POLICY PAPER OM KONTANTHJÆLPSREFORMEN C H R I S T I A N S H A V N D E N 26. F E B R U A R 2013 Indledning En kontanthjælpsreform skal opfylde to formål. Reformen skal 1) definere, hvad der i Danmark er det lavest acceptable leveniveau og 2) sikre, at der bliver tale om en midlertidig situation, så kontanthjælpsmodtagerne, som kun har ledighed som problem, ikke når at forringe deres arbejdsevne og sociale kompetencer, før de igen indtræder på arbejdsmarkedet. Det er samtidig vigtigt at være opmærksom på, at kontanthjælpssystemet ikke skal løse alle sociale problemer i samfundet. Det hidtidige kontanthjælpssystem er blevet overbelastet af for mange forskelligartede opgaver. En stor del af samfundets sociale problemer og udstødelse skal løses af anden lovgivning. Kontanthjælpen er en midlertidig ydelse beregnet på en midlertidig situation. Det er vigtigt i en velfærdsstat at der findes en grundydelse som kontanthjælpen, som er til at leve af, hvis man ikke har anden forsørgelse. En for lav grundydelse vil skabe et samfund med flere fattige mennesker. og yderligere social eksklusion. Social udstødelse og fattigdom forringer arbejdsevnen, og kontanthjælpsmodtagerne får vanskeligere ved at komme tilbage til samfundet og et job på arbejdsmarkedet. De såkaldte fattigdomsydelser må være fortid. Det er samtidig vigtigt, at der i samfundet er en generel opbakning til en sådan velfærdsydelse for de mennesker, som er udenfor arbejdsmarked og som ikke har andre rettigheder og ikke har en oparbejdet formue. Alle må også i dag erkende at de sidste mange års aktiveringscirkus med tilhørende bureaukrati ikke har været til gavn for den enkelte borger eller til gavn for samfundet. Socialpolitisk Forening enige i at en reform af kontanthjælpen er nødvendig. Alt for mange kontanthjælpsmodtagere bliver fastholdt alt for længe i kontanthjælpssystemet. Strandgade 6, st. Socialpolitisk Forening ICSW, International Council DK 1401 København K CVR nr. 16 96 59 28 on Social Welfare Tlf. +45 40 23 43 20 Merkur Bank Merkur Bank post@socialpolitisk-forening.dk Reg. 8401 Konto 1107640 SWIFT code: MEKUDK21 www.socialpolitisk-forening.dk www.socialpolitisk-forening.dk IBAN: DK3084010001107640
Kontanthjælpsmodtagere uden sociale problemer skal tilbydes arbejde eller uddannelse. Kontanthjælpen skal være med til at forebygge langvarig forsørgelse. En kontanthjælpsreform skal være med til fremme uddannelse og en reform skal være med til at skabe aktive borger frem for en passiv tilværelse på kontanthjælp gennem mange år. Kontanthjælpen? Socialpolitisk Forening foreslår, at den nuværende betegnelse kontanthjælp afskaffes. Navnet giver udtryk for en passiv tankegang. Det fremmer ikke tanken om et aktiv og involverende liv. Samfundet giver dig en økonomisk hjælp og dermed færdig. Vi foreslår, at man i stedet, som arbejdsløse uden midler og andre rettigheder(dagpenge), opretter en gensidig kontantydelse. Den arbejdsløse borger får en kontantydelser (som økonomisk er lig kontanthjælpen i dag), som er til at leve af. Der skal forsat være mulighed for andre ydelser f.eks. i form af boligsikring, friplads til børnehave m.m. Borgeren skal være aktiv for denne ydelse i samfundet. Det kan ske være ved at borgeren er aktiv i et vist antal timer pr. uge udregnet på baggrund af ydelsens størrelse set i forhold til en mindsteløn og andre rettigheder på arbejdsmarkedet. Det skal naturligvis også vurderes, om den enkelte har ressourcer til at deltage aktiv på baggrund af f.eks. handicap og/eller sociale problemer. Aktiviteten skal være tilknyttet arbejdsmarkedet/virksomheder og/eller være af almen nytte for samfundet og skal kunne foregå i en kommune eller en af kommunen godkendt frivillig organisation med et almennyttigt formål. Borgeren yder altså aktiv for sin kontantydelse, altså en Gensidig kontantydelse. Ikke længere en passiv kontanthjælpssituation. Man bliver et aktiv for samfundet og aktiv i samfundet. Socialpolitisk Forening mener, at der bør være økonomiske incitamenter, for at tage et arbejde, såfremt man har evnerne og mulighederne herfor. Det bør tillades kontanthjælpsmodtagere at beholde kontanthjælpen og en del af lønnen skattefrit i en periode, hvor der er tale om et regulært job på en virksomhed. Som det er nu er marginalskatten 100 pct., når kontanthjælpsmodtageren begynder at arbejde. Reduktion i kontanthjælpssatserne er dog ikke svaret herpå. En mulighed kunne være at kigge på den samlede indkomst enkelte kontanthjælpsgrupper har, når både den kontante ydelse og tillægsydelser i form af fx boligsikring, ekstra børnebidrag mv. 2
indregnes. Der kunne således kigges på den samlede indkomst set i forhold til minimumslønninger. Der må samtidig tænkes i løsninger, hvor kontanthjælpsmodtagere bidrager til omfordelingen, således at man, selvom man er på offentlig forsørgelse, i et eller andet omfang bidrager til fælleskassen. Mål og koordineret indsats for kontanthjælpsmodtagere med sociale problemer Kontanthjælpsmodtagerne er en meget forskelligartet gruppe: f.eks. borgere uden andre problemer end ledighed, borgere med alvorlige misbrugsproblemer, psykiske sygdomme og hjemløshed eller indvandrere, som ikke har tilstrækkelig viden om det danske arbejdsmarked til at bestride et job. Nogle har været længe i systemet, andre kun i kort tid. Nogle vil aldrig komme på arbejdsmarkedet og blive i stand til at forsørge sig selv uden offentlig hjælp. Problemerne må løses hver for sig gennem socialfaglige indsatser. Der må være en bedre balance mellem kontanthjælpens arbejdsmarkedsformål og en tidlig løsning af sociale og sundhedsmæssige problemer, som er med til at fastholde folk på kontanthjælp. Det forudsætter et bedre samarbejde mellem forvaltningerne i kommunerne. Det er basalt i en velfærdsstat at der findes en grundydelse, som er til at leve af, hvis man ikke har anden forsørgelse og det er samtidig vigtigt, at der i samfundet er en generel opbakning til en sådan velfærdsydelse for de mennesker, som er udenfor arbejdsmarked. Der er store grupper af personer på kontanthjælp, som med en anden tilgang end den vi har i dag kan inkluderes og bidrage positivt til samfundet både økonomisk og socialt. Det er basalt i en velfærdsstat at der findes en grundydelse, som er til at leve af, hvis man ikke har anden forsørgelse og det er samtidig vigtigt, at der i samfundet er en generel opbakning til en sådan velfærdsydelse for de mennesker, som er udenfor arbejdsmarked. Der er store grupper af personer på kontanthjælp, som med 3
en anden tilgang end den vi har i dag kan inkluderes og bidrage positivt til samfundet både økonomisk og socialt. En stor del af kontanthjælpsmodtagerne har sociale problemer i form af misbrug eller psykisk sygdom. En målrettet og koordineret social indsats er derfor helt essentiel for at disse grupper kommer nærmere arbejdsmarked. Rehabilitering bør have et langt større fokus i indsatsen og på et tidligt tidspunkt. Intentionerne med førtids - og fleksjobreformen var en tidlig koordineret og forebyggende rehabiliteringsindsats. Denne idé er i sig selv selvmodsigende, idet rehabilitering er et ord hentet fra senhjerneskadeområdet, der handler om at forbedre livsvilkår efter en uoprettelig skade er indtruffet. Dette er der selvsagt ikke meget forebyggelse over. I reformens endelige form har det desværre vist sig, at de forebyggende tanker er taget helt ud. Et ressourceforløb kan således kun tilbydes, når alle andre foranstaltninger efter beskæftigelsesloven har været prøvet. Dermed er en rehabiliterende indsats blevet et tiltag, der alene har til hensigt at nedbringe antallet af førtidspensionister. Fokus i en kontanthjælpsreform bør derfor fokusere på en genskabelse af revalidering, der indeholder et væsentligt forebyggende element. gennem hjælp til uddannelse, erhvervsmæssig genoptræning og omskoling. Antallet af personer i revalidering er faldet dramatisk de senere år. Et element heri bør være, at man kan revalideres til andet end det ordinære arbejdsmarked, så en revalideringsindsats kan gives med et slutmål om deltidsbeskæftigelse, fleksjob eller beskæftigelse i socialøkonomiske virksomheder. Desuden bør mulighederne i revalideringsforløb udvides til at omfatte sammensatte uddannelsesmuligheder kombineret med praktik, behandling, samfundsgavnlige formål mv. En kontanthjælpsreform bør indeholde en klar erkendelse af, at ikke alle kan deltage på arbejdsmarkedet, som det er indrettet i dag. Over mange år også før bistandsloven er 20 25 pct. af befolkningen i den arbejdsdygtige alder uden for arbejdsmarkedet og afhængig af anden forsørgelse, enten i familien eller af samfundet. Balance mellem sanktionering og forebyggelse En kontanthjælp skal være med til at forebygge samfundsmæssig fattigdom og udstødelse. Det er derfor uforståelse at mange i dag sanktioneres, når de ikke møder op til en aftale på et jobcenter. Det har gennem de sidste mange år betydet, at et større og 4
større antal mennesker bliver sat ud af deres lejlighed med yderligere udstødelse til følge, samt en øget samfundsmæssig udgift til herbereg, anbringelser m.m. Denne målrettede sanktionering virker mod hensigten om, at alle skal inkluderes i samfundet. Man bør derfor fokusere på at skabe uddannelse, aktivering og involvering af kontanthjælpsmodtagerne frem for at udstøde dem. Rapporten Når kassen smækkes i analyser af økonomiske sanktioner overfor kontanthjælpsmodtagere (AKF) viser bl.a. at træk i kontanthjælp og stop af hjælpen alene har en motiverende og beskæftigelsesfremmende effekt overfor de kontanthjælpsmodtagere, der alene har ledighed som problem. De resterende har det alene en fattigdomsskabende effekt på, der demotiverer i forhold til at deltage i en aktiv indsats. I en sanktioneringspolitik bør det indgå, at økonomiske sanktioner aldrig må havde den konsekvens, at personer sættes ud af deres bolig. Unge, uddannelse og kontanthjælp Socialpolitisk Forening advarer kraftigt mod, at skære i kontanthjælpen til unge. Nedsættelse af kontanthjælpen har ingen motiverende effekt for at komme i arbejde eller uddannelse. En nedsættelse har alene en fattigdomsfremmende effekt, der skaber mismod og udstødelse af samfundet. Sænkes kontanthjælpen er der yderligere risiko for, at flere unge end i dag ikke vil have råd til rimelige boligforhold. Det lader sig simpelthen ikke gøre at afholde husleje med dagens normale huslejepriser på en lav kontanthjælpssats. Boligudgifterne er en selvstændig faktor til fattiggørelse af kontanthjælpsmodtagere. Boligerne er for dyre. Boligudgifter bør højest udgøre en procentdel af den disponible indkomst. Derfor bør en indsats for at få flere unge i uddannelse og arbejde understøttes af en ny boligpolitik for unge. Der er ganske enkelt behov for boliger, der unge har råd til at bo i. For de socialt udsatte unge, der har svært ved at administrere økonomi og selvstændig boform, bør der udtænkes nye boligmuligheder med pædagogisk- og vejledningsstøtte mod uddannelse og arbejdsmarkedet. Udannelsespålægget er et udmærket redskab, som der bør indsamles systematiske evalueringer omkring, så ordningen kan udbydes efter, hvor og hvordan den virker målrettet og effektiv. Udannelsespålæg kunne med fordel udvides til at omfatte unge op til 30 år. Uddannelsespålæg bør dog alene bruges, når der er tale om unge, der vurderes reelt at kunne tage en uddannelse. Uddannelsespålægget må aldrig bruges som strafsanktionering, når der er tale om manglende formåen for at tage en uddannelse. 5
For de unge der af forskellige årsager ikke har ressourcer til at tage en uddannelse, bør der tænkes i nye uddannelsesmuligheder. Et forslag kunne være at tænke i kompetenceuddannelser der tages i praksis og giver nogle realkompetencer i praksis, som den unge får papir på. Refusion En kontanthjælpsreform vil med al sandsynlighed betyde, at refusionsregler på området ændres. Refusionsregler bør ændres, således at kommunerne honoreres for resultater, ikke for processuelle krav. Ændrede refusionsregler kan med fordel fokusere på, at kommunerne ikke kan spekulere i, at flytte borgerne fra en kasse til en anden. Samtidig bør en ændring af refusionsordningerne ikke indskrænke kommunerne i deres handlen overfor og tilbud til borgerne. Ændringer i refusionsregler kan og må ikke ses isoleret fra den øvrige lovgivning på området. Kommunernes sociale indsatser styres i overvejende grad ad refusionsreglerne. Ændres disse er det vigtigt, at se på hele lovgivningen, så kommunerne ikke ender med at stoppe hjælpen, når refusionen stopper/falder. Dette ses i høj grad at være en risiko, hvis kontanthjælpen gøres tidsbegrænset, og andre muligheder for tidlig hjælp til personer uden arbejde ikke væsentligt forbedres fra de indskrænkede muligheder, beskæftigelsesloven i dag præsenterer. Muligheder kunne være revalidering (se ovenfor), behandling (misbrug, psykiatri), bolighjælp mv. Kort sagt, ændringer refusionsordningen må aldrig ses isoleret fra andre politikområder. Reglerne skal ideelt set være så enkle at det ikke er nødvendigt med omfattende kontrol for socialt bedrageri. Reglerne skal også kunne forstås af borgerne, så de er klar over deres rettigheder. Sagsbehandlerne har i dag både rådgivnings- og kontrolopgaver. Opgaverne bør adskilles, så rådgiveren udelukkende skal have til opgave at hjælpe borgeren med at komme i beskæftigelse og dermed selvforsørgelse. Den universelle adgang og retsaspektet bør opretholdes. Ikke alle grupper får lige meget ud af at være i kontanthjælpssystemet. Kvinder er markant overrepræsenteret i gruppen af langvarigt modtagere ligesom modtagere med ikke-vestlig baggrund og borgere i hovedstadsområdet. Det problematiserer standardiseringen, som er sket af kontanthjælpsområdet og beskæftigelseslovgivningen. 6
Generel overvejelse om kontanthjælpssystemet og den offentlige administration Mange borgere kender ikke deres rettigheder, og intentionerne i lovene opfyldes ikke. Det er blevet alt for kompliceret at manøvrere i det offentlige system, og man har måttet etablere forløbskoordinatorer i et omfang, der har medført, at man snart også må koordinere forløbskoordinationen. Ikke alle kan tale for sig selv, og de svageste svigtes i systemet. Lovgivningen og den socialpolitiske indsats skal også sikre behov og rettigheder for de allermest udsatte. Også de har krav på værdighed og på værdig hjælp. Gennem de seneste mange år har bureaukrati og kontrol optaget mere og mere af socialarbejdernes tid og ressourcer. Lovgivninger, cirkulærer og processuelle retningslinjer m.m. er nu nået et niveau, hvor praktikere og borgere ikke kan overskue den lovgivning, som der findes. Der er derfor brug for en radikal afbureaukratisering af det sociale arbejde. En ide er at udvikle og afprøve tilbud om Borgervejleder (med fokus på rettigheder og inddragelse) til udsatte borgere. Inddragelse Udsatte grupper får ofte den opfattelse, at de bliver umyndiggjort, at de bliver udsat for mere kontrol end andre borgere eller på anden vis får indskrænket deres rettigheder yderligere. I sin debatbog Fri os fra friheden - sætter Jacob Mchangama fokus på det paradoksale i, at de svage borgere, som velfærdsstaten egentlig burde forsvare, er dem, hvis frihed staten krænker mest. Mindre kontrol og mere dialog er vigtigt. Lydhørhed over for deres behov, især for de udsatte grupper, skal skabe længerevarende resultater og en bedre mulighed for at løse problemer for denne gruppe, som ikke giver dem en vedblivende udbredt følelse af magtesløshed og af at blive kontrolleret. Derfor er tiltag om mere kontrol, mindre selvbestemmelse, og yderligere beføjelser i forhold til at skaffe sig oplysninger om folk en katastrofe, da det skaber angst og mistillid til det 7
sociale system og dermed mindre samarbejdsvillighed. Dialog gennem udvikling af borger- eller bruger inddragelser er en nødvendighed i fremtidens sociale praksis, hvad enten det er på individ- eller på fællesniveau. Det er vigtigt, at der ved fremsættelsen af et lovforslag om en kontanthjælpsreform bliver en mulighed for en reel høring af borgerne. Det er i alles interesse og der er beskrevet i regeringsgrundlaget, at Regeringen vil i tæt samarbejde med Folketinget sikre høj lovkvalitet gennem rimelige høringsfrister, der sikrer, at organisationer og andre høringsparter har ordentlig tid til at gennemgå lovforslag og udarbejde kommentarer. Sporene fra gennemførelsen af Fleks - og førtidspensionsreformen skræmmer. Ved den lejlighed var høringsperiode utilfredsstillende kort. Det skal være bedre denne gang. Afslutning Det er basalt i en velfærdsstat at der findes en grundydelse, som er til at leve af, hvis man ikke har anden forsørgelse og det er samtidig vigtigt, at der i samfundet er en generel opbakning til en sådan velfærdsydelse for de mennesker, som er udenfor arbejdsmarked. Der er store grupper af personer på kontanthjælp, som med en anden tilgang end den vi har i dag kan inkluderes og bidrage positivt til samfundet både økonomisk og socialt. Socialpolitisk Forening Februar 2013 8