Når man får børn, vil man gerne give noget godt videre til dem. Man kan drømme om at give dem selvværd, gåpåmod og et lyst sind. Man kan forestille sig hvordan man vil lære sit barn at spille fodbold eller at tackle konflikter på en god måde. Man kan håbe på at lære dem at holde af naturen eller af musik. Der kan være mange gode ting, man ønsker at give sine børn i arv. Efterhånden som børnene bliver ældre, kan det vise sig, at man er kommet til at give noget videre, som man ikke er videre stolt af. Det kan være høje tindinger, en stor næse eller et hidsigt temperament. Man er ikke helt herre over, hvad man giver sine børn med sig videre i livet. En ting, de fleste giver deres børn med videre i livet, er efternavnet. Mange bærer deres efternavn med stolthed. Andre sletter det og erstatter det med et andet, fordi de ikke vil forbindes med deres fædrene ophav. Vi hørte tidligere et ordsprog fra alteret: Fædrene spiser sure druer, og børnene får stumpe tænder. 1
D.v.s. at når fædrene gør noget galt, så går det ud over børnene. Umiddelbart ville vi nok tænke, at det var værst for fædrene, når de begik en fejl. Vi er jo mere end et produkt af vores forældre. Det er en de ting, man som forældre kan trøste sig med; at børnene måske falder heldigere ud end man selv har gjort. Som voksne mennesker er vi uafhængige væsener og kan leve vore egne liv. Og så alligevel. Man har noget med sig fra sine forældre. Mere eller mindre frivilligt. Som nu f.eks. efternavnet. Den, der har fået et fornemt, adeligt efternavn, vil normalt bære det med glæde og stolthed. Men hvis man er søn eller datter af en kendt landsforræder fra 2. verdenskrig eller en berygtet forbryder, så skilter man nok ikke med sit efternavn, hvis man da overhovedet holder ved det. Og hvorfor ikke det, kan man spørge sig selv, hvis ikke man mener, at det, fædrene har gjort, på en eller anden måde har indvirkning på børnenes personlighed? Det adelige efternavn borger jo ikke for kvaliteten, ligesom forbryderens barn ikke nødvendigvis selv er en forbryder. Alligevel kan man 2
være stemplet på forhånd, inden folk overhovedet lærer en at kende, p.g.a. ting som ens forældre har gjort. Og selv når man har lært folk at kende, kan det, vi ved om forældrene, komme til at overskygge det vi ved, eller ønsker at få at vide, om personen. Æblet falder ikke langt fra stammen, siger vi, når vi dømmer folk som deres forældres børn på godt og ondt. Eller: Det har hun ikke fra fremmede. Og uanset om det er noget godt eller noget skidt, vi mener hun har direkte fra sine forældre, så kommer vi til at låse folk fast i et mønster, som ikke nødvendigvis er deres. Fædrene spiser druer, og børnene får stumpe tænder. Det ordsprog, siger Guds profet Ezekiel, har været gældende hidtil. Men ikke mere. I skal ikke bruge det ordsprog længere, siger Gud. For mennesker er mere end deres ophav. Mennesker er mere end arv, og også mere end miljø. For Gud er vi meget, meget mere end vores forældres børn. Vi er noget vigtigt i os selv. Gud kalder os til at se på os selv med andre øjne, uden forudfattede holdninger. Fædrenes synder skal hverken være årsag til eller 3
undskyldning for, hvad vi stiller op med vores liv. For alle menneskers liv tilhører Gud. Vi er alle Guds betroede medarbejdere, som han har en mening med. Så i stedet for at dømme andre og os selv ud fra, hvad forældrene gjorde, så må vi se på, hvad det er for et liv, vi hver især har fået givet. Hvilke evner og muligheder har vi fået, til at bruge og leve ud? Hvordan kan vi bære frugt, hvordan kan vi give det gode videre, vi selv har fået? Hvordan kan vores liv få fylde og mening? For nogle mennesker er det svært eller næsten umuligt at bryde fri af det mønster, de befinder sig i. Man kan føle, at man hænger fast i et dårligt spor, og at man ikke er i stand til at udnytte de handlemuligheder, man trods alt har. At man ikke kan sætte frugt, som Jesus kalder det. Til os, der kan finde det svært at bære frugt, fortæller Jesus en lignelse om et figentræ, som heller ikke satte frugt. Han fortæller, hvordan gartneren går i forbøn for træet, så det ikke skal blive fældet. Hvordan han 4
beder om et års yderligere henstand, og hvordan han har i sinde at gøde det i håbet om, at det da vil komme sig. Hvad der herefter sker med figentræet får vi ikke at vide. Vi ved ikke, om det kommer til at bære frugt, om gartneren igen må bede om udsættelse for det, og om det bliver fældet. Vi ved kun, at gartneren vil gøre hvad han kan for at det må få de bedste betingelser. Træet får en chance til. Ligesom vi gør det. Vi har en Gud, der ikke kun får træer til at blomstre, men som også får mennesker til at blomstre og trives. Han graver billedligt talt omkring os, han gøder og kigger efter frugt, også hos den, der set med menneskelige øjne ser ud til at være forudbestemt til at mislykkes. Der findes ikke en sådan forudbestemmelse, siger Jesus. Vi vil nok frygtelig gerne, ligesom de mennesker, Jesus talte med, finde en årsag til alt, hvad der foregår. Vi synes, at der skal være orden og sammenhæng i tingene. Der må være en fornuftig grund til, at tingene sker. Men det afviser Jesus. Der findes ikke en direkte sammenhæng mellem, hvad vi 5
gør, og hvordan det går os. Der er ikke en højere retfærdighed, som sikrer, at tingene går op i den sidste ende. Livet er ikke retfærdigt. Når nogen mennesker må slås med en helt urimelig tung skæbne, mens andre tilsyneladende kommer gennem livet uden at det giver dem ret mange knubs, men mange privilegier, så er det ikke fordi de første får deres retfærdige straf for alt det forkerte, de eller deres forældre har gjort, mens de andre modtager deres retfærdige belønning for alle deres gode gerninger. En sådan retfærdighed findes ikke. Gud er ikke en Gud, der sørger for, at de ting, vi kommer ud for, er rimelige, retfærdige, eller for den sags skyld forståelige. Gud er derimod en Gud, der er grænseløst urimelig. Det er en Gud, der ikke blot ser bort fra det vi stammer fra, og ser, at vi er andet end vores forældres børn. Han kan også finde på at se stort på det vi selv har gjort os skyld i, og viske tavlen ren. Det er en Gud, der holder fast i, at der altid er en ny mulighed for at gøre godt og lade livet vokse og gro. 6
Han vil altid lade os prøve igen, når det ikke lykkedes første gang. Han vil altid forsøge at skaffe os henstand, så vi får endnu en chance. Gud giver ikke op over for nogen af os. Han arbejder hårdt med det i os, der får os til at kroge os sammen om vores eget og på den måde forkrøble vores eget og andres liv. Han opfordrer os til at vende os ud ad, mod andre og mod Gud. Vi må høre lignelsen som en appel til os om at bruge den tid og de handlemuligheder, vi endnu har. Vi er mere end et produkt af vores forældre, vi er som døbte, kristne mennesker Guds betroede medarbejdere, der må tage ansvar for det liv, vi har fået givet, og få det bedste ud af det. De mennesker, der er omkring os, har brug for, at vi bærer frugt. Når det mislykkes for os, når det vi prøvede på, ikke blev det, vi drømte om, og vi har forspildt vores chance, så har vi brug for en langmodighed som den, gartneren i dagens evangelium har. Så har vi brug for at få en ny mulighed for at bære frugt og række liv og glæde 7
videre. Må vi alle finde tålmodigheden til at gøde hinanden med gode ord og milde hænder og minde hinanden om, at Gud har fundet os værd at pleje, så vi altid må trives. Amen 8