DI ANALYSE september 2016 2025-planen bringer ikke borgernes velfærd i fare I regeringens netop fremlagte 2025-plan er der udsigt til en offentlig udgiftsvækst, som har været kritiseret for at vil kunne føre til en udhuling af borgernes velfærd. Med regeringens plan er forbrugsudgifterne pr. borger dog stadig markant højere end tilbage midt i 00 erne og vil selv med nulvækst i de kommende år ligge højt. Af økonomisk konsulent, Anders Goul Møller, angm@di.dk, 3377 3401. Stadig råd til at sænke det offentlige forbrug En fremskrivning af det offentlige forbrug som i daglig tale sættes lig det offentlige serviceniveau viser, at udgiften pr. borger i regeringens 2025-plan i alle år frem mod 2025 vil være væsentligt højere, end det var tilfældet i midt 00 erne. Der sker således ikke en udhuling af den offentlige velfærd. Serviceniveauet i den offentlige sektor er stadig højt - selv med nulvækst Udvikling i offentligt forbrug som andel af BNP Pct. 29 28 27 Offentligt merforbrug 26 25 24 23 22 Udvikling i forbrugsandelen med regeringens 2025-plan Forbrugsandel med demografisk træk (serviceniveau = 2005) Forbrugsandel med nulvækst Anm: "Forbrugsandelen med demografisk træk" er det offentlige forbrug i 2005 fremskrevet med det demografiske træk. Denne kurve viser dermed på hvilket niveau det offentlige forbrug burde ligge, hvis udgiften pr. borger i 2005 skulle holdes konstant. Kilde: Regeringens 2025-plan samt egne beregninger
Det offentlige serviceniveau afgøres ikke direkte af forbrugsvæksten.. da udgangspunktet for fremskrivningen er essentielt Serviceniveauet fra 2005 kan fremskrives til i dag ved det demografiske træk Det demografiske træk giver et skøn over den nødvendige merudgift for at opretholde serviceniveauet... Og i dag ligger serviceniveauet stadig markant over tidligere tiders niveau AE har for nyligt bragt en analyse, der på baggrund af regeringens 2025-plan viser, at der i 2025 vil mangle fem mia. kr. til det offentlige forbrug, hvis den velfærd vi kender i dag, som minimum skal opretholdes. Regeringen har planlagt en gennemsnitlig forbrugsvækst på ca. 0,5 pct. årligt fra næste år og frem mod 2025. AE påpeger, at det demografiske udgiftspres vil kræve en årlig forbrugsvækst på ca. 0,6 pct., hvis den reale forbrugsudgift pr. borger skal holdes uændret. AE konkluderer på den baggrund, at regeringen vil spare på vores fælles service for at finde penge til skattelettelser. Men denne konklusion påvirkes selvsagt af, hvilket udgangspunkt man tager og hvilken finanspolitisk kurs, der føres, når man ser på, hvad forbrugsudgifterne skal være for at opretholde et bestemt serviceniveau pr. borger. Det helt centrale spørgsmål er således, hvad udgangspunktet og dermed udgiftsniveauet pr. borger skal være, hvilket er en politisk beslutning. I forhold til den politiske beslutning om forbrugsvæksten i de kommende år, så er det vigtigt også at se på, hvordan serviceniveauet pr. borger i dag ligger i forhold til, hvad man tidligere har haft og fundet tilfredsstillende. DI har derfor lavet en beregning, der fremskriver det offentlige forbrug fra midten af 00 erne med det demografiske træk. Dermed kan det ses, hvordan det offentlige forbrug skulle have udvikle sig, hvis udgiften per borger skulle have været uændret igennem årene på niveauet fra 2005, dvs. inden de offentlige forbrugsudgifter langt overskred det budgetterede i de sidste år op til krisen. Der bør desuden forekomme effektiviseringsgevinster i den offentlige sektor fra år til år, der gør, at borgerne kan tilbydes samme service for færre penge. Ligeledes bør stordriftsfordele bidrage til en lavere gennemsnitlig udgift, i de tilfælde hvor demografien tilsiger et større udgiftsbehov. I denne analyse er der dog for enkeltheds skyld valgt at se bort fra sådanne mulige effektiviseringsgevinster, men de anses ikke desto mindre som påkrævede over flere år. Midten af 00 erne er i analysen valgt som udgangspunkt, da 2005 vurderes at være det seneste tidspunkt med en konjunkturneutral situation i dansk økonomi, bl.a. med et arbejdsmarked tæt på kapacitetsgrænsen. På samme måde var finanspolitikken dengang hverken stram eller lempelig. Selv med den fremsatte finanspolitiske kurs frem mod 2025 fremlagt i regeringens 2025-plan medfører udviklingen kun, at det offentlige serviceniveau pr. borger tilpasses ned mod og ikke ned under serviceniveauet fra 2005. Det er derfor svært at argumentere for, at den offentlige sektor er udsultet, og at kernevelfærden nu er truet. Med 2025-planen bringes velfærden ikke ned på et uhørt lavt niveau 2
Med udgangspunkt i regeringens 2025-plan, vil forbrugsudgifterne i 2025 ligge på 682 mia. kr., svarende til godt 24 pct. af BNP. Dette er stadig 20 mia. kr. mere, end hvad et uændret serviceniveau pr. borger fra 2005 tilsiger. Og her ses der endda fuldstændig bort fra de effektiviseringsgevinster, der burde være forekommet over en 20-årig periode. Valgte man f.eks. at føre nulvækst fra 2017 frem til 2020, ville der i 2020 kunne frigives godt 13 mia. kr. til andre politiske prioriteringer, i forhold til hvad den planlagte kurs i regeringens 2025-plan tilsiger. Og i 2020 vil der tilmed stadig være knap ti mia. kr. mere at give borgerne bedre velfærd for, end hvis serviceniveauet pr. borger fra 2005 skulle være opretholdt. Nulvækst fører ikke til et kritisk lavt serviceniveau Årligt offentligt forbrug 2017-2020 Mia. kr. Udvikling 2025-plan Udvikling med nulvækst Serviceniveau = 2005 600 580 560 540 520 500 480 2017 2018 2019 2020 Anm: De grå søjler viser hvor mange penge der burde bruges i de enkelte år for at opretholde et uændret serviceniveau fra 2005. De stribede søjler viser forbruget med nulvækst, mens de blå er skønnede forbrugsudgifter Kilde: Regeringens 2025-plan samt egne beregninger Serviceniveauet ligger således på nuværende tidspunkt stadig forholdsvist højt. Selv med nulvækst vil serviceniveauet per borger først i 2023 være lavere, end det var tilbage i midt 00 erne. Der er i den aktuelle arbejdsmarkedssituation ingen grund til at skulle føre lempelig finanspolitik, da dette kan føre til flaskehalse og overophedning. Stram finanspolitik er ansvarlig økonomisk politik... efter vedvarende underskud på de offentlige finanser At holde det offentlige forbrug i ro er dermed ikke lig med at give køb på velfærdsstaten. Det er derimod lig med ansvarlig økonomisk politik i en tid med begyndende mangel på arbejdskraft, meget lempelig pengepolitik samt vedvarende underskud på de offentlige finanser. For der har nemlig gennem flere år været markante underskud på de offentlige finanser. Den faktiske offentlige saldo har derfor også siden 2009 vist markante underskud i seks ud af syv mulige år. Kun i 2014 var der plus på bundlinjen. Dette skyldtes dog udelukkende, at man valgte at fremrykke beskatning af kapitalpensioner, hvilket i alt har indbragt staten over 100 mia. kr. i ekstraordinære indtægter. 3
Danmark Sverige Holland Finland Belgien Frankrig Island Norge Israel Japan Grækenland Østrig Ungarn Estland OECD (gns.) Storbritannien Tyskland Tjekkiet Tjekkiet Spanien Italien Slovenien Portugal Polen Luxembourg Irland Sydkorea USA Chile Offentlige underskud har bidt sig fast Udviklingen i den faktiske offentlige saldo Pct. af BNP Faktisk Saldo Offentlig saldo ekskl. ekstraordinære indtægter EU underskudsgrænse 2,0 1,0 0,0-1,0-2,0-3,0-4,0 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 Anm: I 2012 påvirkes saldoen af midlertidige udgifter i forbindelse med udbetalingen af efterlønsbidraget. I 2013-2015 påvirkes saldoen af midlertidige indtægter i forbindelse med fremrykning af beskatning af kapitalpension. Kilde: Regeringens 2025-plan og ØR august 2016. I kriseår er der god fornuft i at holde hånden under økonomien og have et relativt højt offentligt forbrug. Det er dog vigtigt, at forbruget tilpasses konjunkturerne og nedbringes, når de værste år er overstået. Nedbringelsen har dog vist sig at være så som så, og selvom vi med den førte politik er på vej mod balance i 2025, vil vi i de kommende år stadig have markante underskud. Danmark har i dag det største offentlige forbrug som andel af BNP ud af de 34 OECD-lande. Udfordringen ligger derfor ikke i at tilføre den offentlige sektor flere penge, men i stedet i at effektivisere, og dermed få mere ud af de ressourcer, der allerede bruges på området. Danmark har verdens største offentlige forbrug Det offentlige forbrug i 2015, pct. af BNP Pct. 30 25 20 15 10 5 0 Anm.: Gennemsnittet for OECD medtager ikke Australien, Canada, Mexico, New Zealand og Tyrkiet pga. manglende data; data for Israel, Japan og USA er fra 2014; data for Sydkorea og Schweiz er fra 2013. Kilde: OECD, Eurostat samt DI-beregninger. At sænke niveauet for offentligt forbrug efterlader råderum til prioritering af andre væsentlige områder. Man har tidligere kunnet klare sig for færre midler, og man bør derfor stile efter at gøre dette igen. Et godt sted at starte er at fastlægge nulvækst for 2017 i de kommende finanslovsforhandlinger. 4
Boks 1. Definition af det demografiske træk Det demografiske træk er et beregningsteknisk mål for størrelsen af det træk på offentligt forbrug, som befolkningsudviklingen isoleret set medfører, når den reale udgift pr. bruger fastholdes, og når antallet af brugere i hver aldersgruppe følger befolkningsudviklingen (korrigeret for delvis sund aldring). Det er derfor et groft skøn for, hvad det offentlige forbrug skal stige (falde), hvis serviceniveauet per borger skal holdes uændret fra år til år. Kilde: Finansministeriet 5