Afgørelse i sagen om lokalplan for byggeri ved Rørmosegård i Farum Kommune

NATURKLAGENÆVNET Frederiksborggade 15, 1360 København K Tlf.: 3395 5700 Fax: 3395 5769 X.400: S=nkn; P=sdn; A=dk400; C=dk E-mail: nkn@nkn.dk 20. maj 2003 J.nr.: 03-33/200-0064 KDJ Afgørelse i sagen om lokalplan for byggeri ved Rørmosegård i Farum Kommune Farum Kommune har den 10. december 2002 endeligt vedtaget Lokalplan 32.1 for et boligområde ved Rørmosegård samt Tillæg nr. 6 til Farum Kommunes Kommuneplan 2001-2012. Lokalplanen og kommuneplantillægget er offentlig bekendtgjort den 17. december 2002. Tre borgere i Farum har påklaget vedtagelsen af lokalplanen til Naturklagenævnet. Klagerne finder, at den nye lokalplan for Rørmosegård er i strid med den overordnede planlægning (regionplanlægningen/regionplanen for Frederiksborg Amt) og aftaler med andre myndigheder og med kommunens borgere samt Trevangsredegørelsen om områdets fremtid. Klagerne finder endvidere, at beregningen af bebyggelsesprocenten er forkert og, at det er en mangel, at der ikke er udarbejdet trafikplan. Klagerne har endelig gjort gældende, at lokalplanen er i strid med EF-habitat-direktivets artikel 12, om en streng beskyttelse af yngle- og rasteområder for de beskyttede dyrearter, der fremgår af direktivets bilag IVa. Klagerne har påstået lokalplanen ophævet som værende ugyldig, og har til støtte herfor navnlig henvist til, at det planlagte boligbyggeri - i strid med habitatdirektivet - må forventes at ville forringe levevilkårene i området for den store vandsalamander og den spidssnudede frø, der begge er beskyttede dyrearter i henhold til habitatdirektivet.

2 Regionplanlægningen Lokalplanområdet udgør ca. 11,5 ha. I Frederiksborg Amts Regionplan 2001 er om området ved Trevang mellem Slangerupvej og Trevangsvej anført, at der i alt må opføres ca. 150 boliger. Området, der er på ca. 19 ha, omfatter dels Rørmosegård på 11,5 ha (dvs. hele det areal, der er omfattet af Lokalplan 32.1), og dels naboområdet mod nord kaldet Hjortefarmen, hvorom der endnu ikke er vedtaget nogen lokalplan. Lokalplanens indhold Lokalplan 32.1 har efter 1 bl.a. til formål at sikre, at området kan bebygges med en attraktiv boligbebyggelse - med indtil 150 boliger - i op til 1½ etager, at fastholde og styrke områdets grønne karakter, herunder at sikre bevaring af vandhullerne, at sikre yngle- og rasteområder for de dyrearter, der beskyttes af EF-habitatdirektivet samt at sikre hensynet til grundvandsbeskyttelse ved at undlade brug af pesticider til vedligeholdelsen af grønne og befæstede arealer. Ifølge 2 er området beliggende i byzone. I lokalplanens 3 er det bl.a. bestemt, at området kun må anvendes til boligformål, og bebyggelsen må kun bestå af tæt-lav eller åben-lav boligbebyggelse. Om eksisterende bygninger er det bestemt, at disse kan bevares og kan anvendes til boliger og/eller fælles formål for områdets beboere. Om fælles friarealer angivet på kortbilag 4 bestemmes, at områderne fungerer både som spredningskorridor for områdets fauna og som et særligt naturskønt fælles friareal. Arealerne skal efter 3.3 tilpasses, anlægges og vedligeholdes i overensstemmelse med principperne, der er redegjort for i lokalplanens redegørelsesdel side 12-16 og på kortbilag 3 og 4 vedrørende hhv. lavbundsarealer, kunstige overvintringssteder for beskyttede dyrearter og beplantning. Om veje, stier og parkering er i 5 bl.a. bestemt, at området vejbetjenes via Rørmosevej samt at boligveje og stier anlægges i princippet som vist på kortbilag 1 og 2 i overensstemmelse med principperne, som beskrevet i redegørelsen side 12-16 samt anvist i bilag 1, 2 og 3 og på kortbilag 3 (om placering af faunapassage og paddehegn) samt kortbilag 4 (om ny beplantning i korridor samt kunstige overvintringssteder for padder). På vejbaner, der ikke er afspærret for padder med paddehegn,

3 skal der være nogle centimeters afstand mellem kantsten og afløbsbrønd, alternativt kan kantsten helt udelades, jf. lokalplanens 5. Bebyggelsesprocenten for området som helhed må, jf. 6.1, ikke overstige 30. Der må højst opføres 150 boliger inden for byggefelt I-VIII. Inden for byggefelt IX kan opføres yderligere 11 boliger, på betingelse af at regionplanen ændres med henblik herpå. Al bebyggelse skal, jf. 6.2, holdes inden for de på kortbilag 1 viste byggefelter og i højst 1½ etage med mulighed for kælder. Bebyggelseshøjden må maksimalt være 8,5 m. I 7 er fastsat bestemmelser for bebyggelsens ydre fremtræden. Af 7.5 fremgår, at trappe- og lysskakter forsynes med ramper eller skrå rør, som padder kan kravle på/i. Afløbsriste udformes om muligt med en lille hulstørrelse (max. 7 X 7 mm) eller (i forbindelse ved tagafløb) ved at hæve risten ca. 5 cm over terræn af hensyn til padderne. I 8 er fastsat bestemmelser for ubebyggede arealer og hegning. Af 8.6 fremgår, at de i området eksisterende søer/vandhuller skal bevares, at vandstanden i vandhullerne skal bevares og der må ikke udledes overfladevand fra omkringliggende befæstede arealer eller etableres ny beplantning, der har drænende effekt på vandhullerne. I bestemmelsen er henvist til redegørelsen side 12 ff. I 8.7 er af hensyn til bevarelsen af de beskyttede paddearter bestemt, at der ikke må ske udsætning af ænder, fisk, krebs, skildpadder eller andre dyr i vandhullerne, og der må ikke opsættes andehuse eller fodres i eller nær vandhullerne. 8.9 foreskriver skiltning herom. Friarealer, som er vist på lokalplanens kortbilag 1 med priksignatur skal efter 8.8 sikre yngle- og evt. rasteområder for dyrearter, der er beskyttet af EF-habitatdirektivet. Arealerne må hverken bebygges eller befæstes. De skal anlægges eller retableres og vedligeholdes i overensstemmelse med principperne beskrevet i redegørelsen side 12 ff og vist i kortbilag 4.

4 Efter 8.11 skal terrænregulering så vidt muligt gennemføres i perioden fra 15. august til 1. marts, jfr. redegørelsen side 12 ff. I 10, om forudsætninger for ibrugtagen af ny bebyggelse, er fastsat bestemmelser for støjforhold og forholdet til EF-habitatdirektivet. I 10.2 er således bestemt, at der inden påbegyndelse af byggearbejde ved udstedelse af byggetilladelser stilles krav om udførelse af nødvendige foranstaltninger for bevarelse af yngle- og rasteområder for beskyttede dyrearter. Bestemmelsen henviser til vejledningen vedrørende krav til bygherre i byggefasen som beskrevet i redegørelsen side 12-16. 11 foreskriver oprettelse af grundejerforening med medlemspligt for samtlige ejere af grunde inden for lokalplanens område. Grundejerforeningen skal forestå drift og vedligeholdelse af fællesanlæg og fællesarealer i overensstemmelse med retningslinierne, som er beskrevet i redegørelsens afsnit vedr. beskyttede dyrearter, jfr. EF-habitatdirektivet. Grundejerforeningens vedtægter skal godkendes af Byrådet. Lokalplanens redegørelsesdel Lokalplanens redegørelsesdel indeholder en detaljeret beskrivelse af, hvordan kommunen ved opstilling af en række principper og vejledninger vil sikre dels overholdelse af EF-habitatdirektivets artikel 12, således at nybyggeri i lokalplanområdet ikke beskadiger eller ødelægger de beskyttede dyrearters yngle- og rasteområder, og dels sikrer, at der i øvrigt bliver skabt gode livsbetingelser for de beskyttede arter. I redegørelsesteksten er henvist til lokalplanens kortbilag 3 og 4, som omhandler placering af faunapassager og paddehegn samt principforslag til beplantning i korridorer og placering af kunstige overvintringssteder. I redegørelsesteksten er bl.a. beskrevet, hvor og hvordan paddehegn og faunapassager skal placeres og udformes, og der henvises til lokalplanens bilag 2, hvor en skitse til faunapassage er angivet. Redegørelsesteksten omhandler endvidere etableringen af spredte grupper af beplantning (korridorbeplantning), hvor padder kan skjule sig og søge føde. Teksten henviser til kortbilag 4 og beskriver hvilke urter, buske og træer der sikrer den bedste fødesøgningsmuligheder for padderne, samt hvor der ikke må plantes træer og hvor eksisterende træer skal fjernes for at sikre, at vandhullernes vandkvalitet ikke belastes af

5 løvfald. I teksten er beskrevet, hvordan eksisterende levende og døde træer og buske skal søges bevares uberørte, og hvordan de enkelte vandhullers vandkvalitet kan forbedres til gavn for padderne. Etablering af lavbundsarealer og kunstige skjule- og overvintringssteder for de beskyttede padder i form af stendiger, stensætninger og paddegrube er beskrevet. Redegørelsen beskriver endvidere, hvordan vandstanden i vandhullerne sikres under og efter byggefasen samt, hvordan de på kortbilag 3 nummererede vandhuller foreslås restaureret og forbedret som levesteder for padderne. Redegørelsesteksten angiver endelig anbefalinger om, hvordan forstyrrelsen af padderne og deres yngle- og rasteområder under byggeriet kan minimeres. Amphi Consults rapport om paddernes levesteder Konsulentfirmaet Amphi-Consult har overfor Farum Kommune i et notat af 10. juli 2002 i forbindelse med udarbejdelsen af forslag til lokalplan for Rørmosegård foreslået en række tiltag, der har til formål at mindske paddernes dødelighed pga. trafikdrab og ved forbedring af vandhullerne at sikre padderne en større ynglesucces. Notatets forslag og anbefalinger er stort set ordret medtaget i redegørelsesdelen i Lokalplan 32.1 og indarbejdet i planens bindende del. Klagernes indhold Klagerne mener, at lokalplanen lider af retlige mangler som følge af følgende forhold: A) Planloven er ikke overholdt: Lokalplanen er i strid med regionplanlægningen og aftaler med andre myndigheder, beboerne i området m.fl. Bebyggelsesprocenten er for høj. Trafikplanlægningen er utilstrækkeligt oplyst. B) Lokalplanen er i strid med habitatdirektivets artikel 12: Der mangler forudgående undersøgelser af yngle- og rastestederne og bl.a. forekomsten af spidssnudet frø er ikke undersøgt fyldestgørende, ligesom områder udenfor lokalplanens område burde have været undersøgt nøjere.

6 Bevaringstiltag i lokalplanen for de beskyttede dyrearter er utilstrækkelige. Trafikafviklingen er i strid med artikel 12, stk. 1, litra b) om forbud mod forsætlig drab. Kompenserende foranstaltninger er ikke lovlige erstatninger for eventuelle ødelæggelser af raste- og ynglesteder. Ad A) Forholdet til planloven og regionplanlægningen. Klagerne mener, at Lokalplan 32.1 og Kommuneplantillæg nr. 6 er i modstrid med tidligere planlægning og med aftaler indgået med Frederiksborg Amt og Miljøministeriet samt beboerne. Klagerne henviser til Trevangsredegørelsen fra januar 1999, om Trevangsområdets statusændring fra sommerhusområde til helårsbeboelse i byzone. Trevangsredegørelsen er udarbejdet af Farum Kommune på baggrund af, at Miljøministeriet i marts 1996 meddelte, at ministeriet ville genvurdere et tidligere meddelt afslag om, at områdets sommerhusområder ændrede status til helårsområde og byzone. Trevangsområdet ligger nordvest for Rørmosegård. Af redegørelsen fremgår, at der med vedtagelsen af regionplan 1997 blev muligt at overføre sommerhusområdet til byzone, såfremt der kunne opnås enighed herom mellem kommunen, Frederiksborg Amt og Miljøministeriet. Overførslen forudsætter, at Farum Kommune udarbejder en samlet redegørelse for området omfattende eksisterende forhold, forholdet til anden planlægning, fremtidige planlægnings-, miljømæssige, landskabelige, tekniske og finansielle forhold som konsekvens af områdets ændrede anvendelse og den fremtidige praksis i forhold til Farum Kasernes aktiviteter. Redegørelsen beskriver indholdet af den fremtidige planlægning for området. Et forslag til formulering af forudsætninger for statusændring af Trevang blev i foråret 1999 fremlagt for ejere og brugere af Trevangsområdet. Ejere af ejendomme i Trevang har endvidere deltaget i en spørgeskemaundersøgelse om områdets overgang til byzone. Af Trevangsredegørelsen fremgår bl.a.:

7 Naturen/landskabet er områdets største aktiv. Derfor har Farum Kommune ikke ønsket at indrage ny jord til arealkrævende pacelhusudstykninger. Det har været ønsket med planlægningen at afrunde byen bymæssigt og landskabeligt ved mindre, tæt-lave haveboligenheder i randzonen, samtidig med at de omgivende landbrugsområder søges fredet... Landskabskiler skal således afgrænse Gregersminde og Trevang, således at de vil fremstå som afrundede øer, der ikke vokser sammen eller flyder i et med selve Farum by. Klagerne finder, at Rørmosegårdområdets overgang fra landzone til byzone er et brud på principperne i Trevangsredegørelsen, ligesom byggeri på Rørmosegård vil fjerne en landskabskile og det i lokalplanen ønskede regionplantillæg, der muliggør byggeri af yderligere 11 boliger, vil være i modstrid med Trevangsredegørelsen og i strid med de aftaler, redegørelsen er udtryk for. Den meget høje bebyggelsesprocent på Rørmosegård og Hjortefarmen vil stå i skærende kontrast til naboområderne med en bebyggelsesprocent på ca. 10-12. Klagerne finder således, at Farum Kommune ikke holder hvad kommunen har lovet i Trevangsredegørelsen og Regionplanen. Klagerne finder, at det er uhørt, at en aftale, der også er indgået med beboerne i Trevang, krænkes så markant efter bare tre år. For så vidt angår forholdet til regionplanlægningen finder klagerne, at det er strid med regionplanen, at opførslen af regionplanens kvote på 150 boliger alene sker på Rørmosegård og ikke på Rørmosegård og Hjortefarmen. Klagerne finder endvidere, at bebyggelsesprocenten for Rørmosegård fejlagtigt også inddrager arealet på Hjortefarmen, at opførslen af byggefelt IX er i strid med regionplanlægningen, og at der skal udarbejdes en trafikplan for området. Ad B. Forholdet vedrørende EF-habitatdirektivet Klagerne anfører en række forhold til støtte for, at Lokalplan 32.1 er i strid med habitatdirektivets artikel 12. Klagerne finder bl.a., at trafikafviklingen afledet af gennemførslen af lokalplanen er i strid med artikel 12, stk. 1, litra b) om forbud mod forsætlig drab af de beskyttede dyrearter.

8 Klagerne finder endvidere, at de udførte undersøgelser for de beskyttede dyrearter ikke er fyldestgørende. Undersøgelserne vedrørende bestanden af stor vandsalamander er udført efter, at der på området er sket optrækning og nedflisning af trærødder under paddernes overvintringen, hvor en del af bestanden er dræbt, og undersøgelserne er udelukkende begrænset til selve lokalplanområdet og omfatter ikke den eneste adgangsvej til Rørmosegård - den 700 m lange Rørmosevej med mange vandringsruter for padderne. Rørmosevej er beliggende vest for Rørmosegård og uden for lokalplanområdet. Klagerne mener endvidere, at de i Lokalplan 32.1 foreslåede beskyttelsesforanstaltninger er utilstrækkelige. Klagerne finder, at det påhviler kommunen at redegøre for, hvorledes beskyttelsen af padderne langs adgangsvejen Rørmosevej kan sikres, således at bestanden uden for lokalplanområdet ikke trues. Klagerne mener, at undladelse af at gennemføre de nævnte yderligere undersøgelser er en klar retlig mangel i forhold til habitatdirektivet. Undersøgelser af vandringsruter for bilag IVa-arterne på adgangsvejen Rørmosevej skal være gennemført eller ny adgangsvej uden de nævnte problemer anvist - før lokalplanlægning af Rørmosegård kan godkendes. Til støtte for, at Lokalplan 32.1 er i modstrid med EF-habitatdirektivet anfører klagerne endvidere, at der ikke i habitatdirektivets artikel 12, eller artikel 16 med undtagelsesbestemmelserne, er åbnet mulighed for, at man ved kompenserende foranstaltninger kan lovliggøre trafikdrab af beskyttede individer eller forstyrrelse af habitatet. Klagerne finder, at den øgede trafik i området uanset de foreslåede foranstaltninger - vil medføre forsætlige drab af de beskyttede dyrearter i strid med artikel 12, der efter klagers opfattelse omhandler forbud mod alle former for drab og forstyrrelse af dyrearternes yngleområder, vandreruter, furageringssteder og overvintringssteder. Klagerne mener, at padderne vandrer over hele området og at de i lokalplanen foreslåede tiltag med paddehegn og faunapassager ikke sikrer mod, at padderne bliver slået ihjel af bilernes hjul. Hertil kommer, at

9 det øgede antal hunde og katte, der må forventes at komme i området, eventuel giftsprøjtning i private haver og eventuelle udsætninger af guldfisk og skildpadder i vandhullerne vil medføre en reduktion af de beskyttede arter i området. Om de i lokalplanen foreslåede tiltag til forbedring af vandhullerne har klagerne anført, at de vil kunne medvirke til udryddelse af stor vandsalamander, da vandhullerne herefter også vil være mere egnede for andre padder, fx den store grønne frø, og snoge som er rovdyr i forhold til de beskyttede dyrearter. Kommunens bemærkninger til klagerne Farum Kommune har over flere gange indsendt udtalelser til klagerne. Indledningsvis udtaler kommunen, at der ikke er udstedt byggetilladelser til byggeri på Rørmosegård. Ad A) Forholdet vedrørende planloven og regionplanlægningen. I forhold til den overordnede planlægning og forholdet til andre myndigheder, anfører kommunen, at Lokalplan 32.1 og Kommuneplantillæg 6 overholder gældende retningslinier i den foreliggende regionplan, og at der ikke er gjort indsigelse fra overordnede myndigheder i offentlighedsfasen. De forhold HUR og Frederiksborg Amt har haft bemærkninger til er indarbejdet i den vedtagne Lokalplan 32.1. Om Trevangsredegørelsen anfører kommunen, at denne er udarbejdet til brug for de overordnede myndigheder i forbindelse med deres vurdering af mulighederne i Trevangsområdet og kommunens ønske om, at området ændrede status fra landzone til byzone. Redegørelsen, der ikke er et overordnet plangrundlag, indeholder ingen aftaler, heller ikke med borgerne, og afskærer ikke kommunen fra ved senere kommuneplanlægning eller lokalplanlægning at sikre mulighed for opførsel af bebyggelse på Rørmosegård. De overordnede myndigheder har ikke fremkommet med indsigelser mod regionplanen, der åbner mulighed for 150 boliger i området. Kommunen finder derfor, at Trevangsredegørelsen er uden betydning for om lokalplanen overholder den overordnede planlægning og planloven.

10 Kommunen henviser til, at regionplan 2001 (og ikke som af en klagerne nævnt regionplan 97) åbner mulighed for ca. 150 boliger, og at regionplanen ikke regulerer bebyggelsesprocenten eller bebyggelsens udformning og placering på Rørmosegård. Om bebyggelsesprocenten anfører kommunen, at denne alene er udregnet for lokalplanområdet, og det er en misforståelse at tro, at Hjortefarmens areal skulle være inddraget heri. I forhold til byggefelt nr. IX, der muliggør opførsel af yderligere 11 boliger - betinget af at regionplanen ændres - henviser kommunen til planloven 27, stk. 2, hvorefter det er muligt at indsætte sådanne betingede lokalplanbestemmelser. Kommunen afviser i øvrigt, at der foreligger nogen pligt til at udarbejde en særlig trafikplan i forbindelse med gennemførsel af lokalplanen for Rørmosegård. Ad B. Forholdet vedrørende EF-habitatdirektivet Vedrørende habitatdirektivet anfører Farum Kommune indledningsvis, at en del af de af klagerne angivne forhold om beskadigelse af habitatet på Rørmosegård er vurderet endeligt af Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt. Denne sag er derfor efter kommunens mening uden relevans for lokalplanen og den foreliggende klagesag. Rørmosevej og øget trafikbelastning Med henvisning til lokalplanens side 12-16 (redegørelsesdelen) bemærker kommunen, at der ved lokalplanens administration vil blive taget de fornødne hensyn til beskyttelsesreglerne i habitatdirektivet. Farum Kommune afviser, at det er en retlig mangel ved lokalplanen, at Rørmosevej ikke er omfattet af Lokalplanen eller af planens beskyttelsesbestemmelser. Planloven forpligter ikke kommunen til også at lade lokalplanen omfatte en sådan adgangsvej med henblik på beskyttelse af dyrearterne. Kommunen bemærker, at hvis der af habitatdirektivet følger en sådanne forpligtelse, må dette løses af de pågældende myndigheder efter anden kompe

11 tence, fx af vejmyndighederne efter vejlovgivningen. I det omfang kommunen som vejmyndighed er forpligtet af habitatdirektivet vil forpligtelserne naturligvis blive opfyldt. Kommunen finder ikke, at der er tale om en relevant problemstilling i forhold til lokalplanen, der kan medføre planens ugyldighed. Det bemærkes i øvrigt, at der ikke vedrørende Rørmosevej er tale om forhold, der er omfattet af forbudsreglerne i habitatdirektivets artikel 12. Kommunen henviser til, at der ikke, som af klagerne påstået, er tale om forsætlige drab eller forstyrrelse de beskyttede dyrearter, uanset at en følge af Lokalplan 32.1 er, at trafikken øges på Rørmosevej. Den øgede trafik vil ikke påvirke arternes ynglesteder, rastesteder eller overvintring, og trafikken på Rørmosevej vil heller ikke forstyrre arternes vandring, idet denne vandring vil foregå uanset trafikken. Kommunen bemærker i øvrigt, at der ikke er anledning til at antage, at der vil være særlige omfangsrige vandringer eller vandringsruter tværs over Rørmosevej. Kommunen henviser til, at der stort set ikke findes vandhuller syd for Rørmosevej, idet alle vandhullerne ligger nord for vejen i Trevangsområdet. Med henvisning til Amphi Consults undersøgelser henviser kommunen til, at det netop kun kan forventes vandringer mellem de enkelte vandhuller. For så vidt angår den spidssnudede frø afviser kommunen, at der ikke skulle være taget fornødent hensyn i lokalplanen. Kommunen henviser til, at der generelt er taget de fornødne hensyn efter detaljeret rådgivning fra Amphi Consult, der også har oplyst overfor kommunen, at lokalplanen opfylder habitatdirektivets krav. I en efterfølgende udtalelse har kommunen uddybet argumentationen vedrørende trafikafviklingen i forhold til habitatdirektivet. I den forbindelse oplyser kommunen, at fagbiologer i foråret 2003 vil fortage undersøgelser for at afdække, i hvilket omfang der måtte være behov for eventuelt paddehegn og underføring af Rørmosevej, der kan sikre paddernes vandringsruter.

12 Afslutningsvis oplyses det, at kommunen netop inden for lokalplanområdet har gjort sig betydelige anstrengelser for at imødekomme paddernes behov også udover det, der kræves efter habitatdirektivet. Kommunen vil derfor også se på dette særlige hensyn ved det af Amphi Consult omtalte vandhul syd for Rørmosevej. Endelig bemærker kommunen, at Amphi Consult har udtalt, at der ikke er fagligt biologisk grundlag for at hindre lokalplanens gennemførelse. Kompenserende foranstaltninger Kommunen finder, at spørgsmålet om kompenserende foranstaltninger vedrører etablering af erstatningsbiotoper andetsteds, hvilket der ikke er tale om i Lokalplan 32.1. Kommunen henviser til, at habitatdirektivets artikel 12 ikke indeholder en generel regel om forbud mod indgreb i et bestemt område, men derimod om specifikke forbud, hvilket må ses i modsætning til beskyttelsen af habitatområderne, som der fremgår af artikel 6. Der er efter kommunens opfattelse ikke tale om, at arterne som sådan forstyrres ved bebyggelse, ligesom der i lokalplanen er taget hensyn til, at byggeprocessen skal foregå under hensyntagen til padderne. Med henvisning til, at kommunen generelt har taget de fornødne hensyn ikke blot til habitatdirektivets specifikke regler, men også til at sikre paddernes beståen i området i overensstemmelse med det overordnede formål med habitatdirektivet, finder kommunen, at der ikke forligger nogen overtrædelse af habitatdirektivet, som måtte kunne lovliggøres gennem kompenserende foranstaltninger. Det forhold, at området bevares bl.a. som yngle- og rasteområde gennem de krav, der stilles i lokalplanen, har efter kommunens mening ikke noget at gøre med erstatningsbiotop men sikrer, at området ikke beskadiges eller ødelægges i sin funktion som yngle- og rasteområde m.v. Kommunen finder endvidere, at de forhold klagerne i øvrigt har anført om et øget antal hunde og katte i området, om eventuel sprøjtning mod ukrudt i de private haver og om udsætning af guldfisk og sumpskildpadder i vandhullerne ikke vedrører habitatdirektivets forbudsregler.

13 For så vidt angår klagernes synspunkter vedrørende pleje af vandhuller på de ubebyggede arealer bemærker kommunen, at plejen sker efter anvisning fra Amphi Consult, og at kommunen også vil søge fornøden faglig vejledning i forbindelse med overholdelse af kravene til de ubebyggede fællesarealer. Kommunen henviser endvidere til, at der ved vurderingen af reglerne i habitatdirektivet må anlægges et sædvanligt væsentlighedskriterium, ligesom myndighederne kan udøve det fornødne skøn. Kommunen henviser i den sammenhæng til Kammeradvokatens redegørelse side 35, hvor det antages, at artikel 12 giver medlemslandene videre skønsbeføjelser i deres administration, end hvad der er tilfældet med hensyn til de særlige habitatområder. Kommunen henviser endeligt til, at der ikke i habitatdirektivet kan indlægges en forpligtelse til den af klagerne foreslåede videregående fortolkning eller til, at en eventuel tvivl skal komme de beskyttede arter til gode. Myndighederne skal derimod administrere direktivet på sædvanlig måde under anvendelse af de ovenfor nævnte væsentlighedskriterier og inden for rammerne af de skønsbeføjelser, der er tillagt disse myndigheder. Disse krav er efter kommunens opfattelse fuldt ud opfyldt, og der er ikke grundlag for at tilsidesætte Lokalplan 32.1 på grund af reglerne i habitatdirektivet. Udtalelse fra kommunens konsulent Amphi Consult Farum Kommune har til sine bemærkninger til klagerne vedlagt Notat af 30. januar 2003 udarbejdet af kommunens biologiske rådiver Amphi Consult. Notatet forholder sig til de enkelte klagepunkter vedrørende habitatdirektivet. Amphi Consults kommentarer er indarbejdet i kommunens bemærkninger til klagerne.

14 Naturklagenævnets afgørelse I sagens behandling har deltaget Naturklagenævnets 10 medlemmer: Lars Busck (formand), Ole Pilgaard Andersen, Marie-Louise Andreasen, Peter Christensen, Anders Stenild, Leif Hermann, Mogens Mikkelsen, Jens Steffensen, Poul Søgaard og Jens Vibjerg. Naturklagenævnet udtaler: Efter planlovens 58, stk. 1, nr. 4, kan der til Naturklagenævnet klages over retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter loven. Det er et retligt spørgsmål, om Lokalplan 32.1 og Kommuneplantillæg nr. 6 er i strid med regionplanlægningen og bestemmelser i planloven. Det er endvidere et retligt spørgsmål, om kommunen er forpligtet til at efterleve bestemmelserne i EF-habitatdirektivet, og om lokalplanen er i overensstemmelse med direktivet. Ad pkt. A Uoverensstemmelse mellem lokalplan og regionplanen Regionplan 2001 fastsætter en samlet kvote for opførelse af nye boliger på i alt 150 i et område på ca. 19 ha ved Trevang mellem Slangerupvej og Trevangsvej. Der er ikke i regionplanen fastsat bestemmelser om fordelingen af boliger mellem Rørmosegård og det øvrige område, der indgår som bindende forudsætninger for kommunens lokalplanlægning. Det forhold, at alle 150 boliger planlægges opført på Rørmosegård er derfor ikke i strid med regionplanlægningen. Efter planlovens 27, stk. 2, kan en lokalplan vedtages på betingelse af de efterfølgende nødvendige ændringer af regionplanen. Den betingede vedtagelse indebærer, at lokalplanen først får blivende retsvirkninger, når den forudsatte ændring i den overordnede planlægning er endeligt vedtaget. Der er intet retligt til hinder for, at en del af en lokalplans byggemuligheder kan gøres betinget, således som Farum Kommune har gjort det i lokalplanens 6.1, hvor 11 yderligere boliger i lokalplanens byggefelt IX forudsætter ændring af regionplanen. Regionplanen foreskriver ikke en maksimal bebyggelsesprocent for området. Med hensyn til Trevangsredegørelsen bemærkes, at denne ikke udgør et retligt bindende dokument, der kan fastsætte rammer for kommunens

15 lokalplanlægning. Tilsvarende gælder eventuelle aftaler, som kommunen måtte have indgået. Kommunen er dog forpligtet til at overholde eventuelle betingelser fastsat i forbindelse med andre offentlige myndigheders nedlæggelse af veto overfor lokalplanen, jf. planlovens 28. Der er ikke efter det oplyste nedlagt veto af nogen myndighed i sagen. Da Lokalplan 32.1 og Kommuneplantillæg nr. 6 således ikke er i strid med regionplanlægningen for området, og da Trevangsredegørelsen ikke har status af overordnede plandokument, der kan fastsætte begrænsninger for kommunens lokalplanlægning, afvises klagerne for så vidt angår spørgsmålet om planuoverensstemmelse. Manglende trafikplan For så vidt angår klagerne over, at kommunen ikke har udarbejdet en trafikplan bemærkes, at planlovens 15 fastsætter rammerne for indholdet af lokalplaner. I planlovens 15, stk. 1, er anført, at en lokalplan skal indeholde oplysninger om planens formål og retsvirkninger. I 15, stk. 2, er oplistet en række forhold en lokalplan kan optage bestemmelser om, herunder om vej- og stiforhold og andre forhold af færdselsmæssig betydning, jf. bestemmelsens nr. 4. Efter 15, stk. 3, skal en lokalplan for et område, som overgår til byformål indeholde bestemmelser om trafikforhold, som nævnt i 15, stk. 2, nr. 4. Lokalplan 32.1 5 indeholder i overensstemmelse med planloven en række bestemmelser om vej- og stiforhold, herunder hvor og hvordan boligveje og stier skal anlægges indenfor lokalplanområdet. Kommunalbestyrelsen har imidlertid ikke nogen pligt til at udarbejde en særlig trafikplan i forbindelse med vedtagelse af lokalplaner. Klagen om manglende trafikplanlægning afvises derfor også. Ad pkt. B Habitatdirektivets artikel 12. Habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, har følgende ordlyd: Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at indføre en streng beskyttelsesordning i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er nævnt i bilag IV, litra a), med forbud mod:

16 a) alle former for forsætlig indfangning eller drab af enheder af disse arter i naturen b) forsætlig forstyrrelse af disse arter, i særdeleshed i perioder, hvor dyrene yngler, udviser ynglepleje, overvintrer eller vandrer c) forsætlig ødelæggelse eller indsamling af æg i naturen d) forringelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder. Der er enighed om, at de beskyttede arter spidssnudet frø og stor vandsalamander lever og yngler inden for lokalplanområdet. Kommunen har i den anledning ladet et anerkendt konsulentfirma undersøge og kortlægge områdets yngle- og rastesteder. Klagerne har bestridt, at Farum Kommune har foretaget de fornødne undersøgelser af forekomsten af spidssnudet frø. Klagen vedrører derfor både spørgsmålet, om kommunen er forpligtet til at foretage undersøgelser, og i givet fald, om kommunens undersøgelser forud for vedtagelsen af lokalplan 32.1 er tilstrækkelige, og endelig om hvorvidt Farum Kommune på baggrund af undersøgelserne har truffet tilstrækkelige foranstaltninger til sikring af de beskyttede arter i overensstemmelse med kommunens forpligtigelser efter habitatdirektivets artikel 12. I Danmark er forbudet mod at indfange, ombringe og indsamle dyr (artikel 12, stk. 1, litra a) og c) implementeret i artsfredningsbekendtgørelsen efter naturbeskyttelsesloven og bekendtgørelse om jagttider på pattedyr og fugle efter jagt- og vildtforvaltningsloven. Ynglesteder med yngel eller æg for pattedyr og fugle må således ikke ødelægges, jf. 4 i sidstnævnte bekendtgørelse. Naturklagenævnet har ingen kompetence i forhold til disse bestemmelser. Artikel 12, stk. 1, litra a) og c) har i øvrigt ikke umiddelbar relevans for behandlingen af nærværende klage. Klagen angår artikel 12, stk. 1, litra b), forbud mod forsætligt at forstyrre arterne, og litra d), forbudet mod forsætligt eller uagtsomt at beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder. Herom har Skovog Naturstyrelsen i Vejledning til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 782 af 1. november 1998 om afgrænsningen og administration af internationale naturbeskyttelsesområder udtalt, at en meget væsentlig del af de beskyttede dyrearters yngle- og rasteområder er beskyttet gennem naturbeskyttelseslovens 3 om beskyttede naturtyper. Det gælder bl.a. for vandhuller, der er ynglesteder for padder.

17 Efter naturbeskyttelseslovens 3 må der ikke ske ændring i tilstanden af en række vandløb, søer og vandhuller over 100 m 2, heder, moser, strandenge, strand-sumpe, ferske enge og overdrev over 2.500 m 2. Ved den seneste revision af bekendtgørelsen om beskyttede naturtyper er det præciseret, at der ikke kan dispenseres fra 3-beskyttelsen, hvis det er i strid med habitatdirektivets artikel 12. Tilsvarende præcisering er sket i de seneste bekendtgørelser om beskyttelse af sten- og jorddiger og bygge- og beskyttelseslinjer i naturbeskyttelseslovens 15 (strandbeskyttelseslinjen) og 16 (sø- og åbeskyttelseslinjen). I disse tilfælde må der heller ikke gives dispensationer, der kan stride mod habitatdirektivets artikel 12. Ovennævnte love og bekendtgørelser suppleres af en række generelle reguleringer, som også omfatter arealer udenfor de særligt beskyttede områder. Af planlovens 1, stk. 1, fremgår bl.a., at loven har til formål at medvirke til at værne landets natur og miljø og til bevarelsen af dyre- og plantelivet. Efter Skov- og Naturstyrelsens opfattelse indbefatter disse hensyn også beskyttelsen af vigtige levesteder, dvs. raste- og/eller ynglesteder og dyrenes eventuelle vandringsruter. De forpligtelser, der følger af habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra b) og d), er imidlertid ikke i dansk ret kommet til udtryk i form af bindende retningslinier for kommunens planlægning. Habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra b) og d) er således ikke fuldt implementeret i dansk ret. Det er derfor spørgsmålet, om direktivet har direkte virkning og er umiddelbart bindende for myndighederne (umiddelbart anvendeligt). Det er almindeligt antaget, og følger af EF-Domstolens praksis, at et direktiv har direkte virkning, når bestemmelsen foreskriver en rettighed, som er tilstrækkelig klar og ubetinget. Ved vurderingen er der navnlig lagt vægt på, at direktivbestemmelsen er uden forbehold, at den ikke er skønsmæssigt udformet eller giver de nationale myndigheder valgmuligheder, og at bestemmelsen ikke er betinget af udstedelsen af nye, efterfølgende EU- eller nationale retsakter. Uagtet at de forholdsvis strengt udformede betingelser indikerer, at direkte virkning er en undtagelse, tyder domstolspraksis på, at de fleste direktivbestemmelser opfylder betingelserne. EF-Domstolen har fast

18 slået, at en direktivbestemmelse kan være umiddelbart anvendelig, selvom den skal undergives en præciserende fortolkning. Det er heller ikke til hinder for umiddelbar anvendelighed, at en bestemmelse er vag og elastisk, såfremt den sætter grænser for de nationale myndigheders skønsudøvelse, så der kan udledes en kerne af direktivet med hensyn til myndighedernes forpligtelse. Skov- og Naturstyrelsen har i Vejledning til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 782 af 1. november 1998 om afgrænsningen og administration af internationale naturbeskyttelsesområder og i vejledende udtalelser tilkendegivet, at direktivet har direkte virkning. Naturklagenævnet er enig i Skov- og Naturstyrelsens vurdering af, at habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra b) og d) har direkte og bindende virkning. Nævnet lægger herefter til grund, at Farum Kommune i forbindelse med lokalplanen for Rørmosegård er forpligtet til at efterleve habitatdirektivets bestemmelser. Kommunens undersøgelsespligt Habitatdirektivets artikel 12 indeholder ikke bestemmelser om myndighedernes pligt til at undersøge de beskyttede dyrearters yngle- eller rasteområder eller vandringsruter. En forudgående undersøgelsespligt for kommuner ved udarbejdelse af lokalplaner vil således afhænge af den lovgivning og de ulovbestemte forvaltningsretlige principper, herunder officialprincippet, som kommunerne i øvrigt skal påse overholdt. Planloven stiller ikke selvstændige krav om forudgående biologiske undersøgelser af lokalplanområdet, herunder af områdets fauna. Det ulovbestemte official- eller undersøgelsesprincip hører til de såkaldte garantiforskrifter, hvis iagttagelse generelt er af væsentlig betydning for en afgørelses lovlighed og rigtighed. Officialprincippets formål er således at bidrage til at sikre, at forvaltningens afgørelser bliver materielt lovlige og rigtige. Utilstrækkelig sagsoplysning vil derfor kunne bevirke, at afgørelsen må tilsidesættes som ugyldig. Kravene til forvaltningens sagsoplysning angår tilvejebringelse af et fyldestgørende faktisk grundlag for afgørelsen, her vedtagelsen af lokalplanen for Rørmosegård. Kravene til oplysning af faktum kan ikke præciseres generelt og er i vid udstrækning af skønsmæssig karakter. I denne sag, hvor kommunens vurdering af tilstedeværelsen af beskyttede dyrearter forudsætter særlig sagkundskab (som kommunen ikke er i besid

19 delse af) og hvor det er kendt, at de beskyttede dyrearter befinder sig i området, følger det af officialprincippet, at kommunen må rette henvendelse til andre myndigheder eller private virksomheder med den nødvendige faglige kompetence. Hvad der kan anses for en fuldt forsvarlig oplysning af en sag, afhænger af sagens karakter. Jo mere betydningsfuld eller indgribende en afgørelse, der er tale om, jo mere øges kravene til undersøgelsens udstrækning og sikkerheden for de relevante oplysningers rigtighed. Kommunen har ladet et anerkendt konsulentfirma undersøge området og komme med forslag til sikring af, at habitatdirektivets krav er indarbejdet i lokalplanen samt til tiltag vedrørende administrationen. Det pågældende firmas medarbejdere må efter det oplyste anses som eksperter med hensyn til padder. Kommunes konsulent, Amphi Consult, har i notat af 30. januar 2003 til Farum Kommune i forbindelse med klagesagen bl.a. udtalt, at det ikke er korrekt, at forekomsten af spidssnudet frø ikke er afdækket fyldestgørende. Samtlige lokaliteter i lokalplanområdet er undersøgt efter normal fremgangsmåde. Naturklagenævnet har ikke mulighed for at gå ind i en nærmere, faglig biologisk vurdering af, om de omtalte foranstaltninger fuldt ud vil sikre den nødvendige beskyttelse af bilag-iva dyrearterne. Efter det foreliggende og i mangel af andre undersøgelser, må de faglige undersøgelser, som kommunen har ladet foretage, efter nævnets opfattelse kunne lægges til grund ved Naturklagenævnets vurdering af sagen. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at de af Farum Kommune forud for lokalplanens vedtagelse foretagne undersøgelser for lokalplanområdet skulle være utilstrækkelige. Klagen for så vidt angår manglende undersøgelser afvises derfor. Vedrørende spørgsmålet, om en kommune er forpligtiget til at foretage forudgående undersøgelser af eksistensen af de beskyttede dyrearters yngle- eller rasteområder eller vandringsruter ved Rørmosevej udenfor lokalplanområdet, må det antages, at det ikke af habitatdirektivet eller forvaltningsretten kan udledes en - som af klagerne forudsat almindelig eller generel forpligtigelse til altid at foretage sådanne yderligere undersøgelser.

20 Det kan dog ikke udelukkes, at kommunens undersøgelsesforpligtigelse konkret også vil kunne omfatte områder, der støder op til lokalplanområdet. Det må antages, at kommunen har en sådan forpligtigelse i tilfælde, hvor en lokalplan giver mulighed for byggeri eller aktiviteter, der i væsentligt omfang vil forstyrre beskyttede dyrearters yngle- eller rasteområder udenfor lokalplanområdet. Det bemærkes herved, at kommunens forpligtelse efter habitatdirektivets artikel 12 ikke er begrænset til områder, der er lokalplanlagte. Amphi Consult, har oplyst, at der (200-300 m) vest for det lokalplanlagte område syd for Rørmosevej findes et enkelt vandhul, hvor der i april 2002 er fundet stor vandsalamander samt, at der på grund af den korte afstand til vejen vil forekomme vandringer af salamander på tværs af Rørmosevej, og disse vandringer vil have stor betydning for ynglebestanden i vandhullet. Amphi Consult nævner således, at det er sandsynligt, at øget trafik på Rørmosevej efter Lokalplan 32.1 er gennemført, vil skabe behov for etablering af faunahegn og faunapassager. Det konkrete behov for etablering af hegn og/eller tunnel, for at beskytte padderne mod trafik, kan efter Amphi Consults oplysning vurderes efter undersøgelser er gennemført i foråret 2003. Farum Kommune har oplyst, at kommunen i foråret 2003 vil lade foretage en fagbiologisk undersøgelse for at afdække i hvilket omfang, der måtte være behov for eventuelt paddehegn og underføring ved Rørmosevej, som er beliggende udenfor lokalplanområdet. Kommunen vil endvidere også se på disse forhold ved det af Amphi Consult omtalte vandhul syd for Rørmosevej. Naturklagenævnet bemærker, at kommunens konsulent, Amphi Consult har foretaget en foreløbig vurdering af konsekvenserne af lokalplanen for de beskyttede dyrearter, der er lokaliseret ved Rørmosevej udenfor lokalplanområdet. Nævnet må efter det oplyste lægge til grund, at der er behov for yderligere undersøgelser og at kommunen agter at lade disse gennemføre i foråret 2003. Naturklagenævnet har videre forstået kommunens tilkendegivelser således, at Farum Kommune vil træffe de nødvendige foranstaltninger til sikring af overholdelse af habitatdirektivets artikel 12, inden lokalplanens realisering.

21 Klagen om manglende undersøgelser af konsekvenserne af vedtagelsen af Lokalplan 32.1 for Rørmosevej afvises herefter. Lokalplan 32.1 s overensstemmelse med habitatdirektivets artikel 12 Habitatdirektivet forbyder efter artikel 12, stk. 1, litra b) forsætlig forstyrrelse af de beskyttede dyrearter, i særdeleshed i perioder, hvor dyrene yngler, udviser yngelpleje, overvintrer eller vandrer. Klagerne finder, at der er tale om forsætlige drab eller forstyrrelse af de beskyttede dyrearter, når en følge af Lokalplan 32.1 er, at trafikken øges på Rørmosevej og dermed at flere dyr kan blive dræbt af det forøgede antal biler. Naturklagenævnet finder ikke, at den øgede trafik og dermed muligvis øgede risiko for et større antal dræbte padder, efter en konkret vurdering indebærer en overtrædelse af habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra b). Habitatdirektivet forbyder efter artikel 12, stk. 1, litra d) beskadigelse eller ødelæggelse af de beskyttede dyrearters yngle- eller rasteområder. De på lokalplanens kortbilag 1 beliggende søer R3 og R5 er ifølge kommunens telefoniske oplysning over 100 m 2 og dermed omfattet af naturbeskyttelseslovens 3. Søerne der udgør ynglesteder for padder er som sådan beskyttede. Der kan ikke uden dispensation fra bestemmelsen gøres indgreb i selve de beskyttede områder, og dispensation kan alene meddeles under iagttagelse af habitatdirektivets artikel 12, jf. ovenfor. Naturklagenævnet finder således, at det kan lægges til grund, at naturbeskyttelseslovens 3 yder tilstrækkelig beskyttelse af de af habitatdirektivets bilag IVa arters ynglesteder. Flere af de i denne sag beskyttede dyrearters ynglesteder er - på grund af deres ringe størrelse imidlertid ikke omfattet af beskyttelsen i naturbeskyttelseslovens 3 ligesom rasteområderne ikke er beskyttede af naturbeskyttelsesloven eller efter anden lovgivning. Naturklagenævnet skal derfor tage stilling til, om beskyttelsen af de beskyttede dyrearters yngle- og rasteområder i habitatdirektivets forstand er tilstrækkeligt tilgodeset i lokalplanen.

22 Direktivet har ikke en selvstændig definition af rasteområde. Det er af Skov- og Naturstyrelsen oplyst, at rasteområder i direktivets forstand skal forstås som dyrenes sove- og hvilesteder. Rasteområderne varierer meget fra dyreart til dyreart. For padder udgør rasteområder ofte tilfældige huller eller skjul, fx stensætninger, musehuller, etc., i nærheden af vandhuller. Det er derfor ikke for disse dyrearters vedkommende muligt på forhånd at udpege et særligt geografisk areal, der udgør deres rasteområder. Skov- og Naturstyrelsen har videre oplyst, at rækkevidden af artikel 12, stk. 1, litra d), om forbud mod beskadigelse eller ødelæggelse af rasteområder er omdiskuteret. Spørgsmålet drøftes i en arbejdsgruppe under EU-kommissionen, hvori Skov- og Naturstyrelsen deltager. Skov- og Naturstyrelsen har i Vejledning til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 782 af 1. november 1998 om afgrænsningen og administration af internationale naturbeskyttelsesområder, udtalt, at habitatdirektivets art. 12, stk. 1 litra d), indebærer, at der, hvor der er regelmæssig forekomst af bilag IVa-arter, ikke må gives tilladelse til aktiviteter, der kan beskadige eller ødelægge de pågældende arters yngle- og rasteområder. Det fremgår endvidere, at myndighederne skal inddrage dette hensyn i deres planlægning og administration af konkrete beføjelser. Ifølge vejledningen er artikel 12, stk. 1, litra d), generelt relevant i forbindelse med planlægning og administration af arealanvendelseslovgivningen. Vejledningen indeholder ingen retningslinier for, hvori myndighedernes forpligtelse nærmere består. Skov- og Naturstyrelsen har udtalt, at det ikke er præcist fastlagt i lovgivningen, på hvilket trin i myndighedsbehandlingen hensynene senest skal varetages. Erhvervs- og Boligstyrelsen har på Naturklagenævnets sekretariats forespørgsel udtalt, at byggelovgivningen ikke indeholder bestemmelser, der varetager de hensyn, der fremgår af habitatdirektivet, herunder direktivets artikel 12. Der er således ikke hjemmel til at afslå at give byggetilladelse eller at fastsætte vilkår om udførelsen af byggearbejder, som måtte være nødvendige for at kunne leve op til direktivets krav om beskyttelse af dyrearter. Det vil forudsætte, at der er hjemmel i den lovgivning, eksempelvis planloven, som kommunalbestyrelsen skal påse overholdt ved byggesagsbehandlingen.

23 Klageren har henvist til et af Kammeradvokaten den 28. november 2002 udarbejdet notat om implementering af habitatdirektivet. Notatet, der er udarbejdet på begæring af Skov- og Naturstyrelsen, omhandler primært spørgsmålet om medlemsstaternes forpligtelse til at udpege og sikre habitatområder i henhold til habitatdirektivets artikel 6, men omtaler også kortfattet direktivets artikel 12. Efter artikel 6 træffer medlemsstaterne passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i de særlige bevaringsområder samt forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget, for så vidt disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for direktivets målsætninger. Kammeradvokaten antager på grund af direktivets systematik og ordlyd, at medlemsstaterne har større skønsbeføjelser ved administrationen af beskyttelsen af bl.a. dyrearter, der er omfattet af artikel 12, uden for habitatområder. Klagerne har endvidere anført, at et øget antal hunde og katte i området vil udgøre en trussel mod de beskyttede dyrearter, ligesom eventuel sprøjtning mod ukrudt i de private haver og udsætning af guldfisk, sumpskildpadder og andre dyrearter i områdets vandhuller vil kunne true paddernes yngel og påvirke bestanden af padder i området. Det er nævnets vurdering, at det ikke kan anses som en direkte, nødvendig følge af lokalplanen, at pesticidforbruget bliver øget i området eller, at de beskyttede dyrearter bliver forstyrret af hunde og katte eller af udsatte guldfisk m.fl. Klagen afvises således også på disse punkter. Spørgsmålet om lokalplanen og de foranstaltningerne, der påtænkes iværksat, generelt er tilstrækkelige til at opfylde habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra d) om forbud mod beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder, baserer sig på en række fagligt prægede vurderinger. Naturklagenævnet har ikke mulighed for nærmere at efterprøve sådanne faglige, biologiske vurderinger. Det er Naturklagenævnets opfattelse, at kommunens og konsulentfirmaets konklusion om, at direktivet er overholdt, hvis det efter lokalplanens realisering på længere sigt er muligt at opretholde de pågældende bestande i samme omfang som hidtil inden for det berørte område, kan lægges til grund. I Amphi Consults notat af 30. januar 2003 til Farum Kommune konkluderes følgende :

24 Sammenfattende kan det konstateres, at Lokalplan 32.1 følger de råd og anbefalinger, som Amphi Consult har givet. Dermed bevares yngle og rasteområder og de beskyttede arter vil overleve på lang sigt. Konsulenterne er enige om følgende konsekvenser af at gennemføre Lokalplan 32.1: Bestanden af stor vandsalamander og spidssnudet frø vil fortsat yngle i de samme ynglesteder (ynglestederne bevares og forbedres). Bestandstørrelsen vil, i det mindste få år efter anlægsarbejdet er afsluttet, være mindst lige så stor som før lokalplanen blev gennemført. Der vil være tilstrækkeligt med rasteområder (til fouragering, vandring og overvintring) omkring ynglestederne til at understøtte en bestand af mindst samme størrelse som den der findes i dag. Lokalplanen vil føre til en øget dødelighed blandt padderne især på grund af trafikken. Forbedring af ynglestederne i det i lokalplanen beskrevne omfang vil efter Amphi Consults vurdering forhindre at dette fører til en bestandsnedgang, idet området som helhed vurderet herved er bevaret som yngle- og rasteområde for padderne og med grundlag for samme bestand som hidtil. Vi mener således klart, at bestemmelserne i habitatdirektivet overholdes i lokalplanen og at der ikke er faglig biologisk begrundelse for at forhindre planens gennemførelse. Amphi Consults anbefalinger vedrørende de foranstaltninger, der skal sikre overholdelsen af habitatdirektivet, fremgår direkte af lokalplanen. De forhold, som anbefalingerne vedrører, er optaget i lokalplanens redegørelsesdel (s. 12-16) samt i planens retlig bindende del. Der er således i lokalplanen truffet en række konkrete forholdsregler, der har til formål at sikre de beskyttede dyrearters fortsatte beståen i området, herunder at sikre arternes yngle- og rastesteder. Ved vurderingen af, om der med vedtagelsen af lokalplanen er truffet tilstrækkelige foranstaltninger må der tages udgangspunkt i, at administrationen af forbudsbestemmelserne i artikel 12 indgår som et blandt mange andre hensyn, kommunen skal varetage ved tilvejebringelse af lokalplaner. Dette indebærer, at de almindelige forvaltningsretlige principper, herunder om proportionalitet og væsentlighed, skal lægges

25 til grund. Kommunen må endvidere have en vis adgang til at foretage skønsmæssige afvejninger af, hvilke foranstaltninger der er nødvendige, for at leve op til kravet om en streng beskyttelsesordning i artikel 12. Efter en sammenfattende vurdering af sagen, herunder navnlig den omstændighed, at paddernes yngleområder er beskyttede efter naturbeskyttelseslovens 3 eller søges beskyttet og bevarede efter lokalplanen, og at det ikke umiddelbart er muligt på forhånd at foretage en specifik og udtømmende udpegning af paddernes rasteområder, er det Naturklagenævnets opfattelse, at kommunen i lokalplanen har søgt at sikre arternes bestående i lokalplanområdet på en måde, som i tilstrækkelig omfang opfylder de forpligtelser, der påhviler kommunen efter habitatdirektivets artikel 12. Det må også tillægges vægt i forbindelse med kommunens skøn over, hvilke foranstaltninger, der er nødvendige ved udarbejdelse af lokalplanen, at sagen angår et i planlægningsmæssig henseende nyt problemområde, og at der ikke er fastlagt nogen praksis eller vejledning fra EU-Kommissionens side. Heller ikke den danske ressortmyndighed har udsendt nogen form for vejledning om de typer af foranstaltninger, der skal træffes i forbindelse med lokalplanlægning. Naturklagenævnets afgørelse går herefter ud på, at der ikke i det af klagerne anførte er grundlag for at tilsidesætte Farum Kommunes Lokalplan 32.1 og Kommuneplantillæg nr. 6 som ikke gyldigt tilvejebragt. Lokalplanen og kommuneplantillægget må herefter bestå. På Naturklagenævnets vegne Lars Busck Naturklagenævnets formand Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. planlovens 58, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. planlovens 62, stk. 1.