Bachelorprojekt Inddragelse af børn i sagsbehandlingen op til en anbringelse Rehna Saeed Ghani 4002013137 & Sokf16BA, gruppe K1 Vejleder: Line Merete Hedeboe Dato: 27. maj 2016 Antal anslag for det samlede projekt: 113.951 Side 1 af 58
Indholdsfortegnelse 1. Indledning (Fælles). s. 4-5 2. Problemfelt (Amira) s. 5-7 3. Problemformulering (Fælles). s. 7 4. Afgrænsning og begrebsafklaring (Rehna)... s. 7 4.1 Afgrænsning (Rehna)... s. 7-9 4.2 Begrebsafklaring (Rehna)... s. 9-10 5. Metode (Fælles). s. 10 5.1 Hermeneutisk tilgang... s. 10-12 5.2 Kvalitativ undersøgelsesmetode s. 12-14 5.3 Etiske overvejelser i forbindelse med den kvalitative undersøgelsesmetode s. 14-15 5.4 Valg af informanter... s. 15-17 5.5 Databearbejdning... s. 17-19 5.6 Sekundær empiri s. 19 6. Teori (Amira & Rehna). s. 19 6.1 Axel Honneths anerkendelsesteori (Amira)... s. 19-21 6.2 Berit Baes voksnes definitionsmagt og den anerkendende relation (Rehna). s. 21-23 6.3 Olav Storm Jensens kompetencemodel (Amira). s. 23-24 6.4 Hanne Warmings børneperspektiver (Rehna) s. 24-25 7. Analyse (Amira & Rehna). s. 25 7.1 Første analysedel... s. 25 7.1.1 Information om hvad der skal ske (Amira). s. 25-26 7.1.2 Kommunikationens betydning (Rehna)... s. 26-28 7.1.3 Forældrenes deltagelses betydning (Amira)... s. 28-30 7.1.4 Socialrådgiverens definitionsmagt (Rehna) s. 30-32 7.1.5 Socialrådgiverens anderkendelse af barnets perspektiv (Amira)... s. 32-35 7.2 Anden analysedel... s. 35 7.2.1 Digitaliserede it-systemer i forhold til børneinddragelse (Rehna). s. 35-36 Side 2 af 58
7.2.2 Forberedelse af børnesamtalen (Amira). s. 36-37 7.2.3 Forventningsafstemning mellem socialrådgiver og barn (Rehna).. s. 38 7.2.4 Rammer for børnesamtalen (Amira) s. 39-42 7.2.5 Asymmetrisk relation (Rehna).. s. 42-45 7.2.6 Dialog (Amira). s. 46-47 8. Samlet konklusion (Fælles). s. 47-48 9. Den sociale indsats (Fælles). s. 48 9.1 Projektets idé s. 48-49 9.2 Indsatsens kortsigtede og langsigtede mål... s. 49-50 9.3 Tilrettelæggelse af den sociale indsats. s. 50-51 9.4 Den sociale indsats på mikro- og mesoniveau.. s. 51-52 9.5 Inddragelse af børnene i indsatsen s. 53 9.6 Etiske dilemmaer i relation til den forslåede sociale indsats s. 53 10. Litteraturliste (Fælles). s. 54 10.1 Bøger s. 54-55 10.2 Tidskriftartikler s. 55 10.3 Rapporter. s. 55 10.4 Internetsider. s. 55 10.5 Lovgivning s. 56 11. Bilag (Fælles). s. 56 11.1 Interviewguide til tidligere anbragte (informanter). s. 56-57 11.2 Interviewguide til socialrådgivere (informanter). s. 57-58 Side 3 af 58
1. Indledning Vi vil i nærværende bachelorprojekt beskæftige os med emnet: Inddragelse af børn i sagsbehandlingen op til en anbringelse. Vores interesse for emnet er opstået på baggrund af, at der gennem en længere årrække har været et øget fokus på, at børn skal inddrages i deres egen sag. Med Anbringelsesreformen (Servicestyrelsen, 2007), der trådte i kraft d. 1. januar 2006, blev det fastslået i Servicelovens (2015) 48, at socialrådgiveren skal afholde en børnesamtale, inden denne træffer en afgørelse, der vedrører barnet. Det gælder bl.a. for iværksættelse eller ophør af en foranstaltning og valg af anbringelsessted. Formålet med samtalen er jf. Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier (2014) punkt 283, at socialrådgiveren får et førstehåndskendskab til barnet, samt at denne bliver bekendt med barnets egen holdning til den påtænkte afgørelse. Med Barnets Reform (Servicestyrelsen, 2011), der trådte i kraft d. 1. januar 2011, kom der yderligere fokus på barnets ret til at have en aktiv del i sin egen sag. Formålet med Barnets Reform var helt konkret at sætte barnet i centrum i sin egen sag. Socialrådgiveren skal hermed altid handle med udgangspunkt i barnets bedste. På trods af, at der er kommet et skærpet politisk og lovgivningsmæssigt fokus på børneinddragelse peger bl.a. Ankestyrelsens praksisundersøgelse fra 2011, Inddragelse af børn og forældre i sager om frivillige foranstaltninger, på, at socialrådgivere ikke altid overholder de lovgivningsmæssige forpligtelser i deres inddragelsespraksis. I nærværende projekt finder vi det fagligt relevant, at beskæftige os med dette problemfelt, da børn ofte kan have en anden forståelse af deres egen livssituation end forældrene og de professionelle. Socialrådgiveren kan ved at tale med det konkrete barn og ved at få dets artikulerede perspektiv på dets egen livssituation opnå en bedre og mere nuanceret problemforståelse (Bo, Guldager & Zeeberg, 2013, s. 274). Undlader socialrådgiveren at få bartnets perspektiv, er der en risiko for, at socialrådgiveren overser væsentlige oplysninger, der kan have en betydning for sagen og beslutningsgrundlaget (Servicestyrelsen, 2011, s. 22). Side 4 af 58
Vi vil i vores undersøgelse af problemfeltet foretage kvalitative interviews med to tidligere anbragte, en myndighedsudøvende socialrådgiver fra en børne- og familieafdeling og en socialrådgiver, der indtil 2015 har været ansat på en børne- og familieafdeling. Vi vil supplere vores egen undersøgelse med cand.scient.soc, Birgitte Schjær Jensens ph.d. afhandling (2014), Inddragelse af udsatte børn og unge i socialt arbejde reel inddragelse eller symbolsk retorik? I vores bachelorprojekt ønsker vi helt konkret at undersøge, hvad der har været særligt betydningsfuldt for tidligere anbragtes oplevelse af inddragelse i mødet med socialrådgiveren i sagsbehandlingen op til deres anbringelse, samt hvordan socialrådgivere fortæller om deres egen inddragelsespraksis. Vores undersøgelse skal ledes os frem til, hvordan socialrådgivere eventuelt bedre kan udmønte deres inddragelsespraksis, således at børns rettigheder i sagsbehandlingen overholdes, og at børnene selv får en oplevelse af, at de bliver inddraget. 2. Problemfelt Forskellige undersøgelser peger på, at der eksisterer en divergens mellem lovgivningen og socialrådgiverens inddragelsespraksis. I vores bachelorprojekt har vi alene valgt at tage udgangspunkt i undersøgelser fra 2011 og frem, selvom undersøgelser fra ældre dato i højere grad også peger på denne problematik. Ankestyrelsens praksisundersøgelse fra april 2011, Inddragelse af børn og forældre i sager om frivillige foranstaltninger, er baseret på 121 sager indhentet fra 15 danske kommuner. Sagerne er nogenlunde ligeligt fordelt over følgende tre typer af frivillige foranstaltninger: Aflastningsordning jf. Servicelovens 52 stk. 3 nr. 5, fast kontaktperson jf. Servicelovens 52 stk. 3 nr. 7 og anbringelser jf. Servicelovens 52 stk. 3 nr. 8. Denne undersøgelse peger på, at børnene ikke er blevet tilstrækkeligt inddraget i sager om frivillige foranstaltninger i overensstemmelse med lovgivningen. Samtidig peger denne undersøgelse på, at forældrene er blevet inddraget mere end børnene. Det fremgår af praksisundersøgelsen, at barnet ikke er blevet inddraget tilstrækkeligt i sin egen sag i 63 % af sagerne og er slet ikke eller kun i en ringe grad blevet inddraget i 37 % af sagerne. Side 5 af 58
Til gengæld er forældrene blevet inddraget i høj grad eller i nogen grad i 88 % af sagerne og er ikke eller kun i en ringe grad blevet inddraget i 12 % af sagerne (Ankestyrelsen, 2011, s. 6-7). Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, forkortet SFI, har foretaget undersøgelsen, Anbragte børn og unges trivsel 2014. Denne undersøgelse peger på, at størstedelen af de anbragte børn, som har deltaget i undersøgelsen, ikke har følt sig inddraget i forhold til valg af anbringelsessted. Resultaterne er udledt af er en survey-undersøgelse baseret på svar fra 1.404 børn i alderen 11-17 år, som i 2014 var anbragt uden for hjemmet. Undersøgelsen viser, at kun 35 % af de anbragte mellem 11-17 år har følt, at de blev taget med på råd, inden der blev truffet en beslutning om et anbringelsessted. Derimod har hele 55 % af de anbragte ikke følt, at de blev taget med på råd. De resterende 12 % ved ikke eller kan ikke huske om de blev taget med på råd (SFI, 2014, s. 92-93). Jensens ph.d. afhandling (2014), Inddragelse af udsatte børn og unge i socialt arbejde reel inddragelse eller symbolsk retorik?, bygger på kvalitative interviews med 10 børn i alderen 10-18 år, som enten er anbragt eller modtager forebyggende foranstaltninger. Børnene fortæller i denne, hvordan de har oplevet, at socialrådgiveren har inddraget dem i deres egen sag. Jensen peger i ph.d. afhandlingen på, at de fleste børn i hendes undersøgelse har oplevet, at de blot har været en dekoration i samtalen med socialrådgiveren, da deres oplevelse har været, at socialrådgiveren alene har afholdt en samtale af lovpligtige årsager. Jensen pointerer, at de fleste af børnene i undersøgelsen har oplevet sig overhørt og objektgjort af socialrådgiveren, da de har oplevet at denne ikke har haft en reel interesse i deres perspektiv. Jensen beskriver, at børnene i hendes datamateriale peger på, at de ikke vil være dem som bestemmer, men blot ønsker at få medindflydelse i deres egen sag. Der er efter vores mening interessant, at der på trods af et øget politisk fokus på børneinddragelsen i de senere år, samt lovgivningsmæssige forpligtelser, fortsat er undersøgelser der peger på, at socialrådgivere kan have svært ved at implementerer inddragelsen i praksis. Et af gruppemedlemmerne bag dette bachelorprojekt har været i praktik i en børne- og familieafdeling. Side 6 af 58
Denne har erfaret, at det kan være svært at tale med børn, da børn er forskellige, hvor nogle er tilbagetrukne og ikke vil sige særlig meget. Spørgsmålet kan være, hvordan man kan få dem til at åbne sig mere op, og hvordan der kan skabes trygge rammer for, at barnet kan udtrykke sig. Igennem praktikken oplevede denne ikke, at socialrådgiverne på afdelingen forsømmede at afholde de lovpligtige børnesamtaler, men at man som socialrådgiver skal have en viden om og være i stand til at kommunikerer med børn i forskellige situationer, for at kunne afholde en god børnesamtale, der kan bidrage til, at barnet føler sig trygt og kan tale om det, der kan være svært. Vi har på baggrund af ovenstående en hypotese om, at socialrådgiverens faglige kompetencer kan have en betydning for, hvordan denne kan udmønte børneinddragelsen i praksis. 3. Problemformulering Vores problemformulering er følgende: Hvad peger tidligere anbragte på kan have særlig betydning for deres oplevelse af at blive inddraget i sagsbehandlingen op til en anbringelse? Og hvilken betydning kan socialrådgiverens faglige kompetencer have for udmøntningen af børneinddragelsen? 4. Afgrænsning og begrebsafklaring Det følgende afsnit vil først indeholde en afgrænsning af bachelorprojektets undersøgelsesfelt og målgruppe, herunder vores overvejelser i forhold til denne afgrænsning. Afsnittet vil dernæst indeholde en begrebsafklaring af centrale begreber, der indgår i vores problemformulering. 4.1 Afgrænsning I vores bachelorprojekt har vi valgt at have fokus på den inddragelse, der er af barnet i sagsbehandlingen op til en anbringelse. Det vil sige, at vi har afgrænset os til den inddragelsesproces, der går i gang i forbindelse med, at socialrådgiveren bliver bekendt med barnets og familiens problematikker, og der strækker sig til, at barnet bliver anbragt uden for hjemmet. Vi undersøger derfor helt konkret den inddragelse der sker af barnet i forbindelse med, at socialrådgiveren udarbejder en børnefaglig undersøgelse jf. Servicelovens (2015) 50, en handleplan jf. Side 7 af 58
Servicelovens 140, træffer en afgørelse om iværksættelse af en anbringelse jf. Servicelovens 52 stk. 3 nr. 7 og til sidst træffer en afgørelse om et konkret anbringelsessted jf. Servicelovens 68 b. Vi vil således ikke have fokus på den inddragelse, der er af barnet i forbindelse med socialrådgiverens personrettede tilsynsbesøg på anbringelsesstedet jf. Servicelovens 70 stk. 2. Projektets målgruppe er tidligere anbragte, da det ikke har været muligt at etablere kontakt til børn, som er anbragt på nuværende tidspunkt. Vi har først og fremmest afgrænset vores målgruppe til at omfatte tidligere anbragte, som tidligst i en alder af 10 år første gang er kommet i kontakt med en socialrådgiver på en børne- og familieafdeling i forbindelse med problematikker i familien eller hos selve barnet, som senere hen har krævet, at barnet blev anbragt. Vi har valgt at afgrænse os til denne aldersgruppe, fordi børn i en alder af 10 år psykologisk set i højere grad har udviklet evnen til at skelne mellem virkelighed og fantasi (Øvreeide, 2009, s. 162). Samtidig er barnet i denne alder i højere grad blevet i stand til at reflektere over, hvad der er svært, og hvad der skal være anderledes. Derudover er barnet på dette alderstrin optaget af, at få begrundelser og forklaringer, og har behov for at få information om sin egen livssituation (Bo et al., 2013, s. 290). Vores overvejelse er, at de tidligere anbragtes alder og modenhed derfor i højere grad ikke har kunne tale imod, at de blev inddraget i sagsbehandlingen. Vi har yderligere afgrænset os til, at de tidligere anbragte ikke har haft en psykisk og/eller fysisk funktionsnedsættelse. Vores overvejelse her har været, at dette forhold heller ikke har kunne tale imod, at de blev inddraget i deres egen sag. Vi har til sidst afgrænset os til, at de tidligere anbragte blev anbragt udenfor hjemmet i en alder mellem 10-17 år. Vores bachelorprojekt vil kun have fokus på, hvilken betydning socialrådgiverens faglige kompetencer kan have for udmøntningen af børneinddragelsen i praksis. Vi vil således ikke undersøge, hvilken betydning organisatoriske rammer kan have for inddragelsespraksissen, da det vil blive for omfattende at undersøge begge dele. Side 8 af 58
Vi er dog gennem socialrådgiverinformanterne blevet opmærksomme på, at de organisatoriske rammer kan begrænse socialrådgiverens handlingsmæssige råderum i forhold til udmøntningen af børneinddragelsen. Socialrådgivere på børne- og familieområdet arbejder i et fortravlet miljø med mange administrative arbejdsopgaver og et stort sagspres, hvilket kan resultere i en begrænset og forhastet borgerkontakt. 4.2 Begrebsafklaring Inddragelse Psykolog, Per Schultz Jørgensen, opdeler barnets inddragelse i tre niveauer: Medindflydelse, medbestemmelse og selvbestemmelse. I projektet tager vi udgangspunkt i Jørgensens definition af inddragelse og skelner mellem de tre forskellige niveauer. Niveauinddelingen indebærer, at barnet kan indtage tre forskellige roller i inddragelsesprocessen: Informant, medspiller og aktør. Jørgensen beskriver, at barnet som informant har viden om sin egen situation, og socialrådgiveren vil lytte og tillægge denne viden værdi, og herigennem kan barnet få medindflydelse i sin egen sag. Ifølge Jørgensen kan barnet som medspiller tilkendegive sine personlige opfattelser i mødet med socialrådgiveren og kan have medbestemmelse i forhold til, hvilke beslutninger der træffes. Jørgensen peger på, at barnet som aktør selv kan træffe beslutninger vedrørende dets liv og har dermed selvbestemmelse (Jørgensen & Kampmann, 2000, s. 14-18). Faglige kompetencer I projektet forstår vi begrebet faglige kompetencer ud fra samme forståelsesramme som mag.art. i psykologi, Olav Storm Jensen. Han opererer med en kompetencemodel, hvor socialrådgiverens faglige kompetence består af tre delkompetencer: 1) Den personlige, 2) den teoretiske og 3) den tekniske kompetence. Kompetencemodellen er hierarkisk opdelt, og dermed er den personlige kompetence en forudsætning for, at de to øvrige kompetencer kan blive til gavn for barnet (Posborg, Nørrelykke & Antczak, 2013, s. 146). Ifølge Jensen handler den personlige kompetence om, hvordan socialrådgiveren er i stand til at være til stede i kontakten med barnet. Det vil sige, at hvordan socialrådgiveren kan møde barnet med nærvær, ægthed, anerkendelse, samt en intention om at behandle barnets sag grundigt og korrekt (Ibid., s. 149). Den teoretiske kompetence omhandler viden, teorier og erfaringer, og hvordan socialrådgiveren er i stand til at anvende disse relevant i sagsforløbet og ligeledes i mødet med barnet. Side 9 af 58
Den tekniske kompetence refererer til, hvordan socialrådgiveren formår at anvende administrative, juridiske, organisatoriske, tekniske og kommunikative hjælpemidler og teknikker relevant i sagsbehandlingen og i mødet med barnet (Ibid., s. 147). Jensens kompetencemodel vil vi komme nærmere ind på i vores teoriafsnit, da vi betragter denne model som relevant i vores undersøgelse af, hvilken betydning socialrådgiverens faglige kompetencer kan have for udmøntningen af børneinddragelsen. 5. Metode Det følgende afsnit vil indeholde en redegørelse af, hvordan vi har valgt at besvare vores problemformulering. Vi vil først redegøre for vores videnskabsteoretiske positionering, og hvilke overvejelser vi har gjort os i forbindelse med denne positionering. Vi vil dernæst redegøre for den empiriske undersøgelsesmetode, som vi har valgt at indsamle bachelorprojektets primære empiri med, samt hvilke overvejelser vi har haft i forhold til dette metodevalg. Vi vil til sidst også redegøre for, hvordan vi har valgt at bearbejde den empiriske data. 5.1 Hermeneutisk tilgang Vi har i vores bachelorprojekt valgt at tage udgangspunkt i den hermeneutiske tilgang. Hermeneutik betyder læren om fortolkning eller læren om forståelse og handler til dels om, hvordan vi skal fortolke, men også om, hvilke betingelser der er til stede for at fortolke sproglige og sociale fænomener, herunder tekster, dialog, samtale, sociale handlinger og praksis. Der kan være mange forskellige måder at fortolke et udsagn eller en handling på, og hermed er der risiko for en række misforståelser. Det er derfor vigtigt, at vi kan fortolke os frem til en sammenhængende og dækkende forståelse (Fuglsang, Olsen & Rasborg, 2013, s. 290-291). Vi har i vores bachelorprojekt valgt at anvende den hermeneutiske tilgang til at opnå en sammenhængende og dækkende forståelse af vores informanters oplevelser, følelser og holdninger i henhold til emnet: barnets inddragelse i sagsbehandlingen op til en anbringelse. De tre retninger inden for hermeneutikken: den traditionelle, metodiske og filosofiske hermeneutik, opererer alle tre med et centralt begreb: den hermeneutiske cirkel. Den hermeneutiske cirkel henviser til, at vores forståelse skal skabes i en cirkelbevægelse, hvor vi må veksle mellem dele og helheden. Side 10 af 58
Princippet er, at vi kun kan forstå delene i kraft af helheden, og omvendt kan vi kun forstå helheden i kraft af delene (Ibid., s. 292-293). Ifølge ophavsmanden bag den filosofiske hermeneutik, den tyske filosof, Hans-Georg Gadamer, er dialogen den mest centrale kilde til forståelse. Ifølge Gadamer bliver forståelsen skabt i et gensidigt samspil mellem to parter, og dermed er målet en fælles forståelse og ikke en objektiv forståelse (Jacobsen, Schnack, Wahlgren & Madsen, 2009, s. 170-171). Vi har i vores bachelorprojekt forsøgt at opnå en forståelse af informanternes oplevelser, følelser og holdninger med udgangspunkt i kvalitative forskningsinterviews og derved gennem dialog. Forude for dialogen med modparten vil vores helhedsforståelse af denne være baseret på vores forforståelser, som er vores hidtidige erfaringer, forventninger og fordomme. I løbet af dialogen kan helhedsforståelsen bliver bekræftet, afkræftet eller nuanceret, og vi vil opnå en ny delforståelse, og denne vil virke tilbage på helhedsforståelsen. Det vil sige, at enhver ny forståelse bliver skabt på baggrund af en helhedsforståelse og omvendt (Birkler, 2010, s. 98-99). Ifølge Gadamer fortolker og anskuer vi hver især verden fra vores egen forståelseshorisont, som udspringer af vores forforståelser (Jacobsen et al., 2009, s. 168-169). Vi kan ikke undersøge, fortolke og forstå verden forudsætningsløst og fordomsfrit, og vores forforståelser vil enten bevidst eller ubevidst farve vores forståelse (Fuglsang et al., 2013, s. 293). Vi er opmærksomme på, at vi derfor ikke nødvendigvis kan opnå en objektiv og sand forståelse. I vores interviews med informanterne har vi dog forsøgt at opnå en fælles forståelse ved hele tiden at bevæge os mellem vores egen forståelseshorisont og deres forståelseshorisont. Vi har således i vores interviews med informanterne forsøgt at synliggøre og udfordre vores forforståelse ved at tilkendegive den hypotese, som vi har formuleret i vores indledende afsnit over for dem: Vi arbejder ud fra en hypotese om, at den viden socialrådgiveren har om børn i udsatte positioner og den måde denne møder det konkrete barn på, kan have en betydning for, hvordan denne kan udmønte børneinddragelsen i praksis. Informanterne fik hermed en mulighed for at forholde sig til vores forforståelser og kunne derved enten bekræfte, afkræfte eller nuancere dem. Side 11 af 58
Samtidig forsøgte vi at sætte os ind i informantens forståelseshorisont, ved at lytte alvorligt til det, som de fortalte os, og tage stilling til det (Jacobsen et al., 2009, s. 170). Vi var hermed opmærksomme på at stille uddybende spørgsmål i forhold til overraskende udsagn, for derigennem at udvide og overskride vores forståelseshorisont. Vi var ligeledes opmærksomme på at stille uddybende spørgsmål for at mindske risikoen for misforståelser, samt opsummere med jævne mellemrum, så informanterne kunne bekræfte, afkræfte eller nuancere vores forståelse. Vi har ikke mindst været opmærksomme på at stille informanterne åbne spørgsmål, da vi med en hermeneutisk tilgang ikke søger at gennemtvinge vores egne fortolkninger. Vi søger derimod at opnå en fælles forståelse igennem en dialog, der er baseret på et gensidigt samspil mellem os og informanterne (Fuglsang et al., 2013, s. 320-321). 5.2 Kvalitativ undersøgelsesmetode Vi har i vores bachelorprojekt valgt at indsamle vores primære empiri med udgangspunkt i den kvalitative undersøgelsesmetode. Den kvalitative metode er kendetegnet ved, at den er eksplorativ. Det vil sige, at den er undersøgende og udforskende. Forude for undersøgelsen kan vi godt have en række forforståelser i forhold til, hvilke informationer vi vil komme til at indsamle, men vi skal i undersøgelsesforløbet være klar til at udvikle og ændre vores forforståelser. Det forudsætter, at vi er åbne og nysgerrige over for nye og overraskende informationer (Harboe, 2013, s. 49-50). Den hermeneutiske tilgang taler også herfor, i og med at vi skal være åbne over for at udvide vores forståelseshorisont og ikke insistere på, at vi alene sidder inde med den rigtige forståelse. Vi har i vores bachelorprojekt udført kvalitative enkeltinterviews med informanterne, da vi igennem en dialog med dem har mulighed for at få en dybdegående indsigt i deres livsverden og hermed også deres oplevelser, følelser og holdninger (Kvale & Brinkmann, 2015, s. 17). Dette metodevalg egner sig til bevarelsen af vores problemformulering, da vi her gerne vil undersøge, hvilke oplevelser, følelser og holdninger informanterne har i relation til emnet: barnets inddragelse i sagsbehandlingen op til en anbringelse, og hvilke personlige refleksioner der ligger bag informanternes svar. Side 12 af 58
Dette ville ikke være muligt at opnå alene med en kvantitativ undersøgelsesmetode, der er baseret på spørgeskemaer, hvor formålet er at frembringe talmæssige oplysninger (Jacobsen et al., 2009, s. 118). Med en kvantitativ metode ville vi således ikke kunne få uddybende og nuancerede svar fra informanterne, eller kendskab til hvilke refleksioner, der ligger til grund for deres svar. Dog havde det været relevant, hvis vi havde suppleret vores kvalitative undersøgelse med en kvantitativ undersøgelse. En kvantitativ undersøgelse bygger som regel på flere informanter og er derfor mere repræsentativ (Harboe, 2013, s. 57). Vi har dog pga. manglende tid ikke haft mulighed for at udføre en kvantitativ undersøgelse. Vi har valgt at tage udgangspunkt i psykologerne Steinar Kvale og Svend Brinkmanns semistrukturerede enkeltinterviews. Denne interviewform muliggør, at vi kan komme rundt om de temaer, som vi mener er relevante at undersøge i forhold til vores emne, men at vi også kan gå andre veje, hvis vi undervejs i interviewet opdager nye og overraskende informationer. Forude for vores interviews med informanterne udarbejdede vi en interviewguide med de temaer, som vi gerne ville ind på i interviewet, og nogle få åbne spørgsmål i forhold til temaerne (Kvale et al., 2015, s. 49). I vores interviewguide kommer vores hermeneutiske tilgang til udtryk, da vi her bl.a. har gjort informanterne opmærksomme på den to hypotese, som vi arbejder med i bachelorprojektet, og gerne ville høre hvordan de forholder sig til denne. Vi sendte interviewguiden til informanterne pr. e-mail forude for interviewet. Vi ville hermed give vores informanter en mulighed for at få en ide om, hvilke spørgsmål vi vil kunne komme til at stille dem og dermed en mulighed for på forhånd at sige fra over for spørgsmål, som de ikke ønsker at besvare, således at de i interviewsammenhængen ville kunne føle sig trygge og tilpasse. Vi ville også herigennem demonstrere, at vi ikke havde en skjult dagsorden med interviewet. Samtidig gjorde vi informanterne opmærksomme på, at interviewguiden ikke vil være styrende for interviewet, og at vi under interviewet vil have lov til at være fleksible og stille andre spørgsmål, alt efter hvordan interviewet udvikler sig. Side 13 af 58
Vi er her opmærksomme på, at faren ved det semistrukturerede interview kan være, at vi under interviewet bliver for optagede af at følge nye og spændende spor, og at vi derfor forsømmer at komme rundt om temaer og spørgsmål i vores interviewguide. Det kan betyde, at vi ikke får indsamlet relevante oplysninger. Vi forsøgte at imødekomme dette ved, at den ene af os havde rollen som den primær interviewer, og den anden som den sekundær interviewer. Den der havde rollen som den primære interviewer skulle lede interviewet og havde også hovedansvaret for at stille uddybende og opfølgende spørgsmål til informanten. Den der havde rollen som den sekundær interviewer skulle sidde på sidelinjen og sørge for, at vi fik besvaret de spørgsmål, som vi forinden interviewet påtænkte var relevante at få svar på. Den sekundære interviewer skulle dog på samme måde som den primære interviewer lytte aktivt, da denne skulle hjælpe til med at stille uddybende og opfølgende spørgsmål, hvis den primære interviewer mistede tråden og fik besvær med dette. Denne rollefordeling var vigtig for os, fordi vi begge havde begrænset erfaring med at udføre interviews. 5.3 Etiske overvejelser i forbindelse med den kvalitative undersøgelsesmetode Vi vil i det følgende redegøre for, hvilke etiske overvejelser vi har gjort os i forbindelse med vores interviews med informanterne. Vi har valgt at tage udgangspunkt i Kvale og Brinkmanns fire etiske retningslinjer: informeret samtykke, fortrolighed, konsekvenser og forskerens rolle (Kvale et al., 2015, s. 113-122). Forude for vores interviews med informanterne udarbejdede vi kontrakter til dem. Kontrakterne dokumenterer vores samarbejde med informanterne, og er blevet gennemlæst og underskrevet af både os selv og informanterne inden vi påbegyndte vores interviews. Det fremgår bl.a. af kontrakten, hvad formålet er med bachelorprojektet, at vi vil behandle alle personfølsomme oplysninger fortroligt, og at informanterne til enhver tid kan trække sig ud af undersøgelsen. Vi har herigennem forsøgt at imødekomme de etiske retningslinjer omhandlende informeret samtykke og fortrolighed. Vi har også haft overvejelser omkring, hvordan vi kan forhindre, at interviewet får negative konsekvenser for informanterne. Side 14 af 58
Dette forsøgte vi til dels at imødekomme ved, at de på forhånd modtog vores interviewguide pr. e- mail, hvor de fik mulighed for at sige fra over for spørgsmål, som var for grænseoverskridende for dem. Under selve interviewet var vi opmærksomme på at stille uddybende spørgsmål, lytte alvorligt og aktivt til, hvad informanterne fortalte os, og ikke mindst lave opsummeringer med jævne mellemrum, for herigennem at undgå at misforstå dem. Vi har ligeledes været opmærksomme på kun at stille relevante spørgsmål, der skal hjælpe os med at besvare vores problemformulering. Eksempelvis har vores spørgsmål til de tidligere anbragte ikke handlet om, hvilke omstændigheder de levede under som børn. Det er for det første irrelevant for bachelorprojektets emne, og for det andet ville vi risikere unødigt at rive op i gamle sår. Vores etiske overvejelser har også omhandlet vores egen rolle i interviewet med informanterne. Vi har været opmærksomme på, at der er et asymmetrisk magtforhold til stede i interviewsammenhængen, da interviewet er en envejsdialog, og vi er dem som har defineret interviewemnet og kan bestemme hvilke spørgsmål vi stiller, og hvilke spørgsmål vi følger op på. Vi har forsøgt at reducere magtforholdet ved at bestræbe os på ikke at være kontrollerende i forhold til, hvilke retning interviewet skal tage, da vi var opmærksomme på ikke at afbryde vores informanter og være fuldstændig bundne af vores interviewguide, således at interviewet kunne udvikle sig naturligt. 5.4 Valg af informanter I det følgende vil vi redegøre for vores valg af informanter, herunder hvilke overvejelser vi har haft i forhold til dette valg, samt en kort introduktion af informanterne. I vores kontakt etableringsfase forsøgte vi først at etablere kontakt til anbragte børn, som i dag er mellem 15-17 år, frem for tidligere anbragte. Vores overvejelse i forhold til dette var, at anbragte børn ville have lettere ved at kunne genkalde de oplevelser og følelser, som de havde i forhold til inddragelse i sagsbehandlingen op til anbringelsen, end tidligere anbragte. Vi forsøgte derfor at tage kontakt til flere forskellige organisationer, som arbejder med anbragte børn, og som vi forestillede os kunne hjælpe os med at komme i kontakt med anbragte børn, som vi kunne interviewe. Side 15 af 58
Dette kunne dog ikke lade sig gøre, da organisationerne enten ikke havde tiden til at hjælpe eller på grund af deres tavshedspligt ikke havde muligheden for at hjælpe. Vi forsøgte også at skrive opslag på forskellige Facebook sider, men det lykkedes heller ikke herigennem at få kontakt til anbragte børn. Vi valgte derfor i stedet at prøve at etablere kontakt til tidligere anbragte. Vores kriterier til de tidligere anbragte var: 1) At de og deres familie første gang kom i kontakt med en børne- og familieafdeling i en alder mellem 10-17 år. 2) At de på daværende tidspunkt ikke havde en psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse. 3) At de blev anbragt uden for hjemmet i en alder mellem 10-17 år. Igennem vores personlige kontakter kom vi i kontakt med en, som tidligere havde været anbragt som barn. Igennem Facebook fik vi yderligere kontakt til en enkel tidligere anbragt, da denne havde set vores opslag og herefter kontaktet os privat. Vores første tidligere anbragte informant vil i bachelorprojektet gå under dæknavnet Hanne. Hun er på nuværende tidspunkt 24 år gammel, men var 10-11 år, da hende og familien første gang kom i kontakt med kommunens børne- og familieafdeling. Hanne blev frivilligt anbragt i en plejefamilie, da hun var 13 år gammel. Vores anden tidligere anbragte informant får i bachelorprojektet tildelt navnet Janne. Hun er 22 år gammel i dag, men 10 år dengang, da hende og familien første gang kom i kontakt med kommunens børne- og familieafdeling. Jannie blev i en alder af 14-15 år frivilligt anbragt på et opholdssted. I vores forsøg på at komme i kontakt med socialrådgivere, som vi kunne interviewe, ringede og skrev vi e-mails til forskellige kommunale børne- og familieafdelinger. Vores kriterier til socialrådgiverne var: 1) At de var ansat som myndighedsudøvende socialrådgivere i en børne- og familieafdeling. 2) At de har arbejdet med anbringelsessager. Vi havde ikke nogle kriterier til, om de skulle være nyuddannede eller erfarne, da vi gerne ville indfange socialrådgivere med forskellig faglig viden og forskellige erfaringer og kompetencer. Vi fik derigennem kontakt til en enkel socialrådgiver, som i bachelorprojektet vil gå under dæknavnet Peter. Vi forsøgte derfor at etablere kontakt til flere socialrådgivere igennem forskellige hjemmesider, herunder brevkasser og organisationer. Side 16 af 58
Herigennem kom vi i kontakt med en tidligere socialrådgiver, som i projektet vil gå under navnet Jan. Jan opfyldte vores kriterier, da han havde været ansat som myndighedsudøvende socialrådgiver i en børne- og familieafdeling og havde arbejdet med anbringelsessager indtil 2015. 5.5 Databearbejdning I det følgende vil vi redegøre for, hvordan vi har bearbejdet vores indsamlede empiriske data, samt hvilke overvejelser vi har gjort os med denne bearbejdning. Dette tager udgangspunkt i Kvale og Brinkmanns overvejelser omkring: transskription, interviewanalyse og verifikation. Vi valgte at optage vores interviews med vores mobiltelefoner, således at vi senere kunne transskribere dem. Det fremgår af vores kontrakter med informanterne, at de har givet tilladelse til dette. Med transskriptionen ville vi omdanne vores interviews fra en mundtlig til en skriftlig form, da en skriftlig form muliggør, at vi kan få et overblik over vores indsamlede data og nemmere sortere, hvilken data vi vil anvende i vores analyse. Transskriptionen af vores interviews er i sig selv en analytisk proces (Kvale et al., 2015, s. 238). Vi har valgt at transskribere vores interviews til mere formelt skriftsprog frem for direkte talesprog og har derfor undladt ord som øh og hm samt gentagelser og talepauser. Vi har gjort dette fordi vi har været opmærksomme på, at vi med en ordret transskription kan risikere ikke at få den rigtige mening frem, da et udsagn kan fortolkes på forskellige måder, hvis det transskriberes ordret (Ibid., s. 242). Vi har derfor nogle steder valgt at tilføje eller fjerne ord, så udsagnene stemmer overens med, hvad vi har forstået, at informanterne udtrykkeligt har ment. Cand.scient.soc., Henriette Højberg, peger i bogen, Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne, på, at alt hvad der gives mening, gives mening på baggrund af forskerens egne forforståelser (Fuglsang et al., 2013, s. 320). Vores kritiske refleksion i forbindelse med vores transskription har været, at vi aktivt er med til at skabe vores datamateriale, da vi arbejder hermeneutisk. Vores forforståelser vil derfor aktivt påvirke den viden vi producerer (Ibid.). Vi har desuden valgt, at en af os skulle transskribere alle vores interviews, for på den måde at sikre, at skrivestilen forblev den samme. Side 17 af 58
Vores overvejelse hertil var, at det ville være lettere for os at sammenligne vores interviews, hvis skrivestilen var den samme (Kvale et al., 2015, s. 239). For at få overblik over vores indsamlede datamateriale og efterfølgende udvælge relevante udsagn til brug i vores analyse har vi benyttet os af kodning. Kodning indebærer, at man i læsningen af ens transskriberede interviewmateriale knytter et eller flere kategorier til en passage i teksten (Ibid., s. 261-262). Dette har vi gjort med henblik på at kunne identificere, sammenligne og finde forskelle i udsagnene. Vi har inden gennemlæsningen af vores interviews haft nogle tanker om, hvilke mulige kategorier vores interviews kan inddeles i, da vi forinden vores interviewes har haft udarbejdet en interviewguide. Da vores interview var semistrukturerede og interviewguiden ikke var styrende, var vi bevidste om, at vores påtænkte kategorier måske ikke vil være de endelige. Vi var derfor åbne for at vi undervejs i gennemlæsningen af vores interviews kunne kode andre relevante kategorier, som vi kunne inddele vores data i. De kategorier, der har været gennemgående i vores datamateriale har bl.a. været: Kommunikation, dialog, definitionsmagt, anerkendelse og rammer for børnesamtalen. Disse kategorier vil i analysen udgøre analysens genstandsfelter. Vores kritiske refleksion i forhold til projektets verifikation omhandler, at vi måske er kommet til at påvirke vores informanters svar, da vi har tilkendegivet vores forforståelse over for dem i forhold til vores emne. Det kan være, at informanterne har følt, at de skulle svare på en måde, der tilgodeså vores forforståelse. Projektets reliabilitet kan derfor måske være farvet af vores forforståelse, da en anden interviewer måske ville have fået andre svar. På den anden side havde det været svært for os at udfordre vores forforståelse, hvis informanterne ikke var blevet bekendt med denne. Projektets reliabilitet er dog måske blevet styrket af, at vi har afholdt semistrukturerede interviews, hvor vi har været åbne for, at vores informanter kunne uddybe deres svar og lede os på andre veje (Ibid., s. 318). Vores kritiske overvejelser har også handlet om, at vi kun har haft mulighed for at foretage to kvalitative interviews med tidligere anbragte og to kvalitative interviews med socialrådgiverinformanter. Side 18 af 58
Vi er bevidste om, at 4 kvalitative interviews ikke er repræsentative for, at vi kan drage generelle konklusioner, og der kan derfor sættes spørgsmålstegn ved om validiteten er stærk nok i vores projekt. Vi har forsøgt at styrke projektets validitet ved at supplere vores primære empiri med sekundær empiri, og dermed producere en mere overbevisende viden i projektet (Ibid.). 5.6 Sekundær empiri Vi vil anvende Jensens ph.d. afhandling (2014), Inddragelse af udsatte børn og unge i socialt arbejde reel inddragelse eller symbolsk retorik?, som sekundær empiri i vores analyse. Vi vil i vores analyse anvende de fund, som Jensens datamateriale peger på kan have en betydning for, hvordan børnene har oplevet inddragelse. Vores inddragelse af afhandlingen i vores analyse er relevant, da vi selv kun har to kvalitative interviews med tidligere anbragte, hvilket ikke er særlig repræsentativt for, at vi kan udlede generealle tendenser af, hvad der kan have særlig betydning for barnets oplevelse af inddragelse i egen sag. 6. Teori I dette afsnit vil vi redegøre for de teorier, som vi vil anvende i analysen af vores empiriske indsamlede materiale, samt hvorfor vi betragter teorierne som relevante for besvarelsen af vores problemformulering. 6.1 Axel Honneths anerkendelsesteori Sociolog, Axel Honneth, blev i sin tid inspireret af den tyske filosof, George Wilhelm Friedrich Hegel, og hans anerkendelsestanke i hans tidligste værker (Højlund & Juul, 2005, s. 22). På baggrund heraf har Honneth udviklet sin egen anerkendelsesteori, og heri fremstiller han anerkendelse som en forudsætning for, at mennesket kan fungere og se sig selv, som et socialt vellykket individ (Ibid., s. 25). Honneth skelner mellem tre former for anerkendelse, da han opererer med tre forskellige anerkendelsessfærer. Ifølge Honneth skal mennesket opleve anerkendelse inden for alle tre sfærer, for at opnå selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse, der er de tre grundlæggende betingelser i ideen om det gode liv. Samtidig skelner Honneth mellem tre forskellige former for krænkelser, der kan nedbryde menneskets positive selvopfattelse. Inden for hver anerkendelsessfære er der en risiko for at opleve en krænkelse, og dette sker i tilfælde af, at mennesket udsættes for negative moralske oplevelser (Ibid., s. 26-28). Side 19 af 58
Honneths første anerkendelsessfære betegnes som privatsfæren, og denne omhandler menneskets relation til betydningsfulde andre, herunder forældre og venner. Ifølge Honneth er det gennem disse relationer, at mennesket opnår følelsesmæssig og kropsbaseret anerkendelse. Det er gennem en oplevelse af kontinuerlige emotionelle relationer, at mennesket opnår selvtillid til at være alene med sig selv og ligeledes interagere og kommunikere med andre (Ibid., s. 26). Inden for privatsfæren er der en risiko for, at mennesket udsættes for kropslige krænkelser. Der er her tale om fysiske overgreb, fx voldtægt eller fysisk tortur. I tilfælde af sådanne krænkelser, kan mennesket blive i tvivl om kontinuiteten i emotionelle relationer, hvilket kan nedbryde menneskets selvtillid (Ibid., s. 27-28). Honneths anden anerkendelsessfære er den retslige sfære, og handler om menneskets rettigheder i samfundet på lige fod med andre medborgere. Ifølge Honneth skal mennesket i praksis opleve at have adgang til borgerrettigheder på lige fod med andre medborgere. Med denne anerkendelse opnår mennesket selvagtelse og kan opleve sig som et værdigt og autonomt handlende retssubjekt (Ibid., s. 26). Inden for den retslige sfære er der en risiko for, at mennesket bliver frataget sine borgerrettigheder. Ifølge Honneth kan tab af borgerrettigheder nedbryde menneskets selvagtelse, da det ikke oplever at have status som en værdig og ligestillet samfundsborger (Ibid., s. 28). Honneths sidste anerkendelsessfære betegnes som den solidariske sfære, og handler om menneskets unikke og individuelle egenskaber. Ifølge Honneth har mennesket behov for at opleve, at dets unikke og individuelle egenskaber anerkendes og dermed værdsættes i relationer, fællesskaber og samfundet. Herigennem vil mennesket opnå selvværdsættelse. Omvendt hvis mennesket ikke oplever, at dets personlige egenskaber er værdsat af andre, vil det begrænse dets handlemuligheder (Ibid., s. 26). Inden for den solidariske sfære taler Honneth om risikoen for krænkelser i form af nedværdigelse af livsformer og virkelighedsopfattelser. Hvis mennesket ikke værdsættes som det er, kan det nedbryde dets selvværd. Ifølge Honneth kan dette resultere i, at mennesket føler skam eller vrede (Ibid., s. 28). Side 20 af 58
Relevans for vores analyse Vi vil bruge denne teori til at få et perspektiv på, hvordan interaktionen mellem socialrådgiver og barn kan have en anerkendende eller krænkende karakter, og hvordan det kan påvirke barnets oplevelse af inddragelse i sagsbehandlingen. 6.2 Berit Baes voksnes definitionsmagt og den anerkendende relation Berit Bae er norsk pædagog og har en doktorgrad i relationer mellem voksne og barnet i børnehaven. Bae er især kendt for sin forskning i anerkendende relationskompetencer, samt sin videreformidling af den norske psykolog, Anne Lise Løvlie Schibbyes, teori om anerkendende relationer. Baes forståelse af begreberne voksnes definitionsmagt og anerkendende relationer tager udgangspunkt i Schibbyes dialektiske relationsteori (Bae, 1996, s. 7). Baes begreb om voksnes definitionsmagt skal ses i sammenhæng med, at der i en voksen-barn relation er et asymmetrisk magtforhold til stede, hvor barnet er afhængigt af den voksne, og den voksne har definitionsmagten. Det er igennem reaktioner fra den voksne, at barnet opbygger et billede af sig selv. Barnets opfattelse af sig selv formes gennem den voksnes reaktioner på dets kommunikation, handlinger, oplevelser, samt om den voksne i det hele taget reagerer eller ikke reagerer på dets kommunikation. Ifølge Bae kan den voksne reagere på barnets kommunikation og oplevelser på en måde, der fremmer barnets selvstændighed, selvtillid og selvrespekt, men den voksne kan også reagere og svarer på en måde, der vil underminere barnets selvstændighed og selvrespekt. Ifølge Bae skal sammenhængen mellem voksnes definitionsmagt og den anerkendende relation ses i, at det er gennem den voksnes praktisering af elementerne i en anerkendende relation, at denne kan reagere på barnets oplevelser og kommunikation på en måde hvorpå, at barnet kan føle, at dets oplevelser og udsagn er respekterede og anerkendte. Dette vil føre til at barnet får en positiv opfattelse af sig selv og sine egenskaber (Ibid., s. 7-8). Ifølge Baes forståelse af Schibbyes begreb anerkendende relationer, skal den voksne praktisere følgende elementer for, at der kan opnås en anerkendende relation: Forståelse og indlevelse, bekræftelse, åbenhed - at kunne opgive kontrollen og selvrefleksion og afgrænsethed. Side 21 af 58
Forståelse og indlevelse indebærer, at den voksne gennem en empatisk indlevelse forsøger at forstå barnet, og dermed forsøger at se tingene ud fra barnets oplevelsesverden. Barnet har rettigheder over sine egne oplevelser. Barnets handlinger, som ved første øjekast kan forekomme ubetydelige for voksne, kan muligvis have en anden mening for barnet, hvorfor det er nødvendigt at forsøge at sætte sig i barnets sted. Det forudsætter, at den voksne både er lydhør over for barnets verbale og nonverbale kommunikation (Ibid., s. 9-12). Bekræftelse referer til, at den voksne gennem en bekræftende kommunikation, som er baseret på forståelse og lytning, giver barnet ret til sine egne oplevelser. Det kan skabe en tryghed i barnet, at det oplever, at det ikke behøver at være som den voksne. Dog er bekræftelse ikke det samme som at den voksne roser og udviser enighed. Er den voksne meget vurderende i sin kommunikation, vil det understrege dennes magtposition, og barnet vil dermed have svært ved at finde frem til sin egen forståelse af sine udsagn og handlinger. Til gengæld kan den voksne med åbne, undrende og accepterende spørgsmål, give barnet mulighed til selv at sætte ord på, hvordan det forstår sine udsagn og handlinger (Ibid., s. 12-13). Åbenhed - at kunne opgive kontrollen handler om, at den voksne skal være åben for, at overgive kontrollen til barnet, og lade denne definere, hvad det er optaget af. Er det den voksne, som sætter dagsorden for, hvad der skal tales om, er det ikke altid, at barnet har noget at sige. Hvis den voksne derimod er åben og undrende over, hvad barnet selv vil tale om, kan barnet få mulighed for at tilkendegive, hvad det er optaget af. Derigennem kan den voksne komme til at høre noget, som denne ikke havde forventet at høre (Ibid., s. 13-15). Selvrefleksion og afgrænsethed fordrer, at den voksne er i stand til at reflektere over sine egne oplevelser og dermed afgrænse og skelne mellem egne og barnets oplevelser. Refleksion og afgrænsning er hinandens forudsætninger, og man kan ikke have den ene uden den anden. Den voksne skal acceptere, at barnet kan have en anden oplevelse eller målsætning end denne. Ser den voksne kun sine egne oplevelser og målsætninger som de endegyldige, er det et udtryk for, at socialrådgiveren ikke er selvreflekterende og kan ikke afgrænse egne oplevelser og målsætninger fra barnets. Side 22 af 58
Hvis barnet skal hjælpes til at blive autonomt, skal den voksne være i stand til at se sig adskilt fra barnet (Ibid., s. 16-18). Relevans for vores analyse På trods af, at Bae præsenterer begreberne voksnes definitionsmagt og anerkendende relationer i pædagogiske sammenhænge, anser vi det relevant at anvende hendes begreber, da de kan give et perspektiv på, hvordan interaktionen og samspillet mellem socialrådgiver og barn kan have en betydning for, hvordan barnet kan opleve inddragelse i sagsbehandlingen. 6.3 Olav Storm Jensens kompetencemodel I afsnittet om begrebsafklaring introducerede vi til Jensens kompetencemodel og redegjorde her for, hvordan den faglige kompetence er defineret i denne model. Den faglige kompetence består af, som vi allerede har redegjort for, af tre hierarkisk inddelte delkompetencer 1) den personlige, 2) den teoretiske og 3) den tekniske kompetence. I dette afsnit vil vi tydeliggøre, at Jensen anser den personlige kompetence, som den centrale. Den personlige kompetence omhandler, hvordan socialrådgiveren evner at være til stede i kontakten med barnet. Det grundlæggende er, hvordan socialrådgiveren evner at være anerkendende over for barnet og samtidig selv er interesseret i at søge barnets anerkendelse. Hvis socialrådgiveren ikke tager barnet alvorligt og lytter til det, vil fundamentet for en gensidig anerkendelse ikke være til stede. Ifølge Jensen er det gennem en gensidig anerkendelse mellem socialrådgiveren og barnet, at der kan opnås en fælles forståelse af barnets livssituation (Posborg et al., 2013, s. 147-149). Kontakten mellem socialrådgiveren og barnet er ifølge Jensen helt konkret afhængig af, at socialrådgiveren kan agere på baggrund af følgende to dimensioner: Den etiske og den opmærksomhedsmæssige dimension. Den etiske dimension har tre aspekter: 1) Ægthed, 2) at vise anerkendelse og respekt, og 3) at gøre sit bedste. Ægthed handler om, at socialrådgiveren i kontakten er ægte og pålidelig. At vise anerkendelse og respekt fordrer, at socialrådgiveren i kontakten udviser anerkendelse og respekt for barnet som et selvstændigt og ukrænkeligt individ. Side 23 af 58
At gøre sit bedste indebærer, at socialrådgiveren stræber efter at gøre sit bedste for at yde en god sagsbehandling for barnet, og at socialrådgiveren erkender, hvis der bliver begået fejlagtige handlinger (Ibid., s. 150-152). Den opmærksomhedsmæssige dimension indebærer, at socialrådgiveren er nærværende med hele sig selv i kontakten med barnet. Det vil sige, at hun praktiserer lytning, indlevelse, iagttagelse, tænkning og opfattelse af barnets udsagn lige her og nu (Ibid., s. 153). Relevans for vores analyse Kompetencemodellen er relevant at medinddrage i vores undersøgelse af, hvilken betydning socialrådgiverens faglige kompetencer kan have for børneinddragelsen i praksis, da modellen kan bidrage med et perspektiv på, hvordan socialrådgivernes faglige kompetencer kan medvirke til at inddragelsen af barnet realiseres eller reduceres. 6.4 Hanne Warmings børneperspektiver Barndomsforsker, Hanne Warming, beskriver tre forskellige børneperspektiver, som er de perspektiver socialrådgiveren kan se barnet ud fra: Et udefra-perspektiv, et tilstræbt indefraperspektiv og et indefra-perspektiv. Et udefra-perspektiv er socialrådgiverens forståelse af barnets problematikker, behov, livsvilkår og udviklingsmuligheder, og denne forståelse udspringer af den teoretiske, forskningsmæssige og erfaringsmæssige viden, som socialrådgiveren har tillært gennem uddannelsen og arbejdslivet. Dette børneperspektiv bygger på en antagelse om, at man igennem en objektiv viden om børn kan identificere deres behov, problematikker og ressourcer, samt hvilke løsninger der kan forbedre deres livssituation (Warming, 2011, s. 13-14). Et tilstræbt indefra-perspektiv omhandler socialrådgiverens forsøg på at forstå barnets oplevelser og følelser i en given situation, og dermed hvordan denne kan sætte sig i barnets sted. I dette perspektiv anses barnets egne oplevelser, følelser og ønsker som betydningsfulde for at kunne belyse dets livssituation tilstrækkeligt, hvorfor et udefra-perspektiv ikke kan stå alene. Dette perspektiv kan være nødvendigt i tilfælde, hvor det ikke er muligt at få barnets eget perspektiv grundet dets alder, modenhed eller fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse (Ibid., s. 18-20). Side 24 af 58