Indhold 1. Kapitel Problemfelt... 4 1.1. Motivation og samfundsmæssig relevans... 4 1.2. Problemformulering... 6 1.3. Projektdesign... 8 1.4. Forforståelse... 9 1.5. Fokus og afgrænsning... 9 2. Kapitel Metode... 11 2.1. Metodisk fremgangsmåde... 11 2.1.1. Dokumentanalyse... 12 2.1.2. Casestudier... 13 2.2. Valg af videnskabsteori... 15 2.2.1. Kritisk refleksion... 15 2.3. Valg af teori... 16 2.3.1. Valg af den engelske skole... 16 2.3.2. Valg af globaliseringsteorier... 17 2.3.3. Supplerende teorier... 18 2.4. Valg af empiri... 19 3. Kapitel Teori... 21 3.1. Den engelske skole... 21 3.1.1. Den engelske skoles tre traditioner... 22 1
3.1.2. International orden og retfærdighed... 26 3.2. Suverænitet... 27 3.3. Stærke og svage stater... 28 3.4. Interne konflikters internationale konsekvenser... 30 3.5. Globalisering... 30 4. Kapitel Videnskabsteori... 33 4.1. Den engelske skole en pluralistisk videnskabsteori... 33 4.1.1. Positivisme i den realistiske tradition... 34 4.1.4. Anvendelse af pluralistisk videnskabsteoretisk teori... 40 4.2. Den engelske skole som samlet teori... 42 5. Kapitel Verdenssyn i Responsibility to Protect... 44 5.1. En global verden... 44 5.2. Responsibility to Protect... 45 5.2.1. Responsibility to Protect i en global verden... 46 5.3. Delkonklusion... 48 6. Kapitel Politiske interesser i konfliktområder?... 50 6.1. Konflikten Libyen... 50 6.2. Konflikten i Syrien... 52 6.3. Stærke og svage stater... 54 6.3.1. Legitimitetsgrad... 54 6.3.2. Implementeringskapacitet og penetrationskapacitet... 55 2
6.3.3. Voldsmiddelkoncentration... 56 6.4. Delkonklusion... 57 7. Kapitel Fortolkningens betydning... 59 7.1. Implementering... 62 7.2. Delkonklusion... 64 8. Kapitel Responsibility to Protects anvendelighed... 66 9. Kapitel Konklusion... 69 10. Kapitel Perspektivering... 71 11. Kapitel Litteratur... 73 3
1. Kapitel Problemfelt 1.1. Motivation og samfundsmæssig relevans Siden Anden verdenskrig, og i høj grad siden afslutningen på den kolde krig, har der været voksende tendens til, at væbnede konflikter oftere er af intern karakter, frem for krig mellem forskellige stater, som vi kender det i traditionel forstand (Malmvig 2006:43). Dette bevirker, at antallet af situationer, hvor en stat ikke formår at beskytte sin befolkning, er vokset støt. De humanitære tragedier er talrige. Folkemordet i Rwanda, Balkan-konflikten, konflikterne i det tidligere Jugoslavien, og konflikterne i Bosnien og Kosovo kan, og bør, fremhæves som de mest åbenlyse eksempler herpå. Sådanne interstatslige konflikter har siden 1990 erne skabt internationalt fokus på ansvaret for beskyttelse af verdens civilbefolkninger. Omstændighederne omkring konflikten i Bosnien fra 1992 til 1995 havde omfattende humanitære konsekvenser (DIIS 2011). Daværende Generalsekretær for FN, Kofi Annan 1, understregede i kølvandet på disse katastrofer, at det skulle være en international politisk prioritet at sikre, at humanitære tragedier kunne forhindres i fremtidige konflikter (Annan 1999). Annan anerkendte dog, at en sådan fremtidig forebyggelse og bekæmpelse af staters interne konflikter ikke ville blive nemt, og at alle verdens lande derfor måtte stå sammen om at bære denne opgave for at beskytte verdens civilbefolkning i væbnede konflikter (ibid.). Disse tanker blev grundsten for, hvad der i 2005 enstemmigt blev vedtaget i FN som Responsibility to Protect (R2P). R2P-princippet blev internationalt anset som et stort fremskridt for fremtidig beskyttelse af menneskerettigheder og i FN var holdningen; We can, and must, do better. Humanity expects it and history demands it (UN 2009:6). Det er nu ni år siden, R2P blev vedtaget. Antallet af konflikter som kategoriseres som seriøst bekymrende har imidlertid været stigende (GCR2P). Alligevel har R2P kun været benyttet et begrænset antal gange siden vedtagelsen! Det på trods af, at R2P har været 1 1938-. Ghaniansk generalsekratær for FN fra 1997 til 2006 4
foreslået FN s Sikkerhedsråd og dermed forsøgt anvendt til multilaterale humanitære interventioner flere gange siden vedtagelsen. En central problematik i anvendelsen af R2P er blandt andet legitimering af en intervention, idet der som følge heraf brydes med staters suverænitet. Det er således ved enhver given konflikt relevant at diskutere, hvorvidt de interne stridigheder bedst løses på baggrund af at R2P anvendes og den statslige suverænitet dermed overskrides. Internationalt samarbejde er i dag en helt central forudsætning som konsekvens af stigende modernisering og global udvikling, der stiller det internationale samfund over for udfordringer, der overskrider territoriale og nationale grænser. Mulighederne for internationale løsninger udfordres dog konstant af realpolitiske interesser, der i stigende grad har indflydelse på international politik (Kaspersen 2013:704). Den stigende globalisering kan være en udfordring for anvendelse af R2P i kraft af, at indflydelsesrige internationale aktører kan have økonomiske og geopolitiske interesserer i stater, hvor R2P potentielt kunne anvendes. Her kan et problem være, at indflydelsesrige internationale aktører, der har mulighed for at nedlægge veto i Sikkerhedsrådet, kan have økonomiske og geopolitiske interesser i stater, hvor R2P potentielt kunne implementeres. Udfordringerne for R2P-princippet opleves tydeligt i forbindelse med seneste forsøg på anvendelse til en humanitær intervention i Syrien. To gange har et forslag til en resolution, der legitimerede en intervention i Syrien, været til afstemning i FN s Sikkerhedsråd. Resolutionerne er imidlertid begge gange blevet bremset af nedlagt veto fra Rusland og Kina (Andersson et al. 2012:116). Året forinden blev R2P anvendt til en omfattende militær intervention i Libyen, der efterfølgende modtog massiv kritik. Hvorvidt modstanden mod anvendelse af R2P i Syrien skyldes de realpolitiske omstændigheder internt i Syrien eller erfaringer med interventionen i Libyen, er relevant at undersøge i henhold til anvendeligheden af R2P. Med udgangspunkt i den militær intervention i Libyen i 2011 samt konflikten i Syrien, hvor en intervention ikke kunne opnå tilslutning blandt Sikkerhedsrådets permanente medlemmer i 2012, ønsker vi at undersøge hvilke parametre, der har vist sig betydende for den differentierede håndtering af to umiddelbart similære konflikter. 5
1.2. Problemformulering Hvilke interesser kommer til udtryk i beslutningsprocessen om militær anvendelse af Responsibility to Protect? Hvilken betydning har dette for fremtidige anvendelsesmuligheder? For at tilegne os en forståelse for, hvilke overvejelser, der har betydning for militær intervention, samt hvordan disse påvirker interventioner i fremtiden, finder vi det relevant og nødvendigt at belyse en række delelementer, som i samspil kan danne grundlag for besvarelse af vores problemformulering. Idet R2P er en internationalt alment accepteret hensigtserklæring, finder vi det nødvendigt at belyse, hvorvidt de grundlæggende principper der danner grobund for princippet, udtrykker universelle værdier, eller om hensigtserklæringen i højere grad er bygget op omkring bestemte verdenssyn, der dermed præger den konkrete anvendelse af R2P, Det er væsentligt for at kunne vurdere selve princippets eksistensgrundlag. Med et teoretisk udgangspunkt vil vi derfor besvare spørgsmålet: Hvilke verdenssyn kommer til udtryk i Responsibility to Protect. Indenfor teoriretningen Internationale Relationer udspiller forskellige verdenssyn sig, der vilkårligt vil medføre afvigende positioner overfor et stærkt politisk princip som R2P. Et helt centralt fænomen som statssuverænitet, må som led i R2P-princippet brydes, hvis på forhånd definerede interne forhold ikke overholdes af en stat. Det er derfor afgørende at have forståelse for, hvilke verdenssyn der tilkendegives, hvis der skal opnås dybere indsigt i, hvorfor der i beslutningsprocessen omkring anvendelse af R2P til humanitær intervention ræsonneres forskelligt. Dermed leder den teoretiske forståelse af de verdenssyn der udfolder sig i første analysedel, videre til en empirisk belysning af spørgsmålet: Hvilken rolle spiller politiske interesser i henhold til overvejelser i beslutningsprocessen for vedtagelse af en militær intervention på baggrund af R2P. I anden analysedel tager vi udgangspunkt i Libyen og Syrien og analyserer, hvordan markante internationale politiske parters interesser kan anses som værende udtryk for forskellige verdensanskuelser. Vi sammenholder disse anskuelser med R2P, for derigennem at undersøge, hvorvidt de stemmer overens eller er i modstridend med de grundlæggende principper i R2P. Med den viden vil vi have en bedre forståelse for argumenter for hhv. intervention eller ikke-intervention i 6
beslutningsprocesserne i FN s Sikkerhedsråd. Konflikten i Libyen ledte til en resolution, der muliggjorde multilateral militær intervention i staten. I kølvandet på denne intervention er resolutionen blevet kritiseret, hvorefter det ikke har v æret muligt at gennemføre en resolution, der legitimerede en militær intervention siden. Derfor finder vi det relevant at stille spørgsmålet: Hvilken konsekvens har fortolkningen af Resolution 1973 haft for efterfølgende interventionsmuligheder vedtaget på baggrund af R2P? Hvordan fortolkede de intervenerende parter resolutionen, og er der en uoverensstemmelse mellem relevante parters forståelse af det mandat der blev udstedt. De tre centrale spørgsmål vil afslutningsvis blive sammenfattet i en diskussion ud fra spørgsmålet: Hvordan kan Responsibility to Protect være anvendelig til militære interventioner i fremtiden? Således vil vores belysning af problemformuleringen ske gennem disse fire centrale spørgsmål: 1. Hvilke verdenssyn kommer til udtryk i Responsibility to Protect? 2. Hvilken rolle spiller politiske interesser i henhold til overvejelser i beslutningsprocessen for vedtagelse af en militær intervention på baggrund af R2P. 3. Hvilken konsekvens har fortolkningen af Resolution 1973 haft for efterfølgende interventionsmuligheder vedtaget på baggrund af R2P? 4. Hvordan kan Responsibility to Protect være anvendelig til militære interventioner i fremtiden? 7
1.3. Projektdesign Ovenstående præcisering vil her præsenteres i en grafisk illustration, der klargør, hvordan de forskellige delelementer i dette projekt spiller sammen: 8
1.4. Forforståelse Vores indgang til projektet tager udgangspunkt i en forståelse af, at anvendelse af R2P er problematisk. Grundlæggende har vi en positiv forståelse af R2P som hensigtserklæring. Derfor kan det åbentlyst være problematisk at legitimere et sådant princip, når man fra FN-medlemslandenes side vælger at gribe ind i nogle konflikter og tilsidesætte andre. R2P som en internationalt accepteret hensigtserklæring, kan forekomme paradoksalt, når der tydeligt differentieres mellem forskellige konflikter, og at hensigten, at bekæmpe og forebygge forbrydelser mod menneskeheden, folkemord samt etnisk udrenselse, tilsidesættes af stater, der nedlægger veto på baggrund af andre interesser. I henhold til forforståelsen er det ligeledes centralt at tage højde for vores institutionaliserede verdenssyn. I kraft af, at vi lever i et vestligt markedsdemokrati, er individets rettigheder et centralt udgangspunkt for os, hvilket sandsynligvis havde været anderledes, hvis vi var produkter af et samfund, hvor fællesskab havde forrang. Derfor har vi som udgangspunkt en normativ forståelse af menneskerettighederne som af afgørende betydning for en retfærdig verden. Dette betyder helt konkret for vores projekt, at stater, der ikke overholder menneskerettighederne, ikke lever op til vores normative idealistiske forståelse, hvormed disse fremstilles i et negativt lys. Samtidig er vi vokset op i en tid, hvor internationalt samarbejde er centralt i stort set alle politiske sammenhænge, hvorfor vi opfatter FN som et legitimt organ, der promoverer en retfærdig verden gennem diplomati. Dette har skabt grundlag for at tage fat i FN s hensigtserklæring, idet vi umiddelbart anser R2P som et princip, der bør overholdes, på lige fod med menneskerettighederne. 1.5. Fokus og afgrænsning Siden den militære intervention i Libyen er konflikten i Syrien det eneste tilfælde, hvor R2P er blevet stedt til afstemning i Sikkerhedsrådet. Interventionsforslaget blev ved denne konflikt nedstemt af de to prominente medlemmer af Sikkerhedsrådet, Kina og Rusland, der benyttede sig af deres vetoret. Den omfattende militære intervention i Libyen modtog efterfølgende massiv kritik af måden, hvorpå resolutionen blev efterlevet. Vi ønsker derfor at undersøge, hvorvidt anvendelsen af R2P i konflikten i Libyen kan have udfordret muligheden for indgriben i efterfølgende humanitære konflikter. Idet Syrien er 9
det eneste tilfælde på en sådan efterfølgende konflikt, anvendes denne i en eksemplificering heraf. Således vil vores fokus til besvarelse af problemformuleringen være et casestudie af konflikterne i Libyen og Syrien. Vi tager afsæt i fagdisciplinerne politologi og sociologi, der i et interdisciplinært samspil (Enevoldsen et. al. 2012:36) vil bidrage til projektets analyse og diskussion. Dog vil politologiske teorier og perspektiver være dominerende. Den engelske skole som international politisk teori vil være central til at belyse de omstændigheder, der internationalt er afgørende for udformningen og anvendelsen af R2P. Samtidig giver denne teoretiske skole mulighed for nuancerede diskussioner mellem forskellige positioner. Den sociologiske fagdisciplin vil, med globaliseringsteori som bærende fundament, nuancere forståelsen af, hvorfor et princip som R2P er kommet på dagsordenen samt hvilke udfordringer, den globale verden medfører foranvendelsesmulighederne af dette princip. Vores valgte teorier vil blive uddybet i afsnit 2.2. Valg af teori. I besvarelsen af projektets problemformulering kan udpeges en række elementer, der kunne have været interessante og relevante at belyse, men som i dette projekt ikke er medtaget. Vi afgrænser os blandt andet fra indgående at analysere de institutionelle rammer omkring R2P som eksempelvis FN s struktur, juridiske omstændigheder og Sikkerhedsrådets opbygning. Ydermere forholder vi os udelukkende til overvejelser om større militære interventioner på baggrund af R2P, på trods af, at princippet lige så vel kan komme til udtryk i form af bløde humanitære interventioner. Vores valg af cases rummer ligeledes en afgrænsning, idet fokus på andre konflikter ville have formet projektets diskussioner og analyser i en anden retning. Her kunne en analyse ud fra et historisk perspektiv af konflikter inden R2P blev vedtaget, sammenlignet med konflikter efterfølgende, give et bredere perspektiv på betydningen af en internationalt accepteret hensigtserklæring. Vores projekt formes dermed af bevidste valg af fagdiscipliner, teorier, cases og de heraf følgende centrale diskussioner. 10
2. Kapitel Metode Dette afsnit præsenterer de metodiske overvejelser, der ligger til grund for udformningen af dette projekt. Indledningsvist klargøres projektets metodiske fremgangsmåde, samt samspillet mellem teori og empiri. Efterfølgende vil overvejelser omkring anvendelsen af forskellige typer dokumenter præsenteres, samt en kritisk refleksion over brugen af vores to cases. Afslutningsvist finder vi en refleksion over fordele og ulemper ved vores valgte teori og empiri relevant, i en klargørelse af, hvordan teorierne internt forholder sig til hinanden, samt hvad forskellige typer empiri kan bidrage med i vores analyse. 2.1. Metodisk fremgangsmåde I en besvarelse af vores problemformulering har vi valgt at arbejde ud fra en kvalitativ tilgang til analyserne (Brinkmann & Tanggaard 2010:17). Formålet med projektet er at undersøge, R2P-princippets fremtidige anvendelsesmuligheder i konflikter. Derfor vil vi belyse en række af de konkrete overvejelser, der kommer til udtryk i beslutningsprocessen op til vedtagelsen af en intervention eller ikke-intervention. Vi finder det relevant at belyse disse forhold ud fra en analyse af kvalitativ empiri i form af dokumenter, som vi analyserer med henblik på, at klarlægge de enkelte aktørers grundlag for ageren i de givne konflikter. Hvordan vi behandler de empiriske dokumenter belyses i afsnit 2.1.1. Dokumentanalyse. Vi benytter en deduktiv metodisk tilgang i projektets analyser, idet vores teoretiske fundament vil være med udgangspunkt i allerede etablerede teorier (Klemmensen et.al. 2002:27). Derfor sigter vores projekt ikke efter at teorigenerere. En central teori for dette projekt er den engelse skole, der arbejder med tre teoretisk definerede traditioner, hvilke vi benytter som værktøj til analysen af vores empiri. Foruden den deduktive tilgang til projektet arbejder vi deskriptivt (Bitsch Olsen 2003:188). Vi har valgt at gribe projektet deskriptivt an, idet denne metodiske tilgang kan være behjælpelig til at beskrive processen omkring intervention samt at give en baggrundsbeskrivelse for, hvordan Internationale Relationer har haft indflydelse på de processer, vi belyser i projektet. Vi søger i projektet at belyse, hvordan divergerende positioner har spillet forskellige roller i beslutningen om at anvende et globalt princip som R2P til beskyttelse af egne og 11
hinandens befolkninger. Samspillet mellem de to metodiske tilgange har derfor til formål at muliggøre en belysning af, hvorfor forskellige konflikter håndteres forskelligt. 2.1.1. Dokumentanalyse I projektets analyser benyttes dokumenter som primær empiri. I arbejdet med dokumenter er vi os bevidste, at vi i høj grad anvender sekundære dokumenter i form af blandt andet resolutioner og mødereferater fra FN (Lynggaard 2010:139). Et sekundært dokument er forfattet i forbindelse med den undersøgte begivenhed og er skrevet med det henblik på at blive offentligt tilgængeligt (ibid.:139) Vi benytter resolutionerne til at klargøre, hvilke beslutninger, der er blevet truffet, samt hvilket ansvar og beføjelser, der er blevet givet FN s medlemslande. Mødereferaterne benyttes til en analyse af, hvilke verdenssyn der arbejdes ud fra hos forskellige aktører, eksempelvis hos de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet. Her kan man argumentere for, at en primær dokumenttype ville være mere værdifuld, idet eksempelvis yderliggående holdninger ikke nødvendigvis bliver udtrykt, hvis der er bevidsthed om, at der vil blive nedskrevet et offentligt tilgængeligt mødereferat. Vi mener dog, at de mødereferater vi har til rådighed, er repræsentative, idet vedtagelsen af en resolution må forventes at være en direkte konsekvens af debatten beskrevet i det givne mødereferat. Et primært dokument er, ligesom det sekundære, skrevet i tidsmæssig nærhed af den begivenhed, der undersøges, men har været bestemt for et begrænset publikum (ibid.:138). Ud over vores sekundære dokumenter gør vi brug af tertiære dokumenter i vores analyse (ibid.:139). I modsætning til de andre dokumenttyper er et tertiært dokument skrevet efter den undersøgte begivenhed, og har en analyserende tilgang til begivenheden. Desuden er tertiære dokumenter offentligt tilgængelige, ligesom sekundære dokumenter (ibid.:139). Vores tertiære dokumenter tager i høj grad form af nyhedsartikler og evaluerende rapporter. Idet afsendere af sådanne dokumenter ofte ytrer holdningsbaserede kommentarer, er vi bevidste om de respektive afsendere af benyttede dokumenter. Eksempelvis finder vi det relevant at overveje validiteten af et tertiært dokument som eksempelvis rapporter om menneskerettighedskrænkelser udfærdiget af NGO er med direkte interesse i, at det internationale samfund skrider til handling over for stater, der bryder menneskerettighederne. Ydermere kan man argumentere for, at der 12
er bestemte interesser i budskabet, når FN laver evaluerende rapporter af deres egen indsats på forskellige områder. Man kan argumentere for, at FN har interesse i at få egne handlinger til at fremstå i et positivt lys for derigennem ikke at fremstå som en fejlslagen organisation. Overvejelser som disse ville sandsynligvis komme tydeligere til udtryk i primære dokumenter. Idet vi har valgt at belyse hvilke positioner forskellige aktører arbejder ud fra, har det været givende at tage udgangspunkt i officielle dokumenter fra FN. Det skyldes, at man i et mødereferat forfattet af FN må gå ud fra, at oplysningerne beskriver, hvordan forskellige aktører har ageret under det givne møde. Dog reflekterer vi kritisk over de enkelte udsagn i et sådant referat, idet vi ikke har adgang til oplysninger om bevæggrunde for en given udtalelse. 2.1.2. Casestudier I projektets analysedele tager vi udgangspunkt i to cases, hhv. Libyen og Syrien. En case kan defineres som værende et tilfælde eller en forekomst af problemfelter (Flyvbjerg 2010:464). Vi benytter altså vores cases til at give et konkretiseret eksempel på, hvordan R2P hhv. er anvendt og ikke anvendt til intervention. En analyse af R2P-pincippets anvendelighed kan være kompliceret at foretage, idet hensigtserklæringen opererer i et komplekst og ikke umiddelbart gennemskueligt internationalt samfund. Derfor anvender vi de to cases i en eksemplifikation af de forskellige problemstillinger, der kommer til udtryk ved både intervention og ikke-intervention. Ved anvendelse af de to cases vil vi opnå konkrete resultater, som vi videre kan benytte til fortolkninger af nogle af de centrale udfordringer, R2P står over for. Anvendelsen af cases i vores studie vil altså forbinde vores teoretiske udgangspunkt med den konkrete kontekst, og derved styrke analysen, idet vi både vil belyse problemstillingen teoretisk, men også ud fra konkrete empiriske tilfælde (ibid.:465). I Bent Flyvbjergs 2 første misforståelse af casestudiet (ibid.) påpeger han, at praktisk kontekstafhængig viden har en værdifuld og selvstændig værdi, i modsætning til forudsigende teorier, der er kontekstuafhængige (ibid.). Det underbygger argumentationen for inddragelse af en caseanalyse i vores projekt, da case-analysens resultater nødvendigvis vil komme den 2 1952-. Dansk professor i økonomi og geografi samt samfundsforsker ved University of Oxford 13
konkrete kontekst nærmere end teorien, hvilket underbygger, vores valg af både teori og casestudier, der i samspil kan resultere i en dybdegående fortolkning af virkeligheden. I Flyvbjergs anden misforståelse af casestudiet, påpeger han ydermere, at man samfundsvidenskabeligt kan foretage en generalisering ud fra et enkelt tilfælde (ibid.). Flyvbjerg understreger, at en enkeltcase-undersøgelse ikke i sig selv ikke skader den undersøgelsens resultater, idet casestudiet har en selvstændig værdi (ibid.:464-465). Enkeltcasens generaliserbarhed afhænger dog af strategisk caseudvælgelse, der er med til at styrke casens kvalitet (ibid.:472). Med udgangspunkt i denne sondring kan vi metodisk foretage strategiske udvælgelser af cases, for at styrke argumentationen i projektet. Vi benytter os af den informationsorienterede udvælgelse, hvilket vil sige, at vi ikke har udvalgt to tilfældige cases, men derimod valgt dem ud fra en forventning om deres informationsforhold (ibid.:475). I forbindelse med den informationsorienterede udvælgelse har vi udvalgt to cases med maximal variation (ibid.). Det betyder, at man udvælger to cases, der umiddelbart er ens, men som er maximalt forskellige på én dimension. På den måde kan vi via to cases indhente information om variationens betydning, der forudsætter vores resultater (ibid.) Konflikten i Libyen er i dag det eneste sted, hvor R2P har ledt til en størrer militær intervention. Derfor maksimerer vi nytteværdien af den information, der opnås ved analyse af casen. Interventionen i Libyen var meget omfattende, hvormed vi med et casestudie heraf kan erhverve os en dyb forståelse for, hvilket potentiale, der ligger i R2P til intervenering militært. Vi har valgt Syrien som anden case, idet konflikten minder om Libyen, men ligeledes adskiller sig drastisk, idet der ingen intervention fandt sted. Kritisk må man konstatere, at konflikten i Syrien er den eneste, der er blevet stedt til afstemning i FN s Sikkerhedsråd siden Libyen, hvilket har begrænset vores udvælgelsesmuligheder. De to cases er blandt andet sammenlignelige, idet de har en række enslydende præmisser i form af grove brud på menneskerettighederne samt, at de ikke formåede at leve op til R2P s grundlæggende trin. Begge konflikter udspillede sig i forbindelse med Det Arabiske Forår, og har været interne konflikter af international karakter, idet begge konflikter har været debatteret i FN. Alligevel udmunder konflikterne sig i meget forskellige resultater. Det er således spændet mellem præmisserne og resultaterne, der er interessante at 14
analysere, idet dette kan forklare, hvorvidt R2P reelt kan fungere efter de tilsigtede henseender, eller de facto fremstår som en unyttig hensigtserklæring. En potentiel problematik ved at benytte både Libyen og Syrien som cases er, at konflikterne endnu ikke er afsluttet. Konflikterne udvikler sig på daglig basis, særligt i Syrien, og nye aktører yder løbende indflydelse på situationen. 2.2. Valg af videnskabsteori Vi har valgt at anvende en hermeneutisk videnskabsteori til dette projekt, idet hermeneutikken lægger sig op af vores valgte teori, hvilket vil blive uddybet i kapitel 4., Videnskabsteori. Vi har valgt at placere vores videnskabsteori sent i projektet, idet vi finder det nødvendigt at have klargjort teoriens fokuspunkter. Det skyldes at vores hermeneutiske tilgang tager afsæt i valgte teori. Videnskabsteoretiske refleksioner vil blive benyttet ad-hoc i projektet, således at vi løbende foretager videnskabsteoretiske refleksioner over vores resultatet (Pedersen 2003:145). Vi søger med dette projekt ikke at finde frem til almengyldige lovmæssigheder, men derimod at udlede tendenser i undersøgelsesfeltet, hvorudfra vi kan drage konklusioner. 2.2.1. Kritisk refleksion Hermeneutikken er en videnskabsteoretisk retning, der arbejder ud fra en forståelse af flere virkeligheders eksistens, og mener derfor ikke, at man i positivistisk forstand kan generalisere og uddrage almengyldige lovmæssigheder på baggrund af en undersøgelse. Projektets to caseanalyser anvendes i henhold til Flyvbjerg, med det formål at generalisere ud fra de to resultater, hvilket umiddelbart står i kontrast til den hermeneutiske verdensopfattelse. Det er derfor vigtigt at pointere, at vi i projektet ikke forsøger at påvise en fast virkelighed ud fra vores generalisering, men i stedet forsøger at fortolke mulige udfordringer, der opstår i forbindelse med anvendelsen af R2P. Ud fra et hermeneutisk synspunkt vil man argumentere for, at alle er underlagt en forforståelse, hvoraf det kan udledes, at en generalisering altid vil ske på baggrund af fortolkning. Denne sondring betyder, at vi løbende vil ændre og udvikle vores forforståelse, og dermed vores forståelse og fortolkning. Nye erfaringer medfører således nye perspektiver. 15
Idet det er relativt kort tid siden, at R2P er blevet vedtaget, problematiseres muligheden for at vurdere, hvordan princippet vil udspille sig i kommende tider. Alligevel kan man argumentere for, at undersøgelsen har en udsigelseskraft, idet hastigheden i verdens udviklingsprocesser foregår over en længere periode. Derfor kan vi foretage et studie, hvor vores konklusion, frem for en række generaliserbare lovmæssigheder, vil være en fortolket tendens til sedimenterede virkeligheder, der er gældende, indtil de revideres. 2.3. Valg af teori 2.3.1. Valg af den engelske skole I dette projekt har vi valgt at anvende den engelske skole som bærende teori. Vi finder denne teori relevant at basere vores analyser på, idet den kan være behjælpelig med at opnå indsigt i de bagvedliggende forklaringer og forståelser af R2P samt de realpolitiske omstændigheder (Jackson & Sørensen 2013:133). Den engelske skole er en af de nyere teoretiske retninger inden for Internationale Politik, og udspringer som via media mellem de tidligere teoretiske tilgange inden for International Politik, og i særdeleshed inden for Internationale Relationer. På den måde undgår den engelske skole at bekende sig til hverken klassiske Realisme eller Liberalisme, idet den favner begge verdenssyn under en og samme teori (ibid.). Det skyldes, at den engelske skole er teoretisk pluralistisk, hvilket tydeliggøres i Martin Wights 3 tre traditioner, som uddybes yderligere i teoriafsnittet 4.1.1. Den engelske skoles tre traditioner. Den engelske skole er anvendelig i vores projekt, idet teorien skaber grundlag for en omfattende analyse af Internationale Relationer, som ikke findes i lige så dybdegående grad i andre internationale politiske teorier (Totten 2012:32). Teorien formår ligeledes, gennem de tre traditioner, at forholde sig til divergerende rationaler hos internationale politiske aktører. Et smalt rationalistisk perspektiv undgås således, samtidig med, at der tages højde for begivenheder, der ikke kan ses i lyset af reflektionistiske teorier (ibid.). Dette skaber grobund for os til at anskue den kompleksitet, der findes i International Politik (ibid.). Ydermere er en fordel for dette projekt, at den engelske skole forholder sig 3 1913-1972. Britisk professor i Internationale Relationer ved London School of Economics og University of Sussex 16
direkte til spørgsmålet om intervention og ikke-intervention med fokus på suverænitet og menneskerettigheder, hvilket gør teorien yderst relevant til belysningen af netop vores problem. Den engelske skole fungerer som politologisk teori i vores opgave, idet vi tilsigter at fortolke og forstå bevæggrunden, der ligger bag International Politik, med fokus på politisk historie, idealer og institutioners betydning for R2P. Teorien tager selv konflikten op mellem menneskerettigheder og statssuverænitet, orden og uorden, og stiller derfor de nødvendige teoretiske begreber og forståelser for en fyldestgørende diskussion mellem de forskellige aktuelle synspunkter og konflikter. Kritikere af den engelske skole påpeger, at teorien er for normativ (Little 2000:396), hvilket kommer til udtryk i forståelsen af, at eksempelvis intervention bør håndhæves ved brud på menneskerettighederne. 2.3.2. Valg af globaliseringsteorier Globaliseringsteori er en sociologisk teori, der siden 1990 erne har spillet en central rolle inden for den moderne samfundsvidenskab. Verdens udvikling har siden den kolde krig skabt en ny dagsorden, der har været nødvendig at definere teoretisk (Kaspersen 2013:701). Globaliseringsteorien giver et teoretisk forståelsesgrundlag for den verden, vi lever i, hvorfor vi har inddraget teorien. Den sociologiske teori øger derfor kvaliteten af vores analyseresultater, idet teorien fungerer som supplerende dimension i analyse af problemformuleringen. Vi har valgt at anvende Anthony Giddens 4 og Roland Robertsons 5 globaliseringsteorier, idet de begge har været skelsættende for globaliseringsteorien samt fungeret som springbræt for nyere teoretikere (ibid.:707). Deres grundteorier beskriver en række centrale begreber, og definerer blandt andet, hvad der forstås ved nyere globalisering. Robertsons teori forklarer både de objektive og subjektive dimensioner af globaliseringen, hvorefter Giddens forklarer og beskriver intensiveringen af de verdensomspændende relationer som følge af store forandringsprocesser (ibid.:713). 4 1938-. Britisk professor i sociologi ved University of Cambridge 5 1938-. Britisk sociolog og globaliseringsteoretiker ved Univerity of Aberdeen, Skotland 17
Begge teorier vil derfor kunne anvendes i projektet med henblik på tilegnelse af sociologiske forståelser af den verden, vi lever i og altså den verden, R2P udspiller sig i. Ydermere vil de teoretiske perspektiver benyttes til at analysere, hvorledes handlinger og forandringer et sted påvirker alle i en global verden. Derudover vil teorierne kunne give et mere bredspektret perspektiv på, hvordan globaliseringen medfører store udfordringer, hvis løsningsmuligheder kan være konfliktfyldte. 2.3.3. Supplerende teorier Som supplement til vores analyser benytter vi Helle Malmvigs 6 to teorier, hhv. stærk/svag stats modellen (Malmvig 1999:50) samt de kriterier, hun har opstillet for, hvordan en voldelig intern konflikt kan få internationale konsekvenser (ibid.:52). Kriterierne for interne konflikters internationale konsekvenser er relevante, da de danner et begrebsapparat, der kan benyttes supplerende i vores analyse af den historiske kontekst omkring de to cases. Desuden finder vi stærk/svag stats modellen nyttig i analysen, da denne er en simpel måde at klargøre, hvorvidt der er forskel på de to staters styrkeniveau. Resultater udledt med disse analyseredskaber kan vi anvende til en videre vurdering og problematisering af, i hvor høj grad en stats styrkeniveau spiller ind på beslutningen om, hvorvidt der skal interveneres eller ej. Malmvigs udgave af stærk/svag stats modellen er inspireret af Berry Buzans 7, der tidligere opstillede en mere detaljeret udgave heraf. Vi har foretrukket Malmvigs model frem for Buzans i dette projekt, idet den simplificerede model i højere grad fokuserer på elementer, vi finder relevante til vores vurdering. Ved benyttelsen af Malmvig er det væsentligt at understrege, at hun siden formuleringen af disse teorier har skiftet teoretisk afsæt. Malmvig har nu en socialkonstruktivistisk tilgang til sin forskning, hvorfor teorier som disse ikke benyttes af hende mere, i kraft af deres konstaterende udsigelseskraft. I dette projekt vil Malmvigs model blive benyttet til at anslå Syrien og Libyens styrke. Da modellen ikke er udformet efter en konkret skabelon, er de vurderede parametre selektivt udvalgt. Selvom de to stater har væsentlige ligheder, adskiller de sig på en række punkter, og da den konkrete data ikke er umiddelbart tilgængelig, vil analysen være baseret på 6 Dansk seniorforsker i International Politisk og Sikkerhedspolitik 7 1946-. Britisk professor i Internationale Relationver ved London School of Economics 18
antagelser, vurderinger og et generelt uensartet grundlag, og validiteten af analysen vil dermed være lav. Dog vil analysen fungere i tråd med projektets overordnede hermeneutiske teoretiske indgangsvinkel. 2.4. Valg af empiri Som nævnt I afsnittet om dokumentanalyse er vores empiri primært baseret på sekundære og tertiære dokumenter. Vores første analytiske kapitel tager udgangspunkt i en række sekundære dokumenter forfattet af FN. Det mest grundlæggende stykke empiri vi benytter i denne del af analysen er R2P-princippet, som er formuleret af FN og underskrevet af samtlige medlemslande. Vores mål med denne analyse er at finde frem til, hvilke verdenssyn, princippet er et udtryk for. Vi anvender derudover dele af FN-pagten og visse tertiære videnskabelige dokumenter for at understøtte vores pointer. I anden analysedel klarlægges de forskelle, der har været gældende for vores to cases. Her anvendes sekundære dokumenter, der er forfattet i FN-regi. Disse dokumenter har form af artikler og referater, primært offentliggjort på FN s hjemmeside, og benyttes til at klargøre FN-staternes opfattelse af de to konflikters forløb. Udvalgte artikler og referater har forskellige empiriske styrker: Artiklerne er publikationer fra FN, som tydeligt belyser Sikkerhedsrådets syn på de to konflikter. Disse artikler siger imidlertid meget lidt om, hvilke aktører der har præget beslutninger og disses bevæggrunde. Til dette giver referater fra møder i Sikkerhedsrådet et klarere billede. Her kommer de forskellige beslutningstageres holdninger tydeligere, omend ikke til fulde, til udtryk, idet vi kan se, i hvilken retning der er forsøgt at trække beslutningerne. Primære dokumenter kunne have givet os en bagvedliggende forståelse for de enkelte staters interesser. Denne type empiri har vi imidlertid ikke haft adgang til, og vi er af den opfattelse, at FN-referaterne er tilstrækkeligt givende til dette projekts formål, idet vi anser, at aktørerne arbejder og udtaler sig på baggrund af egne interesser, som det er vores opgave, at klarlægge gennem fortolkning. Til analysen af de to staters styrkeforhold benytter vi kvantitativ empiri i form af tertiære dokumenter. Det skyldes, at vi vurderer Syrien og Libyens styrkeforhold ud fra statistisk data konkrete tal, der klarlægger geografiske og indenrigspolitiske forhold i de respektive stater. 19
I tredje analysedel anvender vi Resolution 1973, der er et sekundært dokument forfattet i FN-regi. Udover analysen af selve resolutionen, har vi undersøgt mulige konsekvenser af interventionstyrkernes fortolkning heraf. Årsagen til inddragelse af Resolution 1973 er at belyse, hvordan interventionen i Libyen med resolutionen som fundament er blevet udført, samt ud fra dette at afdække mulige konsekvenser af dette. For at styrke analysen har vi ydermere benyttet tertiære dokumenter i form af artikler fra anerkendte nyhedsaviser, såsom The Guardian og The New York Times. Artiklernes tertiære form ses i kraft af deres analyserende karakter og deres tidsmæssige tilknytning til konflikten i Libyen. Vi benytter disse artikler, da det ikke har været muligt for os at finde artikler, hvor FN eller stater involveret i selve interventionen har forholdt sig kritisk til deres aktioner i Libyen. Vi mener ligeledes, at der er risiko for, at en aktør, der har været direkte involveret i en væbnet konflikt, ville levere biased empiri efterfølgende. Denne risiko undgår vi ved at benytte artikler fra anerkendte nyhedsaviser. Vi anser det altså både som værende nødvendigt og mere hensigtsmæssigt at benytte tertiære dokumenter frem for sekundære i denne del af analysen. 20
3. Kapitel Teori I dette afsnit redegøres for de teorier, der vil danne ramme om projektets analyser og diskussioner. Første afsnit søger at skabe en grundlæggende forståelse for den engelske skole, hvor centrale elementer og et relevant begrebsapparat vil blive klargjort. Efterfølgende vil teoretiske perspektiver på fænomener som suverænitet, menneskeret samt globalisering blive belyst fra forskellige teoretiske vinkler. Afslutningsvist vil teorien om staters styrkeniveau samt internationale konsekvenser ved interne konflikter blive præsenteret. 3.1. Den engelske skole Den engelske skole er en international politisk teori, der beskæftiger sig med Internationale Relationer. Teorien tilsigter at udpensle bevæggrunden for International Politik, med fokus på politisk historie, idealer, institutioner, strukturer og værdisæt. Den engelske skole udspringer som en middelvej mellem den Klassiske Realisme og Klassiske Liberalisme (Jackson & Sørensen 2010:129). Den engelske skole ses som en tydende og opklarende teori, der både ser på de historisk konkrete aspekter, men er ligeledes en teori med et stærkt humant fokus (ibid.:128). Den engelske skole anser suveræne stater som værende fundament for International Politik, men arbejder samtidig ud fra et synspunkt om, at International Politik skabes i en verden, hvor statsmænd agerer i samspil med diplomati, og dermed skaber rammen om staters interaktion (ibid.:129). Idet statsmænds samspil er en social proces, er reglerne til konstant forhandling (ibid.). Ligeledes er internationalt samarbejde centralt for den engelske skole, men internationale organisationer, NGO er og multinationale samarbejder vil til enhver tid underordnes de suveræne stater (ibid.). Engelsk skole teoretikere anskuer således ikke blot verden som et system af stater, men som et 21
statssamfund med fokus på politiske aktører samt internationale organisationer. Hedley Bull 8 og Adam Watson 9 definerer statssamfundet således: A group of states (or, more generally, a group of independent political communities) which not merely form a system, in the sense that the behaviour of each is a necessary factor in the calculations of the others, but also have established by dialogue and consent common rules and institutions for the conduct of their relations, and recognize their common interest in maintaining these arrangements (Buzan 2001:7). Idet der ikke findes nogen verdensregering over de suveræne stater, er der ingen overordnet hierarkisk myndighed, hvorfor Internationale Relationer udspiller sig i en anarkisk verden. Alligevel findes der nogle fælles interesser, mål, regler og institutioner, der forbinder stater og i en vis udstrækning sætter rammerne for relationer mellem staterne. Internationale institutioner skal ud fra engelsk skole ses i abstrakt form, og er således et udtryk for eksempelvis diplomati, krig og verdenshandel (Jackson & Sørensen 2010:142-143). At suveræne stater formår at samarbejde uden hierarkisk myndighed adskiller International Politik fra National Politik (Bull 1966:79). 3.1.1. Den engelske skoles tre traditioner Centralt i den engelske skoles syn på Internationale Relationer er en opdeling af tre grundlæggende verdensopfattelser. Disse verdensopfattelser er formuleret og sammenfattet af Wight i traditionerne; Realisme, Rationalisme og Revolutionisme (Wight 2003:7). Wight er af den opfattelse, at de Internationale Relationer er en kontinuerlig dialog mellem Realismen, Rationalismen og Revolutionismen. Han udtrykker ydermere, at det er naivt at tro, at Internationale Relationer kan reduceres og forklares ud fra en enkelt retning, idet alle tre retninger repræsenterer aspekter af International Politik. Ifølge Wight kan man umuligt bekende sig til enten et positivt liberalistisk verdenssyn eller en pessimistisk realistisk tilgang. De tre traditioner skal altså ikke ses som konkurrerende delelementer af den engelske skole, men som relaterede 8 1932-1985. Australsk professor i International Relationer ved Australian National University, London School of Econimics samt University of Oxford. 9 1914-2007. Britisk professor i Internationale Relationer ved University of Virginia 22
traditioner, der i et samspil kan belyse Internationale Relationer i et helstøbt billede (ibid.:260). I en analyse af Internationale Relationer med teoretisk afsæt i den engelske skole, vil de tre traditioner være mønstre, der i enhver situation vil gøre sig mere eller mindre gældende (Buzan 2001:5). Der kan således i en given situation være overvejende realistiske tendenser, men for nærmere at opnå en hel forståelse, behøves de rationalistiske samt revolutionistiske traditioner at indtænkes. Dette samspil mellem de tre traditioner illustreres nedenfor, i en simplificering af engelsk skole teoretikeren Buzans figur (Buzan 2001:6). Vi har her opstillet de tre traditioner som tre dele af en cirkel, hvor det tydeliggøres, at elementer af hver tradition har aspekter fra de andre. Cirklen danner et samlet billede af de opfattelser, der udspiller sig i International Politik. Enhver handling Internationale Relationer vil bære præg af en eller flere disse tre traditioner. Realismens verdensopfattelse er inspireret af Thomas Hobbes 10 moralske og politiske filosofi (Buzan 2001:6). Internationale Relationer udspiller sig i et anarkisk internationalt system, hvor suveræne stater agerer ud fra magt- og profitmaksimerende interesser (Jackson & Sørensen 2010:131,134). I Realismen anses staterne som de vigtigste aktører i Internationale Relationer. Ud fra et realistisk synspunkt vil en stat 10 1588-1679. Britisk filosof og politisk teoretiker 23
således kun blande sig i en anden stats interne affærer, hvis dette vil kan fremme statens egne interesser. Ligeledes er realisterne af den opfattelse, at når stater indgår i over - og internationale samarbejder, er det udelukkende med formålet at maksimere deres magtposition, enten politisk eller militært (Jackson & Sørensen 2013:66). Der hersker i Realismen en grundlæggende mistro, stater imellem, hvorfor magtbalancering og magtrelationer anses som et kernebegreb, hvor alle stater forsøger at maksimere deres relative magtposition (Little 2000:405). I Realismen ses International Politik desuden som værende et nul-sum-spil, idet der er en konstant magt, der fordeles mellem aktører i den anarkiske verden (Jackson & Sørensen 2013:167). Realister mener tilmed, at en stat selv har ansvar for indre anliggender, som eksempelvis at definere dets borgeres rettigheder (Jackson & Sørensen 2010:144). I Realismen vægtes militær og økonomi i vurderingen af en nations statsmagt, og forholder sig til staters realpolitiske interesser som den væsentligste interesse, i henhold til Klassisk Realisme (Jackson & Sørensen 2013:75k). Således vil Realismen ikke begejstrede for R2P, idet princippet retfærdiggør militære indsatser i andre stater med det formål, at tilgodese menneskeret for civilbefolkningen. Den realistiske tradition antager, at Hobbes beskrivelser af menneskets teoretiske naturtilstand, som et State of War (Wight 2003:31), kan overføres til stater i et internationalt system. Rationalismen placerer sig som den midterste af de tre traditioner inden for den engelske skole. Denne tradition er således en moderat via media mellem de to andre yderligheder (Bull 1966:82). Der er en tilbøjelighed til, at den rationalistiske tradition bliver anset som dominerende over de andre to, men, som tidligere påpeget, er alle tre traditioner nødvendige for at tilegne sig en helstøbt forståelse for en given situation. Den rationalistiske tradition anerkender det anarkiske system, men påpeger, at stater deler en fælles identitet (Little 2000:405), hvorved der frem for et internationalt system tales om et internationalt samfund (Bull 1966:82). I et internationalt samfund er de primære aktører ikke stater, men mennesker, som har et historisk erfaringsgrundlag og et moralsk standpunkt, hvorudfra de agerer (Jackson & Sørensen 2013: 138). Ydermere anser Rationalismen grundlæggende regler som dannet mellem statsmænd og diplomati. Der er i den rationalistiske tradition altså et grundlag, hvor aktører i det internationale samfund deler fælles værdier og mål. Ud fra denne tanke vil over- og internationale samarbejder være et udtryk for de enkelte aktørers vilje til at samarbejde for det fælles 24
bedste, som R2P kan være et udtryk for. Den rationalistiske tradition anerkender, at stater har konflikter, men er af den opfattelse, at konflikter til enhver tid bliver begrænset af de fælles institutionaliserede regler (Wight 2003:39). Det skyldes, at de fælles regler og institutioner skaber rammerne for, hvordan stater agerer i det internationale samfund, og er således katalysator for, at der ikke er en permanent tilstand af krig (ibid.:39). Den rationalistiske tradition er inspireret af Hugo Grotius 11 filosofi om et internationalt samfund med fælles love (Alderson & Hurrel 2000:9). Desuden var Grotius den første der formulerede international lovgivning, hvilket også har været med til at cementere ham som inspirationen for den rationalistiske tradition. I Revolutionismen forbindes menneskeheden på tværs af stater, og International Politik ses som menneskers fællesskab. Tradition bygger på en idealiseret verdensopfattelse, hvor mennesker er bundet sammen af universelle værdier og fælles normer, hvormed det er tydeligt, at Revolutionismens inspiration er hentet hos Immanuel Kants 12 filosofiske tanker. Revolutionismen er bygget op om en tro på en kosmopolitisk overnational verdensregering (Bull 1966:82). Der er altså tale om internationale og transnationale bindinger og relationer, der knytter mennesker sammen på tværs af statsgrænser (ibid.). Idet Revolutionismen har et normativt ideal om at verden burde være mere human, kan påpeges, at der ud fra traditionen til enhver tid vil tales for humanitær intervention i tilfælde af, at en stat ikke overholder sine forpligtelser over for befolkningen (Jackson & Sørensen 2013:138). Den revolutionistiske tradition anser værdier som værende universelle på tværs af forskellige kulturer og samfundsformer, og fokuserer på samarbejde frem for konflikt. Opstår konflikter, vil der i International Politik ikke være tale om et nul-sum-spil, idet der grundet samarbejde, stater imellem, kan være flere vindere. Revolutionismen bliver ofte set som værende en aspiration, og altså en idealistisk og utopisk tilgang til, hvordan et verdenssamfund vil kunne udvikles. Da Revolutionismen har fokus på universelle idealer og fælles normer, anskues idealpolitiske interesser som værende de væsentligste. Den revolutionistiske tradition er ikke nær så klart defineret og teoretisk gennemarbejdet som de andre traditioner (Buzan 2001:7). Man kan argumentere for, at Revolutionismen er 11 1583-1645. Hollandsk jurist og retsfilosof 12 1724-1804. Tysk filosof 25
tydeligere i religioner eller ideologier, der opstiller fælles værdier, normer og regler for menneskeheden på tværs af politisk nedsatte grænser. 3.1.2. International orden og retfærdighed Wight s tre traditioner underbygger forståelsen af, at Internationale Relationer er en menneskelig aktivitet, der beskæftiger sig med grundlæggende værdisæt. Bull definerer disse værdier som værende internationale orden og internationale retfærdighed (Jackson & Sørensen 2010:138). Simplificeret dækker den internationale orden de basale mål for staterne i det internationale samfund, som suverænitet er et eksempel på. Den internationale retfærdighed repræsenterer derimod de moralske regler og forpligtelser, som stater trods deres suverænitet er underlagt. Orden og retfærdighed er to standarder i det internationale samfund, hvor ud fra man kan evaluere og analysere det internationale samfund. Internationale Relationer kan altså ikke udelukkende anskues som relationer mellem stater, men også som relationer, der påvirker mennesker, der besidder rettigheder. Derfor må begge aspekter overvejes i dilemmaet mellem statssuverænitet og menneskerettigheder, hvorfor man kan tale om, at der er en pendulbevægelse mellem disse to standarder. Den engelske skole udlægger to kontrasterende svar på, hvorledes man kan balancere mellem de to hensyn i situationer, hvor der opstår konflikt mellem suverænitet og menneskerettigheder. Sættes disse svar i sammenhæng med de tre traditioner, vil man kunne argumentere for, at denne sondring primært er relevant i Rationalismen, idet de to yderligheder, Realisme og Revolutionisme, har klare normative opfattelser af, hvordan der bør handles (Jackson & Sørensen 201 3:136). Den første er pluralisme, hvor det er statssuverænitet, der vægtes højest (Knudsen 2012:111). Med udgangspunkt i et pluralistisk synspunkt defineres rettigheder og pligter ud fra den pågældende stat, hvorfor ikke-intervention altid vægtes højest. Ifølge pluralister vil der altid være negative konsekvenser ved humanitære interventioner, idet det for det første udfordrer suveræniteten, og derudover vil skabe uorden og usikkerhed i det internationale samfund (ibid.). Modsat påpeger solidaristerne vigtigheden af menneskerettighederne, humanitær ret og et internationalt ansvar for fred, sikkerhed og beskyttelse af befolkninger (ibid.). Engelsk skole solidarister er altså fortalere for humanitære interventioner, og eventuelle problemer herved kan håndteres på baggrund af Internationale Relationer og regler (ibid.:112). Ud fra et solidaristisk synspunkt er 26