ET ARBEJDSLIV FOR ALLE - Udspil fra 6-byerne

Aarhus Esbjerg København Odense Randers AAlborg ET ARBEJDSLIV FOR ALLE - Udspil fra 6-byerne

6-byernes udspil til Carsten Koch-Ekspertudvalget 6-byerne bakker op om det øgede fokus på borgere, der ikke umiddelbart kan opnå job eller uddannelse. Særligt intentionerne om tværfaglige og rehabiliterende forløb, koordinering af borgerens sag og øget brug af mentor er afgørende trædesten, hvis flere borgere skal have mulighed for et aktivt liv på arbejdsmarkedet. Hvis kommunerne skal have succes med at indfri intentionerne og få flere ikke-arbejdsmarkedsparate borgere i job og uddannelse, er der imidlertid behov for yderligere tiltag. Med dette udspil vil 6-byerne opfordre Carsten Koch Ekspertudvalget til at medtænke 5 temaer i det videre arbejde: 1. Mere aktivitet og fokus på efterværn overgange er vanskelige for mange borgere 2. Viden i front - kommunerne og andre involverede interessenter har brug for mere viden om, hvad der virker for ikke-arbejdsmarkedsparate borgere 3. Mere fleksibilitet i den tværfaglige indsats behov for smidighed i samarbejdet om borgere med barrierer i forhold til job og uddannelse 4. Et arbejdsliv for alle - flere ikke-arbejdsmarkedsparate borgere skal have en virksomhedsrettet indsats 5. Jobindsats for ledige uden ydelse jobcentrene skal også servicere borgere uden ydelse 1: Mere aktivitet og fokus på efterværn Jo længere væk fra arbejdsmarkedet, desto mindre deltager borgerne i aktiviteter. Aktiveringsgraden på landsplan for arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere er væsentligt højere end for øvrige ydelsesgrupper. Jo længere fra arbejdsmarkedet borgerne er, jo vanskeligere problemstillinger vil borgerne ofte have. Det kræver ressourcer at skabe de forandringer, der bringer borgerne tættere på job eller uddannelse. 6-byerne kan pege på følgende løsning: Forbedrede rammer: 6-byerne vil opfordre til, at der i kommende reformer sikres gode lovgivningsmæssige og økonomiske rammer for, at kommunerne kan sætte aktiviteter igang for borgere, der er langt væk fra arbejdsmarkedet, ligesom det er væsentligt, at der fortsat er intensiv kontakt med denne gruppe. Resultaterne af indsatsen viser sig ofte først på længere sigt, men der er i kommunerne gode erfaringer med, at resultaterne rent faktisk viser sig, hvis man er vedholdende. Fokus på fastholdelse i uddannelse eller job: Overgange er følsomme for mange udsatte borgere. Og det uanset om det drejer sig om overgangen fra kontanthjælp til arbejde eller uddannelse. Det viser sig bl.a. ved, at mange ikke-arbejdsmarkedsparate falder tilbage i forsørgelsessystemet. Der er behov for at udvikle redskaber og afsætte økonomi til at tackle disse overgange, hvor mentorordninger og efterværn kan være afgørende for succes. 2

2: Viden i front Indsatsen for ikke-arbejdsmarkedsparate borgere er ofte ressourcekrævende, kompleks og involverer mange aktører, redskaber og aktiviteter. Det er derfor væsentligt at sikre forskningsmæssig evidens for de redskaber, vi anvender i indsatsen. Der findes en del viden om, hvordan forskellige indsatser virker overfor arbejdsmarkedsparate ledige. Der er derimod langt mindre systematiseret viden om, hvordan forskellige indsatser virker for borgere med en kompleksitet af problemer udover ledighed. Behov for evidens i indsatsen for ikke-arbejdsmarkedsparate borgere: Vi ønsker at bruge ressourcerne, hvor der er bedst effekt. 6-byerne opfordrer derfor til, at der på nationalt plan tages skridt til at sikre et grundlag for forskningsmæssig evidens for indsatser målrettet borgere, der ikke umiddelbart kan starte i job eller uddannelse. Det er vigtigt at medtage flere parametre end det snævert beskæftigelsesfaglige, når effekten skal opgøres i forhold til aktivitetsparate borgere. Der er desuden brug for tæt opfølgning og tværgående evaluering af de nye reformtiltag, så byerne kan lære af hinandens erfaringer. Her kan de nye tværgående arbejdsmarkedsråd spille en væsentlig rolle. 3: Mere fleksibilitet i den tværfaglige indsats 6-byerne anbefaler, at der i lovgivningen bliver givet mulighed for en mere fleksibel tilrettelæggelse af det tværfaglige samarbejde. Lovgivningsmæssigt har der de seneste år været mange tiltag, der fremmer et helhedssyn på borgeren. I praksis oplever 6-byerne dog, at en tværgående indsats, hvor forvaltninger og evt. behandlingssystemet afstemmer mål og indsats for borgeren, ofte bliver bremset af detaljerede og ressourcetunge proceskrav til det tværfaglige samarbejde bl.a. i forbindelse med rehabiliteringsmøderne. Færre proceskrav: 6-byerne mener, at et afgørende skridt i retning af en sammenhængende indsats er færre proceskrav omkring det tværfaglige samarbejde. Bl.a. skal deltagersammensætningen i forbindelse med rehabiliteringsmøderne gøres mere fleksibel og med et fokus på, at de rette kompetencer er til stede omkring bordet i stedet for krav om forvaltningsrepræsentation. Nedbrydning af juridiske barrierer for samarbejdet: Det tværgående samarbejde om borgeren vanskeliggøres af reglerne om samtykke til udveksling af oplysninger på tværs af forvaltninger bl.a. i relation til rehabiliteringsindsatsen. 6-byerne vil opfordre til, at der forvaltningsretsligt - og selvfølgelig med respekt for borgernes retssikkerhed - skabes mulighed for en mindre tung og bureaukratisk sagsbehandling, så der er mulighed for at etablere én fælles plan for borgeren på tværs af forvaltninger. 3

Muligheder for prioritering: Indsatsen for ikke-arbejdsmarkedsparate borgere kan være ressourcekrævende, da det nødvendige relationsarbejde ofte kræver tid og indsigt i borgerens problemstillinger. Der er derfor behov for, at kommunerne får mulighed for at prioritere både i forhold til indsatser og målgrupper. Det kan give god mening at prioritere en dyr og ressourcekrævende indsats for nogle borgere i en periode, hvis det forventes at give en klar effekt. Behov for fleksibilitet i integrationsindsatsen: De senere år har der været et dalende fokus på integrationsmæssige temaer. Integrationsarbejdet er langt hen ad vejen blevet integreret i den almindelige indsats. Det giver rigtig god mening for de borgere med anden etnisk baggrund, der er relativt tæt på arbejdsmarkedet eller har et forholdsvis enkelt behov for støtte. Der er dog stadig en mindre gruppe, der har behov for en særlig indsats, herunder flygtninge med helbredsmæssige, sociale og familiemæssige udfordringer fx på grund af PTSD. Der kan fx være behov for at se på integrationsperiodens længde. 3 år er lang tid for de motiverede og højt kompetente borgere, mens andre vil have behov for en indsats, der strækker sig over længere tid, og hvor det integrationsmæssige perspektiv fastholdes. 4: Et arbejdsliv for alle 6-byerne opfordrer til, at alle kræfter sættes ind på, at flest mulige borgere får et aktivt arbejdsliv. Det forudsætter, at det rummelige arbejdsmarked bliver sat på dagsordenen som en fælles opgave, hvor virksomheder, civilsamfund og myndigheder arbejder sammen. Vi ved i kommunerne, at virksomhederne - små, mellemstore og store - er den helt store inklusions- og integrationsmotor, og heldigvis er der i dag mange danske virksomheder, der tager et stort socialt ansvar. Men hvis borgere på kanten af arbejdsmarkedet skal kunne profitere af det, skal der ses på rammer og incitamenter for både virksomhederne og kommunerne. Styrkelse af rammerne for den virksomhedsrettede indsats: Lovgivningens regelsæt om ret & pligt for over 30-årige, rimelighedskravet og varigheden af løntilskudsansættelser kan være barrierer for at sluse de mest udsatte borgere ind på arbejdsmarkedet. 6-byerne opfordrer til, at de fleksible regler omkring løntilskud for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere fastholdes. Rammer og ressourcer skal have et stærkere fokus på, hvordan det bliver lettere for virksomheder store som små at give plads og tid til at hjælpe med at udvikle udsatte borgeres kompetencer. Blandt andet bør der ses på tilskudssatserne for løntilskud og voksenlærlinge. 4

Træningsbaner til arbejdsmarkedet: For nogle borgere har det et længere perspektiv at opnå de kompetencer, som virksomhederne efterspørger. Her kan socialøkonomiske virksomheder og frivillige organisationer være brobyggere. Kan den tidligere forsøgsordning, hvor socialøkonomiske virksomheder blev dispenseret for rimelighedskravet i forhold til at ansætte flere førtidspensionister med løntilskud udvides til andre grupper, herunder ressourceforløbsmodtagere, og gøres permanent? Positive relationer til borgeren kan skabe varig forandring og det uanset, om det er en professionel eller frivillig, der fungerer som hjælper. Revurdering af revalidering: Det er bemærkelsesværdigt, at der er gennemført tre store reformer af kontanthjælpsområdet, sygedagpengeområdet og førtidspensionsområdet, uden at der samtidig er sket nogen nævneværdig tilpasning af revalideringsområdet. Der skal ske en afklaring af revalideringsområdets fremtidige rolle i beskæftigelsessystemet. Herunder rationalet i en tidlig, tværfaglig og forebyggende indsats og eventuelle barrierer for brugen af revalidering sammenholdt med brugen af andre indsatser. 5: Jobindsats for ledige uden ydelse 6-byerne opfordrer til, at jobcentrene får redskaber til at spille en mere aktiv rolle i indsatsen for borgere uden ydelse. En del borgere befinder sig i en beskæftigelsespolitisk gråzone, idet de bl.a. forsørges af familie. Det drejer sig om ledige, der ikke har ret til dagpenge eller kontanthjælp, om unge uden uddannelse eller arbejde og om familieforsørgede ofte med anden etnisk baggrund, der er dårligt integrerede i det danske samfund. I udgangspunktet skal borgere uden ydelse have nøjagtigt de samme muligheder som ydelsesmodtagere. Dette sker dog i begrænset omfang. Viden om målgruppen: Der mangler først og fremmest viden om gruppen. Nogle vil befinde sig på kanten af arbejdsmarkedet, mens andre vil være tæt på beskæftigelse eller uddannelse. Det bør undersøges: Hvor stor er gruppen, og hvordan er den sammensat? Hvad karakteriserer den? I hvilket omfang modtager gruppen en indsats i jobcentret? Er det efterspurgt? Viden om jobcentrets tilbud: Jobcentret bør være et naturligt stop for alle, der ønsker hjælp til at søge arbejde hvad enten de modtager ydelse eller ej. I forhold til ægtefælleforsørgede, der har haft begrænset tilknytning til job eller uddannelse, skal jobcentret have bedre muligheder for opsøgende og vejledende aktiviteter samt beskæftigelsesrettede tilbud, da disse borgere ofte ikke vil opsøge hjælp på eget initiativ. En anden fokusgruppe bør være unge, som ikke modtager ydelse, og som hverken er i uddannelse eller job. Hvis denne gruppe ikke opfanges, kan det resultere i et langt liv på kanten af arbejdsmarkedet. Det er vigtigt, at jobcentret kan anvende den samme redskabsvifte til denne gruppe, som til ydelsesmodtagerne. Herunder kan brobygningsforløb spille en vigtig rolle i at guide de unge over i uddannelsessystemet. 5