side 1 Prædiken til 12. søndag efter trinitatis 2016 Tekst. Matt. 12,31-42. Hvor er det dejligt at man kan bruge ord, til at tale med. Hvor er det dejligt at man har ører så man kan høre hvad der bliver sagt. Men ord kan være som en brændenælde. Skal man fjerne en brændenælde fra sin have, så nytter det ikke at tage pænt på den, så brænder den, men tager man fat med fast hånd kan man undgå at brænde sig på den. I teksten i dag har vi et af Jesu ord, som volder mange spekulationer. Ordet er som en brændenælde. Ordet er sådan set tydeligt nok, men hvordan skal det forstås? Der er noget som ikke kan tilgives. Hver gang vi møder dette ord efterlader det en brændende uro i sindet. At Jesu ord skaber uro, det kender de fleste til. Ord der rammer ind i sindet og samvittigheden kan skabe en sund uro, men vi kan også misforstå ord til unødig uro. At være vågen og opmærksom i tanken er godt, en levende tanke i et levende sind, der lever med nærvær, er godt og sundt. Ofte må vi i spørgsmål som har med troen at gøre leve med en uro og en tvivl. På Gud og på mig selv. Synd mod Helligånden; hvad er det? Hvad menes med synd og hvem er Helligånden og hvad gør han for os? Det tror jeg er vigtigt at få på plads. Synd er ordet vi bruger for at betegne et menneskes holdning til Gud. 1
side 2 Straks studser nogen måske over at jeg sagde holdning, og ikke handling. Ofte bruger vi ordet synd om konkrete handlinger, slå ihjel, lyve, stjæle osv. Alt dette er onde handlinger, men de nævnte handlinger er resultat af at vi er syndere. Som et dårligt træ der bærer dårlige frugter. Ordet synd betegner at ramme ved siden af, som når en fodboldspiller skyder straffespark og rammer ved siden at målet. Synd betyder at forfejle sit mål. I forhold til Gud er menneskets kald at leve vendt mod Gud, det som ordet tro betyder. At tro på Gud betyder at være vendt mod Gud og vente alt godt fra Ham. Synd er at mistro Gud, og forvente ondt fra Ham. Adam og Evas synd bestod i at de troede ondt om Gud, og derfor greb de til at spise af frugten af træet. De vendte sig i en anden retning. Deres holdning til Gud blev forandret, og denne holdning kom til udtryk i at gøre den forbudte handling. Det er som træ og frugt, holdning fører til handling. Et godt træ giver god frugt, et dårligt træ giver dårlig frugt. Den tillidsfulde holdning føder den gode gerning, den mistroiske holdning føder den oprørske handling. Menneskets gode vandring med Gud i tro blev til en vandring i mistro til Gud. Et retningsskifte. Målet blev forfejlet. Det er dette ordet synd betegner, at forfejle sin retning. Handle ud af mistro, af modvilje. Derfor har ordet synd at gøre med en grundlæggende holdning til Gud og medmennesket. Tro og tillid fører gode handlinger med sig. Mistro og mistillid medfører uvilje og onde handlinger. 2
side 3 Hvem er så Helligånden? Helligånden er Guds Ånd der hjælper os med at tro på Gud. Helligånden kaldes sandhedens ånd. Han taler til os i vort indre, taler til vores samvittighed. Samvittighed er at vide noget sammen med en anden, med andre. At vi er enige om hvad der er godt og ondt. Synd i mod Helligånden, eller som i teksten her, bespottelse af Helligånden, det er når et menneske afviser den stemme som vil hjælpe det til tro på Gud. Hjælper os med at skelne mellem ondt og godt. Et eksempel på hvordan godt kan forveksles med ondt. Er der noget som ikke kan tilgives? I verdens historie står Hitler som et ikon for ondskab. Men det mærkelige er at hvis vi spurgte ham selv, så ville han sige at han ville det bedste for sit land og folk. I hans måde at tænke på var hans folk det ypperste, og for at bevare sit folks renhed og styrke, måtte jøder og handicappede og afvigere udryddes. Det var mente han godt og nødvendigt. I hans egne tanker var det han gjorde godt. Ud fra sin egen holdning blev godt og ondt byttet om. Hitler blev sin egen samvittighed og sin egen sandhed. Han troede på sin egen fuldkommenhed. Kan det han gjorde tilgives? Nej, for her er et eksempel på at synde mod Helligånden og mod Sandhedens Ånd. Og jeg tror heller ikke at Hitler ønskede nogen tilgivelse for det han gjorde, for han mente at han gjorde det rigtige. Så fuldstændigt kan et menneske vende op og ned på godt og ondt, og ret og retfærdighed. 3
side 4 Han ville ikke høre ordet om syndernes forladelse, for så måtte han erkende at han havde syndet. Og derfor er synden mod Helligånden at afvise ham, som kommer til os med ordet om syndernes forladelse. Jesu ord understreger for os på denne måde, at det egentlige i et menneskes forhold til Gud, det er troen på syndernes forladelse. Det er dem som har fælles viden om hvad der er godt og ondt, som også har brug for at kunne tilgive hinanden. Når Jesus gør ordet om tilgivelse så centralt, er det fordi dette ord, tilgivelse, er det ord som kan fastholde fællesskabet trods synd. Men også fordi det ord, tilgivelse, fastholder forskellen mellem godt og ondt. Fastholder den fælles samvittighed. Til menneskelivets indre kampe hører kampen mellem tro og tvivl. Vi kæmper med begge. At kunne fastholde troen på Gud, i kamp med tvivlen. Men der hører også med, som noget meget sundt, at fastholde en sund tvivl på os selv. Vi lever i en tid hvor vi mener at vi selv bestemmer hvad der er godt og ondt. At der ikke er én det godes grundlov, men at det er os selv som bestemmer hvad der er det gode. Jeg tror det er godt for os mennesker at vi har en fælles samvittighed. At vi har en fælles tro på hvad der er godt. Og derfor er det sundt at give plads for at tvivle på sin egen fuldkommenhed. I alt hvad vi gør og tænker er det godt at tvivle på sig selv. Vi er en generation som ofte vender tvivlen mod Gud, men jeg tror at vi også skal give plads til at tvivle på os selv. At vi skal leve i denne dobbelthed, at vi må tro på os selv for at kunne leve, men at vi også må tvivle på os selv, for ikke at gøre andre ondt. 4
side 5 Og når vi har begge dele med, så kan vi høre hvad Guds Hellig Ånd vil sige til os. Om troen, og om hvad der er godt og hvad der er ondt. Vi vil spørge videre: Hvor finder jeg det ord, det som jeg kan stole på i mit forhold til Gud? Det finder jeg tre steder. I ordet, som er dig nær i din mund og i dit hjerte, det ord om syndernes forladelse om er rakt til os i evangeliet. For det andet, i dåben, der er jeg døbt til at være Gud barn. For det tredje i nadveren, hvor jeg modtager ordet som brød og vin jeg spiser, og bliver ét med ham, som gav sig selv. Disse tre, ordet, dåben og nadveren kan bære min tro. Det kan godt være at jeg kunne tænke mig det bedre og større. Som noget der gjorde mig til et supermenneske, eller fjernede al uro og tvivl, som ikke efterlod mig med dette lille skrøbelige, blot at tro på at Gud er god og holder ord. Guds stemme er som en visken i sindet jeg må lytte efter. Det er et ord sagt ned gennem tiden, som et ekko fra himlen, det er tre håndfulde vand på min pande, det er en dråbe i min mund. Sådan rører Gud jorden med sin finger. Det er som et ord der høres et sekund, men som kan huskes i sindet resten af livet. Det kan gemmes i mit hjerte, det kan siges med min egen mund. Som et nærvær i min sjæl, som Guds gode ansigt der lyser over mig. Som en velsignelse over min vandring gennem livet. Kristenlivet er at leve vendt mod Gud, og at vente alt godt fra ham. Døbt til at leve som Guds barn. Tiltalt af Jesu ord, som giver mig tillid til Gud. 5
side 6 Næret i menigheden ved det fælles bord, hvor Kristus giver sig selv, for at vi skal leve ved troen på ham. Jesu er vort tegn, han som var tre dage og tre nætter i dødens mørke, men opstod, han er ordet fra Gud, som vi kan tro. Han er det tegn vi får, som fortæller os at Gud er god og nådig. I tillid til ham, kan jeg leve med min tro og min tvivl. 6