, hvilket var det laveste siden 1974. I 2007 faldt ledigheden til omkring 3 procent og i februar 2008 nåede niveauet helt ned på 2 procent. Nogle proklamerede fuld beskæftigelse, mens andre undrede sig over, hvorfor der trods et årti med højkonjunktur stadig fandtes ledige endda langtidsledige. Denne undren blev ikke mindre af, at Dansk arbejdsgiverforening kunne berette, at mange stillinger stod ubesatte. Ifølge arbejdsgiverrepræsentanter stod virksomheder bare og ventede på arbejdskraft. Adspurgt af journalister var svaret fra fagforeninger, at sådan så situationen ikke ud fra deres side. De havde stadig folk, der ventede på arbejde, og mente, at arbejdsgiverne var for kræsne. F.eks. kunne 3F i 2006 berette om ledige chauffører, mens Handel, Transport og Serviceerhvervenes arbejdsgivere kunne berette om mangel på chauffører. I den forbindelse udtalte en repræsentant for arbejdsgiverne»at når virksomhederne indrykker annoncer og leder med lys og lygte efter nye chauffører, så kan de ledige vel gribe knoglen og melde sig på banen«. Efterfulgt af en opfordring til, at 3F fremsendte deres liste med ledige chauffører (Berlingske Tidende, 7. august 2006). Et stykke af vejen er der selvfølgelig tale om et rituelt politisk skuespil som arbejdsgivernes og arbejdstagernes repræsentanter med stor forudsigelighed opfører igen og igen. Men veldokumenterede undersøgelser tyder faktisk på, at der er tale om et reelt paradoks. 9
Ledighedsparadokset Arbejdsmarkedsstyrelsen har løbende foretaget undersøgelser, der dokumenterer tilstedeværelsen af ubesatte stillinger (Arbejdsmarkedsstyrelsen 2008a, 2007a, 2007b, 2005, 2001). I foråret 2007 angav 15 procent af 13.786 udvalgte virksomheder, at de forgæves havde forsøgt at rekruttere arbejdskraft inden for de seneste to måneder. Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsens beregninger svarer det til, at der på landsplan cirka var 58.000 ubesatte stillinger i perioden. Samtidig var der i perioden 90.000 såkaldte arbejdsmarkedsparate ledige, der havde været ledige i minimum tre måneder. Disse ledige havde i jobcentrenes CV-bank angivet forskellige jobfunktioner, som de kunne varetage, i gennemsnit cirka to funktioner per person. Ved at sammenholde disse angivelser med virksomhedernes oplysninger bliver forundringen endnu større. Blandt de ledige havde cirka 1400 personer f.eks. angivet, at de kunne varetage et job som social- og sundhedshjælper, og samtidig kunne virksomhederne ikke besætte 1600 stillinger på området. Tilsvarende kunne 1500 ledige ifølge egne udsagn varetage jobbet som salgsassistent, mens virksomheder samtidig ikke kunne besætte 1500 salgsassistentstillinger. Undersøgelsen viste også, at virksomhederne havde ubesatte stillinger inden for områder, hvor rigtig mange af de ledige angav, at de kunne varetage jobbet, f.eks. som pædagogmedhjælper, rengøringsassistent, lagerarbejder og kontorassistent. F.eks. angav 8023 af de ledige, at de kunne varetage jobbet som pædagogmedhjælper, mens der i perioden cirka var 551 mislykkede forsøg på at besætte pædagogmedhjælperstillinger (Arbejdsmarkedsstyrelsen 2007b). Opgjort på brancher viste undersøgelsen fra 2007, at specielt bygge- og anlæg, hotel og restauration, forretningsservice, udlejning og ejendomsformidling og endelig transportbranchen havde mange ubesatte stillinger. I alle disse brancher udgjorde de ubesatte stillinger mere end 4 procent af den samlede beskæftigelse i branchen. Bygge og anlæg udmærkede sig ved, at de ubesatte stillinger udgjorde hele 5,6 procent af beskæftigelsen i branchen (Arbejdsmarkedsstyrelsen 2007a:4). Den samtidige 10
Ledighedsparadokset tilstedeværelse af ubesatte job og arbejdsmarkedsparate ledige med egnede kvalifikationer vil vi kalde ledighedsparadokset. Dette efterhånden veldokumenterede ledighedsparadoks fik betydelig politisk opmærksomhed. Arbejdsgiverne og liberale politikere fremførte med stor glæde resultaterne og opfattede dem som dokumentation for, at markedskræfterne måtte gives mere frit spil. De ubesatte stillinger fandt også vej til statsministerens åbningstale i oktober 2007 og beskæftigelsesministeren har løbende brugt paradokset til at forklare en»hårdere«behandling af ledige. F.eks. var svaret på en kritisk kronik i Politiken, at» så sent som i onsdags, hvor din kronik var i avisen, kunne en anden avis berette om 39.000 forgæves forsøg på rekruttering vel at mærke på områder, hvor der fortsat er cirka 30.000 ledige, der har været uden arbejde i over tre måneder. Det paradoks koster både vækst og velfærd«(claus Hjort Frederiksen; Politiken, 9. juli, 2008). Paradokset var dog også et potentielt problem for den siddende regering, da det afstedkom en betydelig kritik af jobcentrene, som regeringen jo administrerede, og som netop var sat i verden for at matche ledige med ubesatte job. I enkelte tilfælde forsøgte de regionale systemer at»forsvare sig«ved at producere analyser, der kunne forklare eller rettere bortforklare nogle af de mest mediebetændte områder (Beskæftigelsesregion Nordjylland 2008, 2007a, 2007b). Endelig forsøgte Arbejderbevægelsens Erhvervsråd at levere en kritik af Arbejdsmarkedsstyrelsens undersøgelser. Det blev dog ikke til mere end en påpegning af, at specielt borgerlige politikere forvekslede rekrutteringsforsøg i en periode med antal ledige stillinger på et givet tidspunkt og at ledige angav mere end én jobfunktion og derfor kunne tælle med flere gange (AErådet 2008).»Finanskrisen«i slutningen af 2008 og en stigende arbejdsløshed i 2009 dæmpede diskussionen, men på grund af de demografiske ændringer og den heraf følgende udsigt til reduktion i arbejdsstyrken er det formentlig kun et spørgsmål om tid, inden paradoksdiskussionen melder sig igen. 11
Ledighedsparadokset Ud over denne politiske interesse burde ledighedsparadokset imidlertid også vække en vis akademisk interesse. Den samtidige tilstedeværelse af ubesatte stillinger og ledige job rejser nemlig et fundamentalt spørgsmål om, hvorledes arbejdsgivere egentlig finder og vælger arbejdere, og hvorledes arbejdere egentlig finder og vælger arbejde. Hvis begge parter i den indledende kontrovers mellem arbejdstagere og arbejdsgivere har ret, er der både folk, der gerne vil ansætte, og folk der gerne vil ansættes. Tilsyneladende mangler parterne bare at komme i kontakt med hinanden. Hvordan der etableres kontakt mellem arbejdstagere og arbejdsgivere melder den økonomiske grundbog imidlertid ikke meget om. Kommer man ikke længere end til grundbogen bliver konklusionen derfor ofte, at de ledige faktisk ikke gider arbejde, dvs. reelt bliver arbejdskraften ikke udbudt, eller også er de lediges kvalifikationer så ringe, at deres arbejdskraft reelt ikke bliver efterspurgt i hvert fald ikke under de givne lønvilkår. Derfor vakte det også stor offentlig undren, at man på én enkelt eftermiddag, i slutningen af august 2006, kunne skaffe 200 københavnske indvandrere i beskæftigelse. Det skete på et jobbørseksperiment, hvor 21 virksomheder var troppet op i Københavns gamle børsbygning for at møde cirka tusind arbejdssøgende indvandrere (Politiken 31. august, 2006). Det rykkede ved forestillingen om en restgruppe af umotiverede og ukvalificerede ledige og henledte opmærksomheden på mødet mellem udbud og efterspørgsel. Bogens forklaring på ledighedsparadokset er netop, at mødet mellem udbud og efterspørgsel af arbejdskraft er en kompleks proces, der er præget af fundamentale informationsproblemer. Disse informationsproblemer fører til, at virksomheder for at finde de bedste medarbejdere og undgå de værste annoncerer jobåbninger gennem uformelle netværk, ofte fravælger de offentlige jobcentre,»grovsorterer«ansøgere baseret på gennemsnitsbetragtning og lægger stor vægt på anbefalinger fra allerede ansatte. Dermed ekskluderes der grupper af motiverede og 12
Ledighedsparadokset kvalificere ledige, der udmærket kunne have varetaget jobbet. Men forklaringen er ikke, at arbejdsgiverne er for kræsne. Forklaringen er snarere, at arbejdsgiverne på grund af fundamentale informationsproblemer har gode grunde til at være bekymrede. Disse mekanismer analyseres først og fremmest ved at se på virksomhedernes adfærd på efterspørgselssiden. Samtidig opretholdes dynamikken af, at ordinært beskæftigede og de»stærkeste«ledige også har betydelig fordel af at bruge uformelle kanaler i deres forsøg på at få de bedste job og undgå de værste. Både arbejdsgivernes og de»almindelige«arbejdstageres adfærd er således med til at etablere en struktur, der gør manglende netværk til en betydelig ledighedsfælde. Brugen af netværk og uformelle kanaler har ikke tidligere været grundigt undersøgt i Danmark, men vi ved f.eks. fra Arbejdskraftundersøgelsen, at i 2005 havde cirka hver fjerde nyansat lønmodtager fundet jobbet gennem venner og bekendte (Danmarks Statistik 2006). Et gammelt ordsprog siger, at det ikke handler om, hvad du kan, men hvem du kender. Spørger man beskæftigede i sin omgangskreds, vil de fleste nok benægte, at deres kvalifikationer var uden betydning for deres ansættelse. Men mange vil kunne nikke genkendende til, at deres uformelle kontakter til venner, bekendte og arbejdskolleger spillede en rolle ved deres ansættelse. Bogen vil beskrive, hvorledes disse hverdagsoplevelser med arbejdsmarkedet faktisk bidrager til at forklare ledighedsparadokset. Behovet for et nyt perspektiv på overgangen fra ledighed til beskæftigelse Én af de oplagte forklaringer på ledighedsparadokset er, som allerede nævnt, at de ledige reelt ikke ønsker at komme i job. Den forklaring passer fint med den økonomiske grundbog, hvor arbejde netop antages at være et nødvendigt onde. Problemet er 13