3 gange guld og så forhåbentlig guld en 4. gang

3 gange guld og så forhåbentlig guld en 4. gang Et 3-årigt uddannelsesforløb for skolens pædagogiske personale er afsluttet november 2008. I disse 3 år har personalet ud fra en anerkendende og ressourceorienteret pædagogik erfaret, at de som lærere og pædagoger har ansvaret for et godt samvær og dermed et godt miljø for læring. De har i arbejdet med videofeedback ud fra ICDPs 8 samspilstemaer og 7 sensitiveringsprincipper tilegnet sig en viden og en kompetence, der gør, at de kan skabe et godt samvær sammen med børnene, vejlede kollegaer omkring samspillet med børn og endelig igennem vejledning understøtte forældre i at skabe og videreudvikle gode samværssituationer med egne børn. Det er guld for en skoleleder, at arbejde sammen med et personale med ovenstående kvalifikationer. Det er med til at sikre, at børnene og forældrene på skolen mødes af voksne, der ud over at være faglige kompetente, tager ansvaret for samværet med det enkelte barn og påtager sig lederskabet omkring den enkelte klasse. Netop disse 3 elementer kendetegner den gode undervisning, der er en forudsætning for at det enkelte barn i et samspil med andre lærer noget. Det er guld for en skoleleder - sammen med det samlede personale - at gennemføre et uddannelsesforløb, der har været gennemsyret af en ressourceorienteret pædagogik, hvor fokus har været rettet mod det der virker og samspillet personalet imellem har været anerkendende. Bedre vilkår fås ikke for udveksling af ideer, refleksion over pædagogisk praksis og dermed for læring og udvikling i fællesskab. Det er guld for en skoleleder, at høre forældre - efter deltagelse i forløb med videofeedback fortælle, at det her har godt nok flyttet os og her er noget vi kan bruge i hverdagen. Når man har guldet er forpligtigelsen fremover at anvende det på en ordentlig måde. Det betyder, at jeg som skoleleder nu hvor uddannelsesforløbet er slut - må skabe vilkår, der gør det muligt for at den enkelte alene og i fællesskab med andre fortsat at tilegne sig viden og udvikle kompetencer, der understøtter, at de nærmeste voksne omkring det enkelte barn påtager sig ansvaret for samværet. Guldet i denne sammenhæng vil være at alle voksne omkring skolen også om 10 år er bevidste om, at de som betydningsfulde voksne har ansvaret for samværet med det enkelte barn og dermed dets udvikling og læring - og ikke mindst at de påtager sig dette ansvar og handler derefter. Peter Mygind 1

Lærernes beretninger: Jeg er blevet en mere tilfreds og glad lærer gennem arbejdet med videofeedback. Jeg er blevet sværere at slå ud og kan derved handle mere rationelt og være en bedre lærer. Følgende vil jeg beskrive de faktorer, jeg mener, har betydet mest for denne ændring. For det første: Der er en betydningsfuld sammenhæng mellem min indre sindstilstand, mine følelser omkring den relation jeg er i og min fysiske tilstand. Det samme gælder for alle andre også vores elever i skolen. Videomediet har været et godt redskab til at blive bevidst om disse sammenhænge. Det har været det redskab, jeg kunne bruge til at analysere og bruge denne sammenhæng til glæde for mig selv og for de børn og andre mennesker, jeg er sammen med i mit professionelle arbejde som lærer. For det andet: Den positive tilgang til andre og til sig selv som metoden bygger på, og som IDCP-principperne er udtryk for. At anerkende at alle har ret til den opfattelse, tanker og følelser, vi har. Finde de situationer eller omstændigheder, der løfter, gøre mig min egen positive betydning klar og dernæst handle ud fra det og så opleve, hvordan det gode vokser. Vokser fra relationen og smitter af på barnets muligheder i det hele taget, for dets selvværd, for bedre at turde og kunne give og tage imod i samværet i klassen, og dermed for at lære og udvikle sig. Det er mig selv (evt. gerne med vejledning), der ser på et videoklip af et barn og mig. Jeg ser, hvornår barnets øjne, holdning, stemme osv. signalerer, at det befinder sig i en gunstig situation, hvornår vores møde betyder noget, og jeg kan føle efter i mig selv, hvordan jeg var tilpas i situationen. Det er mig der erkender, hvad jeg kan gøre mere af/ændre omkring barnet for at løfte det. Derfor vil den måde, jeg fremover agerer på over for barnet være autentisk, jeg træffer mine valg i forhold til mine egne erkendelser og inderste værdier. Selvfølgelig har jeg brug for ekspertviden, men jeg skal kunne indse og føle at de råd jeg får er i overensstemmelse med min egen grundholdning.og selvfølgelig kommer jeg stadig til at lave fejl, men jeg opdager det, og har fået redskaber til at rette ind. Det er den anerkendende måde at være sammen på, der gør den store forskel, men det har været videomediet og vores fælles analyser, der har synliggjort det og dermed givet den store glæde, det er at opleve at gøre en positiv forskel. Specielt om kollegavejledning er jeg overbevist om at videofeedback-metoden mere end nogen anden metode, jeg hidtil har kendt, giver fælles glæde ved arbejdet og modarbejder mistro og mindreværdsfølelser i forholdet mellem kollegaer. Når vi vejleder hinanden smelter vores interesse i at opnå en positiv udvikling sammen. Når jeg vejleder, føles det vigtigt for mig at den kollega jeg vejleder lykkes med sit projekt. At hun/han får nye erkendelser, tro på sig selv og på de ændringer hun/han vil foretage. Og når jeg bliver vejledt, kan jeg mærke min og min kollegas fælles entusiasme omkring den undervisning, det forældremøde eller hvad vi nu arbejder med at få bedre. 2

IDA Hvad videofeedback og ICDP-samspilstemaerne gør ved mit lærerliv. Først vil jeg slå fast, at alle mine bekymringer om at blive overflødiggjort, forvirret, konfus, afsløret, latterliggjort, få selvværdet banket ned under nul osv., blev gjort totalt til skamme i løbet af det første kvarter i mit første personlige møde med videofeedback. Der er sket lige det modsatte i de mange timer, jeg siden har anvendt videofeedback og samspilstemaerne. Jeg har fået lov at se, få bekræftet og dokumenteret at: - Jeg betyder noget for de mennesker jeg er sammen med. - Jeg gør en forskel, som kan have vital betydning for et andet menneske. - Jeg har et personligt ansvar for de relationers kvalitet, som jeg indgår i. - Jeg får respekt, hvor jeg viser respekt. - Jeg mødes af mennesker som i bund og grund vil samarbejde med mig. - Jeg kan bruge mig selv professionelt. - Jeg opdager og identificerer mine egne og mine medmenneskers ressourcer. - Jeg hjælper mine medmennesker med at opdage og identificere deres egne ressourcer. - Jeg kan redefinere de medmennesker som jeg indgår i relationer med. - Jeg oplever ansvarlighed, hvor jeg selv påtager mig mit ansvar. - Jeg bliver løftet og får styrket min selvfølelse og mit selvværd. - Jeg løfter og styrker mine medmenneskers selvfølelse og selvværd. Alt det ovenstående og mere til har betydet for mig, at jeg er blevet glad for at være lærer. Hver dag er blevet lærerig og spændende. Mine kolleger og de mennesker jeg underviser og hver dag indgår i tusindvis af relationer med, betyder meget for mig. Jeg har sagt til et lille menneske: Jeg kunne godt tænke mig at blive en bedre lærer for dig. Vil du lave lidt video sammen med mig, så mine kolleger kan hjælpe mig med det? Det øjeblik, hvor det lille menneske smiler og med glæde i øjnene siger: Ja. tager jeg med mig som et guldøjeblik i mit lærerliv. En forældre smilede til mig efter en samtale og sagde: Det har været en oplevelse. Det er et andet af mine guldøjeblikke. Jeg vil bruge videofeedback, samspilstemaerne og resten af mit lærerliv til at samle på den slags guldøjeblikke! Lars Videofeedback - Hvor lyder det ubehageligt. Det var nok den første tanke der løb igennem mit hoved, da jeg hørte ordet videofeedback. At se mig selv og ikke mindst at høre mig selv, var ikke det første jeg ønskede, da en af mine kollegaer foreslog, at det næste trin i vores fælles uddannelse skulle være videofeedback. Som kollegial gruppe var vores forudsætninger for at gå i gang på plads. Vi havde i flere år arbejdet med at implementer at arbejde anerkendende og relationskompetent i vores dagligdag og med videofeedback fik vi et værktøj, der kunne synliggøre vores anerkendende arbejdsform. Og jeg må sige: Det har ændret meget ved mit lærerliv. 3

Jeg har, ved hjælp af de korte optagelser af hverdagssituationer, fået øjnene op for de kvaliteter, jeg har som lærer og ikke mindst: Jeg har lært at tage det til mig. En videooptagelse viser det, jeg ikke når at opfatte, når jeg er i relationen, det gode samspil jeg har med barnet, hvordan barnet ser på mig, hvordan vi spejler hinanden, hvad vi siger til hinanden, hvordan stemningen er m.m.. Senere har jeg lært at hæve mig ud af situationen, så jeg nu oftere kan se flere af de ting, mens jeg er i relationen og nå at handle med større bevidsthed. Får børnene noget ud af dette arbejde? Jeg er helt sikker på, at børnene får en meget mere ansvarlig og opmærksom lærer. Da jeg valgte mit første fokusbarn, var det et meget stille barn, der ikke gjorde noget væsen af sig overhovedet. Jeg ville gerne se om min øgede opmærksomhed på barnet, kunne ændre ved barnets aktivitetsniveau i klassen. Det, at jeg gjorde noget aktivt i forhold til det barn, gjorde, at jeg bevidst så barnet hver dag og tog hånd om det. Der kom en del mere aktivitet omkring barnets faglighed, men også noget omkring det sociale f.eks. med at turde tage ordet i en fællessnak og sige fra over for andre børn. Jeg føler et stort ansvar for børnenes skoledag. Jeg har set, hvilken stor betydning mine handlinger har for de børn, jeg møder i mit arbejde, jeg vil endda sige, at det har lært mig, hvilken stor betydning mine handlinger har, for de mennesker jeg møder overhovedet. Jeg kan tage ansvar for de relationer, der ikke går, som jeg gerne vil. F.eks. er jeg blevet meget bedre til at få sagt til barnet, når jeg har mistet overblikket og måske kommet til at overtræde barnets grænser ved at råbe af det, at den måde vil jeg ikke bruge en anden gang, måske få sagt undskyld, altså få taget ansvaret for den uhensigtsmæssige handling. Det lyder måske skræmmende og som et stort og tungt ansvar. Sådan føler jeg det også engang imellem, men først og fremmest føler jeg mig værdifuld for de børn, jeg møder på min arbejdsplads. Jeg føler, at jeg har et stort ansvar og at jeg gør en forskel. Iris Historien om Ole Min indgangsvinkel til at arbejde med videofeedback sammen med Ole var at han altid var anspændt og vigende i blikket, når jeg underviste på klassen og hermed henvendte mig til ham. Som nyansat på skolen og hermed et lærerskift i klassen så jeg at Ole som er dygtig til matematik blev uengageret og han fortale uforbeholdent at han hellere ville have sin gamle matematiklærer tilbage. Jeg tager en bestemmelse om at lave videofeedback på Ole og indleder et samarbejde med klasselæreren om dette. I løbet af 3 måneder med 3 gange video, udvikler vores samvær sig sådan at Ole ofte vil fortælle noget uden at være anspændt og vigende i blikket. I perioden med videofeedback får jeg som lærer skærpet min opmærksomhed på Ole, det gør at det er nemmere at give ham noget positivt respons på det faglige- og det menneskelige plan. Det bliver naturligt, når man vejleder barnet fagligt også at fx lægge en hånd på skulderen af barnet så det kan mærke at vi er her fysisk. Problemformuleringen løses af sig selv ved at den voksne tør være opmærksom og nærværende. Efter sommerferien til samtalen med forældrene fortæller Oles mor at hun er bekymret over at Ole har den opfattelse af sig selv at han er anderledes. Hun fortæller desuden at han har svært ved at have tillid til nogen i skolen. Vi tager den beslutning at vi gerne vil lave udvidet forældresamarbejde med disse forældre og tilbyder dem supervision. Vores samarbejde indledes med en kontrakt, hvor vi definere: 4

på hvilke områder forældrene kan få hjælp hvad skolen kan tilbyde hvilke rammer det skal foregå under tidsrammen forældreforventninger lærerforventninger Forløbet har strakt sig over 4 mødegange á 1½ time. Vi har gennemgået 2 videofilm + 1 feriebillede. For forældrene har arbejdet være at komme igennem ICDP s 8 samspilprincipper. Som støtte har forældrene haft Karsten Hundeides Samspilstemaer, relationsarbejde en forældreguide. Oles forældre har flere gange givet udtryk for at de har haft stor glæde af samspilsprincippernes modsætninger. Måden at arbejde på, hvor man ser positivt på samværet, gør at forældrene på trods af en vis nervøsitet føler sig trykke i situationen. Den meget faste struktur ved supervison gør at det er nemmere fælles at formulere nye mål for vosen/barn samværet. Som supervisor har man et ansvar for at den nye målsætning er kommet frem ved at forældrene har fået en kombination at gode råd og egentænkning. Forældreevaluering: Kære alle tre. Vi har begge været rigtig glade for at få den mulighed for at indgå i ICDP samarbejdet med jer. Vi har mange konflikter med Ole og derfor var vi klar til at indgå i samarbejdet, således at vi kunne få nogle redskaber/værktøjer til at kunne gøre/løse problemerne på en bedre måde. Vi ønskede at vi kunne mærke nogle ændringer i vores dagligdag. Vi har været meget spændte på at starte forløbet, og kunne næsten ikke vente med at komme i gang, og vi vil også lige sige at vi hele tiden har været tryg ved jer begge, lærere Ingelis og Hanna. Vi synes selv at vi begge har lært en masse gode ting som vi vil forsøge på at bruge fremover på en positiv måde, og ville ønske at vi kunne fortsætte samarbejdet. Vi har set og tænkt meget på vores rolle i dette samspil, hvor vigtigt det er at vi har ro, således at vi når at fange Ole lige der hvor han er. Vi blev ekstra obs. Op: vores rolle (vi smitter af på Ole) rolighed skaber ro tryghed/omgivelser/stemning tiden (gi sig tid) vores humor se/føle og fornemme kropssproget tænke og iagttage de ting som går godt bygge videre på disse tænke positivt Ja vi kunne blive ved, men vi er stadig klar til at arbejde ud fra disse ovennævnte stikord og vil gøre alt hvad vi kan for at forbedre vores hverdag i hjemmet. Vi har stadig en del at arbejde på men vi har fået gode input/redskaber, som vi skal arbejde med. Mange tak til Ingelis og Hanna, vi har været supertilfredse med det som vi sammen har opnået. Dejligt at få hørt den professionelle del, og være med til at lytte på/til JØRGEN, som vi godt kunne ha brugt flere timer med, (bare at høre og samtidig forstå). 5

Tak for denne gang. Venlig hilsen Oles forældre Lærerevaluering: Forholdet til Ole ændres automatisk i forløbet: vi ser ham sammen med sin familie og har derfor bedre indsigt han bliver mere glad da han får god opmærksomhed hjemme, dette tager han med i skole Vi har oplevet at Ole spontant kommer og giver et knus om morgenen. Han fortæller om glæder og forventninger. Han møder udfordringer på en mere åben måde. Processen med forældrene har været givtig da vi har fået os øvet på videofeedback. Specielt har vi set store muligheder i det at se på et enkelt billede. Det har været spændende at se og høre hvad forældrene enkeltvis og sammen har set i billeder/film. Vi har oplevet en meget stor grad af tillid og åbenhed. Udarbejdet af Hanna og Ingelis De 3 trin. Det har betydet rigtigt meget for mig, at få udvidet min relationskompetence ved at blive oplært i at anvende ICDP-temaerne. Det har især været godt at bruge videofeedback, fordi det er en konkret og positiv måde, at få illustreret, hvad det er, jeg gør, som er godt for det enkelte barn. Det er en meget positiv og livsbekræftende proces at deltage i, fordi der tages udgangspunkt i det positive, man gør i forvejen. Jeg føler, det har udviklet mig såvel personligt som fagligt. Uddannelsen har foregået i tre step. Første trin var, at se på sin egen relation til et enkelt barn og evt. redefinere barnet. Her var den store åbenbaring for mig, at jeg virkelig betyder noget for de børn, som jeg er sammen med i undervisningen, at jeg kan gøre en forskel selv med den smule tid, som jeg har til det. Jeg har fundet ud af, at selv de små ting nytter. Fx kan jeg være den, som gør, at ét barn føler, det har en voksen, som værdsætter dét, som den person det virkelig er og det blot ved at tale med barnet om helt personlige ting eller bare vise barnet, at man har set det, hvis man ikke har mere tid end det. Jeg har også oplevet, at børn, som vi troede, ville udvikle læsevanskeligheder, slap for dette, fordi vi mente, at en periode med fokus på relationen med barnet netop var det rigtige. Jeg har mindst to gange i løbet af de 3 år, vi har arbejdet med ICDP-temaerne brugt arbejdet med den positive relation som det vigtigste i to forskellige børns læse- og skriveundervisningen. Det har konkret udmøntet sig som ½ - 1 min. samtale dagligt med barnet om ting, som betyder noget personligt for barnet. Det har i løbet af samtalen været vigtigt for mig at spotte glimtet i barnets øjne, før vi skulle i gang med det svære nemlig at lære at læse. Begge gange har det vist sig, at jeg har haft succes med relations-arbejdet. Den anerkendelse, som barnet oplever, giver barnet så meget selvværd, at det kan udfordres i nærmeste udviklingszone, og dette er så motiverende for barnet, at det går i lag med det, som har været svært, med så meget energi, at det ikke kan undgå at give succes (hvis barnet ellers ikke har nogle dysfunktioner). Derudover kan nogle af principperne også bruges konkret i læseundervisningen ved at rose og anerkende de strategier, som man ønsker barnet skal bruge endnu mere. Desuden er det oplagt at give uddybende forklaringer til det der læses om, så der ikke kun er fokus på afkodningen men også forståelsen af det læste og på sammen måde kan flere andre af temaerne bruges i den konkrete undervisning. 6

En anden gang havde jeg valgt at arbejde med et barn, som var omsorgssvigtet. Her opnåede jeg en fortrolighed fra barnet, som var så intens, at det viste sig, at barnet blev udsat for overgreb af urimelig karakter. Men jeg ved, at jeg var der for barnet, da det havde brug for mig, og det er godt at vide, at jeg ikke bare tænkte, at barnet var umuligt og ikke burde være i klassen, at jeg formåede at rumme barnet, da det havde allermest brug for det. Trin to i ICDP uddannelsen har været at lære at give kollega supervision vha. videofeedback. Men da alle på skolen har fulgt undervisningen på én gang, har det udviklet os sammen, og har derfor været svært at se, hvordan det kunne bruges, hvis det var en kollega, som ikke kendte noget til relationsarbejdet og brugen af ICDP-temaerne. Efterfølgende har jeg kunnet mærke, at jeg automatisk bruger principperne, når jeg har praktikanter eller nye kollegaer. Jeg registrerer automatisk de positive relationer, og det uanset om det er lærerens relation til et enkelt barn eller til klassen som helhed. Jeg synes selv, jeg er hurtig til at spotte, hvad der er positivt, men ikke så ensidigt, at jeg ikke kan fortælle, hvad der skal overvejes i forbindelse med en undervisningssituation for at gøre den endnu bedre. Det tredje trin har været at undervise forældre i at anvende ICDP-temaerne på deres relation med deres barn derhjemme vha. video optaget i hjemmet. Det har været om muligt endnu større at se, hvordan jeg har kunnet rykke med en forælders holdning til sit eget barn, hvordan denne forælder, som selv er barn af en misbruger har vist sig at kunne blive mønsterbryder, og her er hvad hun selv skriver ved evalueringen af vores forløb. INA 7