N y h e d s b r e v f o r D e n U v i l d i g e K o n s u l e n t o r d n i n g p å H a n d i c a p o m r å d e t sen Nr. 8-3. kvartal 2006 En hurtig beslutning og en tidsfrist Sagsbehandlingstid og tidsfrister Behandlingsredskab eller hjælpemiddel: Sygehus eller kommune? Støtte til bil DUKHs væsentligste erfaringer
Indhold DUKH mener: side 3 Valg imellem indsatsområder - at forebygge eller behandle klager Borgerens syn på sagen side 5 Støtte til Bil - DUKHs erfaringer Gennem snart fire år har DUKH rådgivet borgere og kommuner om sagsbehandling og retssikkerhed på handicapområdet. Og efterhånden har vi fået oparbejdet en rig og detaljeret viden om, hvordan borgerne oplever sagsbehandlingen. Den viden vil vi gerne formidle tilbage til dig som sagbehandler. I serien»borgerens syn på sagen«kigger vi på udvalge emner. I indeværende nummer handler det om støtte til bil. Behandlingsredskab eller hjælpemiddel side 10 - sygehus eller kommune? Hvad gør du, når kommunen beder dig gå til sygehuset, og sygehuset beder dig om at henvende dig på kommunen? I artiklen»behandlingsredskab eller hjælpemiddel«kigger vi på, hvor svært det kan være at skelne mellem behandlingsreskaber, som sygehuset skal betale og hjælpemidler, som kommunen skal betale. Her er tale om et område, hvor to lovgivninger støder sammen, og det kan også medføre problemer for borgerne. En hurtig beslutning og en tidsfrist - en historie om Retssikkerhedsloven 3 side 15 DUKH får mange henvendelser fra borgere, der er frustreret over en lang sagsbehandling. Og nogle gange har den lange sagsbehandling også konsekvenser for borgernes retssikkerhed. Men hvor lang tid skal man egentlig vente. Artiklen giver nogle af svarene.»dukhsen«er et nyhedsbrev, som udgives af Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet fire gange årligt. Formålet med nyhedsbrevet er at belyse centrale problemstillinger, når det gælder sagsbehandling og retssikkerhed på handicapområdet. Nyhedsbrevet henvender sig til borgere og sagsbehandlere med faglig eller personlig interesse i dette område. Ambitionen er, at»dukhsen«kan medvirke til at skabe debat om nogle af de aspekter af sagsbehandlingen, som giver anledning til problemer samt at give gode råd og anvise handlemuligheder for både borger og sagsbehandler. Udgiver: DUKH Banegårdspladsen 2, 2. 6000 Kolding Tlf. 7630 1930 Ansvarshavende Fax 7554 2669 Alice Brun mail@dukh.dk Redaktion og kontaktperson: www.dukh.dk Thomas Christensen, thomas.christensen@dukh.dk, dr. tlf.: 7631 1524 2 D U K H s e n 2 / 2 0 0 6
Valg mellem indsatsområder - at forebygge eller behandle klager Af centerleder Alice Brun DUKH MENER: Vi bor i et land med en udpræget klagekultur. Der er stort set ikke grænser for, hvad vi kan finde på at klage over. Nogle klager, som utilfredshed med vejret eller med den seneste tv-soap, fungerer mest som fælles samtaleobjekt mellem mennesker. Andre klager, som klager over offentlige myndigheders afgørelser og sagsbehandling, er sat i et formaliseret system. En gang var klager noget, man som virksomhed eller myndighed helst holdt inden døre og i hvert fald ikke gik og skiltede med. I dag er der brancher, der selv har oprettet klageinstanser, Københavns Kommune har oprettet en Borgerrådgiver og flere kommuner er på vej med en kommunal ombudsmandslignende funktion. Det er en god ting i et retssamfund, at en borger ikke er underkastet statsmagtens forgodtbefindende, men har mulighed for at få prøvet sin sag ved en anden instans. Spørgsmålet er så, om det, at borgeren har klageadgang, også automatisk forbedrer kvaliteten af det offentliges indsats. For det er vel det, det drejer sig om. Ikke blot at den borger, som føler sig uretfærdigt behandlet, har mulighed for at få sin sag vurderet endnu en gang, men også at det offentlige lærer af sine fejl. At vi i det offentlige anvender den viden, vi får om konkrete fejl, vi har begået, og om hvordan borgeren oplever mødet med os, til at forbedre indsatsen. så kommunen kan se, hvad kritikken går ud på, om og hvordan den kan imødekommes, 2) at kommunens politikere og ansatte ud i yderste led er indstillet på at bruge klagerne konstruktivt som afsæt for en forbedret indsats, 3) at lederne er garanter for, at forandringer implementeres i daglig praksis. Man kunne også som kommune vælge at springe direkte ud i ændringer, som kan minimere antallet af utilfredse borgere og dermed reducere antallet af klager: tag telefonen, kvitter for modtagelse af brev og mail, hjælp borgeren med at finde frem til den rette sagsbehandler og koordiner indsatsen, praktiser aktiv lytning, vær anerkendende, vis og forvent respekt, brug og synliggør de faglige vurderinger, orienter om muligheder, begrænsninger, rettigheder og serviceniveau, orienter om arbejdsgange og sagsbehandlingstid, også når de bliver længere og mere komplicerede end ønskeligt, tag ansvar for kommunens service, lad være3 med at bortforklare med personalemangel, personalefravær og for lave budgetter. Og virker det ikke, så er der altid nogen, man kan klage til. Det forudsætter mindst tre ting: 1) at klagerne bliver dokumenteret og analyseret, D U K H s e n 2 / 2 0 0 6 3
syn på sagen Borgerens syn på sagen Støtte til bil - et overblik»siden 2002 har DUKH rådgivet i sager mellem borger og myndigheder. Og derfor ved vi meget om, hvordan borgerne opfatter sagsbehandlingen. Denne viden søger vi i serien Borgerens syn på sagen til dig, der som sagsbehandler sidder og skal løse problemer i virkelighedens verden. I dette nummer gælder det støtte til bil.«til sagsbehandleren: Af konsulent Mads Andreasen & informationsmedarbejder Thomas Christensen. Et møde med en borger handler også om at nå til en fælles forståelse, og det kan ofte være svært, da dit udgangspunkt og sigte som sagsbehandler unægteligt er et andet end borgerens. Så hvordan er det nu lige, at borgeren opfatter sagsbehandlingen. Hvordan ser de på de dispositioner, du som sagsbehandler foretager? Hvad er det, der giver anledning til tvivl og kan være svært at forstå? Og hvad er det, du som sagsbehandler med fordel kan være opmærksom på. Serien Borgerens syn på sagen giver nogle af svarene i dette nummer af DUKHsen handler det om støtte til bil. Denne artikel søger at opsummere nogle af de væsentligste erfaringer, DUKH har, når det gælder sagsbehandling i forbindelse med støtte til bil. Vi har valgt at rette fokus på syv områder indenfor sagsbehandlingen: Betingelse for støtte, udmåling, oplysningsgrundlag, helhedsvurdering, borgerinddragelse, begrundelse, klagevejledning og vejledning. Betingelse for støtte Mange af henvendelserne handler her om, at borgere efterspørger rådgivning om, hvordan de bedst kan beskrive deres behov overfor kommunen. Men mange borgere har svært ved at forstå, at kommunen har behov for så mange oplysninger i form af diagnoser, opmåling af gangdistancer, vurdering af kørselsbehov, når alle og enhver og måske også egen læge kan se, at man er svært handicappet. Her er det særligt vigtigt for dig som sagsbehandler at rådgive borgeren om, at funktionsnedsættelsen alene ikke berettiger til støtte. At du ifølge lovgivningen skal anlægge en bredere vurdering, hvor du også skal vurdere sociale forhold, borgerens aktivitetsniveau osv. Giv gerne konkrete eksempler. Illustrer for eksempel, at selv om man har en funktionsnedsættelse, kan det jo godt være, at man kan klare sig med offentlig transport, og selvom borgeren ikke kan det, så er det heller ikke sikkert, at borgerens aktivitetsniveau berettiger til støtte. Illustrer med andre ord, at der er tale om en bred vurdering. Pointen er også her, at hvis man på forhånd har informeret borgeren om den brede vurdering, så får borgeren mulighed for tidligt i forløbet at forholde sig til, at det ikke kun handler om en diagnose og egen opfattelse af behovet. Borgeren kan da bedre medvirke til at fremskaffe de nødvendige oplysninger. Et andet generelt problem er, at borgerne ikke som lovgivningen skelner imellem bil til arbejde/uddannelse og bil til fritid. Her er det vigtigt at rådgive om forskellen. DUKH har en del henvendelser, hvor borgerne er bekymret for udsigten til at miste deres bil, fordi de mister deres arbejde eller dropper ud Forsættes næste side 4 D U K H s e n 2 / 2 0 0 6
af en uddannelse. Generelt stiller lovgivningen strengere krav til de helbredsmæssige forholds betydning ved ansøgning om kørsel til fritidsformål end ved daglig kørsel til og fra arbejde og uddannelse. Derfor er det vigtigt, at du som sagsbehandler tidligt i forløbet/allerede ved bevillingen rådgiver om, at det har en reel betydning for borgerens berettigelse til bil, hvis han mister sit arbejde eller dropper ud af en uddannelse. Det handler om at få fortalt, at borgeren, inden han opsiger et arbejde eller springer fra uddannelse, bør kontakte kommunen og få den nødvendige rådgivning om konsekvenserne. På den måde er du med til mindske borgerens usikkerhed, og du undgår den situation, hvor borgeren med kort varsel mister sin bil. Udmåling af støtte billigst egnede Det helt overordnede problem på dette område er, at borgerne tror, at man frit kan vælge en bil indenfor standardbeløbet. Sagsbehandleren sender borgeren ud for at afprøve en bil. Borgeren finder den egnet og tror selvsagt, at han har fundet sin nye bil. Her er det vigtigt i forvejen at gøre opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er tilfældet. Borgeren er berettiget til den bil, som er billigst egnet og ikke bare en bil, som kan dækkes af standardbeløbet. Støtte til køb af bil gives som bekendt som et lån. Alt afhængig af indtægten skal borgeren kun tilbagebetale en del af lånet. Hvis borgeren er under uddannelse, kan han søge om afdragsfrihed, så længe uddannelsen varer. Sådan er det imidlertid ikke for revalidender, da revalideringsydelse regnes som erhvervsindtægt. Derimod bliver det særlige handicaptillæg, som unge med SU kan søge om at få tildelt hos SU styrelsen, ikke regnet som erhvervsindtægt. DUKH har også rådgivet om anvendelse af fortjenesten, når bilen sælges igen. Her kan det være en god ide at lave konkrete beregninger for at illustrere reglerne. Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at anvendelsen af en eventuel fortjeneste afhænger af, om der er bevilget bil med standard eller supplerende lån*. Hvis støtten til den nye bil er givet som standard lån, så kan borgeren disponere over fortjenesten ved salget fra den gamle bil: enten ved at købe en dyrere bil eller nedbringe den del af det nye lån, som borgeren skal betale tilbage til kommunen. Når der derimod er tale om supplerende lån, skal et eventuelt overskud ved bilsalg af den gamle bil anvendes til at nedbringe først det supplerende lån og herefter den tilbagebetalingspligtige del af det nye lån. Det er vigtigt at forklare denne forskel. Oplysningsgrundlaget Den altoverskyggende vanskelighed her er spørgsmålet om gangdistance. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at en gangtest kun er et øjebliksbillede. Generelt har du et stort ansvar her, fordi borgeren alene kan bede om, at der bliver indhentet oplysninger og i givet fald hvorfra. Specielt i de situationer, hvor der er tale om et sjældent eller et for sagsbehandleren at se usynligt handicap, er det vigtigt for borgeren, at du lytter og indhenter de oplysninger, som han eller hun beder om. Sådan at borgeren kan se, at du har sat dig ind i vedkommendes situation. Helhedsvurdering DUKH får mange henvendelser fra borgere, der ønsker en generel rådgivning omkring mulighederne for hjælp til transport. Det ser ud som om, borgerne fortsættes næste side *Supplerende lån gives, når der foreligger ganske særlige forhold i forbindelse med den nedsatte funktionsevne. For eksempel kan der være behov for: - plads til specielle indretninger i bilen - at kunne medbringe nødvendige hjælpemidler - plads til at anvende hjælpemidler til placering af ansøgeren i bilen. D U K H s e n 2 / 2 0 0 6 5
ikke får den nødvendige rådgivning fra kommunerne, som de har krav på ifølge bestemmelsen om helhedsvurdering. Det er vigtigt, når du giver afslag på ansøgning om støtte til bil, at du så får rådgivet om, at der findes andre muligheder for tilskud til transport. Borgerinddragelse DUKH har en del sager, hvor borgeren oplever ikke at være inddraget i sin sag. Og det kan der være flere forskellige grunde til, hvor ikke alle nødvendigvis udelukkende handler om borgerinddragelse. Når nu for eksempel en borger henvender sig med et transportproblem, forventer han eller hun indledningsvis en rådgivning omkring de muligheder, som generelt findes. Hvis det ikke sker, kan det medføre, at borgeren ikke føler sig inddraget i sagen. En anden dimension handler om oplysningsgrundlaget. Borgeren giver kommunen personlige oplysninger, der måske tillige er suppleret af en lægelig udtalelse. Kommunen træffer herefter en afgørelse, der lægger vægt på andre forhold uden at begrunde hvorfor. Og borgeren sidder tilbage med følelsen af alt andet end at være inddraget i sin sag. Endelig oplever DUKH, at der generelt er forskel på borgerens opfattelse af en egnet bil og den bil, som amtet vil bevilge. Her er der en del borgere, der føler, at amterne kun lytter til indstillingerne fra PTU** og hjælpemiddelcentralen, og at myndighederne ikke bruger de oplysninger, som borgerne giver. Det kan være frustrerende for borgeren, idet han eller hun jo oplever på egen krop, hvordan bilen virker og er indrettet. En del af denne problemstilling handler utvivlsomt om forskellige interesser. DUKH vurderer dog alligevel, at en del af problemet vil kunne afhjælpes ved, at myndigheder giver en så fyldestgørende afgørelse som muligt. I svære sager kan man med fordel lade enten PTU eller hjælpemiddelcentralen afprøve borgeren. Fordelene er indlysende: Som sagsbehandler sikrer du dig et godt oplysningsgrundlag, og borgeren føler sig inddraget i sin sag. Hvad siger loven? Servicelovens 99. Der ydes støtte til køb af bil til personer med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der i væsentlig grad forringer evnen til at færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil. Støtten ydes som rentefrit lån inden for en ramme på 114.000 kr. Stk. 2. Foreligger der ganske særlige forhold i forbindelse med den nedsatte funktionsevne, kan der ydes et rente- og afdragsfrit lån til betaling af forskellen mellem støtte efter stk. 1 og anskaffelsesprisen. Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om 1) betingelserne for at opnå støtte efter stk. 1 og 2 og om vilkårene for støtten, 2) tilbagebetaling af lån, herunder om henstand med tilbagebetaling og eftergivelse af lån samt indkomstgrundlaget for tilbagebetalingen, 3) adgangen til at modtage støtte til udskiftning af en bil, hvortil der er ydet støtte, jf. stk. 1 og 2, 4) støtte til nødvendig indretning m.v., herunder i hvilket omfang ansøgeren selv skal betale en del af udgiften til indretningen, 5) i hvilket omfang der kan ydes tilskud til betaling af køreundervisning m.v., og 6) støtte til personer, der ved indrejse her i landet medbringer en bil. Stk. 4. Amtskommunen træffer afgørelser om støtte efter denne bestemmelse efter indstilling fra kommunen. Afgørelser om henstand med tilbagebetaling og eftergivelse af lån træffes dog af kommunen. Kommunen varetager de administrative opgaver i forbindelse med afgørelser efter bestemmelsen. Fortsættes næste side ** Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede (PTU) er en handicaporganisation, der giver kommuner og amter rådgivning, når det gælder invalidebiler 6 D U K H s e n 2 / 2 0 0 6
Begrundelse DUKH har haft en del henvendelser fra borgere, der har haft svært ved at forstå kommunens afgørelse på grund af en mangelfuld eller manglende begrundelse. Budskabet er her, at det er vigtig at investere tid og ressourcer i at skrive en god begrundelse, og at det betaler sig på sigt. Borgeren har svært ved at forstå, hvorfor han får et afslag, hvis afgørelsen mangler en konkret og individuel vurdering, eller kommunen undlader at uddybe et skøn. Paragiraffen & Mona :»Afprøvning af handicapbil«i en del af DUKHs sager er det ofte tilfældet, at kommunen i sin afgørelse ikke har lagt vægt på de oplysninger, som borgeren lægger vægt på. Man glemmer bare at fortælle borgeren hvorfor. Når nu borgeren har en lægeerklæring, der anbefaler en given ydelse, kan det være svært at forstå, hvorfor kommunen så siger nej. Her er det vigtigt at begrunde udførligt, selvom det kan være svært. Så derfor vil jeg foreslå Mona, at du tager ud og prøver denne bil, så du kan vurdere, om den er noget for dig. Klagevejledning I forbindelse med klagevejledning vil DUKH generelt give to råd. Det er ikke alle borgere, der er opmærksom på, at man indledningsvis blot kan meddele kommunen, at man gerne vil klage for så at fremsende supplerende materiale senere. Husk også at præcisere, at klagefristen er fire uger og ikke en måned, som mange borgere tror. 2 uger efter Nå Mona fik du prøvet bilen? Var du noget for dig? Ja Ja da ja - helt sikkert Rigtig godt - bilen havde et godt og fleksibelt sæde Passede den til dine behov? Hvordan gik det med at komme ind og ud? Rådgivning og vejledning borgerne ønsker en second opinion fra DUKH Generel modtager DUKH mange henvendelser fra borgere, der ønsker generel rådgivning. Ofte kontakter bor- ja det var da fint Mona - nu skal du se, hvad jeg fundet til dig i stedet. fortsættes næste side Ofte beder kommunen en borger om at afprøve og vurdere en specifiks handicapbils egnethed. Borgeren tror så i sagens natur, at han dermed også kan regne med at få bilen bevilget. Det er imidlertid ikke altid tilfældet. D U K H s e n 2 / 2 0 0 6 7
gere os før en sag, ofte vil man gerne have tjekket kommunens vurderinger og i sidste ende afgørelser. DUKH ser to sideløbende tendenser her. På den ene side er der ingen tvivl om, at vi har sager, hvor der ikke er givet tilstrækkelig rådgivning. Hvilket i sig selv kan være med til at svække tilliden til kommunen. Men for DUKH at se virker det som om, at kommunerne i mange tilfælde yder en korrekt rådgivning, men det er ikke altid, at borgeren har tillid til rådgivningen. Og i den forbindelse ønsker borgeren, at DUKH som uvildig part vurderer samme sagsforhold. En nærliggende men udokumenteret - tanke er, at borgerne ikke har tillid til myndighedernes uvildighed, fordi samme myndighed både beslutter og bevilger støtten til bil. En problemstilling som uden tvivl ikke vil blive mindre aktuel efter 1. januar 2007. Gode råd. Når du giver afslag på støtte til bil, husk at rådgive om eventuelle andre transportmuligheder. Hvis du i din afgørelse lægger vægt på andre oplysninger end borgerens, husk at fortælle hvorfor. Brug tid på at begrunde det betaler sig i længden. Lad eventuelt PTU eller hjælpemiddelcentralen afprøve borger. Ved bevilling af støtte til bil rådgiv om nødvendigheden af, at borgeren kontakter kommunen, før han/hun opsiger sit arbejde/ dropper ud af en uddannelse. Ved salg af bil rådgiv om forskellen på standard og supplerende lån. Få del i vores erfaringer - brug DUKH som underviser. Du kan også bruge DUKH som underviser eller foredragsholder til en temadag eller lignende arrangementer. Kontakt informationsmedarbejder Thomas Christensen på e-mail: thomas.christensen@dukh.dk eller tlf.: 76 30 19 30 8 D U K H s e n 2 / 2 0 0 6
Aktivteter i DUKH i efteråret 2006 Kalender over aktiviteter i DUKH. Foreninger mm. Kommuner Du kan også bruge os som foredragsholder September Mongolforeningen. Den Sociale Højskole Århus:»Brugerinddragelse på handicapområdet«vittenberg-skolen i Ribe: Generel præsentation af DUKH samt børneområdet. Oktober OCD foreningen i Ålborg om rettigheder og pligter. Interessegruppe for forældre til børn med GUU/GUA. Gigitforeningen Nordjyllands Amt:»Rettigheder og pligter«. Spiren - Specialbørnehave i Horsens Generel præsentation af DUKH. September Kolding Kommune: 29 Skælskør Kommune: 28 og 29 Århus kommune om 84 - merudgifter Oktober UU-vejledere på Tolne Efterskole Efterskole og overgangen fra barn til voksen. Undervisning på Den Sociale Højskole København. Stenløse Kommune:»Snitfladeproblemer«. DUKH holder hvert år en række oplæg og foredrag, hvor vi møder forældre, pårørende, borgere og professionelle inden for handicapområdet. Det er en vigtig del af vores arbejde at komme ud og formidle vores erfaringer om retssikkerhed og god sagsbehandling til borgere med handicap, deres pårørende, handicaporganisationer og sagsbehandlere i det offentlige. På www.dukh.dk kan du se, hvilke arrangementer vi afholder for tiden, og du kan forespørge på et oplæg eller foredrag. Herudover kan du kontakte informationsmedarbejder Thomas Christensen, e-mail: thomas.christensen@dukh.dk, tlf.: 76 31 15 24. Hjerneskadeforeningen i Vestsjællands Amt:»Problemstillinger om arbejdsmarkedet November Mitokondrieforeningen:»Retssikkerhed for handicappede«. D U K H s e n 2 / 2 0 0 6 9
Behandlingsredskab eller hjælpemiddel - sygehus eller kommune? Af konsulent Britta Christensen Vores søn er spastisk lammet og fysioterapeuten siger, at han skal have en benskinne, hvor skal vi henvende os? Min mor er netop blevet udskrevet fra sygehus efter en operation i det ene ben, hun har brug for en kørestol, hvem skal hjælpe? Min kommune siger, sygehuset skal hjælpe sygehuset henviser til kommunen? Hvad skal jeg gøre? Når du har problemer med helbredet og brug for et behandlingsredskab, er det vigtigt at vide, hvor du skal gå hen. Men det er ikke altid let. For nogen gange er det sygehuset, andre gange er det kommunen. DUKH får mange henvendelser fra borgere eller pårørende, som oplever, at de ikke får hjælp eller vejledning, uanset at de måske har været i kontakt med både sygehus og kommune. Men DUKH får også henvendelser fra sagsbehandlere i både kommuner og på sygehuse, som har svært ved at afgrænse reglerne og vejlede borgerne og træffe de rigtige afgørelser. I denne artikel ser vi med udgangspunkt i et konkret eksempel på nogle af de retssikkerhedsmæssige problemstillinger, som kan opstå, når forskellige lovgivninger støder mod hinanden. Historien om Lis Lis Jensen er igennem nogen tid blevet behandlet på sygehuset med medicin en til to gange om måneden. Sygehuset fortæller nu Lis, at hendes behandling kan forbedres, hvis hun i stedet selv kan tage medicinen derhjemme to gange om ugen. Den besked passer Lis helt fint, så slipper hun for at skulle på sygehuset i tide og utide. En sygeplejerske oplærer Lis i selv at tage medicinen via en pumpe, og det går helt fint. Hun får også medicinen udleveret og låner en pumpe. Sygehuset fortæller så Lis, at hun skal henvende sig til kommunen og søge om hjælp til sprøjter og kanyler. Det kan Lis godt forstå. Sådan er den offentlige arbejdsdeling, tænker hun. Lis har en niece, Sanne, der er diabetiker, og hun får hjælp til sprøjter og kanyler af kommunen. Derfor bliver Lis endog meget overrasket, da kommunen nogle uger senere giver hende et afslag. Kommunen begrunder afslaget med, at der i henhold til lovgivningen kun kan bevilges hjælp til sprøjter og kanyler til personer med sukkersyge. Hvad er problemet i Lis sag? Problemerne for Lis opstår allerede på sygehuset, der undlader at tage stilling til, hvorvidt der er tale om fortsat sygehusbehandling, selv om Lis skal tage medicinen derhjemme. Hvis det er tilfældet, så er det sygehuset, der er ansvarlig for at yde hjælpen. Med andre ord så handler problemstillingen om, hvorvidt der er tale om sygehusbehandling i hjemmet, hvor sygehuset er ansvarlig for at hjælpe med de nødvendige remedier, eller der i stedet er tale om hjælpemidler, som kommunen er ansvarlig for at yde støtte til. Men mere om fordeling af ansvarsområder i det efterfølgende. Men kommunen har også begået fejl i den pågældende sag. Kommunen har behandlet ansøgningen formelt efter lovgivningen, truffet en afgørelse, begrundet afslaget og givet klagevejledning. Kommunen har imidlertid glemt at give Lis vejledning om muligheden for at søge om hjælp på sygehuset. Dette skal kommunen gøre i henhold til forvaltningslovens 7, hvorefter kommunen har pligt til at vejlede borgeren om eventuelle muligheder for hjælp hos anden myndighed eller efter anden lovgivning. Lis er forvirret og ved ikke hvad hun skal gøre, for hun vil gerne snart i gang med behandlingen derhjemme. Hun henvender sig efterfølgende til DUKH. Hvorledes ender sagen med Lis? DUKH rådgiver Lis om reglerne på området og hvilken afgrænsning, der ligger mellem sygehusloven og sociallovgivningen. 10 D U K H s e n 2 / 2 0 0 6
DUKH undersøger, om der findes praksis på området og kan rådgive Lis om, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet har udtalt, at denne type behandling i hjemmet anses for at være sygehusbehandling, hvorfor det er sygehuset, der er forpligtet til at hjælpe Lis. Med baggrund i DUKH s rådgivning, går Lis herefter til sygehuset, der beslutter at bevilge hende de nødvendige remedier, hun skal bruge i forbindelse med behandlingen. Men hvad siger lovgivningen? Groft sagt skelner lovgivningen mellem et behandlingsredskab og et hjælpemiddel. Sygehuset har ansvaret, når det gælder behandlingsredskaber, kommunen når det drejer sig om hjælpemidler. Hvornår hjælper sygehuset? Reglerne for, hvornår sygehuset er ansvarlig for at yde hjælp, findes i Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975 om afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet. Det generelle princip er her, at sygehuset hjælper, når der er tale om fortsat behandling, der skal forbedre resultatet af sygebehandlingen eller forhindre forringelse heraf. Der er i cirkulæret givet mange eksempler på behandlingsredskaber (hjælpemidler og apparatur), som sygehuset er ansvarlig for samt eksempler Lovgrundlaget : Hvornår hjælper sygehuset? Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af 20. feb. 1975 Som behandlingsredskaber anses apparatur og hjælpemidler, som patienten forsynes med som led i eller som fortsættelse af den på sygehuset påbegyndte behandling med det formål enten at tilvejebringe yderligere forbedring af det ved sygehusbehandlingen opnåede resultat eller at forhindre forringelse af dette resultat. Følgende apparatur anses herefter for at være behandlingsredskaber: 1) Hjælpemidler og apparatur, som ordineres som led i behandling på sygehus, og anvendes i reglen under kontrol af sygehuset, indtil tilstanden er stationær. 2) Hjælpemidler og apparatur som indopereres under indlæggelse på sygehus. 3) Apparatur, som ordineres af sygehuset og anskaffes til mere eller mindre permanent brug i hjemmet, men hvor patienten har fået undervisning i brugen på sygehuset eller er under en vis kontrol af sygehuset. Hvornår hjælper kommunen? 97 i Serviceloven Kommunen yder støtte til hjælpemidler til mennesker med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet: 1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, 2) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller 3) er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv. på hjælpemidler, der normalt ikke betragtes som behandlingsapparatur. Hvornår hjælper kommunen? Reglerne, for hvornår kommunen skal bevilge hjælpemidler, findes i 97 i serviceloven. Her drejer det sig om, at kommunen skal hjælpe, når det handler om at lette dagligdagen og afhjælpe følgerne af en varig funktionsnedsættelse. I 100 i serviceloven hedder det endvidere: Det er en forudsætning for støtte efter 97, at hjælpemidlet ikke kan bevilges efter anden lovgivning. Det vil altså sige, at kommunen ikke kan bevilge hjælp, hvis det er sygehuset, der er forpligtet. fortsættes næste side D U K H s e n 2 / 2 0 0 6 11
Så principperne og intentionerne bag lovgivningen er klar. Men vores erfaringer er, at det i praksis ikke altid er så let at finde ud, hvornår henholdsvis kommunen og sygehuset har ansvaret. DUKH s erfaringer mellem behandlingsredskab og hjælpemiddel Med baggrund i vores henvendelser kan vi se, at disse to regelsæt giver anledning til flere generelle problemstillinger. Hvornår er en lidelse varig? Et problem ligger i, at myndighederne i visse situationer kan have svært ved at vurdere og afgøre, hvornår en tilstand er stationær. Som nævnt er sygehuset forpligtet til at udlåne midlertidige hjælpemidler i forbindelse med sygehusbehandling, mens varige hjælpemidler normalt bevilges af kommunen. DUKH har eksempelvis haft henvendelser omkring ganghjælpemidler, kørestole, skinner med videre, hvor borgeren har oplevet at blive sendt fra den ene myndighed til den anden med beskeden om: at det kan vi ikke hjælpe med, da din lidelse er stationær eller omvendt, det kan vi ikke bevilge, da du ikke er færdigbehandlet. Borgeren har således ikke formelt fået behandlet sin henvendelse/ansøgning eller fået en afgørelse med klagevejledning, og vedkommende lander med andre ord i den såkaldte grå zone. Klageadgang hvor skal man klage Hvis man som borger ikke er tilfreds med afgørelsen fra sygehuset eller kommunen, er der følgende klagemuligheder: En afgørelse om et behandlingsredskab efter sygehusloven kan påklages til ledelsen i den pågældende afdeling på sygehuset. Der kan også klages til sygehusledelsen eller amtet. En afgørelse om et hjælpemiddel efter serviceloven kan påklages til Det Sociale Nævn. Klagen skal indgives til kommunen. En afgørelse fra Det Sociale Nævn er endelig, men kan behandles af Ankestyrelsen, hvis sagen har principiel eller generel betydning. Borgerens retssikkerhed kan sikres ved, at myndigheden afklarer, om borgeren ønsker sin ansøgning formelt behandlet, altså tager sagen på sig og giver borgeren en konkret afgørelse samt vejleder om klagemulighed. Varig lidelse - behandlingsredskab eller hjælpemiddel DUKH får henvendelser, som viser, at myndighederne i visse situationer kan være usikre på forpligtelsen til at bevilge et hjælpemiddel/behandlingsredskab, når borgeren har en varig lidelse/en varig nedsat funktionsevne. DUKH har haft henvendelser om hjælp til batteri til inhalationsapparat, iltbrille, CPAP maskine, Lymphepress-mini apparat mv. DUKH rådgiver om, at myndigheden særligt skal have fokus på, om der er tale om sygehus behandling i hjemmet, om apparaturet anvendes som en del af selve behandlingen samt om typen af apparatur nødvendiggør undervisning og kontrol på sygehuset. Sagen om Lis er netop eksempel herpå, og der er andre eksempler på, at det kan være endog meget svært at skelne på dette område. - Insulinpumper kontra sprøjter og kanyler Normalt er det kommunen, der dækker diabetikerens udgifter til sprøjter og kanyler, da lidelsen er både stationær og varig. Imidlertid er der indenfor de senere år kommet et nyt produkt frem på markedet en såkaldt insulinpumpe, der dækker det samme behov. Nu skulle man så tro, at det så var kommunen, der var ansvarlig for at yde hjælpen, men sådan forholder det sig imidlertid ikke. fortsættes næste side 12 D U K H s e n 2 / 2 0 0 6
Ankestyrelsen har i C-58-05 truffet en afgørelse, der fastslår, at det derimod er sygehuset, der er ansvarlig for at yde hjælpen. Ankestyrelsens begrundelse er, at insulinpumpen bliver udleveret og anvendt under løbende kontrol og undervisning af hospitalet og dermed adskiller sig væsentligt fra andet injektionsmateriale til diabetikere og at den derfor ikke var omfattet af reglerne for hjælp til injektionsmateriale i henhold til bekendtgørelsen om hjælpemidler. Når et hjælpemiddel er et behandlingsredskab En anden problemstilling, som DUKH møder i sin rådgivning er, at visse hjælpemidler kan være såvel behandlingsredskaber som hjælpemidler afhængig af lidelsens karakter, samt hvilket behov der skal afhjælpes. Dette har Ankestyrelsen fastslået i flere sager, så der er her en del praksisviden at hente. Det ene eksempel handler om et gangstativ, det andet om en såkaldt tommelortose. Se heroverfor. DUKH har haft flere henvendelser om tilsvarende problemstillinger, for eksempel natskinner, ståstøttebord, kugledyne med videre. DUKH rådgiver om, at det er vigtigt at oplyse en sådan sag grundigt omkring karakteren af lidelsen samt formålet med brugen af hjælpemidlet, således at myndigheden har et fyldestgørende grundlag for at træffe en afgørelse. Endvidere skal myndigheden være omhyggelig med at begrunde sin afgørelse. To afgørelser fra Ankestyrelsen om hjælpemidler og behandlingsredskaber I SM C-57-05 fastslog Ankestyrelsen, at et gangstativ kan være såvel et hjælpemiddel som et behandlingsredskab. I sagen var der søgt om et gangstativ til en 12-årig svært handicappet pige. Hun havde brug for et gangstativ for på egen hånd at kunne bevæge sig lidt rundt på skolen samt i hjemmet. I den konkrete sag fandtes gangstativet at være et hjælpemiddel jf. 97 i serviceloven, der i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af pigens nedsatte funktionsevne og dermed i væsentlig grad lette den daglige tilværelse for hende. I SM C-30-02 fastslog Ankestyrelsen at en oppustelig tommelortose (en slags skinne) kan være såvel et behandlingsredskab som et hjælpemiddel. Sagen drejede sig om en kvinde, der som følge af en blodprop i hjernen havde fået lammelser i højre hånd. Sygehuset anbefalede, at kvinden brugte skinnen permanent hver nat, da den forhindrede kontraktur (fejlstilling) i hånden, samt at den kunne vedligeholde det funktionsniveau, hun havde opnået ved genoptræningen. I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at kvinden ikke var berettiget til den oppustelige tommelortose som et hjælpemiddel jf. 97 i serviceloven. Ankestyrelsen lagde vægt på, at håndskinner var nævnt i afgrænsningscirkulæret som et eksempel på et behandlingsredskab, hvortil udgiften skal afholdes af sygehuset. Endvidere lagde Ankestyrelsen vægt på, at det primære formål med brug af skinnen var at forhindre kontraktur i hånden og at bedre og vedligeholde håndens funktion. Sygehusene og myndighedsansvaret Generelt er det vores erfaring, at sygehuset (behandlere og ledere) ikke altid er opmærksom på, at sygehuset i forbindelse med behandling af afgørelsessager er omfattet af forvaltningsloven. Det betyder, at sygehuset ved en ansøgning om et behandlingsredskab, skal sikre en egentlig sagsbehandling og give borgeren en konkret afgørelse samt oplyse om muligheden for at få en skriftlig begrundelse og vejlede om klageadgang. fortsættes næste side Samarbejdsaftale mellem kommune og amter. I nogle amter findes der samarbejdsaftaler mellem amt og kommuner omkring behandlingsredskaber og hjælpemidler. Disse aftaler har typisk til formål at klargøre ansvars- og opgavefordelingen på området, samt at borgeren sikres en hurtig hjælp. Pr. 1. januar 2007 træder den ny sundhedslov i kraft. I henhold til 203 skal regionen og kommunerne samarbejde om indsatsen på sundhedsområdet og om indsatsen for sammenhæng mellem sundhedssektoren og de tilgrænsende sektorer. Dette kommer til at ske igennem de nye sundhedskoordinationsudvalg. Hertil kommer at regionen skal indgå sundhedsaftaler med de enkelte kommuner i regionen blandt andet på hjælpemiddelområdet. D U K H s e n 2 / 2 0 0 6 13
Hvor skal man klage? En stor del af sagerne på dette område handler som nævnt om, at kommune og sygehus ksn have svært ved at afgrænse reglerne og dermed finde ud af, hvem der skal hjælpe. Heraf følger også, at borgeren har svært ved at gennemskue, hvor de skal klage. Et yderligere problem er, at klagegangen ikke er den samme. (Se yderligere om klageadgang på side 12). For borgerne giver de forskellige systemer anledning til tvivl og usikkerhed. Manglende videndeling om praksis DUKH kan også konstatere, at ikke alle sager har et ensartet forløb, fordi der ikke findes en fast praksis for, hvilken vej en myndighed bør gå for at få belyst en problemstilling. Komplicerede sager afgøres måske først efter et klageforløb helt til Ankestyrelsen eller en henvendelse til ministeriet. Her vil sygehuset typisk henvende sig til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, mens kommunen kontakter Socialministeriet. Herefter vil Sundhedsstyrelsen blive anmodet om en udtalelse. Desværre findes der ikke et system, hvormed viden om og i disse enkeltsager kan spredes til andre sygehuse og kommuner lidt på samme måde, som vi kender det fra sociale meddelelser. Sådanne»socialsundhedsmæssige meddelelser«ville utvivlsomt være en stor hjælp for medarbejderne på det enkelte sygehus og i den enkelte kommune. Afgrænsningscirkulæret har længe trængt til en revision med henblik på at få indarbejdet den praksis, som er afklaret igennem årene, men også begrundet i, at mange nye behandlingstiltag er taget i anvendelse. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst, at der kommer et revideret cirkulære inden 1. januar 2007 i forbindelse med ændringerne på sundhedsområdet. NB.: Navne og personer i sagen er fiktive. Gode råd til myndigheden/sagsbehandlere/terapeuter/ læger m.v. Ved henvendelser om handlingsredskaber og hjælpemidler er det vigtigt, at du giver borgeren rådgivning om reglerne samt eventuel praksis på området. Afklar med borgeren, om denne ønsker at få sin henvendelse/ansøgning formelt behandlet. I forbindelse med en konkret ansøgning skal du sikre, at sagen er oplyst i tilstrækkeligt omfang, før der træffes en afgørelse. Det betyder, at oplysningsgrundlaget normalt skal indeholde oplysninger/beskrivelser fra læger og evt. andre relevante personer omkring borgerens lidelse og funktionsniveau, samt hvad formålet med hjælpemidlet er. Endvidere skal borgerens egne oplysninger fremgå af sagen. Gode råd til borgeren Efterspørg rådgivning hos myndigheden om reglerne for at få støtte til hjælpemidlet, samt om der er nogen praksis på området. Efterspørg rådgivning om muligheden for at søge hjælp efter anden lovgivning/hos anden myndighed. Vær opmærksom på, at du altid har mulighed for at få din ansøgning formelt behandlet. Ved en ansøgning om et hjælpemiddel/behandlingsredskab er det vigtigt, at du selv bidrager med oplysninger om din lidelse, samt hvorfor du har brug for hjælpemidlet, og hvad det skal anvendes til. Hvis du får et mundtligt afslag, så anmod om en skriftlig afgørelse med begrundelse samt klagevejledning. Hvis du ikke er tilfreds med afgørelsen, har du mulighed for at klage. Med baggrund i en konkret individuel vurdering af lidelsens karakter og omfang samt hvilke behov brugen af hjælpemidlet skal afhjælpe, træffes herefter en afgørelse. Afgørelsen bør som hovedregel gives borgeren skriftligt. Hvis borgeren har fået et afslag mundtligt, kan borgeren forlange en skriftlig afgørelse med begrundelse. Du skal i begrundelsen redegøre for den konkrete vurdering, der ligger til grund for afgørelsen samt hvilke faktiske oplysninger, der er lagt vægt på. Endvidere skal borgeren vejledes om eventuel klageadgang. Vær opmærksom på, at du som myndighedsperson har en vejledningsforpligtelse jævnfør forvaltningslovens 7 til at vejlede borgeren om eventuelle muligheder for hjælp hos anden myndighed/efter anden lovgivning. Som kommunal sagsbehandler har du en særlig forpligtelse til at sikre, at en ansøgning om hjælp behandles i forhold til alle muligheder i den sociale lovgivning jævnfør retssikkerhedslovens 5. 14 D U K H s e n 2 / 2 0 0 6
En hurtig beslutning og en tidsfrist Af konsulent Hans Hønborg & jurist Birgitte Guldbrandsen En historie om de regler, der findes i lovgivningen om sagsbehandlingstid og tidsfrister... Klokken er 07.53. En gruppe mennesker står på Nyborg Banegård. De skal med toget mod København - planmæssig afgang kl.8.01. De fleste er på vej på arbejde på Sjælland og i København. Nogle skal nå et vigtigt møde - enkelte skal nå fly i lufthavnen. Klokken er 7.59. De rutinerede pendlere i flokken ved nu, at der er noget galt. Der plejer at være et signal, der blinker nu og varsler togets ankomst. Klokken er 8.01. Der sker ingenting. Også stationens højttalere er tavse. Der plejer da at komme information nu, tænker en. Klokken er 8.08 Toget er forsinket det er åbenlyst, men hvor meget? Utålmodigheden breder sig på perronen, der summer af hektisk aktivitet. Mobiltelefonerne kommer frem. Man giver besked om, at man er forsinket. Hvor langt tid? - det ved jeg ikke endnu, det afhænger af, om jeg kan nå min bus. Klokken er 8.12 Endelig kommer beskeden over højtaleren. Forløsning. Toget er 15 minutter forsinket. Folk virker lettede. Der er sat et klokkeslæt på det er da altid noget. Klokken er 8.15 Det annonceres, at toget er 20 minutter forsinket, men det gør ikke så meget det er jo bare 20 i stedet for 15 minutter. Vi kommer af sted om 20 minutter... Det er frustrerende at stå og vente på et forsinket tog, men det er endnu mere frustrerende, hvis man ikke får information om, hvornår det kommer. Det er også frustrerende, hvis man har søgt kommunen om for eksempel støtte i hjemmet, et hjælpemiddel eller en nødvendig boligændring - og ikke ved, hvornår man kan forvente en afgørelse. Lange sagsforløb og manglende udmelding af tidsfrister er en af de mest almindelige problemstillinger, som vi møder i DUKH. De lange sagsbehandlingstider ofte kombineret med, at der ikke er fastsat en tidshorisont for sagens afgørelse skaber frustration hos borgeren, men det kan også give problemer i forhold til retssikkerheden. Selvom det heldigvis sjældent går så galt, så møder vi i DUKH tilfælde, hvor den lange sagsbehandling medfører, at borgeren ikke får en nødvendig ydelse i rette tid. fortsættes næste side D U K H s e n 2 / 2 0 0 6 15
Sagen om Peter - se herunder - der måtte vente på en afgørelse i tre år og to måneder, er et godt eksempel herpå. Men generelt er det DUKHs erfaringer, at sociale sager ofte trækker ud. Dette skyldes ikke, at myndigheden eller borgeren forhaler tingene, men følger af, at problemerne ofte er meget komplekse, og at myndigheden måske nogle gange mangler overblik over forløbet. Dermed opstår også risikoen for, at sagen løber parterne af hænde. Her er det DUKHs erfaring, at kommunerne ikke altid fastsætter en tidsfrist for sagsbehandlingen, selvom de er forpligtede til det. Hvad siger loven - god forvaltningsskik På nær et par undtagelser om aktindsigt og skriftlige afgørelser, er der ingen generelle lovregler for sagsbehandlingstid og tidsfrister hos offentlige myndigheder. Men det følger af reglerne for god forvaltningsskik, at en myndighed behandler en sag hurtigt. Hvis sagen ikke kan afgøres indenfor kortere tid, bør myndigheden give borgeren besked og så vidt muligt oplyse, hvornår en afgørelse kan forventes. Principper om god forvaltningsskik er omtalt mange steder - blandt andet i vejledningen til Forvaltningsloven. Forvaltningsloven gælder for alle offentlige myndigheder i sager, hvor der træffes en afgørelse. Men vedrørende sociale sager er reglerne om sagsbehandlingstid og tidsfrister dog indskrevet i selve lovgivningen nemlig i Retssikkerhedsloven. Retssikkerhedslovens 3 Retssikkerhedslovens 3 bestemmer, at Kommunen og amtskommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt for at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken hjælp. Kommunen og amtskommunen skal fastsætte en tidsfrist for, hvornår der skal være truffet en afgørelse. Hvis denne frist ikke kan overholdes, skal ansøgeren have skriftlig besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse. Hvilke myndigheder skal følge 3 Retssikkerhedslovens 3 gælder for kommuner og amtskommuner. Efter 01.01.2007, hvor amtskommunerne nedlægges, gælder bestemmelsen kun kommunerne. Klageinstanserne på det sociale område De sociale Nævn og Den sociale Ankestyrelse er ikke omfattet af Retssikkerhedslovens 3. De nye regioner, der overtager sygehusvæsenet mv. efter amterne, er heller ikke omfattet af bestemmelsen. Fortsættes næste side Et eksempel fra virkeligheden - Peter på 40 Peter er 40 år, da han bliver ramt af en hjerneblødning. Han er fraskilt og har to børn, som er hos ham hver anden weekend. Peter bliver kørestolsbruger og får problemer med at organisere og overskue ting. Børnenes mor, børnene og Peter er alle enige om, at samværet fortsat skal være som før, Peter blev syg. Men Peter har brug for støtte til dette samvær. Han har brug for, at der er en person til stede nogle timer hver dag i løbet af de weekender, hvor børnene skal være hos ham. Personen skal hjælpe Peter med at strukturere samværet samt forebygge og løse konflikter. Hjerneblødningen betyder, at Peter har svært ved at overskue dette alene. Alle involverede er altså enige om, at det er bedst at opretholde samværet hver anden weekend. Børnene savner deres far. Peter søger i starten af 2003 kommunen om hjælp. Peter får tildelt støtte tre timer om måneden. Begrundelsen er, at det er kommunens niveau for støtte. Peter klager til Det sociale Nævn. Nævnet sender sagen tilbage til kommunen og beder den foretage en individuel vurdering. Det gør man så, og kommunen tildeler efterfølgende nogle flere timer. Man vil dog fortsat kun støtte samvær en weekend om måneden. Denne afgørelse er nævnet enig i. DUKH er ikke enig i afgørelsen. Peter havde samvær med børnene hver anden weekend, før han fik sit handicap. Det er et grundlæggende princip i dansk handicaplovgivning, at personer med handicap skal kompenseres, så de har mulighed for at leve et liv så normalt som muligt. I praksis vil Peter ikke kunne have samvær hver anden weekend uden denne støtte. I november 2003 skriver DUKH et brev til den øverste klageinstans, Ankestyrelsen, der kun kan behandle en klagesag, hvis den har principiel betydning. Sagen afvises. DUKH bringer sagen videre til Folketingets Ombudsmand, der er enig i, at sagen er principiel og beder Ankestyrelsen kigge på sagen endnu engang. Vi er nu fremme ved april 2005. Ankestyrelsen behandler sagen og vurderer nu, at Peter skal have støtte til samvær hver anden weekend og ikke kun en gang om måneden. Sagen afsluttes i efteråret 2005. Peter får medhold, men ligesom du ikke kan få gavn af en rollator med tilbagevirkende kraft, kan Peter i sagens natur heller ikke få gavn af socialpædagogisk støtte med tilbagevirkende kraft. Tiden er gået, børnene er vokset, og situationen har ændret sig. Peter får derfor ikke gavn af afgørelsen, men det kan andre heldigvis få. 16 D U K H s e n 2 / 2 0 0 6
I det følgende refereres derfor kun til kommunerne. I hvilke situationer gælder bestemmelsen? Retssikkerhedslovens regler gælder, når kommunen behandler sager efter en række sociale love. Se heroverfor. Men ellers er det vigtigt at være opmærksom på følgende forhold. Retssikkerhedslovens 3 gælder kun i afgørelsessager sager hvor kommunens sagsbehandling resulterer i en afgørelse. En afgørelse er en beslutning om borgerens ret og pligt i forhold til lovgivningen en beslutning borgeren i princippet kan klage over (uanset om loven faktisk giver en klageadgang). Beslutninger om ret til merudgifter og revalidering er eksempler på afgørelser. Omvendt gælder 3 ikke for beslutninger om det, der kaldes faktisk forvaltningsvirksomhed eller med andre ord kommunens initiativer for at føre en afgørelse ud i livet. Eksempler på faktisk forvaltningsvirksomhed er pædagogens arbejde i en institution eller hjemmehjælperens arbejde i borgerens hjem. Retssikkerhedslovens 3 gælder kun i ansøgningssager altså hvor borgeren søger om hjælp. Omvendt gælder regelen ikke i sager, hvor kommunen på eget initiativ undersøger, om der er behov for hjælp for eksempel hvis kommunen undersøger, om der er behov for hjælpeforanstaltninger overfor en families børn. Fastsættelse af tidsfristerne De tidsfrister, som kommunen fastsætter ud Retssikkerhedslovens 3 er derfor typisk generelle frister for det pågældende sagsområde og ikke tidsfrister for den individuelle ansøgning. Kommunen skal fastsætte tidsfrister for hvert enkelt sagsområde - for eksempel kontanthjælp og merudgifter til handicappede børn - ud fra den tid, som det tager at behandle hovedparten af sagerne indenfor området. Hvor gælder 3? Retssikkerhedslovens regler gælder blandt andet for følgende love: Pensionsloven - herunder også Lov om Delpension Sygedagpengeloven Boligstøtteloven Lov om Aktiv Socialpolitik Serviceloven Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats Lov om Børnetilskud og familieydelse hvordan tidsfristerne skal offentliggøres. Nogle kommuner offentliggør tidsfrister på deres hjemmeside - andre benytter opslag på biblioteker og ligende steder. I DUKH støder vi ofte på, at der ikke fastsættes tidsfrister i sociale sager enten fordi kommunen ikke har disse tidsfrister, eller fordi de ved en fejltagelse ikke meldes ud i den enkelte sag. Borgeren skal have besked, hvis tidsfristen ikke kan holdes Hvis kommunen ikke kan træffe en afgørelse indenfor den frist, som kommunen selv har fastsat, skal borgeren have skriftlig besked om dette og oplyses om, hvornår en afgørelse kan forventes. Hvis kommunen heller ikke kan overholde denne forlængede frist, skal borgeren igen underrettes, og kommunen skal igen fastsætte en ny frist. Hvis årsagen til, at kommunen ikke kan træffe en afgørelse er, at der mangler oplysninger i sagen eksempelvis lægeoplysninger, kan kommunen opfylde underretningskravet ved at angive, at der træffes afgørelse, når de manglende oplysninger er fremskaffet. Tidsfrister fastsat i anden lovgivning I nogle tilfælde kan en frist for sagens afgørelse være fastsat i anden lovgivning. Det gælder eksempelvis fortsættes næste side Retssikkerhedsloven stiller ingen krav til tidsfristernes længde. Det er op til den enkelte kommune at afgøre dette spørgsmål som en del af de lokale prioriteringer. Tidsfrister for sagens afgørelse er dog i enkelte tilfælde fastsat i andre love. Offentliggørelse af tidsfristerne Kommunen skal offentliggøre de tidsfrister, som den fastsætter efter Retssikkerhedslovens 3. Der er ikke nærmere regler om, D U K H s e n 2 / 2 0 0 6 17
førtidspensioner. Efter pensionsloven skal kommunen nemlig træffe afgørelse senest tre måneder efter tidspunktet for sagens overgang til behandling efter reglerne om førtidspension. Hvis fristen i særlige tilfælde ikke kan overholdes, skal du som borger have en redegørelse for, hvad der er årsag til den forlængede sagsbehandlingstid og besked om, hvornår sagen forventes afgjort. Herudover skal man være opmærksom på, at Retssikkerhedslovens 3 gælder i tiden før kommunen beslutter, at en sag kan behandles efter reglerne om førtidspension. Så borgeren skal også orienteres om sagsbehandlingstid i perioden, indtil sagen overgår til behandling efter reglerne om førtidspension. Der er også særlige frister for kommunernes genvurdering af klagesager. Dem kan du finde i bekendtgørelsen til retssikkerhedsloven 7-9. Kan borgeren klage over, at kommunen ikke fastsætter tidsfrister? Bortset fra spørgsmål om aktindsigt, er der ikke særlige klageregler over en kommunes brud på sagsbehandlingsreglerne heller ikke reglerne om tidsfrister i Retssikkerhedslovens 3. Men når kommunen har truffet en afgørelse i sagen, kan borgeren klage både over afgørelsens indhold og kommunens eventuelle brud på forvaltningsreglerne eller over én af delene. I de fleste tilfælde kan en lang sagsbehandlingstid dog ikke sidestilles med et afslag eller give ret til erstatning. Der skal rigtigt meget til, og derfor giver vi nedenfor nogle forslag til, hvordan du som borger ellers kan gribe sagen an, hvis du»står på den kommunale banegård«og venter på din afgørelse. Gode råd til borgeren -Når sagen trækker meget ud, kan du bede Det sociale Nævn om at tage stilling til, om kommunens tavshed skal tolkes et afslag. I så fald kan du nemlig klage over det afslag. -Hvis kommunen ikke har fastsat tidsfrister, kan du i første omgang påtale dette overfor sagsbehandleren og overfor kommunens ledelse. Hvis der generelt set, ikke er fastsat frister, kan du henvende sig til Tilsynet i statsamtet. -Alle offentlige myndigheder bør oplyse om forventet sagsbehandlingstid også de myndigheder, der ikke er direkte omfattet af Retssikkerhedslovens 3. Hvis myndigheden ikke fortæller dig noget om sagsbehandlingstid, så spørg. -Spørg om en forventet sagsbehandlingstid i kommunen, også når sagen er sendt tilbage (hjemvist) til kommunen fra Nævnet. Du kan som borger altså godt klage over for eksempel manglende tidsfrister eller manglende partshøring, selvom du i øvrigt er enig i afgørelsens indhold. Hvis en kommune ikke har fastsat tidsfrister efter Retssikkerhedslovens 3 kan du klage over dette til Tilsynet, som man kan finde i statsamtet - også selvom klagen ikke knytter sig til en bestemt sag. Hvad sker der, hvis myndigheden ikke overholder Retssikkerhedslovens 3 Selvom klagemyndigheden konstaterer, at kommunen ikke har overholdt kravet om hurtig sagsbehandling og ikke har fastsat tidsfrister, fører dette normalt ikke til, at afgørelsen bliver ugyldig. I nogle tilfælde kan klagemyndigheden gribe ind, hvis kommunen udviser stor passivitet eller direkte trækker sagen i langdrag. I disse situationer kan kommunens passivitet sidestilles med et afslag, som klagemyndigheden derefter kan tage stilling til. I sjældne tilfælde kan borgeren tilkendes erstatning, hvis en sag trækker unødigt ud og borgeren eksempelvis af denne grund lider et økonomisk tab. 18 D U K H s e n 2 / 2 0 0 6
Abonnér på DUKHsen: Udfyld nedenstående kupon og fax den til os på 75 54 26 69 eller send den til DUKH - Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet Banegårdspladsen 2, 2. sal 6000 Kolding Du kan også tilmelde dig selv eller anbefale en ven som modtager på www.dukh.dk Udfyld og fax denne side til DUKH på 75 54 26 69 eller send en mail til thomas.christensen@dukh.dk Sæt kryds Ja tak jeg ønsker at abonnere på DUKHsen Ja - jeg ønsker at anbefale en ven til DUKHsen Eget navn Egen E-mailadresse Evt. kommune - organisation - forening Navnet på din ven E-mailadressen på din ven Evt. kommune organisation - forening Vi behandler alle oplysninger med fortrolighed, og vi videreformidler ikke e-mailadresser til andre. Hvis du anbefaler en ven som modtager til nyhedsbrevet, kontakter vi vedkommende, før vi sender noget til ham eller hende. DUKHsen - nyhedsbrev udgivet af DUKH Banegårdspladsen 2, 2. sal 6000 Kolding Tlf. 7630 1930 Redaktion og kontaktperson Informationsmedarbejder Thomas Christensen thomas.christensen@dukh.dk Dir. tlf.: 76 31 15 24